Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Links til EU direktiver, jf. note 1
31979L0409
 
31992L0043
 
Links til øvrige EU dokumenter
32009L0147
 
Oversigt (indholdsfortegnelse)

   

Den fulde tekst

Bekendtgørelse om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår forsvarets aktiviteter1)

I medfør af § 71 b i lov om naturbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 933 af 24. september 2009 fastsættes:

§ 1. Denne bekendtgørelse anvendes ved udøvelse af forsvarets aktiviteter.

Stk. 2. Bekendtgørelsen omfatter ikke planer eller projekter, som i medfør af anden lovgivning er underlagt krav om forudgående tilladelse og vurdering af aktiviteten.

Stk. 3. Forsvarsministerens beføjelser i henhold til bekendtgørelsen varetages af den myndighed, som af forsvarsministeren er bemyndiget hertil.

§ 2. Forsvarsministeren træffer, bl.a. gennem drift- og plejeplaner, passende foranstaltninger med henblik på at undgå forringelse af beskyttede naturtyper og levesteder for arter på arealer, der er udpeget som internationale naturbeskyttelsesområder i medfør af § 36 i lov nr. 932 af den 24. september 2009 om miljømål mv. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder (miljømålsloven), samt træffer passende foranstaltninger med henblik på at undgå forstyrrelse af de arter, for hvilke områderne er udpeget, for så vidt disse forstyrrelser har betydelige konsekvenser for opnåelse af bevaringsmålsætningen for de beskyttede arter. Den generelle bevaringsmålsætning for Natura 2000-områderne er at sikre eller genoprette en gunstig bevaringsstatus for de arter og naturtyper, som områderne er udpeget for at beskytte. Den nærmere bevaringsmålsætning fastsættes i medfør af lov nr. 932 af den 24. september 2009 om miljømål mv. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder.

§ 3. Før iværksættelse af nye eller ændrede planer og projekter omfattet af § 1, der ikke direkte er forbundet med eller nødvendige for det internationale naturbeskyttelsesområdes forvaltning, foretager forsvarsministeren en vurdering af, om planen eller projektet i sig selv, eller i forbindelse med andre planer eller projekter, kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde væsentligt.

Stk. 2. Vurderer forsvarsministeren, at planen eller projektet væsentligt kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde, skal der foretages en konsekvensvurdering af planen eller projektets påvirkning på det internationale naturbeskyttelsesområde under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område.

Stk. 3. Planen eller projektet kan iværksættes, når det på baggrund af vurderingen i henhold til stk. 2, er sikret, at planen/projektet ikke skader lokalitetens integritet. Forsvarsministeren kan inddrage offentligheden eller andre myndigheder i tilvejebringelsen af oplysninger til brug for vurderingen.

§ 4. Forsvarsministeren kan bestemme, at en plan eller et projekt skal gennemføres, uanset at planen eller projektets virkning på det internationale beskyttelsesområde vurderes at være negative. Det er en betingelse for gennemførsel af planen eller projektet, at der foreligger bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, herunder af social eller økonomisk art, og at der ikke findes nogen alternativ løsning. Forsvarsministeren iværksætter i givet fald de nødvendige kompensationsforanstaltninger, således at sammenhængen i Natura2000 områderne bevares. Europa-Kommissionen underrettes om, hvilke kompensationsforanstaltninger, der træffes.

Stk. 2. I internationale naturbeskyttelsesområder, der indeholder prioriterede naturtyper og/eller dyrearter i henhold til Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (habitatdirektivet), kan fravigelse som nævnt i stk. 1 kun ske, når der foreligger bydende nødvendige hensyn til menneskers sundhed, den offentlige sikkerhed, væsentlige gavnlige virkninger på miljøet, eller, efter udtalelse fra Europa-Kommisionen, andre bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser.

Stk. 3. Forsvarsministeren forestår den i stk. 1 og stk. 2 nævnte kontakt til Europa-Kommissionen.

§ 5. Aktiviteter omfattet af § 1 kan bortset fra bestemmelserne i § 6 ikke udøves, hvis aktiviteten kan

1) beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for de dyrearter, der er optaget i habitatdirektivets bilag IV litra a, eller

2) ødelægge de plantearter, som er optaget i habitatdirektivets bilag IV, litra b i alle livsstadier.

Stk. 2. Ved vurdering af om aktiviteter ikke kan udøves jf. stk. 1, skal der lægges vægt på, om aktiviteten samlet set beskadiger den lokale bestand af dyrearter optaget i habitatdirektivets bilag IV, litra a, og om den økologiske funktionalitet for yngle- og rasteområderne opretholdes.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 finder anvendelse, uanset om de beskyttede arter og naturtyper befinder sig på et internationalt naturbeskyttelsesområde eller ej.

§ 6. Forsvarsministeren kan fravige § 5, hvis der ikke findes et tilfredsstillende alternativ, og hvis fravigelsen ikke hindrer, at den pågældende bestands bevaringsstatus opretholdes i dens naturlige udbredelsesområde. Fravigelse kan kun ske i de situationer, hvor aktiviteten har til formål at

1) beskytte vilde dyr og planter og bevare naturtyperne,

2) hindre alvorlig skade navnlig på afgrøder, besætning, skove, fiskeri, vand og andre former for ejendom,

3) sikre hensyn til den offentlige sundhed og sikkerhed eller af andre bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, herunder af social og økonomisk art, og hensyn til væsentlige gavnlige virkninger på miljøet, eller

4) fremme forskning og undervisning, genopretning af en bestand, genudsætning af disse arter og opdræt med henblik herpå, herunder kunstig opformning af planter.

Stk. 2. Forsvarsministeren underretter Miljøministeren med henblik på underretning af Europa-Kommissionen om fravigelser efter stk. 1.

§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 20. december 2010.

Forsvarsministeriet, den 14. december 2010

Gitte Lillelund Bech

/ Peter M. Pilgaard

Officielle noter

1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (EF-fuglebeskyttelsesdirektivet), EF-Tidende 1979, nr. L 103, side 1, og dele af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EF-habitatdirektivet), EF-Tidende 1992, nr. L 206, side 7, som ændret senest ved Rådets direktiv 2006/105/EF af 20. november 2006, EU-Tidende 2006, nr. L 363 side 368. Internationale beskyttelsesområder i Danmark, som inkluderer fuglebeskyttelsesområder, habitatområder og Ramsarområder, er udpeget i medfør af lov om miljømål m.v. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder (miljømålsloven).

Omtryksnote
  • 04-01-2011:
  • Bekendtgørelse nr. 1458 af 14. december 2010 om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår forsvarets aktiviteter er omtrykt den 4. januar 2011.
    I titlens note er henvisning til "Rådets direktiv 2009/127/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle (EF-fuglebeskyttelsesdirektivet)" rettet til "Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (EF-fuglebeskyttelsesdirektivet)".