Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Links til EU direktiver, jf. note 1
31989L0391
 
Oversigt (indholdsfortegnelse)

   

Den fulde tekst

Bekendtgørelse om sikkerheds- og sundhedsarbejde på mobile offshoreanlæg1)

I medfør af § 49, § 72, stk. 1, og § 73 i lov nr. 1424 af 21. december 2005 om sikkerhed m.v. for offshoreanlæg til efterforskning, produktion og transport af kulbrinter (offshoresikkerhedslov), som ændret ved lov nr. 107 af 7. februar 2007 og lov nr. 287 af 15. april 2009, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 61, stk. 3:

Anvendelsesområde m.v.

§ 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse på mobile offshoreanlæg som defineret i offshoresikkerhedslovens § 2.

Stk. 2. I denne bekendtgørelse forstås ved arbejdsleder den, hvis arbejde udelukkende eller i det væsentlige består i på arbejdsgiverens vegne at lede eller føre tilsyn med arbejdet på et mobilt offshoreanlæg eller en del heraf.

Stk. 3. Ved ansatte forstås alle på offshoreanlægget, der ikke er arbejdsleder, jf. stk. 2, eller anlægschef.

Stk. 4. Ved arbejdsområde forstås arbejdslederområde, uanset de ansattes eventuelle tilknytning til flere arbejdsgivere.

§ 2. Den driftsansvarlige virksomhed for et mobilt offshoreanlæg skal sørge for, at arbejdet for sikkerhed og sundhed organiseres i samarbejde med de ansatte.

Stk. 2. Arbejdet for sikkerhed og sundhed skal være organiseret, når offshoreanlægget tages i brug eller snarest derefter, dog senest 4 uger efter ibrugtagning.

Organisering af sikkerheds- og sundhedsarbejdet

§ 3. På mobile offshoreanlæg, hvor der udover anlægschefen og de, der har arbejdslederfunktion, er ansat seks personer eller derover, skal arbejdet for sikkerhed og sundhed organiseres på en hensigtsmæssig måde gennem en sikkerhedsorganisation under medvirken af repræsentanter for de ansatte og ledelsen.

Stk. 2. Sikkerhedsorganisationen skal planlægge, lede og koordinere sikkerheds- og sundhedsarbejdet. Sikkerhedsorganisationen skal registrere de sikkerheds- og sundhedsmæssige problemer, rådgive og orientere om samt føre kontrol med sikkerheds- og sundhedsarbejdet på anlægget.

Stk. 3. Sikkerhedsorganisationen skal løbende holdes orienteret om eventuelle påbud fra tilsynsmyndigheden, den beredskabsplan, der er udarbejdet for anlægget, samt anmeldelser til Energistyrelsen i medfør af bekendtgørelse om registrering og anmeldelse af arbejdsskader m.v. i medfør af offshoresikkerhedsloven og skal inddrages i planlægningen vedrørende forhold af betydning for de ansattes sikkerhed og sundhed.

Stk. 4. Energistyrelsen skal ved tilsynsbesøg på anlægget jævnligt træde i forbindelse med medlemmerne af sikkerhedsorganisationen.

§ 4. For mobile offshoreanlæg, hvor der ikke skal være sikkerhedsorganisation efter reglerne i denne bekendtgørelse, skal arbejdet med sikkerhed og sundhed udføres ved personlig kontakt mellem anlægschefen, eventuelle arbejdsledere og øvrige ansatte.

Sikkerhedsrepræsentanter, sikkerhedsgrupper og sikkerhedsudvalg

§ 5. På mobile offshoreanlæg, hvor der er mellem 6 og 11 ansatte, skal den driftsansvarlige virksomhed anmode de ansatte, der ikke har ledelsesmæssige beføjelser, om iblandt sig at vælge en sikkerhedsrepræsentant.

Stk. 2. På mobile offshoreanlæg, hvor der er 12 ansatte eller flere, skal den driftsansvarlige virksomhed anmode de ansatte, der ikke har ledelsesmæssige beføjelser, om iblandt sig at vælge en sikkerhedsrepræsentant for hvert arbejdsområde. Er der i et arbejdsområde mindre end 3 ansatte, kan de pågældende beslutte at vælge en sikkerhedsrepræsentant i fællesskab med de ansatte i et andet område.

Stk. 3. Hvor der til holddrift er ansat flere skiftehold, og disse skiftehold ikke er samtidigt til stede på offshoreanlægget, eller hvis det af anden grund ikke er hensigtsmæssigt, at skifteholdene er fælles om en sikkerhedsrepræsentant, finder reglerne i stk. 1 og stk. 2 anvendelse for hvert af disse skiftehold.

Stk. 4. Sikkerhedsrepræsentanten skal vælges blandt de anerkendt dygtige arbejdere og skal i mindst 1 år inden for de sidste 2 år have arbejdet på et offshoreanlæg. Såfremt ingen opfylder betingelserne, skal sikkerhedsrepræsentanten vælges under hensyntagen til anciennitet på mobile offshoreanlæg. Hvis der er mere end to kandidater, foretages valget ved skriftlig afstemning.

Stk. 5. Valget gælder for en periode af 2 år, eller indtil sikkerhedsrepræsentantens arbejdsfunktion på arbejdsområdet ophører.

Stk. 6. Sikkerhedsrepræsentanten repræsenterer dem, der har valgt vedkommende, i spørgsmål om de ansattes sikkerhed og sundhed i arbejdet.

Stk. 7. Senest 8 dage efter valget af en sikkerhedsrepræsentant skal den driftsansvarlige virksomhed underrettes skriftligt om valget.

§ 6. På de offshoreanlæg, der er nævnt i § 5, stk. 1, udpeger den driftsansvarlige virksomhed en arbejdsleder, som sammen med sikkerhedsrepræsentanten udgør offshoreanlæggets sikkerhedsgruppe.

Stk. 2. På de offshoreanlæg, der er nævnt i § 5, stk. 2, udpeger den driftsansvarlige virksomhed for hvert arbejdsområde en arbejdsleder, som sammen med sikkerhedsrepræsentanten udgør arbejdsområdets sikkerhedsgruppe. Er der i henhold til § 5, stk. 2, valgt fælles sikkerhedsrepræsentant for flere arbejdsområder, udpeger den driftsansvarlige virksomhed en arbejdsleder for disse arbejdsområder.

Stk. 3. Hvor der til holddrift er ansat flere skiftehold, skal der udpeges en arbejdsleder for hver sikkerhedsrepræsentant, jf. § 5, stk. 3.

§ 7. Sikkerhedsgruppen, eller sikkerhedsgrupperne på offshoreanlæg med flere end én gruppe, danner sammen med den driftsansvarlige virksomhed et sikkerhedsudvalg. Den driftsansvarlige virksomhed eller dennes repræsentant er formand for sikkerhedsudvalget.

Stk. 2. På offshoreanlæg, hvor der er mere end tre arbejdsområder, dannes et sikkerhedsudvalg dog ved, at sikkerhedsrepræsentanterne iblandt sig vælger 6 medlemmer, og de udpegede arbejdsledere iblandt sig vælger 6 medlemmer til udvalget. Medlemmerne skal vælges under hensyntagen til, at der på offshoreanlægget er ansat flere skiftehold, således at det til stadighed sikres, at der er et fungerende sikkerhedsudvalg ombord.

Stk. 3. Såfremt sikkerhedsudvalget er enigt herom, kan andre end medlemmerne af udvalget deltage i møderne.

Stk. 4. Hvis flere mobile offshoreanlæg drives af samme driftsansvarlige virksomhed, skal denne sikre, at de enkelte sikkerhedsudvalgs arbejde for sikkerhed og sundhed på disse offshoreanlæg koordineres og planlægges på en hensigtsmæssig måde.

§ 8. Den driftsansvarlige virksomhed skal sørge for, at de ansatte og operatøren er gjort bekendt med, hvem der er medlem af sikkerhedsgrupper og sikkerhedsudvalg.

Opgaver, pligter og rettigheder

§ 9. Sikkerhedsgruppen skal arbejde for at løse arbejdsområdets sikkerheds- og sundhedsproblemer og herunder virke for et godt samarbejde på offshoreanlægget om sikkerheds- og sundhedsmæssige spørgsmål. Hvis arbejdsleder eller sikkerhedsrepræsentant ikke samtidig er til stede i arbejdsområdet, varetager den tilstedeværende gruppens opgaver og pligter. Foranstaltninger, der varetages i den andens fravær, skal hurtigst muligt meddeles denne.

Stk. 2. Sikkerhedsgruppen skal påse, at arbejdsforholdene sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige, og at arbejdet, arbejdsprocesser og arbejdsmetoder er tilrettelagt og bliver udført fuldt forsvarligt. Gruppen skal herunder påse, at stoffer og materialer kun anvendes ved arbejdsprocesser og metoder, der effektivt sikrer de beskæftigede mod ulykker og sygdomme. Gruppen skal ligeledes påse, at der gives effektiv instruktion, og at maskiner, redskaber og andet udstyr er indrettet og anvendes på en sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlig måde.

Stk. 3. Sikkerhedsgruppen skal påvirke den enkelte til en adfærd, der fremmer egen og andres sikkerhed og sundhed. Gruppen skal herunder orientere de ansatte om de bestemmelser, der er fastsat til at fremme sikkerhed og sundhed.

Stk. 4. Sikkerhedsgruppen skal deltage i planlægningen af arbejdsområdets sikkerheds- og sundhedsarbejde og deltage i vurderingen af sikkerheds- og sundhedsmæssige risici, jf. bekendtgørelse om styring af sikkerhed og sundhed på offshoreanlæg m.v.

Stk. 5. Sikkerhedsgruppen skal deltage i undersøgelse af ulykker, forgiftninger, sundhedsskader samt tilløb hertil og underrette den driftsansvarlige virksomhed eller anlægschefen om resultatet af undersøgelsen. Sikkerhedsgruppen skal have adgang til registreringer og rapporter om arbejdsulykker samt nærved hændelser, jf. bekendtgørelse om registrering og anmeldelse af arbejdsskader m.v. i medfør af offshoresikkerhedsloven.

Stk. 6. Sikkerhedsgruppen skal virke som kontaktled mellem de ansatte og sikkerhedsudvalget og holde udvalget underrettet om sikkerheds- og sundhedsmæssige problemer og forelægge eventuelle forslag til forbedringer for udvalget.

Stk. 7. Sikkerhedsgruppen skal inddrages forinden eventuel henvendelse til eksterne sagkyndige om bistand ved løsning af sikkerheds- og sundhedsspørgsmål.

§ 10. Sikkerhedsgruppen skal imødegå risici i forbindelse med de sikkerheds- og sundhedsmæssige spørgsmål, der er nævnt i § 9, stk. 2-4. Hvis risikoen ikke kan imødegås på stedet, skal gruppen indberette forholdet til den driftsansvarlige virksomhed eller anlægschefen.

Stk. 2. Hvor der ikke er tid til at underrette den driftsansvarlige virksomhed eller anlægschefen, og sikkerhedsgruppen skønner, at der er en overhængende, betydelig fare for de ansattes sikkerhed og sundhed, som den ikke selv kan afværge, kan gruppen påbyde den ansvarlige på stedet at standse arbejdet eller arbejdsprocessen i det omfang, det er nødvendigt for at afværge faren. Den ansvarlige på stedet skal efterkomme påbuddet, medmindre dette vil medføre større fare for de ansattes sikkerhed og sundhed.

Stk. 3. Sikkerhedsgruppen skal omgående melde standsningen til anlægschefen og afgive forklaring om, hvorfor den var nødvendig.

§ 11. Sikkerhedsrepræsentanterne er beskyttet mod afskedigelse og anden forringelse af deres forhold på samme måde som tillidsrepræsentanter inden for vedkommende eller tilsvarende faglige område. Sikkerhedsrepræsentanten må ikke stilles ringere på grund af de aktiviteter, der er forbundet med hvervet.

Stk. 2. Uoverensstemmelse om beskyttelse efter stk. 1, herunder spørgsmål om, hvilke regler der finder anvendelse, og om brud på eller fortolkning af reglerne, afgøres ved fagretlig behandling, jf. lov om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter.

§ 12. Såfremt ledelsens repræsentant i sikkerhedsgruppen afskediges efter udløbet af en eventuel prøvetid, og det af en af parterne gøres gældende, at afskedigelsen er begrundet i repræsentantens virke i sikkerhedsorganisationen, kan vedkommendes ansættelsesforhold i opsigelsesperioden ikke afbrydes, før spørgsmålet har været undergivet organisationsmæssig forhandling efter reglerne inden for det pågældende overenskomstområde eller har været behandlet i overensstemmelse med funktionærlovens regler om forhandling og mægling. Forhandlingen og mæglingen skal fremmes mest muligt.

§ 13. Medlemmerne af sikkerhedsgrupperne og sikkerhedsudvalget på offshoreanlægget skal have den tid til rådighed, der er fornøden efter forholdene, til at varetage deres pligter i sikkerheds- og sundhedsarbejdet.

Stk. 2. Medlemmerne af sikkerhedsgrupperne og sikkerhedsudvalget på offshoreanlægget skal have lejlighed til at erhverve sig den fornødne viden om og uddannelse i sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold.

Stk. 3. Udgifterne ved hverv, der varetages af sikkerhedsrepræsentanter, samt udgifter ved disses uddannelse betales af den driftsansvarlige virksomhed.

§ 14. Sikkerhedsudvalget inddrages i opdateringen af sikkerheds- og sundhedsredegørelsen for offshoreanlægget, herunder vurdering af de sikkerheds- og sundhedsmæssige risici samt inddragelse af sygefravær under iagttagelse af gældende forebyggelsesprincipper, jf. bekendtgørelse om styring af sikkerhed og sundhed på offshoreanlæg m.v. Udvalget skal registrere sikkerheds- og sundhedsmæssige problemer på offshoreanlægget og skal rådgive ved løsning af sikkerheds- og sundhedsmæssige spørgsmål.

Stk. 2. Sikkerhedsudvalget skal kontrollere sikkerheds- og sundhedsarbejdet på offshoreanlægget og skal sørge for, at sikkerhedsgrupperne orienteres og vejledes om arbejdet.

Stk. 3. Sikkerhedsudvalget skal sørge for, at årsagerne til ulykkestilfælde, forgiftninger og sundhedsskader samt tilløb hertil undersøges, og skal søge gennemført foranstaltninger, der forhindrer gentagelser.

Stk. 4. Sikkerhedsudvalget skal holde sig orienteret om de bestemmelser for sikkerhed og sundhed, der er fastsat for at beskytte de ansatte. Udvalget skal medvirke ved opstilling af principper for nødvendig oplæring og påse, at der føres en stadig kontrol med overholdelse af sikkerhedsforskrifter.

Stk. 5. Sikkerhedsudvalget skal inddrages forinden eventuel henvendelse til eksterne sagkyndige om bistand til planlægning af offshoreanlæggets sikkerheds- og sundhedsforhold.

Stk. 6. Sikkerhedsudvalget skal foranledige en samordning af arbejdet for sikkerhed og sundhed med andre arbejdsgivere, når der udføres arbejde på samme arbejdssted.

Stk. 7. Sikkerhedsudvalget skal sørge for, at der udarbejdes en plan for sikkerhedsorganisationens opbygning med oplysning om, hvem der er medlemmer af udvalget og sikkerhedsorganisationen. Udvalget skal endvidere sørge for, at de ansatte på offshoreanlægget bliver gjort bekendt hermed.

§ 15. Sikkerhedsudvalget rådgiver den driftsansvarlige virksomhed ved løsning af sikkerheds- og sundhedsmæssige spørgsmål. Udvalget skal herunder deltage i planlægningen.

Stk. 2. Når sikkerhedsudvalget rådgiver den driftsansvarlige virksomhed, og denne ikke følger rådet, skal dette, såfremt et medlem af udvalget ønsker det, begrundes i et efterfølgende møde, som afholdes så vidt muligt, inden det pågældende arbejde udføres, dog inden 5 uger. Det samme gælder, når udvalget giver flere indstillinger om samme sag.

Daglig leder

§ 16. Sikkerhedsudvalget sørger for, at der bliver udpeget en daglig leder af sikkerhedsarbejdet, som kan handle på udvalgets vegne. Er der ikke ansat en sikkerhedsleder specielt til dette arbejde, skal den driftsansvarlige virksomhed efter drøftelse med sikkerhedsudvalget blandt udvalgets medlemmer udpege en leder.

Stk. 2. Den daglige leder skal holde sikkerhedsudvalget orienteret om sikkerheds- og sundhedsarbejdet og inddrage udvalget i løsning af problemer, der opstår mellem møderne.

Møder

§ 17. Sikkerhedsudvalget skal holde ordinært møde mindst seks gange om året. Udvalget skal holde ekstraordinære møder, når der indtræffer alvorlige ulykker, alvorlige forgiftninger eller andre sundhedsskader eller alvorlige hændelser, der kunne have medført ulykker eller sundhedsskader, samt når der i øvrigt er behov herfor. Ekstraordinære møder afholdes, hvis formanden skønner det nødvendigt, eller mindst 2 udvalgsmedlemmer fremsætter begæring herom.

Stk. 2. Der skal udarbejdes referat af møderne. Referatet skal udleveres til udvalgets medlemmer, gøres tilgængeligt for samtlige ansatte samt fremsendes til den driftsansvarlige virksomhed for offshoreanlægget.

Stk. 3. Sikkerhedsudvalget skal have lejlighed til mindst to gange årligt at holde møde med samtlige sikkerhedsgrupper. Der skal udarbejdes referat af møderne.

Stk. 4. Der skal indkaldes til ordinære møder i god tid. Medlemmerne skal gøres bekendt med dagsordenen senest 10 dage før mødet. Endvidere skal dagsordenen ved opslag på offshoreanlægget senest 10 dage før mødet være tilgængelig for øvrige ansatte på anlægget.

Stk. 5. I sikkerhedsudvalgets møder deltager, foruden de egentlige medlemmer, lederen af det daglige sikkerhedsarbejde og offshore medic.

Samarbejde mellem flere arbejdsgivere på samme arbejdssted

§ 18. På mobile offshoreanlæg, hvor to eller flere arbejdsgivere lader arbejde udføre, skal disse samt alle, der er ansat på offshoreanlægget, samarbejde om at skabe sikre og sunde arbejdsforhold.

§ 19. På mobile offshoreanlæg, hvor to eller flere arbejdsgivere hver for sig lader arbejde udføre, skal den driftsansvarlige virksomhed afgrænse og koordinere de foranstaltninger til fremme af de beskæftigedes sikkerhed og sundhed, der skal udføres af de enkelte arbejdsgivere på offshoreanlægget.

Stk. 2. Inden arbejdet sættes i gang, skal den driftsansvarlige virksomhed sørge for, at der med de enkelte arbejdsgivere træffes aftale om, hvem det påhviler at tilvejebringe og vedligeholde sikkerhedsforanstaltningerne på offshoreanlægget.

Stk. 3. Mens arbejdet er i gang, skal den driftsansvarlige virksomhed koordinere de foranstaltninger til fremme af sikkerhed og sundhed på offshoreanlægget, der skal udføres af arbejdsgiverne.

§ 20. Den enkelte arbejdsgiver på offshoreanlægget skal sørge for, at de foranstaltninger for offshoreanlægget, som er aftalt med den driftsansvarlige virksomhed, jf. § 19, stk. 2, tilvejebringes og vedligeholdes, samt føre effektivt tilsyn hermed.

§ 21. Den driftsansvarlige virksomhed skal koordinere virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde, jf. § 19, stk. 3, ved sikkerhedsmøder samt ved personlig kontakt på offshoreanlægget.

Stk. 2. I møderne deltager den driftsansvarlige virksomhed, arbejdsgiverne eller disses repræsentanter samt sikkerhedsgrupperne på offshoreanlægget.

Ækvivalens og dispensation

§ 22. Den driftsansvarlige virksomhed kan fravige bekendtgørelsens enkelte bestemmelser, såfremt det godtgøres og dokumenteres i ledelsessystemet for sikkerhed og sundhed, at arbejdet for sikkerhed og sundhed på offshoreanlægget er organiseret på en hensigtsmæssig måde, samt i det omfang, det er foreneligt med direktiv 89/391/EØF om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet.

§ 23. Energistyrelsen kan, hvor særlige forhold foreligger, dispensere fra bekendtgørelsen, når det skønnes rimeligt og sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt samt i det omfang, det er foreneligt med direktiv 89/391/EØF om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet.

Straf

§ 24. Medmindre højere straf er forskyldt efter offshoresikkerhedsloven eller anden lovgivning, straffes med bøde den, der overtræder § 2, § 5, stk. 1-3 § 6, § 7, stk. 4, § 8, § 16, stk. 2, § 18, § 19, stk. 1-3, § 20 eller § 21.

Stk. 2. For overtrædelse af bestemmelserne i stk. 1 kan der inden for rammerne af offshoresikkerhedslovens § 71 pålægges en arbejdsgiver bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes arbejdsgiveren som forsætlig eller uagtsom. Det er en betingelse for bødeansvaret, at overtrædelsen kan tilregnes en eller flere til virksomheden knyttede personer eller virksomheden som sådan. For sådant bødeansvar fastsættes ingen forvandlingsstraf.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Ikrafttræden

§ 25. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2011.

Energistyrelsen, den 15. december 2010

Ib Larsen

/ Dewi Dylander

Officielle noter

1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet, EF-Tidende 1989, L 183, side 1.