Oversigt (indholdsfortegnelse)

Kapitel 1   Anvendelsesområde

Kapitel 2   Definitioner

Kapitel 3   Vedtægter og ledelse i selvejende institutioner

Kapitel 4   Vedtægter og ledelse i foreninger

Kapitel 5   Budget, regnskab, revision og tilsyn

Kapitel 6   Andre bestemmelser

Kapitel 7   Fusion og spaltning

Kapitel 8   Sanktioner

Kapitel 9   Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

Den fulde tekst

Lov om økonomiske og administrative forhold for modtagere af driftstilskud fra Kulturministeriet

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

Kapitel 1

Anvendelsesområde

§ 1. Loven finder anvendelse for selvejende institutioner, hvor Kulturministeriet er offentlig hovedtilskudsyder til driften, og for foreninger, hvor Kulturministeriet er offentlig hovedtilskudsyder til driften, og hvor driftstilskuddet forventes vedvarende at dække halvdelen eller mere af foreningens ordinære driftsudgifter. Driftstilskud efter 1. pkt. er offentlige tilskud, der ydes eller forventes ydet til tilskudsmodtagerens ordinære driftsudgifter i en sammenhængende periode på 3 år eller mere.

Stk. 2. Loven finder endvidere anvendelse for tilskudsmodtagere, for hvilke kulturministeren i forbindelse med afgørelser om tilskud efter anden lovgivning skal godkende vedtægterne.

Stk. 3. Efter aftale mellem kulturministeren og en eller flere kommuner kan loven finde hel eller delvis anvendelse for tilskudsmodtagere, der modtager driftstilskud fra Kulturministeriet, og hvor en eller flere kommuner er offentlig hovedtilskudsyder.

Stk. 4. Er tilskudsmodtageren ikke omfattet af stk. 1 eller 2, og er der ikke indgået aftale i henhold til stk. 3, er tilskudsmodtageren omfattet af §§ 7-13, i det omfang tilskudsmodtageren modtager driftstilskud fra Kulturministeriet.

Stk. 5. Kulturministeren kan under særlige omstændigheder beslutte, at tilskudsmodtagere, der er omfattet af stk. 1, 2 eller 4, helt eller delvis kan undtages fra loven.

Stk. 6. Loven gælder ikke for Designskolen Kolding.

Kapitel 2

Definitioner

§ 2. Ved offentlig hovedtilskudsyder forstås i denne lov den offentlige myndighed, der yder den største del af det offentlige driftstilskud til tilskudsmodtageren.

Stk. 2. Ved tilskudsmodtagere forstås i denne lov juridiske personer uanset organisationsform og enkeltpersoner, der modtager offentligt driftstilskud i en sammenhængende periode på 3 år eller mere.

Kapitel 3

Vedtægter og ledelse i selvejende institutioner

§ 3. Vedtægterne for en selvejende institution, der modtager driftstilskud fra Kulturministeriet, skal indeholde bestemmelser om

1) navn,

2) hjemsted,

3) formål,

4) udpegning og konstituering af bestyrelse,

5) bestyrelsens valgperioder og antal genvalg,

6) udformning og godkendelse af budgetter,

7) definition af regnskabsåret,

8) aflæggelse, revision og godkendelse af årsrapporten og

9) vedtægtsændringer og ophør, herunder anvendelse af nettoformuen efter den selvejende institutions ophør.

Stk. 2. Hvis vedtægterne for en selvejende institution ikke er godkendt i henhold til anden lovgivning, skal den offentlige hovedtilskudsyder godkende vedtægterne.

§ 4. Den selvejende institution ledes af en bestyrelse, der sammensættes i henhold til institutionens vedtægter. Bestyrelsen skal bestå af mindst 3 medlemmer.

Stk. 2. Bestyrelsen ansætter og afskediger den daglige ledelse af den selvejende institution. Den daglige ledelse forestår under ansvar over for bestyrelsen den daglige drift af den selvejende institution. Den daglige ledelse skal handle inden for de budget- og bevillingsmæssige rammer samt øvrige tilskudsbetingelser, der er fastsat for institutionen.

Stk. 3. Bestyrelsen er ansvarlig for den selvejende institutions samlede virksomhed, herunder for, at institutionen opfylder betingelserne for driftstilskuddet i henhold til denne lov eller anden lovgivning, regler fastsat i medfør af denne lov eller anden lovgivning, indgåede aftaler, jf. § 9, eller øvrige betingelser for driftstilskuddet.

Stk. 4. Bestyrelsen fastsætter en forretningsorden. Forretningsordenen skal indeholde bestemmelser om inhabilitet og tavshedspligt.

Stk. 5. Hvis der ydes vederlag til bestyrelsesmedlemmer, må vederlaget ikke overstige, hvad der anses for sædvanligt efter hvervets art og arbejdets omfang.

Kapitel 4

Vedtægter og ledelse i foreninger

§ 5. Vedtægterne for en forening, der modtager driftstilskud fra Kulturministeriet, skal indeholde bestemmelser om

1) navn,

2) hjemsted,

3) formål,

4) valg og konstituering af bestyrelse,

5) betingelser for medlemskab,

6) foreningens regnskabs- og formueforhold, herunder valg af revisor og tegningsret, og

7) vedtægtsændringer og ophør, herunder anvendelse af nettoformuen ved foreningens ophør.

Stk. 2. Hvis vedtægterne for en forening, der modtager driftstilskud fra Kulturministeriet, ikke er godkendt i henhold til anden lovgivning, skal den offentlige hovedtilskudsyder påse, at foreningens vedtægter indeholder de i stk. 1 nævnte bestemmelser, og om det formål, som et driftstilskud ydes til, ligger inden for foreningens formål.

§ 6. Foreningen ledes af en bestyrelse, der sammensættes i henhold til foreningens vedtægter.

Stk. 2. Såfremt foreningen har en daglig ledelse, ansættes og afskediges denne af foreningen. Den daglige ledelse forestår under ansvar over for foreningens medlemmer eller deres repræsentanter den daglige drift af foreningen. Den daglige ledelse skal handle inden for de budget- og bevillingsmæssige rammer samt øvrige tilskudsbetingelser, der er fastsat for foreningen.

Stk. 3. Foreningen er ansvarlig for, at foreningens formål varetages i overensstemmelse med gældende lovgivning, og for forvaltningen af de offentlige tilskud. Over for tilskudsyder repræsenteres foreningen af den eller de personer, der tegner foreningen, eller som foreningen udpeger til at varetage kontakten.

Kapitel 5

Budget, regnskab, revision og tilsyn

§ 7. Inden for rammerne af sit budget disponerer tilskudsmodtageren ved anvendelsen af de offentlige tilskud og øvrige indtægter under et.

Stk. 2. Tilskudsmodtageren kan videreføre over- eller underskud til anvendelse for tilskudsmodtagerens formål i følgende regnskabsår, medmindre andet er besluttet i forbindelse med afgørelsen om ydelse af tilskud.

Stk. 3. Kulturministeren fastsætter nærmere regler for budgettet for tilskudsmodtagers drift og for regnskabsaflæggelse og revisionens udførelse.

§ 8. Den offentlige hovedtilskudsyder skal føre tilsyn med, om tilskudsmodtageren forvalter driftstilskuddet i overensstemmelse med det formål, tilskuddet er bevilget til, og i overensstemmelse med denne lov og anden lovgivning, regler fastsat i medfør af denne lov eller anden lovgivning, indgåede aftaler, jf. § 9, og øvrige betingelser for driftstilskuddet. Den offentlige hovedtilskudsyder kan beslutte, at en tilskudsmodtager skal underlægges et skærpet tilsyn.

Stk. 2. Efter aftale mellem kulturministeren og en eller flere kommuner eller anden offentlig tilskudsydende myndighed kan tilsynet med en tilskudsmodtagers virke varetages af en offentlig myndighed, der ikke er den offentlige hovedtilskudsyder.

Stk. 3. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om indholdet af tilsynet, herunder om de oplysninger, der skal kontrolleres, og om, hvor ofte kontrollen skal finde sted.

Stk. 4. I forbindelse med tilsynet med tilskudsmodtagerens virksomhed og til statistisk belysning af tilskudsområdet kan kulturministeren indhente yderligere materiale fra tilskudsmodtageren.

§ 9. Kulturministeren kan indgå aftale med en tilskudsmodtager, som er omfattet af denne lov, om opfyldelse af formålet med tilskudsmodtagerens virke.

Kapitel 6

Andre bestemmelser

§ 10. Tilskudsmodtageren skal sikre, at informationer om tilskudsmodtagerens organisation og aktiviteter er let tilgængelige for offentligheden.

§ 11. Reglerne i forvaltningsloven og lov om offentlighed i forvaltningen gælder for de sager, hvori en tilskudsmodtager på vegne af staten træffer afgørelse om ydelse af tilskud.

Kapitel 7

Fusion og spaltning

§ 12. Hvis en tilskudsmodtager planlægger at fusionere med en anden juridisk person eller at spaltes i to eller flere juridiske personer, skal Kulturministeriet orienteres herom. Kulturministeren træffer afgørelse om tilskudsmodtagerens fortsatte berettigelse til driftstilskud fra Kulturministeriet efter fusionen eller spaltningen.

Kapitel 8

Sanktioner

§ 13. Driftstilskud fra Kulturministeriet kan tilbageholdes eller bortfalde helt eller delvis, og udbetalte driftstilskud kan kræves helt eller delvis tilbagebetalt, hvis

1) tilskudsmodtageren ikke længere opfylder betingelserne for driftstilskuddet efter denne lov eller anden lovgivning, regler fastsat i medfør af denne lov eller anden lovgivning, indgåede aftaler, jf. § 9, eller øvrige betingelser for driftstilskuddet eller

2) tilskudsmodtageren begæres konkurs eller standser sine betalinger eller der i øvrigt er fare for, at tilskudsmodtagerens virksomhed må indstilles.

Stk. 2. Driftstilskud, der kræves tilbagebetalt efter stk. 1, kan modregnes i kommende tilskudsudbetalinger.

Stk. 3. Hvor Kulturministeriet er offentlig hovedtilskudsyder til en selvejende institution og kulturministeren har beskikket bestyrelsen for institutionen, kan kulturministeren beslutte, at bestyrelsen for den selvejende institution skal træde tilbage, hvis den selvejende institution ikke opfylder betingelserne for driftstilskuddet efter denne lov eller anden lovgivning, regler fastsat i medfør af denne lov eller anden lovgivning, indgåede aftaler, jf. § 9, eller øvrige betingelser for driftstilskuddet, eller hvis kulturministeren vurderer, at bestyrelsen ved sine dispositioner bringer den selvejende institutions videreførelse i fare. I så fald beskikkes en ny bestyrelse efter reglerne i den selvejende institutions vedtægt.

Kapitel 9

Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 14. Loven træder i kraft den 1. januar 2011.

Stk. 2. For så vidt angår de tilskudsmodtagere, der ikke ved lovens ikrafttræden opfylder bestemmelserne, finder §§ 3 og 5 anvendelse fra den 1. januar 2012.

Stk. 3. Kulturministeren kan fastsætte nærmere overgangsbestemmelser, herunder om indsendelse af budgetter, i forbindelse med lovens ikrafttræden.

§ 15. I lov nr. 255 af 12. april 2000 om statstilskud til zoologiske anlæg foretages følgende ændring:

1. § 5 ophæves.

§ 16. I lov om eliteidræt, jf. lovbekendtgørelse nr. 1332 af 30. november 2007, foretages følgende ændringer:

1. § 3, stk. 2, ophæves.

2. § 4 affattes således:

»§ 4. Kulturministeren skal godkende vedtægter for Team Danmark.«

§ 17. I lov om biblioteksvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 914 af 20. august 2008, som ændret ved § 19 i lov nr. 1336 af 19. december 2008, foretages følgende ændring:

1. § 17, stk. 3, ophæves.

§ 18. I teaterloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 780 af 23. juni 2009, foretages følgende ændringer:

1. Overskriften til kapitel 13 a affattes således:

»Regler for regnskab og revision for tilskudsmodtagere efter kapitel 7-8.«

2. I § 31 a indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Stk. 1-3 finder ikke anvendelse for tilskud, der ydes som driftstilskud.«

§ 19. I lov nr. 1438 af 22. december 2004 om fremme af dopingfri idræt, som ændret ved lov nr. 430 af 29. maj 2008, foretages følgende ændringer:

1. § 6 ophæves.

2. § 7, stk. 1, affattes således:

»Kulturministeren skal godkende vedtægter for Anti Doping Danmark.«

3. § 7, stk. 2 og 3, ophæves.

Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 2 og 3.

§ 20. I lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 477 af 6. maj 2010, foretages følgende ændring:

1. § 92 a, stk. 1, affattes således:

»»Kulturministeren kan fastsætte regler om fordelingen af tilskud, vilkår for anvendelse af tilskud og indsendelse af ansøgninger m.v. vedrørende tilskud, der udbetales i medfør af lovens §§ 11 a og 43.«

§ 21. I lov om musik, jf. lovbekendtgørelse nr. 184 af 3. januar 2008, foretages følgende ændringer:

1. I § 3 i indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse for tilskud, der ydes som driftstilskud.«

2. I § 12 a indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Stk. 1-3 finder ikke anvendelse for tilskud, der ydes som driftstilskud.«

§ 22. I lov om litteratur, jf. lovbekendtgørelse nr. 1005 af 29. november 2003, som ændret ved lov nr. 506 af 17. juni 2008, foretages følgende ændring:

1. I § 6 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Stk. 1-3 finder ikke anvendelse for tilskud, der ydes som driftstilskud.«

§ 23. I lov om billedkunst, jf. lovbekendtgørelse nr. 1004 af 29. november 2003, som ændret ved § 5 i lov nr. 563 af 24. juni 2005, foretages følgende ændring:

1. I § 13 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Stk. 1-3 finder ikke anvendelse for tilskud, der ydes som driftstilskud.«

§ 24. I lov nr. 230 af 2. april 2003 om Kunstrådet, som ændret ved § 6 i lov nr. 563 af 24. juni 2005 og § 1 i lov nr. 511 af 12. juni 2009, foretages følgende ændring:

1. I § 12 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Stk. 1-3 finder ikke anvendelse for tilskud, der ydes som driftstilskud.«

§ 25. I lov nr. 186 af 12. marts 1997 om film, som ændret ved § 11, stk. 3, i lov nr. 423 af 10. juni 1997, § 4 i lov nr. 1156 af 19. december 2003, § 23 i lov nr. 1439 af 22. december 2004 og § 3 i lov nr. 563 af 24. juni 2005, foretages følgende ændring:

1. I § 24 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse for tilskud, der ydes som driftstilskud.«

§ 26. I museumsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1505 af 14. december 2006, som ændret ved § 1 i lov nr. 1517 af 27. december 2009 og § 25 i lov nr. 484 af 11. maj 2010, foretages følgende ændringer:

1. I § 34 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse for tilskud, der ydes som driftstilskud.«

2. I § 35 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse for tilskud, der ydes som driftstilskud.«

3. I § 36 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse for tilskud, der ydes som driftstilskud.«

4. I § 37 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse for tilskud, der ydes som driftstilskud.«

§ 27. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Givet på Christiansborg Slot, den 21. december 2010

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Per Stig Møller

Omtryksnote
  • 24-08-2011:
  • Loven er omtrykt, da teksten »Under Vor Kongelige Hånd og Segl« før regentens eller rigsforstanderens navn på grund af en fejl i den tekniske produktion af forskriften var udeladt. Fejlen vedrører således ikke lovens indhold.