Den fulde tekst

Lov om ændring af ligningsloven og forskellige andre love

(Indberetning af indtægter fra sommerhusudlejning kombineret med forhøjet bundfradrag, ophævelse af fradrag for tobaksudgifter m.v.)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1

I lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1365 af 29. november 2010, som ændret senest ved § 38 i lov nr. 698 af 25. juni 2010, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 8 S indsættes:

»§ 8 T. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst gives der ikke fradrag for udgifter til cigaretter, røgtobak, cigarer, cerutter, cigarillos, cigaretpapir, skrå eller snus, der er ydet som led i et ansættelsesforhold, eller som er afholdt til repræsentation eller reklame. 1. pkt. omfatter ikke vareprøver udleveret af registrerede tobaksvirksomheder til detailhandelen.«

2. I § 15 O, stk. 1, indsættes efter 1. pkt.:

»Hvis der sker indberetning af lejeindtægter efter skattekontrollovens § 11 G, er bundfradraget det beløb, der indberettes efter § 11 G, dog maksimalt 20.000 kr. (2010-niveau). Hvis det indberettede beløb er under 10.000 kr. (2010-niveau), finder 1. pkt. anvendelse.«

3. I § 15 O, stk. 1, 4. pkt., der bliver 6. pkt., ændres »1. -3. pkt.« til: »1. -5. pkt.«

4. I § 15 O, stk. 1, 5. pkt., der bliver 7. pkt., ændres »1. pkt.« til: »1. -3. pkt.«

5. § 16, stk. 9, 13. pkt., affattes således:

»2. -11. pkt. finder ikke anvendelse, såfremt en ansat direktør eller en medarbejder med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform ifølge anden lovgivning opfylder eller har opfyldt en bopælspligt i relation til helårsboligen og er lovgivningsmæssigt forhindret i at overtage helårsboligen til sin personlige ejendom.«

§ 2

I lov om beskatning af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom (ejendomsavancebeskatningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 891 af 17. august 2006, som ændret senest ved § 4 i lov nr. 725 af 26. juni 2010, foretages følgende ændringer:

1. I § 11 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for fortjeneste ved afståelse af en erhvervsejendom, der efter §§ 6 A, 6 C eller 10 er genanbragt i en ejendom omfattet af stk. 1. Fortjenesten ved afståelsen af erhvervsejendommen beskattes i det indkomstår, hvor den ejendom, som fortjenesten er genanbragt i, afstås. Den skattepligtige fortjeneste opgøres med de tillæg og nedslag efter denne lov, som erhvervsejendommen ville have været berettiget til, hvis fortjenesten var blevet beskattet på tidspunktet for afståelsen af erhvervsejendommen. Hvis afståelsen er omfattet af 1. pkt., bortfalder ved beregning af den skattepligtige indkomst af fortjeneste ved afståelse af den ejendom, hvori fortjenesten oprindelig har været anbragt, nedslag i denne ejendoms anskaffelsessum efter §§ 6 A, 6 C eller 10. I stedet for at medregne fortjenesten ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter 2. og 3. pkt. kan den skattepligtige dog vælge at udskyde beskatningen ved at genanbringe fortjenesten i en ny ejendom eller en ombygning, tilbygning eller nybygning efter reglerne i §§ 6 A eller 6 C.«

2. § 13, 2. pkt., affattes således:

»Såfremt der som følge af den nye opgørelse opgjort efter de gældende regler på afståelsestidspunktet konstateres en skattepligtig fortjeneste, medregnes denne ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det år, hvori retten til det yderligere vederlag erhverves.«

§ 3

I kildeskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1086 af 14. november 2005, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 531 af 17. juni 2008, § 3 i lov nr. 462 af 12. juni 2009 og § 1 i lov nr. 521 af 12. juni 2009 og senest ved § 6 i lov nr. 724 af 25. juni 2010, foretages følgende ændringer:

1. § 62, stk. 2, 4. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:

»I det omfang overskydende skat modsvares af beløb, der er indbetalt efter § 59, ydes ingen godtgørelse efter 1. pkt. Betalt rente af indbetalinger efter § 59 tilbagebetales, i det omfang indbetalingen modsvares af overskydende skat. Ved flere indbetalinger efter § 59 anses de seneste indbetalinger i størst muligt omfang at modsvares af overskydende skat.«

2. § 62 C, stk. 1, 2. pkt., ophæves.

3. Efter § 67 indsættes:

»§ 67 A. Fristen efter forældelseslovens § 3, stk. 1, er 5 år for krav omfattet af §§ 65-65 D.«

§ 4

I skattekontrolloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1126 af 24. november 2005, som ændret bl.a. ved § 17 i lov nr. 404 af 8. maj 2006, § 2 i lov nr. 1582 af 20. december 2006, § 9 i lov nr. 1534 af 19. december 2007, § 2 i lov nr. 527 af 17. juni 2008, § 2 i lov nr. 462 af 12. juni 2009, § 6 i lov nr. 521 af 12. juni 2009, § 10 i lov nr. 1278 af 16. december 2009 og § 3 i lov nr. 474 af 7. maj 2010 og senest ved § 12 i lov nr. 724 af 26. juni 2010, foretages følgende ændringer:

1. § 7, stk. 1, nr. 3, affattes således:

»3) Beløb, der efter skatteministerens bestemmelse i medfør af kildeskattelovens § 43, stk. 2, skal henregnes til A-indkomst for modtageren, og arbejdsmarkedsbidragspligtig indkomst, for hvilken der skal foretages indeholdelse efter kildeskattelovens § 49 A, stk. 2, § 49 A, stk. 3, nr. 5 og 6, og § 49 D, stk. 4, jf. § 49 A, stk. 3, nr. 1-4.«

2. I § 9 A, stk. 1, ændres »eller § 10 B« til: », § 10 B eller § 11 G«.

3. I § 9 A, stk. 3, ændres »eller § 10 B« til: », § 10 B eller § 11 G«.

4. Efter § 11 F indsættes:

»§ 11 G. En virksomhed, som efter aftale med en skattepligtig forestår udlejning af den skattepligtiges fritidsbolig, skal til told- og skatteforvaltningen indberette de lejeindtægter, som den skattepligtige har opnået ved udlejning af fritidsboligen gennem virksomheden det foregående kalenderår. Indberetningen skal tillige indeholde oplysninger til identifikation af virksomheden og fritidsboligen.

Stk. 2. Virksomheder, som ikke er indberetningspligtige efter stk. 1, kan efter aftale med den skattepligtige foretage indberetning af de oplysninger, som er omfattet af indberetningen efter stk. 1. Indberetningen skal ske inden udløbet af fristen i § 9 A, stk. 1.

Stk. 3. Den, der har indgået aftale om udlejning af en fritidsbolig med en virksomhed efter stk. 1, skal give virksomheden oplysning om identifikation af fritidsboligen.

Stk. 4. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om indberetning efter stk. 1 og om identifikation af fritidsboligen efter stk. 3. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om registrering af virksomheder som nævnt i stk. 2.«

§ 5

I lov nr. 513 af 7. juni 2006 om ændring af opkrævningsloven, selskabsskatteloven og forskellige andre love. (Opkrævning via én skattekonto), som ændret ved § 7 i lov nr. 1338 af 19. december 2008, foretages følgende ændringer:

1. I § 1, nr. 9, ophæves § 16, nr. 6.

Nr. 7-18 bliver herefter nr. 6-17.

2. I § 1, nr. 9, indsættes efter § 16, nr. 18, der bliver nr. 17, som nyt nummer:

»18) lov om registrering af køretøjer,«

3. I § 1, nr. 9, ophæves § 16, nr. 19.

Nr. 20 og 21 bliver herefter nr. 19 og 20.

4. I § 1, nr. 9, ændres i § 16, stk. 2, »og registreringsafgiftsloven« til: », registreringsafgiftsloven og lov om registrering af køretøjer«.

5. § 18, stk. 1, 2. pkt., ophæves.

§ 6

I lov nr. 527 af 17. juni 2008 om ændring af forskellige skattelove. (Modernisering af skatteadministrationen) foretages følgende ændring:

1. § 2, nr. 8, ophæves.

§ 7

Stk. 1. Loven træder i kraft den 31. december 2010.

Stk. 2. § 8 T i lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven) som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, har virkning for indkomstår, der begynder den 1. januar 2011 eller senere.

Stk. 3. § 15 O, stk. 1, i lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven) som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2-4, har virkning fra indkomståret 2011.

Stk. 4. § 16, stk. 9, i lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven) som affattet ved denne lovs § 1, nr. 5, har virkning fra indkomståret 2010.

Stk. 5. § 62, stk. 2, i kildeskatteloven som affattet ved denne lovs § 3, nr. 1, har virkning for indbetalinger af forskudsskat for indkomståret 2010 og senere indkomstår.

Stk. 6. § 7, stk. 1, nr. 3, i skattekontrolloven som affattet ved denne lovs § 4, nr. 1, har virkning for indberetninger vedrørende januar 2011 eller senere. Skattekontrollovens § 9 A, stk. 1 og 3, og § 11 G som affattet ved denne lovs § 4, nr. 2-4, har virkning fra den 1. januar 2012.

Givet på Christiansborg Slot, den 21. december 2010

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Troels Lund Poulsen

Omtryksnote
  • 24-08-2011:
  • Loven er omtrykt, da teksten »Under Vor Kongelige Hånd og Segl« før regentens eller rigsforstanderens navn på grund af en fejl i den tekniske produktion af forskriften var udeladt. Fejlen vedrører således ikke lovens indhold.