Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Vejledning om statsamternes behandling af faderskabssager

 

1. Indledning

1.1. Lovmæssig baggrund

Børneloven (lov nr. 460 af 7. juni 2001) træder i kraft den 1. juli 2002. Loven indeholder regler om faderskabet til børn.

Børneloven afløser faderskabsreglerne i lov nr. 200 af 18. maj 1960 om børns retsstilling (børneloven) med senere ændringer. Den tidligere børnelov - der også indeholder regler om børns forsørgelse - benævnes efter den 1. juli 2002 "lov om børns forsørgelse". Denne lovs regler om børns forsørgelse er fortsat gældende, idet den nye børnelov kun ophæver faderskabsreglerne i lovens kapitel 1, § 20 og § 21, stk. 1, 2. pkt.

I medfør af § 33 i den nye børnelov (herefter blot omtalt som "børneloven") har Justitsministeriet udstedt følgende bekendtgørelser:

bekendtgørelse nr. 458 af 13. juni 2002 om statsamternes behandling af faderskabssager,

bekendtgørelse nr. 451 af 13. juni 2002 om registrering af faderskabet i forbindelse med anmeldelse af barnets fødsel, og

bekendtgørelse nr. 453 af 13. juni 2002 om retsgenetiske undersøgelser i faderskabssager.

Ved bekendtgørelse nr. 458 af 13. juni 2002 om statsamternes behandling af faderskabssager er der fastsat nærmere regler om anerkendelse af faderskab (herefter omtalt som "faderskabsbekendtgørelsen").

Bekendtgørelsen vedrører - som det fremgår af titlen - kun anerkendelse af faderskab, der sker for statsamtet eller undtagelsesvist for en dansk repræsentation i udlandet.

Herudover er der til brug for statsamternes behandling af faderskabssager udarbejdet følgende nye blanketter:

omsorgs- og ansvarserklæring (faderskabsblanket 1),

moderens oplysninger til faderskabssagen (faderskabsblanket 2),

anerkendelse af faderskab (faderskabsblanket 3) og

tiltrædelsesblanket (faderskabsblanket 4).

I det følgende redegøres navnlig på baggrund af børnelovens forarbejder for en række af de ændringer, som navnlig vil have betydning for statsamternes behandling af faderskabssager.

1.2. Oversigt over de væsentligste ændringer i forhold til den tidligere lovgivning

Børneloven indebærer en fuldstændig revision af reglerne om faderskab. Et af de bærende principper i loven er ønsket om at ligestille gifte og ugifte forældre og deres børn. Endvidere har formålet med loven været at gennemføre en mere tidssvarende og smidig behandling af faderskabssagerne.

Ugifte forældre kan nu i lighed med gifte forældre - få registreret faderskabet i forbindelse med barnets fødsel, uden at der skal rejses faderskabssag ved statsamtet. Dette sker ved, at manden og moderen over for ministerialbogsføreren (personregisterføreren) erklærer, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet. Herved opnår ugifte forældre også automatisk fælles forældremyndighed. Det samme gælder, hvis ugifte forældre før eller efter barnets fødsel afgiver en omsorgs- og ansvarserklæring over for statsamtet eller i sjældnere tilfælde over for retten.

Hvis faderskabet ikke er blevet registreret i forbindelse med barnets fødsel, skal sagen altid behandles i statsamtet.

Statsamtet kan opfordre sagens parter til at medvirke ved retsgenetiske undersøgelser. På baggrund af disse undersøgelser kan sagen senere afsluttes i statsamtet ved anerkendelse af faderskabet.

Hvis faderskabet ikke kan anerkendes, eller statsamtet finder det betænkeligt at modtage anerkendelsen, skal statsamtet oversende sagen til retten. Sagen skal også indbringes for retten, hvis en af parterne anmoder om det. Det kan forekomme, at der ikke kan tilvejebringes oplysninger om, hvem der er eller kan være far til barnet. I disse formentlig få tilfælde må sagen henlægges.

Moderens pligt til at oplyse, hvem der er eller kan være far til barnet, er blevet skærpet. Det fremgår nu af børneloven, hvornår moderens oplysningspligt ikke gælder. Statsamtet kan således ikke længere dispensere fra oplysningspligten ud fra en skønsmæssig vurdering.

En mand, der i den periode, hvor moderen blev gravid, har haft seksuelt forhold til hende, har under nogle nærmere angivne betingelser ret til at få prøvet, om han er barnets far.

Statsamtet kan dog afskære en mand fra at få sit faderskab fastslået, hvis barnet er blevet til ved et strafbart forhold, og afgørende hensyn til barnet taler imod, at faderskabet bliver fastslået.

2. Hovedgrupper af faderskabssager i statsamtet

Sager om børn født uden for ægteskab har hidtil skullet behandles af statsamtet. Bestemmelsen i børnelovens § 2 indebærer imidlertid, at registrering af faderskab nu kan ske i forbindelse med ministerialbogsførerens (personregisterførerens) registrering af barnets fødsel. Registreringen af faderskabet sker ved, at manden og moderen skriftligt erklærer, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet.

Statsamtet har ikke tidligere behandlet sager om børn født i ægteskab, da registrering af faderskabet er sket i forbindelse med anmeldelse af barnets fødsel til ministerialbogsføreren (personregisterføreren). Gjorde en ægtefælle indsigelse mod faderskabet, måtte der rejses sag ved domstolene herom. Fremover vil statsamtet i nogle få tilfælde skulle behandle sager om børn født i ægteskab, jf. børnelovens § 1, stk. 2, nr. 3.

De faderskabssager, som statsamtet fremover skal behandle, kan opdeles i fire hovedgrupper:

1) Faderskabssager, der kan afsluttes uden nærmere undersøgelser fra statsamtets side, f.eks. fordi manden og moderen selv retter henvendelse til statsamtet for at anerkende faderskabet.

2) Faderskabssager, der kræver nærmere undersøgelser, f.eks. fordi der er flere mulige fædre, og ingen af disse umiddelbart ønsker at varetage omsorgen og ansvaret for barnet sammen med moderen.

3) Sager, hvor registrering eller anerkendelse af faderskab er sket, og som rejses igen inden seks måneder efter barnets fødsel.

4) Genoptagelse af sager om faderskab.

De sager, som statsamtet primært kommer til at beskæftige sig med, er sager, der kan afsluttes uden nærmere undersøgelser, og sager, som kræver nærmere undersøgelser. Den første gruppe af sager kan behandles meget enkelt (afsnit 4). Den anden gruppe af sager kræver, at statsamtet foretager en mere omfattende sagsbehandling for at få faderskabet til barnet fastslået (afsnit 5).

Reglerne om umyndighed mv. (afsnit 6) finder anvendelse både ved sager, der kan afsluttes uden nærmere undersøgelser, og ved sager, der kræver nærmere undersøgelser.

3. Sagens parter

I børnelovens § 9 er det angivet, hvem der - i relation til lovens bestemmelser - er part i en sag i statsamtet. Betydningen af at være part er bl.a., at den pågældende kan opfordres til at medvirke ved retsgenetiske undersøgelser (børnelovens § 11, stk. 1), at den pågældende kan forlange sagen indbragt for retten (børnelovens § 13, nr. 1), og at den pågældende skal tiltræde en anden mands anerkendelse af faderskab efter børnelovens § 14, stk. 3.

Efter børnelovens 9, stk. 1, nr. 1 og 2, er barnet og moderen parter i sagen.

Efter børnelovens § 9, stk. 1, nr. 3, er også en far part i sagen, hvis faderskab er registreret eller fastslået ved anerkendelse.

Efter børnelovens § 9, stk. 1, nr. 4, anses endvidere en mand, som moderen har oplyst som mulig far, som part i sagen, jf. herved børnelovens § 8.

Endelig anses en mand, der udnytter sin ret efter børnelovens § 6, stk. 1, til at få prøvet, om han er barnets far, som part i sagen, jf. børnelovens § 9, stk. 1, nr. 5.

Er den pågældende part død, indtræder dødsboet i vedkommendes retsstilling.

Den omstændighed, at moderen på fødselstidspunktet var gift, uden at ægtemanden blev registreret som far, indebærer efter forarbejderne til loven ikke, at statsamtet automatisk skal inddrage den pågældende i sagen. Han skal kun inddrages, hvis moderen oplyser ham som faderskabsmulighed, eller han selv - efter at have fået meddelelse om barnets fødsel, jf. børnelovens § 6, stk. 3 - udnytter sin ret til efter børnelovens § 6, stk. 1, at få prøvet, om han er barnets far. Det samme gælder i forhold til en mand, som moderen har været gift med inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel uden at være separeret, jf. børnelovens § 6, stk. 3.

Er moderen død, kan statsamtet efter børnelovens § 9, stk. 2, inddrage en mand som part i sagen, hvis barnets værge fremsætter anmodning om det, og det antageliggøres, at den pågældende mand er eller kan være barnets far.

I disse tilfælde, hvor moderen ikke selv kan give oplysninger, indebærer hensynet til, at barnet kan få en far, at der ikke bør stilles store krav til sandsynligheden for, at den pågældende mand kan være barnets far, som betingelse for at inddrage ham i sagen.

4. Sager, der kan afsluttes uden nærmere undersøgelser

4.1. Omsorgs- og ansvarserklæring

Efter børnelovens § 14, stk. 1, kan en mand anerkende faderskabet til et barn, hvis han og moderen erklærer, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet. Herved opnår forældrene automatisk fælles forældremyndighed, jf. § 5, stk. 1, i lov om forældremyndighed og samvær.

Anerkendelsen afgives på en blanket (omsorgs- og ansvarserklæring), der er godkendt af Civilretsdirektoratet. Omsorgs- og ansvarserklæringen underskrives af både manden og moderen personligt og skal være bekræftet af en advokat eller af to vitterlighedsvidner. Sker anerkendelsen ved personligt møde i statsamtet, er det tilstrækkeligt, at parterne underskriver omsorgs- og ansvarserklæringen i overværelse af statsamtets sagsbehandler.

Omsorgs- og ansvarserklæringen er afgivet, når statsamtet har modtaget erklæringen i underskrevet og dateret stand, og betingelserne for at anerkende faderskabet i øvrigt er opfyldt.

Statsamtet skal i den forbindelse kontrollere, at erklæringen er korrekt udfyldt, og at betingelserne for afgivelse af erklæringen er opfyldt, herunder om parterne er myndige mv.

Hvis erklæringen ikke er korrekt udfyldt, skal statsamtet bede parterne om at berigtige erklæringen. Er dateringen af omsorgs- og ansvarserklæringen sket længe før barnets fødsel/indsendelsen af erklæringen, bør statsamtet endvidere sikre sig, at forældrene stadig sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet. Er betingelserne for afgivelse af erklæringen ikke opfyldt, må sagen behandles efter kapitel 3 i faderskabsbekendtgørelsen eller oversendes til retten.

Hvis erklæringen er korrekt udfyldt, og betingelserne for anerkendelse af faderskabet er opfyldt, påtegner statsamtet erklæringen om anerkendelsen af faderskabet og udleverer en kopi af denne med statsamtets påtegning til forældrene, jf. faderskabsbekendtgørelsens § 2, stk. 3.

Parternes erklæring går ud på, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet. Erklæringen kan afgives uanset, om parterne har fælles bopæl eller bor hver for sig. Bor parterne ikke sammen, kan den part, som ikke har barnet boende, blive pålagt at betale børnebidrag, hvis han eller hun ikke bidrager til barnets forsørgelse. Der vil også kunne fastsættes samvær.

Omsorgs- og ansvarserklæringen kan afgives såvel før som efter barnets fødsel, jf. børnelovens § 14, stk. 7. Inden barnets fødsel kan sag alene rejses af moderen eller statsamtet, jf. børnelovens § 4. Manden kan således ikke inden barnets fødsel rejse faderskabssag.

Omsorgs- og ansvarserklæringen vil kunne anvendes i de helt sædvanlige tilfælde, hvor en ugift mand og kvinde allerede under graviditeten ønsker at få bragt faderskabsspørgsmålet i orden. En sådan faderskabsanerkendelse vil kunne danne grundlag for registrering af faderskabet i forbindelse med registreringen af barnets fødsel, jf. børnelovens § 3.

Civilretsdirektoratet har udarbejdet en pjece om registrering af faderskab, som jordemoderen (lægen) skal uddele til de kommende mødre (forældre) i forbindelse med de forebyggende helbredsundersøgelser under graviditeten. Heri er det anbefalet, at registreringen af faderskabet sker i forbindelse med fødselsanmeldelsen, uden at forældrene henvender sig til statsamtet forinden. Ugifte mødre får derfor udleveret en omsorgs- og ansvarserklæring af jordemoderen (lægen) sammen med blanketten til fødselsanmeldelse.

Børnelovens § 14, stk. 1, vil også kunne anvendes til at afslutte en faderskabssag efter fødslen.

Reglen tager navnlig sigte på ugifte samlevende forældre, men finder i princippet også anvendelse på ægtefæller. Det indebærer f.eks., at ægtefæller, som i forbindelse med fødslen anmoder om, at der rejses faderskabssag, jf. børnelovens § 1, stk. 2, nr. 3, og hvor faderskabet derfor ikke bliver registreret ved fødslen, under statsamtets behandling af sagen kan "fortryde" og herefter anerkende faderskabet ved erklæring efter bestemmelsen.

Hvis moderen inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel har været gift med en anden mand uden at være separeret, kan omsorgs- og ansvarserklæring ikke afgives, jf. børnelovens § 14, stk. 1, 2. pkt. Statsamtet skal i stedet snarest muligt give skriftlig meddelelse om barnets fødsel til den tidligere ægtefælle og vejlede ham om hans ret til at rejse faderskabssag, jf. nedenfor afsnit 6.

Oplyser moderen, at hun har haft seksuelt forhold til andre mænd i den periode, hvor hun blev gravid, eller kommer dette på anden måde frem, kan anerkendelse efter børnelovens § 14, stk. 1, heller ikke modtages. I sådanne tilfælde må der i stedet ske anerkendelse efter børnelovens § 14, stk. 2 eller 3, jf. nedenfor, eller sagen må indbringes for retten.

4.2. Anerkendelse af faderskabet på andet grundlag end en omsorgs- og ansvarserklæring

Efter børnelovens § 14, stk. 2, nr. 1, kan en mand, som har haft seksuelt forhold til moderen i den periode, hvor hun blev gravid, anerkende faderskabet, hvis moderen efter det oplyste ikke har haft seksuelt forhold til andre mænd i denne periode.

Bestemmelsen adskiller sig fra børnelovens § 14, stk. 1, ved, at det er oplyst, at moderen har haft seksuelt forhold til den pågældende mand, men ikke til andre. I sådanne tilfælde kan faderskabet anerkendes, uden at der foretages retsgenetiske undersøgelser.

Det vil bl.a. være relevant at anvende bestemmelsen, hvor ingen af parterne bestrider, at det er deres fælles genetiske barn, men hvor de ikke agter sammen at tage sig af barnet.

Den retlige forskel mellem denne anerkendelse af faderskabet og anerkendelse af faderskabet ved afgivelse af en omsorgs- og ansvarserklæring vedrører alene spørgsmålet om fælles forældremyndighed, jf. § 5 i lov om forældremyndighed og samvær.

Manden og moderen vil i øvrigt efterfølgende kunne aftale fælles forældremyndighed efter § 6 i lov om forældremyndighed og samvær.

Anerkendelsen afgives på en blanket, der er godkendt af Civilretsdirektoratet. Blanketten underskrives af manden og skal være bekræftet af en advokat eller af to vitterlighedsvidner, medmindre manden underskriver blanketten i overværelse af statsamtets sagsbehandler, jf. faderskabsbekendtgørelsens § 3, stk. 2.

Anerkendelse af faderskabet er sket, når statsamtet har modtaget blanketten i underskrevet og dateret stand, og betingelserne for at anerkende faderskabet i øvrigt er opfyldt.

Statsamtet skal i den forbindelse kontrollere, at blanketten er korrekt udfyldt, og at betingelserne for anerkendelse af faderskabet er opfyldt, herunder om manden er myndig mv.

Hvis blanketten ikke er korrekt udfyldt, skal statsamtet bede manden om at berigtige blanketten. Er betingelserne for anerkendelse af faderskabet ikke opfyldt, må sagen behandles efter kapitel 3 i faderskabsbekendtgørelsen eller oversendes til retten.

Hvis blanketten er korrekt udfyldt, og betingelserne for anerkendelse af faderskabet er opfyldt, påtegner statsamtet blanketten om anerkendelsen af faderskabet og udleverer en kopi af denne med statsamtets påtegning til begge forældre, jf. faderskabsbekendtgørelsens § 3, stk. 3.

Anerkendelse af faderskabet efter børnelovens § 14, stk. 2, nr. 1, kan ske både før og efter barnets fødsel, jf. børnelovens § 14, stk. 7.

Moderen skal ikke underskrive anerkendelsesblanketten. Dette hænger sammen med, at moderen skriftligt på en særlig oplysningsblanket eller ved personligt møde i statsamtet skal erklære, om hun har haft seksuelt forhold til en eller flere mænd i den periode, hvor hun blev gravid. Afgivelse af urigtig erklæring kan straffes efter straffelovens § 163.

Moderens erklæring kan afgives såvel før som efter barnets fødsel. I de tilfælde, hvor faderskabet ønskes anerkendt før barnets fødsel, jf. børnelovens § 14, stk. 2, nr. 1, forudsættes moderen selv at rette henvendelse til statsamtet herom. Hvis statsamtet fra ministerialbogsføreren (personregisterføreren) modtager underretning om, at faderskabet til et barn ikke er blevet registreret i forbindelse med barnets fødsel, sender statsamtet oplysningsskemaet til moderen.

4.3. Omsorgs- og ansvarserklæring, hvis moderen har haft seksuelt forhold til to eller flere mænd

Har moderen haft seksuelt forhold til to eller flere mænd i den periode, hvor hun blev gravid, kan en mand anerkende faderskabet, hvis han og moderen erklærer, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet, jf. børnelovens § 14, stk. 3.

Anerkendelsen sker ved, at manden og moderen under et møde i statsamtet underskriver en omsorgs- og ansvarserklæring. Manden og moderen bør som udgangspunkt møde samtidigt i statsamtet. Efter omstændighederne vil der dog kunne holdes møde med dem hver for sig.

Der kan først ske anerkendelse efter barnets fødsel, jf. børnelovens § 14, stk. 7.

Det er en betingelse, at anerkendelsen tiltrædes af den eller de andre mænd, der er parter i sagen, jf. børnelovens § 14, stk. 3, 2. pkt. Dette hænger sammen med, at disse mulige fædre har partsstatus, jf. børnelovens § 9, stk. 1, nr. 4, og derfor kan forlange sagen indbragt for retten, jf. børnelovens § 13, nr. 1.

Tiltrædelsen sker på en særlig blanket, der er godkendt af Civilretsdirektoratet. Tiltrædelsesblanketten underskrives af manden personligt og skal være bekræftet af en advokat eller af to vitterlighedsvidner, medmindre den underskrives i overværelse af en sagsbehandler i statsamtet, jf. faderskabsbekendtgørelsens § 4, stk. 3. Kopi af tiltrædelsesblanketten udleveres til den pågældende part, jf. faderskabsbekendtgørelsens § 4, stk. 3.

Anerkendelse er sket, når manden og moderen har underskrevet omsorgs- og ansvarserklæringen ved mødet i statsamtet, og statsamtet har modtaget tiltrædelsesblanketten(-terne) i underskrevet og dateret stand.

Er betingelserne for at anerkende faderskabet opfyldt, påtegner statsamtet omsorgs- og ansvarserklæringen om anerkendelsen af faderskabet og udleverer kopi af denne med statsamtets påtegning til forældrene.

Retsvirkningen af, at en mand tiltræder, at en anden mand kan anerkende faderskabet til barnet, er, at han afskærer sig fra at rejse faderskabssag inden for den seks måneders frist, der gælder efter § 6, stk. 1. Sagen kan heller ikke senere genoptages på hans begæring efter børnelovens kapitel 4.

En mand, der har tiltrådt, at en anden mand anerkender faderskabet, har ingen rettigheder eller pligter i forhold til barnet.

Hvis tiltrædelsesblanketten(-terne) ikke returneres til statsamtet i underskrevet stand, skal statsamtet normalt behandle sagen efter kapitel 3 i faderskabsbekendtgørelsen, herunder indkalde de pågældende parter til møde i statsamtet.

Modtager statsamtet en tiltrædelsesblanket, som ikke er korrekt udfyldt, skal statsamtet bede den pågældende mand om at berigtige blanketten.

Hvis en mand, som skal tiltræde en anden mands anerkendelse af faderskabet, er død eller forsvundet, må det normalt anses for betænkeligt, at faderskabet umiddelbart anerkendes på grundlag af en omsorgs- og ansvarserklæring. Statsamtet bør i disse tilfælde opfordre sagens øvrige parter til at medvirke ved retsgenetiske undersøgelser, jf. nærmere i afsnit 5.

5. Sager, der kræver nærmere undersøgelser

5.1. Statsamtets pligt til at rejse faderskabssag

Børnelovens § 7 regulerer statsamtets pligt til af egen drift at rejse faderskabssag. Se om stedlig kompetence nedenfor i afsnit 13.

Efter børnelovens § 4 kan statsamtet rejse faderskabssag inden barnets fødsel. Dette vil kun være aktuelt i de tilfælde, hvor moderen ønsker at bortadoptere barnet, jf. afsnit 11 om adoption.

Er faderskab ikke registreret i forbindelse med anmeldelse af barnets fødsel, er faderskabet ikke anerkendt efter kapitel 2 i faderskabsbekendtgørelsen, og er der ikke rejst sag af andre, rejser statsamtet sag om faderskab, jf. faderskabsbekendtgørelsens § 5.

Der er i § 6 i bekendtgørelse nr. 451 af 13. juni 2002 om registrering af faderskabet i forbindelse med anmeldelse af barnets fødsel fastsat regler om, at ministerialbogsføreren (personregisterføreren) i alle tilfælde, hvor faderskabet ikke registreres i forbindelse med anmeldelsen af barnets fødsel, skal sende en kopi af fødselspapirerne til statsamtet, inden for hvis område fødslen er registreret.

Hvis barnet er død, skal faderskabet kun søges fastslået, såfremt moderen eller nogen, som har retlig interesse i det, anmoder om det, jf. børnelovens § 7, stk. 2. Det afgørende er, om barnet lever på det tidspunkt, hvor sagen kan afsluttes. En allerede rejst faderskabssag kan således henlægges, hvis barnet dør under behandlingen af sagen.

En retlig interesse - for andre end moderen - i at få faderskabet fastslået i disse tilfælde kan navnlig være begrundet i arveretlige forhold, f.eks. hvor et barn, der ved testamente er indsat som arving, fødes levende, men herefter dør. I sådanne tilfælde vil det kunne være afgørende for de arveretlige spørgsmål, hvem der er barnets far.

5.2. Moderens oplysningspligt

Statsamtet opfordrer moderen til at oplyse, hvem der er eller kan være far til barnet.

Dette sker ved, at statsamtet skriver til moderen og beder hende oplyse, hvem der er eller kan være far til barnet. Der anvendes en særlig oplysningsblanket, som Civilretsdirektoratet har udarbejdet.

Ved henvendelsen til moderen vedlægger statsamtet en omsorgs- og ansvarserklæring samt en blanket til anerkendelse af faderskabet til brug for de situationer, hvor faderskabssagen ikke er blevet afsluttet på grund af forglemmelse eller lignende fra forældrenes side. Moderen skal vejledes om, at hun ikke behøver at oplyse, hvem der er eller kan være far til barnet, hvis faderskabet anerkendes ved afgivelse af en omsorgs- og ansvarserklæring i medfør af børnelovens § 14, stk. 1.

Hvis moderen ikke besvarer statsamtets henvendelse, eller hun indsender mangelfulde oplysninger, indkalder statsamtet hende snarest til et møde. Mødet skal holdes senest fire måneder efter barnets fødsel, medmindre særlige omstændigheder gør sig gældende, jf. faderskabsbekendtgørelsens § 7, stk. 2. Særlige omstændigheder kan i den forbindelse være, at moderen på grund af f.eks. alvorlig sygdom eller lignende er forhindret i at møde.

Statsamtet skal fremskynde mødet mest muligt, hvis det kommer frem, at moderen har været gift med en mand inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel uden at være separeret. Dette skyldes, at statsamtet snarest muligt skal give den tidligere ægtefælle skriftlig meddelelse om barnets fødsel, jf. børnelovens § 6, stk. 3. Den tidligere ægtefælle har også en særlig ret til at kræve faderskabssagen genoptaget, hvis meddelelse om barnets fødsel ikke er nået frem til ham inden fem måneder efter barnets fødsel, jf. børnelovens § 23, stk. 3.

Bestemmelsen i børnelovens § 8 regulerer, i hvilke tilfælde moderen skal oplyse, hvem der er eller kan være barnets far. Bestemmelsen er udtømmende.

Pligten er som udgangspunkt ubetinget. Der er således ikke længere hjemmel for statsamtet til på et skønsmæssigt grundlag at fritage moderen for at afgive oplysning, heller ikke i de tilfælde som er nævnt i børnelovens § 10, hvor afgørende hensyn taler imod, at den pågældende mand bliver barnets far.

Oplysningspligten gælder også i de tilfælde, hvor moderen ønsker at bortadoptere barnet, jf. afsnit 11 om adoption.

Der gælder to undtagelser til hovedreglen om moderens oplysningspligt:

1) Efter børnelovens § 8, stk. 2, 1. pkt., gælder oplysningspligten ikke, hvis anerkendelsen sker ved afgivelse af en omsorgs- og ansvarserklæring efter § 14, stk. 1. Det gælder, uanset om anerkendelsen sker før eller efter barnets fødsel.

Ønsker moderen og en mand således at anerkende faderskabet efter den nævnte bestemmelse, skal der ikke gives oplysninger om moderens seksuelle forhold i perioden, hvor moderen blev gravid, og statsamtet skal ikke stille spørgsmål herom.

2) Efter børnelovens § 8, stk. 2, 2. pkt., er moderen endvidere som udgangspunkt fritaget for pligten til at give oplysninger, hvis der rejses faderskabssag efter, at faderskab er registreret efter børnelovens §§ 1 eller 2 eller efter § 3, jf. § 14, stk. 1, eller faderskabet efter barnets fødsel er anerkendt efter børnelovens § 14, stk. 1.

Bestemmelsen har til formål at beskytte den mor, der lever i et ægteskab eller samlivsforhold mv., mod at skulle give oplysninger om sine seksuelle forhold til andre mænd.

Fritagelsen for oplysningspligten er imidlertid betinget. Fastslås det således under faderskabssagen, at den mand, der er registreret som far, ikke er barnets far, har moderen oplysningspligt. I disse tilfælde vil det følge af de retsgenetiske undersøgelser mv., at moderen må have haft seksuelt forhold til andre mænd i perioden, hvor moderen blev gravid. Tilsvarende gælder fritagelsen ikke, hvis det af andre grunde må anses for væsentligt bestyrket, at den registrerede mand ikke er barnets far.

Der henvises i øvrigt vedrørende denne undtagelse til afsnit 8 og 9.

Oplyser moderen ikke, hvem der er eller kan være far til barnet, skal hun vejledes om, hvilken betydning dette vil kunne have for hende og barnet, jf. børnelovens § 8, stk. 3. Civilretsdirektoratet har udsendt en cirkulæreskrivelse om, hvad denne vejledning kan indeholde.

Endvidere vil statsamtet i den forbindelse kunne vejlede moderen om, at det kan være vigtigt at vide, hvem barnets far er f.eks. i relation til arvelige sygdomme og organdonation.

Endelig bør statsamtet også vejlede om de retlige konsekvenser ved anerkendelse af faderskab, hvoraf faderens forsørgelsespligt, samværsret og arveretten efter faderen kan være af særlig interesse.

Hvis moderens oplysninger om, hvem der er eller kan være far til barnet, er usikre, bør statsamtet overveje, om det vil være hensigtsmæssigt at oversende sagen til politiet med henblik på at få bistand til identifikation af den pågældende mand, jf. faderskabsbekendtgørelsens § 6, stk. 4. I sådanne situationer bør statsamtet således ikke uden videre indbringe sagen for retten.

Manglende opfyldelse af oplysningspligten er ikke sanktioneret med straf, da samtalen har til formål - gennem en klargøring af, hvilken betydning det senere vil kunne have for moderen og barnet ikke at vide, hvem der er barnets far - at motivere moderen til frivilligt at give oplysning om faderskabsmulighederne. Statsamtet må efter en konkret vurdering af sagens omstændigheder overveje, hvem der fra statsamtets side skal stå for samtalen, herunder om f.eks. en børnesagkyndig bør vejlede moderen.

Skønner statsamtet, at moderen tilbageholder oplysninger om faderskabsmulighederne, eller udebliver moderen uden lovlig grund efter indkaldelse til møde(-r) i statsamtet, indbringer statsamtet sagen for retten, jf. børnelovens § 13, nr. 2 og 4.

I disse tilfælde skal statsamtet efter faderskabsbekendtgørelsens § 6, stk. 3, og § 7, stk. 3, vejlede moderen om, at retten kan vælge at gennemtvinge hendes oplysningspligt efter reglerne om vidnetvang i retsplejelovens § 178. Efter denne bestemmelse kan retten, hvis et vidne uden lovligt forfald udebliver fra et retsmøde eller uden lovlig grund vægrer sig ved at svare bl.a.:

1) pålægge vidnet en bøde,

2) lade vidnet afhente ved politiet, og

3) tilpligte vidnet at erstatte de udgifter, som vidnet har forårsaget.

Det bemærkes, at et flertal i Folketingets Retsudvalg i forbindelse med behandlingen af forslaget til børneloven tilkendegav, at domstolene i disse tilfælde ikke bør anvende strengere sanktioner end bøde.

Statsamtet bør på den baggrund ikke vejlede moderen om rettens mulighed for at pålægge tvangsbøder eller tage vidnet i forvaring, jf. retsplejelovens § 178, stk. 1, nr. 4 og 5.

Inden sagen indbringes for retten, skal statsamtet give moderen mulighed for at overveje betydningen af, at hun ikke medvirker til at oplyse, hvem der er eller kan være far til barnet, herunder at barnet ikke får udlagt en far.

5.3. Afskæring af faderskab

Bestemmelsen i børnelovens § 10 indebærer, at faderskabet i visse tilfælde ikke skal fastslås.

Fremkommer moderen med oplysninger om, at barnet er blevet til ved et strafbart forhold, kan gerningsmanden ikke blive barnets far, hvis afgørende hensyn til barnet taler imod, at hans faderskab fastslås. Afskæring af faderskab efter bestemmelsen kan finde sted såvel i de tilfælde, hvor moderen efter reglerne om oplysningspligt i børnelovens § 8, stk. 1, har opgivet den pågældende som fadermulighed, som i de tilfælde, hvor den pågældende mand selv måtte ønske sit faderskab fastslået, jf. børnelovens § 6, stk. 1.

Reglen finder alene anvendelse, hvis barnet er blevet til ved et strafbart forhold fra den pågældendes side, f.eks. ved incest, jf. straffelovens § 210, eller voldtægt, jf. straffelovens § 216. Andre strafbare forhold, der ikke vedrører kønssædeligheden, er uden betydning for spørgsmålet om faderskab.

Anvendelse af bestemmelsen vil normalt forudsætte, at manden er dømt for det pågældende forhold, eller at han selv erkender det. Verserer der en straffesag, hvor der ikke er afgivet tilståelse, bør statsamtet i almindelighed udsætte faderskabssagen på straffesagens afslutning.

Det er endvidere en betingelse, at "afgørende hensyn" taler imod mandens faderskab. Der må bl.a. lægges vægt på, hvilken karakter det strafbare forhold har, og hvilken indstilling barnets mor har til spørgsmålet.

Er barnet blevet til ved incest, vil afgørende hensyn formentlig altid tale imod, at den pågældende bliver far til barnet. Er der derimod tale om voldtægt mv., vil det bero på en samlet vurdering, herunder om moderen selv ønsker faderskabet afskåret.

Tiltræder manden ikke, at hans faderskab afskæres, må statsamtet - selvom den pågældende ikke selv anmoder om det - indbringe sagen for retten, jf. børnelovens § 13, nr. 2.

Selvom bestemmelsen ikke bringes i anvendelse, og den pågældende mand således bliver retlig far til barnet, er det efter omstændighederne ikke udelukket at begrænse de almindelige retsvirkninger af faderskabet. F.eks. vil retten til samvær med barnet kunne afslås eller ophæves, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet, jf. § 17, stk. 3, i lov om forældremyndighed og samvær.

5.4. Indhentelse af sagkyndig erklæring om den periode, hvor moderen blev gravid

Hvis moderen oplyser, at hun i perioden, hvor hun må antages at være blevet gravid, har haft seksuelt forhold til flere mænd, bør statsamtet indhente en sagkyndig erklæring med henblik på at få fastlagt perioden, hvor moderen blev gravid.

I almindelighed vil statsamtet med moderens samtykke - kunne indhente skema om barnets udviklingsgrad fra det hospital, hvor barnet er født. Statsamtet sender herefter skemaet til embedslægen med anmodning om en erklæring om fastsættelse af den periode, hvor moderen blev gravid. Københavns Overpræsidium sender anmodningen til Retslægerådet.

På baggrund af den indhentede erklæring overvejer statsamtet, om det er nødvendigt at indkalde samtlige de mænd, som efter moderens oplysning er eller kan være far til barnet, til møde, jf. afsnit 5.5 om møde med mulige fædre.

De mænd, som er opgivet som mulige fædre til barnet, er efter børnelovens § 9, stk. 1, nr. 4, parter i sagen og vil således skulle orienteres om deres rettigheder efter reglerne i persondataloven. Dette gælder også de mænd, som statsamtet ikke indkalder til møde, fordi det seksuelle forhold fandt sted uden for den periode, som er blevet fastlagt ved den sagkyndige udtalelse.

5.5. Møde med den eller de mænd, der er eller kan være far til barnet

Statsamtet indkalder den eller de mænd, som efter moderens oplysninger er eller kan være far til barnet, og som det på baggrund af den indhentede erklæring om den periode, i hvilken moderen blev gravid, er relevant at inddrage i sagen, til møde. I mødeindkaldelsen, som skal være skriftlig, vejleder statsamtet om, at sagen kan indbringes for retten, såfremt en af parterne begærer det. Samtidig vejleder statsamtet om, at sagen kan blive indbragt for retten i tilfælde af udeblivelse fra mødet, jf. faderskabsbekendtgørelsens § 9.

Såfremt statsamtet finder det hensigtsmæssigt, kan mødet med moderen og den eller de mænd, som er eller kan være barnets far, holdes som ét og samme møde.

Ved mødet opfordrer statsamtet de pågældende til at medvirke ved retsgenetiske undersøgelser, hvis det kan have betydning for sagen. Om foretagelse af retsgenetiske undersøgelser, se afsnit 5.6.

Hvis en mand nægter at have haft seksuelt forhold til moderen, eller hvis en mand nægter at medvirke til retsgenetiske undersøgelser, indbringer statsamtet normalt sagen for retten.

Før sagen indbringes for retten, bør statsamtet dog overveje at indkalde moderen til et nyt møde, hvor hun gøres bekendt med den eller de pågældende mænds udsagn. Moderen skal herefter have mulighed for at oplyse, om der er andre mænd, som kan være far til barnet.

Statsamtet kan undlade at indkalde en mand til møde, hvis moderen har oplyst, at kun han kan være far til barnet, og han skriftligt anerkender faderskabet over for statsamtet, jf. faderskabsbekendtgørelsens § 9, stk. 3.

Oplyser moderen, at hun har haft seksuelt forhold til andre mænd i den periode, hvor hun blev gravid, og ønsker en af disse mænd sammen med moderen at varetage omsorgen og ansvaret for barnet, skal moderen og denne mand dog underskrive erklæringen ved et møde i statsamtet, jf. børnelovens § 14, stk. 3 og 4, og afsnit 4.3 i denne vejledning. De mænd, der vil tiltræde, at en anden mand anerkender faderskabet, kan dog gøre dette på skriftligt grundlag og skal ikke indkaldes til møde i statsamtet.

5.6. Retsgenetiske undersøgelser

Udviklingen inden for retsgenetikken har medført, at det i dag i stort set alle sager er muligt at opnå en bevismæssig vægt på mindst 10.000 til 1 for eller imod en undersøgt mands faderskab. Den bevismæssige vægt beregnes sædvanligvis i forhold til andre mænd af etnisk dansk oprindelse. Efter særlig anmodning vil det sædvanligvis også være muligt at beregne den bevismæssige vægt i forhold til en mand af anden, nærmere angivet etnisk oprindelse.

Det anførte indebærer, at reel bevistvivl om en bestemt mands faderskab til et bestemt barn fremover kun kan opstå, hvor den pågældende ikke kan undersøges, fordi han f.eks. er død eller forsvundet, uden at materiale til retsgenetisk bevis kan fremskaffes, eller hvor moderen har haft seksuelt forhold til hver af to enæggede tvillinger eller til andre nært beslægtede.

Selvom en eller flere mænd ikke har kunnet undersøges, vil retsgenetiske undersøgelser efter det anførte ofte indebære, at faderskabsspørgsmålet alligevel må anses for afgjort. Det gælder, hvor undersøgelsen positivt udpeger en anden mand (som har kunnet undersøges) som barnets far.

Statsamtet kan med parternes samtykke iværksætte retsgenetiske undersøgelser med henblik på at fastslå faderskabet, jf. børnelovens § 11, stk. 1.

Statsamtet kan således opfordre moderen og de mænd, som er parter i sagen, til at medvirke ved retsgenetiske undersøgelser, hvis det kan have betydning for sagen.

Statsamtet kan derimod ikke gennemtvinge undersøgelserne. Medvirker den, der opfordres til retsgenetiske undersøgelser, ikke frivilligt, må statsamtet i almindelighed indbringe sagen for retten, jf. børnelovens § 13, nr. 2 og 4.

Opfordring til at medvirke ved retsgenetiske undersøgelser bør kun fremsættes, hvis undersøgelserne kan have betydning for sagen.

Dette vil f.eks. være tilfældet i alle sager,

hvor der kan være tvivl om, hvem der er barnets far, f.eks. hvor der foreligger oplysninger om flere faderskabsmuligheder,

hvor den eneste opgivne faderskabsmulighed ikke uden videre ønsker at anerkende faderskabet, eller

hvor det skal efterprøves, om en ægtemand eller samlever, hvis faderskab er registreret efter børnelovens §§ 1-3, er barnets far.

Særligt bemærkes, at de blodprøver, som er en forudsætning for gennemførelsen af retsgenetiske undersøgelser, sædvanligvis først udtages, når barnet er tre måneder gammelt.

Efter børnelovens § 11, stk. 2, kan statsamtet også opfordre andre end sagens parter til at medvirke ved retsgenetiske undersøgelser, hvis det må antages at være af afgørende betydning for sagen. Bestemmelsen forudsættes navnlig anvendt, hvor det nødvendige retsgenetiske bevis ikke kan indhentes, f.eks. fordi en eller flere faderskabsmuligheder enten er døde eller forsvundne. I sådanne tilfælde vil undersøgelser af mandens nære slægtninge - som ikke selv er faderskabsmuligheder - undertiden kunne være egnet til at tilvejebringe retsgenetisk bevis. Statsamtet bør dog i disse tilfælde overveje at indbringe sagen for retten.

De nærmere regler om de retsgenetiske undersøgelsers gennemførelse findes i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 453 af 13 juni 2002 om retsgenetiske undersøgelser i faderskabssager (herefter blot omtalt som DNA-bekendtgørelsen). Disse regler gælder både for statsamternes og retternes behandling af faderskabssager.

I forbindelse med indhentelse af parternes samtykke til at medvirke ved retsgenetiske undersøgelser bør statsamtet vejlede parterne om, at formålet med undersøgelserne alene er at søge faderskabet til et barn fastslået. De blodprøver, som udtages for at sikre DNA til undersøgelsen, bliver således ikke undersøgt for arvelige sygdomme. Resultatet af de retsgenetiske undersøgelser må heller ikke bruges ved efterforskning af straffesager.

Udgiften ved retsgenetiske undersøgelser, herunder blodprøveudtagning, afholdes af statsamtet.

Parternes samtykke i at medvirke ved retsgenetiske undersøgelser bør normalt indhentes på et møde i statsamtet, men vil efter omstændighederne kunne afgives skriftligt. Statsamtet bør i den forbindelse vejlede parterne om, at undersøgelserne indebærer, at der normalt med en uges mellemrum skal udtages to blodprøver fra henholdsvis moderen, barnet og manden/mændene, jf. DNA-bekendtgørelsens § 3, og at blodprøverne kun kan udtages på bestemte ambulatorier efter statsamtets bestemmelse, jf. DNA-bekendtgørelsens § 1.

For at sikre deres identitet vil parterne mv. - bortset fra barnet - i forbindelse med blodprøveudtagningen blive bedt om at forevise billedlegitimation (f.eks. pas, kørekort eller lignende), jf. DNA-bekendtgørelsens § 4, stk. 1, og mænd, der er parter i sagen, vil endvidere blive fotograferet, jf. DNA-bekendtgørelsens § 4, stk. 2. Billederne følger prøverne. Når resultatet af de retsgenetiske undersøgelser foreligger, vil billederne sammen med den retsgenetiske erklæring indgå i sagen og kan under den videre sagsbehandling foreholdes sagens parter, jf. DNA-bekendtgørelsens § 5.

Endvidere vil parterne i forbindelse med blodprøveudtagningen skulle besvare nogle spørgsmål, som kan have betydning for de retsgenetiske undersøgelser, herunder bl.a. om slægtskab, etnisk baggrund og særlige lægelige behandlinger, som kan ændre forudsætningerne for fortolkningen af undersøgelsesresultaterne ved retsgenetiske undersøgelser.

Indvilger parterne i at medvirke ved retsgenetiske undersøgelser, sender statsamtet anmodning herom (rekvisition B) til Københavns Universitet, Retsmedicinsk Institut, Retsgenetisk Afdeling, Frederik V’s Vej 11, 2100 København Ø.

Gennemførelsen af undersøgelserne sker under iagttagelse af en række nødvendige kontrolforanstaltninger, der har til formål at reducere risikoen for personforveksling eller snyd med identiteten af de undersøgte personer, fejl i identiteten af blodprøver, laboratorie- og kontorfejl mv.

Blodprøver kan kun udtages på særlige ambulatorier. Disse ambulatorier fremgår af en cirkulæreskrivelse, som er udsendt i tilknytning til faderskabsbekendtgørelsen og denne vejledning.

I forbindelse med indhentelse af parternes samtykke bør parterne spørges om, hvilke af de ambulatorier, som er anført i cirkulæreskrivelsen, de ønsker at benytte ved udtagning af blodprøven. Den enkelte part bør selv have mulighed for at pege på, hvilket ambulatorium der skal forestå blodprøveudtagningen.

Statsamtet sender anmodning om blodprøveudtagning (rekvisition A) vedrørende hver af parterne samt barnet til det eller de pågældende ambulatorier.

Blodprøverne udtages i almindelighed med en uges mellemrum. Blodprøverne kan dog i særlige tilfælde udtages samme dag. I sådanne situationer skal ambulatoriet tilrettelægge proceduren sådan, at en høj grad af sikkerhed sikres, bl.a. ved, at hver af blodprøverne udtages af forskelligt personale, som hver især undersøger, om det er den rigtige person, der afgiver blodprøven.

Ambulatorierne sender blodprøverne til Retsgenetisk Afdeling, som udfører den retsgenetiske undersøgelse. Når resultatet af undersøgelsen foreligger, modtager det rekvirerende statsamt en retsgenetisk erklæring, som kan lægges til grund for den videre behandling af sagen i statsamtet og eventuelt retten.

Statsamtet forelægger resultatet af de retsgenetiske undersøgelser for parterne.

En mand, der med en bevismæssig vægt af 10.000 til 1 udpeges som far til barnet, kan anerkende faderskabet i overensstemmelse med reglerne i børnelovens § 14, stk. 2, nr. 2, jf. faderskabsbekendtgørelsens § 11. Anerkendelse af faderskabet sker på samme blanket, som er nævnt i faderskabsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, 1. pkt., jf. i øvrigt § 11, stk. 2.

Der er ikke noget til hinder for, at manden og moderen i dette tilfælde kan anerkende faderskabet efter børnelovens § 14, stk. 1, jf. faderskabsbekendtgørelsens § 2, hvis parterne - i lyset af den retsgenetiske undersøgelse - beslutter sammen at ville varetage omsorgen og ansvaret for barnet.

Har andre mænd været inddraget i sagen, træffer statsamtet samtidig afgørelse om, at de pågældende skal udtræde af sagen, jf. børnelovens § 12. Se nærmere herom i afsnit 5.7.

Selv om retsgenetiske undersøgelser har fastslået, at en mand, der ønsker at anerkende faderskabet, ikke er barnets far, kan han og moderen alligevel vælge at få faderskabet anerkendt i medfør af børnelovens § 14, stk. 3, og faderskabsbekendtgørelsens § 4. Bestemmelsen bygger nemlig på den opfattelse, at det bør overlades til parterne selv at tage stilling til, om de ønsker faderskabssagen afsluttet i mindelighed. Sker der anerkendelse, indtræder det retlige faderskab fuldt ud, uanset om det ligger fast, at en anden mand er barnets genetiske far.

Hvis en mand, som de retsgenetiske undersøgelser har udpeget som far til barnet med en bevismæssig vægt af 10.000 til 1, ikke vil anerkende faderskabet, indbringer statsamtet sagen for retten, jf. børnelovens § 13, nr. 4.

5.7. Bestemmelse om udtræden af sagen

Hvis en mands faderskab ved retsgenetiske undersøgelser udelukkes med en sikkerhed på 99,99 % (det vil sige en bevismæssig vægt mod faderskabet på 10.000 til 1), og han således utvivlsomt ikke er barnets far, kan statsamtet beslutte, at han skal udtræde af sagen.

Det samme gælder, hvis der f.eks. foreligger sikkert bevis for, at den pågældende mand ikke har haft seksuelt forhold til moderen i perioden, hvor hun blev gravid.

Vil den pågældende mand ikke udtræde frivilligt af sagen, må statsamtet indbringe sagen for retten, jf. nedenfor i afsnit 7.

6. Forskellige bestemmelser

6.1. Statsamtets underretningspligt i forhold til en tidligere ægtemand

Efter børnelovens § 6, stk. 3, påhviler det statsamtet at give skriftlig meddelelse om barnets fødsel til en mand, der inden for de sidste 10 måneder før fødslen har været gift med barnets mor uden at være separeret. Statsamtet skal samtidig vejlede manden om hans ret efter børnelovens § 6, stk. 1, til at få prøvet faderskabsspørgsmålet. Det gælder dog ikke, hvis han allerede er part i sagen, f.eks. fordi moderen har oplyst ham som faderskabsmulighed.

Underretningen skal finde sted snarest muligt efter, at det er kommet til statsamtets kendskab, at moderen inden for de sidste ti måneder før barnets fødsel har været gift med den pågældende mand uden at have været separeret.

Hvis meddelelse til en mand, som efter børnelovens § 6, stk. 3, skal have meddelelse om barnets fødsel fra statsamtet, ikke er kommet frem til manden inden fem måneder efter fødslen, skal sagen genoptages, hvis manden anmoder om det, jf. børnelovens § 23, stk. 3, der også indeholder tidsfrister for anmodningens fremsættelse.

Efter bestemmelsens ordlyd har statsamtet alene underretningspligt over for en tidligere ægtemand.

Også andre, herunder tidligere samlevere, bør i almindelighed ved henvendelse til statsamtet kunne få oplyst, om en bestemt kvinde har født et barn. Det følger af princippet i børnelovens § 6, stk. 1, om adgangen til at rejse faderskabssag.

Denne adgang begrænses imidlertid af bestemmelsen i børnelovens § 6, stk. 2, 1. pkt. Hvis en mand efter denne bestemmelse er registreret som barnets far efter børnelovens §§ 1 eller § 2 eller § 3, jf. § 14, stk. 1, kan en anden mand ikke rejse faderskabssag. En sådan mand kan dog efter bestemmelsens 2. pkt. alligevel rejse faderskabssag, hvis han i den periode, hvor moderen blev gravid, var gift med moderen uden at være separeret eller levede i fast samlivsforhold med hende.

Statsamtet kan kun oplyse, om kvinden har født, hvis den pågældende mand kan sandsynliggøre, at han har haft et seksuelt forhold til hende.

6.2. En mands ret til at få prøvet, om han er barnets far

En mand, som har haft seksuelt forhold til moderen i den periode, hvor hun blev gravid, har ret til at få prøvet, om han er barnets far, jf. børnelovens § 6, stk. 1.

Dette gælder, selvom han kun har haft et enkeltstående forhold til moderen. Se nedenfor om begrænsninger i denne adgang.

Bestemmelsen, som er en nyskabelse i forhold til tidligere ret, vil have praktisk betydning for mænd, som ikke allerede er inddraget i faderskabssagen i kraft af reglerne i børnelovens §§ 4 og 5, jf. § 9, stk. 1, nr. 4.

Den ret, der hjemles i børnelovens § 6, stk. 1, kan anvendes til, at manden selv rejser sag, hvis sag ikke tidligere er rejst for statsamtet, eller til at han indtræder i en verserende sag og endelig til, at han får "genbehandlet" en sag, der allerede har været rejst for statsamtet, uanset om faderskab er fastslået eller ej.

Retten til at rejse faderskabssag afskæres ikke af, at barnet er bortadopteret.

Anmodningen om, at der rejses sag, skal være skriftlig, og den skal indgives inden seks måneder efter barnets fødsel, jf. børnelovens § 6, stk. 1, 2. pkt. Verserer der imidlertid på tidspunktet for anmodningen fortsat en faderskabssag, kan manden indtræde i denne sag, selvom fristen er overskredet.

Er fristen i øvrigt overskredet, må anmodningen afvises. Spørgsmålet vil i så fald kun kunne prøves, såfremt betingelserne for genoptagelse er opfyldt, jf. nærmere nedenfor i afsnit 9.

Retten til at få prøvet spørgsmålet om faderskab tilkommer efter børnelovens § 6, stk. 1, den, der har haft seksuelt forhold til moderen i den periode, hvor hun blev gravid. Dette gælder, selv om den pågældende mand kun har haft et enkeltstående forhold til moderen. Bekræfter moderen, at der har været et sådant forhold, må statsamtet i almindelighed lægge oplysningen herom til grund og inddrage den pågældende mand i sagen.

Bestrider moderen derimod, at der har været et seksuelt forhold, og fastholder manden sin påstand, må sagen indbringes for retten, jf. børnelovens § 13, nr. 2 og 4. Der er imidlertid ikke noget til hinder for, at statsamtet efter omstændighederne - med mandens og moderens samtykke - iværksætter retsgenetiske undersøgelser af, om den pågældende mand er barnets far. Vedgår moderen på baggrund af disse undersøgelser at have haft seksuelt forhold til manden, kan sagen fortsætte i statsamtet.

En mands adgang til at få prøvet, om han er barnets far, begrænses af bestemmelserne i børnelovens § 6, stk. 2, 1. pkt., og § 10.

Efter børnelovens § 6, stk. 2, 1. pkt. gælder søgsmålsretten ikke i de tilfælde, hvor moderen på fødselstidspunktet var gift, og ægtemanden er registreret som far, eller hvor faderskabet registreres på grundlag af en omsorgs- og ansvarserklæring, jf. børnelovens § 2 og § 3, jf. § 14, stk. 1.

I disse tilfælde har barnet typisk allerede fra fødslen en social far, som har del i forældremyndigheden, og som sammen med moderen varetager omsorgen og ansvaret for barnet.

En mand, der var gift med (uden at være separeret), eller som levede i et fast samlivsforhold med moderen i den periode, hvor hun blev gravid, kan dog altid rejse faderskabssag, jf. børnelovens § 6, stk. 2, 2. pkt. Det er tilstrækkeligt, at ægteskabet eller det faste samlivsforhold har bestået i en del af den periode, hvor moderen blev gravid.

Kravet om et fast samlivsforhold indebærer, at der skal være tale om et samlivsforhold af ægteskabslignende karakter af en vis varighed, hvor parterne typisk har levet sammen på en fælles bopæl. Det er dog ikke udelukket, at kravet vil kunne være opfyldt, selvom parterne f.eks. af arbejdsmæssige grunde har opretholdt hver sin bolig, hvis der dog har været tale om et fast parforhold af en længere varighed.

Adgangen til at rejse faderskabssag begrænses endvidere af bestemmelsen i børnelovens § 10. Faderskabssag kan således ikke rejses, hvis afgørende hensyn til barnet taler imod, at manden kan blive barnets far, jf. nærmere herom oven for i afsnit 5.3 om afskæring af faderskab.

6.3. Umyndighed mv.

Efter børnelovens § 14, stk. 5, 2. pkt., skal den mindreåriges værge (-r) samtykke i anerkendelsen. Dette gælder både for den mindreårige mor og for den mindreårige mand. Børn og unge under 18 år er dog efter § 1 i værgemålsloven myndige, hvis de har indgået ægteskab. Dette gælder dog ikke, hvis statsamtet ved tilladelsen til ægteskabet har fastsat vilkår om umyndighed.

Værgens (-ernes) samtykke påføres omsorgs- og ansvarserklæringen eller anerkendelsesblanketten, jf. faderskabsbekendtgørelsens § 14, stk. 1.

Værgen (værgerne) skal på tilsvarende måde give samtykke til, at en mindreårig mand tiltræder, at en anden mand bliver far til barnet, jf. børnelovens § 14, stk. 3. Samtykket påføres tiltrædelsesblanketten.

Personer, der er under værgemål efter værgemålslovens § 5, er efter bestemmelsen i børnelovens § 14, stk. 5, ikke afskåret fra på egen hånd at anerkende faderskabet. Det er en forudsætning, at den pågældende ikke er i en situation som beskrevet i værgemålslovens § 46. Statsamtet bør dog udvise tilbageholdenhed, således at anerkendelse kun modtages, hvis det utvivlsomt må anses for forsvarligt.

Finder statsamtet det betænkeligt at modtage anerkendelse fra en person, der er omfattet af værgemålslovens § 5, må sagen indbringes for retten, jf. børnelovens § 13, nr. 2. Værgens samtykke kan ikke træde i stedet.

Efter børnelovens § 14, stk. 5, 1. pkt., kan der ikke ske anerkendelse af faderskab i statsamtet, hvis en af parterne er frataget den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6. Sådanne sager skal altid indbringes for retten, jf. § 13, nr. 5.

6.4. Anerkendelse af faderskab i udlandet

Efter bestemmelsen i børnelovens § 14, stk. 8, kan anerkendelse af faderskab, der er afgivet i udlandet, sidestilles med en anerkendelse af faderskabet for statsamtet.

Efter faderskabsbekendtgørelsens § 15 kan statsamtet anmode en dansk repræsentation i udlandet om at bistå ved behandlingen af en faderskabssag, hvis en eller flere af sagens parter opholder sig i det pågældende land. Repræsentationen vil i muligt omfang yde bistand ved behandlingen af sagen i overensstemmelse med de af udenrigstjenesten fastsatte regler herom.

En mulig far har ophold i udlandet

Kerneområdet for bestemmelsen er den situation, hvor en her i landet boende mor oplyser, at en mand, som er eller kan være far til barnet, opholder sig i udlandet.

Det er en forudsætning, at faderskabssagen har en vis tilknytning til Danmark, for at sagen kan behandles efter dansk ret. Der skal i den forbindelse lægges vægt på domicilbegrebet. Efter dansk ret forstås domicil som det land eller territoriale retsområde, hvori en person har bopæl eller ophold i den hensigt varigt at forblive der eller i det mindste uden hensigt til, at opholdet kun skal være midlertidigt.

Hvis der er en formodning om, at en mand, som opholder sig i udlandet på en kendt adresse, vil anerkende faderskabet, og at han utvivlsomt er i stand til at forstå retsvirkningerne af anerkendelse af faderskab efter dansk ret, bør statsamtet skrive direkte til ham og vedlægge relevante blanketter til anerkendelse af faderskabet.

På blanketternes bagside er trykt en vejledning om retsvirkningerne ved anerkendelse af faderskab. Blanketterne er oversat til de vigtigste sprog.

I disse situationer kan anerkendelse ske på skriftligt grundlag over for statsamtet. Ved modtagelse af anerkendelsen kontrollerer statsamtet, at blanketten er korrekt udfyldt, og at betingelserne for anerkendelse af faderskabet er opfyldt.

Hvis manden ikke vil anerkende faderskabet skriftligt over for statsamtet, kan statsamtet anmode den danske repræsentation om at indkalde manden til møde i repræsentationen, herunder opfordre manden til at medvirke til retsgenetiske undersøgelser. Såfremt statsamtet vurderer, at et møde med manden vil være formålsløst, indbringer statsamtet sagen for retten.

Hvis en mand ved mødet i repræsentationen tilkendegiver, at han vil medvirke til retsgenetiske undersøgelser, giver repræsentationen statsamtet besked herom. Statsamtet kontakter herefter Københavns Universitet, Retsmedicinsk Institut, Retsgenetisk Afdeling, Frederik V’s Vej 11, 2100 København Ø, for at få aftalt, hvorledes blodprøverne skal udtages, herunder hvordan de skal opbevares under forsendelsen til Danmark, jf. § 1, stk. 1, i DNA-bekendtgørelsen. Udgiften ved en sådan retsgenetisk undersøgelse afholdes af statsamtet.

De beskrevne retningslinier finder også anvendelse, hvis en mand, som opholder sig i udlandet, skal tiltræde, at en anden mand anerkender faderskabet, jf. faderskabsbekendtgørelsens § 4, stk. 3.

Hvis det er tvivlsomt, om en mand vil kunne forstå retsvirkningerne af en anerkendelse af faderskabet efter dansk ret ud fra vejledningen, som er optrykt på bagsiden af de forskellige blanketter, bør statsamtet anmode den danske repræsentation i det land, hvor manden opholder sig, om at indkalde ham til møde i repræsentationen. Formålet med mødet er at vejlede ham om retsvirkningerne af anerkendelse af faderskab efter dansk ret. Derudover kan repræsentationen - hvis det efter statsamtets vurdering kan have betydning for sagen - opfordre ham til at medvirke ved retsgenetiske undersøgelser.

Hvis den udenlandske mand ikke vil anerkende faderskabet, sender statsamtet sagen til retten.

Kan der ikke tilvejebringes de fornødne oplysninger til at identificere faderen i udlandet, og skønner statsamtet, at faderskabet ikke gennem rettens behandling af sagen vil kunne fastslås, kan statsamtet henlægge sagen.

En dansk repræsentation i udlandet vil dog ofte kunne være behjælpelig med at finde adressen på en mand, hvis denne ikke er kendt af statsamtet.

I Instruks for Udenrigsministeriet er der fastsat nærmere retningslinier for, hvordan danske repræsentationer i udlandet skal behandle faderskabssager, herunder opfordre parterne til at medvirke ved retsgenetiske undersøgelser.

Efter afslutning af faderskabssagen sender repræsentationen sagen til det statsamt, som har anmodet repræsentationen om bistand eller til det statsamt, der efter faderskabsbekendtgørelsens § 23 skulle have behandlet sagen, hvis den var blevet rejst dér.

Hvis det ikke er muligt at få den pågældende mand til at møde i den danske repræsentation, f.eks. på grund af stor geografisk afstand, vil anerkendelse undtagelsesvist kunne ske over for en udenlandsk myndighed.

Er anerkendelse af faderskabet sket over for en udenlandsk myndighed, skal anerkendelsen efterfølgende godkendes af Civilretsdirektoratet for at få gyldighed her i landet.

Begge forældre har ophold i udlandet

Bestemmelsen i børnelovens § 14, stk. 8, vil også finde anvendelse i forhold til forældre, som er danske statsborgere, og som opholder sig i udlandet uden at have taget varigt ophold i det pågældende land, og som sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet. I denne situation vil forældrene kunne afgive en omsorgs- og ansvarserklæring over for statsamtet med de begrænsninger, der følger af reglerne om umyndighed mv.

Hvis forældre, som opholder sig i udlandet, vil påtage sig omsorgen og ansvaret for barnet efter børnelovens § 14, stk. 3, skal de give personligt møde ved den danske repræsentation i det pågældende land.

Nordisk overenskomst

Danmark har indgået aftale med de andre nordiske lande om anerkendelse af faderskab, som er fastslået ved retskraftig dom eller fastsat på anden måde end ved dom i et af disse lande, jf. lov nr. 158 af 6. maj 1980 om anerkendelse af nordiske faderskabsafgørelser og om ændring af lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af nordiske afgørelser om privatretlige krav.

Afsigelse af retskraftig dom om faderskab eller fastsættelse af faderskabet på anden måde end ved dom i et andet nordisk land har bindende virkning i Danmark, jf. lovens §§ 1 og 2. I lovens § 3 er angivet, hvornår dom eller fastsættelse af faderskab i et andet nordisk land ikke har bindende virkning.

Når sag om faderskab rejses ved eller af statsamtet, skal statsamtet påse, om sagen har tilknytning til et andet nordisk land, og om faderskabet evt. er fastslået dér. Verserer faderskabssagen, eller er den afsluttet i et andet nordisk land, må statsamtet enten udskyde behandlingen af sagen, til sagen bliver afsluttet, eller afvise at behandle sagen.

6.5. Statsamtets vejledningspligt

Efter børnelovens § 32 har statsamtet en generel vejledningspligt om spørgsmål, der vedrører loven. Endvidere fastslår bestemmelsen, at statsamtet skal bistå ved udfyldelse af blanketter.

Vejledningspligten omfatter udover borgerne i almindelighed også myndigheder, der har spørgsmål om børneloven. Ministerialbogsførerne (personregisterførerne) vil således kunne forelægge tvivlsspørgsmål for statsamtet.

Statsamtet har endvidere en særlig vejledningspligt ved behandlingen af de konkrete sager:

1) Statsamtet skal snarest muligt underrette en mand, der inden for de sidste 10 måneder før fødslen har været gift med moderen uden at være separeret, om barnets fødsel, jf. børnelovens § 6, stk. 3. Samtidig hermed skal statsamtet vejlede ham om retten til at rejse sag efter børnelovens § 6, stk. 1. Denne vejledning bør som udgangspunkt ske på skriftligt grundlag.

2) Efter børnelovens § 14, stk. 6, skal statsamtet, inden en mand anerkender faderskabet, gøre den pågældende mand bekendt med retsvirkningerne af anerkendelsen og med, at han kan kræve sagen afgjort ved retten.

På bagsiden af omsorgs- og ansvarserklæringen, blanketten til anerkendelse af faderskab og tiltrædelsesblanketten, jf. faderskabsbekendtgørelsens §§ 2 4, er der optrykt en vejledning om retsvirkningerne.

Hvis parterne har supplerende spørgsmål om retsvirkningerne ved anerkendelse af faderskabet, kan de rette henvendelse til statsamtet.

Udleverer statsamtet en blanket til en part, som er mødt personligt i statsamtet, bør statsamtet sikre sig, at den pågældende er gjort bekendt med retsvirkningerne ved at anerkende faderskabet, inden faderskabet anerkendes.

Ved anerkendelse af faderskabet indtræder der forsørgelsespligt over for barnet, jf. lov om børns forsørgelse. Herudover får barnet lov til at bære faderens navn. jf. navneloven, og der indtræder gensidig arveret efter arvelovens regler. Endvidere kan faderskabet have betydning for barnets indfødsretlige forhold efter reglerne i indfødsretsloven. Endelig kan faderen få overført forældremyndigheden over barnet til sig ved aftale eller dom, og han har ret til samvær med barnet, jf. lov om forældremyndighed og samvær.

Hvis barnet er blevet til ved et strafbart forhold, og der på trods heraf er sket anerkendelse af faderskabet, jf. børnelovens § 10, kan faderens ret til samvær med barnet afslås eller ophæves, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet, jf. § 17, stk. 3, i lov om forældremyndighed og samvær.

3) Efter børnelovens § 8, stk. 3, skal statsamtet vejlede moderen om, hvilken betydning det vil kunne få for hende og barnet, hvis moderen ikke oplyser, hvem der er eller kan være far til barnet.

7. Sagens afslutning

7.1. Indberetning om sagens afslutning til ministerialbogsføreren mv.

I de tilfælde, hvor faderskabet er anerkendt før barnets fødsel ved, at forældrene har afgivet en omsorgs- og ansvarserklæring efter børnelovens § 14, stk. 1, eller ved, at en mand har anerkendt faderskabet efter børnelovens § 14, stk. 2, nr. 1, udleverer statsamtet en kopi af erklæringen eller anerkendelsesblanketten til forældrene med påtegning om anerkendelse af faderskabet.

Statsamtet vejleder parterne om, at registrering af faderskabet vil finde sted i forbindelse med registreringen af barnets fødsel, jf. børnelovens § 3. I disse situationer skal statsamtet ikke foretage indberetning til ministerialbogsføreren (personregisterføreren) eller kommunalbestyrelsen.

Når statsamtet modtager underretning fra ministerialbogsføreren (personregisterføreren) om, at faderskabet ikke er blevet registeret i forbindelse med fødslen, jf. børnelovens §§ 1-3, bør statsamtet undersøge, om faderskabet inden barnets fødsel er blevet anerkendt over for statsamtet efter børnelovens § 14, stk. 1, eller § 14, stk. 2, nr. 1. Hvis dette er tilfældet, sender statsamtet kopi af anerkendelsen til ministerialbogsføreren (personregisterføreren).

Hvis faderskabet anerkendes over for statsamtet, skal statsamtet snarest og inden to uger foretage indberetning herom til ministerialbogsføreren (personregisterføreren) på det sted, hvor barnet er fødselsregistreret og til kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor barnet har bopæl, jf. faderskabsbekendtgørelsens § 17, stk. 1.

Statsamtet vedlægger faderens fødsels- og navneattest/dåbsattest og oplysning om hans personnummer ved indberetning til ministerialbogsføreren (personregisterføreren).

Udlændinge, som ikke er i besiddelse af dansk dokumentation, skal fremlægge dokumentation i form af pas, opholdstilladelse eller lignende.

Herved sikres, at faderens navn og personnummer bliver korrekt indført i ministerialbogen (personregistret) og i Det Centrale Personregister, jf. faderskabsbekendtgørelsens § 17, stk. 1.

Hvis barnet har bopæl i udlandet, men har et dansk personnummer, skal statsamtet give meddelelse til kommunalbestyrelsen på det sted, hvorfra barnet er udrejst. Hvis barnet er født i Danmark, skal der endvidere ske indberetning til ministerialbogsføreren (personregisterføreren) på det sted, hvor barnet er fødselsregistreret, jf. faderskabsbekendtgørelsens § 17, stk. 2.

7.2. Sager, som skal til retten, og henlæggelse af sager

Børnelovens § 13 regulerer, hvornår statsamtet skal indbringe en faderskabssag for retten.

Det er alene statsamtet, der kan indbringe en sag for retten, jf. børnelovens § 15. Parterne kan således ikke længere selv anlægge faderskabssag ved domstolene.

Det følger imidlertid af børnelovens § 13, nr. 1, at statsamtet bl.a. skal indbringe sagen for retten, hvis en af parterne anmoder om det.

En sådan anmodning kan fremsættes på ethvert tidspunkt under sagens behandling og behøver ikke at være begrundet. Når anmodningen af statsamtet er videresendt til retten, kan sagen ikke trækkes tilbage herfra.

Bestemmelsen er en følge af, at alle faderskabssager fremover skal begynde ved statsamtet og aldrig kan indledes ved retten. Derved forbeholdes retten de sager, hvor der foreligger en egentlig tvist, eller hvor sagen af anden grund ikke kan eller bør sluttes ved statsamtet.

Hvis en sag ikke kan afsluttes med en anerkendelse over for statsamtet, er hovedreglen, at statsamtet skal sende sagen til retten. Statsamtet bør kun undtagelsesvist henlægge en faderskabssag.

Er sagen indbragt for retten, skal den færdigbehandles dér.

Efter børnelovens § 13, nr. 2, skal sagen indbringes for retten, hvis statsamtet finder det betænkeligt at fortsætte behandlingen af sagen. Bestemmelsen skal ses i lyset af princippet om, at statsamtet alene bør behandle sager, som er egnede til at blive afsluttet i "mindelighed" i det administrative system.

Bestemmelsen vil f.eks. kunne finde anvendelse:

hvor oplysningerne om faderskabsmulighederne er så usikre, at der må antages at være behov for partsforklaringer i retten,

hvor moderen må antages at tilbageholde oplysninger om faderskabsmulighederne,

hvor en mand ikke accepterer at udtræde af sagen efter børnelovens §§ 10 eller 12,

hvor der i øvrigt består en tvist mellem flere mulige fædre, og

hvor statsamtet vurderer, at den, der ønsker at anerkende et faderskab, er i en tilstand, som gør det uforsvarligt at modtage anerkendelsen.

Efter børnelovens § 13, nr. 3, indbringes sagen endvidere for retten, hvis der skal ske indkaldelse ved bekendtgørelse i Statstidende eller udfærdiges retsanmodning efter retsplejelovens § 158.

Statsamtet skal således ikke behandle sager, hvor der efter retsplejelovens § 159 skal ske bekendtgørelse i Statstidende. Dette er aktuelt, hvis den pågældende mands bopæl, opholdssted eller arbejdssted her i landet ikke er oplyst, eller en fremmed myndighed nægter eller undlader at efterkomme en anmodning om forkyndelse efter retsplejelovens § 158.

Hvis en mand har kendt bopæl eller opholdssted i udlandet, skal statsamtet forsøge at få ham til at anerkende faderskabet på skriftligt grundlag eller få ham til at anerkende faderskabet ved et møde i den danske repræsentation i det pågældende land. Hvis han ikke reagerer på statsamtets fremsendelse af anerkendelsesblanket eller indkaldelse til møde i den danske repræsentation, skal statsamtet sende sagen til retten. Se i øvrigt afsnit 6.4 om anerkendelse af faderskab i udlandet.

Efter børnelovens § 13, nr. 4, skal sagen indbringes for retten, hvis den ikke i øvrigt kan afsluttes ved anerkendelse eller henlæggelse i statsamtet.

Det vil f.eks. i almindelighed gælde,

hvis moderen ikke vil give oplysning om faderskabsmulighederne, og disse ikke på anden måde inddrages i sagen,

hvis sagens parter ikke frivilligt vil medvirke ved retsgenetiske undersøgelser,

hvis en mand - selvom han ved retsgenetiske undersøgelser er udpeget som barnets far - ikke frivilligt vil anerkende faderskabet, eller

hvis en part efter flere indkaldelser ikke giver møde i statsamtet.

Endelig skal sagen efter børnelovens § 13, nr. 5, indbringes for retten, hvis en af parterne (eller begge parter) er frataget den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6. Der henvises til børnelovens § 14, stk. 5 og bemærkningerne oven for i afsnit 6 om umyndighed mv.

Når statsamtet har indbragt en sag for retten, skal retten ikke sende sagen tilbage til statsamtet, selvom de grunde, der førte til indbringelsen, ophører med at gælde. Sagen vil således i alle tilfælde blive færdigbehandlet ved retten.

Der skal ikke udarbejdes stævning i forbindelse med oversendelsen til retten. Sagen kan således typisk blot oversendes med en kort redegørelse for det hidtidige forløb og baggrunden for, at den nu indbringes for retten.

Statsamtet modtager fra retten meddelelse om sagens udfald, når ankefristen er udløbet, eller ankesagen er afsluttet.

Statsamtet giver herefter ministerialbogsføreren (personregisterføreren) og kommunalbestyrelsen besked om, hvem der har anerkendt faderskabet eller er blevet dømt som far til barnet, jf. faderskabsbekendtgørelsens § 18.

I situationer, hvor det på baggrund af moderens oplysninger om, hvem der er eller kan være far til barnet, må anses for umuligt at finde den pågældende mand, kan statsamtet henlægge sagen.

Dette vil f. eks. være tilfældet, hvis det undtagelsesvist må antages, at moderen ikke tilbageholder oplysninger, fordi hun simpelthen ikke ved eller ikke kan få oplyst, hvem der kan være faderen.

Endvidere vil en allerede rejst faderskabssag kunne henlægges, hvis f.eks. barnet dør under sagens behandling, og arveretlige forhold ikke taler imod henlæggelse af sagen.

Statsamtet giver moderen og sagens eventuelle andre parter meddelelse om beslutningen om at henlægge sagen. Endvidere giver statsamtet meddelelse herom til ministerialbogsføreren (personregisterføreren) og til kommunalbestyrelsen, jf. faderskabsbekendtgørelsens § 19.

8. Indsigelse mod registrering eller anerkendelse af faderskab

Bestemmelsen i børnelovens § 5 regulerer adgangen til at rejse faderskabssag i tilfælde, hvor faderskabet er blevet registreret efter bestemmelserne i børnelovens §§ 1-3, eller hvor der efter børnelovens § 14 er sket anerkendelse i statsamtet efter barnets fødsel.

Bestemmelsen finder derimod ikke anvendelse, hvis faderskabet er anerkendt over for retten efter børnelovens § 19. Sådanne anerkendelser er endelige, men vil dog kunne genoptages efter reglerne i børnelovens kapitel 4.

Registreringer og anerkendelser, der er omfattet af bestemmelsen i børnelovens § 5, stk. 1, er foreløbige i seks måneder efter, at barnet er født. Inden for denne periode kan moderen, faderen eller en særlig værge for barnet rejse faderskabssag ved statsamtet. Adgangen er fri og er således bl.a. ikke betinget af, at det sandsynliggøres, at en anden mand er barnets far. Selvom faderen har behandlet barnet som sit, vil han kunne gøre indsigelse mod registreringen eller anerkendelsen.

Fristen regnes efter bestemmelsen fra barnets fødsel og ikke fra registreringen eller anerkendelsen. Den afbrydes ved statsamtets modtagelse af anmodningen. Overskrides fristen, kan faderskabssag ikke rejses efter bestemmelsen. Der må i så fald gås frem efter reglerne om genoptagelse.

Rejses der inden for fristen faderskabssag, anses den mand, der er registreret som far eller har anerkendt faderskabet, som far til barnet, indtil andet måtte følge af statsamtets eller rettens behandling af sagen. Det er således i de nævnte tilfælde ikke muligt for en mand at frigøre sig fra faderskabet alene ved at rejse faderskabssag, ligesom det ikke er muligt for moderen at fratage manden hans faderskab alene ved at rejse sag.

Efter børnelovens § 5, stk. 2, omfatter retten til at rejse faderskabssag også faderens dødsbo i tilfælde, hvor faderskab er registreret efter børnelovens § 1 om ægtemænds faderskab. Det vil navnlig kunne være relevant, hvis ægtemanden er død før barnets fødsel. Bestemmelsen er imidlertid ikke begrænset til disse tilfælde. Har ægtemanden inden sin død selv rejst sag, indtræder dødsboet i sagen.

Dødsboets adgang til at rejse faderskabssag gælder efter bestemmelsen ikke, hvis den afdøde må anses for at have anerkendt barnet som sit. Dødsboets adgang til at rejse sag er således mere begrænset end mandens egen.

Den afdøde må anses for at have anerkendt barnet som sit, hvis han udtrykkeligt eller stiltiende over for omverdenen har behandlet barnet som sit eget. Om dette er tilfældet, må bero på en konkret vurdering af de foreliggende oplysninger.

Dødsboet efter andre fædre end dem, der er nævnt i børnelovens § 5, stk. 2 - herunder mænd, hvis faderskab er registreret på grundlag af en erklæring efter børnelovens § 2 - kan ikke rejse faderskabssag. Sådanne dødsboer kan indtræde i faderskabssager, som faderen allerede har rejst før sin død, eller rejse sag om genoptagelse efter de nærmere regler herom i børnelovens kapitel 4.

Udover de parter, som er nævnt i børnelovens § 5, dvs. moderen, faderen, barnets værge og faderens dødsbo, har en mand, som har haft seksuelt forhold til moderen i den periode, hvor hun blev gravid, ret til at få prøvet, om han er barnets far, uanset om en anden mand har anerkendt faderskabet til barnet, jf. børnelovens § 6, stk. 1. Denne adgang er dog undergivet en række begrænsninger, jf. børnelovens § 6, stk. 2, og § 10.

Statsamtet behandler sagerne i overensstemmelse med de almindelige regler i børnelovens kapitel 2 og 3 samt i faderskabsbekendtgørelsens §§ 2-5, § 7, stk. 1 og 3, § 8, § 9, stk. 1 og 2, §§ 10-12, §§ 14-19 og § 23. Faderskabsbekendtgørelsens § 6 finder også anvendelse med de begrænsninger, der følger af børnelovens § 8, stk. 2.

Rejses der faderskabssag på baggrund af indsigelsesretten i børnelovens § 5, § 6, stk. 1, eller § 6, stk. 2, 2. pkt., og bliver resultatet af faderskabssagen, at den registrerede far ikke længere kan anses for at være far til barnet, bortfalder det registrerede faderskab til barnet. Statsamtet træffer beslutning om, at den hidtil registrerede far skal udtræde af faderskabssagen, jf. børnelovens § 12.

Hvis moderen er gift eller har en samlever, som ved fødslen blev registreret som barnets far, medfører bortfaldet af faderskabet, at ægtemanden eller samleveren ikke længere er barnets far. Han vil således ikke længere have del i forældremyndigheden eller have pligt til at forsørge barnet, og barnet vil ikke have legal arveret efter ham.

Hvis moderen er gift, vil barnet kunne få hendes ægtefælles navn, jf. navnelovens § 2, stk. 4. Barnet vil dog ikke kunne få moderens samlevers navn. Har barnet på det tidspunkt, hvor faderskabssagen bliver afgjort, imidlertid allerede fået samleverens navn, vil barnet dog kunne beholde dette navn.

Hvis moderen og hendes ægtefælle eller samlever ophæver samlivet, vil ægtefællen eller samleveren endvidere ikke have ret til samvær med barnet. Han vil således være stillet på samme måde som enhver mand, der er gift med eller lever sammen med en kvinde, der har et barn med en anden.

Hvis moderen er gift, vil hun efter § 11 i lov om forældremyndighed og samvær kunne indgå aftale med sin ægtefælle om, at de skal have fælles forældremyndighed. En sådan aftale skal godkendes af statsamtet, hvilket statsamtet vil gøre, medmindre aftalen strider mod, hvad der er bedst for barnet. Inden statsamtet træffer afgørelse om godkendelsen, skal statsamtet indhente en erklæring fra faderen. En sådan aftale om fælles forældremyndighed vil bl.a. medføre, at moderens ægtefælle har forældremyndigheden i tilfælde af moderens død. Aftalen om fælles forældremyndighed påvirker ikke den biologiske fars ret til samvær og pligt til at betale børnebidrag.

Endelig vil moderens ægtefælle have mulighed for at adoptere barnet efter reglerne om stedbarnsadoption i adoptionsloven. Også i dette tilfælde skal der indhentes en erklæring fra faderen. Gennemføres en stedbarnsadoption, vil barnet, moderen og hendes ægtefælle i alle henseender blive stillet, som om barnet var deres fælles barn. Den biologiske fars samvær og bidragspligt vil således bortfalde.

Hvis en anden mand oplyses at være far til barnet, vil han kunne anerkende faderskabet efter reglerne i faderskabsbekendtgørelsens §§ 2-4.

Vil han ikke anerkende faderskabet, indkalder statsamtet den pågældende mand til møde i statsamtet. Hvis det kan have betydning for sagen, opfordrer statsamtet moderen og den pågældende mand til at medvirke ved retsgenetiske undersøgelser. Hvis manden herefter fortsat ikke vil anerkende faderskabet, skal statsamtet indbringe sagen for retten.

Hvis resultatet af en ny faderskabssag bliver, at en anden mand anerkender faderskabet til barnet, meddeles dette til ministerialbogsføreren (personregisterføreren), jf. afsnit 7. Det samme gælder, hvis faderskabssagen afsluttes med, at den mand, der tidligere er blevet registreret som far til barnet eller har anerkendt faderskabet, ikke længere kan anses som far til barnet, og ingen anden mand udlægges som far til barnet.

9. Genoptagelse

Ved genoptagelse forstås, at en sag prøves efter udløbet af seks måneders-fristen i børnelovens §§ 5 og 6 eller efter at være afgjort ved retten.

Der kan blive tale om genoptagelse af sager i følgende situationer:

at en faderskabssag er sluttet ved statsamtet eller retten, uden at barnet har fået en far,

efter at faderskab er registreret efter børnelovens §§ 1-3, og seks måneders-fristen i børnelovens § 5 er udløbet,

at en sag er afsluttet ved anerkendelse for statsamtet efter børnelovens § 14, og seks måneders-fristen i børnelovens § 5 og § 6, stk. 1, er udløbet,

at en sag er afsluttet ved anerkendelse for retten efter børnelovens § 19, eller

at en mand er dømt som far ved retten, jf. børnelovens § 20.

Afgørelse af, om en sag skal genoptages, træffes af statsamtet. Dette gælder, uanset om sagen i sin tid er afsluttet ved statsamtet eller ved retten. Statsamtet indbringer spørgsmålet om genoptagelse for retten, hvis en part inden fire uger efter statsamtets afgørelse anmoder om det, jf. børnelovens § 26, stk. 2.

Genoptagelsesreglerne er ens for børn af gifte og ugifte forældre.

At barnet er bortadopteret, er ikke i sig selv til hinder for, at faderskabssagen genoptages. Dette vil navnlig kunne være relevant ved genoptagelse efter børnelovens § 21 om tilfælde, hvor faderskabet aldrig er blevet registreret eller fastslået.

9.1. Faderskabet ikke registreret eller fastslået

Bestemmelsen i børnelovens § 21 regulerer spørgsmålet om genoptagelse i tilfælde, hvor barnet i sin tid ikke har fået en far, dvs. hvor faderskabet ikke er blevet registreret eller fastslået ved anerkendelse eller dom.

I børnelovens § 21, stk. 1, fastsættes det, at sagen skal genoptages efter anmodning fra moderen eller hendes dødsbo, fra barnet eller dets værge eller dødsbo eller fra en mand, som efter børnelovens § 6, har ret til at få prøvet, om han er barnets far.

Adgangen til at forlange genoptagelse er i de beskrevne tilfælde uden tidsmæssig begrænsning. En indholdsmæssig begrænsning følger imidlertid af børnelovens § 21, stk. 2, hvorefter genoptagelse kun kan finde sted, hvis det antageliggøres, at en bestemt mand kan blive barnets far.

En helt uunderbygget anmodning om genoptagelse fra en af de nævnte personer vil således ikke kunne imødekommes. Henvender en mand sig f.eks. år efter barnets fødsel og angiver at være far til barnet, og benægter moderen at have haft et forhold til den pågældende mand, må genoptagelse afvises, medmindre andre særlige forhold taler for mandens påstand.

Er barnet myndigt, følger det af børnelovens § 21, stk. 3, at genoptagelse ikke kan ske mod dets vilje. Det indebærer, at statsamtet må indhente en udtalelse fra barnet, hvis dette er blevet myndigt.

9.2. Faderskab registreret eller fastslået ved anerkendelse eller dom enighed om genoptagelse

Bestemmelsen i børnelovens § 22 regulerer spørgsmålet om genoptagelse i tilfælde, hvor faderskabet er registreret eller fastslået ved anerkendelse eller dom, men hvor moderen eller hendes dødsbo, barnet eller dets værge eller dødsbo og faderen eller hans dødsbo i enighed anmoder om genoptagelse. Det er således ikke tilstrækkeligt, at kun én af parterne anmoder om genoptagelse. I sådanne tilfælde vil sagen eventuelt kunne genoptages efter børnelovens § 24.

Endvidere er det efter børnelovens § 22, stk. 2, en betingelse, at det sandsynliggøres, at en anden mand kan blive barnets far. Formuleringen indebærer, at der stilles større krav end efter børnelovens § 21. Det skyldes, at barnet i tilfælde som nævnt i børnelovens § 22 allerede har en far. Betingelsen vil f.eks. være opfyldt, hvor tredjemand på forhånd tilkendegiver, at han vil anerkende faderskabet, hvis den hidtidige far udelukkes ved retsgenetisk bevis.

Bestemmelsen indeholder ingen tidsmæssige grænser. Er betingelserne opfyldt, skal der således ske genoptagelse, uanset på hvilket tidspunkt anmodningen herom fremsættes.

Efter børnelovens § 36, stk. 3, kan bestemmelsen anvendes, selvom barnet er født før den 1. juli 2002.

9.3. Fejl i forbindelse med registrering af faderskabet

Bestemmelsen i børnelovens § 23 regulerer spørgsmålet om genoptagelse i tilfælde, hvor der i forbindelse med registrering af faderskabet er sket fejl, der kan have haft betydning for, hvem der er registreret som barnets far. Der sigtes navnlig til tilfælde, hvor der er sket personforveksling eller skrivefejl mv., således at en forkert mand er registreret som barnets far.

I så fald skal sagen efter børnelovens § 23, stk. 1, genoptages efter anmodning fra moderen eller hendes dødsbo, barnets værge eller dets dødsbo eller fra den registrerede far eller hans dødsbo. Genoptagelse vil også kunne kræves af den mand, der som følge af fejlen ikke er blevet registreret som far, eller hans dødsbo.

Hvis statsamtet bliver opmærksom på fejl, der kan have haft betydning for, hvem der er registreret som barnets far, kan statsamtet ikke selv berigtige fejlen. Statsamtet bør i denne situation straks underrette parterne om fejlen. Herved overlades det til parterne at tage stilling til, om der skal fremsættes anmodning om genoptagelse af sagen.

Fristen for genoptagelse er efter bestemmelsen tre år regnet fra barnets fødsel. Efter udløbet af denne frist kan genoptagelse kun ske, hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder, jf. børnelovens § 25.

Opdages fejlen inden udløbet af seks måneders-fristen i børnelovens § 5, stk. 1, og § 6, stk. 1, vil spørgsmålet omvendt altid - og uafhængigt af børnelovens § 23 - kunne prøves efter disse bestemmelser.

I børnelovens § 23, stk. 2, er det som en undtagelse fastsat, at genoptagelsessag ikke kan rejses af den registrerede far eller hans dødsbo, hvis han med kendskab til eller formodning om den skete fejl har anerkendt barnet ved at behandle det som sit. Det samme gælder for moderen og hendes dødsbo, hvis hun under tilsvarende omstændigheder har ladet den registrerede far behandle barnet som sit.

Bestemmelsen lovfæster den såkaldte anerkendelseslære og indebærer, at hverken moderen eller faderen vilkårligt kan fratage barnets dets hidtidige far. Anerkendelseslæren udvides samtidig til også udtrykkeligt at gælde for ugifte. Der tilsigtes ikke ændringer i anerkendelseslærens indhold i forhold til gældende ret. Det indebærer, at der må foretages en samlet vurdering af, om det under de foreliggende omstændigheder kan anses for rimeligt at lade moderen eller den registrerede far anfægte det registrerede faderskab.

Såfremt de pågældende ikke har haft kendskab til eller formodning om den skete fejl, kan bestemmelsen ikke anvendes.

Børnelovens § 23, stk. 3, indeholder en særlig regel om, at en ægtemand, som efter børnelovens § 6, stk. 3, skal have meddelelse om barnets fødsel, kan forlange sagen genoptaget, hvis meddelelsen ikke inden fem måneder efter barnets fødsel er kommet frem til ham. Fristen for genoptagelse er også her fastsat til tre år regnet fra barnets fødsel, dog således at anmodningen tillige skal fremsættes uden ugrundet ophold efter, at den pågældende har fået kendskab til barnets fødsel.

9.4. Faderskab registreret eller fastslået ved anerkendelse eller dom nye oplysninger

Bestemmelsen i børnelovens § 24 regulerer spørgsmålet om genoptagelse i tilfælde, hvor faderskabet allerede er registreret eller fastslået ved anerkendelse eller dom, men hvor der efterfølgende er kommet nye oplysninger frem.

Efter børnelovens § 24, stk. 1, kan moderen eller hendes dødsbo, barnets værge eller dets dødsbo eller faderen eller hans dødsbo anmode om genoptagelse af sagen, hvis der er fremkommet oplysninger om omstændigheder, der kan antages at ville give sagen et andet udfald, eller der i øvrigt er særlig anledning til at antage, at sagen vil få et andet udfald.

Bestemmelsen forudsætter i modsætning til børnelovens § 22 ikke, at der er enighed mellem parterne om genoptagelsesspørgsmålet, men anmodning skal fremsættes inden tre år efter barnets fødsel. Overskrides denne frist, kan sagen kun genoptages under de helt særlige omstændigheder, som er nævnt i børnelovens § 25.

Det er en betingelse, at der er fremkommet oplysninger om omstændigheder, der kan antages at ville give sagen et andet udfald, eller der i øvrigt er særlig anledning til at antage, at sagen nu vil få et andet udfald. Der sigtes navnlig til tilfælde, hvor der nu viser sig en anden faderskabsmulighed.

Bestemmelsen hjemler ikke noget krav på genoptagelse, selvom de nævnte betingelser er opfyldt. Afgørelsen om genoptagelse beror således på et samlet skøn, hvor navnlig de forhold, der opregnes i børnelovens § 24, stk. 2, indgår. Der skal således bl.a. lægges vægt på:

hvor lang tid der er gået siden barnets fødsel (nr. 1),

om synspunkterne i anerkendelseslæren gør sig gældende (nr. 2 og 3),

om der i øvrigt er udvist passivitet fra den pågældendes side (nr. 4), og

om det må forventes, at barnet, hvis sagen genoptages, vil få en (anden) far (nr. 5).

Disse hensyn svarer til, hvad der efter hidtidig retspraksis er blevet lagt vægt på.

9.5 Genoptagelse ved overskridelse af tre års-fristen i børnelovens §§ 23 og 24

Bestemmelsen i børnelovens § 25 regulerer spørgsmålet om genoptagelse i tilfælde som nævnt i børnelovens §§ 23 og 24, hvor tre års-fristen er overskredet.

I disse tilfælde er det - udover at de almindelige betingelser i de nævnte bestemmelser skal være opfyldt - en betingelse,

at der kan anføres ganske særlige grunde til, at anmodningen om genoptagelse ikke er fremsat tidligere,

at omstændighederne i øvrigt i høj grad taler for genoptagelse, og

at det må antages, at en fornyet behandling af faderskabssagen ikke vil medføre væsentlige ulemper for barnet.

Bestemmelsen tager bl.a. sigte på arvesager, hvor spørgsmålet om, hvem der er rette arvinger, bliver rejst. I sådanne tilfælde, hvor væsentlige hensyn kan tale for, at spørgsmålet om faderskab bringes i orden, må der navnlig lægges vægt på, om barnet nu har en sådan alder, at der ikke på urimelig måde gribes ind i dets opvækst og almindelige forhold. Endvidere må der bl.a. lægges vægt på baggrunden for, at sagen ikke er rejst tidligere.

I forbindelse med vurderingen af, om genoptagelse vil medføre væsentlige ulemper for barnet, vil det ofte være nødvendigt at inddrage barnet. Der bør i almindelighed holdes samtale med børn over 12 år, medmindre dette må antages at være til skade for barnet, eller samtalen må antages at være uden betydning for afgørelsen. Er barnet under 12 år, må det bero på en konkret vurdering af barnets modenhed mv., om samtale bør holdes.

Det er efter bestemmelsen ikke en betingelse for genoptagelse, at barnet giver samtykke, men barnets eventuelle holdning forudsættes - afhængig af barnets modenhed og omstændighederne i øvrigt - tillagt betydelig vægt.

Kompetencen til at begære genoptagelse efter den foreslåede bestemmelse tilkommer de personer mv., som er nævnt i børnelovens §§ 23 og 24. Er barnet nu myndigt, vil det på egen hånd kunne anmode om genoptagelse.

9.6. Statsamtets rolle i forbindelse med genoptagelse

Bestemmelsen i børnelovens § 26 regulerer spørgsmål om kompetence og procedure mv. i forbindelse med sager om genoptagelse efter børnelovens §§ 21-25.

I børnelovens § 26, stk. 1, fastsættes det, at afgørelse om genoptagelse træffes af statsamtet. Det gælder, uanset om den faderskabssag, der søges genoptaget, i første omgang er afsluttet i statsamtet eller i retten.

Efter børnelovens § 26, stk. 2, kan en part inden fire uger efter statsamtets afgørelse om genoptagelse forlange spørgsmålet indbragt for retten. Det indebærer bl.a., at statsamtet i realiteten kun kan træffe afgørelse om genoptagelse, såfremt parterne er enige om det. Adgangen til at forlange sagen indbragt for retten gælder, uanset om statsamtets afgørelse går ud på, at sagen skal genoptages, eller at den ikke skal genoptages.

Overskrides fristen, er statsamtets afgørelse om genoptagelse endelig. Der vil efter almindelige principper efterfølgende kunne fremsættes ny begæring om genoptagelse, såfremt der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagen.

Indbringes sagen for retten, skal retten kun tage stilling til genoptagelsesspørgsmålet og ikke til selve faderskabsspørgsmålet.

Det følger af børnelovens § 26, stk. 3, og af faderskabsbekendtgørelsens § 22, at en faderskabssag, der genoptages, skal behandles efter de almindelige regler i børnelovens kapitel 2 og 3 samt i faderskabsbekendtgørelsens §§ 2-4, § 6, § 7, stk. 1 og 3, § 8, § 9, stk. 1 og 2, §§ 10-12, §§ 14-19 og § 23. Dette indebærer bl.a., at sagen, uanset om den oprindeligt er afsluttet i statsamtet eller i retten, i første omgang skal behandles i statsamtet, og at det her er lovens almindelige regler, der finder anvendelse.

Faderskabssager, hvor der er sket bortadoption af barnet, kan også genoptages. Statsamtet skal i disse sager tilrettelægge sagsbehandlingen således, at de biologiske forældre og adoptanterne ikke kan få kendskab til hinandens identitet. Det forudsættes i den forbindelse, at retten til aktindsigt mv. i nødvendigt omfang begrænses efter forvaltningslovens og offentlighedslovens almindelige regler. Endvidere indeholder persondataloven regler, der begrænser adgangen til at videregive oplysninger.

Hvis faderskabet er blevet registreret, er der ikke noget til hinder for, at barnet senere - hvis det ønsker det - kan få oplyst, hvem dets genetiske far er.

Bestemmelsen i børnelovens § 26, stk. 4, har til formål i rimeligt omfang at beskytte mænd, der har været inddraget i den første faderskabssag, mod også at blive inddraget i den nye sag. Det er således fastsat, at den, der tidligere har været part i sagen, men som efter udfaldet af retsgenetiske undersøgelser eller bevis om, hvorvidt han i perioden, hvor moderen blev gravid, har haft seksuelt forhold til moderen, ikke er anset for barnets far, ikke på ny kan inddrages i sagen, medmindre han selv ønsker det.

Dette gælder dog ikke, hvis den pågældende i forbindelse med den tidligere sag har afgivet falsk forklaring for retten om forhold af betydning om sagen, eller der med hans viden er sket identitetsforveksling, ombytning af genetisk materiale eller anden tilsvarende fejl, der kan have haft betydning for sagen.

10. Kunstig befrugtning

10.1. Faderskab ved kunstig befrugtning

Reglerne om faderskab ved kunstig befrugtning er udformet i nær sammenhæng med lov nr. 460 af 10. juni 1997 om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning mv.

Bestemmelsen i børnelovens § 27 regulerer den faderskabsretlige stilling for ægtemænd og partnere (samlevere) i tilfælde, hvor moderen er blevet kunstigt befrugtet af en læge eller under en læges ansvar.

Efter børnelovens § 27, stk. 1, skal moderens ægtemand eller partner anses for barnets far, hvis han har givet samtykke til behandlingen, og barnet må antages at være blevet til ved denne. Udtrykket »partner« skal forstås i overensstemmelse med § 23, stk. 1, 1. pkt., i lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning mv. Efter denne bestemmelse skal der, før behandling med kunstig befrugtning indledes, indhentes skriftligt samtykke fra kvinden og dennes ægtefælle eller partner.

Det er efter bestemmelsen uden betydning, om befrugtningen af kvinden er sket med ægtemandens eller samleverens sæd, eller om hun i stedet er blevet behandlet med donorsæd. Det afgørende er alene, om der foreligger det nævnte samtykke fra moderens ægtemand eller partner, og om barnet må antages at være blevet til ved den kunstige befrugtning.

Rejses der - f.eks. fordi tredjemand gør gældende, at han er barnets far, jf. børnelovens § 6, stk. 1 - faderskabssag, vil der normalt ikke opstå vanskeligheder ved fastslåelsen af faderskabet, såfremt moderen er befrugtet med ægtemandens eller partnerens sæd. Selv i tilfælde, hvor det lægges til grund, at moderen i den periode, hvor hun blev gravid, har haft seksuelt forhold til tredjemand, vil retsgenetiske undersøgelser normalt kunne vise, om det er ægtemanden (partneren) eller tredjemand, der er barnets far.

Er moderen befrugtet med donorsæd, vil det ikke være muligt at undersøge donor, jf. nedenfor om sæddonorens faderskabsretlige stilling. Det vil imidlertid i sådanne tilfælde normalt gennem retsgenetiske undersøgelser af tredjemand kunne konstateres, om det er ham, som er far til barnet.

Er de nævnte retsgenetiske undersøgelser i særlige tilfælde ikke mulige, bygger bestemmelsen på en formodning for, at barnet er blevet til ved den kunstige befrugtning. Moderens ægtefælle eller partner skal derfor i sådanne tilfælde anses som far til barnet, medmindre der på anden måde er helt særlige holdepunkter for, at tredjemand er barnets far.

Under hensyn til den betydning, som samtykke til kunstig befrugtning herefter i faderskabsmæssig henseende har for moderens ægtefælle eller partner, er det i børnelovens § 27, stk. 2, fastsat, at samtykket til kunstig befrugtning skal være skriftligt og indeholde en erklæring om, at ægtefællen eller partneren skal være barnets far.

Civilretsdirektoratet har anmodet Indenrigs- og Sundhedsministeriet om at sørge for, at samtlige fertilitetsklinikker og hospitaler, der foretager kunstig befrugtning, gøres bekendt med de nye regler, og at de udvidede krav til samtykkeerklæringens indhold samt påtagelse af faderskabet med virkning fra den 1. juli 2002 skal være indarbejdet i de eksisterende erklæringer, jf. § 23 i lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning mv.

10.2. Sæddonorens faderskabsretlige stilling

Efter børnelovens § 28, stk. 1, kan en sæddonor ikke dømmes som far til et barn, der med hans sæd er blevet til ved kunstig befrugtning af en anden kvinde end hans ægtefælle eller partner, hvis sæden er doneret med henblik på en læges anvendelse ved kunstig befrugtning eller til en offentlig eller privat sædbank, der opfylder sundhedsmyndighedernes krav til formidling af sæd.

Bestemmelsen skal ses i lyset af det princip om anonymitet for sæddonorer, som ligger til grund for lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning mv.

Bestemmelsen omfatter ikke kunstig befrugtning af sæddonors hustru eller partner. Dette skal ses i sammenhæng med børnelovens § 27, hvorefter ægtemanden eller partneren til en kvinde, der er blevet kunstigt befrugtet, og som har givet samtykke til behandlingen, anses som barnets far. Dette gælder også, hvor kvinden er blevet kunstigt befrugtet med ægtefællens eller partnerens sæd.

Bestemmelsen bygger i øvrigt på en sondring mellem, om manden har doneret sin sæd med henblik på en læges anvendelse ved kunstig befrugtning eller til en offentlig eller privat sædbank, som opfylder sundhedsmyndighedernes krav til formidling af sæd, eller dette ikke er tilfældet. Ved henvisningen til sundhedsmyndighedernes krav til formidling af sæd sigtes til de sundhedsfaglige regler, som Sundhedsstyrelsen efter § 20, stk. 2, i lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning mv. kan fastsætte om donation, anvendelse og opbevaring af sæd.

Det følger af børnelovens § 28, stk. 2, at hvis sæden ikke er blevet doneret som nævnt i børnelovens § 28, stk. 1, skal sæddonor anses for barnets far. Det gælder dog ikke, hvis sæden er anvendt uden donors vidende eller efter hans død.

10.3. Behandlingen af faderskabssager, hvor der er sket kunstig befrugtning

Det følger af børnelovens § 29, at de almindelige regler i lovens kapitel 1-4 - med de ændringer, der følger af børnelovens §§ 28 og 29 - finder tilsvarende anvendelse i sager om faderskab ved kunstig befrugtning.

Det betyder bl.a., at faderskabet til et barn, som er blevet til ved kunstig befrugtning, kan registreres efter de almindelige regler i børnelovens §§ 1-3, og at der frit kan rejses faderskabssag inden for seks måneder, jf. børnelovens § 5, stk. 1. Den tredjemand, der mener, at han er far til barnet, vil kunne få spørgsmålet prøvet efter reglerne i børnelovens § 6.

Rejses der faderskabssag, gælder de almindelige regler herom i børnelovens kapitel 2 og 3. Genoptagelse kan ske efter reglerne i børnelovens kapitel 4. Herudover finder faderskabsbekendtgørelsen og nærværende vejledning også anvendelse.

11. Adoption

Selvom en moder ønsker at bortadoptere sit barn, skal faderskabet til barnet søges fastslået. De almindelige regler i faderskabsbekendtgørelsen og denne vejledning finder således tilsvarende anvendelse, når en mor vil bortadoptere sit barn. Uanset ønsket om bortadoption skal moderen derfor også oplyse, hvem der er eller kan være far til barnet.

Dette skyldes både hensynet til den biologiske fader og barnet. Faderen får ved fastslåelse af faderskabet mulighed for at udtale sig om den påtænkte bortadoption. Endvidere får barnet mulighed for på et senere tidspunkt at få kendskab til identiteten af sin biologiske far, hvis barnet måtte ønske det.

Vægtige hensyn til barnet taler for, at adoptionen gennemføres så hurtigt som muligt efter, at barnet er tre måneder gammelt.

Det er derfor vigtigt, at statsamtet i disse tilfælde tilrettelægger behandlingen af faderskabssagen på en sådan måde, at sagen kan afsluttes hurtigt.

Dette indebærer bl.a., at statsamtet i tilfælde, hvor det modtager underretning om, at en moder vil bortadoptere sit barn, straks bør indlede behandlingen af faderskabssagen, herunder indkalde moderen til et møde. Dette møde kan i visse tilfælde afholdes allerede før barnets fødsel.

For at sikre en smidig og effektiv behandling af denne type sager har Civilretsdirektoratet instrueret amtskommunerne om hurtigst muligt at orientere statsamtet, når et barn ønskes bortadopteret.

11.1. Moderen oplyser, at hun har haft seksuelt forhold til en eller flere mænd

Hvis moderen oplyser, at hun har haft seksuelt forhold til en eller flere mænd i den periode, hvor hun blev gravid, bør statsamtet straks indkalde de pågældende til møde i statsamtet.

Anerkendes faderskabet til barnet, kan faderskabssagen afsluttes på det foreliggende grundlag.

Anerkendes faderskabet ikke, bør statsamtet opfordre parterne til at medvirke ved retsgenetiske undersøgelser, som bør gennemføres hurtigst muligt.

Statsamtet bør endvidere ved mødet vejlede den eller de pågældende mænd om, at der kan gives samtykke til, at bortadoptionen gennemføres. Dette kan være aktuelt, hvis faderskabssagen undtagelsesvis måtte trække ud, f.eks. fordi der er problemer med at gennemføre møder med sagens parter.

Hvis manden (mændene) erklærer sig indforstået hermed, vil adoptionen kunne gennemføres uden at afvente faderskabssagens afslutning.

Gennemføres bortadoption, uanset at faderskabssagen ikke er afsluttet, vil faderskabssagen i almindelighed blive henlagt, såfremt den eller de mulige fædre er indforstået med det.

Ønskes faderskabssagen gennemført, vil dette ske. Fastslåelse af faderskabet vil imidlertid ikke berøre adoptionens gyldighed og vil - som følge af adoptionen - ikke have nogen retsvirkning for den pågældende mand, der ikke vil have ret til samvær med eller arveret efter barnet mv.

Viser retsgenetiske undersøgelser, at ingen af de udpegede faderskabsmuligheder kan være far til barnet, må statsamtet straks indkalde moderen til et nyt møde, hvor hun skal oplyse, hvem der ellers er eller kan være far til barnet.

Ønsker en mand, som efter moderens oplysning er eller kan være far til barnet, ikke at medvirke ved retsgenetiske undersøgelser, eller vil han på baggrund af gennemførte retsgenetiske undersøgelser ikke anerkende faderskabet til barnet, indbringer statsamtet sagen for retten, jf. børnelovens § 13, nr. 2 og 4.

Oversendes sagen til retten, bør statsamtet gøre retten opmærksom på, at moderen ønsker at bortadoptere barnet, således at retten også kan tilrettelægge en hurtig og effektiv behandling af sagen.

11.2. Ingen mand er oplyst som mulig far

I en situation, hvor en mor ønsker at bortadoptere sit barn, og hvor der ikke er oplyst en mulig far, bør statsamtet overveje at lade en særlig børnesagkyndig gennemføre samtalen med moderen. Dette skal ses i lyset af den tilstand, som moderen befinder sig i.

Hvis moderen oplyser, hvem der er eller kan være far til barnet, indkalder statsamtet den eller de pågældende mænd til møde i statsamtet. Sagen behandles i øvrigt i overensstemmelse med de almindelige retningslinier, jf. ovenfor.

Vil moderen ikke oplyse, hvem der er eller kan være far til barnet, må sagen indbringes for retten. Statsamtet vejleder i forbindelse med fremsendelsen til retten om sagens hastende karakter, jf. afsnit 11.1.

Er moderen ude af stand til at oplyse, hvem der er eller kan være far til barnet, vil faderskabssagen efter omstændighederne kunne henlægges, jf. afsnit 7.2 om sagens afslutning.

12. Klage

Efter børnelovens § 35 kan statsamtets afgørelser efter børneloven ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Baggrunden er, at alle faderskabssager skal indledes ved statsamtet, men at der er en meget let adgang for sagens parter til at indbringe sagen for retten.

Civilretsdirektoratet vil som ressortmyndighed have et almindeligt tilsyn med bl.a. statsamternes virksomhed efter loven. Det betyder bl.a., at Civilretsdirektoratet - både generelt og i konkrete sager - vil kunne afgive vejledende udtalelser mv. til bl.a. statsamterne.

Klager over statsamtets passivitet, inhabilitet og aktindsigt vil dog kunne indgives til Civilretsdirektoratet.

13. Stedlig kompetence mv.

En faderskabssag skal som hovedregel behandles ved det statsamt, hvor moderen bor eller opholder sig, jf. faderskabsbekendtgørelsens § 23, stk. 1. Kriteriet svarer til retsplejelovens § 456 c, stk. 1.

Årsagen til, at det er moderens bopæl eller opholdssted, som er afgørende, er hensynet til, at sagen bliver oplyst bedst muligt, og at den bliver fremmet hurtigst muligt.

Hvis moderen ikke bor eller opholder sig her i landet, skal sagen indbringes for det statsamt, hvor den mand, der er part i sagen, bor eller opholder sig. Er flere mænd parter i sagen, bestemmer Civilretsdirektoratet, hvilket af de kompetente statsamter der skal behandle sagen, jf. faderskabsbekendtgørelsens § 23, stk. 2.

I andre situationer, f. eks. hvis moderen er død, og der ikke er oplysninger om, hvem der er eller kan være far til barnet, skal sagen behandles ved Københavns Overpræsidium, jf. faderskabsbekendtgørelsens § 23, stk. 3.

I tilfælde, hvor moderen flytter til et andet statsamt, må det statsamt, der behandler faderskabssagen vurdere, om sagen skal sendes videre til moderens nye statsamt. Hvis moderen f.eks. endnu ikke er blevet indkaldt til møde, og det i øvrigt skønnes hensigtsmæssigt, kan sagen sendes videre til moderens nye statsamt. Hvis reel sagsbehandling er indledt, bør sagen dog forblive i det statsamt, hvor sagen blev rejst.

Også i tilfælde, hvor barnet er anbragt uden for hjemmet, er moderens bopæl eller opholdssted som udgangspunkt afgørende for, hvilket statsamt der skal behandle sagen.

Hvis der i øvrigt opstår tvivl om, hvorvidt statsamtet kan behandle en sag, kan statsamtet forelægge spørgsmålet for Civilretsdirektoratet.

Civilretsdirektoratet, den 13. juni 2002

Dorrit Sylvest Nielsen

/Christian Strøyer