Oversigt (indholdsfortegnelse)

Bilag 1

Bilag 2

Den fulde tekst

Vejledning om særlig støtte til børn og unge og deres familier

(Vejledning nr. 3 til serviceloven)

1. Vejledningen omhandler servicelovens regler om særlig støtte til børn og unge og deres familier, herunder børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne samt udsatte børn, unge og familier. I vejledningen behandles både reglerne for iværksættelse af hjælp og foranstaltninger på frivilligt grundlag og tvangsmæssige foranstaltninger. Endvidere behandles reglerne om tildeling af handicapkompenserende ydelser til børn og unge med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne.

Vejledningen har virkning fra den 1. januar 2011 og erstatter vejledning nr. 99 af 5. december 2006 om særlig støtte til børn og unge og deres familier.

Vejledningen indgår som en del af en samlet fremstilling af Socialministeriets vejledning til lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 81 af 4. februar 2011, også kaldet serviceloven. Til serviceloven foreligger følgende vejledninger:

Vejledning om servicelovens formål og generelle bestemmelser i loven (Vejledning nr. 1 til serviceloven)

Vejledning om hjælp og støtte efter serviceloven (Vejledning nr. 2 til serviceloven)

Vejledning om særlig støtte til børn og unge og deres familier (Vejledning nr. 3 til serviceloven)

Vejledning om botilbud mv. til voksne efter reglerne i almenboligloven, serviceloven og friplejeboligloven (Vejledning nr. 4 til serviceloven)

Vejledning om særlig støtte til voksne (Vejledning nr. 5 til serviceloven)

Vejledning om hjælpemidler, biler, boligindretning mv. (Vejledning nr. 6 til serviceloven)

Vejledning om borgerstyret personlig assistance (Vejledning nr. 7 til serviceloven)

Vejledning om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne, herunder pædagogiske principper (Vejledning nr. 8 til serviceloven)

Som noget nyt har vejledningerne til Serviceloven fået en samlet indholdsfortegnelse, der giver en let og enkel adgang til både at søge i den enkelte vejledning og på tværs af den samlede serie. På sm.dk kan den samlede indholdsfortegnelse, der viser indholdet i de 8 vejledninger i serien, downloades.

Ligesom de øvrige vejledninger til serviceloven, henvender denne vejledning sig primært til kommunale sagsbehandlere.

2. Vejledningerne bliver løbende opdateret, men det er vigtigt at være opmærksom på, om der er sket ændringer af eksempelvis lovgivning og Ankestyrelsen praksis, der endnu ikke er afspejlet i vejledningen.

Det vil fremgå af Socialministeriets hjemmeside www.sm.dk eller på Retsinformations hjemmeside www.retsinformation.dk, om der er sket ændringer af lovgivningen, og om der er udarbejdet nye og opdaterede vejledninger.

Det er ligeledes vigtigt at være opmærksom på, om Ankestyrelsen har truffet nye afgørelser på området eller ændret praksis. Ankestyrelsens afgørelser kan findes på www.ast.dk.

Hvem yder vejledning?

I forhold til vejledning og spørgsmål vedrørende servicelovens regler er det som udgangspunkt

kommunerne, der yder vejledning over for borgerne. Medarbejdere i kommunerne kan søge generel vejledning hos det sociale nævn. Medarbejdere i de sociale nævn kan søge vejledning hos Ankestyrelsen. Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område indeholder regler om Ankestyrelsens og de sociale nævns pligt til at yde vejledning inden for det sociale område. Der henvises for yderligere information til Socialministeriets vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Indledning

Opdateringer som følge af nyere regelændringer

3. Indeværende vejledning er revideret og opdateret i forhold til de lovændringer, som Folketinget har vedtaget i 2010. Disse lovændringer omhandler serviceloven, retssikkerhedsloven, familieansvarsloven og retsplejeloven:

Lov nr. 628 af 11. juni 2010 om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forældreansvarsloven (Barnets Reform).

Lov nr. 629 af 11. juni 2010 om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og sundhedsloven samt om ophævelse af lov om forebyggende hjemmebesøg (Afbureaukratisering på området for ældre, handicappede m.fl.).

Lov nr. 551 af 26. maj 2010 om ændring af lov om social service og lov om rettens pleje (Styrkelse af indsatsen over for kriminalitetstruede børn og unge).

Lov nr. 627 af 11. juni 2010 om ændring af lov om social service (Skærpelse af reaktionsmuligheder over for kriminalitetstruede børn og unge).

Hjælp til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne

4. Som nævnt uddybes også de regler i serviceloven, der vedrører hjælp til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne samt deres familier.

De overordnede mål for indsatsen over for borgere med nedsat funktionsevne er ligebehandling, kompensation, tilgængelighed og en helhedsorienteret indsats. For en mere generel omtale af disse principper henvises til vejledning nr. 1 til serviceloven.

Viden om praksis på området

5. Ankestyrelsen gennemfører løbende praksisundersøgelser og andre uddybende undersøgelser mm. på området for udsatte børn og unge, som sammen med den elektroniske indberetning af afgørelserne bidrager til at give en detaljeret og aktuel viden om udviklingen på området.

Om praksis på området kan der endvidere henvises til Ankestyrelsens principafgørelser og Nyt fra Ankestyrelsen samt Ankestyrelsens hjemmeside www.ast.dk.

Generelt om økonomi

6. Efter servicelovens regler må kommunalbestyrelserne ikke tage usaglige økonomiske hensyn ved valg af tilbud til det enkelte barn. Det betyder, at kommunalbestyrelsen ikke må vælge en foranstaltning, som ikke tilgodeser barnets behov fra starten, og at en nødvendig foranstaltning ikke må ophøre i utide af hensyn til besparelser i kommunen. Samtidig er der dog også tale om et område, hvor der anvendes betydelige midler. Det indebærer, at det er nødvendigt, at kommunalbestyrelsen tager saglige økonomiske hensyn. Det kan f.eks. medføre, at kommunalbestyrelsen ved valg af foranstaltning kan vælge det konkrete tilbud, der både tilgodeser barnets eller den unges behov, samtidig med at det er den økonomisk mest hensigtsmæssige løsning. Et økonomisk hensyn kan imidlertid ikke være sagligt, hvis det varetages på bekostning af grundlæggende hensyn til et konkret barn eller en ung.

Relevante regler i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

7. Reglerne om barnets eller den unges opholdskommune eller handlekommune og om nedsættelse af børn og unge-udvalget, der træffer afgørelse om tvangsmæssig gennemførelse af foranstaltninger m.v., findes i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område indeholder også de almindelige regler om

sagsbehandling,

oplysningspligt m.v.,

kommunens generelle opgaver på det sociale område,

de almindelige klageregler samt

andre generelle forhold på det sociale område.

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område indeholder endvidere regler om Ankestyrelsens og de sociale nævns pligt til at yde vejledning inden for det sociale område. Der henvises for så vidt angår disse spørgsmål til Socialministeriets vejledning nr. 73 af 3. oktober 2006 om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Tavshedspligtsregler

8. Reglerne om offentligt ansatte personers tavshedspligt findes i forvaltningslovens § 27. Endvidere regulerer persondataloven behandling af personoplysninger, som helt eller delvist foretages ved hjælp af elektronisk databehandling, og ikke-elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register, jf. persondatalovens § 1, stk. 1. En række af lovens bestemmelser, herunder lovens § 5, stk. 1-3, §§ 6-8, gælder også for manuel videregivelse af personoplysninger til en anden forvaltningsmyndighed.

International ret

9. Servicelovens regler om særlig støtte til børn og unge berører rettigheder, der er reguleret i FN’s konvention om barnets rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ligesom bestemmelserne om handicapkompensation berører rettigheder, der er reguleret i FN’s handicapkonvention. Lovens bestemmelser er udformet i overensstemmelse med konventionerne, og loven skal ligeledes administreres i overensstemmelse med konventionerne.

Yderligere vejledning

10. I forhold til vejledning og spørgsmål vedrørende servicelovens regler om hjælp til udsatte familier og familier med børn eller unge med nedsat funktionsevne er udgangspunktet, at kommunerne yder vejledning over for borgerne, mens medarbejdere i kommunerne kan søge vejledning i de sociale nævn, og medarbejderne i de sociale nævn kan søge vejledning i Ankestyrelsen. Særligt for servicelovens regler om afgørelser, der træffes af børn og unge- udvalget, kan medarbejdere i kommunerne søge vejledning i Ankestyrelsen. Der henvises til Socialministeriets vejledning nr. 73 af 3. oktober 2006 om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område samt Ankestyrelsens hjemmeside.

Afsnit I

Generelle bestemmelser

Kapitel 1

Generelle bestemmelser

11. Dette kapitel gennemgår en række forskellige generelle bestemmelser om kommuners, regioners og privates opgaver over for børn og unge og deres familier. Kapitlet gennemgår den generelle formålsbestemmelse, som gælder hele indsatsen på området. Derudover beskrives kommunens generelle og overordnede opgaver i forhold til f.eks. vedtagelse af en sammenhængende børnepolitik. Dernæst beskrives reglerne for nedsættelse af børn og unge-udvalg m.v., rådgivning, regler om finansiering generelt m.v. Endelig beskrives fagpersoners og den almindelige borgers underretningspligt og mulighed for underretning.

Målet for særlig støtte til børn og unge

 
Serviceloven
§ 46. Formålet med at yde støtte til børn og unge, der har et særligt behov herfor, er at sikre, at disse børn og unge kan opnå de samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende. Støtten skal ydes med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste og skal have til formål at
1) sikre kontinuitet i opvæksten og et trygt omsorgsmiljø, der tilbyder nære og stabile relationer til voksne, bl.a. ved at understøtte barnets eller den unges familiemæssige relationer og øvrige netværk,
2) sikre barnets eller den unges muligheder for personlig udvikling og opbygning af kompetencer til at indgå i sociale relationer og netværk,
3) understøtte barnets eller den unges skolegang og mulighed for at gennemføre en uddannelse,
4) fremme barnets eller den unges sundhed og trivsel og
5) forberede barnet eller den unge til et selvstændigt voksenliv.
Stk. 2. Støtten skal være tidlig og helhedsorienteret, så problemer så vidt muligt kan forebygges og afhjælpes i hjemmet eller i det nære miljø. Støtten skal i hvert enkelt tilfælde tilrettelægges på baggrund af en konkret vurdering af det enkelte barns eller den enkelte unges og familiens forhold.
Stk. 3. Støtten skal bygge på barnets eller den unges egne ressourcer, og barnets eller den unges synspunkter skal altid inddrages med passende vægt i overensstemmelse med alder og modenhed. Barnets eller den unges vanskeligheder skal så vidt muligt løses i samarbejde med familien og med dennes medvirken. Hvis dette ikke er muligt, skal foranstaltningens baggrund, formål og indhold tydeliggøres for forældremyndighedsindehaveren og for barnet eller den unge.
 

12. I servicelovens § 46 opstilles målsætningen for indsatsen for de børn og unge, som har et særligt behov for støtte, dvs. et behov som rækker ud over de behov, som kan opfyldes af de tilbud, som i almindelighed står åbne for børn eller unge og deres familier, jf. lovens kapitel 7 og 8 om f.eks. dagtilbud m.v. til børn og klubtilbud m.v. til større børn og unge.

13. I servicelovens § 46, stk. 1, understreges det, at kommunens opgave over for den gruppe af børn og unge og deres familier, som har behov for særlig støtte, er at forsøge at sikre disse børns og unges opvækstvilkår, så de kan opnå de samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende. Støtten skal ydes med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste. Begrebet »barnets bedste« er et af de vigtige principper i FN´s konvention om barnets rettigheder. Ved anvendelsen af bestemmelserne om særlig støtte skal der således lægges afgørende vægt på, at støtten ydes ud fra barnets eller den unges bedste. Hvis der er konflikt mellem forældrenes interesser og hensynet til barnets bedste, skal der lægges afgørende vægt på, at støtten ydes ud fra barnets eller den unges bedste. Hensynet til hvad der er bedst for barnet eller den unge, vejer altså tungest. I denne sammenhæng skal der lægges vægt på, at barnet eller den unge får en stabil og god voksenkontakt og kontinuitet i opvæksten. Det er i denne forbindelse vigtigt ikke at se barnet eller den unge som en adskilt del af familien, da hele barnets eller den unges situation skal vurderes, herunder bl.a. forholdene i familien og det nære miljø. Det er også vigtigt at se barnets eller den unges situation i et langsigtet perspektiv.

Formålsbestemmelsen lægger en overordnet ramme for lovens øvrige bestemmelser vedrørende særlig støtte til børn og unge, som skal fortolkes i lyset af lovens formål. I § 46, stk. 1, nr. 1-5. fremhæves en række opmærksomhedspunkter, som er centrale forhold i barnets udvikling og som skal være i fokus for indsatsen. Opmærksomhedspunkterne retter fokus på følgende forhold: Opvækstvilkår og nære, kontinuerlige omsorgsrelationer, personlig udfoldelse, skolegang, sundhed og forberedelse til voksenlivet. De enkelte formål er ligestillede, og skal tilsammen danne en fælles ramme for indsatsen og være fokuspunkter for kommunalbestyrelsernes tilrettelæggelse af indsatsen. De fem punkter afspejler de forhold, som efter serviceloven skal indgå, når der iværksættes en undersøgelse af barnets forhold efter den børnefaglige undersøgelse efter § 50. Disse forhold skal også indgå i handleplanerne, samt i godkendelse af og tilsyn med døgntilbud og opholdssteder. Med bestemmelsen understreges det dermed, at der skal være sammenhæng i indsatsen over for det enkelte barn eller den unge og dennes familie. Kommunalbestyrelsen skal i hver enkelt del af indsatsen holde sig for øje, om de forskellige dele hænger sammen, og om de tilsammen sigter mod at opfylde det ønskede formål.

14. Det præciseres i § 46, stk. 1, nr. 1, at barnet eller den unge så vidt muligt skal sikres kontinuitet i opvæksten og mulighed for at vokse op i et trygt omsorgsmiljø, der tilbyder nære og stabile omsorgsrelationer. Det er i den forbindelse centralt, at de familiemæssige relationer understøttes under hensyn til, hvad der er barnets bedste, og at barnet eller den unge så vidt muligt bevarer et stabilt netværk i et eventuelt anbringelsesforløb. Der skal altså lægges vægt på at give barnet eller den unge en stabil og god voksenkontakt. Det er vigtigt at den nødvendige kontinuitet i opvækstforløbet sikres, fordi brud i opvæksten, f.eks. gennem gentagne anbringelser, er en af de faktorer, der meget stærkt kan påvirke barnets eller den unges udviklingsbetingelser i negativ retning.

Støtten til det enkelte barn eller unge skal tilrettelægges, så der tages højde for, at barnets eller den unges mulighed for personlig udvikling og opbygning af sociale relationer sikres. Det understreges dermed, at barnet eller den unge kan have behov for hjælp til at udvikle personlige og sociale kompetencer, f.eks. ved at få støtte til at opretholde venskaber og indgå i forskellige sociale netværk, fritidsaktiviteter mv.

Støtte efter servicelovens kapitel 11 skal tilrettelægges, så den understøtter barnets eller den unges skolegang og integration i uddannelsessystemet. Støtten skal altså også omfatte hensynet til udviklingen af barnets eller den unges faglige kompetencer, så barnet eller den unge så vidt muligt kan få en uddannelse og senere hen et arbejde. Det er vigtigt, at indsatsen fokuserer på, hvordan barnet eller den unge kan få en ’god skolegang’. Det er vigtigt at det sikres, at barnet eller den unges skolefremmøde er stabilt, at han eller hun får lektiehjælp, og at der generelt gives støtte til barnet eller den unge, så han eller hun får en god skolegang både socialt og fagligt. Endvidere er det vigtigt at undgå, at barnet – f.eks. pga. af nyt anbringelsessted eller lignende - får lange perioder, hvor det af forskellige årsager ikke går i skole.

Støtten skal efter stk. 1, nr. 4, fremme barnets eller den unges sundhed og trivsel. Det er afgørende, at der i støtten til udsatte børn og unge tages højde for, at der kan være et særligt behov for at fremme barnets psykiske og fysiske sundhed og trivsel, f.eks. i form af helbredstjek, vejledning om kost og motion samt forebyggelse af overdreven brug af rusmidler mv.

Støtten skal efter stk. 1, nr. 5, sigte mod at forberede barnet eller den unge til et selvstændigt voksenliv. Bestemmelsen knytter sig til servicelovens tilbud til unge over 18 år, jf. servicelovens § 76. Det er altså vigtigt, at kommunalbestyrelsen anlægger et helhedsperspektiv i forhold til den unges tilværelse og udvikling i indsatsen over for det enkelte barn eller den unge. Der henvises til punkt 455 om efterværn og punkt 295 om handleplaner for unge over 16 år.

15. Servicelovens § 46, stk. 2 og 3 angiver, hvilke principper der skal lægges til grund for tilrettelæggelsen af støtten. Det fremgår således, at indsatsen skal ydes tidligt, så det i videst muligt omfang forebygger, at problemerne vokser sig store. Forskningen viser bl.a., at det er vigtigt for effekten af den forebyggende indsats, at der sættes ind tidligt. En tidlig indsats forudsætter bl.a., at der arbejdes tværfagligt med disse sager, for at den nødvendige viden er til stede, og at der samarbejdes mellem forskellige sektorer og faggrupper.

Målet om tidlig indsats er en vigtig forudsætning i reglerne om særlig støtte, jf. punkt 266-283, om servicelovens § 50-undersøgelser. En tidlig indsats kan være medvirkende til, at det undgås, at problemerne vokser sig så store, at de ikke kan afhjælpes i hjemmet eller i det nære miljø.

I formuleringen »det nære miljø« ligger, at kommunalbestyrelsen både skal forsøge at drage nytte af ressourcerne hos personer i hjemmet, typisk forældremyndighedsindehaverne og hjemmeboende søskende, og også overveje, om der er andre nære pårørende og nærtstående personer i øvrigt, som vil kunne bidrage til løsning af problemerne. Det drejer sig f.eks. om bedsteforældre, onkler, tanter, naboer, venner, venners forældre, skolelærere, sundhedsplejersker og pædagoger. Forældre, der ikke har del i forældremyndigheden, vil eventuelt også kunne inddrages i opgaveløsningen. I denne sammenhæng er det dog også vigtigt at være opmærksom på, om inddragelsen af det nære miljø i opgaveløsningen kan skabe konflikter og medføre uheldige følger for barnet eller den unge. I forhold til inddragelsen af det nære miljø, kan der i øvrigt i forhold til anbringelse hos den nære familie henvises til punkt 474, i forhold til samvær og kontakt mellem barnet og andre end forældrene under en anbringelse henvises til punkt 558 og i forhold til inddragelse i øvrigt henvises til punkt 25.

Servicelovens § 46, stk. 2, fastslår desuden, at støtte altid skal tilpasses det enkelte barn og den enkelte families behov.

16. Servicelovens § 46, stk. 3, hviler på principperne i FN’s konvention om barnets rettigheder. Formuleringen indebærer, at barnet eller den unge skal hjælpes til at udforme sine egne synspunkter i alle faser af undersøgelsen og indsatsen. Det understreges, at barnets eller den unges synspunkter altid skal inddrages og tillægges passende vægt afpasset efter barnets alder og modenhed. Se i øvrigt punkt 254 om pligten til at tilbyde barnet eller den unge en samtale, før der træffes afgørelser, som berører barnet eller den unge.

Det fremgår endvidere, at løsningerne på barnets eller den unges problemer, så vidt det er muligt, bør findes i forståelse med familien og med dennes medvirken. Uanset problemerne er barnet eller den unge en del af familien. Det er derfor væsentligt at bevare familieenheden, hvis mulighederne er til stede. På den anden side signaleres også, at denne forståelse med familien kun rækker til en vis grænse, dvs. at hvis barnets eller den unges forhold tilsiger et nødvendigt indgreb mod forældrenes vilje, så må dette finde sted. - Når det er nødvendigt at gribe ind med en foranstaltning mod forældrenes vilje, må begrundelserne, foranstaltningernes formål, det forventede forløb samt de konsekvenser, der tilstræbes eller kan forudses, være beskrevet, så de er så tydelige som muligt for alle parter. Derved understreges det, at netop de tvangsmæssigt gennemførte foranstaltninger kræver en særlig opmærksomhed og omhyggelighed i såvel kommunikation som i formuleringen af alle afgørelser. Dels fordi tvangsforanstaltninger er meget indgribende og dels fordi det erfaringsmæssigt vides, at det i disse meget vanskelige situationer kan være overordentligt svært for forældre, børn og unge at forstå og overskue, hvad der sker, og hvilke konsekvenser det får for dem. Anvendelse af foranstaltninger, der kan gennemføres tvangsmæssigt, er nærmere beskrevet i kapitel 13.

17. Servicelovens regler om støtte til børn og unge finder anvendelse på ethvert barn, der har ophold i Danmark.

Børn og unge, der opholder sig på asylcentre, vil som udgangspunkt høre under udlændingemyndighedernes område, men servicelovens bestemmelser finder stadig anvendelse på disse børn og unge. Udlændingeservice fastsætter med udgangspunkt i servicelovens bestemmelser og i samarbejde med kommunalbestyrelserne niveauet for de sociale foranstaltninger, der iværksættes i forhold til børn, der opholder sig på asylcentre. Udlændingeservice og indkvarteringscentrene har ansvaret for at sikre, at kommunerne underrettes om asylansøgerbørn, der har et særligt behov for støtte. Når personalet i for eksempel skole eller dagtilbud observerer, at et barn eller en ung ikke trives, og at der er grund til at antage, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte efter servicelovens kapitel 11, underrettes kommunen, så de evt. nødvendige foranstaltninger kan iværksættes i samarbejde med kommunen. Kommunalbestyrelsen har kompetencen til at afgøre, hvilke foranstaltninger, der skal iværksættes. Udgifterne til de iværksatte foranstaltninger afholdes af Udlændingeservice.

Repræsentanter efter udlændingelovens § 56a har på samme måde som en forældremyndighedsindehaver kompetence til at give samtykke til foranstaltninger efter servicelovens regler om støtte til børn og unge.

Sammenhængende børnepolitik

 
Serviceloven
§ 19. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at de opgaver og tilbud, der omfatter børn, unge og deres familier, udføres i samarbejde med forældrene og på en sådan måde, at det fremmer børns og unges udvikling, trivsel og selvstændighed. Dette gælder både ved udførelsen af det generelle og forebyggende arbejde og ved den målrettede indsats over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med et andet særligt behov for støtte.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal udarbejde en sammenhængende børnepolitik, der har til formål at sikre sammenhængen mellem det generelle og forebyggende arbejde og den målrettede indsats over for børn og unge med behov for særlig støtte. Den sammenhængende børnepolitik skal udformes skriftligt, vedtages af kommunalbestyrelsen og offentliggøres.
Stk. 3. Som en del af den sammenhængende børnepolitik, jf. stk. 2, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en plan for en sammenhængende indsats over for ungdomskriminalitet.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at den indsats, der iværksættes efter denne lov over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med et andet særligt behov for støtte, sættes i sammenhæng med den indsats, der iværksættes over for de samme børn og unge efter anden lovgivning.
 

18. I servicelovens § 19 angives, at det er centralt at se hele den kommunale indsats på børne- og ungeområdet i en sammenhæng.

Det angives, at målet for indsatsen over for børn og unge principielt er det samme, uanset om barnets eller den unges behov er af generel eller særlig karakter. Det understreges således, at den særlige indsats over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller et andet særligt behov for støtte bygger på de generelle tilbud.

Kommunalbestyrelsen skal efter bestemmelsen sikre, at den indsats over for børn og unge og deres familier, der iværksættes efter serviceloven, indgår som en del af den samlede indsats over for børn og unge. Den indsats, der iværksættes overfor udsatte børn og unge, skal dermed være sammenhængende og udføres på tværs af lovgivning, administrative strukturer og faglige kompetencer.

Bestemmelsen lægger op til, at det i forbindelse med iværksættelse af hjælpeforanstaltninger vurderes, i hvilken udstrækning de generelle tilbud i kommunen kan bidrage til at støtte op om indsatsen for børn og unge med behov for særlig støtte. Eksempelvis kan barnets dagtilbud inddrages både før, under og efter iværksættelsen af særlig støtte, så den kan udgøre et alternativ eller supplement til hjælpeforanstaltninger efter kap. 11 i lov om social service. Det kan bl.a. dreje sig om ekstra pædagogtimer til barnet, at personalet vejleder familien eller lignende.

Den sammenhængende børnepolitik, servicelovens § 19, stk. 2

19. Servicelovens § 19, stk. 2, forpligterkommunalbestyrelsen til at udarbejde en sammenhængende børnepolitik. Formålet er at sikre, at den enkelte kommunalbestyrelse opstiller retningslinjer for, hvordan der lokalt kan opnås sammenhæng mellem det generelle forebyggende arbejde og den målrettede indsats over for børn og unge med behov for særlig støtte, herunder børn og unge med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Den sammenhængende børnepolitik skal således være med til at sikre en tidlig indsats og sikre, at kommunalbestyrelsen lever op til forpligtigelsen om at yde hjælp efter denne lov i forbindelse med den indsats, der iværksættes over for de samme børn og unge efter anden lovgivning. I den forbindelse er det bl.a. vigtigt, at systemet er tilstrækkeligt rummeligt til, at der ikke sker en uhensigtsmæssig udstødelse af børn og unge med vanskeligheder.

Den sammenhængende børnepolitik skal altså beskrive, hvordan der i kommunen sikres sammenhæng mellem de forskellige sektorer, f.eks. dagtilbud, skole, sundhedssektor og den frivillige sektor og den særlige støtte til børn og unge. Her kan det være relevant at inddrage kommunens tværfaglige grupper, og SSP-samarbejdet (SSP er et samarbejde mellem skole, socialforvaltning og politi, hvis mål er at forebygge kriminalitet blandt børn og unge). Der henvises endvidere til punkt 363-366 om SSD-samarbejdet (SSD er et forebyggende samarbejde om den tidlige indsats mellem socialforvaltning, skole, sundhedspleje og dagtilbud). I forbindelse med udarbejdelsen af den sammenhængende børnepolitik kan kommunalbestyrelsen hente inspiration i FN´s Børnekonvention, som Danmark, og dermed også kommunerne, har forpligtet sig til at efterleve. Konventionen omhandler langt de fleste aspekter af børn og unges hverdag og deres grundlæggende rettigheder. Der kan også hentes inspiration i FN’s handicapkonvention, og der kan i denne forbindelse særligt henvises til konventionens artikel 7 om børn med funktionsnedsættelse.

Kommunalbestyrelsen beslutter selv, hvor ofte den sammenhængende børnepolitik skal revideres. Dette kan f.eks. ske i forbindelse med, at en ny kommunalbestyrelse træder til, eller hvis kommunalbestyrelsen ønsker at sætte fokus på eller udarbejde en ny politik på området.

Den sammenhængende børnepolitik udformes skriftligt og offentliggøres, f.eks. på kommunens hjemmeside eller på anden måde, som kommunalbestyrelsen finder hensigtsmæssigt. Kommunalbestyrelsen kan med fordel overveje, om den sammenhængende børnepolitik bør formidles på anden vis. Der er ikke herudover formkrav til den sammenhængende børnepolitik.

Indholdet i den sammenhængende børnepolitik i forhold til dagtilbud, skole og den forebyggende indsats

20. Som et led i udarbejdelsen af den sammenhængende børnepolitik skal kommunalbestyrelsen beskrive den rolle, som dagtilbuddene og skolen har til formål at spille i den forebyggende indsats, herunder dagtilbuds og skolers rummelighed i forhold til børn og unge med vanskeligheder. Der kan f.eks. være behov for, at kommunalbestyrelsen er særligt opmærksom på indsatsen i dagtilbud, der ligger i belastede områder. Hvis et dagtilbud har en særlig høj andel af børn med sociale problemer, bør kommunen således overveje, om der er behov for særlige initiativer – f.eks. differentieret normering - for at sikre, at dette tilbud kan tilgodese børnenes behov.

Derudover spiller dagtilbudene en vigtig rolle i forhold til barnets overgang til skolesystemet, og dagtilbudene skal aktivt være med til at forberede barnet på overgangen til skolen. Især i forhold til børn med særlige behov kan det være nødvendigt med en særlig indsats for at sikre en smidig overgang mellem dagtilbud indbyrdes og mellem dagtilbud og skole.

Har et barn i løbet af vuggestue- eller børnehavetiden haft særlige problemer, skal det overvejes, om der er behov for at formidle viden og erfaringer om dette barns situation videre til et nyt dagtilbud eller til skolesystemet. Der vil således være situationer, hvor viden om det udsatte barns særlige situation og erfaringerne med indsatsen i forhold til dette barn vil være nyttig i forhold til at skabe en sammenhæng i indsatsen. Det bør dog samtidig vurderes, om oplysningerne om barnets situation kan være med til at fastholde og stigmatisere barnet, og derved forhindre barnet i at få lov at starte på en frisk. Derfor vil der altid skulle foretages en konkret vurdering af, hvad der er mest hensigtsmæssigt for det enkelte barn. Den sammenhængende børnepolitik kan med fordel indeholde overordnede retningslinjer for, hvordan dagtilbud og skole sikrer videregivelse af relevante oplysninger om det enkelte barn, sikrer at det enkelte barn får en hensigtsmæssig overgang mellem institutionerne og sikrer, at der generelt er et godt tværfagligt samarbejde mellem daginstitutioner og skoler.

Indholdet i den sammenhængende børnepolitik

21. I den sammenhængende børnepolitik skal kommunalbestyrelsen inddrage de spørgsmål, som den finder relevante for at sikre en sammenhængende, tidlig og effektiv indsats. Kommunalbestyrelsen kan f.eks. inddrage tilrettelæggelsen af sundhedsplejerskernes indsats, tilrettelæggelsen af det tværfaglige samarbejde, kommunens organisatoriske strukturer, relationen til det frivillige sociale arbejde m.v.

Kommunalbestyrelsen kan også bruge den sammenhængende børnepolitik til at sikre, at oplysninger, der findes ét sted i den kommunale forvaltning, og som kan have betydning for vurderingen af, om der er behov for særlig støtte i forhold til et konkret barn eller en konkret ung, f.eks. om, at en familie er blevet sat ud af sit lejemål, gives videre til den relevante del af den kommunale forvaltning.

Sager om overgreb mod børn er heldigvis ikke almindelige, men kan være meget svære at håndtere. Det vil derfor ofte være en stor hjælp for ansatte i dagtilbud, skoler, sagsbehandlere m.v., hvis der i forbindelse med udarbejdelsen af den sammenhængende børnepolitik er udarbejdet retningslinjer eller et beredskab for håndteringen af denne type sager, herunder om underretning, tilbud om behandling, anmeldelse til politiet m.v.

Derudover kan den sammenhængende børnepolitik anvendes til, at kommunalbestyrelsen formulerer klare mål for indsatsen overfor børn og unge med behov for særlig støtte. Det kan eksempelvis være konkrete mål om, at ungdomskriminaliteten skal nedbringes med en given procent eller at skolefraværet skal reduceres med en given procent. Kommunalbestyrelsen kan da beskrive, hvilke indsatser der skal iværksættes for at nå hver af de konkrete mål samt beskrive procedurer for, hvordan og hvornår der skal følges op på målene. Derved bliver den sammenhængende børnepolitik også et redskab til at dokumentere politikkens virkning og reelle indflydelse.

Kravet om, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde en sammenhængende børnepolitik betyder, at det politiske niveaus forventninger til indsatserne i de kommunale sektorer synliggøres. Bestemmelsen danner således grundlag for udarbejdelsen af en gennemtænkt og hensigtsmæssig tilrettelæggelse af indsatsen og et bedre grundlag for det tværsektorielle samarbejde.

En sammenhængende indsats for børn og unge med funktionsnedsættelse

22. Bestemmelsen i 19, stk. 4, understreger, at kommunalbestyrelsen skal se den særlige indsats over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med kronisk eller langvarig lidelse i tæt sammenhæng med de generelle tilbud, der iværksættes over for de samme børn og unge efter anden lovgivning.

Kommunalbestyrelsen skal sikre, at den indsats over for børn og unge samt deres familier, der iværksættes efter denne lov, indgår som en del af den samlede indsats over for børn og unge. Bestemmelsen lægger således op til en samlet indsats, der på tværs af lovgivningen, administrative strukturer og faglige kompetencer skal opfylde det overordnede formål.

Dette betyder, at indsatsen efter serviceloven må tilrettelægges i sammenhæng med den indsats, der iværksættes f.eks. efter lov om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge og som led i pædagogisk-psykologisk rådgivning efter folkeskoleloven. Der tilsigtes således en styrkelse af det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde til gavn for alle børn og unge.

Det er meget vigtigt, at de tilbud, der omfatter børn og unge med nedsat funktionsevne og kronisk/langvarig lidelse udføres i samarbejde med forældrene. Det er familien, der har problemerne tæt på, og som kan bidrage med viden om, hvordan dagligdagen former sig. Uanset hvad problemerne er for barnet eller den unge og deres familie, er barnet eller den unge en del af familien, og det er væsentligt at betragte familien som enhed, også når det gælder børn og unge med nedsat funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse.

Det er ligeledes vigtigt, at begrundelserne, formålet med indsatsen, det forventede forløb samt de konsekvenser, der tilstræbes eller kan forudses, bliver beskrevet, så de er så tydelige som muligt for alle parter.

Det kan i den sammenhæng være et nyttigt redskab at udarbejde en skriftlig handleplan sammen med forældrene. Handleplanen kan angive, hvilken indsats der skal iværksættes, mål og varighed for indsatsen samt andre forhold, f.eks. hjælpemidler, dagtilbud, behandling mv. Handleplanen kan medvirke til at sikre en koordineret indsats, hvor alle involverede personer og instansers ansvar og forpligtelser klargøres. En handleplan kan også være et godt og nødvendigt redskab i forhold til overgangen til voksenalderen, jf. også vejledning nr. 1 til serviceloven punkt 100. Det bemærkes i den forbindelse, at kommunalbestyrelsen altid skal udarbejde en handleplan, før der træffes afgørelser om foranstaltninger efter §§ 52, 58 og 76, jf. servicelovens § 140.

Den sociale indsats over for familier med børn med funktionsnedsættelse er ofte meget omfattende og indgribende i familiens liv. Forskellige undersøgelser peger på, at det er ret afgørende for familiernes tilfredshed med indsatsen, at kommunalbestyrelsen tilbyder en koordineret indsats. For at imødekomme dette er der nogle kommuner, der tilbyder familierne en ordning med en koordinerende sagsbehandler. Denne sagsbehandler fungerer som familiens indgang til forvaltningen og sørger for kontakten til de øvrige dele af forvaltningen. Endvidere etablerer nogle kommuner teams omkring barnet eller den unge, hvor der udpeges en koordinator i teamet. Endelig kan der henvises til familievejlederordningen, jf. kapitel 5.

Nedsættelse af børn og unge-udvalg

23. Efter § 18 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven) skal kommunalbestyrelsen nedsætte et børn og unge-udvalg til at træffe afgørelse i de sager, der er opregnet i servicelovens § 74.

Efter § 19, stk. 1, i retssikkerhedsloven består udvalget af fem medlemmer. De to medlemmer vælges af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer. Der skal endvidere udpeges en byretsdommer fra retskredsen samt to pædagogisk-psykologisk sagkyndige. Er der flere dommere i retskredsen, bestemmer Domstolsstyrelsen, hvem af disse der skal modtage hvervet. De pædagogisk-psykologisk sagkyndige udpeges af statsforvaltningen for en periode på fire år, som svarer til den kommunale valgperiode. Denne periode forhindrer ikke, at statsforvaltningen udpeger de samme sagkyndige i flere valgperioder. Der er ikke krav om, at de pædagogisk-psykologisk sagkyndige være af en bestemt uddannelse, og de kan således have en baggrund som eksempelvis pædagog, skolelærer, børnepsykolog eller en lægefaglig baggrund som børnepædiater eller -psykiater, og være kvalificeret til opgaven gennem erfaring eller efteruddannelse inden for området. Statsforvaltningen står ved udpegningen inde for, at det er en person med særlig børnefaglige kompetencer. Udover at være medlem af udvalget med stemmeret skal den børnesagkyndige yde udvalget vejledning om, hvorvidt der er indhentet de fornødne sagkyndige udtalelser og undersøgelser om barnet og dets forældre. Ud fra en bedømmelse af de foreliggende oplysninger om barnets eller den unges person og familie skal den sagkyndige vejlede om, hvilke foranstaltninger der må anses for bedst egnede til at fremme barnets eller den unges udvikling i det enkelte tilfælde.

Efter samme regler vælges og udpeges tillige for hvert medlem en stedfortræder, der indkaldes til at give møde, når medlemmet selv er forhindret i at møde. Stedfortræderen kan agere som stedfortræder i flere kommuner.

24. Efter retssikkerhedslovens § 19, stk. 3, kan den pædagogisk-psykologisk sagkyndige, som udpeges efter § 19, stk. 1, nr. 3, ikke deltage i behandling af andre sager vedrørende samme person eller samme familie inden for den offentlige forvaltning, herunder behandlingen af sager i statsforvaltningen og klagesager. I tilfælde af inhabilitet indtræder en stedfortræder for den pædagogisk-psykologisk sagkyndige i børn og unge-udvalget.

Bestemmelsen i stk. 4 skal sikre børn og unge-udvalget en særlig - og uafhængig - status i forhold til det udvalg, der varetager opgaverne vedrørende børns og unges sociale forhold i øvrigt. Børn og unge-udvalget er en selvstændig forvaltningsmyndighed og har ingen overordnede funktioner i forhold til den kommunale forvaltning.

25. Ifølge retssikkerhedslovens § 21, stk. 1, fastsætter socialministeren forretningsorden for børn og unge-udvalget og kan herunder dispensere fra kravet i § 19, stk. 2, om, at der for hvert medlem udpeges en stedfortræder, jf. Socialministeriets bekendtgørelse af forretningsorden for børn og unge-udvalgene, som kan findes på www.retsinformation.dk.

26. Efter bekendtgørelsens § 1, stk. 6 kan socialministeren endvidere efter ansøgning godkende, at der udpeges mere end en stedfortræder for hvert medlem af udvalget. Denne mulighed forudsættes anvendt i et meget begrænset antal tilfælde, idet dispensationsbestemmelsen tager sigte på enkelte af de største kommuner, hvor antallet af møder i børn og unge-udvalget har et sådant omfang, at det er forbundet med store vanskeligheder at beramme møder, og hvor medlemmerne og stedfortræderne kan have en vis oparbejdet erfaring, uanset at antallet af stedfortrædere øges.

27. Dommeren og de pædagogisk-psykologisk sagkyndige er egentlige medlemmer af udvalget med stemmeret. Dommeren og de pædagogisk-psykologisk sagkyndige har i kraft af deres særlige sagkundskab tillige en vejledningsopgave i udvalget. Da de sagkyndige er tillagt særlige funktioner i udvalget, fastsættes i udvalgets forretningsorden, jf. § 7, stk. 1, i bekendtgørelsen, at udvalget kun er beslutningsdygtigt, når både dommeren og de pædagogisk-psykologisk sagkyndige eller disses stedfortrædere er til stede.

For så vidt angår de sagkyndiges særlige opgaver i børn og unge-udvalget henvises til kapitel 15.

28. Børn og unge-udvalget vælger selv sin formand og næstformand blandt de medlemmer, der er valgt af kommunalbestyrelsen. Det er formanden for børn og unge-udvalget eller i dennes fravær næstformanden, der træffer foreløbige beslutninger efter servicelovens § 75, jf. kapitel 15 Formanden eller næstformanden for børn og unge-udvalget skal altid være til at komme i kontakt med.

Kommunalbestyrelsen sørger for, at den fornødne sekretariatsbistand er til rådighed for udvalget. Der er ikke særlige krav i loven eller i forretningsordenen med hensyn til placeringen af sekretariats-funktionen for børn og unge-udvalget.

Efter bekendtgørelsens § 7, stk. 3, må kun udvalgets medlemmer og protokolføreren deltage i mødet under voteringen. Sagsbehandleren eller andre, der har beskæftiget sig med sagen i forvaltningen, kan således ikke deltage i mødet under voteringen. Der vil derimod ikke være noget i vejen for, at udvalget indkalder sagsbehandleren eller andre til mundtligt at redegøre for sagen, inden der træffes afgørelse, men forældrene, deres advokat og eventuelle andre parter har krav på at blive orienteret om, hvad forvaltningen mundtligt har oplyst.

Efter retssikkerhedslovens § 21, stk. 2, fastsætter socialministeren regler om vederlag til formanden og de øvrige medlemmer der er valgt af kommunalbestyrelsen.

For så vidt angår de sager, der skal forelægges børn og unge- udvalget, henvises til kapitel 13.

29. Det børn og unge-udvalg, som er nedsat efter retssikkerhedslovens § 18, er en selvstændig forvaltningsmyndighed i forvaltningslovens forstand og dermed omfattet af reglerne om videregivelse af oplysninger i persondatalovens § 5, stk. 1-3, §§ 6-8, § 10, § 11, stk. 1, § 38 og § 40, jf. persondatalovens § 1, stk. 3, hvoraf det (også) fremgår, at Datatilsynet i overensstemmelse med lovens kapitel 16 fører tilsyn med manuel og elektronisk videregivelse af personoplysninger til en anden forvaltningsmyndighed. Da det imidlertid er en forudsætning for udvalgets virksomhed, at udvalget får de oplysninger, der er nødvendige for, at sagen kan afgøres i overensstemmelse med de i serviceloven opstillede krav, er videregivelse af oplysningerne berettiget. Se punkt 390-94 for yderligere vejledning om børn og unge-udvalget. Se også § 8, stk. 3 i persondataloven om videregivelse af personoplysninger.

Rådgivning

 
Serviceloven
§ 11. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at forældre med børn og unge eller andre, der faktisk sørger for et barn eller en ung, kan få en gratis familieorienteret rådgivning til løsning af vanskeligheder i familien. Kommunalbestyrelsen er forpligtet til ved opsøgende arbejde at tilbyde denne rådgivning til enhver, som på grund af særlige forhold må antages at have behov for det. Tilbuddet om rådgivning skal også omfatte vordende forældre.
Stk. 2. Såvel forældre som børn og unge, der alene søger rådgivning efter stk. 1, skal kunne modtage denne anonymt og som et åbent tilbud.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal, når det må anses for at være af væsentlig betydning for et barns eller en ungs særlige behov for støtte, tilbyde:
1) konsulentbistand til børn, unge og familier med hensyn til børn eller unges forhold og
2) rådgivning om familieplanlægning
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde gratis rådgivning, undersøgelse og behandling af børn og unge med adfærdsvanskeligheder eller nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne samt deres familier. Opgaverne kan varetages i samarbejde med andre kommuner.
Stk. 5. Socialministeren fastsætter nærmere regler om familievejledningen.
 

30. Kommunen skal tilbyde gratis rådgivning til børn og unge og deres forældre, andre personer, der faktisk sørger for et barn eller en ung samt vordende forældre, og kommunen er forpligtet til ved opsøgende virksomhed at rette sådant et tilbud til enhver, som må antages at trænge hertil. Kommunen må derfor bl.a. rette sit opsøgende arbejde mod særligt truede grupper af børn og unge.

Der kan f.eks. være grund til at være mere opmærksom på særlige vanskeligheder hos unge med en anden etnisk baggrund end dansk. Et eksempel herpå kan være en ung, som har brug for rådgivning og støtte i forbindelse med familiens ægteskabsplaner for den unge eller i forbindelse med en overvejelse om at sende en ung på genopdragelsesrejse i forældrenes oprindelsesland. Der henvises til Rapport fra juni 2006 om en styrket indsats mod genopdragelsesrejser og andre længerevarende udlandsophold af negativ betydning for herværende børns skolegang og integration udgivet af Ministeriet for Flygtninge og Indvandrere og Integration. Der kan i en sådan situation også være brug for et rådgivningstilbud til familien. Der skal således være adgang til en familieorienteret rådgivning for både enkeltmedlemmer og hele familien, også uden at der er iværksat eller skal iværksættes andre former for støtte. Ved en familieorienteret rådgivning forstås, at der kan rådgives om alle aspekter, der har betydning for børn, unge og deres familier. Rådgivningen kan i den forbindelse bestå i, at barnet, den unge og familien henvises til andre afdelinger i kommunen eller andre relevante myndigheder, som vil kunne yde den relevante rådgivning og vejledning. Viser det sig i forbindelse med rådgivningen, at der er behov for anden form for støtte, finder enten servicelovens § 11, stk. 3-4, jf. nedenfor i punkt 40 og 106-114 eller bestemmelserne i lovens kapitel 11 anvendelse.

Der oprettes ingen sag i anledning af en henvendelse om rådgivning fra barnet, den unge eller de vordende forældre, og der er ikke notatpligt, når det kun er rådgivning, der ønskes og udføres. Reglen om notatpligt i offentlighedslovens § 6 gælder således ikke, når rådgivningen ikke har sammenhæng med en afgørelse.

Rådgivningen efter servicelovens § 11, stk. 1, skal kunne ydes som et anonymt og åbent tilbud til vordende forældre samt forældre, børn og unge, der alene søger rådgivning. At rådgivningen skal kunne ydes som et åbent tilbud indebærer, at alle frit skal kunne henvende sig alene med det formål at blive rådgivet. Adgangen til anonym rådgivning betyder, at der ikke kan stilles krav til den, der alene søger rådgivning, om at opgive navn eller andre data.

Særligt om rådgivning af børn og unge

31. Adgangen og retten til rådgivning, herunder muligheden for anonym rådgivning og rådgivning som et åbent tilbud, omfatter også børn og unge. Som et supplement til den tidlige og forebyggende indsats kan det være relevant for kommunen at udbrede kendskabet til rådgivningen direkte til børn og unge i kommunen. Almindelig rådgivning efter servicelovens § 11, stk. 1 og 2, kræver ikke, at der foreligger tilladelse fra forældremyndighedsindehaveren. Et barn eller en ung har således ret til åben og anonym rådgivning på lige fod med forældremyndighedsindehaveren. Der er ingen aldersgrænse for retten til rådgivning. Mange børn og unge kan have behov for at fortælle om deres problemer til en voksen, der har tid til at lytte, og som kan give et godt råd. Dette behov afhænger mere af barnets eller den unges udvikling og modenhed end af den biologiske alder.

Den rådgivning, der kan blive tale om efter servicelovens § 11, stk. 1 og 2, er alene en rådgivning, der har til formål at hjælpe barnet eller den unge til selv at løse de problemer, som har givet anledning til henvendelsen.

Børn og unge har ligesom alle andre, der henvender sig om råd og vejledning efter servicelovens § 11, stk. 1 og 2, krav på, at oplysningerne ikke registreres eller videregives. Se ovenfor under punkt 30. Også for børn betyder adgangen til anonym rådgivning, at der ikke kan stilles krav til den, der alene søger rådgivning, om at opgive navn eller andre data.

En uddybende beskrivelse af den anonyme rådgivning findes i bogen »Anonym rådgivning af børn og unge - om telefonrådgivning, opsøgende socialt arbejde og åbne rådgivninger« af Ida Koch og Torben Bechmann Jensen, Socialministeriet 1999.

Placering af rådgivningen

32. Rådgivning som et åbent tilbud vil ofte med fordel kunne etableres i utraditionelle omgivelser, der er geografisk adskilt fra den almindelige kommunale forvaltning, f.eks. i familiehuse, familieværksteder, særlige ungdomsrådgivningscafeer el. lign. Dette kan medvirke til, at rådgivningen bliver udnyttet af enkeltpersoner eller familier, der ellers ikke ville være opmærksomme på denne mulighed, eller som ikke ønsker at henvende sig direkte til den kommunale forvaltning. Det bør desuden være et centralt placeret sted, så det er let tilgængeligt. Samtidig bør rådgivningstilbudet være fysisk og kommunikativt tilgængeligt for børn og unge med nedsat funktionsevne.

Anonymiteten i rådgivningen kan også sikres ved at etablere telefonrådgivning, hvor barnet eller den unge ikke behøver at være bange for at blive genkendt.

Ved vejledning af familier tilhørende etniske minoriteter bør kommunen være særlig opmærksom på de forhold, som familiens etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund giver anledning til.

Når der er behov for andet end rådgivning

33. Viser henvendelsen fra barnet eller den unge, at der er behov for andet end rådgivning, falder situationen helt uden for anvendelsesområdet for servicelovens § 11, stk. 1 og 2.

Hvis barnet eller den unge selv beder om hjælp, der ikke kan klares med rådgivning alene, og er barnet eller den unge indstillet på, at anonymiteten ophæves, gælder de almindelige regler for starten af en børnesag.

Er der tale om alvorlige problemer, som barnet eller den unge ikke umiddelbart selv kan løse, og fastholder barnet eller den unge sit ønske om at være anonym, må barnet eller den unge ikke presses til at opgive sin anonymitet, men rådgiveren må sikre sig, at barnet eller den unge får præcise oplysninger om, hvad der findes af hjælpemuligheder. Rådgivningen kan desuden bestå i, at barnet eller den unge får det råd at tale med en slægtning eller en anden voksen, som barnet eller den unge er tryg ved, om muligheden for at få hjælp. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at barnet eller den unge får at vide, at der kan tilbydes hjælp, og at det er nødvendigt at inddrage forældrene, hvis der skal ydes hjælp.

Hvis de problemer, som barnet eller den unge beskriver, er af en sådan karakter, at det giver anledning til meget alvorlig bekymring for barnets sikkerhed og udvikling, er myndighederne forpligtet til at gribe ind, uanset om det er en anonym rådgivning. Det er vigtigt, at barnet eller den unge bliver informeret om de skridt, der vil blive taget for at hjælpe med at løse problemerne. De almindelige regler for at starte en børnesag gælder i disse tilfælde. Der skal således indledes en undersøgelse efter reglerne i servicelovens § 50 for at afklare, om der er behov for egentlige foranstaltninger. Dette indebærer, at der er notatpligt med hensyn til de faktiske oplysninger, som forvaltningen kommer i besiddelse af, og at forældrene skal underrettes og inddrages. I sådanne tilfælde må kommunen være opmærksom på den særlige konflikt, som barnets eller den unges oplysninger kan give anledning til i forhold til forældrene, og det deraf følgende behov for at beskytte barnet eller den unge. En anmodning fra forældrenes side om aktindsigt må derfor altid føre til, at der foretages en konkret afvejning med henblik på vurderingen af, om forvaltningslovens bestemmelser om undtagelse fra aktindsigt kan bringes i anvendelse.

Rådgivning, undersøgelse og behandling efter servicelovens § 11, stk. 3

34. Kommunalbestyrelsen har efter servicelovens § 11 stk. 3, nr. 1, pligt til at give konsulentbistandtil forældre og børn og unge, som har behov for et længerevarende og mere konkret rådgivningstilbud, end hvad der kan ydes som rådgivning efter § 11, stk. 1 og 2. Rådgivningen kan således i højere grad målrettes de konkrete problemer, der søges om hjælp til, og der kan ydes støtte over en længerevarende periode, hvis der er behov herfor. Der kan f.eks. være tale om samlivsproblemer, opdragelsesproblemer, sociale eller psykiske problemer eller kriminalitet. Konsulentbistand efter § 11, stk. 3, forudsætter, at ydelsen er af væsentlig betydning for et barns eller en ungs særlige behov for støtte. Konsulentbistanden kan dermed tilbydes i de tilfælde, hvor det må antages, at bistanden er relevant i forhold til at løse konkrete, afgrænsede problemstillinger, som giver sig udslag i et særligt støttebehov hos barnet eller den unge.

Konsulentbistand rækker ud over det, den almindelige familieorienterede rådgivning kan give, f.eks. i form af tilbud om et forebyggende forældreprogram (som f.eks. De Utrolige År) eller i form af et afgrænset forløb med psykologbistand eller selvhjælpsgrupper. Dog retter konsulentbistand efter § 11, stk. 3, sig ikke i udgangspunktet mod problemer, der er så store, at der er behov for en børnefaglig undersøgelse eller for særlige foranstaltninger efter servicelovens kapitel 11. Hvis de problemer, som forældrene, barnet eller den unge beskriver, er af en sådan karakter, at der er anledning til yderligere bekymring for barnets eller den unges udvikling, er myndighederne således forpligtigede til at gribe ind, og de almindelige regler efter servicelovens kapitel 11 gælder således i disse tilfælde.

Der træffes ikke afgørelse om konsulentbistand efter den foreslåede § 11, stk. 3, og dermed er der heller ikke adgang til at klage over tilbuddet. Konsulentbistand forudsætter heller ikke en børnefaglig undersøgelse efter lovens § 50 eller udarbejdelse af en handleplan efter lovens § 140.

Det skal dog bemærkes, at konsulentbistand efter § 11, stk. 3, vil kunne ydes som opfølgning på en børnefaglig undersøgelse, også selv om undersøgelsen viser, at der ikke er grundlag for at iværksætte særlig støtte efter § 52.

35. Efter servicelovens § 11, stk. 3, nr. 2, kan kommunalbestyrelsen give rådgivning om familieplanlægning. Rådgivning om familieplanlægning kan således være en relevant del af rådgiverens eller sagsbehandlerens rolle. Det kan f.eks. være aktuelt i forbindelse med eventuel anden rådgivning af enlige og sårbare unge mødre, eller rådgivning af forældre, hvis børn er anbragte uden for hjemmet. Det kan også være tilfælde, hvor familiens/den enlige forælders situation er af en sådan karakter, at vedkommende med fordel kan overveje at vente med at få endnu et barn til familien eller den enlige forælder har tilstrækkeligt overskud til at kunne tage tilstrækkeligt vare på sig selv og barnet. Da der i disse tilfælde kan være en risiko for, at et nyt barn også vil skulle anbringes uden for hjemmet, kan det være nødvendigt at gå i dialog med familien om, hvordan dette kan undgås. Der er altså tale om rådgivning til personer, som i forvejen har et barn, der har behov for særlig støtte, eller hvor der på anden vis er formodning om, at et yderligere barn vil betyde, at et kommende barn eller det eller de eksisterende børn ikke vil få tilstrækkelig omsorg. Formålet er at forebygge risikoen for, at en familie får flere børn, som efterfølgende kan komme i fare for også at blive anbragt.

Hvis der i forbindelse med rådgivning om familieplanlægning også gives konkret rådgivning om prævention, bør der lægges vægt på at hjælpe med at vælge en præventionsform, som passer til kvindens præferencer og livsstil. Der er alene tale om rådgivning og dialog om muligheden for prævention generelt. Specifik rådgivning om valg af konkrete præventionsformer, herunder også helbredsundersøgelse, vejledning i anvendelse af præventionsmidlet og udskrivning af recepter foretages fortsat af sundhedspersonale som f.eks. den praktiserende læge.

Der kan efter servicelovens § 52 a ydes støtte til udgifter, som følger af vejledning vedrørende barnet eller den unge, forældrene får som led i konsulentbistanden efter § 11, stk. 3.

I de tilfælde, hvor der er er tale om familier med anbragte børn, vil der som udgangspunkt allerede være gennemført børnesamtaler med disse børn. Da støtten i en vis forstand gives med henvisning til et endnu ikke undfanget barn, vil det naturligt nok ikke være relevant med en børnesamtale i dette tilfælde.

Det skal understreges, at der kun er tale om rådgivning og dialog med familien eller den enlige mor, og at det derfor forudsættes, at den pågældende familie eller enlige forælder er indforstået hermed.

Rådgivning, undersøgelse og behandling efter servicelovens § 11, stk. 4

36. Kommunalbestyrelsen har efter servicelovens § 11, stk. 4, en forpligtelse til at yde gratis rådgivning til børn og unge med adfærdsmæssige problemer eller med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser og deres familier. Rådgivningen rækker ud over den »familieorienterede rådgivning til løsning af vanskeligheder i familien«, jf. servicelovens § 11, stk. 1, men angår på den anden side ikke problemer, der er så store, at der skal sættes foranstaltninger i værk efter servicelovens kapitel 11.

Udover rådgivningen har kommunalbestyrelsen desuden efter bestemmelsen en forpligtelse til at tilbyde undersøgelse og behandling. Den behandling, der kan være tale om efter bestemmelsen, kan f.eks. være psykologsamtaler, fysio- eller ergoterapeutisk behandling. Der kan blandt andet ydes genoptræning til børn og unge, hvis genoptræningen ikke kan ydes efter anden lovgivning.

Kommunalbestyrelsens forpligtelse efter servicelovens § 11, stk. 3, er et supplement til forpligtelsen til at foretage en undersøgelse efter servicelovens § 50 og til at tilbyde behandling af barnets eller den unges problemer efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 3. Det betyder, at hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at et barn eller en ung har behov for særlig støtte, så skal der gennemføres en undersøgelse efter servicelovens § 50, og evt. iværksættes foranstaltninger efter servicelovens § 52.

Undersøgelsen kan foretages efter § 11, stk. 4, hvis barnets eller den unges problemer ikke er så store, at betingelserne for særlig støtte efter servicelovens kapitel 11 er opfyldt, eller hvis den hjælp, der er behov for, er hjælp efter bestemmelserne om tilbud til børn og unge med funktionsnedsættelse, jf. kapitlerne 5-10 i denne vejledning.

Målgruppen for rådgivning, undersøgelse og behandling efter § 11, stk. 3, er derfor de børn, unge og familier, der har sociale og adfærdsmæssige problemer, der ikke er så store endnu, at der bliver tale om foranstaltninger efter lovens kapitel 11, samt børn og unge med funktionsnedsættelse, som ikke har behov for foranstaltninger, men for andre former for støtte. Der kan f.eks. være tale om børn med funktionsnedsættelse, der skal have dækket merudgifter, hvor der i den forbindelse er behov for en vurdering af behovet eller børn med mindre adfærdsmæssige vanskeligheder, f.eks. på grund af et konkret traume, der kan håndteres ved nogle få psykologsamtaler.

Formålet med rådgivning, undersøgelse og behandling efter § 11, stk. 3, er således dels at afhjælpe de problemer, der allerede eksisterer, og som i nogle tilfælde kan have forbigående karakter, fordi de f.eks. er opstået i forbindelse med en ulykke, dels at forebygge at problemerne vokser sig større, så der ikke senere bliver behov for at tage mere alvorlige foranstaltninger i anvendelse.

Om servicelovens almindelige bestemmelser om rådgivning henvises der til vejledning nr. 1 til lov om social service om formål, målgrupper, rådgivning mv.

Andre rådgivningstilbud

37. Det er vigtigt, at kommunerne også er opmærksomme på den rådgivning, der er i andre sammenhænge.

Eksempelvis er der udover rådgivning i medfør af servicelovens § 11 mulighed for rådgivning for børn og forældre i forbindelse med skolen. Det er pædagogisk psykologisk rådgivning, der normalt forkortes PPR. Der kan henvises til Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 885 af 7. juli 2010 om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand og til Undervisningsministeriets vejledning nr. 4 af 21. januar 2008 om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Kommunerne har mulighed for at udvide omfanget af PPR, så den omfatter alle dele af hverdagen for børn i daginstitution og for skolesøgende børn.

Hertil kommer den rådgivning, der ydes til forældre og børn af statsforvaltningerne i forbindelse med etablering af samvær eller aftaler om forældremyndighed ved samlivsophævelse. Der kan i øvrigt henvises til forældreansvarsloven. Kommuner og statsforvaltninger bør informere hinanden om, hvilke rådgivningstilbud de har.

Endvidere skal kommunalbestyrelsen efter sundhedslovens § 122 vederlagsfrit tilbyde alle børn og unge med særlige behov en øget indsats indtil undervisningspligtens ophør, herunder øget rådgivning samt yderligere forebyggende undersøgelser ved sundhedsplejerske eller læge. Med henblik på at tilgodese børn og unge med særlige behov, skal kommunalbestyrelsen efter sundhedslovens § 123 oprette en tværfaglig gruppe, der skal sikre, at den enkeltes udvikling, sundhed og trivsel fremmes, og at der i tilstrækkeligt omfang formidles kontakt til lægefaglig, psykologisk og anden sagkundskab.

Herudover findes der forskellige former for rådgivning i privat regi, der retter sig mod både børn og voksne, og hvor det er vigtigt, at kommunen er opmærksom på disse tilbud. Der findes bl.a. netbaseret rådgivning og telefonrådgivning til børn, mens der er foreninger, der retter deres arbejde mod forældre og pårørende. Rådgivningerne er ofte etableret af organisationer eller foreninger, der anvender hel eller delvis frivillig arbejdskraft. Private rådgivningsmuligheder udgør et vigtigt supplement til de kommunale tilbud, men fritager ikke kommunalbestyrelsen for pligten til at yde rådgivning.

På handicapområdet kan henvises til Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet, DUKH, som yder gratis og uvildige rådgivningstilbud.

VISO

38. Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation – VISO – bistår kommuner, regionale tilbud og borgere med gratis vejledende specialrådgivning i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager, hvor den fornødne ekspertise ikke kan forventes at være til stede i den enkelte kommune.

Om VISO henvises der i øvrigt til Vejledning 1 til lov om social service om formål, målgrupper, rådgivning m.v.

Regionernes opgaver vedrørende børn og unge

39. Om regionernes opgaver henvises til Vejledning 1 til lov om social service om formål, målgrupper, rådgivning m.v.

Inddragelse af forældre uden del i forældremyndigheden

40. I en del af de familier, hvor der er behov for særlig støtte, vil der være tale om, at den ene forælder har forældremyndigheden alene. Hvis der skal træffes en afgørelse om foranstaltninger efter serviceloven, træffes beslutningen herom kun i forhold til forældremyndighedsindehaveren. Derfor er det som udgangspunkt alene forældremyndighedsindehaveren, der er part i sagen. Den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, er dog part i afgørelser, der gælder dennes ret til at bevare kontakten til barnet eller den unge, og har ret til at klage over afgørelser, der begrænser kontakten eller, hvor der gives afslag på støtte til samvær, som forældremyndighedsindehaveren har givet samtykke til.

Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på de ressourcer, der kan ligge hos den anden forælder. Når familieforholdene skal afdækkes som led i servicelovens børnefaglige undersøgelse efter § 50, indebærer det bl.a., at forholdet til eventuelle forældre uden del i forældremyndigheden skal afdækkes, se evt. punkt 270. Forældre uden del i forældremyndigheden vil kunne spille en positiv rolle for barnet og det er derfor vigtigt at trække på de eventuelle ressourcer, der findes her.

Derudover skal kommunen være opmærksom på, at den almindelige adgang til at få information om barnets eller den unges forhold, som fremgår af forældreansvarslovens § 23, også finder anvendelse, når det drejer sig om et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet. Det betyder, at den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, har ret til efter anmodning at blive orienteret om barnets forhold fra skoler, børneinstitutioner samt fra social- og sundhedsvæsenet. Myndighederne kan ikke uopfordret videregive oplysninger, da forælderen selv skal tage initiativ til at bede de relevante myndigheder om oplysningerne. Myndigheden kan beslutte, at forælderen ikke skal have en orientering, hvis det vil være til skade for barnet. Statsforvaltningen kan endvidere beslutte, at forælderen ikke skal have adgang til at få en orientering om barnet, hvis adgangen bliver misbrugt. Adgangen til at få information omfatter alene oplysninger, der vedrører barnet og ikke oplysninger om forældremyndighedsindehaverens forhold. Se i øvrigt nærmere i vejledning nr. 9859 af 6. september 2007 om forældremyndighed og barnets bopæl.

Samarbejde mellem statsforvaltning og kommuner

41. I sager, hvor kun den ene forælder har forældremyndigheden, kan der være behov for et samarbejde mellem statsforvaltningen og kommunen, f.eks. hvis begge myndigheder skal undersøge barnets forhold.

Hvis forældrene søger statsforvaltningen om overførsel af forældremyndigheden fra den ene forælder til den anden i forbindelse med en anbringelsessag, kan det være relevant, at kommunen og statsforvaltningen samarbejder om at få afdækket, om en overførsel vil være til barnets bedste. Dette indebærer bl.a. et samarbejde omkring en evt. undersøgelse af forældrenes forhold.

42. Når der skal udveksles oplysninger mellem kommunen og statsforvaltningen, er det vigtigt, at der søges indhentet samtykke fra forældrene, jf. retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 1, da det er et godt udgangspunkt for det fortsatte samarbejde med forældrene. Hvis det ikke er muligt at få samtykke til at indhente oplysninger i en sag om særlig støtte til børn og unge, kan kommunalbestyrelsen indhente oplysninger fra statsforvaltningen uden samtykke med hjemmel i retssikkerhedslovens § 11 c, hvis det er nødvendigt for sagens behandling. Statsforvaltningen har mulighed for at bede kommunen om oplysninger, selv om der ikke er opnået samtykke fra forældrene, hvis det skønnes at være nødvendigt af hensyn til barnet eller den unge.

Hvis statsforvaltningen beder om en vurdering af en families forhold i forbindelse med, at forældremyndigheden søges overdraget til en tredjemand, er kommunen forpligtet til at videregive de relevante oplysninger, hvis de er i besiddelse af dem. Adgangen til at indhente oplysninger reguleres af forvaltningsloven §§ 28 og 29 og persondataloven § 6 stk. 1 nr. 6, § 7 stk. 2 nr. 4 og § 8 stk. 1-3 (§§ 6 og 8 er sidestillede). Når kommunen videregiver oplysninger fra børnesagen til statsforvaltningen, vil disse oplysninger blive omfattet af retten til partsaktindsigt, jf. forvaltningslovens § 9. Retten til aktindsigt kan begrænses efter forvaltningsloven § 15, hvis der er afgørende hensyn til andre private interesser, herunder hensynet til barnet eller den unge eller den anden forælder, der taler imod det.

Samvær med forældre uden del i forældremyndigheden

43. En afgørelse om samvær, der er truffet af statsforvaltningen, ophæver eller indskrænker ikke kommunalbestyrelsens tilsynspligt over for det barn eller den unge, som sagen vedrører. Hvis kommunen i forbindelse med barnets eller den unges ophold i kommunen på grund af samvær med en forælder bliver opmærksom på, at barnet kan have behov for støtte, må kommunen undersøge sagen gennem indhentelse af oplysninger fra parterne og eventuelt andre myndigheder, herunder f.eks. statsforvaltningen. Kommunen har efter retssikkerhedslovens § 11c krav på at få de nødvendige oplysninger udleveret. Hvis det på baggrund af de indhentede oplysninger viser sig, at der er behov for støtte under samværet eller, at det ikke er forsvarligt at gennemføre samværet, skal kommunen underrette forældremyndigheds-indehaverens opholdskommune, så der kan foretages en vurdering af et evt. behov for støtte til samværet.

Hvis statsforvaltningen eller kommunen bliver opmærksom på, at der er behov for særlig støtte i forbindelse med samvær for en forælder uden del i forældremyndigheden, kan det være relevant at koordinere indsatsen. Statsforvaltningerne kan have foranstaltet overvåget samvær i en periode, men da statsforvaltningerne i praksis sjældent etablerer en permanent ordning, må kommunen træde til, f.eks. i form af at give barnet en støtteperson, som kan være til stede under samværet, hvis det fortsat skønnes, at barnet har udbytte af samværet, og det på den baggrund besluttes, at samværet skal fortsætte, selv om samværet er problematisk. Kommunalbestyrelsen kan ikke fortsætte eller fastsætte overvåget samvær på samme måde som statsforvaltningen, men kan med forældremyndighedsindehaverens samtykke tilbyde andre støtteforanstaltninger efter servicelovens § 52. Kommunalbestyrelsen kan inden for viften af foranstaltninger i servicelovens § 52, stk. 3, tilbyde den hjælp, som er nødvendig ud fra barnets individuelle behov. Det kan f.eks. dreje sig om familiebehandling eller konsulentbistand. Samværsforælderen kan klage over en afgørelse om støtte til samvær efter servicelovens § 52, da pågældende har en væsentlig retlig interesse i afgørelsen.

Kommunalbestyrelsen kan også yde støtte til en kontaktperson til barnet eller den unge. Iværksættelse af sådanne foranstaltninger forudsætter forældremyndighedsindehaverens samtykke, jf. servicelovens § 52 stk. 1, da afgørelser om særlig støtte til børn og unge i lov om social service træffes i forhold til forældremyndighedsindehaveren. Det er dog muligt at tilbyde barnet en fast kontaktperson efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 6, uden forældremyndighedsindehaverens samtykke, jf. servicelovens § 56. Udgifterne til foranstaltningerne afholdes af forældremyndighedsindehaverens opholdskommune.

Statsforvaltningen og kommunen bør i øvrigt overveje, om det i den konkrete sag kan være hensigtsmæssigt at koordinere eventuelle støtteforanstaltninger, der er sat i værk i forhold til forældremyndighedsindehaveren, med fastsættelsen af samvær med den anden forælder. Eksempelvis kan det i en sag, hvor der foregår familiebehandling, være nyttigt, at den tidsmæssige fastlæggelse af samværet med en forælder uden del i forældremyndigheden koordineres i forhold til, hvornår familiebehandlingen foregår.

Kommunalbestyrelsen kan ikke regulere eller midlertidigt ophæve samværet for en forælder uden del i forældremyndigheden, der er fastsat af statsforvaltningen med mindre, der er tale om et anbragt barn, herunder et barn anbragt med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren. Kommunalbestyrelsen kan alene rådgive og støtte forældre og børn samt oplyse statsforvaltningen om sin vurdering af forløbet af samværene. Kommunalbestyrelsen er dog forpligtet til at afbryde eller gribe ind i et konkret samvær, evt. ved en akut fjernelse af barnet eller den unge, hvis situationen er af alvorlig karakter.

Bistand ved udpegning af forældremyndighedsindehaver

 
Serviceloven
§ 57. Hvis ingen har forældremyndigheden over et barn eller en ung, skal kommunen i fornødent omfang medvirke til, at der udpeges en egnet indehaver af forældremyndigheden.
 

44. Forpligtelsen for kommunen efter servicelovens § 57 til om nødvendigt at medvirke til, at der udpeges en egnet indehaver af forældremyndigheden, gælder, hvad enten kommunen selv tager initiativ til at rejse sagen, eller af statsforvaltningen bliver bedt om at yde bistand. Kommunen bør altid orientere statsforvaltningen om forældremyndighedsindehaverens død, hvis denne har forældre-myndigheden alene. Det er den hidtidige opholdskommune, der har forpligtelsen efter servicelovens § 57, hvis der ikke er en efterlevende forælder eller, hvis pågældende ikke er kendt af myndighederne. Ved forældremyndighedsindehaverens død bliver den efterlevende forælders opholdskommune også opholdskommune for barnet. Det gælder også i de tilfælde, hvor der ingen kontakt er mellem barnet og den efterlevende forælder. Det kan gøre det nødvendigt at etablere et samarbejde mellem den kommune, hvor den afdøde forælder boede, og kommunen, hvor den efterlevende forælder bor, for at sikre en god overgang for barnet. Dette er særligt vigtigt, hvis fraflytnings-kommunen vurderer, at der kan være behov for særlig støtte til barnet i anledning af dødsfaldet.

45. Afgørelsen om, hvem der skal have forældremyndigheden, træffes af statsforvaltningen. Ved afgørelsen inddrager statsforvaltningen tillige eventuelle tilkendegivelser efter § 16 i forældreansvarsloven fra indehavere af forældremyndigheden om, hvem der efter deres død bør have tillagt forældremyndigheden (»børnetestamenter«). I en række tilfælde vil det ikke være nødvendigt at inddrage kommunen.

Hvis statsforvaltningen anmoder om det, er kommunalbestyrelsen forpligtet til at afgive en udtalelse om barnet og om eventuelle ansøgere, jf. bekendtgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v. Dette gælder også i de situationer, hvor der er en efterlevende forælder, og andre end forælderen beder om forældremyndigheden.

Hvis kommunen eller statsforvaltningen ikke umiddelbart er bekendt med personer, som kan komme på tale, må kommunen yde en aktiv indsats for at finde frem til egnede personer, da intet barn kan være foruden forældremyndighedsindehaver. Kommunen må tage kontakt med barnet eller den unge selv, pårørende, bekendte eller andre, der står barnet eller den unge nær, med henblik på at finde frem til den eller de personer, der vil være egnede til at blive udpeget som indehaver af forældremyndigheden. Kommunen må være opmærksom på, om der er behov for at bede statsforvaltningen om at få udpeget en midlertidig indehaver af forældremyndigheden og evt. komme med forslag til en egnet forældremyndighedsindehaver. Det kan være nødvendigt, hvis der ikke umiddelbart er nogen, der ansøger om at få forældremyndigheden, men også i tilfælde, hvor der er uenighed om forældremyndighedsspørgsmålet.

46. Den, der udpeges som forældremyndighedsindehaver af statsforvaltningen, bliver samtidig værge, men får ikke forsørgelsespligt for barnet eller den unge. Det betyder, at hvis der er en efterlevende forælder, som ikke får tillagt forældremyndigheden, er denne forpligtet til at bidrage til forsørgelsen. Bidragspligten iværksættes af statsforvaltningen ved at kontakte denne. Hvis forældremyndighedsindehaveren er afgået ved døden, kan kommunen yde hjælp til barnets forsørgelse, med henvisning til lov om aktiv socialpolitik § 84. Der kan kun ydes kontanthjælp til mindreårige i de tilfælde, hvor barnet eller den unge selv er forsørger, fordi pågældende har fået et barn eller har indgået ægteskab.

Finansiering

47. Kommunerne har det fulde myndigheds- og finansieringsansvar for sociale tilbud. En kommunalbestyrelse kan derfor beslutte at visitere et barn eller en ung til et af kommunens egne tilbud eller vælge at anvende andre kommuners tilbud, regionale eller private tilbud.

Kommunens udgifter til almindelig rådgivning, undersøgelse og behandling samt tilsyn efter servicelovens §§ 10, 11 og 146 afholdes endeligt af kommunalbestyrelsen. Det samme gælder udgifter til administration, f.eks. udgifter til undersøgelser, herunder de i servicelovens §§ 50 og 51 nævnte.

48. Kommunalbestyrelsen afholder endeligt udgifterne vedrørende foranstaltninger for børn og unge med særlige behov for støtte efter servicelovens § 52, stk. 3, § 52 a, § 54, og § 76, stk. 2-5 og 7.

Staten afholder 25 % af de udgifter, der overstiger 0,8 mio. kr. og 50 % af de udgifter, der overstiger 1,5 mio. kr., jf. servicelovens § 176. Der er en løbende justering af beløbene, se servicelovens § 176, stk. 3 og Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1019 af 10. oktober 2006 om statsrefusion i særligt dyre enkeltsager efter § 176 i lov om social service.

Staten refunderer 50 % af en kommunes udgifter til advokatbistand efter servicelovens § 72, jf. servicelovens § 177, stk. 1, nr. 3.

Finansiering af udgifter til flygtninge og børn af asylansøgere

49. For udlændinge, der er omfattet af servicelovens § 181, stk. 1, afholder staten fuldt ud udgifter til hjælp efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 1-6 og 8-9, § 54, § 76, stk. 2 og stk. 3, nr. 2 og 3, i de første tre år efter datoen for opholdstilladelsen. Derudover afholder staten udgifterne til udlændinge, som inden 12 måneder efter dagen fra opholdstilladelsen på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne anbringes i døgnophold, dog kun indtil den pågældende i en sammenhængende periode på to år har klaret sig selv. Endelig afholder staten udgiften til mindreårige asylansøgere, der får opholdstilladelse, dog længst indtil de fylder 18 år, eller barnets forældre får lovligt ophold her i landet.

Disse udgifter er omfattet af bestemmelserne i Socialministeriets bekendtgørelser om regnskabsaflæggelse og refusion og revision.

Straffebestemmelse

50. Efter servicelovens § 156 straffes den, som tilskynder eller hjælper et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet efter serviceloven, til at undvige eller selv holder den undvegne skjult. Den pågældende kan straffes, med fængsel i indtil to år eller under formildende omstændigheder med bøde.

51. Den, der i strid med reglerne i serviceloven anbringer eller modtager et barn eller en ung i pleje eller fjerner et barn eller en ung fra familiepleje, straffes med bøde, jf. servicelovens § 157.

Kapitel 2

Underretningspligt

52. I dette kapitel beskrives underretningspligten, som er en personlig pligt, der gælder både for fagpersoner og den almindelige borger, når man får kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung har brug for særlig støtte. Først beskrives fagpersoners skærpede underretningspligt og dernæst beskrives den generelle underretningspligt, som omfatter alle borgere.

Fagpersoners underretningspligt

 
Serviceloven
§ 153. Personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til eller grund til at antage,
1) at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte efter kapitel 11,
2) at et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for særlig støtte efter kapitel 11 på grund af de vordende forældres forhold eller,
3) at et barn eller en ung under 18 år har været udsat for vold eller andre overgreb.
Stk. 2. Socialministeren kan fastsætte regler om underretningspligt for andre grupper af personer, der under udøvelsen af deres erhverv får kendskab til forhold eller grund til at antage, at der foreligger forhold, som bevirker, at der kan være anledning til foranstaltninger efter denne lov. Socialministeren kan endvidere fastsætte regler om, at andre grupper af personer har underretningspligt efter stk. 1, nr. 2 i forbindelse med aktiviteter uafhængigt af deres erhverv.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal, medmindre særlige forhold gør sig gældende, efter anmodning videregive oplysninger til den person, der har foretaget underretningen efter stk. 1 eller efter regler udstedt i medfør af stk. 2, 1.pkt., om, hvorvidt underretningen har givet kommunen anledning til undersøgelser eller foranstaltninger efter denne lov vedrørende det barn eller den unge under 18 år, underretningen vedrører
 

53. Servicelovens § 153 handler om underretningspligt for personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv, som har pligt til at underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte, at et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for særlig støtte på grund af de vordende forældres forhold eller, at et barn eller en ung under 18 år er udsat for vold eller andre overgreb.

Med »særlig støtte« i servicelovens § 153, stk. 1, nr. 1 og 2, sigtes til støtte efter servicelovens kapitel 11 om særlig støtte til børn og unge. Der er således ikke underretningspligt i situationer, hvor barnets eller den unges vanskeligheder har en karakter, som reglerne om særlig støtte efter servicelovens kapitel 11 ikke tager sigte på at løse. Som eksempel kan nævnes forhold, der alene kan begrunde en særlig socialpædagogisk indsats efter folkeskolelovens regler. Dette betyder, at fagpersoner i f.eks. dagtilbud eller skole fortsat skal bruge de redskaber, de har i normalsystemet til at afhjælpe et givet problem, hvis det skønnes at være fyldestgørende i forhold til barnets eller den unges udvikling. Det er således først når barnet eller den unge antages at have behov for særlig støtte efter servicelovens regler, at underretningspligten indtræder, dvs. i de tilfælde hvor normalsystemets redskaber ikke længere er tilstrækkelige. Vurderingen af dette afhænger af en individuel vurdering i det konkrete tilfælde.

Underretningspligten indtræder efter servicelovens § 153 uanset, hvad der er årsagen til, at barnet eller den unge kan have behov for særlig støtte. Der er ikke i den sociale lovgivning en opremsning af, hvad der konkret hører under underretningspligten. Omkring børn og unge kan det siges, at underretningspligten omfatter alle de tilfælde, hvor en offentlig ansat får kendskab til forhold, der giver grund til at antage, at et barn eller en ung har behov for særlig støtte. Dette kan eksempelvis være tilfælde, hvor barnet eller den unge:

har vanskeligheder i forhold til de daglige omgivelser eksempelvis med at begå sig socialt eller klare sig fagligt i skolen,

udsættes for vanrøgt, omsorgsvigt eller nedværdigende behandling fra forældres eller andre opdrageres side,

lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare,

lever under forhold, der på andre måder er utilfredsstillende eller

har behov for støtte på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Derudover gælder underretningspligten i alle tilfælde, hvor en offentlig ansat får kendskab til vordende forældre med vanskeligheder af en karakter, der giver grund til at antage, at barnet efter fødslen vil få behov for særlig støtte. Det kan eksempelvis være tilfælde, hvor:

den ene eller begge vordende forældre er meget unge og har svært ved at tage vare på deres eget liv,

den ene eller begge vordende forældre er misbrugere eller psykisk syge,

den ene eller begge vordende forældre af andre årsager har svært ved at tage vare på sig selv, og må formodes at have vanskeligt ved at drage tilstrækkelig omsorg for et barn.

Underretningspligten er ikke betinget af, at der er tale om omsorgsvigt, overgreb eller lignende situationer. Det er tilstrækkeligt, at barnet eller den unge eller de vordende forældre har vanskeligheder, som den pågældende fagperson ikke selv kan gøre noget ved. I disse tilfælde skal de sociale myndigheder inddrages med det samme.

Den, der underretter, skal ikke foretage en vurdering af, om barnet eller den unge vil kunne opnå særlig støtte. Denne vurdering foretages af kommunalbestyrelsen. Dermed understreges det også, at det er kommunalbestyrelsens ansvar at vurdere, hvorvidt det må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte, således at der skal igangsættes en børnefaglig undersøgelse jf. § 50.

Efter servicelovens § 153, stk. 1, nr. 1-3 indtræder underretningspligten, når den pågældende får kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte, at et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for særlig støtte på grund af de vordende forældres forhold eller, at et barn eller en ung under 18 år er udsat for vold eller andre overgreb.

Der stilles ikke krav til, at den pågældende fagperson har et kendskab til barnets eller den unges forhold. Derimod skal der være tale om en antagelse, der er sagligt begrundet i barnets eller den unges forhold, og som har givet grund til bekymring for barnets eller den unges udvikling eller sundhed. En sådan antagelse kan således føre til en bekymring for, om barnet eller den unge kan have behov for særlig støtte efter servicelovens kapitel 11.

Hvis der er tale om vanskeligheder, der har en karakter, som reglerne i servicelovens kapitel 11 sigter på at løse, vil der efter § 153 være underretningspligt. Det gælder uanset at den, der underretter, har mulighed for og fortsat kan benytte de hjælpemidler, som findes inden for vedkommendes regi. Det betyder f.eks., at skolen fortsat kan søge dialog med forældre og tilbyde specialundervisning, selvom socialforvaltningen er underrettet om barnets eller den unges problemer.

Der kan forekomme tilfælde, hvor ens bekymring angår så alvorlige forhold, at det er nødvendigt at inddrage de sociale myndigheder hurtigt. I situationer, hvor man som fagperson får mistanke om, at et barn er udsat for vold, seksuelt misbrug eller anden alvorlig omsorgssvigt bør der således altid straks ske en underretning til kommunens sociale myndigheder.

Hvilke fagpersoner har underretningspligt?

54. Underretningspligten i § 153 påhviler alle offentligt ansatte og andre med offentlige hverv.

Med »personer, der udøver offentlig tjeneste« sigtes til personer, som er ansat til at udfylde offentlige opgaver på vegne af offentlige myndigheder (f.eks. statslige myndigheder, dvs. ministerier, direktorater, politi og domstole, og kommunale forvaltninger), som udøver deres virksomhed i henhold til lovregler eller bestemmelser, der er fastsat med hjemmel i lov. Der kan f.eks. være tale om skolelærere eller pædagoger, som er ansatte i dagtilbud, sundhedsplejersker, den kommunale tandpleje og ansatte på sygehuse og hospitaler. Pligten påhviler også ansatte i andre dele af den kommunale forvaltning samt ansatte ved statsforvaltningerne, der eksempelvis i forbindelse med behandlingen af en sag om forældremyndighed eller samvær får kendskab til, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte.

Med »personer, der udøver offentligt erhverv« sigtes til personer, som ikke er ansat til at udfylde offentlig tjeneste, men som i kraft af deres erhverv udøver tjeneste for en offentlig myndighed, som medfører visse handlebeføjelser udadtil. Der kan f.eks. være tale om en privatansat læge, der efter anmodning tilser en beboer på et kvindekrise-center. Underretningspligten omfatter derudover bl.a. ansatte ved frie grundskoler og frie kostskoler, dagpasningstilbud, der er drevet som selvejende institutioner samt opholdssteder, krisecentre, familiepleje, præster i folkekirken og behandlingstilbud og andre private tilbud, der for det offentlige udfører opgaver rettet mod personer med sociale eller andre særlige problemer.

Retningslinjer for at foretage en underretning

55. Underretningspligten er en personlig pligt. Enhver er således ansvarlig for at reagere og handle på sin egen bekymring, hvis man bliver bekendt med et barn, som kan have brug for hjælp. Man har dermed som enkeltperson pligt til at kontakte kommunens sociale myndigheder og videregive sin bekymring for barnet eller den unge.

Det er et kommunalt anliggende at udarbejde de procedurer for håndtering af underretninger, som man ønsker internt i kommunen. Mange kommuner har vejledninger og retningslinjer for, hvordan man som fagperson bør håndtere en situation, hvor man vil foretage en underretning til kommunens sociale myndigheder. Disse vejledninger og retningslinjer vil ofte fremgå af den sammenhængende børnepolitik, som kommunalbestyrelsen har pligt til at udarbejde efter servicelovens § 19. Læs herom i punkt 17ff i denne vejledning.

I nogle kommuner har forvaltningen fastsat en procedure for underretning, der medfører at en underretning altid skal gå gennem skolens eller institutionens ledelse, således at lederen på skolen, institutionen m.v. er den, der i alle tilfælde kontakter og underretter de sociale myndigheder. Sådanne aftaler og procedurer er ofte hensigtsmæssige, men man skal være opmærksom på, at de ikke fritager den enkelte fagperson for et ansvar, hvis lederen vælger ikke at underrette kommunalbestyrelsen. Underretningspligten må således aldrig tilsidesættes.

Det er strafbart ikke at overholde sin underretningspligt. Dette følger af straffelovens § 156, som lyder, at når en person, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, nægter eller undlader at opfylde sin pligt, som tjenesten eller hvervet medfører, eller at efterkomme lovlig tjenstlig befaling, straffes han/hun med bøde eller fængsel indtil fire måneder. Straffen kan i særlige tilfælde forhøjes, hvis den pågældende tidligere er fundet skyldig i en efter det fyldte 18. år begået strafbar handling.

Underretning ved mistanke om seksuelle eller fysiske overgreb

56. Efter servicelovens § 153, stk. 1 nr. 3, skal personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung under 18 år er udsat for vold eller andre overgreb. Bestemmelsen indebærer en særlig regulering af den underretningspligt, der ellers følger af den almindelige regel i § 153, stk. 1, nr. 1. Det betyder, at underretningspligten indebærer en særlig regulering af pligten til at underrette, når der er kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung under 18 år er udsat for vold eller andre overgreb. Formålet er at understrege vigtigheden af, at kommunalbestyrelsen så hurtigt som muligt får mulighed for at gribe ind i de tilfælde, hvor der kan være tale om vold eller andre overgreb mod et barn eller en ung, da dette kan have særligt alvorlige konsekvenser for barnets udvikling.

Med vold eller andre overgreb henvises til strafbare handlinger mod et barn eller en ung under 18 år, som er omfattet af straffelovens kapitel 24-26 (forbrydelser med kønssædeligheden, forbrydelser mod liv og legeme samt forbrydelser mod den personlige frihed) samt straffelovens § 210 og § 213.

Underretningspligten gælder i forhold til vold eller andre overgreb mod barnet eller den unge, der finder sted på vedkommendes sædvanlige opholdssted, herunderi hjemmet eller på en institution begået af personer, som barnet eller den unge sædvanligvis omgiver sig med på dette sted. Den gælder også i forhold til vold eller andre overgreb, der sker i omgivelser, hvor barnet eller den unge tilfældigvis har sin gang, og hvor gerningsmanden ikke er en person, som barnet eller den unge sædvanligvis omgiver sig med.

Er der reel og kvalificeret mistanke om, at et barn bliver seksuelt misbrugt, udsat for vold eller andre fysiske overgreb, bør underretteren i samarbejde med den kommunale forvaltning ligeledes rette henvendelse til politiet. Politiet får herved mulighed for at efterforske sagen.

Det er især personalet i institutioner, skoler, den kommunale forvaltning og på anbringelsesstederne, som skal være særligt opmærksom på tilfælde, hvor der er mistanke om seksuelle eller fysiske overgreb mod børn og unge, herunder hvis der er unge, der har en uhensigtsmæssig seksuel adfærd, så der kan træffes de fornødne foranstaltninger til beskyttelse af barnet eller den unge. Den særlige opmærksomhed skal ligeledes rettes mod seksuelle overgreb, når barnet er anbragt.

Det kan være hensigtsmæssigt, at kommunen har et beredskab klar til disse svære sager, jf. punkt 73. Det er derfor vigtigt at kommunen er opmærksom på at sikre et forsvarligt beredskab, f.eks. ved at bede om hjælp hos SISO, der er et videnscenter vedrørende den socialfaglige indsats til bekæmpelse af seksuelle overgreb på børn. SISO yder således vejledning i, hvordan kommunalbestyrelsen bedst kan sikre, at der er et effektiv og hurtigt beredskab i kommunen.

Tavshedspligt og underretning

57. Mange personer er underlagt regler om tavshedspligt i forbindelse med deres arbejde, enten via lovgivning eller via interne regler. Eksempelvis er læger og folkeskolelærere underlagt lovgivning om offentligt ansattes tavshedspligt, mens f.eks. præster i andre trossamfund kan være underlagt interne etiske retningslinjer vedr. tavshedspligt. De nævnte faggrupper er imidlertid forpligtiget til at underrette kommunen i overensstemmelse med servicelovens §§ 153 og 154, selv i de tilfælde hvor de ifølge lov eller andre regler har tavshedspligt. Servicelovens regler om underretning vil således altid gå forud for andre regler om tavshedspligt, fordi underretningspligten er fastsat ved lov, og derfor har forrang. Der kan derfor ikke henvises til f.eks. interne regler om tavshedspligt som begrundelse for ikke at underrette kommunen efter serviceloven.

Hvis der indgives underretning til kommunens sociale myndigheder skal fagpersonen altid forsøge, at indhente samtykke fra forældremyndighedsindehaverne eller de vordende forældre til, at kontakte kommunen med henblik på at oplyse om familiens, barnets, den unges eller de vordende forældres problemer.

Hvis der ikke kan opnås samtykke fra forældremyndigheds-indehaverne eller de vordende forældre, må fagpersonen foretage en afvejning mellem hensynet til familien og deres ret til privatliv og på den anden side hensynet til familien selv og barnets, den unges eller det kommende barns behov for rettidig hjælp.

Omkring vordende forældre bør det indgå i overvejelserne, at fostre og spædbørn er særligt sårbare over for forældrenes forhold, og at den tidlige indsats er af afgørende betydning for barnets mulighed for en sund udvikling.

I de tilfælde, hvor der ikke kan opnås samtykke kan underretnings-pligten betyde, at fagpersonen må bryde sin tavshedspligt og videregive personlige oplysninger om barnet, den unge eller de vordende forældre til kommunens sociale myndigheder. Som fagperson kan tavshedspligten opleves som en svær barriere i forhold til at indgive en underretning, herunder måske særligt for sundhedsfagligt personale for hvem tavshedspligten ellers er central i det daglige virke. Selvom underretningen kan betyde brud med tavshedspligten og eventuelt skade fagpersonens mulighed for at skabe og bevare et åbent tillidsforhold mellem familien, barnet, den unge eller de vordende forældre, er hensynet til barnets, den unges eller de vordende forældres behov for rettidig hjælp afgørende. Bestemmelsen skal i øvrigt ses i sammenhæng med reglerne vedrørende lempelse af tavshedspligtsreglerne efter servicelovens § 49 a. Heraf fremgår, at der kan tages initiativ til at foretage en tværfaglig afklarende samtale om et konkret barn eller en ung, hvis der foreligger en bekymring om dette barns udvikling. Der henvises til punkt 262 og 269. Se også pjecen »Dialog om tidlig indsats – udveksling af oplysninger i det tværfaglige SSD-samarbejde og fagpersoners underretningspligt« (2011), som kan findes på www.servicestyrelsen.dk.

Mulighed for at underrette direkte til Ankestyrelsen

58. Hvis man som fagperson har indgivet en underretning om et barn eller en ung til den kommunale forvaltning, men har en oplevelse af at kommunen ikke iværksætter foranstaltninger, eller at barnet eller den unge ikke får tilstrækkelig hjælp, da kan der underrettes direkte til Ankestyrelsen. Efter servicelovens § 65 har Ankestyrelsen mulighed for at pålægge kommunalbestyrelsen at foretage de fornødne sagsbehandlingsskridt eller at træffe de fornødne afgørelser, se yderligere herom i kapitel 24.

Fagpersoners mulighed for at få oplyst, hvad underretningen har givet anledning til

59. Efter servicelovens § 153 stk. 3 har den person, der har foretaget en underretning efter § 153, stk. 1,-2, 1.pkt., mulighed for at henvende sig til kommunalbestyrelsen med henblik på at få oplyst, om underretningen har givet anledning til undersøgelser eller foranstaltninger efter serviceloven, vedrørende det barn eller unge under 18 år, underretningen omhandler. Det betyder, at kommunalbestyrelsen efter anmodning skal videregive oplysninger til den person, der har foretaget underretning efter § 153, stk. 1-2, 1. pkt., om hvorvidt underretningen har givet kommunen anledning til undersøgelser eller foranstaltninger efter serviceloven. Tilbagemeldingen vil på kommunalbestyrelsens vegne kunne foretages af den del af kommunens forvaltning, der behandler de pågældende undersøgelser eller foranstaltninger efter serviceloven, ligesom anmodningen om en sådan tilbagemelding vil kunne rettes der til.

Tilbagemeldingen har til hensigt at bekræfte, at kommunen behandler sagen på behørig vis. Samtidig får den person, der har foretaget underretningen, mulighed for i tilrettelæggelse af det videre arbejde med barnet eller den unge at tage højde for, at der er foretaget undersøgelser eller foranstaltninger i forhold til barnet eller den unge under 18 år efter serviceloven. Der kan alene videregives oplysninger om, hvorvidt der er iværksat undersøgelser eller foranstaltninger efter serviceloven vedrørende det barn eller den unge, som underretningen vedrører. Derimod kan der ikke med hjemmel i § 153, stk. 3, ske videregivelse af oplysninger om karakteren af eller indholdet af de pågældende undersøgelser eller foranstaltninger.

Kommunalbestyrelsens pligt til at videregive de nævnte oplysninger, gælder som udgangspunkt i alle tilfælde, med mindre særlige forhold gør sig gældende. Hermed henvises til de særlige situationer, hvor kommunalbestyrelsen kan have en særlig grund til at antage, at den der underretter, ikke kan håndtere de pågældende oplysninger på en hensigtsmæssig måde, f.eks. i de tilfælde hvor der kan være tale om chikane, eller hvor kommunen er bekendt med, at familien har helt særlige grunde til, at oplysninger om deres rent private forhold beskyttes.

Servicelovens § 153 stk. 3, giver alene mulighed for at videregive oplysninger til den person, der har foretaget underretningen, og kun til den person, der anmoder herom. Hvis underretningen er gået igennem flere personer, f.eks. hvis lederen på skolen har foretaget underretningen på vegne af en lærer, vil kommunalbestyrelsen med hjemmel i § 153, stk. 3, efter anmodning kunne videregive oplysninger til enhver af disse personer, som har været involveret i underretningen.

Bestemmelsen regulerer alene videregivelsen af de nævnte oplysninger fra kommunalbestyrelsen til den person, der har foretaget underretningen. Øvrige behandlinger af oplysninger om rent private forhold, herunder de underrettendes videregivelse af oplysninger til andre, skal foretages i overensstemmelse med de gældende regler i persondataloven. Ligeledes finder de øvrige regler i persondataloven om bl.a. de registreredes rettigheder, den dataansvarliges anmeldelsespligt og behandlingssikkerhed anvendelse, i det omfang det er relevant, også for oplysninger, der videregives i forbindelse med tilbagemelding til den person, der har foretaget underretningen. Adgangen til at videregive oplysninger om enkeltpersoner (personoplysninger) til en anden forvaltningsmyndighed er reguleret i persondatalovens § 5, stk. 1-3, §§ 6-8, § 10, § 11, stk. 1, § 38 og § 40, jf. persondatalovens § 1, stk. 3 (vedr. manuel videregivelse af personoplysninger mellem forvaltningsmyndigheder).

I de tilfælde, hvor en underretning fører til en undersøgelse og en eventuel foranstaltning, vil det af hensyn til den samlede indsats over for det enkelte barn eller den unge kunne være hensigtsmæssigt, at der indgås et tværfagligt samarbejde omkring indsatsen. F.eks. kan det være relevant for en skolelærer at vide, hvilke foranstaltninger der er iværksat. Hvis der således f.eks. er iværksat tilbud om aflastningsophold, hvis forældrene i perioder ikke er i stand til at tage tilstrækkeligt vare på barnet på grund af psykisk sygdom eller misbrug m.v., vil skolelæreren i sit daglige arbejde med det pågældende barn kunne tage højde for, at barnet i perioder er ekstra sårbart, og at det derfor har behov for særlig opmærksomhed og støtte i disse perioder. En udveksling af sådanne oplysninger mellem kommune og skole er ikke reguleret af servicelovens § 153, men vil skulle behandles efter de gældende regler i persondataloven (særligt §§ 6-8). Det vil som oftest indebære, at forældrene og den unge over 15 år skal give samtykke til, at der videregives oplysninger om rent private forhold til en anden myndighed (f.eks. et hospital) med henblik på tværfagligt at støtte op omkring indsatsen over for barnet eller den unge.

En underretning medfører ikke i sig selv, at kommunalbestyrelsen er forpligtet til at iværksætte foranstaltninger, men at kommunen som led i sin almindelige tilsynsforpligtelse efter servicelovens § 146 må undersøge, om det barn eller den unge, som underretningen omhandler, har behov for særlig støtte.

For yderligere information henvises til pjecen »Dialog om tidlig indsats – udveksling af oplysninger i det tværfaglige SSD-samarbejde og fagpersoners underretningspligt« (2011), som kan findes på www.servicestyrelsen.dk.

Borgerens underretningspligt

 
Serviceloven
§ 154. Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen.
 

60. Enhver person, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år udsættes for vanrøgt eller andre forhold, som er til fare for dets udvikling og sundhed, herunder vold, mishandling, seksuelle overgreb, omskæring af piger m.v., har efter servicelovens § 154 en pligt til at underrette kommunen. Det kan bl.a. være i situationer, hvor borgeren bliver bekendt med, at barnet eller den unge udsættes for vold, mishandling eller seksuelle overgreb.

Den person, der underretter, bliver ikke part i barnets eller den unges sag, og underretteren vil derfor ikke kunne få oplysninger om sagens videre udvikling. Underretteren har således ikke krav på at få oplyst eksempelvis om vedkommendes bekymring for barnet var begrundet, om underretningen fører til, at kommunen iværksætter en undersøgelse af barnet eller den unges forhold, om kommunen iværksætter støtte til barnet eller den unge samt af hvilken art støtten måtte være. Dog har man som underretter krav på at få en kvittering fra kommunen på, at underretningen er modtaget. Kommunen har pligt til at sende en sådan kvittering inden for seks dage efter, at underretningen er modtaget, jf. servicelovens § 155, se også punkt 62.

Der er ikke formkrav til, hvordan en underretning skal finde sted. Det kan således både være skriftligt, telefonisk, mundtligt, via e-mail, sms etc. En underretning kan også ske anonymt, se punkt 65.

Sammenhæng mellem underretningspligt og kommunens rådgivning

61. Reglerne om underretningspligt efter §§ 153 og 154 har sammenhæng med, at det efter § 11 påhviler kommunalbestyrelsen at yde rådgivning til vordende forældre, børn, unge, forældremyndighedsindehavere eller andre, der sørger for et barn eller en ung, med henblik på løsning af vanskeligheder i familien. Underretningspligten skal ligeledes ses i sammenhæng med kommunalbestyrelsens pligt til at udarbejde en undersøgelse af barnets eller de unges forhold eller de vordende forældres situation efter § 50, når kommunalbestyrelsen bliver bekendt med et barn, en ung eller vordende forældre, som kan have behov for særlig støtte. Se kapitel 10.

Kvittering for underretninger

 
Serviceloven
§ 155. Hvis kommunen modtager underretning om, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte, skal kommunalbestyrelsen senest 6 hverdage efter modtagelsen af underretningen sende en bekræftelse af modtagelsen. Det gælder også underretninger om vordende forældre, hvor der kan opstå et behov for særlig støtte umiddelbart efter fødslen.
 

62. Når kommunen har modtaget underretningen, skal kommunalbestyrelsen efter servicelovens § 155 kvittere for modtagelsen inden seks hverdage. Dette er alene en bekræftelse af, at kommunen har registreret underretningen. Kvitteringen må ikke indeholde oplysninger om, hvad kommunen påtænker at foretage sig i den enkelte sag. Det kan være hensigtsmæssigt, at kvitteringen indeholder generelle oplysninger om, hvad kommunen normalt gør. Kvitteringen kan også oplyse om, at den, der foretager underretning, ikke bliver part i sagen, ikke vil blive løbende orienteret om sagens forløb og ikke kan klage over de skridt, som kommunen vælger at foretage eller vælger ikke at foretage. Da underretteren ikke er part, vil der alene være adgang til aktindsigt i de oplysninger, som den pågældende selv er fremkommet med.

Vurdering af om en underretning skal føre til en § 50 undersøgelse

63. En underretning i medfør af servicelovens §§ 153 eller 154 medfører ikke, at kommunen bliver forpligtet til at iværksætte foranstaltninger. Kommunen skal i første omgang vurdere, om der på baggrund af underretningen er behov for at igangsætte en undersøgelse efter servicelovens § 50.

I visse tilfælde vil henvendelsen nødvendiggøre, at kommunen må undersøge, om der er behov for støtte, f.eks. ved at rette henvendelse til skole eller dagtilbud. Dette følger af kommunens almindelige forpligtelse efter servicelovens § 146, til at føre tilsyn med de forhold, som børn og unge lever under. Udgangspunktet er, at forældremyndighedsindehaverne giver samtykke til, at der foretages en nærmere undersøgelse af barnets eller den unges forhold, og der bør som klart udgangspunkt altid søges indhentet samtykke.

Undtagelsen kan være situationer, hvor der er mistanke om, at en af forældrene begår overgreb på barnet eller den unge. Også i disse situationer bør det dog overvejes, om det er muligt at indhente samtykke.

Afhængig af indholdet af underretningen vil en henvendelse fra kommunens sociale myndigheder til dagtilbud, skole eller lignende kunne ske uden forudgående samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden, jf. retssikkerhedsloven § 11 c, men kommunen bør i videst muligt omfang sikre sig samtykke, jf. retssikkerhedsloven § 11 a. Hvis der ikke foreligger et forudgående samtykke, bør forældrene orienteres om underretningen og om, hvilke oplysninger der eventuelt er indhentet som følge heraf. Dette gælder, hvad enten sagen henlægges eller giver anledning til overvejelser om iværksættelse af en egentlig undersøgelse efter servicelovens § 50, eller efter servicelovens § 51, jf. kapitel 10. Også i de tilfælde hvor kommunen ud fra sit forudgående kendskab til familien kan fastslå, at underretningen er grundløs, bør kommunen orientere familien. En egentlig pligt til at orientere familien vil afhænge af den konkrete sag, men kommunen må være meget opmærksom på, at familien inddrages så tidligt som muligt, hvis det kommer på tale at iværksætte undersøgelser og lignende, jf. retssikkerhedsloven § 4.

Notatpligt ved underretning

64. Kommunen har notatpligt, når den modtager oplysninger om en sags faktiske omstændigheder, når disse har betydning for en sags afgørelse. Dette fremgår af offentlighedsloven § 6. Notatpligten gælder kun i sager, hvor der skal træffes afgørelse. Det afgørende for notatpligten er, om der er modtaget oplysninger, der kan bidrage til at skabe klarhed om sagens faktiske omstændigheder, og disse oplysninger ikke allerede fremgår af sagen. Som udgangspunkt er der derfor notatpligt ved underretninger, fordi oplysningerne i underretningen ofte vil indgå som en del af grundlaget for afgørelsen om, hvorvidt der skal iværksættes en undersøgelse af barnets eller den unges forhold efter servicelovens § 50.

Anonyme underretninger

65. Et særligt problem foreligger, hvor der er tale om anonyme henvendelser. Problemet kan opstå i to forskellige situationer. I den ene situation, hvor underretteren er anonym også i forhold til kommunen, kan det være nødvendigt, at kommunen foretager en undersøgelse på baggrund af den anonyme henvendelse, men arten og omfanget må i høj grad afhænge af de konkrete omstændigheder, og der kan i sådanne tilfælde være særlig grund til straks at orientere familien om underretningen og om, at den er anonym.

I den anden situation kan kommunen være bekendt med underretterens navn, men denne ønsker at være anonym på grund af forholdet til familien. Der er efter forvaltningslovens § 15 mulighed for at undtage navnet på underretteren fra aktindsigt, men kun når dette kan begrundes med et særligt hensyn til underretteren, og kun hvis dette hensyn klart overstiger hensynet til familiens behov for at få oplyst identiteten på underretteren. Det følger heraf, at kommunen ikke på tidspunktet for underretningen kan love en underretter, at pågældende kan være anonym i forhold til familien.

Borgeres mulighed for at underrette direkte til Ankestyrelsen

66. I tilfælde, hvor man som borger har underrettet kommunen om et barn eller en ung men har indtryk af, at kommunen undlader at iværksætte foranstaltninger eller at barnet ikke får tilstrækkelig hjælp, så kan man henvende sig til Ankestyrelsen, som har mulighed for at gå ind i sagen, jf. servicelovens § 65. Se yderligere herom i kapitel 24.

Tværkommunal underretningspligt

 
Serviceloven
§ 152. Hvis en familie med et eller flere børn under 18 år eller vordende forældre flytter fra én kommune til en anden kommune og fraflytningskommunen finder, at et eller flere børn eller de vordende forældre har behov for særlig støtte af hensyn til barnets eventuelle særlige behov for støtte efter fødslen, skal fraflytningskommunen underrette tilflytningskommunen herom.
 

67. Når en familie med et eller flere børn under 18 år eller vordende forældre, der har behov for særlig støtte, flytter til en anden kommune, er det vigtigt, at den nye kommune bliver gjort opmærksom på familiens behov. På den baggrund følger det af servicelovens § 152, at fraflytningskommunen skal underrette tilflytningskommunen herom. I mange tilfælde vil forældrene eller de vordende forældre desuden selv tage kontakt til den nye kommune for at få hjælp til løsning af problemerne, men der ses også eksempler på, at forældre eller vordende forældre flytter til en anden kommune for at undgå iværksættelse af foranstaltninger, som den hidtidige kommune har påtænkt, men hvor der endnu ikke er truffet afgørelse herom. I sådanne tilfælde - og specielt hvis flytningen må antages at være forårsaget af en umiddelbart forestående anbringelse uden for hjemmet – kan det være af afgørende betydning, at fraflytningskommunen underretter tilflytningskommunen, så snart kommunen bliver opmærksom på, at familien flytter.

Servicelovens § 152 fastslår, at fraflytningskommunen har pligt til at underrette tilflytningskommunen i situationer, hvor fraflytningskommunen finder, at de vordende forældre eller et eller flere af børnene har behov for særlig støtte. Bestemmelsen omfatter alle tilfælde, hvor der efter fraflytningskommunens vurdering er behov for foranstaltninger, herunder eventuelt foranstaltninger uden samtykke, således at tilflytningskommunen får mulighed for at sætte ind med hjælp til familien så tidligt som muligt.

Underretningspligten omfatter alle oplysninger om forhold, der giver en formodning om, at familien har behov for særlig støtte. Såfremt fraflytterkommunen vurderer, at der er akut grund til at frygt for barnets sundhed eller udvikling, evt. efter fødslen for vordende forældre, er det vigtigt, at kommunen angiver dette i underretningen.

Samtidig med underretningen kan det desuden være hensigtsmæssigt at oversende relevant sagsmateriale til tilflytningskommunen, så denne hurtigt kan vurdere, om der er behov for at handle akut. Fraflytningskommunen kan og bør videregive alle relevante oplysninger til tilflytningskommunen. Relevante oplysninger er alle de oplysninger, som er nødvendige for, at tilflytningskommunen kan foretage en indledende vurdering af, om der skal foretages en børnefaglige undersøgelse efter servicelovens § 50, eller om der eventuelt skal iværksættes akut støtte. Dog må alene oplysninger, som relaterer sig til barnets, den unges eller de vordende forældres behov for særlig støtte videregives til tilflytningskommunen. Oplysninger, som ikke er relevante for tilflytterkommunens behandling af sagen, kan alene videregives med samtykke fra forældrene eller de vordende forældre, jf. persondatalovens § 5, stk. 3, hvoraf det følger, at oplysninger som behandles skal være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere, end hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil oplysningerne indsamles, og de formål, hvortil oplysningerne senere behandles.. I det omfang tilflytningskommunen har behov for yderligere oplysninger i den videre sagsbehandling, har kommunen adgang til at indhente de nødvendige oplysninger fra fraflytningskommunen efter retssikkerhedslovens § 11 c og forvaltningslovens kapitel 8.

Den nye kommune er forpligtet til at vurdere behovet for en børnefaglig undersøgelse og for støtte selv. Denne vurdering kan foretages både på baggrund af oplysninger, som kommunen selv har indhentet, og på baggrund af fraflytningskommunens oplysninger.

Det bemærkes i øvrigt, at der er adgang til at aftale, at en tidligere opholdskommune fortsat skal være handlekommune, hvis der foreligger særlige grunde. Dette forudsætter, at der foreligger samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge over 15 år eller de vordende forældre. En sådan aftale kan f.eks. være hensigtsmæssig, hvis der er tale om en familie, der flytter meget. Se Socialministeriet vejledning nr. 73 af 3. oktober 2006 om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Anmeldelse til politiet og afværgepligt

68. Det er politiets og retsvæsenets opgave at tage sig af den strafferetlige efterforskning og vurderingen af strafferetlige forhold, herunder overgreb mod børn og unge.

Derfor er det også vigtigt, at politiet får at vide, hvis man som borger eller offentlig myndighed har mistanke om overgreb eller andre alvorlige forbrydelser. Politiet kan på baggrund af oplysningerne vurdere, om der er grundlag for at gå videre med sagen.

Efter straffeloven er der ikke en almindelig pligt til at anmelde forbrydelser, men det er efter straffelovens § 141 strafbart ikke at gøre, hvad der står i ens magt for at forebygge eller afværge en forbrydelse, der indebærer fare for menneskers liv eller velfærd, som man har kendskab til. Der er således en »afværgepligt«. Denne pligt kan f.eks. være til stede, hvis en begået forbrydelse kan tænkes at gentage sig - hvilket f.eks. kan være relevant i forbindelse med overgreb på børn og unge. Afværgepligten gælder også for offentlige myndigheder.

En borger, der har mistanke om voldelige eller seksuelle overgreb på et barn eller en ung, kan opfylde afværgepligten ved at foretage en underretning til kommunen. En kommune, der har mistanke om voldelige eller seksuelle overgreb mod et barn eller en ung, skal således vurdere barnets eller den unges behov for hjælp i den enkelte sag. Det vil i den forbindelse ofte være en hjælp for kommunens personale, at der er udarbejdet retningslinier eller et beredskab for håndteringen af denne type sager. Det afgørende i kommunens vurdering er beskyttelsen af barnet eller den unge mod eventuelle (nye) overgreb. Den strafferetlige side af sagen overlades til politiet. Kommunen har en forpligtelse til at være opmærksom på barnets behov for særlig støtte på grund af overgrebene. Vurderingen af barnets eller den unges behov for støtte afhænger ikke af udfaldet af en evt. straffesag, da der ikke altid vil kunne ske domfældelse i denne type sager på grund af manglende beviser.

Kapitel 3

Tilsyn

69. Dette kapitel gennemgår servicelovens bestemmelser for kommunalbestyrelsens pligt til at føre tilsyn med forhold, der har betydning for børn og unges vilkår. I kapitlet beskrives først det generelle tilsyn, der omfatter alle forhold, der har betydning for børn og unges samt vordende forældres livsbetingelser i lokalområdet. Dernæst beskrives det særlige tilsyn, hvor kommunalbestyrelsen har pligt til at føre tilsyn med et konkret barn eller en konkret ung persons forhold, samt tilsyn med børn og unge med midlertidigt ophold i kommunen, herunder børn og unge, der har ophold på krisecentre, asylcentre eller er på ferieophold m.v. Endvidere beskrives tilsynet med børn og unge, som kommunalbestyrelsen har anbragt uden for hjemmet. Sidst i kapitlet beskrives tilsynet med godkendte plejefamilier, opholdssteder, anbringelsessteder, døgninstitutioner samt særlige dag- og klubtilbud.

 
Serviceloven
§ 146. Kommunalbestyrelsen skal føre tilsyn med de forhold, hvorunder børn og unge under 18 år samt vordende forældre i kommunen lever.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen fører sit tilsyn efter stk. 1 på en sådan måde, at kommunen så tidligt som muligt kan få kendskab til tilfælde, hvor der må antages at være behov for særlig støtte til et barn eller en ung under 18 år, eller hvor det må antages, at der kan opstå et behov for særlig støtte til et barn umiddelbart efter fødslen.
 

Den generelle tilsynsforpligtelse overfor alle børn og unge

70. Servicelovens § 146 fastslår en tilsynsforpligtelse for kommunalbestyrelsen og dermed en pligt for kommunalbestyrelsen til at interessere sig for de forhold, der har betydning for børn og unges vilkår. Tilsynspligten efter servicelovens § 146, stk. 1, er fortrinsvis af generel karakter og omfatter alle forhold, der har betydning for vordende forældres samt børn og unges livsbetingelser i lokalområdet. Det er således kommunalbestyrelsens pligt at gøre andre myndigheder opmærksomme på uhensigtsmæssige forhold, f.eks. utilfredsstillende bolig- og trafikforhold. Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at udarbejde en sammenhængende børnepolitik, jf. servicelovens § 19 stk. 2, skal ses i sammenhæng hermed, da politikken skal bygge bro mellem de generelle forhold i kommunen og den målrettede indsats for børn og unge med behov for særlig støtte. Eksempler herpå kan være, hvordan man sikrer opmærksomhed på vordende forældre i sundhedsplejen, udsatte børn og unge i dagtilbud og skole eller på, om der er fritids- eller sundhedstilbud nok, som udsatte børn og unge kan gøre brug af.

Den generelle tilsynspligt udføres bedst i samarbejde, ikke blot mellem de enkelte forvaltninger i kommunen, men også med andre offentlige myndigheder, som f.eks. embedslægen. Derudover er det nødvendigt med et samarbejde med private og frivillige organisationer og foreninger for, at kommunalbestyrelsen kan danne sig et overblik over de sociale tilbud, sundhedsfaglige tilbud og fritidsaktiviteter til børn og unge samt vordende forældre, der er i kommunen. Det er især vigtigt, fordi det giver et overblik over mulighederne for en tidlig forebyggende indsats i forskellige sammenhænge. Bestemmelsen er således også grundlag for den forebyggende virksomhed, der foregår i samarbejdet mellem skole, politi og de sociale myndigheder, også kaldet SSP-samarbejdet (SSP er et samarbejde mellem skole, socialforvaltning og politi, hvis formål er at forebygge kriminalitet blandt børn og unge, jf. punkt 651).

Tilsynet med det enkelte barn eller den enkelte unge

71. Tilsynspligten har imidlertid også en mere konkret karakter, idet kommunalbestyrelsen specielt bør være opmærksom på omstændigheder, der giver formodning om, at børn og unge har behov for individuel støtte, jf. servicelovens § 146, stk. 2. Dette tilsyn bør føres på en sådan måde, at der kan sættes ind med en tidlig indsats i de tilfælde, hvor et barn eller en ung må formodes at have behov for særlig hjælp og støtte.

Tilsynet indebærer, at kommunalbestyrelsen skal være opmærksom på, om der i kommunen befinder sig et konkret barn eller en ung, som kan have brug for støtte. Hvis et barn eller en ung antages at have behov for støtte, har kommunalbestyrelsen pligt til at sikre, at der iværksættes en undersøgelse af barnets eller den unges forhold efter servicelovens § 50. Læs yderligere om den børnefaglige undersøgelse efter servicelovens § 50 i kapitel 12.

Ofte vil tilsynet med det enkelte barn eller en ung ske i daginstitutioner og på skoler, da disse steder benyttes af næsten alle børn og unge. Her skal sundhedsplejersker, lærere, pædagoger og andet personale være opmærksomme på omstændigheder, der giver formodning om, at et barn eller en ung har behov for særlig støtte. Personer, der arbejder med børn i offentligt regi eller lignende, har en særlig underretningspligt, og det tilsyn, der udføres gennem personalets virke, er derfor normalt tilstrækkeligt til at opfylde tilsynspligten overfor børn og unge på offentlige institutioner.

Særligt tilsyn med et konkret barns eller en ung persons forhold

72. Der kan være en række særlige omstændigheder, som betyder, at kommunalbestyrelsen skal være særligt opmærksom på et konkret barn eller en konkret ung persons forhold.

Der kan eksempelvis være tale om børn fra familier, hvor forældrene har særlige problemer eller nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Når en sagsbehandler eller lignende kommer i kontakt med voksne med særlige sociale problemer, eksempelvis som følge af alkohol- eller narkotikamisbrug eller en sindslidelse, er det vigtigt, at der spørges til, om der er børn i hjemmet, således, at der kan iværksættes en familieorienteret og forebyggende indsats over for børn og unge i disse familier. Se også socialministeriets vejledning nr. 5 om støtte til voksne. Det er også vigtigt at være opmærksom på børn i familier, hvor forældrene har nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, idet der kan være behov for særlig støtte med det formål, at familien kan få en almindelig dagligdag til at fungere. For eksempel kan det være relevant at dække nødvendige merudgifter til en forælder med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne efter servicelovens § 100.

I tilfælde, hvor den kommunale forvaltning har fået underretning fra fogedretten om, at en familie vil blive udsat af deres lejemål, skal kommunalbestyrelsen vurdere, om der er behov for at sætte støtte i værk i forhold til familiens børn.

Tilsyn med børn og unge med midlertidigt ophold i kommunen

73. Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at føre tilsyn omfatter alle børn og unge, der har ophold i kommunen, også selv om deres ophold er af midlertidig karakter. Det betyder, at tilsynet også omfatter børn og unge på krisecentre, asylcentre, ferieophold, samvær, i fængsler m.v. Den kommune, hvori barnet eller den unge har midlertidigt ophold, er således handlekommune både i forhold til at føre tilsyn med barnet eller den unge, og i forhold til at iværksætte foranstaltninger, hvis barnet eller den unge har behov herfor. Det er derfor vigtigt, at kommunalbestyrelsen i handlekommunen sikrer, at personalet på disse steder orienterer handlekommunen, når der opholder sig eller bor et barn eller en ung på stedet, og oplyser, hvem barnet eller den unge er. Denne viden giver handlekommunen mulighed for at vurdere tilsynets omfang, og hvorvidt der skal iværksættes støtteforanstaltninger overfor barnet eller den unge.

Hvilken kommune, der er handlekommune i forbindelse med tilsyn og iværksættelse af eventuelle foranstaltninger, reguleres i § 9 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, læs herom under punkt 91.

Tilsyn med børn og unge på krisecentre

74. Børn og unge, der opholder sig på krisecentre eller i andre af de ovenstående tilbud, har ofte brug for særlig støtte. Samtidig gælder særlige rettigheder for kvinder med børn på krisecenter samt for børn eller unge, der følger med deres mor på krisecenter. Således har kvinder med børn på krisecenter ret til at få tilbudt støtte og vejledning fra en familierådgiver, mens børn og unge, som følger med deres mor på krisecenter, har ret til at få tilbudt psykologbehandling, jf. servicelovens § 109, stk. 4 og 5. Læs mere herom under punkt 105 og 346. Derfor er det vigtigt, at handlekommunen sikrer sig, at der er kontinuerlig kontakt til krisecentrene, og løbende holder sig orienteret om forholdene for de børn og unge, der opholder sig på de i kommunen beliggende offentlige og private krisecentre m.v., med henblik på, at familierådgivningen, psykologbehandlingen og evt. anden relevant støtte kan tilbydes til barnet eller den unge og familien på det tidligst mulige tidspunkt.

Tilsyn med børn og unge på asylcentre

75. Børn, der opholder sig på asylcentre som asylansøgere, hører som udgangspunkt under udlændingemyndighedernes område. Det betyder, at det som udgangspunkt er personalet på asylcentrene, der skal varetage den daglige omsorg for børnene på stedet, herunder yde den nødvendige særlige støtte. Selvom det er personalet på stedet, der varetager det daglige arbejde, har den kommune, hvor asylcenteret er beliggende, sideløbende hermed en aktiv forpligtelse til at føre tilsyn med børnene på asylcentrene. Det betyder, at hvis der er børn på asylcentrene, der har problemer af en sådan karakter, at udlændingemyndighederne ikke kan håndtere dem uden hjælp fra de kommunale myndigheder, så har kommunerne en pligt til at yde den nødvendige hjælp efter principperne i serviceloven. Det betyder, at kommunerne skal anvende de samme procedureregler og foranstaltninger, som i øvrigt anvendes i forhold til udsatte børn og unge. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor det skønnes nødvendigt at anbringe et barn eller en ung uden for hjemmet. Det er udlændingemyndighederne, der skal afholde udgifterne til særlige støtteforanstaltninger, jf. udlændingeloven § 42 a. Hjælpen skal ydes med hensyntagen til, at barnet eller den unge eventuelt er her på midlertidigt ophold. Det betyder bl.a. at det her er særligt vigtigt, at børn, som anbringes, vedligeholder deres modersmål. Hjælpen skal i øvrigt ydes i samarbejde med udlændingemyndighederne, således at indsatsen over for familien koordineres.

Tilsyn med børn og unge på ferie- og rekreationsophold

76. For så vidt angår børn og unge, der er på ferie- og rekreationsophold formidlet af private foreninger og lignende, er det ligeledes den kommune, hvor børnene eller de unge har midlertidigt ophold, som har tilsynsforpligtelse. Derfor er det vigtigt, at kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor børnene eller de unge har midlertidigt ophold, sikrer, at de foreninger, komiteer og andre private organisationer, der formidler ferieophold eller kortvarige rekreationsophold for børn og unge hos private, orienterer kommunalbestyrelsen om, hvor mange børn det drejer sig om, hvor de skal bo under opholdet og hvor længe, der går inden børnenes eller de unges ankomst.

Hvis en kommune, som skal modtage børn eller unge på midlertidigt ophold, er bekendt med oplysninger, som gør, at et hjem må anses for uegnet til at modtage feriebørn, skal kommunalbestyrelsen underrette den pågældende forening. Kommunalbestyrelsen skal ikke foretage en vurdering af egnetheden som feriefamilie, men alene gøre opmærksom på forhold, der kan give anledning til bekymring for børnenes sikkerhed under opholdet. Det samme gælder, hvis kommunalbestyrelsen efterfølgende bliver opmærksom på forhold, der giver anledning til betænkeligheder med hensyn til barnets fortsatte ophold i det pågældende feriehjem. Om nødvendigt kan kommunalbestyrelsen sørge for, at barnet sendes hjem eller får ophold et andet sted.

Kommunalbestyrelsen må endvidere være opmærksom på, at opholdet bringes til ophør ved ferieopholdets afslutning, hvis det drejer sig om børn under 14 år, da familien ellers skal godkendes som privat døgnpleje. Se punkt 583 - 600.

Tilsyn med børn og unge, som er anbragt uden for hjemmet

 
Serviceloven
§ 148. Kommunalbestyrelsen i opholdskommunen, jf. §§ 9-9 b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, fører tilsyn med de tilbud, som kommunalbestyrelsen i opholdskommunen i forhold til den enkelte person har truffet afgørelse om, jf. § 3, stk. 1. Tilsynet omfatter ikke det generelle driftsorienterede tilsyn, jf. § 148 a.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen i opholdskommunen, jf. §§ 9-9 b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, skal løbende følge de enkelte sager for at sikre sig, at hjælpen fortsat opfylder sit formål. Kommunalbestyrelsen skal herunder være opmærksom på, om der er behov for at yde andre former for hjælp. Opfølgningen skal ske ud fra modtagerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne.
 

77. Kommunalbestyrelsen i opholdskommunen, hvilket som oftest vil være den kommune, hvor barnet eller den unge er registreret i folkeregisteret, skal føre løbende tilsyn med barnets eller den unges forhold under opholdet uden for hjemmet, jf. servicelovens § 148. Det gælder uanset, hvilken type anbringelsessted barnet eller den unge er anbragt i.

 
Serviceloven:
§ 70. ...
Stk. 2.Ved anbringelse uden for hjemmet skal vurderingen af indsatsen efter stk. 1 og behovet for revision af handleplanen ske på baggrund af det løbende tilsyn med barnet eller den unge, jf. § 148, stk. 1, og efter kontakt med forældremyndighedsindehaveren. Tilsynet efter § 148, stk. 1, skal omfatte mindst to årlige tilsynsbesøg på anbringelsesstedet, hvor kommunen taler med barnet eller den unge. Samtalen skal så vidt muligt finde sted uden andre personer fra anbringelsesstedets tilstedeværelse. Vurderingen skal omfatte en stillingtagen til, hvorvidt andre forhold end de hidtil beskrevne, jf. § 140, er relevante, og i så fald skal disse indgå i en revideret handleplan.
 

78. Kommunalbestyrelsen skal altid vurdere, hvor ofte og hvordan, der skal føres tilsyn. Det vil i hvert enkelt tilfælde bero på det enkelte barns eller den enkelte unges behov. Bestemmelsen i servicelovens § 70, stk. 2, om, at kommunalbestyrelsen har pligt til at tale med barnet eller den unge på anbringelsesstedet mindst to gange årligt, er således alene et minimumskrav. I nogle sager vil det være nødvendigt at besøge barnet eller den unge hyppigere, andre gange kan den supplerende kontakt foregå telefonisk eller via møder på forvaltningen. Erfaringerne viser, at en grundig opfølgning er central for at sikre et godt udbytte af anbringelsen, og for at sikre, at anbringelsen ophører, når der ikke længere er grundlag for den. Hvordan tilsynet tilrettelægges mest hensigtsmæssigt, vil variere fra sag til sag. Eksempelvis kan det i nogle sager være en fordel, at barnet eller den unge selv har sagsbehandlerens telefonnummer, så barnet eller den unge også selv kan kontakte sagsbehandleren.

I nogle tilfælde kan det også være en fordel, hvis tilsynet tilrettelægges således, at det bliver samme person, som har kontakten med barnet eller den unge, og som forestår rådgivnings- og vejledningsopgaver m.v. over for familien under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, således at personen får et godt kendskab til barnet eller den unge og familien.

Det bemærkes i øvrigt, at det uanset anbringelsesform er opholdskommunen, der har ansvaret for anbragte børn og unge. Heri ligger også en pligt til at beskytte barnets eller den unges integritet. Opholdskommunen bør derfor sikre sig, at anbringelsesstedet ikke f.eks. gennem interviews, fotografering eller via internettet bringer anbragte børn og unge i en situation, der kan skade dem eller deres familier.

Samtale med anbragte børn og unge

79. I forbindelse med opholdskommunens tilsyn med barnet skal kommunalbestyrelsen minimum to gange årligt tale med barnet på anbringelsesstedet, jf. servicelovens § 70, stk. 2. Formålet med tilsynet er at få indblik i barnets eller den unges trivsel på stedet, få barnets eller den unges egen vurdering af situationen samt sikre, at formålet med anbringelsen af barnet eller den unge på det pågældende sted opnås.

Samtalen med barnet eller den unge skal så vidt muligt gennemføres uden tilstedeværelse af personer fra anbringelsesstedet, uanset om barnet eller den unge er anbragt i en plejefamilie, på et opholdssted eller på en døgninstitution. Det kan give barnet eller den unge god mulighed for at tale frit om, hvordan han eller hun har det, og om der er problemer. Barnet eller den unge kan dog efter eget valg medbringe en bisidder eller en anden person til samtalen, hvis barnet eller den unge ønsker dette. Hvis barnet eller den unge har en funktionsnedsættelse, som gør, at der er behov for assistance til gennemførelse af samtalen, må det overvejes, hvorledes denne assistance kan ydes på uvildig vis.

Samtalen med barnet eller den unge kan kun undlades i særlige tilfælde, hvor hensynet til barnet eller den unge taler imod, at samtalen foretages.

Tilsyn med børn og unge i privat familiepleje

80. Der gælder ingen særskilt tilsynsforpligtelse med børn i privat familiepleje efter servicelovens § 78. Det påhviler imidlertid den kommune, hvor plejefamilien bor, efter den almindelige tilsynsforpligtelse i servicelovens § 146, at være opmærksom på de forhold, barnet eller den unge lever under i familieplejen. Såfremt kommunalbestyrelsen bliver opmærksom på, at et barn i privat familiepleje har særligt behov for støtte, bør der ske henvendelse til forældremyndighedsindehaveren og eventuelt dennes opholds-kommune, så der kan iværksættes en børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50, der kan afdække evt. behov for foranstaltninger. Det er forældremyndighedsindehaverens opholdskommune, der har beslutningskompetencen i forhold til ydelser efter reglerne om særlig støtte.

Tilsyn med børn og unge i private døgnplejehjem

81. Døgnplejehjem, dvs. hjem af mere institutionslignende karakter, der modtager børn og unge under 18 år, men som drives af private uden aftale eller offentlige midler, må efter servicelovens § 78, stk. 7, kun oprettes og drives med tilladelse fra den kommune, hvori institutionen er beliggende.

Tilladelsen gives til en bestemt person som leder og for bestemte lokaler. Der kan ligeledes fastsættes særlige begrænsninger for tilladelsens omfang, f.eks. med hensyn til tilsyn, ledelse og bygningsmæssige forhold.

Kommunalbestyrelsen fører efter bestemmelsen tilsyn med forholdene i hjemmet. Tilsynet omfatter en vurdering af, om forholdene på stedet er forsvarlige i forhold til at sikre børnenes sikkerhed og trivsel.

Tilsyn med plejefamilier, opholdssteder og døgninstitutioner

 
Serviceloven
§ 148 a. Den stedlige kommunalbestyrelse fører det generelle driftsorienterede tilsyn med tilbuddets personale, bygninger og økonomi, herunder om grundlaget for afgørelsen efter § 14, stk. 3, om optagelse af et privat tilbud på Tilbudsportalen fortsat består.
Stk. 2. Det generelle driftsorienterede tilsyn med anbringelsessteder for børn og unge, der er omfattet af § 66, stk. 1, nr. 1-2 og 5-6, skal endvidere påse, at det enkelte anbringelsessteds pædagogiske målsætning og metoder fortsat gør anbringelsesstedet generelt egnet til at opfylde målgruppens behov, herunder behov for nære, stabile relationer til voksne, opbygning af sociale relationer og netværk, skolegang, sundhed, trivsel og forberedelse til et selvstændigt voksenliv. Det driftsorienterede tilsyn med anbringelsessteder, der er omfattet af § 66, stk. 1, nr. 1-2 og 5-6, skal omfatte mindst et uanmeldt tilsyn om året.
Stk. 3. Det generelle driftsorienterede tilsyn omfatter ikke tilbud, hvor en anden kommune eller region har indgået en generel aftale om anvendelse af samtlige pladser i tilbuddet og om tilsyn, eller hvor tilbuddet er omfattet af regionsrådets generelle driftsorienterede tilsyn, jf. § 5, stk. 7.
Stk. 4. Det generelle driftsorienterede tilsyn, jf. stk. 1 og stk. 2, omfatter ikke plejefamilier, der er godkendt som konkret egnede efter § 66, nr. 1, og § 142, stk. 1, nr. 2. konkret godkendte plejefamilier efter § 66, nr. 2, og § 142, stk. 1, nr. 2, netværksplejefamilier efter § 66, nr. 3, og egne værelser mv. efter § 66, stk. 1, nr. 4.
Stk. 5. Socialministeren fastsætter nærmere regler om tilsyn med private opholdssteder efter § 66, nr. 4, private behandlingstilbud efter § 101 og private botilbud efter § 107.
 

82. Kommunalbestyrelsen skal føre tilsyn med de plejefamilier, opholdssteder og døgninstitutioner, som er beliggende i kommunen. Denne tilsynsforpligtelse skal ses i sammenhæng med, at det også er den stedlige kommune, som har godkendt anbringelsesstedet.

Kommunalbestyrelsen skal føre minimum et uanmeldt tilsyn med anbringelsesstedet om året (dog ikke med plejefamilier). Det skal bemærkes, at den stedlige kommune ikke skal føre driftsorienteret tilsyn med konkret godkendte plejefamilier, konkret godkendte kommunale plejefamilier, netværksplejefamilier og egne værelser, jf. servicelovens § 148 a, stk. 4. I de nævnte anbringelsestyper vil der som oftest alene være anbragt et enkelt barn eller ung eller søskende, og i disse tilfælde vil et generelt driftsorienteret tilsyn, som ikke er koblet til det konkrete anbragte barn eller unge, ikke fremstå meningsfyldt.

Tilsyn med generelt godkendte plejefamilier

83. Det grundlæggende formål med tilsynet med plejefamilier er at sikre, at det grundlag, hvorpå kommunalbestyrelsen godkendte familien som generelt egnet at tage anbragte børn i pleje, stadig er gældende. Gennem tilsynet skal det således sikres, at de forhold, som plejefamilien oprindeligt blev godkendt ud fra, ikke har ændret sig. Er plejefamilien eksempelvis generelt godkendt til at modtage børn med bestemte problemstillinger, eller er der ved godkendelsen sat loft for, hvor mange børn familien må have i pleje, skal det via tilsynet sikres, at dette er overholdt. Tilsynet omfatter også, om der er sket ændringer i plejefamilien, eksempelvis skilsmisse eller død, som gør, at familiens vilkår og kapacitet har ændret sig, og at der derfor er behov for at justere godkendelsen.

Gennem tilsynet skal det tillige sikres, at plejefamilien behandler det anbragte barn hensigtsmæssigt ud fra barnets problemstillinger og behov, at barnets anbringelsesforløb forløber tilfredsstillende og at barnet trives i familien. Tilsynet skal således bidrage til at anbringelsesforløbet justeres efter behov.

Derudover kan kommunalbestyrelsen tillægge tilsynet andre funktioner, som vurderes relevante. Det kan eksempelvis være til at orientere plejeforældrene om relevante informationer om overvejelser og beslutninger, som vil påvirke anbringelsen. Det kan også være at yde rådgivning, vejledning og støtte til plejefamilien og vurdere, om plejefamilien har brug for yderligere støtte, eksempelvis supervision. Endelig kan det være til at få informationer om barnets fysiske og psykiske udvikling, samvær med de biologiske forældre, trivsel i skole og dagtilbud, aktuelle problemer og ressourcer med henblik på at medvirke til, at barnet får tilbudt relevant støtte, herunder psykisk eller fysisk behandling, støtteforanstaltninger i skole og daginstitution eller relevante fritidstilbud. Der kan kun føres anmeldt tilsyn med plejefamilier, og altså ikke uanmeldt tilsyn, sådan som det er tilfældet med opholdssteder og døgninstitutioner.

Tilsyn med opholdssteder og døgninstitutioner

84. Kravene til tilsyn med opholdssteder er nærmere reguleret i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1580 af 16. december 2010 om Tilbudsportalen samt om godkendelse af og tilsyn med visse private tilbud, som kan findes på www.retsinfo.dk.

For institutioner med driftsaftale varetages tilsynet med institutionens ledelse og drift, herunder det pædagogiske arbejde, af den driftsansvarlige kommune i forbindelse med udøvelsen af de beføjelser, der tilkommer kommunen efter aftalen.

Driver en kommune eller en region en døgninstitution, der er beliggende i en anden kommune eller region, påhviler det almindelige tilsyn, herunder med det pædagogiske arbejde, den driftsansvarlige kommune eller region.

Den tilsynsansvarlige kommune eller region har pligt til at føre tilsyn med indholdet af opholdsstedernes eller døgninstitutionernes pædagogiske virksomhed og udviklingen af de metoder, som arbejdet løbende nødvendiggør. Gennem tilsynet skal det sikres, at opholdsstedet eller døgninstitutionen udøver et pædagogisk arbejde, der er hensigtsmæssigt i forhold til de børn og unge, som er på stedet, og deres baggrund og problematikker.

Gennem tilsynet bør den tilsynsansvarlige kommune også forholde sig til, om opholdsstedet eller døgninstitutionen lever op til det pædagogiske arbejde, som stedet har anført på tilbudsportalen. Dette for at bidrage til, at formålet med anbringelsen kan opnås overfor de børn og unge, som er på stedet.

Særlige forhold i tilsynet

85. I udøvelsen af det driftsorienterede tilsyn med opholdssteder og døgninstitutioner for børn og unge, skal den tilsynsansvarlige kommune være opmærksom på enkelte særlige forhold, som skal administreres forsvarligt af anbringelsesstedet. F.eks. er det vigtigt, at anbringelsesstedet lever op f.eks. arbejdsmiljølovens regler om beskæftigelse af børn og Undervisningsministeriets regler for benyttelse af el-drevne maskiner og anvendelse af glasurer m.v. ved sløjdundervisning i skoler. Tilsynet skal ikke varetage andre myndigheders specifikke tilsynsopgaver, men skal sikre, at anbringelsesstedet er opmærksomt på og iagttager reglerne.

Gennem tilsynet skal det endvidere påses, at anbringelsesstedet sikrer, at børn og unge regelmæssigt tilses og undersøges af en læge og tandlæge. Det driftsorienterede tilsyn skal ikke omfatte, hvorvidt det enkelte anbragte barn eller den unge tilses af læge eller tandlæge, da dette forhold omfattes af personrettede tilsyn. Men det skal sikres, at anbringelsesstedet generelt set varetager børnenes behov for adgang til læge m.v., f.eks. via faste rutiner, sundhedspolitikker eller lign. Børn og unge skal således under døgnanbringelse have adgang til de samme forebyggende børneundersøgelser og vaccinationer som børn og unge i eget hjem. De skal ligeledes have adgang til sygesikringsydelser hos praktiserende læge på samme måde som andre børn og unge. Børn og unge vil under døgnanbringelse have adgang til den kommunale skolesundhedstjeneste i den kommune, hvor deres skole eller anbringelsessted er beliggende. De vil ligeledes være omfattet af den kommunale tandpleje i den kommune, hvor de er tilmeldt folkeregisteret. Er barnet eller den unge anbragt på døgninstitution er der dog fastsat særlige regler, jf. § 1, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 727 af 15. juni 2007 om tandpleje. Der henvises endvidere til punkt 88 for yderligere forhold, tilsynet skal være opmærksom på.

Offentlig omtale eller kritik, rømninger m.v.

86. Hvis der på et opholdssted eller en døgninstitution indtræffer forhold, der kan medføre offentlig omtale eller kritik, bør institutionens bestyrelse, den driftsansvarlige kommune eller region samt de anbringende kommuner omgående orienteres.

Det samme gælder i tilfælde af klager over forholdene på opholdsstedet, anbringelsesstedet eller institutionen, ved hyppige rømninger og i tilfælde af ulykker eller dødsfald blandt børnene eller de unge.

Tilsyn med særlige dagtilbud og særlige klubtilbud

87. Kommunalbestyrelsen har efter retssikkerhedslovens § 16 pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses. Tilsynet omfatter både indholdet af tilbuddene og den måde, opgaverne udføres på. Tilsynet gælder både for de særlige dagtilbud og de særlige klubtilbud, som kommunalbestyrelsen selv driver og de tilbud, som kommunalbestyrelsen og regionsråd eller selvejende særlige dagtilbud og særlige klubtilbud har indgået en aftale om. Den skriftlige aftale med den, der udfører opgaven, vil være udgangspunkt for indholdet i den kommunale tilsynspligt.

Kommunalbestyrelsen har pligt til at føre tilsyn med, at tilbuddene er egnede til ophold for den gruppe børn og unge, som tilbuddet er bestemt for, og at opgaverne løses med det indhold, som kommunalbestyrelsen har besluttet. Kommunalbestyrelsen skal samtidig føre tilsyn med tilbuddenes økonomi med henblik på at sikre, at det indholdsmæssige tilbud og omkostningerne svarer til, hvad kommunalbestyrelsen ønsker og vil tage ansvar for.

Tilsynsforpligtelsen betyder, at kommunalbestyrelsen til stadighed må være i forbindelse med tilbuddet, for at det kan konstateres, om de krav, der stilles, er opfyldt. Viser dette sig ikke at være tilfældet, må kommunalbestyrelsen foretage de nødvendige ændringer.

Tilsyn med anbringelsessteder

88. Ved udøvelsen af tilsynet bør kommunalbestyrelsen være opmærksom på følgende forhold:

Pædagogiske og behandlingsmæssige målsætninger og metoder. Kommunalbestyrelsen skal via det driftsorienterede tilsyn påse, at anbringelsesstedets pædagogiske målsætninger og metoder fortsat gør anbringelsesstedet egnet til at opfylde målgruppens behov, herunder behov for nære, stabile relationer til voksne, opbygning af sociale relationer og netværk, skolegang, sundhed, trivsel og forberedelse til et selvstændigt voksenliv. Kommunalbestyrelsen skal fokusere på, om det konkrete anbringelsessted i tilstrækkelig omfang har den pædagogik og de nødvendige kompetencer, der skal til for at støtte og udvikle den målgruppe, som stedet er godkendt til at modtage. Opstår der konflikter i tilbuddet, det være sig omkring det enkelte barn eller den unge eller om det pædagogiske eller behandlingsmæssige arbejde, er det et led i kommunalbestyrelsens tilsynsforpligtelse at undersøge og bidrage til at løse disse konflikter i et samarbejde med tilbuddet og forældrene.

Sikkerhed og hygiejne. Kommunalbestyrelsen bør være opmærksom på forhold, der kan forebygge ulykker, f.eks. legepladsens indretning og befordring af børn og unge og være opmærksom på de hygiejniske forhold i tilbuddet.

Økonomiske forhold. For at kunne føre tilsyn med økonomien må kommunalbestyrelsen stille krav til budgetter og regnskabsaflæggelse, således at det er muligt at gennemskue og påse, at de økonomiske forhold udføres i overensstemmelse med reglerne.

Særligt om tilsyn med konkret godkendte plejefamilier, konkret godkendte kommunale plejefamilier og netværksplejefamilier

89. Ved anbringelse i konkret godkendt plejefamilie, konkret godkendt kommunal plejefamilie eller i netværksplejefamilie påhviler tilsynsforpligtelsen ikke beliggenhedskommunen, men derimod den anbringende kommune. Dette følger af, at det er den anbringende kommune, som i disse tilfælde har godkendt familien som konkret egnet til at tage et bestemt barn eller en bestemt ung i pleje, jf. § 142, stk. 1 og 2. Konkret godkendte plejefamilier, konkret godkendte kommunale plejefamilier og netværksplejefamilier er således undtaget fra kommunalbestyrelsens forpligtelse til at føre generelt driftsorienteret tilsyn med de anbringelsessteder, der er beliggende i kommunen. Børn og unge anbragt i konkret godkendte plejefamilier, konkret godkendte kommunale plejefamilier eller i netværksplejefamilier er dog stadig omfattet af den anbringende kommunes forpligtelse til at føre et personrettet tilsyn efter lovens § 148.

I udøvelsen af tilsynet med barnet eller den unge anbragt i en konkret godkendt plejefamilie, i en konkret godkendt kommunal plejefamilie eller i netværksplejefamilie skal det sikres, at det grundlag, hvorpå kommunen godkendte familien som egnet at tage det bestemte barn i pleje, stadig er til stede. Gennem tilsynet skal kommunen således sikre, at de forhold, som familien oprindeligt blev godkendt ud fra, ikke har ændret sig.

Gennem tilsynet skal kommunen tillige sikre, at barnets anbringelsesforløb er tilfredsstillende og at barnet trives i plejefamilien. Tilsynet skal således bidrage til at anbringelsesforløbet justeres efter behov.

Derudover kan kommunalbestyrelsen tillægge tilsynet andre funktioner, som vurderes relevante, på samme vis som i tilsynet med generelt godkendte plejefamilier. Tilsynet kan eksempelvis benyttes til at orientere de konkret godkendte plejefamilier, de konkret godkendte kommunale plejefamilier eller netværksplejeforældrene om relevante informationer om overvejelser og beslutninger, som vil påvirke anbringelsen. Det kan også være at yde rådgivning, vejledning og støtte til familien og vurdere, om familien har brug for yderligere støtte, eksempelvis supervision. Endelig kan det være til at få informationer om barnets fysiske og psykiske udvikling, samvær med de biologiske forældre, trivsel i skole og dagtilbud, aktuelle problemer og ressourcer med henblik på at medvirke til, at barnet får tilbudt relevant støtte, herunder psykisk eller fysisk behandling, støtteforanstaltninger i skole og daginstitution eller relevante fritidstilbud.

Da det for de anførte anbringelsessteder alene er den anbringende kommune, der har en tilsynsforpligtelse, har denne kommune således det fulde ansvar for anbringelsen, herunder for at anbringelser sker under betryggende rammer.

90. Vedrørende tilsyn med skibsprojekter henvises til punkt 488.

Kapitel 4

Handlekommune

91. I dette kapitel gennemgås reglerne for, hvornår en kommune er opholdskommune, handlekommune samt betalingskommune i sager, der vedrører børn og unge.

Spørgsmålet om, hvilken kommune der er opholdskommune, handlekommune og betalingskommune opstår som oftest i sager, hvor børn og unge anbringes uden for hjemmet, fordi der anbringes på et anbringelsessted beliggende i en anden kommune end barnets oprindelige opholdskommune eller fordi forældrene til et anbragt barn flytter kommune.

I dette kapitel behandles spørgsmålet om opholdskommune, handlekommune og betalingskommune derfor særligt i forhold til anbringelser af børn og unge uden for hjemmet. Sidst i kapitlet redegøres også for reglerne i de situationer, hvor børn eller unge følger med deres mor på kvindekrisecenter.

Reglerne om opholdskommune, handlekommune og betalings-kommune er reguleret i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område §§ 9, 9a, 9b og 9c og er endvidere nærmere gennemgået i tilhørende vejledning nr. 73 af 3. oktober 2006.

 
Retssikkerhedsloven
§ 9 a. Opholdskommunen for et barn eller en ung under 18 år har pligt til at yde hjælp, jf. dog § 9 b.
Stk. 2. Et barn eller en ung under 18 år har samme opholdskommune som forældrene, jf. dog stk. 3-5. Et barn eller en ung under 18 år, der bor mest hos den ene af forældrene, har opholdskommune hos denne. Hvis barnet eller den unge bor lige meget hos begge forældre, har barnet eller den unge opholdskommune, hvor det er tilmeldt folkeregistret.
Stk. 3. Et barn eller en ung under 18 år, der ikke bor sammen med nogen af forældrene, og som har klaret sig selv, har selvstændig opholdskommune.
Stk. 4. Forældremyndighedsindehaverens opholdskommune har pligt til at yde hjælp efter kapitel 11 i lov om social service. Er et barn eller en ung under 18 år anbragt uden for hjemmet, får barnet eller den unge dog selvstændig opholdskommune i den kommune, som har truffet afgørelse om anbringelsen efter kapitel 11 i lov om social service. Barnets eller den unges selvstændige opholdskommune samarbejder med forældremyndighedens indehavers opholdskommune om at løse familiens problemer og hører forældremyndighedsindehaveren samt barnet eller den unge, inden der træffes afgørelse efter kapitel 11 i lov om social service. Barnets eller den unges selvstændige opholdskommune træffer afgørelser vedrørende barnets eller den unges forhold. Afgørelser, der er målrettet forældremyndighedsindehaveren, træffes af forældremyndighedsindehaverens opholdskommune.
Stk. 5. En ung under 18 år, der selv har ansvar for at forsørge en ægtefælle eller et barn, har selvstændig opholdskommune.
Stk. 6. Forældremyndighedens indehavers opholdskommune kan, når der er særlige grunde til det, uanset bestemmelsen i stk. 4, 2. og 3. pkt., indgå aftale med barnets eller den unges opholdskommune om, at den er handlekommune i forhold til barnet eller den unge. En sådan aftale er betinget af, at forældremyndighedens indehaver og den unge over 15 år giver samtykke.
 

Den generelle definition af opholdskommune og handlekommune

92. Et barn eller en ung har som udgangspunkt samme opholdskommune som forældrene, jf. lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 9 a, stk. 2. Hvis barnet eller den unge bor mest hos den ene af forældrene, har barnet eller den unge opholdskommune hos denne. Bor barnet lige meget hos begge forældre er opholdskommunen den kommune, hvor barnet eller den unge er tilmeldt folkeregistret. Det er forældremyndighedsindehaverens opholdskommune efter § 9 a, stk. 4, i lov om retssikkerhed og administration på det social område, der skal træffe afgørelse om at yde særlig støtte til børn og unge efter reglerne i serviceloven.

Barnets opholdskommune vil i de fleste tilfælde også være handlekommune i forhold til barnet, det vil sige, at kommunen har handleforpligtelse til at iværksætte særlig støtte og foranstaltninger, hvis barnet har behov herfor. En kommune har handleforpligtelsen i forhold til et barn i følgende situationer:

Kommunen er opholdskommune for barnet under 18 år i henhold til § 9 a, stk. 2.

Kommunen er opholdskommune for barnet under 18 år, som ikke bor sammen med nogen af forældrene, og som har klaret sig selv i henhold til § 9 a, stk. 3.

Kommunen er opholdskommune for det anbragte barn under 18 år i henhold til § 9 a, stk. 4.

Kommunen er opholdskommune for et barn under 18 år, der selv har ansvar for at forsørge en ægtefælle eller et barn i henhold til § 9 a, stk. 5.

Kommunen har som følge af aftale påtaget sig handleforpligtelsen i henhold til § 9, stk. 6, eller § 9 a, stk. 6.

Kommunen er midlertidig/øjeblikkelig opholdskommune for barnet i henhold til § 9 b, stk. 1.

Børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet

93. Det vil som udgangspunkt være forældremyndighedsindehaverens opholdskommune, som træffer afgørelse om, at barnet eller den unge skal anbringes uden for hjemmet, da det er opholdskommunen som har handleforpligtelsen. Barnets eller den unges opholdskommune er dermed også handlekommune i forhold til barnet eller den unge.

Den kommune, som er opholds- og handlekommune på afgørelsestidspunktet og som træffer afgørelsen om anbringelse, vedbliver med at være opholds- og handlekommune i forhold til barnet eller den unge under anbringelsen. Det gælder også, når barnet anbringes i en anden kommune eller i den situation, hvor forældremyndighedsindehaveren flytter fra kommunen. Barnet får således selvstændig opholdskommune og handlekommune under anbringelsen. Hvis barnet har været anbragt flere gange er handlekommunen den kommune, der senest har anbragt barnet.

Retssikkerhedslovens regler herom trådte i kraft 1. juli 2003. Hvis der er truffet afgørelse om anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet før 1. juli 2003, er det den 30. juni 2003, der er skæringsdato for, hvilken kommune der er handlekommune for barnet eller den unge. I sager hvor et barn eller en ung er blevet anbragt før den 30. juni 2003 gælder retssikkerhedslovens tidligere regler herfor. Det betyder, at den kommune, der var opholdskommune og dermed handlekommune for barnet eller den unge den 30. juni 2003, forbliver opholds- og handlekommune for barnet eller den unge, uanset om forældrene flytter til en anden kommune.

Eksempel:

Et barn er den 1. marts 1999 blevet anbragt af A kommune, hvor forældrene er bosiddende. Barnet er anbragt i plejefamilie i B kommune. Forældremyndighedsindehaveren er flyttet til C kommune den 1. april 2000 og flytter den 10. august 2003 til D kommune. I dette tilfælde vil A kommune være betalingskommune, og C kommune vil være opholds- og handlekommune for barnet, og fortsætter med at være det, til barnet ophører med at være anbragt.

Afgørelser som kan træffes af barnets eller den unges opholdskommune

94. Et barn eller en ung får i forbindelse med en anbringelse uden for hjemmet selvstændig opholdskommune, jf. retssikkerhedslovens § 9a, stk. 4. Den selvstændige opholdskommune er den kommune, der har truffet afgørelse om at anbringe barnet. I tilfælde hvor forældrene flytter til en anden kommune, vil barnet og forældrene da have hver sin opholdskommune.

Barnets eller den unges selvstændige opholdskommune har kompetence til at træffe afgørelse om:

foranstaltninger efter servicelovens § 52, stk. 3, 4 og 5, i det omfang foranstaltningerne udelukkende eller primært er knyttet til barnets eller den unges forhold under anbringelsen,

ændring af en frivillig anbringelse til en tvangsmæssig anbringelse efter servicelovens § 58,

valg af anbringelsessted efter servicelovens § 68b, stk. 1,

ændring og revision af handleplanen efter servicelovens § 70,

samvær og kontakt efter servicelovens § 71,

hjemgivelse eller opretholdelse af anbringelse efter servicelovens § 68.

Endvidere skal barnets eller den unges opholdskommune foretage genbehandlinger af afgørelser efter servicelovens § 58 om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke.

Barnets eller den unges opholdskommune kan også yde støtte til udgifter til forældrenes transport i forbindelse med møder i barnets eller den unges opholdskommune, jf. servicelovens § 71, stk. 7.

Endelig kan barnets eller den unges opholdskommune foretage indstilling til kommunens børne og unge-udvalg om adoption uden samtykke, jf. servicelovens § 74 nr. 13.

Forholdet mellem barnets og forældremyndighedsindehaverens opholdskommune

95. Hvis barnet eller den unge ikke har samme opholdskommune som sine forældre, er det nødvendigt, at de pågældende kommuner indgår et samarbejde om de opgaver, der knytter sig til familien, så barnet eller den unge sikres de bedst mulige forhold f.eks. under en anbringelse eller i forbindelse med samvær.

Flere af afgørelserne efter servicelovens regler om særlig støtte til børn og unge kan rette sig mod både barnet eller den unge og forældrene. Det drejer sig f.eks. om praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 2, familiebehandling efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 3 eller kontaktpersonordningen efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 6.

Hvis barnet eller den unge og forældrene ikke har samme opholds- og handlekommune, er det vigtigt, at kommunerne holder hinanden orienteret om tiltag i forhold til parterne og samarbejder herom. På den måde kan det undgås, at beslutninger i de to kommuner modarbejder hinanden. For eksempel er det ikke hensigtsmæssigt at sætte en forældremyndighedsindehaver i aktivering om natten eller i weekenderne, således at det ikke er praktisk muligt at opretholde kontakten til barnet eller den unge under en anbringelse.

Det er vigtigt, at der ikke opstår tvivl om, hvilken kommune der er forpligtet til at træffe afgørelser i forhold til et barn eller en ung og forældrene. Stillingtagen til hvilken kommune, der er kompetent handlekommune, kan støtte sig på følgende overvejelser:

Hvis foranstaltningen eller den sociale indsats primært retter sig mod forældrene, er det deres opholdskommune, der er kompetent til at træffe afgørelse om støtte.

Hvis afgørelsen derimod primært vedrører barnets eller den unges forhold og er rettet mod barnet eller den unge, fordi den er af væsentlig betydning for anbringelsen eller for andre forhold i barnets eller den unges liv, er barnets eller den unges opholdskommune kompetent.

Alle afgørelser retter sig principielt mod forældrene, men det er i disse tilfælde vigtigt at skelne mellem afgørelsen, og hvem den sociale indsats/foranstaltningen retter sig imod.

Eksempel 1:

En ung er anbragt af og i A kommune. Forældrene har opholdskommune i B kommune. Det vurderes, at der er behov for konsulentbistand med henblik på, at den unge skal gå i en ungdomsskole, og at den unge har behov for en fast kontaktperson. I denne situation er A kommune kompetent til at træffe afgørelse, da den sociale indsats primært vedrører den unges forhold.

Eksempel 2:

Samme situation. Det vurderes nu, at familien sammen har brug for en forældreevneundersøgelse med henblik på at afklare en eventuel hjemgivelse. I denne situation er B kommune kompetent til at træffe afgørelse, men skal i sagens natur samarbejde med A kommune.

Koordinering af handleplaner til forældrene og barnet eller den unge

96. Kompetencen til at træffe afgørelser, der er af væsentlig betydning for selve anbringelsen, er som nævnt placeret i barnets opholdskommune. Det betyder, at barnets opholdskommune harkompetence til at træffe afgørelse om ændring og revision af handleplanen efter servicelovens § 70. Handleplanen forudsættes udarbejdet af barnets opholdskommune i et samarbejde med forældrenes opholdskommune. Barnets opholdskommune har pligt til at tage initiativ til støtteforanstaltninger til forældremyndigheds-indehaveren i forbindelse med, at det efter servicelovens § 140, stk. 6 skal fremgå af barnets eller den unges handleplan, hvilken støtte der skal gives til familien i forbindelse med anbringelsen uden for hjemmet. Kommunen skal tilbyde forældrene at udarbejde en særskilt plan for støtten, jf. servicelovens § 54, stk. 2. Se punkt 298.

Forældrenes opholdskommune vil være forpligtet til at iværksætte støtte til forældrene i overensstemmelse med den handleplan, som barnets opholdskommune har udarbejdet, i det omfang det har væsentlig betydning for selve anbringelsen.

Forældrenes opholdskommune bidrager til handleplanen vedrørende andre af familiens forhold, der ikke er direkte knyttet til anbringelsen, idet afgørelser herom træffes af forældrenes opholdskommune. Barnets opholdskommune kan ikke gennem handleplanen forpligte forældrenes opholdskommune til at træffe afgørelser vedrørende andre af familiens forhold.

Hvis der skal ske ændring og revision af handleplanen for så vidt angår forhold, der primært retter sig mod andre af familiens forhold, er det et krav, at forældrenes opholdskommune tilslutter sig ændringerne.

Forældrenes opholdskommune kan vælge at lave en selvstændig handleplan for forældrene. Det udelukker dog ikke, at de to kommuner koordinerer handleplanerne for forældrene og barnet og i det mindste sikrer, at der arbejdes mod et fælles mål med planerne.

97. Et godt samarbejde med forældrenes kommune eller kommuner har særlig betydning ved afgørelser om samvær og kontakt efter servicelovens § 71. Den tværkommunale underretningspligt i servicelovens § 152 gælder også i de situationer, hvor forældrene flytter til en anden kommune efter, at deres barn eller børn er blevet anbragt uden for hjemmet. Det bevirker, at forældrenes nye opholdskommune er forberedt på, at de skal yde forældrene den nødvendige støtte i forbindelse med anbringelsen, og at de skal indgå i et samarbejde med barnets eller den unges handlekommune med henblik på at arbejde med familien for at løse de problemer i hjemmet, der har bevirket anbringelsen.

Mellemkommunal udveksling af oplysninger

98. Oplysninger, der er af afgørende betydning for en konkret afgørelse kan efter reglerne i forvaltningsloven og persondataloven videregives til den kompetente kommune. For en nærmere præcisering heraf henvises til Socialministeriets vejledning om tavshedspligtsregler, der har betydning for kommunernes indsats med at hjælpe børn og unge gennem dialog og samarbejde med forældrene. Vejledningen kan findes på www.retsinfo.dk.

Mellemkommunale aftaler om barnets eller den unges opholdskommune

99. Barnets eller den unges selvstændige opholdskommune kan med samtykke fra forældrene og den unge, der er fyldt 15 år, aftale med forældrenes opholdskommune, at den tillige er handlekommune for barnet eller den unge, når der er særlige grunde til en sådan aftale. Betalingsforpligtelsen ændrer sig ikke som følge af aftalen, jf. § 9a, stk. 6, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Det kan f.eks. komme på tale, hvor der er behov for en fortsat social indsats over for familien, hvor aftalen er med til at sikre kontinuitet i indsatsen, eller hvor flytningen er led i den tidligere kommunes sociale indsats.

Aftaler mellem kommuner, som er indgået før den 1. juli 2003 berøres ikke af lovændringen og kan opretholdes uændret. Det gælder både for så vidt angår handleforpligtelsen og betalingsforpligtelsen.

Betalingskommune

100. Den kommune, der træffer afgørelse om en foranstaltning, er også betalingskommune.

Det betyder, at det er den samme kommune, der er handlekommune, som også er betalingskommune, med mindre der er indgået en mellemkommunal aftale om ændring af opholdskommune efter § 9a, stk. 6, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Også i sager, hvor der er truffet afgørelse om anbringelse, og barnet anbringes i en anden kommune, vedbliver betalingsforpligtelsen med at påhvile den kommune, der i første omgang traf afgørelse om anbringelse uden for hjemmet. Barnets eller den unges nye opholdskommune kan dog aftale med en tidligere opholdskommune, at den afholder udgifterne under anbringelsen. Dette følger af den generelle adgang til at indgå aftaler om betaling § 9c, stk. 10, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

101. Udgangspunktet om, at der er overensstemmelse mellem betalingskommune og handlekommune, kan fraviges efter § 9c, stk. 5, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, hvorefter det påhviler en tidligere opholdskommune at afholde udgiften til et tilbud eller en anbringelse, hvis den tidligere opholdskommune var bekendt med de forhold, der er årsag til at tilbuddet blev givet, og at det var åbenbart, at der var grundlag for at gribe ind. Det gælder også, hvis en tidligere opholdskommune har truffet afgørelse om at hjemgive et barn eller en ung, når det efterfølgende viser sig, at der ikke var grundlag for at hjemgive barnet eller den unge. Se nærmere i vejledning nr. 73 af 3. oktober 2006 om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Ved uenighed om hvilken kommune der har handlepligt

102. Kommunerne skal sikre, at borgerne får den hjælp, de har behov for. En eventuel uenighed mellem to kommuner om, hvilken kommune der har handleforpligtelsen, må ikke forsinke nødvendige foranstaltninger. Kommunerne kan i tvivlstilfælde søge vejledning hos Det Sociale Nævn.

Hvis to kommuner er uenige om, hvem af dem der har handlepligten, må den af de uenige kommuner, som personen har eller senest har haft folkeregisteradresse i, fungere som opholdskommune indtil det er afklaret, hvilken kommune der er rette opholdskommune. Dette fremgår af retssikkerhedslovens § 9, stk. 7. Den fungerende handlekommune har pligt til at yde hjælp til borgeren, indtil uenigheden mellem de to kommuner er bilagt – f.eks. fordi Det Sociale Nævn har afgjort, hvilken kommune der har handlepligten.

Opholdskommune efter hjemgivelse

103. Når et barn eller en ung bliver hjemgivet, ophører barnet eller den unge med at have selvstændig handlekommune. Forældremyndighedsindehaverens opholdskommune bliver barnets opholdskommune efter en hjemgivelse. Hermed sigtes der til, at retsvirkningen af anbringelsen efter retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 4, m.h.t. barnets eller den unge handlekommune ophører. Er barnet eller den unge fortsat under 18 år, vil § 9, stk. 2, således kunne anvendes.

Hjemgivelsen til forældremyndighedsindehaverens opholds-kommune kan have mere formel karakter, idet forældremyndigheds-indehaveren kan beslutte, at barnet eller den unge skal tage ophold hos en forælder uden del i forældremyndigheden eller i privat døgnpleje efter servicelovens § 78. Forældremyndighedsindehaveren kan således bestemme, at barnet eller den unge skal have ophold/bo mest hos den anden af forældrene, der kan være uden del i forældremyndigheden. Det vil efter § 9, stk. 2, have den retsvirkning, at det bliver opholdskommunen for den forælder, som barnet eller de unge i realiteten bor hos, der også bliver opholdskommune for barnet.

Selvom forældremyndighedsindehaveren har en anden opholds-kommune end barnet, vil afgørelser om særlig støtte til børn og unge altid skulle træffes i forhold til forældremyndighedsindehaveren, mens afgørelser efter andre bestemmelser vil skulle træffes af barnets opholdskommune. Det gælder også i de tilfælde, hvor barnet eller den unge ikke bor sammen med forældremyndighedsindehaveren. Initiativet til hjælpen vil normalt komme fra barnets eller den unges opholdskommune, men forældremyndighedsindehaverens opholds-kommune vil til enhver tid have pligt til at yde den nødvendige hjælp, jf. retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 4. Barnets opholdskommune vil dermed ikke være kompetent til at træffe afgørelse om særlig støtte efter serviceloven i en situation, hvor barnet ikke bor hos forældremyndighedsindehaveren, hvilket kan være tilfældet, hvor barnet er i privat familiepleje efter servicelovens § 78. En eventuel afgørelse om genanbringelse skal derfor træffes af forældremyndighedsindehaverens opholdskommune – i nedenstående eksempel vil det være A kommune.

Eksempel:

Et barn er anbragt af A kommune i B kommune. Barnet bliver hjemgivet ved en afgørelse truffet af A kommune. Forældremyndighedsindehaveren bor i A kommune, mens den anden forælder bor i C kommune. Barnet vil få opholdskommune i A kommune, medmindre forældremyndighedsindehaveren beslutter, at barnet skal bo hos den anden forælder. I dette tilfælde vil barnet få samme opholdskommune som den anden forælder.

Handlekommune og betalingsforpligtelse ved efterværn for unge over 18 år

104. Barnets eller den unges opholdskommune kan træffe afgørelse om opretholdelse af anbringelsen ud over det fyldte 18. år i forbindelse med revision af handleplanen for anbringelsen (jf. servicelovens § 70). Hvis der træffes afgørelse om opretholdelse af anbringelsen ud over det 18. år, er det den kommune, hvor den unge er anbragt, der bliver handlekommune. Betalingsforpligtelsen forbliver hos den oprindeligt anbringende kommune. Jf. punkt 456 om oversendelse af handleplan, hvis den unge skifter opholdskommune ved det fyldte 18. år.

Hvis der har været mellemkommunal betaling for et anbragt barn, fortsætter denne refusion, når barnet bliver 18 år, hvis der iværksættes efterværn efter servicelovens § 76, jf. retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 3.

Eksempel:

Ankestyrelsen har i sagerne SM R-7-05 og R-9-05 truffet afgørelse om, at den oprindelige opholdskommune skal refundere udgifterne til en personlig rådgiver (fast kontaktperson), uanset at den unge ikke længere er anbragt, og uanset hvilken kommune den unge opholder sig i.

Børn med midlertidigt ophold på krisecenter

 
Retssikkerhedsloven
§ 9 b.
Stk. 3. En ægtefælle eller et barn, som opholder sig uden for opholdskommunen, jf. § 9, stk. 3, og § 9 a, stk. 2, har ret til nødvendig hjælp, uanset at opholdet ikke er midlertidigt. Hjælpen gives af den kommune, hvor familiemedlemmet aktuelt har ophold.
 

105. Når en kvinde tager ophold på et krisecenter, jf. servicelovens § 109, får hun som udgangspunkt ny opholdskommune i den kommune, hvor krisecenteret er beliggende. Det er således som oftest beliggenhedskommunen, som er handlekommune i forhold til beboere på krisecentre. Når et barn tager ophold på et kvindekrisecenter med sin mor, er det reglerne om fastlæggelse af moderens opholdskommune, der afgør, hvilken kommune der har handleforpligtelsen både i forhold til at tilvejebringe familierådgivning til kvinden efter servicelovens § 109 stk. 4, psykologbehandling til barnet eller den unge efter servicelovens § 109 stk. 5 og eventuel støtte efter servicelovens § 52. Læs mere om handlekommunens forpligtelse til at iværksætte familierådgivning og psykologbehandling i punkt 346.

Efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 2, er der refusion fra tidligere opholdskommune, når en person tager ophold på et kvindekrisecenter. Kvinderne kan være flyttet et par gange forud for indflytning på krisecentret, og i disse tilfælde, må opholdskommunen undersøge, hvor kvinden tidligere har haft opholdskommune.

Afsnit II

Tilbud til børn og unge med nedsat funktionsevne

Kapitel 5

Indledning

106. I dette kapitel beskrives reglerne om kommunalbestyrelsens pligt til at etablere en særlig familievejlederordning for familier med børn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Kapitlet beskriver formålet med familievejlederordningen, personkredsen for ordningen og det nærmere indhold af familievejledningen og vejledningens omfang. Endelig beskrives samspillet mellem familievejlederordningen og andre typer af rådgivning og vejledning.

Reglerne om familievejlederordningen findes i servicelovens § 11, stk. 4-5, og i bekendtgørelse om familievejlederordningen efter lov om social service (familievejlederbekendtgørelsen).

Formål

 
Serviceloven
§ 11.
Stk. 2-4.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen skal etablere en særlig familievejlederordning for familier med børn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Vejledningen skal tilbydes indenfor 3 måneder, efter at kommunalbestyrelsen har fået kendskab til, at funktionsnedsættelsen er konstateret.
Stk. 6. Socialministeren fastsætter nærmere regler om familievejlederordningen.
 

107. Kommunalbestyrelsen skal efter servicelovens § 11, stk. 5, etablere en særlig familievejlederordning for familier med børn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Formålet med familievejlederordningen er at sikre, at disse familier i den indledende fase, efter at funktionsnedsættelsen er konstateret, får et tilbud om indgående rådgivning og vejledning for at styrke familiens og barnets videre udvikling og trivsel set i lyset af familiens ændrede livssituation som følge af barnets funktionsnedsættelse. Rådgivningen og vejledningen skal medvirke til at øge familiens kendskab til muligheden for iværksættelse af social indsats og kendskabet til de tilbud om offentlig hjælp på tværs af sektorerne, som barnets opvækst- og udviklingsvilkår i vidt omfang er betinget af.

Formålet med familievejlederordningen er således at give familien et tilbud om introducerende vejledning, og familievejlederen skal kunne håndtere nogle af familiens indledende spørgsmål. Ordningen er altså en form for »brobygning« mellem familien og det offentlige i den indledende fase, efter at barnets funktionsnedsættelse er konstateret. Derimod er ordningen ikke et stående tilbud til familien i et længere forløb.

Familievejlederordningen skal være synlig både for familierne og for relevante instanser såsom sygehuse, sundhedsplejen, praktiserende læger, dagtilbud, skoler m.fl.

Personkreds

 
Familievejlederbekendtgørelsen
§ 1. Kommunalbestyrelsen skal etablere en særlig familievejlederordning for familier med børn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Stk. 2. Familievejlederordningen omfatter både familier med nyfødte børn med nedsat funktionsevne og familier, hvor funktionsnedsættelsen konstateres under barnets opvækst.
 

108. Personkredsen for familievejlederordningen er familier, herunder også enlige forsørgere, med børn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Ordningen omfatter både familier med nyfødte børn med nedsat funktionsevne og familier, hvor funktionsnedsættelsen konstateres under barnets opvækst.

Der skal være tale om en varigt nedsat funktionsevne hos barnet, hvis konsekvenser er af indgribende karakter i den daglige tilværelse.

Ved varig funktionsnedsættelse forstås, at der ikke inden for en overskuelig fremtid vil være udsigt til bedring af de helbredsmæssige forhold, og at der i lang tid frem over vil være behov for at kompensere for følgerne af funktionsnedsættelsen. Normalt vil funktionsnedsættelsen være en belastning resten af livet.

Begrebet »konsekvenser af indgribende karakter i den daglige tilværelse« skal vurderes bredt i forhold til den samlede livssituation. I denne vurdering vil bl.a. kunne indgå funktionsnedsættelsens betydning i relation til den pågældendes aktivitetsniveau, skole- og uddannelsesforhold, personlige forhold, helbredsforhold etc.

Funktionsnedsættelse er et begreb, der bruges ved tildeling af de ydelser i serviceloven, der skal kompensere for en nedsat funktionsevne. Ved at lægge vægt på funktionsevnen betones det, at det ikke er lidelsens art eller omfang, der er afgørende, men derimod følgerne af den nedsatte kropslige eller kognitive funktion.

Selv om årsagen til den nedsatte funktionsevne ofte vil være en lægelig diagnosticeret lidelse, der angiver en varig nedsættelse af kropslige eller kognitive funktioner, er det imidlertid den samlede vurdering af funktionsevnenedsættelsen i forhold til den daglige tilværelse, der er afgørende i forhold til vurderingen af begrebet nedsat funktionsevne. For en mere generel omtale af begrebet »nedsat funktionsevne« henvises til vejledning nr. 1 til serviceloven.

Den tidsmæssige afgrænsning

 
Familievejlederbekendtgørelsen
§ 2. Familievejledningen skal tilbydes inden for tre måneder efter, at kommunalbestyrelsen har fået kendskab til, at barnets funktionsnedsættelse er konstateret.
 

109. Familievejledningen skal tilbydes inden for tre måneder efter, at kommunalbestyrelsen har fået kendskab til, at barnets funktionsnedsættelse er konstateret.

Det må i hvert enkelt tilfælde vurderes konkret, hvornår inden for tidsfristen familievejledningen skal tilbydes. Det afgørende må her være, hvornår familien er parat til at modtage familievejledning.

Der vil således ikke være noget til hinder for, at familievejledningen i nogle tilfælde tilbydes umiddelbart efter, at kommunalbestyrelsen har fået kendskab til barnets funktionsnedsættelse. I andre tilfælde kan det derimod vurderes, at udbyttet af familievejledningen vil blive større, hvis vejledningstilbuddet gives senere inden for tre måneders-fristen.

Som eksempler på måder, hvorpå kommunalbestyrelsen kan få kendskab til barnets funktionsnedsættelse, kan nævnes underretning fra sygehus, praktiserende læge eller sundhedsplejen.

Indhold

 
Familievejlederbekendtgørelsen
§ 3. Familievejledningen skal indeholde en introducerende og helhedsorienteret information og vejledning om familiens rettigheder og hjælpemuligheder på tværs af sektorerne. Vejledningen skal endvidere indeholde oplysninger om relevante vidensmiljøer og handicaporganisationer på området.
Stk. 2. Familievejledningen skal rumme et tilbud om formidling af kontakt til andre familier med børn med nedsat funktionsevne med henblik på dannelse af netværk.
 

110. Familievejlederen skal kunne tilbyde en introducerende og helhedsorienteret information og vejledning om familiens rettigheder og hjælpemuligheder på tværs af sektorerne og oplyse om, hvad der findes af bl.a. vidensmiljøer og handicaporganisationer på området. Familievejlederen skal desuden kunne tilbyde at formidle kontakt til andre familier med børn med nedsat funktionsevne med henblik på dannelse af netværk.

Den vejledning, der er indeholdt i familievejlederordningen, er således introducerende og af mere generel og overordnet karakter.

Det vurderes at være af stor vigtighed, at de medarbejdere, der skal fungere som familievejledere, har relevant faglig baggrund, den fornødne ekspertise og det fornødne kendskab til hjælpemulighederne på tværs af sektorerne. Det er kommunalbestyrelsen, der må sikre, at medarbejderne besidder den fornødne faglige viden i forhold til opgaveløsningen, ligesom kommunalbestyrelsen må sikre, at familievejlederen besidder den fornødne viden omkring muligheden for at henvise til landsdækkende ekspertise, hvis dette skønnes relevant, f.eks. på grund af karakteren af barnets funktionsnedsættelse.

Det vil være en naturlig del af den rådgivning og vejledning, der finder sted i regi af familievejlederordningen, at der gøres opmærksom på VISO. Det kan i øvrigt oplyses, at VISO yder faglig rådgivning i komplicerede enkeltsager på det sociale område og på specialundervisningsområdet. VISO vil – som det i øvrigt er tilfældet generelt – stå til rådighed vedrørende alle problemstillinger, der falder inden for VISO’s formål.

Ikke afgørelseskompetence

 
Familievejlederbekendtgørelsen
§ 4. Familievejlederen har ikke kompetence til at træffe afgørelse om hjælpen til familien.
Stk. 2. Når familievejledningen er afsluttet, skal familievejlederen formidle kontakt og viden om familien til socialforvaltningen.
 

111. Familievejlederen har ikke kompetence til at træffe afgørelse om hjælpen til familien, men skal kunne formidle kontakt og viden om familien til socialforvaltningen. Herved sikres det, at familievejlederens rolle i forhold til familien er rent vejledende. Endvidere vil det også falde uden for formålet med familievejlederordningen, som indeholder den introducerende vejledning og håndteringen af familiens indledende spørgsmål, at vurdere spørgsmålet om familiens konkrete hjælpebehov.

Vurderingen af familiens konkrete hjælpebehov ligger i socialforvaltningen i forbindelse med påbegyndelsen af den egentlige sagsbehandling med indsamling af nødvendige oplysninger mv.

Det bemærkes i forhold til familievejlederens formidling af kontakt og viden om familien til socialforvaltningen, at denne formidling må ske under iagttagelse af de almindelige forvaltningsretlige regler om myndighedernes videregivelse af oplysninger.

Omfang

 
Familievejlederbekendtgørelse
§ 5. Der kan efter en konkret vurdering tilbydes flere rådgivnings- og vejledningssamtaler ud over den første samtale, hvis det skønnes nødvendigt, for at formålet med familievejledningen kan opfyldes
Stk. 2.
 

112. Der kan efter en konkret vurdering tilbydes flere rådgivnings- og vejledningssamtaler ud over den første samtale, hvis det skønnes nødvendigt, for at formålet med familievejledningen kan opfyldes. I vurderingen af behovet for yderligere samtaler vil der bl.a. kunne lægges vægt på karakteren og omfanget af barnets nedsatte funktionsevne og sagens kompleksitet i øvrigt.

Hjemmebesøg

 
Familievejlederbekendtgørelse
§ 5.
Stk. 2. Familievejledningen skal så vidt muligt gives ved besøg i hjemmet.
 

113. Familievejledningen skal så vidt muligt gives ved besøg i hjemmet.

Der kan dog være situationer, hvor det ikke vil være muligt at tilbyde familievejledningen i hjemmet. Som et eksempel herpå kan nævnes, at familien udtrykkeligt frabeder sig, at vejledningssamtalen foregår i deres hjem. Her vil samtalen kunne gennemføres hos kommunen.

Samspil

 
Familievejlederbekendtgørelsen
§ 6. Når rådgivningen og vejledningen i regi af familievejlederordningen er afsluttet, vil familierne have ret til fortsat rådgivning og vejledning efter de øvrige regler herom.
Stk. 2. Specialiseret rådgivning og vejledning er ikke omfattet af familievejlederordningen, men skal fortsat ydes af de organisationer, herunder VISO, der besidder en særlig ekspertise på det relevante område.
 

114. Familievejlederordningen indgår i et samspil med de øvrige regler om rådgivning og vejledning.

Når rådgivningen og vejledningen i regi af familievejlederordningen er afsluttet, vil familierne have ret til fortsat rådgivning og vejledning fra kommunalbestyrelsen efter de øvrige regler herom. Herved sikres det, at familierne får vedvarende rådgivning og vejledning ud over de første tre måneder efter, at barnets funktionsnedsættelse er konstateret.

Den specialiserede rådgivning og vejledning er ikke omfattet af familievejlederordningen, men skal fortsat ydes af de organisationer, herunder VISO, der besidder en særlig ekspertise på det relevante område. Det er derfor vigtigt, at kommunalbestyrelsen sikrer, at familievejlederen besidder den fornødne viden omkring muligheden for at henvise til landsdækkende ekspertise eller til VISO, hvis dette skønnes relevant, f.eks. på grund af karakteren af barnets funktionsnedsættelse.

Kapitel 6

Særlige dagtilbud og særlige klubtilbud

115. I dette kapitel beskrives reglerne om kommunalbestyrelsens pligt til at sørge for, at der er det nødvendige antal pladser i særlige dagtilbud og særlige klubtilbud til børn, større børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling mv., herunder omfanget af kommunalbestyrelsens forpligtelse, men også reglerne om dag- og klubtilbud i almindelighed. I kapitlet beskrives ligeledes, hvorledes det enkelte barn kan optages i de særlige dagtilbud og de særlige klubtilbud, forældrenes betaling og forældresamarbejdet. Endelig beskrives, hvorledes de særlige dagtilbud og klubtilbud kan organiseres.

Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at sørge for dag- og klubtilbud til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kan opfyldes på forskellige måder. Både ved at integrere enkelte børn i de almindelige daginstitutioner og klubber eller ved at oprette særlige dag- og klubtilbud.

Særlige dagtilbud og godkendelse af forældres udførelse af hjælpen i hjemmet

Dagtilbud til børn

 
Serviceloven
§ 32. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om hjælp til børn, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte. Hjælpen kan tilrettelægges i særlige dagtilbud, jf. stk. 3, i særlige klubtilbud, jf. § 36, eller i forbindelse med andre tilbud efter denne lov eller efter dagtilbudsloven. Hjælpen kan også udføres helt eller delvist af forældrene i hjemmet, jf. stk. 6-8.
Stk. 2. Socialministeren fastsætter nærmere regler om samarbejdet med forældre, om inddragelse af barnet eller den unge, om udredning af barnets eller den unges behov, og om fremgangsmåden ved kommunens behandling.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er det nødvendige antal pladser i særlige dagtilbud til børn, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes gennem ophold i et af de almindelige dagtilbud eller fritidshjem efter dagtilbudsloven.
Stk. 4. Socialministeren fastsætter i en bekendtgørelse regler om forældrebestyrelser i særlige dagtilbud.
Stk. 5. Socialministeren fastsætter i en bekendtgørelse regler om beregning af tilskud og egenbetaling for ophold i de særlige dagtilbud.
Stk. 6. Efter anmodning fra indehaveren af forældremyndigheden godkender kommunalbestyrelsen under de betingelser, der er nævnt i 2. og 3. pkt., at forældrene helt eller delvist udfører hjælpen efter stk. 1 i hjemmet. Hjælp udført i hjemmet skal imødekomme barnets eller den unges behov, og forældrene skal være i stand til at udføre opgaverne. Træning af barnet i hjemmet skal ske efter dokumenterbare træningsmetoder. Kommunalbestyrelsen fører løbende tilsyn med indsatsen over for barnet.
Stk. 7. Kommunalbestyrelsen skal yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter § 42 og § 43 til forældre, der forsørger og træner et barn eller en ung under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne i hjemmet.
Stk. 8. Kommunalbestyrelsen sørger for træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v., når forældrene træner et barn eller en ung i hjemmet. Kommunalbestyrelsens udgifter til træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v. til det enkelte barn eller den enkelte unge må ikke overstige 500.000 kr. årligt.
Stk. 9. Socialministeren fastsætter nærmere regler om særlig støtte i hjemmet, herunder regler om dokumenterbare metoder, om løbende tilsyn med indsatsen og om træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v.
 

Generelt om særlige dagtilbud og godkendelse af forældres udførelse af hjælpen i hjemmet

116. Sigtet med bestemmelserne er at tilgodese børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevnes behov for særlig støtte, behandling og træning, således at de får gode muligheder for udvikling og trivsel.

Bestemmelserne skal desuden sikre, at forældrene og deres børn bliver inddraget mere aktivt i udredningen af barnets behov og i indsatsen for børnene.

Udgangspunktet for hjælpen er, at den kan tilrettelægges i særlige dagtilbud, i særlige klubtilbud eller andre tilbud efter serviceloven eller efter dagtilbudsloven. Kommunalbestyrelsen skal i den sammenhæng sørge for, at der er det nødvendige antal pladser i særlige dagtilbud til de børn, hvis behov for støtte og behandling ikke kan tilgodeses i de almindelige dagtilbud.

Bestemmelserne giver også mulighed for, at hjælpen under visse betingelser kan udføres helt eller delvist af forældrene i hjemmet, og at forældrene modtager en særlig støtte til træningen af barnet eller den unge i hjemmet.

Målgruppen

117. Målgruppen er børn og unge under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som har et sådant behov for støtte og behandling, at der skal iværksættes et særligt tilbud til barnet eller den unge.

Afgrænsning af målgruppen baserer sig ikke på bestemte diagnoser eller på karakteren af funktionsnedsættelsen, men på en fagkyndig vurdering af barnets behov for et særligt støtte- og behandlingstilbud, herunder et træningstilbud.

Det drejer sig om børn og unge, der har behov for en systematisk, helhedsorienteret tværfaglig undersøgelse og udredning forud for visitationen til et tilbud.

Udredning og visitation

118. Målgruppen af børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har ofte sammensatte behov, der kræver en indsats fra flere forskellige fagpersoner. Kommunalbestyrelsen skal derfor sikre en grundig, forsvarlig vurdering af det enkelte barns eller den enkelte unges behov for hjælp, støtte og behandling.

En stor del af børnene vil være kendt i sundhedsvæsenet, da de ofte vil være udredt, have fået stillet diagnoser og være blevet behandlet - typisk på en pædiatrisk afdeling. Det specialiserede sundhedsvæsen vil derfor i mange tilfælde være en relevant samarbejdspartner i forbindelse med oplysningen af de enkelte sager.

Kommunalbestyrelsen skal på baggrund af faglige undersøgelser af barnets ressourcer og behov kortlægge barnets funktionsevne og udarbejde forslag til den særlige støtte og behandling.

I forbindelse med visitation til særligt dagtilbud, særligt klubtilbud eller andre tilbud efter serviceloven eller dagtilbudsloven gælder der ikke længere et krav om, at der forinden visitation skal være udarbejdet en socialfaglig undersøgelse efter servicelovens § 50. For så vidt angår visitation til hjemmetræning, er det dog stadig et krav, at der forinden visitation udarbejdes en socialfaglig undersøgelse, jf. servicelovens § 50.

Der henvises i øvrigt til håndbogen om udredning, visitation og hjemmetræning, hvor der bl.a. er redegjort nærmere for inddragelse af forældre og børn.

Særlige dagtilbud og godkendelse af forældres udførelse af hjælpen i hjemmet

Generelt om særlige dagtilbud og godkendelse af forældres udførelse af hjælpen i hjemmet

119. Sigtet med bestemmelserne er at tilgodese børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevnes behov for særlig støtte, behandling og træning, således at de får gode muligheder for udvikling og trivsel.

Bestemmelserne skal desuden sikre, at forældrene og deres børn bliver inddraget mere aktivt i udredningen af barnets behov og i indsatsen for børnene.

Udgangspunktet for hjælpen er, at den kan tilrettelægges i særlige dagtilbud, i særlige klubtilbud eller andre tilbud efter serviceloven eller efter dagtilbudsloven. Kommunalbestyrelsen skal i den sammenhæng sørge for, at der er det nødvendige antal pladser i særlige dagtilbud til de børn, hvis behov for støtte og behandling ikke kan tilgodeses i de almindelige dagtilbud.

Bestemmelserne giver også mulighed for, at hjælpen under visse betingelser kan udføres helt eller delvist af forældrene i hjemmet, og at forældrene modtager en særlig støtte til træningen af barnet eller den unge i hjemmet.

Målgruppen

120. Målgruppen er børn og unge under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som har et sådant behov for støtte og behandling, at der skal iværksættes et særligt tilbud til barnet eller den unge.

Afgrænsning af målgruppen baserer sig ikke på bestemte diagnoser eller på karakteren af funktionsnedsættelsen, men på en fagkyndig vurdering af barnets behov for et særligt støtte- og behandlingstilbud, herunder et træningstilbud.

Det drejer sig om børn og unge, der har behov for en systematisk, helhedsorienteret tværfaglig undersøgelse og udredning forud for visitationen til et tilbud.

Udredning og visitation

121. Målgruppen af børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har ofte sammensatte behov, der kræver en indsats fra flere forskellige fagpersoner. Kommunalbestyrelsen skal derfor sikre en grundig, forsvarlig vurdering af det enkelte barns eller den enkelte unges behov for hjælp, støtte og behandling.

En stor del af børnene vil være kendt i sundhedsvæsenet, da de ofte vil være udredt, have fået stillet diagnoser og være blevet behandlet - typisk på en pædiatrisk afdeling. Det specialiserede sundhedsvæsen vil derfor i mange tilfælde være en relevant samarbejdspartner i forbindelse med oplysningen af de enkelte sager.

Kommunalbestyrelsen skal på baggrund af faglige undersøgelser af barnets ressourcer og behov kortlægge barnets funktionsevne og udarbejde forslag til den særlige støtte og behandling.

I forbindelse med visitation til særligt dagtilbud, særligt klubtilbud eller andre tilbud efter serviceloven eller dagtilbudsloven gælder der ikke længere et krav om, at der forinden visitation skal være udarbejdet en socialfaglig undersøgelse efter servicelovens § 50. For så vidt angår visitation til hjemmetræning, er det dog stadig et krav, at der forinden visitation udarbejdes en socialfaglig undersøgelse, jf. servicelovens § 50.

Der henvises i øvrigt til håndbogen om udredning, visitation og hjemmetræning, hvor der bl.a. er redegjort nærmere for inddragelse af forældre og børn.

Forældresamarbejde, inddragelse af børn og unge og andre sagsbehandlingsregler

122. Kommunalbestyrelsen skal inddrage forældrene i udredningsprocessen, således at de får mulighed for at være aktive deltagere i processen. Forældrenes viden om egne ressourcer og barnets færdigheder skal indgå i udredningen, og forældrene skal have mulighed for at få indsigt i barnets behov, og hvilke behandlings- og udviklingsmuligheder der findes for barnet.

Barnet eller den unge skal ligeledes inddrages i udredningsforløbet. Kommunalbestyrelsen vurderer sammen med forældrene, i hvilken udstrækning det er muligt at inddrage barnet eller den unge. Vurderingen foretages på grundlag af barnets og den unges egne ønsker, dets alder og modenhed, og hvad der skønnes at være bedst for barnet eller den unge. Et barns eller en ungs synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med barnets eller den unges alder og modenhed.

Meget tidligt i udredningsprocessen er det en god idé at afstemme forventningerne til det kommende samarbejde og at drøfte forældrenes ønsker til inddragelse og involvering. Her kan forældre også få orientering om kravet om, at deres barn, så vidt muligt, skal inddrages i processen.

Kommunalbestyrelsen skal sikre, at sagsbehandlingen fortsat også sker med iagttagelse af de allerede eksisterende relevante sagsbehandlingsregler, som gælder ved siden af de her beskrevne sagsbehandlingsværktøjer om udredning, forældresamarbejde, inddragelse af barnet eller den unge og visitation. Således gælder de almindelige sagsbehandlingsregler i forvaltningsloven, retssikkerhedsloven og almindelige retsgrundsætninger. Blandt andet kan fremhæves retssikkerhedslovens § 4 (borgerens medvirken), retssikkerhedslovens § 5, forvaltningslovens § 7 (vejledning), forvaltningslovens kap. 4 (partsaktindsigt), forvaltningslovens § 19 (partshøring), forvaltningslovens § 21 (ret til at afgive udtalelse), forvaltningslovens § 22 (begrundelse), forvaltningslovens § 25 (klagevejledning) samt officialprincippet. Yderligere oplysninger findes i Socialministeriets vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område, afsnit III og kapitel 47.

Der er yderligere oplysninger om styrket forældresamarbejde, metoder til inddragelse og udredning af børn og unge i håndbogen om udredning, visitation og hjemmetræning.

Specielt om særlige dagtilbud

123. Kommunalbestyrelsens forpligtelse efter servicelovens § 32, stk. 3, er et supplement til den kommunale forpligtelse efter dagtilbudslovens § 4 i det omfang, dette ikke kan tilgodese barnets særlige behov for støtte, behandling m.v. som følge af en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge under 18 år, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes gennem ophold i et af tilbuddene efter dagtilbudsloven, oprettes efter bestemmelserne i serviceloven. Forpligtelsen efter servicelovens § 32, stk. 3, omfatter for så vidt angår skolesøgende børn kun meget små og helt specielle grupper med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Forskellen i forpligtelsens omfang hænger sammen med, at for børn under skolealderen er det typisk dagtilbuddet, der giver barnet den særlige støtte og behandling, mens den særlige støtte og behandling for børn i skolealderen primært varetages i skoletilbuddet.

Formålet med de særlige dagtilbud

124. De særlige dagtilbud skal ud over, hvad der fremgår af formålsbestemmelsen for de almindelige dagtilbud til børn, give særlig støtte, behandling m.v. til børn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Herudover foretager de særlige dagtilbud observation og diagnosticering af børn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der opholder sig i hjemmet eller i et kommunalt dagtilbud, med henblik på at kunne tilbyde relevant støtte og behandling. Endvidere foretager de særlige dagtilbud observation i relation til behovet for specialpædagogisk bistand efter folkeskoleloven.

Det påhviler det særlige dagtilbud at rette henvendelse til skolemyndighederne om at iværksætte eventuel specialpædagogisk bistand efter folkeskoleloven.

De særlige dagtilbud kan tilbyde forældre til børn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne lejlighedsvis aflastning. Der kan i de særlige dagtilbud etableres aflastning, der indebærer overnatning i weekenden, hvis der er behov herfor.

De særlige dagtilbud giver vejledning til

dagtilbud, hvor der er optaget børn med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne

forældre med hjemmeboende børn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der ikke er optaget i et særligt dagtilbud

den kommunale forvaltning, der har ansvaret for børn fx i forbindelse med visitation til dagtilbud af børn med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Organisering af de særlige dagtilbud

125. De særlige dagtilbud kan oprettes og drives som et selvstændigt dagtilbud eller oprettes og drives i forbindelse med et dagtilbud.

Kommunalbestyrelsen kan herudover indgå aftale med regionsrådet, med andre kommuner eller med selvejende særlige dagtilbud om oprettelse og drift af et særligt dagtilbud i form af fx vuggestuer, børnehaver, aldersintegrerede institutioner og fritidshjem.

For at kunne give børn optaget i et særligt dagtilbud den nødvendige støtte og behandling må det særlige dagtilbud kunne trække på særlig ekstern ekspertise.

Udgifter til transport af børn til og fra særlige dagtilbud afholdes af det særlige dagtilbud, hvis udgiften ikke dækkes af andre bestemmelser.

De særlige dagtilbud afholder ligeledes udgiften til forældrenes transport i forbindelse med behandlingsmøder.

Efter servicelovens § 112 skal kommunalbestyrelsen yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

For så vidt angår hjælpemidler til børn og dagtilbud til børn henvises til Socialministeriets vejledning nr. 6 om hjælpemidler, biler, boligindretning mv.

Optagelse

126. Henvendelse til kommunen om optagelse i et særligt dagtilbud kan komme dels fra forældrene, dels fra de instanser, der i deres arbejde kommer i berøring med barnet, fx sundhedsplejersker, kommunale dagtilbud, specialkonsulenter, praktiserende læger og hospitaler. Hvis henvendelsen kommer fra disse instanser, skal det som udgangspunkt ske i samråd med forældrene.

En undersøgelse af barnets særlige behov for støtte og behandling m.v. er en forudsætning for afgørelse om optagelse i et særligt dagtilbud, jf. punkt 115. om udredning og visitation. Optagelse i et særligt dagtilbud må derfor bygge på en vurdering af barnets individuelle behandlingsbehov samt muligheder for personlig udvikling. Afgørelse om optagelse må ske i nært samarbejde med forældrene og fx specialafdelinger inden for behandlingssystemet samt andre med ekspertise vedrørende den pågældende type af nedsat funktionsevne.

Ved den konkrete anvisning af plads til barnet bør der i vid udstrækning tages hensyn til forældrenes ønske om dagtilbud og til den geografiske beliggenhed.

Det følger af § 2, stk. 1, i bekendtgørelse om hjælp til børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte, at kommunalbestyrelsen visiterer barnet eller den unge til et tilbud på baggrund af sagens oplysninger, herunder de faglige undersøgelser af barnets eller den unges ressourcer og behov. Det er ikke længere et krav, at der forinden visitation til disse tilbud udarbejdes en undersøgelse efter servicelovens § 50.

Det følger af § 2, stk. 2, i bekendtgørelsen, at kommunalbestyrelsen på baggrund af en undersøgelse af barnets eller den unges forhold efter § 50 i lov om social service kan godkende, at forældrene helt eller delvist træner barnet eller den unge i hjemmet. Det er således en betingelse, at barnets eller den unges funktionsevne, behov og trivsel, forældrenes ressourcer og familiens samlede situation, skal være udredt og beskrevet af kommunalbestyrelsen, forinden der kan visiteres til hjemmetræning.

Der kan derfor ikke træffes afgørelse om anvisning af et tilbud i form af hjemmetræning, før end der er udarbejdet en socialfaglig undersøgelse i henhold til servicelovens § 50. Undersøgelsen skal gennemføres så skånsomt, som forholdene tillader og må ikke være mere omfattende, end formålet tilsiger.

Såfremt kommunalbestyrelsen allerede er i besiddelse af aktuelle og relevante oplysninger om den konkrete sag, skal disse lægges til grund for sagsbehandlingen. Hjemmetræning er en ressourcekrævende opgave for en familie, og ved bevilling af hjemmetræning er det derfor vigtigt, at både barnets eller den unges forhold og resten af familiens forhold, herunder eventuelle søskendes forhold, er undersøgt grundigt.

Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at en sag er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse. Det afgøres ud fra en konkret vurdering i hver enkelt sag, hvilke oplysninger kommunalbestyrelsen skal indhente. Udredningen og beskrivelsen kan efter behov suppleres med lægefaglige vurderinger af, om indsatsen og træningsmetoden er hensigtsmæssige eller ligefrem kan være skadelige for barnet eller den unge.

Forældresamarbejde

127. Det fremgår af servicelovens § 32, stk. 4, at socialministeren fastsætter regler om forældrebestyrelser i særlige dagtilbud. Disse regler fremgår af Socialministeriets bekendtgørelse om forældrebestyrelser i særlige dagtilbud.

Forældrebestyrelsen skal som minimum have indflydelse på

principperne for det særlige dagtilbuds arbejde

principperne for anvendelse af en budgetramme

indstillingsret til kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet i forbindelse med ansættelse af personale.

Forældrebestyrelsen skal ved fastlæggelsen af principper for det særlige dagtilbuds arbejde respektere såvel kommunalbestyrelsens henholdsvis regionsrådets overordnede retningslinier som dagtilbuddets målsætning, herunder f.eks. at dagtilbuddet er indrettet med henblik på at modtage børn med bestemte funktionsnedsættelser.

Børnene i de særlige dagtilbud har som udgangspunkt samme pædagogiske behov som alle andre børn. Derudover har børnene behov for særlig støtte og behandling, som er begrundet i deres nedsatte funktionsevne.

De pædagogiske principper må udformes med respekt for det særlige støttende og behandlingsmæssige sigte, som det enkelte særlige dagtilbud skal varetage.

Forældrebestyrelsen har ikke indflydelse på den pædagogiske eller behandlingsmæssige indsats, der angår det enkelte barn.

Kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet kan tillægge forældrebestyrelserne i de særlige dagtilbud yderligere kompetence.

Kommunalbestyrelsen kan ikke overlade til en forældrebestyrelse opgaver med at udføre tilsyn efter § 16 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 6, og kompetence til at træffe afgørelse om optagelse i dagtilbuddet samt at fastsætte forældrebetalingen.

Kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet kan ikke overlade beføjelser, der følger af kommunalbestyrelsens henholdsvis regionsrådets bevillings- og arbejdsgiverkompetence til en forældrebestyrelse.

Ud over den formelle forældreindflydelse er det af hensyn til behandlingen af det enkelte barn vigtigt med et meget tæt forældresamarbejde omkring behandlingsforløbet, hvor forældrene inddrages i tilrettelæggelsen af behandlingen. Forældrene vil ofte også have behov for en særlig støtte fra dagtilbuddet og for kontakt med andre forældre.

Der bør derfor sikres mulighed for en tæt og løbende gensidig orientering og samarbejde forældre og dagtilbud imellem om det enkelte barns udvikling og trivsel samt om behandlingsindsatsen.

En måde at give mulighed for en fælles orientering og drøftelse af mere generelle spørgsmål vedrørende det særlige dagtilbuds arbejde kan være at afholde forældremøder, hvor også personalet deltager.

Forældrebetaling

128. Forældrenes betaling for barnets ophold i særlige dagtilbud er reguleret i servicelovens § 32, stk. 5, og bekendtgørelse om tilskud til ophold i særlige dagtilbud og særlige klubtilbud til børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Kommunalbestyrelsen skal yde 100 pct. tilskud til ophold i et særligt dagtilbud, hvis barnet er optaget alene eller i hovedsagen af behandlingsmæssige grunde.

Hvis optagelsen er sket på et andet grundlag end servicelovens § 32, stk. 5, er det dagtilbudslovens regler om tilskud og forældrebetaling, der anvendes i forhold til forældrenes betaling for pladsen, herunder reglerne om fripladstilskud.

Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om bortfald eller nedsættelse af betalingen i overensstemmelse med reglerne ved brug af dagtilbud efter servicelovens § 4.

Specielt om godkendelse af forældres udførelse af hjælpen i hjemmet

129. Hvis forældrene ikke ønsker at modtage et tilbud, der er anvist af kommunalbestyrelsen, kan kommunalbestyrelsen godkende, at forældre til børn og unge med betydelig og varigt nedsat funktionsevne træner deres barn helt eller delvist i hjemmet.

At forældrene træner delvist i hjemmet, betyder, at tilbuddet til barnet er en kombination af et offentligt tilbud, fx en delvis plads i et særligt dagtilbud kombineret med træning i hjemmet.

Træningen kan foregå efter konventionelle metoder, dvs. metoder som almindeligvis anvendes i de offentlige tilbud såsom fysio- og ergoterapeutiske metoder, eller efter alternative metoder, dvs. metoder der traditionelt ikke indgår i de offentlige tilbud.

Det er ikke en betingelse for at kunne godkende træning i hjemmet, at træningsmetoden er videnskabeligt dokumenteret. I næste afsnit er der redegjort nærmere for betingelser for godkendelse af hjemmetræning.

Betingelser for godkendelse af hjemmetræning

130. Godkendelse af forældres træning i hjemmet er betinget af, at barnet eller den unge har været igennem et forløb, hvor barnet eller den unge er udredt og visiteret til et offentligt tilbud, og kommunalbestyrelsen vurderer, at et tilbud i hjemmet kan imødekomme barnets eller den unges behov.

Kommunalbestyrelsen vurderer sammen med familien og ud fra familiens ønsker, om træning i hjemmet skal kombineres med et delvist offentligt tilbud, fx et særligt dagtilbud.

Forældrene skal være i stand til at varetage opgaven. Det betyder, at kommunalbestyrelsen skal foretage en vurdering af familiens samlede situation, forældrenes personlige ressourcer og forudsætninger i øvrigt i forhold til at kunne påtage sig de opgaver og det ansvar, som hjemmetræningen kræver af dem, jf. servicelovens § 50.

Det er desuden en betingelse, at hjemmetræningens metoder og målene hermed for barnet eller den unge er dokumenterbare. Betingelsen om at træningsmetoden skal være dokumenterbar betyder, at kommunen skal vurdere, om metoden indeholder nogle målbare indikatorer, som kan anvendes til måling af, om metoden resulterer i den forventede effekt.

Se i øvrigt nærmere om definition og vurdering af om en træningsmetode er dokumenterbar i Servicestyrelsens håndbog om udredning, visitation og hjemmetræning. I håndbogen er der desuden hjælp til vurdering af, om den ønskede hjemmetræningsmetode imødekommer barnets eller den unges behov, og om forældrene har tilstrækkelig med forudsætninger for at påtage sig de opgaver og det ansvar, som hjemmetræningen kræver af dem.

Hvis forældrene og barnet eller den unge opfylder disse betingelser, kan kommunalbestyrelsen godkende, at forældrene træner barnet eller den unge i hjemmet. En godkendelse betyder også, at forældrene har ret til at modtage økonomisk støtte til hjemmetræningen.

Kommunalbestyrelsen kan ikke give afslag på støtte til hjemmetræning alene med den begrundelse, at kommunalbestyrelsen generelt ikke ønsker at støtte hjemmetræning. Afgørelsen skal altid bero på en konkret vurdering.

Kommunalbestyrelsen kan heller ikke afvise at give støtte til hjemmetræning, fordi forældrene ønsker at træne efter nogle bestemte metoder, som kommunalbestyrelsen ikke ønsker at anvende i den kommunale træningsindsats.

Kommunalbestyrelsen skal således træffe afgørelsen om støtte til hjemmetræning på grundlag af en saglig vurdering af, om den konkrete hjemmetræning imødekommer barnets eller den unges behov og familiens samlede trivsel mv.

Økonomisk støtte til hjemmetræning

131. Når kommunalbestyrelsen har godkendt, at forældre træner deres barn eller den unge i hjemmet, har forældrene ret til at få hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter reglerne i servicelovens §§ 42 og 43 til forældre, der forsørger et barn eller en ung under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne i hjemmet.

Forældrene har desuden ret til hjælp til nødvendige træningsredskaber, kurser, hjælpere mv., der er forbundet med hjemmetræningen. At træningsredskaber m.v. skal være nødvendige betyder, at træningen efter den konkrete metode ikke kan gennemføres uden særlige træningsredskaber, kurser, hjælpere mv.

Dækning af udgifter til træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v. kan både omfatte enkeltstående og løbende ydelser. Der kan eksempelvis efter en konkret vurdering gives hjælp til træningsredskaber i form af sliske, trampolin, hoppebolde og til supervision af forældrene fra fagligt relevante personer, hvis supervisionen er nødvendig, for at forældrene kan gennemføre træningen. Det er afgørende, at udgifterne efter en konkret og individuel skønsmæssig vurdering er nødvendige for, at forældrene kan gennemføre træningen. Intet træningsredskab er derfor på forhånd udelukket. Dog vurderes eksempelvis et trykkammer umiddelbart ikke at være nødvendigt for at gennemføre en hjemmetræning. En sådan udgift har efter en generel vurdering karakter af en behandlingsudgift.

I nogle træningsprogrammer indgår, at barnet skal have et særligt kosttilskud og tilskud af mineraler og vitaminer. Hjælp til udgifter til kosttilskud m.m., der er en del af træningsprogrammet, og som efter en konkret og individuel skønsmæssig vurdering er nødvendigt, for at forældrene kan gennemføre træningen, kan bevilges, såfremt det efter en lægelig vurdering er forsvarligt i forhold til barnets tilstand.

Der kan kun gives støtte til kurser, der er af relevans for træningen, hvis de afholdes her i landet. Der kan således ikke gives støtte til udgifter til kurser m.m. i udlandet, jf. bekendtgørelse om ydelser efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet.

Den praktiske udbetaling af løn til privat antagede hjælpere, som medvirker ved træningen, kan eventuelt administreres af kommunen efter aftale med familien. Der kan i øvrigt henvises til vejledningens tekst om aflastning efter servicelovens § 41.

Hjælp til nødvendige træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v. bevilges på grundlag af dokumenterede udgifter. Dokumentationen kan foregå enten i forbindelse med ansøgningen eller efter afholdelse af udgiften.

Rammebeløb for træningsudgifter mv.

132. Udgifter, der er forbundet med træningen må ikke overstige et beløb på 534.574 kr. (reguleret beløb svarende til 2010 sats) årligt til det enkelte barn eller den enkelte unge. Det betyder, at der ikke kan bevilges hjælp til de udgifter til træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v., som inden for en sammenhængende periode på 12 måneder overstiger dette beløb.

Nødvendige træningsudgifter, der overstiger beløbet på 534.574 kr. årligt, kan ikke bevilges som merudgifter efter servicelovens § 41.

Rammebeløbet reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om satsreguleringsprocent.

Tilsyn og opfølgning

133. Kommunalbestyrelsen skal føre tilsyn to gange årligt med et barns eller en ungs udvikling og trivsel, når barnet eller den unge trænes i hjemmet. I tilsynet skal der også indgå en vurdering af familiens trivsel som helhed, dvs. også eventuelle søskendes trivsel. Kommunalbestyrelsen kan tilrettelægge tilsynet således, at det gennemføres samtidigt med, at kommunalbestyrelsen foretager opfølgning af træningsindsatsen.

På baggrund af tilsynet udfærdiges en tilsynsrapport, hvori der skal indgå en begrundet indstilling om, hvorvidt hjemmetræningen skal fortsætte eller eventuelt ophøre. Rapporten sendes til høring hos familien.

Fire gange om året skal kommunalbestyrelsen foretage opfølgning af træningsindsatsen, hvor barnet eller den unge observeres og eventuelt testes.

I Servicestyrelsens håndbog om udredning, visitation og hjemmetræning er der givet eksempler på organisering af tilsyn og opfølgning og på en tids- og faseplan for dokumentation af hjemmetræning.

Dokumentationen af, om barnet når de planlagte mål, kræver en vurdering af barnets situation, hans eller hendes udviklings- og funktionsniveau både før og efter træningsforløbet. Arbejdet med dokumentation af hjemmetræningen og vurdering af dens effekt er primært rettet mod barnets udvikling set i forhold til de mål, der er opstillet.

Særlige klubtilbud

 
Serviceloven
§ 36. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er det nødvendige antal pladser i særlige klubtilbud til større børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes gennem deltagelse i et af de tilbud, der er nævnt i §§ 65 og 66 i dagtilbudsloven.
Stk. 2. Socialministeren fastsætter i en bekendtgørelse regler om beregning af tilskud og egenbetaling for ophold i de særlige klubtilbud.
 

Kommunalbestyrelsens forpligtelse

134. Kommunalbestyrelsen har efter servicelovens § 36 en forpligtelse til at sørge for, at der er det nødvendige antal pladser i særlige klubtilbud til større børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling mv., der ikke kan dækkes gennem deltagelse i et tilbud efter dagtilbudslovens §§ 65 og 66.

Forpligtelsens omfang

135. Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at sørge for klubtilbud over for skolesøgende børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne er et supplement til den generelle forpligtelse, som kommunalbestyrelsen har også over for disse børn og unge.

I praksis omfatter den kommunale forpligtelse alene de forholdsvis få større børn og unge, der har et så særligt behov for støtte og behandling, at det ikke kan forventes imødekommet i de kommunale ordninger, herunder handicapafdelinger i almindelige klubtilbud mv. Forpligtelsen efter servicelovens § 36 omfatter således kun meget små og helt specielle handicapgrupper.

Lovgivningen fastsætter ingen aldersgrænse for optagelse i særlige klubtilbud. Der er således intet til hinder for, at unge over 18 år kan forblive i klubtilbuddet, hvis dette skønnes hensigtsmæssigt. Kommunalbestyrelsens forpligtelse efter servicelovens § 36 omfatter dog alene aldersgruppen under 18 år.

Organiseringen af de særlige klubtilbud

136. De særlige klubtilbud til større børn og unge med betydelig og varigt nedsat funktionsevne kan oprettes og drives som selvstændige tilbud eller i forbindelse med et almindeligt klubtilbud oprettet efter dagtilbudslovens §§ 65 og 66.

Kommunalbestyrelsen kan herudover indgå aftale med regionsrådet, med andre kommuner eller med selvejende særlige klubtilbud om oprettelse og drift af et særligt klubtilbud.

Optagelse

137. Det er kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om optagelse i et særligt klubtilbud.

Henvendelse om optagelse i et særligt klubtilbud kan ske dels fra forældrene, dels fra de instanser der i deres arbejde kommer i berøring med barnet eller den unge.

En undersøgelse af barnets eller den unges særlige behov for støtte og behandling mv. er en forudsætning for afgørelsen om optagelse i et særligt klubtilbud. Optagelse i et særligt klubtilbud må derfor bygge på en vurdering af barnets eller den unges individuelle behandlingsbehov samt muligheder for personlig udvikling. Afgørelse om optagelse må ske i nært samarbejde med barnet/den unge, forældrene og f.eks. specialafdelinger inden for behandlingssystemet samt andre med ekspertise vedrørende den pågældende funktionsnedsættelse.

Forældrebetaling

138. Forældrenes betaling for barnets ophold i særlige klubtilbud er reguleret i servicelovens § 36, stk. 2, og bekendtgørelse om tilskud til ophold i særlige dagtilbud og særlige klubtilbud til børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Kommunalbestyrelsen skal yde fuld dækning til ophold i et særligt klubtilbud, hvor et barn eller en ung med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne er optaget alene eller i hovedsagen af behandlingsmæssige grunde.

Såfremt optagelsen i særligt klubtilbud er sket på et andet grundlag, gives tilskuddet til opholdet efter de regler, som er fastsat for ophold i klubtilbud efter §§ 65 og 66 i dagtilbudsloven. Tilskuddet skal dog som minimum udgøre, hvad der svarer til det gennemsnitlige tilskud til opholdskommunens klubtilbud til samme aldersgruppe.

Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om bortfald eller nedsættelse af betalingen i overensstemmelse med de regler, der er fastsat ved brug af klubtilbud efter dagtilbudslovens §§ 65 og 66.

Kapitel 7

Merudgiftsydelse

139. Dette kapitel gennemgår reglerne om dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen i hjemmet af et barn eller en ung under 18 år med nedsat funktionsevne eller en langvarig sygdom, herunder dækning af udgifter ved ophold i udlandet. I kapitlet beskrives formålet med ydelsen samt reglerne om udgifternes beregning. I kapitlet fremgår også en række eksempler på udgifter, der vil kunne dækkes som en merudgift ved forsørgelsen.

 
Serviceloven
§ 41. Kommunalbestyrelsen skal yde dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det er en forudsætning, at merudgifterne er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne.
Stk. 2. Til dækning af merudgifter beregnes en merudgiftsydelse, der fastsættes med udgangspunkt i et månedligt standardbeløb på 2.424 kr. Ydelsen beregnes på grundlag af det konkrete behov og udbetales med en eller flere ottendedele af standardbeløbet. Merudgiftsydelsen kan tildeles med mere end ét standardbeløb.
Stk. 3. Merudgiftsydelsen udgør mindst 1/8 af standardbeløbet nævnt i stk. 2. Der skal sandsynliggøres merudgifter svarende til 12 gange 1/8 af standardbeløbet inden for et år, før merudgiftsydelsen kan komme til udbetaling.
Stk. 4. Hjælpen efter stk. 1 er betinget af, at kommunalbestyrelsens anvisninger med hensyn til pasning m.v. følges.
Stk. 5. Socialministeren kan i en bekendtgørelse fastsætte nærmere regler om, hvilke udgifter der kan ydes hjælp til, og betingelserne herfor.
 

Generelt om merudgiftsydelsen

140. Sigtet med bestemmelsen er at tilgodese, at børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og med indgribende kroniske eller langvarige lidelser har nogle særlige behov, som kan give merudgifter ved forsørgelsen. Bestemmelsen giver således hjemmel til at dække de udgifter, som familien ikke ville have haft, hvis barnet/den unge ikke havde haft en nedsat funktionsevne eller en kronisk/langvarig lidelse.

Familien skal selv afholde den del af udgifterne, som svarer til de udgifter, familien normalt ville have afholdt.

141. Dækning af merudgifter ved forsørgelsen ydes som et fleksibelt standardiseret tillæg, udmålt efter en konkret vurdering af de sandsynliggjorte merudgifter for den enkelte ydelsesmodtager, jf. punkt 147 ff. Gennem denne ydelsesform får modtageren mulighed for selv at tilrettelægge, hvordan behovet bedst muligt kan dækkes.

Ydelsen er uafhængig af indkomst og ikke skattepligtig.

Formålet med ydelsen

142. Formålet med ydelsen er at medvirke til

at disse børn og unge kan forblive i familien og dermed undgå anbringelse på institutioner e.l., såfremt hensynet til barnets tarv tilsiger dette

at familien kan leve så normalt som muligt på trods af og med barnets/den unges nedsatte funktionsevne eller den kroniske/langvarige lidelse

og at hindre at barnets/den unges nedsatte funktionsevne eller kroniske/langvarige lidelse forværres eller får andre og mere alvorlige følger.

Særligt om rådgivningsindsatsen for ydelser efter servicelovens § 41

143. Hvis familien ikke kan sandsynliggøre merudgifter af en størrelsesorden, der overskrider minimumsgrænsen, jf. punkt 150 og derfor efter en konkret vurdering ikke kan få hjælp efter servicelovens § 41, bør kommunalbestyrelsen være opmærksom på familiens behov for rådgivning og vejledning og anden form for støtte efter andre af lovens bestemmelser om børn og unge.

Muligheden for hjælp efter bestemmelserne om hjælpemidler eller boligindretning bør også overvejes.

Afgrænsning af målgruppen

144. Bestemmelsen i servicelovens § 41 omfatter borgere, der i hjemmet forsørger børn og unge under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kroniske eller langvarige lidelser.

Som eksempler på funktionsnedsættelser/lidelser, der vil kunne falde ind under bestemmelsen, kan nævnes udviklingshæmning, sindslidelser, epilepsi, diabetes, nedsat bevægelsesfunktion, herunder respirationsinsufficiens, hjerneskade, nedsat talefunktion, manglende eller svagt syn samt manglende eller nedsat hørelse.

Eksemplerne er ikke udtømmende. Det betyder, at andre persongrupper, f.eks. børn og unge med udviklingsforstyrrelser, kan være omfattet af merudgiftsbestemmelsen, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt.

Målgruppen for servicelovens § 41 omfatter som nævnt for det første børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Ved varig funktionsnedsættelse forstås, at der ikke inden for en overskuelig fremtid vil være udsigt til bedring af de helbredsmæssige forhold, og at der i lang tid frem over vil være behov for at kompensere for følgerne af funktionsnedsættelsen. Normalt vil funktionsnedsættelsen være en belastning resten af livet.

Ved betydelig funktionsnedsættelse skal forstås, at funktionsnedsættelsen har konsekvenser af indgribende karakter i den daglige tilværelse. Her skal foretages en bred vurdering i forhold til den samlede livssituation. I denne vurdering vil bl.a. kunne indgå funktionsnedsættelsens betydning i relation til den pågældendes aktivitetsniveau, skole- og uddannelsesforhold, personlige forhold, helbredsforhold etc.

Funktionsnedsættelse er et begreb, der bruges ved tildeling af de ydelser i serviceloven, der skal kompensere for en nedsat funktionsevne. Ved at lægge vægt på funktionsevnen betones det, at det ikke er lidelsens art eller omfang, der er afgørende, men derimod følgerne af den nedsatte kropslige eller kognitive funktion.

Selv om årsagen til den nedsatte funktionsevne ofte vil være en lægelig diagnosticeret lidelse, der angiver en varig nedsættelse af kropslige eller kognitive funktioner, er det imidlertid den samlede vurdering af funktionsevnenedsættelsen i forhold til den daglige tilværelse, der er afgørende i forhold til vurderingen af begrebet nedsat funktionsevne. For en mere generel omtale af begrebet »nedsat funktionsevne« henvises til vejledning nr. 1 til serviceloven.

Målgruppen for servicelovens § 41 omfatter endvidere børn og unge med indgribende kroniske eller langvarige lidelser.

»Indgribende lidelse« betyder i denne sammenhæng, at lidelsen skal være af en sådan karakter, at den har alvorlige følger i den daglige tilværelse.

»Kroniske lidelser« omfatter sygdomstilstande o.l., som fra det tidspunkt, hvor de opstår, normalt vil vare i flere år. Der lægges således i praksis vægt på, om lidelsen forventes at vare barnealderen ud.

At det skal være en »langvarig lidelse« betyder ikke, at det skal dreje sig om en uhelbredelig lidelse. I praksis lægges der vægt på, om lidelsen skønnes at vare et år eller mere. Det er dog ikke udelukket at yde støtte, selv om lidelsen kan forventes at vare mindre end et år. Der kan eksempelvis være tale om for tidligt fødte børn eller børn med hofteskred (calve perthes), hvor familien i en kortere periode på grund af barnets funktionsnedsættelse er særligt tungt belastet. Det, at et barn er for tidligt født, er dog ikke tilstrækkeligt til at få hjælp efter denne bestemmelse. Det afgørende er betydningen af en nedsættelse af funktionsevnen.

Med hensyn til betingelserne henvises i øvrigt til bekendtgørelse om tilskud til pasning af børn med funktionsnedsættelse eller langvarig sygdom, som kan findes på www.retsinfo.dk.

145. En risiko for, at barnet rammes af en eller anden lidelse, er ikke tilstrækkeligt til at få støtte efter denne bestemmelse.

Børn, der f.eks. alene ikke kan ligge tørre i sengen om natten (enuresis nocturna), kommer normalt ikke ind under servicelovens § 41. I specielle tilfælde, hvor alle behandlingsmuligheder er udtømte, barnet er i skolealderen, og der er udsigt til, at lidelsen er kronisk, kan der dog efter en konkret vurdering ydes hjælp efter servicelovens § 41.

Målgruppen omfatter heller ikke den brede gruppe af børn og unge med kortvarige eller mindre indgribende lidelser som f.eks. visse former for allergi.

Ankestyrelsen har i en sag (principafgørelse C-13-99) truffet afgørelse om, at en 5-årig pige med en eksemlidelse ikke var omfattet af personkredsen for merudgiftsydelse. Begrundelsen var, at det ikke er tilstrækkeligt, at der er tale om en langvarig lidelse. Der må også stilles krav om, at der er tale om en indgribende lidelse.

Forsørgelse i hjemmet

146. At barnet forsørges i hjemmet betyder, at det skal bo hos forældrene eller andre pårørende i modsætning til, at barnet ved medvirken af sociale myndigheder har ophold uden for hjemmet. Et barn, der er indlagt på sygehus, er på aflastning eller midlertidigt - som et led i almindelig skolegang - går på kost- eller efterskole, har ophold i eget hjem.

Det er barnets opholdskommune, der skal behandle ansøgningen. Det har f.eks. betydning i sager, hvor forældrene ikke bor i samme kommune. Ankestyrelsen har i en sag (principafgørelse C-15-03) truffet afgørelse om, at hjælp til dækning af nødvendige merudgifter er en ydelse, der er relateret til barnet. Det er derfor barnets opholdskommune, der skal behandle ansøgninger om hjælp til merudgifter også i de tilfælde, hvor den af forældrene, der søger om hjælp, har en anden opholdskommune end barnet.

Hvis barnet er anbragt i pleje hos en plejefamilie, er der ikke tale om forsørgelse i hjemmet. Udgifter, som ellers ville være merudgifter ved forsørgelsen efter servicelovens § 41, ydes som en del af plejeydelsen efter servicelovens § 142, stk. 10. Afholdelse af udgifter for børn og unge i døgninstitutioner er omtalt i punkt 196.

Sandsynliggjorte merudgifter

147. Kommunalbestyrelsen skal ikke søges om hjælp for hver enkelt merudgift. Merudgiftsydelsen udmåles efter en konkret vurdering af de sandsynliggjorte merudgifter for den enkelte ydelsesmodtager.

Sigtet med ydelsen er at give modtageren mulighed for selv at tilrettelægge, hvordan behovet bedst kan dækkes.

At merudgifterne skal være sandsynliggjorte betyder, at kommunalbestyrelsen ikke kan kræve dokumentation for afholdelsen af udgifterne. Der skal således laves et overslag over omfanget af de behov, som barnet efter al sandsynlighed vil få i det kommende år, og hvad det medfører af merudgifter. Er der tale om et barn/en ung, der på grund af nedsat funktionsevne slider meget på tøj og sko, laves der et overslag over, hvad merudgiften til dette vil være på årsbasis. Skal barnet/den unge til behandling, laves der et overslag over merudgiften til befordring hertil for det kommende år.

Udgifter, som forældrene kan dokumentere, skal selvfølgelig indgå i det merudgiftsbeløb, der udmåles.

Merudgifterne vedrører såvel løbende udgifter som enkeltudgifter. Udgifter, der afholdes inden for 1 år (12 på hinanden løbende måneder), sammenlægges.

Eksempler på merudgifter er nævnt i punkt 152 - 178.

148. Der udleveres en kopi til forældrene af den oversigt, der udfærdiges som grundlag for udmålingen af merudgiftsydelsen. Det vil medføre en større gennemskuelighed for forældrene med hensyn til, hvilke beløb der ydes, og det vil være en lettelse ved senere regulering af ydelsen.

Standardbeløb

149. Merudgiftsydelsen fastsættes med udgangspunkt i et standardbeløb. Standardbeløbet er fastsat til kr. 2.776 kr. pr. måned i 2010. I medfør af servicelovens § 182 reguleres beløbet en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. vejledning om regulering af satser på Socialministeriets område, der udkommer hvert år inden reguleringstidspunktet den 1. januar.

Merudgiftsydelsen udmåles månedligt som et eller flere gange 1/8 af standardbeløbet eller flere gange standardbeløbet. Det vil således blive muligt, at opnå individuelle månedlige ydelser på henholdsvis 347 kr., 694 kr., 1.041 kr., 1.388 kr. (2010-priser) osv.

Hvis der ved beregning af merudgifter nås frem til beløb, der ligger imellem standardbeløbene, rundes der op eller ned til den nærmeste del af standardbeløbet.

Hvis der f.eks. er fundet frem til en månedlig merudgift på 1.099 kr., rundes der ned til 1.041 kr. Er der fundet frem til en månedlig merudgift på 550 kr., rundes der op til 694 kr. Der rundes dog ikke op til minimumsbeløbet, jf. nedenfor.

Minimumsbeløb

150. Ydelsen skal mindst udgøre en 1/8 af standardbeløbet (347 kr. pr. måned i 2010), som bliver minimumsbeløbet. Minimumsgrænsen reguleres i takt med standardbeløbet. Der skal således kunne sandsynliggøres merudgifter svarende til 1/8 af standardbeløbet i gennemsnit pr. måned eller 4.164 kr. inden for et år, før merudgiftsydelsen kan komme til udbetaling. Der gives således ikke hjælp til merudgifter på f.eks. 310 kr. pr. måned.

Selv om merudgifterne udgør under 347 kr. i enkelte måneder, vil der kunne udbetales en merudgiftsydelse, hvis kommunalbestyrelsen skønner, at de samlede udgifter i løbet af kalenderåret vil overstige 4.164 kr.

Hvis en familie har flere børn med nedsat funktionsevne eller kroniske/langvarige lidelser, er det de samlede merudgifter for disse børn, der lægges til grund ved beregningen.

Regulering og opfølgning

151. Der skal ske en opfølgning på, om den udmålte ydelse dækker de konkrete behov. Det er derfor vigtigt, at kommunalbestyrelsen med jævne mellemrum - som hovedregel mindst en gang årligt - afholder et møde med familien, hvor familiens situation og behov drøftes.

Det kan være svært i starten af et forløb at få alle de merudgifter med, som har tilknytning til barnets nedsatte funktionsevne eller kroniske/langvarige lidelse. Det må derfor overvejes at lave en opsamling efter en kortere periode, f.eks. 2-3 måneder efter ydelsen udmåles første gang.

Modtageren af ydelsen bør ved opfølgningen kunne sandsynliggøre eller eventuelt dokumentere de væsentligste udgifter, pågældende har haft, siden ydelsen blev fastsat. Det vil gøre det nemmere at få fastsat en rimelig merudgiftsydelse, specielt når modtageren får ydelsen for første gang.

Hvis der opstår behov for dækning af en enkeltstående merudgift, kan dette ske ved en enkeltstående udbetaling uden regulering af det månedlige beløb. Dette forudsætter, at familien er berettiget til en merudgiftsydelse efter servicelovens § 41.

Ved uventede eller høje udgifter, som forventes at være blivende, skal udmålingen af hjælpen revideres snarest. Det samme gælder i de tilfælde, hvor udgifterne viser sig at være lavere end oprindelig antaget. Opfølgningen bør herefter normalt fastsættes til senest et år efter det tidspunkt, hvor udmålingen af hjælpen senest blev revideret.

Eksempler på merudgifter

152. I det følgende opregnes der nogle eksempler på merudgifter som følge af betydelig og varigt nedsat funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse hos børn og unge.

Det skal fremhæves, at der ikke er tale om en udtømmende opregning. Der kan ofte være tale om komplicerede situationer, som opstår i familierne på grund af barnets/den unges nedsatte funktionsevne eller lidelse. Det er derfor ikke muligt at opregne alle de merudgifter, en sådan familie kan komme ud for.

Kost og diætpræparater

153. Til børn og unge under 18 år kan der ydes tilskud til merudgifter til diætkost. Det forudsættes, at kommunalbestyrelsen sørger for, at behovet er tilstrækkelig dokumenteret, f.eks. ved lægeerklæring.

Til spædbørn, der ikke kan tåle mælk, kan der f.eks. ydes hjælp til merudgifter til erstatningspræparater.

For så vidt angår spædbørn, som på grund af en allergisk disposition må formodes at have behov for diætkost i form af mælkeerstatningspræparater, kan der ydes tilskud til de nødvendige erstatningspræparater, selv om allergien endnu ikke er kommet i udbrud. Det er dog en betingelse, at kommunalbestyrelsen skønner, at der foreligger tilstrækkelig dokumentation for, at den kroniske lidelse vil bryde ud, hvis erstatningspræparaterne ikke anvendes.

Når der i forbindelse med observations- og undersøgelsesformål og gentagne undersøgelser, og som en direkte følge af den nedsatte funktionsevne eller kroniske/langvarige lidelse ordineres særlige diætpræparater, som barnet skal indtage i hjemmet over en kortere eller længere periode, kan der ydes hjælp til dækningen af udgiften til disse præparater.

154. Ved bedømmelsen af dokumentationsgrundlaget kan det være nødvendigt at inddrage sagkyndig bistand fra specialafdelinger under sygehusvæsenet eller fra embedslægen, hvis kommunalbestyrelsen ikke selv råder over lægelig ekspertise.

Er der tvivl om, hvad udgiften til diætkosten er, kan det anbefales at tage kontakt med den pågældende specialafdeling, som ofte har beregninger over udgiften. Ligeledes kan der foreligge beregninger fra Forbrugerstyrelsen eller fra brugerorganisationer, patientforeninger og lignende.

155. Udgifterne til særlige diætpræparater, som fremstilles på sygehuset, og som pågældende skal indtage som led i en sygehusbehandling, afholdes af sygehusvæsenet.

Udgifterne til særlige diætpræparater til børn med phenylketonuri (Føllings sygdom) afholdes som hidtil af staten (Kennedy Centret). Præparaterne rekvireres direkte hos centret, bortset fra præparatet Aminogran, der distribueres via apotekerne.

Medicin

156. Der kan også ydes hjælp til egenbetalingen af tilskudsberettiget medicin, som er nødvendig på grund af en nedsat funktionsevne eller en kronisk/langvarig lidelse hos børn og unge.

Bemærk dog, at der i særlige tilfælde efter sundhedslovens § 145 kan ydes enkelttilskud til medicin, der er lægeordineret, og som der ikke ydes generelt tilskud til efter sundhedslovens § 144. Tilskuddet søges af barnets/den unges læge ved lægemiddelstyrelsen.

Der er ligeledes mulighed for, at Lægemiddelstyrelsen efter ansøgning fra lægen (sundhedslovens § 147) kan bevilge et kronikertilskud til borgere med et stort, varigt og fagligt veldokumenteret behov for lægemidler. Den samlede egenbetaling til køb af lægemidler med tilskud efter §§ 144 og 145 er årligt på 3.520 kr.

Hvis kommunalbestyrelsen anvender medicinkort til børnene, kan dette træde i stedet for udbetaling af den del af standardydelsen, der vedrører medicin. Det er dog en forudsætning, at de samlede udgifter efter servicelovens § 41 - inklusive medicinudgifterne - udgør mindst 1/8 af standardbeløbet.

Sygeforsikring

157. Kommunalbestyrelsen kan ikke reducere tilskuddet til merudgifter med eventuelle tilskud fra private sygeforsikringer. Baggrunden for dette er, at betaling af tilskud til merudgifter er udgifter, som det offentlige har påtaget sig, og tilskud til merudgifter efter servicelovens § 41 er uafhængig af modtagerens økonomiske situation. Derfor skal tilskud fra en privat sygeforsikring ikke modregnes i ydelsen.

Briller

158. Der kan normalt ikke ydes hjælp til betaling af briller, da der normalt ikke vil være tale om en merudgift sammenlignet med udgiften til briller til børn med et almindeligt behov for synskorrektion. Hvis der som følge af nedsat funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse hos børn og unge under 18 år er særlige merudgifter til briller, som ikke kan ydes efter sundhedslovgivningen eller bestemmelserne i servicelovens § 112 om hjælpemidler, kan merudgifterne dækkes efter servicelovens § 41.

Det kan f.eks. dreje sig om et hyperaktivt barn, som ofte kommer til at ødelægge bl.a. briller, eller at barnet/den unge lider af en alvorlig øjensygdom, f.eks. grøn stær, der bevirker at synet ændres, så styrken i brilleglassene skal skiftes hyppigt.

Sygehusophold

159. Hvis et barn eller en ung indlægges på sygehus på grund af den nedsatte funktionsevne/lidelse, kan der ydes hjælp til dækning af merudgifter til overnatning for forældrene på sygehusets gæstehjem e.l., hvis sygehuset ikke yder gratis sengeplads og stiller forplejning til rådighed. Det er en forudsætning, at det er nødvendigt, at en eller begge forældre er til stede, f.eks. så de hurtigt kan tilkaldes eller for at opnå den mest hensigtsmæssige behandlingsstrategi.

Der kan ligeledes ydes tilskud til merudgifter til f.eks. kost og befordringsudgifter for forældrene, når barnet/den unge er indlagt, hvis det er nødvendigt, at de er til stede.

Tilsvarende kan der ydes tilskud til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, jf. kapitel 8 om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

Befordring

160. Der vil kunne ydes tilskud til dækning af merudgifter til befordring af barnet/den unge til dagtilbud, uddannelse, behandling og fritid.

Befordringsydelser efter servicelovens § 41 er subsidiære til befordringsydelser efter andre bestemmelser.

Foregår befordringen i bil, kan tilskuddet ydes, hvad enten den bil, barnet/den unge bliver befordret i, er ejet af forældrene, lånt, lejet eller anskaffet med støtte efter servicelovens § 114. Tilskuddet kan fastsættes på grundlag af statens regler for godtgørelse for brug af egen bil efter laveste sats.

Drift af bil

161. I ganske særlige situationer kan der ydes hjælp til betaling af andre driftsudgifter i forbindelse med befordring af et barn/en ung med nedsat funktionsevne eller lidelse i familiens egen bil.

Det vil især gælde den situation, hvor familien har en bil alene til befordring af barnet/den unge.

Det vil også gælde, hvis det kan sandsynliggøres, at familien ikke ville have bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som følge af barnets/den unges nedsatte funktionsevne eller lidelse.

Ankestyrelsen har i en sag (principafgørelse C-38-04) truffet afgørelse om, at det efter en konkret vurdering måtte anses for sandsynligt, at familien ikke ville have haft bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som følge af barnets funktionsnedsættelse. Familien havde haft bil i forbindelse med farens job som kørende konsulent, men i 1998 afhændede han bilen i forbindelse med, at han ophørte i konsulentjobbet, og familien havde herefter ikke bil, før den fik bevilget en handicapbil til datteren.

Det vil endvidere gælde den situation, hvor familien har en ekstraordinært stor og driftsmæssig kostbar bil som følge af barnets/den unges nedsatte funktionsevne eller lidelse.

I disse situationer kan der ydes tilskud til betaling af f.eks. forsikringer, benzin, reparationer mv., når udgiften må anses som en merudgift ved forsørgelsen af barnet/den unge. Merudgiften skal altid beregnes konkret. I de tre nævnte situationer vil man kunne tage udgangspunkt i følgende:

1) Forsikring, Falck abonnement såfremt det er nødvendigt af hensyn til barnets funktionsnedsættelse/lidelse og afgift for brændstofforbrug (såfremt der ikke er givet fritagelse herfor) er altid en fuld merudgift, da der er tale om en ekstra bil. Udgiften til reparationer og serviceeftersyn må vurderes forholdsmæssigt, idet der tages hensyn til, hvor meget af kørslen, der drejer sig om transport forbundet med barnets funktionsnedsættelse/lidelse, som f.eks. til behandling.

2) Forsikring, Falck abonnement, såfremt det er nødvendigt af hensyn til barnets funktionsnedsættelse/lidelse og afgift for brændstofforbrug (såfremt der ikke er givet fritagelse herfor) er altid en merudgift. Reparationer mv. vil som udgangspunkt være en merudgift, da familien ikke ville have haft bil, såfremt barnets funktionsevne ikke var nedsat. Der kan i beregningen fratrækkes de udgifter til offentlig transport familien sparer.

3) Merudgiften til forsikring, reparationer og serviceeftersyn findes ved at sammenligne forsikringsudgiften til den bil, familien tidligere anvendte, og den bil, der nu er anskaffet. Merudgiften til brændstof findes tilsvarende ved at sammenligne brændstofforbruget på den tidligere bil og den bil, der nu er anskaffet. På færdselsstyrelsens hjemmeside www.hvorlangtpaaliteren.dk er de forskellige bilers brændstofforbrug oplyst.

Hjælp til anskaffelse af bil til befordring af børn og unge kan derimod ikke ydes efter servicelovens § 41. Der vil således heller ikke efter servicelovens § 41 kunne ydes hjælp til betaling af afdrag på bil. Der henvises i stedet til reglerne i bekendtgørelse om støtte til køb af bil efter servicelovens § 114 (se vejledning nr. 6 til serviceloven).

Befordring til dagtilbud

162. Forældrenes merudgifter til befordring af børn med nedsat funktionsevne mv. til almindelige dagtilbud kan afholdes efter servicelovens § 41, hvis udgiften ikke dækkes af andre bestemmelser. Forældrenes merudgifter til befordring af børn med nedsat funktionsevne mv. til almindelige dagtilbud kan afholdes efter servicelovens § 41, hvis udgiften ikke dækkes af andre bestemmelser

Befordring til uddannelse

163. Der vil kunne ydes hjælp til dækning af de nødvendige befordringsudgifter, hvis et barn eller en ung i videre omfang end normalt og som en direkte følge af den nedsatte funktionsevne eller lidelse skal befordres til eller fra skole eller andet uddannelsessted.

Det sker dog kun i det omfang, udgifterne hertil ikke dækkes efter andre bestemmelser eller ved andre ordninger, jf. Undervisningsministeriets regler om befordring af børn og unge med funktionsnedsættelse.

Befordring til behandling

164. Der kan ydes hjælp til betaling af befordringsudgifter, som er nødvendige ved ledsagelse af et barn eller en ung til behandling som følge af den nedsatte funktionsevne eller lidelse. Det sker dog kun i det omfang, udgifterne ikke dækkes efter andre bestemmelser eller ved andre ordninger. Befordringsudgifter til sygehus, hvor den nødvendige behandling kan finde sted, dækkes som udgangspunkt efter sundhedslovens § 171, hvis afstanden overstiger 50 km.

Der ydes hjælp til betaling af såvel barnets/den unges som ledsagerens befordring. Normalt vil det være tilstrækkeligt, at der kun er en ledsager, f.eks. enten faderen eller moderen. Der kan imidlertid være situationer, hvor det er nødvendigt eller hensigtsmæssigt, at begge forældre ledsager barnet/den unge, f.eks. fordi det er nødvendigt under selve befordringen, eller fordi begge forældre skal orienteres samtidigt ved en undersøgelse/behandling.

165. Der kan endvidere under barnets/den unges ophold på sygehus e.l. ydes hjælp til betaling af forældrenes merudgifter til befordring til besøg hos barnet/den unge, i det omfang besøgene er nødvendige af hensyn til barnet/den unge.

Behandling i udlandet

166. Hjælp til dækning af befordringsudgifter mv. i forbindelse med behandling i udlandet kan kun ydes, hvis Sundhedsstyrelsen har godkendt, at behandlingen skal foregå i udlandet. I sådanne tilfælde ydes hjælpen kun, hvis den ikke dækkes efter regler fastsat af Indenrigs- og Sundhedsministeriet eller andre ordninger.

Befordring i fritiden

167. Hvis et barn eller en ung på grund af nedsat funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse ikke er i stand til at benytte offentlige transportmidler, kan der ydes tilskud til merudgifter til befordring i fritiden. Selvom barnet kan benytte offentlige transportmidler, kan der også være tale om merudgifter, hvis fritidstilbud i nærområdet f.eks. ikke kan benyttes. Der er ikke bestemte grænser for, hvor meget der kan ydes, idet der må tages hensyn til hjemmets afstand til fritidstilbud, kammeraters hjem, mulighederne for almindelig fritidsbeskæftigelse, leg i nærheden osv.

Handicaprettede kurser til forældre og andre pårørende

168. Der kan ydes hjælp til forældres og eventuelt andre pårørendes merudgifter som følge af nødvendig deltagelse i kurser, som går ud på at sætte de pågældende i stand til at have barnet/den unge hjemme, passe og pleje, opdrage og kommunikere med barnet/den unge.

Det kan dreje sig om kurser, der giver familien indsigt i de forskellige funktionsnedsættelser/lidelser, i hvilken virkning det har på barnet/den unge, og hvordan familien kan mestre de problemer, der kan opstå mv. Der kan f.eks. være tale om kurser vedrørende børn og unge, der lider af cystisk fibrose, muskelsvind, er blinde, spastiske, døve eller udviklingshæmmede.

Et klassisk eksempel er deltagelse i et kursus i totalkommunikation (tegnsprogsundervisning mv.) for pårørende til personer med betydelig og varigt nedsat hørelse.

Der kan ydes tilskud til kurser i totalkommunikation (tegnsprogsundervisning mv.) til andre end medlemmer af husstanden, hvis samværet med et barn/en ung med høretab har en sådan karakter, at udgiften kan betragtes som nødvendig for barnets/den unges fortsatte udvikling. Dette gælder f.eks. som udgangspunkt bedsteforældre, der må forventes ofte at kommunikere med og have besøg af barnet/den unge.

169. De udgifter, der kan være tale om, er f.eks. rejseudgifter, merudgifter ved måltider og ophold, kursusafgift, kursusmaterialer, pasning af barn/børn, som ikke skal med på kurset.

170. Sådanne merudgifter kan også omfatte hel eller delvis kompensation for tabt arbejdsfortjeneste for forsørgerne, når der ikke er mulighed for at deltage i kurser uden for arbejdstiden. Dette gælder såvel enlige som ægtepar, jf. servicelovens § 42 om tabt arbejdsfortjeneste.

171. For at begge forældre kan passe, pleje, opdrage og kommunikere med barnet/den unge, er det vigtigt, at de begge deltager i kurser af ovennævnte art. Sådanne kurser giver kompetence til begge forældre og vil ofte være en forudsætning, for at de begge kan bevare den nære kontakt med barnet/den unge.

Beklædning

172. Der kan ydes hjælp til tøj, som skal udformes på en særlig måde, eller til ekstra beklædning/sko som er nødvendig på grund af ekstraordinært slid.

173. Særlige beklædningsgenstande, som f.eks. regnslag til kørestol, kørepose, hagesmæk og beskyttelsesbukser til svært inkontinente børn og unge, ydes dog efter reglerne om hjælpemidler mv. i servicelovens § 112, jf. principafgørelse C-8-04.

Efter denne bestemmelse ydes også støtte til beklædningsgenstande til børn og unge, som på grund af sygdom, ulykke e.l. er blevet varigt invalideret, og som følge heraf er nødt til at få udskiftet hele deres garderobe.

Fodtøj

174. Hvis det er nødvendigt med ortopædisk fodtøj, herunder fodtøj der tilgodeser en foddeformitet, ydes hjælpen efter bekendtgørelse om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven. Der kan dog også være tale om ekstraordinært slid på ortopædisk fodtøj, hvor egenbetalingen på ekstra ortopædiske sko i givet fald kan dækkes som en merudgift.

Vask og vaskemaskine

175. Hvis barnets nedsatte funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse medfører merudgifter til vask, kan der ydes hjælp såvel til selve vaskeudgiften som til anskaffelse af vaskemaskine forudsat, at en sådan må anses for at være nødvendig for at imødekomme et ekstraordinært stort behov.

Til børn, der ikke kan holde sig tørre i sengen om natten (enuresis nocturna), ydes der normalt ikke hjælp efter denne bestemmelse, jf. punkt 144 om afgrænsning af målgruppen.

Der kan ydes hjælp til betaling af særlige cremer og olier, som anvendes ved barnets personlige hygiejne, hvis der kan sandsynliggøres eller dokumenteres en merudgift i forhold til, hvad andre børns hygiejne kræver, f.eks. i forbindelse med alvorligt belastende allergi eller hudlidelser.

Ferie

176. Der kan ydes tilskud til merudgifter til ferie, som familier i almindelighed holder.

Ankestyrelsen har i principafgørelse O-111-93 fundet, at et ophold i en særlig sommerlejr for børn med funktionsnedsættelser måtte anses for et ferieophold. Udgifter, der lå ud over det beløb, som forældre med raske børn sædvanligvis betalte for deres børns ophold i en sommerlejr eller lignende, som det offentlige ikke ydede tilskud til, måtte anses for merudgifter ved forsørgelsen, hvortil der kunne ydes hjælp.

Dette gælder også kortvarig ferie i udlandet, hvor der efter bekendtgørelse om ydelser efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet i særlige tilfælde efter en konkret vurdering kan gives tilskud til dækning af ekstra omkostninger, som f.eks. udgifter til rejse og ophold for en hjælper og udgifter til liftbus til transport mellem lufthavn og hotel, jf. principafgørelse C-43-03.

Bolig og boligskift

177. Der kan ydes støtte til forhøjede udgifter i forbindelse med boligændringer i form af til- og ombygning af familiens bolig eller ved flytning til en større bolig som følge af et barns funktionsnedsættelse/lidelse. Det kan dreje sig om merudgifter til forhøjet lejeværdig af egen bolig, forhøjelse af ejendomsforsikring og større forbrug af el og varme, jf. principafgørelse C 18-00.

Der kan desuden dækkes merudgifter ved en flytning, som er betinget af nedsat funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse hos barnet/den unge. Det kan dreje sig om indskud i en ny lejebolig, jf. principafgørelse C-6-02, salgsomkostninger, f.eks. ejendomsmæglersalær ved salg af hidtidig bolig, jf. principafgørelse C-3-02, leje af flyttebil, flytning af telefon mv.

Der kan desuden gives hjælp til dobbelt boligudgift i forbindelse med flytning til en handicapegnet bolig, f.eks. fordi familiens tidligere bolig ikke er blevet solgt på det tidspunkt, hvor indflytning i den handicapegnede bolig finder sted. Der kan desuden efter en konkret vurdering fastsættes en tidsfrist for betaling af dobbelte boligudgifter jf. principafgørelse C-11-05.

I forbindelse med en flytning kan et evt. tilbagebetalt indskud fra tidligere lejebolig eller salgsprovenuet ved salg af tidligere ejerbolig ikke modregnes i den bevilgede støtte, jf. principafgørelse C-32-06 og principafgørelse 0-108-94.

Andre udgifter

178. Ud over de nævnte eksempler vil andre udgifter kunne dækkes, hvis de efter en konkret vurdering må anses for velbegrundede, sandsynliggjorte merudgifter på grund af barnets/den unges nedsatte funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse. Som eksempler på andre merudgifter, som kan dækkes efter servicelovens § 41, kan nævnes: Forhøjede forsikringspræmier vedrørende familieulykkesforsikringer, udgifter til flytning, som er betinget af nedsat funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse hos barnet/den unge, herunder eventuelt salær til ejendomsmægler, leje af flyttebil mv.

Der kan også ydes tilskud til merudgifter til særligt legetøj og andre udgifter til beskæftigelse i fritiden.

Ankestyrelsen fandt dog i sin principafgørelse (C-10-04), at det ikke i det konkrete tilfælde kunne anses for sandsynliggjort, at udgiften til den ansøgte spejlkarrusel var en merudgift sammenlignet med de udgifter familier med ikke handicappede børn har til legetøj.

Dækning af merudgifter til ny bolig eller udgifter til boligændringer skal ydes efter servicelovens § 116.

Aflastning

179. Forældre til børn og unge med nedsat funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse har i varierende omfang behov for aflastning. En tilstrækkelig aflastning vil kunne medvirke til at bevare barnet/den unge i hjemmet. Forældre kan ligeledes have behov for aflastning for at kunne give omsorg til søskende, der også har behov for deres forældre, og give sig tid til samvær med dem.

Aflastning kan foregå i almindelige dagtilbud til børn efter dagtilbudsloven eller i særlige dagtilbud efter servicelovens § 32, efter reglerne om personlig hjælp og pleje og aflastning, jf. servicelovens § 44, jf. §§ 83 og 84, ved timeaflastning ved privat antaget hjælp betalt eller ved timeaflastning formidlet gennem en kommunal aflastningsordning og betalt efter servicelovens § 41, i anbringelsessteder for børn og unge, jf. servicelovens § 67.

Udgangspunktet er, at anvendelse af en af de øvrige aflastningsordninger nævnt ovenfor skal gå forud for anvendelsen af servicelovens § 41 til aflastningsformål. Aflastningen etableres efter gældende regler på de nævnte områder.

Aflastning i dagtilbud

180. Det forhold, at et barn er i dagtilbud, betyder ikke nødvendigvis, at forældrene dermed har fået tilstrækkelig aflastning. Når det f.eks. drejer sig om børn, som kræver vedvarende pleje, omsorg eller overvågning på grund af nedsat funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse, er det ofte nødvendigt, at forældrene aflastes ud over dagtilbuddet. Det kan gælde børn, som f.eks. ikke eller kun i ringe omfang kan bevæge sig, og børn, som er særligt pleje- eller opmærksomhedskrævende på grund af kommunikationsproblemer som døvhed, psykoser e.l.

Aflastning i særlige dagtilbud

181. De særlige dagtilbud kan tilbyde forældre til børn med betydelig og varigt nedsat funktionsevne lejlighedsvis aflastning. Der kan i de særlige dagtilbud etableres aflastning, der indebærer overnatning i weekenden, hvis der er behov herfor.

Aflastning efter servicelovens § 44, jf. § 84

182. Kommunalbestyrelsen har efter servicelovens § 44, jf. § 84, pligt til at sørge for tilbud om afløsning eller aflastning til forældre eller andre nære pårørende, der passer et barn eller en ung med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Det kan være en stor belastning - både fysisk og psykisk - at passe et plejekrævende barn eller en ung i hjemmet. En familie eller en person, der passer et barn eller en ung med en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne i hjemmet, kan derfor - efter en konkret, individuel vurdering af behovet - få tilbud om afløsning eller aflastning efter servicelovens § 44, jf. § 84. Denne form for hjælp kan være en forudsætning for, at et barn med nedsat funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse kan blive boende i hjemmet.

Afløsning og aflastning kan gives uafhængigt af, om betingelserne for at få midlertidig eller varig hjælp efter servicelovens § 83 er opfyldt.

Aflastning efter denne bestemmelse forudsætter ikke en forudgående undersøgelse af barnets eller den unges forhold, jf. servicelovens § 50.

Aflastning efter servicelovens § 52

183. Endelig kan der etableres aflastningsophold efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 5, der giver en særlig hjemmel til at iværksætte aflastningsophold for bl.a. børn og unge med nedsat funktionsevne eller kroniske/langvarige lidelser, uden at aflastningen skal henføres under anbringelsesreglerne.

Efter bestemmelsen er det et krav, at aflastningsopholdet skal finde sted på en døgninstitution, i en netværksplejefamilie, i en plejefamilie eller på et godkendt opholdssted for børn og unge.

Aflastning efter denne bestemmelse forudsætter en forudgående undersøgelse af barnets eller den unges forhold, jf. § 50, og at der udarbejdes en handleplan efter servicelovens § 140, se punkt 291 ff i denne vejledning.

Aflastning efter servicelovens § 41

184. Hvis en af servicelovens øvrige aflastningsordninger ikke er tilstrækkeligt i det konkrete tilfælde, kan der ydes hjælp til dækning af nødvendige merudgifter til ansættelse af en hjælper efter servicelovens § 41 til aflastning. Der ydes kun hjælp til dækning af merudgifter efter servicelovens § 41 til aflastning i eget hjem.

Kommunalbestyrelsen bør være opmærksom på, at forældre ikke har mulighed for at indhente straffeattest eller børneattest på privat antaget hjælp, hvorfor kommunalbestyrelsen evt. kan tilbyde at gøre dette.

Når der ydes tilskud til privat antaget hjælp, bør kommunalbestyrelsen rådgive forældrene om det ansvar, der følger med at være arbejdsgiver. KL har udarbejdet vejledning om administration af borgerstyret personlig assistance for voksne, som også kan anvendes af forældre, der ansætter privat hjælp. Forældre bør ligeledes gøres opmærksom på, at der normalt ikke kan antages personer, som er under 18 år.

Kombination af regler

185. Hvis en eller flere kommuner ønsker at etablere aflastningsforanstaltninger for børn med nedsat funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse, kan dette ske efter de enkelte regler om dagtilbud, personlig og praktisk hjælp, afløsning eller aflastning efter servicelovens § 44 og døgntilbud efter § 52, stk. 3, nr. 5, eventuelt disse regler i kombination med hinanden. Hvis disse former for aflastning ikke er tilstrækkeligt, kan der suppleres med ydelser efter servicelovens § 41 i form af hjælp til dækning af merudgifter ved ansættelse af en person til aflastning i eget hjem.

Det må konkret vurderes, hvilket omfang aflastningen skal have. Der bør tages hensyn til, om det er en enlig forælder, eller om der er to til at tage sig af barnet. Er der to forældre, bør de også kunne aflastes samtidig.

Der bør som udgangspunkt foretages en samlet vurdering af de aflastningsbehov, familien har, herunder også hensynet til søskende til barnet med funktionsnedsættelse eller indgribende lidelse, da disse søskende kan have behov for deres forældres fulde opmærksomhed. Erfaringer peger på, at forældre til meget omsorgskrævende børn mindst bør aflastes en aften om ugen, en weekend om måneden og tre uger om året.

Kommunalbestyrelsens anvisninger

186. Hjælpen efter servicelovens § 41 er betinget af, at kommunalbestyrelsens anvisninger med hensyn til pasning mv. følges. Bestemmelser giver kommunalbestyrelsen mulighed for at komme med anvisninger med hensyn til barnets pasning.

Afgrænsning over for andre bestemmelser

Behandling og behandlingsredskaber

187. Der gives ikke støtte til behandling som en merudgift. Sansemotorisk træning regnes i denne sammenhæng for behandling. Hjælp til behandling kan derimod ydes efter § 11, stk. 4, § 32, stk. 1, og § 52, stk. 3, nr. 9, i serviceloven. De nævnte bestemmelser er omtalt andetsteds i denne vejledning.

Hjælp til lægebehandling af børn og unge med nedsat funktionsevne/lidelse forudsættes afholdt efter sundhedsloven. Hjælp til dækning af egenandelen af udgiften til særlig tandbehandling, fysioterapi og anden lignende behandling kan ydes efter § 82 i lov om aktiv socialpolitik, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt. Udgiften til egenandelen af tilskudsberettiget medicin afholdes dog efter servicelovens § 41, jf. punkt 156.

Ankestyrelsen har truffet afgørelse i en sag (principafgørelse C-47-05) om, at udgifter til psykologbehandling ikke kunne dækkes efter servicelovens regel om merudgifter ved forsørgelsen af børn, da der ikke kan ydes hjælp til behandlingsudgifter efter servicelovens § 41 (tidl. servicelovens § 28). Ankestyrelsen lagde vægt på, at der skal være tale om egentlige forsørgelsesudgifter, der er tæt knyttet til barnet, som f.eks. merudgifter til diætkost, særligt tøj, befordring, visse former for aflastning mv.

188. Udgifter til behandlingsredskaber, herunder respirator, kanyle mv., afholdes af sygehusvæsenet.

Undervisning

189. Merudgifter, der opstår i forbindelse med uddannelse af børn og unge med nedsat funktionsevne eller lidelse, f.eks. en computer til hjælp i skolen, afholdes efter Undervisningsministeriets regler.

Hjælpemidler

190. Hjælp til dækning af udgifter til hjælpemidler ydes efter servicelovens § 112.

Støtte til hjælpemidler, der alene anvendes til fritid/leg, f.eks. til et barn, som ikke har andre legemuligheder, vil dog kunne ydes efter § 41 – naturligvis under forudsætning af, at betingelserne for støtte i § 112 ikke er opfyldt.

Hjælp til særlige beklædningsgenstande, som et barn ikke ville have brug for, hvis barnet ikke havde en funktionsnedsættelse, ydes efter § 112, medens hjælp til midlertidigt tøj, som skal udformes på en særlig måde, ydes efter reglerne om merudgifter i § 41.

Boligskift

191. Hjælp til dækning af udgifter til boligskift og boligindretning ydes efter servicelovens § 116.

Ved flytning til en ny lejebolig eller fra en ejerbolig til en lejebolig skal evt. merudgifter ved flytningen og højere husleje i den nye bolig mv. vurderes efter reglerne i § 41 om merudgifter.

Ved flytning fra ejerbolig til ejerbolig eller fra lejebolig til ejerbolig, skal udgifter forbundet med selve anskaffelsen derimod vurderes efter § 116, stk. 4.

I det omfang der er tale om merudgifter i forbindelse med fraflytning af tidligere bolig, skal disse vurderes efter bestemmelserne i § 41.

192. Som boligindretning efter servicelovens § 116 anses mur- og nagelfaste genstande. Hvis det derimod drejer sig om møbler, gulvbelægning mv., som ikke er en integreret del af gulvet, eller forskelligt tilbehør til boligindretning, kan servicelovens § 41 evt. bringes i anvendelse.

Respirationsinsufficiens o.l.

193. Når et barn på grund af stærkt nedsat funktionsevne, som medfører respirationsinsufficiens eller dermed ligestillede lidelser (kanylebørn mv.), har behov for overvågning hele eller dele af døgnet på grund af det apparatur, der anvendes, afholdes udgiften til overvågning (aflønning af ventilatører m.v.) af sygehusvæsenet. Det vil sige, at der er tale om en regional opgave. Behandling i hjemmet skal dog være ordineret i forbindelse med en sygehusbehandling.

Derudover afholder kommunalbestyrelsen udgiften til anden form for overvågning og pleje mv. efter servicelovens § 41, selv om der kræves specialuddannet plejepersonale. I disse specielle tilfælde kan det ofte være mest hensigtsmæssigt at kombinere ventilatørbistand med personlig hjælp og pleje efter servicelovens § 44, jf. § 83, samt hjemmesygepleje.

194. Hvis en person kan klare både ventilatøropgaver, som dækkes af sygehusvæsenet, og den øvrige pasning og pleje af barnet/den unge, som dækkes af kommunalbestyrelsen, deles udgiften mellem sygehuset og kommunalbestyrelsen for disse timer.

195. I de tilfælde, hvor forældre, der modtager hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 42 for at passe barnet, ønsker at påtage sig ventilatøropgaven en del af døgnet, skal sygehuset ikke afholde en andel af udgifter til dækning af tabt arbejdsfortjeneste for den periode, hvor den af forældrene, der får tabt arbejdsfortjeneste, også varetager ventilatøropgaven.

Det forudsætter dog, at forældrene ønsker at påtage sig den opgave og aftaler, hvor mange timer de ønsker at varetage opgaven. Sygehuset skal dog altid betale for optræning af forældrene og har fortsat ansvar for respiratoren, dens drift og vedligeholdelse, som også er en sygehusudgift.

Døgninstitution

196. Er børn optaget på en døgninstitution til fuld forsørgelse, skal alle udgifter normalt afholdes af institutionen. I forbindelse med besøg i hjemmet bør udgifter, som ellers skulle have været afholdt efter servicelovens § 41, således normalt afholdes som en institutionsudgift.

Afgørelsen om hvorvidt et barn med funktionsnedsættelse under en anbringelse skal tilbydes en særlig fritidsaktivitet med henvisning til barnets særlige behov, må vurderes konkret efter servicelovens § 68b, stk. 1 i forhold til, om fritidsaktiviteten indgår som en del af formålet med anbringelsen, jf. principafgørelse C 62-03.

Der er desuden mulighed for at yde økonomisk bistand efter servicelovens § 52 a til at støtte en stabil kontakt mellem forældre og børn under en anbringelse uden for hjemmet. Det en forudsætning, at der er klar sammenhæng mellem udgiften og formålet med at støtte en stabil kontakt mellem forældre og børn. Eksempelvis kan bestemmelsen anvendes til at yde hjælp til specielle udgifter, der er nødvendige for, at barnet eller den unge kan besøge forældrene i hjemmet, jf. principafgørelse O-76-98, hvor Ankestyrelsen fandt, at der kunne ydes hjælp til udgifter til hegn og til entrebilletter i forbindelse med et autistisk barns besøg i hjemmet.

Der kan ydes hjælp til boligindretning i hjemmet efter servicelovens § 116, selv om barnet/den unge er optaget permanent i en døgninstitution. Boligindretning kan ydes, hvis barnet/den unge har så hyppigt ophold i hjemmet, at boligændringerne må anses som påkrævet under hensyn til den nedsatte funktionsevne eller lidelse.

Hvis barnet er i en situation, hvor der arbejdes på, at barnet kan hjemtages fra institutionen - udslusningssituation - kan der ydes hjælp efter servicelovens § 41 til sædvanlige merudgifter i forbindelse hermed.

Kapitel 8

Hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste og særlig supplerende ydelse ved ledighed

197. I dette kapitel beskrives reglerne om dækning af tabt arbejdsfortjeneste til borgere, der i hjemmet forsørger et barn eller en ung under 18 år med nedsat funktionsevne eller langvarig sygdom. I kapitlet beskrives formålet med hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste samt en gennemgang af de nærmere regler om beregning og regulering af hjælpen. Endelig beskrives betingelserne for at modtage en særlig supplerende ydelse, hvis modtagere af tabt arbejdsfortjeneste bliver ledige fra deres erhvervsarbejde, og tilbud om personlig hjælp, pleje og vedligeholdelsestræning mv.

Hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste

 
Serviceloven
§ 42. Kommunalbestyrelsen skal yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Ydelsen er betinget af, at det er en nødvendig konsekvens af den nedsatte funktionsevne, at barnet passes i hjemmet, og at det er mest hensigtsmæssigt, at det er moderen eller faderen, der passer det. Ydelsen fastsættes på baggrund af den tidligere bruttoindtægt. Der indregnes bidrag til pensionsordning, der udgør 6 pct. af bruttoydelsen pr. 1. januar 2003 og 10 pct. af bruttoydelsen pr. 1. januar 2004. Bidraget kan dog højst udgøre et beløb svarende til det hidtidige arbejdsgiverbidrag. Kommunen indbetaler efter reglerne i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension ATP-bidrag af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Ydelsesmodtageren skal betale 1/3 af ATP-bidrag af hjælp til dækning af ATP-bidraget, og kommunen skal betale 2/3 af bidraget.
Stk. 2. Socialministeren fastsætter regler om beregning og regulering af tabt arbejdsfortjeneste efter stk. 1, herunder om indregning og indbetaling af bidrag til pensionsordning, og efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension regler om betaling af udgifter til ATP-bidrag.
 

Generelt om tabt arbejdsfortjeneste

198. Sigtet med bestemmelsen er at tilgodese, at børn og unge med nedsat funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse har nogle særlige behov, som ud over at give merudgifter ved forsørgelsen kan medføre tabt arbejdsfortjeneste, når barnet forsørges i hjemmet.

Udgangspunktet ved hjælpens udmåling er, at familien skal have det samme beløb til rådighed til at leve af som tidligere.

Formål

199. Formålet med bestemmelsen om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste er det samme som formålet for at yde tilskud til merudgifter for børn og unge, jf. foregående kapitel punkt 140.

Målgruppe

200. Som udgangspunkt drejer det sig om familier med børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med indgribende kronisk eller langvarig lidelse. For en nærmere beskrivelse af denne målgruppe henvises til punkt 144. Målgruppen for tabt arbejdsfortjeneste vil dog være snævrere end den målgruppe, der kan modtage hjælp til merudgifter, idet det er en forudsætning for at være berettiget til ydelsen efter servicelovens § 42, at det drejer sig om de tilfælde, hvor det er en nødvendig konsekvens af den nedsatte funktionsevne eller lidelse, at barnet/den unge passes i hjemmet af forældrene.

Det kan f.eks. være (eksemplerne er ikke udtømmende) børn og unge, som har et stort behov for pleje og overvågning, fordi de fysisk er svage eller ofte får sygdomsanfald, børn og unge, som har et stort behov for tilsyn, fordi de ikke kan overskue konsekvenserne af deres handlinger og derfor risikerer at komme til skade eller at skade andre, børn, som sover meget uroligt eller sparsomt, så forældrene ofte skal tilse og hjælpe dem i løbet af natten, børn og unge, som skal deltage i mange behandlinger og undersøgelser, børn og unge, hvis sygdom er meget varieret med hensyn til kræfter, smerter og anfald, og det derfor må vurderes fra dag til dag, om barnet kan være i dagtilbud eller skole, børn, som på grund af nedsat immunforsvar eller stor sygdomsrisiko ikke kan være i et dagtilbud eller skole. Hensynet til søskende kan også indgå, hvor behovet for forældrenes omsorg ikke kan tilgodeses på grund af ekstra arbejde i forhold til barnet med funktionsnedsættelsen eller den indgribende kroniske eller langvarige lidelse.

Betingelser for at modtage hjælpen

201. Det er en betingelse, at barnet/den unge forsørges i hjemmet. At barnet/den unge forsørges i hjemmet betyder, at det skal bo hos forældrene eller andre pårørende i modsætning til, at barnet/den unge ved medvirken fra de sociale myndigheder har ophold uden for hjemmet, jf. punkt 146.

Det er også en betingelse, at det er mest hensigtsmæssigt, at det er moderen/faderen, der passer barnet/den unge. Personkredsen omfatter begge forældre, selv om de ikke bor sammen, og den ene part ikke har del i forældremyndigheden. Det betyder, at den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, også kan få kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt. Der er også mulighed for, at stedforældre kan få kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, når de deltager i barnets forsørgelse, jf. principafgørelse C-01-01.

Nedsættelse af beskæftigelse, tab af indtægt

202. Herudover er det en forudsætning, at den pågældende forsørger helt eller delvis har måttet ophøre med sin beskæftigelse for at passe barnet/den unge. Ankestyrelsen fandt i sin principafgørelse (O-49-97), at et gennemsnitligt fravær på 4-5 dage om måneden faldt ind under ordlyden i vejledningen om helt eller delvis at måtte ophøre med beskæftigelsen for at passe et barn med svært funktionsnedsættelse i hjemmet. Se i modsat retning principafgørelse C-38-06 og C-8-08. I principafgørelse C-38-06 fandt Ankestyrelsen, aten ansøger ikke var berettiget til kompensation for tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med deltagelse i 2-3 ekstraordinære møder i barnets skole, som skyldtes barnets funktionsnedsættelse, selvom barnet var omfattet af den personkreds, der efter serviceloven kunne begrunde, at der blev ydet forældrene kompensation for tabt arbejdsfortjeneste. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der var tale om 2-3 møder om året, og at disse møder, selvom de vedrørte tilrettelæggelse af barnets skoleforløb i relation til hans funktionsnedsættelse, ikke gik ud over, hvad forældre til ikke-handicappede børn skulle deltage i, hvis børnene f.eks. af sociale eller faglige årsager, havde problemer med skolegangen.

I principafgørelse C-8-08 har Ankestyrelsen fastslået, at der ikke kunne ydes tabt arbejdsfortjeneste til en ansøger, som 2-3 gange årligt skulle til hospitalskontrol med sit handicappede barn. Begrundelsen var, at ansøger ikke skønnedes at have haft et betydeligt fravær fra sit arbejde. Der blev lagt vægt på, at der var tale om 2-3 kontrolbesøg på hospitalet, hvilket skønnedes at være i moderat omfang. Det er ligeledes en forudsætning for at yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, at pågældende har et indtægtstab ved at passe barnet. Indtægtstabet kan være både som lønmodtager og som selvstændig erhvervsdrivende. Der vil dog kunne ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, selv om borgeren på ansøgningstidspunktet endnu ikke har opnået tilknytning til arbejdsmarkedet og dermed ikke har et indtægtstab, jf. punkt 213-221209 - 217 om beregning af hjælpen.

For hvilke tidsrum kan hjælpen ydes

203. Det er muligt at yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste fra nogle timer om dagen eller om ugen til dækning af en fuldtidsindtægt. Det afgørende er, hvor længe det er nødvendigt, at barnet/den unge bliver passet i hjemmet, og at det er mest hensigtsmæssigt, at det er en af forældrene, der passer det.

Der kan godt ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i en kortere periode, idet det er varigheden af den nedsatte funktionsevne eller lidelse, som er afgørende for at opnå denne ydelse og ikke varigheden af hjælpen.

Der kan f.eks. være behov for, at en af forældrene modtager hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste for en kortere periode, fordi barnet skal optrænes intensivt af en af forældrene i hjemmet eller ikke må omgås andre i en periode af hensyn til smittefare. Det samme gælder, hvis en af forældrene skal oplæres i tilberedning af diætkost.

204. Forældrene kan eventuelt også dele dækningen af den tabte arbejdsfortjeneste. Det kan f.eks. være i tilfælde, hvor de begge har mulighed for at tage deltids orlov fra deres arbejde. Der kan dog i dette tilfælde højest ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste for 37 timer pr. uge for forældrene tilsammen.

205. Det er muligt at yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, selv om barnet/den unge er i dagtilbud eller skole eller på anden måde passes, plejes og trænes uden for hjemmet nogle timer om dagen eller om ugen. Det kan f.eks. være, fordi barnet bliver hurtigt træt og derfor ikke kan være i dagtilbuddet en hel dag, eller hvor det må vurderes fra dag til dag, om barnet kan være i dagtilbud eller skole på grund af sygdom eller smerte.

Der kan også ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, selv om barnet/den unge er i dagtilbud/skole en hel dag, f.eks. hvis der er et stort pasnings- og plejebehov, når barnet er hjemme, eller hvis forsørgeren er nødt til at være omkring barnet/den unge hele tiden, når det er hjemme, således at det er umuligt at få lavet selv de mest almindelige huslige gøremål.

206. Hvis man allerede fra begyndelsen af et sygehusophold er klar over, at der i direkte forlængelse af opholdet kræves pasning af barnet i hjemmet, kan der ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste allerede fra indlæggelsestidspunktet, hvis det af behandlingsmæssige grunde er ønskeligt, at en eller begge forældre er til stede på sygehuset. Det samme gælder, hvis barnet skal passes hjemme i en periode inden sygehusopholdet.

Der kan ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i indlæggelsesperioden, hvis det er nødvendigt, at forældrene er til stede på sygehuset, fordi funktionsnedsættelsen/lidelsen er så alvorlig, at det kræver forældrenes tilstedeværelse.

Der kan i visse tilfælde ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til begge forældre samtidigt. Det kan f.eks. ske, hvis barnet skal indlægges på sygehus og opereres, og det er nødvendigt, at begge forældre er til stede på grund af operationens alvor. Det kan også gælde, hvis begge forældre skal have information om, hvordan barnet skal behandles efter udskrivelsen fra sygehus. Dette gælder også, hvis forældrene ikke bor sammen, men begge ægtefæller tager sig af barnet.

Der kan også ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, når forældre skal have fri fra arbejde for at kunne ledsage et barn eller en ung med nedsat funktionsevne eller kronisk/langvarig lidelse til ambulant behandling. Også her vil der kunne tænkes tilfælde, hvor begge forældres tilstedeværelse kan være påkrævet, f.eks. hvis der skal gives information om iværksættelse af ny behandling, eller hvis der skal træffes afgørelse om den fremtidige behandling.

Rådgivningen i forbindelse med beslutning om hjælp efter servicelovens § 42

207. Når en af forældrene søger om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, bør rådgivning og vejledning ske ud fra en helhedsvurdering for at skabe så normale rammer som muligt for den enkelte og familiens tilværelse.

I denne sammenhæng bør der bl.a. vejledes om, hvad det kan betyde i arbejdsmæssig henseende mv., og hvilke alternativer der eksisterer. Det sidste er også vigtigt, hvis en borger, der ansøger om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, ikke opfylder betingelserne for at modtage kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.

De arbejdsmæssige konsekvenser kan f.eks. bestå i tab eller forældelse af faglige kvalifikationer, problemer i forhold til avancement, efteruddannelse og jobskifte, konsekvenser for efterløn og pension.

Forældre, der skal tage stilling til, om de vil overgå til hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, vil ofte føle, at dette vil være den umiddelbare løsning med baggrund i deres barns eller unges pasningsbehov og familiens behov for forældreindtægten, men kan have svært ved at tage stilling til de mere langsigtede konsekvenser af at modtage denne hjælp.

Det vil være væsentligt at drøfte forældrenes mulighed for eventuelt at dele den tabte arbejdsfortjeneste, således at begge forældre kan bevare deres tilknytning til arbejdsmarkedet.

For nogle familier vil alternativet til hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste være praktisk hjælp i hjemmet, således at de bliver frigjort fra de huslige og praktiske gøremål og kan koncentrere sig om barnet/den unge, når de er hjemme. Nogle forældre har et stort ønske om at kunne bevare deres arbejde, og ingen bør tvinges til at opgive deres arbejde, såfremt hjælpen kan ydes på anden måde.

For andre kan praktisk bistand i hjemmet være et vigtigt supplement til hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Dette kan f.eks. gælde, hvor et barn kræver konstant overvågning, så det er umuligt at nå andre gøremål.

Der kan også tilbydes anden form for aflastning i hjemmet som f.eks. hjælp til pasning, behandling og ledsagelse af barnet.

Forhold til a-kasse

208. Der bør ydes en særlig vejledning i samråd med borgerens arbejdsløshedskasse om det efterfølgende forhold til arbejdsløshedsdagpenge, læs mere i afsnittet om sammenhæng med andre bestemmelser punkt 225 - 229.

Beregning af hjælpen

209. I bekendtgørelse nr. 1198 af 15. oktober 2007 om tilskud til pasning af børn med funktionsnedsættelse eller langvarig sygdom, er der fastsat nærmere regler om beregning og regulering af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

Hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste er en bruttoydelse, hvoraf der betales A-skat, arbejdsmarkedsbidrag. den særlige pensionsopsparing (SP-bidrag) og ATP-bidrag.

Ved beregning af hjælpen er hovedreglen, at ydelsesmodtageren til daglig økonomisk stilles, som om han/hun havde en arbejdsindkomst. Tillæg, som er et integreret led i lønnen, indgår også i beregningsgrundlaget, hvis de normalt kommer til udbetaling.

Ankestyrelsen har i en sag (principafgørelse O-48-99) truffet afgørelse om, at provision skulle indgå ved beregning af tabt arbejdsfortjeneste i et tilfælde, hvor det fulgte af moderens ansættelseskontrakt, at hendes løn bestod dels af en fast løn, dels af provision, der var afhængig af salgsresultatet.

Det, der lægges til grund ved beregningen, er således den seneste lønindtægt, og ikke arbejdsløshedsdagpenge, syge- eller barselsdagpenge eller kontanthjælp, som ydelsesmodtageren har haft, inden han/hun modtager hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

Ankestyrelsen har i en sag (principafgørelse C-19-05) truffet afgørelse om, at kompensationen for tabt arbejdsfortjeneste skulle beregnes med udgangspunkt i den seneste lønindtægt, som modtagere havde inden overgangen til at modtage tabt arbejdsfortjeneste. Dette gjaldt uanset, at udbetalingen af tabt arbejdsfortjeneste havde været standset i en periode på grund af barselsorlov med et andet barn. Der skulle ikke ske omberegning, når den tabte arbejdsfortjeneste blev udbetalt på grundlag af det samme barn og den samme funktionsnedsættelse.

Er der for en lønmodtager problemer med at fastsætte den tidligere løn, fordi pågældende f.eks. har gået arbejdsløs i lang tid eller ingen uddannelse har, kan beregningen tage udgangspunkt i en hjemmehjælperløn.

Når ydelsesmodtageren endnu ikke har opnået tilknytning til arbejdsmarkedet, må den indtægt, som han/hun ville have kunnet opnå, tages som udgangspunkt for beregningen af hjælp til dækning af den tabte arbejdsfortjeneste.

Der kan i øvrigt henvises til Ankestyrelsens principafgørelser C-15-02, O-44-99 og C-4-03.

210. For en selvstændig erhvervsdrivende kan det være svært at udregne et umiddelbart indtægtstab eller tilvejebringe et realistisk beregningsgrundlag. Men ydelsesmodtageren vil ofte via revisor, regnskaber mv. kunne sandsynliggøre et indtægtstab, som beregning af den tabte arbejdsfortjeneste kan tage sit udgangspunkt i. Man må dog her være opmærksom på, at et indtægtstab også kan skyldes konjunktursvingninger.

I de tilfælde, hvor det er umuligt at tilvejebringe et realistisk beregningsgrundlag, f.eks. fordi virksomheden er nystartet, kan der tages udgangspunkt i udgiften til en vikar eller et beregnet beløb på grundlag af ydelsesmodtagerens hidtidige disponible indkomst.

Ankestyrelsen har i principafgørelse C 45-02 udtalt, at udgangspunktet for beregning af tabt arbejdsfortjeneste til en selvstændig landmand var indkomsten fra hans selvstændige virksomhed efter fradrag af afskrivninger, men før renter. I samme afgørelse udtales, at beregningsgrundlaget for moderens tabte arbejdsfortjeneste var den indtægt, der i følge virksomhedens regnskab var overført til hende som medhjælpende hustru.

Ankestyrelsen har i principafgørelse C 9-05 vurderet, at beregningen af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til en far, som var ansat i et anpartsselskab, skulle tage udgangspunkt i hans lønindkomst som ansat i anpartsselskabet, uanset at selskabet var ejet af et holding selskab ejet af ham selv. Faderen måtte således i relation til servicelovens regler om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste betragtes som lønmodtager.

Når beregningsgrundlaget er fundet, beregnes den tabte arbejdsfortjeneste på samme måde som til en lønmodtager og udbetales som a-indkomst.

Bidrag til pensionsordning

211. I forbindelse med beregning af hjælpen til dækning af tabt arbejdsfortjeneste skal der indregnes bidrag til pensionsordning. Bidraget skal beregnes alene for ydelsesmodtagere, der umiddelbart før overgangen til hjælpen havde en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning. Dvs., at det kun er ydelsesmodtagere, der tidligere har haft en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning, der er berettiget til at få indregnet et bidrag. Dette hænger sammen med, at hjælpen skal kompensere for tabet af den lønindtægt/-vilkår, ydelsesmodtageren havde tidligere.

Bidrag til pensionsordning udgør 10 pct. af bruttoydelsen, dog højest et beløb svarende til det hidtidige arbejdsgiverbidrag. Ydelsesmodtagerens andel af pensionsindbetalingen indgår i indtægtsgrundlaget ved beregningen af tabt arbejdsfortjeneste.

212. Bidraget skal så vidt muligt indsættes på kontoen i ydelsesmodtagerens pensionskasse. Kommunalbestyrelsen kan også efter aftale med den pågældende oprette en pensionsopsparing for pågældende, f.eks. i Kommunernes Pensionsforsikring.

213. For ydelsesmodtagere ansat i staten med tjenestemandspensionsordning anses et pensionsdækningsbidrag på 15 pct. som arbejdsgiverbidraget i relation til servicelovens § 42. Et sådant pensionsdækningsbidrag udgør således en overgrænse for det kommunale pensionsbidrag, jf. servicelovens § 42, stk. 1, 5. pkt.

Er en statslig eller kommunal ansættelsesmyndighed, hvor ydelsesmodtageren er ansat, indstillet på at indbetale et samlet pensionsdækningsbidrag til ydelsesmodtagerens pensionsordning, indbetaler kommunalbestyrelsen et bidrag til pensionsordningen til ansættelsesmyndigheden.

Fradrag for sparede udgifter

214. Ved beregningen af den tabte arbejdsfortjeneste skal der tages hensyn til de besparelser, som arbejdsophøret medfører, dvs. at der skal reduceres med de udgifter, som ydelsesmodtageren har haft ved at varetage sit arbejde. Det drejer sig typisk om befordring til og fra arbejdet og udgifter til barnets dagtilbud. Fradragene sker i den nettoydelse, som fremkommer, efter at der er foretaget beregning af skat, arbejdsmarkedsbidrag, SP-bidrag og ATP-bidrag.

Der skal dog ikke ske fradrag for de udgifter, der skal sikre, at ydelsesmodtageren kan vende tilbage til arbejdsmarkedet, f.eks. fagforeningskontingent og arbejdsløshedsforsikring.

215. Ved beregning af eventuelt sparet befordring må der tages udgangspunkt i de faktiske udgifter ved befordringen til og fra arbejdet for den pågældende periode. Der må også tages hensyn til den skattemæssige fordel, som ydelsesmodtageren eventuelt mister, i de tilfælde, hvor pågældende bor langt fra sit arbejde.

216. Som hovedregel skal der fratrækkes, hvad det ville koste at få barnet passet i dagtilbud, hvis barnet ikke havde haft en nedsat funktionsevne eller en kronisk/langvarig lidelse. Dette sker ud fra den betragtning, at dette er en udgift, som er sparet set i forhold til forældre i al almindelighed. Det er dog ikke i alle tilfælde, en sådan udgift skal trækkes fra ved beregningen. Den kan f.eks. ikke trækkes fra, hvis barnet fortsat benytter et dagtilbud, f.eks. fordi moderen har deltidsarbejde. Der skal ligeledes tages hensyn til, om barnet ville kunne optages i et særligt dagtilbud, hvor der ikke ville være nogen betaling, eller om der kunne gives ½ behandlingsmæssig friplads.

Andre fradrag

217. Udbetaling af feriegodtgørelse efter ferieloven, der træder i stedet for lønindtægt, når ferie holdes, udelukker udbetaling af kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, uanset hvornår ferien holdes, jf. bekendtgørelsen § 10.

Regulering af hjælpen

218. Bruttoydelsen skal reguleres hvert år pr. 1. januar med en procentsats, jf. vejledning om regulering af satserne på Socialministeriets område, som ministeriet udsender hvert år inden reguleringstidspunktet. Procentsatsen er beregnet på grundlag af et skøn over den forventede udvikling i lønninger på det almindelige arbejdsmarked.

Senere lønstigninger eller opgradering af den tidligere stilling eller skift til bedre lønnet stilling skal ikke indregnes ved regulering af ydelsen. Ligesom lønnedgang eller overgang til lavere lønnet stilling heller ikke skal inddrages ved regulering af ydelsen, jf. principafgørelse C-63-01.

Tillæg til ferieformål

219. Kommunalbestyrelsen skal ved årsskiftet beregne et tillæg til ferieformål på 1 pct. af bruttoydelsen i det forudgående kalenderår. Udbetalingen finder sted pr. 1. maj.

Ankestyrelsen har i en sag (principafgørelse C-48-03) truffet afgørelse om, at en ansøger, som modtog hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste på enkeltdage, var berettiget til at få beregnet 1 % tillæg til ferieformål. Ankestyrelsen fandt, at personer, der modtager hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, har ret til at få beregnet et tillæg til ferieformål uanset omfanget af den bevilgede tabte arbejdsfortjeneste.

Tillæg til ferieformål ved ophør

220. Til borgere, som ophører med at modtage hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, skal kommunalbestyrelsen udbetale et tillæg på 12,5 pct. af bruttoydelsen i det foregående kalenderår til ferieformål. Er der udbetalt tillæg til ferieformål med 1 pct. efter bekendtgørelsens § 12, indgår dette beløb ikke i beregningsgrundlaget.

Der beregnes endvidere et tillæg på 12,5 pct. af bruttoydelsen i det kalenderår, hvor ophøret finder sted. Beløbet udbetales til borgeren ved ferieårets start.

Ankestyrelsen har i en sag (principafgørelse C-50-03) truffet afgørelse om, at en ansøger, som havde modtaget og fortsat modtog hjælp til tabt arbejdsfortjeneste på enkeltdage, ikke var berettiget til at få beregnet 12,5 pct. tillæg til ferieformål. Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke var ophørt med at modtage hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, idet ansøger, i følge det oplyste, i flere år havde haft en løbende bevilling på hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste på enkeltdage. Det forhold, at kommunen havde stillet krav om at modtage en ansøgning hver gang, ansøger havde behov for tabt arbejdsfortjeneste, kunne ikke begrunde en ændret vurdering.

221. Hvis en ydelsesmodtager f.eks. går fra fuldtids til deltids kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, betragtes det som et delvist ophør, og der skal derfor udbetales 12,5 pct. tillæg til ferieformål efter reglerne i bekendtgørelsens § 13 i forhold til den del af den tabte arbejdsfortjeneste, som ydelsesmodtageren ophører med.

222. Ydelser af tillæg til ferieformål har baggrund i de almindelige regler om feriepenge og ferietillæg, og hensigten er at give borgere, som ophører med at modtage hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 42, mulighed for at holde ferie på samme måde som andre, der har en lønindtægt. Da tillæggene til ferieformål ikke er feriepenge og ferietillæg i ferielovens forstand, vil man i praksis ikke direkte kunne sammenligne ydelserne efter de 2 regelsæt.

Det betyder f.eks., at borgere, der ophører med tabt arbejdsfortjeneste skal have udbetalt tillægget til ferieformål direkte, henholdsvis ved ophøret og ved ferieårets start det kommende år, og at der ikke skal udstedes feriekort. Der skal heller ikke kræves dokumentation for afholdelse af ferie.

Ophør med pasning af barnet i hjemmet

223. Hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste udbetales i 3 måneder efter udgangen af den måned, hvor betingelserne for at modtage hjælpen er bortfaldet.

Denne regel gælder dog ikke, hvis der på forhånd er aftalt en bestemt periode for hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, eller fordi ydelsesmodtageren ønsker, at afviklingsperioden skal være kortere. Kommunalbestyrelsen skal dog være opmærksom på, om forholdene har ændret sig, siden aftalen blev indgået.

Ankestyrelsen har udtalt, at det forhold, at hjælpen til dækning af tabt arbejdsfortjeneste er bevilget for en afgrænset periode, ikke i sig selv medfører, at der kan anses at være truffet en aftale mellem en kommune og en ansøger. En revision af ydelsen, der er fastsat af administrative grunde, medfører ikke, at tilskuddet ydes i en på forhånd fastsat periode. Dette forudsætter, at man fra bevillingens start kan se, hvornår bevillingen skal ophøre, og at der foreligger en aftale herom (principafgørelse O 101-98).

Hvis ydelsesmodtageren kommer i arbejde i afviklingsperioden, forkortes perioden fra det tidspunkt, hvor den pågældende har opnået arbejde. Kommunalbestyrelsen skal dog være opmærksom på det nye arbejdes omfang, således at hjælpen ikke inddrages fuldt ud i afviklingsperioden, hvis ydelsesmodtageren f.eks. har opnået deltidsarbejde i modsætning til tidligere heltidsarbejde.

Rådgivning ved ophør

224. En lille gruppe forældre vil som konsekvens af pasningen af barnet/den unge være langvarigt væk fra arbejdsmarkedet. Det vil som regel betyde, at de har mistet kvalifikationer i forhold til deres fag eller arbejdsområde. Derudover vil det langvarige fravær for nogle betyde, at de står usikre over for at vende tilbage til arbejdsmarkedet, fordi de i en lang periode har været koncentreret om barnet/den unge og hjemmet.

For nogle vil det være for belastende at vende tilbage til deres gamle fag. Det kan være, fordi arbejdstiderne er »umulige« i forhold til barnets behov, eller på grund af den belastning, det medfører. Det kan være, at det f.eks. er for psykisk belastende at arbejde med opgaver, som ligger for tæt på de arbejdsopgaver, borgeren varetager i hjemmet vedrørende barnet/den unge.

Det er vigtigt, at disse behov for ny uddannelse/arbejde indgår i en intensiv rådgivning og vejledning, så langvarig arbejdsmæssig invalidering undgås. I denne sammenhæng bør muligheden for revalidering efter lov om aktiv socialpolitik undersøges. Desuden bør det lokale jobcenter kontaktes med henblik på støtte til en behovsorienteret beskæftigelsesindsats.

Sammenhæng med andre bestemmelser

Arbejdsløshedsforsikringsloven

225. En borger, der har modtaget hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, skal som alle andre opfylde et beskæftigelseskrav for at opnå ret til at få arbejdsløshedsdagpenge.

En borger, der er fuldtidsforsikret, kan opfylde kravet ved at have arbejdet som lønmodtager i en tid, som sammenlagt svarer til fuld tid, i mindst 52 uger inden for de sidste 3 år. Kravet kan også opfyldes gennem drift af selvstændig erhvervsvirksomhed på fuld tid i mindst 52 uger inden for de sidste 3 år.

En borger, der er deltidsforsikret, kan opfylde kravet ved at have arbejdet som lønmodtager i en tid, som sammenlagt svarer til fuld tid, i mindst 34 uger inden for de sidste 3 år.

De 3 år, som beskæftigelseskravet skal være opfyldt indenfor, forlænges, hvis en borger har modtaget hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Det vil sige, at borgeren har mulighed for at opfylde beskæftigelseskravet på baggrund af lønarbejde, som den pågældende har haft, inden borgeren modtog hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, også selv om arbejdet ligger mange år tilbage. Kun lønarbejde, borgeren har haft, mens den pågældende har været medlem af en arbejdsløshedskasse, kan medregnes til opfyldelse af beskæftigelseskravet.

Da pasning af eget barn i hjemmet – med hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 42 – ikke er et lønarbejde, vil de timer, som en borger har modtaget tabt arbejdsfortjeneste for, ikke kunne medregnes til opfyldelse af beskæftigelseskravet.

Retten til at få arbejdsløshedsdagpenge er betinget af, at borgeren står til rådighed for arbejdsmarkedet. Heri ligger bl.a., at borgeren søger henholdsvis kan overtage arbejde på fuld tid og på de vilkår, der er almindelige inden for det pågældende fag, og at borgeren kan møde og møder til samtaler, aktiviteter og forskellige tilbud om aktivering.

Fuldtidsforsikrede borgere skal stå til rådighed op til 37 timer om ugen. Deltidsforsikrede skal stå til rådighed op til 30 timer om ugen.

Hvis en borger, der modtager hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter serviceloven for et antal timer om ugen, anmoder om at få arbejdsløshedsdagpenge, skal arbejdsløshedskassen vurdere, om den pågældende står fuldt ud til rådighed, herunder vil kunne overtage arbejde på almindelige vilkår.

Ofte er dét forhold, at borgeren modtager hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, en indikator på, at den pågældende ikke kan stå fuldt ud til rådighed, da den tabte arbejdsfortjeneste jo gives netop, fordi borgeren forudsættes at have et løn- eller indtægtstab som følge af, at pågældende ikke kan arbejde på fuld tid, fordi han eller hun skal passe sit barn i et antal timer om ugen.

Hvis borgeren kun modtager tabt arbejdsfortjeneste for få timer om ugen og kan placere timerne til pasningen af barnet frit, f.eks. fordi den pågældende i øvrigt har pasningsmulighed til barnet, vil borgeren efter en konkret vurdering godt kunne stå til rådighed. Men er der tale om, at borgeren modtager tabt arbejdsfortjeneste i mange timer om ugen, eller at borgeren har forpligtelser omkring pasningen af barnet på faste tidspunkter, vil det være svært at blive vurderet til rådighed.

En borger, der går ned i arbejdstid i forbindelse med, at pågældende modtager hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, har som udgangspunkt tilkendegivet, at han eller hun ikke kan overtage fuldtidsarbejde og dermed stå fuldt ud til rådighed.

En borger, der modtager hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, vil kunne få nærmere vejledning om bl.a. medlemskab, beskæftigelseskrav, ret til dagpenge og rådighed i sin a-kasse.

Barselsorlov og barselspenge

226. En moder er berettiget til hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, når hun ikke længere har ret til barselorlov med fuld løn, hvis hun i øvrigt opfylder betingelserne i serviceloven for støtte til tabt arbejdsfortjeneste.

Hun har således valgfrihed mellem hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter serviceloven og dagpenge efter barselsloven, hvis hun opfylder betingelserne i begge love.

Dagpenge til forældre med alvorligt syge børn

227. Ankestyrelsen har i principafgørelse C 21-01 vurderet, at forældre kan vælge mellem tabt arbejdsfortjeneste efter serviceloven eller dagpenge efter barselslovens § 26, såfremt betingelserne efter begge regelsæt er opfyldt.

Ferieloven

228. Hvis en borger modtager feriegodtgørelse efter ferieloven, kan der ikke ske udbetaling af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, jf. bekendtgørelse nr. 1198 af 15. oktober 2007 om tilskud til pasning af børn med funktionsnedsættelse eller langvarig sygdom, § 10.

Pasning af nærtstående med funktionsnedsættelse eller alvorlig sygdom

229. Bestemmelserne i servicelovens § 118 om pasning af nærtstående med funktionsnedsættelse eller alvorlig sygdom omhandler også børn med funktionsnedsættelse eller alvorlig sygdom.

Forældre der opfylder betingelser for begge ordninger, vælger selv hvilken støtte de vil modtage.

Kommunalbestyrelsen bør rådgive forældre om forskelle på de to ordninger, som f.eks. i forhold til ret til orlov fra arbejdspladsen og beregning af hjælpen.

Særlig supplerende ydelse ved ledighed

 
Serviceloven
§ 43. I tilfælde af ledighed skal kommunalbestyrelsen give en særlig supplerende ydelse til personer, der modtager hjælp efter § 42, i op til 3 måneder efter udgangen af den måned, hvor ledigheden indtræffer. Betingelserne for udbetaling af ydelsen er, at personen
1) er arbejdsløshedsforsikret,
2) ikke er berettiget til at modtage dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.,
3) ikke er selvforskyldt ledig,
4) ikke har et rimeligt tilbud om ansættelse i et deltidsarbejde og
5) ikke modtager andre ydelser til forsørgelse efter anden lovgivning.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal give den særlige supplerende ydelse uden hensyn til modtagerens og ægtefællens indtægts- og formueforhold.
Stk. 3. Ydelsen udgør et beløb svarende til højeste dagpengebeløb, jf. § 9, stk. 2, i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. Ydelsen kan dog højest udbetales med et beløb, der udgør 90 pct. af personens arbejdsfortjeneste i det tidligere arbejde.
Stk. 4. Den særlige supplerende ydelse nedsættes med det beløb, som den ansatte eventuelt modtager fra arbejdsgiveren eller fra Lønmodtagerens Garantifond i forbindelse med ophør af ansættelsen.
Stk. 5. Kommunen skal indbetale ATP-bidrag af den særlige supplerende ydelse efter lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension. Ydelsesmodtageren skal betale 1/3 af ATP-bidraget, og kommunen skal betale 2/3 af bidraget. Socialministerenkan efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension i en bekendtgørelse fastsætte regler om bidragsbetaling.
Stk. 6. Kommunen skal indbetale bidrag til den særlige pensionsopsparing efter § 17 f, stk. 3, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension til den særlige pensionsopsparing af den særlige supplerende ydelse. Socialministerenskal efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension i en bekendtgørelse fastsætte nærmere regler om bidragsbetaling og indberetning. Indbetales opsparingsbeløbet ikke rettidigt, finder reglerne i § 17, stk. 2-5 og 7, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension tilsvarende anvendelse.
 

Formål

230. Formålet med bestemmelsen er, at modtagere af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste med op til 37 timer ugentligt efter servicelovens § 42, som bliver ledige fra deres erhvervsarbejde, kan få mulighed for at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet under perioden med tabt arbejdsfortjeneste. Mange af disse ydelsesmodtagere har indkomst fra et deltidsarbejde ved siden af den tabte arbejdsfortjeneste. I tilfælde af ledighed fra dette arbejde vil en del af dem ikke være berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, da de ofte ikke kan opfylde rådighedskravet i lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

Betingelser for at modtage den særlige supplerende ydelse

231. Betingelserne for at modtage en særlig supplerende ydelse, jf. bekendtgørelse om tilskud til pasning af børn med funktionsnedsættelse eller langvarig sygdom, som er optrykt som kan findes på www.retsinfo.dk, § 15, stk. 1, er, at ydelsesmodtageren

er arbejdsløshedsforsikret

ikke er berettiget til at modtage dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

ikke er selvforskyldt ledig (»selvforskyldt ledig« fortolkes i overensstemmelse med arbejdsløshedslovgivningen)

ikke har et rimeligt tilbud om ansættelse i et deltidsarbejde og

ikke modtager andre ydelser til forsørgelse efter anden lovgivning.

Ydelsesniveau og varighed

232. Ydelsen udgør et beløb svarende til højeste sygedagpengebeløb, jf. lov om dagpenge ved sygdom og fødsel. Der kan dog kun udbetales et beløb, der svarer til 90 pct. af ydelsesmodtagerens arbejdsfortjeneste i det arbejde, som pågældende er blevet ledig fra.

Ydelsen udbetales uden hensyn til ydelsesmodtagerens og ægtefællens indtægts- og formueforhold.

233. Ydelsen kan højest udbetales i 3 måneder efter udgangen af den måned, hvor ledigheden indtræffer. Ankestyrelsen har i en sag (principafgørelse C-33-05) afgjort, at særlig supplerende ydelse efter serviceloven skulle udbetales fra første ledighedsdag i et tilfælde, hvor en person, der modtog tabt arbejdsfortjeneste, blev ledig i sit deltidsjob. Hun var ikke berettiget til arbejdsløshedspenge. Ydelsen skulle løbe fra første ledighedsdag i en måned og i de efterfølgende tre kalendermåneder.

Baggrunden for den begrænsede periode på tre måneder er, at ydelsen skal ses som et økonomisk sikkerhedsnet i en afgrænset periode, så der er mulighed for, at ydelsesmodtageren selv med kommunalbestyrelsens bistand kan finde et nyt deltidsarbejde. Det er væsentligt, at ydelsesmodtageren bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet under perioden med hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Kommunalbestyrelsen har derfor en forpligtelse til aktivt at medvirke til, at ydelsesmodtageren hurtigt får et passende deltidsarbejde.

Kapitel 9

Personlig hjælp, pleje, aflastning og vedligeholdelsestræning mv.

 
Serviceloven
§ 44. Bestemmelserne i § 83, § 84, stk. 1, og § 86, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse vedrørende børn, når der er behov herfor.
 

Kommunalbestyrelsens forpligtelse

234. Kommunalbestyrelsen efter § 44, jf. § 83, har pligt til at sikre, at børn og unge, der midlertidigt eller varigt har behov for personlig hjælp/pleje og praktisk støtte til nødvendige opgaver i hjemmet, kan få tilbud om hjælp til disse funktioner.

Endvidere skal kommunalbestyrelsen efter § 44, jf. § 84, stk. 1, tilbyde afløsning eller aflastning til forældre eller andre nære pårørende, der passer et barn eller en ung med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Aflastning efter servicelovens § 44, jf. § 84, kan gives i de tilfælde, hvor behovet for aflastning er opstået alene på grund af barnets eller den unges funktionsnedsættelse. Det er endvidere en forudsætning, at aflastningen gives af hensyn til den øvrige familie, f.eks. for at give forældrene tid til eventuelle andre søskende, uden at barnet eller den unge med funktionsnedsættelse er til stede. Aflastningen efter § 44, jf. § 84, kan gives uden en forudgående undersøgelse af barnets forhold efter servicelovens § 50.

Er der derimod tale om et behov for aflastning på grund af barnets eller den unges særlige behov for støtte, kan bestemmelserne i servicelovens § 44, jf. § 84, ikke anvendes. I disse tilfælde skal aflastningen iværksættes efter servicelovens § 52, og der skal være gennemført en forudgående undersøgelse af barnets forhold efter servicelovens § 50.

Kommunalbestyrelsen skal ligeledes, jf. § 44, jf. § 86, stk. 2, sørge for, at børn og unge, der midlertidigt eller varigt har behov for hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder, kan få tilbud herom.

Bestemmelsen i § 86, stk. 1 om genoptræning kan ikke anvendes, når det drejer sig om børn og unge under 18 år. Hvis et barn eller en ung under 18 år har behov for støtte, herunder genoptræning, der ikke kan dækkes efter andre bestemmelser, vil der kunne ydes støtte efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 9. Herefter kan kommunalbestyrelsen tilbyde anden hjælp, der har til formål at yde rådgivning, behandling og praktisk og pædagogisk støtte. Bestemmelsen giver kommunalbestyrelsen vide rammer i forhold til at målrette indsatsen efter den unges særlige behov. Støtte efter denne bestemmelse forudsætter en forudgående undersøgelse af barnets eller den unges forhold, jf. § 50, og at der udarbejdes en handleplan efter servicelovens § 140, se punkt 291 ff i denne vejledning.

Kapitel 10

Ledsagelse for unge mellem 16 og 18 år

235. I dette kapitel beskrives reglerne om kommunalbestyrelsens pligt til at tilbyde ledsagelse til unge mellem 16 og 18 år, der ikke kan færdes alene på grund af nedsat funktionsevne.

 
Serviceloven
§ 45. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde 15 timers ledsagelse om måneden til unge mellem 16 og 18 år, som ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Dette gælder dog ikke for unge mellem 16 og 18 år, som har et døgnophold efter § 52, stk. 3, nr. 4, 5 og 7.
Stk. 2. En person, som er berettiget til ledsagelse, jf. stk. 1, har ret til selv at udpege en person til at udføre opgaven. Kommunen skal godkende og ansætte den udpegede person.
Stk. 3. Der kan normalt ikke ske ansættelse af personer med en meget nær tilknytning til den, der er berettiget til ledsagelse efter stk. 1.
Stk. 4. Modtageren kan opspare timer inden for en periode på 6 måneder. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte retningslinier herfor.
Stk. 5. Modtagerens udgifter til ledsagerens befordring og andre aktiviteter med tilknytning til ledsageordningen kan dækkes med et beløb op til 663 kr. årligt. Beløbet ydes af kommunalbestyrelsen efter anmodning fra modtageren.
Stk. 6. Socialministeren kan i en bekendtgørelse fastsætte regler om betingelser for ledsageordningen.
 

Generelt om ledsagelse til unge

236. Ledsagelse kan ydes til unge mellem 16 og 18 år, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ikke kan færdes på egen hånd uden for hjemmet. Ledsageordningen omfatter selve ledsagelsen og de funktioner, der er direkte forbundet med ledsagelsen, f.eks. at hjælpe med at tage overtøj af og på, samt med kørestol og andre ganghjælpemidler. Ledsageordningen skal supplere de øvrige serviceydelser, men ikke erstatte dem, og omfatter således f.eks. ikke praktisk hjælp i hjemmet.

Ledsagelse ydes af kommunalbestyrelsen som en naturalydelse fra kommunalt ansatte ledsagere. De unge har ret til selv at udpege en ledsager til at udføre opgaven, som kommunalbestyrelsen skal godkende og ansætte.

De unge skal tilbydes 15 timers ledsagelse pr. måned, uanset hvad de ønsker at blive ledsaget til.

Formål med ledsagelse

237. Formålet med ledsagelse til de unge er at medvirke til deres selvstændiggørelse og integration i samfundet. Unge med nedsat funktionsevne har som andre unge behov for at kunne komme hjemmefra, gøre indkøb og deltage i kulturelle og sociale aktiviteter. Både for unge, der lever et relativt aktivt liv og for unge, der lever mere isoleret, vil ordningen kunne medvirke til, at de kan deltage i aktiviteter uden for hjemmet efter eget valg. For de unge gælder det, at de kan have behov for at komme uden for hjemmet uden, at det er forældrene, der ledsager dem eller i øvrigt administrerer ledsagelsen for dem.

Personkredsen

238. Ledsageordningen kan med forældrenes accept tilbydes unge mellem 16 og 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som ikke kan færdes uden for hjemmet uden ledsagelse. Det kan være kørestolsbrugere og andre med svære bevægelseshandicap, blinde og stærkt svagsynede, unge med psykisk udviklingshæmning og andre, der af den ene eller anden grund er ude af stand til at færdes på egen hånd.

Ordningen omfatter ikke unge med nedsat funktionsevne som følge af sindslidelse eller af sociale årsager. Dette skyldes, at arbejdet med disse unge stiller nogle særlige krav med hensyn til indsigt og træning, som ligger ud over de kvalifikationer, som de kommunalt ansatte ledsagere forudsættes at skulle have.

Unge hjemmeboende

239. I modsætning til ledsageordningen for voksne, der retter sig mod alle, der opfylder betingelsen for ledsagelse uanset boform, forudsættes ledsageordningen for unge at være rettet mod unge hjemmeboende. For unge i familiepleje eller i institution vil det indgå i institutionens/opholdsstedets fastlæggelse af behandlingsindsatsen, om og i hvilken form ledsagelse kan komme på tale.

Tildeling af ledsagelse

240. Kommunalbestyrelsen træffer efter en konkret vurdering afgørelse om, hvorvidt den unge opfylder betingelserne for at få ledsagelse. Denne afgørelse er uafhængig af, hvad ledsagelsen ønskes brugt til.

Der vil være mange unge, der selv vil søge ordningen. Erfaringerne viser dog også, at der vil være nogle unge, der klart opfylder betingelserne, men som ikke efterspørger ordningen på grund af lang tids isolation eller mangel på muligheder, og hvor der kræves opsøgende arbejde for at få den enkelte til at gøre brug af tilbuddet.

Afgørelsen træffes efter en konkret individuel vurdering, og et eventuelt afslag på ledsagelse skal begrundes.

Ledsageordningens indhold

241. Ledsageren kan - inden for forældremyndighedens rammer - følge den unge derhen, hvor denne selv vil, og den unge bestemmer, hvad der skal ske. Ledsageordningen er ikke socialpædagogisk bistand.

Der er heller ikke tale om, at ledsageren skal fungere som kontakt- og støtteperson eller besøgsven. Ledsageren skal være opmærksom på, at tiden ikke bruges til at sidde hjemme, men sørge for opfyldelsen af det egentlige formål - at komme ud til de ønskede aktiviteter.

242. Ledsageopgaven kan være forskellig i forhold til unge med forskellige funktionsnedsættelser og forskellige ledsagebehov.

For unge med bevægelseshandicap kan ledsageren f.eks. støtte brugeren, når denne skal udendørs, finde varer under indkøb og tage dem ned fra hylderne og bære indkøbte varer hjem. Ledsageren kan hjælpe til med kørestolen ved besværlige passager, hjælpe brugeren på toilettet, køre bil for brugeren, eventuelt tage med ud i naturen, i biograf eller andre forlystelser.

F.eks. for spastikere eller andre, der har svært ved at gøre sig forståelig over for fremmede, kan ledsageren være behjælpelig med kommunikationen.

For blinde eller svagsynede kan der ligeledes hjælpes til med indkøb af dagligvarer eller tøj og gaver eller med andre aktiviteter, hvor den unge skal bruge hjælp, f.eks. motionere på tandemcykel, være med ved svømning eller andre fritidsaktiviteter.

Ledsageren må være opmærksom og klar til at sørge for hjælp, hvis den unge får anfald eller bliver dårlig.

Opsparingsordning

243. Den unge kan inden for en periode på 6 måneder spare timer sammen. Timer, der er opsparet, men ikke forbrugt, bortfalder efter 6 måneder. Kommunalbestyrelsen fastsætter retningslinier for opsparing.

Ankestyrelsens praksisundersøgelse vedr. ledsageordningen har vist, at der i et relativt stort antal sager, hverken er indgået aftale om opsparing eller vejledt om muligheden for opsparing eller fremgangsmåden, såfremt der ønskes opsparing. Der er således heller ikke ved bevillingerne henvist til trykte brugervejledninger. Ankestyrelsen finder, at den enkelte kommunalbestyrelse bør sikre, at der i forbindelse med bevillinger af ledsagelse vejledes om berettigelsen til opsparing, og at der gøres opmærksom på, at det kræver aftale med kommunalbestyrelsen. Ankestyrelsen anbefaler, at der i videre omfang tages stilling til opsparingen i forbindelse med bevillingen.

Ledsageordningen tilrettelægges, således at kommunalbestyrelsen har mulighed for i videst muligt omfang at imødekomme den unges ønsker, men også således, at ordningen bliver mulig at administrere. Det betyder, at tilrettelæggelse af arbejds- og ansættelsesforhold for ledsagerne kan gøre det nødvendigt for de unge at indstille sig på, at ledsagelsen må foregå på et af de tidspunkter, hvor der er ledig kapacitet. De unge må være indstillet på, at det i særlige belastningssituationer kan være vanskeligt at imødekomme alles ønsker om bestemte tidsmæssige placeringer.

For at sikre den bedst mulige overensstemmelse mellem de unges ønsker og kommunalbestyrelsens muligheder er det derfor vigtigt, at den unge i god tid inden tidspunktet for den ønskede aktivitet træffer aftale med kommunalbestyrelsen om, hvordan opsparingen skal tilrettelægges, og hvornår den skal realiseres.

Ved opsparingsordningen forudsættes det således, at kommunalbestyrelsen f.eks. kan fastsætte, at

med mindre, der er truffet aftale om opsparingen, kan kommunalbestyrelsen vælge, at ikke forbrugte timer automatisk falder bort,

alle timer i den indeværende måned skal anvendes, inden den opsparede tid bruges,

brugen af den opsparede tid skal ske i rækkefølge fra den nærmest foregående måned og videre månedsvis bagud inden for de seks måneder,

ikke forbrugte timer fra den første af de 6 måneder vil falde væk efter udløbet af 6 måneders perioden, såfremt de ikke er blevet anvendt.

Det betyder, at den unge inden for en 6 måneders periode maksimalt kan disponere over 90 timer til forbrug eller opsparing og således ikke i en given måned kan have mere end 90 timer til rådighed.

Opsparingsaftalen kan indgås, når der er behov for det og således også hen over et årsskifte.

Ledsagetimer kan ikke bruges på forskud.

244. Den unges forbrug af ledsagetimer til den enkelte ledsageopgave beregnes, så antallet af timer som udgangspunkt svarer til det antal timer, hvor der i forbindelse med den enkelte ledsageopgave ydes løn til ledsageren. Det betyder, at unge, der ønsker ledsagelse til rejser, må gøres opmærksomme på, at den ekstra tid, der medgår til ledsagerens tilbagerejse, fratrækkes i den unges ledsagetimer. Under ledsageopgaver inden for lokalområdet gælder dette ikke. Lønomkostninger imellem de enkelte ledsageopgaver afholdes af kommunalbestyrelsen.

Hvis der i forbindelse med rejser er ventetid eller overnatning, som ikke honoreres som ledsagetimer, men efter andre takster, kan de beregnede ledsagetimer, som fratrækkes i den unges ledsagetimer, ikke overstige et tilsvarende antal timer efter omregning til fulde løntimer.

Udgifter til aktiviteter og befordring

245. Den unge afholder sine egne udgifter til befordring mv. og egne samt ledsagerens udgifter til biografbilletter, til spisning osv., hvis den unge ønsker ledsagerens tilstedeværelse. Endvidere dækker den unge ledsagerens befordringsudgifter under ledsagelsen.

Kommunalbestyrelsen bør vejlede den unge om, at der kan ydes tilskud til dækning af udgifter til ledsagerens befordring og andre aktiviteter med op til 761 kr. (2010 priser) årligt. Beløbet udbetales én gang årligt på baggrund af sandsynliggjorte merudgifter svarende til den opgørelsesmetode, som anvendes til beregning af merudgifter efter servicelovens § 41.

Kommunalbestyrelsen kan desuden i forbindelse med den enkelte ledsageopgave efter en konkret vurdering yde udgifter til ledsagerens lokalbefordring i forbindelse med en ledsagelse. Hvis ledsagerens tilstedeværelse i det konkrete tilfælde skønnes nødvendig, kan kommunalbestyrelsen endvidere vælge at afholde ledsagerens udgifter til biografbilletter, til spisning mv. inden for rimelige grænser.

Det årlige beløb på 761 kr. (2010 priser) skal ikke være opbrugt, før kommunalbestyrelsen yder hjælp i forbindelse med enkelte ledsageopgaver.

Ledsagerens kvalifikationer

246. Ledsagerne bør rekrutteres blandt borgere, der har særlig interesse i eller erfaringer med at arbejde med mennesker med funktionsnedsættelse. Det kan være borgere, som tidligere har arbejdet inden for handicapområdet eller lignende, men der kan også være tale om borgere, som viser interesse for, venter på eller er i gang med en uddannelse inden for det sociale eller pædagogiske område. Der kan også være tale om at ansætte borgere i arbejdstilbud, kontanthjælpsmodtagere og ledige a-kassemedlemmer. Ledsagejobbet forudsætter en høj grad af personlig balance, og ledsageren bør derfor ikke have problemer ud over eventuel ledighed.

Ledsagerne bør have en introduktion til arbejdet som ledsager. Ledsageren bør have handicapkendskab samt kendskab til etik og praktiske færdigheder i at udøve hjælpen, som f.eks. løfteteknik.

Ved valg af ledsagelse til den enkelte unge skal der tilstræbes et interessefællesskab og så vidt muligt den samme ledsager til den enkelte bruger. Det bør herudover også tilstræbes, at ledsageren aldersmæssigt passer til den enkelte bruger.

Afsnit III

Støtte til børn og unge med særlige behov

Kapitel 11

Sagsbehandling i sager om børn og unge med særlige behov

247. I dette kapitel beskrives de generelle krav til sagsbehandlingen i sager om børn og unge med særlige behov, herunder krav om inddragelse af familie og netværk samt kommunens pligt til at høre barnet eller den unge, forinden der træffes en endelig afgørelse.

Generelle krav til sagsbehandlingen

248. I forhold til sagsbehandlingen i sager om børn og unge med behov for særlig støtte skal det indledningsvist fremhæves, at udgangspunktet er, at sagsbehandlingen skal følge de almindelige bestemmelser i bl.a. retssikkerhedsloven, persondataloven og forvaltningsloven om behandling af sager. Dvs. at sagsbehandlingen skal leve op til de almindelige regler om oplysningspligt, tavshedspligt, videregivelse af oplysninger m.v. Der henvises med hensyn til disse spørgsmål til forvaltningsloven, retssikkerhedsloven, Socialministeriets vejledning nr. 73 af 3. oktober 2006 om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. På enkelte punkter er der i serviceloven fastsat nærmere regler om sagsbehandlingen. Hovedparten af disse regler gennemgås i dette kapitel. Derudover gennemgås i kapitel 15 en række særlige regler om sagsbehandlingen i sager, hvor der træffes afgørelser uden samtykke. Særlig støtte til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne efter kapitel 11 i serviceloven er også omfattet af reglerne om sagsbehandling, herunder undersøgelse jf. servicelovens § 50 og udarbejdelse af handleplaner jf. servicelovens § 140. Derimod skal de særlige sagsbehandlerregler ikke følges, når der gives støtte til børn og unge med funktionsnedsættelse efter de regler, som er gennemgået i afsnit II ovenfor.

249. Der må generelt stilles store krav til sagsbehandlingen i sager om støtte til børn eller unge og deres familier, da der er tale om meget følsomme sager. Det er sager, der har stor indflydelse på de involveredes liv, og som ofte indeholder meget personlige og private oplysninger. Desuden er der under visse betingelser mulighed for at træffe afgørelser, som trods et manglende samtykke kan gennemføres over for forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år. Dette gør det særlig vigtigt, at sagsbehandlingen lever op til lovgivningens krav, og hvad der i øvrigt følger af god forvaltningsskik.

250. En række kommuner anvender ICS (Integrated Children’s System) i sagsbehandlingen. ICS er den socialfaglige systematik i det it-baserede sagsbehandlingssystem DUBU (Digitalisering – Udsatte Børn og Unge), som forventes klar til implementering i 2011. ICS, som er udviklet i England og desuden anvendes i Sverige, er tilpasset danske forhold og lovgivning, herunder anbringelsesreformen. For at kunne anvende ICS i sagsbehandlingen, skal kommunen indgå en ICS licensaftale med Socialministeriet. I kapitel 11 og 12 det præciseret, hvad kommunalbestyrelsen skal være opmærksom på i sagsbehandlingen, for at leve op til lovgivningen, når der anvendes ICS.

Journalføring

251. I hver enkelt sag skal der foreligge fyldestgørende journalisering og dokumentation for den foretagne sagsbehandling samt de eventuelle foranstaltninger, der iværksættes. Det skal således fremgå tydeligt af personsagen, at eventuelle foranstaltninger er iværksat med hjemmel i servicelovens bestemmelser, at de lovpligtige sagsbehandlingsskridt efter serviceloven er overholdt samt, at der ved sagsbehandlingen er foretaget de nødvendige vurderinger, overvejelser og skøn.

Det er vigtigt, at der i sagen føres en dækkende journal, både for at notatpligten overholdes, men også for at andre efterfølgende har mulighed for at sætte sig ind i sagen. Det hører også med til god forvaltningsskik, at det fremgår, hvem der har udfærdiget noteringer i journalen eller har udstedt erklæringer, udtalelser eller lignende til brug for sagen. Det er også vigtigt, at det i forbindelse med udfærdigelse af erklæringer fremgår, om disse er baseret på en egentlig undersøgelse af eller samtale med den, som erklæringen angår, eller om erklæringen er udfærdiget alene på allerede foreliggende skriftligt materiale eller foreliggende viden.

Generelt om orientering af forældremyndighedens indehaver og den unge

252. Kommunalbestyrelsen skal aktivt medvirke til, at forældremyndighedens indehaver eller den unge, der er fyldt 15 år, bliver orienteret om de rettigheder, de har efter forvaltningsloven. Det gælder også børn over 12 år i forbindelse med deres ret til at klage over forebyggende foranstaltninger og anbringelse uden for hjemmet efter § 52, stk. 3 m.v., jf. servicelovens § 167, stk. 1 og § 168. For så vidt angår de tilfælde, der ikke er omfattet af reglen i servicelovens § 73 om den særlige pligt til at gøre forældremyndighedens indehaver og andre parter bekendt med retten til aktindsigt m.v., bør det også her overvejes, om det er hensigtsmæssigt at orientere parterne.

Af hensyn til familiens retssikkerhed er det vigtigt, at der i hele sagsforløbet sker en grundig orientering af familien om de oplysninger, der ligger i sagen, samt om de overvejelser kommunen gør sig med hensyn til indhentelse af andre oplysninger og eventuelle overvejelser om nødvendige foranstaltninger. Der gøres i den forbindelse opmærksom på persondatalovens §§ 28 og 29, hvoraf det følger, at den dataansvarlige har en oplysningspligt over for den registrerede, når der sker en indsamling af oplysninger om den registrerede hos enten den registrerede selv eller hos andre.

En grundig orientering og en god inddragelse af hele familien, herunder også barnet eller den unge, er således en nødvendig forudsætning for, at der kan etableres et reelt samarbejde mellem familien og kommunen om at finde de løsninger, der bedst tilgodeser familiens behov, således at familien kan bringes ud af vanskelighederne.

Det er således væsentligt, at familien medvirker aktivt til løsningen af problemerne, og dette kan kun ske, hvis familien undervejs bliver gjort bekendt med kommunens overvejelser, og får mulighed for at fremkomme med eventuelle kommentarer og korrektioner til de oplysninger, der er i sagen.

Der bør således ske en løbende orientering i hele sagsforløbet.

Systematisk inddragelse af familie og netværk

 
Serviceloven
§ 47. Kommunalbestyrelsen skal overveje, hvordan der kan ske en systematisk inddragelse af familie og netværk.
 

253. Inddragelse af barnet eller den unge, familien og netværket er et vigtigt grundlag for at nå formålet med den sociale indsats. Inddragelsen skal for det første sikre, at de rigtige oplysninger ligger til grund for de beslutninger, der tages. For det andet skal inddragelsen sikre, at de involverede parter oplever at blive taget alvorligt, at de støtter op om indsatsen, og at man i videst muligt omfang undgår, at barnet eller den unge bliver midtpunktet i konflikter mellem myndighederne og familien. Det er således et spørgsmål om at styrke retssikkerheden for barnet og familien. Endelig kan inddragelsen af både forældrene og det øvrige netværk bidrage til at sætte fokus på ressourcerne frem for kun at se problemerne. Selv om barnet og forældrene har store problemer, findes der således ofte ressourcer i familien og netværket. Af hensyn til barnet er det derfor vigtigt at få afdækket, om der i familien eller netværket er ressourcer eller relationer til barnet, som kan udnyttes til gavn for barnet.

Servicelovens § 47 giver derfor kommunalbestyrelsen pligt til at overveje, hvordan familie og netværk kan inddrages systematisk. Den systematiske inddragelse kan eksempelvis ske ved at anvende metoder som familierådslagning, netværksmøder eller familiekontrakter.

Servicelovens § 47 forpligter ikke kommunalbestyrelsen til at anvende en bestemt metode, men kommunalbestyrelsen kan efter behovene i den enkelte sag og den lokale prioritering på området selv beslutte, hvordan det skal sikres, at familien inddrages systematisk. +

Med henblik på at andre myndigheder eller sagsbehandlere skal behandle sagen, skal kommunalbestyrelsens overvejelser om, hvordan familie og netværk kan inddrages i den konkrete sag samt efterfølgende, hvordan inddragelsen er sket, fremgå af journalen.

Kommunalbestyrelsens inddragelse af familie og netværk skal naturligvis ske under hensyntagen til reglerne om indhentelse og videregivelse af oplysninger, jf. retssikkerhedsloven, forvaltningsloven og persondataloven.

Høring m.v. af barnet eller den unge

 
Serviceloven
§ 48. Forinden myndigheden træffer afgørelse efter §§ 51, 52, 52 a, 56, 57 a, 57 b, 58, 62 og 63, § 65, stk. 2 og 3, og §§ 68-71 og 75, skal der finde en samtale sted med barnet eller den unge herom.
Stk. 2. Samtalen kan undlades, i det omfang barnets modenhed eller sagens karakter i afgørende grad taler imod samtalens gennemførelse. Kan samtalen ikke gennemføres, skal barnets holdning til den påtænkte afgørelse søges tilvejebragt.
 

Hvornår skal barnet eller den unge tilbydes en samtale

254. Servicelovens § 48 giver myndigheden en pligt til at tilbyde barnet eller den unge en samtale, inden der træffes afgørelser, som berører barnet eller den unge. Det vil sige, at barnet eller den unge bl.a. skal tilbydes en samtale, inden der træffes afgørelser om iværksættelse eller ophør af foranstaltninger, samt afgørelser om samvær under en anbringelse, valg af anbringelsessted m.v. Konkret betyder servicelovens § 48, at børn og unge skal tilbydes en samtale i forbindelse med afgørelser efter

servicelovens § 51, om tvangsmæssig undersøgelse,

servicelovens § 52, om foranstaltninger,

servicelovens § 52 a, om økonomisk støtte til forældremyndighedsindehaveren

servicelovens § 56, om afgørelser efter servicelovens § 52, stk. 3, nr.1, 6 og 7 uden samtykke,

servicelovens § 57 a, om forældrepålæg,

servicelovens § 57 b, om ungepålæg,

servicelovens § 58, om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke,

servicelovens § 62, om genbehandlingsfrister,

servicelovens § 63, om lægelig undersøgelse og behandling uden samtykke,

servicelovens § 65, stk. 2-3, om Ankestyrelsens beføjelser uden klage,

servicelovens § 68, om ophør af foranstaltninger,

servicelovens § 68 a, om videreførelse af en anbringelse,

servicelovens § 68 b om kommunens opgaver i forbindelse med anbringelsen

servicelovens § 68 b, om valg af anbringelsessted

servicelovens § 70, om revidering af handleplanen,

servicelovens § 71, om samvær og kontakt med forældrene og

servicelovens § 75, om foreløbige afgørelser.

Formålet med samtalen med barnet eller den unge

255. Formålet med samtalen med barnet eller den unge er for det første, at den myndighed, som skal træffe afgørelse i sagen - typisk kommunen - får et førstehåndskendskab til det barn eller den unge, som sagen drejer sig om. Der kan således gå væsentlige oplysninger tabt, hvis sagsbehandleren ikke selv taler med barnet eller den unge. For det andet er det vigtigt, at der bliver taget hensyn til barnets eller den unges egen opfattelse af situationen. Samtalen skal derfor klarlægge barnets eller den unges egen holdning til den påtænkte afgørelse.

Selvom der eventuelt er afholdt en samtale med barnet eller den unge i forbindelse med udarbejdelse af en børnefaglig undersøgelse efter § 50, så skal der også afholdes en samtale, inden der træffes afgørelse om f.eks. foranstaltninger. Dette for at barnet eller den unge kan give sin mening til kende omkring det konkrete indhold af den påtænkte afgørelse.

Hvordan skal samtalen foregå?

256. Samtalen med barnet eller den unge skal ske på en kvalificeret og respektfuld måde. Det er centralt, at kommunen gør sig tilstrækkelige anstrengelser for at finde frem til barnets eller den unges egen mening i sagen, og derfor skal mødet foregå så afslappet, roligt og så tillidsvækkende som overhovedet muligt.

Særligt for mindre børn skal samtalen foregå på en måde, der er afpasset barnets alder, modenhed og sagens art. Det er vigtigt, at barnet ikke sættes i situationer, som det ikke kan overskue og ikke har forudsætninger for at tage stilling til.

I forhold til børn og unge med væsentlige fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser kan det være nødvendigt at tage særlige hensyn eller anvende særlige fremgangsmåder for at sikre inddragelsen af også disse børn og unge. Kommunen kan i denne sammenhæng vælge at inddrage Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet (DUKH) og lignende på området i forhold til den konkrete funktionsnedsættelse, som barnet eller den unge har.

Kommunalbestyrelsen skal vejlede barnet eller den unge om, at der kan være mulighed for at have en bisidder som personlig støtte under samtalen. Se nærmere under punkt 380.

Barnets eller den unges synspunkter skal tillægges passende vægt

257. Barnets eller den unges opfattelse skal jf. servicelovens § 46, stk. 3 tillægges passende vægt. Det betyder, at barnets eller den unges opfattelse bør tillægges betydning i den samlede vurdering af, hvilken afgørelse der skal træffes. Dette gælder f.eks. i forhold til barnets eller den unges ønske om, at der vælges en bestemt person som kontaktperson efter servicelovens § 52, stk. 3 nr. 6, eller at et anbringelsessted skal give mulighed for, at barnet eller den unge fortsat kan deltage i fodbold eller lignende. I afgørelser om barnets eller den unges samvær med forældre og netværk under en anbringelse uden for hjemmet, skal hensynet til barnets eller den unges opfattelse og behov tillægges mere vægt end forældrenes ønske om samvær og kontakt, jf. servicelovens § 71. Der henvises til punkt 546 i kapitel 21 om samvær og kontakt med forældrene og andre fra netværket.

Servicelovens § 46, stk. 3, indebærer ikke en pligt til at følge barnets eller den unges holdning og ønsker. Der kan være faglige overvejelser, der umuliggør opfyldelsen af barnets eller den unges ønsker. I de tilfælde, hvor barnets eller den unges holdning til sagen ikke tillægges vægt, bør der imidlertid i sagen foreligge oplysninger om, hvorfor dette ikke er tilfældet, og sagsbehandleren kan med fordel overveje at informere barnet eller den unge om beslutningen og baggrunden for den.

Selv om børn og unge skal involveres, og deres synspunkter tillægges vægt, er det myndighedens ansvar at træffe beslutning. Det er vigtigt, at kommunen gør barnet eller den unge opmærksom på, at der ikke er tale om, at barnet eller den unge selv kan vælge, hvad der skal ske. Dermed kan det for det første undgås, at barnet eller den unge oplever selv at have ansvaret for beslutningen. For det andet sikrer dette, at barnet eller den unge ikke oplever unødig skuffelse, hvis kommunalbestyrelsen ender med at træffe en anden afgørelse end den afgørelse, barnet eller den unge havde ønsket.

Høringen af barnet eller den unge træder ikke i stedet for dennes mulighed for at udtale sig for børn og unge-udvalget, jf. servicelovens § 74, stk. 2.

Hvornår kan man undlade samtalen?

258. Udgangspunktet er, at myndigheden har pligt til at tilbyde alle børn og unge en samtale – uanset deres alder. I enkelte situationer vil barnets modenhed eller sagens karakter dog kunne begrunde, at barnet ikke høres. Først bør det imidlertid altid vurderes, om det vil være hensigtsmæssigt for gennemførelsen af samtalen, hvis barnet har en bisidder med. Det kan eksempelvis være hensigtsmæssigt i situationer, hvor det overvejes at undlade samtalen på grund af barnets modenhed eller fordi barnet er udviklingshæmmet eller lignende, men hvor deltagelsen af en bisidder vil kunne muliggøre, at samtalen bliver gennemført.

Der kan forekomme situationer, hvor det af hensyn til barnet ikke er hensigtsmæssigt at gennemføre samtalen. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis en samtale vil stille barnet i en urimelig presset situation. I disse sager skal der foretages en konkret vurdering af, om hensynet til barnet eller den unge i afgørende grad taler imod, at barnet eller den unge høres eller inddrages. Der skal ved denne vurdering ikke tages udgangspunkt i, hvorvidt »det nytter noget« at høre barnet eller den unge – men alene i om barnets situation tilsiger, at høring og inddragelse bør undlades.

Barnet eller den unge har naturligvis ret til at afslå at udtale sig. Hvis barnet eller den unge ikke ønsker at udtale sig, vil oplysninger herom opfylde lovens krav om, at der skal finde en samtale sted.

Såfremt der ikke gennemføres en samtale med barnet eller den unge, skal dette fremgå af sagen med en konkret begrundelse for, hvorfor samtalen ikke har fundet sted. Samtidig bør myndigheden forsøge at afdække barnets eller den unges holdning til den påtænkte foranstaltning på anden vis. Dette kan f.eks. ske ved at tale med personer i barnets eller den unges netværk, som det har en fortrolighed med eller ved at se på tidligere oplysninger i sagen.

Forældremyndighedens indehaver kan ikke modsætte sig, at kommunen giver barnet mulighed for en samtale. Forældremyndighedsindehaveren har ikke ret til at være til stede under samtalen. I nogle tilfælde kan det dog – f.eks. af hensyn til barnets tryghed - være hensigtsmæssigt, at forældrene er til stede under samtalen.

Ankestyrelsens praksis vedr. samtaler med børn

259. Manglende overholdelse af reglerne i servicelovens § 48 om samtale med børn kan medføre, at en afgørelse bliver ugyldig. Ankestyrelsen kan således vælge at udtale kritik af den manglende børnesamtale og opfordre til, at barnets holdning fremskaffes efterfølgende, inden det vurderes, om afgørelsen bør erklæres ugyldig. Ankestyrelsen kan således erklære børn og unge-udvalgsafgørelser om foranstaltninger ugyldige i situationer, hvor der ikke forud for mødet i børn og unge-udvalget har været afholdt samtale med barnet eller den unge, hvor der ikke foreligger oplysninger om barnets modenhed, der taler imod samtalens gennemførelse og hvor barnets eller den unges holdning til anbringelsen ikke er kendt.

Hvis der ikke gennemføres en samtale med barnet eller den unge, lægger Ankestyrelsen vægt på, at der foreligger en konkret begrundelse for, hvorfor samtalen ikke er gennemført, og at der ikke alene henvises generelt til f.eks. barnets alder.

Ankestyrelsen har derudover påpeget, at det følger af den almindelige notatpligt, at der skal udarbejdes et særskilt notat om samtalen. Dette notat bør bl.a. indeholder oplysninger om tidspunktet for og indholdet af samtalen. Ankestyrelsen lægger således vægt på, at der i sagen foreligger dokumentation for, at der er blevet afholdt en egentlig samtale med barnet eller den unge før afgørelsen, og at der ikke blot henvises til, at der løbende har været ført samtaler med barnet eller den unge.

Endelig har Ankestyrelsen påpeget, at når der er tale om en sag, der skal forelægges børn og unge-udvalget med henblik på en afgørelse om anbringelse uden for hjemmet, bør samtalen afholdes i rimelig tilknytning til afholdelsen af mødet, således at oplysningerne er dækkende for barnets aktuelle holdning.

Information når afgørelse om foranstaltning er truffet

260. Det må fremhæves, at det er vigtigt, at børn og unge informeres om, at der er truffet afgørelse om en foranstaltning, og hvad foranstaltningen indebærer, inden denne iværksættes. Dette er vigtigt for at sikre, at barnet eller den unge får det størst mulige udbytte af foranstaltningen og føler sig tryg ved forandringerne. Der er tale om en opgave, som det må anses for naturligt, at forældrene varetager, men hvis kommunen bliver opmærksom på, at forældrene ikke kan eller evner at fortælle barnet eller den unge, hvad der skal ske, er det forvaltningens opgave at søge sikret, at barnet eller den unge får den nødvendige information. Dette kan ske enten ved at støtte forældrene i at gennemføre samtalen, finde en i familiens netværk, som alle føler sig trygge ved, der kan gennemføre samtalen, eller ved at sagsbehandleren selv påtager sig opgaven.

Det tværfaglige samarbejde

261. Det tværfaglige samarbejde om indsatsen over for udsatte børn og unge er af væsentlig betydning for kvaliteten af indsatsen. Det er derfor vigtigt, at kommunerne tilrettelægger arbejdet i sager om særlig støtte til børn og unge således, at den tværfaglige sagkundskab kan inddrages i sagsbehandlingen. Den enkelte kommunalbestyrelse har således en forpligtelse til at sikre, at der arbejdes tværfagligt og helhedsorienteret, hvilket bl.a. kommer til udtryk i servicelovens §§ 19, 46. og 49a. Dette svarer til § 14 i bekendtgørelse om forebyggende sundhedsydelser for børn og unge, der også har til formål at styrke sammenhæng og helhed i tilbuddene til de svagest stillede børn og unge. Det er dog op til den enkelte kommunalbestyrelse at vurdere, hvordan det tværfaglige samarbejde bedst organiseres. Det tværfaglige arbejde kan styrke såvel den tidlige indsats som det forebyggende arbejde blandt vanskeligt stillede børn og deres familier. Som deltagere kan sagsbehandlere, pædagoger, lærere, læger og sundhedsplejersker, psykologer, m.fl. indgå. I samarbejdet er det vigtigt at være opmærksom på vigtigheden af at inddrage forældrene til det eller de børn og unge, samarbejdet vedrører.

Udveksling af oplysninger i det tidlige eller forebyggende arbejde

262. Udveksling af oplysninger som led i det tidlige eller tværfaglige samarbejde om udsatte børn og unge er omfattet af straffelovens, forvaltningslovens og persondatalovens almindelige regler om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger. Endvidere indeholder sundhedsloven og serviceloven nærmere regler om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger om rent private forhold.

Reglerne om offentligt ansatte personers tavshedspligt findes i forvaltningslovens § 27. Her fremgår, at den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, når en oplysning ved lov er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser. Hvis en offentlig ansat bryder sin tavshedspligt, kan vedkommende straffes efter straffeloven, jf. § 152 og §§ 152 c-152 f.

Med lov nr. 503 af 12. juni 2009 blev forvaltningslovens § 28 ændret, således at bestemmelsen ikke længere regulerer adgangen til at videregive oplysninger om enkeltpersoner (personoplysninger). Det er således persondataloven, som regulerer videregivelse af personoplysninger mellem forvaltningsmyndigheder. Adgangen til at videregive oplysninger om enkeltpersoner (personoplysninger) til en anden forvaltningsmyndighed er reguleret i persondatalovens § 5, stk. 1-3, §§ 6-8, § 10, § 11, stk. 1, § 38 og § 40, jf. persondatalovens § 1, stk. 3 om manuel videregivelse af personoplysninger.

Efter persondatalovens § 8, stk. 3, må forvaltningsmyndigheder, der udfører opgaver inden for det sociale område (offentligt ansatte), kun videregive oplysninger om rent private forhold (jf. persondatalovens § 8, stk. 1, og § 7, stk. 1), hvis betingelserne i § 8, stk. 2, nr. 1 eller 2 er opfyldt. Videregivelse af oplysninger om rent private forhold kan altså finde sted, (1) hvis den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke til videregivelsen, (2) hvis videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den oplysningen angår, (3) eller hvis videregivelsen er nødvendig for udførelsen af en myndigheds virksomhed eller påkrævet for en afgørelse, som myndigheden skal træffe, herunder f.eks. hvis videregivelsen er et nødvendigt led i en sags behandling eller nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver. Der henvises til Datatilsynet for yderligere vejledning vedrørende Persondatalovens regler. Datatilsynet anbefaler i den sammenhæng, at eventuelle spørgsmål først drøftes med kommunens jurister, som evt. herefter kan kontakte Datatilsynet.

SSD-samarbejdet

 
Serviceloven
§ 49 a. Skole, skolefritidsordning, det kommunale sundhedsvæsen, dagtilbud, fritidshjem og myndigheder, der løser opgaver inden for området for udsatte børn og unge, kan indbyrdes udveksle oplysninger om rent private forhold vedrørende et barns eller en ungs personlige og familiemæssige omstændigheder, hvis udvekslingen må anses for nødvendig som led i det tidlige eller forebyggende samarbejde om udsatte børn og unge.
Stk. 2. Udveksling af oplysninger efter stk. 1 til brug for en eventuel sag jf. kapitel 11 og 12 om et konkret barn eller en ung kan ske én gang ved et møde. I særlige tilfælde kan der ske en udveksling af oplysninger mellem de myndigheder og institutioner, der er nævnt i stk. 1 ved et opfølgende møde.
Stk. 3. Selvejende eller private institutioner eller friskoler, som løser opgaver for de myndigheder, der er nævnt i stk. 1, kan indbyrdes og med de myndigheder og institutioner, der er nævnt i stk. 1, udveksle oplysninger i samme omfang, som nævnt i stk.1.
Stk. 4. De myndigheder og institutioner, der efter stk. 1-3 kan videregive oplysninger, er ikke forpligtede hertil.
 

263. Det er afgørende, at forældre til udsatte børn og unge inddrages i den indsats, kommunerne iværksætter over for de enkelte børn og unge. Dette gælder også i det tidlige forebyggende samarbejde. Der vil imidlertid være situationer, hvor fagfolk kan have behov for at tale om en konkret sag, inden forældrene inddrages. Derfor giver servicelovens§ 49 a adgang til at fravige persondatalovens regler om udveksling af oplysninger om rent private forhold. Bestemmelsen har til formål at understøtte og kvalificere fagpersoners tidlige eller forebyggende samarbejde over for konkrete børn og unge, som har behov for særlige støtte. Formålet er at give udsatte børn og unge en så tidlig og kvalificeret støtte som muligt, så deres problemer ikke vokser sig store og vanskeligt håndterbare.

Ifølge servicelovens § 49 stk. 1, kan skole, skolefritidsordning, sundhedspleje, dagtilbud, fritidshjem efter § 52 i dagtilbudsloven samt myndigheder, der løser opgaver inden for området for udsatte børn og unge, indbyrdes udveksle oplysninger om konkrete børns og unges rent private forhold (personlige og familiemæssige omstændigheder). Dette gælder dog kun, hvis udvekslingen kan anses for nødvendig, som led i det tidlige forebyggende samarbejde (Skole-, Sundhedspleje og Dagtilbuds- samarbejdet).

Udvekslingen af oplysninger kan således kun ske mellem de myndigheder, der er nævnt i § 49 a, stk. 1 og 3. Dvs. de myndigheder, institutioner og fagpersoner, der agerer på den kommunale myndigheds vegne inden for et bestemt myndighedsområde. Det drejer sig om myndigheder, der løser opgaver inden for området for udsatte børn og unge (eksempelvis socialforvaltningen eller børne- og ungdomsforvaltningen, herunder Pædagogisk, Psykologisk Rådgivning (PPR), som er en del af forvaltningen på børne- og ungeområdet), og det kommunale sundhedsvæsen (i denne sammenhæng forstås dette alene som sundhedsplejersker og kommunalt ansatte læger, der udfører opgaver i den kommunale sundhedstjeneste). Endvidere drejer det sig om dagtilbud, eller skoler samt selvejende eller private institutioner eller friskoler, som løser opgaver for de myndigheder, der er nævnt i bestemmelsens stk. 1).

Efter § 49a, stk. 3 kan der også ske udveksling af oplysninger mellem myndighederne og selvejende eller private institutioner eller friskoler, der løser opgaver for det offentlige inden for social- og undervisningsområdet.

Der er kun en bestemt persongruppe, som kan udveksle oplysninger med hjemmel i § 49 a. F.eks. kan private, der ikke løser opgaver for det offentlige på de nævnte områder, herunder f.eks. spejderklubber og sportsforeninger, ikke udveksle oplysninger efter § 49 a. Andre grupper af offentligt ansatte, herunder f.eks. privat praktiserende læger, skoletandplejen, familieplejere, klubtilbud og anbringelsessteder er således ikke omfattet af bestemmelsen.

Nedenstående beskriver anvendelsen af § 49 a nærmere. Endvidere henvises til pjecen »Dialog om tidlig indsats – udveksling af oplysninger i det tværfaglige SSD-samarbejde og fagpersoners underretningspligt« (2011), som kan findes på www.servicestyrelsen.dk.

264. Betingelsen for, at der kan udveksles oplysninger om rent private forhold, er, at det sker som led i kommunens tidlige eller forebyggende samarbejde på børn og unge-området. Samarbejdet har til formål at styrke sammenhæng og helhed i tilbuddene til de svagest stillede børn og unge og sikre, at der i tilstrækkeligt omfang formidles kontakt til lægelig, social, pædagogisk, psykologisk og anden sagkundskab, jf. nærmere herom i bl.a. § 14 i bekendtgørelse om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge nr. 1183 af 28. november 2006 samt § 19 i serviceloven.

Servicelovens § 49 a kan anvendes i tilfælde, hvor en fagperson i sit daglige arbejde med et barn eller en ung bliver bekymret for et konkret barns eller den unges trivsel, udvikling eller sundhed, og som i den sammenhæng har behov for at drøfte bekymringen med en eller flere relevante fagpersoner for nærmere at afklare problemets omfang. Drøftelsen har til formål at afklare, hvorvidt den konkrete bekymring skal give anledning til et særligt tiltag overfor barnet eller den unge. Den indledende drøftelse skal så vidt muligt at afdække problemets karakter og kan på baggrund af drøftelsernes konklusioner føre til en række forskellige beslutninger. Den indledende drøftelse kan for det første forsøge at afklare, om der er tale om et alvorligt problem, eller om bekymringen er grundløs. Hvis det viser sig, at det pågældende barn eller den unge kan have behov for støtte, kan de pågældende fagpersoner så vidt muligt vurdere, om barnets eller den unges vanskeligheder er af en sådan karakter, at det kan løses i de generelle tilbud som f.eks. skole eller dagtilbud. Hvis det viser sig, at problemet er af en sådan karakter, at de implicerede fagpersoner ikke kan vurdere dets omfang, eller hvis der er grund til at antage, at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte, som ikke kan løses i de generelle tilbud, bør der efterfølgende foretages en underretning efter § 153 i serviceloven. Jf. nærmere herom i kapitel 2, punkt 53 - 58.

I de tilfælde, hvor en afklarende drøftelse efter § 49 a fører til iværksættelse af et tiltag over for barnet eller den unge, sker dette efter de gældende regler på området.

265. Det er alene oplysninger om det konkrete barn eller unges personlige og familiemæssige forhold, der kan udveksles mellem de omfattede myndigheder. Personlige og familiemæssige forhold omfatter i den forbindelse også de forhold, der er nævnt i servicelovens § 50, stk. 2, dvs. oplysninger om barnets eller den unges udvikling og adfærd, familieforhold, skoleforhold, sundhedsforhold, fritidsforhold og venskaber og andre relevante forhold. Der kan udveksles oplysninger om forhold i det konkrete barns og unges hjem, men kun hvis disse oplysninger er nødvendige i forhold til indsatsen over for barnet eller den unge.

Der kan kun ske udveksling af oplysninger mellem de nævnte myndigheder / institutioner, hvis udvekslingen må anses for nødvendig af hensyn til det tidlige forebyggende samarbejde. Der skal således være tale om børn eller unge, hvis trivsel, udvikling og sundhed, der er en konkret bekymring for, og som på den baggrund vurderes evt. at have behov for tidlig forebyggende og helhedsorienteret indsats. Udvekslingen af oplysninger om rent private forhold skal være med til så vidt muligt at hindre, at barnet eller den unges problemer vokser sig så store og vanskelige at håndtere, at f.eks. en anbringelse uden for hjemmet kan blive nødvendig. Bestemmelsen bør kun anvendes i de tilfælde, hvor der er tale om børn og unge, som vurderes at være i risiko for at være i – eller senere hen at komme i en udsat position f.eks. i relation til omsorgssvigt, skolefrafald eller kriminalitet. Hensynet til barnets tarv skal altså tale for, at en eller flere myndigheder udveksler oplysninger med henblik på at afklare, om deres bekymring for barnet eller den unge skal give anledning til en tidlig indsats, herunder om der kan være behov for en underretning efter § 153 i serviceloven.

266. Udvekslingen af oplysninger om rent private forhold forudsætter, at de pågældende fagpersoner først har forsøgt selv at vurdere problemstillingens karakter. Det er i den forbindelse dog vigtigt at understrege, at fagpersonerne netop ikke altid forventes at kunne afdække problemets karakter. Problemernes omfang eller karakter kan være vanskelige at vurdere i begyndelsen og især i barnets tidlige år. Det er derfor vigtigt, at der i disse sager tages initiativ til en tværfaglig afklaring af problemets karakter med henblik på at sikre, at der sker en tidlig eller forebyggende afklaring af barnets problemer. Formålet med § 49 a er at understøtte og kvalificere myndighedernes fælles faglige afklaring af problemerne, herunder om det berørte barn eller den unge kan have behov for en forebyggende indsats i det generelle tilbud, eller om der er behov for en egentlig underretning efter § 153. Der kan således alene udveksles oplysninger, som er nødvendige for, at de involverede myndigheder kan tage stilling til, om det pågældende barn eller den unge kan have brug for støtte.

Der henvises i den forbindelse til servicelovens § 153 om underretningspligt for personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt erhverv, jf. kapitel 2, punkt 53. Ved en konkret bekymring for et barn eller en ung, skal de pågældende fagpersoner således overveje 2 løsningsmodeller. Dels skal det overvejes, om der er grundlag for først at afklare barnets eller den unges situation nærmere med en eller flere relevante kollegaer i det tværfaglige samarbejde, førend der tages stilling til, om der skal foretages underretning eller om barnet eller den unge skal have støtte i normalsystemet. Det kan f.eks. være relevant, hvor de pågældende fagpersoner er i tvivl om, hvad der kan observeres ved barnet eller den unge. Dels skal de pågældende fagpersoner overveje, om bekymringen for det pågældende barn eller den unge bør føre til, at der bliver foretaget en underretning med det samme, så socialforvaltningen involveres i barnets eller den unges problem så rettidigt som muligt. Dette kan f.eks. være nødvendigt i tilfælde af bekymringer om vold mod barnet.

Inddragelse af forældrene

267. Det er vigtigt, at de pågældende myndigheder som udgangspunkt har forsøgt eller har overvejet muligheden for at indhente samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, før der udveksles de fornødne oplysninger om et barns eller den unges forhold. Som udgangspunkt må det således forventes, at de fleste forældre ønsker at indlede et samarbejde med en fagperson om dennes bekymring. Imidlertid kan visse forældre til udsatte børn eller unge have svært ved at forholde sig til fagpersoners ønske om at samarbejde om løsningen af barnets problemer. Det kan f.eks. skyldes, at forældrene er angste eller problemfornægtende og måske nærer en dybtliggende mistillid til offentlige myndigheder. Det kan også skyldes, at forældrene befinder sig i en misbrugssituation, der gør dem ude af stand til at varetage barnets tarv, eller at forældrene har interesse i at skjule, at der kan være problemer i hjemmet. Om man i disse tilfælde alligevel skal forsøge at få et samtykke fra forældrene, eller om oplysningerne blot skal videregives med hjemmel i servicelovens § 49 a, må afgøres i de enkelte tilfælde på baggrund af myndighedernes kendskab til familien.

De berørte fagpersoner bør kun vælge at gøre brug af § 49 a, hvis de på baggrund af en konkret bekymring for et barn eller den unges trivsel, udvikling eller sundhed vurderer, at der kan være behov for støtte, og hvis forældrene som følge af særlige omstændigheder ikke kan forventes at ville deltage i samarbejdet. Herefter kan det så afklares, hvilke initiativer der vil være mest hensigtsmæssige for at hjælpe det pågældende barn eller den unge ud af problemerne.

Når en foreløbig drøftelse efter servicelovens § 49 a har vist, at der er behov for et nærmere samarbejde, bør forældrene og den unge over 15 år som udgangspunkt inddrages i samarbejdet. Hvis der er tale om en underretning og om en efterfølgende børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50, træder de gældende regler om inddragelse af forældre og den unge over 15 år i kraft, jf. servicelovens § 50. Det er i den forbindelse vigtigt, at forældrene forstår betydningen af, at de deltager i samarbejdet og giver samtykke til en drøftelse af familiens forhold mellem myndighederne. For yderligere information henvises til pjecen »Dialog om tidlig indsats – udveksling af oplysninger i det tværfaglige SSD-samarbejde og fagpersoners underretningspligt« (2011), som kan findes på www.servicestyrelsen.dk.

Udveksling af oplysninger kan kun ske én gang.

268. Ifølge § 49 a, stk. 2, kanudveksling afoplysninger som udgangspunkt finde sted én gang. I særlige tilfælde kan udvekslingen af oplysninger om et barn eller en ung dog finde sted ved et opfølgende møde. Udvekslingen af oplysninger om rent private forhold kan altså kun ske ved 2 møder i alt. Det kan f.eks. være aktuelt, hvis der sker afgørende nyt i barnet eller den unges situation, som nødvendiggør, at man i det tværfaglige samarbejde drøfter situationen en ekstra gang. Derefter kan man så i det tværfaglige samarbejde træffe beslutning om, hvorvidt der er behov for at igangsætte en indsats og inddrage forældrene. Hvis der senere opstår et nyt problemkompleks vedrørende det samme barn eller unge og derved en eventuel ny sag, vil der ikke være tale om samme forhold. Dermed kan der således ske udveksling af oplysninger inden for det tidlige eller forebyggende samarbejde ved et nyt møde, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

De pågældende fagpersoner skal ved udvekslingen af oplysninger sikre, at det sker i fortrolighed, så oplysningerne kun videregives til den eller de myndigheder, der er omfattet af bestemmelsen og er relevante for videregivelsen.

269. En myndighed eller institution, der indgår i det forebyggende samarbejde, kan altid undlade at deltage i udvekslingen. Dette er også tilfældet selvom myndigheden eller institutionen er berettiget til videregivelsen efter § 49 a. Den foreslåede bestemmelse fraviger på dette punkt bestemmelsen i forvaltningslovens § 31, hvorefter en myndighed eller institution, der er berettiget til at videregive oplysninger, også normalt er forpligtet hertil på begæring af en anden myndighed, når oplysningerne har betydning for den anden myndigheds virksomhed. Hvis der er tale om videregivelse fra en sundhedsperson, er det den enkelte sundhedsperson, der vurderer, om det konkret er nødvendigt at videregive oplysningerne.

Det er vigtigt, at det forebyggende samarbejde om børn og unge ikke skader barnet/den unge eller de offentlige myndigheders samarbejde med forældrene og barnet eller den unge. De implicerede fagpersoner skal således hver især vurdere, om det konkret er nødvendigt at videregive oplysninger om rent private forhold, samt om dette vil skabe unødvendige komplikationer i samarbejdet med forældrene og barnet eller den unge.

Sker der videregivelse af oplysninger i strid med de foreslåede regler, vil der efter omstændighederne være tale om et brud på tavshedspligten, som vil kunne være omfattet af straffelovens § 152 om strafansvar for uberettiget videregivelse af fortrolige oplysninger fra en myndighedsperson. Efter straffelovens § 152 a finder § 152 tilsvarende anvendelse på den, som i øvrigt er eller har været beskæftiget med opgaver, der udføres efter aftale med det offentlige.

For yderligere information henvises til pjecen »Dialog om tidlig indsats – udveksling af oplysninger i det tværfaglige SSD-samarbejde og fagpersoners underretningspligt« (2011), som kan findes på www.servicestyrelsen.dk.

Kapitel 12

Undersøgelser

270. I dette kapitel beskrives reglerne om kommunens pligt til at undersøge forholdene nærmere, når det på baggrund af foreliggende oplysninger må antages, at et barn eller en ung har behov for særlig støtte. I kapitlet beskrives indholdet i undersøgelsen, herunder hvem kommunen må inddrage i undersøgelsen. Efterfølgende beskrives betingelserne for den unges og forældremyndighedsindehaverens samtykke i forbindelse med undersøgelsen og reglerne for kommunens frist for gennemførelse af undersøgelsen.

For de kommuner, som anvender ICS (Integrated Children’s System) i sagsbehandlingen er det i de relevante punkter præciseret, hvad kommunalbestyrelsen skal være opmærksom på.

Kommunens undersøgelse af barnets eller den unges forhold

 
Serviceloven
Børnefaglig undersøgelse
§ 50. Hvis det må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte, herunder på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, skal kommunalbestyrelsen undersøge barnets eller den unges forhold. Undersøgelsen, der betegnes som børnefaglig undersøgelse, gennemføres så vidt muligt i samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år. Undersøgelsen skal gennemføres så skånsomt, som forholdene tillader, og må ikke være mere omfattende, end formålet tilsiger
Stk. 2. Kommunalbestyrelsens undersøgelse, jf. stk. 1, skal anlægge en helhedsbetragtning, der med mindre konkrete forhold betyder, at et eller flere af nedenstående numre ikke er relevante i forhold til det pågældende barn eller den unge, skal omfatte barnets eller den unges
1) udvikling og adfærd,
2) familieforhold,
3) skoleforhold,
4) sundhedsforhold,
5) fritidsforhold og venskaber og
6) andre relevante forhold.
Stk. 3. I sin undersøgelse skal kommunalbestyrelsen afdække ressourcer og problemer hos barnet, familien og netværket. For unge, der er fyldt 15 år, skal undersøgelsen afdække de særlige forhold, der skal indgå ved valg af indsats for denne aldersgruppe, jf. § 52 og § 76.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal som led i undersøgelsen inddrage de fagfolk, som allerede har viden om barnets eller den unges og familiens forhold. Dette kan ske ved at inddrage sundhedsplejersker, pædagoger, psykologer, lærere eller andre. Hvis det er nødvendigt, skal kommunen lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog.
Stk. 5. Undersøgelsen skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte foranstaltningerne, og i bekræftende fald af hvilken art disse bør være. Hvis der er iværksat foranstaltninger sideløbende med, at undersøgelsen gennemføres, jf. § 52, stk. 2, skal der desuden tages stilling til, om disse foranstaltninger skal videreføres. Der skal være oplysninger om, hvordan forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge stiller sig til foranstaltninger, og om de forhold i familien eller i dennes omgivelser, som kan bidrage til at klare vanskelighederne.
Stk. 6. Undersøgelsen skal afsluttes senest 4 måneder efter, at kommunalbestyrelsen bliver opmærksom på, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte. Hvis undersøgelsen undtagelsesvist ikke kan afsluttes inden 4 måneder, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en foreløbig vurdering og snarest herefter afslutte undersøgelsen.
Stk. 7. I forbindelse med undersøgelsen skal kommunalbestyrelsen vurdere, om der skal foretages en undersøgelse af eventuelle andre børn i familien. En undersøgelse kan gennemføres som én samlet undersøgelse for flere børn i familien, dog således at der tages højde for børnenes individuelle forhold.
Stk. 8. Hvis det må antages, at der kan opstå et behov for særlig støtte til et barn umiddelbart efter fødslen, skal kommunen undersøge de vordende forældres forhold nærmere. Afgørelse herom træffes med samtykke fra forældrene. Stk. 3-7 finder anvendelse ved afgørelse.
 

271. Kommunalbestyrelsen er efter servicelovens § 50, stk. 1, forpligtet til at træffe afgørelse om iværksættelse af en undersøgelse efter § 50, når det på baggrund ag de foreliggende undersøgelser må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte. Undersøgelsen af de relevante forhold hos barnet eller den unge og familien betegnes en børnefaglig undersøgelse. Det er en betingelse, at der er gennemført en nærmere undersøgelse af barnets eller den unges forhold, før der kan iværksættes støtte i form af foranstaltninger efter servicelovens § 52, § 57 a og § 57 b (se også punkt 312).

Baggrunden for, at kommunalbestyrelsen iværksætter en undersøgelse, kan være en henvendelse fra familien eller barnet eller den unge selv om hjælp eller særlig støtte. Kommunen kan endvidere gennem underretningsreglerne i servicelovens §§ 153 og 154 blive gjort opmærksom på, at hjælp eller støtte til et barn eller en ung er eller kan blive aktuel, jf. kapitel 2. Endelig kan kommunen selv blive opmærksom på barnet eller den unge, f.eks. gennem undersøgelse af andre søskendes forhold eller fordi kommunen i anden sammenhæng er blevet bekendt med, at der er problemer i familien, f.eks. fordi fogedretten har sendt en underretning om, at familien vil blive udsat af deres lejemål.

Kommunalbestyrelsen skal begrunde sin beslutning om, hvorvidt der i en given sag skal iværksættes en § 50 undersøgelse eller ej, da denne beslutning i forvaltningsretlig forstand er en afgørelse. Det er derfor også muligt for forældremyndighedsindehaveren eller den unge over 15 år at klage over kommunalbestyrelsens afgørelse herom.

Privatpersoner med kendskab til familien, f.eks. bedsteforældre, slægtninge eller andre, der står familien nær, kan ønske at afgive udtalelser eller erklæringer. Sådanne henvendelser må efter de almindelige forvaltningsretlige principper indgå i sagen og dermed også i kommunalbestyrelsens beslutningsgrundlag.

Kommunalbestyrelsen må dog være opmærksom på, at reglerne om tavshedspligt kan forhindre, at sagen drøftes med andre end parterne og deres eventuelle repræsentant. Dette bør imidlertid ikke føre til, at man afviser at modtage henvendelser eller lignende fra andre personer.

Samarbejdet om undersøgelsen

272. Afgørelsen om en undersøgelse af barnets eller den unges forhold skal så vidt muligt gennemføres i samarbejde med forældremyndighedens indehaver og den unge, når denne er fyldt 15 år.

Familien, og i særlig grad forældremyndighedsindehaveren, kan opfatte kommunalbestyrelsens ønske om at gennemføre en børnefaglig undersøgelse i forhold til et eller flere børn i familien meget forskelligt. Nogle forældre vil f.eks. selv have gjort kommunalbestyrelsen opmærksom på barnets, den unges eller familiens udfordringer og bakke fuldt op omkring en sådan undersøgelse, mens undersøgelsen for andre forældre i større eller mindre grad opleves som et udtryk for mistillid, indblanding i familiens private forhold, unødig kontrol mv. For at sikre det bedst mulige udbytte af undersøgelsen og et godt grundlag for de fremtidige samarbejdsrelationer mellem familien og kommunalbestyrelsen skal udgangspunktet for den børnefaglige undersøgelse altid være, at kommunalbestyrelsen aktivt skal søge at opnå dialog og samarbejde med forældrene om undersøgelsen. Kommunalbestyrelsen skal således altid søge at opnå forældremyndighedsindehaverens accept af undersøgelsen og undersøgelsens formål, selvom der ikke er tale om et formelt samtykkekrav. Det er vigtigt, at forældrene så vidt muligt orienteres om undersøgelsens indhold og inddrages i arbejdet uanset deres holdning til undersøgelsen i øvrigt (se også punkt 253 om inddragelse af familie og netværk).

Forældremyndighedsindehaverens forståelse for undersøgelsen har stor betydning, da undersøgelsen bør være en indledning til et samarbejde mellem kommunen og forældremyndighedsindehaveren om at løse barnets eller den unges vanskeligheder. Derfor bør der lægges vægt på at gennemgå formålet med og indholdet af undersøgelsen med forældrene og den unge, der er fyldt 15 år, samt hvordan undersøgelsen tilrettelægges. I den forbindelse vil det være naturligt, at inddrage forældremyndighedsindehaverens og den unges viden og forslag til, hvordan barnets eller den unges forhold bedst belyses, ligesom det f.eks. kan være hensigtsmæssigt at forklare, at man i forbindelse med undersøgelsen vil vurdere, om der skal foretages en undersøgelse af eventuelle andre børn i familien. Dette gælder også i de tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaveren eller den unge, der er fyldt 15. år ikke bifalder undersøgelsen (jf. nedenfor).

I særlige tilfælde vil det ikke være muligt at indlede et positivt samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, ligesom der kan være tilfælde, hvor det vil være særligt besværligt eller meget tidskrævende. Det kan f.eks. være, hvis den ene af forældremyndighedsindehavernes bopæl ikke er kendt, og vedkommende ikke har kontakt med barnet, eller hvis forældremyndighedsindehaveren afviser eller ikke besvarer kommunalbestyrelsens forsøg på dialog. I sådanne tilfælde kan kommunalbestyrelsen undtagelsesvist gennemføre den børnefaglige undersøgelse på trods af det helt eller delvist manglende samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år.

Årsagen til, at der ikke stilles et formelt samtykkekrav er at forhindre, at situationer, hvor det af den ene eller anden årsag ikke er muligt at indlede et samarbejde med forældrene, bliver en barriere for at få undersøgt barnets eller den unges forhold og dermed for at give barnet eller den unge den nødvendige støtte.

Kommunalbestyrelsen bør dog, uanset modviljen hos forældremyndighedsindehaverne og/eller den unge, der er fyldt 15 år, søge at samarbejde med disse personer om undersøgelsen i det omfang, det er muligt.

273. Hvis forældremyndighedsindehaveren ikke samarbejder om undersøgelsen, er det ikke umiddelbart muligt, at barnet eller den unge opholder sig på en institution eller indlægges på et sygehus, mens undersøgelsen står på. Servicelovens § 51 giver dog mulighed for dette uden forældrenes samtykke, når det må anses for nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges udvikling eller sundhed. Dette forudsætter dog, at børn og unge-udvalget træffer afgørelse herom. En sådan undersøgelse af barnet skal være afsluttet inden 2 måneder, jf. punkt 353.

Indhentning af oplysninger (retssikkerhedslovens bestemmelser)

274. Kommunalbestyrelsens mulighed for at indhente oplysninger til at oplyse en sag, dvs. også i forbindelse med en børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50, er fastsat i retssikkerhedsloven. Det betyder, at indhentning af oplysninger til brug for en børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50, skal ske i overensstemmelse med reglerne i retssikkerhedslovens § 11 a og c, som blandt andet regulerer myndighedernes mulighed for at indhente oplysninger uden samtykke.

Det følger af retssikkerhedslovens § 11 a, at myndigheden efter forudgående samtykke fra den, der søger om eller får hjælp, kan forlange, at andre offentlige myndigheder, uddannelsesinstitutioner, sygehuse, læger, psykologer, autoriserede sundhedspersoner i øvrigt og personer, der handler på disses ansvar, arbejdsløshedskasser, pengeinstitutter, arbejdsgivere og private, der udfører opgaver for det offentlige, giver oplysninger om den pågældende, der er nødvendige for at behandle sagen. Dette gælder også oplysninger om en persons rent private forhold og andre fortrolige oplysninger, ligesom myndigheden kan indhente lægejournaler, sygehusjournaler eller udskrifter heraf. Myndigheden kan forlange, at der optages retsligt forhør i overensstemmelse med retsplejelovens § 1018, hvis oplysningerne ikke videregives.

Efter samme bestemmelses stk. 2, kan myndigheden uden samtykke til brug for behandlingen af en konkret sag eller til brug for generel kontrol kræve oplysninger om økonomiske forhold om den, der ansøger om eller får hjælp, og dennes ægtefælle eller samlever, fra andre offentlige myndigheder samt fra arbejdsløshedskasser. Tilsvarende oplysninger kan indhentes om andre husstandsmedlemmer. Hvis borgeren ikke medvirker, eller ikke giver samtykke til, at myndigheden kan indhente oplysninger, skal myndigheden efter retssikkerhedslovens § 11 b behandle sagen om hjælp på det foreliggende grundlag, medmindre oplysninger kan indhentes uden samtykke.

Det følger af retssikkerhedslovens § 11 c, at hvis det er nødvendigt for sagens behandling, kan kravet om samtykke efter § 11 a fraviges i sager om blandt andet særlig støtte til børn og unge efter kapitel 11 i lov om social service. Herved kan myndighederne påbegynde en sag eller træffe afgørelse uden forældrenes samtykke. Dette gælder også i forbindelse med undersøgelser efter § 50 i lov om social service. Myndigheden skal dog uanset adgangen til at indhente oplysninger uden samtykke forsøge at få samtykke til at indhente oplysningerne.

Efter § 11 c, stk. 3 kan kommunalbestyrelsen også indhente oplysninger om andre parter end de personer, som foranstaltningen efter serviceloven i sidste ende vil rette sig mod, dvs. barnet eller den unge og forældremyndighedens indehaver. Det kan f.eks. være oplysninger om forældremyndighedsindehaverens samlever eller ægtefælle, der ikke har del i forældremyndigheden. Indhentning af oplysninger om andre end de personer, der er nævnt i retssikkerhedslovens § 11 c, stk. 3, skal ske i overensstemmelse med forvaltningslovens og persondatalovens regler. For en nærmere gennemgang af reglerne om indhentning af oplysninger se Socialministeriets vejledning nr. 73 af 3. oktober 2006 om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Hvilken type oplysninger kan indhentes uden samtykke

275. Kommunalbestyrelsen kan uden forældrenes samtykke gennemføre en børnefaglig undersøgelse ved at indhente de nødvendige eksisterende oplysninger, jf. servicelovens § 50 og retssikkerhedslovens § 11 c.

Begrebet eksisterende oplysninger dækker både oplysninger, som allerede er nedskrevne, og oplysninger i form af viden hos de personer, der har med barnet, den unge eller familien at gøre. Kommunen kan således godt indhente nye udtalelser fra f.eks. daginstitutionspersonale, læger, privatpersoner eller andre, der har kendskab til barnet og barnets forhold. At der kun kan indhentes eksisterende oplysninger betyder dog, at der ikke kan foretages nye undersøgelser af barnet eller den unge hos f.eks. læge eller psykolog. Er der ikke givet samtykke, kan sådanne undersøgelser kun gennemføres efter servicelovens § 51.

Kommunalbestyrelsen bør dog, jf. »Vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område«, pkt. 113ff. (Socialministeriet 2006), som hovedregel altid forsøge at indhente samtykke til indhentning af oplysninger for at oplyse sagen.

Indholdet i den børnefaglige undersøgelse

276. Det må tillægges stor betydning, at kommunalbestyrelsen foretager en tilstrækkelig grundig undersøgelse af barnets eller den unges og familiens forhold. Der skal på så tidligt et tidspunkt som muligt ske en kvalificeret afdækning af, om der er forhold, der bør resultere i iværksættelse af hjælpeforanstaltninger. Undersøgelsen skal i bekræftende fald også tilvejebringe et godt grundlag for at kunne vurdere, hvilke foranstaltninger der vil være formålstjenlige ud fra karakteren af problemerne. Den mest effektive indsats opnås således, hvis der fra starten iværksættes foranstaltninger, der er dækkende i forhold til barnets eller den unges problemer.

For de familier og børn, der modtager hjælp, er der ofte tale om en ophobning af flere sociale problemer, og man kan ikke forvente, at en indsats på et enkelt område kan løse problemerne. Derfor er det ofte nødvendigt med en bredspektret indsats, der sætter ind på flere niveauer af børnenes eller de unges og familiernes liv. Med henblik på at få afdækket barnets eller den unges og familiens problemer og ressourcer indeholder servicelovens § 50 krav om, at kommunalbestyrelsens børnefaglige undersøgelse som minimum skal omfatte seks faste punkter. Det drejer sig om følgende forhold:

1) Barnets eller den unges udvikling og adfærd, herunder om barnets eller den unges udvikling og adfærd påvirkes på en uhensigtsmæssig måde, der kan danne grundlag for særlig støtte, samt hvilke ressourcer barnet eller den unge har til at overvinde dette. For at belyse barnets eller den unges udvikling og adfærd kan man bl.a. se på den kognitive, den sociale og den motoriske udvikling.

2) Familieforhold, herunder familiens og netværkets sammensætning, sociale og økonomiske forhold, forældrenes omsorgsevne og eventuelle problemer med misbrug eller helbred m.v. Dette er nødvendigt for at forstå barnets behov for støtte og for at få afdækket de ressourcer, der kan indgå i støtten til barnet. Denne viden er nødvendig for at kunne tilrettelægge den bedste indsats for barnet eller den unge, hvor ressourcerne i familien eller netværket kan bidrage til at undgå en mere indgribende foranstaltning. Det er også centralt at få afdækket barnets eller den unges relationer til søskende, forældre uden del i forældremyndigheden, bedsteforældre og andre personer fra netværket, bl.a. med henblik på at hjælpe barnet eller den unge til at bevare vigtige relationer under en eventuel anbringelse uden for hjemmet.

3) Skoleforhold. Barnets skolegang er meget central. For det første spiller skolegangen en stor rolle for barnets eller den unges sociale liv her og nu. Skolegangen fylder således en stor del af barnets eller den unges hverdag. For det andet spiller skolen en vigtig rolle for barnets og den unges senere mulighed for at få et godt liv og bl.a. klare sig på arbejdsmarkedet. Det er derfor vigtigt at fokusere på, hvordan man kan støtte børns og unges skolegang. Navnlig hvis det kommer på tale at anbringe barnet uden for hjemmet, er det vigtigt, at man fastholder fokus på sammenhæng i uddannelses- og skoleforløbet. Undersøgelsen skal derfor afdække barnets skoleforhold, herunder hvordan barnet fungerer både fagligt og socialt, således at en eventuel foranstaltning kan tilrettelægges, så der tages højde for barnets eller den unges skoleforhold. Det er også vigtigt, at undersøgelsen afdækker, om barnet har et uacceptabelt højt skolefravær, da skolefravær kan være udtryk for, at barnet mistrives eller har problemer på andre områder.

4) Sundhedsforhold. Hos udsatte børn og unge ser man ofte uopdagede helbredsmæssige problemer, eventuelt fordi forældrene ikke selv tidligere har været tilstrækkeligt opmærksomme på barnets helbred. Sundhedsmæssige problemer kan i sig selv give barnet eller den unge dårligere livskvalitet, og de kan desuden spille sammen med og forværre de sociale problemer. Derfor skal barnets eller den unges sundhedsforhold indgå i undersøgelsen. Det kan f.eks. indgå, om barnets vækst og udvikling er alderssvarende, om barnet har gennemført de almindelige lægeundersøgelser og vaccinationer, og om der f.eks. er misbrugsproblemer, om der er tegn på allergier, astma, overvægt eller andre problemer. Det afhænger af den konkrete situation, hvilke forhold der bør sættes fokus på, og om der skal gennemføres lægeundersøgelser.

5) Fritidsforhold og venskaber. Fritidsforhold og venskaber kan være en del af problemet, idet vanskeligheder på disse områder kan bidrage til isolation og ensomhed. Omvendt kan de også være en del af løsningen når de kan bidrage til at bryde uheldige adfærdsmønstre, give nyttige netværk og give adgang til andre rollemodeller end dem, der findes i familien. Undersøgelsen skal derfor afdække barnets eller den unges aktuelle fritidsforhold og venskaber. Den forbindelse bør det overvejes, hvordan det kan gavne barnets eller den unges udvikling, hvis man i indsatsen fokuserer på at styrke fritidsforhold og venskaber.

6) Andre relevante forhold. Undersøgelsen skal dække alle de relevante forhold. Pkt. 1-5 angiver ikke udtømmende, hvilke spørgsmål kommunalbestyrelsen kan tage op i sin undersøgelse. Hvilke andre relevante forhold, der kan være tale om, vil afhænge af den konkrete sag, men her vil det ofte være relevant at inddrage det dagtilbud, som barnet evt. går i.

For de kommuner der anvender ICS i sagsbehandlingen afdækkes de seks punkter på følgende måde:

1) Udvikling og adfærd afdækkes under punkterne følelsesmæssig og adfærdsmæssig udvikling, identitet, social fremtræden og selvstændighed (i venstre side af ICS trekanten).

2) Familieforhold afdækkes under punkterne familieforhold – familierelationer (i venstre side af ICS trekanten), forældrekompetencer (højre side af trekanten) og familieforhold – familie og omgivelser (bunden af trekanten).

3) Skoleforhold under punktet skoleforhold og læring (i venstre side af ICS trekanten). Man skal være opmærksom på, at skoleforhold i ICS systematikken ikke kun dækker læring i skolen, men også i f.eks. daginstitution, ungdomsuddannelse og evt. arbejde.

4) Sundhedsforhold afdækkes i det tilsvarende punkt sundhedsforhold (i venstre side af ICS trekanten). Man skal dog være opmærksom på, at sundhedsforhold i ICS systematikken også vedrører morens sundhedstilstand, når undersøgelsen vedrører et ufødt barn.

5) Fritidsforhold og venskaber i det tilsvarende punkt fritidsforhold og venskaber (i venstre side af ICS trekanten).

6) Andre relevante forhold afdækkes i de relevante punkter under barnets udviklingsmæssige behov, forældrekompetencer og familiens forhold (de tre sider i ICS trekanten).

   
   
AO3722_13_1.jpg Size: (353 X 380)
   

Kommunalbestyrelsen skal i den konkrete sag vurdere, hvorvidt og i hvilket omfang hvert enkelt af de seks punkter er relevant at undersøge for det enkelte barn eller ung. I de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen vurderer, at et punkt ikke er relevant i den konkrete sag, skal det kort begrundes, hvorfor et forhold ikke indgår i undersøgelsen (jf. pkt. 278ff).

277. Når der gennemføres en systematisk børnefaglig undersøgelse, som når hele vejen rundt om barnet eller den unge, har man de bedste vilkår for at fastsætte realistiske målsætninger i handleplanen og vælge de rigtige foranstaltninger. De seks faste punkter kan bidrage til dette og dermed give mulighed for løbende og systematisk at følge op på, om indsatsen virker efter hensigten, eller om der er behov for justering. Samtidig giver en systematisk børnefaglig undersøgelse samt målbeskrivelsen i den handleplan, som skal udarbejdes efterfølgende jf. § 140, et bedre grundlag for dokumentation og evaluering.

Omfanget af den børnefaglige undersøgelse

 
Serviceloven
§ 50. (….) Undersøgelsen skal gennemføres så skånsomt som muligt, og må ikke være mere omfattende, end formålet tilsiger.
Stk. 2. ...
 

278. Servicelovens § 50, stk. 1 præciserer, at den børnefaglige undersøgelse skal gennemføres så skånsomt, som forholdene tillader og ikke må være mere omfattende, end formålet tilsiger.

Under hensyn til den belastning, som en undersøgelse kan udgøre både for familien og barnet eller den unge, må det løbende i undersøgelsesforløbet vurderes, hvor vidtgående undersøgelsen skal være. Det er i denne forbindelse væsentligt, at kommunalbestyrelsen nøje overvejer, hvilke oplysninger der er brug for i den konkrete sag og alene indhenter disse.

Samtidig er det som tidligere nævnt centralt, at kommunalbestyrelsen fra starten af undersøgelsen afklarer, hvilke oplysninger myndigheden allerede har om barnets eller den unges forhold, og tager udgangspunkt i disse oplysninger, således at undersøgelsen ikke bliver mere vidtgående end nødvendigt. Denne afklaring vil ofte med fordel kunne ske i samarbejde med forældremyndighedens indehaver og barnet eller den unge og vil kunne danne baggrund for en aftale om undersøgelsens videre forløb.

At undersøgelsen skal gennemføres så skånsomt som muligt betyder desuden, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at forældrene og barnet eller den unge er informeret om undersøgelsens formål, indhold og forløb, således at unødig utryghed omkring undersøgelsesforløbet undgås. Dette gælder også i de tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaveren ikke samarbejder med myndigheden om undersøgelsen.

For at undgå unødig belastning af barnet, er det ligeledes relevant, at kommunalbestyrelsen samarbejder med statsforvaltningen, hvis der er tale om en sag, hvor statsforvaltningen samtidigt gennemfører en børnesagkyndig undersøgelse.

279. Præciseringen af, at undersøgelsen ikke må være mere omfattende, end formålet tilsiger, skal ses i relation til kravet i servicelovens § 50, stk. 2, om at undersøgelsen skal omfatte seks faste punkter. Det betyder, at det i forbindelse med undersøgelsen altid skal overvejes, hvorvidt og i hvilket omfang hvert enkelt af de 6 punkter er relevant at undersøge for det enkelte barn eller ung. Kommunalbestyrelsen skal i forhold til hvert af de seks punkter således foretage en konkret vurdering af, hvilke oplysninger der skal indhentes i forbindelse med undersøgelsen.

F.eks. vil punktet skoleforhold ikke være relevant for et barn under den skolepligtige alder, ligesom den børnefaglige undersøgelse ikke nødvendigvis kræver indhentning af oplysninger om fritidsforhold og venskaber fra mange forskellige kilder, hvis ressourcer og problemer vurderes belyst tilstrækkeligt på baggrund af f.eks. forældrenes og barnet eller den unges eller skolelærerens udtalelser.

Det vil dermed variere fra sag til sag, om alle de seks faste punkter kræver grundig undersøgelse, eller om der er enkelte punkter, der er af mindre relevans, og hvor undersøgelsen derfor kan være mere overordnet, eller om der er punkter, der helt kan udelades i undersøgelsen. Der er således mulighed for at foretage undersøgelser, der har forskelligt omfang og fokus alt efter hensynet til hvad der gavner barnets bedst, herunder en vurdering af problemstillingen og kompleksiteten i den enkelte sag.

Det er fortsat et væsentligt hensyn, at kommunalbestyrelsen foretager en grundig undersøgelse, så man så tidligt som muligt får en kvalificeret afdækning af barnets eller den unges og familiens problemer og ressourcer. Derfor skal kommunalbestyrelsen i sin undersøgelse kort begrunde, hvorfor et forhold ikke indgår i undersøgelsen. Hvis skoleforhold ikke er beskrevet, fordi barnet er under den skolepligtige alder, skal dette således fremgå af undersøgelsens akter. Det vil gøre det lettere senere hen at overveje, om der er behov for at supplere undersøgelsen, f.eks. når barnet bliver ældre, og når den skolepligtige alder.

Eksempel 1:

Kommunalbestyrelsen er ved at foretage en undersøgelse efter § 50 af en pige på 4 år. Under punktet »skoleforhold« noteres det i undersøgelsen, at dette ikke er undersøgt med den begrundelse, at pigen ikke er i den skolepligtige alder. I stedet vælger kommunalbestyrelsen at inddrage udtalelser fra pædagogerne i pigens børnehave.

Eksempel 2:

Kommunalbestyrelsen skal til at foretage en undersøgelse efter § 50 af en dreng med stærkt fysisk funktionsnedsættelse. Forældrene har indtil nu passet drengen hjemme, men kan ikke længere magte opgaven, fordi drengen er blevet for stor til at blive løftet etc., og de ønsker drengen anbragt på en institution. I undersøgelsen beskrives punktet »familieforhold« kun kort, da det ikke vurderes centralt for at vurdere, hvilket anbringelsessted der bedst imødekommer drengens behov.

Eksempel 3:

En dreng på 4 år trives ikke godt i daginstitutionen, men det er ikke helt klart, hvad grunden til det er. Derfor foretager kommunalbestyrelsen en grundig undersøgelse af alle 6 forhold, for at kortlægge årsagen til problemerne og afhjælpe drengen så tidligt som muligt.

Eksempel 4 (i kommune der anvender ICS i sagsbehandlingen):

Kommunalbestyrelsen er ved at foretage en børnefaglig undersøgelse efter § 50 af en pige på 6 mdr. Under punkterne »identitet«, »selvstændighed« og »social fremtræden« noteres det i undersøgelsen, at udvikling og adfærd er beskrevet samlet under »følelsesmæssig og adfærdsmæssig udvikling«, da det på grund af pigens alder ikke er muligt at adskille punkterne.

I sager om adoption vil omfanget af undersøgelsen ofte afhænge af, om der er tale om en frivillig adoption eller adoption uden samtykke. I sager om frivillig adoption, og hvor der endnu ikke er fundet en adoptivfamilie, er det centralt, at undersøgelsen afdækker nogle konkrete relevante forhold hos barnet og den biologiske mor, eksempelvis af barnets sundhed, hvis der er tale om et spædbarn, hvor moren har et misbrug, med henblik på at finde et anbringelsessted eller en plejefamilie, som kan imødekomme spædbarnets særlige behov. Omvendt vil en undersøgelse i sager om adoption uden samtykke kræve en mere omfattende undersøgelse, som eksempelvis afdækker om forældrene er varigt uden forældreevne. For mere uddybende vejledning i undersøgelser efter servicelovens § 50 i adoptionssager henvises til Familiestyrelsens Vejledning om frigivelse af børn til national adoption, af oktober 2009.

Der skal fokuseres på ressourcerne, servicelovens § 50, stk. 3

 
Serviceloven
§ 50.
Stk. 3. I sin undersøgelse skal kommunalbestyrelsen afdække ressourcer og problemer hos barnet, familien og netværket. For unge, der er fyldt 15 år, skal undersøgelsen afdække de særlige forhold, der skal indgå ved valg af indsats for denne aldersgruppe, jf. § 52 og § 76.
Stk. 4. …
 

280. I servicelovens § 50, stk. 3 er det præciseret, at kommunalbestyrelsen skal afdække både ressourcer og problemer i forhold til de seks punkter, som angives i servicelovens § 50, stk. 2. En familie eller et barn eller en ung kan have problemer inden for nogle områder samtidig med, at der kan være ressourcer inden for andre områder. Det er derfor også nødvendigt, at undersøgelsen afdækker og indeholder oplysninger om de forhold i familien eller i dens omgivelser, der eventuelt kan bidrage til at klare vanskelighederne. Dette gælder bl.a. inddragelse af en evt. forælder uden del i forældremyndigheden eller andre dele af netværket, se punkt 40. Det kan være svært at hjælpe familien til at løse udfordringerne, hvis der kun fokuseres på problemerne, da det kan indebære, at familien får den opfattelse, at der ikke er et realistisk billede af, hvem de er. En afdækning af ressourcer hos netværk, familie og barnet eller den unge selv er således vigtig for at styrke familiens og barnets eller den unges egne muligheder for at indgå i en nødvendig forandringsproces.

For de kommuner der anvender ICS i sagsbehandlingen betyder det, at man skal være opmærksom på, at ikke kun de udækkede behov (risikoforhold) medtages i analysen og den faglige vurdering, men at der også medtages forhold, som kan være en beskyttelsesfaktor for barnet eller den unge.

Målrettet indsats over for unge, servicelovens § 50, stk. 3

281. Servicelovens § 50, stk. 3 præciserer, at undersøgelser af unge over 15 år skal afdække de særlige forhold, der gør sig gældende i forhold til denne aldersgruppe, og som skal indgå ved valg af foranstaltning efter servicelovens § 52 og § 76. I forhold til unge over 15 år er det særligt vigtigt at tage hensyn til relationerne til nærmiljøet. Kommunalbestyrelsen bør derfor tillægge de særlige forhold for aldersgruppen afgørende vægt i overvejelserne om, hvorvidt hjælpen kan ydes i hjemmet eller i nærmiljøet.

I forhold til denne aldersgruppe skal kommunerne således være opmærksomme på, at det tilsyneladende er vanskeligt at etablere anbringelser uden for hjemmet, som disse unge kan profitere af. SFI’s undersøgelse »Sammenbrud i anbringelser af unge « fra 2010 peger på, at op mod halvdelen af de unge, som indgik i undersøgelsen, havde oplevet sammenbrud i anbringelsen. Disse sammenbrud skaber meget usammenhængende forløb for de unge. Sammenbrudene kan derfor forværre problemerne ved f.eks. at ødelægge de unges muligheder for at få en stabil skolegang og varig tilknytning til venner og kammerater. For nogle unge vil en indsats eller en anbringelse i nærmiljøet kombineret med relevant støtte derfor være en fordel.

Samtidig er det i forhold til de store børn i alderen 15-17 år muligt at bruge en bredere vifte af tilbud. F.eks. har disse større børn i mindre grad brug for et familielignende anbringelsessted og vil bl.a. - i de tilfælde hvor der i øvrigt ikke er særligt behandlingskrævende problemer - kunne tilbydes mere selvstændige boformer i nærmiljøet kombineret med anden form for støtte. Der er således baggrund for at sætte særlig fokus på indsatsen for denne gruppe og bl.a. anvende og udvikle tilbud i nærmiljøet, så de unge ikke ved en anbringelse må sige farvel til de dele af deres liv, som er velfungerende, eksempelvis venner, skole eller fritidsliv.

Undersøgelsen skal derfor afdække de særlige forhold, der gør sig gældende for denne aldersgruppe for at give grundlag for at løse problemerne i nærmiljøet og gøre brug af de ressourcer, der findes her. Disse særlige forhold kan bl.a. være den unges tilknytning til nærmiljøet, om den unge har et velfungerende skole- eller uddannelsesforløb, som ikke bør brydes, fremtidige uddannelses- eller arbejdsmarkedsforhold, der har betydning for, hvor den unge bør bo, fordele og ulemper ved at den unge får en mere selvstændig boligform, muligheden for at iværksætte eventuelt nødvendige behandlingsforløb i hjemmet, den unges egne ønsker m.v. I denne sammenhæng kan det være særligt relevant at overveje, hvordan indsatsen i forhold til unge med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne kan bidrage til at sikre en god overgang til voksentilværelsen, idet en stor del af disse unge vil skulle overgå til voksenforvaltningen, når de fylder 18 år frem for at være anbragt efter efterværnsreglerne i servicelovens § 76, ligesom nogle af disse unge fortsat vil skulle opholde sig i botilbud efter, at de er blevet voksne.

Selv om mange unge har vanskeligt ved at profitere af en anbringelse, vil der være større børn, for hvem den bedste løsning vil være en anbringelse uden for hjemmet væk fra nærmiljøet. Nogle unge har således på grund af kriminalitet, overgreb fra forældrene eller andre forhold bedst af at komme væk fra nærmiljøet. Hvis en anbringelse vurderes at være den bedste løsning – også når der er taget hensyn til alderen – skal en anbringelse vælges fra begyndelsen. Det er ikke nødvendigt eller hensigtsmæssigt, at andre alternativer først er afprøvet. Det er dog nødvendigt, at kommunalbestyrelsen overvejer risikoen for, at anbringelsen bryder sammen, og overvejer hvilke initiativer, der eventuelt er nødvendige for at forebygge dette. Kommunalbestyrelsen kan f.eks. vælge at drøfte risikoen for sammenbrud direkte med den unge og dennes forældre, således at de også er opmærksomme på risikoen og bedre kan bede om hjælp, inden sammenbruddet eventuelt finder sted. Kommunalbestyrelsen kan også vælge at forsøge at mindske ulemperne ved et eventuelt sammenbrud ved allerede fra starten at have en plan for, hvad der skal ske, hvis anbringelsen bryder sammen.

Kommunalbestyrelsen skal herudover, når der iværksættes foranstaltninger for unge over 15 år, være opmærksom på, at der som udgangspunkt vil være tale om, at foranstaltningerne alene skal iværksættes i en forholdsvis kort periode sammenlignet med foranstaltninger over for mindre børn, idet den unge bliver 18 år inden for et par år. I forlængelse af kravet om, at der i handleplanen, jf. § 140, fra og med den unge er 16 år, skal være fokus på den unges overgang til voksenlivet, betyder det bl.a., at kommunalbestyrelsen bør overveje, om der allerede på tidspunktet for foranstaltningens iværksættelse kan ses et behov for foranstaltninger ud over det fyldte 18. år, jf. servicelovens § 76, og i givet fald hvilke. Dette kan fremgå af handleplanen, jf. servicelovens § 140.

Særligt om undersøgelse af vordende forældre

 
Serviceloven
§ 50.
Stk. 8. Hvis det må antages, at der kan opstå et behov for særlig støtte til et barn umiddelbart efter fødslen, skal kommunen undersøge de vordende forældres forhold nærmere. Afgørelse herom træffes med samtykke fra forældrene. Stk. 3-7 finder anvendelse ved afgørelsen.
 

282. Hvis vordende forældre har problemer af en karakter, så det må antages, at der kan være behov for at iværksætte en indsats over for barnet umiddelbart efter fødslen, skal kommunalbestyrelsen foretage en undersøgelse af de vordende forældres forhold, jf. servicelovens § 50, stk. 8. Formålet med at foretage en undersøgelse, inden barnet fødes, er så tidligt som muligt at afdække ressourcer og problemer i familien, så den rigtige og tilstrækkelige foranstaltning kan vælges fra starten og eventuelt iværksættes, allerede inden barnet er født. Undersøgelsen kan eksempelvis afdække, om der er behov for særlig støtte, om der er grundlag for at anbringe barnet uden for hjemmet, herunder om anbringelsen skal ske for en tre-årig periode uden genbehandlingsfrist, læs herom i kapitel 15, eller om der er grundlag for at bortadoptere barnet uden samtykke, læs herom i kapitel 25.

Ligesom i sager om særlig støtte til børn og unge er det vigtigt, at en afgørelse om foranstaltninger i forhold til vordende forældre træffes på et velunderbygget grundlag. Undersøgelsen skal ikke følge de seks punkter, som anføres i § 50 stk. 2, men undersøgelsen skal på samme vis afdække ressourcer og problemer i de vordendes forældres samlede situation, så det bliver muligt at iværksætte den rette foranstaltning. Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med undersøgelsen indhente oplysninger fra de fagfolk, der er i kontakt med familien, herunder både oplysninger om, hvorvidt de vordende forældre har ældre børn, og hvordan disse i så fald trives, og i forhold til de vordende forældres egne forhold.

For de kommuner der anvender ICS i sagsbehandlingen er der på samme måde ikke noget krav om, at punkterne under barnets udviklingsmæssige behov alle beskrives. Dog vil moderens sundhedstilstand kunne beskrives under »sundhedsforhold«. Til gengæld kan det være relevant at beskrive forældrekompetencer i forhold til barnets udviklingsmæssige behov samt familieforhold, så undersøgelsen kan afdække forældrenes muligheder og barrierer for at tilgodese barnets fremtidige behov.

De vordende forældre skal give samtykke til foretagelsen af undersøgelsen. Hvis der ikke kan opnås samtykke, kan eksisterende oplysninger indhentes jf. retssikkerhedslovens § 11 c (se også punkt 274 om retssikkerhedslovens bestemmelser).

Betegnelsen vordende forældre omhandler både gravide enlige kvinder, gifte og samlevende par, uanset om der er tale om den biologiske far.

Hvordan gennemføres undersøgelsen, servicelovens § 50, stk. 4

 
Serviceloven
§ 50.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal som led i undersøgelsen inddrage de fagfolk, som allerede har viden om barnets eller den unges og familiens forhold. Dette kan ske ved at inddrage sundhedsplejersker, pædagoger, psykologer, lærere eller andre. Hvis det er nødvendigt, skal kommunen lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog.
Stk. 5. …
 

283. Det præciseres i servicelovens § 50, stk. 4, at undersøgelsesresultatet skal tilvejebringes ved en tværfaglig indsats fra kommunens side, og at undersøgelsen i videst muligt omfang må inddrage allerede foreliggende viden, f.eks. hos barnets dagtilbud, skole, sundhedsplejerske eller andre, der har kendskab til barnets eller den unges forhold.

Ved starten af en undersøgelse må det således afklares, hvad der allerede foreligger af værdifuld viden om barnets eller den unges forhold i kommunen og dermed hvilke forhold, der på denne baggrund herefter kræver en yderligere undersøgelse. Herved opnås, at den foreliggende viden om barnet eller den unge ikke går tabt, og at undersøgelsen ikke bliver mere vidtgående end højst nødvendigt.

Oplysninger fra relevante fagfolk skal ikke nødvendigvis indhentes skriftligt. I nogle tilfælde vil det være tilstrækkeligt, at sagsbehandleren telefonisk kontakter eksempelvis barnets klasselærer, sundhedsplejerske, den praktiserende læge, de pædagoger i daginstitutionen, som er tætte på barnet etc. De centrale dele af fagfolkenes udtalelser om barnet skal blot refereres skriftligt i sagen.

Normalt vil kommunen selv kunne foretage den fornødne undersøgelse, men undertiden vil det være nødvendigt ved mere omfattende undersøgelser at indhente bistand fra særlige sagkyndige uden for forvaltningen. Kommunen skal, hvis det er påkrævet, lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog. Selve udredningen kan foretages af en ikke-autoriseret psykolog, dog således at udredningen foretages under supervision af en autoriseret psykolog og under den autoriserede psykologs ansvar.

Er der behov for at få barnet eller den unge undersøgt af en læge eller en psykolog, er det af hensyn til sagens forløb vigtigt at inddrage forældrene i forbindelse med valg af undersøgende læge eller psykolog.

Hvis forældrene ønsker, at en bestemt læge eller psykolog gennemfører undersøgelsen, må det anbefales, at kommunen altid overvejer, om forældrenes ønske kan imødekommes. Det kan have stor betydning for forældrenes accept af det videre forløb, at de har tillid til undersøgeren.

284. Når et barn anbringes uden for hjemmet efter, at undersøgelsen efter servicelovens § 50 er tilendebragt, kan der ikke igangsættes en psykologisk undersøgelse af barnet efter servicelovens § 50, stk. 4. Afgørelse om en psykologisk undersøgelse skal da ske efter servicelovens § 69, stk. 1.

Det er væsentligt, at familiens, herunder barnets eller den unges egen opfattelse af problemerne og eventuelle forestillinger, om på hvilken måde disse kan afhjælpes, indgår i sagsoplysningen, og sagsbehandleren bør derfor prøve at afdække dette. Familiens aktive medvirken i en problemløsning kan få afgørende betydning for opnåelsen af et tilfredsstillende resultat.

Det bør indgå som et naturligt led i sagsoplysningen, at sagsbehandleren og andre, der udtaler sig i sagen, skaffer sig et førstehåndskendskab til familien og det eller de børn, som sagen drejer sig om.

Det er således også væsentligt, at barnets eller den unges egen mening kommer til udtryk gennem en samtale og der bør afsættes den fornødne tid til sådanne samtaler, også når det drejer sig om mindre børn. Samtalen må være så skånsom som muligt over for barnet eller den unge og bør, hvis forholdene tilsiger det, ske med sagkyndig bistand. Der kan i denne forbindelse henvises til bestemmelsen i servicelovens § 48, se punkt 254-259.

Krav til redegørelsen for den børnefaglige undersøgelse efter § 50, stk. 5

 
Serviceloven
§ 50.
Stk. 5. Undersøgelsen skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte foranstaltninger, og i bekræftende fald af hvilken art disse bør være. Hvis der er iværksat foranstaltninger sideløbende med, at undersøgelsen gennemføres, jf. § 52, stk. 2, skal der desuden tages stilling til, om disse foranstaltninger skal videreføres. Der skal være oplysninger om, hvordan forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge stiller sig til foranstaltningerne, og om de forhold i familien eller i dennes omgivelser, som kan bidrage til at klare vanskelighederne.
Stk. 6.
 

285. Servicelovens § 50, stk. 5 fastsætter, hvilke krav der skal stilles til kommunens redegørelse for undersøgelsens resultater. Opregningen af disse krav i loven har til hensigt at understrege betydningen af en grundig undersøgelse og skal tillige tjene som retningslinje for kommunens virksomhed. Et målrettet arbejde med de indledende undersøgelser må tillægges en betydelig værdi for sagens senere forløb.

Bestemmelsen angiver en skillelinje i forhold til, om arbejdet for at hjælpe barnet eller den unge skal fortsættes, fordi det vurderes, at det er nødvendigt at iværksætte en hjælpeforanstaltning, eller om sagen skal henlægges. Uanset om sagen skal fortsættes eller henlægges, skal der ligge en begrundelse for beslutningen på sagen.

Viser undersøgelsen, at der er behov for at iværksætte en hjælpeforanstaltning, må der på baggrund af den viden om barnet eller den unge, familien og omgivelserne, som er opsamlet gennem undersøgelsen, gøres rede for, hvilke af de mulige hjælpeforanstaltninger efter servicelovens § 52 der må anses for at være den eller de bedste i det foreliggende tilfælde.

Hvis der er iværksat foranstaltninger sideløbende med, at undersøgelsen gennemføres, jf. § 52, stk. 2, skal der i redegørelsen for undersøgelsens resultater tages stilling til, om disse foranstaltninger skal videreføres. Det skal således vurderes, om den umiddelbare vurdering af barnets behov for støtte bakkes op af resultaterne af den børnefaglige undersøgelse, ligesom der i beslutningen om, hvilken konkret støtte der skal iværksættes, skal tages højde for, at barnet eller den unge allerede er inde i et støtteforløb, som det kan være hensigtsmæssigt at fortsætte, hvis det fortsat vurderes at opfylde barnets eller den unges behov.

Undersøgelsen og dens konklusioner er dermed grundlaget for, at der i handleplanen kan ske en mere omfattende og dækkende beskrivelse af indsatsen.

Handleplanen skal angive indholdet af den valgte foranstaltning og opstille de mål, der søges opnået med hjælpeforanstaltningerne, mens redegørelsen i undersøgelsen kan pege på hvilken art af foranstaltninger, der bør overvejes. Da mål for den konkrete indsats først opstilles i handleplanen, er der således ikke noget krav om, at der allerede i forbindelse med undersøgelsen redegøres for, hvilken specifik navngiven foranstaltning der skal anvendes. Det vil således være tilstrækkeligt, at redegørelsen angiver, hvilke af barnets forhold det er nødvendigt at handle på, samt anfører hvilken art af hjælpeforanstaltninger, der må anses for egnede. Det kan f.eks. være, om der er brug for støtte i hjemmet eller om barnet skal anbringes uden for hjemmet, uden at det her afgøres, præcis hvilken form for støtte i hjemmet der er brug for, eller hvor barnet konkret skal anbringes.

Familiens egne ressourcer og spørgsmålet om, hvorvidt disse med den fornødne hjælp kan styrkes, er af afgørende betydning for valget af hjælpeforanstaltninger. Der skal derfor tillige redegøres for de forhold i familien og hos barnet eller den unge, som kan bidrage til at klare vanskelighederne, og for på hvilken måde disse forhold vil kunne styrkes. Ud over familiens og barnets eller den unges forhold må der i denne forbindelse også redegøres for, om der i barnets eller den unges omgivelser i øvrigt, f.eks. gennem støtte fra andre nære familiemedlemmer, er mulighed for at hente hjælp til overvindelse af vanskelighederne. Ligeledes bør redegørelsen ikke alene indeholde en angivelse af, hvilke muligheder inden for det sociale system der efter kommunens opfattelse vil kunne afhjælpe problemerne, men den bør også inddrage andre muligheder, f.eks. i forhold til skole, fritid m.v.

Med hensyn til valget af den rette hjælpeforanstaltning, skal kommunalbestyrelsen vælge den eller de hjælpeforanstaltninger, som bedst kan løse de problemer og behov, der er afdækket gennem den børnefaglige undersøgelse, jf. servicelovens § 52, stk. 1.

286. En beskrivelse af den holdning, som indehaveren af forældremyndigheden og barnet eller den unge har til arten af foranstaltningerne, skal have en fremtrædende plads i undersøgelsens redegørelse. Den holdning, som forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge har til iværksættelse af en hjælpeforanstaltning, kan få stor betydning for sagens videre forløb. Et samtykke, der opnås fra forældremyndighedsindehaveren uden at dække dennes reelle holdning til den eller de tilbudte typer af hjælpeforanstaltninger, kan give anledning til problemer i sagens videre forløb, f.eks. i form af umotiverede begæringer om hjemgivelse. Disse problemer kan vise sig at være større end de problemer, som en tvangsmæssig anbringelse rejser. Det er derfor vigtigt, at forvaltningen fører en grundig dialog med forældrene og barnet eller den unge, så der i givet fald foreligger et informeret samtykke.

Tidsfrist for afslutning af undersøgelsen, servicelovens § 50, stk. 6

 
Serviceloven
§ 50.
Stk. 6. Undersøgelsen skal afsluttes senest 4 måneder efter, at kommunalbestyrelsen bliver opmærksom på, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte. Hvis undersøgelsen undtagelsesvist ikke kan afsluttes inden 4 måneder, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en foreløbig vurdering og snarest herefter afslutte undersøgelsen.
Stk. 7. …
 

287. For at sikre en tidlig indsats er det bl.a. vigtigt, at undersøgelsen af barnet eller den unge gennemføres hurtigt, således at eventuel hjælp kan iværksættes så hurtigt som muligt. Samtidig er en hurtig gennemførelse af en undersøgelse en fordel, fordi langvarige undersøgelsesprocesser kan være en belastning for de involverede parter.

Servicelovens § 50, stk. 6fastsætter, at undersøgelsen skal afsluttes senest 4 måneder efter, at kommunalbestyrelsen bliver opmærksom på, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte, f.eks. ved at kommunen har fået en henvendelse fra familien selv, har modtaget en underretning eller selv er blevet opmærksom på problemer. De 4 måneder tæller således ikke fra det tidspunkt, undersøgelsen igangsættes, men fra det tidspunkt kommunens sociale myndigheder bliver opmærksom på barnet.

En undersøgelse kan anses som afsluttet, når kommunen har forholdt sig til de forhold, der fremgår af stk. 2, og stk. 3, og der, jf. stk. 5, er udarbejdet en begrundet stillingtagen til, om der skal iværksættes foranstaltninger.

Forhold, som kommunalbestyrelsen ikke har indflydelse på, kan i særlige tilfælde betyde, at undersøgelsen ikke kan afsluttes endeligt inden for 4 måneder. Som eksempel kan nævnes de tilfælde, hvor der er længere ventetid i forbindelse med undersøgelser hos specialister. Hvis undersøgelsen undtagelsesvist ikke kan afsluttes inden 4 måneder efter henvendelsen, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en foreløbig vurdering og snarest herefter afslutte undersøgelsen.

Under alle omstændigheder skal kommunalbestyrelsen altid tage stilling til, om der er et akut behov for foranstaltninger, jf. servicelovens § 52, stk. 1, uanset om undersøgelsen er afsluttet. Det er således centralt, at barnet eller den unge ikke oplever en periode uden relevant hjælp.

Undersøgelse af eventuelle andre børn i familien, servicelovens § 50, stk. 7

 
Serviceloven
§ 50.
Stk. 7. I forbindelse med undersøgelsen skal kommunalbestyrelsen vurdere, om der skal foretages en undersøgelse af eventuelle andre børn i familien. En undersøgelse kan gennemføres som én samlet undersøgelse for flere børn i familien, dog således at der tages højde for børnenes individuelle forhold.
Stk. 8. …
 

288. Servicelovens § 50, stk. 7 fastsætter, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med en undersøgelse efter servicelovens § 50, skal vurdere, om der skal foretages en undersøgelse af eventuelle andre børn i familien. Formålet med dette krav er at sikre en tidlig indsats over for eventuelle andre børn i familien, således at man kan opdage og hjælpe børn, som ellers først ville have fået hjælp, når problemerne havde vokset sig større og mere komplekse.

Bestemmelsen betyder, at kommunalbestyrelsen skal vurdere, om eventuelle andre børn i familien må antages at trænge til særlig støtte. Barnets egne oplysninger om andre børn i familien, der har problemer, skal i den forbindelse tillægges vægt. Kommunalbestyrelsen skal således foretage en børnefaglig undersøgelse af forhold hos andre børn i familien, hvis det efter en konkret vurdering må antages, at de har behov for særlig støtte. Hvis kommunalbestyrelsen f.eks. er ved at foretage en undersøgelse i forhold til et barn, der hovedsageligt har problemer, som skyldes forhold, der vedrører barnet selv, vil der ofte ikke umiddelbart være formodning for, at der bør foretages en undersøgelse af forhold hos eventuelle andre børn i familien, medmindre det vurderes, at barnets forhold direkte eller indirekte påvirker de øvrige børn i familien negativt. Omvendt vil der ofte være grund til at antage, at der bør gennemføres en undersøgelse af eventuelle andre børn i familien, hvis et barns problemer f.eks. primært skyldes forhold i familien, f.eks. forældrenes misbrug eller psykiske lidelser.

Hvis kommunalbestyrelsen efter en konkret vurdering finder, at der skal gennemføres en undersøgelse efter servicelovens § 50 af eventuelle andre søskendes forhold, skal kommunalbestyrelsen træffe en afgørelse herom, jf. servicelovens § 50, stk. 1.

289. Hvis kommunalbestyrelsens vurderer, at der bør gennemføres en undersøgelse af flere børn i samme familie, kan kommunalbestyrelsen vælge at udarbejde én samlet undersøgelse for flere børn i samme familie, hvis det vurderes hensigtsmæssigt i den konkrete situation. Der skal i så fald tages højde for individuelle problemstillinger og behov hos det enkelte barn eller den enkelte ung i familien, så det sikres, at børnenes individuelle støttebehov bliver udredt og afdækket i det omfang, det er nødvendigt. Der bør dog være en klar beskrivelse af individuelle forhold for det enkelte barn, da f.eks. en familiemæssig situation kan påvirke børn forskelligt.

Der er tale om en selvstændig afgørelse om at igangsætte en børnefaglig undersøgelse for hvert barn i familien.

Om behovet for ny § 50 undersøgelse

290. I sager med en igangværende foranstaltning kan der opstå behov for, at der foretages en ny § 50 undersøgelse. Det betyder ikke, at hele undersøgelsen skal udarbejdes på ny, men at der er nye oplysninger eller forhold omkring barnet eller den unge, som er nødvendige at undersøge og tilføje den oprindelige undersøgelse i sagen.

Behovet for en ny § 50 undersøgelse vil som oftest opstå, når man i forbindelse med den løbende opfølgning vedrørende barnet eller den unge bliver opmærksom på, at der er behov for andre eller yderligere foranstaltninger overfor barnet eller den unge, og at selve foranstaltningstypen således skifter karakter.

Der kan eksempelvis være tale om en sag, hvor der på baggrund af en tidligere § 50 undersøgelse og § 140 handleplan er blevet bevilget forebyggende foranstaltninger i hjemmet, men hvor problemerne i hjemmet fortsat forværres, og der viser sig behov for mere indgribende foranstaltninger.

Der kan også være tale om, at et anbragt barn efter anbringelsen fortæller om sine problemer over for plejefamilien eller personalet på anbringelsesstedet og eksempelvis fortæller om tidligere seksuelt misbrug eller lignende. Således fremkommer nye oplysninger i sagen, som skal undersøges og indarbejdes i den oprindelige § 50 undersøgelse med henblik på at afdække, om barnet f.eks. har brug for yderligere hjælp eller behandling.

Endelig kan et eksempel være, at den undersøgelse, der ligger til grund for en foranstaltning, er forældet. Det kan være et barn, der anbringes i plejefamilie og som, når det når slutningen af teenageårene, ønsker at blive anbragt på eget værelse. Der vil da være behov for at foretage en fornyet undersøgelse, der afdækker, om den unge har ressourcer nok til at klare sig på eget værelse, og om det da er nødvendigt med supplerende støtteforanstaltninger mv.

Kapitel 13

Handleplaner

291. I dette kapitel beskrives reglerne for kommunens pligt til at udarbejde en handleplan i sager om udsatte børn og unge, forinden der træffes endelig afgørelse om foranstaltninger. I kapitlet beskrives kravene til indholdet i handleplanen, samarbejdet om handleplanens indhold med barnet eller den unge og indehaverne af forældremyndigheden, kravet om at forældre til børn og unge, som skal anbringes, tilbydes en særskilt plan for støtte og sidst i kapitlet beskrives handleplaner til unge under 18 år, som har et behandlingskrævende stofmisbrug.

For de kommuner, som anvender ICS (Integrated Children’s System) i sagsbehandlingen, er det i de relevante punkter præciseret, hvad kommunalbestyrelsen skal være opmærksom på. For generel beskrivelse af anvendelsen af ICS i sagsbehandlingen henvises til punkt 250

Kommunalbestyrelsens udarbejdelse af handleplaner

 
Serviceloven
§ 140. Kommunalbestyrelsen skal udarbejde en handleplan, inden der træffes afgørelse om foranstaltninger efter § 52, § 58 eller § 76. Betyder hensynet til barnet eller den unge, at man ikke kan afvente udarbejdelsen af en handleplan, er en kortfattet angivelse af formålet med foranstaltningen tilstrækkelig. Det påhviler da kommunalbestyrelsen snarest muligt og senest inden 4 måneder at opstille en handleplan.
 

292. Som udgangspunkt skal der altid udarbejdes en handleplan, før der iværksættes en foranstaltning efter reglerne om særlig støtte til børn og unge i servicelovens kapitel 11. Handleplanen skal sikre, at formålet med foranstaltningen er beskrevet, og at der er klare mål for indsatsen.

Handleplanen skal som hovedregel udarbejdes efter, at kommunalbestyrelsen har foretaget en undersøgelse efter § 50 af barnets eller den unges forhold. Planen skal derfor udarbejdes med udgangspunkt i de oplysninger, der er fremkommet gennem undersøgelsen. Kommunalbestyrelsen skal med handleplanen således forholde sig til, hvilke af barnets eller den unges forhold og problemer der skal handles på og gøres en indsats i forhold til og angive, hvad målene er for denne indsats.

Selvom handleplanen skal udarbejdes, inden der træffes afgørelse om foranstaltninger, vil det i praksis ofte være oplagt, at kommunalbestyrelsen forholder sig til, hvilke foranstaltningstyper der bedst muligt vil kunne opfylde målene for indsatsen. Handleplanen kan derfor udarbejdes i tæt sammenhæng med, at relevante foranstaltningstyper vurderes og overvejes. Efter bestemmelsen i § 140 skal kommunalbestyrelsen altid udarbejde en handleplan i følgende tilfælde:

Før der træffes afgørelser om foranstaltninger efter servicelovens § 52, § 58 eller § 76 over for et barn eller en ung, der har behov for særlig støtte.

Før der træffes afgørelse om foranstaltninger efter § 52 over for vordende forældre, hvor det må formodes, at det kommende barn vil få behov for særlig støtte umiddelbart efter fødslen.

Når et barn eller en ung under 18 år har et behandlingskrævende stofmisbrug.

Når et barn eller en ung under 18 år har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, læs herom i kapitel 24.

Hvis forældrene til et barn eller en ung, som skal anbringes, ønsker en særskilt plan for den støtte, som forældrene gives.

Ved varetægtssurrogat.

Tidsfrist for udarbejdelse af handleplanen

293. Som det fremgår af servicelovens § 140 stk. 1, skal der udarbejdes en handleplan, før der træffes afgørelser om foranstaltninger efter servicelovens §§ 52, 58 og 76. Behovet for en foranstaltning kan imidlertid opstå så akut, at det ville være i modstrid med hensynet til barnet eller den unge at afvente udarbejdelsen af en handleplan. Servicelovens § 140, stk. 1 fastsætter, at iværksættelse af en foranstaltning ikke behøver at afvente udarbejdelse af en handleplan, når hensynet til barnet eller den unge taler for det. Efter servicelovens § 140, stk. 1 er det således i akutte sager tilstrækkeligt med en kortfattet angivelse af formålet med foranstaltningen. Kommunalbestyrelsen skal da snarest muligt og senest inden 4 måneder opstille en egentlig handleplan. De 4 måneder løber fra det tidspunkt, hvor afgørelsen om, at der skal iværksættes en foranstaltning, er truffet.

For så vidt angår foreløbige anbringelser uden samtykke skal handleplanen dog være opstillet, så den kan indgå i indstillingen ved sagens endelige forelæggelse for børn og unge-udvalget, da det følger af servicelovens § 59, at indstillingen om en anbringelse uden samtykke efter servicelovens § 58, skal indeholde en handleplan. Det betyder, at i sager, hvor der efter servicelovens § 75 træffes en foreløbig afgørelse om anbringelse uden samtykke, skal handleplanen være udarbejdet senest en måned efter børn og unge-udvalgets godkendelse af den foreløbige afgørelse efter servicelovens § 75, stk. 3.

Indholdet i handleplanerne

 
Serviceloven
§ 140.
Stk. 5. En handleplan skal angive formålet med indsatsen, og hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet. Handleplanen skal tage udgangspunkt i resultaterne af den børnefaglige undersøgelse af barnets eller den unges forhold, jf. § 50. Handleplanen skal i forhold til de problemer, der er afdækket i undersøgelsen, indeholde konkrete mål i forhold til barnets eller den unges trivsel og udvikling i overensstemmelse med det overordnede formål med støtten, jf. § 46. Herudover skal handleplanen for unge, der er fyldt 16. år, opstille konkrete mål for den unges overgang til voksenlivet.
Stk. 6. En handleplan skal endvidere angive indsatsens forventede varighed. I sager om anbringelse uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, og § 58, skal en handleplan tillige angive, hvilke former for støtte der selvstændigt skal iværksættes over for familien i forbindelse med, at barnet eller den unge opholder sig uden for hjemmet, og i tiden efter barnet eller den unges hjemgivelse.
Stk. 7.
 

294. I servicelovens § 140, stk. 5 og 6, opregnes de emner, som handleplanen i alle tilfælde skal indeholde en beskrivelse af. Det centrale er, at handleplanen på en klar og konkret måde angiver både formål og mål for indsatsen. Handleplanen skal sikre en tilstrækkelig systematik i disse sager, sikre en god opfølgning på effekterne af indsatsen, give familien et overblik over sagens forløb og give en konstruktiv overlevering af sagen ved et eventuelt sagsbehandlerskift.

Handleplanens enkelte elementer, jf. servicelovens § 140, stk. 5

295. Handleplanen skal, jf. servicelovens § 140, stk. 5, angive formålet med indsatsen, og hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet. Handleplanen skal tage udgangspunkt i resultaterne af den børnefaglige undersøgelse af barnets eller den unges forhold, der er gennemført efter servicelovens § 50 og skal i forhold til de problemer, der er afdækket i undersøgelsen, indeholde konkrete mål for barnets eller den unges trivsel og udvikling. Målene skal være i overensstemmelse med det overordnede formål med støtten, jf. servicelovens § 46.

Herudover skal der i handleplanen for unge, der er fyldt 16 år, opstilles konkrete mål for den unges overgang til voksenlivet, så den unge bliver så godt forberedt på senere at leve en så selvstændig voksentilværelse som muligt. Der bør i forbindelse med fastsættelsen af disse mål indgå overvejelser om, hvilket forløb den unge bør have før og efter sin 18 års fødselsdag, herunder være fokus på hvilke konkrete initiativer, der er nødvendige for at sikre en god overgang. I forlængelse heraf vil det være særligt relevant at have fokus på, hvordan det sikres, at den unge tilegner sig de nødvendige kompetencer for at kunne klare sig selv. Der kan f.eks. være tale om et særligt fokus på fastholdelse i uddannelse, fremtidige jobmuligheder, husholdningsøkonomi, tøjvask mv.

I forbindelse med den børnefaglige undersøgelse efter servicelovens § 50 skal kommunalbestyrelsen afdække barnets eller den unges forhold inden for seks faste punkter (jf. kapitel 12). Kravet i servicelovens § 140, stk. 5 betyder, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med udarbejdelsen af handleplanen skal opstille konkrete mål for barnets eller den unges udvikling og trivsel i forhold til de eventuelle problemer, der er afdækket under hvert af disse punkter. I det omfang, der under et af punkterne ikke har vist sig at være forhold, der fremadrettet er behov for at have fokus på, skal der ikke opstilles konkrete mål i relation til det pågældende punkt.

Da handleplanen dermed alene skal berøre de punkter, hvor den børnefaglige undersøgelse har afdækket problemer, er der behov for jævnligt at genoverveje, hvilke punkter der er relevante at have fokus på i indsatsen over for et barn eller en ung. Det skyldes bl.a., at der med tiden kan opstå nye behov hos barnet eller den unge. F.eks. vil det for et 3-årigt barn ikke være nødvendigt at fokusere på skolegang i handleplanen, men når barnet bliver 6 år, kan det meget nemt blive relevant at have fokus herpå. Derfor skal kommunalbestyrelsen i forbindelse med revision af handleplanen, jf. servicelovens § 70, stk. 3, overveje, hvorvidt nogle af de punkter som hidtil ikke har været relevante i forhold til det enkelte barn nu er relevante (jf. punkt 345).

Kravet om konkrete mål betyder f.eks., at man ved beslutning om at anbringe et barn uden for hjemmet skal angive, hvilke forhold ved barnets eller den unges situation opholdet uden for hjemmet skal hjælpe med til at forbedre. Det kan eksempelvis angives, om det er barnets egne problemer eller forholdet til forældrene eller helt andre forhold, der fører til, at barnet i en periode anbringes uden for hjemmet. Og det skal angives præcist, hvad der skal ske i forhold til problemerne, herunder i forhold til de ressourcer, der ønskes bevaret eller videreudviklet. Dermed bliver det lettere at følge op på effekterne af indsatsen.

En klar sammenhæng mellem behov og indsats betyder, at man har et godt udgangspunkt for at styrke kontinuiteten i den enkelte sag. En tæt sammenhæng mellem undersøgelse, handleplan og opfølgning sikrer, at man undgår foranstaltninger, som ikke giver de ønskede forbedringer af situationen. Først og fremmest fordi man i højere grad kan vælge den rette foranstaltning allerede fra starten, men også fordi man bedre kan vurdere, hvornår indsatsen bør ændres. Der skal således være faglige argumenter for at ændre i indsatsen eller i handleplanen. Ændringerne kan f.eks. være begrundet i, at mål er nået hurtigere end forudsat, eller at sagens udvikling viser, at målene alligevel ikke kan nås med den valgte indsats.

Handleplanens målsætninger skal derfor anføres så specifikt som muligt. Det betyder bl.a., at handleplanen skal give præcise og konkrete anvisninger på, hvad der skal ske i forhold barnets eller den unges problemer. Det er f.eks. ikke tilstrækkeligt alene generelt at skrive, at der skal arbejdes på at forbedre barnets eller den unges relationer til jævnaldrene. Det bør fremgå, hvad der konkret skal ske, dvs. hvordan der skal arbejdes med barnets eller den unges relationer til jævnaldrene. Og det bør også fremgå konkret, hvad målet er, dvs. i dette tilfælde hvad det er, man vil opnå med indsatsen i forhold til barnets eller den unge relationer til jævnaldrene. Indsatsen og målsætningerne skal med andre ord beskrives så præcist, at de giver konkrete anvisninger på, hvad der skal ske i sagen. Samtidig skal målene også beskrives så præcist, at det er muligt for både barnet og den unge, familien, kommunen og personalet i de enkelte foranstaltninger at vurdere sagen og tage stilling til, om og hvornår målene er opnået.

En god handleplan med konkrete mål betyder således, at det bliver lettere for både barnet eller den unge og familien at danne sig et overblik over forløbet og forstå sammenhængen mellem de forskellige tiltag. Endelig betyder mere præcise beskrivelser af målene, at kommunalbestyrelsen får bedre muligheder for at foretage effektvurderinger og evalueringer. En klar beskrivelse af målene er således den første forudsætning for at kunne vurdere, om en foranstaltning bidrager til, at målene bliver nået. Dermed sikres ikke alene en bedre kvalitet i den enkelte sag, men også bedre muligheder for generelt at forbedre indsatsen via mere tværgående viden om effekterne af forskellige foranstaltninger.

Opfølgning på målsætningerne

296. Kommunalbestyrelsen får således mulighed for systematisk at følge med i, hvorvidt de forskellige foranstaltninger, der typisk anvendes af kommunen, generelt bidrager til, at de opstillede mål i de enkelte sager nås. Kommunalbestyrelsen kan f.eks. afdække, om bestemte former for støtte i hjemmet eller om konkrete anbringelsessteder har særlige styrker eller svagheder i forhold til bestemte typer af problemstillinger for udsatte børn og unge. Dvs. at kommunalbestyrelsen kan blive opmærksom på, om et anbringelsessted eksempelvis er særligt godt eller særligt dårligt til at imødekomme målsætninger i forhold til f.eks. skolegang, familie eller andre forhold. Kommunalbestyrelsen kan så bruge denne viden, dels i forhold til visiteringen af andre børn og dels i forhold til en dialog med anbringelsesstedet om indsatsen.

I forhold til beskrivelsen af hvilken indsats der er nødvendig for at opnå de opstillede formål, stilles der ikke noget fast krav om detaljeringsgraden. Kommunalbestyrelsen bør dog søge at give en fyldig beskrivelse af så mange aspekter som muligt i den indsats over for barnet eller den unge, som kommunalbestyrelsen forestiller sig er nødvendig for at opnå formålet med foranstaltningen. Eksempelvis kan det nævnes, at det i anbringelsessager bør beskrives, hvilken type af de forskellige anbringelsessteder - døgninstitutioner, familiepleje, opholdssted - der menes egnet til at klare barnets eller den unges problemer. Må det forudses, at opnåelsen af formålet med anbringelsen vil indebære, at der kan blive tale om anvendelse af forskellige typer af anbringelsessteder i forlængelse af hinanden, f.eks. døgninstitution efterfulgt af ophold i familiepleje, bør beskrivelsen omfatte dette forhold.

Angivelse af foranstaltningens forventede varighed, servicelovens § 140, stk. 6

297. Handleplanen skal angive indsatsens forventede varighed. Selv om det nogle gange kan være vanskeligt at angive tidsperspektivet ved en foranstaltning, må det konkret overvejes, hvilken tid det vil tage at nå formålet. For forældrene er det vigtigt at kende resultatet af disse overvejelser, da varigheden må anses at være et væsentligt forhold for forældrene ved enhver indsats. Det kan f.eks. være belastende ikke at kende tidshorisonten for en forebyggende foranstaltning i hjemmet. En angivelse af tidsperspektivet i anbringelsessager kan endvidere bidrage til at skabe en forståelse hos forældrene for, at anbringelsen må forløbe i overensstemmelse med den lagte handleplan, for at formålet kan opnås. En fælles forståelse af tidsperspektivet kan derfor bidrage til, at hjemgivelsesbegæringer i utide fra forældrene kan – om end ikke undgås - så dog formindskes.

Angivelse af støtten til familien, servicelovens § 140, stk. 6

298. Som følge af den helhedsorienterede indsats omfattende både barnet eller den unge og familien skal handleplanen beskrive hvilke former for støtte, der selvstændigt skal iværksættes over for familien i forbindelse med, at barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet og i tiden efter barnets eller den unges hjemgivelse.

Det er vigtigt, at der under en anbringelse arbejdes med at støtte familien til en løsning af de problemer, som har været medvirkende til barnets eller den unges vanskeligheder. For det første fordi det er vigtigt at arbejde på at løse familiens eventuelle problemer, således at barnet eller den unge igen kan hjemgives. For det andet fordi det er centralt at støtte forældrene i at kunne udfylde deres forældrerolle også under anbringelsen. Det er i den forbindelse væsentligt at være opmærksom på de forældre, som på grund af funktionsnedsættelse, har et særligt behov for støtte til at kunne udfylde deres forældrerolle under anbringelsen. Forholdet til forældrene er således væsentligt for barnet eller den unge også under anbringelsen, og forældrene kan spille en vigtig rolle i forhold til at sikre en positiv udvikling for barnet eller den unge.

Kommunerne har, jf. servicelovens § 54, pligt til at tilbyde forældrene til anbragte børn en støtteperson under anbringelsen, se punkt. 338. Det forudsættes derfor, at omfanget og det nærmere formål med tildelingen af denne støtteperson er et par af de elementer, som planen for støtten til forældrene kan omhandle. Derudover skal handleplanen beskrive den planlagte indsats i forhold til de problemer, der er i den enkelte familie. Det kan eksempelvis være forældrenes arbejdsmarkedssituation, behovet for familieterapi eller vejledning i forhold til forældrerollen, eventuelle problemer med misbrug eller psykiske lidelser m.v. Der vil ofte være tale om en bredspektret indsats for at hjælpe familien, hvor det kan være relevant at koordinere hjælp ydet efter forskellig lovgivning. Beskrivelsen af støtten til familien kan således godt indeholde initiativer, der iværksættes efter anden lovgivning, således at der skabes overblik og sammenhæng i indsatsen. I særlige tilfælde kan det være formålsløst at iværksætte nye støtteformer over for forældrene. Dette kan f.eks. være tilfældet i sager, hvor der tidligere har været iværksat flere forskellige former for støtte til familien, som har været resultatløse. De manglende resultater kan skyldes en række omstændigheder, men det kan bl.a. dreje sig om, at familien ikke har ønsket at indgå aktivt i et samarbejde med kommunen om løsning af problemerne, eller sager hvor familien har frasagt sig den tilbudte støtte efter kort tid. I sådanne særlige tilfælde vil oplysninger om, hvorfor det må anses for formålsløst at tilbyde familien yderligere støtte være tilstrækkeligt til at opfylde lovens krav om, at handleplanen skal angive støtten til familien.

Spørgsmålet om, hvilken støtte familien vil have behov for efter en hjemgivelse af barnet eller den unge, kan være vanskeligt at forudse på tidspunktet for handleplanens udarbejdelse, dvs. før afgørelsen om anbringelse træffes. Dette element i handleplanen vil imidlertid kunne konkretiseres ved den løbende vurdering og ved eventuelle revisioner af handleplanen under barnets eller den unges ophold uden for hjemmet. Dette element i handleplanen skal i hvert fald kunne beskrives klart ved den sidste revision af planen forud for en hjemgivelse, jf. servicelovens § 68, stk. 12. Der henvises herom til punkt 573.

Samarbejdet om handleplanen med forældremyndighedsindehavere og barnet eller den unge

299. Da der er et generelt krav om, at der skal udarbejdes en handleplan, før der iværksættes støtteforanstaltninger, kræver det ikke forældrenes samtykke at udarbejde handleplanen, men kommunalbestyrelsen skal så vidt muligt altid udarbejde den i samarbejde med forældremyndighedens indehaver og barnet eller den unge, da det vil give en fælles forståelse af målet med indsatsen, der bl.a. kan medvirke til at forhindre en tilbagekaldelse af et samtykke til en foranstaltning. Det kan eksempelvis være svært at få forældrenes samtykke til handleplanen i sager, hvor der er sandsynlighed for, at der vil blive truffet afgørelse om anbringelse uden for hjemmet, selvom forældremyndighedens indehaver ikke vil give samtykke hertil.

Det følger bl.a. af formålsbestemmelserne i servicelovens § 1 og § 46, at handleplanen så vidt muligt skal udarbejdes i samarbejde med barnet eller den unge og forældremyndighedens indehaver. Et forpligtigende samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge er således det bedste udgangspunkt for at afhjælpe problemerne. Derfor er det også vigtigt, at både barnet eller den unge og forældrene forstår handleplanens enkelte elementer.

I forhold til anbringelser uden for hjemmet spiller handleplanen en særlig rolle. For en frivillig anbringelse efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7, er angivelsen af formålet tillige knyttet til bestemmelsen i servicelovens § 53 om det informerede samtykke, hvorefter samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, skal omfatte formålet med anbringelsen, se punkt 311. Ved tvangsmæssige anbringelser indgår handleplanen i kommunal-bestyrelsens indstilling til børn og unge-udvalget om, at der skal træffes en sådan beslutning, og er derfor af væsentlig betydning for afgørelsen.

En handleplan er således både kommunens eget arbejdsredskab i forhold til at sikre en systematisk planlægning af sagen, og et redskab kommunen kan bruge aktivt i forhold til samarbejdet med familien og barnet eller den unge.

Leverandørens kendskab til handleplanens indhold

300. Handleplanen kan spille en positiv rolle i forhold til eventuelle leverandører af foranstaltninger, f.eks. anbringelsessteder. Det er således en fordel, at aftalerne mellem kommunalbestyrelsen og anbringelsesstedet kan bygge på de klare målsætninger, som kommunalbestyrelsen og familien i samarbejde har opstillet i handleplanen. Kommunalbestyrelsen skal dog være opmærksom på, at handleplanen i sager om døgnophold kan omfatte mere end de ydelser, der indgår i selve døgnopholdet og f.eks. indeholde oplysninger om forældrene, som ikke er anbringelsesstedet vedkomne. Kommunalbestyrelsen skal derfor altid vurdere, hvilke af de oplysninger, der indgår i handleplanen, der er egnede til videregivelse til anbringelsesstedet. Forældre eller andre involverede har dog mulighed for at give samtykke til videregivelse af oplysninger i handleplanen, der ellers ville blive undtaget af hensyn til de involverede selv.

Fælles handleplan for børn i samme familie

 
Serviceloven
§ 140.
Stk. 8. Der kan udarbejdes én samlet handleplan for flere børn i familien. Handleplanen skal i så fald tage højde for børnenes individuelle forhold.
 

301. Servicelovens § 140, stk. 8, giver kommunalbestyrelsen mulighed for at udarbejde én fælles handleplan for alle børn i samme familie i de tilfælde, hvor det vurderes hensigtsmæssigt. Handleplanen skal dog tage højde for individuelle forskelle hos børnene. Handleplanen skal således tage højde for, at børn i samme familie kan have forskellige behov baseret på forskellige problemstillinger og ressourcer. Handleplanen skal ligeledes tage højde for, at ens problemstillinger og ressourcer ikke nødvendigvis afhjælpes bedst med den samme indsats, når der er tale om forskellige børn. Hvis kommunalbestyrelsen vælger at udarbejde én fælles handleplan for børnene i familien skal der fortsat være fokus på de enkelte børns behov i handleplanen og i valg af støtteforanstaltninger. Endelig skal der gøres opmærksom på, at det kan være hensigtsmæssigt at strukturere en evt. fælles handleplan på en måde, der gør det muligt at adskille oplysningerne om de enkelte børn senere hen. Dette kan være nødvendigt i tilfælde af en evt. senere anmodning om aktindsigt fra en person, som ikke nødvendigvis har ret til aktindsigt i alle børnenes forhold.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at handleplanen både er kommunalbestyrelsens redskab i forhold til at sikre en systematisk planlægning af sagen (dvs. over for det enkelte barn) og et redskab, som kommunalbestyrelsen kan bruge aktivt i forhold til samarbejdet med familien og barnet eller den unge.

Særligt om handleplan ved støtte til vordende forældre

302. Hvis vordende forældre har problemer af en karakter, så det må antages, at det vil være nødvendigt at iværksætte en indsats overfor barnet umiddelbart efter fødslen, skal kommunalbestyrelsen undersøge, om de vordende forældre har behov for særlig støtte, jf. servicelovens § 50, stk. 8. Undersøgelsen kan eksempelvis afdække, om der er behov for særlig støtte, om der er grundlag for at anbringe barnet uden for hjemmet, herunder om anbringelsen skal ske for en tre-årig periode uden genbehandlingsfrist, læs herom i kapitel 15, eller om der er grundlag for at bortadoptere barnet uden samtykke, læs herom i kapitel 25. På baggrund af denne undersøgelse skal kommunalbestyrelsen udarbejde en handleplan for indsatsen overfor de vordende forældre og det kommende barn. Handleplanen skal opstille konkrete mål for alle relevante indsatser i forhold til familiens samlede situation.

Handleplaner for unge under 18 år med behandlingskrævende stofmisbrug, servicelovens § 140, stk. 2

 
Serviceloven
§ 140.
Stk. 2. For unge under 18 år med et behandlingskrævende stofmisbrug skal kommunalbestyrelsen udarbejde en handleplan for den behandling, der skal iværksættes, og for den nødvendige støtte til den unge. Handleplanen udarbejdes i samarbejde med den unge og dennes familie.
 

303. Servicelovens § 140, stk. 2, fastsætter, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde en handleplan for den behandling, der skal iværksættes, samt for den nødvendige støtte, når unge under 18 år har et behandlingskrævende stofmisbrug. Handleplanen skal udarbejdes i samarbejde med den unge og dennes familie. Samarbejdet med den unge og dennes familie er centralt for at sikre de involveredes opbakning og samarbejde i forhold til de initiativer, der iværksættes.

Indholdet i handleplanerne til unge med behandlingskrævende stofmisbrug

304. Handleplanerne skal beskrive den behandling, der skal iværksættes og beskrive den nødvendige støtte til den unge. Handleplanen skal således bl.a. angive, hvilke former for støtte kommunen vil iværksætte for at løse den unges stofmisbrugsproblemer og øvrige sociale problemer. De almindelige bestemmelser i servicelovens kapitel 11 om særlig støtte til børn og unge, gælder også for denne gruppe af unge. Den støtte, som kommunen beskriver i handleplanen, kan således være foranstaltninger efter servicelovens § 52. Indholdet i handleplanerne skal i øvrigt leve op til de generelle krav til indholdet i handleplaner, som opstilles i servicelovens § 140, stk. 5 og 6, se punkt 294 ff.

Formålet med handleplanerne til unge med behandlingskrævende stofmisbrug

305. Formålet med at udarbejde en handleplan, når unge under 18 år har et behandlingskrævende stofmisbrug, er at styrke indsatsen, så der hurtigst muligt kan iværksættes en samlet, koordineret indsats.

Der kan være en risiko for, at unge under 18 år med et behandlingskrævende stofmisbrug ikke modtager relevant behandling, fordi de eksisterende døgntilbud eller ambulante tilbud for børn og unge ikke i tilstrækkelig grad har faglig viden om stofmisbrugsbehandling.

Kommunerne har generelt ansvaret for, at børn og unge, der har brug for særlig støtte – herunder unge med stofmisbrug – får den støtte, som de har behov for.

De traditionelle tilbud for de over 18-årige på stofmisbrugsbehandlingsområdet matcher ikke altid de unges behov for behandling og støtte, ligesom tilbuddene ikke opleves som attraktive, idet de unge ikke ser sig selv som stofmisbrugere og ikke vil sættes i bås med ældre stofmisbrugere.

Hvilke unge er omfattet af bestemmelsen?

306. De unge, som har et så stort misbrug af stoffer, at de har behov for misbrugsbehandling, er ofte unge, der er opvokset under vanskelige vilkår. Der er sjældent tale om decideret afhængighed, men snarere om et eksperimenterende misbrug. Disse unge har derfor udover misbrugsproblemet ofte svære sociale problemer som f.eks. manglende tilknytning til uddannelsessystemet eller arbejdsmarkedet og ringe sociale kompetencer. Misbrugsproblemet er således som regel ikke den unges eneste problem, og indsatsen skal derfor have fokus på viften af sociale problemer hos den unge og ikke kun på misbruget. Unge, der har et misbrug af hash eller andre stoffer, er omfattet af bestemmelsen om handleplaner. En mindre del af gruppen af unge med misbrugsproblemer er omfattet af en egentlig garanti for hurtig indsats.

Social behandlingsgaranti til unge stofmisbrugere under 18 år i særlige tilfælde, servicelovens § 101, stk. 3

 
Serviceloven
§ 101. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde behandling af stofmisbrugere.
Stk. 2. Tilbud efter stk. 1 skal iværksættes senest 14 dage efter henvendelsen til kommunen.
Stk. 3. Socialministeren fastsætter i en bekendtgørelse regler om behandling efter stk. 1 og 2 af stofmisbrugere under 18 år i særlige tilfælde.
 

307. I forlængelse af reglerne om handleplaner til unge med stofmisbrug skal det fremhæves, at servicelovens § 101, stk. 3, giver bemyndigelse til socialministeren til at fastsætte regler om garanti for social behandling efter stk. 1 og 2 af stofmisbrugere under 18 år i særlige tilfælde. På baggrund af denne hjemmel er der fastsat nærmere regler herom i bekendtgørelse om garanti for social behandling for stofmisbrug af unge under 18 år i særlige tilfælde, som kan findes på www.retsinfo.dk. Formålet med bestemmelsen er, at kommunalbestyrelsen skal fremskynde og handle hurtigt og effektivt for, at den unge kan komme i behandling for stofmisbruget. Med bestemmelsen sikres, at kommunalbestyrelsen iværksætter et behandlingstilbud til unge med alvorlige stofmisbrugsproblemer inden for 14 dage fra henvendelsen.

Målgruppen er unge, som på grund af stofmisbruget har alvorlige sociale og adfærdsmæssige problemer, der medfører, at den unge ikke kan fungere i forhold til familie, uddannelse, arbejde eller skole. Den sociale behandlingsgaranti dækker kun i de særlige tilfælde, hvor stofmisbruget har udviklet sig sådan, at de unge har svært ved at modtage den almindelige støtte efter reglerne for børn og unge i servicelovens kapitel 11, førend der er sat en behandling i gang i forhold til deres stofmisbrugsproblemer.

Bestemmelsen ændrer ikke ved det ansvar for behandling af unge med stofmisbrugsproblemer, som er fastsat i servicelovens kapitel 11.

Det er altså ikke alle de børn og unge, som er i behandling for stofmisbrug, der er omfattet af garantien, men derimod den del af disse børn og unge, der har et så massivt og skadende stofmisbrug, at kommunalbestyrelsen vurderer, at en hurtig indsats er påkrævet af hensyn til iværksættelse af tilbud efter servicelovens kapitel 11.

Kapitel 14

Foranstaltninger

308. I dette kapitel beskrives betingelserne for at iværksætte foranstaltninger i sager om udsatte børn og unge, herunder en beskrivelse af indholdet i de enkelte foranstaltninger, som kommunen med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge over 15 år kan vælge. I kapitlet beskrives ligeledes kommunens pligt til løbende at følge op på en iværksat foranstaltning, herunder de proceskrav der gælder i forbindelse med den løbende opfølgning. Sidst i kapitlet beskrives kommunens pligt til at tilbyde familierådgivning til kvinder med børn på krisecentre samt pligt til at tilbyde psykologbehandling til alle børn, som følger med deres mor på krisecenter.

Foranstaltninger efter servicelovens § 52

 
Serviceloven
§ 52. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om foranstaltninger efter stk. 3, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte. Kommunalbestyrelsen skal vælge den eller de foranstaltninger, som bedst kan løse de problemer og behov, der er afdækket gennem den børnefaglige undersøgelse efter § 50. Afgørelsen træffes med samtykke fra forældremyndighedsindehavere, jf. dog »§§ 56, 57 a, 57 b, 58, § 68, stk. 2 og 3, og § 68 a. En afgørelse efter stk. 3, nr. 7, kræver tillige samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år.
Stk. 2.
 

Betingelserne for at iværksætte foranstaltninger, servicelovens § 52, stk. 1 og 2

309. Som udgangspunkt skal tre betingelser være opfyldt, før der kan iværksættes foranstaltninger efter servicelovens § 52. For det første skal det materielle kriterium for iværksættelsen af frivillige foranstaltninger være opfyldt, se punkt 310. For det andet skal der som udgangspunkt være gennemført en undersøgelse af barnets eller den unges forhold, se punkt 271. Endelig skal der som hovedregel foreligge et samtykke fra forældremyndighedsindehaveren – og i anbringelsessager fra den unge, der er fyldt 15 år, se punkt 311.

Det materielle kriterium for at iværksætte frivillige foranstaltninger

310. Kommunen kan efter servicelovens § 52, stk. 1 træffe afgørelse om foranstaltninger efter stk. 3, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte. Hermed fastlægges det materielle kriterium for iværksættelse af frivillige foranstaltninger. Det er således ikke ethvert behov, der udløser støtte efter servicelovens § 52, stk. 3. Det udtrykkes ved, at det skal være af væsentlig betydning og ved, at det skal være af hensyn til et særligt behov for støtte. Derudover så må der ikke efter denne lovgivning varetages hensyn, der hører til andre sektorer, som f.eks. undervisningssektoren. Der kan eksempelvis være tale om, at det vil være gavnligt for en ung at komme på efterskole, men hvor den unge ikke har behov for særlig støtte, og derfor ikke falder inden for anvendelsesområdet for reglerne om særlig støtte. Det må dog samtidig understreges, at det har været hensigten at udforme kriteriet så rummeligt, at det ikke afskærer kommunen fra at yde hjælp, når det må ses som formålstjenligt ud fra en vurdering af familiens situation sammenholdt med de hjælpemuligheder, som findes i loven.

Samtykke, servicelovens § 52, stk. 1

311. Afgørelse om iværksættelse af foranstaltninger efter servicelovens § 52, stk. 3, træffes som hovedregel med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge over 15 år, hvis der er tale om en anbringelse uden for hjemmet efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7. Efter servicelovens »§§ 56, 57 a, 57 b, 58, § 68, stk. 2 og 3, og § 68 a er der dog adgang til at træffe afgørelse, selv om forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker foranstaltningen iværksat. For så vidt angår muligheden for tvangsmæssigt at gennemføre en anbringelse uden for hjemmet henvises til kapitel 15.

Er der fælles forældremyndighed skal begge forældre give samtykke, også selv om forældrene ikke bor sammen. Dette gælder i alle tilfælde, også i de tilfælde, hvor der f.eks. er tale om et familiebehandlingsophold, som kun omfatter den ene af forældremyndighedsindehaveren. Der henvises til punkt 335 om fælles forældremyndighed. Der henvises desuden til Ankestyrelsens Principafgørelse C-21-07.

En afgørelse om anbringelse uden for hjemmet efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7, kan kun gennemføres som en frivillig foranstaltning, når der foreligger samtykke fra både den unge, der er fyldt 15 år, og fra indehaveren af forældremyndigheden. Samtykket skal omfatte formålet med anbringelsen, se punkt 334. Bestemmelsen om samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år, omhandler alene anbringelse uden for hjemmet, idet dette må anses for at være den mest vidtgående foranstaltning. Samme medvirken og motivation fra den unge vil imidlertid også være konstruktiv i forhold til de øvrige foranstaltninger, der er nævnt i stk. 3. Det vil derfor også være vigtigt at skabe et godt samarbejde med den unge, når der påtænkes at iværksætte andre foranstaltninger. Inden kommunen træffer afgørelse om foranstaltninger efter servicelovens § 52, skal der som udgangspunkt gennemføres en samtale med barnet eller den unge, om dennes holdning til foranstaltningen, jf. servicelovens § 48. Se punkt 254 ff.

Gennemførelsen af en undersøgelse før iværksættelse af foranstaltninger, servicelovens § 52, stk. 2

 
Serviceloven
§ 52.
Stk. 2. Støtte efter stk. 3 kan kun iværksættes efter gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse, jf. § 50. Hvis særlige forhold taler herfor, kan der dog iværksættes foreløbig eller akut støtte efter stk. 3 sideløbende med undersøgelsen.
Stk. 3. …
 

312. Støtten efter servicelovens § 52 kan i udgangspunktet kun iværksættes efter, at der er gennemført en undersøgelse efter servicelovens § 50. Dog kan der iværksættes foreløbig eller akut støtte sideløbende med undersøgelsen, hvis særlige forhold taler for det. Derudover følger det af servicelovens § 140, at der skal udarbejdes en handleplan for indsatsen inden afgørelsen om foranstaltning efter servicelovens § 52, stk. 3, og § 52 a træffes, så valget af konkret foranstaltning tager udgangspunkt i de konkrete mål, der er opstillet for indsatsen.

Det er helt centralt, at der er sammenhæng mellem barnets eller den unges og familiens problemer og den indsats, der vælges. Foranstaltningen skal derfor vælges med udgangspunkt i den handleplan, der er udarbejdet efter servicelovens § 140. For at kunne vælge den rigtige indsats, skal man vide, hvad der er behov for. En god undersøgelse er derfor en betingelse for, at man fra starten kan vælge den rigtige hjælp, beskrive formålet med foranstaltningen og løbende følge op på, om foranstaltningerne har de ønskede virkninger.

Kravet om, at der skal være gennemført en undersøgelse, inden der iværksættes foranstaltninger, kan fraviges, hvis særlige forhold gør sig gældende. Det er således muligt at iværksætte foreløbig eller akut støtte, før undersøgelsen er afsluttet, hvis der er særligt behov for det, jf. punkt 285. Sker det, skal kommunen gennemføre en undersøgelse efter servicelovens § 50 snarest herefter, jf. også servicelovens § 50, stk. 6, se punkt 287.

Valg af foranstaltninger, servicelovens § 52, stk. 1

313. Efter servicelovens § 52, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen altid skal vælge en foranstaltning, som må forventes at kunne imødekomme de problemer og behov hos barnet eller den unge, som er afdækket gennem den børnefaglige undersøgelse efter § 50. Udsatte børn, unge og familier har forskellige problemstillinger, og de løsninger, der kan hjælpe dem, er også forskellige. Ved valget af foranstaltning er det derfor afgørende at tage udgangspunkt i det enkelte barn, den enkelte unge eller den enkelte familie og vælge en løsning, der bedst muligt imødekommer netop deres behov. Det vil derfor være hensigtsmæssigt, hvis kommunen er åben over for en bred vifte af løsningsmuligheder. Hvis der er tale om en anbringelse uden for hjemmet eller et aflastningsophold, vil det være gavnligt at gøre brug af Tilbudsportalen, jf. servicelovens § 14, hvor alle anbringelsesstederne står beskrevet nærmere, se punkt 523. Grundlaget for valg af foranstaltning er en grundig undersøgelse og en handleplan, der indeholder mål for indsatsen. Omkring undersøgelse se punkt 270 ff., og omkring handleplaner, se punkt 291 ff.

I forhold til undersøgelsen understreges det i servicelovens § 52, stk. 1, at der skal være sammenhæng mellem undersøgelsens resultat og den indsats, der vælges. Det betyder, at der skal vælges en indsats, som er egnet til at imødekomme de behov, der er afdækket i undersøgelsen efter servicelovens § 50. Det er vigtigt, at der allerede fra starten vælges den eller de foranstaltninger, der kan bidrage til en mere varig løsning af problemerne, frem for hjælp der alene sigter mod løsning af akut opståede problemer. Dette udelukker dog ikke, at der kan være situationer, hvor der er behov for at sætte fokus på akutte problemer i første omgang for derefter at sætte ind med en langsigtet indsats. Kommunen har mulighed for at iværksætte flere sideløbende foranstaltninger efter servicelovens § 52, hvis det skønnes formålstjenstligt for at hjælpe barnet eller den unge bedst muligt.

Bestemmelsen i servicelovens § 52, stk. 1, skal ses i sammenhæng med formålsbestemmelsen i servicelovens § 46, stk. 2, hvorefter problemerne så vidt muligt skal afhjælpes i hjemmet eller det nære miljø. Bestemmelsen bygger på de almindelige principper om proportionalitet og mindsteindgreb, som betyder, at der ikke må anvendes mere indgribende foranstaltninger, hvis mindre indgribende foranstaltninger er tilstrækkelige, og at der skal være et rimeligt forhold mellem mål og middel. Princippet afspejler den forvaltningsretlige grundsætning om egnethed, hvorefter en foranstaltning altid skal være egnet til at løse det formål, den skal opfylde. Kommunalbestyrelsen bør således sikre, at foranstaltningen som middel er egnet til at opnå målet.

Samlet set betyder det, at en afgørelse om iværksættelse af en foranstaltning ikke bør være så lidt indgribende, at den ikke er tilstrækkelig til at opnå målet, eller at den senere viser sig ikke at have effekt. Samtidig bør det altid sikres, at foranstaltningen ikke er så indgribende, at den har større bivirkninger end fordele for barnet eller den unge. Der er altså tale om, at sagsbehandleren i de enkelte tilfælde nøje må overveje balancen imellem disse forvaltningsretlige og faglige hensyn. Dette understreger betydningen af, at den valgte foranstaltning træffes på grundlag af en grundig vurdering af barnet eller den unge og familiens situation og konkrete problemer, samt de deraf afledte behov for støtte. Det er en selvfølge, at hjælpen ikke skal gå ud over, hvad der er brug for i den enkelte sag, men det er lige så vigtigt, at familien ikke som følge af en misforstået brug af det mindste indgrebs princip skal gennemgå en række foranstaltninger, der hver især er utilstrækkelige til løsning af problemerne. Opregningen af mulige foranstaltninger i servicelovens § 52, stk. 3, er således ikke et udtryk for en form for rangfølge, hvor det påhviler kommunen at gennemprøve rækken af mulige foranstaltninger eventuelt afsluttende med en anbringelse uden for hjemmet.

Der vil være tilfælde, hvor det allerede fra sagens start viser sig, at den mest formålstjenlige foranstaltning er en anbringelse. Der skal i alle tilfælde med det samme satses på den hjælpemulighed – eventuelt en kombination af flere foranstaltninger - som efter en indledende undersøgelse af barnets eller den unges forhold må anses for den rette til opfyldelse af det konstaterede behov. Der skal i den forbindelse lægges afgørende vægt på, at støtten ydes ud fra barnets eller den unges bedste, jf. servicelovens § 46, stk. 1. Hvis man har valgt at sætte en eller flere foranstaltninger i værk, skal der, jf. servicelovens § 70 efterfølgende foretages en opfølgning af indsatsen, for at undersøge, om det er den eller de rigtige foranstaltning(- er), som man har valgt at sætte i værk. Se punkt 296 om revision af handleplaner.

De enkelte foranstaltninger, servicelovens § 52, stk. 3

 
Serviceloven
§ 52.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan iværksætte hjælp inden for følgende typer af tilbud:
1) Ophold i dagtilbud, fritidshjem, ungdomsklub, uddannelsessted eller lignende.
2) Praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet.
3) Familiebehandling eller behandling af barnets eller den unges problemer.
4) Døgnophold, jf. § 55, for både forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge og andre medlemmer af familien i en plejefamilie, på et godkendt opholdssted eller på en døgninstitution, jf. § 66, nr. 1, 5 og 6 eller i et botilbud jf. § 107.
5) Aflastningsordning, jf. § 55, i en plejefamilie, kommunal plejefamilie eller netværksplejefamilie eller på et opholdssted eller en døgninstitution, jf. § 66, nr. 1-3, 5 og 6
6) Udpegning af en fast kontaktperson for barnet eller den unge eller for hele familien.
7) Anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet på et anbringelsessted jf. § 66.
8) Formidling af praktiktilbud hos en offentlig eller privat arbejdsgiver for den unge og i den forbindelse udbetaling af godtgørelse til den unge.
9) Anden hjælp, der har til formål at yde rådgivning, behandling og praktisk og pædagogisk støtte.
Stk. 4.
 

314. De enkelte typer foranstaltninger er beskrevet i servicelovens § 52, stk. 3, og gennemgås nedenfor.

Som nævnt ovenfor er det vigtigt, at indsatsen efter servicelovens § 52 tager udgangspunkt i barnets eller den unges og familiens samlede situation. Indsatsen skal forsøge at løse problemerne og ikke blot mindske symptomerne på problemerne. Indsatsen skal derfor tilpasses den konkrete situation.

Derfor er der i servicelovens § 52, stk. 3 oplistet en række forskellige typer af foranstaltninger. Oplistningen betyder ikke, at der kun findes én bestemt ’værktøjskasse’ med ni forskellige, givne, støttemuligheder, man skal vælge mellem i den enkelte sag. Hver enkelt type af foranstaltning kan have forskelligt indhold. De oplistede foranstaltningstyper kan og skal tilpasses behovene i den enkelte sag.

De enkelte typer af foranstaltninger har hver især et indbygget formål - en kerne - men samtidig nogle fleksible ydre grænser. Det betyder, at indsatsen kan udvikles inden for de givne rammer, således at oplistningen ikke forhindrer udviklingen af nye tilbud. F.eks. kan et tilbud om støtte i hjemmet med henblik på at undgå anbringelse uden for hjemmet sammensættes, så der ydes en så omfattende og specialiseret støtte i hjemmet, at tilbuddet kan sammenlignes med et døgntilbud.

Med henblik på at sammensætte den rigtige hjælp i den konkrete situation kan foranstaltningerne både tilbydes enkeltvis, i kombination med hinanden eller i forlængelse af hinanden. De forskellige typer af foranstaltninger kan derfor godt anvendes samtidig, således at der f.eks. ydes familiebehandling, mens barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet. Hvis barnet eller den unge tager ophold samme sted som forældremyndighedsindehaveren i forbindelse med familiebehandling, bortfalder beslutningen om anbringelse uden for hjemmet. Jf. punkt 326-327 og 330-331.

Ophold i dagtilbud, fritidshjem, ungdomsklub, uddannelsessted eller lignende, § 52, stk. 3, nr. 1

315. Kommunalbestyrelsen kan vælge at foreslå, at et bestemt barn eller ung søger ophold i dagtilbud, fritidshjem, ungdomsklub, uddannelsessted eller lignende. Dette kan tilbydes familier, når det må antages, at der over et vist forløb kan være behov for særlig støtte til barnet eller den unge eller familien. Der kan være tale om f.eks. opdragelsesproblemer, sociale eller psykiske problemer eller kriminalitet. Deltagelse i forskellige foreningsaktiviteter, f.eks. sportsforeninger, kan også være en del af den fremgangsmåde, som familien skal følge.

Hvis kommunen vælger at foreslå, at barnet eller den unge f.eks. skal søge et dagtilbud, forudsætter det normalt, at der et minimum af vilje til samarbejde hos barnets eller den unge og forældremyndighedsindehaveren. Beslutning om foranstaltningen kan dog træffes uden samtykke efter servicelovens § 56, jf. punkt 339.

Der vil kunne ydes støtte til udgifter, der følger af de anvisninger vedrørende barnet eller den unge, der er blevet givet til forældrene, i det omfang forsørgeren ikke selv har midler dertil, jf. servicelovens § 52 a.

Praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet, servicelovens § 52, stk. 3, nr. 2

316. Denne foranstaltning tager primært sigte på forskellige former for støtte i hjemmet (»hjemme-hos« ordninger) med det formål at sørge for, at familien holdes samlet. Det omfatter bl.a., at familien gøres i stand til at tage vare på barnet eller den unge. Opgaverne er mangeartede, idet det er den enkelte families behov, der bestemmer, hvordan opgaverne løses.

En støtte til familien kan f.eks. bestå i at hjælpe familien med at strukturere hverdagen. Det kan f.eks. dreje sig om, at forældrene hjælpes til at sikre, at børnene kommer i skole eller daginstitution hver dag, eller at forældrene hjælpes til en bedre kontakt eller relation til børnene. Støtten kan derfor være af såvel pædagogisk karakter som af praktisk art, eller hvad der i øvrigt måtte være behov for.

Støtten kan f.eks. også bestå i praktisk og pædagogisk vejledning til forældre med f.eks. udviklingshæmning eller udviklingsforstyrelser i, hvordan dagligdagen tilrettelægges i forhold til et barn, der reagerer anderledes end andre børn. Der vil være en glidende overgang mellem konsulentbistand efter servicelovens § 11 og støtte efter § 52, stk. 3, nr. 2.

Til at yde denne støtte i hjemmet kan kommunen ansætte personer med de fornødne forudsætninger for arbejdet. Afgørelsen om, hvilken person der skal udføre støtten, hviler på en vurdering af, hvilken konkret sagkundskab der skønnes nødvendig i forbindelse med det konkrete behov hos familien samt en vurdering af problemets karakter.

Varigheden af støtten kan variere fra nogle få måneder til flere år, og tilstedeværelsen af en støtteperson i familien kan variere fra flere timer dagligt til et besøg 1-2 timer en gang om ugen eller hver 14. dag alt efter, hvor stor en indsats en afhjælpning af problemerne må antages at kræve.

Selvom et barn eller en ung er anbragt uden for hjemmet, kan det være relevant at iværksætte foranstaltninger i hjemmet efter servicelovens § 52, så der sikres en sammenhæng i den samlede støtte til familien, og så der kan arbejdes for en hjemgivelse, hvor det er formålstjenstligt jf. punkt 295, om de elementer der indgår i den plan, der udarbejdes i forbindelse med anbringelse uden for hjemmet.

Familiebehandling eller behandling af barnets eller den unges problemer, servicelovens § 52, stk. 3, nr. 3

317. Familiebehandling eller behandling af barnets eller den unges problemer kan efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 3 anvendes som foranstaltningstype.

Familiebehandling dækker forskellige typer af familierettede indsatser, der har til formål at bevare familien samlet. Familiebehandling eller anden lignende støtte over for hele familien kan ydes i hjemmet som ambulant behandling, i form af barnets eller den unges ophold i et dagbehandlingstilbud eller kan tilbydes familien i tilknytning til, at barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7. For så vidt angår familiebehandling ved døgnophold henvises til servicelovens § 52, stk. 3, nr. 4.

Udgangspunktet for familiebehandling efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 3 er, at problemer og mål beskrives og aftales i samarbejde med forældrene, da deres opfattelse af situationen danner udgangspunkt for problem- og målformuleringen. Problem- og målformuleringen revideres i løbet af behandlingen i takt med forældrenes ændrede forståelse af deres egen situation. Forældrene er fortsat de primært ansvarlige for omsorgen for barnet under behandlingsforløbet. Formålet med familiebehandlingen er at give familien mere hensigtsmæssige samspilsformer og indbyrdes relationer. Midlerne vil være forskellige, men kan f.eks. bestå i udførelse af praktiske dagligdags opgaver, lege og spil, suppleret med familie- og gruppesamtaler og individuel støtte. Behandlingsarbejdet tilrettelægges med udgangspunkt i den enkelte families problemer og ressourcer.

Familier, der får et barn med nedsat funktionsevne, står ofte i den situation, at den viden, som familien har om at være og blive en familie, ikke slår til. Her kan der være brug for støtte til at finde ud af, hvad der er normalt, og hvad der hænger sammen med barnets funktionsnedsættelse.

Da det er afgørende for familiearbejdet, at forældrene har praktisk og økonomisk mulighed for at forpligte sig til at deltage i det nødvendige antal hele eller halve dage, kan der ydes økonomisk støtte til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, jf. servicelovens § 52 a.

Behandling af barnets eller den unges problemer efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 3 kan ligeledes foregå på flere forskellige måder og efter forskellige behandlingsmetoder. Foranstaltningen kan eksempelvis bestå i, at barnet eller den unge bevilges dagbehandling i enten en offentlig eller privat institution eller bevilges en socialpædagogisk friplads. Behandling af barnets eller den unges problemer kan også involvere familien, og der kan derfor være en glidende overgang mellem familiebehandling og behandling af barnets eller den unges problemer alene. Som eksempler kan nævnes behandlingsmetoderne Parent Management Training (PMT), Multi Systemisk Terapi (MST) og Ny Start samt forældreprogrammer generelt.

Beslutning om behandling af barnets eller den unges problemer kan træffes uden samtykke efter servicelovens § 56, jf. punkt 339. Udgangspunktet for gennemførelsen af en behandling af et barn eller en ung vil altid være, at kommunen så vidt muligt skal søge at opnå dialog og samarbejde med forældrene om behandlingen. Hvis behandlingen skal gavne barnet, vil det således som oftest være en forudsætning, at begge forældre bakker op om det, herunder som minimum den forælder, som barnet bor hos. Med bestemmelsen får kommunalbestyrelsen dog mulighed for at gennemføre behandling i de særlige tilfælde, hvor det ikke er muligt at indlede et positivt samarbejde med begge forældremyndighedsindehavere, samt i særlige tilfælde hvor den ene forældremyndighedsindehaver afviser eller ikke besvarer kommunalbestyrelsens forsøg på dialog. Servicelovens § 56 vil f.eks. kunne anvendes i tilfælde, hvor to forældremyndighedsindehavere ikke bor sammen, og kun den ene vil give samtykke til, at et hjemmeboende barn eller en ung, der har behov for f.eks. psykologhjælp, uden at der dog er grund til en anbringelse uden for hjemmet. Servicelovens § 56 vil også kunne anvendes i tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaveren selv f.eks. har udsat sit barn for grov omsorgssvigt eller overgreb, og derfor ikke er interesseret i at lade barnet behandle for et problem, vedkommende er mistænkt eller anklaget for. Formålet er at forhindre, at sådanne situationer bliver en barriere for at give barnet eller den unge den nødvendige støtte, eller at kommunalbestyrelsen eventuelt er nødt til at anbringe barnet uden for hjemmet uden samtykke alene med den begrundelse, at barnet ellers ikke kan få den nødvendige behandling.Kommunen bør dog stadig så vidt muligt informere forældremyndighedsindehaveren om behandlingsforløbet og om øvrige sagsskridt, herunder sikre sig at forældremyndighedsindehaveren forstår kommunens bevæggrunde og tiltag.

Døgnophold for hele familien, servicelovens § 52, stk. 3, nr. 4

318. Bestemmelsen i servicelovens § 52, stk. 3, nr. 4, giver hjemmel til, at hele familien eller enkelte af dens medlemmer sammen med barnet eller den unge kan anbringes i et døgnophold. Formålet med denne foranstaltning er at give familier et tilbud, der er mindre indgribende end døgnanbringelse af barnet eller den unge alene. Der bør dog sikres, at døgnopholdet ikke anvendes, hvis der allerede forligger oplysninger som peger på, at en anbringelse uden for hjemmet, vil være bedst for barnet eller den unge.

Opholdet vil oftest indgå som led i en familiebehandling, men kan også foregå som del af en undersøgelse af forældreevnen. Principperne herfor, jf. punkt 317, gælder tilsvarende ved døgnophold for hele familien.

Opholdet skal ske på en døgninstitution, i en plejefamilie, på et andet godkendt opholdssted, eller i et godkendt botilbud efter reglerne i servicelovens § 107. For en gennemgang af reglerne vedr. servicelovens § 107 henvises til Socialministeriets bekendtgørelse om godkendelse af og tilsyn med private opholdssteder, private botilbud og private behandlingstilbud for stofmisbrugere, som kan findes på www.retsinfo.dk

Aflastningsophold, servicelovens § 52, stk. 3, nr. 5

319. Når der iværksættes et aflastningsophold for et barn eller en ung, er der ikke tale om en anbringelse uden for hjemmet, selvom det skal foregå i et godkendt anbringelsessted. Bestemmelsen giver en særlig hjemmel til at iværksætte aflastningsophold, uden at aflastningen skal henføres under anbringelsesreglerne. Det gælder, hvad enten aflastningen angår børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller børn og unge med sociale vanskeligheder. Der kan være flere formål med en aflastningsordning, f.eks. aflastning af forældrene, støtte i opdragelsen af barnet eller forskellige former for optræning af barnet. Tidsmæssigt kan de enkelte aflastningsophold strække sig fra en til to dage til to til tre uger ad gangen, typisk weekends og ferieperioder. Selve aflastningsordningen vil kunne fungere for en længere årrække, eventuelt under hele opvæksten.

Aflastningsophold efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 5, er således beregnet til ophold af kortere varighed. Der henvises i den forbindelse til Ankestyrelsens principafgørelse C-39-02, hvor Ankestyrelsen traf afgørelse om, at et ophold i en aflastningsfamilie i 8 måneder var at sidestille med en anbringelse, selvom opholdet var etableret som en aflastningsordning.

Endvidere henledes opmærksomheden på, at det er en betingelse for at bevare retten til børneydelser, at et aflastningsophold efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 5, er kortvarigt, jf. vejledning nr. 10177 af 11. oktober 2007 om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Efter bestemmelsen er det et krav, at aflastningsopholdet finder sted i en netværksplejefamilie, i en plejefamilie, en kommunal plejefamilie, på en døgninstitution eller på et godkendt opholdssted. Aflastningsordninger kan således kun finde sted på et anbringelsessted, der er oprettet efter reglerne i servicelovens §§ 142 og 67. Hvis kommunen har grundlag for at tro, at en anbringelse kan komme på tale på et senere tidspunkt, f.eks. fordi en funktionsnedsættelse forværres over tid, kan det være relevant at vurdere valget af aflastningssted i forhold til, om det er muligt at etablere en anbringelse på det pågældende sted, så man undgår for mange brud i opvæksten.

I praksis bruges aflastningsophold også i kombination med døgnanbringelse på institution eller plejefamilie eller opholdssted. I disse tilfælde er aflastningsopholdet en integreret del af døgnanbringelsen, jf. servicelovens § 55, stk. 2.

Der skal gøres opmærksom på, at det er muligt at yde aflastning med hjemmel i servicelovens § 84, hvis aflastningen gives på grund af et barns eller en ungs funktionsnedsættelse og alene udspringer af den øvrige families behov. I disse tilfælde vil det ikke være nødvendigt med forudgående § 50 undersøgelse. Der henvises for en nærmere omtale af denne type aflastning til vejledningens punkt 234. Ydes aflastningen derimod på grund af barnets eller den unges særlige behov for støtte, kan den ikke gives med hjemmel i servicelovens § 84. I disse tilfælde skal § 52, stk. 3, nr. 5, anvendes.

Kontaktperson, servicelovens § 52, stk. 3, nr. 6

320. Der kan udpeges en fast kontaktperson for barnet eller den unge eller for hele familien. En fast kontaktperson kan spænde fra en begrænset støttefunktion i forhold til f.eks. skolegang til en mere omfattende støttefunktion, der kan yde vejledning og støtte i forhold til hele barnets eller den unges livssituation. Kontaktpersonen kan således udfylde flere forskellige funktioner alt efter, hvad den unge har behov for.

Hvis et barn eller en ung skønnes at have behov for vejledning og rådgivning vedrørende f.eks. arbejde, uddannelse, fritid eller som led i et vilkår ved tiltalefrafald kan kontaktpersonens rolle have karakter af en personlig rådgiver, og vedkommende vil således have til opgave at vejlede og rådgive om en række praktiske forhold, der skønnes at kunne støtte barnet eller den unge i opvæksten eller med hensyn til de fremtidige leve- og arbejdsvilkår.

En kontaktpersons opgave kan i højere grad også være at yde en støtte på det nære personlige plan ved at være til rådighed, når barnet eller den unge har behov for en voksen til at læsse bekymringer over på, tale med og blive opmuntret af. En kontaktpersons opgave er i sådanne tilfælde at forholde sig til barnets eller den unges totale situation på linje med, hvad der normalt ville være forældrenes opgave, og kontaktpersonen kan altså udfylde flere forskellige funktioner, alt efter hvad den unge har behov for. Det er derfor væsentligt, at den, der udpeges, er en person, som barnet eller den unge føler sig tryg ved. De særlige forudsætninger for den person, der udpeges, må være, at der eksisterer et tillidsforhold mellem barnet eller den unge og den voksne, eller at det vurderes, at et sådant tillidsforhold meget hurtigt vil kunne etableres. En mulig kontaktperson vil derfor ofte skulle findes i barnets eller den unges nære omgivelser, f.eks. en pædagog, en lærer, en klubmedarbejder, en idrætstræner eller en anden voksen person, som barnet eller den unge har tillid til. Kontaktpersonen skal samtidig kunne stille krav til og korrigere eller om nødvendigt stoppe barnet eller den unge, hvis der udvises uacceptabel adfærd, f.eks. via rådgivning eller via en underretning til forvaltningen mv..

En kontaktperson kan også fungere som mentor for f.eks. unge kriminelle, og hermed varetage en funktion som rollemodel og sparringspartner for den unge. Mentoren skal fungere som en positiv rollemodel for barnet eller den unge og støtte og vejlede den pågældende til f.eks. at leve en kriminalitetsfri tilværelse. Desuden er det vigtigt, at mentorfunktionen kun er et tilbud, som barnet eller den unge kan vælge at modtage eller fravælge, og at barnet eller den unge i givet fald selv kan få indflydelse på, hvem der udpeges til at varetage mentorfunktionen. I kraft af mentorens opgavebeskrivelse kan det være relevant at udpege en person, der f.eks. aldersmæssigt og for så vidt angår social baggrund matcher den unge godt.

En kontaktperson kan også anvendes ved tildeling af efterværn efter lovens § 76. F.eks. kan en mentor udgøre en gennemgående, stabil voksenkontakt for barnet eller den unge, der således ikke forsvinder, fordi den unge afslutter en strafafsoning eller opnår en bestemt alder.

Kontaktpersonen kan således være en person, som den unge kan tale med om eventuelle problemer, kontaktpersonen kan også gå med den unge til f.eks. møder i forvaltningen eller andre steder, hvor den unge har behov for en voksen til at skabe ekstra tryghed, kontaktpersonen kan fungere som mentor, der i højere grad skal agere rollemodel og sparringspartner for den unge, eller kontaktpersonen kan have en mere rådgivende rolle i forhold til konkrete problemstillinger som f.eks. uddannelse.

Børn og unge med nedsat funktionsevne kan også have behov for at have kontakt med en voksen ud over forældrene. Dette kan f.eks. være medvirkende til at gøre barnet eller den unge mere uafhængig af sine forældre og dermed støtte til selvstændiggørelse.

For så vidt angår udpegning af en fast kontaktperson til hele familien, er denne mulighed bl.a. et led i styrkelsen af den særlige indsats over for utilpassede unge. Der kan tilbydes en fast kontaktperson til hele familien uafhængigt af, om der er truffet beslutning om andre foranstaltninger efter servicelovens § 52, stk. 3, dvs. også uanset om barnet eller den unge har eller får udpeget en fast kontaktperson.

Hvis der er behov for én person til at fungere som kontaktperson for barnet eller den unge og en anden person til at varetage opgaven som kontaktperson for hele familien, må det sikres, at ordningen tilrettelægges, så den ikke virker konfliktskabende, men bidrager positivt til en samlet løsning på familiens problemer. Det bør i den forbindelse sikres, at de to kontaktpersoner forfølger et fælles mål, og at ansvarsfordelingen mellem kontaktpersonerne er klar og veldefineret. Forholdet mellem arbejdsopgaverne kan defineres nærmere i handleplanen efter servicelovens § 140.

Det er kontaktpersonens opgave at medvirke til en koordineret indsats over for hele familien. I modsætning til en støtteperson efter servicelovens § 54, som tilbydes forældremyndighedsindehaveren i forbindelse med barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, er det ikke en forudsætning, at et eller flere af familiens børn eller unge er anbragt uden for hjemmet.

Når kontaktpersonen tilknyttes hele familien indebærer det, at indsatsen udover at inddrage forældre og børn eller unge, også inddrager eventuelle andre familiemedlemmer, som kan være af betydning for en forandring af forholdene i familien. Inddragelse af andre familiemedlemmer i arbejdet kan især være relevant i forhold til familier med anden etnisk baggrund end dansk, hvor f.eks. onkler, tanter, bedsteforældre, eller forældre uden del i forældremyndigheden m.v. kan spille en væsentlig rolle i familiens hverdagsliv.

321. Der er ikke regler for, hvem der kan være kontaktperson. Det vil således være en konkret vurdering, kommunen foretager i det enkelte tilfælde. Det kan ikke udelukkes, at det i særlige tilfælde kan være relevant, at et familiemedlem får denne rolle.

Den faste kontaktpersons tidsmæssige indsats vil variere efter forholdene i det enkelte tilfælde. I nogle tilfælde vil nogle få timer ugentlig være tilstrækkeligt, mens det i andre tilfælde er afgørende, at barnet eller den unge har mulighed for at kunne bruge kontaktpersonen døgnet rundt i en periode.

Samme kontaktperson kan være tilknyttet flere børn eller unge med problemer og flere forskellige familier. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor der på grund af familiernes anden etniske baggrund end den danske kan være brug for en kontaktperson med særlig indsigt i disse forhold – f.eks. en person, der selv har samme etniske baggrund. En sådan person med samme baggrund, og som selv er velintegreret i det danske samfund, vil gennem sit virke som rolle-model eller forbillede kunne støtte og hjælpe familien med at ændre forholdene i hjemmet.

Afgørelse om foranstaltningen kan træffes uden forældremyndighedsindehaverens samtykke efter servicelovens § 56.

Foranstaltningen kræver i princippet ikke den unges samtykke, men beskikkelse af en kontaktperson for en ung, der udtrykkeligt modsætter sig dette, vil dog som regel være udsigtsløst.

Med den unges samtykke kan foranstaltningen opretholdes efter, at den unge er fyldt 18 år, dog ikke udover det fyldte 23. år, jf. punkt 455 ff. om efterværn.

Ved udpegning af kontaktperson for børn og unge med anden etnisk baggrund end dansk bør kommunalbestyrelsen overveje, om der er særlige forhold i forbindelse hermed, som man bør være opmærksom på. Eksempelvis kan det være relevant at finde en person, der taler forældrenes sprog eller har forståelse for barnets eller den unges baggrund. Endelig kan kontaktpersonen tilbydes hele familien, uafhængigt af, om der er truffet afgørelser om andre foranstaltninger efter § 52 stk. 3.

Anbringelse uden for hjemmet, servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7

322. Bestemmelsen giver hjemmel til at anbringe barnet eller den unge uden for hjemmet.

En anbringelse uden for hjemmet skal vurderes i sammenhæng med de øvrige foranstaltninger, som er nævnt i servicelovens § 52, stk. 3. For at kunne opfylde formålet med anbringelsen, jf. servicelovens § 140 om udarbejdelse af en handleplan forud for anbringelsen, kan der derfor være behov for en kombination af foranstaltninger. Der kan f.eks. være tale om, at der iværksættes støtte over for resten af familien, så der sideløbende med anbringelsen arbejdes for en hjemgivelse af barnet eller den unge, se bl.a. punkt 317 om familiebehandling. Der kan også være tale om, at barnet eller den unge får en kontaktperson, der kan bistå barnet under anbringelsen og under den videre opvækst. En kontaktperson kan være særligt relevant i visse situationer, f.eks. hvis barnet eller den unge oplever et turbulent anbringelsesforløb eller i forhold til et barn eller en ung med fængselsindsatte forældre, hvor der er behov for ekstra støtte til, at kontakten til forældrene kan opretholdes. Omkring anbringelsen og forholdene under anbringelsen i øvrigt henvises til kapitel 18, 19 og 20.

Praktiktilbud, servicelovens § 52, stk. 3, nr. 8

323. Efter bestemmelsen kan kommunen formidle et praktiktilbud hos en offentlig eller privat arbejdsgiver for den unge og i den forbindelse udbetale en godtgørelse til den unge. Der kan ikke udbetales tilskud til en arbejdsgiver. Muligheden for at udbetale en godtgørelse til den unge i forbindelse med formidlingen af et praktiktilbud er et led i indsatsen over for utilpassede unge, idet den giver mulighed for at motivere særligt socialt belastede unge til at lade sig integrere i det almindelige samfundsliv. Målgruppen er således socialt belastede unge, der har problemer med at begå sig i livet. Det vil i denne sammenhæng primært sige i forhold til:

At fastholde tilknytningen til uddannelsessystemet

At opnå eller fastholde en tilknytning til arbejdsmarkedet ved egen hjælp

Målgruppen kan dog også omfatte unge med nedsat funktionsevne. Disse unge kan have et stort behov for at afprøve sig i en arbejdspraktik, og de vil ofte have svært ved selv at finde et almindeligt arbejde

De unge er ofte præget af problemer i forhold til deres familie. Samtidig er deres kammerater ofte også præget af samme belastninger. Tilsammen kan disse forhold medvirke til at fastlåse de unge i en uacceptabel og marginal social position. Bestemmelsen skal således også ses i sammenhæng med muligheden for at udpege en fast kontaktperson til hele familien, jf. punkt 320, og reglen i servicelovens § 140 om udarbejdelse af handleplaner for unge under 18 år, der har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet.

Opretholdelse af den unges kontakt til skolesystemet kan være et sigte i forbindelse med udbetaling af godtgørelse ved deltagelse i et praktiktilbud, men behøver ikke være det. Det kan godt være et tilstrækkeligt formål i sig selv at støtte den unges indtræden på arbejdsmarkedet med henblik på forbedring af den unges sociale situation i det hele taget.

Den enkelte kommune træffer afgørelse om størrelse og udbetaling af godtgørelse. Det er ikke hensigten med godtgørelsen at tilsidesætte grundprincippet om forældres forsørgelsesansvar over for unge under 18 år. Derfor er det forudsat, at godtgørelsen udgør et mindre beløb. Vejledende retningslinjer for fastsættelse af godtgørelse er udarbejdet af de kommunale organisationer. Retningslinjerne findes bl.a. på KL´s hjemmeside, www.kl.dk.

Bestemmelsen giver ikke hjemmel til at kræve udgiften til godtgørelsen betalt af den unges forældre, når disse har midler hertil. Godtgørelsen er skattepligtig indkomst. For unge, der har ophold på et anbringelsessted for børn og unge, vil godtgørelsen være at betragte som indtægt ved eget arbejde. Der henvises til Socialministeriets bekendtgørelse om betaling for ophold i anbringelsessteder for børn og unge under 18 år samt døgnophold og udslusningsophold for unge i alderen 18 til og med 22 år, som kan findes på www.retsinfo.dk. Udbetaling af godtgørelse ophører ved den unges 18. år.

Praktikophold er omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven, så det er ikke nødvendigt at tegne forsikring for barnets eller den unges arbejde i virksomheden.

Der er i øvrigt også mulighed for at tilbyde virksomhedspraktik efter lov om aktiv beskæftigelsesindsats til den gruppe af marginaliserede unge, hvor praktikgodtgørelsen efter servicelovens § 52 ikke er tilstrækkelig til, at den unge kommer på rette spor og får den fornødne tilknytning til arbejdsmarkedet, se Beskæftigelsesministeriets skrivelse nr. 9709 af 20. december 2004: »Orientering om virksomhedspraktik til særligt udsatte unge under 18 år efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats«.

Anden hjælp og støtte, servicelovens § 52, stk. 3, nr. 9

324. Ud over de foranstaltninger, der er nævnt i stk. 3 nr. 1-8, er det muligt at iværksætte anden hjælp, der har til formål at yde rådgivning, behandling, praktisk eller pædagogisk støtte. Formålet med bestemmelsen er at give kommunen vide rammer i forhold til tilrettelæggelsen af indsatsen, så det er muligt at etablere nye foranstaltningstyper, der ikke er taget højde for i de foregående bestemmelser. Det er en forudsætning for at anvende bestemmelsen, at betingelserne for at iværksætte foranstaltninger i servicelovens § 52, stk. 1 er opfyldt, og at den pågældende foranstaltning er egnet til at løse de problemstillinger, som er afdækket i undersøgelsen efter servicelovens § 50 og i handleplanen. Hvis behovet for hjælp til f.eks. genoptræning ikke er så omfattende, at der er grundlag for at iværksætte en børnefaglig undersøgelse efter § 50, kan der iværksættes genoptræning efter servicelovens § 11, stk. 3.

Bestemmelsen kan ikke anvendes som hjemmel til at foranstalte anbringelser uden for hjemmet, men hjælpeforanstaltninger efter denne bestemmelse kan ydes i rammer, der rent fysisk er uden for hjemmet, f.eks. i et dagbehandlingstilbud. Der kan f.eks. være tale om fysio- eller ergoterapeutisk behandling som led i genoptræning af børn og unge i det omfang, genoptræningen ikke kan dækkes af anden lovgivning. Kommunalbestyrelsen skal imidlertid være opmærksom på muligheden for at iværksætte behandling mv. efter anden lovgivning. Se også »Vejledning om træning i kommuner og regioner«, vejledning nr. 110 af 1. december 2009.

Særligt om foranstaltninger overfor vordende forældre

 
Serviceloven
§ 52.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal under en graviditet træffe afgørelse om foranstaltninger efter stk. 3, nr. 2, 3, 4, 6 eller 9, og § 52 a, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets særlige behov for støtte efter fødslen. Afgørelsen træffes med samtykke fra forældrene. Stk. 2 finder anvendelse ved afgørelsen.
 

325. Servicelovens § 52, stk. 4, giver mulighed for at iværksætte foranstaltninger til vordende forældre, hvis de har behov for det. Foranstaltningerne kan iværksættes, hvis det er fundet nødvendigt for at sikre barnets udviklingsmuligheder og sundhed på baggrund af en undersøgelse efter servicelovens § 50, stk. 8. Læs herom under punkt 282.

Vordende forældre omhandler både gravide enlige kvinder, gifte og samlevende par, uanset om der er tale om den biologiske far.

Iværksættelse af foranstaltninger er relevant i de situationer, hvor der er behov for, at der tilbydes støtte til en familie umiddelbart efter, at et barn er blevet født. Det kan f.eks. være nødvendigt at anbringe et barn direkte fra fødegangen. Det kan også være relevant at iværksætte foranstaltninger over for familien, før barnet er født. Fødslen af et barn indebærer en stor omvæltning for alle familier. Hvis forældrene befinder sig i en udsat situation på grund af depression, misbrugsproblemer eller andet, kan det være svært at overskue at tage imod hjælp, når først barnet er kommet til verden og kræver ens opmærksomhed. Derfor er det væsentligt, at der tilbydes målrettede foranstaltninger på et tidligt tidspunkt. Eksempelvis kan det for nogle udsatte familier være en fordel, at der sættes ind med rådgivning, forældrekurser og lignende, så der allerede før fødslen kan arbejdes på at forbedre forældreevnen.

Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om støtte i hjemmet efter § 52, stk. 3, nr. 2, familiebehandling efter § 52, stk. 3, nr. 3, døgnophold for de vordende forældre efter § 52, stk. 3, nr. 4, udpegning af kontaktperson til forældrene efter § 52, stk. 3, nr. 6, ligesom opsamlingsbestemmelsen i § 52, stk. 3, nr. 9 finder anvendelse. Kommunalbestyrelsen kan derudover træffe afgørelse om at yde økonomisk støtte til familien efter § 52 a. Kommunalbestyrelsen skal i det konkrete tilfælde vurdere, hvilken hjælp der er relevant. Rent indholdsmæssigt skal disse foranstaltninger i praksis udmøntes, så de retter sig mod at forberede de vordende forældre på den kommende familieforøgelse.

Økonomisk støtte i forbindelse med foranstaltninger, servicelovens § 52 a

 
Serviceloven
§ 52 a. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at yde økonomisk støtte til forældremyndighedsindehaveren, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte, jf. dog stk. 2. Der kan ydes økonomisk støtte til:
1) Udgifter i forbindelse med konsulentbistand efter § 11, stk. 3.
2) Udgifter i forbindelse med foranstaltninger efter § 52, stk.
3) …
 

326. Servicelovens § 52 a giver adgang til at yde forældremyndighedsindehaveren økonomisk støtte i en række forskellige situationer.

Servicelovens § 52, stk.1, nr.1-2, giver både mulighed for at dække udgifter, der er en direkte følge af en foranstaltning efter servicelovens § 52, stk. 3, udgifter, der er en del af foranstaltningen samt udgifter, der er en mere indirekte følge af en foranstaltning. Endvidere gives støtte til konsulentbistand efter § 11, stk. 3. Udgifterne til selve foranstaltningerne afholdes af kommunen efter reglen i servicelovens § 173. Forældrene kan have udgifter som følge af foranstaltningen, som de ikke selv har råd til at afholde, og det er derfor muligt at yde støtte til disse udgifter efter servicelovens § 52 a, stk. 1, nr. 2. Der kan eksempelvis være tale om dækning af udgifter til f.eks. fritidsaktiviteter, efterskoleophold m.v., der indgår som en del af indsatsen.

Der kan desuden være tale om tilskud til tabt arbejdsfortjeneste som følge af familiebehandling iværksat efter § 52 stk. 3, nr. 3 og 4, hvis forældrene på grund af deres deltagelse i familiebehandlingen i en kortere, afgrænset periode ikke kan varetage deres arbejde.

Eksempel:

Forældremyndighedsindehaveren er alene og har problemer med at takle sit barn, som er meget udadreagerende og grænsesøgende. Kommunalbestyrelsen vurderer, at forælderen har forældreevne, men mangler redskaber til at håndtere barnet. Derfor bevilges et døgnophold, hvor forælder og barn skal modtage familiebehandling, efter § 52 stk. 3, nr. 4. I de uger, døgnopholdet varer, må forældremyndighedsindehaveren tage fri fra arbejde for at kunne deltage. Derfor bevilger kommunalbestyrelsen tilskud til tabt arbejdsfortjeneste efter § 52 a.

I det omfang tilskuddet skal dække udgifter, som familien også ville have haft, uanset om de skulle deltage i familiebehandling, er tilskuddet skattepligtigt.

Servicelovens § 52 a, stk. 1, nr. 2, giver også mulighed for at dække udgifter, der mere indirekte følger af en iværksat foranstaltning. Det betyder f.eks., at der vil kunne ydes støtte til udgifter til f.eks. transport af barnet eller den unge i forbindelse med, at et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet, har behov for at vedligeholde kontakten til en eller flere personer fra netværket. Se om transport til møder i kommunen eller på anbringelsesstedet, punkt 94.

Økonomisk støtte til dagtilbud, servicelovens § 52 a, stk. 1, nr. 2

327. Stillingtagen til, om barnet har behov for et dagtilbud, er en naturlig del af en anbringelsessag. I mange tilfælde vil en plads i et dagtilbud eller et fritidstilbud være et både oplagt og givtigt led i en anbringelse, da barnet gennem dagtilbuddet vil kunne blive integreret godt i lokalsamfundet, få et socialt netværk og få styrket sine sociale kompetencer. Det er servicelovens regler om betaling for foranstaltninger som led i en anbringelse, der gælder i forhold til betaling for pladsen, fordi dagtilbuddet betragtes som en del af foranstaltningen/anbringelsen. Det betyder, at det er den anbringende kommune, der skal betale de fulde udgifter til en foranstaltning i form af en dagtilbudsplads. Dagtilbudslovens betalingsregler gælder således ikke i de tilfælde, hvor der er tale om et barn eller en unge, som er anbragt uden for hjemmet.

Økonomisk støtte til efterskoleophold, servicelovens § 52 a, stk. 1, nr. 2

328. I forhold til efterskoleophold skal der gøres særskilt opmærksom på, at bestemmelsen i servicelovens § 52 a, stk. 1, nr. 2 også giver mulighed for at yde hjælp til dækning af forældrenes udgifter ved barnets eller den unges kost- eller efterskoleophold, uden at der skal ske en egentlig anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet. Et efterskoleophold kan i nogle tilfælde være tilstrækkeligt til at dække behovet for særlig støtte hos både børn og unge med funktionsnedsættelser og med sociale problemer.

Bestemmelsen i servicelovens § 52 a, stk. 1, nr. 2, vil derfor kunne anvendes i en række tilfælde, hvor barnet eller den unge har et særligt behov for støtte, jf. servicelovens § 52, stk. 1, men hvor barnets eller den unges problemer er mindre alvorlige end det, der danner grundlag for en anbringelse uden for hjemmet. Bestemmelsen kan ikke anvendes i de tilfælde, hvor barnets eller den unges behov er af en karakter, hvor der er grundlag for en anbringelse. Afgrænsningen må bero på, om der er behov for den opfølgning og hertil hørende beslutningskompetence for kommunen, som følger af en afgørelse om anbringelse.

Bestemmelserne er udtryk for et ønske om at forbeholde anbringelsesbegrebet for de situationer, hvor der er behov for de kommunale forpligtelser, som følger af en anbringelse.

Der vil også være tilfælde, hvor der er behov for, at et ophold på en kost- eller efterskole sker som led i en anbringelse uden for hjemmet efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7. Om opholdet på en kost- eller efterskole skal ske som en anbringelse efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7, eller om der alene skal ydes økonomisk støtte til opholdet efter servicelovens § 52 a, stk. 1, nr. 2, må bero på, om der er behov for den opfølgning og hertil hørende beslutningskompetence for kommunen, som følger af en afgørelse om anbringelse uden for hjemmet.

For at kunne yde støtte efter den sociale lovgivning til et kost- eller efterskoleophold skal kriteriet i servicelovens § 52 a, stk. 1 være opfyldt. Det vil sige, at barnet eller den unge skal have behov for særlig støtte. De økonomiske forhold hos forældremyndighedsindehaveren eller prisen på et kostskoleophold er altså ikke i sig selv et tilstrækkeligt grundlag for, at en foranstaltning sættes i værk med økonomisk støtte fra de sociale myndigheders side.

Om muligheden for at yde børnetilskud m.v. under opholdet henvises til vejledning nr. 10177 af 11. oktober 2007 om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Lovgivningen stiller ikke krav om, at der skal foreligge en generel godkendelse af stedet for, at der kan ydes tilskud efter denne bestemmelse. Det er derfor kommunen, der konkret må vurdere, om man finder, at den givne kost- eller efterskole kan opfylde de behov, der er hos barnet eller den unge for støtte.

Økonomisk støtte, der erstatter foranstaltninger, servicelovens § 52 a, stk. 1, nr. 2

329. Servicelovens § 52 a, stk. 1, nr. 1-2, giver mulighed for, at der kan ydes økonomisk støtte, hvis den økonomiske støtte erstatter en ellers mere indgribende og omfattende foranstaltning efter servicelovens § 52, stk. 3. Dermed dækkes f.eks. de situationer, hvor man i forbindelse med familierådslagning, indgåelse af familiekontrakter og lignende aftaler en bestemt indsats, som forældremyndighedsindehaveren har vanskeligheder med at afholde udgifterne til. Det kan eksempelvis være en aftale om at sørge for rent tøj til barnet, som forældre-myndighedsindehaveren ikke kan gennemføre uden hjælp. I stedet for at yde praktisk hjælp i hjemmet kan det være både bedre og billigere f.eks. at yde økonomisk støtte til en vaskemaskine.

Hvad kan der ikke ydes økonomisk støtte til efter servicelovens § 52 a, stk. 1, nr. 2

330. Generelt skal det fastslås, at bestemmelsen ikke giver mulighed for i al almindelighed at yde økonomisk støtte eller forsørgelse til børnefamilier. De almindelige kriterier for hjælp efter servicelovens § 52 a skal være opfyldt, dvs. at støtten skal være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte, jf. servicelovens § 52 a, stk.1. Derudover skal det understreges, at sektoransvarlighedsprincippet er gældende. Det betyder eksempelvis, at det er skolemyndighederne, som er ansvarlige for tiltag i skoleregi og for at sikre, at der er de nødvendige undervisningstilbud til alle børn uanset deres individuelle vanskeligheder. Servicelovens § 52 a, stk. 1, nr. 2 kan derfor ikke anvendes til at yde støtte til pædagogiske eller uddannelsesmæssige formål i skoleregi. Eksempelvis vil servicelovens § 52 a, stk. 1, nr. 2, ikke kunne anvendes til at afholde udgifter til en støttepædagog eller støttelærer i forbindelse med barnets deltagelse i folkeskolens undervisning. Der henvises til Ankestyrelsens Principafgørelse C-11-07.

Økonomisk støtte efter servicelovens § 52 a, stk. 1, nr. 2

331. Økonomisk støtte efter servicelovens § 52 a, stk. 1, nr. 2, er trangsbestemt. Det betyder, at der kan ydes økonomisk støtte til forældremyndighedsindehaveren i det omfang, denne ikke selv har midler til afholdelse af udgifterne. Det afgørende for bedømmelsen af trangen vil være, om udgiften vil bringe et i øvrigt rimeligt budget ud af balance, men det er i øvrigt op til kommunen at fastlægge, hvordan beregningen skal foretages. Hvis familiens økonomi er meget anstrengt, kan der også ydes hjælp til mindre udgifter.

Økonomisk støtte for at undgå en anbringelse, fremme en hjemgivelse eller støtte en stabil kontakt m.v., servicelovens § 52 a, stk. 1, nr. 3-5

 
Serviceloven
§ 52 a.
3) Udgifter, der bevirker, at en anbringelse uden for hjemmet kan undgås eller at en hjemgivelse kan fremskyndes.
4) Udgifter, der kan bidrage til en stabil kontakt mellem forældre og barn under barnets anbringelse uden for hjemmet.
5) Udgifter i forbindelse med prævention.
Stk. 2. Støtte efter stk. 1, nr. 1 og 2, kan kun ydes, når forældremyndighedsindehaveren ikke selv har tilstrækkelige midler til det
 

332. Bestemmelsen giver mulighed for at yde økonomisk bistand som en formålsbestemt foranstaltning for at undgå barnets eller den unges anbringelse eller fremme en hjemgivelse eller støtte en stabil kontakt mellem forældre og børn under en anbringelse uden for hjemmet. Hjælp i medfør af servicelovens § 52 a, stk. 1, nr. 3-5 er ikke trangsbestemt. Det betyder, at den økonomiske støtte ikke må afhænge af forældrenes økonomi, men alene af formålet med støtten.

Når støtten ydes for at undgå en anbringelse eller for at fremme en hjemgivelse, er det en forudsætning, at der er en klar sammenhæng mellem ydelsen af økonomisk støtte og muligheden for at undgå anbringelse eller fremme hjemgivelse, hvilket skal fremgå af afgørelsen. Det er derfor af væsentlig betydning, at støtten indgår som et led i en samlet løsning af familiens problemer, og at støtten tilsigter at sætte familien i stand til selv at klare sine vanskeligheder. Bestemmelsen giver ikke mulighed for at yde en familie hjælp til løbende forsørgelsesudgifter. Som eksempler på bestemmelsens anvendelsesmuligheder kan nævnes hjælp til bedre bolig, f.eks. hjælp til istandsættelse, flytning og indskud, sanering af gæld, kortvarig betaling af husleje eller betaling af mindre anskaffelser.

Bestemmelsen giver ligeledes mulighed for at yde hjælp til udgifter i forbindelse med forældremyndighedsindehaverens samvær med barnet eller den unge under anbringelsen for at støtte en stabil kontakt mellem forældre og børn. I disse situationer er det en forudsætning, at der er klar sammenhæng mellem ydelsen af økonomisk støtte og formålet at støtte en stabil kontakt mellem forældre og børn. Bestemmelsen giver således ikke generel mulighed for at yde tilskud til fødselsdags- og julegaver. Eksempelvis kan bestemmelsen anvendes til at yde hjælp til forældrenes transportudgifter i forbindelse med samvær eller til specielle udgifter, der er nødvendige for, at et fysisk eller psykisk handicappet barnkan besøge forældrene i hjemmet. Der kan f.eks. ydes støtte til udgifter til særlig indretning eller udstyr i hjemmet, som er nødvendigt for, at barnet eller den unge kan besøge forældrene i hjemmet. Hvis der i forbindelse med rådgivning om familieplanlægning også er givet konkret rådgivning om prævention efter servicelovens § 11, stk. 3, kan der også gives økonomisk støtte hertil. Se punkt 35 om dette.

Den økonomiske støtte er skattefri

333. De beløb, der ydes til forældremyndighedsindehaveren efter servicelovens § 52 a, er skattefri for denne, jf. Bekendtgørelse. nr. 176 af 11. marts 2009, § 9, stk. 7.

Samtykke til anbringelsen

 
Serviceloven
§ 53. Samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, til en afgørelse efter § 52, stk. 3, nr. 7, skal omfatte formålet med anbringelsen, jf. § 140, stk. 5, 1. pkt.
 

334. Det er fastsat i servicelovens § 53, at samtykket fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, til en anbringelse uden for hjemmet skal omfatte formålet med anbringelsen.

Servicelovens § 53 henviser til bestemmelsen i servicelovens § 140 om udarbejdelsen af handleplaner for barnets eller den unges ophold uden for hjemmet, se punkt 291 ff. Kommunen skal efter servicelovens § 140 udarbejde en handleplan inden anbringelsen. Handleplanen skal beskrive formålet med anbringelsen samt opstille mål for indsatsen. Med henvisningen til bestemmelsen i servicelovens § 140 opstilles der kvalitative krav til det samtykke, der skal foreligge forud for en anbringelse på frivilligt grundlag. Det er således handleplanens beskrivelse af formålet, dvs. hvad der kan opnås med en anbringelse, og hvad der skal ske undervejs, der danner grundlag for afgivelsen af samtykket fra forældremyndighedsindehaveren og tillige fra den unge, når denne er fyldt 15 år.

Som nævnt under punkt 292 ff. er det væsentligt, at handleplanen på forståelig måde angiver nogle tydelige rammer for indsatsen i form af opstillede mål. På den måde fremstår handleplanen som et rimeligt bedømmelsesgrundlag for, hvad formålet med anbringelsen er, således at det samtykke, der gives til en anbringelse, kan karakteriseres som et informeret samtykke.

Der stilles ikke krav om samtykke til samtlige elementer i handleplanen. Det bør dog indgå som en vigtig del af sagsbehandlingen forud for en anbringelse, at forældremyndigheds-indehaveren og barnet eller den unge får en grundig orientering om de elementer, der indgår i handleplanen.

Når der henvises til handleplanen, og der dermed opstilles kvalitative krav til samtykket, er det hensigten, at indehaveren af forældremyndigheden i højere grad vil føle sig forpligtet af sit samtykke, fordi der er en fælles forståelse for formålet med anbringelsen. Med sin accept af formålet med anbringelsen er det endvidere formodningen, at forældremyndighedsindehaveren vil acceptere at indgå i et konstruktivt samarbejde med kommunen om at få det bedste ud af anbringelsen til gavn for barnet eller den unge og familien i øvrigt.

Hvis forældremyndighedsindehaveren eller den unge over 15 år har givet samtykke til anbringelsen, men ikke er enig i hvad formålet er med anbringelsen, vil det ikke på denne baggrund kunne betragtes som et samtykke efter servicelovens § 53, hvorfor en anbringelse i et sådant tilfælde må vurderes efter reglerne om anbringelse uden samtykke, jf. servicelovens § 58, stk. 1 og stk. 3.

Den situation kan f.eks. opstå, hvis forældremyndighedsindehaveren mener, at formålet med anbringelsen er at give en ung behandling for psykiske problemer, hvorimod kommunen mener, at formålet er at give den unge tydelige voksne, som kan være med til at forbedre adfærden hos den unge. Her kan der være enighed, om at den unge skal anbringes, men ikke hvad formålet skal være. Formålet med anbringelsen har stor betydning for indholdet af handleplanen. Det er derfor hensigtsmæssigt, at kommunen forsøger at få en fælles forståelse med forældremyndighedsindehaveren og den unge om, hvad formålet med anbringelsen er.

Der er ikke opstillet formelle krav til afgivelsen af samtykket, men det må anses for formålstjenligt, at samtykket afgives skriftligt, så der ikke senere opstår tvivlsspørgsmål. Den praktiske fremgangsmåde kan i øvrigt fastlægges af kommunen.

Særligt om fælles forældremyndighed

335. Det er forældremyndighedsindehaveren, der skal give samtykke til anbringelsen, jf. servicelovens § 52, stk. 1. Reglerne om fælles forældremyndighed indebærer, at det er hyppigt forekommende, at forældre, der ikke lever sammen, har fælles forældremyndighed over deres fælles børn. I sådanne tilfælde skal begge forældre give samtykke. Dette gælder uanset, om barnet eller den unge bor fast hos den ene af forældrene.

Hvis forholdene hos den af forældrene, som barnet eller den unge bor hos, er af en sådan karakter, at det er påkrævet, at barnet eller den unge ikke bliver boende der, skal kommunen i samarbejde med forældrene undersøge, hvor barnet eller den unge kan bo. Da den anden af forældrene har del i forældremyndigheden og dermed har pligt til at drage omsorg for barnet eller den unge, skal kommunen undersøge, om barnet eller den unge nu kan få ophold hos den anden af forældrene.

Hvis forældrene kan blive enige om dette, er der ikke grundlag for at iværksætte foranstaltninger i form af en anbringelse uden for hjemmet.

I tilfælde hvor den af forældrene, som barnet eller den unge bor hos, ønsker, at barnet eller den unge skal anbringes uden for hjemmet og ikke bo hos den anden af forældrene, der er indstillet på at have barnet eller den unge boende, må den anden forælder anmode om, at den fælles forældremyndighed bringes til ophør og, at forældremyndigheden bliver overdraget til denne, jf. reglerne herom i forældreansvarsloven. Ønsker den anden af forældrene ikke at benytte sig af sin adgang til at kræve den fælles forældremyndighed bragt til ophør, må der iværksættes foranstaltninger over for dem begge. Kommunen kan ikke træffe afgørelse om, at barnet eller den unge skal anbringes hos den anden forælder, der har del i forældremyndigheden.

Er forholdene hos den af forældrene, som barnet eller den unge bor hos, sådan at der er åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade, hvis barnet eller den unge bliver boende hos denne, kan en anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet uden samtykke efter servicelovens § 58 kun ske i forhold til begge forældre, der har del i forældremyndigheden. En afgørelse truffet af børn og unge-udvalget er således ugyldig, hvis afgørelsen alene er truffet over for den ene indehaver af forældremyndigheden.

Hvis den anden af forældrene har gode forhold, og er denne indstillet på at have barnet eller den unge boende, vil der normalt ikke være grundlag for at iværksætte en tvangsmæssig foranstaltning. Er den af forældrene, som barnet eller den unge bor hos, enig i, at barnet eller den unge kan bo hos den anden, kan barnet eller den unge blot flytte, hvilket medfører, at kommunen i almindelighed ikke behøver at iværksætte foranstaltninger for barnet eller den unge. Ønsker den af forældrene, som barnet eller den unge bor hos, imidlertid ikke at give slip på barnet eller den unge, mens den anden af forældrene ønsker at have barnet eller den unge boende, kan denne anlægge sag om at få forældremyndigheden alene. Er der behov for at få barnet eller den unge flyttet hurtigt, kan der træffes en midlertidig afgørelse om forældremyndigheden efter reglerne i forældreansvarsloven. Henvendelse herom skal ske til statsforvaltningen.

Hvis situationen er sådan, at der er behov for øjeblikkelig indgriben, f.eks. i tilfælde af akut omsorgssvigt, kan det være nødvendigt at gribe til en foreløbig afgørelse efter servicelovens § 75. En sådan afgørelse har virkning over for begge forældre, der har del i forældremyndigheden, og begge forældre skal derfor inden 24 timer efter afgørelsen have skriftlig besked om beslutningen og tilbud om advokatbistand, jf. servicelovens § 75, stk. 2. I forbindelse med en sådan foreløbig afgørelse kan det forekomme, at det ikke har været muligt inden for den givne tidsramme at kontakte den anden af forældrene. Det kan derfor forekomme, at der træffes afgørelse om en sådan tvangsmæssig foranstaltning over for denne, uanset om denne er egnet og villig til at have barnet eller den unge boende. Forvaltningen skal dog i disse tilfælde hurtigst muligt herefter forsøge, at få kontakt til den anden forælder.

Viser det sig at være tilfældet, kan den foreløbige afgørelse imidlertid ophæves, således at barnet eller den unge kan hjemgives. Det sker ved, at forældrene bliver enige om, at barnet eller den unge flytter over til den anden af forældrene, eller at forældremyndigheden - eventuelt ved en midlertidig afgørelse - tillægges denne alene.

Ophold uden for hjemmet for unge forældre under 18 år

336. Hvis en ung under 18 år, der selv har et barn, anbringes uden for hjemmet sammen med barnet, betragtes opholdet som en foranstaltning for den unge og barnet under ét. Der skal således ikke træffes en særskilt afgørelse vedrørende barnet, så længe barnet opholder sig sammen med den, der har forældremyndigheden. Samtykke til anbringelsen skal i denne situation foreligge både fra den unge over 15 år og dennes forældremyndighedsindehaver.

Domfældte

337. Der kan ske overførsel af domfældte til behandlingsinstitutioner på børneområdet, jf. Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 571 af 5. juli 2002 og cirkulære nr. 94 af 16. maj 2001 om anbringelse af dømte i institution m.v. uden for fængsel eller arresthus efter straffuldbyrdelseslovens § 78. Det er en forudsætning for anvendelsen af servicelovens regler om børn og unge, at den domfældte er under 18 år ved visitationen.

Støtteperson til forældre i forbindelse med barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet

 
Serviceloven
§ 54. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde forældremyndighedsindehaveren en støtteperson i forbindelse med barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7.
Stk. 2. Under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet efter § 52, stk. 3, nr. 7, skal Kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om støtte til forældrene efter stk. 1 efter § 52, stk. 3, eller efter anden lovgivning. Støtten skal så vidt muligt medvirke til at løse de problemer, som har været årsag til anbringelsen med henblik på at støtte forældrene i at varetage omsorgen for barnet eller den unge ved en eventuel hjemgivelse eller i samvær med barnet eller den unge under anbringelsen. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte en særskilt plan for støtten til forældrene.
 

Tilbud om en støtteperson

338. Kommunen skal tilbyde forældremyndighedsindehaverne en støtteperson i forbindelse med barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet. Det er i den forbindelse også væsentligt, at være opmærksom på de forældre, som pga. af funktionsnedsættelse, f.eks. udviklingshæmmede forældre, der har et særligt behov for støtte til at kunne udfylde deres forældrerolle under anbringelsen.

Det er forældremyndigheds-indehaverens opholdskommune, der skal bevilge støttepersonen og dække udgifterne, der er forbundet dermed. Det er støttepersonens opgave at lytte og være der for at støtte forældrene. En støtteperson til forældrene kan være med til at dække de behov, som forældrene har under barnets anbringelse og kan dermed også være med til at styrke forældrenes samarbejde og involvering i arbejdet omkring barnet. Det styrkede forældresamarbejde kan medføre en større gensidig respekt, mellem på den ene side kommunen og anbringelsesstedet og på den anden side forældrene, der kan medføre, at kommunen og anbringelsesstedet i højere grad forventes at respektere, at forældrene forsat er forældre, og hvor forældrene i højere grad oplever, at de fortsat har betydning for børnene også under anbringelsen.

Støttepersonen skal give forældrene modspil, hjælpe med udredning af spørgsmål i forhold til den måde det offentlige system fungerer på, hjælpe med forberedelse og evaluering af møder og hjælpe med at læse og forstå skriftligt materiale omkring anbringelsen. Det er vigtigt, af hensyn til forældrene, at støtteordningen gøres så fleksibel som mulig. Støttepersonen varetager dog ikke opgaver af behandlingsmæssig karakter – f.eks. i forhold til forældrenes misbrug, psykiske problemer m.v. Støttepersonen kan medvirke til, at forældrene støttes til at blive afklaret i forhold til anbringelsen, og at forældrene under anbringelsen hjælpes til at forbedre forældreskabet, herunder fastholde kontakten til barnet. I forhold til kontakten til barnet eller den unge kan støttepersonen supplere kommunens indsats for at fremme kontakten efter servicelovens § 71. For forældrene kan anbringelsesforløbet derved blive mindre smertefuldt, og barnet kan opleve en mindre grad af splittelse mellem forældrene og anbringelsesstedet. Herudover kan en støtteperson bidrage til at støtte forældrene på en række andre punkter, f.eks. med at løse de problemer der har været medvirkende til, at barnet eller den unge måtte anbringes uden for hjemmet.

Støttepersonen tildeles i forbindelse med anbringelsen, det vil sige fra det tidspunkt, hvor en anbringelse af barnet indgår som et konkret element i de foreslåede foranstaltninger. Støttepersonen kan fortsætte i en kortere periode efter hjemgivelsen. Støttepersonen skal være et tilbud under selve anbringelsen.

Da det er vigtigt,

at det er et tilbud, som forældrene til anbragte børn frit kan vælge,

at forældre selv kan vælge den konkrete støtteperson,

at støttepersonen er uafhængig af forvaltningen,

at støttepersonen er fleksibel

at støttepersonen har en vidensmæssig og personlig baggrund i forhold til de krav, der bør stilles til en støtteperson,

vil det være hensigtsmæssigt, at kommunen udarbejder en liste over »kvalificerede støttepersoner«, som forældrene kan vælge ud fra. Dette afskærer dog ikke familien fra selv at fremkomme med forslag til en egnet person. Kommunen skal foretage en konkret vurdering af, om den foreslåede person er egnet som støtteperson. Det er således ikke tanken, at nære familiemedlemmer eller andre fra forældrenes nære personlige netværk udpeges som støtteperson. Ordningen, hvorefter forældrene tildeles en støtteperson, er uafhængig af forældrenes eventuelle advokatbistand. Kommunen fastsætter tidsforbruget for støttepersonen og kan i den forbindelse vurdere forældrenes behov, herunder deres udbytte af støtten, og hvornår i anbringelsesforløbet støtten ydes.

Det er ikke meningen med ordningen, at en støtteperson skal træde i stedet for en eventuel bisidder. Forældrene kan ud over støttepersonen også have en bisidder, og myndighederne kan således ikke afvise bisidderdeltagelse med henvisning til støttepersonordningen. Der ydes dog ikke betaling til en bisidder.

Kommunens afgørelse i forbindelse med forældrenes eventuelle valg af en støtteperson, der ikke er opført på listen, kan indbringes for Det Sociale Nævn, ligesom forældrene kan indbringe spørgsmålet om støttens omfang, jf. klagereglerne i kap. 26.

Anden støtte til forældrene

Kommunalbestyrelsen skal, udover at tilbyde forældrene en støtteperson efter § 54, stk. 1, desuden træffe afgørelse om, hvorvidt forældrene har behov for anden støtte efter stk. 2. Samtidig skal der træffes en afgørelse om, hvorvidt forældrene skal have støtte eller ej, og i givet fald hvad denne støtte skal bestå af. Afgørelsen skal begrundes, ligesom der skal gives klagevejledning. Hvis der træffes afgørelse om støtte, skal der udarbejdes en særskilt handleplan.

Støtten til forældrene skal så vidt muligt medvirke til at løse de problemer, som har været årsag til anbringelsen, med henblik på at støtte forældrene i at varetage omsorgen for barnet eller den unge ved en eventuel hjemgivelse eller i at have samvær med barnet eller den unge under anbringelsen.

Uanset om der er mulighed for, at forældrene på sigt kan varetage omsorgen for barnet eller den unge, og barnet eller den unge dermed vil kunne hjemgives til forældrene, spiller forældrene ofte en vigtig rolle for barnet eller den unge. Støtten kan derfor også iværksættes med henblik på at støtte forældrene i at have samvær med barnet eller den unge eller på anden måde bidrage til at sikre en positiv udvikling for barnet eller den unge.

Afgørelser om støtte til forældrene skal altid træffes under hensyntagen til muligheden for, at støtten kan bidrage til, at barnet udvikler sig positivt, jf. § 46 og § 70.

Bestemmelsen om støtte til forældrene gælder under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, hvad enten afgørelsen træffes med samtykke efter lovens § 52, stk. 1, eller uden samtykke efter lovens § 58.

Kommunalbestyrelsen skal som led i den børnefaglige undersøgelse efter lovens § 50 foretage en undersøgelse af familiens forhold, og de forhold, der kan begrunde, at forældrene kan have behov for støtte, bør allerede være kortlagt i forbindelse med den børnefaglige undersøgelse.

Denne støtte kan være foranstaltninger efter lovens § 52, stk. 3, som f.eks. familiebehandling, forældrekurser, -programmer eller lignende eller økonomisk støtte efter § 52 a. Kommunalbestyrelsen skal som hidtil være opmærksom på, om der skal gives støtte efter anden lovgivning, f.eks. om alkoholbehandling, en arbejdsmarkedsindsats eller andet, der kan medvirke til, at forældrene kan støttes i at spille en positiv rolle for barnet.

Foranstaltning af ophold i dagtilbud mv., behandling af barnet eller den unge og kontaktperson uden samtykke.

 
Serviceloven
§ 56. Afgørelse efter § 52, stk. 3, nr. 1 og 3, for så vidt angår behandling af barnets eller den unges problemer, og nr. 6, jf. § 52, stk. 1, kan træffes, selv om forældremyndighedens indehaver ikke ønsker foranstaltningen iværksat, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte, og når formålet med foranstaltningen skønnes at kunne opnås uanset det manglende samtykke.
 

339. Servicelovens § 56 giver mulighed for at træffe afgørelse om foranstaltninger i form af ophold i dagtilbud mv. (jf. § 52, stk. 3, nr. 1), behandling af barnets eller den unges problemer (jf. § 52, stk. 3, nr. 3) udpegning af en fast kontaktperson (jf. § 52, stk. 3, nr. 6), selv om forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker foranstaltningen iværksat. Afgørelse herom skal træffes i det udvalg, der efter § 17 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område varetager det pågældende sagsområde. I kommuner med magistratsordning træffes afgørelsen af vedkommende magistrats-medlem.

Bestemmelsen kan kun anvendes, når det kan anses for formålstjenligt at iværksætte en foranstaltning på trods af modstanden fra forældremyndighedsindehaveren. Der skal foreligge forhold, der sandsynliggør, at der vil kunne opnås et positivt resultat af foranstaltningen trods den udviste modstand. Herudover skal betingelsen i servicelovens § 52, stk. 1, om at foranstaltningen skal være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte, være opfyldt.

Foranstaltningen kan i princippet iværksættes uanset barnets eller den unges modstand, men i forhold til større børn vil det normalt ikke være hensigtsmæssigt at træffe beslutning, hvis de modsætter sig støtten.

340. En afgørelse efter § 56 træffes af kommunalbestyrelsen, og der er således ikke et forbud mod at delegere afgørelserne til forvaltningen i disse sager.

Opfølgning på foranstaltninger

 
Serviceloven
§ 70. Kommunalbestyrelsen skal senest 3 måneder efter, at der er iværksat en foranstaltning over for barnet, den unge eller de vordende forældre, vurdere, om indsatsen skal ændres, og om handleplanen, jf. § 140, skal revideres. Kommunalbestyrelsen skal herefter med højst 6 måneders mellemrum foretage en sådan vurdering. Afgørelse om revision af handleplanen træffes så vidt muligt med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år.
Stk. 2. Ved anbringelse uden for hjemmet skal vurderingen af indsatsen efter stk. 1 og af behovet for revision af handleplanen ske på baggrund af det løbende tilsyn med barnet eller den unge, jf. 148, stk. 1, og efter kontakt med forældremyndighedsindehaveren. Tilsynet efter § 148, stk. 1 skal omfatte mindst to årlige tilsynsbesøg på anbringelsesstedet, hvor kommunen taler med barnet eller den unge. Samtalen skal så vidt muligt finde sted uden andre personer fra anbringelsesstedets tilstedeværelse. Vurderingen skal omfatte en stillingtagen til, hvorvidt andre forhold end de hidtil beskrevne, jf. § 140, er relevante, og i så fald skal disse indgå i en revideret handleplan
Stk. 3. For unge, der er idømt en sanktion efter straffelovens § 74 a, skal vurdering og revision af handleplan og indsats særlig vedrøre, hvordan det sikres, at den unge kommer i uddannelse eller beskæftigelse. Det skal senest i forbindelse med den første vurdering konkretiseres, hvordan de overordnede mål om uddannelse og beskæftigelse nås i løbet af sanktionen.
Stk. 4 . Er der udarbejdet en særskilt plan for støtten til forældrene efter § 54, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen tilbyde at revidere denne plan, når der er behov for det. Kommunalbestyrelsen skal senest 3 måneder efter, at barnet eller den unge har fået ophold uden for hjemmet, tilbyde en revision af planen. Kommunalbestyrelsen skal herefter med højst 12 måneders mellemrum foretage en vurdering af, om der er behov for at tilbyde en revision af planen.
 

341. Når der er iværksat foranstaltninger efter servicelovens § 52, stk. 3, § 52 a samt § 54 over for et barn eller en ung eller dennes familie, er det vigtigt, at kommunen løbende følger op på foranstaltningen. En god løbende opfølgning kan således sikre, at foranstaltningen hele tiden tilgodeser forældrene samt barnets eller den unges behov og fortsat bidrager til at nå de mål, der er opstillet i den enkelte sag, samt at foranstaltningen ikke løber længere, end formålet tilsiger. Servicelovens § 70 opstiller en række minimumskrav til denne opfølgning.

Opfølgning tre måneder efter iværksættelse af en foranstaltning

342. Servicelovens § 70, stk. 1, giver kommunen pligt til at vurdere, om indsatsen skal ændres, og om handleplanen skal revideres, tre måneder efter, at der er iværksat en foranstaltning over for barnet eller den unge.

Iværksættelsen af en foranstaltning kan betyde en radikal ændring af barnets eller den unges tilværelse. Derfor kan der allerede kort tid efter iværksættelsen af en foranstaltning vise sig nye eller ændrede behov, som betyder, at indsatsen skal ændres. Der kan f.eks. være tale om, at man på anbringelsesstedet opdager, at barnet eller den unge har været udsat for seksuelle overgreb og ikke kun omsorgssvigt, som kommunen troede, hvilket kan betyde, at der er behov for psykologhjælp til barnet eller den unge.

Der kan vise sig forhold eller situationer, som man ikke fra starten var opmærksom på, der giver behov for, at kommunen foretager en nærmere tilrettelæggelse og koordinering af indsatsen. Det kan eksempelvis være muligt at beskrive særlige forhold vedrørende indsatsen, som i den oprindelige handleplan kun er beskrevet i hovedlinjer, fordi de voksne omkring barnet eller den unge efterfølgende har opnået en større viden.

I forhold til anbringelsessager skal revisionen tre måneder efter iværksættelsen af en foranstaltning derudover ses i sammenhæng med, at risikoen for, at en anbringelse bryder sammen, er højst i den første tid efter etableringen af en anbringelse. Derfor kan der specielt i denne periode opstå behov for særlige initiativer for at forebygge sammenbrud. I anbringelsessager er det derfor vigtigt, at kommunen, i forbindelse med revisionen efter tre måneder, er opmærksom på, om der er tegn på, at anbringelsen kunne bryde sammen. Kommunen kan f.eks. være særligt opmærksom på forældrenes og den unges tilfredshed med anbringelsen og evt. støtte dem i overgangsfasen, og på om der er behov for særlige tiltag, supervision, rådgivning eller lignende, for at anbringelsesstedet kan håndtere barnet eller den unge.

Opfølgning med højst 6 måneders mellemrum

343. Efter de første 3 måneder af forløbet, skal kommunalbestyrelsen med højst 6 måneders mellemrum vurdere, om indsatsen skal ændres, og om handleplanen skal revideres. Det betyder, at kommunalbestyrelsen som minimum skal vurdere en sag, hvor der er truffet afgørelse om foranstaltninger efter servicelovens § 52, stk. 3, eller § 76 to gange årligt. Kommunalbestyrelsen er dog i alle tilfælde forpligtet til at lave den opfølgning, som er nødvendig i den enkelte sag. I nogle sager vil det være nødvendigt med en hyppigere opfølgning, og kommunalbestyrelsen skal her sørge for en hyppigere opfølgning, der kan ske i form af samtaler med de involverede parter eller, hvis det skønnes nødvendigt undersøgelser af barnet eller den unge.

Samtalen med barnet eller den unge på anbringelsesstedet som led i tilsynet skal så vidt muligt skal gennemføres uden tilstedeværelse af ansatte på anbringelsesstedet uanset om barnet eller den unge er anbragt i en plejefamilie, på et opholdssted eller på en døgninstitution Det kan give barnet/den unge god mulighed for at tale frit om, hvordan han/hun har det, og om der er problemer. Barnet eller den unge kan dog efter eget valg medbringe en bisidder eller en anden person til samtalen, hvis barnet eller den unge ønsker dette.

Indholdet i den løbende opfølgning

344. Bestemmelsen i servicelovens § 70, stk. 1, betyder, at kommunen for det første skal vurdere, om indsatsen skal ændres, dvs. om indsatsen bidrager til at nå de mål, der er opstillet i handleplanen, og om barnet eller den unge profiterer af indsatsen.

For det andet skal kommunen vurdere, om handleplanen skal revideres. Der kan f.eks. være tilfælde, hvor der ikke er behov for en revision af handleplanen, men alene behov for justeringer i indsatsen. F.eks. vil en indsats i form af en kontaktperson, der ikke fungerer optimalt på grund af relationen mellem den unge og den pågældende kontaktperson, kunne justeres, ved at der findes en ny kontaktperson. Et andet eksempel kan være en anbringelsessag, hvor der er opstået problemer, som kan løses ved, at anbringelsesstedet modtager den nødvendige supervision. Omvendt vil der normalt skulle foretages en revision af handleplanen, hvis der skal ske ændringer i barnets eller den unges behandling, eller hvis der skal foretages nærmere undersøgelser af barnets eller den unges forhold eller lignende. I sådanne tilfælde er der ikke nødvendigvis behov for ændringer i handleplanen, men kun de nævnte justeringer i indsatsen.

Opfølgningen skal ikke alene omfatte indsatsen over for barnet eller den unge, men også den indsats som ydes over for familien. Indsatsen kan enten være beskrevet nærmere i forældrenes egen handleplan eller i barnets eller den unges handleplan, jf. 140. Det betyder, at kommunen skal vurdere, om der skal ske ændringer i den evt. støtte, der er iværksat for forældrene under barnets eller den unges ophold uden for hjemmet. Det gælder uanset, om der er udarbejdet en særskilt plan for støtten til familien, eller om støtten alene fremgår af barnets eller den unges handleplan.

Sammenhæng mellem det personrettede tilsyn og opfølgning på handleplan

345. Servicelovens § 70, stk. 2, understreger den tætte sammenhæng mellem det personrettede tilsyn og opfølgningen på handleplanen. Kommunalbestyrelsen skal således beskrive den indsats, der er truffet afgørelse om i handleplanen. Dette skal det personrettede tilsyn følge op på. Samtidig er det løbende personrettede tilsyn og de samtaler, der føres med barnet eller den unge, grundlaget for vurderingen af, om der er behov for at revidere handleplanen og eventuelt indsatsen. Sammenhængen mellem tilsynet og handleplansopfølgningen er så tæt, at de med fordel kan foretages samtidig i én arbejdsgang.

Da handleplanen alene skal berøre de punkter, hvor den børnefaglige undersøgelse har afdækket problemer, jf. servicelovens § 140, kan der være behov for jævnligt at genoverveje hvilke punkter i handleplanen, der er relevante for et barn eller en ung. Det skyldes, at der med tiden kan opstå nye behov hos barnet eller den unge. F.eks. vil det for et 3-årigt barn ikke være nødvendigt at fokusere på skolegang, men når barnet bliver 6 år, kan det meget vel være relevant at have fokus herpå. Kommunalbestyrelsen skal derfor i forbindelse med revisionen af handleplanen overveje, hvorvidt nogle af de punkter som hidtil ikke har været relevante i forhold til det enkelte barn nu er relevante. Vurderingen skal omfatte såvel de dele af handleplanen og indsatsen, som retter sig mod barnet eller den unge, som de dele der omhandler indsatsen overfor familien.

Ved anbringelse uden for hjemmet skal vurderingen, af om handleplanen skal revideres, ske på baggrund af det løbende tilsyn og samtalen med barnet eller den unge på anbringelsesstedet, og efter kontakt med indehaveren af forældremyndigheden, jf. servicelovens § 148. Opfølgningen kan dermed bygge direkte på sagsbehandlerens eget indtryk og samtale med barnet eller den unge, i stedet for alene at bygge på indhentede udtalelser. Indhentede udtalelser kan dog samtidig spille en vigtig rolle i opfølgningen. Normalt vil det være relevant at inddrage anbringelsesstedets iagttagelser og vurderinger af barnets eller den unges forhold.

Hvis der er behov for at revidere handleplanen, træffes afgørelsen om revision af handleplanen så vidt muligt med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år. Der kan være tilfælde, hvor forældrenes samtykke til revision af handleplanen ikke kan opnås – og her kan kommunen trods det manglende samtykke revidere handleplanen, men indehaveren af forældremyndigheden og den unge bør så vidt muligt inddrages i revisionen af handleplanen. Dermed er det også muligt i disse sager at tilgodese et barns eller den unges behov for en ny handleplan.

I forbindelse med opfølgningen på både anbringelser og andre foranstaltninger er det vigtigt, at man kan se kommunens tidligere overvejelser i en sag og derfor er det vigtigt, at journalarkene løbende opdateres med kommunens overvejelser i forbindelse med opfølgningen af sagen. Det skal være sådan, at andre myndigheder eller sagsbehandlere senere skal kunne tage stilling til sagen.

Familierådgivning til kvinder med børn på krisecentre og psykologhjælp til børn på krisecentre

 
Serviceloven
§ 109. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold i boformer til kvinder, som har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold. Kvinderne kan være ledsaget af børn, og de modtager under opholdet omsorg og støtte.
Stk. 2-3.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde støtte og vejledning fra en familierådgiver til kvinder med børn på boformer efter denne bestemmelse. Rådgivningen gives i forhold til bolig, økonomi, arbejdsmarked, skole, daginstitutioner, sundhedsvæsen m.v. og skal understøtte de enkelte dele i kommunalbestyrelsens øvrige tilbud. Rådgivningen iværksættes, når forberedelsen til udflytning fra boformen påbegyndes, og indtil kvinden og børnene er etableret i egen bolig.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde psykologbehandling til alle børn, som ledsager moderen under dennes ophold i boformer efter denne bestemmelse. Behandling skal have et omfang på mindst fire timer og op til ti timer afhængigt af barnets behov. Behandlingen skal udføres af en autoriseret psykolog. Pligten til at tilbyde psykologbehandling gælder uanset opholdets varighed. Tilbuddet skal iværksættes under selve opholdet eller i umiddelbar forlængelse heraf.
 

346. Børn, som følger med deres mor på krisecentre, er erfaringsmæssigt en særlig sårbar gruppe, der ofte har brug for hjælp til at komme over traumatiserende oplevelser. Af tal fra Landsorganisationen for Kvindekrisecentre fra 2008 fremgår det, at 27 pct. af de børn, der følger med deres mor på krisecenter, selv er blevet udsat for fysisk vold og at 41 pct. har været udsat for psykisk vold. Samtidig har 84 pct. overværet vold mod deres mor. Undersøgelser viser, at det at være vidne til fysisk vold mellem forældrene er lige så belastende for barnet – målt ved de følgevirkninger, det har for barnet – som selv at være udsat for fysisk vold. Dette er blandt andet dokumenteret i »Barn som upplever våld«, Nordisk Forskning og Praktik 2007.

Derfor er kommunalbestyrelsen forpligtet til at tilbyde en familierådgiver til kvinder med børn, som tager ophold på krisecentre samt tilbyde psykologbehandling til de børn og unge, som følger med deres mor på krisecenter, jf. servicelovens § 109, stk. 4 og 5.

Forpligtelsen til at tilbyde familierådgivningen og psykolog-behandlingen påhviler som udgangspunkt kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor krisecenteret er beliggende efter de almindelige regler om handlekommune efter §§ 9, 9a, 9b og 9c i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Læs herom i kapitel 4 i denne vejledning. Derefter kan der ydes mellemkommunal refusion, og der er endvidere statsrefusion forbundet med bestemmelsen i servicelovens § 109.

Familierådgivning til kvinder med børn på krisecentre

347. Efter servicelovens § 109 stk. 4 skal kommunalbestyrelsen tilbyde familierådgivning til alle kvinder med børn, som tager ophold på et krisecenter. Formålet med familierådgivningen er at bidrage til, at kvinden og hendes børn ikke falder tilbage i den uholdbare situation, de kom fra inden opholdet på krisecenteret.

Forpligtelsen til at tilbyde familierådgivning gælder uanset kommunalbestyrelsens vurdering af, hvilken støtte og hjælp kvinden og hendes børn i øvrigt har brug for.

Familierådgivningen skal så vidt muligt iværksættes inden kvinden flytter ud fra krisecenteret og skal fortsætte efter etableringen i egen bolig. Det skal være en støtte, som kan gøre kvinden og hendes børn parate til udflytningen fra krisecenteret, hjælpe familien med at påbegynde en ny og mere stabil tilværelse og styrke kvinden i sin forældrerolle som eneforsørger.

Familierådgiveren skal være den gennemgående og koordinerende person, som familien kan støtte sig til, og støtten og rådgivningen skal ske på tværs af sektorerne i forhold til bolig, økonomi, arbejdsmarked, skole, daginstitutioner, sundhedsvæsen m.v. og således bidrage til, at de enkelte dele af kommunalbestyrelsens øvrige indsatser realiseres, så målene med disse nås.

Psykologbehandling til børn på krisecentre

348. Kommunalbestyrelsen er også forpligtet til at tilbyde psykologbehandling til alle børn og unge under 18 år, som følger med deres mor på krisecenter, jf. servicelovens § 109, stk. 5.

En stor del af de børn og unge, som følger med deres mor på krisecenter, har overhørt eller overværet vold mod moren. Mange har også selv været udsat for vold. Formålet med psykologbehandlingen er derfor at give dem en professionel og hurtig hjælp til at håndtere deres situation.

Der skal ikke udarbejdes en § 50-undersøgelse eller handleplan inden iværksættelse af psykologbehandlingen, idet barnet eller den unge er berettiget til at modtage behandlingen alene i kraft af at være flyttet på krisecenter. Retten til psykologbehandling gælder uanset, hvor længe barnet eller den unge opholder sig på krisecenteret, og den skal iværksættes under opholdet eller i umiddelbar forlængelse heraf.

Behandlingen skal udføres af en autoriseret psykolog. Omfanget af behandlingen kan strække sig fra mellem fire og ti timer alt efter det enkelte barns behov. Har et barn efter ti timers behandling behov for yderligere behandling, må denne bevilges efter servicelovens § 52 eller anden lovgivning.

Pligten til at tilbyde psykologbehandling supplerer de allerede eksisterende forpligtelser, som kommunalbestyrelsen har i forhold til at hjælpe børn og unge med behov for særlig støtte. Kommunalbestyrelsen skal således fortsat iværksætte en undersøgelse efter servicelovens § 50 og foranstaltninger over for barnet eller den unge, når der er behov for det.

Den viden om barnet eller den unge, der fremkommer af psykologbehandlingen, kan indgå i den kommunale myndigheds vurdering af behovet for en § 50 undersøgelse, ligesom den kan indgå i selve § 50 undersøgelsen og i vurderingen af, hvorvidt der er behov for videre foranstaltninger.

Kommunalbestyrelsen kan kun undlade at tilbyde psykologbehandling af et barn eller en ung på krisecenter, hvis behandlingen vurderes at være til skade for barnet eller den unge. Det kan eksempelvis være, hvis barnet eller den unge allerede er i et behandlingsforløb og iværksættelse af psykologbehandlingen vil forstyrre dette.

Ungepålæg

349. Over for unge i alderen 12 til 17 år kan kommunalbestyrelsen foranstalte et ungepålæg efter servicelovens § 57 b. Pålægget skal gives, hvis det vurderes, at den unge har ulovligt skolefravær, har begået kriminalitet, har alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer eller nægter at samarbejde med relevante myndigheder om løsningen af sine problemer. Reglerne for ungepålæg gennemgås nærmere i kapitel 16 i denne vejledning.

Kapitel 15

Foranstaltninger m.v. der kan gennemføres tvangsmæssigt

350. I dette kapitel beskrives de særlige betingelser for en tvangsmæssig foranstaltning i de tilfælde, hvor der ikke kan opnås samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden eller den unge, der er fyldt 15 år, til den påtænkte foranstaltning. Endvidere beskrives fremgangsmåden ved foranstaltningen m.v. der gennemføres tvangsmæssigt. I kapitlet beskrives også reglerne for børn og unge-udvalgets genbehandling af sagen. Dernæst beskrives reglerne for forældremyndighedsindehaverens ret til at udtale sig i sagen og ret til at gøre sig bekendt med sagens akter, inden afgørelsen træffes samt reglerne om advokatbistand. Endvidere beskrives de særlige regler, der gælder, når kommunen forelægger en sag om en tvangsmæssig foranstaltning for børn og unge-udvalget, herunder de elementer der som minimum skal indgå i indstillingen. Endelig beskrives børn og unge-udvalgets kompetence i sager om tvangsmæssige foranstaltninger, herunder de enkelte medlemmers opgaver.

Afgørelser der træffes af børn og unge-udvalget

 
Serviceloven
§ 74. Børn og unge-udvalget træffer i et møde afgørelse om
1) gennemførelse af en undersøgelse efter § 51,
2) anbringelse uden for hjemmet efter § 58,
3) opretholdelse af en anbringelse efter § 62,
4) gennemførelse af en lægelig undersøgelse eller behandling efter § 63,
5) videreførelse af en anbringelse efter § 68 a
6) godkendelse af en foreløbig afgørelse efter § 75, stk. 3,
7) ændring af anbringelsessted efter § 69, stk. 3 eller 4, jf. § 58,
8) afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 71, stk. 3 og 4,
9) flytning eller hjemtagelse efter § 78, stk. 4,
10) brev- og telefonkontrol efter § 123, stk. 2,
11) anbringelse i delvis lukkede døgninstitutioner efter § 123 b, stk. 1,
12) tilbageholdelse efter § 123 c og
13) anbefaling til Ankestyrelsen af adoption uden samtykke, jf. adoptionsloven.
Stk. 2.
 

351. Som beskrevet i kapitel 14 er det ved iværksættelse af en foranstaltning, herunder en anbringelse uden for hjemmet, vigtigt, at der sker en grundig orientering og inddragelse af forældrene og barnet eller den unge. Det er vigtigt, at forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, får en reel mulighed for at tage stilling til, om de vil give samtykke til den påtænkte foranstaltning. Det kan være nødvendigt med en længerevarende dialog og et længerevarende samarbejde for at sikre familiens medvirken til foranstaltningen, så barnet eller den unge får størst muligt udbytte af indsatsen. Hvis der på trods af dialogen ikke kan opnås samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden eller den unge, der er fyldt 15 år, til den påtænkte foranstaltning, kan den kun gennemføres, hvis de særlige betingelser for en tvangsmæssig foranstaltning er opfyldt.

Afgørelser om tvangsmæssige foranstaltninger ophører, når den unge fylder 18 år.

Nedenfor beskrives de foranstaltninger, der kan gennemføres tvangsmæssigt, jf. servicelovens § 74.

Undersøgelse uden for hjemmet

 
Serviceloven
§ 50. Hvis det må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte, herunder på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, skal kommunalbestyrelsen undersøge barnets eller den unges forhold. Undersøgelsen, der betegnes som en børnefaglig undersøgelse, gennemføres så vidt muligt i samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år. Undersøgelsen skal gennemføres så skånsomt, som forholdene tillader, og må ikke være mere omfattende, end formålet tilsiger.
Stk. 2.
§ 51. Når det må anses for nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling, kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, beslutte at gennemføre undersøgelsen under ophold på en institution eller indlæggelse på sygehus, herunder psykiatrisk afdeling. En sådan undersøgelse skal være afsluttet inden 2 måneder efter børn og unge-udvalgets afgørelse.
Stk. 2.
 

352. Det er muligt at træffe afgørelse om, at der skal foretages en børne faglig undersøgelse efter § 50, uden at der skal indhentes samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år. Om kravene til og gennemførsel af undersøgelsen mv. henvises til vejledningens punkt 272.

I de tilfælde, hvor forholdene anses for så alvorlige, at en undersøgelse må anses nødvendig for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling, kan børn og unge-udvalget efter servicelovens § 51 beslutte at gennemføre en undersøgelse under ophold på institution eller ved at indlægge barnet eller den unge på sygehus. Dette kan ligeledes gøres uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren eller den unge, der er fyldt 15 år.

Hvis der skal træffes beslutning om lægelig undersøgelse og behandling, uden at der foreligger samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden, finder servicelovens § 63 anvendelse. Se punkt 355. Servicelovens § 51 tager alene sigte på de situationer, hvor det er nødvendigt at få afklaret, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling. Bestemmelsen finder ikke anvendelse i de situationer, hvor kommunalbestyrelsen allerede har tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, om der er grundlag for en anbringelse. Efter bestemmelsen kan undersøgelsen ske under ophold på institution eller ved indlæggelse på sygehus, såvel på somatisk som på psykiatrisk afdeling. I sidstnævnte situation forudsættes undersøgelsen at skulle ske på en børne- eller ungdomspsykiatrisk afdeling. Indlæggelse til undersøgelse på sygehus forudsætter tilslutning fra afdelingens overlæge. Kravet om tilslutning fra den behandlende overlæge fremgår ikke direkte af bestemmelsen, men en sådan tilslutning må i almindelighed skulle foreligge forud for en indlæggelse.

Børn er ifølge lov om tvang i psykiatrien tillagt selvstændige rettigheder. Modsætter et barn eller en ung, der er omfattet af denne lovs særlige retssikkerhedsgarantier, sig en indlæggelse på psykiatrisk afdeling, må kommunen følge den fremgangsmåde, der er fastsat i lov om tvang i psykiatrien.

Undersøgelse under ophold på institution eller indlæggelse på sygehus

353. Kommunalbestyrelsen har mulighed for at lade undersøgelsen af barnet eller den unge ske ambulant eller ved døgnindlæggelse, således at barnet eller den unge må opholde sig på sygehuset eller institutionen, indtil undersøgelsen er tilendebragt. Det skal fremgå af indstillingen til børn og unge-udvalget, hvordan undersøgelsen skal foregå. Forholdene i det enkelte tilfælde og især forældremyndigheds-indehaverens holdning og indstilling er afgørende for, hvilken fremgangsmåde der kan vælges i den konkrete situation. Kommunalbestyrelsen bør vælge den mest skånsomme måde til at få gennemført undersøgelsen. Viser forældremyndighedsindehaverens indstilling, at det vil være forsvarligt at gennemføre undersøgelsen ambulant, bør denne mulighed vælges, da en ambulant undersøgelse må anses for at være mest skånsom for barnet eller den unge og familien.

Dog er der mulighed for, at børn og unge-udvalget under gennemførsel af en § 51-undersøgelse af barnet eller den unge uden for hjemmet for en bestemt periode kan træffe afgørelse om, at samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen (overvåget samvær) når det »er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling«, jf. § 71, stk. 4, jf. stk. 3. Under de samme betingelser og ligeledes for en bestemt periode kan børn og unge-udvalget træffe afgørelse om at afbryde forbindelsen i form af samvær eller brev-, mail- eller telefonforbindelse mellem forældrene og barnet eller den unge, ligesom der kan træffes afgørelse om, at barnets eller den unges anbringelsessted ikke må oplyses over for forældrene. For en nærmere beskrivelse af reglerne omkring regulering af samvær under en § 51-undersøgelse, se punkt 557

Samværet og kontakten mellem forældrene eller netværk og barnet eller den unge i undersøgelsesfasen kan desuden – af undersøgelsesstedet - reguleres ud fra undersøgelsesstedets almindelige besøgsregler eller ud fra anstaltsbetragtninger. Hvis undersøgelsen foregår på en institution, vil der være mulighed for at afslå besøg, hvis det i den konkrete situation vurderes som bedst for barnet eller den unge. Det kan f.eks. være i tilfælde af, at forældrene møder påvirkede op eller er meget ophidsede.

Af hensyn til familien og barnet eller den unge er der i servicelovens § 51 fastsat en frist for undersøgelsens maksimale varighed. Undersøgelsen skal således være afsluttet inden 2 måneder regnet fra børn og unge-udvalgets afgørelse om gennemførelsen af undersøgelsen.

Når undersøgelsen er afsluttet, dvs. når barnets eller den unges tilstedeværelse på institutionen eller sygehuset ikke længere er nødvendig for at sikre undersøgelsens gennemførelse, skal barnet eller den unge hjem til forældrene. Bestemmelsen giver således ikke adgang til at beholde barnet eller den unge på undersøgelsesstedet, mens kommunen udarbejder sin redegørelse om undersøgelsens resultater. Hvis det på baggrund af undersøgelsen vurderes, at der er grundlag for en øjeblikkelig anbringelse, kan formanden for børn og unge-udvalget træffe en midlertidig afgørelse om anbringelse uden for hjemmet. Der kan også træffes afgørelse om anbringelse efter forelæggelsen for børn og unge-udvalget.

I de tilfælde, hvor Ankestyrelsen efter servicelovens § 168, stk. 3, giver en anke over en afgørelse om gennemførelse af en tvangsmæssig undersøgelse opsættende virkning, løber 2-måneders fristen fra Ankestyrelsens afgørelse om gennemførelse af undersøgelsen.

Er behovet for at kunne iværksætte en undersøgelse så akut, at der må handles hurtigt af hensyn til barnet eller den unge, kan afgørelsen om iværksættelse af en tvangsmæssig undersøgelse træffes efter reglerne om foreløbige afgørelser, jf. servicelovens § 51, stk. 2. I dette tilfælde regnes 2 måneders fristen fra formandens afgørelse.

Undersøgelse eller behandling for sygdom uden samtykke

 
Serviceloven
§ 63. Hvis forældremyndighedsindehaveren undlader at lade et barn eller en ung undersøge eller behandle for en livstruende sygdom eller en sygdom, der udsætter barnet eller den unge for betydelig og varigt nedsat funktionsevne, kan børn og unge-udvalget træffe afgørelse om at gennemføre undersøgelsen eller behandlingen.
Stk. 2.
 

354. I de tilfælde, hvor der udelukkende er behov for at sikre, at der foretages en lægelig undersøgelse eller behandling af barnet eller den unge, er det ikke nødvendigt at foretage en anbringelse af barnet eller den unge. Der vil efter bestemmelsen være mulighed for at lade behandlingen foregå ambulant, således at barnet eller den unge i øvrigt har ophold i hjemmet. En afgørelse om lægelig behandling indebærer, at barnet eller den unge i fornødent omfang kan indlægges under behandlingen. Afgørelsen vil også kunne omfatte tilfælde, hvor der er tale om flere på hinanden følgende behandlinger med kort tidsinterval, og hvor barnet eller den unge i de mellemliggende perioder kan opholde sig i hjemmet. Her vil afgørelsen kunne træffes således, at den dækker det samlede behandlingsforløb.

Kommunalbestyrelsens indstilling til børn og unge-udvalget skal være baseret på, hvad der er den mindst indgribende, formålstjenlige foranstaltning, da en foranstaltning efter servicelovens § 63, bør være så skånsom som mulig.

Betingelserne for at iværksætte en lægelig undersøgelse eller behandling

355. Anvendelsen af servicelovens § 63 forudsætter ligesom ved indlæggelse på sygehus til undersøgelse efter servicelovens § 51, at der foreligger tilslutning fra den behandlende overlæge. Det bør endvidere oplyses fra sygehus eller behandlende læge, hvilken behandling barnet eller den unge har behov for, og hvilke konsekvenser det vil få, hvis denne behandling undlades. Det må i øvrigt formodes, at initiativet til en afgørelse efter servicelovens § 63 oftest vil udgå fra lægelig side, eksempelvis i forbindelse med et behov for blodtransfusion i tilslutning til anden behandling, som forældremyndighedens indehaver ikke modsætter sig.

Bestemmelsen giver kun adgang til at træffe afgørelse om lægelig undersøgelse eller behandling, hvis der foreligger en livstruende sygdom eller en sygdom, der udsætter barnet eller den unge for betydelig og varig nedsat funktionsevne. Afgørelsen heraf vil i høj grad bero på den lægelige vurdering i hvert enkelt tilfælde. Afgrænsningen af lidelser, der medfører betydelig og varigt nedsat funktionsevne, kan være vanskelig. Der bør imidlertid lægges vægt på, at der også ved risiko for betydelig og varigt nedsat funktionsevne foreligger en situation, hvor forældremyndighedens indehavers ret til at træffe beslutning om undersøgelse eller behandling må vige til fordel for barnets eller den unges behov for nødvendig lægebehandling.

En undersøgelse eller behandling efter servicelovens § 63 er ikke en anbringelse uden for hjemmet. Der kan derfor ikke i forbindelse med en undersøgelse eller behandling træffes afgørelse om samvær og kontakt, jf. servicelovens § 71, men sygehuset eller det børnepsykiatriske sygehus eller andre steder, hvor barnet eller den unge opholder sig i forbindelse med undersøgelsen eller behandlingen kan begrænse forældremyndighedsindehaverens adgang ud fra anstaltsbetragtninger. Se punkt 353.

Barnets eller den unges retsstilling ved undersøgelse eller behandling for sygdom uden samtykke

356. Bestemmelsen i servicelovens § 63 angår alene adgangen til at tilsidesætte modstand fra indehaveren af forældremyndigheden. Hvis barnet eller den unge modsætter sig behandlingen, må det afgøres ud fra de retningslinjer, der i øvrigt gælder om lægelig behandling imod patientens ønske, om behandlingen kan eller bør gennemføres, jf. sundhedsloven.

I forhold til behandling på psykiatrisk afdeling gælder reglerne i lov om tvang i psykiatrien. De selvstændige rettigheder, der efter disse to love er tillagt barnet eller den unge, kan ikke tilsidesættes ved en beslutning efter servicelovens § 63. Derfor må barnets eller den unges holdning til indlæggelsen indgå som en væsentlig del af beslutningsgrundlaget.

Tilfælde der falder uden for servicelovens § 63

357. Forældrenes modstand mod at lade barnet eller den unge få fornøden lægebehandling kan være led i et mere omfattende kompleks af overgreb eller manglende omsorg for barnet eller den unge. I så fald bør afgørelsen ikke træffes efter servicelovens § 63, da denne bestemmelse alene giver adgang til at foranstalte den lægelige behandling. Modstanden mod lægebehandling kan imidlertid indgå som et moment ved afgørelsen af, om der er behov for at træffe afgørelse om anbringelse uden for hjemmet, hvilket kan ske ved tvang efter servicelovens § 58, hvis det ikke er muligt at opnå forældremyndighedsindehaverens samtykke til anbringelsen. I tilslutning til en anbringelsesafgørelse efter servicelovens § 58, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, vil der kunne træffes afgørelse om nødvendig undersøgelse og lægebehandling efter servicelovens § 69, stk. 1, og en sådan afgørelse vil i modsætning til afgørelser efter servicelovens § 63, ikke være begrænset til livstruende sygdom eller sygdom, der kan medføre betydelig og varigt nedsat funktionsevne. Hvis et barn eller en ung er anbragt uden for hjemmet, finder servicelovens § 63 ikke anvendelse, da afgørelsen skal træffes efter servicelovens § 69, stk. 1.

Anbringelse uden for hjemmet uden samtykke

 
Serviceloven
§ 58. Er der en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af
1) utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge,
2) vold eller andre alvorlige overgreb,
3) misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller
4) andre adfærds- eller tilpasnings-problemer hos barnet eller den unge,
kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7. Der kan kun træffes en afgørelse efter 1. pkt., når der er begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet.
Stk. 2.
 

Betingelser for anbringelse uden samtykke

358. Det centrale kriterium for, at kommunalbestyrelsen kan gennemføre en anbringelse tvangsmæssigt, er, at der foreligger åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling. Ved sundhed forstås i denne sammenhæng barnets eller den unges almentilstand, hvori der indgår ikke blot helbredsmæssige forhold, men også andre forhold af betydning for barnets eller den unges trivsel.

Begreberne »åbenbar risiko« og »sundhed eller udvikling« angiver endvidere, at der skal tages hensyn til såvel barnets eller den unges øjeblikkelige tilstand som til de fremtidige opvækstbetingelser. Behovet for at beskytte børn tilsiger, at der bør være mulighed for at gribe ind inden det tidspunkt, hvor barnet eller den unge er skadet i en sådan grad, at det bliver meget vanskeligt at hjælpe. Det er således ikke en betingelse for tvangsmæssig anbringelse, at der kan konstateres en allerede indtruffet alvorlig skade. Bestemmelsen giver adgang til tvangsindgreb i tilfælde af åbenbar risiko for alvorlig skade på sundhed eller udvikling. En sådan åbenbar risiko vil efter omstændighederne kunne foreligge, hvis det – f.eks. på grund af forældremyndighedsindehaverens tidligere adfærd over for søskende til barnet - kan fastslås, at denne er helt ude af stand til at tage vare på barnet. Dette skal ses i sammenhæng med servicelovens § 50 stk. 7, der fastslår, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med en undersøgelse af barnets eller den unges forhold skal vurdere, om der er behov for en undersøgelse af eventuelle andre børn i familien.

Som supplement til denne vejledningstekst henvises også til Ankestyrelsens »Guide til Anbringelse uden samtykke - Eksempler fra Ankestyrelsens praksis«.

Årsager til åbenbar risiko for alvorlig skade på sundhed eller udvikling

359. For at tydeliggøre hvornår der foreligger en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed lider alvorlig skade, er der i servicelovens § 58 stk. 1, nr. 1-4, nævnt de forhold, der kan begrunde en anbringelse uden samtykke. Der er tale om forhold, der enten kun omhandler forælderen, hovedsageligt omhandler barnet eller den unge eller forhold der relaterer sig til både forælderen og barnet eller den unge.

Forholdene, der er opregnet i nr. 1-4 giver ikke i sig selv grundlag for en beslutning om tvangsmæssige foranstaltninger. Selv om forældremyndighedens indehaver har fået stillet en bestemt diagnose eller har specifikke problemer, kan dette ikke i sig selv begrunde en tvangsmæssig anbringelse. Det afgørende vil altid være, hvilken indflydelse en eventuel lidelse hos indehaveren af forældremyndigheden har på det enkelte barns eller unges sundhed eller udvikling. Kun når de forhold, der er nævnt i nr. 1-4, fører til åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling, og når problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet, er betingelserne for tvangsmæssig anbringelse opfyldt.

Opregningen af forholdene i nr. 1-4 indebærer, at de besluttende myndigheder udtrykkeligt skal angive, hvad årsagen er til, at det vurderes, at der foreligger åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling. Opregningen er således udtryk for et krav om, at den afgørelse, der træffes, udførligt begrundes efter forholdene i § 58, stk. 1, nr. 1-4.

Utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge

360. En anledning til at anbringe et barn eller en ung er, når forælderen ikke giver barnet eller den unge tilstrækkelig omsorg eller sikrer det behandling.

Årsagen til, at forælderen ikke formår dette, kan skyldes flere forhold. Der kan være tale om manglende personlige ressourcer hos forælderen som følge af for eksempel dårlig begavelse, forstyrrelser i personligheden eller andre psykiske lidelser samt eksempelvis alkohol-, stofmisbrug eller andet misbrug. Der kan være tale om manglende evne til at sætte sig ind i barnets behov eller en adfærd fra forælderens side, der udelukkende er styret af pågældendes egne behov, hvorved barnet eller den unge enten tilsidesættes eller udsættes for en ødelæggende omklamring, der forhindrer barnet eller den unge i at udvikle sig på normal vis. Forælderen kan også mangle evne til at stimulere barnet, skabe ro og tryghed eller sikre stabile og forudsigelige ydre rammer for barnet eller den unge. Et eksempel på omsorgsvigt kan også være, når forælderen ikke sørger for, at barnet eller den unge møder stabilt i skole, så undervisningspligten ikke overholdes, og barnets udvikling lider skade på grund af manglende skolegang.

Hvis en samlever til forældremyndighedsindehaveren eller andre udsætter barnet for overgreb, vil dette være at betragte som utilstrækkelig omsorg fra forældremyndighedsindehaverens side, hvis denne ikke har søgt at beskytte barnet.

Endelig kan eksempler på utilstrækkelig omsorg også være, at forælderen mangler samarbejdsvilje, er negativ overfor at modtage hjælp og ændre adfærd eller mangler forståelse for, at barnet har brug for hjælp.

Vold eller andre alvorlige overgreb

361. Barnets eller den unges sundhed og udvikling er i alvorlig fare, når der er tale om, at barnet eller den unge udsættes for eller overværer vold eller overgreb fra forældremyndighedsindehaverens side. Hvis forældremyndighedsindehaveren imidlertid ikke er dømt for volden eller overgrebet eller ikke selv erkender at have begået det, er en formodning om vold eller overgreb ikke i sig selv grundlag for en anbringelse. I disse tilfælde er det vigtigt, at man undersøger, om der er andre forhold, der kan begrunde en anbringelse. Eksempelvis at barnet har overværet vold eller overgreb, at der er begået vold eller overgreb mod søskende eller at barnet er blevet udsat for vold eller overgreb af andre, uden at forældremyndighedsindehaveren har grebet ind.

Endvidere vil årsagerne til, at et barn eller en ung udsættes for vold eller overgreb, ofte skyldes alvorlige problemer i familien i form af misbrug, sindslidelser eller svækket åndelig og følelsesmæssig udvikling. Disse forhold optræder ikke sjældent i kombination med andre belastende faktorer, såsom svagt socialt netværk, marginal arbejdsmarkedstilknytning, dårlig økonomi, eneansvar for barnet eller den unge og ustabile forhold, måske med skiftende partnere.

Såfremt forældremyndighedsindehaveren frifindes for vold eller overgreb eller afventer dom derpå, må sagen ikke henlægges. Her må barnets eller den unges øvrige tegn på trivsel eller mistrivsel være udgangspunktet for, hvilken indsats der skal ske. Såfremt barnet eller den unge viser tegn på mistrivsel, og der er mistanke om, at barnet eller den unge har været udsat for eller har overværet vold eller overgreb, kan en anbringelse eventuelt begrundes med, at der er åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af utilstrækkelig omsorg for barnet eller den unge, jf. servicelovens § 58, stk. 1, nr. 1.

Misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge

362. I visse tilfælde er det barnet eller den unge, der selv udviser så betydelige vanskeligheder, at indgreb er nødvendigt. Her vil de konstaterede vanskeligheder hos barnet eller den unge i sig selv kunne begrunde indgrebet. Det vil typisk dreje sig om børn eller unge med misbrugsproblemer, udtalte indlærings- og skoleproblemer samt børn med kriminel adfærd. Der kan således ske en tvangsmæssig anbringelse med udgangspunkt i barnets eller den unges egen situation. Samtidig kan det naturligvis i behandlingsmæssigt øjemed være afgørende at få klarlagt årsagerne til problemerne.

Andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge

363. I nogle tilfælde kan der være tale om flere faktorer, der tilsammen udgør en åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling. Der vil ofte være tale om en kombination af utilstrækkelig omsorg fra forældremyndigheds-indehaverens side og problemer, der kan konstateres hos barnet eller den unge, uden at de hver for sig er så udtalte, at de i sig selv kan begrunde et tvangsmæssigt indgreb. Det karakteristiske for denne gruppe børn og unge vil imidlertid være, at der kan påvises problemer af adfærdsmæssig, følelsesmæssig eller lignende art, samtidig med at det ikke er muligt at bidrage til en løsning af barnets eller den unges problemer ved familiens hjælp eller, mens barnet eller den unge opholder sig i hjemmet.

Der skal være begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses i hjemmet

364. Det er yderligere en betingelse for at træffe beslutning om tvangsmæssig anbringelse efter servicelovens § 58, stk. 1, at der er en begrundet formodning for, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet. Denne betingelse skal ses i sammenhæng med kravene i servicelovens § 50, stk. 5, hvorefter en undersøgelse af barnets eller den unges forhold skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte foranstaltninger og i bekræftende fald, af hvilken art disse bør være, jf. punkt 270 ff.

Det følger også af betingelsen, at kommunalbestyrelsen, inden der træffes beslutning om at indstille til en tvangsmæssig anbringelse, skal sørge for en grundig vejledning af forældremyndighedens indehaver, således at denne får kendskab til, hvilke andre muligheder for hjælp der findes, som vil kunne anvendes med forældremyndigheds-indehaverens medvirken.

En begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet, betyder, at det ikke er en betingelse for at iværksætte en anbringelse, at kommunalbestyrelsen først har afprøvet alternative foranstaltninger. Dette har især betydning i sager med massiv omsorgssvigt over for helt små børn. En begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet, vil f.eks. kunne foreligge, hvis barnet eller den unge har søskende, som det har været nødvendigt at tvangsanbringe på grund af utilstrækkelig omsorg fra forældremyndighedsindehaverens side, og hvor det ud fra de foreliggende oplysninger om dennes aktuelle situation må forudses, at forebyggende foranstaltninger i hjemmet ikke vil være tilstrækkelige til at sikre, at barnet eller den unge får den fornødne omsorg og pleje. Også i andre situationer, hvor det ud fra det foreliggende materiale må forudses, at forebyggende foranstaltninger i hjemmet ikke vil være tilstrækkelige til at sikre, at barnet eller den unge får den fornødne omsorg og pleje, vil der ud fra de eksisterende oplysninger kunne træffes afgørelse om anbringelse uden for hjemmet.

Det må i hvert enkelt tilfælde vurderes, om det er nødvendigt at indhente nye ekspertundersøgelser eller udtalelser til belysning af forældremyndighedsindehaverens omsorgs- eller forældreevne i forhold til det konkrete barn eller den unge, eller om det foreliggende materiale er tilstrækkeligt, til at der kan træffes afgørelse i sagen. Blandt de formålstjenlige foranstaltninger i servicelovens § 52, skal der altid vælges den eller de foranstaltninger, som bedst kan løse de problemer og behov, der er afdækket gennem den børnefaglige undersøgelse efter § 50, jf. § 52, stk. 1, 2. pkt. Der henvises til punkt 311 ff. herom. Læs mere om begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses derhjemme i Ankestyrelsens »Guide til Anbringelse uden samtykke - Eksempler fra Ankestyrelsens praksis«.

Anvendelse af tvangsreglerne uanset samtykke

 
Serviceloven
§ 58.
Stk. 2. Når hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler for det, kan børn og unge-udvalget beslutte, at barnet eller den unge skal anbringes uden for hjemmet efter stk. 1, selv om forældremyndighedens indehaver og den unge giver samtykke til anbringelse efter § 52, stk. 3, nr. 7.
Stk. 3-4.
 

365. Selv om forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, giver samtykke til anbringelse, så er det muligt at gennemføre anbringelsen efter § 58, stk. 1, hvis hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler herfor. Der tænkes her på tilfælde, hvor det kan frygtes, at barnet eller den unge vil blive krævet hjemgivet umiddelbart efter, at anbringelsen har fundet sted, selv om der er behov for en længerevarende indsats over for barnet eller den unge og familien. Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor der kan herske tvivl om, hvorvidt samtykket er alvorlig ment, herunder om forældremyndighedens indehaver fuldt ud har forstået retsvirkningerne af en anbringelse. Et afgørende hensyn til barnet eller den unge kan være, at barnet eller den unge har et særligt behov for med sikkerhed at vide, hvor han eller hun skal bo. I øvrigt forudsætter anvendelsen af bestemmelsen, at betingelserne i servicelovens § 58, stk. 1, er opfyldt, jf. punkt. 358-364.

For forældremyndighedens indehaver er konsekvensen, at barnet eller den unge ikke kan begæres hjemgivet med efterfølgende afgørelse om hjemgivelse og hjemgivelsesperiode efter § 68, stk. 2, som det ville have været tilfældet ved en frivillig anbringelse. I stedet gælder de processuelle regler for en tvangsmæssig afgørelse efter servicelovens § 58, stk. 1, fuldt ud ved en afgørelse efter § 58, stk. 2, hvilket blandt andet betyder, at sagen skal forelægges til afgørelse i børn og unge-udvalget, hvis kommunalbestyrelsen ikke kan imødekomme afgørelsen om hjemgivelse, jf. § 68, stk. 6.

Særligt om anbringelse af en ung, der er fyldt 15 år

 
Serviceloven
§ 58.
Stk. 3. Såfremt en ung, der er fyldt 15 år, erklærer sig enig i anbringelsen, kan børn og unge-udvalget uanset betingelserne i stk. 1, træffe afgørelse om at anbringe den unge uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, når anbringelsen må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges særlige behov og problemerne ikke kan løses under den unges fortsatte ophold i hjemmet.
Stk. 4.
 

366. Som nævnt i punkt 311 vil en anbringelse af en ung, der er fyldt 15 år, kun kunne gennemføres som en frivillig anbringelse efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7, jf. stk. 1, hvis både indehaveren af forældremyndigheden og den unge giver samtykke til anbringelsen. For unge der er fyldt 15 år, og som er enige i anbringelsen uden for hjemmet, er der en særlig adgang for børn og unge-udvalget til at beslutte at anbringe den unge uden for hjemmet, selv om forældremyndighedens indehaver protesterer. Det er en betingelse for at anvende bestemmelsen, at anbringelsen skal være af væsentlig betydning af hensyn til den unges særlige behov. Denne betingelse er den samme, som gælder for iværksættelsen af foranstaltninger efter servicelovens § 52 med samtykke. Der er således tale om et lempeligere kriterium end angivet i servicelovens § 58, stk. 1. Om indholdet af kriteriet i servicelovens § 58, stk. 1 henvises til punkt 358 ff. Det er endvidere en betingelse for anvendelse af servicelovens § 58, stk. 3, at problemerne ikke kan løses under den unges fortsatte ophold i hjemmet.

Da en beslutning efter servicelovens § 58, stk. 3, er frivillig i forhold til den unge, der er fyldt 15 år, men tvangsmæssig i forhold til indehaveren af forældremyndigheden, skal beslutningen træffes efter de samme procedureregler, som gælder for beslutninger om tvangsmæssig anbringelse.

Den unge kan selv rette henvendelse til kommunen for at bede om at blive anbragt uden for hjemmet, men det er kommunalbestyrelsen, der afgør, om der er grundlag for en anbringelse. Det er forudsat, at bestemmelsen ikke har som formål at løse de almindelige generationskonflikter, der opstår, når de unge gradvis frigør sig fra forældrene. På den anden side er der et antal tilfælde, hvor problemerne i hjemmet er af en sådan karakter, at forældrene ikke bør kunne hindre iværksættelsen af en i øvrigt velbegrundet foranstaltning, som den unge selv ønsker iværksat.

Den unge, der er fyldt 15 år, vil i øvrigt kunne klage på egen hånd, hvis kommunalbestyrelsen ikke finder grundlag for, at den unge får ophold uden for hjemmet. Der henvises til kapitel 26, hvor klagereglerne gennemgås.

Genbehandling

 
Serviceloven
§ 62. Hvis barnet eller den unge ikke har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse, forudsætter opretholdelse af en foranstaltning efter § 58 ud over 1 år fra børn og unge-udvalgets afgørelse fornyet afgørelse i udvalget.
Stk. 2. Hvis barnet eller den unge har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse, forudsætter opretholdelse af en foranstaltning efter § 58 ud over 2 år fra børn og unge-udvalgets afgørelse fornyet afgørelse i udvalget.
Stk. 3. Er sagen efter stk. 1 og 2 indbragt for Ankestyrelsen eller forelagt domstolene, regnes fristen fra den endelige afgørelse eller dom. Uanset bestemmelsen i stk. 1 og 2 kan børn og unge-udvalget, Ankestyrelsen eller retten fastsætte en kortere frist for fornyet behandling i udvalget.
Stk. 4. Børn og unge-udvalget kan ved afgørelser efter § 58 undtagelsesvis fastsætte en længere frist end nævnt i stk. 1-3, når de forhold, der ligger til grund for afgørelsen, med overvejende sandsynlighed må antages at vedvare ud over fristen. Samme beføjelser har Ankestyrelsen og retten.
Stk. 5. …
 

367. Når børn og unge-udvalget træffer afgørelse om en tvangsmæssig anbringelse efter servicelovens § 58, skal der altid tages stilling til genbehandlingsfristen, jf. servicelovens § 62, hvilket vil sige tidspunktet for børn og unge-udvalgets genbehandling af sagen for at påse, om betingelserne for den tvangsmæssige anbringelse fortsat er opfyldt. Efter servicelovens § 62, stk. 1, forudsætter opretholdelse af en foranstaltning efter servicelovens § 58 ud over 1 år fra børn og unge-udvalgets afgørelse fornyet afgørelse i udvalget, hvis barnet eller den unge ikke har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse. Den 1-årige genbehandlingsfrist gælder således i de tilfælde, hvor barnet i en længere periode, det vil sige 1 år eller mere, ikke har været inde i et frivilligt eller tvangsmæssigt anbringelsesforløb.

Hvis barnet eller den unge derimod har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse, er børn og unge-udvalget først forpligtet til at genbehandle en sag om tvangsmæssig anbringelse efter servicelovens § 58, 2 år efter afgørelsen blev truffet, jf. servicelovens § 62, stk. 2. Et barn eller en ung, der i året forud for sagens behandling har været anbragt ved en foreløbig beslutning, betragtes som anbragt første gang ved den endelige beslutning om anbringelse, og der gælder således en genbehandlingsfrist på 1 år. Dette gælder uanset, om den foreløbige afgørelse er blevet godkendt på det efterfølgende møde i børn og unge-udvalget eller ej.

Den 2-årige genbehandlingsfrist gælder således i de tilfælde, hvor barnet eller den unge allerede er - eller for nylig har været - inde i et anbringelsesforløb, frivilligt eller tvangsmæssigt.

Er sagen indbragt for Ankestyrelsen eller forelagt for domstolene, regnes fristen fra den endelige afgørelse eller dom. Dette gælder både for den 1-årige og den 2-årige genbehandlingsfrist. Ved ankemyndighedernes behandling af en klage, der alene drejer sig om genbehandlingsfristen, regnes den fastsatte frist, hvis der ikke træffes anden beslutning, fra afgørelsen i børn og unge-udvalget, da anbringelsesgrundlaget ikke vil blive efterprøvet i disse sager.

Ved genbehandlingen skal der tages stilling til, om de materielle betingelser i servicelovens § 58 for fortsat at opretholde anbringelsen uden samtykke er opfyldt.

Eksempel 1:

Barnet har ikke været anbragt, før børn og unge-udvalget træffer afgørelse herom den 3. januar 2010. Afgørelsen bliver indbragt for Ankestyrelsen, der ved afgørelse af 29. januar 2010 fastholder børn og unge-udvalgets afgørelse. Genbehandlingsfristen er på 1 år fra Ankestyrelsens afgørelse, da barnet ikke har været anbragt inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse, det vil sige i perioden fra den 3. januar 2009 til 3. januar 2010, hvor børn og unge-udvalget traf afgørelse om den aktuelle anbringelse. Børn og unge-udvalget træffer fornyet afgørelse den 17. januar 2011 om opretholdelse af anbringelsen. Afgørelsen bliver ikke indbragt for Ankestyrelsen. Genbehandlingsfristen er på 2 år fra børn og unge-udvalgets afgørelse den 17. januar 2011, da barnet har været anbragt inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse, det vil sige i perioden fra den 17. januar 2010 til den 17. januar 2011, hvor børn og unge-udvalget har truffet afgørelse om den aktuelle anbringelse.

Eksempel 2:

Barnet blev frivilligt anbragt ved en beslutning i kommunen den 6. februar 2010. Samtykket blev tilbagekaldt den 6. maj 2010, og barnet blev hjemgivet. Barnet blev på ny frivillig anbragt ved en beslutning truffet i kommunalbestyrelsen den 1. september 2010. Der træffes beslutning i børn og unge-udvalget den 5. november 2010 om anbringelse uden samtykke. Genbehandlingsfristen er på 2 år fra børn og unge-udvalgets afgørelse, da barnet har været anbragt inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse.

Ændring af fristen for genbehandling

368. Efter servicelovens § 62, stk. 3, sidste pkt., kan børn og unge-udvalget, Ankestyrelsen eller retten fastsætte en kortere frist for fornyet behandling af sagen i udvalget, end de frister der gælder som hovedregel på henholdsvis 1 eller 2 år, hvis der er begrundet tvivl om, at anbringelsesgrundlaget fortsat vil være til stede 1 eller 2 år senere. Der skal forefindes væsentlige omstændigheder i den konkrete sag, før der er grundlag for ikke at anvende de almindelige genbehandlingsfrister. F.eks. kan der lægges vægt på en gunstig udvikling hos forældremyndighedens indehaver, som der er en forventning om fortsætter, eller at der er iværksat en undersøgelse af forældreevnen med henblik på fremtidige forebyggende foranstaltninger i hjemmet. Af disse grunde kan der ud fra en konkret vurdering være behov for at vurdere anbringelsesgrundlaget tidligere end henholdsvis 1 og 2 år.

Efter servicelovens § 62, stk. 4, kan børn og unge-udvalget, Ankestyrelsen eller retten undtagelsesvis fastsætte en længere frist for genbehandling end de frister, der er nævnt i servicelovens § 62, stk. 1-3. Denne mulighed kan kun benyttes i de tilfælde, hvor det er forudsat, at anbringelsen må forventes at blive af længere varighed. Det er en betingelse for at anvende bestemmelsen, at de forhold, der ligger til grund for afgørelsen, med overvejende sandsynlighed må antages at vare ved ud over fristerne for genbehandling, der efter hovedreglen er på henholdsvis 1 eller 2 år, jf. servicelovens § 62, stk. 1 og 2. Ved vurderingen af, om genbehandlingsfristen skal forlænges, skal forlængelsen sættes i forhold til den generelle genbehandlingsfrist.

En forkortet eller forlænget genbehandlingsfrist vil altid løbe indtil en bestemt fastsat dato, og er ikke som en almindelig 1-årig eller 2-årig genbehandlingsfrist påvirket af, om sagen indbringes for Ankestyrelsen eller forelægges for retten..

Genbehandlingsfristen har til formål at sikre, at anbringelsesgrundlaget af retssikkerhedsmæssige grunde løbende efterprøves af børn og unge-udvalget, således at det sikres, at grundlaget for den tvangsmæssige anbringelse fortsat er opfyldt. I tiden mellem genbehandlingen af sagen i børn og unge-udvalget kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om hjemgivelse, da det er vigtigt hele tiden at være opmærksom på, om formålet med anbringelsen er nået, jf. servicelovens § 68. Dette skal ses i sammenhæng med den regelmæssig gennemgang af handleplanen og det årlige tilsynsbesøg på anbringelsesstedet, jf. servicelovens § 70 og § 148. Hvis formålet er nået, skal en eventuel hjemgivelse ikke afvente en afgørelse herom i børn og unge-udvalget.

Anbringelse uden genbehandling i en tre-årig periode

 
Serviceloven
§ 62.
Stk. 5. Børn og unge-udvalget kan i særlige tilfælde træffe afgørelse om, at en anbringelse uden for hjemmet efter § 58 af et barn, der ikke er fyldt 1 år, skal gælde i 3 år, hvis det er overvejende sandsynligt, at de forhold, der begrunder anbringelsen, vil være til stede i denne periode. Samme beføjelser har Ankestyrelsen og retten.
 

369. Børn og unge-udvalget kan i særlige tilfælde træffe afgørelse om, at en anbringelse af et barn under 1 år uden for hjemmet uden samtykke, jf. § 58, skal gælde i tre år, hvis det er overvejende sandsynligt, at de forhold, der begrunder anbringelsen, vil være til stede i hele denne periode. Det betyder, at sagen ikke følger de normale frister for genbehandling i § 62, stk. 1 og 2. Anbringelsesgrundlaget skal således ikke prøves under den 3-årige periode, medmindre forældrene begærer hjemgivelse, og der samtidig er sket væsentlige ændringer af forhold hos forældrene, anbringelsesstedet eller barnet.

I denne type sager bør det imidlertid overvejes, om det bedste for barnet vil være en bortadoption, læs herom i kapitel 25.

Formålet med at anbringe uden genbehandling i 3 år

370. Det centrale formål med at anbringe et barn under 1 år uden genbehandling i en tre-årig periode er at skabe ro om barnets situation. Bestemmelsen giver således mulighed for at styrke kontinuiteten i anbringelsesforløbet for de helt små børn ved at begrænse forældrenes adgang til at genåbne sagen i en periode på tre år, medmindre der er væsentligt ændrede forhold hos barnet eller forældrene.

Forskning viser, at forældrene til anbragte børn over en årrække ofte ikke ændrer deres sociale situation i en sådan grad, at de bliver i stand til at imødekomme barnets behov i dagligdagen i hjemmet. Det fremgår af SFI’s rapport »Anbragte børns udvikling og vilkår – resultater fra SFI’s forløbsundersøgelse af årgang 1995« fra 2008. Dertil kommer, at det er af afgørende betydning for helt små børns udvikling, at de gives mulighed for at etablere tilknytning til stabile omsorgspersoner og har stabilitet i deres omgivelser.

Da formålet er at give barnet mulighed for en stabil tilknytning gennem de 3 år, bør der fra starten af anbringelsen vælges en anbringelsesform, som giver dette.

Hvornår det er relevant at anbringe uden genbehandling i 3 år

371. Muligheden for at anbringe et barn under 1 år uden genbehandling i 3 år er relevant i de tilfælde, hvor der er formodning om, at forældrenes problemer vil være gældende i hele anbringelsesperioden. Der kan være tale om meget forskellige situationer, men overordnede eksempler herpå kan være, når der er tale om spædbørn født af alvorligt psykisk syge forældre, forældre med psykisk eller kognitiv funktionsnedsættelse eller forældre med vedvarende misbrugsproblemer.

Et eksempel på bestemmelsens anvendelsesområde kan være en sag om et barn, hvis mor er psykisk syg og har været det over en årrække. Eller hvor barnet har søskende, som har været anbragt siden fødslen, og som stort set ikke har haft nogen kontakt med moderen under anbringelsen. I kommunalbestyrelsens indstilling til børn og unge-udvalget skal familiens eventuelle misbrugs- og sygdomshistorik således indgå, ligesom en vurdering af barnets og eventuelle andre søskendes anbringelseshistorik. Oplysninger om forældres misbrug eller sygdom til brug for at sammensætte en sygdoms - eller misbrugshistorik, vil allerede efter gældende regler jf. § 50, stk. 8 være oplyst i sagen. Ligeledes vil informationer om eventuelle søskendes anbringelseshistorik være belyst jf. bl.a. § 50 og § 140.

Muligheden for at anbringe uden genbehandling i 3 år er særlig relevant i forhold til vordende forældre, da der derved er mulighed for meget tidligt i barnets liv at sikre det kontinuitet. Kommunalbestyrelsen vil da på baggrund af en undersøgelse af de vordende forældres forhold efter § 50, stk. 8, kunne vurdere, om der, allerede straks efter at barnet er født, er grundlag for at indstille til børn og unge-udvalget, at barnet skal anbringes uden for hjemmet efter denne bestemmelse.

Barnets kontakt til forældrene

372. Selvom der træffes afgørelse om en længerevarende anbringelse, skal der arbejdes på at skabe eller vedligeholde kontakt og tilknytning mellem barnet og forældrene. Det er begrundet både i hensynet til barnets øjeblikkelige behov, og i hensynet til barnets behov på længere sigt.

Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, at kommunens generelle forpligtelser over for forældrene fortsat er gældende. Forældrene skal således have tilbudt, at der udarbejdes en særskilt handleplan for støtten til dem og de skal tilbydes en støtteperson, jf. servicelovens § 54. Samtidig skal der tages stilling til, om der er grundlag for at regulere barnets eller den unges samvær og kontakt med forældrene efter servicelovens § 71.

Hvis forældrenes forhold forbedres i løbet af den tre-årige periode

373. Hvis kommunen i forbindelse med den løbende vurdering af forholdene finder, at forholdene i hjemmet gradvist forbedres, kan tre-års perioden anvendes til at øge kontakten mellem forældrene og barnet. Det kan ske gradvist for eksempel med hyppigere kontakt, længere besøg i hjemmet og i ferier. Det vil kunne give grundlag for en beslutning om barnets fremtidige forhold og en mere stabil situation for barnet.

Når den tre-årige periode udløber

374. På baggrund af en vurdering af barnet og dets behov kan der, efter udløbet af den tre-årige periode, træffes afgørelse om, at barnet hjemgives, hvis forældrenes forhold vurderes at være varigt forbedrede. Hvis der træffes afgørelse om, at barnet ikke kan hjemgives efter denne periode, skal der træffes afgørelse om den fortsatte anbringelse efter § 52, stk. 3, nr. 7, eventuelt uden samtykke, jf. § 58. Hvis barnet har opnået en stærk tilknytning til anbringelsesstedet, vil der eventuelt kunne være grundlag for at træffe afgørelse om videreførelse af anbringelsen, jf. servicelovens § 68 a, også selv om det oprindelige anbringelsesgrundlag ikke længere er til stede.

Kommunalbestyrelsens støtte til udsatte børn og unge skal i hvert enkelt tilfælde udformes på baggrund af en konkret vurdering af det enkelte barns eller den enkelte unges og familiens forhold. For nogle af disse børn vil støtten bedst kunne ske gennem en adoption, og kommunen skal derfor løbende vurdere, om der skal laves en undersøgelse af forældrenes forældreevne med henblik på eventuel adoption. Det vil derfor være hensigtsmæssigt, hvis kommunen i rekrutteringen af plejefamilier til helt små børn, der anbringes efter denne bestemmelse, afsøger muligheden for at finde plejefamilier, der også kunne have et ønske om at blive adoptivforældre for barnet.

Klageadgang

375. Børn og unge-udvalgets afgørelse om anbringelse uden samtykke med en forlænget genbehandlingsfrist efter § 62 kan påklages til Ankestyrelsen efter de almindelige regler, jf. servicelovens § 168 og kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Fremgangsmåden ved foranstaltninger m.v. der gennemføres tvangsmæssigt

376. Børn og unge-udvalgets kompetence til at træffe afgørelser om iværksættelse af foranstaltninger uden samtykke er opregnet i servicelovens § 74, stk. 1. Forvaltningen kan således kun foretage en indstilling om godkendelse af de foranstaltninger, der er opremset i servicelovens § 74, stk. 1. Forvaltningens indstilling skal være klar og entydig, således at der ikke kan opstå tvivl om, hvad der træffes beslutning om. Der kan som udgangspunkt ikke foretages alternative indstillinger, således at der eksempelvis primært indstilles til afbrydelse af samvær og sekundært til overvåget samvær under en anbringelse uden for hjemmet.

For så vidt angår indstilling om videreførelse af en anbringelse pga. barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet efter § 68 a, har Ankestyrelsen dog i en principafgørelse (nr. 128-10 af 30. juni 2010) fastslået, at »der administrativt skal foreligge 2 indstillinger fra forvaltningen til børn og unge-udvalget, når der foreligger en anbringelsessag, hvor der er grundlag for at kunne træffe afgørelse om videreført anbringelse efter § 68 a og om fortsat anbringelse efter § 58«. Dette betyder, at kommunalbestyrelsen i sager, hvor der sker indstilling om en videreført anbringelse efter § 68 a, samtidig skal udarbejde en indstilling om en fortsat anbringelse efter § 58.

Børn og unge-udvalget har kun kompetence til at tage stilling til, hvorvidt der er grundlag for at gennemføre de tvangsmæssige foranstaltninger, som forvaltningen indstiller til. Udvalget kan således eksempelvis ikke træffe beslutning, om at forbindelsen mellem barnet og forældrene skal afbrydes, hvis der kun foreligger en indstilling om, at samværet skal være overvåget. Børn og unge-udvalget har heller ikke kompetence til at fastsætte vilkår i forbindelse med en afgørelse om, at barnet eller den unge skal anbringes et specifikt sted eller, at der skal foranstaltes et bestemt behandlingstilbud.

De beføjelser, der er henlagt til børn og unge-udvalget, kan ikke varetages af andre, hverken i forvaltningen eller i andre udvalg i kommunen. Hvis afgørelsen af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i udvalget, kan formanden eller i dennes fravær næstformanden træffe en foreløbig afgørelse efter reglerne i servicelovens § 75, jf. punkt 395. Forvaltningen kan således ikke iværksætte akutte foranstaltninger uden, at formanden for børn og unge-udvalget eller dennes stedfortræder har truffet afgørelse i sagen.

Aktindsigt m.v.

 
Serviceloven
§ 73. Inden der træffes afgørelse i en sag efter § 72, påhviler det kommunalbestyrelsen at gøre indehaveren af forældremyndigheden og den unge, der er fyldt 12 år, bekendt med retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og retten til at udtale sig, inden afgørelsen træffes.
Stk. 2. Tilsvarende forpligtelse har kommunalbestyrelsen over for de personer, der er nævnt i § 72, stk. 2 og 3, for så vidt angår de heri nævnte afgørelser.
 

377. Forinden der træffes afgørelse i en sag som nævnt i servicelovens § 72, påhviler det kommunalbestyrelsen efter servicelovens § 73 at gøre indehaveren af forældremyndigheden bekendt med retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og udtale sig om sagen.

Forvaltningslovens regler gælder fuldt ud for de afgørelser, der træffes efter reglerne i serviceloven om tvangsmæssig gennemførelse af foranstaltninger i sager vedrørende børn og unge. Servicelovens § 73 fastsætter imidlertid en egentlig pligt for kommunalbestyrelsen til at gøre indehaveren af forældremyndigheden bekendt med de rettigheder, der tilkommer denne efter forvaltningsloven, først og fremmest retten til aktindsigt samt retten til at udtale sig om sagen, forinden der træffes afgørelse. Det bemærkes herved, at kommunalbestyrelsen skal være særlig opmærksom på denne pligt i de tilfælde, hvor forældrene ikke ønsker at gøre brug af tilbuddet om advokatbistand. Selv om kommunalbestyrelsen har en vejledningsforpligtelse efter servicelovens § 73, er den stadig forpligtet til at partshøre over oplysninger, der indføres i sagen, og som parterne ikke kan forventes at kende, jf. forvaltningsloven § 19. Partshøringen kan ikke først ske ved mødet i børn og unge-udvalget, med mindre der er truffet en foreløbig afgørelse efter servicelovens § 75, hvor det ikke har været muligt at nå at partshøre inden sagens forelæggelse. Inden den efterfølgende godkendelse i børn og unge-udvalget af formandens beslutning skal kommunalbestyrelsen forsøge at nå at høre parterne inden mødet i børn og unge-udvalget, men på grund af tidspresset vil dette ikke altid være muligt. Vejledningspligten i servicelovens § 73 gælder for alle de afgørelser, hvor indehaveren af forældre-myndigheden skal have tilbud om advokatbistand, eller hvor der indstilles til en tvangsmæssig foranstaltning.

Hvis der træffes afgørelser efter servicelovens § 72, stk. 1-3, der vedrører en ung, der er fyldt 12 år, plejeforældrene i forbindelse med privat døgnpleje efter servicelovens § 78, eller en forælder uden del i forældremyndigheden, har kommunalbestyrelsen en tilsvarende vejledningspligt, som i forhold til forældremyndighedens indehaver efter servicelovens § 73, stk. 1. Bestemmelsen er alene et pålæg til kommunalbestyrelsen om at gøre parten bekendt med de rettigheder, der følger af forvaltningsloven. Retten til aktindsigt i den enkelte sag, herunder omfanget og formen, afgøres efter reglerne i forvaltningsloven. Bestemmelsen er således ikke udtryk for, at der tillægges parterne en videregående adgang til aktindsigt, end hvad der følger af forvaltningsloven. Undtagelsesbestemmelserne i forvaltningsloven vedrørende aktindsigt finder således tilsvarende anvendelse.

En anmodning om aktindsigt fra forældrenes side bør altid medføre, at der foretages en konkret vurdering af, om undtagelses-bestemmelserne fra aktindsigt skal bringes i anvendelse for at beskytte barnet eller den unge, når det har betroet sig til offentlig ansatte eller andre om problemer i hjemmet.

Forældre uden del i forældremyndigheden har ret til aktindsigt i sager om indskrænkning af samværsretten med deres børn. Udgangspunktet er derfor, at der er ret til aktindsigt i hele dokumentet, men adgangen til aktindsigt kan begrænses, hvis der er afgørende hensyn til andre personer i sagen, f.eks. forældremyndighedens indehaver eller barnet.

Advokatbistand

 
Serviceloven
§ 72. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 12 år, gratis advokatbistand under en sag om
1) gennemførelse af en undersøgelse efter § 51,
2) anbringelse uden for hjemmet efter § 58,
3) opretholdelse af en anbringelse efter § 62,
4) gennemførelse af en lægelig undersøgelse eller behandling efter § 63,
5) videreførelse af en anbringelse efter § 68 a,
6) godkendelse af en foreløbig afgørelse efter § 75, stk. 3,
7) ændring af anbringelsessted efter § 69, stk. 3 eller 4, jf. § 58,
8) afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 71, stk. 3,
9) brev og telefonkontrol efter § 123, stk. 2,
10) anbringelse i delvis lukkede døgninstitutioner efter § 123 b, stk. 1, og
11) tilbageholdelse efter § 123 c.
Stk. 2. Forældremyndighedens indehaver, den unge, der er fyldt 12 år, og plejeforældrene skal have tilbud om gratis advokatbistand under en sag om flytning eller hjemtagelse fra privat familiepleje efter § 78, stk. 4.
Stk. 3. Under en sag om afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 71, stk. 3, og en sag om brev- og telefonkontrol efter § 123, stk. 2, med den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, skal denne have tilbud om gratis advokatbistand.
Stk. 4. Om salær og godtgørelse for udlæg til advokater gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31.
 

378. Den, der er part i en sag om tvangsmæssige foranstaltninger, har ret til gratis advokatbistand.

Loven fastsætter, at der skal gives et tilbud om advokatbistand, men det er forældremyndighedens indehaver, den unge eller andre berettigede, der afgør, om de vil tage imod tilbuddet, og hvilken advokat de ønsker at lade sig bistå af. Kommunalbestyrelsen kan ikke påtvinge forældremyndighedens indehaver eller andre en advokat mod deres vilje. Der er imidlertid ikke noget til hinder for, at kommunalbestyrelsen som en del af den almindelige vejledning opfordrer parterne til at benytte sig af tilbuddet. I de tilfælde, hvor der af f.eks. forældremyndighedens indehaver eller den unge, der er fyldt 12 år, gives udtryk for ønske om at tage imod tilbuddet, men hvor den pågældende ikke selv er i stand til eller ikke selv ønsker at tage kontakt med en advokat, bør kommunen gøre en aktiv indsats for at skaffe en advokat til den pågældende. Hvis der er sket tilstrækkelig vejledning, er det ikke ugyldighedsgrund, at parten møder uden advokat, hvis parten alligevel ønsker mødet gennemført. Men der bør foretages en konkret afvejning af, om sagen bør udsættes, når partens advokat ikke møder op.

Indehavere af forældremyndigheden, som bor sammen, og som er enige, er berettigede til gratis bistand fra én advokat. Loven stiller ikke krav om, at indehaveren af forældremyndigheden og den unge, der er fyldt 12 år, får hver sin advokat. Forældremyndighedens indehaver og den unge der er fyldt 12 år kan dog have modsatrettede interesser. Det vil derfor være uhensigtsmæssigt af retssikkerhedsmæssige grunde, hvis den unge og forælderen har samme advokat. Adgangen til advokatbistand udelukker ikke indehaveren af forældremyndigheden eller andre fra at benytte en bisidder, der kan være til støtte for den pågældende under sagen. Udgifterne til bisidder til forældremyndighedsindehaveren eller til barnet eller den unge kan ikke dækkes af kommunen.

Der er ikke i loven fastsat et tidspunkt for, hvornår der skal gives et tilbud om advokatbistand. Det må imidlertid anses for afgørende for advokatens mulighed for at bistå under sagen, at advokaten får en rimelig tid til at sætte sig ind i sagen inden mødet i børn og unge-udvalget.

Gratis advokatbistand er først og fremmest tænkt som støtte til forældremyndighedens indehaver i forbindelse med mødet i børn og unge-udvalget, således at det sikres, at forældrene får tilstrækkelig adgang til at gøre indsigelse med hensyn til sagens faktiske og retlige omstændigheder, inden der træffes afgørelse om tvangsmæssige foranstaltninger. Retten til gratis advokatbistand omfatter derfor ikke situationer, hvor der endnu ikke er berammet møde i børn og unge-udvalget, eller hvor kommunalbestyrelsen fortsat arbejder med forældremyndighedens indehaver på at finde en løsning og således endnu ikke har truffet beslutning om at beramme et møde i børn og unge-udvalget.

Advokatsalær

379. Efter servicelovens § 72, stk. 4, gælder der de samme regler om salær og godtgørelse til advokater som i sager, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31.

Dommeren i børn og unge-udvalget træffer beslutning om salær og godtgørelse for udlæg, jf. forretningsordenens § 9, kan findes på www.retsinfo.dk. Ved sagens behandling i Ankestyrelsen er det forvaltningen, der træffer afgørelse om salær og godtgørelse. Der er ikke mulighed for at klage over salærfastsættelsen. I tvivlstilfælde kan forvaltningen evt. rådføre sig med dommeren, men dommeren er ikke forpligtet til at yde rådgivning. For reglerne om kommunens adgang til refusion for udgifter til advokatbistand henvises til kapitel 31 i serviceloven.

Personlig støtte for barnet eller den unge (bisidder)

 
Serviceloven
§ 48 a. Et barn eller en ung, hvis sag behandles efter dette kapitel, har på ethvert tidspunkt af sagens behandling ret til at lade sig bistå af andre.
Stk. 2.
 

380. Det er vigtigt, at et barn eller en ung, som har en sag om særlig støtte under behandling hos den kommunale myndighed, ved, at det har ret til at lade sig bistå af andre, jf. servicelovens § 48 a.

Det er meget vigtigt for alle børn og unge, at der er voksne omkring dem, som de kan stole på og har tillid til. Når det gælder udsatte børn og unge, har de ikke altid forældre, som de kan støtte sig til. Nogle af disse børn og unge har i stedet andre voksne i deres netværk, som de føler sig trygge ved og er fortrolige med. Disse voksne kan det være gavnligt for barnet eller den unge at kunne tage med til møder i kommunen, de sociale nævn eller Ankestyrelsen.

Barnet eller den unges ret til en bisidder er ikke en foranstaltning i forhold til barnet eller den unge, men alene en ret som barnet eller den unge kan gøre brug af efter egen lyst og behov.

Der vil være børn og unge, der ikke har nogle voksne i deres netværk, som de har tillid til. I de situationer kan kommunalbestyrelsen udpege en fast kontaktperson efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 6. Kontaktpersonen kan supplere en evt. bisidders støtte af barnet. Det er vigtigt, at sagsbehandleren tager initiativ til at tale med barnet eller den unge om den støtte, som en bisidder kan give, og mere aktivt hjælper barnet eller den unge med at finde den rette person og kontakte vedkommende.

Informationen til bisidderen skal foregå gennem barnet eller den unge, da det er vigtigt, at det er barnets eller den unges selvstændige ret til at blive hørt, der er i centrum. Hvis bisidderen modtager mere information end barnet eller den unge, vil der være en risiko for, at bisidderen overtager sagen på bekostning af barnets eller den unges interesse. Beføjelserne for bisidderen er således alene at være til stede under møderne og ikke at kommunikere med forvaltningen uden om barnet eller den unge selv. Det er op til barnet eller den unge selv, hvor meget bisidderen i øvrigt skal informeres om sagen. Barnet eller den unge har dog mulighed for at aftale med kommunen, at de skal udsende mødeindkaldelser med videre til bisidderen.

Tilsidesættelse af barnets eller den unges valg af bisidder

 
Serviceloven
§ 48 a.
Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis myndigheden træffer afgørelse om, at barnets eller den unges interesse i at kunne lade sig bistå bør vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov. Myndigheden kan endvidere træffe afgørelse om at tilsidesætte barnets eller den unges valg af bisidder, hvis der er bestemte grunde til at antage, at bisidderen vil varetage andre interesser end barnets eller den unges.
Stk. 3. Myndigheden kan træffe afgørelse om at udelukke en bisidder helt eller delvis fra et møde, hvis det skønnes af betydning for at få barnets eller den unges uforbeholdne mening belyst.
Stk. 4. …
 

381. Den kommunale myndighed kan i særlige tilfælde træffe afgørelse om at tilsidesætte barnets eller den unges valg af bisidder, hvis der er bestemte grunde til at antage, at bisidderen vil varetage andre interesser end barnets eller den unges, jf. § 48 a, stk. 2. Forvaltningen må i sådanne tilfælde foretage en konkret afvejning af på den ene side barnets eller den unges interesse i at lade sig bistå af den pågældende bisidder og på den anden side de hensyn, der taler for at afskære barnets eller den unges adgang til at lade sig bistå af den pågældende bisidder. Udgangspunktet for at nægte barnet eller den unge at medtage en bestemt bisidder skal dog altid være barnets eller den unges tarv og skal samtidig være baseret på en saglig vurdering af de omstændigheder, der gør, at den pågældende ikke kan fungere som bisidder for barnet eller den unge. Barnet eller den unge kan påklage en afgørelse, som fratager dem retten til at tage en bestemt person med som bisidder, jf. servicelovens § 167, stk. 2.

Situationen vil typisk kunne forekomme, hvis bisidderen reelt er valgt af forældrene i strid med barnets eller den unges interesser. Forældrene eller for eksempel personale fra et anbringelsessted vil ligeledes kunne udelukkes som bisiddere, hvis det ud fra en konkret vurdering vurderes, at de lægger pres på barnet eller den unge. Bestemmelsen udelukker dog ikke bestemte grupper af personer fra at fungere som bisidder.

Der er ikke fastsat generelle regler om, at en bisidder skal være myndig, at vedkommende ikke må være i familie med barnet eller den unge eller, at personer, der er udpeget eller ansat af kommunen til at hjælpe og støtte barnet efter lov om social service § 52, skal udelukkes som bisiddere. Det vil ofte være sådan, at personale på anbringelsessteder og plejeforældre er de nærmeste til at fungere som en støtte for barnet eller den unge. Det må derfor bero på en konkret vurdering, om de påvirker barnet eller den unge på en måde, der ikke er i barnets eller den unges interesse, så deltagelsen må afskæres. At der skal være bestemte grunde til at tilsidesætte barnets eller den unges valg, vil sige, at den blotte mistanke ikke er tilstrækkelig til at tilsidesætte valget af bisidder, men at der på den anden side heller ikke skal foreligge konkrete beviser.

382. Forældremyndighedsindehaveren kan gøre indsigelse mod barnets eller den unges valg af bisidder, jf. § 48 a, stk. 3. Baggrunden herfor er, at der kan være situationer, hvor barnets eller den unges valg af bisidder kan give anledning til alvorlige konflikter med forældremyndighedsindehaveren. For at undgå dette bør der så vidt muligt gives forældremyndighedsindehaveren adgang til at rejse indsigelse mod barnets eller den unges valg, hvorefter den myndighed, der behandler sagen, vil skulle tage stilling til, om barnets eller den unges interesse i at vælge den pågældende bør vige for forældrenes modvilje over for den pågældende som bisidder, f.eks. fordi der er tale om et nærtstående familiemedlem.

Bisidderen skal være fyldt 15 år

 
Serviceloven
§ 48 a.
Stk. 4. En bisidder for et barn eller en ung skal være fyldt 15 år og er omfattet af straffelovens § 152 om tavshedspligt.
 

383. En bisidder efter servicelovens § 48 a for et barn eller ung skal være fyldt 15 år, og bisidderen er omfattet af straffelovens § 152 om tavshedspligt, jf. § 48 a, stk. 4. Baggrunden herfor er, at bisidderen på møderne med barnet eller den unge kan blive bekendt med en række oplysninger om barnets eller den unges familie, herunder navnlig barnets eller den unges forældre og barnet eller den unge selv. I det omfang, forvaltningen berettiget videregiver fortrolige oplysninger til barnet eller den unge, f.eks. i forbindelse med høring af barnet eller den unge, vil den bisidder, der følger barnet eller den unge til møde med det offentlige, berettiget blive gjort bekendt med disse oplysninger. Forvaltningen har ikke ret til at videregive oplysninger til bisidderen ud over de oplysninger, bisidderen modtager under møder sammen med barnet eller den unge.

Forskel på bisidder og legal repræsentant

384. Når det drejer sig om børn og unge under 18 år, som er umyndige, og hvor der er en forældremyndighedsindehaver, er det nødvendigt at sondre mellem en bisidder og en legal repræsentant. Den legale repræsentant for børn og unge under 18 år vil normalt være indehaveren af forældremyndigheden, som også er værge, jf. værgemålslovens kapitel 1. Unge over 15 år har dog ret til deres egen advokat, der således bliver legal repræsentant for den unge, jf. ovenfor under punkt 378.

Den legale repræsentant må ikke forveksles med en personlig støtte for barnet, altså en bisidder. Ved bisidder forstås i denne sammenhæng alene en personlig støtte for barnet eller den unge, der under sagen kan give barnet eller den unge råd og vejledning eller blot ved sin tilstedeværelse indgyde barnet eller den unge tryghed.

Forelæggelse for børn og unge-udvalget

385. I Socialministeriets bekendtgørelse om forretningsorden for børn og unge-udvalgene, som kan findes på www.retsinfo.dk, er det bl.a. fastsat, at kommunalbestyrelsen er ansvarlig for, at sagen om tvangsmæssige foranstaltninger forelægges børn og unge-udvalget sammen med sagens akter og en indstilling, der bl.a. skal indeholde en redegørelse for sagen.

Indstilling vedrørende anbringelse efter servicelovens § 58

 
Serviceloven
§ 59. En indstilling om anbringelse uden for hjemmet efter § 58 skal omfatte
1) den børnefaglige undersøgelse, jf. § 50, herunder beskrivelsen af, at betingelserne i § 58 anses for opfyldt og af de ressourcer hos barnet, familien og netværket, som kan bidrage til at klare vanskelighederne under anbringelsen, jf. § 50, stk. 6,
2) den handleplan for anbringelsen, jf. § 140, herunder den støtte og de initiativer, som er påtænkt for barnet eller den unge og dennes familie under anbringelsen uden for hjemmet og i tiden derefter, og
3) barnets eller den unges holdning til den påtænkte foranstaltning.
 

386. Der opstilles i servicelovens § 59 en række basale krav til indstillingen til børn og unge-udvalget om en tvangsmæssig anbringelse. Formålet med kravene er at få en større gennemsigtighed i forhold til beslutningsgrundlaget, som det foreligger for udvalget. Kravet til indstillingen har endvidere til formål at højne kvaliteten i sagsbehandlingen. For indehaveren af forældremyndigheden, den unge over 15 år og dennes advokat betyder det, at de kan stille krav om, at de oplysninger, der er indeholdt i indstillingen, skal foreligge inden mødet i børn og unge-udvalget. Det giver parterne mulighed for at forstå kommunalbestyrelsens bevæggrunde for at foretage indstillingen og et bedre grundlag for, at de kan få deres synspunkter og yderligere oplysninger til sagen frem. Børn og unge-udvalget er bundet af kommunalbestyrelsens indstilling.

Selv om kravene til indstillingen kun er lovfæstede for så vidt angår visse sager efter servicelovens, vil der også i alle andre situationer skulle udfærdiges en indstilling forud for en afgørelse om et tvangsmæssigt indgreb, således at børn og unge-udvalget får det bedst mulige grundlag for at træffe afgørelsen, jf. § 3 i bekendtgørelsen om forretningsorden for børn og unge-udvalgene, som kan findes på www.retsinfo.dk. Dette følger også af de almindelige regler om god forvaltningsskik, at sagen skal være tilstrækkeligt oplyst, før der kan træffes afgørelse. Det påhviler dommeren at vurdere, om beslutningsgrundlaget er tilstrækkeligt, jf. § 20, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forretningsordenen for børn og unge-udvalgene § 6. Vedrørende dommerens opgaver i børn og unge-udvalget henvises til punkt 391.

Elementerne i indstillingen

387. Opregningen i servicelovens § 59 angiver de elementer, der som minimum skal indgå i indstillingen. Herudover kan der være behov for supplerende oplysninger under hensyn til den enkelte sags særlige omstændigheder.

Kravet om, at indstillingen, skal omfatte en beskrivelse af, at betingelserne i § 58 anses for opfyldt, skal ses i sammenhæng med, at kriterierne for gennemførelsen af en anbringelse uden samtykke er udførligt angivet i servicelovens § 58.

Alle foranstaltninger skal ikke nødvendigvis have været forsøgt, før der træffes beslutning om at indstille til anbringelse uden samtykke, og der kan være tilfælde, hvor ingen øvrige foranstaltninger bør forsøges, da de må anses for uanvendelige. Dette skal ses i sammenhæng med, at kommunalbestyrelsen skal finde den eller de foranstaltninger, som bedst kan løse de problemer og behov, der er afdækket gennem den børnefaglige undersøgelse efter § 50, jf. § 52, stk. 1, 2. pkt., hvilket i nogle tilfælde kan føre til at en anbringelse uden for hjemmet er nødvendig som det første skridt i sagen.

Det er vigtigt ikke ensidigt at beskæftige sig med manglerne og svaghederne hos barnet eller den unge eller i familien. Derfor skal der redegøres for de ressourcer, der findes i barnets eller den unges familie eller i netværket, jf. servicelovens § 50, stk. 3, og § 59, nr. 1. Det kan give mulighed for at afdække, om der er andre løsninger end en anbringelse uden for hjemmet og om anbringelsen kan ske i barnets eller den unges netværk, jf. servicelovens § 66, nr. 2.

Handleplanen for indsatsen over for barnet eller den unge under anbringelsen skal laves, før et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet, jf. servicelovens § 140, og skal ligeledes indgå i indstillingen, jf. servicelovens § 59, nr. 2.

Endelig skal det af indstillingen fremgå, hvorledes barnet eller den unge forholder sig til anbringelsen, jf. servicelovens § 59, nr. 3. Servicelovens § 46, stk. 3, og § 48 fastsætter, at der altid bør ske en inddragelse af barnet eller den unge i hele sagsforløbet. Det betyder, at man løbende bør orientere barnet eller den unge om, hvad der sker i sagen. I servicelovens § 59, nr. 3, understreges inddragelsen af barnet eller den unge i sagen, idet der skal ske en orientering af barnet eller den unge om anbringelsen uden for hjemmet, inden der træffes beslutning om tvangsmæssig anbringelse. Barnets eller den unges reaktion på indstillingen om en anbringelse uden for hjemmet skal beskrives. Det er vigtigt, at denne pligt til at inddrage barnet eller den unge i processen ikke forveksles med et forsøg på at få barnet eller den unge til at give samtykke. Derfor er der heller ikke fastsat en nedre aldersgrænse. Der vil naturligvis være tilfælde, hvor et barn er så lille, at det bliver meningsløst at beskrive dets holdning. Det må dog samtidig understreges, at selv små børn har behov for og ret til at vide, hvad der skal ske med dem. Se i øvrigt punkt 254 ff. om høring af barnet.

Barnet eller den unge må på ingen måde presses til at have en holdning, men man bør forsøge at sikre sig, at barnet eller den unge har forstået, hvad der skal ske. Hvis barnet eller den unge vægrer sig mod at udtale sig, vil oplysningerne herom være tilstrækkelige til at opfylde kravet i bestemmelserne.

Genbehandling

388. Servicelovens § 59 om de indholdsmæssige krav til indstillingen finder tilsvarende anvendelse ved genbehandling af en sag ved børn og unge-udvalget efter servicelovens § 62 med de modifikationer, der følger af, at der er tale om genbehandling og ikke en førstegangsbehandling af en indstilling om tvangsmæssig anbringelse uden for hjemmet. Kommunalbestyrelsen kan ikke nøjes med at henvise til tidligere afgørelser, men skal forelægge indstillingen igen. Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med forelæggelsen for børn og unge-udvalget være opmærksom på, at handleplanen kan være revideret, jf. servicelovens § 70, stk. 1, hvilket betyder, at det er den reviderede handleplan, der primært skal forelægges udvalget, jf. servicelovens § 59.

Foretræde for udvalget

389. Inden der træffes afgørelse, skal indehaveren af forældremyndigheden, barnet eller den unge, advokaten og eventuel anden bisidder for forældremyndighedens indehaver eller barnet eller den unge efter servicelovens § 74, stk. 2, nr.1 have lejlighed til at udtale sig over for børn og unge-udvalget. Barnets opholdskommune kan yde støtte til forældrenes transport til møder i barnets opholdskommune, jf. servicelovens § 71, stk. 7. Tilbud efter § 74, stk.1, nr. 1 til barnet eller den unge kan undlades, hvis barnet er under 12 år, eller det må antages at være til skade for barnet eller den unge, men udgangspunktet er, at barnet eller den unge har ret til at udtale sig over for børn og unge-udvalget. Bestemmelsen angår alene retten til at udtale sig over for udvalget. Se punkt 254 ff. om høring af barnet.

Inden der træffes afgørelse i en sag om afbrydelse af forbindelsen m.v. efter servicelovens § 71, stk. 3, eller om brev- og telefonkontrol efter servicelovens § 123, stk. 2, der angår den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, skal denne, dennes advokat eller en bisidder efter servicelovens § 74, stk. 3, ligeledes have lejlighed til at udtale sig over for udvalget. Forældremyndighedens indehaver har også ret til at udtale sig over for børn og unge-udvalget, inden der træffes afgørelse om samvær og kontakt m.v. med den anden af forældrene. Plejeforældrene ved privat familiepleje efter servicelovens § 78 har ligeledes ret til at udtale sig, inden der træffes afgørelse om flytning eller hjemtagelse efter servicelovens § 78, stk. 4.

Børn og unge-udvalgets sammensætning

390. Det følger af servicelovens § 74, hvilke afgørelser, som udvalget kan træffe afgørelse om. Af retssikkerhedslovens § 19, fremgår sammensætningen af børn og unge-udvalget således, at der fremover sidder 2 kommunalbestyrelsesmedlemmer, 2 pædagogisk-psykologisk sagkyndige og 1 dommer i udvalget.

Dommerens opgaver i børn og unge-udvalget

391. Dommeren leder møderne og påser, at kommunalbestyrelsen har foretaget de nødvendige undersøgelser efter servicelovens § 50, og om sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes en retssikkerhedsmæssig forsvarlig afgørelse i sagen. Dommeren kan beslutte, at der skal indhentes flere oplysninger, og kan forlange, at der optages retsligt forhør efter retsplejelovens § 1018, hvilket vil sige, at dommeren kan indkalde personer til afhøring, hvis de nægter at udtale sig til sagen. Dommeren yder også vejledning om, hvordan reglerne skal forstås og anvendes, samt giver en retslig vurdering af de foreliggende oplysninger, jf. § 20, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Dommerens opgaver er nærmere beskrevet i forretningsordenen for børn og unge-udvalgene, der kan findes på www.retsinfo.dk, hvor det i § 6 bl.a. fastsættes, at dommeren kan beslutte, at andre end de i servicelovens § 74, stk. 2 og 3, nævnte personer skal have lejlighed til at udtale sig over for udvalget.

Endvidere påser dommeren, at indehaveren af forældremyndigheden, den unge, der er fyldt 15 år, og eventuelle andre parter samt deres advokater har fået tilbud om at se sagens akter, at de er gjort bekendt med retten til at udtale sig, og at parterne er sikret partshøring, inden der træffes afgørelse, jf. servicelovens § 73 og § 74, stk. 2 og 3.

Det er dommeren, der leder udvalgets møde, og dommeren kan af hensyn til mødets forsvarlige afvikling træffe beslutning om at begrænse antallet af bisiddere for de personer, der efter servicelovens § 74, stk. 2 og 3, skal have lejlighed til at udtale sig om sagen, før der træffes afgørelse, jf. forretningsordenens § 6, stk. 3.

De pædagogisk-psykologisk sagkyndiges opgaver

392. De pædagogisk-psykologisk sagkyndige yder udvalget vejledning med hensyn til, om der er indhentet de fornødne sagkyndige udtalelser og undersøgelser til at belyse sagen samt vejledning med hensyn til, hvilke foranstaltninger der ud fra en børnesagkyndig vurdering må anses for bedst egnede til at fremme barnets eller den unges udvikling.

I forretningsordenen for børn og unge-udvalgene § 4 er det for så vidt angår inhabilitet fastsat, at de pædagogisk-psykologisk sagkyndige ikke kan deltage i behandlingen, hvis pågældende tidligere har udtalt sig i sagen eller på anden måde har deltaget i sagens behandling i forvaltningen. Samme krav gælder for stedfortræderne. Det fastsættes samtidig, at der kan ses bort fra kravet, hvis udvalget på grund af bestemmelsen i forretningsordenens § 4 mister sin beslutningsdygtighed, dvs. hvis både medlemmet og stedfortræderen er inhabile i sagen efter reglen i § 4. Hvis de pædagogisk-psykologisk sagkyndige har medvirket ved en sag om forældremyndighed og samvær ved statsforvaltningen, eller i øvrigt har haft kontakt med parterne i sagen, skal det overvejes, om pågældende er inhabil efter forvaltningslovens regler.

Sagens afgørelse i børn og unge-udvalget

393. Børn og unge-udvalget er kun beslutningsdygtigt, når såvel dommeren som de pædagogisk-psykologisk sagkyndige - eller deres respektive stedfortrædere - er til stede.

Efter servicelovens § 74, stk. 4, kræves der til vedtagelse af afgørelser efter servicelovens § 51, § 58, § 62, § 63, § 68 a, § 69, stk. 3 og 4, § 71, stk. 3, § 75, stk. 3, § 123, stk. 2, § 123 b, stk. 1, § 123 c samt ved afgørelse om anbefaling af adoption uden samtykke, at mindst 4 af samtlige af børn og unge-udvalgets medlemmer stemmer for afgørelsen. Udvalget er således kun beslutningsdygtigt, hvis mindst 4 af udvalgets medlemmer (inkl. dommer og en pædagogisk-psykologisk sagkyndig) er til stede, og vedtagelse af beslutningen kræver, at samtlige skal stemme for beslutningen, jf. forretningsordenen for børn og unge-udvalgene § 7, stk. 2.

Ved en afgørelse efter servicelovens § 78, stk. 4, er udvalget beslutningsdygtigt, når 3 af udvalgets medlemmer, herunder dommer og en pædagogisk-psykologisk sagkyndig, er til stede, jf. servicelovens § 74 stk. 4. Afgørelsen træffes i disse tilfælde ved almindelig stemmeflerhed, dvs. at et flertal af de fremmødte skal stemme for beslutningen.

I forretningsordenens § 7, stk. 3, fastsættes, at ingen udover udvalgets medlemmer og protokolføreren må deltage i mødet under voteringen.

Afgørelsen og begrundelsen for denne indføres umiddelbart efter voteringen i protokollen. 1 medlem af udvalget kan kræve, at der tilføres protokollen en kort begrundelse for sit standpunkt. Når mødet er afholdt vil alene de dokumenter, som kommunen og parterne har tilført sagen samt protokollen være genstand for aktindsigt. Eventuelle notater som medlemmerne af udvalget og sekretariatet har gjort sig undervejs er at betragte som interne arbejdsdokumenter, som der ikke er ret til aktindsigt i, jf. forvaltningsloven § 12.

I servicelovens § 74, stk. 5, fastsættes, at såfremt dommeren ikke er enig i den trufne afgørelse, skal dette tilføres udvalgets protokol, og meddelelsen om udvalgets afgørelse skal indeholde oplysning om dommerens afvigende opfattelse.

Der skal gives meddelelse om den trufne afgørelse snarest muligt. Meddelelsen skal omfatte den fastsatte genbehandlingsfrist efter servicelovens § 62, og at en evt. anke medfører udsættelse af genbehandlingstidspunktet. Børn og unge-udvalgets afgørelser skal efter servicelovens § 74, stk. 6 meddeles skriftligt. Alle afgørelser truffet af børn og unge-udvalget skal være begrundede, jf. forvaltningslovens §§ 22-24 og indeholde oplysning om klageadgang, jf. forvaltningslovens § 25. Se punkt 23-25 for yderligere vejledning om børn og unge-udvalget.

Fuldbyrdelse af børn og unge-udvalgets afgørelser

394. Det er kommunalbestyrelsen, der har ansvaret for, at de afgørelser, der træffes af børn og unge-udvalget, jf. servicelovens § 74 eller af formanden for udvalget efter reglerne om foreløbige afgørelser, jf. servicelovens § 75, bliver ført ud i livet.

Fuldbyrdelsen af en anbringelse skal ske så skånsomt som muligt over for barnet eller den unge og familien. En god information og inddragelse af barnet eller den unge og familien i det forberedende arbejde forud for anbringelsen, jf. servicelovens § 46 stk. 3 og 4, kan give såvel barnet eller den unge som familien en bedre oplevelse og forståelse af, at barnet eller den unge skal bo et andet sted, således at selve anbringelsen bliver mindre problemfyldt. Kommunen kan f.eks. lade familien og barnet eller den unge besøge det påtænkte anbringelsessted, eller der kan foranstaltes et møde med en person fra stedet.

En afgørelse truffet af børn og unge-udvalget skal iværksættes i umiddelbar tilknytning til afgørelsens vedtagelse for at kunne bevare sin retsvirkning.

Efter servicelovens § 64 fuldbyrdes afgørelser efter servicelovens §§ 51, 58 og 63, § 68, stk. 2 og § 68 a af kommunalbestyrelsen. Kommunen har med henblik på at fuldbyrde børn og unge-udvalgets afgørelser adgang til forældremyndighedens indehavers bolig uden retskendelse. Da afgørelsen om en tvangsmæssig anbringelse er truffet i forhold til forældremyndighedens indehaver, vil der normalt være en formodning for, at barnet eller den unge opholder sig hos denne. Børn og unge-udvalgets afgørelse udgør et tilstrækkeligt grundlag for, at kommunen kan få adgang til hjemmet uden retskendelse, jf. servicelovens § 64. Der vil derfor ikke være noget grundlag for en domstol at tage stilling hertil. Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med fuldbyrdelsen overholde lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter. I forbindelse med fuldbyrdelsen af afgørelsen har kommunalbestyrelsen kun ret til at lede efter barnet eller den unge i forældremyndighedsindehaverens bolig, rum eller gemmer, og medtage barnet eller den unge, jf. servicelovens § 64, stk. 2. Repræsentanterne fra kommunen skal legitimere sig, når de ankommer til hjemmet. Kommunalbestyrelsen har ikke adgang til andre mulige tilholdssteder for barnet eller den unge. Kommunalbestyrelsen kan anmode om politiets bistand til at udøve disse beføjelser.

Hvis barnet eller den unge opholder sig hos andre end forældremyndighedsindehaveren, reguleres spørgsmålet om adgang til disses bopæl af retsplejelovens almindelige bestemmelser. I det omfang andre end forældremyndighedens indehaver gemmer barnet eller den unge med henblik på at unddrage barnet eller den unge fra kommunalbestyrelsens fuldbyrdelse af børn og unge-udvalgets afgørelse, vil der efter omstændighederne kunne foreligge en overtrædelse af straffelovens § 215. Hvis dette er tilfældet, kan politiet foretage en ransagning, hvis betingelserne for ransagning i retsplejeloven er opfyldt. Ransagningen vil oftest foregå på baggrund af en anmodning fra kommunalbestyrelsen. Det er en forudsætning, at en repræsentant fra kommunen er til stede i forbindelse med en eventuel ransagning.

I nogle tilfælde vil det være nødvendigt at afhente barnet eller den unge i den dagsinstitution eller skole, som han eller hun går i. Dette bør være undtagelsen, og det bør ikke ske, mens der er andre børn eller unge til stede.

Det er som nævnt væsentligt i alle tilfælde, hvor der er truffet afgørelse om at gennemføre en foranstaltning tvangsmæssigt, at den trufne afgørelse gennemføres på en måde, der belaster barnet eller den unge mindst muligt. Heri ligger, at der skal udvises så meget hensynsfuldhed og skånsomhed som muligt i det enkelte tilfælde. Dette gælder også i de tilfælde, hvor der skønnes at være behov for at bede om politiets bistand.

Henvendelsen til politiet bør så vidt muligt ske skriftligt, eventuelt ledsaget af et udskrift af børn og unge-udvalgets protokol vedrørende den trufne afgørelse. Henvendelsen skal angive, hvilken bistand der ønskes, og hvorfor det anses for nødvendigt med politiets bistand til at hente barnet eller den unge. Kommunalbestyrelsen kan endvidere anmode om, at politiet ikke optræder i uniform eller anvender politibiler, såfremt dette ud fra en konkret vurdering må anses for at være en fordel. Da en tvangsmæssig anbringelse ofte er en voldsom oplevelse for et barn eller en ung, vil det i de fleste tilfælde være hensigtsmæssigt, hvis politiet optræder i civil. I forbindelse med en afhentning af barnet eller den unge kan det blive nødvendigt med fysisk fastholdelse, men dette bør så vidt muligt undgås og kan kun foretages af politiet. Magtanvendelsen skal afpasses efter forholdene i den enkelte situation, og den må ikke gå ud over det strengt nødvendige. Det er i det hele taget vigtigt, at politiets bistand skal være en støtte til kommunalbestyrelsens fuldbyrdelse af afgørelsen, således at politiet kun går aktivt ind i fuldbyrdelsen, hvis situationen udvikler sig, så det er absolut påkrævet.

Afhængig af den konkrete situation kan det være hensigtsmæssigt, at forældrene får mulighed for at ledsage barnet eller den unge til anbringelsesstedet. I alle tilfælde er det vigtigt, at barnet eller den unge ved, hvad der skal ske, og hvor barnet eller den unge bringes hen.

Foreløbige afgørelser

 
Serviceloven
§ 75. Formanden eller i dennes fravær næstformanden for børn og unge-udvalget kan træffe foreløbige afgørelser efter §§ 51, 58, 63, 68 a, § 71, stk. 3, § 78, stk. 4, § 123, stk. 2, § 123 b, stk. 1, og § 123 c, stk. 1, som af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i børn og unge-udvalget.
Stk. 2.
 

395. Efter servicelovens § 75 kan børn og unge-udvalgets formand eller næstformanden træffe en foreløbig afgørelse om gennemførelse af undersøgelse efter servicelovens § 51, anbringelse uden for hjemmet, jf. servicelovens § 58, lægelig undersøgelse og behandling efter servicelovens § 63, videreførelse af en anbringelse, jf. servicelovens § 68 a, afbrydelse af forbindelsen m.v., jf. servicelovens § 71, stk. 3, forbud mod flytning og hjemtagning fra privat familiepleje, jf. servicelovens § 78 stk. 4, anbringelse på delvist lukkede døgninstitutioner, jf. servicelovens § 123 b, stk. 1, tilbageholdelse umiddelbart efter en anbringelse, jf. servicelovens § 123 c, stk. 1, og brev- og telefonkontrol, jf. servicelovens § 123, stk. 2.

I de tilfælde, hvor en foreløbig afgørelse skal følges op af en afgørelse om opretholdelse af foranstaltningen, vil der normalt være tale om en behandling af sagen i tre dele. Da afgørelser om undersøgelse efter servicelovens § 51 har en indlagt tidsbegrænsning i bestemmelsen, gælder der særlige regler herfor. For afgørelser efter servicelovens § 75, stk. 4, gælder der ligeledes særlige regler, jf. nedenfor punkt 400.

Betingelserne for at træffe en foreløbig afgørelse

396. Betingelsen for at træffe en foreløbig afgørelse er, at en afgørelse om iværksættelse af den pågældende foranstaltning m.v. af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente forelæggelse for børn og unge-udvalget. Anbringelsen skal således være akut nødvendig. Dette vil f.eks. ikke være tilfældet, hvis et barn er indlagt på sygehus med forældrenes medvirken, og der ikke er frygt for, at barnet vil blive hjemtaget. Herudover skal de betingelser i den bestemmelse, som den foreløbige afgørelse angår, være opfyldt.

Behovet for foreløbige afgørelser kan opstå i en række forskellige situationer. Det kan således dreje sig om akut opståede behov for en ganske kortvarig foranstaltning men også om situationer, hvor der udover det øjeblikkelige behov kan være eller vise sig at være behov for en længerevarende indsats. Det skal bemærkes, at adgangen til at træffe en foreløbig afgørelse efter servicelovens § 75 i denne forbindelse alene vedrører foranstaltninger, hvortil der ikke kan opnås samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden, idet det forudsættes, at kommunalbestyrelsen har forsøgt at opnå samtykke inden forelæggelsen for formanden. Om akutte anbringelser med samtykke henvises til punkt 309-310 og 322

Når der skal træffes en foreløbig afgørelse, kan der være tilfælde, hvor afgørelsen ikke kan afvente, at det bliver almindelig arbejdstid. Kommunerne skal derfor sikre sig, at det er muligt at fat i en medarbejder fra kommunen og formanden eller næstformanden for børn og unge-udvalget, der kan tage hånd om et barn eller en ung i de tilfælde, hvor der er akut brug for støtte til barnet eller den unge. Det kan for eksempel være tilfælde, hvor politiet skal afhøre et barn eller en ung under 18 år i forbindelse med kriminalitet. I disse situationer skal politiet kunne tilkalde en kommunal repræsentant, der kan bistå den unge, jf. Socialministeriets bekendtgørelse om kommunens bistand til børn og unge i forbindelse med uden- og indenretlig afhøring, som kan findes på www.retsinfo.dk. Der kan endvidere være situationer, hvor der er begået alvorlige overgreb mod et barn eller en ung, således at det ikke er forsvarligt at lade barnet eller den unge forblive i hjemmet. Kommunerne kan søge socialministeren om tilladelse til at oprette en fælles social vagtordning, jf. lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 9 d.

Ankestyrelsen har en døgntelefon, som man kan rette henvendelse til, hvis en kommune undlader at træffe foranstaltninger over for et barn eller en ung, der har akut behov for støtte, jf. punkt 397.

Kompetencen til at træffe foreløbige afgørelser

397. En foreløbig afgørelse efter servicelovens § 75, stk. 1, træffes af formanden for børn og unge-udvalget eller i dennes fravær af næstformanden. Det er alene formanden, eller i dennes fravær næstformanden, der kan træffe foreløbige afgørelser. Kompetencen kan således ikke overlades til deres stedfortrædere eller forvaltningen.

Desuden har styrelseschefen for Ankestyrelsen eller den ankechef og eventuelt konsulent, der af styrelseschefen er bemyndiget hertil, adgang til at træffe en foreløbig beslutning efter servicelovens § 75, stk. 5, jf. nedenfor. Der er i Ankestyrelsen etableret et nødberedskab, således at man også uden for Ankestyrelsens normale åbningstid, kan komme i kontakt med Ankestyrelsen pr. telefon. Nødberedskabet er beregnet til de situationer, hvor det vurderes, at en akut anbringelse af et barn eller en ung er nødvendig, og hvor det enten ikke er muligt at komme i kontakt med formanden for børn og unge-udvalget eller næstformanden, eller hvor denne ikke finder, at det er nødvendigt at træffe en foreløbig afgørelse om anbringelse uden for hjemmet, jf. servicelovens § 75 stk. 5 og 6. Nødberedskabet forudsættes alene anvendt, hvor der foreligger ekstraordinære omstændigheder.

Meddelelse om den foreløbige afgørelse

 
Serviceloven
§ 75.
Stk. 2. Forældremyndighedens indehaver og eventuelle andre parter, jf. § 72, skal inden 24 timer efter iværksættelsen af en foreløbig afgørelse have skriftlig meddelelse om afgørelsen samt en begrundelse for afgørelsen. Meddelelsen skal tillige indeholde oplysning om retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og til at udtale sig om sagen samt om retten til vederlagsfri advokatbistand.
Stk. 3-6.
 

398. Der skal inden 24 timer gives skriftlig meddelelse om den foreløbige afgørelse til forældremyndighedens indehaver og eventuelle andre parter. Meddelelsen skal endvidere indeholde oplysning om retten til at se sagens akter, retten til gratis advokatbistand efter servicelovens § 72, samt retten til at udtale sig. 24 timers fristen for meddelelsen til forældremyndighedens indehaver og eventuelle andre parter regnes fra kommunens iværksættelse af den foreløbige afgørelse. Tidspunktet for iværksættelsen vil være det tidspunkt, hvor afgørelsen føres ud i livet. I de tilfælde, hvor afgørelsen ikke umiddelbart kan effektueres, fordi barnet eller den unge holdes skjult, vil iværksættelsen være det tidspunkt, hvor kommunen tager skridt til iværksættelse af afgørelsen, f.eks. ved at anmode politiet om bistand til at få barnet eller den unge eftersøgt. Hvis det ikke er muligt at overbringe meddelelsen til forældremyndighedens indehaver eller eventuelle andre parter, inden der er gået 24 timer, fordi det ikke har været muligt at lokalisere den pågældende, selv om der har været gjort en aktiv indsats, vil dette ikke være ugyldighedsgrund.

Godkendelse af en foreløbig afgørelse

 
Serviceloven
§ 75.
Stk. 3. En foreløbig afgørelse efter stk. 1, skal snarest muligt og senest inden 7 dage efter iværksættelsen af afgørelsen forelægges børn og unge-udvalget til godkendelse, uanset om foranstaltningen er ophørt.
Stk. 4-6.
 

399. Formandens afgørelse efter servicelovens § 75, stk. 1 skal snarest muligt og senest 7 dage efter, at afgørelsen er truffet, forelægges udvalget til godkendelse, uanset om foranstaltningen måtte være ophørt, jf. servicelovens § 75 stk. 3. 7-dages fristen for forelæggelsen for børn og unge-udvalget regnes fra iværksættelsen. Ved beregningen af 7-dages fristen medregnes dagen for iværksættelsen samt søn- og helligdage. Hvis der ikke er taget stilling til den foreløbige afgørelse inden 7 dage, bortfalder afgørelsen. 7-dages fristen er ufravigelig, uanset om forældremyndighedens indehaver ikke kan deltage på mødet, da det er et tilbud og ikke en pligt.

Godkendelsen af den foreløbige afgørelse efter servicelovens § 75, stk. 3, drejer sig alene om den foreløbige afgørelse, som formanden har truffet. Bedømmelsen af gyldigheden af afgørelsen sker kun med udgangspunkt i det beslutningsgrundlag, som kommunalbestyrelsen forlagde formanden, da formanden for børn og unge-udvalget traf sin afgørelse. Der skal ikke på dette tidspunkt tages stilling til, om der er grundlag for efterfølgende at træffe afgørelse om eksempelvis barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, jf. servicelovens § 58, men dette er dog muligt, såfremt det er hensigtsmæssigt, at afgørelsen træffes samtidigt. Dette gælder f.eks., hvis sagen alligevel er på vej til at blive forelagt børn og unge-udvalget. Formanden bliver ikke inhabil som medlem af børn og unge-udvalget, selv om pågældende traf den foreløbige afgørelse.

Ved godkendelsen skal udvalget tage stilling til, om betingelserne for den pågældende foranstaltning var opfyldt, og om foranstaltningen af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kunne afvente, at der blev holdt et møde i børn og unge-udvalget.

Hvor længe gælder en foreløbig afgørelse

400. Efter servicelovens § 75, stk. 4, har en foreløbig afgørelse, der er godkendt efter stk. 3, gyldighed i 1 måned. Se undtagelserne herfra nedenfor. Derefter skal foranstaltningen ophøre, med mindre børn og unge-udvalget i mellemtiden har truffet afgørelse om at opretholde foranstaltningen efter servicelovens § 74.

Fristen beregnes fra afgørelsen om børn og unge-udvalgets godkendelse af den foreløbige afgørelse.

I de tilfælde, hvor foranstaltningen er ophørt inden udløbet af fristen i stk. 4, kræves der ikke fornyet forelæggelse for børn og unge-udvalget, da formålet med en fornyet forelæggelse vil være at tage stilling til, om der fortsat skal være tvangsmæssige foranstaltninger. Selv om foranstaltningen er ophørt, inden 7-dages fristen er udløbet, skal børn og unge-udvalget alligevel godkende den foreløbige afgørelse, jf. servicelovens § 75, stk. 3.

Der er to undtagelser fra bestemmelsen om gyldighedsperioden for en foreløbig afgørelse.

Hvis der er truffet afgørelse om undersøgelse af barnet eller den unge efter servicelovens § 51, skal afgørelsen ikke forelægges udvalget inden 1 måned, da afgørelsen om en undersøgelse efter servicelovens § 51, jf. servicelovens § 75, stk. 4, har gyldighed, indtil undersøgelsen er afsluttet, dog højst 2 måneder. I dette tilfælde regnes 2 måneders fristen fra formandens afgørelse efter servicelovens § 75, stk. 1.

Hvis der træffes en foreløbig afgørelse om, at et barn eller en ung ikke må hjemtages fra en privat familiepleje, jf. servicelovens § 78 stk. 4, vil dette ikke ændre på det forhold, at der er tale om et privat plejeforhold, foranstaltet af forældremyndighedens indehaver selv. Afgørelsen vil derfor have gyldighed, indtil der træffes en ny afgørelse om flytning eller hjemtagelse, eller kommunalbestyrelsen vælger at træffe afgørelse om foranstaltninger efter kap. 11 i serviceloven.

Særligt om klage over foreløbige afgørelser

401. Forældremyndighedens indehaver, den unge over 12 år, samt andre parter i sagen har adgang til at klage over foreløbige beslutninger, jf. servicelovens § 168. Hvis der ikke skal ske fornyet forelæggelse for børn og unge-udvalget inden 1 måned, vil dette være en selvfølge, da der dermed er truffet endelig afgørelse i sagen, når børn og unge-udvalget har godkendt afgørelsen inden 7 dage. Der er adgang til at indbringe børn og unge-udvalgets godkendelse af formandens foreløbige afgørelse for Ankestyrelsen og dermed en mulighed for at få prøvet grundlaget for den foreløbige afgørelse også i de tilfælde, hvor sagen på ny forelægges udvalget til endelig afgørelse om fortsat iværksættelse af de tvangsmæssige foranstaltninger inden udløbet af gyldighedsperioden (1 måned) for den foreløbige afgørelse. Dette gælder også, selvom børn og unge-udvalget efterfølgende træffer beslutning om anbringelse uden for hjemmet.

For at undgå at sagen behandles flere steder samtidig, er det fastsat, at klagen over den foreløbige afgørelse ikke kan behandles i Ankestyrelsen, så længe der verserer en sag om anbringelse efter servicelovens § 58 ved udvalget. Dvs. at sagen ikke kan behandles, før endelig afgørelse om anbringelse uden for hjemmet er truffet i børn og unge-udvalget, eller barnet eller den unge er blevet hjemgivet.

Ankestyrelsens kompetence vedrørende foreløbige afgørelser

402. Styrelseschefen for Ankestyrelsen (eller den ankechef, der af styrelseschefen er bemyndiget hertil) har efter servicelovens § 75, stk. 5, samme adgang som formanden for børn og unge-udvalget til at træffe en foreløbig afgørelse og kan pålægge kommunalbestyrelsen at gennemføre afgørelsen. Styrelseschefens foreløbige afgørelse, der har gyldighed en måned, skal ikke godkendes. Styrelseschefen kan dog undtagelsesvis bestemme, at den foreløbige afgørelse skal godkendes af Ankestyrelsen snarest muligt og senest inden 7 dage efter iværksættelsen af afgørelsen, uanset at foranstaltningen er ophørt. Reglerne i servicelovens § 75, stk. 2 og 4, om underretning af forældremyndighedens indehaver og om gyldighedsperiode, finder tilsvarende anvendelse i situationer, hvor styrelseschefen træffer en foreløbig afgørelse.

I tilfælde, hvor styrelseschefen for Ankestyrelsen har truffet en foreløbig afgørelse efter servicelovens § 75, stk. 5, og hvor børn og unge-udvalget ikke inden 1 måned træffer afgørelse i fuld overensstemmelse med styrelseschefens foreløbige afgørelse, skal børn og unge-udvalget straks orientere Ankestyrelsen herom, jf. servicelovens § 75, stk. 6.

Børn og unge-udvalgets afgørelse om ikke at træffe afgørelse i overensstemmelse med styrelseschefens foreløbige afgørelse har i disse tilfælde ikke virkning, før styrelseschefen snarest muligt og senest inden 10 dage efter afgørelsen har taget stilling til, om afgørelsen alligevel skal have virkning. Formålet hermed er at sikre barnet eller den unge mod at blive flyttet frem og tilbage, således at der bliver kontinuitet i barnets eller den unges anbringelsesforløb.

Hvis styrelseschefen træffer afgørelse om, at børn og unge-udvalgets afgørelse om ikke at iværksætte foranstaltninger ikke skal have virkning, træffer Ankestyrelsen afgørelse efter reglerne i servicelovens § 65, stk. 3, jf. servicelovens § 75 stk. 6, senest 8 uger fra børn og unge-udvalgets afgørelse. Herved træffer Ankestyrelsen en endelig afgørelse, som det påhviler kommunalbestyrelsen at gennemføre. Afgørelser efter § 65, stk. 3, og § 168 kan ved henvendelse til Ankestyrelsen inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, kræves forelagt for retten, jf. servicelovens § 169, stk. 1.

Hvis styrelseschefen ikke finder grundlag for, at sagen behandles efter servicelovens § 65, stk. 3, kan børn og unge-udvalgets afgørelse iværksættes umiddelbart herefter.

Om Ankestyrelsens beføjelser i øvrigt til at gå ind i en sag, uden at der foreligger en klage, henvises til servicelovens § 65 og punkt 693.

Kapitel 16

Forældreprogrammer, forældrepålæg og ungepålæg

403. I dette kapitel beskrives reglerne for anvendelse af forældreprogrammer, forældrepålæg, ungepålæg samt elektronisk overvågning (fodlænker). Indledningsvis redegøres for den forståelse af ansvaret som forældremyndigheds-indehaver, som ligger til grund for reglerne for forældreprogrammer og forældreansvar. Efterfølgende behandles forældreprogrammer, som er en af de muligheder kommunen har for at tilbyde frivillige foranstaltninger, der kan give forældrene bedre forudsætninger for at løfte forældrerollen. Dernæst beskrives reglerne for, hvornår kommunen skal meddele forældre, der ikke lever op til deres forældreansvar, et forældrepålæg, herunder hvilke sanktioner der er ved manglende efterlevelse. Sidst i kapitlet gennemgås reglerne for anvendelse af ungepålæg til unge, som kan anvendes til udsatte børn og unge mellem 12 og 17 år, som er inde i en uheldig udvikling samt anvendelse af elektronisk overvågning (fodlænkeordning).

Ansvaret som forældremyndighedsindehaver

404. Hovedformålet med servicelovens bestemmelser om forældreprogrammer og forældrepålæg er at yde støtte til udsatte børn og unge ved at stille krav til deres forældre om, at de påtager sig ansvaret som forældre.

Som forældremyndighedsindehaver har man et særligt ansvar over for sit barn, indtil det fylder 18 år, medmindre barnet før det fyldte 18. år har indgået ægteskab. Forældremyndighedens indehaver skal drage omsorg for barnet og kan træffe beslutning om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov. Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling. Dette følger af forældreansvarslovens § 2.

Dette forældreansvar bygger på antagelsen om, at et barns nærmeste er dets forældre, og at disse derfor er nærmest til at yde barnet beskyttelse og varetage dets interesser.

Forældremyndigheden og den pligt, der følger heraf, er ikke bare en formel ting. Forældre er i de fleste tilfælde – hvor børn og forældre bor sammen – de vigtigste personer i styringen af opdragelsen. Forældre bliver særligt vigtige for børnene på grund af de følelsesmæssige bånd og de fælles erfaringer og oplevelser. Forældrenes egen adfærd er den vigtigste påvirkning, idet børn lægger mærke til, hvad forældrene gør.

Forældrene bliver derved rollemodeller for børnene. Forældrene er stadigvæk helt centrale figurer i et barns eller en ungs liv, selv om børnene, efterhånden som de bliver ældre, i stigende grad påvirkes af andre som f.eks. søskende, kammerater og andre voksne. Forældrene har en afgørende indflydelse i forhold til barnets eller den unges udvikling, adfærd og holdninger.

Sammenhæng mellem forældreprogrammer, forældrepålæg og øvrige foranstaltninger

405. Som det fremgår af servicelovens § 19, er det centralt at se hele den kommunale indsats på børne- og ungeområdet i en sammenhæng. Kommunen skal sikre, at den indsats, der iværksættes over for børn og unge og deres familier efter serviceloven, indgår som en del af den samlede indsats over for børn og unge. Der lægges dermed op til en sammenhængende indsats, der på tværs af lovgivning, administrative strukturer og faglige kompetencer skal opfylde det overordnede formål.

Forældreprogrammer og forældrepålæg skal derfor ses i sammenhæng med de øvrige foranstaltninger, der er mulige i medfør af bl.a. lov om social service. De foranstaltninger, som kommunen kan vælge at iværksætte, omfatter dels tilbud om forskellige former for hjælp og støtte i hjemmet og nærmiljøet, og dels anbringelse af barnet uden for hjemmet med eller uden samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden. En anbringelse uden for hjemmet uden samtykke fra forældremyndighedsindehaverens side vil alene komme på tale i de situationer, hvor der er en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af f.eks. utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge, vold eller andre alvorlige overgreb.

Der er som udgangspunkt ingen direkte sammenhæng mellem forældreprogrammer og forældrepålæg. Forældreprogrammer kan tilbydes forældrene som en forebyggende foranstaltning efter servicelovens § 52, uden at det får som følge, at der træffes afgørelse om forældrepålæg, hvis forældrene ikke vil modtage tilbuddet eller reelt ikke deltager i programmet. På den anden side er det også muligt at skride direkte til en afgørelse om forældrepålæg, hvis kommunen vurderer, at det er nødvendigt, eller det vil være formålsløst i den konkrete sag at sætte et forældreprogram i gang på frivillig basis.

Hvis problemerne i en familie har en karakter, så et forældrepålæg vurderes at være relevant men ikke tilstrækkeligt til at løse problemerne, kan kommunen – samtidig med at der træffes afgørelse om forældrepålæg – gøre brug af de muligheder, den i øvrigt har f.eks. for iværksættelse af forebyggende foranstaltninger efter servicelovens § 52.

Det bemærkes i den forbindelse, at der i almindelighed bør iværksættes en forebyggende indsats over for unge og deres forældre, der har behov for hjælp til at forstå samfundets forventninger og krav.

Frivillighed før tvang

406. Det generelle udgangspunkt er, at frivillighed går forud for tvang. Det følger af det almindelige proportionalitetsprincip. Det skal således først vurderes, om en frivillig løsning er mulig, inden der træffes afgørelse om forældrepålæg.

Efter servicelovens § 52 har kommunen mulighed for at iværksætte forskellige typer af frivillige foranstaltninger. En indsats efter servicelovens § 52 skal med udgangspunkt i barnets eller den unges og familiens konkrete situation forsøge at løse problemerne og ikke blot mindske symptomerne på problemerne. Det vil derfor ofte være relevant at tilbyde frivillige forældreprogrammer med udgangspunkt i servicelovens § 52 til forældre, der ikke opfylder deres forældreansvar, men som gerne vil indgå i et samarbejde om at forbedre forholdene. Iværksættelse af forældreprogrammer adskiller sig derfor væsentligt fra afgørelse om forældrepålæg, idet en afgørelse om forældrepålæg ikke kræver samtykke.

Forældreprogrammer

407. Et forældreprogram kan defineres som fastlagte forløb, hvor der fokuseres på forældrenes evne til at udfylde forældrerollen.

Formålet med et forældreprogram er at skabe en holdningsændring hos forældrene, hvor forældrene i højere grad søger at leve op til deres forældreansvar, understøtter barnets eller den unges behov og udvikling og forstår nødvendigheden af at påtage sig forældreansvaret. Herudover skal forældreprogrammer give forældrene nogle konkrete redskaber, så de bliver i stand til at skabe en adfærdsændring i forhold til ansvaret for deres barns udvikling.

Tilbud om deltagelse i et frivilligt, målrettet forældreprogram vil ofte være et velegnet første skridt i en indsats som skal give forældrene bedre forudsætninger for at løfte forældrerollen. Kommunen kan således på baggrund af en konkret vurdering af barnets og familiens problemer med hjemmel i servicelovens § 52 tilbyde frivillig deltagelse i et forældreprogram. I servicelovens § 52, stk. 3, oplistes en række forskellige typer af foranstaltninger, og kommunen kan eksempelvis anvende servicelovens § 52, stk. 3, nr. 2 (praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet), med hjemmel i servicelovens § 52, stk. 3, nr. 3 (familiebehandling eller lignende støtte) eller efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 9 (anden hjælp, der har til formål at yde rådgivning, behandling eller praktisk og pædagogisk støtte).

Indholdet af forældreprogrammer

408. Forældreprogrammer fungerer efter erfaringerne bedst, når de målrettes mod en specifik gruppe af forældre med nogle konkrete problemer. Hvis det på baggrund af kortlægningen i forbindelse med servicelovens § 50-undersøgelse viser sig, at forældrene har nogle konkrete problemer i forhold til at tage ansvar for deres børn - eksempelvis problemer med at håndtere konflikter i hjemmet, eller manglende kendskab til de sociale normer i det danske samfund - kan kommunen tilbyde forældrene deltagelse i et forældreprogram, der er målrettet i forhold til de konkrete problemer.

Forældreprogrammer har ikke et fast defineret indhold, men vil ofte have karakter af et kursusforløb. Udover selve undervisningsdelen vil et alsidigt forældreprogram lægge vægt på rådgivning og supervision omkring forældrerollen.

For yderligere information om erfaringer med forskellige typer forældreprogrammer henvises til Servicestyrelsen, som bl.a. har udarbejdet inspirationsmateriale om forældreprogrammerne (www.servicestyrelsen.dk). Inspirationsmaterialet beskriver 18 konkrete forældreprogrammer, der spænder fra det generelt forebyggende til det behandlende. I materialet indgår både udenlandske og danske erfaringer med forældreprogrammer.

Forældrepålæg

 
Serviceloven
§ 57 a. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om at meddele forældremyndighedsindehaveren et forældrepålæg, jf. stk. 3, når der er risiko for, at et barns eller en ungs udvikling er i fare, og det vurderes at bero på, at forældremyndighedsindehaveren ikke lever op til sit forældreansvar.
Stk. 2.
 

409. Hvis forældremyndighedsindehaveren ikke lever op til sit forældreansvar i en sådan grad, at barnets eller den unges udvikling er i fare, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om et forældrepålæg.

Et forældrepålæg er et specificeret, fremadrettet krav om en eller flere konkrete opgaver og pligter, som indehaverne af forældremyndigheden skal påtage sig. Med et forældrepålæg stilles således krav om konkret, aktiv deltagelse fra indehaverne af forældremyndigheden i forbindelse med deres barns udvikling.

Forældrepålæg er en pålagt foranstaltning i modsætning til frivillige foranstaltninger efter serviceloven, som f.eks. støtteforanstaltninger efter servicelovens § 52. Der er derfor en række betingelser, som skal være opfyldt, før der kan meddeles et forældrepålæg. I punkt 411 ff beskrives og uddybes betingelser og rammer for ordningen med forældrepålæg.

Hvis forældre ikke efterlever et forældrepålæg, skal kommunen træffe afgørelse om, at pålægget ikke er efterlevet med den virkning, at betingelserne for at få udbetalt børnefamilieydelse ikke er opfyldt. Det forudsætter dog, at klare oplysninger viser, at et pålæg ikke er efterlevet, og at dette ikke beror på undskyldelige omstændigheder. Reglerne ved manglende efterlevelse af et forældrepålæg uddybes i punkt 431-432.

Afgørelse om forældrepålæg

410. Hvis forældrene nægter at tage imod et frivilligt tilbud, eller hvis kommunen ikke mener, at det i det konkrete tilfælde er formålstjenelig at iværksætte et frivilligt forældreprogram, skal kommunen træffe afgørelse om et forældrepålæg.

Det skal imidlertid altid først vurderes, om en frivillig løsning er mulig, inden der træffes afgørelse om forældrepålæg, men der er samtidig mulighed for at gå direkte til et forældrepålæg uden først at give et frivilligt tilbud, hvis de konkrete problemers karakter taler for det.

For eksempel kan en skole oplyse kommunen om, at et forældrepar konsekvent nægter at deltage i forældremøder, konsultationer og lignende. Hvis kommunen efter en undersøgelse af barnets eller den unges forhold vurderer, at forældrenes manglende deltagelse er et væsentligt problem i forhold til det konkrete barns skolegang, og at det er af væsentlig betydning af hensyn til barnets behov for særlig støtte, kan kommunen skønne, at det mest hensigtsmæssige er at gå direkte til at pålægge forældrene at deltage i forældremøder og forældre-konsultationer frem for først at tilbyde en frivillig foranstaltning.

Målgruppen for forældrepålæg

411. Forpligtelsen til at meddele forældre et forældrepålæg supplerer de eksisterende muligheder for at yde særlig støtte efter § 52 i serviceloven. Målgruppen for anvendelsen af forældrepålæg er derfor familier, hvor en § 50-undersøgelse har vist, at der er behov for at iværksætte en foranstaltning. Det er således vigtigt at se forpligtelsen til at meddele et forældrepålæg i sammenhæng med de øvrige foranstaltninger, der er mulige i medfør af serviceloven.

Mere specifikt er målgruppen for forældrepålæg de forældre, der faktisk er i stand til at påtage sig deres ansvar som forældre, men som af forskellige årsager ikke vil eller ikke har intentioner om at gøre det.

I de fleste sager, hvor et barn eller ung har behov for særlig støtte, vil kommunen have et løbende samarbejde og en løbende dialog med forældrene. Kommunen har på baggrund af samarbejdet og dialogen mulighed for at vurdere, om forældrene er villige til at samarbejde. Det kan bl.a. inddrages i vurderingen, om forældrene har været lydhøre og samarbejdsvillige i forhold til tidligere forslag om foranstaltninger og løsningsforslag fra kommunens side.

Før der meddeles et forældrepålæg, skal kommunen for det første vurdere, at det vil hjælpe det konkrete barn eller ung i forhold til eksempelvis at få en god skolegang eller at stoppe en kriminel udvikling, hvis forældrene udfører nogle konkrete pligter eller opgaver. For det andet skal det vurderes, at forældrene er i stand til at udføre de konkrete opgaver og pligter, og at de vil blive styrket i deres forældrerolle, hvis de efterlever pålægget.

Forældre, med individuelle vanskeligheder, f.eks. fordi de er udviklingshæmmede eller psykisk syge, vil som udgangspunkt ikke være omfattet af målgruppen, idet de netop på grund af deres særlige forhold ikke kan forventes til enhver tid at opfylde deres forældreforpligtelser.

I visse tilfælde kan der være tale om normalt begavede forældre, som er både fysisk og psykisk raske, men som ikke har de nødvendige ressourcer til at varetage opgaven som forældre f.eks. på grund af manglende forståelse for børneopdragelse og evt. manglende forståelse af danske normer og adfærd. Et forældrepålæg vil ikke være et egnet redskab over for disse forældre, idet det ikke vil kunne bidrage til løsning af problemerne i familien. Disse forældre og børn vil ofte have brug for rådgivning og vejledning omkring forældrerollen, hvorfor de bør støttes på anden vis, f.eks. ved at kommunen tilbyder familien at deltage i et nærmere tilrettelagt forældreprogram.

Eksempel inden for målgruppen:

412. Tine er 16 år og har netop afsluttet 9. klasse. Tine har begået grov kriminalitet i form af hærværk og tyveri, og kommunen skal derfor lave en handleplan efter servicelovens § 57 c. I den forbindelse indkalder kommunen Tines forældre til et møde. Forældrene nægter at deltage i mødet og forholder sig generelt afvisende overfor at samarbejde med kommunen om at løse problemerne.

Efter en undersøgelse af Tines forhold vurderer kommunen, at forældrene grundlæggende er i stand til at påtage sig deres forældreansvar, samt at det er vigtigt, at forældrene inddrages og deltager i løsningen af problemerne. Forældrene falder derfor med deres adfærd inden for målgruppen for et forældrepålæg, og de meddeles et pålæg om at deltage i de møder, som kommunen indkalder dem til i forbindelse med deres datters kriminalitet. Et forældrepålæg vil her kunne mindske risikoen for, at der bliver behov for en mere indgribende foranstaltning.

Der henvises endvidere til eksemplerne under punkt 425.

Eksempel uden for målgruppen:

413. David er 13 år og går i 6. klasse. Han er en meget vild dreng, og hans opfarende adfærd er blevet mere og mere forstyrrende for undervisningen. Da David en dag på et ret uskyldigt drilleri reagerer meget voldeligt overfor en kammerat og overfor den lærer, der forsøger at løse konflikten, kontakter Davids klasselærer først Davids forældre og dernæst kommunen.

Davids forældre var ikke opmærksomme på, at David har adfærdsmæssige problemer. Forældrene tilkendegiver klart over for kommunen, at de gerne vil samarbejde om at løse problemerne. Forældrene er derfor ikke inden for målgruppen for et forældrepålæg, da det mest hensigtsmæssige vil være at iværksætte en frivillig foranstaltning efter servicelovens § 52.

Betingelser for at meddele et forældrepålæg

414. I servicelovens § 57 a stk. 1 opstilles der to generelle betingelser, der skal være opfyldt, før der skal meddeles et forældrepålæg.

Den første generelle betingelse for at meddele et forældrepålæg er, at et barns eller en ungs udvikling er i fare. Et barns eller en ungs udvikling vil være i fare, hvis det antages, at barnet eller den unge har sociale problemer og vanskeligheder af en sådan karakter, at barnet eller den unge som følge af sine individuelle vanskeligheder ikke udvikler sig på lige fod med andre jævnaldrende, bl.a. for så vidt angår personlig udfoldelse og opnåelse af gode sociale relationer. Samtidig skal muligheden for at meddele et forældrepålæg ses i sammenhæng med de øvrige foranstaltninger, der er mulige i medfør af lov om social service. Det vil sige, at kommunen skal vælge den foranstaltning, der bedst kan hjælpe den unge.

Før der meddeles et forældrepålæg, skal der derfor, på baggrund af § 50-undersøgelsen, foreligge en sagligt velbegrundet stillingtagen, som tilkendegiver, at barnet eller den unges udvikling er i fare.

Den anden betingelse er, at kommunen vurderer, at forholdene beror på, at forældremyndighedsindehaveren ikke i tilstrækkelig omfang har levet op til sit ansvar som forælder og dermed har været medvirkende til barnets eller den unges negative udvikling. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis forældremyndighedsindehaveren ikke har reageret på meddelelser fra skolen om et barns fravær. Denne betingelse hænger nøje sammen med definitionen af målgruppen og er nøjere beskrevet ovenfor.

Ved fælles forældremyndighed

415. Afgørelser om forældrepålæg kan kun træffes i forhold til forældremyndighedsindehaveren. Hvis forældrene har fælles forældremyndighed, træffes afgørelsen i forhold til begge indehavere af forældremyndigheden. Det vil således være op til forældremyndighedsindehaverne sammen at sikre, at pålægget efterleves.

I de tilfælde, hvor et barn eller en ung har fast ophold hos andre end forældremyndighedsindehaveren, vil der ikke kunne anvendes et forældrepålæg. Begrundelsen herfor er, at det alene er indehaveren af forældremyndigheden, der i kraft af indholdet i forældremyndigheden kan holdes fast på et defineret ansvar for barnet. I nogle tilfælde kan der være problemer i forhold til flere børn eller unge i en familie. Hvis kommunen overvejer at anvende forældrepålæg for at løse problemerne, skal betingelserne være opfyldt og afgørelserne træffes individuelt i forhold til hvert enkelt barn på baggrund af konkrete vurderinger.

Situationer som udløser et forældrepålæg

416. I servicelovens § 57 a stk. 2, opstilles, hvilke konkrete situationer der skal begrunde et pålæg.

 
Serviceloven
§ 57 a. …
Stk. 2. Meddelelse af et forældrepålæg forudsætter, at der foreligger oplysninger om,
1)at barnet eller den unge har ulovligt skolefravær, eller undervisningspligten i øvrigt ikke opfyldes,
2)at barnet eller den unge har begået kriminalitet af et vist omfang eller en vis grovhed,
3)at barnet eller den unge har alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer, eller
4)at forældremyndighedsindehaveren nægter at samarbejde med de relevante myndigheder om løsningen af barnets eller den unges problemer.
Stk. 3. …
 

De fire nævnte situationer i servicelovens § 57 a stk. 2 udgør en udtømmende liste over forhold, der skal føre til en afgørelse om forældrepålæg. Nedenfor gennemgås nærmere, hvornår der kan være tale om de fire forskellige forhold:

Ulovligt fravær

 
Serviceloven
§ 57 a. ...
Stk. 2.
1) at barnet eller den unge har ulovligt skolefravær, eller undervisningspligten i øvrigt ikke opfyldes,
...
 

417. Regelmæssig deltagelse i undervisningen er en forudsætning for, at den enkelte elev får det maksimale faglige og sociale udbytte af den undervisning, der tilrettelægges i folkeskolen. Ifølge folkeskolelovens § 35 skal forældremyndighedens indehaver eller den, der faktisk sørger for barnet, medvirke til, at barnet opfylder undervisningspligten, og må ikke lægge hindringer i vejen herfor.

Undervisningspligten indebærer bl.a., at anmodning om fravær, der ikke er begrundet i sygdom, skal godkendes af skolen. I modsat fald er der tale om ulovligt fravær.

Ulovligt fravær kan have mange årsager. Skyldes fraværet, at en elev har svært ved at følge med i skolen, forudsættes det, at problemet bliver løst i samarbejde mellem skolen, eleven, forældrene og eventuelt pædagogisk-psykologisk rådgivning med henblik på en eventuel iværksættelse af specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand.

Ulovligt fravær kan være begrundet i, at en elev udebliver fra skolen i kortere eller længere tid, uden at forældrene griber ind (dvs. pjækkeri), eller begrundet i, at forældrene selv lægger hindringer i vejen for deres barns opfyldelse af undervisningspligten, f.eks. ved at tage deres barn med på en kortere eller længere ferie i udlandet. I sådanne tilfælde kan et forældrepålæg om eksempelvis at følge barnet i skole være en formålstjenlig foranstaltning.

Der kan også være andre årsager til ulovligt fravær. Der kan være tale om børn fra familier, som ikke har tradition for uddannelse, eller hvor der ikke er forståelse for betydningen af elevers kontinuerlige fremmøde i skolen. I sådanne tilfælde vil det ofte være formålstjenligt at tilbyde rådgivning og vejledning til forældrene om skolegangens betydning for barnets udvikling.

Ulovligt fravær vil ofte medføre, at eleven ved genoptagelse af sin normale skolegang får vanskeligheder ved at følge undervisningen på det klassetrin, som eleven tilhører.

For nærmere information om ulovligt fravær i folkeskolen henvises til Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 822 af 26. juli 2004 om elevers fravær fra undervisning i folkeskolen. Reglerne om fravær fra undervisning i friskoler er reguleret af lovbekendtgørelse nr. 755 af 24. juni 2010 om friskoler og private grundskoler m.v. Det fremgår af lovens § 6, stk. 2, at skolens leder skal påse, at de undervisningspligtige elever deltager i undervisningen, og at forældrene kan anmodes om at give skolen skriftlig oplysning om grunden til en elevs udebliven fra undervisning. Skyldes udeblivelsen sygdom af mere end to ugers varighed, kan skolens leder forlange lægeattest. Hvis en elev ikke opfylder undervisningspligten, indberetter skolens leder det til kommunalbestyrelsen i elevens bopælskommune.

Bestemmelsen om forældrepålæg omfatter både ulovligt fravær fra undervisning i folkeskolen og i friskolerne.

Ved »undervisningspligten ikke i øvrigt opfyldes« forstås, at barnet eller den unge ikke modtager en undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. I tilfælde, hvor barnet eller den unge hjemmeundervises eller hjemtages til hjemmeundervisning under sådanne omstændigheder som nævnt i servicelovens § 57 a, stk. 1, skal der således foretages en vurdering af, om undervisningspligten opfyldes. Efter friskolelovens § 35, stk. 1, fører kommunalbestyrelsen tilsyn med den undervisning, børnene eller de unge får i hjemmet m.v. (hjemmeundervisning).

Kriminalitet

 
Serviceloven
§ 57 a. ...
Stk. 2.
2) at barnet eller den unge har begået kriminalitet af et vist omfang eller en vis grovhed,
 

418. Fokus er her de tidlige faser, hvor barnet eller den unge er på vej ud i en kriminel løbebane. Formålet med et forældrepålæg i disse tilfælde er at forebygge, at barnet eller den unge ender i alvorligere kriminalitet f.eks. bandekriminalitet. Et enkeltstående butikstyveri vil typisk ikke være tilstrækkeligt til at begrunde et forældrepålæg. Et forældrepålæg vil typisk heller ikke være egnet ved meget alvorlige forbrydelser, hvor der ofte skal en mere omfattende indsats til.

Det er ikke et krav, at barnet eller den unge er dømt for kriminalitet. I den forbindelse bemærkes, at unge under den kriminelle lavalder på 14 år ikke kan ifalde strafferetligt ansvar.

Politiet skal underrette kommunerne skriftligt, når der er mistanke om at unge under 18 år har begået kriminalitet.

Herudover skal politiet underrette kommunen om et barn eller en ungs kriminalitet i en række andre tilfælde.

For så vidt angår unge under 14 år, er der i retsplejelovens § 821 d, stk. 1 og 2, fastsat regler om politiets underretning af de sociale myndigheder i forbindelse med sager, hvor børn under 14 år er mistænkt. Politiet skal som udgangspunkt underrette de sociale myndigheder i forbindelse med anholdelse og afhøring.

For så vidt angår unge mellem 14 og 18 år skal politiet underrette de sociale myndigheder om sagen, når en sigtet mellem 14 og 18 år skal afhøres, og sigtelsen angår overtrædelse af straffeloven eller forhold, der efter loven kan medføre frihedsstraf. Underretningen sker til de sociale myndigheder i den kommune, hvor sigtede bor. En repræsentant for de sociale myndigheder skal så vidt muligt have adgang til at overvære de afhøringer, der foretages af politiet eller af retten.

I andre tilfælde – dvs. når den unge ikke anholdes eller afhøres – skal de sociale myndigheder i den kommune, hvor den unge har bopæl, underrettes, hvis den unge har begået kriminalitet, der ikke er bagatelagtig, og hvor der kan være behov for støtte fra de sociale myndigheder. Underretning af de sociale myndigheder skal også ske, hvis der i øvrigt foreligger oplysninger, der giver formodning om, at den unge har behov for særlig støtte.

Yderligere information om politiets underretning af de sociale myndigheder kan findes i Rigsadvokatens meddelelse nr. 4/2007.

Adfærds- eller tilpasningsproblemer

 
Serviceloven:
§ 57 a. ...
Stk. 2.
3) At barnet eller den unge har alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer,
...
 

419. Alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer hos et barn eller en ung kan være flere forskellige ting, og det kan komme til udtryk på en række forskellige måder.

Der kan f.eks. være tale om problemer, der kommer til udtryk i skolen, ved at barnet eller den unge opfører sig truende eller på anden måde uacceptabelt over for jævnaldrende eller lærere. Er det ikke muligt at skabe den nødvendige dialog med eleven og forældrene, skal skolen inddrage de kommunale skolemyndigheder.

Andre eksempler kan være ekstremt indadvendt adfærd, der alene skyldes et barns isolering fra omverden. Det kan eksempelvis være et barn i børnehavealderen, hvor en børnefagligundersøgelse peger på, at barnets udvikling og trivsel er i fare, og at dette forhold skyldes forældrenes manglende stimulering af barnet.

Det er særlig vigtigt at være opmærksom på børn med funktionsnedsættelse. Når det drejer sig om børn med funktionsnedsættelse som eksempelvis ordblindhed eller ADHD, kan det være svært at se handicappet. Man skal her være opmærksom på, om manglende forældreansvar er en del af årsagen til eventuelle problemer, eller om adfærden alene skyldes barnets funktionsnedsættelse. Forældrepålægget skal kun anvendes, der hvor et større forældreansvar vil bidrage til at løse problemet. På samme måde skal man være særligt opmærksom på børn, der eventuelt endnu ikke har fået en diagnose for handicappet.

Forældremyndighedsindehaveren nægter at samarbejde

 
Serviceloven
§ 57 a. ...
Stk. 2.
4) at forældremyndighedsindehaveren nægter at samarbejde med de relevante myndigheder om løsningen af barnets eller den unges problemer.
 

420. Det er som hovedregel nødvendigt, at forældrene deltager aktivt i løsningen af et barn eller den unges problemer og samarbejder med kommunen herom. Her kan være tale om situationer, hvor forhold omkring f.eks. barnet eller den unges skolegang eller den sociale situation i øvrigt kræver, at forældrene tager særlig del i løsningen af problemerne.

Manglende samarbejde kan eksempelvis tænkes at bestå i, at forældremyndigheden ikke kommer til forældremøder eller ikke møder op, når kommunen har indkaldt dem til et møde, f.eks. i forbindelse med udarbejdelse af en handleplan, jf. servicelovens § 140.

Der kan også være tale om en situation, hvor forældremyndighedsindehaveren afviser at samarbejde med Ungdommens Uddannelsesvejledning om planlægning af den unges uddannelse efter folkeskolens 9. klasse. Det forudsættes, at grundbetingelsen om, at barnets eller den unges udvikling er i fare, stadig er opfyldt. Kommunen kan og skal til brug for vurderingen af, om disse betingelser er opfyldt, indhente relevante oplysninger fra offentlige myndigheder og private. Problemernes art og omfang skal kortlægges og beskrives gennem den § 50-undersøgelse, der skal foretages.

Indhentning af oplysninger

421. Det er centralt i forhold til barnets, den unges og forældremyndighedernes retssikkerhed, at kommunen indsamler de nødvendige relevante oplysninger for at kunne foretage en kvalificeret vurdering af, om betingelserne er opfyldt.

§ 11 a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område indeholder en udtømmende beskrivelse af, hvem kommunen kan forlange at få oplysninger af. Efter denne bestemmelse kan kommunen indhente oplysninger fra:

andre offentlige myndigheder (hvor »myndigheder« også omfatter institutioner),

uddannelsesinstitutioner (både private og offentlige uddannelsesinstitutioner, selvejende uddannelsesinstitutioner, frie grundskoler og højskoler),

sygehuse, læger, psykologer, autoriserede sundhedspersoner i øvrigt og personer, der handler på disses ansvar,

arbejdsløshedskasser,

pengeinstitutter,

arbejdsgivere og

private, der udfører opgaver for det offentlige.

Kommunen kan desuden anmode private (naboer, frivillige foreninger og andre private, der ikke er omfattet af § 11 a, stk. 1), der har kendskab til forholdene, om at belyse sagen. De har dog ikke pligt til at give oplysninger, og de skal gøres opmærksom på, at de ikke er forpligtet til at svare.

Hvis forældrene til et barn ikke selv ønsker at medvirke til oplysningen af en sag, kan kommunen med hjemmel i § 11 c, stk. 1, nr. 1, indhente alle relevante oplysninger uden samtykke.

Forældrepålægs indhold

 
Serviceloven
§ 57 a.
Stk. 3. Et forældrepålæg angiver en eller flere konkrete handlepligter for forældremyndighedsindehaveren, som skal være egnede til at bidrage til en løsning af barnets eller den unges problemer, og som står i rimeligt forhold til formålet. Det kan herunder fastsættes, at forældremyndighedsindehaveren skal
1) sikre barnets eller den unges fremmøde i skolen ved personligt at følge barnet eller den unge i skole,
2) deltage i forældremøder og konsultationer vedrørende barnets eller den unges skolegang,
3) sikre barnets eller den unges deltagelse i konkrete fritidsaktiviteter ved at følge barnet eller den unge til det pågældende sted,
4) sikre, at barnet eller den unge er hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt,
5) deltage i et af kommunen tilbudt forældreprogram eller
6) deltage i møder med relevante myndigheder om løsningen af barnets eller den unges problemer.
Stk. 4.
 

422. Det fremgår af servicelovens § 57 a stk. 3, at et forældrepålæg skal angive en eller flere konkrete handlepligter for indehaveren af forældremyndigheden. Forældrepålægget skal være et specificeret, fremadrettet krav om en eller flere konkrete handlepligter, som forældremyndighedsindehaveren skal påtage sig med henblik på, at barnets eller den unges udvikling bringes uden for fare. Formålet er at sikre, at forældremyndighedsindehaveren bidrager til løsningen af barnets eller den unges problemer. Det afgørende er, at forældrepålægget skal være egnet til at løse problemerne i den konkrete sag.

Det er en konkret vurdering, hvilke handlepligter der er egnede til at løse problemerne i den konkrete sag. Det er også en konkret vurdering, om det er tilstrækkeligt at lade forældrepålægget indeholde én handlepligt, eller om det skal være en sammensætning af flere handlepligter. Forældrepålægget skal dog stå i rimeligt forhold til formålet, og det er samtidig vigtigt at holde sig for øje, at forældrepålæg kan være en indgribende foranstaltning for den enkelte forælder.

I pålægget skal kommunen klart angive, hvad den eller de konkrete handlepligter skal bestå i.

Kommunen har således mulighed for at fastlægge de konkrete pålæg inden for visse rammer, som afgrænses af:

At pålæggene skal være egnede til at bidrage til en løsning af problemerne i den konkrete sag. Det vil sige, at der skal være en direkte sammenhæng mellem pålæggenes indhold og den adfærd eller ændring i adfærd, som man ønsker hos barnet eller den unge.

At efterlevelsen af pålægget skal være realistisk for forældrene. Det betyder, at der ved fastlæggelsen af pålægget f.eks. skal tages højde for barnets eller den unges alder i forhold til, om forældrene har reel mulighed for at efterleve pålægget.

At pålæggets indhold skal stå i rimeligt forhold til formålet med pålægget og de problemer, der søges løst. Det vil sige, at der skal være et rimeligt forhold mellem, hvor indgribende pålægget er, og hvor omfattende problemet er.

At forældrene kun kan pålægges at foretage handlinger eller lignende, som ligger inden for rammerne af ansvarlig forældremyndighedsudøvelse. Det vil eksempelvis sige, at forældrene naturligvis ikke kan pålægges at låse deres børn inde.

At forældrepålæggene skal være sagligt velbegrundede og i øvrigt ligge inden for formålet i lov om social service. Det vil sige, at forældrepålægget skal være egnet til at løse problemet, således at barnet gives samme udviklingsmuligheder som andre børn.

At pålæggets indhold i den konkrete sag skal fastlægges, så forældrene har mulighed for at opfylde deres øvrige forpligtelser f.eks. i forhold til familiens øvrige børn og i forhold til arbejdspladsen eller uddannelsesinstitutionen.

Foranstaltninger uden forældremyndigheds indehaverens samtykke

 
Serviceloven
§ 57 a. ...
Stk. 4. Hvis der er truffet afgørelse om forældrepålæg efter stk. 1, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse efter § 52, stk. 1, om at iværksætte foranstaltninger efter § 52, stk. 3, nr. 1, 2, 3, 6 og 9, selv om forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker foranstaltningen iværksat, når det vurderes, at formålet med foranstaltningen vil kunne opnås uanset det manglende samtykke.
Stk. 5.
 

423. Når kommunen har truffet en afgørelse om forældrepålæg efter § 57 a, stk. 1, giver det adgang til at iværksætte en række forskellige foranstaltninger efter § 52, stk. 3, nr. 1, 2, 3, 6 og 9. Efter § 57 a, stk. 4 kan disse foranstaltninger iværksættes, uanset forældremyndighedsindehaveren ikke samtykker til dette. For at kunne iværksætte foranstaltninger imod forældremyndigheds-indehaverens ønske er det et krav, at kommunen har vurderet, at formålet med foranstaltningen vil kunne opnås uanset det manglende samtykke. Iværksættelsen af en foranstaltning vil være en selvstændig afgørelse.

Tidsmæssig afgrænsning af forældrepålæg

 
Serviceloven
§ 57 a. ...
Stk. 5. Afgørelsen om forældrepålæg træffes for en afgrænset periode af højst 12 måneders varighed. Forældrepålægget kan forlænges med højst 6 måneder ad gangen.
Stk. 6.
 

424. Et forældrepålæg skal meddeles for en på forhånd fastlagt periode, der højst kan være 12 måneder. Det er vigtigt af hensyn til forældremyndighedsindehavernes retssikkerhed, at det af afgørelsen fremgår klart, hvor længe forældrepålægget gælder.

Kommunen kan beslutte, at pålægget skal forlænges med højst 6 måneder ad gangen, hvis betingelserne for at træffe afgørelse om forældrepålæg stadig er opfyldt. Inden forældrepålægget kan forlænges, skal der foretages en ny vurdering af, om de handlepligter, der er indeholdt i forældrepålægget, stadig er egnede til at bidrage til en løsning af barnets eller den unges problemer.

Der er ikke fastsat en grænse for, hvor mange gange et pålæg kan forlænges, eller hvor længe en forældremyndighedsindehaver i alt kan være underlagt forældrepålæg.

Der er dog en naturlig grænse for den tidsmæssige udstrækning ved, at betingelserne til stadighed skal være opfyldt herunder den betingelse, at forældrepålægget skal være egnet til at løse problemerne.

Både for den enkelte afgørelse og for afgørelsen inklusiv forlængelser gælder det, at den tidsmæssige udstrækning skal stå i rimeligt forhold til formålet med pålægget og de problemer, der søges løst.

Som eksempel kan nævnes et pålæg om at deltage i et forældreprogram bestående af to weekend-ophold. Et sådan pålæg vil typisk kun skulle vare den periode, som de to weekend-ophold varer. Hvis forældremyndighedsindehaveren ikke møder op til weekend-opholdene, vil pålægget kunne forlænges, ligesom udbetalingen af børnefamilieydelsen vil kunne stoppe, jf. punkt 431-432 om manglende efterlevelse af forældrepålæg.

Krav til en afgørelse om forældrepålæg

425. Det er vigtigt, at både forældrene og barnet eller den unge informeres om, hvilken foranstaltning der er truffet afgørelse om. Herudover skal selve afgørelsen om forældrepålæg indeholde en række nødvendige informationer.

Både afgørelser om forældrepålæg og afgørelser om manglende efterlevelse af et forældrepålæg skal være skriftlige. Det følger af forvaltningslovens generelle regler om skriftlighed.

Det er kommunens opgave at sikre, at det klart fremgår for forældremyndighedsindehaverne, hvilke konkrete opgaver og pligter de får pålagt. Kommunen skal også sikre, at det står tydeligt for dem, hvordan de kan efterleve det og dermed også, hvornår et pålæg anses for ikke at være efterlevet. Når det gælder to-sprogede forældre bør kommunen derfor være opmærksom på, om det er nødvendigt at få pålægget oversat til forældrenes modersmål.

 
Serviceloven
§ 57 a. ...
Stk. 6. Kommunalbestyrelsen skal oplyse forældremyndighedsindehaveren om, at overholdelse af pålægget er en betingelse for at modtage børnefamilieydelsen, jf. lov om en børnefamilieydelse.
Stk. 7.
 

Herudover skal kommunen, som det fremgår af servicelovens § 57 a, stk. 6, oplyse forældrene om konsekvenserne af, at et forældrepålæg ikke efterleves. Dette kan således betyde, at betingelserne for at få udbetalt børnefamilieydelse ikke længere er opfyldt, og at udbetaling af ydelsen derfor vil blive stoppet.

En afgørelse om forældrepålæg er omfattet af de almindelige klageregler. Afgørelsen skal være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klagen.

Eksempler på forældrepålæg

Eksempel 1:

Mads er 13 år og går i 7. klasse. Mads er enebarn. Han har boet alene med sin mor, fra han var 5 år, da forældrene blev skilt, og moderen har den fulde forældremyndighed.

Mads møder meget ofte for sent eller slet ikke i skole og har som regel ikke lavet lektier. Lærerne vurderer det som et væsentlig problem i forhold til hans skolegang, at Mads har så stort ulovligt fravær. Mads’ lærere har desuden i flere tilfælde taget Mads i at sniffe lightergas. Derudover oplever Mads’ lærere, at Mads’ mor ikke møder op til forældremøder og forældrekonsultationer, så de har svært ved at få en dialog i gang med Mads’ mor om problemerne.

Når Mads’ mor bliver kontaktet fra skolen, afviser hun lærernes oplysninger om, at Mads ikke kommer til tiden, og at han ikke har lavet lektier. Og hun er ikke enig i, at der er et problem med Mads’ skolegang.

Skolen underretter de sociale myndigheder, som vurderer, at Mads har behov for særlig støtte og derfor laver en undersøgelse af Mads’ forhold efter servicelovens § 50. I den forbindelse indhenter kommunen en række oplysninger, og på baggrund af en helhedsbetragtning af familiens ressourcer og problemer vurderes det, at det er problematisk i forhold til Mads’ udvikling, at han har så stort ulovligt fravær. Kommunen vurderer, at Mads’ mor grundlæggende er i stand til at påtage sig sit ansvar, men at hun ikke prioriterer sin søns skolegang særlig højt.

Mads’ mor stiller sig stadig afvisende i forhold til problemerne, og det lykkes ikke at blive enige om en frivillig foranstaltning. Undersøgelsen resulterer derfor i, at kommunen meddeler Mads’ mor et forældrepålæg.

I forældrepålægget fastsættes det, at moderen personligt skal følge Mads i skole til undervisningsstart hver dag i tre måneder. Herudover pålægges hun at deltage i samtlige forældremøder og forældrekonsultationer på skolen i seks måneder.

Kommunen underretter Mads’ skole om, at der er meddelt et forældrepålæg til Mads’ mor, samt hvilke pligter pålægget indeholder.

Kommunen følger herefter løbende op på pålæggets efterlevelse ved at tage kontakt til skolelederen. Samtidig overvejes det løbende, om pålægget stadig er relevant i forhold til Mads’ problemer.

Eksempel 2:

Anna er 13 år, går i 7. klasse, og bor hjemme hos sine forældre. Forældrene bor sammen og deler forældremyndigheden.

Anna er del af en gruppe unge, som politiet flere gange har set i gang med at stjæle cykler og knallerter. Herudover har politiet flere gange taget Anna for besiddelse og brug af euforiserende stoffer. Anna er stadig mindreårig, hvorfor politiet kontakter forældrene og gør opmærksom på, at deres datter indgår i en kriminel gruppe. Forældrene accepterer ikke politiets forklaring om, at Anna er på vej ud i kriminalitet. De mener, at hun er ung, og at hun skal have lov til at prøve sine egne grænser af.

Politiet kan ikke nå ind til forældrene og kontakter derfor kommunen. Anna og hendes familie er allerede kendt i kommunen, da Anna også har haft problemer i skolen. Skolen har kontaktet kommunen, fordi de ikke kan få en dialog i gang med forældrene omkring Annas problemer. Anna har en truende adfærd – både over for skolelæreren og over for de andre børn.

Kommunen foretager en § 50-undersøgelse af Anna og hendes families forhold, hvor der bl.a. indhentes oplysninger fra politi og skole. På baggrund af denne undersøgelse, vurderer kommunen, at Anna har problemer, der er så store, at der skal sættes en foranstaltning efter serviceloven i værk for familien. Det vurderes, at forældrene mangler viden om børneopdragelse og konkrete redskaber til at sætte grænser for deres barn.

På denne baggrund tilbyder kommunen Annas forældre at deltage i et forældreprogram. Forældreprogrammet strækker sig over 3 måneder med undervisning og rådgivning 2 hverdagsaftener hver uge.

Annas forældre nægter at deltage i et sådan forældreprogram, da de for det første ikke mener, at der er problemer og for det andet mener, at det vil tage for meget af deres tid.

Idet forældrene ikke frivilligt vil deltage i forældreprogrammet, vælger kommunen derfor at meddele Annas forældre et forældrepålæg. Forældrene pålægges at deltage i det pågældende forældreprogram, da kommunen bl.a. vurderer, at det vil være egnet til at løse problemerne, står i rimeligt forhold til problemerne og ikke hindrer forældrene i at udfylde deres øvrige familiemæssige og arbejdsmæssige forpligtelser.

Kommunen underretter kursuslederen om, at der er meddelt et forældrepålæg til Annas forældre, som forpligter dem til at deltage i kursuslederens forældreprogram.

Kommunen følger herefter løbende op på pålæggets efterlevelse ved at tage kontakt til kursuslederen en gang om måneden. Kursuslederen oplyser, at Annas forældre møder op til samtlige undervisningsgange.

Eksempel 3:

Thomas er 4 år og enebarn, og bor alene med sin far. Faren er førtidspensionist, og tilbringer det meste af dagen derhjemme, hvor han hovedsageligt ser fjernsyn.

Kommunen vurderer, efter at have udarbejdet en børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50, at Thomas’ udvikling og trivsel er i fare, da Thomas har behov for kontakt med andre jævnaldrene, fordi Thomas ikke opnår tilstrækkelig stimulering af at være hjemme med faderen alene. Kommunen vurderer på baggrund af den børnefaglige undersøgelse endvidere, at Thomas’ far i øvrigt er i stand til at tage vare på Thomas og også, at han er i er i stand til at følge sin søn i dagtilbud. Thomas’ far udtrykker tydeligt over for kommunen, at han sagtens selv kan tage sig af Thomas, og at Thomas ikke har brug for andet kontakt end faderen. Kommunen forsøger at få faderen til at forstå Thomas’ behov for kontakt med andre, men det vil han ikke høre på.

På baggrund af kommunens vurdering af Thomas’ behov bliver det besluttet at pålægge Thomas’ far at søge dagtilbud til Thomas efter servicelovens § 56, jf. § 52, stk. 3, nr. 1, uden samtykke fra faderen. Da Thomas’ far hører dette fortæller han, at han absolut ikke har tænkt sig at skulle følge Thomas i dagtilbud hver morgen. På den baggrund vurderer kommunen det nødvendigt at træffe afgørelse om at meddele Thomas’ far et forældrepålæg om at følge Thomas i dagtilbud hver dag i tre måneder. Kommunen underretter Thomas’ nye dagtilbud om, at der er meddelt et forældrepålæg til Thomas’ far, samt hvilke pligter pålægget indeholder.

Efter 3 uger henvender Thomas’ far sig til kommunen og fortæller, at Thomas har været meget mere udadvendt siden han har startet i dagtilbuddet, og at han derfor fremadrettet gerne vil samarbejde om støtten til Thomas, herunder ved at følge Thomas i dagtilbud. Kommunen træffer herefter afgørelse om, at pålægget bortfalder, da formålet med det er opnået.

Opfølgning

426. I de tilfælde, hvor kommunen vurderer, at betingelserne for at meddele et forældrepålæg er opfyldt, skal kommunen træffe en afgørelse og fastsætte det nærmere indhold i forældrepålægget. Et forældrepålæg kan variere i indhold og udstrækning, alt efter hvilke konkrete problemer der søges afhjulpet i den enkelte familie.

Forudsætningen for, at forældrepålægget får den nødvendige effekt, så barnet eller den unge med støtte og opbakning fra forældrene kommer ind i en positiv udvikling, er, at forældrepålægget også efterleves i praksis.

For at kunne sikre, at forældrepålægget efterleves i praksis, følger der en forpligtelse for kommunen til løbende at holde sig orienteret om barnets eller den unges forhold og i særdeleshed om forældrenes efterlevelse af de handlepligter, som forældrepålægget fastsætter.

Opfølgning er også central i forhold til den løbende vurdering af, om forholdene, der lå bag pålægget, stadig eksisterer, og om forældre-pålægget stadig er egnet til at løse barnets eller den unges problemer.

Inddragelse af fagpersoner og private personer

427. Kommunens muligheder for at følge op på et forældrepålæg ville være af meget begrænset omfang, hvis kommunen ikke kunne drage nytte af den viden, som de fagpersoner, der er tættest på barnet eller den unge, sidder inde med. Ordningen lægger derfor op til, at fagpersoner kan inddrages i sagsforløbet omkring et forældrepålæg, i det omfang det er nødvendigt for kommunernes vurdering af, om et meddelt forældrepålæg efterleves i praksis.

Fagpersonerne har ofte den direkte kontakt til barnet eller den unge og dets forældre, hvorfor de også er de nærmeste til at kunne bemærke eventuelle problemer i forhold til et barn eller en ung, og forældrenes evne eller vilje til at samarbejde omkring løsningen af barnets eller den unges problemer. Det er derfor naturligt, at kommunen først og fremmest inddrager disse fagpersoner i sagsforløbet og gør brug af deres viden og erfaringer i forhold til den involverede familie.

For at sikre, at kommunerne kan holde sig orienteret om forældrenes aktiviteter og efterlevelse af et meddelt pålæg, kan kommunen meddele de relevante fagpersoner f.eks. pædagogerne i et klubtilbud eller folkeskolelæreren, oplysninger om forældrepålægget og dets indhold i forhold til de implicerede forældre, hvis meddelelse herom er et nødvendigt led i sagens behandling.

Kommunernes adgang til at videregive oplysninger af fortrolig karakter er reguleret i persondataloven. Hvis kommunen konkret skønner, at der er behov for eksempelvis skolens inddragelse for at følge med i, om forældrene efterlever et pålæg om f.eks. at følge barnet i skole, har kommunen beføjelse til at give skolen meddelelse om, at der i forhold til de implicerede forældre er truffet afgørelse om et pålæg bestående i, at forældrene skal følge barnet i skole hver dag i en bestemt periode. Det skal understreges, at der i alle tilfælde vil være tale om en konkret vurdering, om kommunen kan videregive fortrolige eller følsomme oplysninger, jf. persondatalovens §§ 6-8.

Kommunens adgang til at videregive oplysninger om et meddelt forældrepålæg til relevante private personer er reguleret i forvaltningslovens § 27 sammenholdt med straffelovens § 152. Det følger af disse regler, at fortrolige oplysninger kan videregives bl.a. til private, hvis videregivelsen i det konkrete tilfælde må anses for berettiget. I det omfang videregivelsen af oplysningerne om forældrepålægget er nødvendig for kommunens mulighed for at påse overholdelsen af pålægget, må videregivelsen anses for berettiget.

Hvis kommunen sender orienteringen til fagpersonen eller andre private på en måde, der medfører, at videregivelsen af oplysningerne er omfattet af lov om behandling af personoplysninger (persondataloven), f.eks. ved at maile eller faxe orienteringen, skal reglerne i persondataloven iagttages. En oplysning om forældrepålæg er en oplysning, som er omfattet af persondatalovens § 8, der bl.a. omhandler behandling af oplysninger om væsentlige sociale problemer. Videregivelsen fra kommunens forvaltning til andre (uanset om det er kommunale tilbud, selvejende institutioner i kommunen, andre myndigheder eller helt private) kan ske, hvis videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling.

Den omstændighed, at kommunerne skal bruge oplysningerne om forældrenes aktiviteter og efterlevelse af pålægget med henblik på at vurdere, om betingelserne for at få udbetalt børnefamilieydelsen er opfyldt, nødvendiggør, at kommunerne med de beføjelser, der består i henhold til §§ 11 a – 11 c i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, kan indhente alle oplysninger, der må anses for nødvendige for at behandle sagen.

Kommunen har ansvaret for at følge op

428. Forpligtelsen til at holde øje med, om et forældrepålæg efterleves, ligger udelukkende hos kommunen, som til brug for vurderingen heraf inddrager relevante fagpersoner eller privatpersoner og indhenter oplysninger, som kan belyse, om et pålæg efterleves. Der påhviler ikke de pågældende fagpersoner eller privatpersoner en egentlig tilsynsforpligtelse, hvorefter de af egen drift skal påse, at forældrene efterlever pålægget.

Kommunen kan som led i opfølgningen f.eks. løbende tage kontakt til skolen, som vil være orienteret om forældrepålægget, og bede om oplysninger om, hvorvidt skolen er bekendt med, at forældrene har sørget for at følge barnet i skole i overensstemmelse med det meddelte pålæg. Skolen har ikke pligt til aktivt at følge med i, om pålægget efterleves, men kan benytte sig af deres viden omkring forældrenes fremmøde med barnet. Kommunen kan i disse tilfælde indhente oplysningerne hos skolen efter de gældende bestemmelser i §§ 11 a – 11 c i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, som kan findes på www.retsinfo.dk.

Hvornår skal der følges op?

429. Den omstændighed, at forældrepålæggene kan sammensættes på flere forskellige måder, indebærer, at der ikke på forhånd kan sættes intervaller eller tidsmæssige grænser for, hvornår og i hvilket omfang kommunen skal søge at indhente oplysninger omkring forældrenes efterlevelse af pålæggene.

Et forældrepålæg kan f.eks. indeholde tre forskellige handlepligter, hvorefter forældrene skal:

Følge barnet eller den unge i skole hver dag i en periode på 30 dage begyndende fra en bestemt dato.

Sørge for, at barnet eller den unge deltager i fritidsaktiviteter ved at følge barnet eller den unge dertil i en periode på 3 måneder.

Deltage i forældremøder og konsultationer vedrørende barnets eller den unges skolegang i et helt skoleår.

I disse tilfælde vil kommunen skulle følge op på forældrepålægget på forskellige tidspunkter for derved at kunne vurdere, om forældrene efterkommer de enkelte handlepligter i forældrepålægget.

Kommunen kan f.eks. følge op på et sådant forældrepålæg ved at rette henvendelse til barnets skole efter ca. 14 dage fra kommunens afgørelse for at få oplyst, om forældrene er mødt frem med barnet eller den unge i overensstemmelse med forældrepålægget om, at barnet eller den unge skal følges i skole hver dag.

På samme måde kan kommunen vælge at rette henvendelse til den fritidsklub, som skal modtage barnet eller den unge, fortløbende i den angivne periode på 3 måneder for at få oplyst, om barnet eller den unge reelt møder op til fritidsaktiviteten, herunder om forældrene har været synlige ved barnets fremmøde i det konkrete fritidstilbud.

Endelig kan kommunen med deres kendskab til, hvornår skolen afholder deres konsultationer og forældremøder, rette henvendelse til skolen umiddelbart efter møderne for derved at få oplyst, om forældrene er mødt op i overensstemmelse med forældrepålægget.

Bortfald af forældrepålæg

 
Serviceloven
§ 57 a. ...
Stk. 8. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om bortfald af pålægget, hvis kommunalbestyrelsen vurderer,
1) at forholdet, der lå bag pålægget ikke længere eksisterer, eller
2) at forældrepålægget ikke længere er egnet til at løse barnets eller den unges problemer.
 

430. Servicelovens § 57 a, stk. 8 regulerer, hvornår et pålæg bortfalder. Der er tale om en udtømmende opregning.

Pålægget bortfalder ved kommunalbestyrelsens beslutning, hvis det forhold, der har begrundet pålægget, ikke længere er til stede, f.eks. hvis barnet eller den unge, som tidligere har haft et omfattende ulovligt skolefravær, nu møder i skole hver dag.

Et forældrepålæg, der er meddelt på grund af ulovligt skolefravær, eller fordi undervisningspligten i øvrigt ikke opfyldes, bortfalder ikke som følge af, at forældrene hjemtager barnet eller den unge til hjemmeundervisning. Kun hvis det vurderes, at undervisningspligten rent faktisk opfyldes, er der grundlag for at træffe afgørelse om bortfald.

Et pålæg bortfalder endvidere ved kommunalbestyrelsens beslutning, hvis det ikke længere er egnet til at løse de foreliggende problemer. Det kan f.eks. være i en situation, hvor et pålæg om at sikre barnets eller den unges deltagelse i bestemte fritidsaktiviteter i kommunen ikke længere er meningsfyldt, fordi indehaveren af forældremyndigheden og barnet er flyttet til en anden landsdel, eller hvor forældremyndighedsindehaveren har efterlevet pålægget, men det har vist sig, at det ikke har påvirket barnets eller den unges problemer i en positiv retning.

Kommunerne skal i øvrigt være opmærksomme på, at bortfald af et konkret pålæg kan kombineres med et nyt pålæg med nye handlepligter.

Kommunen kan træffe afgørelsen om bortfald af pålægget af egen drift og skal gøre det, hvis den bliver opmærksom på, at grundlaget har ændret sig. Kommunen kan også tage sagen op på baggrund af en henvendelse fra forældrene.

Afgørelse om manglende efterlevelse

 
Serviceloven
§ 57 a. ...
Stk. 7. Hvis kommunen vurderer, at den, der er meddelt et forældrepålæg efter stk. 1, ikke efterlever pålægget, og at den manglende efterlevelse ikke beror på undskyldelige omstændigheder, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om dette. Afgørelsen er gældende for ét kvartal.
Stk. 8.
 

431. Hvis en kommune, på baggrund af de informationer de får under deres løbende opfølgning på et forældrepålæg, vurderer, at forældrepålægget ikke er efterlevet, skal kommunen træffe afgørelse om, at forældrepålægget ikke er efterlevet. En sådan afgørelse resulterer i, at udbetalingen af børnefamilieydelsen for det kommende kvartal stoppes, hvilket beskrives nærmere i næste afsnit om stop for udbetaling af børnefamilieydelsen.

Efter servicelovens § 57 a, stk. 7 er det kommunens opgave at følge op på og vurdere, om et meddelt forældrepålæg er efterlevet. Det betyder f.eks., at kommunen skal undersøge, om en forældremyndigheds-indehaver, som har fået pålæg om at sikre, at barnet opholder sig hjemme på visse tidspunkter, har taget skridt til at sikre dette. Kommunen kan i den forbindelse tage kontakt til politiet for at få bekræftet, at politiet ikke længere møder barnet eller den unge på gaden sent om natten.

Udgangspunktet er, at et forældrepålæg skal efterleves fuldt ud i hele den periode, pålægget er i kraft.

Hvis forældremyndighedsindehaveren pludselig viser vilje til at efterleve pålægget omkring det tidspunkt, hvor betingelserne for at være berettiget til børnefamilieydelsen skal være opfyldt, skal kommunen vurdere, om den opståede vilje er reel, eller om der er tale om forsøg på omgåelse. Hvis kommunen træffer afgørelse om, at pålægget ikke er efterlevet, med henvisning til forældrenes forsøg på at omgå reglerne, kræver det dog klare oplysninger, der støtter denne antagelse.

Det skal ikke vurderes, i hvilken grad et forældrepålæg er efterlevet, men blot konstateres om det er efterlevet eller ej, og om en eventuel manglende efterlevelse skyldes undskyldelige omstændigheder. Det vil sige, at ét tilfælde af manglende efterlevelse skal føre til afgørelse om manglende efterlevelse, med mindre der er undskyldelige omstændigheder. Da stop for udbetaling af børnefamilieydelsen kan have alvorlige konsekvenser for den pågældende familie, er det dog vigtigt, at kommunen træffer sin afgørelse om manglende efterlevelse på baggrund af klare informationer.

Herudover er det en forudsætning for at træffe afgørelse om manglende efterlevelse, at der ikke er undskyldelige omstændigheder ved den manglende efterlevelse. Det kan f.eks. være, hvis en forældremyndighedsindehaver er blevet pålagt at deltage i et forældreprogram, som den pågældende ikke har haft mulighed for at deltage i på grund af sygdom og f.eks. kan fremlægge en lægeerklæring. Det er kommunen, der vurderer, om der i de konkrete tilfælde foreligger undskyldelige omstændigheder.

Efter servicelovens § 57 a, stk. 7 skal afgørelse om manglende efterlevelse af et pålæg træffes med virkning for det førstkommende kvartal og for ét kvartal ad gangen. Hvis indehaveren af forældremyndigheden efter et kvartal med stop for udbetaling af børnefamilieydelsen stadig ikke efterlever pålægget, og kommunen vurderer, at betingelserne for at opretholde pålægget stadig er gældende, skal kommunen træffe en ny afgørelse med efterfølgende stop for udbetaling af børnefamilieydelsen for det næste kvartal også.

Kommunen skal i den forbindelse være opmærksom på de tidsterminer, der gælder i forhold til udbetalingen af børnefamilieydelsen.

Der ligger ikke i forbindelse med afgørelsen om manglende efterlevelse af pålæg en vurdering hos kommunen om det hensigtsmæssige i at stoppe for udbetalingen af børnefamilieydelsen i den konkrete sag. Der er alene tale om en konstatering af, at et forældrepålæg ikke er efterlevet.

Stop for betaling af børnefamilieydelse

432. Med reglerne om styrkelse af forældreansvaret er det blevet tilføjet som en betingelse for at få børnefamilieydelse efter lov om en børnefamilieydelse, at kommunalbestyrelsen ikke for det pågældende kvartal har truffet afgørelse om manglende efterlevelse af et forældrepålæg, jf. lov om en børnefamilieydelse § 2, stk. 1, nr. 5.

 
Lov om en børnefamilieydelse
§ 2. Retten til børnefamilieydelse er betinget af,
1) at den person, der har forældremyndigheden over barnet eller har taget barnet i pleje med henblik på adoption, er fuldt skattepligtig efter kildeskatlovens § 1,
2) at barnet opholder sig her i landet, jf. dog stk. 2,
3) at barnet ikke har indgået ægteskab,
4) at barnet ikke er anbragt uden for hjemmet efter lov om social service, ikke sammen med en indehaver af forældremyndigheden er optaget i en døgnforanstaltning efter lov om social service eller i øvrigt forsørges af offentlige midler, og
5) at kommunalbestyrelsen ikke for det pågældende kvartal har truffet afgørelse om manglende efterlevelse af et forældrepålæg efter lov om social service § 57 a, stk. 7.
Stk. 2.
 

Det fremgår af lov om en børnefamilieydelse, at betingelserne for at få udbetalt børnefamilieydelsen skal være opfyldt den første dag i kvartalet f.eks. den 1. januar. Det betyder, at hvis en kommune har truffet afgørelse om et forældrepålæg den 15. november og en måned herefter vurderer, at pålægget ikke efterleves, så skal der træffes en afgørelse om dette inden den 1. januar, med det resultat at udbetalingen af børnefamilieydelsen for januar kvartal stoppes.

Børnefamilieydelsen udbetales af told- og skatteforvaltningen med en fjerdedel i hvert kvartal. Ydelsen udbetales som hovedregel til moderen og gives første gang for det hele kvartal efter det kvartal, hvori barnet er født og sidste gang i det kvartal, hvor den unge fylder 18 år.

Ungepålæg

 
Serviceloven
§ 57 b. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om at meddele et barn eller en ung i alderen 12-17 år et ungepålæg, når barnet eller den unge har adfærdsproblemer eller udviser negativ adfærd af en sådan karakter, at der er risiko for, at barnets eller den unges udvikling er i fare, og når det vurderes, at et frivilligt samarbejde med barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren om støtte efter § 52, stk. 3, ikke er tilstrækkeligt til at afhjælpe barnets eller den unges problemer. Afgørelsen om ungepålæg kan træffes uden forældremyndighedsindehaverens samtykke.
Stk. 2. Meddelelse af et ungepålæg forudsætter, at der foreligger oplysninger om, at barnet eller den unge
1) har ulovligt skolefravær, eller at undervisningspligten i øvrigt ikke opfyldes,
2) har begået kriminalitet af et vist omfang eller en vis grovhed,
3) har alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer eller
4) nægter at samarbejde med de relevante myndigheder om løsningen af barnets eller den unges problemer.
Stk. 3. Et ungepålæg skal angive en eller flere konkrete handlepligter for barnet eller den unge, som vurderes at være egnede til at bidrage til en løsning af barnets eller den unges problemer, og som står i rimeligt forhold til formålet. Det kan herunder fastsættes, at barnet eller den unge skal
1) modtage en eller flere foranstaltninger efter § 52, stk. 3, nr. 1, 3, 6, 8 eller 9,
2) være hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt eller
3) bidrage til at genoprette forrettet skade.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at barnet eller den unge i tilknytning til en afgørelse om ungepålæg, der indebærer, at barnet eller den unge skal at være hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt, jf. stk. 3, nr. 2, kan underlægges elektronisk overvågning, når der er bestemte grunde til at antage, at barnet eller den unge ikke vil overholde det meddelte pålæg, og det vurderes, at elektronisk overvågning vil være medvirkende til at få barnet eller den unge til at efterleve pålægget.
Stk. 5. Afgørelsen om elektronisk overvågning efter stk. 4 skal stå i rimeligt forhold til indholdet af og formålet med ungepålægget.
Stk. 6. Afgørelsen om elektronisk overvågning efter stk. 4 træffes for en afgrænset periode på højst 1 måned ad gangen. Den samlede varighed af elektronisk overvågning må ikke overstige 3 måneder inden for en periode på 12 måneder.
Stk. 7. Hvis der er truffet afgørelse om ungepålæg efter stk. 1, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse efter § 52, stk. 1, om at iværksætte foranstaltninger efter § 52, stk. 3, nr. 1, 3, 6, 8 eller 9, selv om forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker foranstaltningen iværksat, når det vurderes, at formålet med foranstaltningen vil kunne opnås uanset det manglende samtykke.
Stk. 8 . § 57 a, stk. 5 og 8, finder tilsvarende anvendelse på ungepålægget efter stk. 1.
Stk. 9 . Kommunalbestyrelsen skal ved afgørelse om ungepålæg efter stk. 1 overveje, om der samtidig bør træffes afgørelse om forældrepålæg efter § 57 a.
Stk. 10. Politiet kan yde bistand til kommunen ved udøvelsen af beføjelser efter § 64, stk.2, når disse beføjelser udøves i forbindelse med en afgørelse om ungepålæg.
Stk. 11. Socialministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler om politiets bistand til kommunerne i forbindelse med gennemførelse af ungepålæg.
 

433. Kommunalbestyrelsen er forpligtet til at træffe afgørelse om ungepålæg over for børn eller unge i alderen 12-17 år, som har adfærdsmæssige problemer eller udviser negativ adfærd af en sådan karakter, at det udgør en risiko for barnets eller den unges udvikling, og hvor det ikke umiddelbart er muligt at imødegå denne risiko gennem frivilligt samarbejde med barnet eller den unge, jf. servicelovens § 57 b. Afgørelsen om ungepålæg kan træffes uden forældremyndighedsindehaverens samtykke.

Ungepålæg vil ofte kunne anvendes i sammenhæng med et forældrepålæg. Eksempelvis kan det vurderes nødvendigt at sikre forældrenes aktive opbakning til barnets eller den unges efterlevelse af et ungepålæg, og i sådanne situationer skal der som udgangspunkt træffes afgørelse om forældrepålæg. Læs mere om ungepålæg i sammenhæng med forældrepålæg under punkt 451 i dette kapitel.

Formålet med ungepålæg

434. Formålet med ungepålægget er at få barnet eller den unge ind i en positiv udvikling, og det er afgørende for anvendelse af ungepålægget, at det indgår i en fremadrettet bestræbelse på at ændre barnets eller den unges adfærd og ikke som en straf med bagudrettet perspektiv. Pålægget gives efter en konkret vurdering, er et led i den forebyggende indsats og har ikke karakter af en enkeltstående reaktion eller sanktion over for et bestemt forhold.

Ungepålægget skal i forlængelse heraf ses i sammenhæng med øvrige forebyggende foranstaltninger og den samlede indsats over for det enkelte barn eller den enkelte unge og dennes familie. Pålægget vil typisk anvendes, hvor samarbejdet er »kørt fast«, men det er ikke påkrævet, at der er gået et længere forløb forud med sociale foranstaltninger eller forsøg på iværksættelse af sådanne. Det skal dog altid vurderes, om en frivillig løsning er mulig, inden der træffes afgørelse om ungepålæg, jf. et almindeligt proportionalitetsprincip.

Betingelser for at meddele et ungepålæg

 
Serviceloven
§ 57 b.
Stk. 2. Meddelelse af et ungepålæg forudsætter, at der foreligger oplysninger om, at barnet eller den unge
1) har ulovligt skolefravær, eller at undervisningspligten i øvrigt ikke opfyldes,
2) har begået kriminalitet af et vist omfang eller en vis grovhed,
3) har alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer eller
4) nægter at samarbejde med de relevante myndigheder om løsningen af barnets eller den unges problemer.
Stk. 3.
 

435. Det er en forudsætning for at træffe afgørelse om ungepålæg, at barnet eller den unge grundlæggende vurderes at være i stand til at bidrage til og tage ansvar for sin egen udvikling. Børn eller unge, der f.eks. er udviklingshæmmede eller psykisk syge, vil som udgangspunkt ikke være omfattet af målgruppen, idet de netop på grund af deres særlige forhold ikke kan forventes at kunne tage ansvar for deres egen udvikling.

I § 57 b, stk. 2 anføres de problemstillinger, som skal være tilstede hos barnet eller den unge, for at der kan træffes afgørelse om et ungepålæg. Tilstedeværelsen af en eller flere af disse problemstillinger hos barnet eller den unge skal forstås som indikatorer på, at barnets eller den unges udvikling er i fare. Der skal således foreligge mindst en af fire nedenfor angivne situationer for, at kommunen har grundlag for at træffe afgørelse om ungepålæg:

ulovligt skolefravær eller manglende opfyldelse af undervisnings-pligten i øvrigt,

kriminalitet af et vist omfang eller en vis grovhed,

alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer eller

nægtelse af samarbejde med relevante myndigheder om løsningen af barnets eller den unges problemer.

Om de konkrete forhold udgør en trussel for barnets eller den unges udvikling skal altid gøres til genstand for en konkret vurdering. Vurderingen foretages på baggrund af en undersøgelse af barnets eller den unges forhold, jf. servicelovens § 50.

Tilstedeværelsen af en eller flere af disse problemstillinger fører ikke per automatik til et ungepålæg. Afgørelse om ungepålæg skal træffes på baggrund af en konkret vurdering af, om de samlede betingelser for at anvende pålægget er opfyldt, herunder at pålægget vurderes at ville bidrage til barnets eller den unges udvikling. De fire problemstillinger uddybes i det følgende.

Ulovligt fravær

 
Serviceloven
§ 57 b.
Stk. 2. Meddelelse af et ungepålæg forudsætter, at der foreligger oplysninger om, at barnet eller den unge
1) har ulovligt skolefravær, eller at undervisningspligten i øvrigt ikke opfyldes,
 

436. Det fremgår af Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 822 af 26. juli 2004 om elevers fravær fra undervisningen i folkeskolen, at hvis en elev i folkeskolen udebliver fra undervisningen, skal forældrene mundtligt eller skriftligt oplyse skolen om grunden hertil. Hvis udeblivelsen skyldes sygdom af mere end 2 ugers varighed, kan skolen forlange lægeattest. Skolen har således ret til at kende årsagen til en elevs fravær og pligt til at undersøge baggrunden for fraværet, hvis forældrene ikke selv oplyser om årsagen. Fravær, der ikke er begrundet i sygdom, skal godkendes af skolen. I modsat fald er der tale om ulovligt fravær.

Der vil foreligge ulovligt skolefravær i bestemmelsens forstand, hvis der er tale om ulovligt fravær efter disse bekendtgørelsers definitioner. Det afgørende er dog ikke nødvendigvis antallet af ulovlige fraværsdage, men i lige så høj grad, hvorvidt fraværet har et mønster eller en karakter, der giver anledning til bekymring i forhold til den unges sociale og faglige udvikling. Det er en vurderingssag, om barnets eller den unges fravær har et omfang eller et mønster, der begrunder anvendelse af ungepålæg. Det er imidlertid centralt, at den manglende opfyldelse af undervisningspligten skyldes barnets eller den unges egne forhold og ikke f.eks., at kommunen ikke stiller et passende skoletilbud til rådighed, læs evt. mere om ulovligt fravær under punkt 417 i dette kapitel.

Kriminalitet

 
Serviceloven
§ 57 b.
Stk. 2. Meddelelse af et ungepålæg forudsætter, at der foreligger oplysninger om, at barnet eller den unge
2) har begået kriminalitet af et vist omfang eller en vis grovhed,
 

437. I forhold til kriminalitet af et vist omfang eller en vis grovhed er bestemmelsen tiltænkt de tidlige faser, hvor barnet eller den unge er på vej ud i en kriminel løbebane. Formålet er således at forebygge, at barnet eller den unge ender i alvorligere kriminalitet, f.eks. bandekriminalitet.

Det afhænger af en konkret vurdering, om kriminalitetens omfang og karakter sammenholdt med de øvrige oplysninger om barnet eller den unge og barnets eller den unges situation, herunder øvrige forebyggende indsatser, der allerede måtte være igangsat, er grundlag for at træffe afgørelse om et ungepålæg.

Der henvises i øvrigt til reglerne om politiets underretning af de sociale myndigheder i forbindelse med sager, hvor unge under 18 år anholdes og afhøres. Læs mere herom under punkt 418 i dette kapitel.

Adfærds- eller tilpasningsproblemer

 
Serviceloven
§ 57 b.
Stk. 2. Meddelelse af et ungepålæg forudsætter, at der foreligger oplysninger om, at barnet eller den unge
3) har alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer, eller
 

438. I forhold til alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer kan der f.eks. være tale om problemer, som kommer til udtryk gennem udadreagerende eller anden bekymrende adfærd i skolen eller på arbejdspladsen, om problemer, der på andre måder kommer til udtryk i »det offentlige rum«, f.eks. ved truende adfærd i grupperingsmæssige sammenhænge og om problemer, som kommer til udtryk ved barnets eller den unges misbrug eller anden selvskadende adfærd.

Det er en vurderingssag, om barnets eller den unges adfærdsmæssige problemer har en tyngde og en karakter, der begrunder anvendelse af ungepålæg.

Den unge nægter at samarbejde

 
Serviceloven
§ 57 b.
Stk. 2. Meddelelse af et ungepålæg forudsætter, at der foreligger oplysninger om, at barnet eller den unge
4) nægter at samarbejde med de relevante myndigheder om løsningen af barnets eller den unges problemer.
Stk. 3.
 

439. I forhold til manglende samarbejde med relevante myndigheder om løsningen af barnets eller den unges problemer kan dette eksempelvis bestå i, at barnet eller den unge ikke møder op, når kommunen har indkaldt pågældende til et møde. Der kan også være tale om en situation, hvor der er blevet lavet en aftale med barnet eller den unge om, at pågældende skal deltage i et behandlingsprogram, som vurderes at være vigtigt for den unges udvikling, men barnet eller den unge efterfølgende alligevel ikke vil deltage.

Ungepålæggets indhold

 
Serviceloven
§ 57 b. ...
Stk. 3. Et ungepålæg skal angive en eller flere konkrete handlepligter for barnet eller den unge, som vurderes at være egnede til at bidrage til en løsning af barnets eller den unges problemer, og som står i rimeligt forhold til formålet. Det kan herunder fastsættes, at barnet eller den unge skal
1) modtage en eller flere foranstaltninger efter § 52, stk. 3, nr. 1, 3, 6, 7 eller 9,
2) være hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt eller
3) bidrage til at genoprette forrettet skade.
Stk. 4.
 

440. Det fremgår af servicelovens § 57 b, at ungepålægget skal angive et specificeret, fremadrettet krav om en eller flere konkrete handlepligter, som barnet eller den unge skal påtage sig. Bestemmelsen indeholder en liste over mulige pålæg. Listen er ikke udtømmende, da det ikke er muligt på forhånd at forudse, hvilke konkrete pålæg der kan være egnede til at løse konkrete problemer.

Kommunen har således mulighed for at fastlægge de konkrete pålæg inden for visse rammer, som afgrænses af,

at pålæggene skal være klart formulerede, så det er tydeligt for barnet eller den unge, hvad pågældende skal gøre for at efterleve pålægget,

at pålæggene skal være egnede til at bidrage til en løsning af problemerne i den konkrete sag. Det vil sige, at der skal være en direkte eller indirekte sammenhæng mellem pålæggets indhold og den adfærd eller ændring i adfærd, som man ønsker hos barnet eller den unge. Handlepligterne skal i forlængelse heraf hjælpe barnet eller den unge til at handle anderledes,

at de konkrete handlepligter, barnet eller den unge pålægges, er realistiske at efterleve,

at pålæggets indhold skal stå i rimeligt forhold til formålet med pålægget og de problemer, der søges løst og

at pålæggene skal være sagligt velbegrundede og i øvrigt ligge inden for formålet i serviceloven.

441. Efter bestemmelsen i servicelovens § 57 b kan barnet eller den unge f.eks. pålægges at:

tage i mod en foranstaltning efter § 52, stk. 3, nr. 1, 3, 6, 8 eller 9, f.eks.:

tage imod et klubtilbud (nr. 1: konsulentbistand),

deltage i et kursus i vredeshåndtering, hvis barnet eller den unge udviser udadreagerende adfærd og ikke kan udtrykke eller håndtere sine følelser på anden vis (nr. 3: familiebehandling eller behandling af den unges problemer),

deltage i et relevant socialpædagogisk behandlingstilbud, f.eks. i tilfælde hvor der er behov for en samlet indsats i familien for at undgå anbringelse, men hvor barnet eller den unge ikke gider deltage, selvom forældrene er indstillede på det (nr. 3: familiebehandling eller behandling af barnets eller den unges problemer),

tage imod en kontaktperson, hvis barnet eller den unge har behov for stabil og vedvarende voksenkontakt at støtte sig til for at holde fokus på de rette ting, f.eks. uddannelse og beskæftigelse, men ikke umiddelbart ønsker at samarbejde med en kontaktperson (nr. 6: fast kontaktperson) eller

tage imod et praktiktilbud, hvis barnet eller den unge vurderes i øvrigt at være klar til arbejdsmarkedet, men ikke umiddelbart er motiveret til at arbejde (nr. 8: formidling af praktiktilbud).

være hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt, hvis barnet eller den unge flere gange har begået småkriminalitet eller udvist negativ adfærd i bestemte tidsrum, f.eks. fredag og lørdag aften, eller

bidrage til at genoprette forrettet skade, f.eks. ved deltage i oprydning i lokalområdet efter hærværk eller lignende, så det bliver tydeligt, at barnets eller den unges handlinger har negative konsekvenser for lokalområdet. Se punkt 442.

Der er mulighed for at lade ungepålægget indeholde flere handlepligter, hvis det konkret vurderes at være hensigtsmæssigt i forhold til formålet.

Særligt i forhold til pålæg om arbejdspligter

442. For så vidt angår muligheden for at pålægge børn og unge konkrete arbejdspligter, f.eks. i forbindelse med oprydning i lokalområdet, skal det bemærkes, at der skal tages højde for arbejdsmiljølovgivningens regler om, hvilke former for arbejde unge under 18 år må udføre, i det omfang de pålagte handlepligter må betragtes som arbejde for en arbejdsgiver. Reglerne er uddybet i bekendtgørelsen om unges arbejde nr. 239 af 6. april 2005 og finder anvendelse i det omfang, der er tale om beskæftigelse af unge under 18 år ved arbejde for en arbejdsgiver. Arbejdsmiljølovens regler bygger på EF-direktiv 94/33/EF af 22. juni 1994 om beskyttelse af unge på arbejdspladsen, som blev implementeret i dansk ret i 1996.

Særligt om elektronisk overvågning

 
Serviceloven
§ 57 b. ...
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at barnet eller den unge i tilknytning til en afgørelse om ungepålæg, der indebærer, at barnet eller den unge skal at være hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt, jf. stk. 3, nr. 2, kan underlægges elektronisk overvågning, når der er bestemte grunde til at antage, at barnet eller den unge ikke vil overholde det meddelte pålæg, og det vurderes, at elektronisk overvågning vil være medvirkende til at få barnet eller den unge til at efterleve pålægget.
Stk. 5. …
 

443. Hvis der er truffet afgørelsen om, at et barn eller en ung skal være hjemme på et bestemt tidspunkt, jf. stk. 3. nr. 2, kan kommunalbestyrelsen i tilknytning hertil træffe afgørelsen om elektronisk overvågning, når

1) der er bestemte grunde til at antage, at barnet eller den unge ikke vil overholde et sådant pålæg, og

2) det vurderes, at en afgørelse om elektronisk overvågning vil være medvirkende til at få den unge til at efterleve pålægget.

Afgørelsen om elektronisk overvågning kan træffes for at sikre, at pålæg om at være hjemme på bestemte tidspunkter om aftenen og natten overholdes.

Elektronisk overvågning kan bruges som et pædagogisk værktøj, der kan anvendes i tilfælde, hvor det bidrager til, at barnet eller den unge efterlever sit pålæg. Det kan f.eks. være i situationer, hvor barnet eller den unge har fået et pålæg om i en bestemt periode at være hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt, og forældrene har behov for støtte til at sikre barnets eller den unges efterlevelse af dette pålæg.

Elektronisk overvågning må ikke anvendes som en sanktion, men alene som en støttende foranstaltning i den samlede sociale indsats overfor barnet eller den unge. Hvis ungepålægget ikke vurderes at være tilstrækkeligt, eller den unge ikke overholder pålægget, må kommunalbestyrelsen vurdere, om der er grundlag for at iværksætte andre foranstaltninger efter servicelovens § 52, stk. 3, f.eks. anbringelse uden for hjemmet.

Elektronisk overvågning forudsætter samarbejde med forældrene, da overvågningen skal bruges som led i en pædagogisk indsats til at støtte forældrene i at få den unge til at følge et pålæg om f.eks. at opholde sig hjemme om aftenen eller i weekenderne i en periode.

Anvendelsen af elektronisk overvågning forudsætter, at forældrene giver samtykke til foranstaltningen, og at der opstilles det nødvendige udstyr til brug for den elektroniske overvågning i hjemmet. I de tilfælde, hvor barnet eller den unge har bopæl hos andre end sine forældre, vil der tillige skulle indhentes samtykke til opstilling af det elektroniske overvågningsudstyr fra den eller de personer, der har rådighed over boligen.

Ved en afgørelse om anvendelse af elektronisk overvågning skal barnets eller den unges synspunkter tillægges passende vægt i overensstemmelse med den pågældendes alder og modenhed, og i tilfælde hvor elektronisk overvågning anvendes over for unge på 15 år og derover, vil det forudsætte, at den pågældende giver samtykke til ordningen. Det vil under ingen omstændigheder være muligt fysisk at tvinge barnet eller den unge til at få påsat en elektronisk fodlænke, da en sådan magtanvendelse vil være i strid med det grundlæggende proportionalitetsprincip.

Det er vigtigt, at der i forbindelse med afgørelsen fastsættes klare vilkår for, hvornår barnet eller den unge skal opholde sig i hjemmet, herunder også hvordan eventuelle afvigelser fra vilkårene skal fungere, f.eks. i forbindelse med fritidsaktiviteter, familiebesøg og ferie mv.

Den elektroniske overvågning består i, at barnet eller den unge får påsat en såkaldt elektronisk fodlænke, samtidig med at der opstilles udstyr i dennes hjem, der kan registrere, at barnet eller den unge forlader hjemmet.

Kriminalforsorgen yder bistand til kommunernes anvendelse af elektronisk overvågning efter nærmere aftale med kommunerne, herunder vedrørende betalingen for bistanden. Kriminalforsorgens bistand består i at stille det tekniske udstyr til rådighed for kommunen samt instruere kommunen i at montere det elektroniske udstyr på barnet eller den unge og i barnets eller den unges hjem. Kriminalforsorgen varetager også den elektroniske overvågning af barnet eller den unge.

Proportionalitet

 
Serviceloven
§ 57 b. ...
Stk. 5. Afgørelsen om elektronisk overvågning efter stk. 4 skal stå i rimeligt forhold til indholdet af og formålet med ungepålægget.
Stk. 6. …
 

444. I vurdering af, om der i tilknytning til en afgørelse om ungepålæg efter § 57 b, stk. 2 skal træffes afgørelse om elektronisk overvågning, skal det vurderes, om en afgørelse om elektronisk overvågning står i rimeligt forhold til indholdet af og formålet med ungepålægget. F.eks. vil det ikke være proportionalt at træffe afgørelse om elektronisk overvågning i tilknytning til et ungepålæg, der alene går ud på, at den unge skal opholde sig i hjemmet en dag om måneden.

Desuden skal kommunalbestyrelsen overveje, om indholdet og omfanget af vilkårene i ungepålægget er af en karakter, der praktisk og pædagogisk giver mulighed for, at der samtidig træffes afgørelse om elektronisk overvågning.

Det er en betingelse for at træffe afgørelse om elektronisk overvågning, at det må forventes, at afgørelsen vil kunne være medvirkende til at få barnet eller den unge til at efterleve pålægget. Dette kan f.eks. være, at barnet eller den unge selv giver udtryk herfor, eller hvis en tidligere afgørelse om elektronisk overvågning i forbindelse med en afgørelse om ungepålæg har medført, at barnet eller den unge har overholdt et sådant pålæg, eller at forældrene har behov for støtte til at sikre, at barnet eller den unge efterlever dette pålæg.

445. Elektronisk overvågning kan ikke erstatte en pædagogisk indsat eller anden støtte f.eks. efter kapitel 11 i lov om social service, men kan bruges som et redskab i den samlede pædagogiske indsats i samarbejde med forældrene til at gennemføre målsætninger om, at barnet eller den unge f.eks. skal undgå at indgå i uheldige grupperinger og være udhvilet og veloplagt, når barnet eller den unge møder i skolen om morgenen.

Der er ikke strafferetlige sanktioner forbundet med manglende efterlevelse af et ungepålæg, og der er heller ikke strafferetlige sanktioner forbundet med manglende efterlevelse af en afgørelse om elektronisk overvågning.

Hvis ungepålægget vurderes ikke at være tilstrækkeligt, eller barnet eller den unge ikke overholder pålægget, skal kommunalbestyrelsen vurdere behovet for en relevant reaktion, herunder om der er grundlag for at iværksætte andre foranstaltninger efter servicelovens § 52, stk. 3.

Varigheden af elektronisk overvågning

 
Serviceloven
§ 57 b. ...
Stk. 6. Afgørelsen om elektronisk overvågning efter stk. 4 træffes for en afgrænset periode på højst 1 måned ad gangen. Den samlede varighed af elektronisk overvågning må ikke overstige 3 måneder inden for en periode på 12 måneder.
Stk. 7.…
 

446. Når kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om anvendelsen af elektronisk overvågning i tilknytning til et ungepålæg, skal der samtidig træffes afgørelse om varigheden af denne. Den elektroniske overvågning kan højst have en varighed af 1 måned og kan derefter forlænges. Pålægget om elektronisk overvågning kan dog højst have en varighed af 3 måneder inden for en periode på 12 måneder.

Iværksættelse af foranstaltninger uden samtykke på baggrund af ungepålæg

 
Serviceloven
§ 57 b. ...
Stk. 7. Hvis der er truffet afgørelse om ungepålæg efter stk. 1, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse efter § 52, stk. 1, om at iværksætte foranstaltninger efter § 52, stk. 3, nr. 1, 3, 6, 8 eller 9, selv om forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker foranstaltningen iværksat, når det vurderes, at formålet med foranstaltningen vil kunne opnås uanset det manglende samtykke.
Stk. 8. …
 

447. Hvis der er truffet afgørelse om ungepålæg efter stk. 1, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse efter § 52, stk. 1, om at iværksætte foranstaltninger efter § 52, stk. 3, nr. 1, 3, 6, 8 eller 9, selv om forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker foranstaltningen iværksat, når det vurderes, at formålet med foranstaltningen vil kunne opnås uanset det manglende samtykke. Der vil i så fald være tale om selvstændig afgørelse.

Ungepålæggets varighed

448. Det bemærkes, at der gælder samme regler for varigheden af afgørelser for ungepålæg samt afgørelse om bortfald af ungepålægget som for forældrepålægget, jf. § 57 a, stk. 5 og 8. Læs herom under punkt 424 samt 430 i dette kapitel.

Af hensyn til barnets eller den unges retssikkerhed skal det fremgå klart af afgørelsen om ungepålæg, hvor længe pålægget gælder. Den tidsmæssige udstrækning skal i forlængelse heraf stå i rimeligt forhold til formålet med pålægget og de problemer, der søges løst, jf. også proportionalitetsgrundsætningen. Afgørelse om ungepålæg træffes for en afgrænset periode af højst 12 måneders varighed og kan forlænges med 6 måneder ad gangen, hvis betingelserne for at træffe afgørelse om ungepålæg fortsat er opfyldt. Det skal i forbindelse med forlængelse af pålægget vurderes, om de oprindelige handlepligter fortsat er egnede til en løsning af barnets eller den unges problemer, eller om der er behov for at justere indholdet. Der er ikke fastsat en grænse for, hvor mange gange et pålæg kan forlænges.

Bortfald af ungepålæg

449. Et ungepålæg skal bortfalde ved kommunalbestyrelsens beslutning, hvis det forhold, der har begrundet pålægget, ikke længere er til stede, herunder hvis pålægget har levet op til sit formål. Pålægget skal ligeledes bortfalde, hvis det ikke længere er egnet til at løse barnets eller den unges problemer, herunder hvis pålægget efterleves, men ikke påvirker barnets eller den unges problemer i en positiv retning. Der er tale om en udtømmende opregning.

Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om bortfald af pålægget af egen drift og skal gøre det, hvis den bliver opmærksom på, at grundlaget har ændret sig. Kommunalbestyrelsen kan også tage sagen op på baggrund af en henvendelse fra forældrene eller andre.

Bortfald af et pålæg kan eventuelt kombineres med afgørelse om et nyt ungepålæg med nye - og mere egnede - handlepligter.

Manglende efterlevelse af ungepålæg

450. Manglende efterlevelse af et ungepålæg er ikke forbundet med egentlige sanktioner. Serviceloven rummer mulighed for anbringelse uden samtykke, og dette vil formentlig også i en del tilfælde være en reel mulighed ved manglende efterlevelse af et ungepålæg, fordi manglende overholdelse af ungepålægget indebærer en forværring af barnets eller den unges situation. Men anbringelse uden samtykke må ikke ske per automatik eller som en sanktion ved manglende efterlevelse, idet en sådan afgørelse forudsætter en konkret vurdering af, om anbringelsesgrundlaget er opfyldt.

Ungepålæg i sammenhæng med forældrepålæg

 
Serviceloven
§ 57 b.
Stk. 9. Kommunalbestyrelsen skal ved afgørelse om ungepålæg efter stk. 1 overveje, om der samtidig bør træffes afgørelse om forældrepålæg efter § 57 a.
Stk. 10. …
 

451. Hvis det er nødvendigt og formålstjenligt for at sikre forældrenes aktive opbakning til barnets eller den unges efterlevelse af ungepålægget, skal der som udgangspunkt træffes afgørelse om et forældrepålæg over for forældremyndighedsindehaveren samtidig med, at der træffes afgørelse om ungepålæg, jf. også ændringen i nr. 1, som betyder, at der fremover skal træffes afgørelse om forældrepålæg i visse situationer. Afgørelse om et sådant ledsagende forældrepålæg forudsætter, at kriterierne for anvendelse af forældrepålægget er opfyldt, også når afgørelsen om forældrepålæg træffes for at understøtte et ungepålæg.

Hvis der træffes afgørelse om forældrepålæg, kan forældrene pålægges konkrete handlepligter, som bidrager til eller supplerer barnets eller den unges efterlevelse af ungepålægget. Hvis barnet eller den unge f.eks. pålægges at deltage i et socialpædagogisk forløb, kan forældrene pålægges også at deltage. Eller forældrene kan pålægges at sørge for, at barnet eller den unge møder op i skole, til en fritidsaktivitet eller til oprydning efter hærværk - alt afhængig af, hvad barnet eller den unge pålægges.

Der vil dog også kunne tænkes situationer, hvor det ikke vil give mening at ledsage ungepålægget med et forældrepålæg, f.eks. i situationer hvor forældrene i forvejen bakker aktivt op om afgørelsen om ungepålæg og derfor kan forventes selv at bidrage til den unges efterlevelse af pålægget.

Et ledsagende forældrepålæg skal håndhæves på samme måde som andre forældrepålæg, dvs. ved at stoppe udbetalingen af børnefamilieydelse, hvis forældrene ikke efterlever de konkrete handlepligter i det ledsagende forældrepålæg. Der vil dog være en del tilfælde, hvor forældrene overholder deres forældrepålæg, men hvor barnet eller den unge ikke overholder ungepålægget. F.eks. hvor forældrene er blevet pålagt at følge den unge i skole, mens barnet eller den unge er blevet pålagt at følge undervisningen hele dagen. I sådanne tilfælde kan der ikke træffes afgørelse om manglende efterlevelse af forældrepålægget.

Fuldbyrdelse af ungepålæg

452. Kommunen har ansvaret for, at afgørelser om ungepålæg efter § 57 b fuldbyrdes, jf. § 64, stk. 1. Kommunen kan, jf. § 64, stk. 2, hente og bringe barnet eller den unge til stedet, hvor ungepålægget skal opfyldes, med henblik på at fuldbyrde afgørelser efter § 57 b. Politiet kan bistå kommunen med at hente og bringe barnet eller den unge for at sikre overholdelsen af et ungepålæg.

Kommunalbestyrelsen skal i hvert enkelt tilfælde, hvor det besluttes, at politiet skal anmodes om at bistå ved gennemførelse af et ungepålæg, foretage en vurdering af indgrebets proportionalitet, dvs om beslutningen om, at politiet skal bistå ved gennemførelsen af ungepålægget står i rimeligt forhold til overtrædelsen af den konkrete pålagte handlepligt.

Klageadgang

453. Forældremyndighedsindehaveren kan påklage kommunalbestyrelsens afgørelse til Det Sociale Nævn, jf. servicelovens § 166, stk. 1, og kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Afgørelser om ungepålæg efter § 57 b, kan, jf. servicelovens § 167, stk. 1, af barnet eller den unge, der er fyldt 12 år indbringes for det sociale nævn efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Kapitel 17

Efterværn - Tilbud til unge over 18 år

454. Dette kapitel gennemgår reglerne om kommunens pligt til at træffe afgørelse om, hvorvidt der skal iværksættes efterværn, herunder kommunens pligt til i samarbejde med den unge der fylder 18 år, at revidere handleplanen og tage stilling til, hvad der i øvrigt skal ske i forhold til den unges uddannelse, beskæftigelse og andre relevante forhold. I kapitlet beskrives også reglerne om den unges betaling for døgnophold i et anbringelsessted og udslusningsophold.

Hjemgivelse i forbindelse med, at den unge fylder 18 år

 
Serviceloven
§ 68. Foranstaltninger efter § 52, stk. 3, skal ophøre, når formålet er nået, når de ikke længere opfylder deres formål eller når den unge fylder 18 år, jf. dog § 76.
Stk. 12. Kommunalbestyrelsen i den unges opholdskommune skal senest 6 måneder forud for ophør af en anbringelse ved det fyldte 18. år træffe afgørelse om, hvorvidt den unge har behov for efterværn og i givet fald træffe afgørelse om, hvilke foranstaltninger, der skal iværksættes efter § 76. Kommunalbestyrelsen skal forinden da i samarbejde med den unge have revideret handleplanen og herunder have taget stilling til den unges videre forløb med hensyn til uddannelse og beskæftigelse samt øvrige relevante forhold.
 

455. Når en ung fylder 18 år, er det væsentligt, at kommunen får planlagt en ordentlig overgang til voksenlivet for den unge. Det gælder, uanset om den unge har været anbragt uden for hjemmet eller har modtaget andre typer af foranstaltninger efter servicelovens kapitel 11. En del af de unge, der har været anbragt uden for hjemmet, har behov for rådgivning om, hvordan de skal håndtere voksenlivet. For så vidt angår unge med funktionsnedsættelse eller med sociale problemer, der kræver en særlig indsats, kan det være hensigtsmæssigt, hvis de relevante afdelinger i kommunen holder et møde, hvor sagen overleveres, så der er taget hånd om den unges sag fra det tidspunkt, hvor pågældende fylder 18 år.

Efter servicelovens § 68, stk. 12, har kommunen pligt til at træffe afgørelse om, hvorvidt der skal iværksættes efterværn efter servicelovens § 76, senest seks måneder før den unge fylder 18 år. Inden kommunalbestyrelsen træffer afgørelse efter § 68 stk. 12, skal handleplanen revideres i samarbejde med den unge. Således vil den reviderede handleplan danne grundlag for afgørelsen efter § 68 stk. 12. Afgørelsen efter § 68 stk. 12, skal angive, hvilke konkrete foranstaltningstyper, der påtænkes iværksat og kommunalbestyrelsen skal tage stilling til, hvad der i øvrigt skal ske i forhold til den unges uddannelse, beskæftigelse og andre relevante forhold.

Den unge kan klage over kommunalbestyrelsens afgørelse om, hvorvidt der skal iværksættes efterværn samt indholdet heraf.

Såfremt den unges forhold ændrer sig væsentligt, fra der er truffet afgørelse efter § 68 stk. 12 og til den unge fylder 18 år, må kommunalbestyrelsen på ny revidere den handleplan, der dannede grundlag for afgørelsen efter § 68 stk. 12 og træffe fornyet afgørelse.

Hensigten med reglerne om tilbud til de 18-22 årige er ikke at fastholde unge over 18 år i tilbud til børn og unge. Det er derimod hensigten at give de unge, der har behov for denne særlige støtte, mulighed for en mere glidende overgang til voksentilværelsen. Når der efter servicelovens § 68, stk. 12 skal laves en handleplan for en ung, der er anbragt uden for hjemmet i forbindelse med, at pågældende fylder 18 år, skal der tages udgangspunktet i den unges behov og normalmiljø. Det er ikke alle anbragte unge, der har behov for efterværn, da nogle uden væsentligt større problemer end deres jævnaldrende vil kunne træde ud i voksenlivet uden særlige vilkår.

Det væsentlige kriterium ved vurderingen af, om der skal iværksættes efterværn efter servicelovens § 76, er, om efterværnet vil kunne bidrage til, at den unge får en bedre overgang til voksenlivet. Efterværnet kan eksempelvis bidrage til en bedre indføring på arbejdsmarkedet, give støtte til gennemførelsen af en uddannelse eller give en mere glidende overgang til selvstændig bolig. Det er afgørende, at der sker en udvikling i den unges liv i løbet af den periode, hvor den unge fortsat er anbragt ud over det 18. år. Hvis det således fremgår af handleplanen, at en ung handicappet person skal flytte fra en institution for børn og unge til en institution for voksne uden, at der ellers sker ændringer i den unges levevilkår f.eks. i form af uddannelse eller job, kan det ikke anses for at være en overgang til voksenlivet, som det er forudsat i forhold til servicelovens § 76. Der vil således ikke være tale om efterværn efter servicelovens § 76, men alene et ophold efter voksenreglerne.

Kommunalbestyrelsen skal efter servicelovens § 68 stk. 12 tage stilling til den unges videre uddannelses- eller beskæftigelsesforløb. Dette skal sikre, at den unge efter anbringelsen fortsætter i et hensigtsmæssigt og fremadrettet forløb. I de tilfælde, hvor den unge allerede er inde i et godt uddannelses- eller beskæftigelsesforløb, der ikke afbrydes ved hjemgivelsen, er det tilstrækkeligt for kommunen at konstatere dette i handleplanen. I andre tilfælde kan der være behov for initiativer fra kommunens side, f.eks. med et samarbejde mellem de relevante afdelinger i kommunen. Efter gældende ret på uddannelses-området og beskæftigelsesområdet har den unge en række muligheder for og ret til rådgivning og støtte.

Hvilke forhold, kommunen i øvrigt skal inddrage i revisionen af handleplanen, vil afhænge af den konkrete sag. Der kan f.eks. være tale om boligforhold, familiesituation m.v.

Kommunalbestyrelsen bør udnytte den tid, der er, fra der træffes afgørelse efter § 68 stk. 12 til den unge fylder 18 år, til at sikre, at den unge kommer i kontakt med de relevante hjælpesystemer, herunder centrene for Ungdommens Uddannelsesvejledning, således at efterværnet er velforberedt og veltilrettelagt, og det sikres, at den unge kommer i gang med relevant uddannelse eller beskæftigelse.

I de situationer, hvor opholdskommunen træffer afgørelse om efterværn, jf. servicelovens § 76, der skal gennemføres i en anden kommune, følger det af reglerne om mellemkommunal refusion i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, at det er den kommune, der har truffet afgørelsen om efterværn, der betaler. Der er således ikke nødvendigvis sammenhæng mellem betalingskommunen og handlekommunen i sager om efterværn.

Når der er tale om opretholdelse eller genetablering af foranstaltninger efter lovens kapitel 12, bevares kommunens forpligtelse efter reglerne om særlig støtte til børn og unge, for så vidt angår tilsyn og revision af handleplaner.

Når den unge skifter opholdskommune

 
Serviceloven
§ 68. ...
Stk. 13. Hvis en ung i alderen 18 til 22 år, der har været anbragt indtil sit fyldte 18. år, eller som har haft en fast kontaktperson indtil sit fyldte 18. år, skifter opholdskommune, skal den hidtidige opholdskommune forud for skiftet oversende den unges reviderede handleplan, jf. stk. 12, til den nye opholdskommune. Oversendelse af handleplanen skal ske med samtykke fra den unge og forældremyndighedsindehaveren.
Stk. 14. Den nye opholdskommune skal inden 30 dage fra modtagelsen træffe afgørelse om, hvorvidt den unge har behov for støtte efter § 76, og i givet fald træffe afgørelse om, hvilke foranstaltninger der skal iværksættes. Hvis der iværksættes støtte efter § 76, skal der udarbejdes en ny handleplan, jf. § 140.
 

456. Når en ung fylder 18 år, vil den unge, jf. retssikkerhedsloven § 9, stk.1, få opholdskommune i den kommune, hvor den unge opholder sig. Det vil sige, at det bliver den kommune, hvor anbringelsesstedet ligger, der bliver handlekommune, hvis den unge bliver boende i denne kommune.

Hvis der er behov for afgørelser om iværksættelse af foranstaltninger efter servicelovens § 76, jf. § 68, stk. 12, er det således den nye opholdskommune, der træffer afgørelse.

Ansvaret for at revidere handleplanen seks måneder før den unge fylder 18 år, ligger i den kommune, der på det tidspunkt er opholdskommune for den unge, og dermed ansvarlig for den unges sag. Det betyder, at det ikke nødvendigvis er den samme opholdskommune, der laver handleplanen, inden den unge fylder 18 år, som efterfølgende skal udføre beslutningerne. Da den hidtidige opholdskommune ikke kan forpligte den kommende opholdskommune økonomisk, vil handleplanen i disse situationer alene kunne indeholde anbefalinger til, hvad der skal ske, og der kan ikke gives konkrete løfter til den unge. Den endelige beslutning om, hvad der skal ske med den unge efter, at denne er fyldt 18 år, træffes af den nye opholdskommune.

Det betyder, at det er vigtigt, at de involverede kommuner indleder et samarbejde omkring den unge i forbindelse med, at handleplanen skal laves 6 måneder før, den unge fylder 18, således at det sikres, at den unge ved, hvordan fremtiden ser ud, efter at han eller hun er fyldt 18. Den koordinerede indsats er væsentlig, da mange af de unge, der tilbydes efterværn, er skrøbelige unge, der har behov for stabilitet og viden om, hvad fremtiden bringer.

Den hidtidige opholdskommune skal oversende den unges reviderede handleplan jf. lovens § 68, stk. 12, til den nye opholdskommune, hvis kommunen får kendskab til, at den unge skifter opholdskommune, når den pågældende fylder 18, og anbringelsen dermed ophører. Det vil typisk ske, hvis den unge har været anbragt i en anden kommune end den anbringende kommune, og han eller hun så vælger at blive boende der. Hvis kommunen først senere får kendskab til, at den unge skifter opholdskommune, skal handleplanen oversendes snarest derefter.

Den oprindelige opholdskommunes handleplan skal bidrage til den nye opholdskommunes grundlag for at træffe ny afgørelse om, hvorvidt den unge har behov for efterværn, og i givet fald træffe afgørelse om, hvilke foranstaltninger der skal iværksættes. Denne afgørelse skal træffes inden 30 dage efter modtagelsen af handleplanen. I den forbindelse skal der også udarbejdes en ny handleplan.

Den nye handlekommune skal, ligesom den tidligere handlekommune, lægge vægt på hensynet til kontinuitet i den unges forløb. En ny handlekommune skal derfor ved afgørelserne i sagen lægge vægt på den hidtidige indsats og målsætningerne i tidligere handleplaner.

Det er den unge selv, der er part i forhold til tilbud, der rækker ud over det 18. år. Om tilbud til over 18-årige efter servicelovens § 76 henvises i øvrigt til punkt 457 ff.

Tilbud til de over 18-årige

 
Serviceloven
§ 76. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde hjælp efter stk. 2 - 5 til unge i alderen fra 18 til 22 år, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte, og hvis den unge er indforstået hermed. Hjælpen skal bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse og herunder have fokus på at understøtte den unges uddannelse og beskæftigelse samt øvrige relevante forhold, f.eks. anskaffelse af selvstændig bolig.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at en udpeget fast kontaktperson, jf. § 52, stk. 3, nr. 6, kan opretholdes efter det fyldte 18. år.
Stk. 3. For unge, der er eller var anbragt uden for hjemmet i et anbringelsessted efter reglerne i kapitel 11 umiddelbart inden det fyldte 18. år, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om,
1) at døgnophold, jf. § 55, på et anbringelsessted, jf. § 66, opretholdes,
2) at udpege en fast kontaktperson for den unge, jf. § 52, stk. 3, nr. 6,
3) at etablere en udslusningsordning, jf. § 55, i det hidtidige anbringelsessted og
4) at tildele andre former for støtte, der har til formål at bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse for den unge.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at støtte efter stk. 2 og 3 kan tildeles eller genetableres indtil det fyldte 23. år, hvis
1) den unge fortryder tidligere at have afvist støtte, og behovet fortsat er til stede,
2) den unges situation ændrer sig, så der senere opstår et behov for støtte eller,
3) støtte er ophørt, jf. stk. 6, og behovet herfor opstår igen.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde unge, der umiddelbart inden det fyldte 18. år er eller var anbragt uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, jf. § 58, støtte i form af en kontaktperson frem til det fyldte 23. år. Støtten tilbydes unge, der ikke tilbydes støtte i form af opretholdelse af døgnophold efter stk. 3, nr. 1
Stk. 6. Tilbud efter stk. 2 - 5 skal ophøre, når de ikke længere opfylder deres formål under hensyn til den unges behov for støtte, eller når den unge fylder 23 år.
Stk. 7. Kommunalbestyrelsen skal, i det omfang det er muligt, sørge for, at unge, som har været anbragt uden for hjemmet efter reglerne i kapitel 11, umiddelbart inden det fyldte 18. år får mulighed for at vende tilbage til det tidligere anbringelsessted kortvarigt, uanset om der iværksættes foranstaltninger efter stk. 3.
 

457. Efter servicelovens § 76 kan visse foranstaltninger for børn og unge opretholdes eller genetableres, indtil den unge fylder 23 år. Samtidig kan visse nye tilbud iværksættes for unge i alderen fra det 18. til det fyldte 23. år, der er eller var anbragt uden for hjemmet efter reglerne i servicelovens kapitel 12, umiddelbart inden det fyldte 18. år. Denne hjælp til unge, der er fra 18 til og med 22 år, kaldes ofte efterværn.

Kommunen kan yde hjælp efter servicelovens § 76, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte, og når den unge er indforstået hermed. I forbindelse med tilrettelæggelsen af støtten, skal der være et fremadrettet fokus på den unges livssituation og evne til at føre en selvstændig tilværelse. Dette indebærer fokus på den unges uddannelse og beskæftigelse samt andre relevante forhold. Det kan f.eks. være en stabil og selvstændig boligsituation for den unge eller økonomihåndtering, husholdning mv. Der lægges vægt på, at støtten skal bidrage til en bedre overgang til en selvstændig tilværelse ogherunder have fokus på at understøtte den unges uddannelse og beskæftigelse, samt andre relevante forhold f.eks. opnåelse af selvstændig bolig.

Er der tale om en anbragt ung, skal kommunen, jf. servicelovens § 68, stk. 12, træffe en afgørelse om, hvorvidt den unge har behov for foranstaltninger efter servicelovens § 76, senest seks måneder, før den unge fylder 18 år. Se herom i punkt 442 ff. Når den unge fylder 18 år, får den unge selvstændig opholdskommune i den kommune, hvor den unge er anbragt og bor, jf. retssikkerhedsloven § 9.

Tilbud til de unge efter servicelovens § 76, stk. 2 - 5, skal ophøre, når de ikke længere opfylder deres formål under hensyn til den unges behov for støtte, eller når den unge fylder 23 år. Det er kommunen, der træffer afgørelse om, hvorvidt betingelserne for tilbuddet er opfyldt, ligesom kommunen træffer afgørelse om ophør af tilbuddet. Den unge har adgang til at klage over kommunens afgørelser om efterværn efter servicelovens § 76, se kapitel 26.

Tilbud til unge efter servicelovens § 76, stk. 2 og 3

 
Serviceloven
§ 76.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at en udpeget fast kontaktperson, jf. § 52, stk. 3, nr. 6, kan opretholdes efter det fyldte 18. år.
Stk. 3. For unge, der er eller var anbragt uden for hjemmet i et anbringelsessted efter reglerne i kapitel 11 umiddelbart inden det fyldte 18. år, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om,
1) at døgnophold, jf. § 55, på et anbringelsessted, jf. § 66, opretholdes,
2) at udpege en fast kontaktperson for den unge, jf. § 52, stk. 3, nr. 6,
3) at etablere en udslusningsordning, jf. § 55, i det hidtidige anbringelsessted og
4) at tildele andre former for støtte, der har til formål at bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse for den unge.
 

458. Kommunen kan efter servicelovens § 76, stk. 2, træffe afgørelse om, at en fast kontaktperson, der er tildelt den unge før det 18 år, opretholdes.

Den faste kontaktperson kan over en længere periode være med til at give den unge råd, vejledning og tryghed, ligesom den personlige rådgiver kan sikre eller fastholde den unge i et godt forløb. For en nærmere beskrivelse af formålet med at udpege en fast kontaktperson henvises til punkt 313-314.

Efter servicelovens § 76, stk. 3, kan kommunen træffe afgørelse om at tildele støtte til unge, der er eller var anbragt uden for hjemmet umiddelbart op til det fyldte 18. år, dog længst indtil det fyldte 23. år. Den unge kan efter servicelovens § 76, stk. 3, nr. 1, fortsætte med at være anbragt enten på det nuværende eller et nyt anbringelsessted. Den unge kan efter § 76, stk. 3, nr. 2, få tildelt en fast kontaktperson, eller kommunen kan etablere en udslusningsordning for den unge efter servicelovens § 76, stk. 3, nr. 3. Udslusningsordningen er et tilbud rettet mod den gruppe af unge, der har været anbragt uden for hjemmet, der har behov for ophold af kortere varighed i det tidligere anbringelsessted. Der kan f.eks. være tale om tilbud til unge, som ikke har en naturlig familiemæssig hjemmebase, hvor de kan være i forbindelse med ferier, weekender m.v. Den unge får hermed mulighed for at »læne« sig op af anbringelsesstedet, hvor andre unge tilsvarende har mulighed for at »læne« sig op af deres forældre. I forbindelse med udslusningen fra anbringelsesstedet er det vigtigt, at de unge har eller får et netværk. Anbringelsesstedet kan på forskellig måde være med til at forberede dette både under anbringelsen og under udslusnings-ordningen, f.eks. ved at etablere netværks- eller rådgivningsgrupper, som tidligere anbragte børn og unge kan trække på.

Tidsmæssigt forudsættes det, at opholdet ligesom ved aflastningsophold for unge under 18 år, jf. servicelovens § 52, stk. 2, nr. 5, kan strække sig fra en til to dage til to til tre uger ad gangen. Selve udslusningsordningen vil kunne fungere for en længere periode afhængig af den enkelte unges situation.

Servicelovens § 76, stk. 3, nr. 4, giver desuden mulighed for at tildele andre former for støtte end de ovenfor nævnte til unge, der er eller har været anbragt uden for hjemmet umiddelbart op til det fyldte 18. år. F.eks. kan der tildeles psykologsamtaler til unge, som har gavn heraf, eller de unge kan tilbydes støtte via netværks- eller samtalegrupper, mødesteder for tidligere anbragte mv. Bestemmelsen er tiltænkt situationer, hvor den unge har et behov, som de øvrige støttemuligheder i § 76 ikke i tilstrækkeligt omfang modsvarer.

Genetablering af støtten til unge mellem 18 og 23 år, servicelovens § 76, stk. 4

 
Serviceloven
§ 76.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at støtte efter stk. 2 og 3 kan tildeles eller genetableres indtil det fyldte 23. år, hvis
1) den unge fortryder tidligere at have afvist støtte, og behovet fortsat er til stede,
2) den unges situation ændrer sig, så der senere opstår et behov for støtte eller,
3) støtte er ophørt, jf. stk. 6, og behovet herfor opstår igen.
 

459. Muligheden for at tildele støtte til unge, der er eller var anbragt uden for hjemmet umiddelbart op til det fyldte 18. år, gælder i hele perioden fra den unge er fyldt 18. år og til denne fylder 23. år. Bestemmelsen i servicelovens § 76, stk. 4, giver således mulighed for at tildele støtte efter § 76, stk. 2 og 3, i perioden frem til, at den unge fylder 23 år. Bestemmelsen giver endvidere mulighed for at genetablere støtten, hvis den unge fortryder tidligere at have afvist støtte, og behovet fortsat er til stede, hvis den unges situation ændrer sig, så der senere opstår et behov for støtte, eller hvis støtten efter § 76 er ophørt, jf. stk. 6, men behovet for støtte opstår igen.

Det betyder, at kommunen på et hvilket som helst tidspunkt i perioden, hvor den unge er mellem 18 og 22 år, f.eks. kan anbringe den unge på et tidligere eller på et nyt anbringelsessted. Selv om den unge afslår et tilbud om efterværn, kan kommunen f.eks. genetablere en anbringelse eller tilbyde den unge en kontaktperson på et senere tidspunkt, hvis den unge f.eks. efterfølgende får problemer eller fortryder et tidligere afslag på støtte. Det er ikke nødvendigt, at rollen som kontaktperson personligt varetages af den samme person som tidligere.

Som udgangspunkt giver det dog ikke mening at tale om genetablering af udslusning, da den unge i sådanne tilfælde vil have forladt institutionen. I stedet må andre former for støtte overvejes.

Kontaktperson til unge, der har været anbragt uden samtykke

 
Serviceloven
§ 76.
Stk. 5.Kommunalbestyrelsen skal tilbyde unge, der umiddelbart inden det fyldte 18. år er eller var anbragt uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, jf. § 58, støtte i form af en kontaktperson frem til det fyldte 23. år. Støtten tilbydes unge, der ikke tilbydes støtte i form af opretholdelse af døgnophold efter stk. 3, nr. 1.
 

460. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde unge, der umiddelbart inden det fyldte 18. år, er eller var anbragt uden for hjemmet uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, en kontaktperson. Disse unge er fortsat omfattet af de øvrige bestemmelser i lovens § 68 og § 76.

Retten til en kontaktperson må ikke erstatte mere egnede indsatser, medmindre den unge selv ønsker det. Kontaktpersonen kan med fordel tænkes sammen med indsatsen i forbindelse med udslusningsordningen eller øvrige relevante støtteformer.

Unge, der tilbydes støtte i form af opretholdelse af døgnophold efter servicelovens § 76, stk. 3, nr. 1, har ikke ret til en kontaktperson efter stk. 5 hvis anbringelsen fortsættes umiddelbart efter det fyldte 18. år, da personalet på anbringelsesstedet forventes at kunne varetage samme funktion som en støtteperson. Når den unge ikke længere modtager støtte i form af et døgnophold, har vedkommende dog igen ret til en kontaktperson frem til det fyldte 23. år efter § 76 stk. 5. Endvidere skal den unge kunne opretholde en tildelt støtteperson efter stk. 5, hvis den unge vælger at genoptage et døgnophold, jf. § 76, stk. 3 nr. 1, frem til det fyldte 23. år efter § 76, stk. 4. Kommunen skal fortsat, jf. § 76, stk. 1, vurdere den unges støttebehov, herunder om den unge, der er fyldt 18 år, og som tidligere har fået tildelt en kontaktperson efter § 52, kan opretholde eller få tildelt en kontaktperson efter § 52 igen under anbringelsen, jf. § 76, stk. 2.

Hvis en ung, der tilbydes og takker ja til en kontaktperson efter stk. 5, tidligere har haft en kontaktperson, som den unge har tillid til, og som har positiv effekt for den unge, vil det være hensigtsmæssigt, hvis det så vidt muligt bliver den samme person, som fortsætter med at være kontaktperson for den unge i forbindelse med efterværn efter § 76, stk. 5.

Fleksibelt efterværn, servicelovens § 76, stk. 7

 
Serviceloven
§ 76.
Stk. 7. Kommunalbestyrelsen skal, i det omfang det er muligt, sørge for, at unge, som har været anbragt uden for hjemmet efter reglerne i kapitel 11, umiddelbart inden det fyldte 18. år får mulighed for at vende tilbage til det tidligere anbringelsessted kortvarigt, uanset om der iværksættes foranstaltninger efter stk. 3.
 

461. Efter servicelovens § 76, stk. 7 skal kommunen sørge for, at unge, som har været anbragt uden for hjemmet efter reglerne i servicelovens kapitel 11 på det tidspunkt, hvor de fyldte 18 år, har mulighed for at vende tilbage til det tidligere anbringelsessted kortvarigt. Servicelovens § 76, stk. 7 giver således kommunen et ansvar for at sikre, at denne mulighed findes, eksempelvis ved at træffe aftaler med anbringelsesstederne herom. Under alle omstændigheder skal afgørelsen være baseret på en aftale mellem anbringelsesstedet og kommunen, for at det praktisk kan gennemføres.

Hvis det er muligt, skal tidligere anbragte således have mulighed for at komme tilbage på besøg på anbringelsesstedet kortvarigt, f.eks. i forbindelse med ferier og højtider. Unge, der har været anbragt lang tid et sted, har ofte opbygget et særligt forhold til de voksne på anbringelsesstedet. Ligeledes kan nogle unge have behov for at kunne komme tilbage f.eks. i forbindelse med ferier og højtider. Nogle tidligere anbragte kan således have et meget sparsomt netværk og savne nogle at fejre eksempelvis fødselsdag og jul sammen med.

Hensigten med bestemmelsen er at give alle tidligere anbragte mulighed for at vende tilbage til anbringelsesstedet, hvis de selv mener, at de har behov for dette. Kommunen har derfor ikke adgang til at lade muligheden afhænge af kommunens vurdering af behovet. Kommunen skal dog stadig tage stilling til, om der er behov for mere omfattende efterværn i form af udslusning, kontaktperson el. lign. Bestemmelsen i servicelovens § 76, stk. 7 omhandler således alene kortvarige besøg på anbringelsesstedet, og omfanget er begrænset til et mindre antal dage i løbet af året. Det er heller ikke noget krav, at den unge skal kunne overnatte på det tidligere anbringelsessted. Der kan således være tale om, at kommunen beslutter, at der skal være adgang til besøg på anbringelsesstedet, men at det ikke indebærer en ret til overnatning på stedet. Derudover kan der være tale om et samvær, der kan bidrage til at opretholde en kontakt.

Forudsætningen for, at servicelovens § 76, stk. 7 kan finde anvendelse, er naturligvis, at anbringelsesstedet fortsat eksisterer. I forhold til anbringelsessteder, som fortsat eksisterer, vil den overvejende hovedregel være, at den unge har mulighed for fleksibelt efterværn.

Der kan dog undtagelsesvist være situationer, hvor dette ikke er muligt, f.eks. hvis forholdene omkring anbringelsen eller hensynet til nuværende anbragte børn gør dette umuligt. Det kan f.eks. være uhensigtsmæssigt at gennemføre det fleksible efterværn, hvis en plejefamilie har modtaget et nyt og meget skrøbeligt barn, som ikke vil kunne håndtere besøg af et eller flere tidligere anbragte unge. Den unge kan klage over et afslag på fleksibelt efterværn.

Der kan ligeledes være særlige anbringelsessteder som f.eks. sikrede afdelinger og skibsprojekter, hvor det ikke umiddelbart er praktisk muligt eller relevant med muligheden for fleksibelt efterværn.

Den unges forsørgelse og betaling i forbindelse med anbringelsen

 
Serviceloven
§ 160. Den unge betaler for døgnophold efter § 76, stk. 3, nr. 1, og for udslusningsophold efter § 76, stk. 3, nr. 3, efter regler, der fastsættes af Socialministeren i en bekendtgørelse.
 

462. Unge, der er anbragt uden for hjemmet, er under offentlig forsørgelse, og derfor har de ikke adgang til at få SU. Den unge har dog ret til at modtage kontanthjælp, hvis betingelserne for dette er opfyldt, jf. lov om aktiv socialpolitik. Dette indebærer bl.a., at man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Hvis den unge ikke opfylder betingelserne for at få kontanthjælp, er kommunen forpligtet til at sørge for den unges forsørgelse og betale for kost, logi, tøj og lommepenge m.v. på samme vis, som hvis det drejede sig om et barn eller en ung under 18 år (Se nærmere om handlekommune i forbindelse med efterværn i punkt 104).

Den unge, der er fyldt 18 år, betaler efter servicelovens § 160 for døgnophold i et anbringelsessted for børn og unge og for udslusningsophold efter regler, der er fastsat af socialministeren i bekendtgørelse om betaling for ophold i anbringelsessteder for børn og unge under 18 år samt døgnophold og udslusningsophold for unge i alderen 18 til og med 22 år, som kan findes på www.retsinfo.dk. Bekendtgørelsens § 13 indeholder regler om, at kommunen fastsætter betalingen efter de regler, der er fastsat for betaling m.v. for midlertidige ophold i kommunale boformer efter servicelovens §§ 107 og 110. De nærmere regler er beskrevet i bekendtgørelse om betaling for botilbud m.v. efter servicelovens kapitel 20 samt om flytteret i forbindelse med botilbud efter § 108, bekendtgørelse. nr. 1387 af 12. december 2006. Der kan endvidere findes oplysninger om betalingsreglerne i Socialministeriets vejledning nr. 4 om botilbud m.v. til voksne.

Efter bekendtgørelse om betaling for botilbud m.v. § 2, fastsætter kommunen betalingen ved ophold i boformer. Betalingen beregnes ud fra indtægten, og der kan således ikke fastsættes betaling med udgangspunkt i formue, som f.eks. en arv. Betalingen fastsættes på den måde, at der beregnes betaling for selve opholdet eller logiet, herunder varme og el. Desuden betales for kost (kost + tilberedning) under opholdet og andre ydelser, herunder vask. Der skal ikke betales for behandling. Det skal fremgå, hvilke serviceydelser der danner grundlag for beregningen af taksten.

Efter bekendtgørelsens § 2, stk. 3, er der mulighed for enten at fastsætte betalingen som et samlet beløb med de nævnte elementer i betalingen, eller at fastsætte betalingen under hensyn til de ydelser, der modtages. Der er således adgang til at give beboerne mulighed for at fravælge et eller flere måltider eller andre ydelser.

Det fremgår af § 2, stk. 4, at beboere, der bevarer egen bolig under opholdet som udgangspunkt ikke betaler for boligen. Der betales dog for andre ydelser, herunder kost, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1 og 3.

Personer, der ikke har en indtægt, opkræves ikke betaling for opholdet, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 1. Der tænkes her f.eks. på udlændinge og personer, der ikke tidligere har været i kontakt med kontanthjælpssystemet.

Punkt 181 i Socialministeriets vejledning nr. 4 om botilbud m.v. til voksne handler om den administrative tilrettelæggelse af betalingen. Ifølge denne bør det være udgangspunktet, at beboeren selv af sin kontanthjælp eller pension betaler for opholdet for at fremme en økonomisk ansvarliggørelse og ligestilling med andre grupper af borgere.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvilken kommune der fastsætter betalingen, vil det være den unges selvstændige opholdskommune, der skal fastsætte betalingen, med mindre det er aftalt, at den tidligere opholds- og handlekommune forbliver handlekommune efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 6.

Kapitel 18

Anbringelsessteder

463. I dette kapitel beskrives de forskellige typer af anbringelsessteder, herunder hvordan disse godkendes. Derudover beskrives kommunens pligt til i forbindelse med godkendelsen at sørge for, at plejefamilier og netværksplejefamilier deltager i et kursus i at være plejefamilie. I kapitlet beskrives også reglerne om ophold i socialpædagogiske skibsprojekter. Endelig beskrives reglerne for oprettelse af døgninstitutioner m.v., herunder sikrede døgninstitutioner samt kommunens pligt til at sørge for, at der er det nødvendige antal pladser på døgninstitutioner for børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller på grund af sociale problemer eller adfærdsmæssige problemer.

Forskellige typer af anbringelsessteder

 
Serviceloven
§ 66. Anbringelsessteder for børn og unge kan være
1) plejefamilier, jf. § 142, stk. 1,
2) kommunale plejefamilier, jf. § 142, stk. 1,
3) netværksplejefamilier, jf. § 142, stk. 2,
4) egne værelser, kollegier eller kollegielignende opholdssteder, jf. § 142, stk. 6,
5) opholdssteder for børn og unge, jf. § 142, stk. 7, eller
6) døgninstitutioner, jf. § 67.
 

464. Anbringelse uden for hjemmet efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7 kan ske i følgende anbringelsessteder:

Plejefamilier for børn og unge, der er godkendt som generelt egnede af den stedlige kommune eller som konkret egnede af den anbringede kommune, jf. servicelovens § 142, stk. 1. Se nærmere herom under punkt 466-471

Kommunale plejefamilier for børn og unge, der er godkendt som generelt egnede af den stedlige kommune eller som konkret egnede af den anbringede kommune, jf. servicelovens § 142, stk. 1. Se nærmere herom under punkt 467-471.

Netværksplejefamilier, der er godkendt af den anbringende kommune til at have det konkrete barn eller den unge boende, jf. servicelovens § 142, stk. 2. Netværksplejefamilien får dækket omkostningerne ved at have barnet eller den unge boende og kan eventuelt modtage tabt arbejdsfortjeneste, jf. servicelovens § 142, stk. 9. Se nærmere herom under punkt 477.

Egne værelser, kollegier og kollegielignende opholdsteder, hvor den unge selv råder over sin egen bolig, og som er konkret godkendt af den anbringende kommune, jf. servicelovens § 142, stk. 6. Se nærmere herom under punkt 481.

Opholdssteder for børn og unge, det vil sige private anbringelsessteder, der er godkendt som generelt egnede af den stedlige kommune, jf. servicelovens § 142, stk. 7, og hvor betalingen sker på baggrund af et godkendt budget, herunder skibsprojekter. Se nærmere herom under punkt 482 og 488 ff.

Døgninstitutioner for børn og unge, jf. servicelovens § 67. Se nærmere herom under punkt 498.

Anbringelsessteder dækker således over en række indbyrdes forskellige anbringelsesmuligheder fra den traditionelle familiepleje til en egentlig døgninstitution. Børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet, er meget forskellige og bliver anbragt af forskellige årsager. Det er derfor vigtigt at fastholde bredden i anbringelsesmulighederne, så man ud fra en konkret vurdering altid har mulighed for at finde det rette tilbud til barnet eller den unge.

Både de årlige rammeaftaler mellem regioner og kommuner, jf. Socialministeriets vejledning nr. 17 af 3. marts 2006 om rammeaftaler m.v. på det sociale område og på det almene ældreboligområde, og Tilbudsportalen, jf. punkt 523, er med til at give de enkelte kommuner et overblik over den samlede vifte af anbringelsessteder. Dette skal både bidrage til et kvalificeret valg af anbringelsessted i den konkrete sag og til en hensigtsmæssig overordnet planlægning af anbringelsesområdet. I den overordnede planlægning skal det sikres, at der er det nødvendige antal pladser til de børn og unge i området, der skal anbringes uden for hjemmet, og at der er den nødvendige variation i indholdet på anbringelsesstederne, således at det bliver muligt at imødekomme de forskellige behov, som de anbragte børn og unge har.

Ekstraordinær pasning som led i civilt beredskab

465. Om muligheden for ekstraordinær pasning i bl.a. døgninstitutioner af børn af frivilligt personel i forsvaret og redningsberedskabet i tilfælde af krise eller krig henvises til Beredskabsstyrelsens vejledning i planlægning af kommunalt civilt beredskab.

Plejefamilier m.m. for børn og unge

 
Serviceloven
§ 142. Plejefamilier og kommunale plejefamilier for børn og unge, jf. § 66, nr. 1 og 2, skal være godkendt enten
1) af kommunalbestyrelsen i den stedlige kommune som generelt egnede, eller
2) af kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune som konkret egnede i forhold til et eller flere nærmere angivne børn eller unge. En sådan godkendelse udelukker som udgangspunkt, at kommunalbestyrelser i andre kommuner kan benytte familien som plejefamilie.
Stk. 2.
 

466. Efter servicelovens § 142, stk. 1 skal plejefamilier være godkendt som enten generelt egnede af den stedlige kommune eller som konkret egnede af den anbringende kommune. En plejefamilie kan defineres som en familie, der på foranledning af en kommune tager imod børn og unge, der anbringes i plejefamiliens eget hjem. Plejefamilien honoreres typisk med vederlag for at have barnet eller den unge boende og får derudover dækket udgifterne til barnets eller den unges ophold i hjemmet. Plejefamilier har ikke adgang til at ansætte personale til at varetage opgaverne med plejebarnet med mindre, der er tale om en barnepige eller lignende, der vil falde inden for det almindelige familiebegreb.

Kommunale plejefamilier

467. Kommunale plejefamilier er plejefamilier, som i kraft af deres kompetencer og kvalifikationer er godkendt til at have børn i pleje, som har tungere problemer, end børn i plejefamilier normalt har. Udover at de kommunale plejefamilier, i lighed med andre plejefamilier, kan tilbyde barnet eller den unge en opvækst i et familielignende omsorgsmiljø, kan den kommunale plejefamilie på grund af de kompetencer og kvalifikationer, der lå til grund for godkendelsen, løfte en større indholdsmæssig opgave i indsatsen overfor barnet eller den unge. Der vil typisk være tale om plejefamilier med særlige forudsætninger, f.eks. lang erfaring med familieplejehvervet og/eller særlige uddannelsesmæssige kvalifikationer. Derudover vil der typisk også være tale om plejefamilier, der har en aftale om hel eller delvis erhvervsbegrænsning som følge af, at der er behov for at anvende mere tid på det anbragte barn, end hvad der almindeligvis kræves. Der kan f.eks. være tale om akut-plejefamilier, som står til rådighed til at modtage børn eller unge, som har behov for at blive anbragt med kort varsel, eller plejefamilier som modtager særligt behandlingskrævende børn, der kræver en ekstraordinær indsats af plejefamilien.

Det er vigtigt, at den indsats, som kommunalbestyrelsen vælger, i alle tilfælde er den indsats, der bedst muligt afhjælper barnets behov. I forbindelse med anbringelsen af et barn eller en ung i en kommunal plejefamilie skal det derfor også altid overvejes, om plejefamilien selv kan tage hånd om barnets eller den unges udfordringer, eller om der skal tilbydes anden støtte, som f.eks. psykologhjælp eller behandling på en specialiseret institution sideløbende med anbringelsen i plejefamilien.

De kommunale plejefamilier er godkendt til at løfte en tungere opgave, som kan være meget krævende. Derfor kan det være nødvendigt, at de kommunale plejefamiliers arbejdsvilkår er tilrettelagt, så plejefamilien får mulighed for bedst muligt at yde plejebarnet den nødvendige støtte. Derfor skal kommunale plejefamilier have mere supervision og efteruddannelse end andre plejefamilier, og der skal tages stilling til deres arbejdsvilkår senest i forbindelse med indgåelsen af familieplejekontrakten, jf. servicelovens § 142, stk. 5.

Kommunale plejefamilier kan enten ansættes af kommunen eller indgå aftale med kommunen. Det er den kommune, der indgår familieplejekontrakten med plejefamilier, der er forpligtet til at sikre sig, at plejefamilien har ordentlige arbejdsvilkår. Både i tilfælde hvor kommunen ansætter en kommunal plejefamilie og i tilfælde, hvor der indgås kontrakt med en kommunal plejefamilie, bør der som minimum tages stilling til de arbejdsmæssige vilkår såsom pension og opsigelsesvarsel.

I forbindelse med indgåelse af en familieplejekontrakt mellem den kommunale plejefamilie og en anbringende kommune, skal den anbringende kommune sikre sig, at der er taget stilling til de pågældende arbejdsvilkår. Det betyder, at der skal tages stilling hertil i selve familieplejekontrakten, hvis der ikke allerede er taget stilling hertil i forbindelse med en evt. ansættelse.

Serviceloven regulerer ikke egentlige krav til familieplejekontraktens indhold. Men det forudsættes, at der skal tages stilling til arbejdsvilkår mv. Som en naturlig del heraf skal der også tages stilling til, om plejefamiliens forudsætninger for at påtage sig opgaven og karakteren af barnets eller den unges problemer tilsiger, at de kommunale plejeforældre skal have et tilbud om aflastning.

Derudover gælder samme regler for godkendelse, tilsyn, indgåelse af konkrete plejeaftaler mv. for de kommunale plejefamilier som for andre plejefamilier.

Generel godkendelse af plejefamilier og kommunale plejefamilier

468. Kommunen skal vurdere familiens egnethed med henblik på at afgøre, om der kan gives en generel godkendelse, således at familien kan modtage plejebørn både fra den godkendende kommune og fra andre kommuner. En generel godkendelse kan ikke være målrettet konkrete børn og unge. Godkendelsen skal basere sig på en konkret vurdering af den enkelte families kvalifikationer. Godkendelsen gives på baggrund af en undersøgelse af plejefamiliens samlede forhold, herunder plejefamiliens familiemæssige, uddannelsesmæssige og arbejdsmæssige forhold. Selvom godkendelsen kun gives til den ene forælder, er det altid familiens samlede forhold, der skal danne grundlag for godkendelsen, herunder omfanget af udearbejde for begge ægtefæller. Det kan inkludere en vurdering af eksempelvis faglig relevant baggrund eller særlig erfaring fra beslægtede opgaver. Plejeforældrenes samliv og alder, samt antal og alder af eventuelle egne børn bør også indgå i vurderingen. Endvidere drøftes familiens netværk, boligforhold og omgivelserne, herunder fritidsmuligheder, skole m.v.

I forbindelse med godkendelsen bør kommunen sikre sig, at familien har overvejet rollen som plejefamilie og den betydning det vil få for deres familieliv, herunder for familiens egne børn. Det er vigtigt, at plejefamilien er klar over, at opgaven som plejefamilie kan være en forpligtelse, der rækker langt frem i tiden, og at opgaven også indeholder et følelsesmæssigt engagement, bl.a. i forhold til barnet, dets familie og netværk. Ovenstående emner vil ofte også indgå i det obligatoriske kursus for plejefamilier, jf. servicelovens § 142, stk. 3. Se nærmere punkt 479.

Inden godkendelsen indhentes, med ansøgerens samtykke, oplysninger om indtægtsforhold og almindelig straffeattest samt en børneattest fra Kriminalregisteret. Indhentelsen af børneattest er reguleret i bekendtgørelse om indhentelse af børneattest ved ansættelse og beskæftigelse af personer i visse tilbud efter lov om social service og i frivillige sociale organisationer, som kan findes på www.retsinfo.dk. De nærmere regler for indhentelse af den almindelige straffeattest er fastsat af Justitsministeriets bekendtgørelse om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister. Heraf fremgår det, at straffeattesten rekvireres af ansøgerens opholdskommune fra den politikreds, hvor ansøgeren bor. I begæringen skal det angives, at straffeattesterne skal benyttes i forbindelse med en ansøgning om godkendelse af en plejefamilie efter servicelovens § 142.

Ansøgerne bør i en helbredserklæring stå inde for, at de helbredsmæssigt er i stand til at påtage sig opgaven. Egentlige helbredsattester for ansøgerne bør kun indhentes, hvis kommunen finder et særligt behov herfor. Den kommune, der ønsker at se en helbredsattest, afholder udgiften dertil.

Plejefamilien skal i øvrigt deltage i et kursus i forbindelse med godkendelsen, se punkt 479.

Indholdet af kommunens generelle godkendelse af plejefamilier og kommunale plejefamilier

469. Kommunens vurdering af familiens generelle egnethed som plejefamilie skal munde ud i en begrundet skriftlig afgørelse. Hvis kommunen ikke kan godkende plejefamilien som generelt egnet, skal der ske en nærmere begrundelse af afslaget. Reglerne i forvaltningsloven om partshøring, aktindsigt, skriftlig begrundelse m.v. gælder også i disse sager. Plejefamilier og kommunale plejefamilier, som ønsker at påklage kommunernes afgørelse om godkendelse, kan indbringe afgørelsen for det sociale nævn, jf. § 142, stk. 8. Klageadgangen gælder alene kommunens vurdering af, om familien kan godkendes som plejefamilie. Der kan således ikke klages over, hvordan kommunen vælger at godkende familien, herunder om kommunen vælger at godkende familien som »konkret« eller »generelt egnet«, eller over, hvorvidt plejefamilien efter kommunens vurdering kan godkendes som »kommunal plejefamilie«.

I ganske særlige tilfælde kan det være hensigtsmæssigt at forsyne en plejefamilie med en foreløbig godkendelse. Dette kan f.eks. komme på tale i en akut sag, hvor det vurderes som mest hensigtsmæssigt, at anbringelsen sker i nærmiljøet, hvor der er en mulig plejefamilie, der endnu ikke er endeligt godkendt som plejefamilie, men hvor godkendelsen utvivlsomt vil foreligge umiddelbart efter.

Den stedlige kommune kan ikke på forhånd afvise at foretage en generel egnethedsvurdering, selv om der ikke lokalt er brug for de pågældende pladser. Det betyder, at kommunen skal foretage en generel vurdering af familiens egnethed som plejefamilie og i den forbindelse tilbyde familien at deltage i kurset for kommende plejefamilier, så godkendelsen er klar, når der er en kommune, der ønsker at benytte den pågældende familie som plejefamilie til et konkret barn.

Der er ingen begrænsning i adgangen til at benytte generelt godkendte plejefamilier beliggende uden for egen kommune, når blot der forinden er foretaget en generel egnethedsvurdering og godkendelse af den stedlige kommune, herunder at det lovpligtige kursus for plejefamilier som udgangspunkt skal være gennemført inden anbringelsen i plejefamilien indledes. Af hensyn til kontakten til barnets eller den unges netværk bør det dog overvejes nøje, før et barn eller en ung anbringes i en plejefamilie langt væk fra forældrene.

Den endelige godkendelse af en plejefamilie som generelt egnet skal indeholde en stillingtagen til, hvor stor en opgave plejefamilien kan løfte, baseret på de forhold der gør sig gældende i familien på godkendelsestidspunktet. Opgavens omfang påvirkes af antallet af børn og unge, deres alder og sammensætningen af plejebørnene. Godkendelsen skal angive, hvilke aldersgrupper og særlige karakteristika hos børnene eller de unge, som plejefamilien er vurderet egnet til at have boende. Det kan fremgå af den generelle godkendelse, at familien er fundet bedst egnet til at have børn og unge i aflastning, men kravene til den generelle godkendelse som plejefamilie og aflastningsfamilie er den samme. Godkendelsen gives på baggrund af en undersøgelse af plejefamiliens samlede forhold, som indgår som grundlag for godkendelsen. Der er således tale om, at godkendelsen kommer til at indeholde en række forudsætninger for godkendelsen, herunder antallet af egne børn, boligforhold og omfanget af udearbejde. Godkendelsen må ikke gøres afhængig af krav, som det tilkommer den anbringende kommune at stille. Det betyder, at kommunen ikke må inddrage konkrete børn i godkendelsen eller stille konkrete krav til, hvilke typer af stillinger plejefamilien må varetage, men alene godkende på baggrund af en forudsætning om omfanget af udearbejde og forholdene i øvrigt.

Et eksempel på en generel godkendelse kan være, at der godkendes til tre børn med lettere belastningsfaktorer. Hvis plejefamilien efterfølgende modtager et barn med tungere problemstillinger, og den generelt godkendende kommune har vurderet, at familien kan magte opgaven, hvis der derudover kun modtages et plejebarn mere, vil der skulle tages forbehold for denne situation i godkendelsen.

Det kan tilkendegives, om forældremyndighedsindehaveren kan komme i døgnophold sammen med barnet. Hvis der er tale om, at et barn eller en ung kommer på døgnophold sammen med forældremyndighedsindehaveren, vil der dog ikke længere være tale om en anbringelse efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7 men om et døgnophold efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 4.

Det anbefales, at der ikke anbringes mere end 4 børn i en plejefamilie, men det kan fraviges ud fra en konkret vurdering. Der kan f.eks. være tilfælde, hvor der allerede eksisterer en aflastningsordning for nogle plejebørn samtidig med, at der kommer fuldtidsplejebørn ind, eller der kan være tale om en søskendeflok. Der skal desuden tages hensyn til, hvor mange børn plejefamilien selv har.

Kommunen skal herefter følge udviklingen i plejefamilien og påse, at der ikke modtages flere personer, end plejefamilien er godkendt til, samt at de øvrige forudsætninger for godkendelsen er opfyldt. Den anbringende kommune skal give den kommune, der har givet den generelle godkendelse, meddelelse om, at der anbringes et barn hos familien, således at der kan føres tilsyn med, at plejefamilien fortsat opfylder den generelle godkendelse. Se nærmere om det driftsorienterede tilsyn under punkt 82-83.

Konkret godk