Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Lov om ændring af lov om anvendelsen af visse af Det Europæiske Fællesskabs retsakter om økonomiske forbindelser til tredjelande m.v.

(Gebyr for behandling af ansøgninger m.v.)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1

I lov om anvendelsen af visse af Det Europæiske Fællesskabs retsakter om økonomiske forbindelser til tredjelande m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 474 af 14. juni 2005, som ændret ved § 5 i lov nr. 490 af 17. juni 2008 og § 1 i lov nr. 494 af 12. maj 2010, foretages følgende ændringer:

1. I lovens titel ændres »Det Europæiske Fællesskabs« til: »Den Europæiske Unions«.

2. § 1, stk. 1, affattes således:

»Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte bestemmelser, der er nødvendige for anvendelsen her i landet af Den Europæiske Unions forordninger, der er vedtaget efter artikel 207 om ind- og udførsel i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde, og Rådets foranstaltninger, der er vedtaget efter artikel 75 og 215 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde, og som tager sigte på helt eller delvis at afbryde eller indskrænke de økonomiske forbindelser med et eller flere tredjelande.«

3. I § 1 indsættes efter stk. 1 som nye stykker:

»Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om betaling af gebyr for ansøgninger, der indgives efter forordninger vedtaget efter artikel 207 i Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde. Ministeren kan ligeledes fastsætte regler om betaling af gebyr for slutbrugertjek og tekniske vurderinger, der indgår som led i behandlingen af sager efter de i 1. pkt. nævnte forordninger.

Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om betaling af gebyr for behandling af ansøgninger, der indgives i henhold til Rådets foranstaltninger vedtaget efter artikel 75 og 215 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde. Ministeren kan ligeledes fastsætte regler om betaling af gebyr for slutbrugertjek og tekniske vurderinger, der indgår som led i behandlingen af sager efter de i 1. pkt. nævnte foranstaltninger.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 4.

4. I § 1 a, stk. 1, ændres »Det Europæiske Fællesskab« til: »Den Europæiske Union«.

5. I § 2, stk. 3, ændres »Det Europæiske Fællesskabs forordninger efter artikel 133 om ind- og udførsel i Traktaten om Det Europæiske Fællesskab« til: »Den Europæiske Unions forordninger efter artikel 207 om ind- og udførsel i Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde«.

§ 2

Loven træder i kraft den 3. februar 2011.

Givet på Amalienborg, den 1. februar 2011

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Brian Mikkelsen