Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Cirkulære om ændring af forskellige skatte- og afgiftslove, toldloven, lov om fonde og visse foreninger samt lov om visse selskabers aflæggelse af årsregnskab mv. (Objektiveringer, justeringer af reglerne for beskatning ved død samt afgrænsning af told- og afgiftsområdet m.m.) ved lov nr. 166 af 24. marts 1999

 

1.

Indledning

2.

Skatte- og afgiftslove

2.1.

Aktieavancebeskatningsloven

2.1.1.

Udlodningsbeskatning efter aktieavancebeskatningslovens § 2 b

2.1.2.

Aktier erhvervet for lånte midler - aktieavancebeskatningslovens § 2 c

2.1.3.

Opgørelsesprincipper/næringsaktionærer - aktieavancebeskatningslovens § 3

2.1.3.1.

Adgang til at ændre opgørelsesprincip - § 3, stk. 2

2.1.3.2.

Anvendelsen af lager- og realisationsprincipperne - § 3, stk. 3 og 4

2.1.4.

Aktieombytninger

2.1.4.1.

Aktieombytninger efter § 13, stk. 1

2.1.4.2.

Aktieombytninger efter § 13, stk. 3

2.1.5.

Henstand med aktieavancebeskatning ved fraflytning til udlandet - § 13 a

2.2.

Boafgiftsloven

2.2.1.

Fritagelse for boafgift - § 3, stk. 2

2.2.2.

Passivpost ved efterlevende ægtefælles overtagelse af egne aktiver - § 13 a

2.2.3.

Gaver med forbehold af brugs- eller indtægtsnydelse - § 24, stk. 1

2.2.4.

Ophævelse af regel om suspensivt betingede gaver - § 48, stk.3

2.3.

Ejendomsavancebeskatningsloven

2.4.

Fondsbeskatningsloven

2.4.1.

Objektivering af dispensationsbestemmelsen i fondsbeskatningslovens § 3 A, stk. 2

2.4.2.

Objektivering af dispensationsbestemmelsen i fondsbeskatningslovens § 5, stk. 2

2.4.3.

Objektivering af dispensationsbestemmelsen i fondsbeskatningslovens § 5, stk. 2

2.5.

Frigørelsesafgiftsloven

2.6.

Fusionsskatteloven

2.6.1.

Fusionsskattelovens § 3

2.6.2.

Fusionsskattelovens § 4, stk. 1

2.6.3.

Fusionsskattelovens § 4, stk. 2

2.6.4.

Fusionsskattelovens § 6

2.6.5.

Underskudsfremførsel fra felter omfattet af kulbrinteskattelovens § 18

2.6.6.

Fusion af gensidige forsikringsforeninger og investeringsforeninger

2.6.7.

Tilladelse, vilkår og retslig prøvelse

2.6.8.

Fusion mellem udenlandske selskaber og foreninger m.v.

2.6.9.

Spaltning af investeringsforeninger

2.6.10

Spaltning og sikkerhedsfondshenlæggelser

2.6.11

Opgørelse af anskaffelsessum ved spaltning

2.6.12

Spaltning af et udenlandsk selskab

2.6.13.

Tilførsel af aktiver og sikkerhedsfondshenlæggelser

2.6.14

Opgørelse af anskaffelsessum ved tilførsel af aktiver

2.7.

Kulbrinteindvinding

2.8.

Ligningsloven

2.8.1.

Ligningslovens § 5, stk. 5 - periodisering af renter

2.8.1.1.

Bogførings- og regnskabspligtige

2.8.1.2.

Renter af personskadeerstatning

2.8.2.

Ligningslovens § 5 E, stk. 4, og § 5 F, stk. 4

2.8.3.

Ligningslovens § 7 A - medarbejderaktier og - obligationer

2.8.3.1.

Medarbejderaktier § 7 A, stk. 1, nr. 1 og 2

2.8.3.1.1.

Medarbejderaktier til favørkurs, § 7 A, stk. 1, nr. 1

2.8.3.1.2

Gratis medarbejderaktier, § 7 A, stk. 1, nr. 2

2.8.3.2

Medarbejderobligationer, ligningslovens § 7 A, stk. 1, nr. 3

2.8.3.3.

Fælles regler m.m, ligningslovens § 7 A, stk. 2, og 4-7

2.8.4.

Ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 5 og 6 - beskatning af visse engangsindtægter

2.8.4.1.

Beskatning af visse engangsindtægter, ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 5

2.8.4.2.

Belønninger for tapperhed og medvirken til at opklare forbrydelser, ligningslovens § 7 O, stk. 1 nr. 6

2.9

Momsloven

2.9.1.

Udvidelse af momsområdet

2.9.2.

Virksomhedsophør

2.10.

Registreringsafgiftsloven

2.11.

Selskabsskatteloven

2.11.1.

Selskabsskattelovens § 3, stk. 6

2.11.2.

Omlægning af regnskabsår

2.11.3.

Tvangsomlægning af et selskabs indkomstår

2.11.4.

Ophævelse af det kvartalsrette indkomstår

2.12.

Virksomhedsomdannelsesloven

2.12.1.

Tilladelse til fravigelse af kravet om 12 måneders regnskabsår

2.12.2.

Virksomhedsomdannelseslovens § 8 a - kompetenceomlægning

2.13.

Vurderingsloven

3.

Toldloven

3.1.

Udvidelse af toldområdet

3.2.

Ikrafttrædelse

4.

Regnskabslove

4.1.

Fonde og visse foreninger

4.2.

Årsregnskabsloven

1. Indledning

Som led i Regeringens ønske om at styrke borgernes retssikkerhed på skatte- og afgiftsområdet og at forenkle skatte- og afgiftslovgivningen er der ved lov nr. 166 af 24. marts 1999 bl.a. objektiveret en række bestemmelser.

Visse af disse bestemmelser fastsætter, at anvendelsen af nærmere angivne regler kræver tilladelse fra f.eks. skatteministeren eller Ligningsrådet. Andre bestemmelser fastsatte, at f.eks. skatteministeren eller Ligningsrådet kan dispensere fra nærmere angivne regler. Ofte er kompetencen ved sagsudlægningsbekendtgørelsen, senest bekendtgørelse nr. 565 af 2. juli 1999, udlagt til f.eks. den kommunale skattemyndighed med klageadgang til den stedlige told- og skatteregion eller til den stedlige told- og skatteregion med klageadgang til Told- og Skattestyrelsen.

På baggrund af en gennemgang af bestemmelserne i skatte- og afgiftslovgivningen om dispensation eller tilladelse er der foretaget en objektivering af en række af disse bestemmelser. Bestemmelser, der ikke længere har noget anvendelsesområde, er ophævet.

Loven omfatter ikke samtlige bestemmelser om dispensation og tilladelse.

Objektivering af en bestemmelse indebærer, at der normalt ikke skal søges om tilladelse eller dispensation for at anvende bestemmelsen. Betingelserne for anvendelse af bestemmelsen er fastsat i loven. Spørgsmål om, hvorvidt betingelserne for at anvende bestemmelsen er opfyldt, afgøres af den skatteansættende myndighed, hvis afgørelse kan påklages efter de sædvanlige regler, det vil sige til skatteankenævnet og/eller Landskatteretten, og indbringes for domstolene.

Objektiveringen af en bestemmelse indebærer i nogle tilfælde blot, at de hidtil i praksis gældende betingelser er skrevet ind i lovteksten. I andre tilfælde er der samtidig foretaget en forenkling eller præcisering af reglerne.

I en række bestemmelser er Ligningsrådets kompetence til at træffe afgørelse overført til skatteministeren og er herefter eller vil herefter blive udlagt ved sagudlægningsbekendtgørelse.

Ud over objektivering m.v. af bestemmelser om dispensation eller tilladelse indeholder loven en flytning af ligningskompetencen på kulbrinteskatteområdet fra Ligningsrådet til told- skatteforvaltningen. Dette er en opfølgning af lov nr. 1106 af 29. december 1997 om statens overtagelse af selskabsligningen.

Ændringerne i dødsboskatteloven, kildeskatteloven, konkursskatteloven og skattekontrolloven er behandlet i cirkulære nr. 106 af 7. juli 1999 om ændring af dødsboskatteloven, kildeskatteloven, konkursskatteloven og skattekontrolloven ved lov nr. 166 af 24. marts 1999 (herefter »objektiveringsloven«). Her redegøres for de øvrige vedtagne objektiveringer, ændringer og justeringer.

Konsekvensrettelser, redaktionelle ændringer o.lign. er heller ikke nærmere omtalt.

2. Skatte- og afgiftslove

2.1. Aktieavancebeskatningsloven

2.1.1. Udlodningsbeskatning efter aktieavancebeskatningsloven § 2 b

Med virkning fra 1. januar 2000 skal der ikke længere søges om dispensation i henhold til § 2 b, stk. 5, i aktieavancebeskatningsloven. Fremover overlades det til de skatteansættende myndigheder som et led i den almindelige ligning at afgøre, hvorvidt der rettelig bør ske likvidationsbeskatning efter stk. 1.

Ifølge aktieavancebeskatningslovens § 2 b medregnes fortjeneste eller tab på andelsbeviser m.v. i andelsforeninger ved indkomstopgørelsen, uanset ejertidens længde. Reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 2, § 2 a, § 2 c, §§ 3-9 og § 13 finder ikke anvendelse. Skatteministeren har dog i det enkelte tilfælde kunnet tillade, at fortjeneste ved afståelse af andelsbeviser m.v. ikke blev medregnet ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, men beskattedes efter aktieavancebeskatningslovens almindelige regler, hvis foreningen var stiftet før den 22. maj 1987, og det måtte anses for godtgjort, at afståelsen ikke var sket for at undgå beskatning efter reglerne om likvidationsudlodning.

De hidtil gældende betingelser for at få dispensation fremgår af pkt. 8.4 i cirkulære nr. 137 af 19. juli 1994, som ændret ved cirkulære nr. 215 af 20. december 1995, om aktieavancebeskatningsloven.

Objektiveringen indebærer, at medlemmer af andelsforeninger, der er skattepligtige i henhold til selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 3, og som er stiftet før den 22. maj 1987, ikke længere skal søge om dispensation fra beskatning efter stk. 1. Det vil sige, at fortjeneste ved afståelse af andelsbeviser m.v. som udgangspunkt bliver behandlet efter aktieavancebeskatningslovens almindelige regler.

Dette vil imidlertid ikke gælde, såfremt skattemyndigheden efter en konkret vurdering i henhold til de hidtil gældende retningslinier finder, at der er tale om en afståelse for at undgå beskatning efter stk. 1. Dette vil f.eks. være tilfældet ved udlodning af likvidationsprovenu i det kalenderår, hvori andelsforeningen endeligt opløses, eller det forudgående kalenderår.

Ved afgørelsen af, om betingelserne for beskatning efter aktieavancebeskatningslovens almindelige regler er opfyldt, ses der på de samlede omstændigheder omkring afståelsen. Forhold, der i den forbindelse tillægges betydelig vægt, er, hvorvidt overdragelsen af andelen sker sammen med overdragelse af virksomheden (som videreføres) eller i forbindelse med driftsomlægning eller Virksomhedsophør, hvor erhververen reelt er i stand til at udnytte andelen som et naturligt led i sin virksomhed, idet erhververen f.eks. driver samme slags virksomhed som overdrageren. Indtræder erhververen ved at overtage andelen i en forpligtelse til at levere eller aftage et produkt, taler dette for, at overtagelsen sker som led i en erhvervsvirksomhed.

Såfremt der er tale om salg af andelen til den udstedende andelsforening, kan det som udgangspunkt ikke accepteres, at aktieavancebeskatningslovens almindelige regler finder anvendelse, idet et sådant tilbagesalg må sidestilles med en delvis likvidation. Hvis det efter andelsforeningens vedtægter er et krav, at overdragelsen af andelen skal ske gennem foreningen, således at overdragelsen dels vil fremtræde som en overdragelse fra andelshaveren til andelsforeningen dels som en overdragelse fra andelsforeningen til en erhverver, der reelt er i stand til at udnytte andelen som et naturligt led i sin virksomhed, dvs. situationen reelt er den, at andelsforeningen alene optræder som formidler, vil det dog alt efter omstændighederne kunne accepteres.

Er der tale om afståelsessummer, som er omfattet af ligningslovens § 16 B, stk. 1, forudsætter beskatning af fortjeneste eller tab vedrørende afståelsessummer efter de almindelige regler i aktieavancebeskatningsloven, at der efter de gældende regler gives dispensation efter ligningslovens § 16 B, stk. 2. I sådanne situationer vil beskatning efter aktieavancebeskatningslovens almindelige regler dog som udgangspunkt være udelukket, idet udbetaling af sådanne afståelsessummer normalt må sidestilles med en delvis likvidation.

For at undgå forsøg på omgåelse af beskatning gennem vedtægtsændringer efter lovens ikrafttrædelse, kan der ikke ske beskatning i henhold til aktieavancebeskatningslovens almindelige regler, hvis overdragelse af andele, herunder overdragelse gennem andelsforeningen, finder sted som følge af en vedtægtsændring efter den 22. maj 1987.

En række samtidige overdragelser foretaget af flere andelshavere i samme andelsforening vil kunne indicere, at overdragelsen sker med henblik på at undgå beskatning af likvidationsprovenu. I sådanne tilfælde vil det derfor som hidtil kun under ganske særlige omstændigheder kunne accepteres, at beskatningen sker i henhold til aktieavancebeskatningslovens almindelige regler.

Hvis andelsforeningens medlemskreds overvejende består af medlemmer, der er indbyrdes økonomisk forbundne, kan der ikke ske beskatning i henhold til aktieavancebeskatningslovens almindelige regler. Dette vil f.eks. være tilfældet, såfremt den overvejende del af medlemskredsen består af koncernforbundne selskaber, søsterselskaber eller selskaber ejet af samme aktionærkreds.

2.1.2. Aktieavancebeskatningslovens § 2 c - aktier erhvervet for lånte midler

Efter de gældende regler i aktieavancebeskatningslovens § 2 c, stk. 1, medregnes fortjeneste ved afståelse af aktier ved opgørelsen af den skattepligtige almindelige indkomst, i det omfang de pågældende aktier er erhvervet for lånte midler, og det pågældende selskab i det væsentlige må antages at indtjene overskud eller anden værditilvækst ved finansiering eller investering under sådanne omstændigheder, at selskabets overskud eller værditilvækst over en periode med stor sikkerhed kan opgøres på forhånd. Bestemmelsen er midlertidig og omfatter kun aktier erhvervet senest den 31. december 1993, jf. § 11, stk. 16, i lov nr. 491 af 24. juni 1992.

Hidtil har beskatning i henhold til § 2 c, stk. 4 imod den skattepligtiges påstand alene kunnet gennemføres efter Ligningsrådets nærmere bestemmelse, jf. den tidligere bestemmelse i § 2 c, stk. 4.

Reglen i aktieavancebeskatningslovens § 2 c, stk. 4, - og de tilsvarende regler i ligningslovens § 5 E, stk. 4, og § 5 F, stk. 4, se nedenfor under pkt. 2.8.2, samt § 7 A, stk. 4, i den tidligere kursgevinstlov, nu § 15, jf. lov nr. 439 af 10. juni 1997 - blev indført ved lov nr. 491 af 24. juni 1992 med det formål at sikre en ensartet praktisering af bestemmelsen.

I og med at bestemmelsen har været gældende siden 1992 og dermed har haft en vis tid at fungere i, er begrundelsen for Ligningsrådets inddragelse ikke længere til stede. Kravet om Ligningsrådets tilladelse er derfor ophævet, således at den skattepligtiges indsigelse imod beskatning efter aktieavancebeskatningslovens § 2 c ikke længere skal forelægges Ligningsrådet. Afgørelse om beskatning efter § 2 c træffes herefter af den kommunale skattemyndighed, hvis afgørelse kan påklages i sædvanlig instansrækkefølge (skatteankenævn, Landskatteretten, domstolene).

Ophævelsen af kravet om Ligningsrådets tilladelse har virkning for afståelser, der foretages fra og med 1. januar 2000.

2.1.3. Aktieavancebeskatningslovens § 3 - opgørelsesprincipper

2.1.3.1. Adgang til at ændre opgørelsesprincip - § 3, stk. 2

Fra og med 1. januar 2000 kan næringsaktionærer, der vælger at bruge lagerprincippet, ikke længere vende tilbage til realisationsprincippet.

Efter de gældende regler i aktieavancebeskatningslovens § 3, stk. 2, 1.-2. pkt., opgøres fortjeneste og tab på næringsaktier efter realisationsprincippet. D.v.s. forskellen mellem afståelsessummen og den del af den samlede anskaffelsessum for aktierne i hvert enkelt selskab, der efter en forholdsmæssig fordeling falder på de afståede aktier. Den skattepligtige kan dog i stedet vælge at medregne urealiseret fortjeneste eller tab på beholdningen af aktier til den skattepligtige indkomst (lagerprincippet).

Efter de tidligere regler i § 3, stk. 2, sidste pkt. kunne det én gang valgte princip for opgørelse af fortjeneste eller tab på aktier kun ændres efter tilladelse fra Ligningsrådet, som ved TS- cirkulære nr. 15 af 21. marts 1990 havde bemyndiget de kommunale skattemyndigheder til at give sådan tilladelse. Efter samme cirkulære forudsatte et skift i opgørelsesprincip, at ansøgningen ikke hovedsageligt måtte anses for begrundet i ønsket om at udskyde eller fremskynde beskatningstidspunktet.

Bestemmelsens indhold, herunder en definition af næringsbegrebet, og tidligere praksis er beskrevet i pkt. 6.1.-2. i Skatteministeriets cirkulære nr. 137 af 19. juli 1994 om aktieavancebeskatningsloven.

Efter lovændringen kan den skattepligtige som hidtil vælge at skifte fra lovens hovedregel (realisationsprincippet), og gå over til lagerprincippet, men der vil ikke længere være mulighed for at skifte tilbage til realisationsprincippet. Det bemærkes, at ansøgninger om tilladelse til at vende tilbage til realisationsprincippet sjældent blev efterkommet, idet sådanne ansøgninger typisk fremkom i perioder med massive kurssvingninger.

2.1.3.2. Anvendelsen af lager- og realisationsprincipperne - § 3, stk. 3 og 4

Ved ændringen i § 3, stk. 3 og 4, kodificeres bestemmelserne om, at næringsaktionærer, der vælger realisationsprincippet, skal anvende gennemsnitsmetoden ved opgørelsen af fortjeneste og tab.

For næringsaktionærer, der vælger lagerprincippet, er der ligeledes tale om en kodificering af de gældende regler. For urealiserede aktier anvendes aktiernes kursværdi ved henholdsvis indkomstårets begyndelse og slutning. For aktier, der er erhvervede eller realiserede i løbet af indkomståret, anvendes den faktiske afståelses- eller anskaffelsessum.

De tidligere regler herom fandtes i bekendtgørelse nr. 3 af 6. januar 1982 om opgørelse af fortjeneste eller tab på næringsaktier Som følge af lovændringen er bekendtgørelsen ophævet med virkning fra 1. januar 2000.

2.1.4. Aktieombytninger ‑ § 13

Med virkning fra 1. januar 2000 er kompetencen til at give tilladelse til aktieombytninger efter aktieavancebeskatningslovens § 13, stk. 1 og 3, overført fra Ligningsrådet til skatteministeren.

Ifølge aktieavancebeskatningslovens § 13 d kan skatteministeren bemyndige de statslige eller kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelse efter loven.

I overensstemmelse med hidtil gældende praksis skal transaktioner omfattet af stk. 1 og 3 gennemføres inden for en periode på højst 6 måneder fra den første ombytningsdag. For aktieombytninger efter stk. 1 svarer dette til den nuværende regel i § 13, stk. 1, 2. pkt. Endvidere er det lovfæstet, at aktieombytninger i overensstemmelse med Ligningsrådets praksis ikke kan ske med tilbagevirkende kraft.

2.1.4.1. Aktieombytninger efter § 13, stk. 1

Efter den hidtil gældende regel i aktieavancebeskatningslovens § 13, stk. 1, kunne Ligningsrådet give tilladelse til skattefri aktieombytning under forudsætning af, at det erhvervende selskab erhverver flertallet af stemmerne. »Ombytning af aktier« er defineret i stk. 2 i overensstemmelse med fusionsdirektivets artikel 2, litra d.

De hidtil gældende regler om tilladelse til ombytning af aktier er beskrevet i pkt. 5.8. i cirkulære nr. 82 af 29. maj 1997 om international beskatning.

Betingelsen om, at aktieombytninger kræver tilladelse, skal, som det fremgår af ovennævnte cirkulære, ses på baggrund af artikel 11, stk. 1, litra a, i fusionsdirektivet. Skattemyndighederne kan således afslå at give tilladelse til ombytning af aktier, hvis transaktionen som hovedformål eller som et af hovedformålene har skatteunddragelse eller skatteundgåelse. Skattemyndighederne kan ‑ som det mindre i det mere ‑ fastsætte særlige vilkår for aktieombytningen. Det må bero på en konkret vurdering ud fra den til enhver tid gældende skattelovgivning, om en aktieombytning må antages at have skatteunddragelse eller skatteundgåelse som hovedformål eller et af hovedformålene. Det må i givet fald bero på en konkret vurdering, om en ansøgning må afvises, om det er tilstrækkeligt at stille vilkår, og hvilke vilkår, der er nødvendige og tilstrækkelige.

Lovændringen indebærer også, at afgørelser efter stk. 1-2 kan indbringes for Landskatteretten efter reglerne i skattestyrelseslovens kapitel 3, og reglerne i kapitel 3 A om omkostningsdækning kan anvendes, jf. nedenfor. Landsskatterettens afgørelse kan indbringes for domstolene. Hermed bringes reglerne i overensstemmelse med EF‑domstolens dom af 17. juli 1997 i den såkaldte Leur‑Bloem‑sag, som er nærmere beskrevet i pkt. 2.6.7., s. 27.

Det bemærkes, at det kun er afgørelser efter § 13, stk. 1, og ikke afgørelser efter § 13, stk. 3, der kan indbringes for Landskatteretten, se nedenfor under pkt. 2.1.4.2.

2.1.4.2. Aktieombytninger efter § 13, stk. 3

Efter den hidtil gældende regel i § 13, stk. 3, kunne Ligningsrådet tillade skattefri aktieombytning i tilfælde, hvor et selskab erhverver hele aktiekapitalen i et andet selskab, eller hvor et selskab, der i forvejen ejer aktier i et andet selskab, erhverver resten af aktiekapitalen i det andet selskab.

Som følge af lovændringen er kompetencen fra og med den 1. januar 2000 til at give tilladelse i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 13, stk 1 og 3, overført fra Ligningsrådet til skatteministeren.

Ifølge aktieavancebeskatningslovens § 13 d kan skatteministeren bemyndige de statslige eller kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelse efter loven.

Som nævnt ovenfor kan afgørelser efter § 13, stk. 3, ikke indbringes for Landsskatteretten.

Baggrunden herfor er, at en prøvelse af tilladelse henholdsvis vilkår, herunder ændring af vilkår, ligger uden for Landsskatterettens normale kompetence, idet der ikke er tale om en legalitetsprøvelse. Behandlingen af sådanne sager falder derfor som udgangspunkt uden for Landsskatterettens arbejdsområde. Imidlertid fremgår de hensyn, der kan begrunde nægtelse af dispensation eller fastsættelse af vilkår i forbindelse hermed efter § 13, stk. 1, af fusionsdirektivets artikel 11, stk. 1, litra a. Der kan derfor i relation til direktivet være tale om en legalitetsprøvelse af, hvorvidt en disposition omfattes af begreberne skattesvig eller skatteunddragelse i direktivets forstand, og derfor må tilsidesættes efter reglerne i direktivets artikel 11, stk. 1, litra a. Landsskatterettens prøvelse vil i givet fald bestå i at vurdere, om et vilkår er acceptabelt efter proportionalitetsprincippet, men retten vil ikke kunne opstille et andet og lempeligere vilkår. Sagen må i så fald gå tilbage til den kompetente myndighed.

Spørgsmålet om eventuel prøvelse ved Landsskatteretten af afgørelser efter stk. 3 blev i øvrigt rejst under udvalgsbehandlingen af L 87. I svaret til Folketingets Skatteudvalg (L 87, bilag 19) svarede skatteministeren bl.a., at afgørelser efter stk. 3 ikke er omfattet af fusionsdirektivet, og fremhævede, at tilladelse efter stk. 3 kun gives under særlige omstændigheder, hvis

»det erhvervende selskab har foretaget opkøb af aktier i det erhvervede selskab i det indkomstår, hvori selskabet erhverver resten af aktiekapitalen, eller i de 4 forudgående indkomstår. D.v.s. at det vil bero på et konkret skøn over, hvorvidt der er tale om »særlige omstændigheder«. F.eks. om dispositionen er forretningsmæssigt begrundet.

Hvis man i det konkrete tilfælde finder, at en afgørelse er i strid med gældende ret, f. eks. hvis der er taget ulovlige hensyn eller lign., vil afgørelsen kunne indbringes for domstolene efter de almindelige regler herom.«

2.1.5. Henstand med aktieavancebeskatning ved fraflytning til udlandet - § 13 a

Ophører en persons skattepligt efter kildeskattelovens § 1 som følge af fraflytning, eller bliver en person efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst hjemmehørende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland, skal fortjeneste på aktier m.v., som den pågældende ejer på tidspunktet for skattepligtsophøret eller flytningen af skattemæssigt hjemsted, beskattes i samme omfang, som hvis aktierne var afstået på dette tidspunkt. For aktier omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 2 gælder dette dog kun, hvis aktionæren er omfattet af den i § 11, stk. 2- 4, nævnte personkreds, eller hvis aktierne blev erhvervet i forbindelse med omdannelsen af en personligt ejet virksomhed efter lov om skattefri virksomhedsomdannelse.

Efter de hidtil gældende regler i aktieavancebeskatningslovens § 13 a, stk. 5, kunne skatteministeren imod sikkerhed give henstand med betaling af skatter ved fraflytningen. Henstandsbeløbet forfaldt til betaling, når aktierne blev afstået, eller aktionæren døde. Henstandsbeløbet fragik i den slutskat, der indgik i årsopgørelsen efter kildeskattelovens §§ 60-62, jf. § 62 A. Der beregnedes et tillæg til henstandsbeløbet fra forfaldstid for skatten pålignet efter stk. 1, indtil henstandsbeløbet forfaldt. Tillægget forfaldt til betaling samtidig med henstandsbeløbet. Blev skatten eller henstandsbeløbet med tillæg ikke betalt rettidigt, forrentedes det forfaldne beløb med 0,6 pct. pr. påbegyndt måned fra forfaldsdagen at regne.

Den tidligere bestemmelses indhold og praksis er beskrevet i bekendtgørelse nr. 770 af 19/11 1990 om henstand og sikkerhedsstillelse med betaling af skatter efter aktieavancebeskatningsloven og cirkulære nr. 137 af 19. juli 1994 om beskatning ved afståelse af aktier m.v., afsnit 17.1.9.1.

Den vedtagne regel i § 13 a, stk. 6 er en kodificering af de nævnte betingelser. Dog således, at der fra d. 1. januar 2000 ikke længere skal gives tilladelse til henstand. Henstand opnås uden videre mod passende sikkerhed og under forudsætning af, at betingelserne i § 13 a, stk. 6, er opfyldt.

Sikkerheden skal stå i passende forhold til henstandsbeløbet. Sikkerhed kan som hidtil bestå i aktier, børsnoterede obligationer, garanti fra et pengeinstitut eller anden sikkerhed efter de nævnte myndigheders bestemmelse og vurdering af, om sikkerheden er passende.

Kompetencen til at træffe afgørelse vil blive fastlagt ved sagudlægningsbekendtgørelse. Det er tanken at udlægge kompetencen til told- og skatteregionerne med klageadgang til Told- og Skattestyrelsen.

Ansøgninger, der er indgivet før den 1. januar 2000, skal dog fortsat behandles af den kompetente myndighed i henhold til de hidtil gældende regler

2.2. Boafgiftsloven

2.2.1. Fritagelse for boafgift - § 3, stk. 2

Med virkning fra den 1. januar 2000 er reglen i boafgiftslovens § 3 ændret, således at det direkte fremgår af lovteksten, hvilke offentlige institutioner m.v. der uden videre er fritaget for boafgift. Andre institutioner m.v. vil som hidtil kunne søge om fritagelse for at erlægge boafgift.

Efter den hidtil gældende bestemmelse i boafgiftslovens § 3, stk. 2, var skatteministeren bemyndiget til at bevilge afgiftsfritagelse for arv, legat og forsikringer m.v. til offentlige institutioner, den danske folkekirke, valgmenigheder, religiøse samfund, foreninger, selskaber eller stiftelser med almenvelgørende eller andet almennyttigt formål.

Kompetencen til at træffe afgørelse var ved udlægningsbekendtgørelsen (senest bekendtgørelse nr. 565 af 2. juli 1999) udlagt til skifteretterne henholdsvis bobestyrerne på de betingelser, der er fastsat i §§ 14- 16 i bekendtgørelse nr. 465 af 26. juni 1998 om boafgifter og gaveafgift m.v.

Af § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 465 af 26. juni 1998 om boafgifter og gaveafgift m.v., fremgik det, at skifteretten og bobestyreren efter lovens § 3, stk. 2, kunne fritage for betaling af boafgifter ved arv, legat eller forsikring m.v. til staten og almenvelgørende eller i øvrigt almennyttige organisationer m.v., eller en lokal afdeling heraf, som efter det seneste inden afgiftsberegningen udsendte cirkulære var godkendt til at modtage gaver, der kan fradrages i den skattepligtige indkomst efter ligningslovens § 8 A og § 12, eller var godkendt til at modtage afgiftsfri gaver efter § 3, stk. 2.

Det fremgår nu direkte af boafgiftslovens § 3, stk. 1, litra f, at institutioner m.v., som er godkendt i henhold til ligningslovens § 8 A og/eller § 12 eller godkendt efter boafgiftslovens § 3, stk. 2, er fritaget for boafgift.

I andre tilfælde kan der som hidtil kunne søges om dispensation ved henvendelse til Told- og skatteregion Nærum.

2.2.2. Passivpost ved efterlevende ægtefælles overtagelse af egne aktiver - § 13 a

Efter de hidtil gældende regler i boafgiftslovens § 13 a skal der i boopgørelsen beregnes en passivpost i det omfang, en efterlevende ægtefælle, arving eller legatar indtræder i et dødsbos skattemæssige stilling efter dødsboskattelovens § 36 med hensyn til et skatterelevant aktiv. Passivposten fratrækkes ved opgørelsen af den afgiftspligtige beholdning.

Der har ikke været hjemmel til at beregne passivpost ved den efterlevende ægtefælles overtagelse af egne aktiver.

Af dødsboskattelovens § 96, stk. 1, følger, at der ikke sker nogen udlodning vedrørende det, der både før, under og efter skiftet tilhører den efterlevende ægtefælle.

Da den efterlevende ægtefælles overtagelse af egne aktiver ikke er omfattet af begrebet udlodning, falder situationen uden for dødsboskattelovena § 36 og dermed uden for den tidligere gældende bestemmelse i boafgiftslovens § 13 a.

Da værdiansættelsen af de aktiver, som tilhører den efterlevende ægtefælle før, under og efter skiftet kan påvirke størrelsen af arvebeholdningen efter den afdøde, synes det rimeligt, at denne værdiansættelse sker efter de samme principper som værdiansættelsen af de aktiver, der tilhørte afdøde. Som følge af de hidtil gældende regler ansættes aktiverne ikke ens, idet den efterlevendes aktiver værdiansættes højere, når der ikke kan beregnes en passivpost.

Med ændringsloven er der i boafgiftslovens regler om boopgørelse skabt ens regler for værdiansættelse af henholdsvis afdødes og den efterlevendes ægtefælles aktiver. Ved værdiansættelsen af den efterlevende ægtefælles aktiver kan der tages højde for den latente skat, der evt. hviler på aktivet, dvs. at der kan beregnes en såkaldt passivpost. Reglen omfatter de aktiver, der var en del af fællesejet, samt aktiver, der indgik i et skilsmissesæreje, idet disse aktiver bliver en del af fællesejet ved død. Passivposten fratrækkes ved opgørelsen af fællesboet og ved opgørelsen af værdien af de aktiver, som ægtefællen modtager til fyldestgørelse af sit krav mod boet.

Konsekvensen af at indføre en passivpostberegning for de aktiver, der vedbliver med at tilhøre den efterlevende ægtefælle, er, at en større del af boet overgår til den efterlevende ægtefælle. Dermed bliver den samlede boafgift alt andet lige mindre, idet ægtefællen, som er afgiftsfri, arver en større del.

2.2.3. Gaver med forbehold af brugs- eller indtægtsnydelse - § 24, stk. 1

§ 24 er nyaffattet ved lov nr. 383 af 2. juni 1999 og trådte i kraft d. 1. juli 1999. Derfor får ændringen i objektiveringsloven ikke virkning.

2.2.4. Ophævelse af regel om suspensivt betingede gaver - § 48, stk. 3

Efter den hidtil gældende regel skal suspensivt betingede gaver ydet før boafgiftslovens ikrafttræden afgiftsberigtiges, når betingelserne indtræder, efter de regler, der var gældende, da gaven blev ydet. En suspensiv gave anses først for at være ydet, når betingelserne indtræder. Derfor kan man ikke komme frem til, at en gave er ydet inden lovens ikrafttræden, når man antager, at betingelserne er opfyldt efterfølgende. § 48, stk. 3, er således uden egentligt indhold og er derfor blevet ophævet.

2.3. Ejendomsavancebeskatningsloven

Med virkning fra den 1. januar 2000 er det ikke nødvendigt at søge om skatteministerens tilladelse til udskydelse af beskatning af fortjeneste indvundet ved mageskifte i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 7.

Efter de hidtil gældende regler i ejendomsavancebeskatningslovens § 7, stk. 2, har skatteministeren efter ansøgning fra den skattepligtige kunnet tillade, at fortjeneste, der indvindes ved mageskifte af ubebyggede arealer, fritages for beskatning. Fritagelse kunne meddeles, selv om der fra en af siderne ud over arealet ydedes et vederlag af højst 10.000 kr.

Betingelserne for at få dispensation og en beskrivelse af praksis fremgår af afsnit E.J.2.4 i Ligningsvejledning 1998.

Som følge af lovændringen kan den skattepligtige uden anmodning vælge ikke at medregne fortjeneste, der indvindes ved mageskifte, til den skattepligtige indkomst. Det er dog en betingelse,

–   at der er tale om mageskifte af ubebyggede arealer

–   at der højst fra en af parterne ud over arealet ydes et vederlag af 10.000 kr. og

–   at der er tale om en enkelt handel mellem to parter.

Det vil herefter være skattemyndighederne, der som led i den almindelige ligning kontrollerer, at betingelserne for skatteudsættelse efter § 7 er opfyldt.

2.4. Fondsbeskatningsloven

2.4.1. Objektivering af dispensationsbestemmelsen i fondsbeskatningslovens § 3 A, stk. 2

Ifølge fondsbeskatningslovens § 3 A, stk. 1, skal der efter de hidtil gældende regler svares en afgift på 20 pct. af indskuddet, såfremt en fuldt skattepligtig person, selskab eller fond m.v. eller et dødsbo, der helt eller delvis behandles her i landet, indskyder midler i en udenlandsk fond eller trust, som er stiftet eller oprettet i et land, hvor fonde eller truste beskattes væsentlig lavere end efter danske regler. Det gælder dog kun den del af de årlige indskud, der overstiger 10.000 kr. Ifølge § 3 A, stk. 4, finder reglen tilsvarende anvendelse, hvis en person, et selskab m.v., som tidligere har været fuldt skattepligtig til Danmark, bliver fuldt skattepligtig påny, og inden for de sidste fem år forud for den fulde skattepligts genindtræden har indskudt midler i en udenlandsk lavbeskattet fond eller trust. Tilsvarende gælder, jf. § 3 A, stk. 3, hvis et selskab eller en forening m.v., som personen på indskudstidspunktet kontrollerede, i denne periode har foretaget sådanne indskud.

Ifølge reglerne i lovens § 3 A, stk. 2, kan skatteministeren meddele indskydere, der er afgiftspligtige efter § 3 A, stk. 1, dispensation fra afgiften, såfremt indskyderen godtgør, at midlerne i den udenlandske fond eller trust anvendes i almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt øjemed til fordel for en større kreds af personer. Kompetencen til at træffe afgørelse er ved sagsudlægningsbekendtgørelsen (senest bekendtgørelse nr. 565 af 2. juli 1999) udlagt til de lokale told- og skatteregioner - for Københavns og Frederiksberg kommunes vedkommende, skattedirektoraterne. Afgørelsen kan påklages til Told- og Skattestyrelsen.

Betingelserne for dispensation er nærmere omtalt i pkt. 9.2.5 i cirkulære nr. 82 af 29. maj 1997 om international beskatning (lov nr. 312 af 17. maj 1995 og lov nr. 487 af 12. juni 1996). Det fremgår heraf bl.a., at afgrænsningen af, om en fond eller en trust må anses for almenvelgørende eller almennyttig, foretages efter de samme kriterier, som lægges til grund for bedømmelsen om fradragsadgang efter ligningslovens § 8 A samt fondsbeskatningslovens § 4, stk. 1. Efter disse bestemmelser er det dog en betingelse for fradrag, at fonden, foreningen m.v. er hjemmehørende i Danmark. Denne betingelse gælder (naturligvis) ikke i forbindelse med bestemmelsen i fondsbeskatningslovens § 3 A, stk. 2, da § 3 A, netop omhandler indskud i en udenlandsk fond eller trust.

For at et formål kan anses for almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt, kræves, at den kreds af personer eller institutioner, der kan komme i betragtning ved uddelinger, er afgrænset efter retningslinier af et objektivt præg. Formålet må således komme en videre kreds til gode. For at et formål kan anses for almenvelgørende, er det en forudsætning, at støtten ydes til personer inden for en videre kreds, der er i økonomisk trang. Almennyttige formål foreligger, når formålet ud fra en almindelig fremherskende opfattelse kan karakteriseres som nyttigt. Blandt sådanne almennyttige formål kan eksempelvis nævnes sociale, kunstneriske og andre kulturelle formål, miljømæssige, videnskabelige, humanitære, religiøse og undervisningsmæssige formål.

Med vedtagelsen af objektiveringsloven afskaffes skatteministerens dispensationsbeføjelse pr. 1. januar 2000. I stedet skal spørgsmålet om, hvorvidt betingelsen for, at der ikke skal betales 20 pct. afgift - det vil sige, at indskyderen dokumenterer, at midlerne i den udenlandske fond eller trust anvendes i almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt øjemed til fordel for en større kreds af personer - afgøres efterfølgende af den skatteansættende myndighed med sædvanlig klageadgang (skatteankenævn og/eller Landskatteretten og domstolene). Cirkulærets retningslinier for administrationen af bestemmelsen er ikke ændret i øvrigt.

2.4.2. (Del)objektivering af bestemmelsen i fondsbeskatningslovens § 4, stk. 8, om Ligningsrådets tilladelse til efterfølgende hensættelser

Ifølge reglerne i fondsbeskatningslovens § 4, stk. 8, kan fonde og foreninger, der har foretaget hensættelser efter § 4, stk. 3 og 7, efter udløbet af fristen for indgivelse af selvangivelsen efter de hidtil gældende regler kun ændre disse hensættelser med Ligningsrådets tilladelse.

Ligningsrådet har ved TSS-cirkulære 1995-17 af 22. december 1995 om efterfølgende hensættelser efter fondsbeskatningsloven bemyndiget de lignende myndigheder til at tillade ændring af hensættelser efter fondsbeskatningslovens § 4, stk. 3 og 7. Cirkulæret indeholder regler om adgang til ændring af hensættelser, når ligningsmyndigheden påtænker at forhøje eller nedsætte den selvangivne eller ansatte indkomst, når en ansættelse er påklaget til skatteankenævnet eller til Landskatteretten eller når en ansættelse er indbragt for domstolene. Den pågældende fond eller forening har efter ansøgning adgang til inden for lovens rammer at få ændret hensættelser for samme indkomstår i et sådant omfang, at den påtænkte ændring udlignes helt eller delvist. Der kan ikke gives tilladelse til efterfølgende ændring af hensættelser, såfremt der foreligger bødegivende forhold. Får fonden eller foreningen helt eller delvist medhold ved klage eller sagens indbringelse for domstolene, tilbageføres i samme omfang eventuelle efterfølgende hensættelser, der er foretaget til udligning af den påklagede ansættelsesændring. Hvor ligningsmyndigheden ikke fuldt ud imødekommer ansøgningen, kan afgørelsen påklages til Ligningsrådet. Efterfølgende ændring af hensættelser kan i andre tilfælde kun tillades af Ligningsrådet.

Med vedtagelsen af objektiveringsloven, er Ligningsrådets/de kommunale skattemyndigheders kompetence til at give tilladelse til efterfølgende hensættelser i tilfælde af ændret skatteansættelse afskaffet pr. 1. januar 2000. Herefter har fonde og foreninger, der for et indkomstår har foretaget hensættelser efter lovens § 4, stk. 3 eller 7, adgang til (ret til) inden for lovens rammer at ændre disse hensættelser for helt eller delvist at udligne den skattemæssige virkning af en forhøjelse eller en nedsættelse af den selvangivne eller den ansatte indkomst. Dette gælder dog ikke, såfremt den ændrede skatteansættelse er bødegivende. Ændringen af hensættelserne forudsætter en meddelelse herom til den skatteansættende myndighed. Meddelelsen skal gives inden udløbet af fristen for påklage af skatteansættelsen. Hvis fonden eller foreningen ved påklage eller ved indbringelse af sagen for domstolene får helt eller delvist medhold, tilbageføres i samme omfang eventuelle efterfølgende hensættelser, der er foretaget til udligning af den påklagede ændring.

Efterfølgende ændring af hensættelser kan i andre tilfælde end de ovenfor nævnte kun ske med tilladelse af skatteministeren. Skatteministeren kan, jf. fondsbeskatningslovens § 15 A, bemyndige de statslige eller kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelse efter loven. Det vil blive fastlagt ved sagsudlægningsbekendtgørelse, hvem der kan give tilladelsen. Det er tanken, at udlægge kompetencen til den skatteansættende myndighed. Er den skatteansættende myndighed en told- og skatteregion eller en kommune, skal afgørelsen kunne påklages til Told- og Skattestyrelsen, men ikke til anden administrativ myndighed.

2.4.3. Objektivering af dispensationsbestemmelsen i fondsbeskatningslovens § 5, stk. 2

Efter fondsbeskatningslovens § 5, stk. 1, kan fonde efter de hidtil gældende regler foretage fradrag for hensættelser til konsolidering af fondskapitalen med 25 pct. af de i indkomståret foretagne uddelinger til fyldestgørelse af almennyttige eller almenvelgørende formål.

Efter fondsbeskatningslovens § 5, stk. 2, kan skatteministeren eller den, han bemyndiger dertil, tillade, at fonde foretager fradrag for andre hensættelser, der sker i henhold til krav herom i kongelig konfirmeret fundats, såfremt formålet med hensættelsen fremgår af fundatsen. Kompetencen til at træffe afgørelse er ved sagsudlægningsbekendtgørelsen (senest bekendtgørelse nr. 565 af 2. juli 1999) udlagt til den kommunale skattemyndighed. Afgørelsen kan påklages til den lokale told- og skatteregion. Betingelserne for dispensation efter § 5, stk. 2, er nærmere omtalt i pkt. 23.3. i cirkulære nr. 49 af 19. marts 1996 om fondsbeskatningsloven. Fradrag efter § 5, stk. 2, er ligesom fradrag efter § 5, stk. 1, et konsolideringsfradrag, men i modsætning til konsolideringsfradrag efter § 5, stk. 1, foretages fradraget ikke på baggrund af foretagne uddelinger. Det er derimod en betingelse, at der i en kongeligt konfirmeret fundats findes en særlig forpligtelse til at foretage konsolidering. Det er ikke tilstrækkeligt, at der i fundatsen er mulighed for at foretage opsparing i ekstraordinært omfang. Det er desuden en betingelse, at det af fundatsen fremgår, hvad der er begrundelsen for den særlige konsolideringsforpligtelse. De materielle fondslove regulerer i et vist omfang fondens mulighed for og pligt til at foretage konsolidering, jf. fondslovens § 29 og erhvervsfondslovens §§ 40-42. Afgørelse om dispensation efter den gældende § 5, stk. 2, kan på denne baggrund træffes efter forudgående høring af fondsmyndigheden.

Med vedtagelsen af objektiveringsloven, er skatteministerens dispensationsbeføjelse afskaffet pr. 1. januar 2000. Herefter afgøres spørgsmålet, om betingelserne for fradrag efter § 5, stk. 2, er opfyldt, af den skatteansættende myndighed med klageadgang til Landskatteretten og mulighed for indbringelse for domstolene. I stedet for fradrag efter § 5, stk. 1, kan fonde foretage fradrag for andre hensættelser, der sker i henhold til krav herom i kongelig konfirmeret fundats. Det er en betingelse, at formålet med hensættelsen fremgår af fundatsen. Det vil sige, at betingelserne for fradrag er de samme som efter de hidtil gældende regler, og at der, som efter de gældende regler, er tale om et valg mellem fradrag efter § 5, stk. 1 og fradrag efter § 5, stk. 2.

2.5. Frigørelsesafgiftsloven

Efter de hidtil gældende regler i frigørelsesafgiftslovens § 3, stk. 2, kunne der ved opgørelse af frigørelsesværdien på begæring af den afgiftspligtige indrømmes et fradrag for værditab på bygninger m.v., der er opstået inden det tidspunkt, der er bestemmende for fastsættelsen af basisbeløbet.

Værditabet blev fastsat af vurderingsrådet efter anmodning fra den kommunale skattemyndighed, jf. § 3, stk. 2, 2. pkt. Vurderingsrådets afgørelse kunne påklages til skyldrådet.

Reglens hidtidige anvendelse er nærmere beskrevet i pkt. 3.6 i cirkulære nr. 64 af 18. maj 1992 om frigørelsesafgiftsloven.

Som følge af objektiveringen kan den skattepligtige fra og med den 1. januar 2000 selv fastsætte værditab på bygninger m.v. opstået inden fastsættelsen af basisbeløbet. Den skattepligtiges værdiansættelse vil herefter kunne efterprøves af vurderingsmyndighederne efter anmodning fra de skatteansættende myndigheder.

Vejledende for fradraget er fortsat den nedgang i eller bortfald af værdi af bygninger, andre anlæg og beplantninger m.v., der kan indtræde inden basisvurderingen som følge af, at muligheden for ejendommens overgang til anden anvendelse medfører, at de økonomiske forudsætninger for den hidtidige anvendelse af bygninger m.v. bortfalder. Der skal derimod ses bort fra værdinedgang på grund af ændringer i prisforholdene i øvrigt samt slid, ejendommens aldersforringelse og lignende forhold.

Såfremt der i perioden mellem basis- og sluttidspunktet er sket udstykning af ejendommen, skal det ansatte værditab fordeles på de udstykkede parceller og moderejendommen.

Efterprøvelse af den skattepligtiges værdiansættelse skal foretages i forbindelse med den almindelige ligning som ovenfor beskrevet.

2.6. Fusionsskatteloven

2.6.1. Fusionsskattelovens § 3

Fusionsskattelovens § 3 fastsætter, at fusionerer et moderselskab med sit datterselskab, og har det ikke i et tidsrum af 3 år forud for fusionsdatoen besiddet den for gennemførelsen af fusionen fornødne majoritet (d.v.s. mindst 2/3, jf. aktieselskabslovens § 134 e og anpartsselskabslovens § 65), er det en betingelse for beskatning efter fusionsskatteloven, at der er opnået tilladelse hertil fra Ligningsrådet. Ligningsrådet kan fastsætte særlige vilkår for tilladelsen. Det fremgår af Ligningsvejledningen (LV98, S.D.1.5.1), at bestemmelsen giver ligningsmyndighederne mulighed for at kontrollere, om bl.a. beskatningsgrundlaget for de sælgende selskabsdeltagere er korrekt, og om fusionen medfører beskatningsmæssige fordele, der ikke har været tilsigtet.

Ligningsrådet kan gøre tilladelsen betinget af særlige vilkår, der neutraliserer de ved fusionen opnåede skattemæssige fordele, som ikke er tilsigtet ved fusionsskatteloven. Det er i denne forbindelse især af betydning, om aktierne eller anparterne i datterselskabet er købt af moderselskabet for handelsværdien. Ligningsrådet kan undtagelsesvis nægte tilladelse til fusion. Efter praksis er der normalt ikke blevet givet tilladelse, hvis det måtte antages, at fusionen var begrundet i et ønske om at omgå sambeskatningsvilkår 2.4.2. om begrænsning af fradrag for underskud. Det skal bemærkes, at vilkår 2.4.2. er ophævet fra indkomståret 1999. Ligningsrådet har bemyndiget told- og skatteregionerne, Københavns Skatte- og Registerforvaltning og Frederiksberg kommunes skattedirektorat til i henhold til § 3 at tillade skattefri fusion uden særlige vilkår. Såfremt særlige vilkår anses for påkrævet, eller hvis der bør gives afslag, skal sagen forelægges for Told- og Skattestyrelsen. Fastsættelse af særlige vilkår foretages af Ligningsrådet.

Med vedtagelsen af objektiveringsloven, opretholdes bestemmelsen, men kompetencen til at træffe afgørelse overføres fra Ligningsrådet til skatteministeren pr. 1. januar 2000. Ifølge fusionsskattelovens § 15 e kan skatteministeren bemyndige de statslige eller de kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelse efter loven. Ministeren kan fastsætte regler om adgang til klage over afgørelserne, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed. Det er tanken ved sagsudlægningsbekendtgørelse at udlægge kompetencen til at træffe afgørelse efter § 3 til told- og skatteregionerne. Finder vedkommende told- og skatteregion, at anmodningen ikke kan imødekommes, eller at der skal stilles vilkår, skal sagen - med begrundet indstilling - indsendes til Told- og Skattestyrelsen til afgørelse.

2.6.2. Fusionsskattelovens § 4, stk. 1

Ifølge fusionsskattelovens § 4, stk. 1, kræves der tilladelse fra Ligningsrådet, når der inden for et tidsrum af 3 år forud for fusionsdatoen uden for normal samhandel er sket overdragelse af aktiver (fast ejendom, driftsmidler, varelager, goodwill, værdipapirer, rettigheder m.v.) fra selskabsdeltagere eller fra et selskab, der beherskes af en eller flere af selskabsdeltagerne, i de fusionerende selskaber, til et af de i fusionen deltagende selskaber. Det fremgår af Ligningsvejledningen (LV98, S.D.1.5.2.), at det er uden betydning i hvilken form overdragelsen er sket, og på hvilken måde, der er ydet vederlag fra selskabet side. Bestemmelsen finder kun anvendelse, hvis der er tale om særskilte formuetransaktioner, f.eks. overdragelse af et varelager som helhed i modsætning til vareleverancer som led i normal samhandel mellem selskaberne.

Formålet med bestemmelsen er at forhindre utilsigtede skattemæssige fordele og misbrug af fusionsskattelovens regler. Ligningsrådet kan derfor gøre sin tilladelse betinget af særlige vilkår, der neutraliserer sådanne følger. Ligningsrådet har i afgørelsen TfS 1998,76, givet tilladelse til fusion mellem to søsterselskaber efter § 4, stk. 1 og 2, med vilkår om, at der i skattemæssig henseende skulle bortses fra en overdragelse selskaberne imellem mindre end et år før fusionen af aktiver, som ikke kunne henregnes til almindelig samhandel. Ligningsrådet har bemyndiget told- og skatteregionerne, Københavns Skatte- og Registerforvaltning og Frederiksberg kommunes skattedirektorat til i henhold til § 4, stk. 1, at tillade skattefri fusion uden særlige vilkår. Såfremt særlige vilkår anses for påkrævet, eller hvis der bør gives afslag, skal sagen forelægges for Told- og Skattestyrelsen. Fastsættelse af særlige vilkår foretages af Ligningsrådet.

Med vedtagelsen af objektiveringsloven, opretholdes bestemmelsen, men kompetencen til at træffe afgørelse er overført fra Ligningsrådet til Skatteministeren pr. 1. januar 2000. Skatteministeren kan, jf. fusionsskattelovens § 15 e, bemyndige de statslige eller de kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelser efter loven. Ministeren kan fastsætte regler om adgang til klage over afgørelserne, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed. Det er tanken ved sagudlægningsbekendtgørelse at udlægge kompetencen til at træffe afgørelse efter § 4, stk. 1, til told- og skatteregionerne. Finder vedkommende told- og skatteregion, at anmodningen ikke kan imødekommes, eller at der skal stilles vilkår, skal sagen - med begrundet indstilling - indsendes til Told- og Skattestyrelsen til afgørelse.

2.6.3. Fusionsskattelovens § 4, stk. 2

Ifølge fusionsskattelovens § 4, stk. 2, kræves der tilladelse fra Ligningsrådet, når et af de i fusionen deltagende selskaber er stiftet inden for et tidsrum af 1 år forud for vedtagelsen af fusionen eller såfremt mere end 50 pct. af den samlede stemmeværdi i et af de fusionerende selskaber har skiftet ejer inden for et tidsrum af 1 år forud for vedtagelsen af fusionen. Ligningsrådet kan fastsætte særlige vilkår for tilladelsen. Bestemmelsen i § 4, stk. 2, er indsat ved lov nr. 425 af 25. juni 1993 (Anparter, overskuds- og underskudsselskaber). Ifølge Ligningsvejledningen (LV98, S.D.1.5.3.), er formålet med bestemmelsen at imødegå, at fusion mellem danske selskaber anvendes som led i »selskabstømninger«. Som eksempel nævnes det forhold, at reglerne i afskrivningsloven om udskudt afskrivning på udlejningsaktiver omgås ved placering af genvundne afskrivninger m.v. i det modtagende selskabs andet regnskabsår, hvor der første gang kan afskrives på udlejningsaktiver erhvervet året inden. Ligningsrådet kan gøre sin tilladelse betinget af særlige vilkår.

Med vedtagelsen af objektiveringsloven, opretholdes bestemmelsen, men kompetencen til at meddele tilladelse overføres til skatteministeren pr. 1. januar 2000. Skatteministeren kan, jf. fusionsskattelovens § 15 e, bemyndige de statslige eller de kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelser efter loven. Ministeren kan fastsætte regler om adgang til klage over afgørelserne, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed. Det er tanken ved sagsudlægningsbekendtgørelse at udlægge kompetencen til at træffe afgørelse til told- og skatteregionerne. Finder vedkommende told- og skatteregion, at anmodningen ikke kan imødekommes, eller at der skal stilles vilkår, skal sagen - med begrundet indstilling - indsendes til Told- og Skattestyrelsen til afgørelse.

2.6.4. Fusionsskattelovens § 6

Fusionsskattelovens § 6 indeholder nogle formforskrifter, som det modtagende selskab skal følge. Reglerne skal sikre, at ligningsmyndighederne får fuldt tilstrækkelige informationer om de væsentlige omstændigheder i forbindelse med fusionen. § 6, stk. 1, pålægger det modtagende selskab at sende en genpart af de dokumenter, der i selskabslovgivningen eller ved den konkrete tilladelse er foreskrevet udarbejdet i forbindelse med fusionen, til Told- og Skattestyrelsen. Told- og Skattestyrelsen har udlagt behandlingen af sager om skattefri fusion til told- og skatteregionerne, Direktoratet for Københavns Skatte- og Registerforvaltning og Frederiksberg kommunes skattedirektorat. De nævnte dokumenter og oplysninger skal herefter indsendes til den told- og skatteregion (skattedirektorat), under hvis område det modtagende selskab henhører.

Ifølge §§ 134 a, 134 b og 134 c i lov om aktieselskaber og § 65 i lov om anpartsselskaber skal der udarbejdes følgende dokumenter:

a)   fusionsplan,

b)   revideret fælles regnskabsopstilling, der udviser samtlige aktiver og passiver i hvert af selskaberne,

c)   de reguleringer som overtagelsen antages at ville medføre,

d)   åbningsstatus for det overtagende selskab efter overtagelsen,

e)   skriftlig redegørelse om fusionsplanen, indeholdende en erklæring om, hvorvidt vederlaget for aktierne eller anparterne i det indskydende selskab er rimeligt og sagligt begrundet,

f)   erklæring om, hvorvidt kreditorerne i det enkelte selskab må antages at være tilstrækkeligt sikrede efter fusionen.

Den fælles regnskabsopstilling skal have en opgørelsesdag, der ligger inden for 6 måneder forud for fusionsplanens underskrivelse. Det vil sige, at fusionsplanen skal underskrives inden udløbet af første halvår af regnskabsåret. Fusionsplanen skal inden 4 uger efter underskrivelsen indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Endvidere skal vurderingsmændenes erklæring indsendes. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen bekendtgør straks modtagelsen i Statstidende.

Beslutning om fusion træffes i det indskydende selskab af generalforsamlingen, i det modtagende selskab af bestyrelsen (evt. af generalforsamlingen). Generalforsamlingen kan tidligst afholdes 4 uger efter bekendtgørelsen af fusionsplanen og vurderingsmændenes erklæring. Vedtages fusionen ikke i overensstemmelse med den bekendtgjorte fusionsplan, anses forslaget som bortfaldet. Den vedtagne fusion skal anmeldes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen inden 2 uger efter, at fusionens retsvirkninger er indtrådt.

Indtil 1. januar 2000 skal de nævnte dokumenter efter fusionsskattelovens § 6, stk. 4, indsendes senest 6 måneder efter fusionsdatoen. Fusionsdatoen er, jf. lovens § 5, datoen for den åbningsstatus, der i medfør af § 134 b i lov om aktieselskaber og § 65 i lov om anpartsselskaber skal udarbejdes for det modtagende selskab. Indsendelsen af dokumenterne er en betingelse for, at lovens regler kan finde anvendelse. Efter praksis kan dokumenterne indsendes i udkast, men det er en forudsætning, at de endelige dokumenter ikke på væsentlige punkter afviger fra de indsendte udkast. Ved fusion af pengeinstitutter skal de nævnte dokumenter indsendes senest en måned efter datoen for Finanstilsynets godkendelse af fusionen, jf. § 6, stk. 5. Ligningsrådet kan under ganske særlige omstændigheder se bort fra fristerne efter stk. 4 og 5, jf. § 6, stk. 6.

Det fremgår af bemærkningerne til § 6, stk. 4, (L 58, 1975-76), at det er forudsat, at fusionen er vedtaget før dokumenterne indsendes, det vil sige, at fusionen er vedtaget inden for 6 måneders fristen. Dispensationsbestemmelsen i stk. 6 blev indsat ved lov nr. 612 af 17. december 1976 samtidig med bestemmelsen i stk. 5. Det fremgår af bemærkningerne (betænkningen til L 99, 1976-77), at dispensationsbestemmelsen er indsat, fordi der i visse tilfælde kan være behov for, at andre af fusionsskatteloven omfattede virksomheder end banker og sparekasser kan fusionere skattefrit i andet halvår af regnskabsåret. Dispensationsbestemmelsen tilsigter således, at give selskaber omfattet af stk. 4 mulighed for skattefri fusion, selv om fusionen først vedtages og dokumenterne først indsendes efter udløbet af 6 måneders fristen.

Med vedtagelsen af objektiveringsloven, skal de nævnte dokumenter og oplysninger, hvor fusionsdatoen er den 1. januar 2000 eller senere, indsendes til de statslige told- og skattemyndigheder. Det vil som udgangspunkt sige den told- og skatteregion, under hvis område det modtagende selskab henhører. Fristen i § 6, stk. 4, er ændret således at de nævnte dokumenter skal være indsendt senest en måned efter den dag, hvor fusionen er vedtaget i alle de fusionerende selskaber. Dette indebærer på den ene side, at fusion kan foretages skattefrit, uanset om fusionen vedtages i første eller andet halvår af regnskabsåret. Men det ændrer ikke ved de selskabsretlige regler, jf. ovenfor, hvorefter den fusion, der vedtages, skal være i overensstemmelse med den offentliggjorte fusionsplan, der skal være underskrevet inden udløbet af første halvår af regnskabsåret, hvis fusionen skal have virkning fra den første dag i regnskabsåret. Selskabsretligt kan fusionen gennemføres på et andet tidspunkt. Ændringen indebærer på den anden side, at fristen for indsendelse af de nævnte dokumenter sættes i relation til vedtagelsen af fusionen, og at fristen derfor efter omstændighederne kan blive længere, men også kortere end efter de gældende regler.

Ligningsrådet kan indtil 1. januar 2000 under ganske særlige omstændigheder se bort fra fristerne efter stk. 4 og 5, fusionsskattelovens § 6, stk. 6. Med den ændrede frist i § 6, stk. 4, må det antages, at der vil være et meget ringe behov for dispensation efter bestemmelsen i § 6, stk. 6. Det kan imidlertid ikke afvises, at der fortsat vil kunne forekomme ganske særlige omstændigheder, hvor det må anses for rimeligt at dispensere fra fristerne i stk. 4 eller 5. Bestemmelsen er derfor opretholdt ved vedtagelsen af objektiveringsloven, men kompetencen til at træffe afgørelse er overført til skatteministeren. Ifølge fusionsskattelovens § 15 e kan skatteministeren bemyndige de statslige eller kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelse efter loven. Ministeren kan fastsætte regler om adgang til klage over afgørelserne, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed. Det er tanken ved sagudlægningsbekendtgørelse at udlægge kompetencen til at træffe afgørelse efter § 6, stk. 6, til de statslige told- og skattemyndigheder - den told- og skatteregion, hvortil dokumenterne m.v. skal indgives - med klageadgang til Told- og Skattestyrelsen.

2.6.5. Underskudsfremførsel fra felter omfattet af kulbrinteskattelovens § 18

Fusionsskattelovens § 8, stk. 6, 4. pkt., indeholder en bemyndigelse til Ligningsrådet til at tillade, at underskud fra et felt, jf. kulbrinteskattelovens § 18, stk. 1, fra tidligere år i et af de fusionerende selskaber kan bringes til fradrag ved det modtagende selskabs indkomstopgørelse for feltet.

Med vedtagelsen af objektiveringsloven, er kompetencen til at træffe afgørelse i henhold til den nævnte bestemmelse overført fra Ligningsrådet til skatteministeren pr. 1. januar 2000. Skatteministeren kan, jf. fusionsskattelovens § 15 e, bemyndige de statslige eller de kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelser efter loven. Ministeren kan fastsætte regler om adgang til at klage over afgørelserne, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed. Det er tanken, at skatteministerens kompetence efter § 8, stk. 6, 4. pkt., skal udlægges til Told- & Skattestyrelsen ved sagsudlægningsbekendtgørelse.

2.6.6. Fusion af gensidige forsikringsforeninger og investeringsforeninger

Ifølge fusionsskattelovens § 14, stk. 1, finder reglerne i kapitel 1 om fusion af aktieselskaber, anpartsselskaber og selskaber omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, tilsvarende anvendelse ved fusion af visse pengeinstitutter og ved fusion af gensidige forsikringsforeninger.

Med vedtagelsen af objektiveringsloven, er der foretaget en redaktionel opdeling af den gældende bestemmelse i fusionsskattelovens § 14, stk. 1, nr. 4, i et nr. 4 omhandlende fusion mellem gensidige forsikringsforeninger, der beskattes efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5, og et nr. 5 omhandlende fusion mellem gensidige forsikringsforeninger, der beskattes efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6. Delingen tydeliggør, at der ikke kan foretages skattefri fusion mellem gensidige forsikringsforeninger omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5, og gensidige forsikringsforeninger omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6. Ændringen gælder for fusioner, hvor fusionsdatoen er den 1. januar 2000 eller senere.

Ifølge § 14, stk. 2, kan Ligningsrådet tillade, at lovens regler bringes i anvendelse ved fusion af investeringsforeninger. Ligningsrådet kan fastsætte særlige vilkår for tilladelsen.

Med vedtagelsen af objektiveringsloven, er § 14, stk. 2, ophævet, og bestemmelserne om fusion af investeringsforeninger flyttes til § 14, stk. 1, som nr. 6 og 7. Ændringen gælder for fusioner, hvor fusionsdatoen er den 1. januar 2000 eller senere.

Det vil sige, at reglerne i kapitel 1 finder tilsvarende anvendelse ved fusion mellem investeringsforeninger, der beskattes efter reglerne i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5 a, (akkumulerende investeringsforeninger), og ved fusion mellem investeringsforeninger, der beskattes efter reglerne i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, (udloddende investeringsforeninger).

Der kan ikke foretages skattefri fusion mellem akkumulerende investeringsforeninger og udloddende investeringsforeninger.

2.6.7. Tilladelse, vilkår og retslig prøvelse

Ved fusion mellem visse selskaber, der er hjemmehørende her i landet, og visse selskaber, der er hjemmehørende i udlandet, og ved fusion mellem visse selskaber, der er hjemmehørende i udlandet, har selskaberne adgang til beskatning efter reglerne i fusionsskattelovens § 15, stk. 2-4. Ved spaltning af visse selskaber har selskaberne adgang til beskatning efter reglerne i § 15 b, stk. 1 og 2. Ved tilførsel af aktiver fra visse selskaber til visse selskaber har selskaberne adgang til beskatning efter reglerne i § 15 d. Efter § 15, stk. 1, 2. og 3. pkt., § 15 a, stk. 1, 2. og 3. pkt., og § 15 c, stk. 1, 2. og 3. pkt., er det en betingelse, at der er opnået tilladelse fra Ligningsrådet. Ligningsrådet kan fastsætte særlige vilkår for tilladelsen. Bestemmelserne om, at det er en betingelse, at der er opnået tilladelse fra Ligningsrådet, og om, at der kan fastsættes særlige vilkår, blev indført ved lov nr. 319 af 3. april 1992 i forbindelse med gennemførelsen af fusionsdirektivet (direktiv 90/434/EØF). De gældende regler om tilladelse til fusion, spaltning og tilførsel af aktiver er omtalt i Ligningsvejledningen (LV98, S.D.1.12). Det bemærkes, at grænseoverskridende fusion og spaltning efter de danske selskabsretlige regler ikke er mulig.

Med vedtagelsen af objektiveringsloven, er Ligningsrådets kompetence til at træffe afgørelse efter § 15, stk. 1, § 15 a, stk. 1, og § 15 c, stk. 1, overført til skatteministeren pr. 1. januar 2000. Skatteministeren kan, jf. fusionsskattelovens § 15 e, bemyndige de statslige eller de kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelser efter loven. Ministeren kan fastsætte regler om adgang til klage over afgørelserne, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed. Det er tanken ved sagudlægningsbekendtgørelse at udlægge kompetencen til at træffe afgørelse efter den nævnte bestemmelse til told- og skatteregionerne. Finder vedkommende told- og skatteregion, at anmodningen ikke kan imødekommes, eller at der skal stilles vilkår, skal sagen - med begrundet indstilling - indsendes til Told- og Skattestyrelsen til afgørelse.

Told- og skatteregionerne skal - som nu Ligningsrådet - først tage stilling til, om den transaktion, ansøgeren ønsker at foretage, er en fusion som defineret i lovens § 1, stk. 3, en spaltning som defineret i lovens § 15 a, stk. 2, eller en tilførsel af aktiver som defineret i lovens § 15 c, stk. 2. Hvis transaktionen ikke falder ind under definitionen på fusion henholdsvis spaltning eller tilførsel af aktiver, kan told- og skatteregionen ikke give tilladelse til anvendelse af lovens regler.

Bestemmelserne i fusionsskattelovens § 15, stk. 1, § 15 a, stk. 1, og § 15 c, stk. 1, om tilladelse til fusion, spaltning og tilførsel af aktiver skal, som fastsat i Ligningsvejledningen (LV98, S.D.1.12.1), forstås i overensstemmelse med fusionsdirektivets artikel 11, stk. 1, litra a. Told- og skatteregionerne kan således - som nu Ligningsrådet - afvise at give tilladelse til anvendelse af lovens regler, hvis en fusion, en spaltning eller en tilførsel af aktiver må antages at have skatteunddragelse eller skatteundgåelse som sit hovedformål eller som et af hovedformålene. Told- og skatteregionerne kan - som det mindre i det mere - fastsætte særlige vilkår for fusionen, spaltningen eller tilførslen af aktiver med henblik på at imødegå skatteunddragelse eller skatteundgåelse. Det må bero på en konkret vurdering under hensyn til den til enhver tid gældende skattelovgivning, om en fusion, en spaltning eller en tilførsel af aktiver må antages at have skatteunddragelse eller skatteundgåelse som hovedformål eller som et af hovedformålene. Det må i givet fald bero på en konkret vurdering, om ansøgningen må afvises, om det er tilstrækkeligt at fastsætte særlige vilkår, og hvilke vilkår, der må anses for nødvendige og tilstrækkelige. Vilkårene kan tilsigte at imødegå omgåelse af anden lovgivning end fusionsskatteloven. Vilkårene kan også tilsigte at imødegå omgåelse af reglerne i fusionsskatteloven.

Med vedtagelsen af objektiveringsloven kan told- og skatteregionens afgørelse pr. 1. januar 2000 indbringes for Landskatteretten efter reglerne i skattestyrelseslovens kapitel 3, og reglerne i kapitel 3 A om omkostningsdækning kan anvendes. Landsskatterettens afgørelse kan indbringes for domstolene. Hermed er reglerne bragt i overensstemmelse med EF-domstolens dom af 17. juli 1997 i den såkaldte Leur-Bloem-sag. I dommen, der er offentliggjort i Skat Udland 1997, 257, fastslås det, at fusionsdirektivets artikel 11, stk. 1, litra a, skal fortolkes således, at ved afgørelsen af, om den påtænkte transaktion som hovedformål har skattesvig eller skatteunddragelse i direktivets forstand, skal de kompetente myndigheder foretage en samlet undersøgelse af den konkrete situation. Undersøgelsen skal kunne undergives en retslig prøvelse. En nærmere afgrænsning af begreberne »skattesvig« og »skatteunddragelse« fremgår hverken af fusionsdirektivet eller Leur-Bloem-dommen. Om afgrænsningen af begreberne fremgår det af skatteministerens svar til Folketingets Skatteudvalg den 20. januar 1992 på spørgsmål 30 og 31 (L20):

  » »Skattesvig« og »skatteunddragelse« anvendes i den danske oversættelse af fusionsdirektivet på en lidt anden måde end normalt i dansk skattelovgivning.

  I den franske originaltekst står der »la fraude ou l’évasion fiscales«. Selv om oversættelsen heraf til »skattesvig eller skatteunddragelse« næppe kan kritiseres ud fra en sproglig synsvinkel, havde det været i bedre overensstemmelse med sprogbrugen i dansk skattelovgivning at oversætte til »skatteunddragelse eller skatteundgåelse«, idet »évasion fiscale« er en ikke-strafbar undgåelse af at betale skat. I den engelske og den tyske oversættelse står der da også henholdsvis »tax evasion or tax avoidance« og »Steuerhinterziehung oder – umgehung«.«

Det bemærkes, at det kun er afgørelser efter § 15, stk. 1, § 15 a, stk. 1, og § 15 c, stk. 1, der kan indbringes for Landskatteretten. Baggrunden herfor er, at en prøvelse af tilladelse henholdsvis vilkår, herunder ændring af vilkår, ligger uden for Landsskatterettens normale kompetence, idet der ikke er tale om en legalitetsprøvelse. Behandlingen af sådanne sager falder derfor som udgangspunkt uden for Landsskatterettens arbejdsområde. Imidlertid fremgår de hensyn, der kan begrunde nægtelse af dispensation eller fastsættelse af vilkår i forbindelse hermed efter § 15, stk. 1, § 15 a, stk. 1, og § 15 c, stk. 1, af fusionsdirektivets artikel 11, stk. 1, litra a. Der kan derfor i relation til direktivet være tale om en legalitetsprøvelse af, hvorvidt en disposition omfattes af begreberne skattesvig eller skatteunddragelse i direktivets forstand, og derfor må tilsidesættes efter reglerne i direktivets artikel 11, stk. 1, litra a. Landsskatterettens prøvelse vil i givet fald bestå i at vurdere, om et vilkår er acceptabelt efter proportionalitetsprincippet, men retten vil ikke kunne opstille et andet og lempeligere vilkår. Sagen må i så fald gå tilbage til told- og skatteregionen til fornyet behandling, hvor der herefter må opstilles et nyt og lempeligere vilkår. Endvidere vil Landskatteretten kunne tage stilling til, om nægtelse af tilladelse til fusion, spaltning henholdsvis tilførsel af aktiver efter fusionsskattelovens § 15, stk. 1, § 15 a, stk. 1, henholdsvis § 15 c, stk. 1, er i overensstemmelse med direktivets artikel 11, stk. 1, litra a.

2.6.8. Fusion mellem udenlandske selskaber og foreninger m.v.

Fusionsskattelovens § 15, stk. 6, finder anvendelse ved fusion af selskaber eller foreninger, der alle er hjemmehørende i udlandet, hvis de fusionerende selskaber ikke beskattes efter reglerne i § 15, stk. 3. Det vil sige i de tilfælde, hvor det indskydende selskab ikke har aktiver m.v., der er knyttet til et fast driftssted her i landet, eller fast ejendom her i landet. Efter§ 15, stk. 6, kan Ligningsrådet tillade, at reglerne i §§ 9 og 11 om skattemæssig succession på aktionærsiden finder tilsvarende anvendelse. Ligningsrådet kan fastsætte vilkår for tilladelsen. Kompetencen til at træffe afgørelse efter § 15, stk. 6, var tidligere tillagt skatteministeren og udlagt til de kommunale skattemyndigheder med rekurs til den stedlige told- og skatteregion. Ved lov nr. 487 af 12. juni 1996 (International sambeskatning) blev kompetencen tillagt Ligningsrådet, idet Ligningsrådet havde kompetencen til at tillade fusion med udenlandske selskaber, jf. fusionsskattelovens § 15, stk. 1.

Som konsekvens af at Ligningsrådets kompetence til at tillade fusion med udenlandske selskaber er overført til skatteministeren pr. 1. januar 2000, er også kompetencen til at træffe afgørelse efter § 15, stk. 6, atter tillagt skatteministeren pr. 1. januar 2000. Skatteministeren kan, jf. fusionsskattelovens § 15 e, bemyndige de statslige eller de kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelser efter loven. Ministeren kan fastsætte regler om adgang til klage over afgørelserne, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed. Det er tanken ved sagudlægningsbekendtgørelse at udlægge kompetencen til at træffe afgørelse efter den nævnte bestemmelse til told- og skatteregionerne. Finder vedkommende told- og skatteregion, at anmodningen ikke kan imødekommes, eller at der skal stilles vilkår, skal sagen – med begrundet indstilling – indsendes til Told og Skattestyrelsen til afgørelse.

2.6.9. Spaltning af investeringsforeninger

Efter § 15 a, stk. 4, kan Ligningsrådet tillade, at lovens regler bringes i anvendelse ved spaltning af investeringsforeninger. Ligningsrådet kan fastsætte særlige vilkår for tilladelsen. Med vedtagelsen af objektiveringsloven, finder bestemmelserne i §§ 15 a og 15 b om spaltning af visse selskaber tilsvarende anvendelse ved spaltning af investeringsforeninger, der beskattes efter fusionsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5 a, (akkumulerende investeringsforeninger) pr. 1. januar 2000, forudsat, at den eller de modtagende investeringsforeninger beskattes efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5 a, og ved spaltning af investeringsforeninger, der beskattes efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, (udloddende investeringsforeninger), forudsat at den eller de modtagende investeringsforeninger beskattes efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6. Der kan ikke foretages skattefri spaltning fra en akkumulerende investeringsforening til en udloddende investeringsforening eller fra en udloddende investeringsforening til en akkumulerende investeringsforening.

2.6.10. Spaltning og sikkerhedsfondshenlæggelser

Ved spaltning skal sikkerhedsfondshenlæggelser som omhandlet i selskabsskattelovens § 13 C, stk. 1, som udgangspunkt fordeles efter forholdet mellem de overførte forsikringer og den samlede forsikringsbestand på spaltningstidspunktet. Fusionsskattelovens § 15 b, stk. 1, 7. pkt., og stk. 2, 7. pkt., indeholder bemyndigelser til Ligningsrådet til at fastsætte en anden fordeling.

Med vedtagelsen af objektiveringsloven, er kompetencen i henhold til de nævnte bestemmelser overført fra Ligningsrådet til skatteministeren pr. 1. januar 2000. Skatteministeren kan, jf. fusionsskattelovens § 15 e, bemyndige de statslige eller de kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelser efter loven. Ministeren kan fastsætte regler om adgang til klage over afgørelserne, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed. Det er tanken ved sagudlægningsbekendtgørelse at udlægge kompetencen til at træffe afgørelse efter de nævnte bestemmelser til den skatteansættende myndighed. Er den skatteansættende myndighed en told- og skatteregion eller en kommune, skal afgørelsen kunne påklages til Told- og Skattestyrelsen, men ikke til anden administrativ myndighed.

2.6.11. Opgørelse af anskaffelsessum ved spaltning

Selskabsdeltagerne i det indskydende selskab skal, hvor spaltningsdatoen er den 1. januar 2000 eller senere, sammen med selvangivelsen for det indkomstår, hvor en spaltning er gennemført, indsende en opgørelse af anskaffelsessummen for de aktier i det eller de modtagende selskaber, som selskabsdeltagerne har modtaget i forbindelse med spaltningen.

2.6.12. Spaltning af et udenlandsk selskab

Fusionsskattelovens § 15 b, stk. 5, der bliver stk. 6, finder anvendelse ved spaltning af et selskab, der er hjemmehørende i udlandet, og selskaberne ikke beskattes efter reglerne i § 15 b, stk. 1. Efter § 15 b, stk. 5, kan Ligningsrådet tillade, at bestemmelserne i stk. 4, 2.-14. pkt., om skattemæssig succession på aktionærsiden finder tilsvarende anvendelse. Ligningsrådet kan fastsætte vilkår for tilladelsen. Kompetencen til at træffe afgørelse efter § 15 b, stk. 5, var tidligere tillagt skatteministeren og udlagt til den kommunale skattemyndighed med rekurs til den stedlige told- og skatteregion. Ved lov nr. 487 af 12. juni 1996 (International sambeskatning) blev kompetencen tillagt Ligningsrådet, idet Ligningsrådet havde kompetencen til at tillade spaltning af udenlandske selskaber, jf. fusionsskattelovens § 15 a, stk. 1.

I konsekvens af, at kompetencen til at give tilladelse til spaltning er overført fra Ligningsrådet til skatteministeren pr. 1. januar 2000, er også kompetencen til at træffe afgørelse efter § 15 b, stk. 5, atter tillagt skatteministeren pr. 1. januar 2000. Skatteministeren kan, jf. fusionsskattelovens § 15 e, bemyndige de statslige eller de kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelser efter loven. Ministeren kan fastsætte regler om adgang til klage over afgørelserne, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed. Det er tanken ved sagudlægningsbekendtgørelse at udlægge kompetencen til at træffe afgørelse efter den nævnte bestemmelse til told- og skatteregionerne. Finder vedkommende told- og skatteregion, at anmodningen ikke kan imødekommes, eller at der skal stilles vilkår, skal sagen – med begrundet indstilling – indsendes til Told og Skattestyrelsen til afgørelse.

2.6.13. Tilførsel af aktiver og sikkerhedsfondshenlæggelser

Ved tilførsel af aktiver skal sikkerhedsfondshenlæggelser, som omhandlet i selskabsskattelovens § 13 C, stk. 1, som udgangspunkt fordeles efter forholdet mellem de overførte forsikringer og den samlede forsikringsbestand på tilførselstidspunktet. Fusionsskattelovens § 15 d, stk. 2, 5. pkt., og stk. 3, 5. pkt., indeholder bemyndigelser til Ligningsrådet til at fastsætte en anden fordeling.

Med vedtagelsen af objektiveringsloven, er kompetencen i henhold til de nævnte bestemmelser overført fra Ligningsrådet til skatteministeren pr. 1. januar 2000. Skatteministeren kan, jf. fusionsskattelovens § 15 e, bemyndige de statslige eller de kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelser efter loven. Ministeren kan fastsætte regler om adgang til klage over afgørelserne, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed. Det er tanken ved sagudlægningsbekendtgørelse at udlægge kompetencen til den skatteansættende myndighed. Er den skatteansættende myndighed en told- og skatteregion eller en kommune, skal afgørelsen kunne påklages til Told- og Skattestyrelsen, men ikke til anden administrativ myndighed.

2.6.14. Opgørelse af anskaffelsessum ved tilførsel af aktiver

Det indskydende selskab skal, hvor tilførselsdatoen er den 1. januar 2000 eller senere, sammen med selvangivelsen for det indkomstår, hvor en tilførsel af aktiver er gennemført, indsende en opgørelse af anskaffelsessummen for de aktier i det modtagende selskab, som det indskydende selskab har modtaget i forbindelse med tilførslen.

2.7 Kulbrinteindvinding

Efter § 2, stk. 1, i kulbrinteopkrævningsloven skatteansættes skattepligtige (fysiske såvel som juridiske personer), der er omfattet af kulbrinteskattelovens kapitel 2 og 3 (det vil sige koncessionshavere), af Ligningsrådet. Ansættelsen omfatter særskilt indkomst efter kulbrinteskattelovens kapitel 2, kulbrinteindkomst efter kulbrinteskattelovens kapitel 3 og anden indkomst, der er skattepligtig her i landet. Med vedtagelsen af objektiveringsloven, er Ligningsrådets kompetence i henhold til kulbrinteopkrævningslovens § 2, stk. 1, og stk. 3, til at foretage skatteansættelse overflyttet til told- og skatteforvaltningen pr. 1. januar 2000. Hermed sidestilles de skattepligtige efter kulbrinteskatteloven med skattepligtige efter selskabsskatteloven og fondsbeskatningsloven. Skatteansættelse af skattepligtige efter kulbrinteskatteloven er et område, der kræver særlig sagkundskab. Det er derfor tanken, at skatteansættelsen af skattepligtige, der omfattes af kulbrinteskattelovens kapitel 2 og 3, det vil sige koncessionshavere, som nu skal foretages af Told- og Skattestyrelsen. Det er ligeledes meningen, at skatteansættelsen af skattepligtige, der driver »tilknyttet virksomhed«, som nu skal foretages af told- og skatteregion Esbjerg.

2.8. Ligningsloven

2.8.1. Ligningslovens § 5, stk. 5 - periodisering af renter

Fra og med den 1. januar 2000 er det ikke nødvendigt med en myndighedstilladelse for at periodisere renter.

Efter de hidtil gældende regler i ligningslovens § 5, stk. 5, kunne Ligningsrådet tillade, at fradraget for renteudgifter blev fordelt over den periode, som udgiften vedrører, når renteindtægterne tilsvarende blev fordelt over den periode, som renteindtægterne vedrører.

Den hidtidige praksis er beskrevet i Ligningsvejledningen A.D. 1.2.

Periodisering kunne i henhold til de tidligere regler tillades for både visse nærmere angivne grupper af skattepligtige og for enkelte skattepligtige. Dog normalt ikke for lønmodtagere.

Objektiveringen indebærer, at adgangen til at vælge renteperiodisering kun gælder for bogførings- og regnskabspligtige, se nedenfor under pkt. 2.8.1.1., dog således at det fortsat vil være muligt for andre at periodisere renter af et kapitalbeløb som følge af personskade, jf. pkt. 2.8.1.2.

2.8.1.1. Bogførings- og regnskabspligtige

Objektiveringen medfører for det første, at bogførings- og regnskabspligtige med virkning for opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan medregne årets beregnede renter. Det gælder i stedet for at anvende princippet om, at renter medtages på forfaldstidspunktet.

Med virkning fra 1. januar 2000 skal skatteydere, der én gang er begyndt at anvende princippet om beregnede regner, fortsætte med det. Det gælder også i de tilfælde, hvor en skatteyder efter de hidtil gældende regler har fået tilladelse til at periodisere renter efter princippet om beregnede renter.

Når man har fået tilladelse til at anvende princippet om beregnede renter, har man efter hidtidig praksis kun kunnet skifte tilbage til princippet om forfaldne renter, når dette skete med ligningsmyndighedernes tilladelse. Sådanne skift måtte ikke ske mere end én gang, fordi man herved kunne spekulere i de opsamlinger af renteudgifter og renteindtægter, der naturligvis må følge med ethvert principskifte. Der er samtidig ikke det store behov for at kunne skifte tilbage, og det ville i givet fald ikke kunne kontrolleres, hvor tit en adgang til at skifte tilbage, ville medføre at skattyderen skiftede opgørelsesprincipper både den ene vej og den anden vej. Bestemmelsen indeholder derfor ingen adgang til at skifte tilbage.

En skattepligtig, der ophører med at drive erhvervsmæssig virksomhed, kan dog i ophørsåret eller senere vælge at overgå til at anvende forfaldsprincippet.

Personer, der driver erhvervsmæssig virksomhed, d.v.s. regnskabs- og bogføringspligtige, men som anvender princippet om forfaldne renter, kan som følge af objektiveringen vælge at gå over til at medregne renteindtægter og renteudgifter efter princippet om, at man medtager årets beregnede renter. Afgrænsningen af personer, der driver erhvervsmæssig virksomhed til de bogførings- og regnskabspligtige følger af lovforslagets bemærkninger.

Eksempel 1 : En fordring har f.eks forfaldsdag en gang årligt den 1. oktober. I 1998 forfalder 44.000 kr. i renter. I 1999 forfalder 40.000 i renter. I 1998 skal en person der anvender princippet om beregnede renter medtage 9/12 af 44000 = 33.000 kr. med tillæg af 3/12 af 40.000 kr. = 10.000 kr. I alt medtages 43.000 kr. Hvis det sædvanlige princip, om at man medtager forfaldne renter, skulle anvendes, skulle man i stedet medregne 44.000 kr. For så vidt angår det år, hvor skatteyderen skifter princip, henvises til eksempel 2.

Skiftet fra forfaldne til periodiserede renter efter bestemmelserne i ligningsloven skal omfatte alle personens renteindtægter og -udgifter under ét.

En skattepligtig, der overgår fra at medtage renteindtægter og -udgifter i det år, hvori de forfalder, til at medtage dem i det år, som de vedrører, skal i overgangsåret medtage årets forfaldne renteindtægter og renteudgifter samt beregnede renteindtægter og -udgifter i de enkelte forhold fra sidste forfaldsdag og indtil årets udgang.

Eksempel 2 : Hvis skatteyderen i eksempel 1 skifter princip i 1998, således at 1998 er det første år, hvor skatteyderen medtager beregnede renter, medtages følgende renteindtægter i 1998: Forfaldne renter pr. 1. oktober 1998, 44.000 kr. med tillæg af beregnede renter fra 1 oktober og året ud, 10.000 kr., eller i alt 54.000 kr. Herved sikres, at skatteyderen ikke ved at skifte princip unddrager sig betaling af skat af de renter, der vedrører sidste kvartal i 1997

Det bemærkes, at det er hensigten at fastlægge supplerende regler i bekendtgørelsen om skattemæssige krav til regnskabsgrundlaget og årsregnskabet, som udstedes med hjemmel i skattekontrollovens § 3. De vil gå ud på, at skattepligtige der medtager renteudgifter og renteindtægter i det år, som de vedrører, skal specificere, hvorledes de renter, der er forfaldne i indkomståret, er regulerede med skyldige og forfaldne renter ved årets begyndelse og slutning. Det svarer til hidtidig praksis.

2.8.1.2. Renter af personskadeerstatning

En kapitalerstatning for personskade er i sig selv skattefri, mens renterne beskattes.

Som følge af objektiveringen kan en skatteyder, der modtager et kapitalbeløb som erstatning for en lidt skade på sin person med tillæg af renter fra skadesbegivenheden og indtil udbetalingen, fordele renterne over de år, de vedrører. De skatteydere, der kan komme på tale, er kun fysiske personer. Selskaber vil ifølge sagens natur aldrig kunne omfattes.

Bestemmelsen vedrører kun renter fra en sen udbetaling af kapitalbeløb til dækning af invaliditet.

Det er uden betydning, om der er tale om erstatningsbeløb, der udbetales fra en forsikring eller fra andre kilder.

Efter de almindelige regler i skattestyrelsesloven kan sager ikke genoptages mere end tre år tilbage i tiden. Skal man kunne gå længere tilbage, kræves der en dispensation. Det ligger i nærværende bestemmelse, at der også altid, når der fordeles mere end tre år tilbage i tiden, skal gives tilladelse af told- og skatteregionene (i København og Frederiksberg skatteforvaltningerne) efter skattestyrelseslovens § 4, stk. 2, til at genoptage ansættelserne for de pågældende år. Det gælder dog kun ansættelser til og med indkomståret 1996. Fra og med indkomståret 1997 gælder skattestyrelseslovens § 35.

En skadelidts interesse i tilbageførsel kan være en bedre udnyttelse af personfradraget i ældre år. I tilfælde, hvor tilbageførslen medfører, at der skal betales højere skat i de ældre år, er der ikke hjemmel til at undlade at beregne tillæg til restskat for de pågældende år efter kildeskattelovens § 61. Det er normalt 8 pct. for år til og med 1997 og derefter 7 pct. Det skal altså tages med i betragtning ved overvejelse af, om tilbageførsel kan betale sig.

Anmodningen om periodisering efter ligningslovens § 5, stk. 6, skal indgives senest samtidig med selvangivelsen for det det år, hvori kapitalerstatningen er modtaget.

2.8.2. Ligningslovens § 5 E, stk. 4, og § 5 F, stk. 4

For afståelser, der foretages den 1. januar 2000 eller senere, skal en skatteyders indsigelse imod beskatning efter ligningslovens § 5 E, stk. 4, og § 5 F, stk. 4, ikke længere forelægges Ligningsrådet. Afgørelsen om beskatning træffes af den kommunale skattemyndighed, hvis afgørelse kan påklages i sædvanlig instansrækkefølge (skatteankenævn, Landsskatteretten, domstolene)

Selskaber og fonde kan i henhold til de gældende regler i ligningslovens § 5 E ikke få fradrag for renteudgifter vedrørende lån, der er blevet brugt til at erhverve aktier i et udenlandsk selskab, når dette selskab er et finansielt selskab (d.v.s. at dets indtægter er kapitalafkast), selskabets afkast beskattes væsentligt lavere i det pågældende udland end efter danske regler og udbytter beskattes lavere end 32 % (32 procent er den danske selskabsskattesats pr. 1. januar 1999).

Efter ligningslovens § 5 F kan såvel fysiske personer som selskaber og fonde m.v. ikke fradrage renter, kurstab, provisioner, præmier eller andre udgifter vedrørende lån, der er anvendt til køb af udenlandske fordringer, såfremt Danmark efter en indgået dobbeltbeskatningsoverenskomst med en fremmed stat, Færøerne eller Grønland er afskåret fra at medregne det modsvarende afkast af fordringen i den skattepligtige indkomst.

Imod den skattepligtiges påstand har ligningsmyndighedernes afgørelse om, at der ikke er fradragsret efter de hidtil gældende regler alene kunnet gennemføres efter Ligningsrådets nærmere bestemmelse, jf. § 5, E, stk. 4, og § 5 F, stk. 4.

Som følge af objektiveringen er kravet om Ligningsrådets tilladelse ophævet, således at spørgsmålet indgår i det almindelige ligningssystem.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til pkt. 2.1.2.

2.8.3.Ligningslovens § 7 A - medarbejderaktier og - obligationer

Som følge af objektiveringen er bestemmelserne i ligningslovens § 7 A (medarbejderaktieordninger) og § 7 N (medarbejderobligationer) for det første sammenskrevet i § 7 A.

Objektiveringen indebærer dernæst, at virksomheder fra og med den 1. januar 2000 ikke skal søge om godkendelse, men at reglerne kan finde direkte anvendelse, såfremt betingelserne er opfyldt. Meddelelse herom skal indsendes til de statslige told- og skattemyndigheder.

Betingelserne for godkendelse af en medarbejderaktieordning efter den tidligere bestemmelse i § 7 A fremgik dels af bekendtgørelse nr. 873 af 17. oktober 1994 om visse ligningslovsregler m.v. (kapitel 1) og cirkulære nr. 72 af 17/4 1996 om ligningsloven. Praksis for godkendelse er beskrevet i cirkulærets pkt. 3.

Betingelserne for godkendelse af en medarbejderobligationsordning efter den hidtil gældende bestemmelse i ligningslovens § 7 N fremgik af cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 om ligningsloven pkt. 3 og cirkulære nr. 181 af 1. december 1995 om ophævelse af lov om særlig indkomstskat m.v. og ændring af forskellige skattelove og konkursloven. Nuværende praksis for godkendelse fremgår af sidstnævnte cirkulæres pkt. 2.2.2.

De betingelser, som skulle opfyldes for at få godkendelse, er skrevet ind i lovteksten, som er opbygget således:

Reglerne for medarbejderaktieordninger findes i ligningslovens § 7 A, stk. 1, nr. 1, (medarbejderaktier til favør kurs), og nr. 2 (gratis medarbejderaktier), medens reglerne om medarbejderobligationer findes i nr. 3.

Det er som hidtil en ufravigelig betingelse for accept, at medarbejderaktierne har samme rettigheder som selskabets øvrige aktier af samme klasse, f.eks. med hensyn til udbytte og stemmeret. Et vilkår om tilbagesalgspligt til selskabet, der alene gælder for medarbejderne, kan ikke accepteres.

Fælles regler findes i § 7 A, stk. 2 og stk. 4-7.

2.8.3.1. Medarbejderaktier - ligningslovens § 7 A, stk. 1, nr. 1 og 2

2.8.3.1.1. Medarbejderaktier til favørkurs - ligningslovens § 7 A, stk. 1, nr. 1

For medarbejderaktier omfattet af ligningslovens § 7 A, stk. 1, nr. 1, er der i overensstemmelse med hidtidig praksis fastsat et loft, der indebærer, at den enkelte medarbejder alene kan tillægges ret til tegning af aktier med en værdi højst svarende til10 pct. af lønnen. Det er »favørkurselementet«, d.v.s. forskellen mellem favørkursen og markedskursen, som ikke må overstige 10 pct. af lønnen.

Bestemmelsen i ligningslovens § 7 A, stk. 1, nr. 1, er ved lov nr. 283 af 12. maj 1999 (L 169) ændret således, at den tillige omfatter optioner, d.v.s. en ret til at erhverve en aktiepost på et bestemt fastsat tidspunkt (periode) til en fast pris.

Der vil senere komme et særskilt cirkulære om lov nr. 283 af 12. maj 1999.

Uanset hvorfra aktien erhverves, vil medarbejderen hverken blive beskattet ved tildeling af aktien eller tegningsretten (optionen) eller ved udnyttelsen, men først på det tidspunkt, hvor medarbejderen sælger den erhvervede aktie.

Det er endvidere - som hidtil - en betingelse, at der ikke kan ske overdragelse, pantsætning eller anden råden over aktierne m.v. før 5 år efter udløbet af det kalenderår, hvor erhvervelsen har fundet sted.

Denne rådighedsbegrænsning gælder dog ikke ansatte, der hverken er eller inden for de seneste 2 år før tildelingen har været omfattet af kildeskattelovens § 1 eller kildeskattelovens § 2 af den indkomst, der ligger til grund for den ansattes deltagelse i medarbejderaktieordningen, jf. § 7 A, stk. 3, som indført ved § 6 i lov nr. 283 af 12. maj 1999.

For medarbejderaktieordninger omfattet af ligningslovens § 7 A, stk. 1, nr. 1, stilles der ikke særlige krav om en mindste stemmeværdi af udstedte aktier. Stemmeretten er således som udgangspunkt alene bundet af selskabslovgivningens regler om graduering af stemmeretten. Det accepteres dog ikke, at medarbejderaktier udstedes med reduceret stemmeværdi, hvis aktieklassen alene omfatter medarbejderaktier.

Hvis medarbejderen efter båndlæggelsesperiodens udløb afhænder aktierne, skal denne anvende aktieavancebeskatningslovens almindelige regler.

Anskaffelsessummen for medarbejderaktier omfattet af ligningslovens § 7 A, stk. 1, er det beløb, der er betalt ved tegningen eller erhvervelsen af aktierne (favørkursen).

2.8.3.1.2. Gratis medarbejderaktier - ligningslovens § 7 A, stk. 1, nr. 2

Der kan som hidtil - uden skattemæssige konsekvenser - udloddes udbytteandele til de ansatte i form af aktier.

Indkomstfritagelsen omfatter højst en udlodning på 8.000 kr. årligt til hver ansat.

Det er endvidere en betingelse, at der ikke kan ske overdragelse, pantsætning eller anden råden over aktierne m.v. før 7 år efter udløbet af det kalenderår, hvor erhvervelsen har fundet sted.

Denne rådighedsbegrænsning gælder dog ikke ansatte, der hverken er eller inden for de seneste 2 år før tildelingen har været omfattet af kildeskattelovens § 1 eller kildeskattelovens § 2 af den indkomst, der ligger til grund for den ansattes deltagelse i medarbejderaktieordningen, jf.§ 7 A, stk. 3, som indført ved § 6 i lov nr. 283 af 12. maj 1999.

Selskabet kan ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst fratrække de udloddede udbytteandele som driftsudgift.

En afståelse af aktier, som har været udloddet efter § 7 A, stk. 1, nr. 2, behandles efter aktieavancebeskatningslovens almindelige regler.

Anskaffelsessummen for gratis medarbejderaktier anses efter praksis at være handelsværdien på udlodningstidspunktet.

2.8.3.2 Medarbejderobligationer - ligningslovens § 7 A, stk. 1, nr. 3

Som følge af objektiveringen er den tidligere regel om skattefri medarbejderobligationer ophævet og overført til ligningslovens § 7 A, stk. 1, nr. 3.

Med virkning fra den 1. januar 2000 kan virksomheder uden videre beslutte at udlodde udbytteandele eller lignende i form af obligationer til de ansatte i den pågældende virksomhed, uden at værdien af disse obligationer skal medregnes ved opgørelsen af modtagerens skattepligtige indkomst.

For så vidt de således udredede beløb for en eller flere af arbejdstagerne overstiger 1.800 kr., skal arbejdsgiveren for den pågældende arbejdstager indbetale en afgift på 45 pct. af det beløb, hvormed ydelsens værdi overstiger 1.800 kr.

Virksomheden kan både fradrage værdien af de udloddede obligationer og en eventuel afgift i sin skattepligtige indkomst som en driftsomkostning.

Afgiftsbeløbet er arbejdstagerens indkomstopgørelse uvedkommende.

Arbejdsgiverens berigtigelse af afgiftsbeløbet sker ved uopfordret indbetaling heraf til Told- og Skatteregion Maribo senest en måned efter udlodningen af medarbejderobligationen, jf. Ligningsvejledning 1998, A.B. 1.10.3.

Det er en forudsætning for en medarbejderobligationsordning efter ligningslovens § 7 A, stk. 1, nr. 3, at rådigheden over obligationerne indskrænkes i mindst 5 år efter udløbet af det kalenderår, hvor erhvervelsen er sket.

Udgangspunktet for værdifastsættelsen af unoterede obligationer er handelsværdien.

I mangel af andet grundlag til at udfinde handelsværdien foretages kursfastsættelsen på grundlag af en teknisk beregning af nutidsværdien af alle forventede fremtidige afkast.

Beregningen foretages med udgangspunkt i den gennemsnitlige, effektive obligationsrente for enhedsprioritetsobligationer, som på tidspunktet for obligationsudstedelsen opfylder kravet til mindsterenten i kursgevinstloven.

Kursen bestemmes som 100 gange forholdet mellem den beregnede nutidsværdi og fordringens pålydende. Kursen afrundes nedad til den nærmeste kurs, der er delelig med 5.

For obligationer, hvor forrentningsvilkårene ikke på forhånd er kendt, f.eks. fordi renteafkastet fastsættes på grundlag af virksomhedens udbytteprocent, foretages kursansættelsen på basis af de forventninger, der kan udledes af foreliggende budgetter.

Ligeledes er der for medarbejderobligationsordningen et fastsat loft, idet værdien af obligationen (+ evt. 45 pct. afgift) ikke må overstige 10 pct. af den ansattes løn.

2.8.3.3. Fælles regler m.m. - ligningslovens 7 A, stk. 2 og stk. 4-7

Det er som hidtil en betingelse for en skattefri medarbejderaktie- eller obligationsordning, at adgangen til at erhverve aktier/obligationer som udgangspunkt står åben for alle ansatte i virksomheden, således at ingen gruppe af ansatte bliver favoriseret. Begrænsninger, der er fastsat efter almene kriterier, kan dog accepteres. Adgangen kan således være betinget af, at medarbejderen har været ansat i virksomheden eller til denne knyttede virksomheder i en vis kortere tid - op til 3 år er godkendt - og tegningsrettens omfang kan variere for forskellige grupper af ansatte. Grupperne kan være opdelt efter tilknytningen til virksomheden (moderselskab/datterselskab), efter arbejdets varighed (heltid-deltid), efter anciennitet, efter aflønning eller efter en kombination af disse kriterier. Selskabets bestyrelsesmedlemmer kan alene omfattes af en medarbejderaktieordning, hvis de er medarbejdere i selskabet.

Som ansatte i et selskab medregnes også ansatte i dette selskabs datter- og datterdatterselskaber, herunder disses udenlandske filialer. En ordning efter ligningslovens § 7 A kan endvidere oprettes for ansatte i danske datter- eller datterdatterselskaber og filialer af udenlandske moderselskaber, således at disse kan tegne aktier eller modtage udbytteandele i form af aktier eller obligationer i det udenlandske selskab på samme vilkår som medarbejderne i det udenlandske selskab, såfremt ordningen i øvrigt opfylder de almindelige regler herom.

Medarbejderen skal på erhvervelsestidspunktet være ansat i uopsagt stilling i selskabet. Undtagelse kan dog gøres for medarbejdere, der er ansat på erhvervelsestidspunktet, men som på grund af alder er opsagt til pensionering. Endvidere kan ordningen omfatte medarbejdere, som er opsagt på erhvervelsestidspunktet på grund af sæsonprægede ændringer i virksomhedens aktivitet, men som forventes genansat, dvs. sæsonmedarbejdere.

En samlet ordning efter § 7 A, stk. 1, nr. 1, nr. 2, og nr. 3, kan som hidtil accepteres.

§ 7 A, stk. 1, svarer til de nugældende bestemmelser i § 7 A, stk. 1 og 2, samt § 7 N, stk. 1 og 2, og den godkendelsespraksis, som er fastsat i henhold hertil.

I stk. 2 angives de betingelser, som i henhold til den ovenfor skitserede praksis skal være opfyldt for at opnå godkendelse efter gældende ret.

Bestemmelser i stk. 3-4 svarer til de tidligere § 7 A, stk. 3 og 4, medens bestemmelsen i stk. 5 svarer til den tidligere regel i § 7 N, stk. 3.

Stk. 6 angiver, hvornår og hvordan virksomheden skal angive oplysninger til de ansættende skattemyndigheder om medarbejderordninger efter bestemmelsen i stk. 1, nr. 1-3. Fristen er den samme som i skattekontrollovens § 9 A. Bestemmelse om, at meddelelsen skal attesteres af virksomhedens revisor, svarer til den tidligere regel i ligningslovens § 7 A, stk. 8.

Skattemyndighederne vil således efterfølgende kontrollere, om betingelserne for anvendelsen af en medarbejderaktieordning efter § 7 A, stk. 1, nr. 1-3, er opfyldt.

2.8.4. Ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 5 og 6 - beskatning af visse engangsindtægter

Fra og med 1. januar 2000 er reglerne om, at særlig store engangsindtægter, som er oppebåret af kunstnere, opfindere og videnskabsmænd, kan undergives en lempelig beskatning, objektiveret, og det er ikke længere nødvendigt med en særlig tilladelse fra myndighederne.

Bestemmelsen fastsætter også, at indtægt ved at redde mennesker eller medvirken til at opklare en forbrydelse beskattes lempeligt uden en særlig tilladelse fra myndighederne.

Den lempelige beskatning består i, at der indrømmes et bundfradrag på 11.200 kr.(år 2000), og at kun 85 pct. af resten medregnes i den skattepligtige indkomst. (Selvom den skattepligtige har flere forskellige slags indkomster, der berettiger til den lempelige beskatning efter § 7 O, gives der altid højst et bundfradrag.)

2.8.4.1. Beskatning af visse engangsindtægter - ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 5

Ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 5, om lempelig beskatning af visse store indtægter omfatter indtægter fra opfinderarbejde, arbejder af litterær karakter, skabende kunstnerisk eller videnskabelig karakter.

Bestemmelsen ændrer ikke på, hvori den lempelige beskatning består. I det beløb, der omfattes af lempelsen, indrømmes der et bundfradrag på 11.200 kr. (2000), og kun 85 pct. af resten medregnes i den skattepligtige indkomst..

Ved indtægt fra virksomhed af skabende kunstnerisk karakter forstås indtægt fra salg af billedkunst, indtægt fra salg af kunsthåndværk, indtægt (royalties, bibliotekspenge m.v.) fra forfatteres bøger, komponisters indtægt fra deres musik (royalties m.v.) og koreografers indtægt fra de indstuderede værker. (Billedkunst omfatter både indtægter fra skulptur, maleri og grafik.)

Musikere, dirigenter, sangere, artister, skuespillere og dansere kan i medfør af bestemmelsen ikke opnå den lempelige beskatning. Det gælder uanset graden af improvisation i deres værker. Det samme er tilfældet for instruktører, scenografer eller kostumedesignere. Arkitekter, ingeniører, forlæggere, teaterdirektører og fotografer kan heller ikke få lempelse. Indtægt fra film og TV arbejde kan ikke få lempelse. Indtægter for f.eks. forfattere, der læser op af egne værker, giver ikke ret til lempelig beskatning. Det er kun royalties o.l., der er omfattet af bestemmelsen.

Den lempelige beskatning forudsætter, at arbejdet er udført af den samme, som oppebærer indtægten. Det må ikke være udført af den pågældendes selskab eller af en anden, hvis rettigheder man har købt.

Der skal være en direkte sammenhæng mellem indtægterne og det arbejde, der kvalificerer til lempelse. Legater og stipendier berettiger i henhold til bestemmelsen således ikke til lempelse. De kan derimod efter omstændighederne berettige til lempelse efter bestemmelsen om hædersgaver i § 7 O, stk. 1, nr. 1.

Det er endvidere bestemt, at de pågældende ikke må have udført arbejdet som lønmodtagere.

Bestemmelsen fastholder endvidere i overensstemmelse med hidtidig praksis, at der kun gives lempelse for ekstraordinært store indtægter, og lempelsen gives kun i den del af indtægten, der overstiger grænsen for ekstraordinært stor indtægt. Selve udtrykket ekstraordinær stor indtægt er ikke anvendt i lovteksten. I stedet er bestemmelsen formuleret således, at der gives lempelse i den del af indkomsten (fra de aktiviteter bestemmelsen omfatter), der overstiger et sammenligningsbeløb.

Indkomsten fra de aktiviteter, som bestemmelsen omfatter, opgøres som det pågældende års indtægter efter fradrag af samme års fradragsberettigede udgifter vedrørende aktiviteterne. Tidligere års fradragsberettigede udgifter fradrages ikke, selvom de vedrører aktiviteterne. Indkomsten nedsættes med arbejdsmarkedsbidrag.

Sammenligningsbeløbet består af 25 pct af gennemsnittet af tre års indkomst. De tre år, der indgår i gennemsnitsberegningen, er de tre forudgående år.

Indkomsten i hvert af de tre år, der indgår i gennemsnitsberegningen, opgøres som det pågældende indkomstårs skattepligtige indkomst (der f. eks. kan bestå af den personlige indkomst med fradrag af renteudgifter) med tillæg af den del af virksomhedsindkomsten, der er optjent i det pågældende år, uden at være overført til anden indkomst i nogen af de tre år. Henlæggelser til konjunkturudligning i det pågældende år tillægges ligeledes. Det gælder dog ikke henlæggelser, der er hævet i et af de tre år. Princippet bag disse reguleringer er at sikre, at indkomst, der ikke indgår i den skattepligtige indkomst, medregnes, men at det kun sker en gang. Ekstraordinære indtægter, der er oppebåret i et af de tre år, medregnes i de pågældende års indkomster med den værdi, der følger af de skattemæssige regler. Har man altså også i et af de forudgående tre år oppebåret en ekstraordinær indtægt, der omfattes af lempelsesregelen, indgår den i det pågældende års indkomst med det beløb, den er blevet nedsat til.

Hvis den øvrige indkomst i det år, hvori den ekstraordinære indtægt oppebæres, er mindre end det anførte gennemsnit, forhøjes sammenligningsbeløbet yderligere med dette beløb. Der gives derimod ikke fradrag for forskellen, selvom indkomsten i dette år er højere end gennemsnittet.

Den øvrige indkomst i det år, hvori de ekstraordinære indtægter oppebæres, opgøres som den skattepligtige indkomst i det pågældende år med tillæg af den del af virksomhedsindkomsten, der ikke overføres til skattepligtig indkomst i det pågældende år. Endvidere tillægges årets henlæggelser til konjunkturudligning. Opgørelsen foretages uden hensyn til nogen del af den skattepligtiges indtægter, der fremtræder som resultatet af et af indtægtserhververen udført opfinderarbejde, arbejde af litterær karakter, skabende kunstnerisk eller videnskabelig karakter.

Både den indtægt, der skal lempes, og den øvrige indkomst, der indgår i opgørelsen, henføres til de år, som følger af de skatteretlige periodiseringsregler.

Følgende eksempel illustrerer anvendelsen af reglerne. Der forudsættes en arbejdsmarkedsbidragsprocent på 8.

 

år 1

år 2

år 3

år 4

Kunstnerindtægter

82.000

8.000

0

300.000

Fradragsberettigede udgifter vedr. kunstnerindtægter

14.609

3.652

6.000

28.261

Arbejdsmarkedsbidrag vedr. kunstnerindtægter

kunstnerindtægter

5.391

348

0

21.739

I alt fradrag

20.000

4.000

6.000

50.000

Anden skattepligtig indkomst

200.000

200.000

200.000

200.000

I alt skattepligtig indkomst

262.0000

204.000

194.000

450.000

Sammenligningsbeløb:

 

 

 

 

År 1-3:

25%x(262.000+204.000+194.000)/3

55.000

År 4:

220.000-200.000

20.000

I alt

 

 

 

75.000

Den komponent, der ingår i sammenligningsbeløbet fra år 4, beregnes som forskellen mellem gennemsnittet af de tre forudgående års indkomst og så »den øvrige indkomst« i år 4. Ved »den øvrige indkomst i år 4« forstås nettoindtægten bortset fra kunstnerisk virksomhed i selve år 4.

Kunstnerindtægt i år 4

 

300.000

Fradragsberettigede udgifter vedrørende kunstnerindtægt i år 4

28.261

 

Arbejdsmarkedsbidrag vedr. kunstnerindtægt

21.739

50.000

Nettoindtægt fra kunstnerisk virksomhed i år 4

250.000

 

Sammenlingsbeløb, se ovenfor

75.000

 

Netto kunstnerindtægt overstiger sammenligningsbeløb

m m med 250.000 - 75.000 = 175.000ede

175.000

 

Den skattepligtige indkomst i år 4 nedsættes herefter med:

 

 

Bundfradrag

11.200

 

Nedslag til 85%: (175.000 - 11.200) x (100 - 85) %

24.590

 

 

 

 

Den skattepligtige indkomst i år 4 udgør efter nedslag 450.000 - 37.490

37.490

412.510 kr.

Såfremt virksomhedsordningen anvendes på kunstnerindtægterne i år 4, vil indkomsten efter virksomhedsskattelovens § 6 udgøre 250.000 - 35.490 = 214.510 kr.

Hvis den indtægt, der skal lempes, samtidig opfylder betingelserne for fordeling over 10 år efter ligningslovens § 27 E, beregnes først nedsættelse efter nærværende bestemmelse. Det nedsatte beløb fordeles derefter over 10 år.

Gennemsnitsberegningen hindrer i et vist omfang, at den pågældende regelmæssigt oppebærer indtægter af en varig og fast karakter, der omfattes af den lempelige beskatning. Der er ikke herudover opstillet betingelser om, at de indtægter, der er omfattet af lempelsesreglerne, ikke må have en varig og fast karakter.

2.8.4.2. Belønninger for tapperhed og medvirken til at opklare forbrydelser - ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 6

Ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 6, bestemmer, at dusører og belønninger for foretagelsen af en fortjenstfuld handling, det ikke hører til den pågældendes erhverv, beskattes lempeligt. Bestemmelsen er begrænset til de tilfælde, der tidligere er nævnt som eksempler, nemlig indsats for at redde menneskeliv eller medvirken ved opklaring af forbrydelse.

Den lempelige beskatning består i, at der indrømmes et bundfradrag på 11.200 kr. (år 2000) og kun 85 pct. af resten medregnes i den skattepligtige indkomst.

2.9. Momsloven

2.9.1. Udvidelse af momsområdet

Ændringen i momsloven § 2, stk. 1, indebærer, at det danske afgiftsområde, der efter den hidtidige formulering i momslovens § 2, stk. 1, udover landområder også omfatter de indre territoriale vande, de ydre territoriale farvande i en afstand af 4 sømil (7.408 m) fra kystlinien eller sådanne rette basislinier, som er eller bliver fastsat, og luftrummet over de nævnte områder, ændres således, at det danske afgiftsområde omfatter landområderne og søterritoriet samt luftrummet over disse områder.

Bestemmelsen svarer til bestemmelsen på toldområdet jf. pkt.3.1.

2.9.2.Virksomhedsophør

Med ændringen af bestemmelsen i momslovens § 47, stk. 5, 6. pkt., pålægges virksomhederne en pligt til at underrette de statslige told‑ og skattemyndigheder om virksomhedens ophør, jfr. momsloven § 47, stk. 5, 6. pkt.

2.10. Registreringsafgiftsloven

Som led i ophævelsen af dispensationsbestemmelsen i registreringsafgiftsloven er der med baggrund i den praksis, der havde udviklet sig, vedtaget nye regler om afgiftsfritagelse m.v.

Ændringerne i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 7, litra a, 4. pkt. (køretøjer med en tilladt totalvægt over 4 tons), og § 2, stk. 1, nr. 11 (påhængs‑ og sættevogne), vedrører køretøjernes anvendelse til personbefordring. Ændringerne indebærer at der ikke indtræder afgiftspligt, når køretøjerne benyttes til (privat) personbefordring, hvis der er udstedt en tilladelse til kørsel i optog eller med elever, der har afsluttet en uddannelse. Som følge af ændringen i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 7, må de i § 2, stk. 1, nr. 9, nævnte køretøjer (traktorer m.v.) under samme betingelser benyttes til personbefordring.

Ændringen i registreringsafgiftslovens § 5, stk. 2 (visse køretøjer med tilladt totalvægt indtil 4 tons), vedrører befordring af personer uden for køretøjernes førerrum. Ændringen indebærer, at køretøjerne ikke skal afgiftsberigtiges efter reglen i § 4, hvis der er udstedt en tilladelse til kørsel i optog eller med elever, der har afsluttet en uddannelse. Som følge af ændringen i § 5, stk. 2, må de i § 5, stk. 3, nævnte køretøjer (andre køretøjer mellem 2‑4 tons) under samme betingelser benyttes til personbefordring, uden at der indtræder pligt til at afgiftsberigtige køretøjerne efter reglen i § 4.

Bortset fra de nævnte ændringer er de hidtil gældende regler om afgiftsberigtigelse i forbindelse med befordring af personer opretholdt uændret.

For optogenes vedkommende er det Færdselsstyrelsen, som udsteder tilladelser, mens det for så vidt angår kørsel med elever, der har afsluttet en uddannelse (»studenterkørsel«) er politiet, der udsteder tilladelserne.

Her ud over er registreringsafgiftslovens § 2 om afgiftsfritagelser udvidet med 4 nye bestemmelser.

Fremover kan køretøjer som en virksomhed anskaffer og benytter til nødvendig afprøvning af komponenter, som virksomheden har fremstillet til køretøjer fritages for afgift. Efter forslaget vil producenter af komponenter til brug i køretøjer kunne fritages for registreringsafgift, når anskaffelsen af køretøjet sker med henblik på nødvendig afprøvning af komponenterne. Grundliggende skelnes der mellem komponenter, som indgår som en bestanddel af køretøjerne og løsdele og udstyr, som ikke er egentlige bestanddele af køretøjerne. Som komponenter anses motorer, karosserier m.v. eller dele hertil. Bestemmelsen får bl.a. virkning i forhold til køretøjer, der anskaffes med henblik på afprøvning af slanger til overførsel af olie, benzin o.l., bremsebelægninger, karosserier m.v. Specialindretning af køretøjet med henblik på vejteknisk opmåling o.l. omfattes ligeledes af bestemmelsen. Andet udstyr er ikke komponenter i bestemmelsens forstand. Dette indebærer bl.a., at afprøvning af air‑conditionanlæg, air‑bags, sikkerhedsseler, nakkestøtter m.v. ikke kan medføre fritagelse for det køretøj, som benyttes i forbindelse med afprøvningen. Løsdele som skruer, møtrikker o.l. er heller ikke komponenter i bestemmelsens forstand.

Der kan desuden meddeles afgiftsfritagelse for anerkendte almennyttige organisationers anskaffelse af specialindrettede køretøjer, når køretøjerne benyttes til testbiler for handicappede personer. Bestemmelsen omfatter således egentlige handicaporganisationer, som f.eks. Landsforeningen af Polio‑, trafik‑ og Ulykkesskadede, men også organisationer, der udfører lignende støtte‑ og hjælpearbejder over for handicappede personer. Det er en betingelse for afgiftsfritagelse, at køretøjet specialindrettes med henblik på, at køretøjet kan anvendes af personer med handicap. Med testbiler menes køretøjer, der anvendes til optræning af handicappede personer i brugen af sådanne køretøjer og til afprøvning af køretøjernes egnethed som handicapkøretøjer.

Køretøjer, der indregistreres midlertidigt til brug i forbindelse med arrangementer afholdt af eller sammen med den danske regering, kan ligeledes fritages for afgift. Reglen tager sigte på store internationale arrangementer, hvor der indlånes limousiner o.l. i forbindelse med arrangementerne. Bestemmelsen kan anvendes ved arrangementer afholdt af den danske regering alene og arrangementer, som den danske regering afholder i samarbejde med fx. EU og FN. Bestemmelsen omfatter ikke arrangementer afholdt af private danske eller internationale organisationer.

Endelig er køretøjer, som udelukkende benyttes i lukkede dyreparker, med fritgående levende dyr, hvortil publikum har adgang, blevet fritaget for afgift. Afgiftsfritagelsen omfatter dyre‑ og safari‑parker, hvor publikum mod betaling kan få adgang til at køre gennem parkerne enten i egen bil eller i dyreparkernes køretøjer, for at se (relativt) fritgående levende dyr. Reglen omfatter ikke zoologiske haver, akvarier m.v., hvor dyrene typisk opholder sig i bure, grotter, bassiner o.l. Landbrug, dyreskuer o.l. falder ligeledes uden for forslaget. Afgiftsfritagelsen omfatter registreringspligtige busser, traktorer, påhængsvogne o.l., som parkerne anvender i forbindelse med rundvisning af publikum samt registreringspligtige køretøjer, som parkerne anvender i forbindelse med overvågning, pasning og pleje af dyrene. Det er en betingelse for afgiftsfritagelse, at køretøjerne udelukkende benyttes inden for parkområdet.

Skatteministeren er blevet bemyndiget til at fastsætte nærmere regler om afgørelser vedrørende afgiftsfritagelse for køretøjer, som en virksomhed anskaffer og benytter til nødvendig afprøvning af komponenter, og for specialindrettede køretøjer, som anerkendte almennyttige organisationer anskaffer og benytter til testbiler for handicappede. Der vil bl.a. blive udstedt regler om, at der i de pågældende tilfælde skal indhentes tilladelser fra de statslige told‑ og skattemyndigheder.

Ændringerne af registreringsafgiftsloven træder i kraft 1. januar 2000. Fritagelser der er meddelt inden den 1. januar 2000 i henhold til registreringsafgiftslovens dispensationsbestemmelse, som ikke er bortfaldet senest den 31. december 1999, forbliver i kraft for køretøjer, som indehaveren af fritagelsen har registreret inden den 31. december 1999. Som følge af forslaget kan fritagelser, der ikke er bortfaldet inden den 1. januar 2000, opretholdes indtil udløbet af det i fritagelserne fastsatte ophørstidspunkt, eller indtil vilkårene for fritagelserne ikke længere opfyldes. Indehavere af fritagelser kan fra og med den 1. januar 2000 ikke anvende fritagelser udstedt i medfør af registreringsafgiftslovens dispensationsbestemmelse, som grundlag for afgiftsfritagelse eller ‑nedsættelse i forbindelse med registrering af nye køretøjer.

2.11. Selskabsskatteloven

2.11.1. Selskabsskattelovens § 3, stk. 6

Undtaget fra skattepligten er - ifølge selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 4, - havne, herunder lufthavne, der er åbne for offentlig trafik, samt elektricitets-, gas- , vand- og fjernvarmeværker, når adgangen til leverancer fra værket står åben for alle inden for det område, hvori værket arbejder, alt for så vidt havnens eller værkets indtægter - bortset fra normal forrentning af en eventuel indskudskapital - ifølge vedtægtsmæssig bestemmelse udelukkende kan anvendes til havnens eller værkets formål. Foretagender, der fordeler elektricitet til forbrugerne, sidestilles med elektricitetsværker, selv om de ikke fremstiller elektricitet. Efter lovens § 3, stk. 7, kan skatteministeren, når særlige omstændigheder taler derfor, tillade, at et foretagende af den i stk. 1, nr. 4, omhandlede art undtages fra skattepligten, uanset at den i bestemmelsen fastsatte begrænsning for anvendelsen af foretagendets indtægter ikke er optaget i dets vedtægter.

Kompetencen til at træffe afgørelse er ved sagsudlægningsbekendtgørelsen (senest bekendtgørelse nr. 565 af 2. juli 1999) udlagt til den lokale told- og skatteregion, samt skateforvaltningerne i Frederiksberg og Københavns Kommuner. Afgørelsen kan påklages til Told- og Skattestyrelsen. Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 144 af 13. april 1983. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen (L 79, 1982-83), at der i praksis havde vist sig et behov for at kunne dispensere fra kravet om vedtægtsmæssig bestemmelse. »På baggrund af formålet med bestemmelsen i stk. 1, nr. 4,vil tilladelse kun kunne gives, når det må anses for udelukket at ændre foretagendets vedtægter, ligesom skattefritagelsen vil være betinget af, at der i likvidationstilfælde ikke udloddes mere end den indskudte kapital. Endvidere vil foretagendet kunne afkræves dokumentation for, at begrænsningen for anvendelse af indtægterne er overholdt.«

Med vedtagelsen af objektiveringsloven er skatteministerens hjemmel til at give tilladelse afskaffet pr. 1. januar 2000. Det er herefter den skatteansættende myndighed med sædvanlig klageadgang, der skal afgøre, om betingelserne for undtagelse fra skattepligten i medfør af § 3, stk. 1, nr. 4, jf. stk. 7, er opfyldt. Det er fortsat en betingelse, at det må anses for udelukket at ændre foretagendets vedtægter, at der ved likvidation af foretagendet ikke udloddes mere end den indskudte kapital, og at foretagendet overholder den i stk. 1, nr. 4, fastsatte begrænsning for anvendelse af foretagendets indtægter.

2.11.2. Omlægning af indkomstår

Med vedtagelsen af objektiveringsloven er selskabsskatteloven med virkning fra 26. marts 1999 blevet objektiveret således, at selskaber eller foreninger m.v. kan vælge at omlægge deres indkomstår til et andet indkomstår efter reglerne i § 10, stk. 1, 2. og 3. pkt., om et givet indkomstårs placering i forhold til kalenderåret, når omlægningen er begrundet i selskabets forhold såsom hensyn til sæson, brancheændring, personaleferie, nye forretningsforbindelser eller koncerntilhørsforhold.

De forhold, der efter vedtagelsen af objektiveringsloven, kan begrunde en omlægning, er de samme, som efter TS-cirkulær nr. 11 af 7. april 1993 forud for vedtagelsen af loven kunne begrunde en omlægning. Et selskab kan dog kun omlægge et tidligere benyttet indkomstår til et andet indkomstår, såfremt alle indkomstperioder kommer til beskatning, og såfremt intet indkomstår hverken overspringes eller dubleres (dvs. 2 indkomstår med samme »nummer«). En forlængelse af et indkomstår hen over den 1. april ville føre til, at et indkomstår overspringes. Og ved en forkortelse af et indkomstår tilbage over den 1. april, ville der opstå to indkomstår med samme nummer.

Selskabet skal inden udløbet af det indkomstår, der ønskes omlagt, give meddelelse herom til den skatteansættende myndighed. Dette skyldes ønsket om at forhindre efterfølgende indkomstudjævning og hensynet til at kunne påse, om selskabet m.v. overholder selvangivelsesfristen, der er maksimalt 6 måneder efter indkomstårets udløb. Selskabet skal i den forbindelse give oplysning om, hvilken periode indkomståret ønskes omlagt til. Er der andre forhold i selskabet, der kan begrunde en omlægning af indkomståret, skal selskabet ansøge skatteministeren herom. Det kan eksempelvis dreje sig om hensynet til revisors arbejdstilrettelæggelse. Ministerbeføjelsen er ved sagsudlægningsbekendtgørelse nr. 565 af 2. juli 1999, § 2 B, udlagt til den skatteansættende myndighed.

2.11.3. Tvangsomlægning af et selskabs indkomstår

Med virkning fra 26. marts 1999 er kompetence til at kræve en tvangsmæssig omlægning af indkomståret efter selskabsskattelovens § 10, stk. 5, 1. pkt., tillagt de statslige told- og skattemyndigheder. De statslige told- og skattemyndigheders afgørelse vil kunne påklages til Told- og Skattestyrelsen, men ikke til anden administrativ myndighed. Tvangsmæssig omlægning af et selskabs indkomstår kan kræves i tilfælde, hvor et selskabs hovedaktionær driver en virksomhed som personligt ejet virksomhed, og der mellem selskabet og den personligt ejede virksomhed er sådanne indbyrdes økonomiske sammenhænge, at fælles indkomstår af kontrolmæssige hensyn er ønskelig. Indkomståret kan ikke kræves omlagt til at følge hovedaktionærens indkomstår, hvis hovedaktionæren alene er lønmodtager i selskabet.

2.11.4. Ophævelse af det kvartalsrette indkomstår

Med vedtagelse af objektiveringsloven er kravet om kvartalsrette indkomstår efter § 10, stk. 2 og 3, ophævet med virkning for selskaber m.v., der er anmeldt til Erhvervs og Selskabsstyrelsen den 26. marts 1999 eller senere, selskaber m.v., der den 26. marts 1999 eller senere har omlagt indkomståret, og selskaber m.v., der den 26. marts 1999 eller senere er overgået til udelukkende eller i væsentlig grad ikke at have erhvervsmæssig aktivitet. Se også cirkulærets kapitel 4.

2.12. Virksomhedsomdannelsesloven

2.12.1. Tilladelse til fravigelse af kravet om 12 måneders regnskabsår

Ifølge § 3, stk. 2, i lov om skattefri virksomhedsomdannelse skal selskabets første regnskabsperiode løbe fra omdannelsesdatoen (d.v.s. den dag, der følger efter statusdagen for sidste årsregnskab i den personligt ejede virksomhed), og regnskabsperioden skal udgøre 12 måneder. Denne regel gælder også, hvor overdragelse sker til et allerede stiftet selskab. Hvis dette selskabs regnskabsår er forskelligt fra den oprindelige ejers, er det nødvendigt at omlægge selskabets regnskabsår. Efter lovens § 3, stk. 3, kan Ligningsrådet dog i særlige tilfælde fravige kravet om, at selskabets første regnskabsår skal udgøre en periode på 12 måneder.

Med vedtagelsen af objektiveringsloven, er kompetencen til at træffe afgørelse efter § 3, stk. 3, overført til skatteministeren pr. 1. januar 2000. Ifølge den nye § 8 a kan skatteministeren bemyndige de statslige eller kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelser efter loven. Ministeren kan fastsætte regler om adgang til at klage over afgørelserne, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed. Det er tanken ved sagudlægningsbekendtgørelse at udlægge kompetencen til at træffe afgørelse efter § 3, stk. 3, til den skatteansættende myndighed. Er den skatteansættende myndighed en told- og skatteregion eller en kommune, skal afgørelsen kunne indbringes for Told- og Skattestyrelsen, men ikke til anden administrativ myndighed.

2.12.2. § 8 a - kompetenceudlægning

I forbindelse med at kompetencen til at træffe afgørelse efter lovens § 3, stk. 3, er flyttet fra Ligningsrådet til skatteministeren, er der med vedtagelsen af objektiveringsloven , indsat en ny § 8 a, hvorefter skatteministeren kan bemyndige de statslige eller kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelse efter den pågældende lov, og hvorefter ministeren kan fastsætte regler om adgang til klage over afgørelserne, herunder om at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Bestemmelsen svarer til den bestemmelse, der ved lov nr. 59 af 7. februar 1990 (Klageafkortning) blev indsat i en række skatte- og afgiftslove.

2.13.Vurderingsloven

Efter § 8, stk. 1, i vurderingsloven skal arealer, der i forening udgør en samlet fast ejendom, jf. § 2 i lov om udstykning og anden registrering i matriklen, vurderes sammen. Arealer, der tilhører samme ejer og udgør en driftsenhed, skal vurderes som én ejendom. Landbrugsejendomme, der drives sammen, jf. § 9 i lov om landbrugsejendomme, skal dog vurderes hver for sig.

I tvivlstilfælde var det ifølge stk. 5 Ligningsrådet, der traf den endelige administrative afgørelse af, om et areal skal vurderes som en selvstændig ejendom, og i benægtende fald, under hvilken ejendom arealet skal vurderes.

Kompetencen til at træffe den endelige administrative afgørelse af, om et areal skal vurderes som en selvstændig ejendom, er som følge af objektiveringen overført fra Ligningsrådet til skatteministeren. Ifølge lovens § 48 kan skatteministeren bemyndige de statslige eller kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelse efter loven. Ministeren kan fastsætte regler om adgang til at klage over afgørelserne, herunder om at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

Det er tanken ved sagudlægningsbekendtgørelse at udlægge kompetencen til at træffe afgørelse efter § 8, stk. 5, til Told- og Skattestyrelsen.

3. Toldloven

3.1. Udvidelse af toldområdet

Bestemmelsen indebærer, at det danske toldområde, der efter den hidtidige formulering i toldlovens § 1, stk. 1, udover landområder også omfatter de indre territoriale vande, de ydre territoriale farvande i en afstand af 4 sømil (7.408 m) fra kystlinien eller sådanne rette basislinier, som er eller bliver fastsat, og luftrummet over de nævnte områder, ændres således, at det danske toldområde omfatter landområderne og søterritoriet samt luftrummet over disse områder.

Søterritoriet blev ved lov om afgrænsning af søterritoriet, jf. lov nr. 200 af 7. april 1999 udvidet til 12 sømil, jf. lovens § 2, stk. 1, hvori det er fastsat, at søterritoriet (det ydre territoriale farvand) er begrænset af de til enhver tid gældende basislinier og udadtil er begrænset af linjer trukket således, at afstanden fra ethvert punkt på disse linjer til de nærmeste punkt er 12 sømil (22.224 m). Det er i § 2, stk. 2, endvidere fastsat, at søterritoriets afgrænsning i forhold til fremmede stater, hvis kyster er i en afstand af mindre end 24 sømil, eller som grænser op til Danmark, som udgangspunkt ikke kan overskride midterlinien.

Det nugældende danske toldområde omfatter bl.a. de ydre territoriale farvande i en afstand af 4 sømil (7.408 m) fra kystlinien, mens det danske søterritorium er på 3 sømil. Denne forskel i udstrækningen er historisk betinget. I henhold til artikel 3, stk. 3, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF‑toldkodeks omfatter Fællesskabets toldområde ligeledes søterritoriet hørende til medlemslandene, samt luftrummet derover. Bestemmelsen i rådsforordningen indebærer, at der ved en ændring af søterritoriet skal ske en tilsvarende ændring af toldområdet.

3.2. Ikrafttrædelsen

Efter bestemmelsen fastsætter skatteministeren ikrafttrædelsestidspunktet for ændringen af toldområdet og afgiftsområdet, jf. § 15, nr. 1 og § 22. Bestemmelsen er formuleret under hensyntagen til ikrafttrædelsestidspunktet for lov om afgrænsning af søterritoriet, der træder i kraft den 1. maj 1999. Ændringen af told- og afgiftsområdet trådte således også i kraft den 1. maj 1999, jf. bekendtgørelse nr. 248 af 21. april 1999.

4. Regnskabslove

4.1. Fonde og visse foreninger

Med vedtagelsen af objektiveringsloven, er kravet om, at en fonds eller en forenings regnskabsår skal afsluttes ved udgangen af et kvartal ophævet pr. 26. marts 1999. Ophævelsen af dette krav skal ses i lyset af den tilsvarende ændring for så vidt angår fondsbeskatningslovens § 15, stk. 1, 2. pkt., og selskabsskattelovens § 10, stk. 2 og 3, samt for så vidt angår årsregnskabslovens § 3.

4.2. Årsregnskabsloven

Med vedtagelsen af objektiveringsloven, er kravet om, at et selskabs regnskabsår skal afsluttes ved udgangen af et kvartal ophævet pr. 26. marts 1999. Ophævelsen af dette krav skal ses i lyset af den tilsvarende ændring for så vidt angår selskabsskattelovens § 10, stk. 2 og 3. Det er fortsat et krav efter årsregnskabsloven § 3, stk. 3, at regnskabsåret udgøres af 12 måneder.

 

Skatteministeriet, den 16. december 1999

Peter Loft

/Lise Bo Nielsen