Links til øvrige EU dokumenter
31998L0034
 
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Afgift af mættet fedt
Kapitel 2 Dækningsafgift
Kapitel 3 Fælles bestemmelser
Kapitel 4 Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
Bilag 1 Standardsatser
Den fulde tekst

Lov om afgift af mættet fedt i visse fødevarer (fedtafgiftsloven)1)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

Kapitel 1

Afgift af mættet fedt

Afgiftspligtige fødevarer

§ 1. Der betales afgift til statskassen af vægten af mættet fedt i følgende fødevarer, der er identificeret ved positioner i EU’s Kombinerede Nomenklatur, hvis indholdet af mættet fedt i fødevaren overstiger 2,3 vægtprocent:

1) Kød, jf. dog bilag 1.

2) Mejeriprodukter under positionerne 0401- 0406.

3) Animalsk fedt under positionerne 1501-1504 og 1516, der er udsmeltet eller på anden måde ekstraheret.

4) Spiseolier og fedtstoffer under positionerne 1507-1516.

5) Margarine og andre fødevarer under position 1517.

6) Smørbare blandingsprodukter under position 2106.

7) Andre fødevarer, der efter en samlet bedømmelse af deres beskaffenhed og anvendelse samt den måde, hvorpå de markedsføres, kan betragtes som erstatningsvarer for eller efterligninger af de varer, som er nævnt i nr. 1-6.

Afgiftssats

§ 2. Afgiften udgør 16 kr. pr. kg mættet fedt i fødevaren.

Afgiftspligtige personer

§ 3. Pligt til at betale afgift påhviler den, der erhvervsmæssigt, jf. dog § 4, stk. 6,

1) fremstiller fødevaren her i landet,

2) modtager fødevaren her i landet fra et andet EU-land,

3) indfører fødevaren her til landet fra et land uden for EU eller fra områder beliggende i EU, der ikke er omfattet af EU’s afgiftsområde, eller

4) sælger fødevaren fra et andet EU-land på en sådan måde, at varen direkte eller indirekte forsendes eller transporteres af sælger eller på dennes vegne til en ikke erhvervsdrivende køber her i landet (fjernsalg), når virksomheden er registreret efter momslovens § 47, stk. 2.

Stk. 2. Pligt til at betale afgift påhviler i andre tilfælde end de i stk. 1, nr. 4, nævnte en ikke erhvervsdrivende varemodtager, som modtager fødevaren her i landet fra et andet EU-land. Pligt til at betale afgift påhviler endvidere en ikke erhvervsdrivende varemodtager, som indfører fødevaren her til landet fra et land uden for EU eller fra områder beliggende i EU, der ikke er omfattet af EU’s afgiftsområde.

Registrering

§ 4. En virksomhed, der er afgiftspligtig efter § 3, stk. 1, nr. 1, skal registreres hos told- og skatteforvaltningen som oplagshaver, jf. dog stk. 6. Registrering skal ske, inden den afgiftspligtige virksomhed påbegyndes.

Stk. 2. En virksomhed, der af fødevarer, hvoraf der betales afgift efter § 1, fremstiller fødevarer til eksport eller fødevarer, som er uegnede til menneskeføde, kan registreres hos told- og skatteforvaltningen som oplagshaver for denne del af produktionen, jf. dog stk. 6. Andelen af produktionen, som virksomheden kan registreres som oplagshaver for, fastsættes på baggrund af virksomhedens fremstilling til eksport eller af andet end menneskeføde det foregående år. Ved årets udgang foretages en regulering af afgiften mellem på den ene side de foretagne afgiftsfrie indkøb og på den anden side den faktiske produktion af fødevarer til eksport og af fødevarer, som er uegnede til menneskeføde. En virksomhed, der af fødevarer, hvoraf der betales afgift efter § 1, fremstiller fødevarer, der udelukkende sælges en gros, kan registreres som grossist hos told- og skatteforvaltningen. Registrering skal i så fald ske, inden virksomheden påbegyndes.

Stk. 3. En virksomhed, der er afgiftspligtig efter § 3, stk. 1, nr. 2 eller 3, skal registreres hos told- og skatteforvaltningen som varemodtager, jf. dog stk. 6. Registrering skal ske, inden transport af fødevaren fra udlandet påbegyndes. Virksomheden kan dog registreres som oplagshaver, hvis den udelukkende driver mellemhandel med afgiftspligtige varer til andre virksomheder registreret efter denne lov. Registrering skal i så fald ske, inden den afgiftspligtige virksomhed påbegyndes. En virksomhed, der allerede er registreret efter stk. 1, skal ikke tillige registreres som afgiftspligtig efter § 3, stk. 1, nr. 2 eller 3.

Stk. 4. En virksomhed, der er afgiftspligtig efter § 3, stk. 1, nr. 4, skal registreres hos told- og skatteforvaltningen for fjernsalget, jf. dog stk. 6. Registrering skal ske, inden transport af fødevaren fra udlandet påbegyndes.

Stk. 5. Til de registrerede virksomheder udstedes et bevis for registreringen.

Stk. 6. Virksomheder, der har en årlig omsætning af afgiftspligtige varer eksklusive afgift på 50.000 kr. eller derunder, skal ikke registreres eller betale afgift.

§ 5. En virksomhed, der er registreret efter § 4, stk. 1 eller 2, kan fremstille, forarbejde, oplægge, herunder modtage fra andre oplagshavere, modtage eller indføre fra udlandet samt levere til andre oplagshavere eller til udlandet afgiftspligtige fødevarer, uden at afgiften er berigtiget.

Stk. 2. En virksomhed, der er registreret efter § 4, stk. 3, 3. pkt., kan modtage fra andre oplagshavere eller modtage eller indføre fra udlandet afgiftspligtige fødevarer, uden at afgiften er berigtiget, såfremt fødevarerne er bestemt til videresalg til virksomheder registreret efter denne lov.

Stk. 3. En virksomhed, der er registreret efter § 4, stk. 3, 1. pkt., kan modtage eller indføre afgiftspligtige varer fra udlandet, uden at afgiften er berigtiget ved modtagelsen eller indførslen.

Afgiftsgrundlag

§ 6. Afgiftsgrundlaget er vægten af mættet fedt i fødevaren, jf. dog stk. 3-5.

Stk. 2. Den afgiftspligtige skal kunne dokumentere vægten af mættet fedt i fødevaren.

Stk. 3. For afgiftspligtige fødevarer som nævnt i § 1, nr. 1, skal anvendes de standardsatser, som fremgår af lovens bilag 1, til fastlæggelse af afgiftsgrundlaget, når der leveres udskåret kød. Leveres et halvt dyr, et kvart dyr eller grovparteringer, skal den afgiftspligtige fratrække 27,5 pct. af afgiftsgrundlaget for svin og 25 pct. af afgiftsgrundlaget for øvrige dyr. Den afgiftspligtige kan dog vælge at opgøre afgiftsgrundlaget af udskæringer, der leveres færdigpakket til detailhandelen på udskæringsniveau, således at der betales afgift af indholdet af mættet fedt i den pågældende udskæring. Indholdet af mættet fedt i den pågældende udskæring kan enten opgøres på grundlag af offentligt tilgængelige fødevareoplysninger eller på grundlag af konkret dokumentation af indholdet af mættet fedt i den konkrete udskæring. Vælger den afgiftspligtige at opgøre afgiftsgrundlaget på udskæringsniveau, skal denne metode anvendes på alle virksomhedens udskæringer, som leveres færdigpakkede til detailhandelen. Valget er bindende for minimum 1 år.

Stk. 4. For de øvrige fødevarer nævnt i § 1 kan næringsdeklarationen lægges til grund, såfremt fødevaren er mærket med en sådan. Den afgiftspligtige kan også anvende offentligt tilgængelige fødevareoplysninger, som fastsætter gennemsnitlige standarder for indholdet af mættet fedt i visse fødevarer, til at fastlægge afgiftsgrundlaget. Den afgiftspligtige kan endvidere fastsætte afgiftsgrundlaget på baggrund af en teknisk analyse af den konkrete fødevare.

Stk. 5. Kan den afgiftspligtige ikke dokumentere vægten af mættet fedt på baggrund af metoderne i stk. 4, skal der betales afgift på grundlag af fødevarens totale fedtindhold af såvel mættet som umættet fedt eller, såfremt dette heller ikke kan oplyses, på grundlag af fødevarens nettovægt. Skønner told- og skatteforvaltningen, at afgiften beregnet i overensstemmelse med stk. 3 og 4 ville udgøre et højere beløb end den beregnede afgift på grundlag af det totale fedtindhold eller nettovægten, kan told- og skatteforvaltningen dog fastsætte afgiftsgrundlaget skønsmæssigt.

Stk. 6. Skatteministeren kan fastsætte gennemsnitlige standarder for indholdet af mættet fedt i visse fødevarer, som virksomhederne kan anvende ved fastlæggelse af afgiftsgrundlaget.

Opgørelse af afgiftsgrundlaget

§ 7. En virksomhed, der er registreret efter § 4, stk. 1, eller § 4, stk. 3, 3. pkt., skal opgøre afgiftsgrundlaget for en afgiftsperiode på grundlag af afgiftspligtige fødevarer, jf. § 1, der er udleveret fra virksomheden i afgiftsperioden. En virksomhed, der er afgiftspligtig af fødevarer som nævnt i § 1, nr. 1, kan dog vælge at opgøre afgiftsgrundlaget for en afgiftsperiode på grundlag af slagtede dyr og foretage fradrag, jf. § 6, stk. 3, 2. pkt.

Stk. 2. En virksomhed, der er registreret efter § 4, stk. 2, 1. pkt., skal opgøre afgiftsgrundlaget for en afgiftsperiode på grundlag af afgiftspligtige fødevarer, jf. § 1, der er anvendt til fremstilling af fødevarer til eksport eller fremstilling af fødevarer, som er uegnede til menneskeføde, der er udleveret fra virksomheden i afgiftsperioden. En virksomhed, der er registreret efter § 4, stk. 2, 4. pkt., skal opgøre afgiftsgrundlaget for en afgiftsperiode på grundlag af afgiftspligtige fødevarer, jf. § 1, der er medgået til produktionen af fødevarerne, dvs. inklusive spild, svind og lign.

Stk. 3. En virksomhed, der er registreret efter § 4, stk. 3, 1. pkt., skal opgøre afgiftsgrundlaget for en afgiftsperiode på grundlag af afgiftspligtige fødevarer, der er modtaget eller indført fra udlandet i afgiftsperioden.

Stk. 4. En virksomhed, der er registreret efter § 4, stk. 4, skal opgøre afgiftsgrundlaget for en afgiftsperiode på grundlag af afgiftspligtige fødevarer, som virksomheden har solgt ved fjernsalg her til landet i afgiftsperioden.

Stk. 5. En virksomheds eget forbrug af afgiftspligtige fødevarer sidestilles med udlevering.

Kapitel 2

Dækningsafgift

Dækningsafgiftspligtige fødevarer

§ 8. Der betales afgift til statskassen af bestanddele medgået til fremstilling af fødevarer, når disse bestanddele hidrører fra de afgiftspligtige fødevarer nævnt i § 1 og sådanne fødevarer modtages, indføres eller sælges ved fjernsalg her i landet.

Stk. 2. Afgiften udgør 16 kr. pr. kg mættet fedt i de afgiftspligtige bestanddele, der er medgået til fremstilling af fødevaren.

Dækningsafgiftspligtige personer

§ 9. Pligt til at betale dækningsafgift påhviler den, der erhvervsmæssigt

1) modtager fødevaren her i landet fra et andet EU-land,

2) indfører fødevaren her til landet fra et land uden for EU eller fra områder beliggende i EU, der ikke er omfattet af EU’s afgiftsområde, eller

3) sælger fødevaren fra et andet EU-land på en sådan måde, at varen direkte eller indirekte forsendes eller transporteres af sælger eller på dennes vegne til en ikke erhvervsdrivende køber her i landet (fjernsalg), når virksomheden er registreret efter momslovens § 47, stk. 2.

Stk. 2. Pligt til at betale dækningsafgift påhviler i andre tilfælde end de i stk. 1, nr. 3, nævnte en ikke erhvervsdrivende varemodtager, som modtager fødevaren her i landet fra et andet EU-land. Pligt til at betale dækningsafgift påhviler endvidere en ikke erhvervsdrivende varemodtager, som indfører fødevaren her til landet fra et land uden for EU eller fra områder beliggende i EU, der ikke er omfattet af EU’s afgiftsområde.

Registrering

§ 10. En virksomhed, der er dækningsafgiftspligtig efter § 9, stk. 1, nr. 1 eller 2, skal registreres hos told- og skatteforvaltningen som varemodtager, jf. dog stk. 4. Registrering skal ske, inden transport af fødevaren fra udlandet påbegyndes.

Stk. 2. En virksomhed, der af fødevarer, hvoraf der betales dækningsafgift efter § 8, fremstiller fødevarer til eksport eller fødevarer, som er uegnede til menneskeføde, kan registreres som oplagshaver hos told- og skatteforvaltningen for denne del af produktionen, jf. dog stk. 4. Andelen af produktionen, som virksomheden kan registreres som oplagshaver for, fastsættes på baggrund af virksomhedens fremstilling til eksport eller af andet end menneskeføde det foregående år. Ved årets udgang foretages en regulering af afgiften mellem på den ene side de foretagne afgiftsfrie indkøb og på den anden side den faktiske produktion af fødevarer til eksport og af fødevarer, som er uegnede til menneskeføde. En virksomhed, der af fødevarer, hvoraf der betales dækningsafgift efter § 8, fremstiller fødevarer, der udelukkende sælges en gros, kan registreres som grossist hos told- og skatteforvaltningen. Registrering skal ske, inden den afgiftspligtige virksomhed påbegyndes.

Stk. 3. En virksomhed, der er dækningsafgiftspligtig efter § 9, stk. 1, nr. 3, skal registreres hos told- og skatteforvaltningen for fjernsalget, jf. dog stk. 4. Registrering skal ske, inden transport af fødevaren fra udlandet påbegyndes.

Stk. 4. § 4, stk. 5 og 6, finder tilsvarende anvendelse.

§ 11. En virksomhed, der er registreret som varemodtager efter § 10, stk. 1, kan modtage eller indføre dækningsafgiftspligtige fødevarer fra udlandet, uden at dækningsafgiften er berigtiget ved modtagelsen eller indførslen.

Stk. 2. En virksomhed, der er registreret som oplagshaver efter § 10, stk. 2, kan fremstille, forarbejde, oplægge, modtage fra andre oplagshavere, modtage eller indføre fra udlandet samt levere til andre oplagshavere eller til udlandet dækningsafgiftspligtige fødevarer, såfremt disse er bestemt til fremstilling af fødevarer til eksport eller fødevarer, som er uegnede til menneskeføde, uden at dækningsafgiften er berigtiget.

Afgiftsgrundlag

§ 12. Afgiftsgrundlaget er vægten af mættet fedt i den eller de dækningsafgiftspligtige bestanddele hidrørende fra de afgiftspligtige fødevarer nævnt i § 1, der er medgået til fremstilling af den fødevare, som er modtaget, indført eller solgt ved fjernsalg, jf. dog stk. 2, 2. pkt.

Stk. 2. Den afgiftspligtige skal kunne dokumentere vægten af mættet fedt i de bestanddele, der er medgået til fremstilling af fødevaren, og skal på forlangende fremlægge en erklæring herom fra fabrikanten. For dækningsafgiftspligtige bestanddele som nævnt i § 1, nr. 1, fastlægges afgiftsgrundlaget ved anvendelse af gennemsnitssatserne i bilag 1. For øvrige dækningsafgiftspligtige bestanddele kan fabrikanten ved udarbejdelse af erklæringen anvende offentligt tilgængelige fødevareoplysninger, som fastsætter gennemsnitlige standarder for indholdet af mættet fedt i visse fødevarer, til at fastlægge afgiftsgrundlaget af de dækningsafgiftspligtige bestanddele, der er medgået til fremstilling af fødevaren.

Stk. 3. Kan den afgiftspligtige ikke fremlægge den nævnte fabrikanterklæring, skal der for andre bestanddele end fødevarerne nævnt i § 1, nr. 1, betales dækningsafgift på grundlag af fødevarens totale fedtindhold af såvel mættet som umættet fedt eller, såfremt dette heller ikke kan oplyses, på grundlag af fødevarens nettovægt. Skønner told- og skatteforvaltningen, at dækningsafgiften beregnet i overensstemmelse med stk. 2 ville udgøre et højere beløb end den beregnede afgift på grundlag af det totale fedtindhold eller nettovægten, kan told- og skatteforvaltningen dog fastsætte afgiftsgrundlaget skønsmæssigt.

Opgørelse af afgiftsgrundlaget

§ 13. En virksomhed, der er registreret efter § 10, stk. 1, skal opgøre afgiftsgrundlaget for en afgiftsperiode på grundlag af vægten af mættet fedt medgået til fremstilling af de dækningsafgiftspligtige fødevarer, som virksomheden har modtaget eller indført fra udlandet i afgiftsperioden.

Stk. 2. En virksomhed, der er registreret efter § 10, stk. 2, 1. pkt., skal opgøre afgiftsgrundlaget for en afgiftsperiode på grundlag af vægten af mættet fedt medgået til fremstilling af de dækningsafgiftspligtige fødevarer, der er udleveret fra virksomheden i afgiftsperioden. En virksomhed, der er registreret efter § 10, stk. 2, 4. pkt., skal opgøre afgiftsgrundlaget for en afgiftsperiode på grundlag af dækningsafgiftspligtige fødevarer, jf. § 8, der er medgået til produktionen af fødevarerne, dvs. inklusive spild, svind og lign.

Stk. 3. En virksomhed, der er registreret efter § 10, stk. 3, skal opgøre afgiftsgrundlaget for en afgiftsperiode på grundlag af vægten af mættet fedt medgået til fremstilling af de dækningsafgiftspligtige fødevarer, som virksomheden har solgt ved fjernsalg her til landet i afgiftsperioden.

Stk. 4. En virksomheds eget forbrug af dækningsafgiftspligtige fødevarer sidestilles med udlevering.

Kapitel 3

Fælles bestemmelser

Angivelse og afregning af såvel afgift som dækningsafgift

§ 14. Afgiftsperioden er måneden.

Stk. 2. Registrerede virksomheder skal efter udløbet af hver afgiftsperiode angive og indbetale afgift, jf. §§ 2 og 3 i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. (opkrævningsloven). Told- og skatteforvaltningen kan fastsætte nærmere regler herom.

Stk. 3. Ved manglende, mangelfuld eller ikke rettidig angivelse, betaling eller regnskabsførelse finder §§ 4-8 i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. (opkrævningsloven) tilsvarende anvendelse.

§ 15. For ikke erhvervsdrivende, der modtager afgiftspligtige fødevarer fra et andet EU-land, jf. § 3, stk. 2, 1. pkt., eller § 9, stk. 2, 1. pkt., finder § 9, stk. 2-4, i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. (opkrævningsloven) tilsvarende anvendelse.

§ 16. For ikke erhvervsdrivende, der indfører afgiftspligtige fødevarer her til landet fra et land uden for EU eller fra områder beliggende i EU, der ikke er omfattet af EU’s afgiftsområde, jf. § 3, stk. 2, 2. pkt., eller § 9, stk. 2, 2. pkt., finder kapitel 4 i toldloven tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Der er afgiftsfrihed for indførte fødevarer i samme omfang og under tilsvarende betingelser som fastsat for afgiftsfrihed efter momslovens § 36, stk. 1, nr. 1-3.

Fradrag og godtgørelse

§ 17. En virksomhed registreret som oplagshaver kan i afgiftsgrundlaget opgjort efter §§ 7 eller 13 fradrage

1) afgiftspligtige fødevarer, der leveres til en anden registreret oplagshaver,

2) afgiftspligtige fødevarer, der leveres til udlandet, eller som er uegnede til menneskeføde,

3) afgiftspligtige fødevarer, der er fritaget for afgift efter § 18,

4) afgiftspligtige fødevarer, der hos oplagshaveren eller under transport til eller fra denne er gået tabt ved indbrud, brand, forlis eller brækage,

5) afgiftspligtige fødevarer, der hos oplagshaveren eller under transport til eller fra denne er beskadiget, fordærvet eller af andre grunde blevet uanvendelige, og

6) afgiftspligtige fødevarer, der returneres til virksomheden, såfremt køberen godtgøres fødevarens pris inklusive afgiften.

Stk. 2. En virksomhed kan søge godtgørelse af afgiften på afgiftspligtige fødevarer, jf. §§ 1 eller 8, som er leveret til udlandet eller anvendt til fremstilling af andet end menneskeføde.

Stk. 3. Det er en betingelse for godtgørelse efter stk. 2,

1) at virksomheden kan fremlægge den fornødne dokumentation,

2) at de afgiftspligtige fødevarer, der søges godtgørelse for, stammer fra en afgiftspligtig virksomhed, og

3) at virksomheden er i besiddelse af en faktura for fødevaren eller de bestanddele, der er medgået til fremstilling af fødevaren.

Stk. 4. Told- og skatteforvaltningen kan fastsætte nærmere regler for fradraget og godtgørelsen.

Leverancer til diplomater og lign.

§ 18. Fødevarer, der leveres til de i toldlovens § 4 omhandlede diplomatiske repræsentationer, internationale institutioner m.v. og de hertil knyttede personer, er fritaget for afgift efter denne lov.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen kan fastsætte nærmere regler for afgiftsfritagelsen.

Faktura- og regnskabsbestemmelser

§ 19. Registrerede virksomheder skal som minimum føre et regnskab over råvarer og afgiftspligtige fødevarer, tilgang af uberigtigede fødevarer, overførsel af uberigtigede fødevarer til anden virksomhed registreret efter § 4, stk. 1 eller 2, § 4, stk. 3, 3. pkt., eller § 10, stk. 2, udlevering af afgiftspligtige fødevarer og eget forbrug af afgiftspligtige fødevarer.

Stk. 2. Virksomhedens regnskabsmateriale skal opbevares i virksomheden, medmindre det kan gøres tilgængeligt for told- og skatteforvaltningen inden 5 hverdage.

Stk. 3. Regnskabsmateriale, herunder fakturaer, fakturakopier, følgesedler og opgørelser, skal opbevares i 5 år efter regnskabsårets afslutning. Dog skal detailhandelsvirksomheders kassestrimler og tilsvarende interne bilag kun opbevares i 1 år fra tidspunktet for underskrivelsen af årsregnskabet.

Stk. 4. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om registrerede virksomheders regnskabsførelse. I det omfang der gøres brug af regnskabs- og fakturamateriale i elektronisk form, finder faktura- og regnskabsreglerne tilsvarende anvendelse herpå.

Stk. 5. Virksomheden skal holde lageret af afgiftsberigtigede fødevarer adskilt fra lageret af uberigtigede fødevarer, medmindre virksomheden af told- og skatteforvaltningen har fået tilladelse til andet.

Stk. 6. Registrerede virksomheder skal ved salg af afgiftspligtige fødevarer, jf. § 1 eller § 8, til en anden registreret virksomhed udstede en faktura. Fakturaen skal være forsynet med fortløbende nummer, fakturadato, oplysninger om sælgers navn, CVR- eller SE-nummer og adresse, købers navn og adresse samt leverancens art, mængde og pris.

Stk. 7. Registrerede virksomheder, der leverer en fødevare, hvoraf der skal betales afgift efter § 1 eller § 8, til en virksomhed, der er registreret efter § 4, stk. 1 eller 2, § 4, stk. 3, 3. pkt., eller § 10, stk. 2, skal sammen med udlevering af fødevaren skriftligt oplyse den modtagende virksomhed om afgiftsgrundlaget for den pågældende fødevare.

Kontrol

§ 20. Told- og skatteforvaltningen har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn i de virksomheder, der omfattes af loven, og i de virksomheder, som er nævnt i stk. 5-7, og til at efterse virksomhedernes varebeholdninger, forretningsbøger, øvrige regnskabsmateriale og korrespondance m.v.

Stk. 2. Virksomhedens indehaver og de i virksomheden beskæftigede personer skal yde told- og skatteforvaltningen fornøden vejledning og hjælp ved gennemførelsen af eftersynet.

Stk. 3. Det i stk. 1 nævnte materiale skal på anmodning udleveres eller indsendes til told- og skatteforvaltningen.

Stk. 4. Leverandører af varer eller af emballage til fremstilling af fødevarer, der er afgiftspligtige i henhold til denne lov, skal efter anmodning meddele told- og skatteforvaltningen alle nødvendige oplysninger om deres leverancer af varer til afgiftspligtige virksomheder.

Stk. 5. Virksomheder skal efter anmodning meddele told- og skatteforvaltningen oplysninger om deres indkøb af afgiftspligtige fødevarer til virksomheden.

Stk. 6. Told- og skatteforvaltningen er berettiget til at foretage eftersyn af afgiftspligtige fødevarer under transport, når varerne erhvervsmæssigt sælges fra udlandet eller erhvervsmæssigt transporteres til andre end registrerede virksomheder.

Stk. 7. I det omfang oplysninger som nævnt i stk. 1 er registreret elektronisk, omfatter told- og skatteforvaltningens adgang til disse oplysninger også en elektronisk adgang hertil.

Stk. 8. Politiet yder told- og skatteforvaltningen bistand til gennemførelsen af kontrollen efter denne bestemmelse. Justitsministeren kan efter forhandling med skatteministeren fastsætte nærmere regler herom.

§ 21. Offentlige myndigheder skal efter anmodning meddele told- og skatteforvaltningen enhver oplysning til brug for registrering af og kontrol med virksomheder, der er afgiftspligtige efter denne lov.

Straf

§ 22. Med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt

1) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for afgiftskontrollen,

2) overtræder § 4, stk. 1, § 4, stk. 3, 1. eller 2. pkt., § 4, stk. 4, § 10, stk. 1 eller 3, § 14, stk. 2, 1. pkt., § 15, § 16, § 19, stk. 1-3 og 5-7, eller § 20, stk. 1-7, eller

3) overdrager, erhverver eller tilegner sig varer, hvoraf der ikke er betalt afgift, som skulle have været betalt efter loven, eller forsøger herpå.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 3. Den, der begår en af de nævnte overtrædelser med forsæt til at unddrage statskassen afgift, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.

Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 23. §§ 18-19 i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. (opkrævningsloven) finder tilsvarende anvendelse på sager om overtrædelse af denne lov.

Andre bestemmelser

§ 24. Den, der overdrager, erhverver, tilegner sig eller anvender afgiftspligtige fødevarer, hvoraf der ikke er betalt afgift, som skulle være betalt efter denne lov, skal betale afgift af fødevarerne.

§ 25. §§ 11-13 i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. (opkrævningsloven) om sikkerhedsstillelse m.m. finder tilsvarende anvendelse.

Kapitel 4

Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 26. Loven træder i kraft den 1. oktober 2011.

Stk. 2. For virksomheder registreret efter § 4, stk. 1 eller 2 eller stk. 3, 3. pkt., eller § 10, stk. 2, har loven virkning for fødevarer, der udleveres fra virksomheden den 1. oktober 2011 eller senere. For virksomheder registreret efter § 4, stk. 3, 1. pkt., eller stk. 4, eller § 10, stk. 1 eller 3, har loven virkning for fødevarer, der modtages eller indføres fra udlandet eller sælges ved fjernsalg her til landet den 1. oktober 2011 eller senere.

Stk. 3. For ikke erhvervsdrivende afgiftspligtige, der modtager eller indfører afgiftspligtige fødevarer fra udlandet, jf. §§ 15 og 16, har loven virkning for fødevarer, der modtages eller indføres fra udlandet her til landet den 1. oktober 2011 eller senere.

Stk. 4. § 28 finder anvendelse på varer, som efter lovens ikrafttræden udleveres til forbrug fra registrerede virksomheder, angives til fortoldning eller importeres.

Stk. 5. Registreringspligtige virksomheder, jf. §§ 4 eller 10, skal anmelde sig til registrering til told- og skatteforvaltningen senest den 1. oktober 2011.

§ 27. I lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. (opkrævningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1402 af 7. december 2010, som ændret senest ved § 5 i lov nr. 1560 af 21. december 2010, foretages følgende ændringer:

1. I § 9, stk. 2, 1. pkt., ændres »liste A, nr. 5-18 og 31« til: »liste A, nr. 5-18, 31 og 35«.

2. I bilag 1, liste A, indsættes som nr. 35:

»35) Lov om afgift af mættet fedt i visse fødevarer (fedtafgiftsloven).«

§ 28. I lov om afgift af øl, vin og frugtvin m.m. (øl- og vinafgiftsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 890 af 17. august 2006, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 626 af 11. juni 2010 og senest ved § 4 i lov nr. 1361 af 8. december 2010, foretages følgende ændringer:

1. I § 3, stk. 2, nr. 2, ændres »6,14« til: »6,87«.

2. I § 3 C, nr. 2, ændres »15,00« til: »14,27«.

§ 29. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Givet på Christiansborg Slot, den 30. marts 2011

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Peter Christensen


Bilag 1

Standardsatser

Vare
Mættet fedt
pr. 100 g
Afgift
pr. kg
Kød
   
Kvæg
5,2
0,83
Svin
6,5
1,04
Får og geder
6
0,96
Heste, muldyr, æsler
4
0,64
Kyllinger, høns og vildfugle m.fl.
2,5
0,40
Ænder og gæs
12,1
1,94
Kalkuner
0
0,00
Kaniner og harer
0
0,00
Andet vildt (dyr)
1,6
0,26
Andet kød
4,2
0,7

Officielle noter

1) Loven har som udkast været notificeret i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF (informationsproceduredirektivet) som ændret ved direktiv 98/48/EF.

Omtryksnote
  • 24-08-2011:
  • Loven er omtrykt, da teksten »Under Vor Kongelige Hånd og Segl« før regentens eller rigsforstanderens navn på grund af en fejl i den tekniske produktion af forskriften var udeladt. Fejlen vedrører således ikke lovens indhold.