Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Kendelse

afsagt af Tvistighedsnævnet den 25. januar 2011 i sag 33.2010

A

Malerforbundet v/faglig sekretær Søren Kjærsgaard

mod

B

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget Mogens Kroman (formand), advokat Tine B. Skyum og chefkonsulent Simon Neergaard-Holm (begge DA) samt advokat Ulrik Mayland og konsulent Gert Svendsen (begge LO). Endvidere har som særlige sagkyndige medlemmer deltaget afdelingschef Niels Håkonsen, Danske Malermestre og forbundssekretær Carsten Niebuhr, Malerforbundet.

Mellem klageren A, født den 29. marts 1987, og indklagede, B, blev den 27.september 2006 indgået uddannelsesaftale, hvorefter A skulle uddannes som bygningsmaler med uddannelsesperiode fra den 1. september 2006 til den 12. december 2009.

Denne sag drejer sig om manglende løn og pension.

A har ved sin organisation, Malerforbundet i Danmark, ved klageskrift modtaget den 9. april 2010 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med endelig påstand om, at B tilpligtes til A at betale 43.344,89 kr. med tillæg af procesrente fra 18. november 2009. Kravet er sammensat af manglende lønregulering, 963,55 kr. og pension, 42.381,34 kr.

Sagen har været forhandlet i Tvistighedsnævnet den 13. januar 2011.

A har givet møde for nævnet og redegjort for sagen og sit krav. B har ikke givet møde for nævnet.

Arbejdsgiveren var ikke på A’s ansættelsestidspunkt medlem af en arbejdsgiverorganisation. Kravet blev behandlet på mæglingsmøde den 18. november 2009, hvor arbejdsgiveren udeblev.

Tvistighedsnævnets begrundelse og resultat

Således som sagen er oplyst, er der ikke grundlag for at tilsidesætte A’s lønreguleringskrav, der derfor tages til følge. Fire medlemmer tager også pensionskravet til følge. Tre medlemmer finder, at dette krav ikke er omfattet er erhvervsuddannelseslovens § 55, stk. 2.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

T h i b e s t e m m e s:

B skal til A betale 43.344,89 kr. med tillæg af procesrente fra den 18. november 2009.

Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne kendelses afsigelse.

Hver part bærer sine egne omkostninger.

Denne kendelse kan inden 8 uger efter nævnets afgørelse indbringes for domstolene. Såfremt sagen indbringes for domstolene, anmoder Tvistighedsnævnet om at blive underrettet herom, ligesom nævnet gerne vil underrettes om rettens afgørelse.

For udskriftens rigtighed

Sekretariatet for Tvistighedsnævnet den 25. januar 2011.