Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Links til EU direktiver, jf. note 1
31992L0105
 
32000L0029
 
32002L0056
 
32007L0033
 
32008L0062
 
Links til øvrige EU dokumenter
32012D0270
 
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Anvendelsesområde m.m.
Kapitel 2 Autorisation m.v.
Kapitel 3 Godkendelse af arealer
Kapitel 4 Betingelser for avl af læggekartofler
Kapitel 5 Godkendelse af avlen
Kapitel 6 Salg af læggekartofler
Kapitel 7 Avl m.v. af konsumkartofler
Kapitel 8 Forsøg
Kapitel 9 Regnskab og indberetning
Kapitel 10 Administrative bestemmelser
Kapitel 12 Ikrafttræden
Bilag 1 Bilagsfortegnelse
Bilag 2 Oversigt over maksimale mængder læggekartofler af bevaringssorter, der må bringes i handel
Bilag 3 Særlige krav til produktion af meristemstiklinger m.m.
Bilag 4 Krav til sorterevirksomheder for læggekartofler
Bilag 5 Værtsplanter for kartoffelcystenematoder
Bilag 6 Planteskadegørere som arealet mv. skal være fri for
Bilag 7 Mindstekrav der skal overholdes ved marksyn forud for godkendelse
Bilag 8 Virus undersøgelse
Bilag 9 I Avlsklasser og salgsklasser for læggekartofler
Bilag 10 Krav til udformningen af plantepas
Bilag 11 Pakning og lukning
Bilag 12 Kvalitetskrav til læggekartofler
Bilag 13 Kvalitetsnormer for spisekartofler, herunder for nye kartofler
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om avl m.v. af kartofler1)

I medfør af § 1, stk. 1-3, og § 4, stk. 2, i lov om frø, kartofler og planter jf. lovbekendtgørelse nr. 195 af 12. marts 2009, og § 1, § 2 og § 13, stk. 3, i lov om planteskadegørere, jf. lovbekendtgørelse nr. 198 af 12. marts 2009, samt efter bemyndigelse fastsættes:

Kapitel 1

Anvendelsesområde m.m.

§ 1. Erhvervsmæssig avl og salg af kartofler samt sortering af læggekartofler skal ske efter bestemmelserne i denne bekendtgørelse.

Stk. 2. Erhvervsmæssig avl af kartofler skal ske på basis af materiale, der er opformeret i overensstemmelse med det danske kartoffelmeristemprogram.

Stk. 3. Bestemmelser om salg gælder også for udbud til salg, fordeling, levering eller anden form for overdragelse mod eller uden vederlag.

Stk. 4. Ved konsumkartofler forstås i denne bekendtgørelse andre kartofler end læggekartofler.

Sorter

§ 2. Til erhvervsmæssig avl af kartofler må kun anvendes sorter, der

1) er optaget på den danske sortsliste, jf. bekendtgørelse om en fortegnelse over godkendte sorter af landbrugsplanter og grønsagsarter (sortslisten), eller

2) er optaget på Det Europæiske Fællesskabs fælles sortsliste.

Stk. 2. Uanset stk. 1, kan Plantedirektoratet give tilladelse til, at der til avl af præ-basis læggekartofler anvendes læggemateriale og præ-basis læggekartofler af egen avl af sorter, der er anmeldt til afprøvning med henblik på godkendelse til optagelse på sortsliste i en medlemsstat af Den Europæiske Union.

§ 3. Erhvervsmæssig avl af læggekartofler af sorter der er optaget på sortslisten som ”bevaringssort”, må kun finde sted i oprindelsesregionen.

Stk. 2. Plantedirektoratet meddeler på grundlag af de i § 13 anførte indberetninger, den mængde kartofler af bevaringssorten, virksomheden må bringe i handel i den pågældende sæson. Den samlede mængde, der bringes i handel, må ikke overstige det i bilag 2 anførte.

Kapitel 2

Autorisation m.v.

Meristemproducent

§ 4. Plantedirektoratet kan efter ansøgning autorisere virksomheder til produktion af meristemstiklinger, hvis betingelserne i bilag 3, I, er overholdt.

Stk. 2. Plantedirektoratet kan endvidere autorisere virksomheder til avl og sortering af meristemknolde og -planter, når direktoratet har konstateret, at producenten opfylder kravene i bilag 3, II.

Avl af læggekartofler

§ 5. Plantedirektoratet kan efter ansøgning autorisere avlere til avl af

1) præ-basis læggekartofler (præ-basis avler), eller

2) basis og certificerede læggekartofler på grundlag af egen opformering (basisavler med opformering) eller

3) basis og certificerede læggekartofler på grundlag af indkøbt læggemateriale (basisavler uden opformering).

Sorterevirksomheder

§ 6. Virksomheder, der opbevarer, sorterer, pakker, mærker samt sælger læggekartofler, skal være autoriseret som sorterevirksomhed for læggekartofler.

Stk. 2. Plantedirektoratet autoriserer virksomheden, når direktoratet har konstateret, at bestemmelserne i bilag 4 er opfyldt. Autorisation kan gives til:

1) Sorterevirksomhed af præ-basisavl, jf. § 5, nr. 1, til opbevaring, sortering, pakning og mærkning af egen avl. Avlen kan mærkes i klasserne S, SE, E og A, jf. bilag 9.

2) Sorterevirksomhed af basisavl til opbevaring, sortering og mærkning af læggekartofler fra avlere autoriseret efter § 5 herunder egen avl af læggekartofler og konsumkartofler. Avl af læggekartofler kan alene mærkes i klasserne E og A, jf. bilag 9.

3) Virksomheder, der indkøber godkendte læggekartofler i lukkede og mærkede pakninger og ompakker og videresælger dem i pakninger på højst 10 kg netto.

Stk. 4. Uanset bestemmelserne i stk. 1, skal følgende virksomheder ikke autoriseres:

1) Virksomheder der udelukkende køber og videresælger læggekartofler i lukkede pakninger.

2) Virksomheder der udelukkende køber læggekartofler i lukkede pakninger på op til 50 kg og videresælger disse direkte til den endelige forbruger i åbne, mindre pakninger.

Udstedelse af plantepas

§ 7. Plantedirektoratet kan efter ansøgning godkende virksomheder autoriseret efter § 6, til at udstede og forsyne pakninger med læggekartofler med plantepas. Plantepassets udformning skal være godkendt af direktoratet og skal overholde bestemmelserne i bilag 10.

Stk. 2. Godkendelse til at udstede og forsyne pakninger med plantepas kan tilbagekaldes, hvis virksomheden ikke overholder bestemmelserne i §§ 25-27.

Ansøgning m.v.

§ 8. Ansøgning om autorisation efter §§ 4-6 skal indgives til Plantedirektoratet. Ansøgningen skal ske på et skema, der fås fra Plantedirektoratet eller på direktoratets hjemmeside.

Stk. 2. En avler eller virksomhed kan kun være autoriseret til én af de i §§ 4 -5, nævnte typer af produktion.

Stk. 3. Alle ændringer af betydning for autorisationen skal straks meddeles Plantedirektoratet.

Stk. 4. Ved meddelelse af autorisation tildeler Plantedirektoratet et autorisationsnummer. Autorisationsnummeret kan ikke sælges eller overdrages.

Stk. 5. Hvis Plantedirektoratet ikke modtager de i § 13 nævnte oplysninger inden fristens udløb, anses autorisationen for bortfaldet.

Kapitel 3

Godkendelse af arealer

§ 9. Avleren skal hvert år med henblik på Plantedirektoratets udtagelse af jordprøver anmelde, hvilke arealer der påtænkes anvendt til avl af læggekartofler.

Stk. 2. Arealerne skal anmeldes til Plantedirektoratet senest 8 uger inden lægning af kartoflerne. Anmeldelse skal indeholde en skitse for hvert anmeldt areal og indeholde oplysninger om, hvornår arealet senest har været anvendt til avl af kartofler eller til avl af de i bilag 5 nævnte afgrøder.

Stk. 3. Jordprøven skal udtages i perioden mellem høst af den sidste afgrøde kartofler eller høst af de i bilag 5 nævnte afgrøder og lægning af læggekartofler.

Stk. 4. Mængden af jord, der udtages pr. hektar, udgør beregningsmæssigt 1500 ml. for 8 hektar og 400 ml. for de resterende hektar.

Stk. 5. I tilfælde, hvor der er påvist forekomst af kartoffelcystenematoder i en mark, jf. bekendtgørelse om bekæmpelse af kartoffelcystenematoder, udgør mængden af jord, der udtages pr. hektar dog altid 1500 ml.

§ 10. Mængden af jord, der skal udtages pr. hektar efter § 9, stk. 4, kan reduceres til beregningsmæssigt 400 ml. pr. hektar for 4 hektar og 200 ml. for de resterende hektar, såfremt avler kan dokumentere:

1) at der ikke er blevet dyrket eller forekommet kartofler eller andre værtsplanter, jf. bilag 8, afsnit 1, i bekendtgørelse om planter, på det anmeldte areal i seks år forud for jordprøvetagningen, eller

2) at der ikke ved de to seneste officielle undersøgelser er konstateret forekomst af levende kartoffelcystenematoder, og der ikke er blevet dyrket kartofler eller værtsplanter til andet end produktion af læggekartofler eller planter til plantning, jf. bilag 8, afsnit 1, i bekendtgørelse om planter, siden den første officielle undersøgelse, eller

3) at der ikke er konstateret levende kartoffelcystenematoder eller cyster uden levende indhold ved den seneste officielle undersøgelse, og at der ikke er blevet dyrket kartofler eller værtsplanter til andet end produktion af læggekartofler eller planter til plantning, jf. bilag 8, afsnit 1, i bekendtgørelse om planter, siden undersøgelsen.

Stk. 2. Dokumentationen skal foreligge senest samtidig med prøvetagningen.

§ 11. Plantedirektoratet kan godkende arealer til avl af læggekartofler hvis:

1) resultatet af jordprøve, jf. § 9, viser, at arealet er fri for planteskadegørerne som nævnt i bilag 6,

2) arealet ikke har været anvendt til avl eller oplagring af kartofler, eller dyrkning af de i bilag 5 nævnte afgrøder i de forudgående 4 vækstsæsoner for avl af præ-basis læggekartofler og de 3 forudgående vækstsæsoner for avl af basis læggekartofler,

3) arealet er fri for gengroninger, og

4) der ikke er udbragt affald på arealer jf. § 12.

Stk. 2. Jordprøven, jf. stk. 1, nr. 1, kan være udtaget op til 4 år inden arealet anvendes til avl af læggekartofler.

Håndtering af affald

§ 12. Der må ikke avles kartofler i de følgende 3 år på arealer, hvor der er udbragt affald i form af jord, sten, kildesorteret affald og spildevandsslam, samt affaldsknolde eller andet vegetabilsk affald (frugtsaft m.m) fra virksomheder, der sorterer, vasker eller forarbejder kartofler. Ved første kartoffelavl på arealet derefter skal der anvendes en sort, der er resistent mod kartoffelcystenematoder, og avlen kan ikke anvendes som læggemateriale.

Stk. 2. Uanset stk. 1 må der avles kartofler på arealer, hvor det i stk. 1 nævnte affald er udbragt, hvis affaldet har været underkastet kontrolleret kompostering eller hygiejnisering.

Stk. 3. Der må ikke avles læggekartofler i de følgende 12 måneder på arealer, hvor der er udbragt frugtsaft fra stivelsesfremstilling, herunder vaskevand, eller overfladevand fra vandløb og søer m.m.

Kapitel 4

Betingelser for avl af læggekartofler

Generelle bestemmelser

§ 13. Med henblik på Plantedirektoratets godkendelse af avlen, skal oplysninger om læggemateriale, klasse, sort, mængde, høst nr. og antal ha meddeles direktoratet senest 25. maj. Oplysningerne skal indgives på et skema, som kan hentes på direktoratets hjemmeside.

§ 14. Avl fra et adskilt areal registreres med et høstnummer. Arealer skal være adskilt med mindst én frirække, og der skal for enden af hver række være mindst 6 meter til anden avl.

Stk. 2. Afstandskravene i stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis kartoflerne lægges og høstes manuelt.

Stk. 3. Høstnummeret består af autorisationsnummer, årstal samt et linjenummer, der identificerer arealet.

Stk. 4. Læggekartofler med forskelligt høstnummer skal holdes klart adskilt under avl, opbevaring, transport og sortering. Sammenlægges avlen fra forskellige høstnumre med samme oprindelse, henregnes den samlede avl til det høstnummer, der er tilknyttet avlen af den laveste klasse.

§ 15. På grund af risikoen for overførsel af virus skal der være følgende afstand fra arealer, hvor der dyrkes læggekartofler til arealer med anden kartoffelavl, herunder egen avl af konsumkartofler:

1) 50 meter for arealer til godkendelse som præ-basis læggekartofler,

2) 25 meter for arealer til godkendelse som basis læggekartofler, og

3) 15 meter for arealer til godkendelse som certificerede læggekartofler.

Planteskadegørere

§ 16. De i bilag 6 nævnte planteskadegørere må ikke forefindes på jordbrugsbedriften, på arealer i samdrift, på avlsarealer eller på planterne.

Stk. 2. Plantedirektoratet kan påbyde foranstaltninger til bekæmpelse af de i stk. 1 nævnte planteskadegørere, herunder isolation eller tilintetgørelse af planter, planteprodukter og emballage, der medfører smitterisiko.

Stk. 3. Plantedirektoratet kan fastsætte en frist for gennemførelse af påbudte foranstaltninger.

Rengøring af maskiner, lokaler m.v.

§ 17. Maskiner og redskaber m.m. til håndtering af kartofler samt lokaler, kasser og lignende til opbevaring af læggekartofler hos avleren, skal være rengjort og desinficeret forud for avlssæsonen. Desinfektionen skal ske med et middel, med dokumenteret effekt overfor plantepatogene mikroorganismer, herunder plantepatogene bakterier.

§ 18. Maskiner, redskaber, containere, kasser m.v., der har været anvendt udenfor arealer, som indehaveren af autorisationen har råderet over, må kun anvendes til håndtering af kartofler hvis de,

1) kun har været anvendt hos andre autoriserede læggekartoffelavlere, eller

2) er rengjort og desinficeret med et middel, med dokumenteret effekt overfor plantepatogene mikroorganismer, herunder plantepatogene bakterier.

Stk. 2. Præ-basis avlere og basis avlere med egen opformering på basis af meristemknolde må kun anvende egne maskiner, redskaber og containere til håndtering af læggekartofler. Maskiner m.v. anvendt til kartoffelavl må ikke have været anvendt udenfor de arealer, indehaveren af autorisationen har råderet over.

Stk. 3. Avleren skal kunne dokumentere, at bestemmelserne i stk. 1 er overholdt. Dokumentation skal opbevares i 3 år.

Særlige bestemmelser

§ 19. Til avl af meristemknolde og -planter må der kun anvendes plantemateriale (f.eks. in-vitro stiklinger), der har oprindelse i materiale, der er fri for planteskadegørere nævnt i bekendtgørelse om planteskadegørere, og som er godkendt af Plantedirektoratet.

Stk. 2. Der må det enkelte år kun anvendes én oprindelse pr. sort.

Stk. 3. En avler, der er autoriseret til avl af meristemknolde og –planter, må ikke have samtidig avl af konsumkartofler.

§ 20. Præ-basis avlere må kun anvende følgende læggemateriale:

1) læggemateriale af klassen MP/MK af dansk avl, eller af udenlandsk avl Plantedirektoratet har sidestillet hermed, og

2) præ-basis læggekartofler af egen avl godkendt i klasse S1-S4.

Stk. 2. Der må hvert år, for hver sort, kun anvendes læggemateriale af egen oprindelse og én anden oprindelse.

Stk. 3. Uanset stk. 1 og 2 kan avlere, der påbegynder avl af præ-basis læggekartofler indkøbe og anvende præ-basis læggekartofler af samme sort fra én præ-basis avler det første år.

Stk. 4. Præ-basis læggekartofler skal leveres direkte til den endelige forbruger.

Stk. 5. En avler, der er autoriseret til avl af præbasis læggekartofler, må ikke have samtidig avl af konsumkartofler.

§ 21. Basis avlere med opformering må kun anvende følgende læggemateriale,

1) læggemateriale af klassen MP/MK eller af udenlandsk avl Plantedirektoratet har sidestillet hermed, og

2) S/SE af dansk avl eller udenlandsk avl, der i henhold til EU-mærkningsregler for læggekartofler er sidestillet hermed, og

3) præ-basis læggekartofler af egen avl godkendt i klasse F1-F3 samt E1-E3 af egen avl.

§ 22. Basis avlere uden opformering må kun anvende læggemateriale af klassen MP/MK, S/SE eller E af dansk avl, eller af udenlandsk avl, der i henhold til EU-mærkningsregler for læggekartofler er sidestillet hermed.

Opbevaring og flytning

§ 23. Læggekartofler som råvarer må kun opbevares på avlsejendommen, hos autoriserede sorterevirksomheder eller på andre af Plantedirektoratet godkendte opbevaringssteder.

Stk. 2. På avlsejendommen må kun opbevares kartofler af egen fortsat avl af lægge- eller konsumkartofler. Læggekartofler, der er fjernet fra avlsejendommen, må ikke føres tilbage til avlsejendommen.

Stk. 3. Læggekartofler skal under opbevaring og transport være mærket med sortsnavn, klasse, oprindelse, mængde og høstnummer, jf. § 14.

Stk. 4. Uanset stk. 2 må læggekartofler, der er forblevet i lukkede, mærkede kasser under transport og opbevaring og som har været opbevaret i kølerum på en autoriseret sorterevirksomhed, eller på et af Plantedirektoratet godkendt opbevaringssted, føres tilbage til avlsejendommen.

Kapitel 5

Godkendelse af avlen

§ 24. Plantedirektoratet kan godkende avlen af læggekartofler hvis:

1) betingelserne i kapitel 3 og 4 er overholdt, og

2) det ved marksyn er konstateret, at avlen overholder kravene i bilag 7, og

3) der ikke er konstateret forekomst af virussygdomme nævnt i bilag 8.

Stk. 2. Læggekartofler fra hvert adskilt areal godkendes højst i avlsklassen under læggematerialets klasse. Avlen kan godkendes i de i bilag 9 anførte avls- og salgsklasser. Avlsklassen er afgørende for, om avlen kan anvendes til brug for videre opformering på egen ejendom, samt om og i hvilke salgsklasser avlen kan omsættes.

Stk. 3. Kartofler godkendt i klasse A må kun anvendes til avl af konsumkartofler.

Kapitel 6

Salg af læggekartofler

Pakning og mærkning

§ 25. Læggekartofler, der er sorteret, pakket m.v. i Danmark må kun sælges i lukkede pakninger, der opfylder bestemmelserne i bilag 11 om pakning og lukning.

Stk. 2. Meristemknolde og -planter skal leveres til den endelige modtager direkte og uden åbning af pakning.

Stk. 3. Uanset bestemmelserne i stk. 1, må virksomheder der ikke skal være autoriseret, jf. § 6, stk. 4, nr. 2, sælge læggekartofler til den endelige forbruger i små åbne pakninger.

§ 26. Mærkning med plantepas skal være foretaget af Plantedirektoratet eller af en godkendt virksomhed jf. § 7.

Stk. 2. Kun godkendte læggekartofler, jf. § 24, må mærkes med plantepas.

Stk. 3. Plantepasset må kun anvendes til den pakning, det oprindeligt er udstedt til.

Stk. 4. Opdeles en pakning med læggekartofler, skal hver af de nye pakninger forsynes med et nyt plantepas.

Stk. 5. Trykte plantepas, herunder fejltrykte plantepas, der ikke anvendes, skal opbevares i 2 år på den autoriserede sorterevirksomhed.

§ 27. Læggekartofler i småpakninger med et indhold på højst 10 kilo skal mærkes i overensstemmelse med det i bilag 10, nr. 2, anførte. Småpakninger skal ikke forsynes med plantepas.

Kvalitetskrav

§ 28. Ved salg skal læggekartofler der sorteres og pakkes i Danmark opfylde kvalitetskravene i bilag 12.

Stk. 2. Kartofler behandlet med spiringshæmmende midler må ikke sælges som læggekartofler.

Anmeldelse

§ 29. Sorterevirksomheder skal anmelde partier af læggekartofler til Plantedirektoratet på pakkedatoen. Anmeldelsen skal udfærdiges på et skema, der fås hos Plantedirektoratet eller på direktoratets hjemmeside. Indberetningen af oplysningerne kan ske ved elektronisk overførsel af data til Plantedirektoratet, hvis direktoratet kan godkende dataform og struktur.

Stk. 2. Ved pakkedato forstås i denne bekendtgørelse, den dato partiet sorteres og pakningsenheden lukkes med plantepas. Foregår pakning af partiet over flere dage, er pakkedatoen den dato hvor den sidste enhed i partiet lukkes og mærkes.

Stk. 3. Til identifikation af et parti færdigvarer af læggekartofler anvendes nummeret på det første plantepas i partiet (partinummeret).

Stk. 4. Et parti kan kun udgøres af læggekartofler fra et høstnummer.

Partikontrol

§ 30. Kasserer Plantedirektoratet i forbindelse med partikontrol et parti læggekartofler, kan kartoflerne omsorteres og partianmeldes på ny. Det omsorterede parti må ikke omsættes før Plantedirektoratet har foretaget fornyet partikontrol.

Stk. 2. Bryder Plantedirektoratet forseglingen af en pakning i forbindelse med kontrol af færdigvarer af læggekartofler, forsyner Plantedirektoratet plantepasset med stempel, dato, signatur og evt. plombe, der viser at pakningen har været åbnet i forbindelse med officiel kontrol.

Kapitel 7

Avl m.v. af konsumkartofler

§ 31. Til avl af konsumkartofler skal anvendes:

1) godkendte læggekartofler indkøbt hvert år til hele avlen eller

2) kartofler avlet på godkendte læggekartofler indkøbt året før, på egen ejendom eller forpagtede arealer, for hvilke der foreligger en forpagtningsaftale og hvor der hvert år indkøbes godkendte læggekartofler af den pågældende sort svarende til mindst 10 pct. af det areal og mindst 10 pct. af den mængde, der skal anvendes til lægning året efter og

a) det indkøbte læggemateriale opformeres særskilt, og at avlen heraf opbevares adskilt fra andre kartofler, og

b) det indkøbte læggemateriale lægges, og at avlen heraf så vidt muligt optages inden andre kartofler lægges og optages, og

c) maskiner og redskaber rengøres og desinficeres med et middel, med dokumenteret effekt overfor plantepatogene mikroorganismer, herunder plantepatogene bakterier.

§ 32. Basis avlere med opformering må til avl af konsumkartofler kun anvende læggemateriale af egen avl eller klasse S/SE af anden oprindelse eller læggemateriale af udenlandsk avl, der i henhold til EU-mærkningsreglerne for læggekartofler er sidestillet hermed. Der må maksimalt avles 2 år på det indkøbte læggemateriale. Første års avl benævnes K01, andet års avl K02. Der må det enkelte år højst anvendes 3 klasser for hver sort.

Stk. 2. Basisavlere uden opformering må til avl af konsumkartofler kun anvende læggemateriale af klasse S/SE, E eller A eller læggemateriale af udenlandsk avl, der i henhold til EU-mærkningsreglerne for læggekartofler er sidestillet hermed.

Stk. 3. Bestemmelserne i § 31 finder tilsvarende anvendelse ved konsumavl hos basisavlere uden opformering.

§ 33. Autoriserede avlere af læggekartofler må ikke samtidig avle læggekartofler og konsumkartofler af samme sort.

Stk. 2. Uanset stk. 1 må der ved overgang fra avl af konsumkartofler til avl af læggekartofler i en given sort, anvendes præ-basis materiale af sorten, i overgangsåret.

§ 34. Autoriserede avlere af læggekartofler skal opbevare konsumkartofler adskilt fra læggekartofler. Konsumkartoflerne skal under avl, transport og opbevaring være mærket med sortsnavn og opformeringsklasse (K01 eller K02.).

§ 35. Plantedirektoratet udtager jordprøver af arealer der anvendes til konsumavl, med henblik på overvågning af udbredelse af kartoffelcystenematoder. Hvis der konstateres forekomst af kartoffelcystenematoder, finder bestemmelserne i bekendtgørelse om bekæmpelse af kartoffelcystenematoder anvendelse.

§ 36. Sorterevirksomheder skal ved salg af spisekartofler sikre, at kartoflerne opfylder kvalitetsnormerne i bilag 13.

Kapitel 8

Forsøg

§ 37. Plantedirektoratet kan efter ansøgning og på nærmere fastsatte betingelser tillade, at bekendtgørelsens bestemmelser fraviges ved forsøg, forskning og planteforædling.

Stk. 2. Tilladelse efter stk. 1 til salg af kartofler af en genetisk modificeret sort meddeles kun, hvis der på grundlag af en officiel miljørisikovurdering er truffet alle hensigtsmæssige foranstaltninger for at undgå skadelige indvirkninger på menneskers sundhed og miljøet.

Stk. 3. Plantedirektoratet kan efter ansøgning og på nærmere fastsatte betingelser tillade, at avlere m.v. der er autoriseret efter § 4 og § 5 samtidig foretager forædling af kartofler.

Kapitel 9

Regnskab og indberetning

§ 38. Autoriserede læggekartoffelavlere og autoriserede sorterevirksomheder skal føre regnskab over deres råvaremængde, herunder sammenlagte linjer, beholdning, kasserede marker og partier, samt køb og salg af kartofler. Regnskabet skal for hvert køb og salg indeholde oplysninger om dato, kartoffelsort, høstnummer, klasse, sælger eller køber, pakningsenhed og mængde.

Stk. 2. Sorterevirksomheder skal endvidere føre et sortereregnskab. Regnskabet skal indeholde oplysninger om dato, tidspunkt, kartoffelsort, høstnummer, mængder af råvarer, samt affald (incl. over og under størrelser) til foder og lignende.

Stk. 3. Regnskaber samt dokumentation for køb, salg, m.v. skal opbevares i 3 år.

§ 39 Autoriserede sorterevirksomheder skal senest den 30. juni indberette til Plantedirektoratet hvilke mængder af læggekartofler af bevaringssorter, der er bragt i handel i den afsluttede sæson.

Kapitel 10

Administrative bestemmelser

Kontrol m.v.

§ 40. Plantedirektoratet fører kontrol med, at bestemmelserne i bekendtgørelsen overholdes.

Stk. 2. Dansk Landbrugsrådgivning, Videncentret for Landbrug fører kontrol med, at arealer med læggekartofler, der er anmeldt til avlskontrol hos autoriserede præ-basis avlere, overholder kravene i § 15 og bilag 7.

Stk. 3. Plantedirektoratet kan vederlagsfrit udtage prøver med henblik på analyser.

§ 41. Avlere, sorterevirksomheder m.fl. skal efter anmodning give Plantedirektoratet de oplysninger, der er nødvendige for gennemførelse af kontrollen med overholdelse af reglerne i denne bekendtgørelse samt yde direktoratet den fornødne bistand ved gennemførelse af kontrollen.

Offentliggørelse

§ 42. Plantedirektoratet offentliggør resultater på grundlag af kontrollen. Offentliggørelsen indeholder navn, adresse og autorisationsnummer på virksomheder autoriseret efter §§ 4 og 5 samt resultatet af en gennemført avlskontrol.

Straffebestemmelser m.v.

§ 43. Overtrædelse af § 12, § 14, stk. 4, § 23, stk. 2, § 25, stk.1 og 2, og § 33, stk. 1, og § 34, stk. 1, kan medføre at avlen af læggekartofler nedklassificeres eller ikke godkendes som læggekartofler

§ 44. Med bøde straffes den der

1) overtræder § 1, stk. 2, §§ 2 og 3, § 6, stk. 1, § 12, §§ 17 - 23, § 24, stk. 3, § 25, stk. 1 og 2, §§ 26 - 28, § 30, stk. 1, §§ 31 - 33, og § 38,

2) undlader at efterkomme et påbud efter § 16, stk. 2,

3) undlader at give oplysninger som nævnt i § 8, stk. 3, § 29, stk. 1, og § 39.

Stk. 2. Selskaber m.v. (juridiske personer) kan pålægges strafansvar efter bestemmelserne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 12

Ikrafttræden

§ 45. Bekendtgørelsen træder i kraft den 19. maj 2011.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 741 af 26. juni 2010 om avl m.v. af kartofler ophæves.

Plantedirektoratet, den 16. maj 2011

Ole P. Kristensen

/ Dorthe Nielsen


Bilag 1

Bilagsfortegnelse

Bilag 1
Bilagsfortegnelse
Bilag 2
Oversigt over maksimale mængder af læggekartofler af bevaringssorter, der må bringes i handel
Bilag 3
Særlige krav til produktion af meristemstiklinge m.m,
 
I.
Krav til produktion af meristemstiklinger
 
II
Krav til produktion af meristemknolde og –planter
Bilag 4
Krav til sorterevirksomheder for læggekartofler
Bilag 5
Værtsplanter for kartoffelcystenematoder
Bilag 6
Planteskadegørere som arealet mv. skal være fri for
Bilag 7
Mindstekrav der skal overholdes ved marksyn forud for godkendelse
Bilag 8
Virusundersøgelse
Bilag 9
I
Avlsklasser og salgsklasser for læggekartofler
 
II
Krav til salg som EF-klasse
Bilag 10
Krav til udformningen af plantepas
Bilag 11
Pakning og lukning
Bilag 12
Kvalitetskrav til læggekartofler
Bilag 13
Kvalitetsnormer for spisekartofler, herunder for nye kartofler


Bilag 2

Oversigt over maksimale mængder læggekartofler af bevaringssorter, der må bringes i handel

 
 
Art / sortsgruppe
Maksimalt tilladt mængde (kg)
Solanum tuberosum
3.375.000 kg.


Bilag 3

Særlige krav til produktion af meristemstiklinger m.m.

 
I. Krav til produktion af meristemstiklinger
   
1.1
Bygninger og udstyr der anvendes til produktion skal være godkendt af Plantedirektoratet.
1.2
Formering af plantemateriale in-vitro skal gennemføres i faciliteter og efter kvalitetsstyringssystemer, som Plantedirektoratet har godkendt.
1.3
Til avlen må kun anvendes plantemateriale, der opfylder betingelserne i bekendtgørelse om indførsel af planter og planteprodukter m.m., og som er godkendt af Plantedirektoratet.
1.4
Der må det enkelte år kun anvendes én oprindelse pr. sort.
1.5
Oprindelsesmateriale (fx in-vitro stiklinge) må højst vedligeholdes i 4 år.
1.6
Der skal foreligge en ajourført logbog over produktionen, med detaljer om hver enkelt klon.
1.7
Andre arter af Solanaceae (Natskyggefamilien) end Solanum tuberosum L. må ikke forefindes på produktionsstedet.
   
   
 
II. Krav til produktion af meristemknolde og –planter
2.1
Bygninger og udstyr der anvendes til produktion skal være godkendt af Plantedirektoratet.
2.2
Der skal foreligge et kvalitetsstyringssystem, som er godkendt af Plantedirektoratet.
2.3
Bygninger, der anvendes til produktion skal være insekttætte, dvs. vægge og tag skal være tætte og der skal være insektnet i vinduer.
2.4
Der skal forefindes et indslusningsrum med desinfektionsmåtte.
2.5
Bygninger og udstyr skal holdes fri for insekter og ukrudt.
2.6
Bygninger, udstyr, plantemateriale og evt. arealer skal være fri for skadegørere nævnt i bilag 6 og leve op til kravene i bilag 3.
2.7
De anvendte vækstmedier skal være fri for skadegørere nævnt i bilag 6 samt andre skadegørere, der angriber kartofler herunder frit levende nematoder.
2.8
Sorter skal under avl, opbevaring osv., holdes klart adskilt. Nye sorter skal holdes klonvis adskilt, indtil Plantedirektoratet meddeler, om kloner kan slås sammen.
2.9
Andre arter af Solanaceae (Natskyggefamilien) end Solanum tuberosum L. må ikke forefindes på produktionsstedet.
2.10
De producerede meristem knolde samt -planter skal ved salg være fri for;
 
-
kartoffelvirus A, M, S, X, Y og bladrullevirus
 
-
andre væsentlige vira (mop-topvirus, rattlevirus, etc.)
 
-
Pectobacterium atroseptica
 
-
Dickeya dianthicola eller andre arter Dickeya, som forårsager sortbensyge/blødråd i kartofler
 
-
Phoma exigua var. foveata
 
-
afvigende typer
 
-
fremmed sort


Bilag 4

Krav til sorterevirksomheder for læggekartofler

Sorterevirksomhed for læggekartofler skal overholde følgende;
 
Bygningernes indretning:
1.
Virksomheden skal råde over bygninger, der er egnede til formålet, herunder et tilstrækkeligt antal opbevaringsrum, således at de enkelte partier af kartofler kan holdes adskilt.
2.
Sortererummet skal være udstyret med sortereanlæg, en vægt der er beregnet til de pakningsenheder, der omsættes af virksomheden og et sortererullebord med en belysning på mindst 800 lux.
3.
Der skal forefindes en håndvask, der kan stilles til rådighed for Plantedirektoratets kontrollører.
Rengøring:
4.
Oplags- og sortererum samt maskiner m.v. skal holdes rengjort og i almindelig god stand.
5.
Lokaler samt maskiner m.m. skal hvert år være tømt for kartofler, rengjort og desinficeret inden indtagning af ny avl, senest den 30. juni. Desinfektion skal ske med et middel med dokumenteret effekt overfor plantepatogene mikroorganismer, herunder plantepatogene bakterier.
   
Sortering af egen avl:
6.
Sortering af egen avl af konsumkartofler, kasserede læggekartofler og avl godkendt til egen anvendelse skal foregå på separat anlæg. Hvis der ikke er separat sorteringsanlæg til den nævnte type kartofler, skal der efter sortering af disse og inden sortering på samme anlæg af læggekartofler til omsætning foretages rengøring og desinfektion af anlæget. Desinfektion skal ske med et middel med dokumenteret effekt overfor plantepatogene mikroorganismer, herunder plantepatogene bakterier.
   
Ompakning til småpakninger:
7.
Virksomheder, der er autoriseret til ompakning af læggekartofler i småpakninger, skal holde læggekartofler klart adskilt fra spisekartofler. Pakkeudstyret skal rengøres og desinficeres, før hver pakning af læggekartofler indledes, med mindre pakning sker med udstyr der ikke anvendes til pakning af spisekartofler. Desinfektion skal ske med et middel med dokumenteret effekt overfor plantepatogene mikroorganismer, herunder plantepatogene bakterier.
   
Kartofler der ikke er omfattet af autorisationen må ikke forefindes på virksomheden.


Bilag 5

Værtsplanter for kartoffelcystenematoder

Planter der ikke må forefindes på marken på tidspunktet for jordprøvetagningen og ikke dyrkes i perioden indtil der lægges kartofler.
Capsicum spp.
Peber
Solanum lycopersicum L.
Tomat
Solanum melongena L.
Aubergine


Bilag 6

Planteskadegørere som arealet mv. skal være fri for

1.
Følgende planteskadegørere må ikke findes på avlsejendommen eller på planterne.
 
a)
Clavibacter michiganensis (Smith)Davis et al. subsp. sepedonicus (Spieck. et Kotth.) Davis et al.
Kartoffelringbakteriose
 
b)
Ralstonia (Pseudomonas) solanacearum (Smith) Yabuuchi et al
Kartoffelbrunbakteriose
 
c)
Synchytrium endobioticum (Schilb.) Perc.
Kartoffelbrok
 
d)
Leptinotarsa decemlineata Say
Coloradobille
 
e)
Tomato spotted wilt virus
Tomatbronzetopvirus
 
f)
Ditylenchus destructor Thorne
Kartoffelrådnematod
 
g)
Meloidogyne chitwoodi Golden et al. (alle populationer) og M. fallax Karssen
Rodgallenematod
   
Potato stolbur phytoplasm (MLO)
Stolbur
       
2.
Følgende planteskadegørere må ikke findes på arealer, der anvendes til avl af læggekartofler. Skadegørerne må kun forefindes på andre arealer som indehaver af autorisationen har råderet over, hvis der gennemføres et bekæmpelsesprogram jf. bekendtgørelse om bekæmpelse af kartoffelcystenematoder på disse arealer
 
a)
Globodera pallida (Stone) Mul. et Stone
Hvid kartoffelcystenematod
 
b)
Globodera rostochiensis (Woll.) Mul. et Stone
Gul kartoffelcystenematod
       


Bilag 7

Mindstekrav der skal overholdes ved marksyn forud for godkendelse

Mindstekrav ved marksyn til sortsrenhed og tilladte tolerancer for forekomst af andre plante-skadegørere (pct. af planterne):
 
Ved indledende marksyn
   
Præ-basis
læggekartofler
Basis
læggekartofler
Certificerede
læggekartofler
a.
Fremmed sort
0,01
0,05
0,1
b.
Bladrullesyge
0,1
0,5
1,0
c.
Synlige symptomer på virus A, M, S, X, Y i alt
0,1
0,5
1,0
d.
Sortbensyge (Pectobacterium og Dickeya spp.)
0,02
0,4
1,0
e.
Afvigende typer
0,02
0,1
0,5
f.
Virus X (ved bladprøveundersøgelse)
0
1
4
 
Ved afsluttende marksyn
   
Præ-basis
læggekartofler
Basis
læggekartofler
Certificerede
læggekartofler
a.
Fremmed sort
0
0,01
0,05
b.
Bladrullesyge
0,1
0,2
0,5
c.
Synlige symptomer på virus A, M, S, X, Y i alt
0,1
0,2
0,5
d.
Sortbensyge (Pectobacterium og Dickeya spp.)
0,01
0,2
0,5
e.
Afvigende typer
0,01
0,05
0,25
f.
Virus X (ved bladprøveundersøgelse)
0
1
4
 
Vækstforholdene på avlsarealet må ikke hindre en bedømmelse af arealet ved at være ukrudtsbefængt, tørke- eller sprøjteskadet, over- eller undergødet, skadet af skadedyrsangreb eller lignende.


Bilag 8

Virus undersøgelse

Virus undersøgelse – tilladt forekomst af virus (pct. af planter/knolde)
 
Præ-basis læggekartofler
Basis læggekartofler
Certificerede læggekartofler
 
Klasse S
Klasse SE
   
Virus X
0,0
0,0
Undersøges ikke
Virus A,M, og S i alt
0,0
0,2
Undersøges ikke
Virus Y og bladrullevirus i alt
0,0
1,0
2
8
 
Undersøgelsen for virus-sygdomme foretages af Plantedirektoratet eller et af Plantedirektoratet godkendt laboratorium.
Avlen fra en sort, der er udtaget til virusundersøgelse, må ikke omsættes før resultatet af undersøgelsen foreligger.
Præ-basis avl til salg undersøges altid for forekomst af virus.


Bilag 9

I Avlsklasser og salgsklasser for læggekartofler

Læggekartofler kan højst godkendes i avlsklassen under læggematerialets klasse.
Avlsklassen er afgørende for, om avlen kan anvendes til brug for videre opformering på egen ejendom, samt i hvilken avlsklasse avlen kan omsættes
Avlerautorisation
Benævnelse af anvendeligt læggemateriale
Højeste avlsklasse, avlen kan godkendes i
Salgsklasse avlen kan godkendes til salg som
avl af meristemknolde og -planter
præ-basis læggemateriale
MK, MP
MK, MP, S/SE, E eller A
       
præbasisavler
klasse MK læggekartoffel
S1 - 1. markgeneration
S/SE, E eller A
 
præ-basis læggekartoffel
S2 - 2. markgeneration
S/SE, E eller A
 
præ-basis læggekartoffel
S3 - 3. markgeneration
S/SE, E eller A
 
præ-basis læggekartoffel
S4 - 4. markgeneration
S/SE, E eller A
 
præ-basis læggekartoffel
S5 - 5. markgeneration
S/SE, E eller A
       
basisavler med opformering
klasse MK læggekartoffel
F1 - 1. markgeneration
E eller A
 
opformering til egen anvendelse
F2 - 2. markgeneration
E eller A
 
opformering til egen anvendelse
F3 - 3. markgeneration
E eller A
 
præbasislæggekartoffel
E1 - 1. markgeneration
E eller A
 
basislæggekartoffel
E2 - 2. markgeneration
E eller A
 
basislæggekartoffel
E3 - 3. markgeneration
E eller A
 
basislæggekartoffel
A
A
       
basisavler uden opformering
præbasislæggekartoffel
E1 - 1. markgeneration
E eller A
 
basislæggekartoffel
E2 - 2. markgeneration
E eller A
 
basislæggekartoffel
E3 - 3. markgeneration
E eller A
 
basislæggekartoffel
A
A
       
 
II Krav til salg som EF-klasse
 
Særlige normer for basis læggekartofler EF-klasse 1-3
1.
Krav til det læggemateriale som basislæggekartoflerne har oprindelse i:
 
Læggematerialet skal have oprindelse i avlsmateriale, der overholder følgende krav til frihed for planteskadegørere
pct. af planterne
 
a)
Pectobacterium atroseptica
0
 
b)
Dickeya dianthicola
0
 
c)
Bladrullevirus
0
 
d)
Kartoffelvirus A
0
 
e)
Kartoffelvirus M
0
 
f)
Kartoffelvirus S
0
 
g)
Kartoffelvirus X
0
 
h)
Kartoffelvirus Y
0
       
2.
Krav til de arealer som læggematerialet stammer fra:
 
 
Arealerne skal ved to officielle markinspektioner overholde følgende krav til frihed for planteskadegørere:
pct. af planterne
 
a)
Sortbenssyge:
 
   
- EF-klasse 1
0
   
- EF-klasse 2 og 3
0,25
 
b)
Synligt virussyge planter i alt
0,1
       
3.
Krav til arealerne, hvor basislæggekartoflerne avles:
 
 
Arealerne skal ved to officielle markinspektioner overholde følgende krav til frihed for planteskadegørere:
pct. af planterne
 
a)
Sortbenssyge:
 
   
- EF-klasse 1
0
   
- EF-klasse 2
0,5
   
- EF-klasse 3
1,0
 
b)
Synligt virussyge planter i alt
 
   
- EF-klasse 1 og 2
0,5
   
- EF-klasse 3
1,0
       


Bilag 10

Krav til udformningen af plantepas

Nummerering:
Plantepassene skal være nummereret fortløbende, og skal anvendes i nummerrækkefølge.
Alle oplysninger skal trykkes på plantepasset og skal være klart læselige, uden rettelser og må ikke kunne udviskes.
 
1. Pakninger over 10 kg. netto
Pakninger over 10 kg. netto skal være forsynet med et plantepas, hvor følgende tekst fremgår:
a)
»EF-plantepas«
b)
»Danmark«
c)
»Plantedirektoratet«
d)
»Sorterevirksomhedens aut. nr.:«
e)
»Plantepas løbenr.:«
f)
»Botanisk navn: Solanum tuberosum«
g)
»Nettovægt:«
h)
»ZP«
i)
»RP, erstatningspas:«
j)
»Avlsland:«
k)
»EF-regler og –normer:«
l)
»Dato for lukning:«
m)
»Sortsnavn:«
n)
»Kategori og klasse:«
o)
»Sorteringsstørrelse:«
p)
»Høstnummer:«
q)
»Dyrkningsår:«
r)
»Kemisk behandling:«
ad m:
For en genetisk modificeret sort skal der efter sortsnavnet anføres: »Genetisk modificeret«.
For bevaringssorter skal der efter sortsnavnet anføres ”Bevaringssort”.
   
Plantepas til afprøvningsmateriale eller krydsningsmateriale:
Felt d findes ikke og
Teksten i p skal være: »Avlers aut. nr.:«
   
2. Småpakninger, med et indhold på højst 10 kg. netto
På småpakninger med et indhold på højst 10 kg. netto skal være følgende tekst som minimum fremgår:
a)
»Kategori og/eller klasse:«
b)
»Sortsnavn:«
c)
»Nettovægt:«
d)
»Sorterevirksomhedens aut.nr. :«
e)
»Avlers aut.nr. :«
f)
»Avlsland:«
g)
»Kemisk behandling:«
   
ad b
For en genetisk modificeret sort skal efter sortsnavnet anføres: »Genetisk modificeret«.
For bevaringssorter skal der efter sortsnavnet anføres ”Bevaringssort”.
 
Farve:
Præ-basis læggemateriale
Hvid med violet diagonalstribe
Basis læggekartofler
Hvid
Certificerede læggekartofler
Blå
Afprøvningsmateriale
Gul
Krydsningsmateriale
Gul
 
Størrelse:
Mindst 110 x 67 mm.
 


Bilag 11

Pakning og lukning

1.
Pakningsenheder
 
 
Som pakningsenheder må kun anvendes enheder, der kan transporteres og forbliver lukkede, forseglede og mærkede frem til levering hos modtageren.
 
Pakningsenheder må kun genanvendes, når de er blevet forsvarligt desinficerede i henhold til retningslinierne fra EPPO.
 
Partier af meristemknolde må kun sælges i godkendte nye pakninger.
 
Hver pakningsenhed må kun indeholde læggekartofler af samme høstnummer fra én avler.
 
Småpakninger er pakningsenheder med et indhold på højst 10 kg. netto.
     
2.
Lukning og mærkning
 
 
Pakninger skal lukkes og mærkes på den sorterevirksomhed, hvor kartoflerne er blevet sorteret.
 
Pakningsenheder på over 10 kg. netto, skal lukkes på en sådan måde, at de ikke kan åbnes uden at lukkeanordningen ødelægges.
 
Plantepasset (mærkningen) skal være udformet i overensstemmelse med bestemmelserne i bilag 10.
 
Plantepasset skal fastgøres ved lukningen, på lukkeanordningen, på en sådan måde at det beskadiges ved åbning af pakningsenheden eller sådan, at det ikke kan fjernes fra lukkeanordningen uden at plantepasset går i stykker og derved ikke kan genbruges.
 
.
   


Bilag 12

Kvalitetskrav til læggekartofler

1.
Planteskadegører
 
Læggekartofler skal være fri for de skadegørere der er nævnt i bilag 6.
         
2.
Partiets almindelige tilstand
 
Knoldene skal være i en sådan tilstand at de kan kontrolleres, og være:
 
-
fri for frost- og varmeskader
 
-
tørre - fri for kondensvand
 
-
faste - ikke udtørrede og rynkede
 
-
fri for spirer længere end 3 mm
 
-
fri for jord
         
3.
Tolerancer for sygdomsangreb og fejl
 
Der må i et parti højst være nedennævnte indhold af kartofler med
sygdomsangreb og andre fejl.
   
       
Vægt i procent:
 
a.
Vådforrådnelse
højst 0,1 pct.
 
b.
Kartoffelskimmel og anden tørforrådnelse
højst 0,5 pct.
 
c.
Kartoffelskurv (dybe sår over 3 mm) på mere end 1/10 af overfladen
højst 1,0 pct.
 
d.
Kartoffelskurv (overfladiske sår under 3 mm) på mere end 1/5 af overfladen
højst 3,0 pct.
 
e.
Rodfiltsvamp (sklerotier) på mere end 1/20 af overfladen
højst 2,0 pct.
 
f.
Genvækst, vækstrevner og andre misdannelser dybere end 3 mm
højst 3,0 pct.
 
g.
Mekaniske beskadigelser dybere end 3 mm
højst 2,0 pct.
 
h.
Fremmed sort:
 
   
-
præ-basis og basis læggekartofler
0,0 pct.
   
-
certificerede læggekartofler
højst 0,05 pct.
 
i.
I alt pkt. a.- h.
højst 6,0 pct.
 
j.
Jord og andre fremmede stoffer
højst 1,0 pct.
 
k.
Rustpletter og rustringe
højst 5,0 pct.
         
4.
Størrelseskrav
 
1.
Mindste størrelsen af læggekartofler skal være sådan, at de ikke kan passere et sold med kvadratisk maskevidde på 25 mm.
 
2.
For kartofler over 35 mm udtrykkes mindste og største kartoffelstørrelse i mangefold af 5. Forskellen mellem mindste og største kartoffelstørrelse må ikke overstige 25 mm.
 
3.
Et parti læggekartofler må ikke indeholde mere end 3 vægtprocent kartofler under den angivne mindste kartoffelstørrelse og 3 vægtprocent kartofler over den angivne største kartoffelstørrelse.
 
4.
Inden for det størrelsesinterval, der er angivet ved mærkningen, skal samtlige kartoffelstørrelser være repræsenteret i et naturligt forhold.
 
5.
Ved udførsel til stater uden for Den Europæiske Union kan størrelseskravene fraviges ved aftale mellem køber og sælger.


Bilag 13

Kvalitetsnormer for spisekartofler, herunder for nye kartofler

   
 
Kvalitetsnormer for spisekartofler, herunder nye kartofler
 
Ved nye kartofler forstås kartofler, der er høstet, før de er fuldstændigt modne, og hvis overhud let kan gnides af.
   
I
Partiets almindelige tilstand:
 
Knoldene skal være
 
a)
praktisk taget fri for jord og ethvert andet fremmedstof
b)
fri for fremmed lugt og smag
c)
faste, ikke udtørrede eller rynkede
d)
fri for spirer, der er længere end 3 mm
e)
tørre, fri for unormal ydre fugtighed.
 
Knoldene skal være i en sådan stand, at de kan tåle transport og håndtering og opfylde kvalitetskravene på bestemmelsesstedet.
 
Partiet skal være af ensartet kvalitet og knoldstørrelse.
 
Kravet om ensartet knoldstørrelse gælder ikke for nye kartofler.
 
Særlige bestemmelser for de enkelte klasser:
 
Klasse I og nye kartofler:
 
Knoldene skal være velformede og sortstypiske.
 
Klasse II:
 
Knoldene skal være sortstypiske.
   
II
Størrelsessortering:
 
Knoldene, dog ikke nye kartofler og ikke sorten «Asparges» og andre langagtige sorter, skal sorteres inden for følgende intervaller med hensyn til mindste- og størstemål/tværmål:
 
a)
25-35 mm
b)
30-45 mm
c)
40-65 mm
d)
60- mm
 
For pakninger med kartofler over 40 mm må forskellen mellem mindste og største knoldstørrelse ikke overstige 20 mm.
 
Knolde med mindre tværmål end det mindste tværmål anført ovenfor godkendes i den pågældende størrelsessorteringsklasse, hvis knoldenes længde er mindst:
 
a)
32 mm
b)
40 mm
c)
50 mm
d)
75 mm
 
Inden for det størrelsesinterval, der er angivet på mærkningen, skal samtlige knoldstørrelser være repræsenteret i et naturligt forhold.
 
For sorten «Asparges» og andre langagtige sorter anvendes ingen størrelsesangivelse.
   
III
Tolerancer:
 
Kvalitet:
 
Der må i et parti højst være følgende indhold af knolde med de nævnte fejl eller mangler (vægtprocent):
   
   
Klasse I
Klasse II
Nye
a)
råd samt indre fejl
2
4
2
b)
grønne knolde
2
4
2
c)
fejl a + b, ialt max.
3
6
3
d)
tryk- og stødpletter, beskadigelser, larvegnav, deforme knolde, dyb skurv, vækstrevner o.lign.
10
20
20
e)
fejl c+d, ialt max.
10
20
20
f)
fremmed sort
2
4
2
g)
kartoffelskurv, pulverskurv, netskurv og rodfiltsvamp
8
8
h)
rust
3
6
3
   
Bemærkninger:
ad a)
Under råd henregnes tør- og blødråd med et tværsnit på over 5 mm. Indre fejl omfatter «kerneråd» og «hule» kartofler.
ad b)
En grønfarvning, der dækker mindre end 1/8 af kartoffelknoldens overflade, og som kan fjernes ved normal skrælning, betragtes ikke som en fejl.
ad d)
Ved tryk- og stødpletter forstås grå, blå eller sorte pletter, der er dybere end 5 mm. Ved beskadigelser forstås redskabsbeskadigelser, insekt- og larvegnav samt andre knolddefekter dybere end 5 mm. Dyb skurv er skurv dybere end 5 mm.
 
En knold betegnes som deform, såfremt der efter en normal skrælning med kartoffelskrællekniv og med en skrælletykkelse på op til 5 mm sidder skrællerester tilbage. Vækstrevner er overfladerevner, der er dybere end 5 mm.
ad e)
Summen af konstaterede fejl eller mangler i et parti kartofler må ikke overstige de under e angivne vægtprocenter.
ad g)
En knold er angrebet af kartoffelskurv, netskurv og/eller rodfiltsvamp, når mindst 1/4 af overfladen er dækket heraf. En knold angrebet af skurv dybere end 5 mm tæller i tolerancerne med under både d og g.
ad h)
Rustpletter med et tværsnit på over 1 mm anses for en fejl. Ved bedømmelsen deles knolde på langs i 4 lige store både. Kun både med fejl tælles med i tolerancen.
   
IV
Størrelse:
 
Der må i et parti højst være 5 vægtprocent knolde i klasse I og 10 vægtprocent knolde i klasse II, der ikke svarer til den angivne størrelse. Ingen knold må endvidere være mere end 5 mm større eller mindre end den angivne størrelse.

Officielle noter

1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser der gennemfører dele af Kommissionens direktiv 92/105/EØF af 3. december 1992 om en vis standardisering af plantepas til benyttelse ved flytning af en række planter, planteprodukter og andre genstande indenfor Fællesskabet og om nærmere regler for udstedelse af sådanne plantepas samt betingelser og nærmere regler for erstatning af plantepas, EF-Tidende 1993, nr. L 4, s. 22, som ændret ved Kommissionens direktiv 2005/17/EF af 2. marts 2005, EU-Tidende 2005, nr. L 57, s. 23, dele af Rådets direktiv 2000/29/EF af 8. maj 2000 om foranstaltninger mod indslæbning i Fællesskabet af skadegørere på planter eller planteprodukter og mod deres spredning indenfor Fællesskabet, EF-Tidende 2000, nr. L 169, s. 1, som senest ændret ved Kommissionens direktiv 2010/1/EU af 8. januar 2010, EU-Tidende 2010, nr. L 7, s. 17, Rådets direktiv 2002/56/EF af 13. juni 2002 om handel med læggekartofler, EF-Tidende 2002, nr. L 193, s. 60, som senest ændret ved Kommissionens beslutning 2008/973/EF af 15. december 2008, EU-Tidende 2008, nr. L 345, s. 90, dele af Rådets direktiv 2007/33/EF af 11. juni 2007 om bekæmpelse af kartoffelcystenematoder og om ophævelse af direktiv 69/465/EØF, EU-Tidende 2007, nr. L 156, s. 12, dele af Kommissionens direktiv 2008/62/EF af 20. juni 2008 om visse undtagelser med henblik på godkendelse af landracer og sorter af landbrugsarter, der er naturligt tilpasset de lokale og regionale forhold og truet af genetisk erosion, og om handel med frø og læggekartofler af sådanne landracer og sorter, EU-Tidende 2008, nr. L. 162, s. 13.