Links til EU direktiver, jf. note 1
31999L0094
 
32009L0125
 
32010L0030
 
Oversigt (indholdsfortegnelse)

Kapitel 1   Anvendelsesområde, definitioner m.v.

Kapitel 2   Ansvaret for og krav til energirelaterede produkter m.v.

Kapitel 3   Tilsyn, forbud m.v.

Kapitel 4   Offentlige indkøb og incitamenter

Kapitel 5   Transportmidler

Kapitel 6   Klage

Kapitel 7   Straf

Kapitel 8   Ikrafttræden

Kapitel 9   Ændringsbestemmelser

Den fulde tekst

Lov om energimærkning af energirelaterede produkter1)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

Kapitel 1

Anvendelsesområde, definitioner m.v.

§ 1. Lovens formål er at fremme energibesparelser og udbredelsen af energieffektive produkter ved at informere slutbrugeren om energirelaterede produkters forbrug af energi og andre væsentlige ressourcer.

Stk. 2. Loven omfatter energirelaterede produkter, der er omfattet af en delegeret retsakt, og som bringes i omsætning eller ibrugtages.

Stk. 3. Loven finder endvidere anvendelse på motordrevne køretøjer, i det omfang det fremgår af loven eller regler fastsat af transportministeren i henhold til loven.

Stk. 4. Loven finder ikke anvendelse på brugte eksemplarer af et energirelateret produkt.

§ 2. I denne lov forstås ved:

1) Andre væsentlige ressourcer: Vand, kemikalier eller andet, som forbruges af et energirelateret produkt ved normal brug, og som ikke er energi.

2) Bringe i omsætning: Den første gang et energirelateret produkt uanset salgsmetode gøres tilgængeligt på EU/EØS’ marked med henblik på distribution eller anvendelse i EU/EØS enten mod betaling eller gratis.

3) Datablad: Et standardiseret skema med oplysninger om et energirelateret produkt.

4) Delegeret retsakt: Retsakter vedtaget af EU-institutionerne, hvori der fastlægges krav til mærkningen af bestemte energirelaterede produkter.

5) Energieffektivitetsklasse: Et trin på en skala fra A til G,  der  kan  suppleres  med  klasserne  A+,  A++  og A+++.

6) Energietiket: Et mærke, der indeholder oplysninger om et energirelateret produkts energieffektivitetsklasse og piktogrammer med angivelse af supplerende oplysninger om produktet.

7) Energirelateret produkt:

a) Ethvert produkt, der indvirker på energiforbruget under anvendelse, og som bringes i omsætning eller ibrugtages, og

b) dele, der er beregnet til at indgå i energirelaterede produkter, som bringes i omsætning, eller som ibrugtages af slutbrugere som særskilte dele, og hvis miljømæssige egenskaber kan vurderes selvstændigt.

8) Forhandler: En detailhandler eller anden fysisk eller juridisk person, som udstiller, sælger, herunder på afbetaling, eller udlejer produkter, der er bestemt til slutbrugere.

9) Ibrugtagning: Den første anvendelse i EU/EØS af et energirelateret produkt i overensstemmelse med dets formål.

10) Importør: Enhver fysisk eller juridisk person i EU/EØS, der som led i sin erhvervsudøvelse bringer et energirelateret produkt fra et tredjeland i omsætning i et EU/EØS-land.

11) Leverandør: Producenten eller dennes repræsentant i EU/EØS, der bringer et energirelateret produkt i omsætning eller ibrugtager det på EU/EØS’ marked, eller importøren. Hvis der ikke findes en producent, repræsentant eller importør, anses som leverandør enhver fysisk eller juridisk person, der bringer i omsætning eller ibrugtager produkter, som er omfattet af loven eller regler fastsat i medfør af loven eller en delegeret retsakt for produktet.

12) Repræsentant: Enhver fysisk eller juridisk person, der er etableret i EU/EØS, og som har fået skriftligt mandat fra producenten til i dennes navn at opfylde alle eller en del af forpligtelserne i loven eller regler fastsat i medfør af loven eller en delegeret retsakt.

13) Slutbruger: En fysisk eller juridisk person, der ibrugtager et energirelateret produkt.

14) Supplerende oplysninger: Andre oplysninger ud over oplysninger om energiforbruget, som er af betydning for eller kan bidrage til vurderingen af produktets forbrug af energi eller andre væsentlige ressourcer på grundlag af målelige data.

§ 3. Klima- og energiministeren kan fastsætte regler med henblik på opfyldelse af Danmarks forpligtelser i henhold til EU-retten inden for lovens område.

Kapitel 2

Ansvaret for og krav til energirelaterede produkter m.v.

§ 4. Ansvaret for, at et energirelateret produkt er i overensstemmelse med loven og regler fastsat i medfør af loven eller en delegeret retsakt, påhviler leverandøren.

§ 5. Leverandøren skal udarbejde energietiket, datablad og teknisk dokumentationsmateriale i overensstemmelse med loven og regler fastsat i medfør af loven eller en delegeret retsakt. Energietiketter og datablade skal leveres sammen med produktet.

Stk. 2. Ansvaret for, at oplysninger på energietiket, på datablad og i teknisk dokumentationsmateriale er korrekte, påhviler leverandøren.

Stk. 3. Når leverandøren bringer et energirelateret produkt i omsætning eller ibrugtager det, samtykker leverandøren i, at oplysningerne på energietiketten eller databladet gøres offentligt tilgængelige.

Stk. 4. Leverandøren skal  opbevare  teknisk dokumentationsmateriale efter stk. 1, i mindst 5 år efter at det sidste eksemplar af det relevante produkt er fremstillet. En elektronisk udgave af det tekniske dokumentationsmateriale skal stilles til rådighed for tilsynsmyndigheden senest 10 dage efter modtagelse af en anmodning herom.

§ 6. Forhandleren af et energirelateret produkt skal inden udstilling, salg, herunder afbetalingssalg, eller udleje forsyne produktet med den relevante energietiket og et datablad. Hvis energietiketten er sprogafhængig, skal energietiketten være udarbejdet på dansk.

Stk. 2. Forhandleren skal sikre sig, at produktets datablad indgår i en produktbrochure eller andet materiale, der ved købet leveres til slutbrugeren, således at denne kan gøre sig bekendt med databladet.

Stk. 3. Forhandleren kan til enhver tid forlange, at leverandøren vederlagsfrit og uden unødigt ophold leverer energietiketter og datablade.

§ 7. Klima- og energiministeren kan fastsætte regler om butikskontrol og kontrol af energimærkning af energirelaterede produkter, som sælges ved fjernsalg, herunder salg via internettet.

§ 8. Energirelaterede produkter, som er omfattet af regler om energimærkning i loven eller delegerede retsakter, må ikke forsynes med anden mærkning el.lign., der kan virke vildledende med hensyn til de foreskrevne oplysninger.

Stk. 2. Mærkningen m.v. må kun anvendes på produkter, der er omfattet af loven eller en delegeret retsakt.

§ 9. Leverandøren skal efter anmodning fra tilsynsmyndigheden udføre måling og afprøvning af, om dennes produkter overholder kravene i loven og regler fastsat i medfør af loven eller en delegeret retsakt.

Stk. 2. Leverandøren skal efter anmodning fra tilsynsmyndigheden lade produkter udtage til måling og kontrol af en sagkyndig virksomhed eller en godkendt institution som nævnt i § 13, stk. 3.

Stk. 3. Leverandøren skal efter anmodning fra tilsynsmyndigheden indlevere produkter til et anvist prøvningssted eller lade det afprøve på fremstillings-, installations- eller salgsstedet eller andet relevant sted.

Stk. 4. Leverandøren skal afholde udgifterne ved udtagelse, måling og kontrol, jf. stk. 1-3.

Stk. 5. Klima- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om måling, afprøvning og kontrol efter stk. 1-4.

§ 10. Klima- og energiministeren kan fastsætte regler om, at forhandleren skal afholde udgifterne ved kontrol af, om produktet overholder kravene om mærkning efter loven og regler fastsat i medfør af loven eller en delegeret retsakt. Forhandleren vil ikke skulle afholde udgiften, hvis den udførte kontrol af produktet viser, at den ansvarliges mærkning var korrekt.

§ 11. Klima- og energiministeren kan fastsætte regler om, at nærmere angivne internationale vedtagelser og tekniske specifikationer vedrørende krav til virksomheder, anlæg, indretninger og produkter m.v., der henvises til i regler fastsat i medfør af loven, ikke indføres i Lovtidende.

Stk. 2. Klima- og energiministeren fastsætter regler om, hvorledes oplysninger om de internationale vedtagelser og tekniske specifikationer, der ikke indføres i Lovtidende, jf. stk. 1, kan fås.

Kapitel 3

Tilsyn, forbud m.v.

§ 12. Klima- og energiministeren fører tilsyn med, at energirelaterede produkter er i overensstemmelse med energietiketten og databladet og er korrekt mærket efter loven og regler fastsat i medfør af loven eller en delegeret retsakt.

Stk. 2. Hvis klima- og energiministeren i forbindelse med tilsyn efter stk. 1 får tilstrækkeligt belæg for at antage, at et energirelateret produkt ikke er i overensstemmelse med loven eller regler fastsat i medfør af loven eller en delegeret retsakt, underrettes leverandøren eller forhandleren hurtigst muligt herom.

Stk. 3. Leverandøren skal efter anmodning give alle oplysninger, som er nødvendige for varetagelsen af klima- og energiministerens tilsyn efter stk. 1.

Stk. 4. Forhandleren skal efter anmodning give tilsynsmyndigheden oplysninger om, hvorfra denne har erhvervet et energirelateret produkt, som er omfattet af en delegeret retsakt. Slutbrugeren har samme oplysningspligt, når slutbrugeren er en juridisk person.

Stk. 5. Klima- og energiministeren har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til leverandørers og forhandleres erhvervslokaler med henblik på at kunne udtage energirelaterede produkter til måling og kontrol af, om disse er i overensstemmelse med krav i loven og regler fastsat i medfør af loven eller en delegeret retsakt.

Stk. 6. Politiet yder om nødvendigt tilsynsmyndigheden bistand til gennemførelsen af bestemmelserne om adgang i stk. 5. Justitsministeren kan efter forhandlinger med klima- og energiministeren fastsætte regler herom.

§ 13. Klima- og energiministeren fører tilsyn med overholdelse af loven og regler fastsat i medfør af loven eller delegerede retsakter.

Stk. 2. Klima- og energiministeren kan efter forhandling med vedkommende minister bemyndige andre statslige myndigheder til at udøve nærmere angivne beføjelser, der i loven er tillagt klima- og energiministeren.

Stk. 3. Klima- og energiministeren kan bemyndige en sagkyndig institution, en organisation eller en virksomhed til at udøve nærmere angivne beføjelser vedrørende tilsyn, kontrol af energirelaterede produkter og sekretariatsbistand til ministeren. Institutionen m.v. kan ikke træffe bestemmelse om adgang efter § 12, stk. 5, eller træffe afgørelse efter § 14.

Stk. 4. Klima- og energiministeren fører tilsyn med varetagelsen af opgaver, som efter stk. 3 er henlagt til en institution m.v.

Stk. 5. Klima- og energiministeren kan ved udførelse af tilsyn efter loven lægge resultater af tilsyn udført i andre EU/EØS-medlemslande til grund.

§ 14. Klima- og energiministeren kan påbyde, at forhold, der strider mod loven og regler fastsat i medfør af loven eller en delegeret retsakt, bringes i orden inden for en angivet frist.

Stk. 2. Klima- og energiministeren kan udstede forbud mod, at et energirelateret produkt bringes i omsætning eller ibrugtages, hvis påbud efter stk. 1 ikke efterkommes.

Stk. 3. Klima- og energiministeren kan i tilfælde som nævnt i stk. 2 tillige påbyde, at den leverandør, der har bragt produktet i omsætning eller har ibrugtaget det, skal tage de fornødne skridt til at trække produktet tilbage fra markedet.

Stk. 4. Klima- og energiministeren kan forbyde udstilling, salg eller udlejning af de produkter, der er omfattet af forbud og påbud efter stk. 2 og 3.

Stk. 5. Klima- og energiministeren underretter Europa-Kommissionen og de øvrige EU/EØS-medlemslande om enhver afgørelse i medfør af stk. 2-4.

§ 15. Klima- og energiministeren kan offentliggøre resultater af tilsyn og afgørelser truffet efter § 14, stk. 1-4.

Stk. 2. Klima- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om offentliggørelse af tilsynsresultater og afgørelser som nævnt i stk. 1. Ministeren kan fastsætte regler om offentliggørelse af navne på produkter og fysiske og juridiske personer, hvis produkter er kontrolleret, og af resultater af tilsyn og afgørelser i henhold til stk. 1.

Stk. 3. Klima- og energiministeren kan fastsætte regler om formen for offentliggørelse, herunder om, at offentliggørelse kan ske elektronisk, og om omfanget af materialet, der offentliggøres.

Stk. 4. Klima- og energiministeren kan videregive oplysninger om resultater af tilsyn til andre danske eller udenlandske myndigheder eller sagkyndige institutioner m.v.

Kapitel 4

Offentlige indkøb og incitamenter

§ 16. Klima- og energiministeren kan fastsætte regler om, at offentlige institutioner og virksomheder ved indkøb af produkter, der er omfattet af delegerede retsakter, hvis det er omkostningseffektivt, økonomisk gennemførligt og teknisk formålstjenligt, kun køber produkter, der hører til den højeste energieffektivitetsklasse.

Stk. 2. Klima- og energiministeren kan fastsætte regler om, at den højeste energieffektivitetsklasse tilstræbes, når staten yder incitamenter, der retter sig mod produkter omfattet af en delegeret retsakt.

Stk. 3. Klima- og energiministeren kan fastsætte regler om, at der ved statslige incitamenter efter stk. 2 kan fastsættes en højere ydeevne end grænseværdien for den højeste energieffektivitetsklasse.

Kapitel 5

Transportmidler

§ 17. Transportministeren kan fastsætte regler om, at motordrevne køretøjer ved mærkning og på anden standardiseret måde skal være forsynet med oplysninger om forbrug af energi og andre oplysninger af betydning for slutbrugerne.

Stk. 2. I regler efter stk. 1 kan transportministeren fastsætte, hvorledes de foreskrevne oplysninger skal meddeles til forbrugerne ved salg eller leje af køretøjet, herunder

1) at et udstillet køretøj på nærmere angivet måde skal forsynes med mærkning og ledsages af andre standardiserede oplysninger, og

2) at der ved fjernsalg af køretøjet eller reklamering for køretøjet skal meddeles nærmere angivne standardiserede oplysninger.

Stk. 3. Transportministeren kan fastsætte regler om, at der som dokumentation for rigtigheden af de i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger skal foreligge et nærmere angivet teknisk dokumentationsmateriale på grundlag af metoder og standarder efter transportministerens bestemmelse.

Stk. 4. Stk. 1-3 omfatter ikke brugte motordrevne køretøjer.

Stk. 5. Motordrevne køretøjer, som er omfattet af regler fastsat i medfør af stk. 1, må ikke forsynes med anden mærkning el.lign., der kan virke vildledende eller misvisende for slutbrugerne. Mærkningen må kun anvendes på motordrevne køretøjer, der er omfattet af loven eller regler fastsat i medfør heraf.

§ 18. Transportministeren eller den, som ministeren bemyndiger hertil, fører tilsyn med overholdelsen af regler fastsat i medfør af § 17.

Stk. 2. Tilsynsmyndigheden efter stk. 1 har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til leverandørers eller forhandleres erhvervslokaler med henblik på at kunne udtage motordrevne køretøjer til måling og kontrol af, om foreskrevne oplysninger om energiforbrug m.v. er korrekte.

Stk. 3. Politiet yder om nødvendigt tilsynsmyndigheden bistand til gennemførelsen af bestemmelserne om adgang i stk. 2. Justitsministeren kan efter forhandling med transportministeren fastsætte regler herom.

Stk. 4. Transportministeren kan fastsætte regler om, at leverandøren skal afholde udgifterne ved udtagelse, måling og kontrol.

Stk. 5. Tilsynsmyndigheden efter stk. 1 kan påbyde forhandleren eller leverandøren af køretøjet at berigtige forholdene inden for en angivet frist, når det er sandsynliggjort, at oplysninger, som skal gives efter regler fastsat i medfør af § 17, er ukorrekte, eller at mærkning eller andre standardiserede forbrugeroplysninger ikke er udformet i overensstemmelse med forskrifterne.

§ 19. Transportministeren kan bemyndige en under ministeriet oprettet institution eller en anden myndighed til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.

Stk. 2. Transportministeren kan bemyndige en sagkyndig institution, en organisation eller en virksomhed til at udøve nærmere angivne beføjelser vedrørende tilsyn, kontrol, udtagning, måling og afprøvning af motordrevne køretøjer, som er omfattet af loven eller regler fastsat i medfør af loven, akkrediteret certificering samt sekretariatsbistand til ministeren. Institutionen m.v. kan ikke træffe afgørelse eller træffe bestemmelse om adgang som nævnt i § 18, stk. 2.

Stk. 3. Transportministeren fører tilsyn med varetagelsen af opgaver, som er henlagt til en institution m.v.

§ 20. Transportministeren kan pålægge de i § 19, stk. 2, nævnte virksomheder, institutioner eller organisationer samt leverandører og forhandlere at udarbejde og meddele alle oplysninger, som er nødvendige for varetagelsen af de i loven nævnte opgaver.

Kapitel 6

Klage

§ 21. Energiklagenævnet behandler klager over afgørelser truffet af klima- og energiministeren eller transportministeren efter loven og efter regler fastsat i medfør af loven.

Stk. 2. Klage skal være indgivet skriftligt til Energiklagenævnet, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt.

Stk. 3. Afgørelser som nævnt i stk. 1 kan ikke indbringes for domstolene, før den endelige administrative afgørelse foreligger.

Stk. 4. Klima- og energiministeren eller transportministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage til Energiklagenævnet, herunder om opsættende virkning af klage og afskæring af klageadgang.

Stk. 5. Klima- og energiministeren eller transportministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser truffet af en myndighed under vedkommende ministerium, hvortil ministeren har henlagt sine beføjelser efter loven, ikke kan indbringes for vedkommende minister.

Kapitel 7

Straf

§ 22. Med bøde straffes den, der som leverandør af energirelaterede produkter

1) undlader at udarbejde og levere energietiket eller datablad som foreskrevet i § 5, stk. 1, eller afgiver urigtige eller vildledende oplysninger heri,

2) undlader at levere energietiketter eller datablade til en forhandler som foreskrevet i § 6, stk. 3,

3) undlader at udarbejde teknisk dokumentation eller afgiver urigtige eller vildledende oplysninger heri, jf. § 5, stk. 1,

4) undlader at opbevare teknisk dokumentationsmateriale efter § 5, stk. 1, i mindst 5 år efter at det sidste eksemplar af det relevante produkt er fremstillet, eller undlader at stille en elektronisk udgave af det tekniske dokumentationsmateriale til rådighed inden for 10 dage efter en anmodning herom fra tilsynsmyndigheden, jf. § 5, stk. 4,

5) overtræder § 8, stk. 1 eller 2,

6) undlader at afgive oplysninger, som vedkommende er forpligtet til at give efter § 12, stk. 3, eller afgiver urigtige eller vildledende oplysninger, eller

7) undlader at efterkomme påbud eller overtræder forbud efter § 14, stk. 1-4, eller undlader at efterkomme påbud efter § 18, stk. 5.

§ 23. Med bøde straffes den, der som forhandler af energirelaterede produkter

1) undlader at forsyne et produkt med en energietiket eller et datablad efter § 6, stk. 1,

2) undlader at give slutbrugeren mulighed for at gøre sig bekendt med databladet som foreskrevet i § 6, stk. 2, eller

3) undlader at afgive oplysninger om, hvorfra de har erhvervet et energirelateret produkt, som er omfattet af en delegeret retsakt, jf. § 12, stk. 4.

§ 24. Med bøde straffes den, der

1) anvender en energietiket i strid med § 8,

2) hindrer adgang til udtagelse af produkter som nævnt i § 12, stk. 5, eller § 18, stk. 2, eller

3) undlader at efterkomme påbud eller forbud efter § 14, stk. 1-4.

§ 25. Klima- og energiministeren og transportministeren kan i regler, der fastsættes i medfør af denne lov, fastsætte bødestraf for overtrædelse af disse regler.

Stk. 2. Er der ved en overtrædelse opnået en økonomisk fordel, konfiskeres denne efter reglerne i straffelovens 9. kapitel. Kan der ikke ske konfiskation, skal der tages særskilt hensyn hertil ved strafudmåling af bøde, herunder en eventuel tillægsbøde.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 8

Ikrafttræden

§ 26. Loven træder i kraft den 20. juni 2011.

Stk. 2. Loven får virkning fra den 20. juli 2011. Indtil den 20. juli 2011 finder de hidtil gældende regler i lov om fremme af besparelser i energiforbruget anvendelse.

Stk. 3. Loven finder alene anvendelse på energirelaterede produkter, der er bragt i omsætning eller ibrugtaget den 20. juli 2011 eller senere.

Stk. 4. Regler, der er fastsat i henhold til hidtil gældende regler i lov om fremme af besparelser i energiforbruget, forbliver i kraft, indtil de erstattes af regler fastsat efter denne lov.

§ 27. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Kapitel 9

Ændringsbestemmelser

§ 28. I lov om fremme af besparelser i energiforbruget, jf. lovbekendtgørelse nr. 1326 af 1. december 2010, foretages følgende ændringer:

1. Fodnoten til lovens titel ophæves.

2. § 2, stk. 2, ophæves.

3. Kapitel 5 ophæves.

4. Overskriften til kapitel 7 affattes således:

»Klager, oplysningspligt og straf m.v.«

5. I § 18 a, stk. 1, udgår »herunder mærkning af produkter,«.

6. § 19, stk. 2, ophæves.

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

7. I § 20, stk. 1, 1. pkt., og § 20, stk. 5, udgår »eller transportministeren«.

8. I § 20, stk. 1, 2. pkt., udgår »og transportministerens«.

9. I § 20, stk. 5, nr. 2, ændres »vedkommende ministerium« til: »Klima- og Energiministeriet«, og »vedkommende minister« ændres til: »klima- og energiministeren«.

10. I § 21, stk. 1, ændres »som er nævnt i § 19, stk. 2, institutioner eller organisationer samt leverandører og forhandlere« til »institutioner eller organisationer, som er nævnt i § 19, stk. 2,«.

11. I § 22, stk. 1, nr. 1, udgår »transportministeren,«, og »§ 21,« ændres til: »§ 21 eller«.

12. I § 22, stk. 1, nr. 2, udgår »§ 17, stk. 5,«.

13. § 22, stk. 1, nr. 3 og 4, ophæves.

§ 29. I lov om miljøvenligt design af energirelaterede produkter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1068 af 15. september 2010, foretages følgende ændringer:

1. I § 5, stk. 1, nr. 4 og 5, § 7, stk. 1, 2. pkt., § 7, stk. 2, 1. pkt., § 7, stk. 2, nr. 1, § 7, stk. 3, og § 10, stk. 2, ændres »producenten eller dennes repræsentant« til: »den ansvarlige efter § 4«.

2. I § 7, stk. 1, 1. pkt., ændres »producenten af et energirelateret produkt eller dennes repræsentant, inden produktet« til: »den ansvarlige efter § 4, inden et energirelateret produkt«.

3. I § 8, 1. pkt., ændres »Producenten eller dennes repræsentant« til: »Den ansvarlige efter § 4«.

4. I § 9, stk. 1, 1. pkt., ændres »producenter eller deres repræsentanter« til: »den ansvarlige efter § 4«.

5. I § 10, stk. 3, ændres »En producent, som bringer et energirelateret produkt i omsætning, eller dennes repræsentant« til: »Den ansvarlige efter § 4, som bringer et energirelateret produkt i omsætning,«.

Givet på Christiansborg Slot, den 18. maj 2011

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Lykke Friis

Officielle noter

1) Loven gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/30/EU af 19. maj 2010 om angivelse af energirelaterede produkters energi- og ressourceforbrug ved hjælp af mærkning og standardiserede produktoplysninger, EU-Tidende 2010, nr. L 153, side 1, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/125/EF af 21. oktober 2009 om rammerne for fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af energirelaterede produkter (omarbejdning), EU-Tidende 2009, nr. L 285, side 10. Loven gennemfører tillige Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/94/EF af 13. december 1999 om adgang til forbrugeroplysninger om brændstoføkonomi og CO2-emissioner i forbindelse med markedsføring af nye personbiler, EF-Tidende 2000, nr. L 12, side 16.