Senere ændringer til forskriften
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Appendiks 1 Ordliste
Appendiks 2
Appendiks 3
Bilag 1 Sundhedsberedskabets samarbejdspartnere
Bilag 2 Risiko- og sårbarhedsvurdering
Bilag 3 CBRNE risiko- og trusselsvurderinger
Bilag 4 Massevaccination
Bilag 5 Indretning af ad hoc isolationsfaciliteter
Bilag 6 Karantæne
Bilag 7 Operativ indsats ved C-hændelser
Bilag 8 Operativ indsats ved B-hændelser/smitsomme sygdomme
Bilag 9 Operativ indsats ved R/N-hændelser
Bilag 10 Retningslinjer for håndtering af CBRNE forurenede/kontaminerede lig
Bilag 11 Forslag til instruks for ekstraordinær udskrivning – region/AMK/ sygehus
Bilag 12 Forslag til instruks for ekstraordinær udskrivning – kommune
Bilag 13 Evakuering af sygehuse
Bilag 14 Eksempler ved scenarier, kriseterapeutisk-/krisestøttende beredskab
Bilag 15 Skabelon til informationsfolder om krisereaktioner
Bilag 16 Beredskab for forsyning af blod
Bilag 17 Akut Medicinsk Koordinationscenter (AMK)
Bilag 18 Skabelon for indrapportering fra region til Sundhedsstyrelsen
Bilag 19 Koordinerende læge på skadestedet (KOOL)
Bilag 20 Skabelon/tjekliste for en regional sundhedsberedskabsplan
Bilag 21 Skabelon/tjekliste for en kommunal sundhedsberedskabsplan
Den fulde tekst

Vejledning om planlægning af sundhedsberedskab

Forord

Et fleksibelt og effektivt sundhedsberedskab er af afgørende betydning for udfaldet af mange hændelser. Dette er erfaringen fra tidligere hændelser i Danmark og i udlandet. Influenzapandemien i 2009 beviste endnu engang dette og gav trods fornem håndtering i sundhedsvæsnet anledning til læring på alle niveauer.

Vejledning om planlægning af sundhedsberedskab er styrelsens nye vejledning til regioner og kommuner med henblik på planlægning af sundhedsberedskabet jf. sundhedslovens § 210. Vejledningen erstatter Håndbog om sundhedsberedskab fra 2007, og den er udarbejdet i samråd med en bredt sammensat følgegruppe.

Vejledningen er kortere end den gamle håndbog og er mere læsevenlig i sin beskrivelse af regioner og kommuners opgaver, samarbejde på området og opbygningen af en sundhedsberedskabsplan.

En del af den vejledning om pandemisk influenza, som indgik i håndbogen fra 2007, opdateres og integreres i styrelsens pandemiplan. Indtil den reviderede pandemiplan foreligger, vil bilag 29 fra den gamle håndbog være at finde på styrelsens hjemmeside (www.sst.dk) sammen med den gældende version af vejledningen.

Sundhedsstyrelsen, april 2011.

Else Smith

Administrerende direktør

 
Indhold
   
1
Introduktion
 
1.1
Hvad er sundhedsberedskabsplanlægning?
 
1.2
Vejledningens målgruppe og afgrænsning
 
1.3
Helhedsorienteret beredskabsplanlægning
 
1.4
Læsevejledning
2
Ledelse
 
2.1
Ansvarsfordeling og organisering
 
2.2
Kommunalt
 
2.3
Regionalt
 
2.4
Nationalt
 
2.5
Tværsektoriel national krisestyring
 
2.6
Tværsektoriel regional krisestyring
 
2.7
Tværsektoriel indsatsledelse i indsatsområde
 
2.8
Indsats i forhold til danskere i udlandet
3
Planlægningsgrundlag
 
3.1
Lovgivning
 
3.2
Risiko- og sårbarhedsvurdering
4
Forebyggelse
 
4.1
Forebyggende foranstaltninger
 
4.2
Uforudsigelige hændelser
5
Uddannelse
 
5.1
Hvilke kompetencer skal organisationen råde over?
 
5.2
Hvilke personer skal uddannes?
 
5.3
Gennemførelse og vedligeholdelse af uddannelsen
6
Øvelser
 
6.1
Hvad vil organisationen øve?
 
6.2
Hvem skal øve?
 
6.3
Hvordan vil organisationen øve?
 
6.4
Det Centrale Øvelsesforum
7
Evaluering
 
7.1
Hvad kan opnås gennem evalueringer?
 
7.2
Igangsættelse og gennemførelse af evalueringer
 
7.3
Opsamling af viden fra evalueringer
8
Sundhedsberedskabsplaner
 
8.1
Opbygning af sundhedsberedskabsplanen
 
8.2
Kendetegn for en god sundhedsberedskabsplan
 
8.3
Kerneopgave 1: Aktivering
   
8.3.1
Region
   
8.3.2
Kommune
 
8.4
Kerneopgave 2: Informationshåndtering
 
8.5
Kerneopgave 3: Koordination
 
8.6
Kerneopgave 4: Krisekommunikation
 
8.7
Kerneopgave 5: Operativ indsats
   
8.7.1
Region
   
8.7.2
Kommune
9
Beredskab i forhold til ekstraordinære konventionelle hændelser
 
9.1
Ekstremt vejrlig
   
9.1.1
Særligt vedrørende hedebølger
 
9.2
Trafik
 
9.3
Ekstraordinært udskrevne patienter fra sygehusene
 
9.4
Forsyningssvigt
 
9.5
Scenarier
10
CBRNE-beredskab
 
10.1
Opgave
   
10.1.1
Region
   
10.1.2
Kommune
 
10.2
Ledelse
   
10.2.1
Region
   
 
10.3
10.2.2
Kommune
Organisering
   
10.3.1
Region
   
10.3.2
Kommune
 
10.4
Bemanding
   
10.4.1
Region
   
10.4.2
Kommune
 
10.5
Procedurer
   
10.5.1
Region
   
10.5.2
Kommune
 
10.6
Særligt vedrørende smitsomme sygdomme
   
10.6.1
Region
   
10.6.2
Kommune
   
10.6.3
Karantæne
   
10.6.4
Vaccination
11
Kriseterapeutisk beredskab
 
11.1
Opgave
   
11.1.1
Region
   
11.1.2
Kommune
 
11.2
Ledelse
 
11.3
Organisering
   
11.3.1
Region
   
11.3.2
Kommune
 
11.4
Bemanding
   
11.4.1
Region
   
11.4.2
Kommune
 
11.5
Procedurer
   
11.5.1
Den akutte fase
   
11.5.2
Overgangsfasen
   
11.5.3
Den opfølgende indsats
12
Lægemiddelberedskab
 
12.1
Øget behov for lægemidler og medicinsk udstyr
   
12.1.1
Lægemiddelberedskabet over for konventionelle hændelser
   
12.1.2
Lægemiddelberedskabet over for kemiske hændelser
   
12.1.3
Lægemiddelberedskabet over for biologiske hændelser
   
12.1.4
Lægemiddelberedskabet over for radiologiske og nukleare hændelser
   
12.1.5
Lægemiddelberedskabet over for hændelser med eksplosivstoffer
 
12.2
Opgave
   
12.2.1
Region
   
12.2.2
Kommune
 
12.3
Ledelse
   
12.3.1
Region
   
12.3.2
Kommune
   
12.3.3
Staten
 
12.4
Organisation
   
12.4.1
Indkøb og distribution af lægemidler og medicinsk udstyr
   
12.4.2
Forsyningssikkerhed, lægemiddellagre og lagerstørrelse
   
12.4.3
Blodberedskabet
   
12.4.4
Antidotberedskabet
 
12.5
Bemanding
   
12.5.1
Region
   
12.5.2
Kommune
 
12.6
Procedurer
   
12.6.1
Region
   
12.6.2
Kommune
       
Appendiks 1
Ordliste
Appendiks 2
Oversigt over gældende love, regler og vejledninger mv.
Appendiks 3
Følgegruppe
       
Bilag 1
Sundhedsberedskabets samarbejdspartnere
Bilag 2
Risiko- og sårbarhedsvurdering
Bilag 3
CBRNE risiko- og trusselsvurderinger
Bilag 4
Massevaccination
Bilag 5
Indretning af ad hoc isolationsfaciliteter
Bilag 6
Karantæne
Bilag 7
Operativ indsats ved C-hændelser
Bilag 8
Operativ indsats ved B-hændelser/smitsomme sygdomme
Bilag 9
Operativ indsats ved R/N-hændelser
Bilag 10
Retningslinjer for håndtering af CBRNE forurenede/kontaminerede lig
Bilag 11
Forslag til instruks for ekstraordinær udskrivning – region/AMK/ sygehus
Bilag 12
Forslag til instruks for ekstraordinær udskrivning – kommune
Bilag 13
Evakuering af sygehuse
Bilag 14
Eksempler ved scenarier, kriseterapeutisk-/krisestøttende beredskab
Bilag 15
Skabelon til informationsfolder om krisereaktioner
Bilag 16
Beredskab for forsyning af blod
Bilag 17
Akut Medicinsk Koordinationscenter (AMK)
Bilag 18
Skabelon for indrapportering fra region til Sundhedsstyrelsen
Bilag 19
Koordinerende læge på skadestedet (KOOL)
Bilag 20
Skabelon/tjekliste for en regional sundhedsberedskabsplan
Bilag 21
Skabelon/tjekliste for en kommunal sundhedsberedskabsplan
       

1 Introduktion

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet denne vejledning som et værktøj til regioner og kommuner i forbindelse med udarbejdelsen af sundhedsberedskabsplaner. Hensigten er at sikre og forbedre kvaliteten af sundhedsberedskabsplanlægningen.

Vejledningen erstatter Håndbog om sundhedsberedskab fra 2007 og udgør Sundhedsstyrelsens vejledning i medfør af sundhedslovens § 210 og beredskabslovens § 27.

Vejledningen vil løbende blive revideret, og den seneste version findes på Sundhedsstyrelsens hjemmeside (www.sst.dk). Sundhedsstyrelsen lægger vægt på dialog og opfordrer til, at bemærkninger og erfaringer med brug af vejledningen sendes til Sundhedsstyrelsen på sst@sst.dk.

1.1 Hvad er sundhedsberedskabsplanlægning?

Sundhedsberedskabet skal sikre, at sundhedsvæsnet kan udvide og omstille sin behandlings- og plejekapacitet mv. ud over det daglige beredskab ved ulykker og katastrofer, herunder terror og krig. Planerne for dette skal tage udgangspunkt i det daglige beredskab og muliggøre en fleksibel tilpasning til den aktuelle situation.

Sundhedsberedskabet omfatter:

Sygehusberedskabet, herunder den præhospitale indsats

Beredskabet i den primære sundhedstjeneste, som er beredskabet i den del af sundhedsvæsnet, som ikke er en del af sygehusberedskabet. For kommunernes vedkommende bl.a. hjemmepleje, hjemmesygepleje og plejecentre og for regionernes vedkommende bl.a. praksisområdet

Lægemiddelberedskabet, herunder lægemidler, medicinsk udstyr og utensilier i regioner og kommuner

Regioner og kommuner skal inden for alle delelementerne planlægge for håndtering af såvel konventionelle som CBRNE-hændelser (hændelser med kemisk, biologisk, radiologisk, nuklear agens eller eksplosivstoffer). Begrebet biologiske hændelser omfatter i denne vejledning også smitsomme sygdomme. De skal ligeledes planlægge for henholdsvis et kriseterapeutisk og et krisestøttende beredskab.

De generelle principper for beredskabsarbejde er:

Sektoransvarsprincippet: Den myndighed, der har ansvaret for et område til daglig, bevarer ansvaret i en krisesituation. Myndigheden er ansvarlig for at planlægge for videreførelse af de kritiske funktioner, den er sektoransvarlig for

Lighedsprincippet: Den organisation og de procedurer og ansvarsforhold, der anvendes til daglig, benyttes i videst muligt omfang også i en krisesituation

Nærhedsprincippet: Beredskabsopgaverne løses i videst muligt omfang på det organisatoriske niveau, som er tættest på borgeren

1.2 Vejledningens målgruppe og afgrænsning

Vejledningen er målrettet opgaven med at udarbejde sundhedsberedskabsplaner i regioner og kommuner efter sundhedslovens § 210 og bekendtgørelse om planlægningen af sundhedsberedskabet samt uddannelse af ambulancepersonale mv.

Siden 2006 har regionsråd og kommunalbestyrelse skullet indhente Sundhedsstyrelsens og Lægemiddelstyrelsens rådgivning forud for vedtagelsen af sundhedsberedskabsplanen. Vejledningen imødekommer et behov for en vejledning, der er målrettet sundhedsberedskabsplanerne, og som tydeliggør forventningerne til planerne.

Vejledningen indeholder også en skabelon for en sundhedsberedskabsplan, som regioner og kommuner kan vælge at tage udgangspunkt i. Dette er dog ikke et krav.

1.3 Helhedsorienteret beredskabsplanlægning

Vejledningen bygger på Beredskabsstyrelsens koncept om en helhedsorienteret beredskabsplanlægning og vejledningen med samme navn. Det betyder, at planlægningskonceptet er afprøvet og for en del kommuners vedkommende velkendt. For kommunernes vedkommende vil anvendelsen af den samme model ved planlægning af sundhedsberedskabet som ved planlægning af kommunens øvrige beredskab endvidere være med til at sikre en sammenhængende beredskabsplanlægning.

 
 
AI3818_2_1.jpg Size: (340 X 177)
 
Figur/tekstboks 1: Fra Beredskabsstyrelsens vejledning Helhedsorienteret beredskabsplanlægning, jf. Appendiks 2.
 

En helhedsorienteret beredskabsplanlægning forudsætter, at:

Organisationen kommer rundt om de syv punkter, som er nævnt ovenfor

Planlægningen tilrettelægges efter organisationens behov, frem for at foregå i en bestemt rækkefølge

Planlægningen omfatter alle de kritiske funktioner, som organisationen har ansvar for

Organisationens ledelse er aktivt involveret i planlægningen

Relevante medarbejdere på tværs af hele organisationen involveres i planlægningen

Organisationen involveres i planlægningen

1.4 Læsevejledning

Kapitel 2-7 er Sundhedsstyrelsens vejledning om den planlægning, der skal finde sted i dagligdagen. Kapitlerne berører emnerne ledelse, planlægningsgrundlag, forebyggelse, uddannelse, øvelser og evaluering.

Kapitel 8 indeholder dels vejledning om opbygning af sundhedsberedskabsplanerne, dels vejledning om de fem kerneopgaver krisestyringsorganisationen skal håndtere i en akut situation - aktivering og drift af sundhedsberedskabet, håndtering af informationer, koordination af handlinger og ressourcer, krisekommunikation og operativ indsats.

Kapitel 9-12 er styrelsens vejledning om de faglige komponenter, som bør indgå i sundhedsberedskabsplanen, herunder den operative indsats på de forskellige områder, som regioner og kommuner med fordel kan lave action cards for. Kapitlerne indeholder information om, hvilke faglige opgaver regioner og kommuner hver især forventes at løse, og vejledning om håndteringen af disse. Kapitlerne vedrører ekstraordinære konventionelle hændelser, CBRNE-beredskab, kriseterapeutisk beredskab og lægemiddelberedskab. Kapitlerne er struktureret under overskrifterne opgaver, ledelse, organisation, bemanding og udstyr samt procedurer.

I hvert kapitel/afsnit er det tydeliggjort, hvilke dele der retter sig mod henholdsvis regioner, kommuner eller begge.

Ved at klikke på enkelte kapitler eller afsnit i indholdsfortegnelsen i den elektroniske version af vejledningen ledes læseren direkte til den valgte tekst.

Der findes en ordliste i Appendiks 1. De love, bekendtgørelser, vejledninger og andet informationsmateriale, der refereres til i denne vejledning og bilagssamling, er listet i Appendiks 2.

2 Ledelse

Det er ledelsens ansvar at sikre, at organisationen kan løse sine opgaver. Opgaverne skal også kunne løses, når organisationen bliver udsat for ekstraordinære hændelser som fx store ulykker eller forsyningssvigt. Ledelsen har derfor et ansvar for at sikre, at organisationen råder over et robust og fleksibelt sundhedsberedskab, der kan anvendes, når de daglige ressourcer og rutiner ikke længere er tilstrækkelige.

Ledelsen bør aktivt involveres i sundhedsberedskabsplanlægningen, herunder fastsætte målsætninger, foretage overordnede prioriteringer, uddelegere opgaver, tildele ressourcer og følge op på fremdriften i planlægningen.

Der bør i den enkelte organisation være udpeget ledere med kendskab til og ansvar for den ressourcemæssige og faglige tilrettelæggelse af alle dele af sundhedsberedskabet. Det er den pågældende ledelses ansvar, at der udarbejdes alarmeringslister og planer for indkaldelse af relevante medarbejdere. Ledelsen har desuden ansvaret for, at det involverede personale uddannes, at der gennemføres øvelser, at der udarbejdes evalueringer, og for at planerne opdateres. Det er også ledelsens ansvar, at de involverede medarbejdere er bekendte med kompetencer og kommandoveje, og at der er planlagt for, hvordan forskelligt materiel/udstyr tilvejebringes.

2.1 Ansvarsfordeling og organisering

Det planlægningsmæssige og operative driftsansvar for sundhedsberedskabet ligger hos regionerne og kommunerne, se tabel 1 nedenfor.

Sundhedsberedskabet hører under indenrigs- og sundhedsministerens ressortområde. Myndighedsopgaverne varetages af Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen, og styrelsernes rådgivning, herunder denne vejledning, bør ligge til grund for sundhedsberedskabsplanlægningen.

       
Område
Planlægnings- og driftsansvar
Tilsynsmyndighed
Ansvarligt ministerium
Primær sundhedstjeneste
Kommuner og regioner
Sundhedsstyrelsen
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Sygehusberedskabet, inkl. det præhospitale beredskab
Regioner
Sundhedsstyrelsen
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Lægemiddelberedskabet (herunder medicinsk udstyr og utensilier)
Regioner og kommuner
Lægemiddelstyrelsen
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Tabel 1: Ansvarsfordeling for sundhedsberedskabet i Danmark.
       

2.2 Kommunalt

Kommunalbestyrelsen skal én gang i hver valgperiode udarbejde og vedtage en plan for sundhedsberedskabet i kommunen.

I en beredskabssituation skal kommunens organisation kunne håndtere de ekstraordinære opgaver, situationen kræver, samt de vigtigste af dagligdagens opgaver. Kommunens normale ledelsesstruktur bør også gælde i beredskabssituationer.

I forbindelse med planlægningen af kommunens sundhedsberedskab må det sikres, at love og regler om beredskab overholdes. Tillige må det overvejes, hvilke kritiske funktioner kommunen skal kunne opretholde, og hvordan forskellige beredskabshændelser vil kunne påvirke kommunen og dens borgere på kort og længere sigt, direkte eller i form af afledte konsekvenser.

Kommunens ledelse og nøglemedarbejdere på de områder, som indgår i sundhedsberedskabet, bør involveres i arbejdet med sundhedsberedskabsplanen, så de kender planens opbygning og indhold og kan sikre, at dette også gælder øvrige relevante medarbejdere.

Kommunen bør have en overordnet krisestab, som støtter op om ledelsen af beredskabet i de enkelte forvaltninger. De fleste beredskabshændelser vil berøre flere forskellige forvaltninger, som indbyrdes bør koordinere indsatsen. Desuden kan belastningen i en given situation spredes ud, således at en enkelt forvaltning ikke bærer hele belastningen.

Kommunen bør planlægge for, at repræsentanter for sundhedsberedskabet, kan indgå i krisestaben. Kommunen bør ligeledes planlægge for nedsættelse af en kriseledelse inden for sundhedsberedskabet, såfremt den overordnede stab ikke nedsættes, og/eller der er behov for en egentlig kriseledelse inden for sundhedsberedskabet.

Krisestaben skal træffe de overordnede beslutninger, herunder om iværksættelse af beredskabsplanen. Det er dog vigtigt, at alle vagthavende niveauer i kommunen kan agere døgnet rundt, når der er behov for uopsættelige afværge- eller afhjælpningsforanstaltninger.

Opgaver for kommunens krisestab:

Styre og koordinere den samlede kommunale indsats

Skabe overblik over situationen og formidle dette til relevante afdelingschefer

Bevilge og fremskaffe de fornødne ressourcer (økonomi, materiel/udstyr, personale)

Sikre information til borgerne og pressen

Være kommunens kontaktled til andre sektorer

Opgaver for sundhedsberedskabets ledelse:

Fungere som krisestabens sundhedsfaglige sparringspartner

Sikre at medarbejderne har kendskab til sundhedsberedskabsplanen og egen rolle

Sikre at sundhedsfaglige konsekvenser af beredskabshændelser håndteres

Sikre at de fornødne instrukser og vejledninger til personalet foreligger, og at personalet kender dem

Være kontakt til Akut Medicinsk Koordinationscenter (AMK) i regionen

Det kan være en fordel, at regionen indtager en koordinerende rolle i forhold til sundhedsberedskabet i hele regionen, inklusive kommunernes sundhedsberedskab.

2.3 Regionalt

Regionsrådet skal én gang i hver valgperiode udarbejde og vedtage en plan for sundhedsberedskabet og den præhospitale indsats i regionen.

I en beredskabssituation skal regionen have indrettet organisationen til at kunne løse de ekstraordinære opgaver, situationen kræver, samt de vigtigste af dagligdagens opgaver.

I forbindelse med planlægningen af regionens sundhedsberedskab må det sikres, at love og regler om beredskab overholdes. Tillige må det overvejes, hvilke kritiske funktioner regionen skal kunne opretholde, og hvilken påvirkning forskellige beredskabshændelser vil have for regionens borgere på kort og længere sigt, direkte eller i form af afledte konsekvenser.

Regionen bør have en ledelse, som støtter op om den operative sundhedsfaglige ledelse af beredskabet, som vil være regionens AMK.

Ledelsen skal træffe de overordnede beslutninger, men det er vigtigt, at alle vagthavende niveauer i regionens sundhedsberedskab kan agere, når der er behov for uopsættelige foranstaltninger.

Opgaver for regionens kriseledelse:

Koordinere og styre regionens strategiske indsats

Skabe overblik over situationen og formidle dette til AMK og relevante samarbejdspartnere

Bevilge og fremskaffe de fornødne ressourcer (økonomi, materiel/udstyr, personale)

Sikre information til borgerne og pressen

Holde kontakt til andre sektorer, herunder fx via politiets lokale beredskabsstab

Ved alle større ulykker er det afgørende, at der etableres en sundhedsfaglig ledelse og koordination i regionen. Behandlingsressourcerne skal udnyttes så optimalt som muligt. Det forudsætter en kvalificeret koordinering, så det præhospitale personale har grundlag for at sende de tilskadekomne til egnede og disponible behandlingssteder under hensyntagen til den enkelte patients behov for behandling.

Der bør kun være én operativ indgang til regionens sundhedsberedskab, nemlig AMK. AMK bør lede sundhedsberedskabets operative indsats i regionen med ansvar over for regionens ledelse. AMK foreslås lokaliseret sammen med regionens vagtcentral.

AMK bør bl.a. bemandes med speciallæger med relevant præhospital erfaring. Da AMK-lægen ikke har den fornødne specialviden på ethvert område, er det væsentligt, at der i beredskabsplanlægningen er taget højde for, at der kan knyttes andre speciallæger til AMK, fx infektionsmedicinere eller kontaktpersoner fra psykiatrien. Endvidere bør der planlægges for støttefunktioner til AMK i form af erfarne sekretærer mv.

AMK skal være døgnbetjent og udstyret med relevante kommunikationsmidler. Dette indbefatter døgnbemandet telefon og mulighed for at overvåge e-mails døgnet rundt, således at centrale myndigheder, naboregioner og andre myndigheder og samarbejdsparter til enhver tid har mulighed for at komme i kontakt med AMK.

Opgaver for AMK er beskrevet i Bilag 17 AMK (Akut Medicinsk Koordinationscenter) og bør indgå ved planlægningen af sundhedsberedskabet. AMK’s vigtigste funktion er at lede og koordinere sundhedsvæsenets operative indsats i beredskabssituationer.

AMK’s primære, overordnede opgaver i samarbejde med regionens vagtcentral er:

Alarmering både i forhold til at modtage alarm og i forhold til at alarmere det nødvendige antal sygehuse og præhospitale enheder samt nødvendige eksterne samarbejdsparter, herunder kommuner ved behov og efter aftale

Iværksættelse af sundhedsberedskabsplaner

Taktisk og operativ ledelse af sundhedsvæsenets indsats

Formidling af information fra eksterne samarbejdsparter til sygehusvæsenet

Samarbejde med regionens kriseledelse, kommuner, øvrige regioner og Sundhedsstyrelsen

De enkelte sygehuse skal have egen beredskabsplan, som omfatter modtagelse og behandling af et større antal patienter afhængig af sygehusets funktioner og de lokale visitationsretningslinjer, instruks for brand og evakuering af sygehuset samt plan for opretholdelse af vitale forsyninger.

Det kan være en fordel, at regionen indtager en koordinerende rolle i forhold til sundhedsberedskab i hele regionen, inklusive kommunernes sundhedsberedskab. Dette forudsætter, at der foreligger en gensidig aftale mellem kommune og region. Der bør på samme måde indgås aftale med de praktiserende læger og speciallæger.

Ved beredskabshændelser, som aktiverer mere end én region, leder og koordinerer AMK i skadestedsregionen indsatsen. Såfremt en hændelse fysisk går på tværs af flere regioner, bør det konkret aftales, hvilken AMK der koordinerer, således at de øvrige beredskabsmyndigheder alene skal koordinere med én AMK.

2.4 Nationalt

Der kan forekomme hændelser, som nødvendiggør central styring og koordination af sundhedsberedskabet. I sådanne tilfælde vil Sundhedsstyrelsen nedsætte en krisestab, som i samarbejde med andre centrale myndigheder løbende kan yde faglig rådgivning til regioner og kommuner samt sikre en koordineret indsats på nationalt niveau. Sundhedsstyrelsen vil i en sådan situation holde tæt kontakt til involverede regioner via AMK samt til involverede kommuner. AMK forventes løbende at rapportere om situationen til Sundhedsstyrelsen, ligesom AMK kan trække på Sundhedsstyrelsens rådgivning.

Sundhedsstyrelsen kan vælge at aktivere sin krisestab af egen drift eller ved henvendelser fra samarbejdspartnere, herunder regioner og kommuner. Styrelsen har døgnvagt, se Bilag 1 Sundhedsberedskabets samarbejdspartnere.

Koordination og kommunikation med de centrale sundhedsmyndigheder bør tænkes ind i regioners og kommuners sundhedsberedskabsplaner.

2.5 Tværsektoriel national krisestyring

Involverer hændelsen også andre sektorer, vil Sundhedsstyrelsen udveksle information med disse sektorers centrale myndigheder. Sundhedsstyrelsen indgår i den nationale operative stab (NOST), som er en tværsektoriel stab på styrelsesniveau, der nedsættes med henblik på koordination ved større hændelser.

NOST’s centrale opgave er at skabe og opretholde et overblik over en given situation i Danmark med henblik på forelæggelse for nationale beslutningstagere. NOST er forankret hos Rigspolitiet, der som udgangspunkt har formandskabet i staben. Regeringens krisestyringsorganisation kan dog beslutte, at formandskabet i en konkret situation placeres hos Forsvaret eller Beredskabsstyrelsen.

Staben vil bl.a. skulle koordinere udmeldinger til befolkning og medier.

Som fast repræsentant i NOST kan Sundhedsstyrelsen anmode om, at NOST indkaldes, hvorefter Rigspolitiet vil aktivere staben.

Endelig har regeringen etableret en national krisestyringsorganisation bestående af Kriseberedskabsgruppen, Embedsmandsudvalget for Sikkerhedsspørgsmål og Regeringens Sikkerhedsudvalg.

2.6 Tværsektoriel regional krisestyring

I hver af landets 12 politikredse er der under ledelse af politidirektøren etableret en lokal beredskabsstab med henblik på koordineret opgavevaretagelse i beredskabssituationer.

De lokale beredskabsstabe sammensættes afhængigt af den konkrete hændelse, og der indgår repræsentanter fra relevante regionale og lokale myndigheder m.fl. Staben skal sikre, at indsatsen koordineres lokalt. I de lokale beredskabsstabe indgår ud over politiet repræsentanter fra totalforsvarsregionen og Beredskabsstyrelsens regionale beredskabscenter. Ofte vil regionens sundhedsberedskab også være repræsenteret, ligesom Embedslægerne, relevante kommuner og andre myndigheder kan indkaldes ved behov. Hver enkelt repræsenteret myndighed indgår i overensstemmelse med sektoransvarsprincippet.

2.7 Tværsektoriel indsatsledelse i indsatsområde

Retningslinjer for indsatsledelse, Beredskabsstyrelsen jf. Appendiks 2, fastlægger kompetenceforhold og organisering i indsatsområder.

Opgaverne, der skal løses, er overordnet set:

Samarbejde og organisering

Sikkerhed og tekniske forhold

Sektorfaglige opgaver for alle relevante aktører

Ved større ulykker vil der – normalt i tilknytning til politiets kommandostade (KST) – blive etableret en indsatsledelse. Ved større hændelser vil der som udgangspunkt være tre overordnede faglige ansvarsområder i indsatsområdet:

Ansvaret for koordinering af den samlede indsats samt øvrige politimæssige opgaver varetages af indsatsleder-politi (ISL-PO). Alle beredskabsaktører, der indgår i en indsats, er, for så vidt angår ikke-sektorspecifikke spørgsmål, underlagt ISL-PO, når de befinder sig i indsatsområdet og uden for selve skadestedet.

Ansvaret for den tekniske indsats, herunder ansvaret for sikkerheden inden for den indre afspærring varetages af indsatsleder-redningsberedskab (ISL-RB). ISL-RB har ansvaret for den tekniske indsats på selve skadestedet (inden for den indre afspærring), herunder forhold omkring personellets sikkerhed og arbejdsvilkår. Alle beredskabsaktører, der indsættes inden for den indre afspærring, er, for så vidt angår den tekniske indsats og forhold omkring indsatspersonellets sikkerhed og arbejdsvilkår, underlagt ISL-RB.

Ansvaret for den sundhedsmæssige indsats, herunder den sundhedsfaglige vurdering, prioritering, behandling, visitation og patienttransport varetages af den koordinerende læge (KOOL). Indtil KOOL er fremme, varetages de overordnede præhospitale opgaver af ambulancelederen.

Grundstammen i indsatsledelsen ved større ulykker med tilskadekomne udgøres således af de tre overordnede ledere, ISL-PO, ISL-RB og KOOL. For nærmere information om KOOL, se Bilag 19 Koordinerende læge på skadestedet (KOOL).

2.8 Indsats i forhold til danskere i udlandet

På styrelses-/departementsniveau er der etableret en international operativ stab. Staben er en pendant til den nationale operative stab, men træder sammen for at bistå danske borgere i udlandet ved katastrofer og større ulykker, fx naturkatastrofer, terrorhandlinger og ekstraordinært større trafikulykker.

Staben er forankret i Udenrigsministeriet, som har formandskabet for staben. Sundhedssektoren er repræsenteret ved Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen samt andre relevante parter såsom Region Hovedstadens AMK og Psykiatrisk Center, København.

Udenrigsministeriet kan anmode Sundhedsstyrelsen om at udsende sundhedspersonale ved beredskabshændelser i udlandet, hvor danske statsborgere er involveret. Sundhedsstyrelsen har indgået aftale med Region Hovedstaden om udsendelse af en koordinerende læge og har desuden en liste med sundhedsfagligt personale fra alle regioner, som i en situation frivilligt kan lade sig udsende efter konkret aftale med egen arbejdsplads og Sundhedsstyrelsen.

Ved patienters hjemkomst til Danmark overtager regionerne forpligtigelsen til at behandle og modtage disse, herunder yde krisestøtte/-terapi ved behov.

3 Planlægningsgrundlag

Regionernes og kommunernes sundhedsberedskabsplaner bør baseres dels på gældende lovgivning, dels på nationale trusselsvurderinger og lokalt foretagne risiko- og sårbarhedsvurderinger.

3.1 Lovgivning

Følgende love og bekendtgørelser udgør det primære regelgrundlag for regionsrådets og kommunalbestyrelsens planlægning af sundhedsberedskabet:

Sundhedsloven

Bekendtgørelse om planlægning af sundhedsberedskabet og det præhospitale beredskab samt uddannelse af ambulancepersonale mv.

Epidemiloven

Lægemiddelloven

Beredskabsloven

Øvrig lovgivning, som er central for regionsrådets og kommunalbestyrelsens planlægning af sundhedsberedskabet, er nævnt i de respektive fagkapitler, kapitel 10, 11 og 12. En oversigt over relevante love mv. findes endvidere i Appendiks 2.

Regionsråd og kommunalbestyrelse skal planlægge og gennemføre foranstaltninger, der sikrer syge og tilskadekomne nødvendig behandling i tilfælde af ulykker og katastrofer. Regioner og kommuner er således både ansvarlige for at planlægge et sundhedsberedskab og for rent faktisk at opbygge et sådant.

Sundhedsberedskabsplanerne skal vedtages af henholdsvis regionsrådet og kommunalbestyrelsen i et møde, efter der er indhentet rådgivning hos Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen.

Det er et krav, at sundhedsberedskabsplanlægningen koordineres med beredskabsplanlægningen på andre områder. Det er også et krav, at kommunen koordinerer sin planlægning med regionen og de omkringliggende kommuner, og at regionen koordinerer med tilstødende regioner og de i regionen beliggende kommuner.

Regionsrådet skal nedsætte et sundhedsberedskabs- og præhospitalt udvalg, som koordinerer samarbejdet om sundhedsberedskabet og den samlede præhospitale indsats imellem sygehusvæsnet, ambulanceberedskabet, den primære sundhedstjeneste, de tilgrænsende regioner, kommunerne i regionen, politiet samt redningsberedskabet.

Regionsrådet kan endvidere inddrage sundhedskoordinationsudvalget i koordineringen af regionens sundhedsberedskabsplan med de i regionen beliggende kommuners sundhedsberedskabsplaner. Kommunalbestyrelsen kan på samme måde tage initiativ til at inddrage sundhedskoordinationsudvalget i koordineringen af kommunens sundhedsberedskabsplan med regionens sundhedsberedskabsplan og med de øvrige i regionen beliggende kommuners sundhedsberedskabsplaner.

Øvrige krav til sundhedsberedskabsplanlægningen samt tilrettelæggelsen af den præhospitale indsats fremgår af ovennævnte planlægningsbekendtgørelse.

Det påhviler private sygehuse at planlægge og gennemføre sådanne foranstaltninger, at de på tilsvarende måde som regionale sygehuse kan indgå i sygehusberedskabet. Den konkrete inddragelse af private sygehuse i planlægningen vurderes og aftales nærmere i den enkelte region.

Sundhedsloven og overenskomsterne på praksisområdet indeholder ikke bestemmelser om inddragelse af praksissektoren i akutte beredskabssituationer eller i planlægningen af sundhedsvæsenets indsats i beredskabssituationer. Praktiserende læger, vagtlæger og privatpraktiserende speciallæger kan imidlertid pålægges opgaver i relation til den civile sektors beredskab ifølge beredskabslovens § 57.

Kommunernes samarbejde med de praktiserende læger på området kan eventuelt tages op i regi af de kommunalt-lægelige udvalg jævnfør Landsoverenskomsten om almen lægegerning.

3.2 Risiko- og sårbarhedsvurdering

Det er et krav, at regionernes og kommunernes sundhedsberedskabsplaner baseres på risiko- og sårbarhedsvurderinger.

Vurderingen kan gennemføres særskilt for sundhedsberedskabet, eller som et led i den risiko- og sårbarhedsvurdering som gennemføres i relation til kommunens beredskabsplan i henhold til beredskabslovens § 25. Det væsentlige er, at de sundhedsmæssige konsekvenser af hændelserne overvejes, herunder både konsekvenser for borgerne og for sundhedsvæsenet.

Såfremt analysen gennemføres særskilt for sundhedsberedskabet, bør resultatet forelægges for de øvrige forvaltninger, således at der er overblik over de samlede risici, og så der i nødvendigt omfang kan udarbejdes tværgående koordinerede handleplaner imellem forvaltningerne.

Såfremt analysen gennemføres i relation til udarbejdelse af kommunens øvrige beredskab, forudsættes det, at relevante personer fra sundhedsberedskabet deltager.

Analysen skal således, hvad enten den udføres særskilt for sundhedsberedskabet eller for kommunens beredskab samlet set, kunne afdække, hvilke indsatsområder der særligt bør tages højde for i sundhedsberedskabsplanen samt muliggøre eventuel forebyggelse.

Der må samtidig tages højde for, at ikke alle hændelser kan forudses, og at uforudsete kritiske hændelser også skal kunne håndteres. Beredskabsplanen bør derfor beskrive helt generelle tiltag, som kan medvirke til at sikre, at de involverede aktører handler hensigtsmæssigt også i uforudsete situationer.

Grundlæggende handler det om at kunne besvare følgende spørgsmål:

Hvad skal vores sundhedsberedskab kunne håndtere, og hvad kan medføre et betydeligt pres ud over dagligdagens aktiviteter?

Hvad er sandsynligheden for, at dette sker?

Hvis det sker, hvad er så konsekvenserne – for borgerne, for regionen/kommunen?

Såvel region som kommune skal forholde sig til:

Hvilke funktioner på sundhedsområdet i regionen/kommunen er vitale at opretholde?

Hvilke trusler/hændelser er relevante for sundhedsberedskabet, herunder både for regionens/kommunens borgere og regionen/kommunen som institution?

Hvilke trusler på sundhedsområdet udgør de største risici, og hvor/hvordan er vi mest sårbare over for truslerne/hændelserne?

Der findes mange metoder til vurdering af risiko og sårbarhed, som grundlæggende alle handler om at besvare ovennævnte spørgsmål. Beredskabsstyrelsen har udviklet en model for risiko- og sårbarhedsanalyse (ROS-modellen), som er kvalitativ og enkel og er et værktøj, som kan anvendes til at komme rundt om spørgsmålene.

En forudsætning for en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af risiko- og sårbarhedsvurderinger er, at der foreligger en klar ansvars- og opgavefordeling mellem sundhedsberedskabets forskellige aktører samt mellem kommunens sundhedsberedskab og kommunernes øvrige beredskab. En anden forudsætning er, at opgaven med risiko- og sårbarhedsvurderingerne afgrænses, og at der udarbejdes fælles retningslinjer for, hvordan vurderingerne gennemføres. Ellers bliver opgaven uoverkommelig, og analyserne af de forskellige hændelsestyper bliver usammenlignelige, hvilket kan lede til forkerte prioriteringer.

En risiko- og sårbarhedsvurdering består overordnet af tre delelementer, som dels kan gennemføres for kommunen/regionen generelt, dels i de enkelte sektorer:

Identifikation af trusler/hændelser

Vurdering af risici og sårbarheder (sandsynligheds- og konsekvensvurdering)

Risiko- og sårbarhedsprofil

Eksempler på konkrete forhold, der bør inddrages i en risiko- og sårbarhedsvurdering vedrørende sundhedsberedskabet, er:

Masseskader i forbindelse med større trafikulykker, større forsamlinger eller terrorangreb, der kan medføre behov for operations- og intensivkapacitet til mange patienter samtidigt

Omfattende epidemier eller pandemier, der kan medføre behov for behandling af mange patienter samtidigt på sygehusene eller i eget hjem via primærsektoren, herunder isolation og andre tiltag, der forebygger sygdommes udbredelse

Kemiske eller andre potentielt farlige virksomheder i lokalområdet, der kan have betydning for omkringboende og for antidotberedskabet

Fødevare- eller drikkevandsforurening, der kan gøre mange mennesker syge på én gang

Vejrlig der kan have betydning for mange borgere, og eventuelt både plejekrævende og borgere der normalt ikke er plejekrævende, herunder fx børn i skoler og institutioner

Den geografiske placering af sygehuse, kørselsforhold til disse mv. der kan have betydning for tilrettelæggelsen af den præhospitale indsats

Se også Bilag 2 Risiko- og sårbarhedsvurdering og Beredskabsstyrelsens ROS-model, jf. Appendiks 2.

4 Forebyggelse

Forebyggelse er vigtig, men ikke altid en mulighed. Beredskab handler således både om at forhindre eller reducere sandsynligheden for, at en uønsket hændelse opstår, og om at nedbringe potentielle uønskede konsekvenser af en hændelse, som har fundet sted.

4.1 Forebyggende foranstaltninger

Forebyggende foranstaltninger kan inddeles i to hovedgrupper:

Fysiske foranstaltninger

Påvirkning af adfærd

Fysiske foranstaltninger

En teknisk orienteret forebyggelse går ud på at beskytte eller gøre faciliteter, systemer, materiel/udstyr mv. mere robuste. Velkendt er røgalarmer eller brandadskillelser til forebyggelse af konsekvenserne af en brand.

På sundhedsområdet er det eksempelvis afgørende at sikre energiforsyningen, herunder nødstrømsanlæg, som kan drive vitale systemer inden for sektoren.

Påvirkning af adfærd

Denne type forebyggelse går ud på at opbygge, vedligeholde eller ændre menneskers viden og holdninger – og derigennem deres adfærd – for eksempel ved hjælp af:

Hygiejneregler i hjemmeplejen for at undgå smittespredning

Viden om forebyggelse af hedeslag

Redningsøvelser ombord på skibe

Brandøvelser på arbejdspladser

4.2 Uforudsigelige hændelser

De færreste havde formentlig forudset, at et vulkanudbrud på Island i 2010 ville betyde lukning af det europæiske luftrum i en uge. Eksemplet illustrerer, at beredskab handler om at kunne håndtere såvel forudsigelige som uforudsigelige, uønskede hændelser.

Det er vigtigt, at sundhedsberedskabsplanlægningen tager højde for både forudsigelige og uforudsigelige hændelser. Beredskabsplanen og krisestyringsorganisationen bør være opbygget således, at den danner en fleksibel ramme for, at regionen eller kommunen også kan håndtere situationer, der ikke indgik i risiko- og sårbarhedsanalysen. Planen bør fokusere både på generelle og mere hændelsesspecifikke foranstaltninger og ansvarsfordeling.

5 Uddannelse

Regioner og kommuner bør sikre, at personer, som indgår i sundhedsberedskabet, har de kompetencer, der er nødvendige for, at de kan løse deres opgaver. Det gælder for alle medarbejdere uanset deres funktion, herunder både personale der arbejder på det præhospitale område, og personale der arbejder i regionens eller kommunens sundhedsberedskab.

5.1 Hvilke kompetencer skal organisationen råde over?

Regioner og kommuner bør danne sig et overblik over, hvilke kompetencer de skal råde over i forbindelse med sundhedsberedskabet. Regionen bør tillige vurdere, hvilke kompetencer det er nødvendigt at råde over i forbindelse med den præhospitale indsats, herunder i relation til læger og sygeplejersker der indgår på eventuelle udrykningshold.

Regioner og kommuner bør på den baggrund udarbejde og igangsætte et egentligt uddannelsesprogram. Uddannelsesprogrammet kan samordnes og planlægges i samarbejde med omkringliggende regioner og kommuner samt øvrige myndigheder og eksterne samarbejdspartnere.

Som udgangspunkt bør alle de medarbejdere, der indgår i sundhedsberedskabet i kommunen, regionen eller anden relevant myndighed, have et solidt kendskab til organisationens samarbejde med andre sektorer, herunder roller og ansvarsfordeling i sundhedsberedskabet.

For nogle medarbejdere vil det være relevant at supplere den generelle uddannelse med mere specialiserede forløb. For personer med særlige opgaver under kriser kan det fx vedrøre:

Operativ indsats inden for organisationens ansvarsområde

Strategisk/operativ/taktisk kriseledelse

Stabsarbejde

CBRNE

Personer, som er ansvarlige for eller involveret i den overordnede sundhedsberedskabsplanlægning, kan have udbytte af målrettet uddannelse inden for emner såsom:

Risiko- og sårbarhedsanalyse

Øvelsesplanlægning

Evaluering af indsatser ved hændelser og øvelser

Udarbejdelse af beredskabsplaner, delplaner, operative indsatsplaner, instrukser mv.

5.2 Hvilke personer skal uddannes?

Med udgangspunkt i kortlægningen af kompetencebehov og nøglepersoner skal organisationen vælge, hvilke medarbejdere som skal tilbydes sundhedsberedskabsfaglig uddannelse. Der kan være tale om såvel oplæring af nye medarbejdere som vedligeholdelse og udvikling af eksisterende medarbejderes kompetencer.

Det vil som udgangspunkt være hensigtsmæssigt at tilbyde uddannelse til følgende:

Operative medarbejdere – som skal løse operative opgaver under kriser, fx det præhospitale personale (herunder koordinerende læger, læger i øvrigt, paramedicinere, ambulancebehandlere og sygeplejersker) samt relevant personale på sygehusene, personale i den kommunale hjemmepleje m.fl.

Kriseledelse – som har det overordnede ansvar for sundhedsberedskabet, fx sundhedschefen

Forbindelsesofficerer – som fx indgår i den lokale beredskabsstab

Sundhedsberedskabsplanlæggere – personer med ansvar for de forskellige øvrige områder af organisationens sundhedsberedskabsplanlægning

5.3 Gennemførelse og vedligeholdelse af uddannelsen

Mulighederne for uddannelse spænder fra korte, interne introduktionskurser om organisationens beredskab til længerevarende, kompetencegivende eksterne undervisningsforløb. Valget af uddannelsesform hænger bl.a. sammen med de formelle krav og organisationens egne krav til medarbejdernes kompetencer samt økonomi.

Der udbydes en række kurser med et sundheds- og beredskabsfagligt indhold. På sygehusområdet findes en række traumeorienterede og akut medicinske uddannelser til læger og sygeplejersker m.fl., der arbejder præhospitalt eller på sygehusenes fælles akutmodtagelser. Desuden afholder hver af de fem regioner et katastrofemedicinsk/præhospitalt kursus for relevant sundhedsfagligt personale i regionen.

Beredskabsstyrelsen udbyder en tværfaglig indsatslederuddannelse for bl.a. KOOL, som er udviklet i samarbejde med bl.a. Sundhedsstyrelsen og Rigspolitiet. Tillige arrangeres tværfaglige og tværsektorielle kurser i samfundets beredskab, som er rettet imod AMK-læger, KOOL, embedslæger og personer fra kommuner, regioner og stat samt andre organisationer og myndigheder, der forventes at indgå i beredskabet. Information om disse uddannelser findes på Beredskabsstyrelsens hjemmeside (www.brs.dk).

Foruden de nævnte myndigheder udbyder en række private aktører og uddannelsesinstitutioner relevante kurser og uddannelser inden for området.

6 Øvelser

Regioner og kommuner bør regelmæssigt afholde forskellige typer øvelsesaktiviteter med henblik på at kunne håndtere beredskabshændelser, der aktiverer sundhedsberedskabet. Formålet er at afprøve og udvikle organisationens medarbejdere, planer, procedurer, materiel/udstyr, teknologi og samarbejdsrelationer.

Dette sker bedst ved, at regioner, kommuner m.fl. både afholder egne, interne øvelser og deltager i tværgående øvelser med fokus på samarbejde og tværsektoriel opgaveløsning. Med udgangspunkt i formålet skal den, der planlægger øvelsesvirksomheden, primært forholde sig til følgende tre spørgsmål:

Hvad vil regionen eller kommunen øve?

Hvem i regionen eller kommunen skal øve?

Hvordan og hvornår vil regionen eller kommunen øve?

6.1 Hvad vil organisationen øve?

Øvelsernes indhold skal tilrettelægges med øje for organisationens sundhedsberedskabsansvar, målsætninger og de problemstillinger, den står overfor. Risiko- og sårbarhedsvurderingen kan være med til at identificere disse.

En øvelse vil typisk fokusere på organisationens håndtering af en bestemt hændelsestype beskrevet i et øvelsesscenarie, fx en procedureøvelse for alarmering og iværksættelse af kommunens sundhedsberedskab, håndtering af et udbrud af en smitsom sygdom eller en fuldskalaøvelse med mange tilskadekomne præhospitalt. Alternativt kan man – uafhængigt af hændelsestype – øve én eller flere af krisestyringens kerneopgaver, se kapitel 8.

Hvad den enkelte region eller kommune bør øve afhænger bl.a. af det konkrete behov for udvikling og tilpasning af kompetencer i relation til sundhedsberedskabet. Øvelser kan anvendes til at afdække, hvad der fungerer godt, og hvad der bør ændres. Derudover kan øvelser anvendes til at udvikle sundhedsberedskabet gennem afprøvning af nye teknikker, procedurer mv., fx triage eller aktiveringsøvelser.

Øvelserne bør have et klart defineret formål, og der bør på forhånd opstilles en række målbare parametre. Det kan fx være: 1) Anvendt tid for registrering af patienter/involverede, 2) triageres patienterne korrekt i forhold til, hvilke patienter der er inkluderet i øvelsen, 3) tjekspørgsmål til indsatslederne og/eller øvrige involverede (AMK/KOOL), fx om der enighed om antal involverede i hændelsen?

6.2 Hvem skal øve?

Regioner og kommuner skal som udgangspunkt øve de enheder og de personer, som forventes at have en rolle i sundhedsberedskabet. Kredsen af potentielle deltagere vil imidlertid variere og afhænger dels af øvelsens indhold, dels af om det er en intern øvelse eller en tværgående øvelse med andre organisationer, myndigheder mv.

Der opfordres til, at der også afholdes øvelser i samarbejde med omkringliggende regioner og kommuner. Deltagerne kan fx være udvalgte personalegrupper med operative opgaver i decentrale enheder i sundhedsberedskabet, fx sygeplejersker, paramedicinere, KOOL, AMK og/eller personer, som indgår i kriseledelsen eller som forbindelsesofficerer, fx i de lokale beredskabsstabe.

Øvelsesdeltagelsen bør i øvrigt koordineres med planlægningen på uddannelsesområdet for medarbejdere med en rolle i sundhedsberedskabet.

6.3 Hvordan vil organisationen øve?

Alt efter målsætning og ressourcer kan regioner og kommuner vælge mellem forskellige former for øvelser. Øvelser kan opdeles i fire overordnede typer: Procedureøvelser, dilemmaøvelser, krisestyringsøvelser og fuldskalaøvelser.

Se Det Centrale Øvelsesforums hjemmeside for yderligere information vedrørende de fire typer (www.oevelsesforum.dk). Der eksisterer andre betegnelser for øvelsestyper, som dog indholdsmæssigt svarer til disse.

Regioner og kommuner bør udarbejde en øvelseskalender/handleplan som en del af sin sundhedsberedskabsplanlægning,

6.4 Det Centrale Øvelsesforum

På hjemmesiden for Det Centrale Øvelsesforum (www.oevelsesforum.dk) findes bl.a. en øvelseskalender og anden relevant vejledning og information, som regioner og kommuner kan anvende i forbindelse med øvelsesplanlægningen. Det Centrale Øvelsesforum, der er forankret i Beredskabsstyrelsen, sikrer desuden en koordination af øvelsesaktiviteter, yder bistand og vejledning i forbindelse med øvelser, og indsamler, sammenfatter og videreformidler øvelseserfaringer.

7 Evaluering

Regioner og kommuner bør evaluere alle indsatser, som har ledt til en aktivering af sundhedsberedskabet. På samme måde bør sundhedsberedskabsøvelser evalueres.

Evaluering af indsatser, som har involveret flere forskellige beredskabsmyndigheder, bør koordineres med de involverede, ligesom en eventuel offentliggørelse af evalueringen bør koordineres med disse.

7.1 Hvad kan opnås gennem evalueringer?

Evalueringer af indsatser under sundhedsberedskabsfaglige hændelser og øvelser kan levere brugbar, erfaringsbaseret viden til sundhedsberedskabet i regionen og kommunen. Gennem evalueringerne kan man fx søge svar på spørgsmål som:

Hvordan har alarmeringen fungeret?

Har den sundhedsfaglige indsats fungeret?

Blev sundhedsberedskabsplaner, delplaner, instrukser mv. anvendt?

Har den interne og eksterne kommunikation fungeret effektivt?

Fungerede de ledelsesmæssige strukturer?

Fungerede beredskabets materiel/udstyr og teknik efter hensigten?

Var de nuværende arbejdsgange optimale, eller bør de ændres?

Var ressourcerne tilstrækkelige både i form af personale og materiel/udstyr?

Hvordan har samarbejdet med eksterne samarbejdspartnere fungeret?

Har personalet fået de fornødne kompetencer via uddannelse, øvelser og praksis?

For at kunne vurdere konkret forbedringspotentiale er det vigtigt, at evalueringen ærligt redegør for sårbarheder ved det etablerede sundhedsberedskab. Det kan fx være, der blev afveget væsentligt fra sundhedsberedskabsplanen i løbet af en øvelse, at der ikke var tilstrækkelig kendskab til planen, eller at dele af planen ikke kunne gennemføres i praksis.

7.2 Igangsættelse og gennemførelse af evalueringer

En evaluering bør igangsættes og gennemføres kort tid efter den konkrete hændelse eller øvelse. Dels styrkes kvaliteten, når erfaringerne er friske i erindringen, dels øges sandsynligheden for, at beslutningstagerne anvender evalueringens konklusioner og anbefalinger.

Der kan med fordel udarbejdes et generelt evalueringskoncept med angivelse af hvordan, hvornår og af hvem evalueringer foretages, samt hvordan relevante informationer indhentes under hændelser eller øvelser. I evalueringskonceptet bør region og kommune forholde sig til følgende problemstillinger:

Hvem skal udføre evalueringerne: En evaluering kan foretages af personer, som løste opgaver under indsatsen. Andre gange er det en fordel, at blive evalueret af kolleger, som ikke selv var direkte involveret, ligesom eksterne konsulenter kan benyttes ved behov for specialviden og/eller for uvildighed

Evalueringskriterier: Det foreslås, at man evaluerer ud fra én eller flere af de fem kerneopgaver i krisestyringen, dele af dem eller de kerneopgaver, der udvælges: 1) Aktivering og drift, 2) håndtering af informationer om krisen, 3) koordinering af handlinger og ressourcer, 4) krisekommunikation og 5) operativ indsats

Evalueringsprocessen: Enhver evaluering skal designes ud fra den pågældende hændelse eller øvelse, og processens forskellige elementer kan gribes an på forskellige måder

Struktur for evalueringsrapporten: Evalueringsrapporten foreslås struktureret efter følgende standardskabelon, men også under hensynstagen til ovenstående. Foruden de generelle punkter som titel og resumé samt introduktion og metode, bør evalueringen indeholde følgende hovedpunkter:

 
Status forud for hændelsen bør beskrives, herunder beskrivelse af (1) baggrundsinformationer, som bidrager til forståelse af hændelsen, (2) planlægningsgrundlag, (3) de identificerede risici og farer, hændelsen rummede, (4) sårbarhed og (5) systemets robusthed og evne til at håndtere den givne hændelse
 
En beskrivelse af hændelsen, udviklingen over tid, varigheden og omfanget af hændelsen, herunder beskrivelse af hændelsens konsekvenser samt eksempler på disse konsekvenser
 
En formulering af, hvordan hændelsen blev håndteret, herunder formål for gennemførte interventioner. Der bør fokuseres på, hvad gik godt, og hvad der bør gøres bedre
 
Anbefalinger udarbejdet på baggrund af evalueringen, som bør implementeres i beredskabsplanerne

Ved at bruge ovenstående skabelon1) muliggøres en tværkommunal og/eller -regional sammenligning af håndteringen af hændelser, der kan sikre, at relevant viden og erfaringer i forhold til bl.a. planlægning og håndtering af hændelsen spredes i systemet.

7.3 Opsamling af viden fra evalueringer

Evaluering handler ikke blot om at igangsætte det ene enkeltstående udredningsarbejde efter det andet. Det er lige så vigtigt, at viden fra allerede foreliggende evalueringer udnyttes, hvorfor det anbefales at se på tidligere evalueringer, bl.a. for at kunne systematisere erfaringer, konklusioner og anbefalinger på tværs af hændelser og øvelser. Sundhedsberedskabsplaner, herunder procedurerne i planen, bør opdateres i henhold til evalueringskonklusionerne.

Der er desuden et læringspotentiale i at gennemgå evalueringsrapporter fra andre danske og internationale aktører, bl.a. evalueringerne af de nationale krisestyringsøvelser, KRISØV-serien, som er tilgængelige på Beredskabsstyrelsens hjemmeside og rapporter fra Institut for Beredskabsevaluering.

Institut for Beredskabsevaluering er et uafhængigt, ikke-ansvarsplacerende institut, som er forankret i Beredskabsstyrelsen. Instituttet foretager tværgående evalueringer af større beredskabsindsatser og indsatser med et usædvanligt forløb. Instituttet evaluerer fx håndteringen af influenzapandemien i 2009, ligesom instituttet har evalueret indsatsen ved lossepladsbranden i Toelt i 2009 samt udbruddet af salmonella i 2009.

8 Sundhedsberedskabsplaner

Regionsråd og kommunalbestyrelse skal ifølge lovgivningen udarbejde og vedtage en sundhedsberedskabsplan. Formålet er at give ledelse og medarbejdere et praktisk redskab, når beredskabshændelser skal håndteres, ligesom det bør fremgå af planen, hvordan bl.a. uddannelse, øvelser og evalueringer gennemføres.

Sundhedsberedskabsplanen skal beskrive, hvordan krisestyring på området skal foregå, og hvordan det afhjælpende beredskab skal iværksættes, når de almindelige ressourcer og rutiner ikke er tilstrækkelige.

For kommunernes vedkommende kan sundhedsberedskabsplanen med fordel udarbejdes som en delplan til den beredskabsplan, som kommunen skal udarbejde ifølge beredskabslovens § 25. Sundhedsberedskabsplanen bør om alle omstændigheder kunne fungere som en delplan til denne og skal således være koordineret med kommunens øvrige beredskabsplanlægning.

Sundhedsberedskabsplanen skal samtidig kunne aktiveres og fungere uafhængigt af, om kommunens øvrige beredskab er aktiveret.

8.1 Opbygning af sundhedsberedskabsplanen

Udformningen af en sundhedsberedskabsplan kan variere fra kommune til kommune og fra region til region, afhængigt af organisationsstruktur, lokale sårbarheder mv. I det følgende nævnes nogle grundlæggende principper for opbygningen, som under alle omstændigheder bør efterleves.

En sundhedsberedskabsplan bør overordnet indeholde tre dele, som skal ses i sammenhæng, men bør være tydeligt adskilte i planen.

1) Krisestyringsorganiseringen: Overordnet og generel beskrivelse af formål, organisering af regionens eller kommunens sundhedsberedskab, kerneopgaver samt rolle- og ansvarsfordeling

2) Indsatsplaner, herunder instrukser og action cards: Operativ del af planen med konkrete procedurer for håndtering af specifikke opgaver/funktioner, relevante telefonlister mv.

3) Appendiks: Beskrivelse af de elementer, der jf. loven skal indgå i planlægningen, men som ikke anvendes i akutte situationer (fx plan for uddannelses- og øvelsesaktivitet, evalueringer samt risiko- og sårbarhedsvurdering)

Der henvises til Bilag 20 Skabelon/tjekliste for en regional sundhedsberedskabsplan og Bilag 21 Skabelon/tjekliste for en kommunal sundhedsberedskabsplan.

8.2 Kendetegn for en god sundhedsberedskabsplan

For at opfylde sit formål som et praktisk redskab skal en beredskabsplan være:

Handlingsorienteret – planen skal indeholde klare retningslinjer for, hvordan organisationen skal håndtere hændelser. Det vil sige, hvem gør hvad, hvornår og hvordan?

Overskuelig – planen skal være logisk opbygget og hurtig at slå op i. Den skal være skrevet i et letforståeligt sprog og ikke være længere end nødvendigt

Ajourført – planen skal revideres, når:

 
Lovgivningen stiller krav om det
 
Organisationens struktur eller ansvarsområde ændres
 
Der er indikationer på, at risikovurderingen/trusselsbilledet har forandret sig væsentligt
 
Erfaringer fra en hændelse, øvelse eller risiko- og sårbarhedsvurdering tilsiger det

Tilgængelig – de relevante personer skal til alle tider have adgang til planen

Realistisk – der skal være overensstemmelse mellem de ressourcer, som tænkes anvendt ifølge planen, og de ressourcer, der vil være til rådighed under virkelige hændelser

Læst og forstået – alle potentielle brugere bør på forhånd have sat sig ind i planen, før de skal bruge den i praksis under en hændelse

Afprøvet – organisationen skal jævnligt afprøve planen eller væsentlige dele heraf. Planen skal evalueres efter øvelser og efter brug i krisesituationer

8.3 Kerneopgave 1: Aktivering

Det er situationsafhængigt, hvornår der er behov for, at sundhedsberedskabet træder i kraft, og der vil være en glidende overgang fra, at situationen kan håndteres inden for de almindelige rammer til iværksættelse af hele eller dele af beredskabet. Dog kan planen indeholde retningslinjer for, hvornår sundhedsberedskabet som udgangspunkt aktiveres, og hvem der kan aktivere det.

Der bør i planen være beskrevet klare procedurer for, hvordan der på et hvilket som helst tidspunkt af døgnet hurtigt etableres beslutningskompetence i regionen og kommunen. Alle vagthavende niveauer bør kunne agere døgnet rundt, når der er behov for uopsættelige afværge- eller afhjælpningsforanstaltninger. Der bør være retningslinjer for, hvordan alarmen modtages og videreformidles i tilfælde, som kan berettige aktivering af sundhedsberedskabet i regionen/kommunen.

Både regioner og kommuner bør have en krisestyringsorganisation, som er velkendt, har velfungerende procedurer, og som umiddelbart kan iværksættes, når der indtræffer en hændelse, som kræver overordnet krisestyring.

Sundhedsberedskabsplanen bør beskrive aktivering af relevante dele inden for sundhedsberedskabet, herunder aktiveringsniveau, sammensætning, forbindelsesofficerer samt procedurer for mødeafholdelse og afløsning.

Når indsatsen igen kan håndteres inden for de almindelige rammer, skal beredskabsindsatsen afsluttes, og der overgås til vanlig organisation.

8.3.1 Region

Det bør sikres, at relevante samarbejdsparter er bekendte med, at AMK er kontaktindgang til sundhedsberedskabet i regionen i tilfælde af beredskabshændelser.

AMK skal alarmere det nødvendige antal sygehuse, iværksætte sundhedsberedskabsplaner og videreformidle relevant information til samarbejdspartnere. Det kriseterapeutiske beredskab og lægemiddelberedskabet alarmeres også via AMK, enten selvstændigt eller sammen med regionens øvrige sundhedsberedskab. Relevante action cards bør udarbejdes for den person, der modtager alarmeringen, ligesom der bør ligge en plan for, hvordan ekstra personale indkaldes.

Der bør være indgået aftaler med praktiserende læger om etablering af en aktiverings- og kommunikationsordning via AMK, der kan fungere ved beredskabshændelser.

Hvis det ikke er politiet, der aktiverer sundhedsberedskabet fx via alarmcentralen til AMK, bør AMK vurdere, om politiet skal underrettes.

Såfremt det er indsatsledelsen eller somatisk/psykiatrisk akutmodtagelse, der vurderer behovet for at aktivere sundhedsberedskabet lokalt, herunder det kriseterapeutiske beredskab, skal dette ske via AMK.

8.3.2 Kommune

Der bør være mulighed for at aktivere kommunens sundhedsberedskab hele døgnet. Det kan fx ske ved at henvise til en døgnbemandet telefon inden for det kommunale sundhedsvæsen eksempelvis hjemmeplejen og/eller redningsberedskabet med adgang til alarmering af sundhedsberedskabet. Det bør sikres, at de relevante samarbejdsparter er bekendte med denne kontaktindgang.

Det bør fremgå af kommunens sundhedsberedskabsplan, hvordan kommunens sundhedsberedskab aktiveres. Planen bør bl.a. indeholde et flow chart for, hvordan alarmeringen fra den døgnbemandede indgang i kommunen videreformidles til de rette funktioner i kommunen. Relevante action cards bør udarbejdes for de enkelte funktioner, der indgår i kommunens sundhedsberedskab, herunder for den person, der modtager alarmeringen.

Det bør fremgå af planen, om det er aftalt, at regionen kan koordinere sundhedsberedskabet i hele regionen.

8.4 Kerneopgave 2: Informationshåndtering

Evnen til at træffe de rigtige beslutninger på de rigtige tidspunkter afhænger af, at ledere på alle niveauer kan danne sig et samlet situationsbillede.

Til det formål er det nødvendigt at indhente, bekræfte, analysere, bearbejde og fordele relevante informationer om situationen i alle dens faser internt og eksternt. Et relevant informationsniveau er krævende for både afsender og modtager. Organisationen skal derfor sikre en fornuftig håndtering af informationsstrømmen, herunder at de vigtigste informationer fastholdes på skrift, så de ikke går tabt.

Sundhedsberedskabsplanen og tilknyttede dokumenter bør i den sammenhæng forholde sig til følgende:

Organisationens samlede situationsbillede – bidrage til at skabe overblik over situationen, mediebilledet, risikobilledet, opgaveløsning, ressourceanvendelse og krisekommunikation på sundhedsområdet

Logføring og journalisering – dokumentation for, hvad der er oplyst, og hvad der er besluttet på sundhedsområdet

Skærpet overvågning på sundhedsområdet

Udfærdigelse af beslutningsreferater fra møder indenfor sundhedsområdet – en instruks kan fastlægge ansvaret herfor

Håndtering af klassificerede/følsomme informationer indenfor sundhedsområdet – instrukser for korrekt dokumenthåndtering

Da både AMK og kommunen kan få behov for at sende en forbindelsesofficer til politiets KSN eller den lokale beredskabsstab, bør der være klare procedurer for, hvor hyppigt og hvordan forbindelsesofficererne melder tilbage til eget bagland om situationen og dens udvikling.

Organisationens samlede situationsbillede er et centralt dokument for krisestyringen. Det skal indeholde pålidelige informationer, der på relativt begrænset plads skaber overblik over situationen. Det bør fremgå af sundhedsberedskabsplanen, hvem der har ansvaret for at producere/bidrage til situationsbilledet fra sundhedsområdet.

Situationsbilledet er ikke nødvendigvis kun til internt brug, så indforståede fagtermer og forkortelser skal undgås, og fælles terminologi bør så vidt muligt anvendes. Organisationen skal kunne dele sit situationsbillede med samarbejdspartnere og tværsektorielle krisestabe i forsøget på at nå frem til et fælles situationsbillede. Eksempelvis vil Sundhedsstyrelsen have ansvaret for at levere bidrag til situationsbilledet i den nationale operative stab (NOST) ved hændelser af national interesse. Sundhedsstyrelsen vil i sådanne situationer anmode AMK om regionens situationsbillede, se Bilag 18 Skabelon for indrapportering fra region til Sundhedsstyrelsen.

8.5 Kerneopgave 3: Koordination

Koordination er en hovedopgave i beredskabet. Der vil altid være behov for koordination af handlinger og ressourcer i en beredskabssituation. Koordination må foregå både internt i en organisation og med eksterne samarbejdspartnere, som det fx sker ved tværsektorielt samarbejde.

Bekendtgørelse om planlægning af sundhedsberedskabet og det præhospitale beredskab samt uddannelse af ambulancepersonale mv. stiller krav til koordinationen både mellem regioner og kommuner og med andre beredskabsaktører internt i regioner og kommuner.

God koordination kræver:

At planer, regelsæt, procedurer og aftaler er på plads

Fleksibilitet, kreativitet, evne til improvisation og tilpasning hos de involverede aktører

Reel koordination/tilpasning af planerne. Det er ikke tilstrækkeligt at informere hinanden om planerne

Internt i regionen er der behov for, at det præhospitale beredskab, sygehusberedskabet og samarbejdet med de praktiserende læger fungerer hensigtsmæssigt og er koordineret. Tilsvarende bør kommunen sikre, at de involverede afdelinger, fx den/de forvaltninger, som er ansvarlige for sundhedsberedskabet samt teknik- og miljøområdet og redningsberedskab i kommunen har et fastlagt samarbejdsgrundlag for håndtering af beredskabssituationer.

I lovgivningen stilles for regionen krav om koordination af sundhedsberedskabsplanlægningen med politiets, naboregioners, epidemikommissionens og kommunernes planlægning.

For kommunernes vedkommende stiller lovgivningen krav om koordination med regionen og nabokommunerne. Det er en nødvendig men ikke tilstrækkelig betingelse, at de respektive planer fremsendes til samarbejdsparterne. Det bør tillige sikres, at snitflader og forhold hos den enkelte region/kommune, der kan påvirke de øvrige kommuners planer og aktiviteter, identificeres og adresseres. Det er således en forudsætning, at der har været dialog med relevante samarbejdspartnere, at planerne er tilpasset hinanden, og der kan med fordel indgås skriftlige aftaler. Kommunens sundhedsberedskab bør endvidere ses som en del af kommunens samlede beredskab og være koordineret med kommunens øvrige beredskabsplanlægning.

Koordination forudsætter, at region/kommune har et godt kendskab til de eksterne samarbejdsparter, deres opgaver og ansvarsområder.

Eksternt har både region og kommune en række samarbejdspartnere, som det kan forudses, at der skal koordineres med. Fx vil det være nødvendigt for kommunens hjemmepleje at samarbejde og koordinere med praktiserende læger i forbindelse med ekstraordinær udskrivning, og regionens AMK må kunne samarbejde og koordinere med kommunerne.

Koordinationsopgaven mellem regioner og kommuner kan blandt andet løftes i regi af regionens sundhedsberedskabs- og præhospitalt udvalg og/eller eventuelt sundhedskoordinationsudvalgene. Både regioner og kommuner har et ansvar i forhold til at samarbejdet initieres. Kommunernes samarbejde med de praktiserende læger kan eventuelt tages op i regi af de kommunalt-lægelige udvalg.

Følgende må fastlægges:

Hvilke samarbejdspartnere der vil skulle koordineres med, og hvilke procedurer der skal være for et bilateralt samarbejde. Der bør foreligge faste og gerne skriftlige aftaler om samarbejdet ved beredskabshændelser. Tværfaglige og tværsektorielle øvelser kan medvirke til at identificere områder, hvor aftaler bør indgås.

Hvordan det sikres, at regionen og kommunen får information om, hvilke handlinger samarbejdspartnerne er i færd med eller planlægger. Denne information øger chancerne for optimal udnyttelse af egne ressourcer og vurdering af, om ressourcer kan frigøres eller omdisponeres.

Hvordan anmodninger om akut bistand fra eksterne samarbejdsparter håndteres, og hvilke procedurer der gælder, hvis regionen eller kommunen selv skal bede om assistance udefra.

Hvilke tværgående krisestyringsorganer sundhedsberedskabet i regionen eller kommunen skal kunne indgå i, hvem kan være forbindelsesofficerer, og hvad deres mandat er. Det kan fx dreje sig om deltagelse i de lokale beredskabsstabe i politikredsene.

8.6 Kerneopgave 4: Krisekommunikation

Under en beredskabshændelse opstår der typisk et massivt og pludseligt pres for informationer fra medierne, borgere og andre interessenter. En beredskabshændelse kan stille krav til kommunens eller regionens kommunikation, som kan gå langt ud over den daglige kommunikation med hensyn til omfang, indhold og form.

Såfremt krisekommunikation indgår i øvrige dele af kommunens beredskabsplan, bør der henvises til dette i sundhedsberedskabsplanen. Hvis hændelsen har en sundhedsfaglig dimension, vil der dog typisk også være specifikt behov for kommunikation vedrørende den sundhedsfaglige indsats, hvilket bør indgå i sundhedsberedskabsplanen.

Krisekommunikationen kan foregå i regi af en eksisterende kommunikationsenhed, i dialog med de berørte områder. Hvis der ikke eksisterer en egentlig kommunikationsansvarlig enhed, bør kommunikationsopgaven kunne håndteres inden for den organisation, der leder indsatsen i forbindelse med beredskabshændelser.

Følgende vedrørende sundhedsfaglig krisekommunikation bør tænkes ind i relation til kommunens og regionens sundhedsberedskabsplan:

1) Opgaver

Koordination af sundhedsfaglig information til offentligheden med eksterne samarbejdsparter, omkringliggende kommuner eller regioner, som er involveret i indsatsen

Opdatering af hjemmeside med information om den sundhedsfaglige indsats

Besvarelse af henvendelser fra journalister, borgere, sundhedsfagligt personale m.fl. vedrørende sundhedsforholdene

Pressemeddelelser og interviews til radio, tv og elektroniske nyheder vedrørende sundhedsforholdene

Direkte varsling af borgere, hvis sundhed kan være berørt/truet – fx i form af beredskabsmeddelelser udsendt via tv og radio, www.kriseinfo.dk, organisationens hjemmeside mv. Informationen bør besvare følgende fire typer af spørgsmål:

 
Hvad er der sket? Er det relevant for mig? Er der grund til at være bekymret?
 
Hvad kan man gøre forebyggende? Er der noget, man skal være opmærksom på?
 
Hvad skal jeg gøre, hvis ’skaden’ er sket? Kan der gøres noget konkret?
 
Hvad gør myndighederne?
 
Beredskabsmeddelelser udsendes via politiet. For mere information om beredskabsmeddelelser, se Varslingsaftalen, jf. Appendiks 2.

2) Ledelse – udvalgte repræsentanter fra sundhedsberedskabet bør udtale sig om sundhedsfaglige aspekter og/eller levere input til udtalelser vedrørende sundhedsberedskabet

3) Organisation – det bør fremgår af sundhedsberedskabsplanen, hvordan kommunikationsindsatsen er tilrettelagt. Det bør fx fremgå af planen, om kommunikation forventes at foregå i regi af den/de forvaltninger, der er ansvarlige for sundhedsberedskabet, eller om kommunikationen foregår i en anden enhed, og hvordan sundhedsberedskabet i så fald indgår

4) Bemanding og materiel/udstyr – det bør fremgå, hvem der varetager opgaven med evt. sundhedsfaglig kommunikation. Der bør planlægges for, at ledere og sundhedsfaglige specialister kan udtale sig vedrørende sundhedsfaglige forhold og problemstillinger. Det bør fremgå, hvilke kommunikationsmidler der forventes anvendt i relation til sundhedsfaglig information, fx hjemmeside, hotline mv.

5) Procedurer – til sundhedsberedskabsplanen kan der knyttes instrukser, skabeloner og lignende for:

Aktivering af den enhed/funktion, der forventes at varetage krisekommunikationsopgaven

Procedurer for systematisk medieovervågning, hvis ikke anden enhed varetager dette

Inddragelse af regionens/kommunens kommunikationsansvarlige enhed i møder i den/de forvaltninger, som er ansvarlig for sundhedsberedskabet

Fast kontaktperson fra sundhedsberedskabet til pressen under krisen

Kontaktoplysninger på kommunikationsansvarlige hos samarbejdspartnere inden for sundhedsberedskabet i naboregioner, nabokommuner og lign.

Evt. forberedte udkast til pressemeddelelser, faktaark med baggrundsinformation mv. i relation til en beredskabshændelse, som involverer sundhedsberedskabet væsentligt, fx pandemi

Procedurer/retningslinjer for, at sundhedsberedskabet taler med én stemme og er koordineret med øvrige sektorers krisekommunikation

8.7 Kerneopgave 5: Operativ indsats

Den operative indsats er den indsats, der konkret ydes af region og kommune for at afhjælpe større ulykker og andre beredskabssituationer. Den operative indsats omfatter også samarbejde og koordination eksternt. Det handler for region og kommune om at indsætte mandskab og materiel/udstyr ”i marken” eller varetage opgaver i forbindelse med krisestyring i egen eller lokal stab.

Regioners og kommuners operative indsats vil afhænge af den konkrete hændelsestype. Regioner og kommuner skal kunne håndtere den operative indsats både ved større ulykker og andre beredskabssituationer af konventionel karakter som fx vejrlig, masseskader, trafikulykker, nedbrud i it- og kommunikationsudstyr mv. og ved CBRNE-hændelser. For at løse den operative opgave bør der udarbejdes skræddersyede indsatsplaner og action cards for relevante opgaver inden for sundhedsberedskabet. Indsatsplaner og action cards for sundhedsberedskabet bør forholde sig til de centrale aspekter af den operative indsats, herunder:

Opgaver – hvilke hovedopgaver og delopgaver skal løses inden for sundhedsberedskabet?

Ledelse – hvem leder den operative indsats inden for sundhedsberedskabet og med hvilket mandat?

Organisation – hvilke enheder skal indgå i opgaveløsningen inden for sundhedsberedskabet, og hvordan skal den eksisterende organisation eventuelt tilpasses for at gennemføre en tilfredsstillende indsats?

Bemanding og materiel/udstyr – hvor meget og hvilket personale og materiel/udstyr er der behov for til indsatsen, hvor og hvornår skal det aktiveres og indsættes, og hvem skal gøre hvad?

Procedurer – hvordan skal opgaverne konkret løses, og hvordan koordineres med andre aktørers, herunder kommuners og regioners, operative opgaveløsning?

8.7.1 Region

Som en del af den operative indsats inden for sundhedsberedskabet skal regionen sikre den nødvendige indsats for syge og tilskadekomne i den præhospitale fase.

Regionen skal sikre, at sygehusberedskabet kan modtage et større antal patienter, og at de praktiserende læger og vagtlæger, som i henhold til beredskabsloven kan aktiveres i forbindelse med beredskabssituationer, informeres og inddrages i situationen, når dette er nødvendigt. AMK varetager den operative ledelse og koordination af regionens indsats i beredskabssituationer.

De overordnede operative sundhedsfaglige beredskabsopgaver for regionen er følgende:

Vurdere ressourcebehov og aktivere den relevante hjælp

Vurdere, prioritere og behandle i indsatsområdet, herunder dialog mellem KOOL og AMK om visitation og afsendelse af yderligere præhospital sundhedsfaglig støtte (eventuelle udrykningshold, koordinerende psykiatrisk kontaktperson mv.)

Sikre relevant transport i samarbejde med den øvrige indsatsledelse til rette behandlingssted

Modtage ekstraordinært mange patienter, herunder personer der kommer hjem fra en krise i udlandet

Vurdere behovet for sygehusydelser, herunder ydelser til allerede indlagte patienter og planlagte ikke-hastende behandlinger, evt. med overvejelser om ekstraordinære udskrivninger og rekvisition af hjælp fra andre regioner

Modtage selvhenvendere, herunder muligt forurenede personer i forbindelse med en CBRNE-hændelse

Yde krisestøtte og kriseterapi i indsatsområdet, psykosocialt støttecenter og/eller på sygehuset, herunder eventuelt udsende koordinerende psykiatrisk kontaktperson (KOP)

Anskaffe og distribuere relevante og tilstrækkelige lægemidler til situationen

Inddrage de praktiserende læger, som skal varetage behandling af ekstraordinært udskrevne patienter fra sygehusene og behandle lettere tilskadekomne til aflastning for sygehusene

Koordinere indsatsen med andre relevante aktører, herunder kommunens sundhedsberedskab

Sende forbindelsesofficer til den lokale beredskabsstab, såfremt denne nedsættes, og regionens indkaldes til denne

Sikre opretholdelse af regionens øvrige kritiske funktioner inden for sundhedsområdet

8.7.2 Kommune

De overordnede operative sundhedsfaglige beredskabsopgaver for kommunen er følgende:

Modtage, pleje og behandle ekstraordinært udskrevne patienter fra sygehusene samt andre syge og smittede i eget hjem (hjemmesygepleje), herunder samarbejde med de praktiserende læger

Behandling af lettere tilskadekomne som aflastning af sygehusene (hjemmesygepleje)

Varetagelse af hygiejniske foranstaltninger, forebyggelse og behandling af infektioner og epidemiske sygdomme

Plejeopgaver i relation til særlige situationer, fx ekstremt vejrlig (hjemmepleje og sundhedspleje), drikkevandsforurening eller andre CBRNE-hændelser

Tilvejebringe ekstra hjælpemidler og andet relevant medicinsk udstyr

Ydelse af anden omsorg til tilskadekomne, syge og handicappede, herunder krisestøtte

Bistå regionen ved massevaccination, se Bilag 4 Massevaccination

Information om situationen og forholdsregler til institutioner i kommunen

Sende forbindelsesofficer til den lokale beredskabsstab, såfremt denne nedsættes, og kommunen indkaldes

Sikre opretholdelse af kommunens øvrige kritiske funktioner på sundhedsområdet

9 Beredskab i forhold til ekstraordinære konventionelle hændelser

Ved konventionelle beredskabshændelser forstås naturkatastrofer og teknologiske hændelser, som ikke involverer CBRNE-stoffer. Konventionelle hændelser kan i sig selv forårsage direkte skader på mennesker, men kan også udfordre sundhedsvæsnets funktionsevne.

Ekstremt vejrlig og større trafikulykker med mange tilskadekomne er blandt de hyppigst forekommende beredskabshændelser af denne art.

9.1 Ekstremt vejrlig

Ekstremt vejrlig kan fx være voldsomt snefald, ekstrem kulde, storme/orkaner, voldsomt regnvejr med oversvømmelser til følge eller hedebølger.

Skader på bygninger, træer og i trafikken kan ramme mennesker. Redningsarbejdet kan være problematisk pga. ufremkommeligt vejnet, strømudfald og eventuel berørt kommunikation.

For regionen vil det betyde et øget antal skader samt vanskeligheder og sikkerhedsproblemer for den præhospitale indsats med ambulancer samt eventuelle akutbiler, akutlægebiler og akutlægehelikoptere.

For kommunernes vedkommende kan hjemmeplejens arbejde være udfordret af vejnettets tilstand. Madudbringning og sikring af pleje til borgere, der ikke kan klare sig uden hjælp, herunder ved strømudfald, kan være problematisk. Evakueringer til mere ”sikre” forhold kan blive nødvendigt. Vejrlig kan også skabe behov for en beredskabsindsats over for borgere, som ikke er tilskadekomne eller behandlings- og plejekrævende, men som vil være i risiko pga. vejret. Der kan fx være tale om børn i skoler og institutioner, samt ældre i eget hjem. Evakueringer kan være nødvendige.

Vejrliget kan desuden forhindre personale i at komme på arbejde, og strømudfald og tekniske kommunikationsvanskeligheder pga. vejret kan give problemer på sygehuse, plejecentre mv.

Da ekstremt vejrlig påvirker hele samfundet, kan det forudses, at de lokale beredskabsstabe vil blive aktiveret. Det er en fordel for alle parter, at de lokale beredskabsaktører kan danne sig et fælles billede af situationen og koordinere indsatsen. Regioner og kommuner vil således typisk være repræsenteret ved forbindelsesofficerer i den lokale beredskabsstab.

9.1.1 Særligt vedrørende hedebølger

Klimamodeller peger på, at der fremover vil komme flere hedebølger. Der bør tages højde for hedebølger i planlægningen af kommunernes sundhedsberedskab, idet små børn, i forvejen plejekrævende borgere, nogle psykisk syge og ældre, herunder både de, der er kendt, og de der ikke er kendt i hjemmeplejen, er i højrisikogruppen for hedeslag og dehydrering, som i værste fald kan være livstruende.

Hedebølger kan medføre behov for midlertidig udvidelse af kapaciteten i hjemmeplejen. Det bør endvidere sikres, at personalet er tilstrækkeligt uddannet i at forebygge hedeslag og dehydrering hos risikogrupper, samt at personalet i en konkret situation kan få særlige instruktioner, hvis der er behov herfor.

Se også Sundhedsstyrelsens informationsmateriale til plejepersonale mv. vedrørende varmt vejr og hedebølge, jf. Appendiks 2.

9.2 Trafik

Større hændelser i trafikken kan involvere biler, tog, fly, skibe mv. Regionens opgave er behandling af de tilskadekomne. Da der kan være mange hårdt tilskadekomne, vil det kunne belaste det præhospitale beredskab og sygehusberedskabet. På grund af uro og bekymring i befolkningen, og især blandt tilstedeværende og pårørende til skadede, kan der blive behov for krisestøtte. Lettere tilskadekomne vil antagelig opsøge praktiserende læge, vagtlæge eller sygehus på egen hånd. Regionen bør sikre hensigtsmæssig information til befolkning, kommuner og de praktiserende læger.

Hvis belastningen på sygehusberedskabet bliver meget stor, kan der blive behov for at udskrive indlagte patienter ekstraordinært og/eller udskyde planlagte behandlinger. Dette kan indebære en aktivering af kommunernes sundhedsberedskab, som dels må modtage ekstraordinært udskrevne patienter samt i muligt omfang undgå nyindlæggelser.

9.3 Ekstraordinært udskrevne patienter fra sygehusene

Ved mange tilskadekomne og/eller mange akut syge kan sygehusene være nødt til at udskrive patienter før tid. Desuden kan det blive aktuelt at udskyde planlagte, ikke akutte operationer.

Nogle patienter, hvis planlagte behandling udsættes, vil være i stand til at klare sig selv i eget hjem uden særlig hjælp ud over eventuelle lægemidler og medicinsk udstyr. Andre vil have behov for pleje i hjemmet eller på plejecentre mv.

De fleste af de patienter, der udskrives før tid, vil fortsat have behov for hjælp og pleje.

Ekstraordinær udskrivning bør indgå i kommunernes sundhedsberedskabsplaner. Der bør være en døgnbemandet entydig indgang for AMK til kommunen. Både dimensionering og døgnindgang til kommunen bør drøftes og aftales med regionen. Der bør endvidere foreligge en skriftlig aftale mellem region og kommune omkring lægemidler ved ekstraordinær udskrivning, fx at sygehusene medgiver medicin til en periode på 48 timer.

Kommunen bør ligeledes planlægge for lægeligt tilsyn med ekstraordinært udskrevne. Der bør også planlægges for faciliteter og materiel/udstyr, herunder senge samt transport. Den myndighed, der normalt har opgaven med transport, vil også have det i en beredskabssituation.

I forbindelse med ekstraordinær udskrivning registrerer sygehusafdelingerne ved en stuegang de patienter, som kan udskrives før tid, med navn, adresse og CPR-nummer. Patienterne inddeles i tre grupper:

A) Kan udskrives til eget hjem uden hjemmepleje (med eller uden lægemidler og/eller medicinsk udstyr)

B) Kan udskrives til eget hjem med hjemmepleje

C) Kan udskrives til plejecenter/-institution

Ekstraordinær udskrivning af patienter fra sygehusene vil kræve en del kapacitetsomlægning af kommunens hjemmepleje og plejecentre. Det er derfor nødvendigt, at der er planlagt for det, og at der er etableret klare aftaler med samarbejdspartnere omkring situationen.

Planlægningen for hjemmeplejen vedrørende ekstraordinær udskrivning bør omfatte følgende aspekter:

Alarmering og aktivering

Kommando- og kompetenceforhold (hvem gør hvad?)

Personalekapacitetsoversigt (hvem skal være hvor og hvornår?)

Aftaler med sygehus om udskrivningsprocedure, herunder forventet antal patienter

Plan for pleje af borgere tilknyttet hjemmeplejen, herunder visitationsprocedure (skal plejekrævende borgere samles ét sted?)

Plan for pleje af borgere udskrevet fra sygehusene, herunder visitationsprocedure (hvem kan med fordel være i eget hjem, og hvem bør samles et sted?)

Aftaler med de ikke-kommunale plejecentre

Aftaler med praktiserende læger og vagtlægeordningen

Aftaler om tilvejebringelse af lægemidler, medicinsk udstyr mv.

Oversigt over faciliteter og materiel/udstyr

Eventuelle aftaler om hjælp fra frivillige i beredskabet mv.

Se Bilag 11 Forslag til instruks for ekstraordinær udskrivning – region/AMK/sygehus og Bilag 12 Forslag til instruks for ekstraordinær udskrivning - kommune.

9.4 Forsyningssvigt

Risikoen for forsyningssvigt (strøm, vand og varme mv.) bør indgå i planlægningen af sundhedsberedskabet, idet disse forhold er en forudsætning for opretholdelse af flere af sundhedsvæsnets kritiske funktioner.

Vedrørende strømforsyningen har Energistyrelsen udgivet Vejledning til offentlige institutioner om nødstrøm – sådan sikrer du dig, jf. Appendiks 2.

Sundhedsstyrelsen har endvidere udgivet Vejledning vedrørende nødforsyning af strøm mv. på private sygehuse og klinikker, jf. Appendiks 2.

Hvad angår vandforsyning, kan der fx opstå problemer med kemisk, bakteriologisk eller radiologisk forurening i drikkevandsforsyningens ledningsnet, kildeplads eller på vandværket.

Med mindre regionen har planlagt for særlig nødvandforsyning til sygehusene, forsynes sygehusene generelt af den kommunale drikkevandsforsyning. Sikring af opretholdelse af vandforsyning bør indgå i sundhedsberedskabsplanlægningen. Regionen kan med fordel samarbejde med kommunerne herom, da kommunerne er overordnet ansvarlige for drikkevandsforsyningen.

Regioner bør planlægge for evakuering, se Bilag 13 Evakuering af sygehuse.

9.5 Scenarier

Beredskabsstyrelsen har udarbejdet en scenariebank, der kan anvendes som inspiration til, hvilke øvrige konventionelle hændelser der også bør overvejes i relation til sundhedsberedskabsplanlægningen. Eksempelvis:

Landsdækkende orkan

Ekstrem isvinter

Nedstyrtning af passagerfly

Afsporing af passagertog

Langvarig strømafbrydelse

Afbrydelse af Storebæltsforbindelsen

Nedbrud af it-systemer

Nedbrud af mobilnettet

Blokader af oliedepoter

Der henvises i øvrigt til Beredskabsstyrelsens scenariebank, jf. Appendiks 2.

10 CBRNE-beredskab

CBRNE-sundhedsberedskabet skal begrænse og afhjælpe hændelser med kemiske, biologiske, radiologiske og nukleare stoffer samt eksplosivstoffer.

Hændelser med sådanne farlige stoffer kan være komplekse og have stor variationsbredde. Fx kan der være tale om ulykker med lækkende tankvogne, udslip af kemikalier fra en virksomhed, giftig røg fra store brande, forurening af drikkevand med mikroorganismer eller kemikalier, udbrud af smitsom sygdom, epidemier eller hændelser med radiologiske stoffer fra en virksomhed eller under transport. Der kan også være tale om terror med anvendelse af CBRNE-stoffer.

Hændelserne kan påvirke mennesker ved at medføre umiddelbar sygdom og/eller tilskadekomst, og/eller medføre eksposition eller mulig eksposition for stof/agens med deraf følgende risiko for, at sygdom opstår efterfølgende. Desuden kan det forekomme, at stofferne spredes med vinden over et større område og dermed kan påvirke befolkningen i området direkte, foruden at der kan ske nedfald på jorden.

Generelle karakteristika ved CBRNE hændelser:

Kemi

Der kan være tale om tilsigtede eller utilsigtede hændelser med spredning af kemiske stoffer.

Der kan evt. være et kendt skadested, hvor personer er udsat for kemiske stoffer. Skadebilledet kan variere. Der kan evt. være akut syge med behov for livreddende eller anden akut hjælp. Andre har på alarmeringstidspunktet måske ingen sygdomstegn, men der kan være risiko for, at sygdom opstår efterfølgende. Der vil være behov for information til berørte på og omkring skadestedet.

Der kan også være situationer, hvor der ikke findes et kendt skadested, men hvor hændelsen opdages, fordi nogle er blevet syge, eller fordi man på anden vis er blevet opmærksom på en hændelse, fx ændring i farve og smag på drikkevand.

Biologi

Der kan være tale om udbrud af alvorlig og eventuelt uafklaret smitsom eller overførbar sygdom samt tilsigtet eller utilsigtet hændelse med spredning af biologiske stoffer.

Det kan være alvorlig/farlig smitsom sygdom, udbrud/epidemier med andre mindre alvorlige sygdomme som fx influenzaepidemi eller biologisk terror.

Hændelsen kan være uvarslet i form af pludseligt sygdomsudbrud, evt. af ukendt årsag fx fødevareforurening eller terror, eller varslet fx ved forestående pandemi.

Særlige foranstaltninger kan blive nødvendige afhængigt af hændelsens karakter. Foranstaltningerne kan være forudsete eller uforudsete afhængig af erfaringsgrundlaget.

Radiologi / nuklear

Der kan være tale om tilsigtede eller utilsigtede hændelser med radiologiske stoffer.

Det kan fx være et uheld på en virksomhed, som arbejder med radiologiske stoffer eller en terrorsituation med en såkaldt beskidt bombe, som kombinerer eksplosivstof med radioaktivt materiale. Det kan også være skjult bestråling med en kraftig radioaktiv kilde. Skadebilledet varierer væsentligt fra situation til situation.

Kun i tilfælde, hvor en række personer har været udsat for en stråledosis, der er så høj, at der er risiko for akutte skader, er der behov for særlige behandlingsforanstaltninger på sygehus.

Hændelser med nukleare stoffer kan fx være uheld på kernekraftværker, ulykker med nukleart drevne skibe eller ulykker i forbindelse med transport af reaktorbrændsel.

Eksplosioner

De skader, der kan opstå på mennesker som følge af eksplosioner, er dels den direkte effekt som følge af den trykbølge, der opstår, dels projektilvirkning ved at løse genstande, sten, glassplinter mv. kastes rundt og kan ramme som et projektil. Det gælder både gaseksplosioner og bomber.

Endvidere kan sprængninger forårsage sekundære risici som fx ustabilitet i bygningskonstruktioner, skader på el, vand og gasforsyningsledninger mv., som der også skal tages højde for inden for sundhedssektoren.

Skaderne er typisk konventionelle højenergi traumer, og der kan være mange akut behandlingskrævende tilskadekomne og mange med behov for akut krisestøtte.

Skader i forbindelse med radiologiske bomber (beskidte bomber) er omtalt ovenfor.

Der henvises i øvrigt til Bilag 3 CBRNE risiko- og trusselsvurderinger.

10.1 Opgave

10.1.1 Region

Redningsberedskabet er ansvarlig for rensning af forurenede personer på skadestedet inden lægelig behandling.

Ved hændelser, som involverer kemiske stoffer, herunder eksplosivstoffer eller ioniserende stråling, kan tilskadekomne have behov for umiddelbar livreddende behandling. Personer, som kan være ramt eller udsat for en biologisk hændelse på et skadested, vil derimod som udgangspunkt ikke straks udvise sygdomstegn, da alle smitsomme og overførbare sygdomme har en vis inkubationstid, minimum et døgn.

På et skadested, hvor personer umiddelbart udviser symptomer på sygdom, håndteres dette af det præhospitale beredskab. Hvis personer på eller omkring et skadested er mistænkt for at være eksponerede, men (endnu) ikke er blevet syge, håndteres dette af politiet og embedslægen.

Personer, der mistænkes for at være CBRNE-forurenede, skal renses inden videre transport. Formålet med rensning er at stoppe lokal skade og spredning af stoffet og dets optagelse i mennesker. Der forudsættes gennemført en perifer rensning på stedet med vand og sæbe ved redningsberedskabets foranstaltning. Efter rensning forsynes personerne med nødbeklædning. Det anbefales, at der indgås klare aftaler mellem de involverede myndigheder, fx i regi af regionens præhospitale udvalg, om hvem der fremskaffer sådan nødbeklædning.

Rensning er forudsætningen for præhospital og videre behandling, idet det præhospitale personale ikke har beskyttelsesudstyr til at kunne opholde sig i fareområdet og håndtere forurenede patienter. Endvidere skal forurening af ambulancer og sygehusmodtagelser undgås. Se Bilag 7 Operativ indsats ved C-hændelser, som indeholder en beskrivelse af principperne for modtagelse og rensning af forurenede personer/patienter.

Indsatspersonale, der har været i det forurenede område i indsatsdragt, skal renses eller eventuelt dekontamineres. Dette sker ved det kommunale eller statslige redningsberedskabs foranstaltning.

Sygehusene skal kunne modtage patienter med sygdom eller symptomer efter CBRNE-hændelser. Da der desuden kan komme forurenede personer til sygehusets modtagelse som selvhenvendere, skal der også være planlagt for personrensning på eller ved sygehuset. Aftaler med beredskabscentre eller lignende kan overvejes.

Håndteringen af CBRNE-patienter omfatter:

Sikring mod yderligere eksponering

Opdeling af patienterne i dem, der skal renses, og dem der ikke skal

Rensning – hvis nødvendigt

Visitation

Behandling, evt. kun symptomatisk

Evt. behandling med specifik antidot (modgift), hvis en sådan eksisterer

På skadestedet varetages indsatsen over for personer med sygdom eller symptomer af det præhospitale sundhedspersonale. Indsatsen over for personer, som har været eksponeret men (endnu) ikke udviser sygdomstegn, herunder omkringboende, varetages derimod af embedslægen og politiet i forening.

Det er embedslægens opgave at informere eksponerede, endnu ikke syge personer, der har været til stede på skadestedet, om eventuelle sygdomstegn og forebyggelse, samt efter aftale med region, hvortil henvendelse skal ske, såfremt sygdomstegn opstår. De eksponerede informeres endvidere om, hvornår svar på prøvetagning kan forventes, og hvordan de vil blive kontaktet herom. Som hovedregel kan de implicerede personer herefter gå hjem.

Politiet har pligt til at foretage registrering af personer på skade-/gerningssted. Embedslægen skal efterfølgende have listen over de registrerede personer med navn, CPR–nummer, adresse og telefonnummer med henblik på senere opfølgning. Udlændinge registreres tillige med pasnummer.

Specifikke opgaver vedrørende smitsomme sygdomme omtales i Bilag 8 Operativ indsats ved B-hændelser/smitsomme sygdomme.

Særligt vedrørende praktiserende lægers forpligtigelser

De generelle opgaver for læger i primærsektoren i forbindelse med CBRNE-hændelser, der bør planlægges for, er følgende:

Varetage behandling af ekstraordinært udskrevne patienter fra sygehusene

Medvirke til at mindske indlæggelsesbehovet i sygehusvæsenet for andre sygdomme

Behandle (smitsomt) syge, som vurderes at kunne opholde sig i eget hjem.

Tilse og behandle patienter i lokale karantænefaciliteter

Rådgive om smitteforebyggende tiltag, herunder generelle hygiejniske foranstaltninger

Anmelde smitsomme sygdomme jf. gældende lovgivning

Deltage i (masse)vaccination af dele af befolkningen

10.1.2 Kommune

Overordnet er kommunens opgave ved CBRNE-hændelser at yde fornøden støtte og hjælp til de borgere, der måtte være ramt af den konkrete hændelse fx ved drikkevandsforureninger og store brande. Desuden kan kommunen have til opgave at aflaste sygehusvæsenet ved at varetage pleje- og omsorgsopgaver for ekstraordinært udskrevne patienter eller patienter, som vurderes at kunne opholde sig i eget hjem eller på plejecenter/-institution under de givne omstændigheder. De konkrete opgaver for kommunens sundhedspersonale i forbindelse med CBRNE-hændelser, som der bør planlægges for, er følgende:

Afklare og yde fornøden hjælp til berørte borgere

Varetage pleje og omsorg for ekstraordinært udskrevne patienter fra sygehusene

Varetage pleje og omsorg for (smitsomt) syge, som vurderes at kunne opholde sig i eget hjem

Medvirke til at mindske indlæggelsesbehovet i sygehusvæsenet for andre sygdomme

Deltage i (masse)vaccination af dele af befolkningen, se Bilag 4 Massevaccination

Deltage i omsorg for personer anbragt i karantæne, se Bilag 6 Karantæne

Rådgive om smitteforebyggende tiltag, herunder generelle hygiejniske foranstaltninger

Sørge for forsyning med rent drikkevand til borgere i hjemmeplejen ved drikkevandsforurening

10.2 Ledelse

10.2.1 Region

Regionens operative sundhedsmæssige indsats ledes og koordineres ved CBRNE-hændelser som ved alle andre hændelsestyper af AMK, som refererer til regionens kriseledelse.

Den tværsektorielle ledelse på skadestedet er beskrevet i Retningslinjer for indsatsledelse (REFIL), Beredskabsstyrelsen samt Indsatstaktiske retningslinjer og samarbejdsprincipper ved CBRNE-terrorhændelser, Rigspolitiet, jf. Appendiks 2.

Da håndtering af CBRNE-hændelser kan være kompleks og kræve specialindsigt, er der en række faglige eksperter samt ekspertberedskaber, som kan yde bistand og rådgivning til myndighederne på områderne. Det er:

Kemisk Beredskab, Beredskabsstyrelsen (C, E)

Giftlinjen, Region Hovedstaden (C)

Center for Biosikring og -Beredskab på Statens Serum Institut (B)

Epidemiologisk afdeling på Statens Serum Institut (B)

Statens Institut for Strålebeskyttelse, Sundhedsstyrelsen (R)

Nukleart Beredskab, Beredskabsstyrelsen (N)

Ammunitionsrydningstjenesten ved Forsvaret (E)

Se også Bilag 1 Sundhedsberedskabets samarbejdspartnere.

Ekspertberedskaberne kan medvirke til stofidentifikation samt yde sparring og rådgivning til både indsatsen på skadested, sygehus og over for befolkningsgrupper.

I regionens planlægning bør desuden indgå, at relevante speciallæger, fx infektionsmedicinere, mikrobiologer, nuklearmedicinere tilknyttes AMK som rådgivere og faglig støtte ved håndtering af CBRNE-hændelser.

10.2.2 Kommune

Ledelses- og ansvarsforhold er de samme ved CBRNE-hændelser som ved andre kritiske hændelser, der berører kommunen. Dog vil kommunens beredskabsafdeling ved CBRNE-hændelser ofte være hovedansvarlig for indsatsen, og som et led i planlægningen af sundhedsberedskabet må det derfor sikres, at andre relevante medarbejdere i kommunen får den fornødne information fra beredskabsafdelingen, så de kan varetage deres opgaver i en akut situation.

10.3 Organisering

10.3.1 Region

Konkrete samarbejdsforhold og organisation på skadestedet foregår som aftalt i Retningslinjer for indsatsledelse, Beredskabsstyrelsen samt Indsatstaktiske retningslinjer og samarbejdsprincipper ved CBRNE-terrorhændelser, Rigspolitiet jf. Appendiks 2.

På CBRNE-området kan ekspertberedskaberne rådgive indsatsledelse mv. i forhold til både akut operativ indsats og indsats på længere sigt. Se Bilag 1 Sundhedsberedskabets samarbejdspartnere.

På sygehusene må det sikres, at der i planlægningen er taget højde for modtagelse af patienter fra CBRNE-hændelser. Personalet må således have fornødne færdigheder, viden og kendskab til procedurerne. I relation til akutmodtagelse på sygehuse bør det være planlagt, hvordan og af hvem forurenede selvhenvendere renses. Se Bilag 7 Operativ indsats ved C-hændelser.

Regionen bør planlægge for forøgelse af den samlede medicinske, herunder intensive og infektionsmedicinske, kapacitet i regionen.

Organisationen for patientmodtagelse på det enkelte sygehus bør være beskrevet i sygehusets beredskabsplan:

Hvilket personale er inddraget (ledere, sekretærer, læger, sygeplejersker, portører, bioanalytikere)?

Hvem har hvilke opgaver?

Kommunikationen - hvem kontakter hvem og hvordan?

10.3.2 Kommune

Informationer om de særlige forholdsregler, sundhedspersonalet i primærsektoren skal træffe i forbindelse med en CBRNE-hændelse, kommer fra AMK og/eller Sundhedsstyrelsen.

Som før anført vil det oftest være kommunens beredskabsafdeling og redningsberedskabet, der er involveret i CBRNE-hændelser. Det er da vigtigt, at der sikres fornøden information og støtte derfra til de andre forvaltningsområder i kommunen, som kan være relevante i situationen, fx sundhedsområdet og børn-/ungeområdet med henblik på den indsats, disse evt. skal yde.

10.4 Bemanding

10.4.1 Region

Både det præhospitale personale og relevant personale på sygehusene bør have den nødvendige uddannelse i håndtering af patienter efter CBRNE-hændelser, og denne uddannelse bør vedligeholdes med tilbagevendende uddannelses- og øvelsesaktivitet.

AMK bør kunne indhente bistand fra relevante speciallæger.

10.4.2 Kommune

Det er vanskeligt generelt at forudsige præcis, hvilke forvaltningsområder i kommunen, der vil blive involveret ved CBRNE-hændelser. Ofte vil redningsberedskabet have en central rolle, men også sundhedsberedskabet er relevant. Det vigtigste planlægningsaspekt er at sikre information til alle relevante involverede og straks ved en hændelse foretage en konsekvensvurdering, så de relevante inddrages.

I forbindelse med iværksat massevaccination eller oprettelse af karantænecenter, kan kommunerne blive anmodet om at stille hjælpepersonale til rådighed.

10.5 Procedurer

10.5.1 Region

Både sygehuse og primærsektor bør kontakte Embedslægerne og AMK ved mistanke om sygdom eller symptomer, der kan skyldes en CBRNE-hændelse. Politiet kontaktes ved CBRNE-hændelser, hvis der kan være tale om terror.

Sundhedsstyrelsen har en vagtordning, så det døgnet rundt er muligt at få kontakt med en embedslæge med henblik på rådgivning og bistand ved akut opståede opgaver på området.

Sundhedsberedskabets procedurer i relation til håndtering af CBRNE-hændelser på skadested, både i relation til samarbejde og til patienthåndtering, bør være aftalt.

I CBRNE-situationer skal antidoter og anden medicin, også ud over det der anvendes til daglig, kunne medbringes af de præhospitale indsatsordninger.

På sygehusene må der være en af personalet kendt procedure for modtagelse, herunder eventuel fornøden rensning af forurenede patienter. Tilsvarende bør procedurer for anvendelse af personligt beskyttelsesudstyr være kendt.

Der bør desuden foreligge instruks for opbevaring og mærkning af tilskadekomnes tøj mv. samt information af politiet og andre relevante myndigheder.

Renseprocedure hvad angår materiel/udstyr, herunder ambulancer, bør være afklaret.

Det må indgå i regionens sundhedsplanlægning, hvilke sygehuse der kan modtage stråleskadede og radioaktivt forurenede patienter. Sygehuset bør planlægge for visitation af den skadede til rette behandling på rette afdeling og etablere modtagefaciliteter for radioaktivt forurenede personer, se Bilag 9 Operativ indsats ved R/N-hændelser, figur 3. Rensningen af en radioaktivt forurenet person kontrolleres ved hjælp af passende udstyr.

For den del af personalet, der har til opgave at foretage målinger af radioaktivitet, bør der foreligge enkle instrukser samt dataark til optegnelser.

Vedrørende håndtering af afdøde, herunder forurenede afdøde, se Bilag 10 Retningslinjer for håndtering af forurenede/kontaminerede lig (CBRNE).

For nærmere beskrivelse af personlige værnemidler, se Bilag 7.

Hvis sundhedspersonale i forbindelse med håndtering af patienter fra en potentiel CBRNE-hændelse, får mistanke om, at denne er terrorudløst, skal anmeldelse umiddelbart ske til politiet, gerne efter drøftelse med Embedslægerne. Der tages endvidere kontakt til relevant CBRNE-ekspertberedskab. Hvis det drejer sig om en mulig smitsom sygdom, skal der henvises til reglerne om lægers anmeldelse af smitsomme sygdomme. Mistanke om, at et biologisk agens kan være sygdomsårsag, skal anmeldes. Ophobning af alvorligere eller uforklarlig smitsom sygdom skal ligeledes anmeldes i henhold til bekendtgørelse om lægers anmeldelse af smitsom sygdom mv. Det kan fx være ekstraordinært mange tilfælde af mave-tarm-infektion, som kan være forårsaget af forurenet drikkevand.

I forbindelse med CBRNE-hændelser er det hensigtsmæssigt at søge at styre patienter og eksponerende personer til bestemte modtagefaciliteter, fx et på forhånd udpeget sygehus (og indgang). CBRNE-forurenede patienter bør ikke komme i kontakt med praktiserende læge eller vagtlæge.

De involverede CBRNE-eksponerede personer/patienter bør hurtigt via politi og embedslæge få information om, hvordan de bør forholde sig, herunder at henvendelse skal ske til et udpeget sygehus eller via lægekontakt på et specifikt telefonnummer. Sygehusene lukker generelt skadestuerne for at henvise selvhenvendere til centraliserede undersøgelseslokaliteter.

Regionen skal også kunne håndtere modtagelse af personer med alvorligt smitsom eller overførbar sygdom ved indrejsepunkter i regionen i samarbejde med politi, regionens sundhedsberedskab og Embedslægerne. Regionens epidemikommission skal varsles. Med henblik på dette er der udarbejdet en Standard Operational Procedure (SOP) i forbindelse med implementering af WHO’s internationale sundhedsregulativ. SOP’en tager højde for de praktiske forhold ved modtagelse af syge/smittede ved indrejsepunkter og forudsættes indarbejdet i planerne lokalt. SOP’en findes i bilagssamlingen til Sundhedsstyrelsens rapport, Det Internationale Sundhedsregulativ – krav til beredskab i havne og lufthavne (IHR rapporten), jf. Appendiks 2.

Der kan i særlige tilfælde blive tale om kontrol ved ind- eller udrejse, fx kontrol af rejsendes vaccinationsattest. En sådan procedure vil ikke finde sted, med mindre Sundhedsstyrelsen anbefaler det. Nødvendige aktiviteter i forbindelse med etablering af ind- og udrejsekontrol vil blive udmeldt i situationen. Epidemikommissionen afgør, hvorledes dette udmøntes lokalt, se Kapitel 10, afsnit 10.6.1.1.

Procedurer bør dog være planlagte og aftalt på forhånd. Dette foranstaltes i et samarbejde mellem Embedslægerne og regionen. Hvis det i en konkret situation bliver aktuelt at undersøge rejsende for sygdom, vil regionen typisk være hovedaktør for varetagelsen. Er opgaven af mere administrativ art, som fx kontrol af vaccinationsattester, kan dette forestås af Embedslægerne.

Hvis konkrete tiltag i forbindelse med ind- og udrejsekontrol bliver relevant, bør følgende hurtigst muligt fastlægges i samarbejde mellem regionens sundhedsberedskab og Embedslægerne vedrørende:

Ansvar og kompetence

Hvordan systemet aktiveres

Hvem der udfører hvilke opgaver i havn/lufthavn

Der henvises i øvrigt til Bilag 7 Operativ indsats ved C-hændelser, Bilag 8 Operativ indsats ved B-hændelser/smitsomme sygdomme og Bilag 9 Operativ indsats ved R/N-hændelser.

Særligt vedrørende praktiserende læger

I en beredskabssituation bør læger i primærsektoren hurtigt kunne modtage information via AMK og/eller Embedslægerne om situationen, herunder relevante forholdsregler. Det må påregnes, at læger i primærsektoren kan blive uhensigtsmæssigt inddraget i forbindelse med CBRNE-hændelser fx i forbindelse med, at:

Forurenede og/eller syge personer, meget smittefarlige patienter eller personer med mistanke herom selv henvender sig i lægens praksis/lægevagten

Personale, der har deltaget i forbindelse med CBRNE-indsatsen, pårørende eller urolige borgere kontakter egen læge, lægevagt eller speciallæge, med henblik på information om forholdsregler og sundhedsrisici i forbindelse med en konkret CBRNE-hændelse

Der bør således hos læger i primærsektoren forefindes procedurer for håndtering af enkeltstående patienthenvendelser, som vil kunne forekomme efter CBRNE-hændelser.

10.5.2 Kommune

I kommunens sundhedsberedskabsplanlægning bør der aftales og udarbejdes procedurer, gerne i form af action cards for de CBRNE-opgaver, sundhedsberedskabet kan blive stillet overfor, fx for håndtering af drikkevandsforurening.

10.6 Særligt vedrørende smitsomme sygdomme

Smitsomme sygdomme, herunder epidemier og pandemier, adskiller sig fra andre ekstraordinære hændelser ved, at mange bliver syge over et længere tidsforløb. Desuden må det påregnes, at også sundhedspersonalet rammes. Tilbud om vaccination til personer med større risiko end andre for, at smitsom sygdom kan få et alvorligere og mere kompliceret forløb samt til sundhedspersonale, vil i nogle tilfælde kunne forebygge dette.

Håndtering af patienter med smitsom eller mulig smitsom sygdom indebærer brug af beskyttelsesudstyr, se Bilag 8 Operativ indsats ved B-hændelser/smitsomme sygdomme. Relevant beskyttelsesudstyr skal være tilgængeligt for de involverede aktører. Hvis der er særlige foranstaltninger, som sundhedsvæsnet skal iværksætte, vil Sundhedsstyrelsen udmelde dette.

Der må tages højde for ovenstående forhold i planlægningen.

Specifikt hvad angår pandemisk influenza, henvises til Sundhedsstyrelsens vejledning Beredskab for pandemisk influenza – national strategi og rammer for planlægning i sundhedsberedskabet (Pandemiplanen) jf. Appendiks 2. Målet er, at den skal minimere de samfundsmæssige og menneskelige omkostninger.

10.6.1 Region

Det præhospitale beredskab skal kunne håndtere og transportere patienter med smitsom sygdom, herunder patienter, der ankommer med fly eller skib fra udlandet. Regionen bør i samarbejde med epidemikommissionen og havn/lufthavn planlægge herfor.

Regionen bør planlægge for, at ambulancepersonalet anvender de generelle hygiejniske principper og særlige værnemidler i henhold til vejledningen Ambulancehygiejne, Statens Serum Institut, jf. Appendiks 2.

Sygehusberedskabet skal kunne iværksætte undersøgelse, isolation, behandling og pleje samt vaccination dimensioneret efter hændelsens omfang, uanset om sygdomsudbruddet skyldes en epidemi eller pandemi, som er naturskabt, eller om det skyldes en utilsigtet eller tilsigtet hændelse.

Sygehusene bør planlægge for, at smitsomme patienter indlægges direkte på sygehusafsnittet, om muligt via adgang fra terrænet. Er dette ikke muligt, skal transportvejen gennem sygehuset være så kort som mulig, eventuelt forud markeret med farve på væg/gulv. Det skal sikres, at der ikke er adgang for personale eller patienter til transportvejen. I modtage-/skadestueområdet bør trafikken være ensrettet.

Det er vigtigt at planlægge for en kapacitetsudvidelse på sygehusenes intensivafdelinger, idet smitsomme sygdomme kan give anledning til alvorlige forløb, som kræver intensiv behandling af hjerte- og lungekomplikationer hos nogle patienter.

En rundspørge blandt regionerne i forbindelse med pandemien i 2009 viste, at regionerne med hensyn til materiel/udstyr har mulighed for at øge antallet af intensivpladser til over det dobbelte af det daglige antal pladser. Dette forudsætter imidlertid nedlukning eller neddrosling af elektiv kirurgi, og at der kan skaffes tilstrækkeligt uddannet personale, hvilket er en udfordring. Regionerne bør planlægge for en trinvis udvidelse af intensivkapaciteten, herunder for hvilket personale, der kan inddrages i den forbindelse. Beskyttelsesudstyr bør ligeledes indgå i planlægningen.

Isolation ved visse smitsomme sygdomme

Ad hoc udvidelse af isolationskapaciteten forudsætter, at der i forvejen er udpeget egnede faciliteter i regionen.

Ved behov for ekstra kapacitet kan eksisterende afdelinger, afsnit og bygninger benyttes, afhængig af agens og smittemåde. De områder, der inddrages, bør være udpeget på forhånd og egnede til anvendelse i den pågældende situation. Se Bilag 5 Indretning af ad hoc isolationsfaciliteter.

Ud over tilstedeværelsen af enestuer, eventuelt særlig ventilation mv., er det vigtigt, at personale har mulighed for at vaske hænder (helst håndvask på stuen, og som supplement kan hånddesinfektionsmiddel opsættes eller udleveres). Der er behov for depoter og arbejdsrum adskilt i rene og ”urene” rum. Rene rum til linned, medicin og udstyr samt urene til skyllerum, snavsetøj og affald. Derudover køkken og personalerum.

Praktiserende læger og vagtlæger skal kunne tilse og evt. behandle eller visitere patienter til sygehusbehandling.

10.6.1.1 Epidemikommissionen

Der er nedsat en epidemikommission i hver region, som består af en politidirektør (formand), en embedslæge, en dyrlæge (Fødevareregionen), en repræsentant for den lokale told- og skatteforvaltning, en repræsentant fra det regionale sygehusberedskab, en repræsentant fra Beredskabsstyrelsens regionale beredskabscenter samt tre regionsrådsmedlemmer.

Epidemikommissionerne har i henhold til epidemiloven lokalt/regionalt ansvaret for at hindre indførelse af smitsomme sygdomme til Danmark samt spredning af alment farlige smitsomme sygdomme eller andre smitsomme eller overførbare sygdomme, som er anført i bilag til epidemiloven. Det drejer sig om særligt alvorlige og farlige smitsomme sygdomme.

Ved større, farlige og/eller usædvanlig hændelser med smitsomme sygdomme varetager Sundhedsstyrelsen de overordnede udmeldinger og rådgivningstiltag. Sundhedsstyrelsen vejleder i fornødent omfang epidemikommissionerne.

Epidemikommissionens beføjelser er bl.a. at kunne påbyde en række tvangsforanstaltninger (undersøgelse, isolation og tvangsmæssig indlæggelse på sygehus mv.) med henblik på at imødegå udbredelse af smitte. Dette gælder også for udenlandske statsborgere, der ankommer til Danmark via danske havne og lufthavne. Videre kan kommissionen påbyde områder afspærret, forbyde offentlige arrangementer og lignende.

10.6.2 Kommune

Kommunen skal kunne håndtere borgere med smitsomme sygdomme, som befinder sig på plejecentre eller i eget hjem. Alle plejecentre og plejedistrikter bør have instrukser, der beskriver, hvordan de enkelte institutioner skal reagere i tilfælde af udbrud af smitsomme sygdomme.

Instruksen bør bl.a. indeholde information om:

Hvem der skal informeres ved udbrud af smitsomme sygdomme, fx plejecentre, institutioner mv.

Lægekontakt med henblik på at tilse patienter

Isolation af borgere

Beskyttelsesudstyr til plejepersonalet

Håndhygiejne for personale/borger/pårørende

Rengøring/desinfektion i boligen

Håndtering af affald og linned

Forholdsregler for smittet personale

Forholdsregler for borgere og pårørende

På hver institution bør der være et akutdepot med beskyttelsesudstyr (masker, handsker, forklæder og mundbind) samt vejledning i brugen af dette. Endvidere bør kommunen have et centralt depot til opbevaring af beskyttelsesudstyr, som kan distribueres efter behov.

Kommunen kan endvidere have et ansvar og en rolle i forbindelse med tilrettelæggelse og gennemførelse af en eventuel massevaccination samt udpegning og bemanding af karantænefaciliteter. Kommunen, som de udpegede karantænefaciliteter er beliggende i, bør inddrages i planlægningen. Der bør indgås konkrete aftaler mellem region og kommune om, hvilken bistand kommunen yder i forbindelse med oprettelse og drift af karantænefaciliteter. Der kan fx være tale om bygningsmæssig, ledelsesmæssig, personalemæssig og logistisk bistand.

Se også Bilag 4 Massevaccination og Bilag 6 Karantæne.

10.6.3 Karantæne

Formålet er at hindre smittespredning fra personer, som muligvis er smittet med en alvorlig smitsom sygdom, men som endnu ikke udviser sygdomstegn.

Karantæne, herunder karantæneformen (omfang af restriktioner), afhænger af smittemåde, smitsomhed og alvorlighed. Igangsætning af karantæne afhænger endvidere af, hvor tidligt efter den mulige smitteudsættelse videresmitte kan forekomme. Karantænen vil som regel kunne ophæves, når den maksimale inkubationstid er forløbet, uden at der har været sygdomstegn.

Opstår der sygdomstegn, overgår patienten til isolationsregime på sygehus.

Karantænefaciliteter skal indgå i regionens sundhedsberedskabsplanlægning. Karantænefaciliteter udpeges uden for sygehus, men i egnede bygninger.

Beslutning om karantæne træffes af Sundhedsstyrelsen eller af epidemikommissionen. Såfremt tvangsforanstaltninger er nødvendige, gennemføres de ved politiets foranstaltninger.

Se også Bilag 6 Karantæne.

10.6.4 Vaccination

Udbrud af smitsom sygdom, der medfører behov for vaccination i større målestok, kræver hurtig handling. Vaccinationsstrategi udmeldes af de centrale sundhedsmyndigheder i den konkrete situation. Planlægningen i regioner og kommuner omfatter udarbejdelse af en lokal handleplan, herunder indkaldelse og gennemførelse af indsatsen for den relevante del af befolkningen. Embedslægerne kan bistå regionen med tilrettelæggelse af indsatsen. Se Bilag 4 Massevaccination.

11 Kriseterapeutisk beredskab

Mennesker, der har været udsat for en beredskabshændelse, vil sædvanligvis opleve en række stressreaktioner af såvel psykisk som fysisk art. Disse reaktioner kan også ramme mennesker, som indirekte er berørte af hændelsen, fx pårørende til omkomne/savnede samt det personale, som har deltaget i indsatsen.

Regionernes kriseterapeutiske beredskab består i den akutte fase og i overgangsfasen af krisestøtte, og i den opfølgende fase af egentlig kriseterapi. Psykiatrien i regionen består af voksenpsykiatrien og børne- og ungdomspsykiatrien.

Da mange kommuner ikke råder over eksperter i kriseterapi, men derimod råder over medarbejdere, der er i stand til at give krisestøtte i den akutte fase og i overgangsfasen, omtales kommunens beredskab alene som krisestøttende beredskab. Det krisestøttende beredskab i kommunen etableres inden for kommunens tilstedeværende ressourcer og består af umiddelbar omsorg og praktisk hjælp samt information om krisereaktioner og mulighed for yderligere hjælp.

Som på øvrige områder bør evidensbaserede metoder anvendes, alternativt ”best practice”, hvis evidensbaserede metoder ikke findes.

For supplerende vejledning og planlægningsgrundlag udover dette kapitel, henvises der til Bilag 14 Eksempler ved scenarier kriseterapeutisk-/krisestøttende beredskab.

11.1 Opgave

11.1.1 Region

Den på forhånd udpegede psykiatriske krisestab etableres, når psykiatrien anmodes om at aktivere den kriseterapeutiske beredskabsplan. Psykiatriens krisestabs opgaver er at foretage vurdering af det aktuelle behov for ressourcer og herefter iværksætte, gennemføre og afslutte den kriseterapeutiske indsats. Når regionens kriseterapeutiske beredskab alarmeres, skal der kunne ydes akut krisestøtte i og uden for de psykiatriske afdelinger, fx:

I indsatsområdet

På opsamlingsstedet

På behandlingspladsen

I et psykosocialt støttecenter

Ved et modtagelsessted for hjemvendte danskere udsat for en beredskabshændelse i udlandet

11.1.2 Kommune

Kommunens krisestyringsorganisation bør etableres, når kommunen aktiverer sit krisestøttende beredskab. Kommunens krisestøtteberedskab kan bestå af forskellige på forhånd udpegede medarbejdere, som har kendskab til organiseringen af krisestøtte og evt. til de normale krisereaktioner. Opgaven er at foretage en vurdering af det aktuelle behov for ressourcer og herefter iværksætte, gennemføre og afslutte det krisestøttende beredskab i kommunen. Indsatsen koordineres med regionen.

Kommunen bør sammen med regionen i planlægningsfasen vurdere, hvordan kommunens ressourcer bedst kan udnyttes i en situation med behov for det kriseterapeutiske/krisestøttende beredskab. I den aktuelle situation bør den konkrete ressourceudnyttelse aftales mellem AMK og kommunen. Ledelsen bør planlægge for, hvordan krisestøttemateriel eventuelt kan tilvejebringes.

10.2 Ledelse

I et indsatsområde er det KOOL, der vurderer behovet for krisestøtte, herunder vurderer om det kriseterapeutiske beredskab skal aktiveres. Organiseringen kan drøftes med den øvrige indsatsledelse. I den somatiske akutmodtagelse kan den somatiske beredskabsleder på sygehuset vurdere og anmode om, at det kriseterapeutiske beredskab aktiveres via AMK.

Ved hændelser, hvor det kriseterapeutiske/krisestøttende beredskab aktiveres, kan det være hensigtsmæssigt at tilknytte en forbindelsesofficer fra psykiatriens krisestab til AMK. Psykiatriens krisestab refererer til regionens overordnede krisestab.

Der kan være behov for udsendelse af en koordinerende psykiatrisk kontaktperson (KOP) til indsatsområdet. KOP er ikke en del af indsatsledelsen, men fungerer som ressourceperson for indsatsledelsen. I indsatsområder refererer KOP ledelsesmæssigt til KOOL. AMK kommunikerer om situationen med KOOL, som koordinerer med KOP i forhold til krisestøtteindsatsen. KOP bør i øvrigt have mulighed for at kontakte psykiatriens krisestab fx gennem en forbindelsesofficer i AMK, i forbindelse med afklaring af faglige og andre ressourcemæssige spørgsmål mv. (se figur 2).

 
 
AI3818_2_2.jpg Size: (340 X 144)
 
Figur 2: Eksempel på kommunikation, ledelse og aktører i en beredskabssituation.
 

Behovet for et psykosocialt støttecenter (PSSC) vurderes af indsatsledelsen, og beslutningen om etablering træffes af indsatsledelsen i samråd med AMK. I PSSC kan der ydes praktisk og social støtte samt omsorg for borgere, der er påvirket af en større hændelse. Både ulykkesofrene fra et opsamlingssted og pårørende kan samles på dette sted. Politiet har ansvar for registrering af de personer, der har været direkte involveret i ulykken, og har den koordinerende ledelse i PSSC. Politiet skal desuden sikre tryghed, sikkerhed, fred og orden og har desuden ansvar for kontakten til pressen.

Der er på Psykiatrisk Center København, Region Hovedstaden, etableret et præhospitalt og koordinerende kriseterapeutisk beredskab. En repræsentant herfra deltager bl.a. i Udenrigsministeriets Internationale Operative Stab ved krisesituationer i udlandet, hvor staben er aktiveret. Der er endvidere tilknyttet et landsdækkende telefonvagtberedskab, hvor andre regioner kan hente råd og vejledning ved større hændelser.

11.3 Organisering

11.3.1 Region

Planen bør indeholde et flow chart for, hvordan alarmeringen fra AMK videreformidles til de rette funktioner i psykiatrien (fx for vagthavende læge og ansvarshavende sygeplejerske).

Psykiatriens krisestab udsender en KOP til PSSC, såfremt der er behov for det. KOP kan være den samme, som har været udsendt til indsatsområdet, såfremt indsatsen i indsatsområdet er afsluttet. I PSSC refererer KOP til psykiatriens krisestab og til indsatsledelsen, jf. figur 3, og har det overordnede ansvar for den krisestøttende indsats i PSSC.

Psykiatriens krisestab stiller efter aftale med KOP og AMK kriseteams til rådighed for opgaven og aktiverer eventuelt det gejstlige beredskab (fx præster og repræsentanter fra andre trosretninger). Det er væsentligt at overveje, om børne- og ungdomspsykiatrien skal inddrages i indsatsen.

Hvis andre, herunder kommunen, stiller et krisestøttende beredskab til rådighed, koordineres det samlede krisestøttende beredskab af eventuel KOP.

I regionen bør der 1-2 steder, fx på en kaserne eller lignende, være planlagt for at kunne modtage ekstraordinært mange mennesker til krisestøtte/oprette PSSC som følge af meget store hændelser. Afhængigt af omstændighederne anvendes et af de udpegede steder eller en lokalitet, der har en naturlig tilknytning til ulykken, fx en lufthavn, en færgeterminal, en togstation, en institution eller en sportsklub.

Regionen kan konkret indgå aftale med en kommune om, at kommunen udpeger lokaliteter til dette formål. Det vil også i øvrigt være relevant, at regionen inddrager kommuner i samarbejdet omkring PSSC, herunder kommunens krisestøttende beredskab.

Lokaliteten bør indeholde et større lokale, hvor der kan afholdes generel briefing. Derudover bør der være en del mindre lokaler, hvori der kan ydes forskellige former for aktivitet og støtte (registrering, kriseteams, social/kommunal hjælp, fortæring mv.) Der bør være mulighed for forplejning samt toilet- og badefaciliteter.

11.3.2 Kommune

Kommunens krisestøttende beredskab bør planlægges og udpeges, således at der er planlagt for ledelse, bemanding, lokaler og materiel/udstyr. De medarbejdere fra kommunens forskellige forvaltninger, som indgår i det krisestøttende beredskab, bør kende hinanden på forhånd og med passende mellemrum mødes med det formål at vedligeholde beredskabet og sikre relevant uddannelse.

Kommunens krisestøttende beredskab samarbejder med regionens kriseterapeutiske beredskab, herunder fx i forbindelse med oprettelse af PSSC. Kommunen bør indgå de nødvendige aftaler om opgavedelingen med regionen i planlægningsfasen.

11.4 Bemanding

Regionen og kommunen skal tage stilling til, hvilke eksterne samarbejdspartnere der hensigtsmæssigt kan inddrages i planlægningen og udførelsen af det kriseterapeutiske og krisestøttende beredskab. Alle tilkaldte eksterne samarbejdspartnere er underlagt indsatsledelsen i indsatsområdet og rekvirenten (fx regionens kriseledelse, AMK eller kommunens kriseledelse). Samarbejdspartnere, som ikke er indsat i indsatsområdet, refererer til den nedsatte kriseledelse i hhv. region og kommune.

De eksterne samarbejdspartnere kan fx være:

De somatiske afdelinger

Praktiserende læger, der ofte vil være den primære kontakt for personer, som har været udsat for potentielt traumatiserende situationer

Politiet, som indgår i forbindelse med oprettelse og drift af psykosociale støttecentre, registrering af ofre, kontakt til pressen, afspærring samt evakuering

Socialsektoren i kommunerne

Lærere og pædagoger, der har det daglige kendskab til børn, der kan være direkte eller indirekte berørt af hændelsen

Folkekirkens katastrofeberedskab, se Bilag 1 Sundhedsberedskabets samarbejdspartnere

Præster eller lignende aktører fra øvrige trossamfund, som har et særligt beredskab, der kan indgå i regionens og evt. kommunens kriseberedskab og alarmeres via dette

Tolke til brug for tolkebistand i forbindelse med både kriseterapi og krisestøtte. Det er en god idé at indgå aftale med tolke, som er vant til at arbejde med psykiatrien

Private virksomheder med tilbud om psykologisk krisehjælp

Hvis regionen/kommunen har indgået aftale med private aktører, der tilbyder krisehjælp til borgerne i regionen/kommunen, vil det være hensigtsmæssigt, at aftalen er indgået i forvejen og indeholder procedurer for ledelse og koordination. Det bør altid fremgå af aftalen, at private aktører, der tilbyder krisehjælp, og som rekvireres til et indsatsområde, er underlagt indsatsledelsen.

11.4.1 Region

Inden for et indsatsområde vurderer indsatsledelsen, om eventuelle private aktører kan bidrage, og hvordan de i så fald bedst indgår i indsatsen, så kompetenceforvirring undgås. Såfremt private aktører indgår i det krisestøttende beredskab i indsatsområdet, bør det ske på baggrund af en aftale imellem rekvirenten (fx AMK, regionens kriseledelse eller kommunens kriseledelse) og indsatsledelsen. Det skal være klart, at aktørerne er til stede med baggrund i rekvirentens aftale med dem og er underlagt indsatsledelsen. Såfremt der er tale om private aktører inden for det sundhedsfaglige område, skal AMK involveres i beslutningen om at inddrage de private aktører i indsatsen.

11.4.2 Kommune

Hvis kommunen stiller et krisestøttende beredskab til rådighed for at bistå regionens eventuelt udsendte KOP og kriseteams med at give de involverede krisestøtte, bør det koordineres med regionen via AMK. De medarbejdere, der vil kunne blive inddraget i kommunens krisestøttende beredskab (fx medarbejdere i forvaltningen, PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) samt pædagoger, lærere og sundhedspersonale), bør således kende symptomerne på posttraumatisk belastningsreaktion og være rustet til at håndtere mennesker i krise.

11.5 Procedurer

Organisering af indsatsen for det kriseterapeutiske og krisestøttende beredskab kan inddeles i tre faser: Den akutte fase, overgangsfasen og den opfølgende indsats.

11.5.1 Den akutte fase

Hovedparten af de berørte i et indsatsområde vil oftest ikke have behov for særlig krisestøtte. Situationen kan håndteres ved, at indsatsledelsen og de indsatte beredskabsaktører informerer om normale krisereaktioner, muligheder for afhjælpning samt henvendelsesmuligheder ved mere omfattende eller længerevarende reaktioner. KOOL kan også efter faglig vurdering anmode politiet og redningsberedskabet om at uddele relevant informationsmateriale om forventede reaktioner, se Bilag 15 Skabelon til informationsfolder om krisereaktioner.

Den samlede indsatsledelse vurderer, hvornår den akutte indsatsfase er overstået, og der kan således ikke angives en tidsramme for den akutte indsats.

11.5.1.1 Region

Psykiatriens vurdering af det aktuelle behov for ressourcer sker i samråd med indsatsledelsen i indsatsområdet.

AMK skal i samarbejde med kriseledelsen i somatikken og i psykiatrien overveje, om der er behov for en lokalitet, hvor de pårørende til de fysisk skadede kan samles. Da der kan være indbragt patienter til flere lokaliteter, skal det endvidere overvejes, hvordan information blandt personalet sikres på tværs af lokaliteterne. Regionen ved psykiatriens krisestab bør i den akutte indsatsfase kunne udsende en KOP med henblik på koordinering af den krisestøttende del af indsatsen sammen med KOOL og den øvrige indsatsledelse i indsatsområdet. KOP og KOOL vil i nogle situationer befinde sig på forskellige lokaliteter, men KOP vil referere til KOOL og til psykiatriens krisestab.

Hvis der oprettes et psykosocialt støttecenter, bør regionen kunne udsende en KOP hertil med henblik på bl.a. at varetage visitation. Et PSSC kan, afhængig af den konkrete hændelse og det konkrete behov, etableres i en lokalitet i nærheden af indsatsområdet eller i en separat lokalitet, som ikke er i nærheden af indsatsområdet.

Såfremt det vurderes nødvendigt, bør regionen kunne udsende kriseteams til indsatsområdet eller PSSC (se figur 3). Regionen skal vurdere sammensætning og antal medarbejdere i kriseteamet.

AI3818_2_3.jpg Size: (166 X 163)

Figur 3: Udsendelse af KOP, kriseteams og forbindelsesofficer fra psykiatrien.

Ved en beredskabshændelse i udlandet med mange berørte danskere kan der være behov for at sende kriseteams fra regionen til et modtagelsessted for hjemvendte berørte danskere, fx en lufthavn. I disse tilfælde betragtes lufthavnen som et opsamlingssted og er således underlagt politiets koordinerende ledelse. Derudover vil der kunne opstå et behov for at udsende kriseteams til udlandet, som en del af Sundhedsstyrelsens udsendelse af frivilligt sundhedspersonale. Disse vil være under ledelse af en af Sundhedsstyrelsen udsendt koordinerende læge.

11.5.1.2 Kommune

Kommunen bør i den akutte fase sørge for umiddelbar støtte til de involverede borgere. Den praktiske hjælp kan bestå af, at kommunen sikrer indkvartering og forplejning, jf. reglerne i beredskabsloven. Den praktiske hjælp kan i øvrigt bestå i, at kommunen eventuelt stiller krisestøttemateriel/-udstyr til rådighed i passende antal. Krisestøttemateriel/-udstyr kan bl.a. være tæpper, tøj, telte, legetøj, bleer mv. Endvidere kan kommunen eventuelt være behjælpelig med at fremskaffe medicin og skabe kontakt til fx forsikringsselskaber.

Det er vigtigt, at indsatsledelsen informerer den ansvarlige for det krisestøttende beredskab i kommunen om hændelsen, idet kommunen er ansvarlig for at videreformidle informationen til daginstitutioner og skoler, som derved kan være opmærksomme på børn og unge, der kan være berørt af hændelsen.

11.5.2 Overgangsfasen

I overgangsfasen forberedes den opfølgende indsats, dvs. fokus skal være på de psykologiske og sociale konsekvenser hos de berørte, hvor det også kan være nødvendigt med en aktiv opsøgende indsats. Der er behov for grundig information til både de ramte og familien samt det øvrige sociale netværk.

Varigheden af denne fase kan være op til få uger.

11.5.2.1 Region

Regionen bør sikre krisestøtte med et visiterende fokus til såvel somatisk skadede (både indlagte og ambulante) som fysisk uskadte og andre involverede og sørge for, at personer, der udviser tegn på akut belastningsreaktion og personer med særligt behov herfor, får den rette støtte og omsorg, fx krisesamtaler ved psykolog. Tilbuddet bør omfatte inddragelse af de berørtes sociale netværk og muligheden for dannelse af professionelt styrede grupper og kriseterapi. Der kan være behov for, at regionen stiller telefonrådgivning til rådighed for de berørte.

11.5.2.2 Kommune

Der kan i denne fase være behov for, at borgerne i en periode kan komme i kontakt med kommunen vedrørende hændelsen. Det kan derfor være en god idé at opretholde en telefonlinje for borgere berørte af hændelsen samt at informere på kommunens hjemmeside. Indholdet på hjemmesiden kan med fordel koordineres med regionen. Kommunen bør sikre, at de almindelige rammer for børn og unge i skoler og daginstitutioner etableres hurtigst muligt. Lærere og pædagoger m.fl. har en central rolle i krisestøtten for børn og unge.

11.5.3 Den opfølgende indsats

Hovedformålet med den opfølgende indsats er at forebygge og behandle posttraumatisk belastningsreaktion og andre følgetilstande.

11.5.3.1 Region

Regionens opgave er at sørge for, at borgere, der viser tegn på posttraumatisk belastningsreaktion eller andre psykiske lidelser som følge af hændelsen, henvises til relevant udredning og behandling.

11.5.3.2 Kommune

Kommunen bør i den fase understøtte, at borgere, der viser tegn på posttraumatisk belastningsreaktion eller andre psykiske lidelser som følge af hændelsen, henvises til regionen. Det er væsentligt, at fx PPR, lærere og pædagoger fastholder opmærksomheden på børn og unge, da de ofte reagerer senere i forløbet end voksne.

12 Lægemiddelberedskab

Lægemiddelberedskabet omfatter lægemidler og medicinsk udstyr til humant brug, som fleksibelt kan imødekomme ændrede krav til forbrug, forsyning og distribution i beredskabssituationer. For nærmere definition af lægemidler og medicinsk udstyr, se faktaboksen nedenfor.

AI3818_2_4.jpg Size: (368 X 377)

12.1 Øget behov for lægemidler og medicinsk udstyr

Behovet for lægemidler ved beredskabshændelser vil variere, bl.a. afhængigt af om der er tale om konventionelle hændelser eller CBRNE-hændelser.

12.1.1 Lægemiddelberedskabet over for konventionelle hændelser

Ved konventionelle hændelser kan der være et akut øget behov for blod- og infusionsvæsker, oxygen, forbindinger, kanyler og andet udstyr til behandling af traumer, brandsår og kuldeskader samt antibiotika, smertestillende midler og midler til bedøvelse.

12.1.12 Lægemiddelberedskabet over for kemiske hændelser

Hændelser med kemiske stoffer kan medføre, at mange personer skal behandles for forgiftninger. Behandlingen følger sædvanlige medicinske principper, og i nogle tilfælde er behandling med en specifik antidot (modgift) aktuel. En eksplosionsulykke med kemikalier kan desuden medføre behov for brandsårsbehandling, og indendørs brande kan medføre kulilteforgiftning og behov for hyperbar oxygenbehandling i trykkammer.

Lægemiddelberedskabet over for kemiske udslip planlægges ud fra:

Sandsynligheden for større udslip af kemiske stoffer

En vurdering af antallet af personer, der skal behandles ved et udslip

Forgiftninger, hvor særlige lægemidler er begrænsende for behandlingskapaciteten

Forgiftningernes spredning i tid og sted, fx udslip af en giftig gas versus spredning via levnedsmidler

Sandsynligheden for udslip af kemiske stoffer baseres på historiske erfaringer, kendskab til kemisk produktion og transport af kemiske stoffer, kendskab til giftige indholdsstoffer i brandrøg og oplysninger fra efterretningsvæsenet om potentielle terrormuligheder.

Giftlinjen og Kemisk Beredskab kan vejlede i forbindelse med planlægning af lægemiddelberedskabet over for kemiske hændelser, se Bilag 1 Sundhedsberedskabets samarbejdspartnere.

12.1.3 Lægemiddelberedskabet over for biologiske hændelser

Biologiske hændelser kan bl.a. medføre behov for specifikke antibiotika, vacciner og antitoksiner samt tilhørende medicinsk udstyr.

Lægemiddelberedskabet over for biologiske udslip og sygdomsudbrud planlægges ud fra:

Sandsynligheden for udslip af biologiske stoffer eller udbrud af infektionssygdomme

En vurdering af antallet af personer, der skal behandles ved et udslip/udbrud

Tilstande, hvor særlige lægemidler er begrænsende for behandlingskapaciteten

Udbredelse og forløb i tid og sted ved fx udslip af biologisk agens

Sandsynligheden for udslip/udbrud baseres på historiske erfaringer og epidemiologi, kendskab til produktion som indbefatter farlige biologiske stoffer, kendskab til naturligt forekommende reservoirs og oplysninger fra efterretningsvæsnet om potentielle terrormuligheder.

Sundhedsstyrelsen foretager løbende overvågning af smitsomme sygdomme blandt andet på baggrund af rådgivning fra Statens Serum Institut (SSI), der varetager Sundhedsstyrelsens meldesystem for smitsomme sygdomme. Instituttet foretager løbende risikovurdering i forhold til de biologiske trusler. Sundhedsstyrelsen vil i tilfælde af særlige forekomster af smitsomme sygdomme efter behov orientere regioner og kommuner om behovet for særlige tiltag på lægemiddelområdet. Se Bilag 1 Sundhedsberedskabets samarbejdspartnere.

12.1.4 Lægemiddelberedskabet over for radiologiske og nukleare hændelser

Radioaktivt nedfald stammende fra nukleare ulykker kan give anledning til sundhedsfaglige overvejelser om jodbehandling for at undgå optagelse af radioaktivt jod i skjoldbruskkirtlen. Ved indtag af stabilt ikke-radioaktivt jod kan der opnås en vis beskyttelse mod de skadelige virkninger af radioaktivt jod optaget i kroppen gennem indånding eller med føden. Derudover findes antidoter, som kan fremme udskillelsen i kroppen efter indtag af visse radioaktive stoffer.

Statens Institut for Strålebeskyttelse (SIS) opstiller løbende anbefalinger vedrørende relevante lægemidler på baggrund af radionukleare trusler. Se Bilag 1 Sundhedsberedskabets samarbejdspartnere.

12.1.5 Lægemiddelberedskabet over for hændelser med eksplosivstoffer

De skader, der kan opstå på mennesker som følge af eksplosioner, skyldes dels den direkte effekt som følger af den luftbølge, der opstår, dels projektilvirkning ved at løse genstande, sten, glassplinter mv. kastes rundt og kan ramme som et projektil. Dette gælder både gaseksplosioner og bomber. Skaderne er typisk konventionelle høj-energi traumer. De lægemidler, der er behov for som følge af hændelser med eksplosivstoffer, er typisk de samme, som der er behov for ved konventionelle beredskabshændelser, se Kapitel 1, afsnit 1.1.1.

12.2 Opgave

Både regioner og kommuner skal have et lægemiddelberedskab. Beredskabet af lægemidler skal tage højde for forventelige ændringer i behov, både hvad angår typer af lægemidler og mængden af disse.

Lægemiddelberedskabet i regioner bør både omfatte lægemidler og medicinsk udstyr, herunder lægemidler og medicinsk udstyr som ikke - eller kun i mindre omfang - anvendes i dagligdagen, men som i en given situation kan blive relevant, fx antidoter. Lægemiddelberedskabet i kommuner bør omfatte medicinsk udstyr, fx utensilier, personlige værnemidler, forbindsstoffer og hjælpemidler.

Planlægningen af lægemiddelberedskabet bør baseres på den gennemførte risiko- og sårbarhedsvurdering (se kapitel 3, afsnit 3.2), som dels kan være med til at belyse, hvilke typer af lægemidler og medicinsk udstyr, der bør indgå, dels kan danne grundlag for dimensionering. Risikoen for CBRNE-hændelser og kendte sårbarheder i relation til forsyningssikkerhed samt organiseringen af lægemiddelområdet generelt bør ligeledes indgå i vurderingen.

Regionens planlægning bør konkret baseres på de anbefalinger om lægemidler og lagerstørrelser, som er udarbejdet af arbejdsgruppen vedrørende samordning af regionernes lægemiddelberedskab og arbejdsgruppen vedrørende samordning af regionernes antidotberedskab.

I en akut situation omfatter opgaverne i relation til lægemiddelberedskabet:

Vurdering af behov (forbrug)

Fremskaffelse af og/eller produktion af supplerende lægemidler og/eller medicinsk udstyr (forsyning)

Distribution (fordeling)

Regioner og kommuner bør planlægge for disse tre opgavetyper.

Regioners og kommuners sundhedsberedskabsplaner skal inden vedtagelse sendes til Lægemiddelstyrelsen med henblik på rådgivning vedrørende lægemiddelberedskabet.

12.2.1 Region

Regioner bør have et lager af lægemidler og medicinsk udstyr samt mulighed for akut at kunne producere og/eller bestille supplerende lægemidler og medicinsk udstyr.

Beredskabet af lægemidler, herunder antidoter og medicinsk udstyr, i regionen skal både kunne dække behovet på sygehusene og i den præhospitale indsats. Regionens planer for lægemiddelberedskabet bør være koordineret med de omgrænsende regioner, ligesom der bør foreligge aftaler med kommunerne i regionen vedrørende lægemidler og medicinsk udstyr til patienter, som udskrives ekstraordinært.

I planlægningen af lægemiddelberedskabet bør der tages højde for placeringen af lægemiddellagre og lagerstørrelser i Danmark.

Det anbefales, at sygehusafdelingerne opretholder et beredskab af lægemidler svarende til mindst to dages forbrug på den enkelte afdeling og derudover en beholdning på sygehusapotekerne svarende til mindst fem dages forbrug.

Regionerne kan med fordel indgå aftaler om at kunne trække på hinandens lægemiddellagre i situationer, hvor en region har akut behov for supplerende lægemidler og/eller medicinsk udstyr, som ikke umiddelbart kan fremskaffes på anden vis.

Regionen skal forholde sig til følgende opgaver, både i planlægningsfasen og i en akut situation:

Vurdering af behov for lægemidler og medicinsk udstyr på sygehuse og præhospitalt, både hvad angår type og mængde

Forsyning af lægemidler, herunder antidoter mv. som ikke - eller kun sjældent - anvendes i dagligdagen, fx i relation til CBRNE-hændelser

Forsyning af medicinsk udstyr, herunder udstyr som ikke - eller kun sjældent - anvendes i dagligdagen, fx i relation til CBRNE-hændelser

Øget produktion af lægemidler, herunder infusionsvæsker på sygehusapotekerne og/eller fremskaffelse af dette andetsteds til brug på sygehuse og præhospitalt

Forsyning af utensilier samt sikring af vandforsyning, strømforsyning og andet, som er nødvendigt for produktionen på sygehusapotekerne

Tilvejebringelse af blod under hensyntagen til, at lagrene af blodfraktioneringsprodukter er relativt små

I planlægningen skal man være opmærksom på, at en række lægemidler kræver anvendelse af særligt medicinsk udstyr. Hvis produktionen af væske øges på sygehusapotekerne, er der øget behov for infusionssæt. Ligeledes kan akut fremskaffelse af blodposer, tappeudstyr, kit til test af smittemarkører mv. blive aktuelt

Aftaler med praktiserende læger omkring ansvar for lægemidler/medicinsk udstyr, herunder personlige værnemidler mv. i almen praksis til brug under pandemi

Aftale med kommuner omkring lægemidler og medicinsk udstyr ved ekstraordinær udskrivning. En forhåndsaftale vedr. dette bør være nedfældet skriftligt

Samarbejde med øvrige regioner omkring lægemiddelberedskabet, herunder aftaler om gensidig assistance i tilfælde af akut behov for supplerende lægemidler inkl. antidoter

Distribution til regionens sygehuse, ambulancer, eventuelle akutbiler, akutlægebiler mv.

Kontakt til Lægemiddelstyrelsen ved forsyningsmæssige nødsituationer. Se Bilag 1 Sundhedsberedskabets samarbejdspartnere

For vejledning om, hvilke konkrete lægemidler, herunder antidoter, der bør indgå i regionens planlægning samt dimensionering af lægemiddelberedskabet, henvises til Afrapportering fra arbejdsgruppen vedrørende samordning af regionernes lægemiddelberedskab samt Antidotberedskabet i Danmark (www.sygehusberedskabet.dk).

12.2.2 Kommune

De enkelte kommuner bør have et lager af medicinsk udstyr og mulighed for akut at kunne bestille supplerende medicinsk udstyr.

Beredskabet af medicinsk udstyr skal for kommunernes vedkommende dække hjemmeplejen, plejecentre og øvrige relevante kommunale institutioner, herunder kommunale døgninstitutioner, kommunal tandpleje mv. Relevant medicinsk udstyr omfatter bl.a. utensilier, personlige værnemidler, forbindsstoffer og hjælpemidler.

I planlægningen, herunder dimensioneringen, bør der tages højde for forventet leveringstid på det relevante udstyr, herunder hvorvidt der er mulighed for at skaffe supplerende udstyr alle årets dage, døgnet rundt. Der bør også tages højde for, at visse typer medicinsk udstyr kan være vanskelige at fremskaffe, særligt hvis situationen gør, at der er en øget efterspørgsel på udstyret generelt. Der må eksempelvis forventes leveringstid på visse personlige værnemidler under en pandemi. Kommunen bør derfor have et vist lagerhold af medicinsk udstyr.

Kommunen kan med fordel indgå aftaler med omgrænsende kommuner om at kunne trække på hinandens lagre af medicinsk udstyr i lokale situationer, hvor en kommune har akut behov for supplerende medicinsk udstyr, som ikke umiddelbart kan fremskaffes akut på anden vis.

Endvidere bør kommunen indgå skriftlig aftale med regionen om lægemidler i relation til ekstraordinær udskrivning af patienter/borgere til kommunen.

Kommunen skal forholde sig til følgende opgaver i planlægningsfasen og i en akut situation:

Vurdering af behov for medicinsk udstyr i hjemmeplejen, på plejecentre, i relevante døgninstitutioner samt den kommunale tandpleje, både hvad angår type og mængde

Forsyning af medicinsk udstyr, herunder udstyr der ikke – eller kun sjældent – anvendes i dagligdagen

Aftale med regionen omkring lægemidler og medicinsk udstyr ved ekstraordinær udskrivning

Samarbejde med omkringliggende kommuner, herunder aftale om gensidig assistance i tilfælde af akut behov for supplerende medicinsk udstyr

Samarbejde med lokale apoteker, herunder dosisdispensering og bortskaffelse af medicinaffald mv.

Distribution til hjemmeplejen, plejecentre og øvrige relevante kommunale institutioner mv.

Kontakt til Lægemiddelstyrelsen ved forsyningsmæssige nødsituationer. Se Bilag 1 Sundhedsberedskabets samarbejdspartnere.

12.3 Ledelse

12.3.1 Region

Regionen har ansvaret for at planlægge et tilstrækkeligt lægemiddelberedskab, som kan dække sygehuse og den præhospitale indsats i en beredskabssituation. Regionen har endvidere ansvaret for at planlægge, hvordan der akut kan fremskaffes supplerende lægemidler og medicinsk udstyr efter behov, dels ved at kunne øge produktionen på sygehusapotekerne akut, dels ved på anden vis at planlægge, hvordan der akut kan fremskaffes supplerende lægemidler og medicinsk udstyr.

Regionen leder endvidere distribution af lægemidler og medicinsk udstyr til de aktører i regionen, som er involveret i indsatsen. Regionen bør sikre, at der foreligger klare aftaler med kommunen omkring lægemidler ved ekstraordinær udskrivning. En sådan aftale bør være skriftlig.

Det bør fremgå af regionens plan, hvem i regionen der i en akut situation leder indsatsen i relation til lægemiddelberedskabet.

12.3.2 Kommune

Kommunen har ansvaret for at planlægge et tilstrækkeligt beredskab af medicinsk udstyr, som kan dække hjemmeplejen, plejecentre samt øvrige relevante kommunale institutioner, herunder døgninstitutioner og den kommunale tandpleje i en beredskabssituation. Kommunen har endvidere ansvaret for at planlægge, hvordan der akut kan fremskaffes supplerende medicinsk udstyr efter behov.

Kommunen leder endvidere distribution til de aktører i kommunen, som er involveret i indsatsen. Kommunen bør sikre, at der foreligger klare aftaler med regionen omkring lægemidler ved ekstraordinær udskrivning. En sådan aftale bør være skriftlig.

Det bør fremgå af kommunens plan, hvem i kommunen der i en akut situation leder indsatsen i relation til lægemiddelberedskabet.

12.3.3 Staten

Staten har ansvaret for følgende i relation til forsyningssikkerheden:

Produktion af sera og vacciner

Produktion af beredskabsmedicin

Fremskaffelse af lægemidler fra udlandet, herunder lægemidler uden markedsføringstilladelse

Distribution af ovenstående til regioner, kommuner og apoteker

Iværksættelse af bekendtgørelser om udlevering og spredning af lægemiddellagre i forsyningsmæssige nødsituationer

Opretholde et døgnberedskab i Lægemiddelstyrelsen, som kan kontaktes ved forsyningsmæssige nødsituationer.

12.4 Organisation

Forudsætningen for et effektivt lægemiddelberedskab er, at lægemidlerne er til stede lokalt og udnyttes hensigtsmæssigt også i forsyningsmæssige nødsituationer.

12.4.1 Indkøb og distribution af lægemidler og medicinsk udstyr

Engrosdistributionen af industrielt fremstillede lægemidler fra fremstiller og importører til apoteker, og i et vist omfang også til sygehusapoteker, foregår på foranledning af private lægemiddelgrossister, der hver især forhandler lægemidler fra lægemiddelfremstillere.

Indkøb af lægemidler til sygehusapotekerne sker blandt andet gennem AMGROS, som dækker den overvejende del af sygehusapotekernes forsyning med industrielt fremstillede lægemidler. AMGROS har ikke lagre af lægemidler, men fungerer som en fælles indkøbsorganisation, der koordinerer indkøb af industrielt fremstillede lægemidler til sygehusapoteker. Distributionen til sygehusapotekerne sker enten direkte fra fremstillere og importører til de enkelte sygehusapoteker eller gennem private lægemiddelgrossister.

Detaildistributionen af lægemidler varetages af de private apoteker og de dertil knyttede apoteksfilialer, apoteksudsalg, håndkøbsudsalg, medicinudleveringssteder samt af apoteksuafhængige udsalgssteder for visse håndkøbslægemidler.

Medicinsk udstyr fra fremstillere og importører indkøbes direkte af sygehusene og primærsektoren eller eventuelt via private apoteker. Der bør etableres indkøbsaftaler vedrørende medicinsk udstyr.

En afgørende målsætning for lægemiddeldistributionen er, at den skal sikre befolkningen en rimelig let adgang til køb af lægemidler også i tyndt befolkede områder. I beredskabssituationer kan det være nødvendigt, at der i en periode distribueres lægemidler direkte ud til den enkelte patient. Ansvar for planlægning og udførelse af dette vil afhænge af de konkrete omstændigheder. Eksempelvis sikrede Lægemiddelstyrelsen distribution af antivirale midler fra statens indkøbte beredskabslager til patienter i forbindelse med influenzapandemien i 2009.

12.4.2 Forsyningssikkerhed, lægemiddellagre og lagerstørrelse

Følgende forhold vedrørende organiseringen af lægemiddelområdet bør inddrages i regioners og kommuners planlægning:

Tiltagende tendens til mangelsituationer, selvom den daglige forsyning i det store hele fungerer godt

Tiltagende tendens til stram lagerstyring med tilsvarende mindre lagerføring på private apoteker

Langt de fleste lægemidler og medicinsk udstyr, der anvendes i Danmark, er importerede. Internationale lægemiddelvirksomheder har samlet deres lagre i få lande i Europa og fører ikke lagre i Danmark

Produktionen af lægemidler i Danmark varetages af medicinalindustrien og sygehusapotekerne, bortset fra fremstilling af sera og vacciner samt forsyningen i forhold til visse blodprodukter og vacciner, der varetages af Statens Serum Institut. Der foregår desuden en mindre produktion af magistrelle lægemidler på to private apoteker (Glostrup og Skanderborg).

Sygehusapotekernes produktion af lægemidler er koncentreret om fremstilling af sygehusspecifikke lægemidler, der kun i yderst begrænset omfang anvendes i den primære sundhedstjeneste.

Mængdemæssigt udgør infusionsvæskeproduktionen en væsentlig del af den samlede produktion på sygehusapotekerne. På sygehusene og de leverende apoteker er der et lager af infusionsvæsker svarende til cirka to ugers normalt forbrug. Da tilstrækkelige mængder af infusions- og skyllevæsker er nødvendige for behandling af skader ved større hændelser, er det væsentligt at opretholde en dansk, decentral produktionskapacitet. I Danmark varetager sygehusapoteker i Region Hovedstaden, Region Syddanmark og Region Nordjylland denne produktion. I tilfælde af større hændelser vil væskeproduktionen kunne øges til cirka 2,5 gange normal produktion under forudsætning af, at råvarer, vand og energiforsyning er tilgængelig. Sygehusapotekerne har et råvarelager inkl. emballage til cirka to ugers produktion.

Sygehusapotekerne fremstiller ampuller og hætteglas. Fremstillingen kan have relevans i forbindelse med antidotberedskabet og for visse lægemidler i det øvrige lægemiddelberedskab. Sygehusapotekerne kan således fx producere ampuller indeholdende atropin, adrenalin og fysiostigmin. I den forbindelse bør den enkelte region tage konkret stilling til, hvordan der fremskaffes nødvendig emballage, råvarer, vand, energiforsyning. Regionen bør også sikres, at der forefindes det medicinske udstyr, der er nødvendigt ved administrationen af væskerne samt lagerplads til øget produktion af infusionsvæsker.

Der er tre lægemidler på listen over beredskabslægemidler, som udelukkende produceres på Region Hovedstadens Apotek (Thiopental, Suxameton og Noradrenalin). Lagerbeholdningen findes på samme adresse. I tilfælde af en katastrofesituation, hvor Region Hovedstadens Apotek ikke kan producere, og hvor lagerbeholdningen går til, vil de tre præparater kunne produceres magistrelt på Rigshospitalet.

For at sikre, at beredskabslægemidlerne til enhver tid kan tilvejebringes fra producenterne, er der i kontrakterne vedrørende indkøb af disse lægemidler stillet krav om, at ”leverandøren stedse under rammekontraktens løbetid for hvert et lægemiddel skal opretholde et efter omstændighederne passende lager, under hensyntagen til de af AMGROS meddelte estimater, det foretagne indkøb under rammekontrakten samt markedsudviklingen i øvrigt”. Som en ekstra sikkerhed arbejdes der på at indarbejde krav om tre måneders lager ved kontraktstart.

12.4.3 Blodberedskabet

Beredskabet med henblik på transfusion varetages af blodbankerne, som varetager tapning fra donor og fraktionering af fuldblod, der anvendes til behandling. Blodprodukterne har en relativt begrænset holdbarhed på få uger. Blodposerne har ligeledes en begrænset holdbarhed og kommer fra én leverandør. For nærmere vejledning om planlægning af blodberedskabet henvises til Bilag 16 Beredskab for forsyning af blod.

12.4.4 Antidotberedskabet

Antidoter (modgifte) er lægemidler, som specifikt modvirker giftvirkningen af kemiske stoffer. Det er kun et mindretal af forgiftninger, som kan behandles med et antidot. For alle forgiftninger er symptomatisk, almen behandling det grundlæggende behandlingsprincip. Brug af antidoter kan i nogle situationer være livreddende og mindske behovet for almen symptomatisk behandling, fx kan behandling med antidotet Naloxon fjerne behovet for mekanisk ventilation ved forgiftning med opioider. Ved forgiftning af mange mennesker kan behandlingsmuligheder med sjældent brugte antidoter være begrænsede.

Antidothåndbogen (www.sygehusberedskabet.dk), som løbende opdateres, indeholder anbefalinger og principper for antidotbeholdninger på danske sygehuse, med henblik på både at sikre den daglige behandling af patienter med almindelige forgiftninger og adgang til antidoter mod sjældne forgiftninger. Antidothåndbogen indeholder en oversigt over indhold og dimensionering for de tre typer lagre, som er beskrevet nedenfor samt en samlet antidotoversigt, en oversigt over leverandører af ikke-registrerede præparater og anvendelsesforskrifter.

Lister over, hvilke antidoter der kan blive relevante, og hvorvidt de bør forefindes i basislagre, speciallagre eller supplerende lagre, fremgår ligeledes af Antidothåndbogen (www.sygehusberedskabet.dk). Oversigt over placering af basislagre og speciallagre kan oplyses af Giftlinjen på Bispebjerg Hospital og forefindes ligeledes på regionernes sygehusapoteker.

Anbefalinger vedrørende den overordnede organisering af antidotberedskabet i tre forskellige lagertyper fremgår nedenfor.

Basislager

Hver skadestue/akutmodtagelse i landet, som modtager forgiftningspatienter, bør ligge inde med et ensartet basissortiment af antidoter til behandling af forgiftninger, som forekommer hyppigt og/eller kræver omgående behandling.

Speciallager

Sjældent anvendte og/eller særligt kostbare antidoter bør være koncentreret på to speciallagre i landet med henblik på størst mulig omkostnings-effektivitet. Speciallagre findes på Rigshospitalets Traumecenter og Århus Sygehus, skadestuen. Ved behov rekvireres de særlige antidoter fra disse steder ved telefonisk henvendelse.

Suppleringslagre

Hver region bør have et suppleringslager til brug ved ulykker eller andre hændelser med mange tilskadekomne, og dette bør placeres på den største skadestue i hver af regionerne. Udover denne ekstra kapacitet kan brug af antidoter på tværs af sygehusene fungere som et ekstra lager.

Indholdet i alle lagertyper bør indgå i den almindelige cirkulation af lægemidler, således at nyanskaffelse i størst muligt omfang sker i takt med brug og ikke grundet overskridelse af udløbsdato.

12.5 Bemanding

12.5.1 Region

Der bør som et led i planlægningen af regionens lægemiddelberedskab sikres bemanding til akut bestilling af supplerende lægemidler og medicinsk udstyr, distribution af lægemidler og medicinsk udstyr inden for regionen, øget produktion på sygehusapoteker, herunder samarbejde med klinikere i den forbindelse samt øget aktivitet i blodbanken og på laboratorier.

12.5.2 Kommune

Der bør som et led i planlægningen af kommunens lægemiddelberedskab sikres bemanding til akutbestilling af supplerende medicinsk udstyr og distribution af medicinsk udstyr inden for kommunen.

12.6 Procedurer

Procedurer for den konkrete håndtering af opgaverne i relation til regioners og kommuners lægemiddelberedskab bør fremgå af de instrukser og action cards, som udarbejdes i tilknytning til regionens/kommunens indsatsplan vedrørende lægemiddelberedskabet.

12.6.1 Region

For regionens vedkommende bør der være klarlagte procedurer for følgende:

Alarmering/aktivering i relation til regionens lægemiddelberedskab

Alarmering/aktivering af naboregionens lægemiddelberedskab

Fremskaffelse af supplerende lægemidler, herunder antidoter og medicinsk udstyr. Muligheder for bestilling uden for dagtid, i weekender mv. bør være klarlagt, ligesom det bør være klarlagt/aftalt hvorfra lægemidler og medicinsk udstyr, som ikke anvendes i dagligdagen, kan fremskaffes akut

Øget blodforsyning ved akut behov for at udvide kapaciteten

Øget produktion på sygehusapoteker

Distribution af lægemidler og medicinsk udstyr inden for regionen

Samarbejde med kommunerne i regionen ved ekstraordinær udskrivning. Det anbefales, at der i planlægningsfasen indgås aftale med kommunerne om, at regionen medsender sygehusets kopi af journal, som indeholder en medicin-status samt medicin, forbindinger og lignende til 48 timers forbrug, hvorefter primærsektor med kommune, praktiserende læge og apotek overtager opgaven

Døgnkontakt til Lægemiddelstyrelsen ved forsyningsmæssige nødsituationer

12.6.2 Kommune

For kommunens vedkommende bør der være planlagt klare procedurer for følgende:

Alarmering/aktivering i relation til kommunens lægemiddelberedskab

Alarmering/aktivering af nabokommuners lægemiddelberedskab

Fremskaffelse af supplerende medicinsk udstyr. Muligheder for bestilling uden for dagtid, i weekender mv. bør være klarlagt, ligesom det bør være klarlagt/aftalt, hvorfra udstyr, herunder visse personlige værnemidler mv., som ikke anvendes i dagligdagen, kan fremskaffes akut

Distribution af medicinsk udstyr inden for kommunen

Samarbejde med regionen ved ekstraordinær udskrivning. Det anbefales, at der i planlægningsfasen indgås aftale med regionen om, at regionen medsender sygehusets kopi af journal, som indeholder en medicin-status samt medicin, forbindinger og lignende til 48 timers forbrug, hvorefter primærsektor med praktiserende læge og apotek overtager opgaven

Døgnkontakt til Lægemiddelstyrelsen ved forsyningsmæssige nødsituationer.

Sundhedsstyrelsen, den 1. april 2011

Else Smith\Adm. direktør


Appendiks 1

Ordliste

Action card
En kort og præcis handlingsorienteret anvisning på varetagelse af en bestemt funktion eller løsning af en bestemt opgave. En huskeliste til handlinger i akutte situationer. Se også ’Instruks’.
Akutbil
Udrykningskøretøj bemandet med en ambulancebehandler og en paramediciner eller en sygeplejerske med erfaring i præhospital indsats i forbindelse med ulykker. Enheden medbringer medicin og andet behandlings- og kommunikationsudstyr til den præhospitale indsats.
Akutlægebil
Udrykningskøretøj bemandet med en speciallæge med erfaring i præhospital indsats i forbindelse med ulykker samt en ambulancebehandler eller paramediciner. Enheden medbringer medicin, andet behandlingsudstyr og kommunikationsudstyr til den præhospitale indsats.
Alarmcentral
Den lokalitet, hvor 1-1-2 alarmopkald modtages. På grundlag af modtagne oplysninger iværksætter alarmcentralen alarmering af de relevante beredskaber.
Alarmeringsliste
Opdateret liste med oplysninger med navne og telefonnumre mv. over personale, der skal alarmeres i en given situation.
Ambulanceassistent
Ambulancemandskab, som har gennemført den grundlæggende uddannelse til ambulanceassistent, uddannelsesniveau I.
Ambulancebehandler
Ambulanceassistent med videregående uddannelse i henhold til bekendtgørelse om planlægning af sundhedsberedskabet og det præhospitale beredskab samt uddannelse af ambulancepersonale mv., uddannelsesniveau II eller III.
Ambulanceleder
Lederen af ambulanceindsatsen i et indsatsområde. Funktionen varetages normalt af ambulancebehandleren på den første ambulance eller af assistenten på akutlægebilen. Funktionen kan overtages af en udsendt leder fra ambulancetjenesten.
Akut Medicinsk
Koordinationscenter (AMK)
Den funktion i en region, der varetager den operative ledelse og koordinering af den samlede sundhedsfaglige indsats ved større ulykker eller katastrofer. AMK er indgangen, herunder kommunikationsmæssigt, til hele regionens sundhedsvæsen ved sådanne hændelser.
AMK
Se ’Akut Medicinsk Koordinationscenter’.
AMK-læge
Ved større hændelser leder AMK-lægen den sundhedsmæssige indsats i regionen fra den lokalitet, hvor AMK er placeret. AMK-lægen varetager de koordinerende sundhedsfaglige funktioner i forhold til sundhedsvæsenet, herunder foretager den fornødne alarmering i sundhedsvæsenet, fastlægger - i samarbejde med KOOL - den præhospitale triage og behandlingsniveau, vurderer behovet for assistance fra andre beredskaber og varetager kontakten til eksterne samarbejdspartnere.
Antidoter
Lægemidler eller andre præparater med specifik modvirkende effekt over for kemiske stoffer og produkter. Modgift er et andet ord for antidot. Se også ’Basislager’, ’Speciallager’ og ’Suppleringslagre’.
Basislager
Basissortiment af antidoter på skadestuer/akutmodtager, som modtager forgiftningspatienter, med henblik på behandling af forgiftninger, som forekommer hyppigt og/eller kræver omgående behandling. Se også ’Speciallager’ og ’Suppleringslagre’.
Behandlingsplads
Et sted i nærheden af et skadested, hvortil de tilskadekomne, der anses for at have behov for indlæggelse på sygehus eller behandling på stedet (”liggende” tilskadekomne), bringes. Behandlingspladsen udpeges af indsatsledelsen, mens den overordnede ledelse af arbejdet på pladsen varetages af den koordinerende læge. Tidligere benævnt venteplads.
Beredskabet i den primære sundhedstjeneste
Beredskabet i den del af sundhedsvæsnet, som ikke er en del af sygehusberedskabet. For kommunens vedkommende sundhedspleje, hjemmepleje, hjemmesygepleje, plejecentre mv. For regionernes vedkommende praktiserende læger, speciallæger mv.
Beredskabshændelse
En hændelse karakteriseret ved, at de umiddelbart tilgængelige ressourcer/det daglige ressourceniveau ikke er tilstrækkeligt til at imødekomme de behov, som er opstået som følge af hændelsen. Beredskabshændelser er en samlebetegnelse for mange forskellige hændelsestyper, herunder større trafikulykker, ekstreme vejrlig, epidemier, terror, naturkatastrofer mv.
CBRNE-hændelser
Et bredt dækkende samlebegreb for alle tilsigtede og utilsigtede hændelser, forårsaget af kemiske stoffer og produkter (C), biologisk materiale, smitsomme eller overførbare sygdomme (B), radiologisk materiale (R), nukleart materiale (N) eller eksplosivstoffer (E).
Civil sektors beredskab
Den forpligtelse, der påhviler bl.a. offentlige myndigheder, til at planlægge for opretholdelse og videreførelse af samfundets kritiske funktioner i tilfælde af ulykker og større hændelser, herunder krigshandlinger, samt for at kunne yde støtte til Forsvaret.
Dekontaminering
Uskadeliggørelse af en forurening ved en kemisk reaktion med et dekontamineringsmiddel. Dekontaminering anvendes over for materiel og beskyttet indsatspersonel, der har været i kontakt med forureningen. Se også ’Rensning’.
Disponering
Alarmcentraloperatørens beslutning om, hvilken del af beredskabet – ambulance, brandvæsen, politi mv., der skal aktiveres (opgavedisponering). Regionens vagtcentral træffer herefter beslutning om, hvilke konkrete præhospitale ressourcer, der skal tildeles opgaven (teknisk disponering).
Disponeringsvejledning
Vejledning i, hvilken type hjælp som bør disponeres af vagtcentralen i de enkelte tilfælde.
Eksponering
Udtrykket bruges om udsættelse af personer eller patienter for farligt stof, forurening eller smitte.
Ekstraordinær udskrivning
Udskrivning af ikke akut sygehusbehandlingskrævende patienter før det normale udskrivningstidspunkt for at frigøre sengepladser på sygehuset ved større hændelser.
Epidemi
Når en smitsom sygdom breder sig meget hurtigt i en befolkningsgruppe i et bestemt område.
Epidemikommission
Hver region har en epidemikommission, som består af en politidirektør (formand), en embedslæge, en dyrlæge (Fødevareregionen), en repræsentant for den lokale told- og skatteforvaltning, en repræsentant for det regionale sygehusberedskab, en repræsentant for Beredskabsstyrelsens regionale beredskabscenter samt tre regionsrådsmedlemmer. Formålet med epidemikommissionerne er at hindre, at de i epidemiloven § 2 nævnte smitsomme og overførbare sygdomme udbredes i Danmark, samt hindre at smitte fra disse sygdomme føres ind i landet eller herfra og til andre lande.
Evakuering
En myndighedsbestemt og myndighedskontrolleret flytning af personer fra deres opholdssted.
Fareområde
Den del af skadestedet, hvor der er en konkret fare for personer. Fareområdet afgrænses ved uheld med kemiske stoffer af en sikkerhedsafstand. Indsatsleder-redningsberedskab har som udgangspunkt ansvaret for evakuering af personer ud af et fareområde.
Hazmat-team
Ekspertberedskab som kan assistere ved mistanke om farlige kemiske stoffer. Indgår som den operative del af Beredskabsstyrelsens kemiske ekspertberedskab.
Indre afspærring
Afgrænsning – eventuelt fysisk – af skadestedet, dvs. området hvor redningsberedskabet er indsat.
Indsatsledelsen
Samarbejdsforum under koordination af politiet, hvor relevante ledere indgår.
Indsatsleder–politi (ISL-PO)
Den person fra politiet, der varetager den koordinerende ledelse af den samlede indsats i et indsatsområde og den polititaktiske ledelse inden for indsatsområdet. Indsatsleder-politi har kommandoen over indsatte enheder fra politiet.
Indsatsleder–redningsberedskab (ISL-RB)
Den person fra redningsberedskabet, der varetager den tekniske og taktiske ledelse af indsatsen på et skadested, og som har ansvaret for alle indsatte enheder inden for indre afspærring. Indsatslederen udøver sin kommando gennem holdlederne, herunder holdlederne eller tilsvarende fra udefra kommende enheder.
Indsatsområde
Det samlede område, hvor redningsindsatsen foregår. Indsatsområdet, der er afgrænset af den ydre afspærring, er således indsatsledelsens arbejds- og ansvarsområde. Se også ’Skadested’.
Instruks
Information eller vejledning om specielle forhold til fremme af en hurtig og effektiv indsats. En instruks kan fx være en arbejdsgivers forskrift for, hvordan ansatte skal forholde sig under givne omstændigheder og omfatter fx ansvars- og kompetencefordelingen samt systematisk udarbejdede anvisninger på, hvilke procedurer de ansatte bør følge. En instruks er generelt mere omfattende end et action card, som typisk er målrettet en enkelt funktion. Se også ’Action card’.
ISL-PO
Se ’Indsatsleder-politi’.
ISL-RB
Se ’Indsatsleder-redningsberedskab’.
Isolation
I relation til smitsomme sygdomme forstås med isolation, at patienter holdes isoleret fra andre enten på enestue, på slusestue eller lignende for at forebygge smittespredning.
Karantæne
For at hindre mulig smittespredning fra personer, som har været udsat for smitte – men endnu ikke er blevet syge – kan Epidemikommissionerne eller Sundhedsstyrelsen beslutte, at de udsatte personer skal holdes samlet og afsondret fra den øvrige befolkning, indtil det viser sig, om de bliver syge. Herom anvendes udtrykket karantæne.
Kemikalieforurenede personer
Personer med en ydre forurening af kemiske stoffer.
Kemikalieskadede patienter
Personer med symptomer eller skader efter udsættelse for kemiske stoffer.
Kommandostade (KST)
Fælles facilitet i indsatsområdet, hvorfra den samlede indsats ledes, og der opretholdes kontakt til overordnede og sideordnede beredskabsmyndigheder eller organisationer. Kommandostadet oprettes af indsatsledelsen og er indsatsledelsens samlingssted.
Kommandostation (KSN)
Lokalitet, typisk på politistationen, hvorfra politiet udøver den koordinerende ledelse på operativt niveau. Ved større hændelser sker dette i samarbejde med relevante aktører.
KOOL
Se ’Koordinerende læge’.
Koordinerende læge (KOOL)
Den speciallæge i indsatsområdet, der har det sundhedsfaglige ansvar og ledelsen af den præhospitale indsats i indsatsområdet, og som prioriterer - og efter aftale med AMK - visiterer de tilskadekomne/syge samt kommunikerer med AMK.
Koordinerende psykiatrisk kontaktperson (KOP)
Har ansvaret for og varetager koordineringen, herunder visitationen af krisestøtteindsatsen i indsatsområdet. Kan også anvendes som betegnelse for den person, som har det overordnede ansvar for den krisestøttende indsats i psykosocialt støttecenter (PSSC), og kan i så fald benævnes ”KOP2” eller ”KOP PSSC”.
KOP
Se ’Koordinerende psykiatrisk kontaktperson’.
Krisestøtte
Anvendes om den del af det kriseterapeutiske beredskab, som omfatter almindelig medmenneskelig omsorg og kan ydes af en person uden psykiatrisk eller psykologisk uddannelsesmæssig baggrund.
Kriseteams
Team af medarbejdere, der udsendes fra psykiatriens krisestab til et indsatsområde/opsamlingssted eller til et psykosocialt støttecenter.
KSN
Se ’Kommandostation’.
KST
Se ’Kommandostade’.
Lokal beredskabsstab
En tværfaglig beredskabsstab, der er oprettet i de enkelte politikredse, og som i forbindelse med en redningsindsats vil kunne fungere som et forum for samarbejde og for koordineret anvendelse af samfundets ressourcer. Den lokale beredskabsstab består af politidirektøren (leder af staben), chefen for Beredskabsstyrelsens regionale beredskabscenter og chefen for totalforsvarsregionen. Andre lokale myndigheder, herunder AMK og Embedslægerne, indkaldes ved behov.
Lægemiddelberedskab
Lægemiddelberedskabet er beredskabet af lægemidler og medicinsk udstyr, der kan imødekomme de ændrede krav til forbrug, forsyning og distribution, som må forudses at ville opstå i en beredskabssituation.
Medicinsk udstyr
Varer, der uden at være lægemidler i lægemiddellovgivningens forstand, anvendes i sundhedspleje og sygdomsbehandling fx forbindsstoffer, personlige værnemidler, injektionssprøjter, hjælpemidler og transfusionsudstyr.
Opsamlingssted
Et sted, hvortil fysisk uskadte og lettere tilskadekomne (»gående«) bringes med henblik på registrering og eventuel lettere førstehjælp. Opsamlingsstedet oprettes af og henhører under politiets koordinerende ledelse.
Pandemi
En epidemi, der på samme tid omfatter mange lande og kontinenter.
Præhospital behandling
Omfatter behandling i den præhospitale fase, hvad enten den udføres af lægfolk, ambulancemandskab eller andet sundhedspersonale.
Præhospital fase
Betegner det tidsrum, der går, fra en person bliver ramt af akut sygdom eller tilskadekomst, til vedkommende modtages på sygehus.
Præhospital indsats
Sundhedsberedskabets behandling af akut syge eller tilskadekomne før ankomst til sygehus.
PSSC
Se ’Psykosocialt støttecenter’.
Psykosocialt støttecenter (PSSC)
Et særligt etableret midlertidigt opholdssted for ulykkesofre og pårørende i forbindelse med en større, psykisk belastende hændelse. Bemandes med behandlingspersonale og administrativt personale. Etableres på foranledning af indsatsledelsen i samarbejde med AMK.
Rensning
Skylning med vand af forurenede personer, indsatspersonel og materiel. Rensningen tilpasses det aktuelle stof og situationen, og der kan eventuelt anvendes supplerende midler til at fremme rensningen, eksempelvis sæbe. Se også ’Dekontaminering’.
Samlingssted for døde
Et sted, hvor utvivlsomt døde midlertidigt kan placeres. Samlingssted for døde udpeges af indsatsledelsen og henhører i øvrigt under politiets koordinerende ledelse.
Skadested
Det område eller den lokalitet, hvor der er indtruffet en skade, og hvor der er behov for indsættelse af enheder fra redningsberedskabet, politiet og sundhedsvæsenet. Skadestedet afgrænses af den indre afspærring i indsatsområdet.
Speciallager
Sjældent anvendte og/eller særligt kostbare antidoter, som koncentreres på to speciallagre i landet. Se også ’Basislager’ og ’Suppleringslagre’.
Sundhedsberedskab
Sundhedsvæsenets evne til at udvide og omstille sin behandlings- og plejekapacitet mv. udover det daglige beredskab - såvel som ved større ulykker og hændelser som under krig. Sundhedsberedskabet omfatter sygehusberedskabet, lægemiddelberedskabet og beredskabet i den primære sundhedstjeneste.
Suppleringslagre
Ekstra kapacitet af antidoter i hver region til brug ved ulykker eller andre hændelser med mange tilskadekomne. Suppleringslagre bør placeres på den største skadestue i hver region. Se også ’Basislager’ og ’Speciallager’.
Sygehusberedskab
Beredskabet i det samlede sygehusvæsen, herunder præhospitalt.
Udrykningshold
Et særligt hold af læge(r) og/eller sygeplejerske(r) udsendt fra sygehus til præhospital indsats i en beredskabssituation. Holdet medbringer behandlings- og kommunikationsudstyr til præhospital indsats.
Vagtcentral
Lokalitet/funktion, som modtager meldinger/samtaler fra alarmcentralen, foretager en udspørgen af den, der ringer, vurderer alvorlighedsgrad og hastegrad og disponerer de relevante ressourcer samt rådgiver om førstehjælp. Regionens vagtcentral disponerer de præhospitale ressourcer.
Ydre afspærring
Afgrænsning af indsatsområdet.


Appendiks 2

Oversigt over gældende love, regler og vejledninger mv.

Love, bekendtgørelser mv.

Sundhedsloven, LBK nr 913 af 13/07/2010 med senere ændringer

Epidemiloven, bekendtgørelse af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme, LBK nr 814 af 27/08/2009

Lægemiddelloven, LOV nr 1180 af 12/12/2005

Lov om medicinsk udstyr, LOV nr 1046 af 17/12/2002

Beredskabsloven, bekendtgørelse af beredskabsloven, LBK nr 660 af 10/06/2009

Lov om begravelse og ligbrænding, LBK nr 665 af 16/06/2010

Bekendtgørelse af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, LBK nr 1350 af 17/12/2008 med senere ændringer

Bekendtgørelse om planlægning af sundhedsberedskabet og det præhospitale beredskab samt uddannelse af ambulancepersonale mv., BEK nr 977 af 26/09/2006 med senere ændringer

Bekendtgørelse om lægers anmeldelse af smitsomme sygdomme mv., BEK nr 277 af 14/04/2000 med senere ændringer

Bekendtgørelse om behandling af lig, BEK nr 152 af 14/04/1983

Bekendtgørelse om medicinsk udstyr, BEK nr 1268 af 12/12/2008 med senere ændringer

Bekendtgørelse om spredning af lægemiddellagre i forsyningsmæssige nødsituationer samt under krise og krig, BEK nr 940 af 16/09/2008

Bekendtgørelse om udlevering af lægemidler i forsyningsmæssige nødsituationer samt under krise og krig, BEK nr 941 af 19/09/2008

Bekendtgørelse om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer, BEK nr 1666 af 14/12 2006 med senere ændringer

Bekendtgørelse om beskyttelsesforanstaltninger mod uheld i nukleare anlæg, BEK nr 278 27/06/1969 med senere ændringer

Bekendtgørelse om dosisgrænser for ioniserende stråling, BEK nr 823 31/10/1997

Bekendtgørelse om tilskud til psykologbehandling i praksissektoren for særligt udsatte persongrupper, BEK nr 674 af 26/06/2008

Bekendtgørelse om risikobaseret kommunalt redningsberedskab, BEK nr 765 af 03/08/2005 med senere ændringer

Bekendtgørelse om sikring af visse biologiske stoffer/fremføringsmidler og relateret materiale, BEK nr 981 af 15/10/2009

Blodtransfusionsvejledningen, VEJ nr 10333 af 20/12/2007

Pligter ved risikobetonede aktiviteter, VEJ nr 14004 af 01/02/1990

Vejledning om ligsyn, indberetning af dødsfald til politiet og dødsattester mv., VEJ nr 10101 af 19/12/2006

International Health Regulations (IHR), WHO, 2005 (http://www.who.int/ihr/en/)

Gældende love, bekendtgørelser mv. findes på www.retsinformation.dk

Øvrige vejledninger og informationsmateriale (listet alfabetisk)

Afrapportering fra arbejdsgruppen vedrørende samordning af regionernes lægemiddelberedskab, Danske Regioner, 2010

Akutte drikkevandsforureninger – en praktisk guide, Beredskabsstyrelsen, 2005:

http://www.brs.dk/folder/drikkevand/index.htm

Ambulancehygiejne, Statens Serum Institut, 2005:

http://www.ssi.dk/Smitteberedskab/Infektionshygiejne/Infektionshygiejniske%20retningslinjer/~/media/Indhold/DK%20-%20dansk/Smitteberedskab/Infektionshygiejne/PDF/Informationsmateriale/3335-26.ashx

Antidothåndbogen/Antidotberedskabet i Danmark, 2009 – 1. udgave, Arbejdsgruppen for antidotberedskabet i Danmark:

http://www.sygehusberedskabet.dk/antidothaandbogen/main.html?

Beredskab for pandemisk i influenza – national strategi og rammer for planlægning i sundhedsberedskabet (Pandemiplanen), Sundhedsstyrelsens, 2006:

http://www.sst.dk/Udgivelser/2006/Beredskab%20for%20pandemisk%20influenza%20-%20National%20strategi%20og%20rammer%20for%20planlaegning%20i%20sundhedsberedskabet.aspx

Det Internationale Sundhedsregulativ – krav til beredskab i havne og lufthavne (IHR rapporten), Sundhedsstyrelsen, 2008:

http://www.sst.dk/Udgivelser/2008/Det%20internationale%20sundhedsregulativ%20-%20krav%20til%20beredskab%20i%20havne%20og%20lufthavne.aspx

Helhedsorienteret beredskabsplanlægning, Beredskabsstyrelsen:

http://www.brs.dk/fagomraade/tilsyn/csb/hob/HOB-vejledning.pdf

Håndtering af kemikalieforurenede personer, 12 håndteringskort, Beredskabsstyrelsen:

http://kemi.brs.dk/haandteringskort.html

Håndtering af uheld med radioaktive stoffer, Statens Institut for Strålebeskyttelse, 2001:

http://www.sst.dk/Udgivelser/2001/Haandtering%20af%20uheld%20med%20radioaktive%20stoffer%20-%20revideret%20juli%202001.aspx

Indsatstaktiske retningslinjer og samarbejdsprincipper ved CBRNE-terrorhændelser, Rigspolitiet 2009:

http://kemi.brs.dk/CBRNE-terrorhaendelser-2009.pdf

Informationsmateriale vedr. varmt vejr og hedebølge, Sundhedsstyrelsen:

http://www.sst.dk/Sundhed%20og%20forebyggelse/Miljoe%20og%20helbred/Varmt%20vejr%20og%20hedeboelge.aspx

Informationssystemet om farlige stoffer, Beredskabsstyrelsen

http://www.kemikalieberedskab.dk/ominformationssystemet.shtml

Operationel plan ved trussel om eller forekomst af koppeudbrud i eller uden for Danmark (Koppeplanen), 2004:

http://www.sst.dk/publ/Publ2004/Koppeplan_juni_2004_SST.pdf

Planlægning af beredskab for vandforsyning, vejledning fra Miljøstyrelsen, 2002

http://www2.mst.dk/udgiv/publikationer/2002/87-7972-293-8/pdf/87-7972-293-8.pdf

Retningslinjer for indsatsledelse (REFIL), Beredskabsstyrelsen, 2010:

http://www.brs.dk/fagomraade/tilsyn/csb/rapporter/REFIL2010.pdf

Retningslinjer for indsats ved hændelser med kemiske stoffer, Beredskabsstyrelsen 2009:

http://kemi.brs.dk/Retningslinjer_for_indsats_ved_haendelser_med_kemiske_stoffer.pdf

ROS-modellen, Beredskabsstyrelsen:

http://www.brs.dk/fagomraade/tilsyn/csb/ros/ROSmodellen.htm

Råd og anvisninger om desinfektion i sundhedssektoren, Statens Serum Institut, 2004:

http://www.ssi.dk/Smitteberedskab/Infektionshygiejne/Infektionshygiejniske%20retningslinjer/~/media/Indhold/DK%20-%20dansk/Smitteberedskab/Infektionshygiejne/PDF/RogA/Desinfektion%20i%20sundheds.ashx

Scenariebank, Beredskabsstyrelsen:

http://www.brs.dk/fagomraade/tilsyn/csb/ros/Scenariebanken.htm

Varslingsaftalen:

http://www.brs.dk/fagomraade/tilsyn/csb/rapporter/Varslingsaftalen-2005.pdf

Vejledning til offentlige institutioner om nødstrøm – sådan sikrer du dig, Energistyrelsen, 2010:

http://www.ens.dk/Documents/Netboghandel%20-%20publikationer/2010/vejledning_til_offentlige_myndigheder_om%20_noedstroem.pdf

Vejledning vedrørende nødforsyning af strøm mv. på private sygehuse og klinikker, Sundhedsstyrelsen, 2004:

http://www.sst.dk/publ/publ2004/Vejledning_om_noedforsyning_stroem.pdf

Vejledning om hygiejne i asylcentre, Sundhedsstyrelsen, 1998:

http://www.sst.dk/publ/Vejledninger/98/hygiejne_i_asylcentre/index.htm

Information om publikationer, som er udgivet/opdateret efter redaktionens afslutning, fås ved henvendelse til den myndighed, som har udgivet materialet.


Appendiks 3

Følgegruppe

Lone de Neergaard (formand), chef, Sundhedsplanlægning, Sundhedsstyrelsen

Tove Kjeldsen, fuldmægtig, Indenrigs- og Sundhedsministeriet

John-Erik Stig Hansen, centerchef, CBB, Statens Serum Institut

Kåre Mølbak, afdelingschef, Epidemiologisk afdeling, Statens Serum Institut

Nina Egtved Knudsen, lægemiddelinspektør, Lægemiddelstyrelsen

Christina Carlsen, seniorkonsulent, Danske Regioner

Erika Frischknecht Christensen, præhospital leder/AMK-leder, Danske Regioner

Torsten Lang-Jensen, præhospital leder, Danske Regioner

Kari Vieth, seniorkonsulent, KL

Jesper Djurhuus, beredskabschef, KL

Ken Theiltoft, ambulancechef, KL

Inge-Lise Andersen-Rosendahl, specialkonsulent, CSB, Beredskabsstyrelsen

Ulla Klixbüll, souschef, Kemisk Beredskab, Beredskabsstyrelsen

Jack Pedersen, vicepolitikommissær, Rigspolitiet

Benny Bardrum, stabslæge, Forsvarets Sundhedstjeneste

Freddy Lippert, sagkyndig rådgiver i sundhedsberedskab, Sundhedsstyrelsen

Mette Øhlenschlæger, chef, Statens Institut for Strålebeskyttelse, Sundhedsstyrelsen

Anders Carlsen, ledende embedslæge, Embedslægerne, Sundhedsstyrelsen

Annemarie Knigge, konstitueret chef, Center for Forebyggelse, Sundhedsstyrelsen

Sekretariat

Sigrid Paulsen, specialkonsulent, Sundhedsplanlægning, Sundhedsstyrelsen

Annlize Troest, overlæge, Sundhedsplanlægning, Sundhedsstyrelsen

Simon Feldbæk Kristensen, akademisk medarbejder, Sundhedsplanlægning, Sundhedsstyrelsen

Sille Arildsen, specialkonsulent, Sundhedsplanlægning, Sundhedsstyrelsen (t.o.m. oktober 2010)


Bilag 1

Sundhedsberedskabets samarbejdspartnere

Formål

Formålet med bilaget er at give en kort oversigt over samarbejdspartnere til det regionale og/eller kommunale sundhedsberedskab. Samarbejde er et centralt element i al beredskabsarbejde, og det bør fremgå af regioners og kommuners sundhedsberedskabsplaner, at samarbejde med relevante aktører er tænkt ind.

Målgruppe

Målgruppen for bilaget er planlæggere af sundhedsberedskaber i regioner og kommuner. Målet er således ikke at give en dækkende beskrivelse af de omtalte myndigheders virksomhedsområde, men at fremhæve de informationer, som er relevante for planlægningen af sundhedsberedskabet i regioner og/eller kommuner.

Sundhedsstyrelsen

Opgaver i relation til sundhedsberedskabet

Sundhedsstyrelsen er en styrelse under Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Sundhedsstyrelsen vejleder og rådgiver regioner og kommuner om planlægning af sundhedsberedskabet. Regioners og kommuners sundhedsberedskabsplaner sendes til rådgivning i styrelsen inden vedtagelse. Sundhedsstyrelsen kan desuden vejlede og rådgive regioner og kommuner med henblik på sundhedsberedskabet i en konkret beredskabssituation. Sundhedsstyrelsen er endvidere pålagt en række opgaver i medfør af epidemiloven.

Indenrigs- og Sundhedsministeren kan i tilfælde af ulykker og katastrofer, herunder krigshandlinger, pålægge regionsrådet eller kommunalbestyrelsen at løse en sundhedsberedskabsopgave på en nærmere bestemt måde. Sundhedsstyrelsen forventes at varetage denne koordinerende opgave i en sådan ekstraordinær situation.

Sundhedsstyrelsen er fast medlem af den nationale operative stab (NOST), hvis hovedopgave er koordinationsopgaver i forbindelse med større hændelser, katastrofer og sikkerhedsmæssige trusler, herunder terrorhandlinger i Danmark, der ikke kan løses af de enkelte regioner/politikredse, samt opgaver, der omfatter flere samtidige hændelser i forskellige regioner/landsdele, og hvor der opstår et behov for koordinering på nationalt plan. Sundhedsstyrelsen informerer Akut Medicinsk Koordinationscenter (AMK) i regionerne, når NOST er nedsat, og styrelsen vil i sådanne situationer holde tæt kontakt til AMK og bede om løbende rapporteringer fra relevante regioner.

Sundhedsstyrelsen kan i særlige tilfælde, og efter godkendelse fra indenrigs- og sundhedsministeren, beslutte, at apotekerne kun må udlevere lægemidler til en kortere periode end 14 dage og kun må udlevere lægemidler til nærmere angivne persongrupper. Sundhedsstyrelsen kan tilsvarende i særlige tilfælde beslutte, at en virksomhed skal sprede sit lager, eller at virksomheden ikke skal sprede sit lager.

Embedslægerne er en del af Sundhedsstyrelsen og er placeret i regionerne. I beredskabssammenhænge varetager Embedslægerne styrelsens decentrale beredskabsopgaver og kan rådgive lokale myndigheder om sundhedsmæssige, herunder hygiejniske og miljømæssige forhold, ligesom Embedslægerne kan inddrages i den lokale planlægning af sundhedsberedskabet. Embedslægerne varetager ligeledes opgaver i relation til smitte- og kontaktopsporing samt forebyggelse af smitsomme sygdomme, sundhedsfaglig rådgivning om smitsomme og andre overførbare sygdomme samt kemiske stoffer og kan rådgive indsatsledelsen om de sundhedsmæssige konsekvenser af en beredskabshændelse telefonisk eller ved fremmøde. Embedslægerne vil ved behov være repræsenteret i de lokale beredskabsstabe (LBS).

Statens Institut for Strålebeskyttelse (SIS) er et institut i Sundhedsstyrelsen. Instituttets opgaver ligger inden for lovgivningen om røntgenanlæg, radioaktive stoffer og nukleare anlæg. Instituttet er den eneste offentlige institution med overordnet ansvar for strålebeskyttelse og med faglig viden og kompetence på hele området.

Det er SIS’ opgave at sikre, at det for brugere af strålekilder, andre myndigheder og institutioner m.fl. altid er muligt at få oplysninger og vejledning om egenskaber og skadelige effekter ved ioniserende stråling, herunder tilsigtede anvendelse af radioaktive stoffer eksempelvis ”dirty bombs” og beskyttelsesforanstaltninger.

I tilfælde af uheld med radioaktive stoffer, herunder nukleare materialer varetager instituttet opgaverne i beredskabet i relation til strålebeskyttelse. SIS har adgang til oplysninger om alle strålekilder i landet. Sådanne oplysninger kan være vigtige for en akut indsats over for personer, der er radioaktivt forurenede og/eller har været udsat for ekstern bestråling.

Døgnvagt og øvrig information

Sundhedsstyrelsen har døgnvagt via Embedslægernes døgnvagtsfunktion. Statens Institut for Strålebeskyttelse har ligeledes en døgnvagt. Kontaktoplysninger og yderligere information findes på www.sst.dk og www.sis.dk

Lægemiddelstyrelsen

Opgaver i relation til sundhedsberedskabet

Lægemiddelstyrelsen er en styrelse under Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Lægemiddelstyrelsen varetager de styrelsesmæssige opgaver i relation til lægemiddelberedskabet, som er beredskabet af lægemidler og medicinsk udstyr, der kan imødekomme de ændrede krav til forbrug, forsyning og distribution, som må forudses at ville opstå i en beredskabssituation. Regioners og kommuners sundhedsberedskabsplaner sendes til rådgivning i Lægemiddelstyrelsen inden vedtagelse, ligesom de sendes til rådgivning i Sundhedsstyrelsen.

Ved forsyningsmæssige nødsituationer ift. lægemidler og medicinsk udstyr kontaktes Lægemiddelstyrelsen. I en beredskabssituation kan Lægemiddelstyrelsen endvidere have en opgave i relation til distribution til regioner, kommuner og apoteker af sera, vacciner og beredskabsmedicin samt lægemidler fra udlandet, herunder lægemidler uden markedsføringstilladelse.

Lægemiddelstyrelsen udsteder påbud til importører af lægemidler, lægemiddelgrossister og producenter af lægemidler, herunder sygehusapoteker, samt til apoteker, hvis bestemmelserne i bekendtgørelse om spredning af lægemiddellagre i forsyningsmæssige nødsituationer træder i kraft. Tilsvarende meddeler Lægemiddelstyrelsen landets apoteker, hvis bestemmelserne i bekendtgørelse om udlevering af lægemidler i forsyningsmæssige nødsituationer træder i kraft.

Døgnvagt og øvrig information

Lægemiddelstyrelsen har døgnvagt. Kontaktoplysninger og yderligere information findes på www.laegemiddelstyrelsen.dk

Statens Serum Institut

Opgaver i relation til sundhedsberedskabet

Statens Serum Institut er landets nationale klinisk-mikrobiologiske laboratorium og er referencelaboratorium for de øvrige mikrobiologiske laboratorier. Som en del af det biologiske sundhedsberedskab varetager Statens Serum Institut et diagnostisk beredskab (døgnberedskab, udrykningstjeneste mv.), ligesom instituttet har ansvaret for landets vaccineberedskab.

Instituttet varetager desuden Sundhedsstyrelsens meldesystem for smitsomme sygdomme og rådgiver sundhedsvæsenet i forbindelse med udbrud af smitsomme sygdomme. Ved større generelle udbrud af smitsomme sygdomme bistår instituttet operationelt i opklaring og kontrol af udbruddet. Epidemiologisk afdeling på Statens Serum Institut fungerer endvidere som kontaktpunkt (focal point) i relation til International Health Regulations (IHR). Af særlig relevans for sundhedsberedskabet er foruden Epidemiologisk afdeling, Center for Biosiking og -Beredskab samt Central Enhed for Infektionshygiejne.

Epidemiologisk afdeling har til formål at forebygge smitsomme sygdomme via overvågning af forekomsten af disse. Afdelingen er også udpeget som nationalt kontaktpunkt (focal point) i relation til International Health Regulations (IHR) Endvidere rådgiver afdelingen landets læger og sundhedsmyndigheder.

Central Enhed for Infektionshygiejne har antibiotikaresistens og sygehushygiejne som hovedopgaver. Afdelingen har bl.a. til opgave at koordinere sygehushygiejnen i Danmark, herunder opretholde et beredskab.

Center for Biosikring og -Beredskab (CBB) er statslig myndighed og fører kontrol med overholdelsen af reglerne jf. bekendtgørelse om sikring af visse biologiske stoffer, fremføringsmidler og relateret materiale. Ved mistanke om udslip af visse farlige biologiske stoffer skal der straks rettes henvendelse til CBB. I situationer med ukontrolleret tilstedeværelse af farligt biologisk materiale eller mistanke herom, afgrænser CBB fare- og eksponeringsområderne, og det lokale sundhedsberedskab underrettes om mulige modforanstaltninger samt om den forventede prognose.

Døgnvagt og øvrig information

Statens Serum Institut har døgnvagt. Kontaktoplysninger og yderligere information findes på www.ssi.dk og www.biosikring.dk

Giftlinjen

Opgaver i relation til sundhedsberedskabet

Giftlinjen på Bispebjerg Hospital i Region Hovedstaden rådgiver om behandling af forgiftninger. Rådgivningen omfatter alle former for giftstoffer, herunder industri- og husholdningskemikalier, røg, lægemidler, misbrugsstoffer og planter. Giftlinjen er landsdækkende. Henvendelser besvares af læger med uddannelse i klinisk toksikologi.

Funktionen er primært en hjælp til læger og andet sundhedspersonale i forbindelse med behandling af forgiftninger, men forespørgsler fra myndigheder og borgere besvares også. I rådgivningen indgår vurdering af risiko for forgiftning ved udsættelse for kemiske stoffer, behandling af forgiftninger, brug af antidoter (modgifte), klinisk biokemiske analyser i forbindelse med forgiftninger samt opfølgning af forgiftninger med henblik på langtidseffekter og forebyggelse. Der rådgives ikke om biologiske toksiner, identifikation af kemikalier eller brug af sikkerhedsudstyr.

Døgnvagt og øvrig information

Giftlinjen har døgnvagt. Kontaktoplysninger og yderligere information findes på www.giftlinjen.dk

Fødevarestyrelsen

Opgaver i relation til sundhedsberedskabet

Fødevarestyrelsen er en styrelse under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og varetager beredskabet inden for veterinær- og fødevareområdet. Dele af beredskabsopgaven er lagt ud til de regionale fødevareregioner. Fødevarestyrelsen har på veterinær- og fødevareområdet, ud over det daglige beredskab, et beredskab til håndtering af krigs- og krisesituationer, bl.a. vedrørende fødevareforgiftninger, terror mod fødevarer samt anmeldelsespligtige husdyrsygdomme.

Døgnvagt og øvrig information

Fødevarestyrelsen har døgnvagt. Kontaktoplysninger og yderligere information findes på www.foedevarestyrelsen.dk

Beredskabsstyrelsen

Opgaver i relation til sundhedsberedskabet

Beredskabsstyrelsen er en styrelse under Forsvarsministeriet. Beredskabsstyrelsen leder det statslige redningsberedskab og forestår koordineringen af planlægningen af den civile sektors beredskab. Endvidere varetager Beredskabsstyrelsen en række operative opgaver. Af relevans for sundhedsberedskabet er bl.a. redningsberedskabet, kemisk beredskab og nukleart beredskab.

Redningsberedskabet har til opgave at forebygge, begrænse og afhjælpe skader på personer, ejendom og miljø ved ulykker og katastrofer. Redningsberedskabet omfatter det kommunale redningsberedskab og det statslige redningsberedskab, herunder det statslige, regionale beredskab. Indsatslederen fra det kommunale redningsberedskab varetager den tekniske ledelse på skadestedet.

Kemisk Beredskab er en ekspertfunktion på det kemiske område. Opgaverne omfatter rådgivning om de farlige stoffer, herunder toksiske industrikemikalier, kemiske kampstoffer, eksplosivstofferne og de i situationen farlige stoffer. Andre opgaver af relevans for sundhedsberedskabet er prøvetagning af farlige stoffer, assistance på skadested/gerningssted efter behov, kemiske analyser og karakteriseringer, specielt af ukendte stoffer, formidling, erfaringsudveksling og undervisning om farlige stoffer, vurderinger vedrørende farlige stoffer og indsats samt håndtering af kemikalieforurenede personer samt varetagelse af Informationssystemet om farlige stoffer. Kemisk Beredskab kan levere data på det kemiske område til brug for information af borgere. Indsatsen på skadestedet og håndteringen af kemikalieforurenede og kemikalieskadede personer kræver kendskab til de kemiske stoffers farlige egenskaber, eksempelvis oplysninger om brandfare og eksplosionsfare, om indåndings- og sundhedsfare, om stoffets forhold over for vand og om miljøfaren. Kemisk Beredskab kan kontaktes hele døgnet, eksempelvis i forbindelse med udslip af farlige stoffer, brand, transportuheld, prøvetagning og kemiske analyser.

Nukleart Beredskab er både myndighed og ekspertfunktion på det nukleare område. Det nukleare beredskab varetager planlægningen af det nationale beredskab mod virkningen af ulykker på nukleare anlæg. I planerne for det nukleare beredskab indgår såvel ulykker som utilsigtede hændelser, idet konsekvenserne vurderes at være de samme. Det nukleare beredskab varetager endvidere et landsdækkende nukleart måleberedskab og kan yde assistance ved andre former for frigørelse af radioaktivt materiale.

Døgnvagt og øvrig information

Beredskabsstyrelsen har døgnvagt. Kontaktoplysninger og yderligere information findes på www.brs.dk og www.kemikalieberedskab.dk

Politiet

Opgaver i relation til sundhedsberedskabet

De fleste af landets alarmcentraler betjenes af politiet. På baggrund af modtagne oplysninger iværksætter alarmcentralen alarmering af de relevante beredskaber. Politiet koordinerer endvidere den samlede indsats ved større ulykker og beredskabshændelser. Det er politiets opgave at sørge for, at personer i farezonen bliver varslet og evakueret, hvis der er behov for det. Det er også politiet, der om nødvendigt afspærrer og bevogter et givent område. Der er endvidere politiets opgave at opretholde sikkerhed, fred og orden.

Politiet varetager på skadestedet den koordinerende ledelse, herunder bl.a.:

Oprettelse og drift af en klart synlig kommandopost (KST), hvor ledere, eksperter og rådgivere mødes, informeres, afgiver rapport og træffer aftaler med politiet

Direkte ledelse af politimæssige opgaver, fx afspærring, varsling og trafikregulering

Samarbejde med indsatslederen fra redningsberedskabet og den koordinerende læge (KOOL) om bl.a. med etablering af behandlingsplads og ambulanceveje til sygehusene

Etablering af opsamlingssted for uskadte og let tilskadekomne

Formidling af særlig assistance, herunder indsættelse af udryknings- og lægehold

Koordinerer information til presse

Information til involverede og pårørende

Politiet varetager formandskabet for de lokale beredskabsstabe (LBS) og som udgangspunkt også for den nationale operative stab (NOST). Herudover varetages formandskabet for Epidemikommissionen i regionen af en politidirektør udpeget af rigspolitichefen.

Døgnvagt og øvrig information

Politiet kontaktes via den lokale politikreds. Kontaktoplysninger og yderligere information findes på www.politi.dk

Politiets Efterretningstjeneste

Opgaver i relation til sundhedsberedskabet

Som Danmarks nationale sikkerheds- og efterretningstjeneste skal Politiets Efterretningstjeneste (PET) forebygge, efterforske og modvirke foretagender og handlinger, der udgør eller vil kunne udgøre en fare for bevarelsen af Danmark som et frit, demokratisk og sikkert samfund. PET har således som hovedopgave at modvirke og bekæmpe trusler mod den indre sikkerhed og befolkningens tryghed. Regions og kommunerne sundhedsberedskabsplaner bør bl.a. udarbejdes på baggrund af den aktuelle trusselsvurdering, som er tilgængelig på PET’s hjemmeside.

Døgnvagt og øvrig information

PET har døgnvagt. Der henvises i øvrigt til www.pet.dk

Forsvaret

Opgaver i relation til sundhedsberedskab

Forsvaret kan anmodes om at yde hjælp til løsning af opgaver, hvor anvendelse af Forsvarets materiel og/eller personel er påkrævet for opgavens løsning, og som ikke strider unødigt mod konkurrence med civil næring. I relation til sundhedsberedskabet kan som eksempler på militær hjælp til civile nævnes patienttransport, transport af livsbevarende organer, snerydning i en for samfærdselens opretholdelse af akut funktioner eller deltagelse i sundhedsberedskabet fx ved konventionelle eller ved CBRNE-hændelser. Af relevans for sundhedsberedskabet kan nævnes Forsvarets Sundhedstjeneste, Flyvertaktisk Kommando, Søværnets Operative Kommando, Ammunitionsrydningstjenesten og Hjemmeværnet.

Forsvarets Sundhedstjeneste (FSU) yder støtte til samfundsopgaver herunder præhospitalt beredskab, bistand til sundheds- og sygehusvæsenet i form af traumebehandling, uddannelse, hyperbart beredskab samt støtte til og samarbejde med bl.a. Center for Biosikring og -Beredskab og Rigshospitalets Traumecenter.

Flyvertaktisk Kommando (FTK). Anmodning om luftbåren assistance, eksempelvis patienttransport, skal rettes til Flyvertaktisk Kommando, der yder hjælp med luftfartøjer og flyekspertise samt koordinerer gennem Statens Luftfartsvæsen, at luftrum kan friholdes for lufttrafik, der kan genere de civile myndigheders opgaveløsning.

Flyvevåbenets Eftersøgnings- og Redningsberedskab, benævnt SAR-beredskabet (Search and Rescue) yder flyvemæssig assistance til fx redningstjenestens øvrige ansvarlige myndigheder, samt til redningskorps, sygehusvæsen m.fl. Indsættelse af luftfartøjer ledes og koordineres af den fælles redningscentral for flyvevåbnet og skibsfarten (Joint Rescue Coordination Centre, JRCC), som fysisk er placeret i SOK. Alle henvendelser om helikopterassistance fra myndigheder, enkeltpersoner eller andre henvises til JRCC.

Ved beredskab med helikoptere indgår vagthavende læge i helikopterens besætning og medfølger på alle operative SAR-flyvninger. Helikopteren er udstyret til at yde præhospital behandling af tilskadekomne og syge, og i samarbejde med luftfartøjschefen tager SAR-lægen desuden nødvendige forholdsregler til imødegåelse af smittefare, forgiftningsrisiko mv. for besætning og luftfartøj, under og efter udførelsen af flyvningen.

Søværnets Operative Kommando (SOK). Såfremt transport med helikopter ikke er mulig, kan anmodning om søbåren assistance rettes til Søværnets Operative Kommando (SOK), der forestår og koordinerer Forsvarets hjælpeydelser på havet. Søredningstjenestens daglige ledelse udøves fra Rescue Coordination Center (JRCC) som nævnt ovenfor. JRCC er således ansvarlig myndighed for koordinering af eftersøgnings- og redningsoperationer for skibsfarten.

Ammunitionsrydningstjenesten (AMMRYD) kontaktes typisk af politiets kriminaltekniske afdeling ved mistanke om eller konstateret hændelse med formodet konventionel ammunition, bombe, herunder formodet CBRN bomber. Ammunitionsrydningstjenesten assisterer på skadestedet med et hold, der kan neutralisere eller fjerne en formodet bombe eller lignende. Holdet består af en holdleder og fem ammunitionsryddere, som er markeret med ”Explosive Ordnance Disposal” (EOD) på CBRN-indsatsdragten. Holdet kan arbejde inden for den indre afspærring og spore for kemiske- og radionukleare stoffer.

Hjemmeværnet (HJV) er en frivillig folkelig bevægelse, der selvstændigt og i samarbejde med hæren, søværnet og flyvevåbnet løser militære opgaver samt i øvrigt yder støtte til det civile samfund, også i relation til sundhedsberedskabet.

Døgnvagt og øvrig information

Forsvaret herunder FSU, FTK, SOK, AMMRYD og HJV kan kontaktes døgnet rundt. Kontaktoplysninger og yderligere information findes på www.forsvaret.dk

Folkekirkens katastrofeberedskab

Opgaver i relation til sundhedsberedskab

Folkekirkens katastrofeberedskab har til formål at tilbyde sjælesorg, gudstjenester og anden hjælp til overlevende, pårørende, efterladte og hjælpepersonel i katastrofesituationer, hvor lokale sognepræster og sygehuspræster ikke har ressourcer til at imødekomme de forventninger, katastrofen stiller til dem. Denne hjælp ydes i samarbejde med sundhedsvæsenets kriseterapeutiske beredskab. I hver af landets regioner er der udpeget et antal beredskabspræster, som kan tilkaldes af sundhedsvæsenets kriseterapeutiske beredskab. Folkekirkens katastrofeberedskab vil om nødvendigt sørge for, at berørte af en katastrofe tilbydes opfølgende hjælp af deres lokale sognepræst, ligesom man efter behov vil kunne henvise til hjælp fra andre trossamfund. Lokale sognepræster kan findes på www.sogn.dk


Bilag 2

Risiko- og sårbarhedsvurdering

Formål

Formålet med dette bilag er at vejlede regioner og kommuner med henblik på den risiko- og sårbarhedsvurdering, der skal foretages i forbindelse med sundhedsberedskabsplanlægningen.

Målgruppe

Målgruppen er planlæggere af sundhedsberedskabet i regioner og kommuner.

Procedurer

Følgende trin bør gennemgås i relation til risiko- og sårbarhedsvurderingen:

1. Identifikation af trusler/hændelser:

1.1. Find de trusler/hændelser, som kan sætte den del af sundhedsvæsnet, I er ansvarlige for, under betydeligt pres eller hindre det i at fungere.

1.2. Find de trusler/hændelser, som kan ramme regionen/kommunens borgere og bør imødegås.

1.3. Opstil scenarier for hændelserne, fx masseskader som følge af alvorlige ulykker eller terrorangreb, omfattende epidemier eller pandemi og større uheld med kemiske eller biologiske midler, herunder bl.a. drikkevandsforurening. I scenariebeskrivelserne bør der sættes særligt fokus på hændelsernes potentielle udbredelse samt regionale/lokale forhold, hvad angår befolkningstæthed, industri, håndtering/transport af farlige kemikalier, forekomst af forsamling af større menneskemængder mv. Scenarierne skal være realistiske og repræsentative for det samlede trusselsbillede. Realismen kan bl.a. sikres ved at basere scenarierne på virkelige hændelser eller ’næsten-hændelser’, som tidligere har påvirket sundhedsvæsenet. Alternativt kan scenarierne baseres på eksempler fra udlandet eller tænkte hændelser, som vil kunne forekomme inden for en overskuelig fremtid.

2. Vurdering af risici og sårbarheder:

Risikovurderingen består dels af en vurdering af sandsynligheden for, at en hændelse indtræffer, dels af en vurdering af de mulige konsekvenser, såfremt hændelsen indtræffer.

Sandsynlighedsvurderingen:

i. Overvej hyppighed, dvs. hvor ofte hændelsen forventes at indtræffe, med udgangspunkt i historiske erfaringer eller statistiske data. For hændelser, som aldrig eller kun sjældent er indtruffet, må der i stedet anvendes kvalificerede gæt på, hvor ’plausible’ de er

Konsekvensvurderingen:

ii. Afdæk hvordan hændelsen direkte kan påvirke befolkningen

iii. Afdæk hvordan hændelsen kan påvirke sundhedsvæsnets kritiske funktioner/opgaver

iv. Afdæk afhængigheder af andre aktører, som vil påvirke omfanget af afledte konsekvenser. Det kan eksempelvis vedrøre hændelsens påvirkning af fysiske installationer, materiel/udstyr, personale, nødvendige leverancer mv.

Sårbarhedsvurderingen tager udgangspunkt i, at hændelsen er indtrådt med det sæt af umiddelbare og afledte konsekvenser, som beskrives i risikovurderingen:

i. Kortlæg kritiske funktioner/opgaver under sundhedsvæsenet, dvs. de aktiviteter, varer, tjenesteydelser mv., som er afgørende for sundhedsvæsenets funktionsdygtighed, og som skal kunne opretholdes og videreføres i alle situationer. Under kortlægningen bør der fokuseres på særligt væsentlige driftsopgaver og opgaver vedrørende krisehåndtering.

ii. Lav en kapacitetsvurdering hvad angår personale, materiel/udstyr og lokaliteter.

iii. Afdæk hvilke dele af befolkningen, der er særligt sårbare, især når hændelsen rammer.

iv. Ligesom det var tilfældet i risikovurderingen, skal der i sårbarhedsvurderingen tages hensyn til sundhedsvæsenets afhængighed af andre sektorer og aktører, eksempelvis vand, elektricitet, it- og telekommunikation, transport (herunder vejnettets beskaffenhed) mv.

3. En risiko- og sårbarhedsprofil udarbejdes med en sammenfatning af ovennævnte resultater, herunder hvilke trusler/hændelser, der er forbundet med de største risici og sårbarheder, og som det evt. bør overvejes at iværksætte nye eller supplerende tiltag imod inden for sundhedsberedskabet.

Beredskabsstyrelsen har udviklet et værktøj, ROS-modellen, som er en enkel og generelt anvendelig metode til systematisk risiko- og sårbarhedsanalyse på et overordnet niveau. ROS-modellen bygger på analyse af udvalgte scenarier og kræver ikke forudgående kendskab til risiko- og sårbarhedsanalyser. For mere information se Beredskabsstyrelsens ROS-model, jf. Appendiks 2.


Bilag 3

CBRNE risiko- og trusselsvurderinger

Formål

Formålet med bilaget er at give regioner og kommuner et grundlag for den risikovurdering af CBRNE-hændelser, der bør foretages i forbindelse med planlægning af sundhedsberedskabet. Der kan være tale om forhold, der kan påvirke borgerne direkte, og forhold der kan påvirke sundhedsvæsnets funktionsevne. Dimensionering af beredskabet ift. CBRNE-hændelser er et aspekt, som bør indgå i planlægningen.

En aktuel trusselsvurdering kan hentes på PET’s hjemmeside (www.pet.dk).

Målgruppe

Bilaget er målrettet planlæggere af sundhedsberedskabet i regioner og kommune.

3.1 Kemiske hændelser

Kemisk Beredskab i Beredskabsstyrelsen samt Giftlinjen på Bispebjerg Hospital er ekspertberedskaber vedrørende kemiske hændelser.

Som et led i regioners og kommuners udarbejdelse af risiko- og sårbarhedsvurderinger skal der bl.a. tages hensyn til tilstedeværende industri i området, herunder omfanget af lokal håndtering og transport af kemiske stoffer.

Når det gælder risiko for større uheld med kemiske stoffer på de såkaldte risikovirksomheder, er der på dette område en udstrakt lovregulering, se bekendtgørelse om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer. Der stilles krav om sikkerhedsdokumenter og sikkerhedsrapporter fra virksomheden (de såkaldte kolonne 2 og 3 virksomheder) samt en ekstern beredskabsplan, som kommunen og politiet udarbejder. Der er krav om afprøvning af denne plan mindst hvert tredje år, og der skal foretages inspektion på virksomheden hvert år.

I relation til risikovurdering for sådanne virksomheder anbefales, at de relevante sektormyndigheder overvejer følgende:

Hvad er konsekvensområdet, hvis det værst tænkelige uheld skulle ske?

Hvor mange mennesker, boligområder, institutioner, natur og miljø kan blive berørt af det værst tænkelige uheld?

Hvad er sandsynligheden for det værst tænkelige uheld?

Den eksterne beredskabsplan, der gælder for virksomheden, skal i offentlig høring. Oplysninger om risikovirksomheder findes for de fleste politikredses vedkommende på www.politi.dk under den enkelte politikreds. Nogle politikredse har lagt et link til disse informationer på kredsens forside, mens andre kredse har lagt informationerne under ”borgerservice – fakta om politikredsen”. Ofte vil også de eksterne beredskabsplaner være tilgængelige via disse links.

Transport af kemiske stoffer skal forstås bredt og dækker således over transport af kemiske stoffer både ad vej, ad jernbane og til søs. Det vil sige, at der i lokalområdet bør fokuseres på til- og frakørsel til virksomheder samt gennemkørende trafik, på jernbanestationer og rangerterræner samt gennemkørende tog og på havne og containerpladser samt til- og frakørsel til havne. Der ud over findes andre knudepunkter for opbevaring og håndtering af kemiske stoffer, eksempelvis ”containerhoteller” og transportcentre.

Endelig bør risikoen for lokal forurening af drikkevand med kemiske stoffer inddrages i risikovurdering af kemiske hændelser.

Region

Det er relevant for sundhedsberedskabet i regionerne at have kendskab til lokale industrier og virksomheder, der arbejder med og har oplag af kemiske stoffer. Beredskabet kan således være forberedt på hændelser med de pågældende stoffer, sikre sig kendskab til håndtering af eventuelle patienter og sikre sig lagre af relevante antidoter. Virksomheder, typen af kemiske stoffer og den transporterede mængde af kemiske stoffer kan desuden ændres løbende. Der er således behov for løbende opdatering af relevante informationer.

Kommune

Som supplement til det ovenfor nævnte generelle afsnit skal nævnes bekendtgørelse om risikobaseret kommunalt redningsberedskab, der tager udgangspunkt i, at det kommunale redningsberedskab skal kunne yde en i forhold til lokale risici forsvarlig forebyggende, begrænsende og afhjælpende indsats mod skader på personer, ejendom og miljøet ved ulykker og katastrofer, herunder terror- og krigshandlinger. Det kommunale redningsberedskab skal derfor identificere og analysere lokale risici, som skal lægges til grund for en dimensionering af beredskabet (risikoprofil). I denne sammenhæng bør de sundhedsmæssige konsekvenser vurderes.

3.2 Biologiske hændelser

Smitsomme sygdomme

Epidemiologisk afdeling på Statens Serum Institut er ekspertberedskab vedrørende smitsomme sygdomme og vil udføre en risikovurdering i forbindelse med sygdomsudbrud og epidemi.

Sundhedsstyrelsen eller andre relevante myndigheder (fx på fødevareområdet) tager beslutning om den overordnede risikohåndtering, herunder udmeldinger til regioner og kommuner om eventuelle særlige forholdsregler. Sundhedsstyrelsen melder i akutte tilfælde ud til regionen via AMK. Kommunerne vil blive kontaktet via AMK eller evt. direkte (skriftligt) ved behov for information fra de centrale sundhedsmyndigheder i en beredskabssituation.

Der er etableret nationale og internationale overvågningssystemer for smitsomme sygdomme. Epidemiologisk afdeling på Statens Serum Institut er dansk kontaktpunkt for disse. Formålet med overvågningssystemerne er så tidligt som muligt at opdage sygdomsudbrud eller enkelte sygdomstilfælde af særligt alvorlige infektioner.

Når en læge behandler en patient i Danmark, som kan mistænkes for at have pådraget sig en anmeldelsespligtig infektion, skal tilfældet anmeldes til Embedslægerne i den region, hvor patienten opholder sig samt til Epidemiologisk afdeling ved Statens Serum Institut, jf. bekendtgørelse om anmeldelse af smitsomme sygdomme og epidemiloven. Anmeldelserne fungerer i princippet som et varslingssystem for erkendelse af udbrud samt registrerer ændringer i forekomst over tid. Visse af sygdommene (alvorlige, farlige) skal straks-anmeldes telefonisk til Embedslægerne, og alle anmeldelsespligtige infektionssygdomstilfælde skal straks-anmeldes, hvis de forekommer ophobet. Straks-anmeldelse til Embedslægerne giver mulighed for hurtig indgriben med forebyggende tiltag, så spredning af sygdommen kan imødegås. For en lang række sygdomme er der desuden etableret overvågning gennem indrapportering af resultater fra de diagnosticerende laboratorier

Statens Serum Institut, Epidemiologisk afdeling, har etableret et udbrudscenter, der i samarbejde med Embedslægerne kan bistå i forbindelse med epidemiologiske undersøgelser af sygdomsudbrud. Det er fx muligt at opspore smittekilder til sygdomstilfælde gennem særlige interviewundersøgelser.

Uheld og terrorhændelser med biologiske stoffer

Virksomheder, laboratorier, forskningsinstitutioner mv., der ønsker at arbejde med biologiske stoffer med dobbelt anvendelsesmulighed (dvs. som både kan bruges til fredelige formål, men også som våben), skal have tilladelse dertil fra Center for Biosikring og -Beredskab (CBB), som er den statslige myndighed på området og fører kontrol med overholdelsen af reglerne, jf. bekendtgørelse om sikring af visse biologiske stoffer, fremføringsmidler og relateret materiale.

Skulle der opstå mistanke om udslip af visse farlige biologiske stoffer på sådanne virksomheder, skal der straks rettes henvendelse til CBB, som opretholder et særligt døgnberedskab til at sikre imødegåelse af en eventuel fare fra en sådan ukontrolleret tilstedeværelse af visse farlige biologiske stoffer de pågældende steder. Der bør tillige ske alarmering af politiet ved mistanke om udslip af visse farlige biologiske stoffer.

Lokale beredskabsplaner bør tage højde for tilstedeværelse af virksomheder, der måtte opbevare farlige biologiske stoffer.

Anvendelse af biologiske stoffer i terrorøjemed er set i forbindelse med de såkaldte anthrax-breve (miltbrand-breve) i USA, der i oktober 2001 dræbte fem personer og spredte frygt, utryghed samt påvirkede og belastede infrastrukturen.

Region

Regionerne er i dagligdagen i et vist omfang vant til at håndtere patienter med smitsomme sygdomme, både på sygehuse og hos praktiserende læger. De smitsomme sygdomme, som rummer beredskabsaspekter er især følgende:

Alvorlige og farlige sygdomme, der kræver indgreb, hvis der blot optræder et enkelt eller få tilfælde

Sygdomme, der har stort epidemisk potentiale, og som kan have alvorlige konsekvenser, hvis personer med visse kroniske tilstande smittes, fx influenza

Sygdomme, som viser sig ved usædvanlige udbrud eller ophobninger

Sygdomme, der kan spredes med terror-formål

Området overvåges af Statens Serum Institut, og såfremt en af ovennævnte slags sygdomme opstår, beslutter Sundhedsstyrelsen den overordnede risikohåndtering og melder denne ud.

Såfremt der alene er tale om en lokal/regional hændelse, kan vejledning fås via Embedslægerne i regionen.

Regionen bør i planlægningen have forberedt at kunne håndtere ovennævnte situationer, se Bilag 8 Operativ indsats ved B-hændelser/smitsomme sygdomme.

Desuden bør regionen via de foretagne virksomhedsgodkendelser lokalt have informationer om virksomheder i lokalområdet, der arbejder med biologiske stoffer, så der i planlægning kan være forberedt at håndtere uheldssituationer.

Kommune

Kommunernes sundhedsberedskab bør hovedsagelig forberede sig på at kunne håndtere situationer med:

Sygdomme, der har stort epidemisk potentiale, og som kan have alvorlige konsekvenser, hvis personer med visse kroniske tilstande smittes, fx influenza

Sygdomme, som viser sig ved usædvanlige udbrud eller ophobninger (fx i kommunens institutioner)

Se også Bilag 8 Operativ indsats ved B-hændelser/smitsomme sygdomme.

3.3 Radiologiske hændelser

Anvendelsen af radioaktive stoffer spænder fra medicinsk diagnostik og terapi over et bredt spektrum af industrielle anvendelser til brug i forskning og undervisning. Aktivitetsmængden af de anvendte radioaktive stoffer varierer fra meget små aktivitetsmængder i fx røgdetektorer og laboratoriekits, over moderate mængder ved de mest almindelige medicinske, forskningsmæssige industrielle anvendelser til meget store aktivitetsmængder ved nogle få medicinske, industrielle og forskningsmæssige anlæg.

Statens Institut for Strålebeskyttelse (SIS) under Sundhedsstyrelsen er den centrale strålebeskyttelsesmyndighed. Det danske regelsæt på strålebeskyttelsesområdet bygger på en høj grad af myndighedskontrol, der skal forebygge utilsigtede hændelser.

Radioaktive stoffer transporteres dagligt til brugere i hele Danmark. SIS fungerer som dansk kompetent myndighed i henhold til gældende bestemmelser for transport af radioaktive stoffer.

Der er aldrig i Danmark sket ulykker eller uheld, som har givet anledning til spredning af større mængder radioaktive stoffer eller til alvorlig stråleeksponering af personer. Der er heller ikke i Danmark sket egentlige trafikulykker med transportmidler, hvor forsendelser med radioaktive stoffer har været involveret. Hændelser og/eller uregelmæssigheder er indtruffet eller er blevet erkendt i forbindelse med håndtering og omladning af sådanne forsendelser. Antallet af denne type hændelser varierer fra år til år og optræder, som man kunne forvente, især på steder hvor det største antal radioaktive forsendelser håndteres og omlades, fx i Københavns Lufthavn.

Der er ikke i Danmark konstateret tyveri af radioaktive stoffer eller forsøg på indsmugling af radioaktive stoffer med henblik på at udføre kriminelle handlinger. I forbindelse med det almindelige tilsynsarbejde konstaterer SIS enkelte gange hvert år, at der indføres radioaktive stoffer til Danmark uden de nødvendige tilladelser på grund af manglende kendskab til dansk lovgivning.

SIS har ingen grund til at antage, at det nuværende niveau for antallet af uheld med radioaktive stoffer i Danmark i forbindelse med brug og transport vil stige fremover. Som en følge af det almindelige myndighedsarbejde samt den yderligere fokus på sikring af radioaktive kilder mv. forventes snarere et fald i antallet af hændelser.

Region og kommune

Skulle der opstå beredskabshændelser med radiologiske stoffer vil Sundhedsstyrelsen, herunder SIS, sikre, at forholdsregler på det sundhedsmæssige område bliver udmeldt til regioner og kommuner. Regioner bør have planlagt for håndtering af patienter, se også Bilag 9 Operativ indsats ved R/N-hændelser.

3.4 Nukleare hændelser

En ulykke på et kernekraftværk i drift kan medføre, at den danske befolkning bliver udsat for stråling fra radioaktive stoffer, der slipper ud til omgivelserne. Den nærmeste kreds af kernekraftværker omkring Danmark omfatter Ringhalsværket på Sveriges Kattegatkyst cirka 60 kilometer fra Læsø, og de fem nordtyske værker Brunsbüttel, Brokdorf, Stade, Krümmel og Unterweser med en afstand til Danmark på mellem 105 og 160 kilometer.

I Europa er der knap hundrede kernekraftværker med i alt cirka tohundrede reaktorer i drift.

Uanset hvor høj sikkerheden på et kernekraftværk er, kan risikoen for en ulykke ikke udelukkes. I princippet kan et havari på ethvert europæisk kernekraftværk ved uheldige vejrforhold resultere i radioaktiv forurening af dansk område. Generelt gælder dog, at jo længere afstand til et uheldsramt kernekraftværk, jo mindre risiko.

Ud over kernekraftværker kan ulykker eller manglende omhu i forbindelse med andre nukleare aktiviteter resultere i en lokal forurening med radioaktive stoffer. Blandt sådanne anlæg og aktiviteter kan nævnes nukleart drevne skibe og satellitter, forsøgsreaktorer, transporter af radioaktive stoffer - herunder brugt reaktorbrændsel, anlæg for opbevaring og deponering af brugt reaktorbrændsel og atomaffald samt anlæg for uranudvinding og fremstilling af reaktorbrændsel.

Kernekraftværkerne er den største potentielle risiko for spredning af store mængder radioaktivt materiale over et stort område. Det skyldes for det første, at de indeholder meget radioaktivt materiale, og for det andet kan en kernekraftulykke frigive så meget energi, at de radioaktive materiale kan komme højt op i atmosfæren og derved spredes over store områder. Spredningen af det radioaktive materiale vil typisk ske gennem luft eller via vandløb. Spredning gennem luft er den hurtigste over store afstande.

Kernekraftværkernes konstruktion og drift kendetegnes ved omfattende sikkerhedsforanstaltninger og en række tekniske barrierer, der skal forhindre udslip. For eksempel er brændslet indkapslet, der er indbygget trykaflastning, og endelig er reaktoren indesluttet. Den værst tænkelige situation opstår, hvis både reaktor og reaktorindeslutningen ødelægges på et af de nærmeste kernekraftværker. Sandsynligheden for en sådan situation er meget lille.

Region og kommune

Skulle der opstå nukleare beredskabshændelser, træder Beredskabsstyrelsens publikation Nuklear Beredskabsplan i kraft. Efter denne samarbejder de sektoransvarlige myndigheder om indsatsen. Via Sundhedsstyrelsen, herunder SIS, bliver det sikret, at forholdsregler på det sundhedsmæssige område bliver udmeldt til regioner og kommuner. Se også Bilag 9 Operativ indsats ved R/N-hændelser.

3.5 Hændelser med eksplosivstoffer

Brugen af eksplosiver i terrorsammenhæng er velkendt, både i Danmark og i udlandet. Eksplosivstoffer kan også anvendes til fredelige formål, fx entreprenør- og ingeniørvirksomhed.

Mistanke om vilje til brug af eksplosiver er set i Danmark i den såkaldte Glasvej-sag i 2007, hvor personer havde blandet og opbevaret sprængstoffet TATP i en lejlighed i et boligkompleks. TATP var også det sprængstof, man fandt i forbindelse med den bombe, der sprængte på Jørgensens Hotel i København i august 2010. Brug af eksplosivstoffer er også set i andre europæiske lande inden for de seneste år, herunder Madrid i 2005 og London i 2007.

Region

Skaderne, der kan opstå i forbindelse med eksplosivstoffer, er typisk konventionelle højenergi traumer. Hovedopgaven for regionen vil være håndtering af mange akut behandlingskrævende tilskadekomne både præhospitalt og på sygehusene. Desuden kan der være mange personer med behov for akut krisestøtte, så det kriseterapeutisk beredskab bør iværksættes.

Kommune

Kommunens redningsberedskab vil være hovedaktør ved hændelser med eksplosivstoffer, idet redningsberedskabet skal afhjælpe de opståede skader og varetage den tekniske indsatsledelse på skadestedet. Der kan være behov for akut krisestøtte, og i denne sammenhæng kan regionens kriseterapeutiske beredskab få behov for bistand fra kommunens krisestøtteberedskab.

Hvis hændelsen er meget omfattende og medfører et stort antal svært tilskadekomne, kan der være behov for indsats fra kommunens hjemmepleje til at modtage ekstraordinært udskrevne patienter fra sygehusene.


Bilag 4

Massevaccination

Formål

Formålet med dette bilag er at vejlede regioner og kommuner i planlægningen af en omfattende vaccinationsindsats i en beredskabssituation, hvor det er besluttet at vaccinere større befolkningsgrupper eller hele befolkningen.

Målgruppe

Målgruppen er planlæggere af sundhedsberedskabet i regioner og kommuner. Dele af vejledningen kan med fordel integreres i de nærmere instrukser mv., der udarbejdes på området i regioner og kommuner til brug i en akut situation.

Baggrund

Beslutning om at vaccinere hele befolkningen eller større grupper heraf træffes af indenrigs- og sundhedsministeren efter faglig indstilling fra Sundhedsstyrelsen.

Den overordnede handleplan for vaccination defineres af de centrale sundhedsmyndigheder og vil være situationsafhængig. Beslutning om, hvilke grupper der skal vaccineres, er en løbende proces, hvor udviklingen kan ændre trusselsniveauet trinvist eller i spring. Beslutningen kan også modificeres ved fremkomst af nye behandlingsmidler eller vacciner med en mere gunstig bivirkningsprofil.

Tvangsmæssig vaccination kan ifølge epidemiloven alene gennemføres efter påbud fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen.

Statens Serum Institut varetager forsyningssikkerheden af vacciner til det danske marked og har landets vaccineberedskabslagre. Instituttet er forpligtet til at have en passende beholdning af en række vacciner. De vacciner, instituttet ikke selv fremstiller, indkøbes via andre vaccineproducenter.

Lægemiddelstyrelsen er overordnet ansvarlig for distribution af vacciner.

4.1 Region

Opgave

De konkrete opgaver vil som ovenfor anført afhænge af den aktuelle overordnede nationale handleplan for vaccinationsindsatsen. Opgaverne for region er typisk at indkalde de personer, der skal vaccineres og gennemføre indsatsen. Der kan være tale om at arrangere vaccination for: 1) Visse grupper af befolkningen eller 2) hele befolkningen.

Ad 1) I tilfælde af vaccination af visse befolkningsgrupper kan det være hensigtsmæssigt, at vaccination sker hos praktiserende læger (herunder i samarbejde med kommunens ældrepleje), på sygehuse og via vaccinationsfirmaer. Regionerne må påregne at skulle vaccinere eget personale samt eventuelle tilknyttede leverandører.

Ad 2) I tilfælde af vaccination af hele befolkningen vil det formentlig være mest hensigtsmæssigt, at region og kommune samarbejder om at oprette egentlige vaccinationscentre. Såfremt staten i den konkrete situation betaler både vaccine og vaccination (dvs. lægens honorar for at foretage vaccinationen), vil det være hensigtsmæssigt, at regionerne koordinerer og i samarbejde med kommunerne planlægger for, hvordan man vil iværksætte en evt. massevaccination, herunder udpegning af personale samt konkret udpegning af egnede lokaliteter mv.

En plan for indretning af vaccinationscentre med henblik på vaccination af hele befolkningen er beskrevet i appendiks 6G til Sundhedsstyrelsens publikation Operationel plan ved trussel om eller forekomst af koppeudbrud i eller uden for Danmark, jf. Appendiks 2.

Ledelse

Der udpeges en leder af vaccinationsindsatsen i regionen. I tilfælde af oprettelse af vaccinationscentre bør region og kommuner samarbejde om ledelsesopgaverne efter konkrete aftaler herom. Hvert vaccinationscenter bør have en ledelsesgruppe med både faglig og administrativ deltagelse. Det bør på forhånd være afklaret, hvem/hvilken funktion der har bemyndigelse til at iværksætte indsatsen.

Organisation

Såfremt der i situationen er behov for at vaccinere store befolkningsgrupper eller hele befolkningen, bør der oprettes vaccinationscentre rundt om i landet. Regioner og kommuner bør anvende på forhånd udpegede steder. Hvis hele befolkningen skal vaccineres, anbefales det, at der oprettes et vaccinationscenter pr. 21.000 indbyggere i befolkningstætte områder, og at indsatsen i landområder tilpasses befolkningstæthed og geografi.

Det skal sikres, at de befolkningsgrupper, som skal vaccineres, modtager relevant information, herunder indkaldelse til vaccination. I nogle situationen vil materiale være udarbejdet nationalt af Sundhedsstyrelsen, men der bør lokalt planlægges for, at region og kommuner skal kunne informere og indkalde lokalt.

Logistik i form af udbringning/afhentning af vaccine og utensilier samt bortskaffelse af affald bør fremgå af planen, både hvad angår personale og transportmidler. Det bør fremgå af planen, hvem der gør hvad. Forsvaret/Hjemmeværnet og øvrige eksterne bør overvejes inddraget i de logistiske opgaver.

I tilfælde af vaccination af hele befolkningen kan region og kommune, for at sikre en hensigtsmæssig afvikling, indkalde folk ved hjælp af lister som ved folketingsvalg. Børn og unge under 18 år følges med deres forældre/værge. I indkaldelsen skal der angives et mødetidspunkt for at udnytte ressourcerne bedst muligt og undgå kødannelse. Hvis udfærdigelse af sådanne kort og afsendelse skønnes at tage for lang tid, kan man via radio, TV og aviser indkalde folk efter fødselsdato, alfabetisk efter navn, geografi eller lignende. Der skal knyttes et registreringssystem til vaccinationscentrene.

Bemanding

Vaccination kan fortages af læger med erfaring heri, fx praktiserende læger afhængigt af hvilke aftaler, der er indgået regionalt. Andet sundhedspersonale, fx sygeplejersker, medicinstuderende og ambulancebehandlere niveau 3, kan foretage vaccination på delegation fra en læge. Endvidere bør aftaler med eksterne overvejes, fx Forsvarets Sundhedstjeneste eller Beredskabsstyrelsens Katastrofe Medicinsk Enhed (KATMED). Der skal således på forhånd planlægges for, hvorledes udpegning af lægelige nøglepersoner finder sted, og der må planlægges for udvælgelse af og instruktion af hjælpepersonale, både sundhedspersonale og servicepersonale.

I forbindelse med vaccinationscentre vil der være behov for hjælpepersonale til opstilling og vedligeholdelse af vaccinationskonsultationer (forsyning af utensilier, vaccine mv. samt bortskaffelse af affald). Der vil derudover være brug for chauffører/biler for hvert vaccinationscenter til afhentning af vaccine fra et centralt depot samt bortkørsel af affald.

Der bør planlægges for personale til at dirigere strømmen af personer igennem vaccinationscentret samt til at sikre almindelig ro og orden. Disse funktioner kan evt. varetages af politiet, eventuelt med støtte af personale tilknyttet Beredskabsstyrelsen og/eller Forsvaret.

Endelig vil der være behov for administrativt personale til registrering af, hvem der bliver vaccineret. Desuden skal det være afgjort, hvor personer, der oplever gener eller bivirkninger efter vaccination, skal henvende sig.

Procedurer

De procedurer, der bør indgå er følgende:

I planlægningsfasen:

Aftale mellem region og kommune, evt. en aktiveringskontrakt

Udpegning af egnede steder til vaccinationscentre

Udpegning af personale, fx aftaler med praktiserende læger

Planlægning af foreløbig logistik

I den akutte situation:

Overvågning af forløbet ved ledelsen i hhv. region og kommune, evt. ved at etablere (hver sin eller fælles) krisestab i relation til vaccinationsindsatsen

Aktivering af vaccinationsindsats

Oprettelse og indretning af vaccinationscentre

Logistikplan, herunder forsyning med vaccine og utensilier

Informationsmateriale til patienter (udarbejdes evt. af Sundhedsstyrelsen)

Indkaldelse til vaccination

Registrering og dokumentation af vaccination

Henvendelse ved bivirkninger

Aftaler om kommunikation

Aftaler om vaccineforsyning til vaccinationsstederne vil oftest blive besluttet og udmeldt fra Sundhedsstyrelsen i samarbejde med Lægemiddelstyrelsen og Statens Serum Institut.

4.2 Kommune

Opgave

De konkrete opgaver vil afhænge af den aktuelle overordnede nationale handleplan for vaccinationsindsatsen. Opgaverne for kommunen er typisk at indkalde og gennemføre indsatsen i samarbejde med regionen. Der kan være tale om at arrangere vaccination for: 1) Visse grupper af befolkningen eller 2) hele befolkningen.

Ad 1) I tilfælde af vaccination af visse befolkningsgrupper kan det være hensigtsmæssigt, at vaccination sker hos praktiserende læger (herunder i samarbejde med kommunens ældrepleje), på sygehuse og via vaccinationsfirmaer. Kommunerne må i denne sammenhæng påregne at skulle vaccinere eget personale samt eventuelle tilknyttede leverandører.

Ad 2) I tilfælde af vaccination af hele befolkningen vil det formentlig være mest hensigtsmæssigt, at region og kommune samarbejder om at oprette egentlige vaccinationscentre. Såfremt staten i den konkrete situation betaler både vaccine og vaccination (dvs. lægens honorar for at foretage vaccinationen), vil det være hensigtsmæssigt, at regionerne koordinerer og i samarbejde med kommunerne planlægger for, hvordan man vil iværksætte en evt. massevaccination, herunder udpegning af personale samt konkret udpegning af egnede lokaliteter mv.

En plan for indretning af vaccinationscentre med henblik på vaccination af hele befolkningen er beskrevet i Sundhedsstyrelsens publikation Operationel plan ved trussel om eller forekomst af koppeudbrud i eller uden for Danmark, jf. Appendiks 2.

Ledelse

Der bør udpeges en leder af vaccinationsindsatsen i kommunen. I regionernes og kommunernes samarbejde om planlægning for vaccinationscentre bør en ledelsesgruppe med både faglig og administrativ deltagelse udpeges for hvert vaccinationscenter. Her kan være tale om personale fra både region og kommune. Det bør på forhånd være afklaret, hvem/hvilken funktion i kommunen der har bemyndigelse til at iværksætte indsatsen.

Organisation

Såfremt kommunen selv skal varetage en vaccinationsindsats, vil det ske efter vejledning fra Sundhedsstyrelsen. Typisk vil det dog være mest hensigtsmæssigt, at regioner og kommuner samarbejder om både planlægning og indsats.

Bemanding

Vaccination kan fortages af læger med erfaring heri. Andet sundhedspersonale, fx sygeplejersker, medicinstuderende og ambulancebehandlere niveau 3 kan foretage vaccination på delegation fra en læge. Fx kan kommunens hjemmesygeplejersker foretage vaccination af ældre, syge og handicappede, der ikke kan forlade eget hjem.

Der skal på forhånd planlægges for, hvorledes udpegning af lægelige nøglepersoner finder sted, og der må planlægges for udvælgelse af og instruktion af hjælpepersonale, både sundhedspersonale og servicepersonale.

I forbindelse med vaccinationscentre vil der være behov for hjælpepersonale til opstilling og vedligeholdelse af vaccinationskonsultationer (forsyning af utensilier, vaccine mv. samt bortskaffelse af affald). Der vil derudover være brug for chauffører/ biler for hvert vaccinationscenter til afhentning af vaccine fra et centralt depot samt bortkørsel af affald. Endelig vil der være behov for administrativt personale til registrering af, hvem der bliver vaccineret. Desuden skal det være afgjort, hvor personer, der oplever ikke forventelige bivirkninger efter vaccination, skal henvende sig. Ikke forventelige bivirkninger skal anmeldes.

En aftale mellem region og kommune kan fastslå, hvorfra personale tages.

Et antal personer vil være nødvendige til at dirigere strømmen af personer igennem vaccinationscentret samt til at sikre almindelig ro og orden. Disse funktioner kan evt. varetages af politiet, eventuelt med støtte af personale tilknyttet Beredskabsstyrelsen og/eller Forsvaret.

Procedurer

De procedurer, der skal indgå er følgende:

I planlægningsfasen

Aftale mellem region og kommune, evt. en aktiveringskontrakt

Udpegning af egnede steder til vaccinationscentre

Udpegning af personale

Planlægning af foreløbig logistik

I den akutte situation

Overvågning af forløbet ved ledelsen i hhv. region og kommune, evt. ved at etablere (hver sin eller fælles) krisestab i relation til vaccinationsindsatsen.

Aktivering af vaccinationsindsats

Oprettelse og indretning af vaccinationscentre

Logistikplan, herunder forsyning med vaccine og utensilier

Informationsmateriale til patienter (udarbejdes evt. af Sundhedsstyrelsen)

Indkaldelse til vaccination

Registrering og dokumentation af vaccination

Henvendelse ved bivirkninger

Aftaler om kommunikation

Aftaler om vaccineforsyning til vaccinationsstederne vil oftest blive besluttet og udmeldt fra Sundhedsstyrelsen i samarbejde med Lægemiddelstyrelsen og Statens Serum Institut.


Bilag 5

Indretning af ad hoc isolationsfaciliteter

Formål

Formålet med dette bilag er at vejlede i relation til indretning af ad hoc isolationsfaciliteter på sygehuse.

Målgruppe

Målgruppen for bilaget er planlæggere af sundhedsberedskabet i regionerne. Dele af vejledningen kan med fordel integreres i de nærmere instrukser mv., der udarbejdes i regionerne til brug i en akut situation.

Opgave

Ved forekomst af smitsom sygdom, hvor der er behov for isolation af patienterne, indlægges de fortrinsvis på infektionsmedicinsk afdeling, som har isolationskapacitet. Der kan imidlertid forekomme hændelser, hvor kapaciteten på de infektionsmedicinske afdelinger ikke slår til. Regionen bør derfor planlægge for at kunne indrette ad hoc isolationspladser, dvs. indrette almindelige sengepladser til isolationspladser i egnede dele af sygehuset.

Organisation

Ved behov for ekstra isolationskapacitet kan eksisterende afdelinger, afsnit og bygninger på sygehusets område benyttes efter følgende principper, der afhænger af, hvilken agens og hvilken smittemåde det drejer sig om. Ved planlægning af beredskabet tages hensyn til nedenstående scenarier, således at forskellige bygningskomplekser på forhånd er udpeget som egnede til kapacitetsudvidelse ved forskellige behov, se tabel 1 Eksempler på scenarier.

Ud fra bygningernes oprindelige formål vil sygehuse ofte være direkte anvendelige, men andre bygninger kan være velegnede, fx kasernebygninger.

Hvis den mikrobiologiske årsag (agens) kendes:

Her kan der være tale om primær smitte til en større personkreds (fx kontamineret fødemiddel), og i det tilfælde at der efterfølgende er væsentlig person-til-person smitte, vil denne typisk være fæko-oral (smitte via afføring).

Hvis agens ikke er identificeret:

Her må det vurderes, om der er en sandsynlig agens, og hermed en sandsynlig smittemåde, eller om man skal tage højde for maksimal smitterisiko.

Ud over tilstedeværelsen af enestuer, eventuelt særlig ventilation mv., er det vigtigt, at personale (og patienter) har mulighed for at vaske hænder (helst håndvask på stuen - som supplement kan opsættes/udleveres hånddesinfektionsmiddel). Der er derudover behov for depoter og arbejdsrum adskilt i rene (fx linned, medicin, udstyr) og urene rum (fx skyllerum, snavsetøj, affald) samt køkken- og personalerum.

       
Tabel 1: Eksempler på isolationsscenarier
Sandsynligt eller verificeret agens og smittemåde
Optimal bygning
Indretning
Væsentlige elementer
Værnemidler til personale
Luftbåren smitte (dråbekerner)
Isoleret bygning
Evt. afstand til anden bebyggelse/beboelse.
Ventilation, helst aktiv, så forurenet luft ikke kommer ind i andre rum, men ud af patientrummet til det fri, evt. via tilkoblet hepafilter. Undgå recirkulation af luften.
Luftindtag og -udførsel tager hensyn til sædvanlig vindretning
Gerne ind-/udgang til terræn. Hvis dette ikke er muligt, planlægges og markeres transport- og adgangsveje.
Enestue
Sluse (dobbeltdør)
Toilet- og badefaciliteter.
Plads og installationer (el, vand, kommunikationskabler mv.) så apparatur kan tilkobles – mhp. røntgenundersøgelse, dialyse, overvågning, dekontaminering af udstyr (bækkener, instrumenter mv.).
Åndedrætsværn skal indgå som værnemiddel.
Øvrige værnemidler: Som ved dråbe- og kontaktsmitte.
Luftbåren smitte (dråbesmitte)
Afsnit/afdeling i bygning tilstrækkelig.
Gerne enestue, alternativt min. 1 meter mellem sengene.
Se kontaktsmitte.
Suppleres med maske, beskyttelsesbriller/visir og evt. hue.
Kontaktsmitte
(og fæko-oral smitte)
Luftbåren smitte (støvsmitte).
Afsnit/afdeling i bygning tilstrækkelig.
Gerne enestue, alternativt min. 1 meter mellem sengene
Gerne eget toilet til hver stue.
Handsker og overtrækskittel.
Vehikelbåren smitte (vand, fødemiddel, m.fl.) med efterfølgende person-til-person smitte fæko-oralt
Primærsmitte afbrydes ved at smittekilde identificeres og fjernes. Hvis der efterfølgende er risiko for person-til-personsmitte, er det oftest via kontaktsmitte (og fæko-oral smitte) - se ovenfor.
   
       

Permanente isolationsfaciliteter på sygehuse

På de infektionsmedicinske afdelinger i landet er der mulighed for forskellige grader af isolation. Hvilken type isolation, der konkret bør anvendes, afhænger af den smitsomme agens.

Der findes således på de infektionsmedicinske afdelinger isolationsstuer med og uden sluse, og der findes slusestuer med og uden kontrolleret undertryksventilation. En slusestue med kontrolleret undertryksventilation giver den største grad af beskyttelse mod fx luftbåren smitte. En sådan isolationsstue består af en sluse, sengestue og kombineret bade-, toilet- og skyllerum, evt. særskilt skyllerum. Der skal være kontrolleret undertryksventilation i sengestuen, slusen og bade-, toilet- og skyllerummet i forhold til omgivelserne udenfor enheden, se figur 1.

Det er vigtigt, at personalet er trænet i håndtering af smitsomme sygdomme. Isolationsenhederne bør placeres med direkte adgang fra terræn, alternativt bør der være specielle adgangsveje.

Figur 1: Isolationsenhed med kontrolleret undertryksventilation

AI3818_2_5.jpg Size: (298 X 231)

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at der i Danmark er i alt 60 isolationsstuer med kontrolleret undertryksventilation, fordelt med 30 øst og 30 vest for Storebælt.


Bilag 6

Karantæne

Formål

Formålet med dette bilag er at rådgive regioner og kommuner i forbindelse med planlægning for indretning af karantænefaciliteter.

Målgruppe

Målgruppen er planlæggere af sundhedsberedskabet i regioner og kommuner. Dele af vejledningen kan med fordel integreres i de nærmere instrukser mv., der udarbejdes på området i regioner og kommuner til brug i en akut situation.

Baggrund

Formålet med karantæne er at hindre smittespredning fra personer, der muligvis er blevet smittet, men som endnu ikke er syge eller har fået symptomer. Hvis der er risiko for, at personer, som har været udsat for smitte (eksponerede), kan blive syge efter nogle dage og måske smittefarlige af en meget alvorlig smitsom sygdom, skal de udsatte personer holdes samlet og i karantæne, indtil situationen er afklaret.

Epidemikommissionen, regionen og kommunerne må i samarbejde planlægge for håndtering af en situation, hvor mistænkt smittede personer skal i karantæne. Planlægningen bør omfatte opgaver for alle involverede og aftaler om pressestrategi, information til borgerne samt kommunikation mellem myndighederne, internt og eksternt.

Sundhedsstyrelsens publikation Operationel plan ved trussel om eller forekomst af koppeudbrud i eller uden for Danmark (Koppeplanen), jf. Appendiks 2, indeholder nærmere vejledning i indretning af karantænefaciliteter.

6.1 Region

Opgave

Overordnet kan det anføres, at observation, behandling og pleje er regionens opgave. Dertil kommer forsyning med fødevarer, bortskaffelse af affald mv. Bevogtning er politiets opgave.

Det er væsentligt, at planen omfatter mulighed for graduering af indsatsen og oprettelsen af centre efter det aktuelle behov. Planen må således kunne aktiveres trinvist. Der kan være tale om scenarier med behov for karantæne til relativt få personer eller worst case med behov for internering af 5.000 personer i op til 17 dage.

I henhold til epidemiloven afholder regionerne alle udgifter til foranstaltningerne mod smitsomme sygdomme.

Ledelse

Epidemiloven placerer kompetencen til at beslutte, at karantæneforanstaltninger og tvangsforanstaltninger skal iværksættes, hos den regionale epidemikommission.

I tilfælde af mistanke om smitsom sygdom med behov for karantæne kan epidemikommissionen eller indenrigs- og sundhedsministeren (efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen) træffe beslutning om, at de mistænkt smittede personer skal samles og isoleres i dertil udpegede og indrettede karantænefaciliteter.

Der udpeges en faglig leder (fx en læge eller sygeplejerske) samt en driftsansvarlig leder for hvert karantænecenter. Der skal endvidere være en læge tilknyttet, som dagligt tilser de internerede.

Organisation

Hver region bør have planlagt for etablering af karantænefaciliteter. Karantænecentre bør om muligt oprettes relativt tæt på grænseovergange, internationale lufthavne, fiskerihavne og trafikhavne.

Det kan være hensigtsmæssigt at inddrage Forsvaret i planlægningen, idet Forsvarets kaserner på grund af bevogtningsmuligheder og beliggenhed umiddelbart kan være velegnede som karantænecentre. Det er også vurderingen, at kasernerne giver gode muligheder for at opfylde de øvrige opstillede krav til karantænecentre. Regionerne bør på forhånd have indgået aftaler om benyttelse af konkrete kasernefaciliteter eller andre egnede faciliteter (eksempelvis i kommunalt regi).

Regionen forestår planlægning af indretning, drift, administration og bemanding af karantænecentrene. Der kan hentes inspiration i Sundhedsstyrelsens Vejledning om hygiejne i Asylcentre, jf. Appendiks 2.

Overordnet kan følgende behov skitseres:

Bygninger

Antal toiletter m/k, minimum 1 pr. 15 personer

Eventuelt handicaptoilet

Håndvask, minimum 1 pr. 10 personer

 
Håndvaske i aflåste toiletrum medregnes ikke
 
Engangshåndklæder og sæbe
 
Hånddesinfektion med sprit

Antal badefaciliteter, minimum 5 pr. 100 personer

Eventuelt separate rum til forældre med småbørn eller handicappede. Adskillelse m/k ved sovefaciliteter

Små adskilte enheder, fx 8–15 personer

 
Skaber mulighed for forskellige karantænetider
 
Mulighed for tidsmæssig adskillelse, hvis der er flere ”hold”

Sikre faciliteter til modtagelse af varer og bortskaffelse af affald mv.

Personalefaciliteter

Forplejning

3 daglige måltider + mellemmåltider

Ingen madlavning på stedet, men mulighed for kogning af fx vand, mikrobølgeovn

Andet

Mulighed for frisk luft og daglig motion

Tøj/tøjvask og tørrefaciliteter. Der kan ikke påregnes, at de karantæneramte personer selv medbringer tøj

Orientering, TV/radio i opholdsstue, min. 1 pr. 50 personer

Mulighed for adgang til telefon, fax, PC med Internet, e-mail

Senge og linned til alle (eventuelt madrasser, lagener og tæpper)

Aflåselige skabe

Som hovedregel skal bygningen, karantænecenteret indrettes i, overholde de eksisterende regler i bygningsreglementet. Kommunen kan dispensere herfra, eventuelt efter rådgivning fra Embedslægerne omkring sundhedsfaglige problemstillinger.

Ved indretning af centret skal der være mulighed for at segmentere de isolerede i mindre grupper af hensyn til begrænsning af eventuelle sygdomsudbrud. Der skal være faciliteter på stedet til at isolere personer med usikker diagnose og/eller vaccinerede febrile personer uden udslæt.

Der skal være rum til lægekonsultation med relevant udstyr. Der skal indrettes udslusningsfaciliteter med relevant beskyttelsesudstyr til personalet, især med henblik på muligt syge personer, som skal indlægges fra karantænecentret.

Der skal være faciliteter til og instrukser vedrørende bortskaffelse af smittefarligt affald.

Der skal ved udpegningen tages højde for bevogtningsmuligheder ved politiets foranstaltning.

Bemanding

Der udpeges en faglig leder (fx en læge eller sygeplejerske) samt en driftsansvarlig leder for hvert karantænecenter. Der skal endvidere være en læge tilknyttet (infektionsmediciner, dermatolog), som dagligt tilser de internerede.

Personalet, der arbejder i karantænecenteret, kan tage hjem efter arbejdstids ophør.

Der kan forudses at være behov for følgende personale:

Bevogtning døgnet rundt ved i forvejen vaccineret politi eller personel fra Forsvaret, hvis kaserne/flyvestation benyttes

Dagligt lægetilsyn

Døgnvagt ved sygeplejerske eller social- og sundhedsassistenter

Mulighed for psykologassistance

Teknisk personale til almindelig vedligeholdelse

Rengøring udføres af de karantæneramte med assistance fra og tilsyn af rengøringspersonale

Der kan således være behov for tre kategorier af personale:

Sundhedsfagligt personale med behandlings- og plejefunktioner

Servicepersonale med opgaver vedrørende drift, transport og forsyning

Bevogtningspersonale med myndighed til at internere og tilbageholde personer/patienter i karantænecentret

Sundhedsfagligt personale

Personalet, der skal bemande karantænecentrene, bør udvælges blandt sundhedspersonale, som i forvejen er bekendt med de sundhedsfaglige procedurer vedrørende behandling, pleje og omsorg, som skal anvendes i centrene. Desuden skal personalet være orienteret om de særlige rettigheder og pligter, som gælder for personer, der interneres. Endvidere skal personalet være orienteret om de særlige psykologiske aspekter, som gælder i forholdet mellem patient og behandler i situationer, hvor personer er interneret under tvang.

Personalet skal som led i den almindelige sundhedsberedskabsplanlægning være orienteret om, at de vil kunne pålægges at gøre tjeneste i de oprettede karantænecentre, og at dette sker som led i deres almindelige ansættelsesforhold. Det bør jævnligt afholdes øvelser for det personale, der skal indgå, hvor sundhedsmæssige og andre rutiner indøves. Arbejdet i centrene bør i øvrigt tilrettelægges så tæt på det normale som muligt.

Der skal til brug for regionernes planlægning af personaledimensioneringen overvejes, hvilke vagtforhold der skal planlægges for de forskellige typer af personale (vagtlag, tilstedeværelse, døgndækning, mv.). Mængden/antallet af det nødvendige personale skal sættes i forhold til antallet af internerede.

         
Tabel 1: Estimeret behov for personale pr. antal internerede
Internerede
Læger/
syge-plejersker
Forplejning
Sekretærer
Transport mv.
500
5
30
10
5
1000
10
60
20
10
1500
15
100
25
15
         

Tallene er, hvad angår det sundhedsfaglige personale, estimerede bl.a. ud fra erfaringer fra det sidste koppetilfælde i Danmark.

Servicepersonale

Servicepersonale til varetagelse af karantænecentrenes drift udvælges af regionerne i et samarbejde med de myndigheder, som råder over egnede ressourcer til at varetage denne slags opgaver. Det kan dreje sig om kommunerne, Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsens regionale center.

Bevogtningspersonale

Der skal tages initiativ til at sikre personalets sikkerhed under arbejdet i karantænecentrene. Personalet udvælges og dimensioneres af politiet og Forsvaret.

Procedurer

Alarmering af epidemikommissionen, når der er tale om/mistanke om sygdom under epidemilov, skal på forhånd være planlagt og kan fx foregå ved henvendelse til politiets vagtcentraler eller henvendelse til et af kommissionens medlemmer.

Formen for karantæne (omfanget af restriktioner) afhænger af infektionens smittemåde og smitsomhed. Iværksættelse af karantæne afhænger af, hvor tidligt efter den mulige smitteudsættelse videresmitte kan forekomme. Karantænen vil som regel kunne ophæves, når den maksimale inkubationstid er forløbet, uden at der har været sygdomstegn.

Der bør på forhånd, i samarbejde mellem region, kommune, politi og evt. Forsvaret, være planlagt for indretning af karantænecentret og aktivering af det udpegede personale, der skal involveres.

Personer, som antages at være smittet, transporteres omgående til karantænecentret. Transporten kan eventuelt foregå ved egen foranstaltning eller ved regionens (frivillig anbringelse). Såfremt en mistænkt smittet ikke vil lade sig frivilligt anbringe i karantæne, træffer epidemikommissionen beslutning om, hvorvidt tvang skal anvendes, og anbringelse sker da ved politiets foranstaltning efter gældende lovgivning.

Politiet kan bistå ved eftersøgning af mistænkt smittede personer.

I relation til den konkrete smitsomme sygdom, som fordrer karantæne af mistænkt smittede, må det fastlægges, hvorledes karantænecenterets personale beskyttes mod smitte (fx vaccination og beskyttelsesudstyr).

Får en person i karantæne sygdomstegn, overgår personen til isolationsregime på sygehus. Såfremt personer i karantæne undervejs udvikler sygdomstegn, skal de hurtigst muligt tilses af den tilsynsførende læge med henblik på evt. indlæggelse. Transportpersonalet skal anvende beskyttelsesudstyr under transporten af syge fra karantæne til behandlingscenter. Den tilsynsførende læge træffer for den enkelte internerede – i henhold til centrale retningslinjer - beslutning om, hvornår karantæneperioden kan ophøre.

6.2 Kommune

Opgave

Kommunen, som karantænefaciliteten er beliggende i, bør inddrages i planlægningen ligesom politi og forsvar. Der bør indgås konkret aftale mellem region og kommune om, hvilken bistand kommunen yder i forbindelse med oprettelse og drift af karantæne. Der kan være tale om bygningsmæssig, personalemæssig og logistisk bistand.

Kommunen kan således afhængigt af den konkrete aftale med regionen få opgaver i form af indretning af karantænecenteret, daglig drift af centeret, omsorg for de karantæneramte, forsyning med levnedsmidler, rengøring, bortskaffelse af affald og transport mv.

I henhold til epidemiloven afholder regionerne alle udgifter til foranstaltningerne mod smitsomme sygdomme.

Ledelse

Kommunen inddrages i ledelsen af karantænecenteret efter aftale mellem region og kommune (se den del af bilaget der vedrører regionen), og kan således fx varetage den daglige ledelse af karantænecenteret. Personale fra kommunen kan fungere både som faglig leder (læge eller sygeplejersker) og driftsleder.

Det skal være klart, hvem i kommunen der kan aktivere og iværksætte den aftalte kommunale bistand, og det skal sikres, at det involverede personale kender deres opgave.

Organisation

Af planlægningen og aftalen mellem region og kommune bør klart fremgå, hvordan karantænecenteret er organiseret, hvad kommunens opgaver præcist er, og der bør være taget højde for alle praktiske forhold (se den del af bilaget som vedrører organisation for regionen).

Bemanding

Det kan aftales mellem region og kommune, at personale fra kommunen indgår i karantænecenteret. Det pågældende personale skal være orienteret om de særlige rettigheder og pligter, som gælder for personer, der interneres. Endvidere skal personalet være orienteret om de særlige psykologiske aspekter, som gælder i forholdet mellem patient og behandler i situationer, hvor personer er interneret under tvang.

Personalet skal som led i den almindelige sundhedsberedskabsplanlægning være orienteret om, at de vil kunne pålægges at gøre tjeneste i de oprettede karantænecentre, og at dette sker som led i deres almindelige ansættelsesforhold. Det bør derfor også indgå i planlægningen af sundhedsberedskabet, at der jævnligt holdes øvelser for dette personale, hvor de sundhedsmæssige og andre rutiner, som skal anvendes i karantænecentrene, indøves. Arbejdet i centrene bør i øvrigt tilrettelægges så tæt på det normale som muligt.

Der skal til brug for planlægningen af personaledimensioneringen overvejes, hvilke vagtforhold der skal planlægges for de forskellige typer af personale (vagtlag, tilstedeværelse, døgndækning, mv.). Mængden/antallet af det nødvendige personale skal sættes i forhold til antallet af internerede.

         
Tabel 2: Estimeret behov for personale pr. antal internerede
Internerede
Læger/
syge-plejersker
Forplejning
Sekretærer
Transport mv.
500
5
30
10
5
1000
10
60
20
10
1500
15
100
25
15
         

Tallene er, hvad angår det sundhedsfaglige personale, estimerede bl.a. ud fra erfaringer fra det sidste koppetilfælde i Danmark.

Procedurer

Kommunen samarbejder med regionen og politiet ved udarbejdelse af plan for karantænecentret og sikrer, at det aftalte personale fra kommunen udpeges og informeres om opgave, beskyttelse, procedurer mv. (se også den del af bilaget der vedrører procedurer for regionen).


Bilag 7

Operativ indsats ved C-hændelser

Formål

Formålet med dette bilag er at vejlede regioner (sygehuse og præhospitalt) og kommuner i håndtering af hændelser med kemiske stoffer.

Målgruppe

Målgruppen for bilaget er planlæggere af sundhedsberedskabet i regioner og kommuner. Dele af vejledningen kan med fordel indarbejdes i de nærmere vejledninger vedrørende håndteringen af C-hændelser, som udarbejdes til det udførende personale i regioner og kommuner til brug i akut situation.

7.1 Regionalt

Opgave

Præhospitalt

Redningsberedskabet er ansvarlig for rensning af forurenede personer ved skadestedet inden lægelig behandling.

Sundhedspersonalets opgave i indsatsområdet er følgende:

Sikre, at der ikke sker yderligere eksponering af berørte personer

Sikre, at rensning iværksættes hvis nødvendigt

Inddele de berørte i skadede og ikke skadede efter, hvem skal renses, og hvem der ikke skal renses

Prioritere de tilskadekomne

Foretage fornøden behandling af tilskadekomne/forgiftede. Hvis patienten også er forurenet, indledes behandling først efter, at patienten er renset ved redningsberedskabets foranstaltning, se figur 1. Tilsvarende transporterer ambulancer ikke forurenede patienter

Hele tiden have øje for egen og kollegers sikkerhed

Sikre samarbejde med politiet vedrørende registrering af tilskadekomne

Modtagelse på sygehus

Håndteringen af kemikalieforurenede personer og forgiftningspatienter på sygehuset omfatter:

Fornøden livreddende, akut behandling

Rensning, hvis nødvendigt

Visitation

Symptomatisk behandling

Evt. behandling med specifik antidot, hvis relevant

Samarbejde med politiet vedrørende registrering af tilskadekomne

De nævnte håndteringsprincipper anvendes dagligt på sygehusene. Det er derfor primært antallet af patienter, som adskiller masseudsættelser fra daglig rutine. Desuden skal man være opmærksom på risikoen for sekundær udsættelse af personalet og på eventuelt behov for brug af sjældent anvendte antidoter.

Ledelse

Der bør ikke være forskel på ledelse og ansvar på forskellige niveauer ved en hændelse med kemiske stoffer og ved andre beredskabshændelser.

I forbindelse med indsatsen kan indhentes ekspertrådgivning og bistand fra Kemisk Beredskab i Beredskabsstyrelsen og Giftlinjen på Bispebjerg Hospital. Se Bilag 1 Sundhedsberedskabets samarbejdspartnere.

Desuden kan regionernes AMK have behov for at kunne tilknytte medicinske speciallæger med viden om forgiftninger.

Organisation

Regionens sundhedsberedskabsorganisation er den samme ved hændelser med kemiske stoffer som ved andre beredskabshændelser, både på skadested og på sygehuse.

I forbindelse med indsatsen kan indhentes ekspertrådgivning og bistand fra Kemisk Beredskab i Beredskabsstyrelsen, som også kan yde telefonisk rådgivning samt bistå direkte i indsatsområdet og fareområdet med et Hazmat-team. Giftlinjen på Bispebjerg Hospital kan yde telefonisk rådgivning. Se Bilag 1 Sundhedsberedskabets samarbejdspartnere.

Bemanding og udstyr

Præhospitalt

Regionens bemanding præhospitalt er den samme som ved andre beredskabshændelser. Almindeligvis håndteres forurenede patienter ikke af sundhedspersonale, før rensning er gennemført. Regionen kan dog vælge at have personligt beskyttelsesudstyr i ambulancer og eventuelle akutbiler, akutlægebiler mv. Såfremt det vurderes nødvendigt for sundhedspersonale præhospitalt at anlægge personligt beskyttelsesudstyr i indsatsområdet, bør det bestå af følgende komponenter:

Heldragt med hætte

Gasmaske med filter

Handsker

Gummistøvler

Dette udstyr er imidlertid IKKE tilstrækkelig beskyttelse til at håndtere patienter i fareområdet. Det definerede fareområde kan i øvrigt ændres over tid eksempelvis som følge af ændret vindretning.

Såfremt regionen finder, at det præhospitale personale skal anvende det nævnte beskyttelsesudstyr præhospitalt, er det vigtigt, at personalet uddannes og trænes heri, samt at træningen løbende vedligeholdes.

Neden for er der listet eksempler på personlige værnemidler ved C-hændelser med forurenede personer. Det skal understreges, at listen ikke er udtømmende. Der bør under alle omstændigheder tages kontakt til den relevante ekspertfunktion i en konkret situation.

Eksempler:

Heldragt: Skal være en ”stænktæt overtræksdragt” af plast eller gummi (mindst type 4 efter europæisk standard EN 14605). Dragten bør lukkes med kraftig tape omkring håndled og ankler, ligesom overgangen mellem gasmaske og dragt (halsen) kan tapes. Der anvendes i dag, i en stor del af landet, laminerede engangsdragter, der er nemme at få på og arbejde i, og som yder den nødvendige beskyttelse.

Gasmaske: Skal være af typen helmaske og være forsynet med et kombineret gas- og partikelfilter af typen A2B2E2K2-P3. Denne type yder kortvarig (timer) beskyttelse mod kemiske stoffer.

Handsker og gummistøvler: Der er ingen gældende standarder på dette område, og der anbefales således en ”almindelig gummistøvle” og et par handsker af kraftigere kvalitet end engangshandsker. Handskerne bør ikke være kraftigere, end at det stadig er muligt at udføre kliniske procedurer, fx nitrilhandsker.

På sygehus

Personalet på sygehusenes modtagelse, som skal tage vare på den indkomne forgiftede og muligvis forurenede (selvhenvendere), bør på forhånd være udpeget, og procedurer for modtagelsen indøvet, herunder brug af beskyttelsesudstyr ved rensning af forurenede selvhenvendere. Personligt udstyr, som anbefales til sygehuspersonale i denne sammenhæng, er det samme som nævnt ovenfor.

Som følge af at personalet kun kan sikres i fuldt omfang med særlige heldragter og lukkede åndingssystemer, kan det overvejes at etablere et samarbejde med Beredskabsstyrelsens centre om at varetage rensning for sygehuset.

Informationer vedrørende forgiftninger

Kemisk Beredskab, Beredskabsstyrelsen, tlf. 45 90 60 00, foretager rådgivning, analyse og assistancer på stedet i forbindelse med hændelser med kemiske stoffer i døgnets 24 timer

Kemisk Beredskab, Beredskabsstyrelsen udarbejder Informationssystem om farlige stoffer, som både findes i en elektronisk udgave og i en papirudgave, der opdateres årligt

Giftlinjen på Bispebjerg Hospital, tlf. 35 31 55 55 rådgiver om risikovurdering og behandling af forgiftninger døgnets 24 timer

Håndtering af kemikalieforurenede personer, 12 håndteringskort, Beredskabsstyrelsen, jf. Appendiks 2

Antidothåndbogen med omtale af antidotbeholdninger i hele landet, behandlingsvejledninger og oversigter over forhandlere af antidoter findes på www.sygehusberedskabet.dk

Toksikologiske oplysninger om en række kemiske stoffer og produkter findes i Kittelbogen og medicin.dk fra Infomatum A/S

Toksikologiske oplysninger om kemiske kampstoffer findes i medicin.dk fra Infomatum A/S

Håndbog med vejledning om medicinsk behandling af forgiftninger findes på det europæiske lægemiddelagenturs hjemmeside (www.emea.europa.eu), der søges internt med ”chemical threats” og på det amerikanske Center for Disease Control, CDC’s hjemmeside (http://www.bt.cdc.gov/)

Toksikologiske oplysninger kan desuden findes i databaserne på det amerikanske National Library of Medicine’s Toxnet (http://toxnet.nlm.nih.gov/), i gængse håndbøger og i kommercielle databaser som Micromedex Poisindex.

Procedurer

Præhospitalt

Rensning i indsatsområdet foretages ved redningsberedskabet og består af de trin, som fremgår af den følgende figur.

Figur 1: Flow-diagram for håndtering af forurenede personer på skadestedet

AI3818_2_6.jpg Size: (162 X 169)

På sygehus

Der bør planlægges for følgende procedurer:

Rensning: Vedrører personer, som selv henvender sig på sygehuset, mens patienter, der transporteres fra skadestedet, forventes at være rensede. Selvhenvendere vil generelt være let eksponerede og i nogle tilfælde ueksponerede.

Der bør således etableres mulighed for at rense få patienter på det enkelte sygehus. Modtagelse og rensning af patienter foregår mest hensigtsmæssigt i tilslutning til det fri eller med selvstændig effektiv ventilation og egen indgang. Herved undgås forurening af sygehusets øvrige faciliteter. Desuden bør der være vandinstallation til skylning med tempereret vand, remedier til øjenrensning og øvrige hjælpemidler som omtalt nedenfor. Rensning af flere patienter på en gang kan eventuelt ske i samarbejde med det lokale redningsberedskab.

Det vurderes ikke nødvendigt at sikre særlig opsamling og bortskaffelse af spildevandet fra renseproceduren på sygehuset. Fortyndingsgraden vurderes at være så stor, at videre forurening og belastning af miljøet via spildevandet kan anses for værende ubetydelig.

Visitation: Baseres på patientens tilstand og en risikovurdering, hvori der indgår det involverede kemiske stofs toksikologiske egenskaber og et skøn over eksponeringens størrelse. Hjælp til risikovurdering kan fås ved kontakt til Giftlinjen på Bispebjerg Hospital. Oplysninger om det kemiske stof kan fås ved kontakt til Kemisk Beredskab i Beredskabsstyrelsen.

Symptomatisk behandling: Omfatter akut livreddende og almen støttende behandling. Akut livreddende behandling følger almindelige ABC-principper (Airway, Breathing, Circulation). Ved meget giftige stoffer er der risiko for sekundær udsættelse af personalet, som derfor skal benytte personligt beskyttelsesudstyr ved kontakt med patienter, der ikke er rensede.

Antidoter: Lægemidler, som mere eller mindre specifikt modvirker giftvirkning. I nogle situationer gør antidotbehandling anden kompliceret behandling overflødig, fx naloxon mod respirationsstop ved opioidforgiftning. Nogle antidoter anvendes så sjældent, at adgang ved akut behov ikke kan antages for givet, men også behovet for almindeligt brugte antidoter kan overskride de tilgængelige lagre ved et stort antal forgiftede patienter. Det er vigtigt at have kendskab til lagrene på det enkelte sygehus, i regionen og i Danmark. Se også Kapitel 12 i Vejledning om planlægning af sundhedsberedskabet.

Personer, der henvender sig eller indbringes på sygehus, kan rubriceres i én af fire nedenstående kategorier:

Kategori 0: Personer, der er renset på skadestedet

Kategori 1: Forurenede patienter, der ankommer i ambulance

Kategori 2: Forurenede selvhenvendere

Kategori 3: Mange forurenede personer samtidig

Rensning og behandling af patienter på sygehus:

De anførte renseprocedurer gælder for modtagelse på sygehus.

Kategori 0. Personer, der er renset på skadestedet:

Personerne udgør ingen fare for andre

Personerne kan modtages direkte i normale behandlingsrum

Personalet træffer ingen særskilte beskyttelsesforanstaltninger

Personernes eventuelle forgiftninger behandles

Vær opmærksom på eventuel krydskontaminering

Kategori 1. Forurenede patienter, der ankommer i ambulance:

Personen skal forblive i ambulancen, indtil der er etableret rensemulighed

Hvis personen allerede er kommet ind på sygehuset, føres patienten tilbage ad den kortest mulige vej og ind i ambulancen, indtil der er etableret rensemulighed

Der rekvireres eventuelt hjælp til rensning via AMK

Personale fra sygehuset klæder om til beskyttelsesdragt og hjælper den mobile patient til selvrensning og påbegynder rensning af den immobile patient ifølge lokal instruks. Hvis patienten får brug for livreddende behandling, udføres dette kun af personale iklædt personligt beskyttelsesudstyr

Når patienten er renset, følges proceduren under kategori 0

Ambulancepersonale, der har været i kontakt med den eksponerede, gennemgår renseprocedurer i lighed med ovenstående

Ambulance og materiel/udstyr i øvrigt dekontamineres og rengøres

Kategori 2. Forurenede selvhenvendere:

Så snart det erkendes, at der er tale om en eksponeret/forurenet selvhenvender, sikrer man sig, at vedkommende holdes uden for sygehuset indtil rensning. Er personen kommet ind på sygehuset, ledes vedkommende straks ud af sygehuset ad den kortest mulige vej

Personalet holder afstand til personen

Personale fra sygehuset klæder om til beskyttelsesdragt og hjælper personen til selvrensning ifølge lokal instruks. Der rekvireres eventuelt hjælp til rensning via AMK, og politiet underrettes

Hvis patienten får brug for livreddende behandling, udføres behandlingen kun af personale i beskyttelsesdragt

Når patienten er renset, følges proceduren under kategori 0.

Personer, herunder personale, der har været i kontakt med den eksponerede uden beskyttelse, identificeres og gennemgår renseprocedurer i lighed med ovenstående.

Kategori 3. Mange forurenede personer samtidig:

Der indledes straks forberedelse til rensning

Der rekvireres hjælp til rensning via AMK

Forurenende personer holdes uden for sygehuset til efter rensning

Aflås om muligt alle indgange til sygehuset og underret politiet. Adgangskontrol og afspærring aftales med politiet

Berolig personerne og fortæl, at de kan få adgang til sygehuset, når de er renset, og at redningsberedskabet er på vej med henblik herpå

Overvej, om personale skal iklædes beskyttelsesudstyr og foretage livreddende procedurer uden for sygehuset

Personerne renses med redningsberedskabets assistance uden for sygehuset

Når personerne er renset, følges proceduren under kategori 0.

Personer, herunder personale, der har været i kontakt med den eksponerede uden beskyttelse, identificeres og gennemgår renseprocedure i lighed med ovenstående.

Faste og flydende stoffer samt tåger med dråber eller partikler (aerosoler): Patienten kan evt. selv udføre rensningen under instruks. Tøj, smykker, ure, kontaktlinser mv. fjernes og placeres i dobbelte plastposer. Smykker, ure, nøgler og andre personlige ting kan med fordel placeres i egen dobbelte plastpose.

Synligt stof fjernes med pincet eller spatel, og der vaskes to gange med rigeligt vand og sæbe. Vandet skal være tempereret for at undgå afkøling. Øjne skylles med blød vandstråle eller øjenskyllevæske i cirka femten minutter.

Gasser: Tøjet mv. fjernes, som anvist ovenfor. Rensning af hud er ikke nødvendigt.

Særlige rensningsmidler er ikke nødvendige, da skylning med rigeligt vand og sæbevask vurderes mest hensigtsmæssigt. Ved hudkontakt med flussyre kan calciumholdig gel eller væsker dog bruges efter vand, hvis sådanne midler er tilgængelige. Se også Håndtering af kemikalieforurenede personer, 12 håndteringskort, Beredskabsstyrelsen, jf. Appendiks 2.

7.2 Kommunalt

Opgave

Regionens sundhedsberedskab vil varetage indsatsen for dem, der bliver syge/forgiftede.

Personer, som bor eller opholder sig ved eller i nærheden af skadestedet, kan blive berørte i form af eksponering for stoffet, som senere kan give anledning til sygdom. Der kan også være tale om påvirkning af omgivelserne, hvilket kan berøre fx brug af hus, have, køkkenhave, afgrøder mv. Såfremt børne- eller plejeinstitutioner er beliggende i området, kan der være behov for at iagttage særlige forholdsregler. Det er kommunens opgave at tage hånd om dette.

I alle ovennævnte sammenhænge kan Embedslægerne bistå med rådgivning og vejledning om håndtering af eksponerede og på anden måde berørte, ligesom en embedslæge kan rykke ud til skadestedet og yde sådan bistand til indsatslederne.

Hvis der er tale om forurening af drikkevand med kemiske stoffer, skal kommunen medvirke til at sikre, at der iværksættes udredning, information til berørte samt tiltag til at skaffe alternativ vandforsyning. Kommunen bør have en særlig plan for at kunne håndtere drikkevandsforurening. Også i disse sammenhænge har Embedslægerne en rådgivende opgave.

Forurening af drikkevand håndteres i øvrigt i henhold til Miljøstyrelsens vejledning Planlægning af beredskab for vandforsyning og Beredskabsstyrelsens publikation Akutte drikkevandsforureninger – en praktisk guide, jf. Appendiks 2.

Ledelse

Kommunens normale ledelsesstruktur bør følges. Afhængigt af situationen kan kommunen nedsætte sin krisestab med deltagelse af bl.a. beredskabschefen og en repræsentant fra sundhedsberedskabets ledelse. Også kommunikation til borgerne må varetages efter behov.

Redningsberedskabet vil være involveret i indsatsområdet, og beredskabschefen vil have en central rolle. Der bør være et tæt samarbejde mellem beredskabschefen og ledelsen af sundhedsberedskabet.

Organisation

Kommunens organisation bør være den samme ved større hændelser med kemiske stoffer som ved andre beredskabshændelser. Kommunens beredskabsafdeling og sundhedsberedskab bør samarbejde om de opgaver, krisestaben har afdækket i situationen.

I forbindelse med indsatsen kan indhentes ekspertrådgivning og bistand fra Kemisk Beredskab i Beredskabsstyrelsen, som også kan yde telefonisk rådgivning samt bistå direkte i indsatsområdet og fareområdet med et Hazmat-team. Giftlinjen på Bispebjerg Hospital kan yde telefonisk rådgivning. Se Bilag 1 Sundhedsberedskabets samarbejdspartnere.

Embedslægen vil kunne rådgive kommunen om sundhedsfaglige forholdsregler i relation til indsatsen.

Bemanding og materiel/udstyr

Personale, som i dagligdagen tager hånd om kommunens institutioner for børn og ældre, samt for ældre med plejebehov og handicappede i eget hjem, bør også varetage beredskabsopgaver i relation til disse, såfremt de er berørt af hændelsen.

Procedurer

Der bør i kommunen være planlagt for:

Evakuering af institutioner for børn og ældre

Evakuering og genhusning af personer i eget hjem

Håndtering af drikkevandforurening, både på institutioner og hos borgere

Risiko-kommunikation til kommunens borgere

7.3 Nationalt

Såfremt en kemisk hændelse er meget omfattende, fx fordi den involverer mere end en region eller er terrorudløst, vil det nationale tværsektorielle beredskab blive aktiveret, se Kapitel 2, afsnit 2.4 i Vejledning om planlægning af sundhedsberedskab. Sundhedsstyrelsen er repræsenteret i den nationale krisestyringsorganisation og vil informere og rådgive regioner og kommuner i det omfang, der er behov for det.


Bilag 8

Operativ indsats ved B-hændelser/smitsomme sygdomme

Formål

Formålet med dette bilag er at vejlede regioner (sygehuse og præhospitalt) og kommuner i håndtering af hændelser med biologiske stoffer og smitsomme sygdomme. Der henvises i øvrigt til Sundhedsstyrelsens Pandemiplan, jf. Appendiks 2.

Målgruppe

Bilagets målgruppe er planlæggere af sundhedsberedskabet i regioner og kommuner. Dele af bilaget kan med fordel indarbejdes i de nærmere instrukser mv., der udarbejdes til brug for den operative indsats ved B-hændelser/smitsomme sygdomme i en akut situation.

Baggrund

Spektret af smitsomme sygdomme er bredt. De fleste af sygdommene håndteres rutinemæssigt i sundhedsvæsenet. De smitsomme sygdomme, som rummer beredskabsaspekter er især følgende:

Alvorlige og farlige sygdomme, der kræver indgreb, hvis de blot optræder i et eller få tilfælde

Sygdomme, der har stort epidemisk potentiale, og som kan have alvorlige konsekvenser, hvis personer med visse kroniske tilstande smittes, fx influenza

Sygdomme, som viser sig ved usædvanlige udbrud eller ophobninger

Sygdomme, der kan spredes med terror-formål

8.1 Nationalt

Opgave

I forbindelse med smitsomme sygdomme er Sundhedsstyrelsen central myndighed. Sundhedsstyrelsen har ansvar for vejledning og rådgivning, kontakt- og smitteopsporing samt forebyggelse af smitsomme sygdomme. De regionalt placerede embedslæger er en del af Sundhedsstyrelsen og varetager tilsvarende opgaver i regionen. Sundhedsstyrelsen kan endvidere fungere som national koordinerende sundhedsmyndighed.

Sygdom eller dødsfald over det forventede niveau, som følge af alvorlig smitsom eller overførbar sygdom, forventes hurtigt at blive opdaget af sundhedsmyndighederne i Danmark. Behandlende læger skal i henhold til bekendtgørelse om lægers anmeldelse af smitsomme sygdomme og epidemiloven telefonisk haste-anmelde sådanne tilfælde til Embedslægerne og skriftligt til Statens Serum Institut. Der vil således hurtigt kunne iværksættes modforanstaltninger. Visse alvorlige sygdomme skal telefonanmeldes blot ved enkelttilfælde, og ophobninger af visse smitsomme sygdomme skal telefonanmeldes. Sygdomme, hvor årsagen er usikker eller uforklarlig, men kan skyldes en biologisk agens, skal ligeledes anmeldes. Herved kan også alle oplysninger vedrørende sygdommen, klinik, laboratorieresultater mv. videreformidles til relevant myndighed.

Risiko for fødevare- eller drikkevandsbåren smitsom sygdom skal tænkes ind i planlægningen. Ved fødevare- eller drikkevandsbåren smitsom sygdom er det typisk, at flere personer bliver ramt samtidig eller over en kortere tidsperiode. Der er derfor tale om ophobning, som de behandlende læger skal anmelde til Embedslægerne og Statens Serum Institut. Endvidere anbefales typisk prøvetagning for at identificere agens.

Ledelse

Ved større, farlige og/eller usædvanlig hændelser med smitsomme sygdomme varetager Sundhedsstyrelsen de overordnede udmeldinger og rådgivningstiltag. Sundhedsstyrelsen indhenter hertil bistand af relevante faglige eksperter, herunder Statens Serum Institut.

Organisation

Sundhedsstyrelsen har som sektoransvarlig myndighed en døgnvagtordning (Embedslægevagten) og vil således kunne modtage anmeldelser på alle tider af døgnet. Desuden modtager Sundhedsstyrelsen via Statens Serum Institut information om internationale varsler om smitsomme sygdomme.

Såfremt anmeldelser eller varsler peger på, at en større alvorlig situation er under udvikling, vil Sundhedsstyrelsen aktivere en særlig krisestab. Sundhedsstyrelsen er desuden fast medlem af den nationale operative stab (NOST), som er en tværsektoriel stab på styrelsesniveau. Embedslægerne kan indgå i de lokale beredskabsstabe.

Statens Serum Institut, Epidemiologisk afdeling, kan yde teknisk bistand i forbindelse med udredninger af sygdomsudbrud, således epidemiologiske og mikrobiologiske undersøgelser.

Bemanding

Sundhedsstyrelsens krisestab vil være bemandet med relevante medarbejdere fra Sundhedsstyrelsens faglige enheder. Krisestaben vil løbende indhente faglig ekspertrådgivning fra eksterne sagkyndige.

Procedurer

Sundhedsstyrelsen vil løbende indhente, bearbejde, og udfærdige relevant information og vejledning til sundhedsvæsenet i regioner og kommuner. Regionerne vil – også akut – blive kontaktet via regionernes AMK-funktioner, som leder indsatsen på regionens vegne. Kontakt til de praktiserende læger vil akut ske via kontakt til vagtlægecentrene. Kommunerne vil blive kontaktet via AMK eller evt. direkte (skriftligt) fra de centrale sundhedsmyndigheder i en beredskabssituation.

Det er vigtigt, at regionen og andre samarbejdspartnere har en døgnovervåget indgang til kommunen. Det kan fx være via døgnhjemmeplejen eller vagthavende beredskabsleder. Ofte vil regionen selv, eller evt. Embedslægerne, varetage kontakten til vagtlægerne og kommunerne i regionen.

Epidemikommissionen i regionen kan nedsættes ved behov via politidirektøren, som er formand for kommissionen. Dette kan fx være foranlediget af Embedslægerne eller andre medlemmer. Sundhedsstyrelsen vejleder i fornødent omfang epidemikommissionerne i regionerne (se om disse nedenfor).

8.2 Regionalt

Opgave

Præhospitalt

På et skadested/gerningssted, hvor der er sket spredning af biologiske stoffer, vil der som udgangspunkt ikke være syge personer, da der går en vis tid (inkubationstiden), fra en person er blevet udsat for smitstoffet, til vedkommende eventuelt bliver syg. Den sundhedsmæssige indsats på et sådant skadested består primært i, at indsatsledelsen i samarbejde med det biologiske ekspertberedskab sikrer, at der ikke sker yderligere spredning af stoffet, at der foretages fornøden rensning af forurenede personer, samt at der tages relevante prøver fra personer og miljø. En vigtig opgave er desuden at give fornøden information til udsatte (eksponerede) personer på og omkring skadestedet/gerningsstedet. Dette varetages af Embedslægerne.

Indrejsepunkter

Regionen skal skulle kunne håndtere modtagelse af alvorligt syge/smittede ved indrejsepunkter i regionen i samarbejde med Embedslægerne og regionens epidemikommission. Med henblik på dette er udarbejdet en Standard Operational Procedure (SOP) i forbindelse med implementering af WHO’s internationale sundhedsregulativ. SOP’en tager højde for de praktiske forhold ved modtagelse af syge/smittede ved indrejsepunkter og forudsættes indarbejdet lokalt, herunder i sundhedsberedskabsplanen for regionen. SOP’en findes i bilagssamlingen til Sundhedsstyrelsens rapport Det International Sundhedsregulativ – krav til beredskab i havne og lufthavne (IHR rapporten), jf. Appendiks 2.

På sygehus

Regionens sygehuse skal kunne modtage syge og tilskadekomne – også et større antal med smitsom sygdom. Det infektionsmedicinske speciale er en regional funktion, og de infektionsmedicinske afdelinger har særligt ansvar for at modtage, behandle og pleje patienter med smitsomme sygdomme. Endvidere har den vagthavende infektionsmediciner en rådgivende funktion i forhold til AMK. Regionerne skal desuden sikre, at patienter med smitsom sygdom kan transporteres til behandling på sygehus, hvis dette er nødvendigt.

Praktiserende læger er ofte de første, som tilser patienter med smitsom sygdom, og de varetager den videre behandlingsopgave, såfremt patienten ikke behøver indlæggelse. Behandling af syge påhviler således regionens læger, mens Embedslægerne er ansvarlige for kontakt- og smitteopsporing samt for at sikre iværksættelse af evt. forebyggende foranstaltninger som fx vaccination og forebyggende medicin.

Endvidere skal regionen kunne iværksætte ad hoc isolation af patienter med smitsomme sygdomme på udpegede afsnit/afdelinger, såfremt antallet af patienter med isolationskrævende smitsom sygdom overstiger isolationskapaciteten på de infektionsmedicinske afdelinger. Se Bilag 5 Indretning af ad hoc isolationsfaciliteter.

Regionen skal også kunne oprette karantænefaciliteter og varetage vaccinationsindsats. Se også Bilag 6 Karantæne og Bilag 4 Massevaccination.

AMK kontakter om nødvendigt kommunerne for i samarbejde med dem at iværksætte fornøden ekstraordinær udskrivning af patienter fra sygehusene, se Bilag 11 Forslag til instruks for ekstraordinær udskrivning - region/AMK/sygehus.

Ledelse

Overordnet varetager regionens kriseledelse den strategiske ledelse i situationen. AMK leder operativt regionens sundhedsberedskab i en beredskabssituation, også ved hændelser med smitsomme sygdomme. Den vagthavende infektionsmediciner og vagthavende mikrobiolog i regionen har en rådgivende funktion i forhold til AMK. AMK modtager vejledning og information om forholdsregler mv. fra Sundhedsstyrelsen og videreformidler det til relevante aktører i regionen.

Organisation

Regionens operative indsats mod smitsomme sygdomme gennemføres under AMK’s ledelse og med fagspecialister som rådgivere. Behandling under indlæggelse sker på sygehus på infektionsmedicinsk afdeling eller anden afdeling, afhængigt af situationen. Behandling af patienter, der kan opholde sig i eget hjem, sker via praktiserende læge/vagtlæge, optimalt i patientens hjem.

Der er nedsat en epidemikommission i hver region, som består af en politidirektør (formand), en embedslæge, en dyrlæge (Fødevareregionen), en repræsentant for den lokale told- og skatteforvaltning, en repræsentant fra det regionale sygehusberedskab, en repræsentant fra Beredskabsstyrelsens regionale beredskabscenter samt tre regionsrådsmedlemmer.

Epidemikommissionerne har i henhold til epidemiloven lokalt/regionalt ansvaret for at hindre indførelse af smitsomme sygdomme til Danmark samt spredning af alment farlige smitsomme sygdomme, eller andre smitsomme eller overførbare sygdomme som er anført i bilag til epidemiloven. Det drejer sig om særligt alvorlige og farlige smitsomme sygdomme.

Epidemikommissionens beføjelser er bl.a. at kunne påbyde en række tvangsforanstaltninger (undersøgelse, isolation og tvangsmæssig indlæggelse på sygehus mv.) med henblik på at imødegå udbredelse af smitte. Dette gælder også for udenlandske statsborgere, der ankommer til Danmark via danske havne og lufthavne. Videre kan kommissionen påbyde områder afspærret, forbyde offentlige arrangementer og lignende.

I regi af epidemikommissionen samarbejder de involverede myndigheder således om håndtering af alvorlige og alment farlige smitsomme sygdomme.

Bemanding og udstyr

I forbindelse med smitsomme sygdomme kan der være behov for at udpege særlige grupper blandt personalet til at håndtere patienter med smitsom sygdom. Dette kan dels medvirke til at sikre ekspertise, da færre skal have konkret faglig indsigt, dels kan det beskytte sårbare persongrupper blandt personalet.

Det må forudses, at der kan blive behov for indkaldelse af ekstra personale.

Vedrørende bemanding af karantænecentre, se Bilag 6 Karantæne.

Vedrørende bemanding i forbindelse med vaccinationsindsats, se Bilag 4 Massevaccination.

Ved smitsomme sygdomme er beskyttelsesudstyr til sundhedspersonalet relevant og bør findes i alle led, både præhospitalt, på sygehus og i lægepraksis.

Er det uafklaret, hvilken mikroorganisme der er (sandsynlig) årsag, og hvilke smitteveje der er aktuelle, anvendes det højeste niveau af beskyttelse i forhold til personale og medpatienter.

Personalet, der skal håndtere patienterne, skal have kendskab til smitsomme sygdomme, herunder smittekilder, smitteveje og afbrydelse af smitteveje samt være fortroligt med brug af beskyttelsesudstyr.

Overordnet kan følgende beskyttelsesudstyr anvendes:

Præhospitalt og i lægepraksis

Her anvendes overtrækskittel eller -dragt med hue eller hætte, skoovertræk, engangshandsker, kirurgisk maske/FFP3-maske og øjenbeskyttelse (briller eller visir).

På sygehuset

Efter hygiejneorganisationens anvisninger, i modtagelsen gerne samme beskyttelsesudstyr som præhospitalt. I danske ambulancetjenester er personalet uddannet og udstyret med relevant beskyttelsesudstyr.

Såfremt regionen i en konkret situation i samarbejde med politiet lokalt vælger at transportere syge eller smittede med andre transportmidler, fx busser, påhviler det regionen at sikre tilstrækkelig information til og udlevering af beskyttelsesudstyr til chaufføren og evt. andet involveret personale.

Procedurer

Patientforhold

Regionen bør sikre, at patienter med en alvorlig/farlig, smitsom sygdom ikke møder op i venteværelset hos praktiserende læge eller i modtagelsen på sygehus, men så vidt muligt tilses i hjemmet. Dette kan gøres dels ved hjælp af information til befolkningen, dels instrukser til vagtlæger samt til sundhedspersonalet og andet personale på vagtcentralen. Såfremt der er behov for indlæggelse, skal regionens ambulancer håndtere transporten, og patienter bør så vidt muligt transporteres direkte til infektionsmedicinsk afdeling.

Visitation

Den læge, som først tilser patienten, foretager en kort undersøgelse. I den usikre situation opereres med værst tænkelige scenarium, og risiko for sekundær spredning vurderes. Lægen visiterer til akutbehandling eller andet og foretager evt. prioritering i forhold til videre behandling.

Den akut behandlende læge beslutter det videre patientforløb. Ved mistanke om ukontrolleret tilstedeværelse af farlige biologiske stoffer, skal Center for Biosikring og -Beredskab straks underrettes.

Efter aftale med bagvagten på den lokale infektionsmedicinske afdeling bør inficerede patienter indlægges direkte på infektionsmedicinsk afdeling. Sygdomme som hæmorrhagisk feber, difteri, lungepest og miltbrand kræver ubetinget indlæggelse. Såfremt de infektionsmedicinske afdelingers kapacitet er overskredet, indlægges patienten i en ad hoc luftvejs- og kontaktsmitte-isolation under udnyttelse af regionens sygehuses eksisterende faciliteter. Se Bilag 5 Indretning af ad hoc isolationsfaciliteter.

Prøvetagning og analyse

Det bør indgå i arbejdsprocedurerne/instrukserne på sygehuset, at ved mistanke om terror eller usædvanligt biologisk agens, skal den kliniske mikrobiologiske afdeling tage kontakt til Embedslægerne. Ved mistanke om ukontrolleret tilstedeværelse af farlige biologiske stoffer skal Center for Biosikring og -Beredskab straks underrettes.

8.3 Kommunalt

Opgave

Ved en beredskabshændelse med smitsom sygdom, som fx influenzapandemi, kan kommunens hjemmepleje og sundhedspleje blive involveret. Kommunens sundhedspleje håndterer situationen i forhold til børn og unge, herunder på skoler og institutioner. Kommunens ældrepleje skal pleje syge og smittede, der opholder sig i eget hjem. Desuden kan kommunen efter aftale med regionen bistå med personale og faciliteter til eventuelle karantænecentre og vaccinationscentre. Kommunerne vil også i visse tilfælde skulle håndtere et antal ekstraordinært udskrevne patienter.

Hvis der er tale om smitsom sygdom forårsaget af drikkevandsforurening med mikroorganismer, er kommunen ved forsynings- eller teknisk afdeling hovedaktør. Embedslægerne inddrages med henblik på rådgivning. Håndtering af drikkevandsforurening sker efter Miljøstyrelsens vejledning Planlægning af beredskab for vandforsyningen og Beredskabsstyrelsens publikation Akutte drikkevandsforureninger – en praktisk guide, jf. Appendiks 2.

Ledelse

Kommunens krisestab og sundhedsberedskabsledelse bør nedsættes, hvis situationen er omfattende. Som i andre beredskabssituationer bør det aftales, at regionens AMK kan aktivere kommunens sundhedsberedskab ved behov.

Organisation

Der bør være en veldefineret indgang til kommunen, så anmodninger samt informationer og vejledning fra Sundhedsstyrelsen herunder Embedslægerne, AMK eller andre kan leveres til kommunen med sikkerhed for, at indholdet straks videreformidles til relevante aktører i kommunen uanset tidspunkt.

Kommunens beredskab bør således kunne aktiveres straks, også i relation til pludseligt udbrud af smitsom sygdom eller epidemi. Personalet bør have action cards vedrørende udbrud/epidemi med smitsomme sygdomme.

Kommunens hjemmepleje samarbejder med praktiserende læger om tilsyn med syge og smittede, der opholder sig i eget hjem.

Embedslægerne kan rådgive og vejlede kommunen i relation til håndtering af smitsomme sygdomme.

Bemanding

Når det handler om smitsomme sygdomme, kan det overvejes, om det er hensigtsmæssigt, at kommunens hjemmepleje fortsætter med samme organisation som i dagligdagen, eller om der er grund til at udpege særlige grupper, der tager sig af smitsomt syge borgere. Dette vil dels kunne sikre ekspertise, da færre således skal have faglig indsigt, dels vil det kunne beskytte særligt sårbare persongrupper blandt personalet. Der kan blive behov for at indkalde ekstra personale, herunder personale til at kunne varetage krisestøtte, samt at kunne bistå regionen med vaccinationsindsats eller bemanding af karantænecenter, se Bilag 4 Massevaccination og Bilag 6 Karantæne.

Procedurer

Personale, der skal håndtere patienterne/borgene, som er syge/smittede, skal have kendskab til smitsomme sygdomme, herunder smittekilder, smitteveje og afbrydelse af smitteveje samt være fortrolig med brug af beskyttelsesudstyr.

For at beskytte det personale, der tager sig af patienter, der kan smitte, indføres en barriere mellem patient og personale. Barrieren består af udstyr, der forhindrer smitte fra smittekilden (den syge) til personalet eller via personalet til andre. Udstyret skal forhindre, at hud (herunder specielt hænder), hår, øjne, næse og mund, samt uniform forurenes. Hvilke barrierer, der er nødvendige, afhænger af smitteveje, dvs. hvordan smitten spredes fra patienten. Mange mikroorganismer kan også overleve i nogen tid på overflader og genstande. Hvilket udstyr, der anvendes i hvilke situationer, bør på forhånd afklares.

Som beskyttelsesforanstaltning gælder først og fremmest anbefaling om brug af arbejdsuniform samt god håndhygiejne. Personale, som kommer i direkte kontakt (dvs. udfører egentlige plejeopgaver) med patienten, anbefales typisk at anvende særligt beskyttelsesudstyr, afhængigt af sygdom og smittevej. Konkret rådgivning om beskyttelsesudstyr kan altid indhentes hos Embedslægerne og vil i særlige tilfælde blive meldt ud af Sundhedsstyrelsen.


Bilag 9

Operativ indsats ved R/N-hændelser

Formål

Formålet med dette bilag er at vejlede regioner (sygehuse og præhospitalt) og kommuner i håndtering af hændelser med R/N-stoffer. Regioner og kommuner vil i en konkret situation modtage fornøden supplerende information fra Sundhedsstyrelsen.

Målgruppe

Bilagets målgrupper er planlæggere af sundhedsberedskabet i regioner. Vejledningen er alene målrettet regioner, fordi håndtering af patienter efter R/N-hændelser ikke som sådan involverer kommunerne. Kommunerne skal dog, som ved andre typer hændelser, kunne aktivere sit krisestøttende beredskab.

9.1 Regionalt

Opgave

Præhospitalt

Sundhedspersonalets opgave præhospitalt er at foretage fornøden behandling af tilskadekomne/forgiftede. Hvis patienten også er forurenet, indledes behandling normalt bedst efter, at patienten er renset ved redningsberedskabets foranstaltning. Tilsvarende kan det også være uheldigt, hvis ambulancer transporterer forurenede patienter og derved forurenes.

Figur 1: Flow-diagram for håndtering af forurenede på skadested

AI3818_2_7.jpg Size: (162 X 169)

På sygehus

Ved modtagelse af muligt stråleskadede personer er det er sygehusets opgave at:

Yde akut hjælp

Rense, hvis der er radioaktiv forurening

Undersøge, om der er risiko for det behandlende personale

Visitere den skadede til rette behandling på rette afdeling

Opsamle/isolere muligt kontamineret udstyr, tøj mv.

Informere myndighederne

Der skal sondres mellem eksternt bestrålede personer og radioaktivt forurenede, da dette har stor betydning for det personale, der skal være i kontakt med den tilskadekomne:

1) Ekstern bestråling - Den tilskadekomne har været udsat for ioniserende stråling fra en intakt radioaktiv kilde uden for kroppen.

a) Den tilskadekomne er ikke radioaktiv

b) Der er ingen risiko for personalet

c) Personalet skal ikke beskyttes

d) Der skal ikke måles for radioaktivitet

2) Radioaktiv forurening (kontaminering) - Den tilskadekomne har været i kontakt med radioaktive stoffer i luftform, opløsning, støv el.lign. Der kan være radioaktivitet på tøj, i hår, på hud og optaget gennem mund, næse og sår.

a) Radioaktiviteten kan spredes

b) Personalet kan bestråles

c) Personalet skal beskyttes

d) Der skal måles for radioaktivitet

e) Tøj mv. skal som ved kemisk forurening opsamles/isoleres.

f) Der skal evt. tages prøver, fx urin, blod.

Figur 2: Modtagelse af RN-forurenet person på sygehus

AI3818_2_8.jpg Size: (369 X 547)

Ledelse

Der er ingen forskel på ledelse og ansvar i region og kommuner ved en R/N-hændelse og ledelsen ved andre beredskabshændelser. Det gælder både i forhold til indsatsledelsen præhospitalt og i forhold til AMK, som operativt leder regionens indsats eller på sygehusene ved beredskabshændelser uanset hændelsestypen.

I forbindelse med en R/N indsats bør der dog indhentes ekspertrådgivning og bistand fra Statens Institut for Strålebeskyttelse (SIS). Se Bilag 1 Sundhedsberedskabets samarbejdspartnere.

Desuden kan der være behov for, at AMK har nuklearmedicinske speciallæger tilknyttet.

Organisation

Regionens sundhedsberedskabs organisation præhospitalt er den samme ved R/N-hændelser som ved andre beredskabshændelser. I forbindelse med indsatsen kan indhentes ekspertrådgivning fra Statens Institut for Strålebeskyttelse (SIS), som dels kan yde telefonisk rådgivning, dels bistå direkte i indsatsområdet. Hertil kommer, at Beredskabsstyrelsens to Hazmat-team (placeret på styrelsens beredskabscentre i Herning og Næstved) kan foretage måling for radioaktivitet og er iklædt, så de kan færdes i et evt. fareområde. Se bilag 1 Sundhedsberedskabets samarbejdspartnere.

Regionen bør på forhånd have planlagt for, hvilke sygehuse der kan modtage stråleskadede og radioaktivt forurenede patienter. AMK sikrer visitation af den skadede til rette behandling på rette afdeling, og på disse sygehuse etableres modtagefaciliteter for radioaktivt forurenede personer. Rensningen af en radioaktivt forurenet person kontrolleres ved hjælp af passende udstyr.

Den lokale organisation på sygehuset skal være klar: Leder, sekretærer, læger, sygeplejersker, bioanalytikere. Opgaverne beskrives (hvem gør hvad?).

Kommunikationen beskrives (hvem kontakter hvem, hvordan?).

Bemanding og udstyr

Præhospitalt

Regionens bemanding præhospitalt er den samme som ved andre beredskabshændelser. Almindeligvis håndteres forurenede patienter ikke af sundhedspersonale, før rensning er gennemført. Regionen kan dog vælge at have personligt beskyttelsesudstyr i ambulancer, eventuelle akutbiler, akutlægebiler mv.

Såfremt det vurderes nødvendigt for sundhedspersonale præhospitalt at anlægge personligt beskyttelsesudstyr i indsatsområdet, bør det bestå af følgende komponenter:

Heldragt med hætte

Gasmaske med filter

Handsker

Gummistøvler

Dette udstyr er imidlertid IKKE tilstrækkelig beskyttelse til at håndtere patienter i fareområdet.

Såfremt regionen finder, at det præhospitale personale skal anvende de nævnte beskyttelsesudstyr, er det vigtigt at personalet uddannes og trænes heri, samt at træningen løbende vedligeholdes.

Nedenfor er der listet eksempler på personlige værnemidler ved C-hændelser med forurening, som også anvendes ved R/N-hændelser. Det skal understreges, at listen ikke er udtømmende. Der bør under alle omstændigheder tages kontakt til den relevante ekspertfunktion i den aktuelle situation.

Eksempler:

Heldragt: Skal være en ”stænktæt overtræksdragt” af plast eller gummi (mindst type 4 efter europæisk standard EN 14605). Dragten bør lukkes med kraftig tape omkring håndled og ankler, ligesom overgangen mellem gasmaske og dragt (halsen) kan tapes. Der anvendes i dag, i en stor del af landet, laminerede engangsdragter, der er nemme at få på og arbejde i, og som yder den nødvendige beskyttelse.

Gasmaske: Skal være af typen helmaske og være forsynet med et kombineret gas- og partikelfilter af typen A2B2E2K2-P3. Denne type yder kortvarig (timer) beskyttelse mod kemiske stoffer.

Handsker og gummistøvler: Der er ingen gældende standarder på dette område, og der anbefales således en ”almindelig gummistøvle” og et par handsker af kraftigere kvalitet end engangshandsker. Handskerne bør dog ikke være kraftigere, end at det stadig er muligt at udføre kliniske procedurer, fx nitrilhandsker.

På sygehus

Sygehuse, der skal kunne modtage radioaktivt forurenede patienter, skal råde over en overflademonitor med alfa- og betaprobe samt en dosishastighedsmåler. På større sygehuse kan dette udstyr med fordel anskaffes via klinisk fysiologisk/nuklear-medicinske afdelinger eller de onkologiske centre, der i det daglige arbejde rutinemæssigt benytter denne type måleudstyr.

Sygehuset skal råde over samme udstyr, som er nævnt ovenfor.

Sygehuset bør have enkle instrukser for brug af måleudstyr samt brug af det personlige beskyttelsesudstyr, evt. i form af fotos i instruksbogen.

Der bør foreligge en plan for løbende kontrol og kalibrering af alt udstyr, inklusiv kontrol af udløbsdatoer mv. samt oversigt om andre sygehuse mv., der benytter samme type personligt beskyttelsesudstyr, så der i akutte mangelsituationer kan rekvireres herfra. Der bør indgås aftaler med nabosygehuse om mulighed for supplering af udstyr. Specielt bør det for sygehuse, der ikke råder over måleudstyr, fremgå af beredskabsplanerne, hvorfra og hvordan måleudstyr fremskaffes. Det bør desuden sikres, at der er glas mv. til opsamling af urin, blodprøver, hår og lignende.

Procedurer

På sygehuse, der ikke kan modtage stråleskadede og radioaktivt forurenede patienter, bør der findes procedure for henvisning til sygehuse med de fornødne faciliteter.

På sygehuse, der skal kunne modtage stråleskadede og radioaktivt forurenede patienter, bør der være en af personalet kendt procedure for rensning af forurenede personer. Tilsvarende bør gælde for brug af personligt beskyttelsesudstyr.

For den del af personalet, der har til opgave at foretage målinger af radioaktivitet, bør der foreligge enkle instrukser samt data-ark til optegnelser.

Der bør desuden foreligge instruks for opbevaring og mærkning af tilskadekomnes tøj mv. samt for information af politiet og andre relevante myndigheder.

Behandlingsfaciliteter

Som ved modtagelse af tilskadekomne efter en kemisk hændelse bør der være:

Sluse med tilkørselsforhold for ambulance på afstand af almindelig indgang til sygehuset. Mulighed for afskærmning og opvarmning

Mulighed for parkering af kontamineret ambulance

Tilstedeværelse af personligt beskyttelsesudstyr for personale

Ligposer til stråleofre

Evt. samtidig medicinsk eller kirurgisk skade behandles først.

Herefter udføres kontrolmåling med henblik på vurdering af skadetype.

Skadetyper

Ikke målbart kontamineret

a) Bestrålet

Målbart kontamineret

b) Internt kontamineret

c) Internt + eksternt kontamineret

d) Eksternt kontamineret

Hvis intet kan måles, undlades rensning, og patienten behandles indtil videre som bestrålet. Hvis der registreres radioaktivitet på patienten, fjernes beklædning og områder med maksimal radioaktivitet optegnes, såvel forfra, som bagfra, med angivelse af måleenhed på de tilhørende måleskemaer. Herefter renses patienten.

Hvis radioaktiviteten reduceres ved rensning, kan rensningen gentages, med fokus på områder med højest restaktivitet. Hvis aktivitetsfordelingen er uforandret efter rensning, behandles patienten som internt kontamineret.

Action card

1) Kontakt Statens Institut for Strålebeskyttelse (SIS) telefonisk (døgnvagt)

2) Mål og notér baggrund med måleinstrument. Resultater indføres i måleskema

3) Udspørg patient og evt. ledsagere om hændelsesforløbet

4) Foretag urinopsamling ved vandladning. Mærk flaske med CPR-nummer, dato, tidspunkt og initialer

5) Mål dosishastighed med måleinstrument i 1 meters afstand fra patienten. Resultater indføres i måleskema

a) Hvis dosishastighed > baggrund: Rens patienten med bruser, kontrolmål dosishastighed

6) Dosishastighed som baggrund: Fortsæt med at lokalisere evt. kontamination, indtegn tællehastighed over målested på figur i måleskema Kontrollér tællehastighed

8) Hvis gentagen rensning ikke reducerer tællehastigheden, behandles patienten som internt kontamineret

9) Udfyld rapportskema

Undgå at evt. aktivitet løber i øjne eller mund.

Sideløbende søges radioaktiviteten identificeret, såvel fra urinprøve, som målt fra patienten.

Ved intern kontamination og/eller ekstern bestråling

Patienten undersøges af intern medicinsk speciallæge med henblik på videre behandling.

Eksempler på kilder til kontamination

Forurening fra reaktoruheld, indledningsvist fra luftbåret forurening.

Uheld ved arbejde med og transport af radioaktive stoffer.

Eksempler på intern kontamination

Indånding af forurenet luft, indtagelse af forurenede fødevarer.

Samarbejde med politiet vedrørende registrering af tilskadekomne skal sikres.

9.2 Nationalt

Såfremt en radiologisk eller nuklear hændelse er meget omfattende, fx involverer mere end en region, er landsdækkende, eller er terrorudløst, bliver det nationale tværsektorielle beredskab aktiveret, herunder ved behov Nuklear Beredskabsplan. Sundhedsstyrelsen, herunder SIS, er repræsenteret i disse fora og vil informere og rådgive regioner og kommuner i nødvendigt omfang.

9.3 Diverse supplerende materiale til brug i regionerne

Figur 3: Eksempel på R/N modtagefaciliteter

Figur 4: Eksempel på skabelon for aktivering af R/N-beredskabet

Figur 5: Eksempel på måleskema for stråleskadede

Figur 6: Eksempel på måleskema vedr. R/N-beredskab

Figur 7: Eksempel på rapportskema vedr. R/N-beredskab

Figur 3: Eksempel på R/N modtagefaciliteter

AI3818_2_9.jpg Size: (368 X 280)

Figur 4: Eksempel på skabelon for aktivering af R/N-beredskabet

AI3818_2_10.jpg Size: (298 X 362)

Figur 5: Eksempel på måleskema for stråleskadet person

AI3818_2_11.jpg Size: (368 X 464)

Figur 6: Eksempel på måleskema vedr. R/N beredskab

AI3818_2_12.jpg Size: (368 X 531)

Figur 7: Eksempel på rapportskema vedr. R/N beredskab

AI3818_2_13.jpg Size: (367 X 501)


Bilag 10

Retningslinjer for håndtering af CBRNE forurenede/kontaminerede lig

Formål

Bilaget beskriver retningslinjer for håndtering af forurenede/kontaminerede lig, herunder:

Lovgrundlag, ansvarsfordeling, ledelse mv.

Generelle anbefalinger for håndtering af kontaminerede lig på gernings- eller skadested samt transport, obduktion, begravelse/kremering mv.

Formålet med retningslinjerne er bl.a. at forebygge sekundær forurening/kontaminering. Sekundær forurening/kontaminering betyder, at personer eller omgivelser, der håndterer forurenede/kontaminerede lig, også forurenes/kontamineres.

Forurening/kontaminering kan ske i forbindelse med tilsigtede (terror eller selvmord) eller utilsigtede hændelser (ulykker). Hændelser kan typeinddeles i C – Chemical, B – Biological, R – Radiological, N – Nuclear og E – Explosives. Forurening/kontaminering kan desuden inddeles i ydre og indre, hvor ydre forurening/kontaminering er uden på kroppen, mens indre er inde i kroppen. Forurening/kontaminering kan ske med væsker, aerosoler, gas og/eller fast stof. Det er væsentligt for håndtering af lig, at det hurtigst muligt afklares, hvilke(n) af ovenstående type hændelse, der er tale om. Afhængig af typen kan perioden fra eksponering for agens/stof til evt. død variere fra sekunder/minutter til dage.

Målgruppe

Målgruppen for bilaget er planlæggere af sundhedsberedskabet i regionerne. Dele af bilaget kan med fordel integreres i de instrukser for håndtering af forurenede/kontaminerede lig (CBRNE), regionerne udarbejder.

Lov- og regelgrundlaget

I sundhedslovens §§ 176 til 192 beskrives ligsynsbestemmelserne, herunder om dødens konstatering, dødsattester, retslægeligt ligsyn, rets- og lægevidenskabelige obduktioner, omsorg for lig mv.

Af bekendtgørelse om behandling af lig fremgår reglerne for transport af lig, behandling af smittefarlige lig mm. Vejledning om ligsyn, indberetning af dødsfald til politi og dødsattester mv. præciserer lovens bestemmelser om ligsyn mv.

Politiets og redningsberedskabets arbejde på et forurenet/kontamineret gernings-/skadested adskiller sig ikke fra øvrige skade- eller gerningssteder, som er beskrevet i bl.a. Retningslinjer for Indsatsledelse (REFIL), Beredskabsstyrelsen og Rigspolitiets Indsatstaktiske retningslinjer og samarbejdsprincipper ved CBRNE-terrorhændelser, jf. Appendiks 2.

Ekspertberedskabernes virksomhed er forankret i forskellige bekendtgørelser og operationaliseret i bl.a. REFIL’en og de Indsatstaktiske retningslinjer og samarbejdsprincipper ved CBRNE-terrorhændelser.

Definitioner

Dødskriterier

Efter sundhedslovens § 176 kan en persons død konstateres enten ved uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed (hjertedødskriteriet) eller ved uopretteligt ophør af al hjernefunktion (hjernedødskriteriet).

Dødstegn

Dødstegn er enten dødsstivhed (rigor mortis), ligpletter (livores) eller forrådnelse (cadaverositas). Disse dødstegn, der betegnes som de sene sikre dødstegn, indtræder kortere eller længere tid efter, at døden kan konstateres efter de egentlige dødskriterier.

Ligsyn

Ligsyn fortages af en læge til afgørelse af, om dødsfald er indtrådt. Ved ligsynet skal dødstegn iagttages, og dødsmåde og dødsårsag så vidt muligt fastslås, jf. sundhedslovens § 178, stk. 1.

Dødens indtræden er åbenbar

Hvis det er åbenbart, at en person er død, hvilket er tilfældet, når der hos den pågældende findes omfattende forrådnelse eller åbenlyst dødelige skader eller kvæstelser, som ikke er forenelige med fortsat liv, fx forkulning eller knusning af kraniet, kan sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, plejehjemspersonale, ambulancepersonale, politiet, pårørende eller andre konstatere, at en person er død. I sådanne tilfælde er der, selv hos en ikke-sagkyndig, ikke tvivl om, at døden er indtrådt.

Dødens indtræden er ikke åbenbar

En person, der antages at være afgået ved døden, skal anbringes under forsvarlige forhold. Er dødens indtræden ikke åbenbar, skal den pågældende være under jævnligt tilsyn, jf. sundhedslovens § 183.

Der er tale om personer, der antages at være afgået ved døden. Dette forudsætter, at den eller de tilstedeværende med god grund antager, at døden er indtrådt.

Er der usikkerhed om, hvorvidt døden er indtrådt, skal der iværksættes genoplivningsforsøg, herunder tilkald af hjælp.

Det vil sige, at der skal skelnes mellem:

Personer, der er konstaterede døde (= lig i dette bilag) (jf. dødskriterier og dødstegn), og

Personer, som med god grund antages at være afgået ved døden

Førsteindsatsen

Det er essentielt for håndteringen, at man erkender, der er sket en CBRNE-hændelse. Bilag 1 i Indsatstaktiske retningslinjer og samarbejdsprincipper ved CBRNE-terrorhændelser, Rigspolitiet, jf. Appendiks 2, indeholder et beslutningstræ, der kan assistere i bestemmelsen af hændelsestype. Når hændelsen er identificeret, afbrydes eksponeringskilden straks, hvis muligt. Herefter håndteres hændelsen efter indsatsledelsens anvisninger. I praksis vil politiet således altid være involveret i tilfælde, hvor der er tale om forurenede/kontaminerede lig.

Det er vigtigt, at der er faste procedurer for håndtering af døde på skade- eller gerningssteder, både for så vidt angår personer, der konstateres døde, samt for personer, der med god grund antages at være afgået ved døden, herunder visitation, samleplads, indsamling og transport.

Hvis dødens indtræden ikke er åbenbar, kan kun en læge erklære personen for død ved at konstatere ophør af hjerte- og åndedrætsfunktion. En læge skal ved ligsynet iagttage dødstegn som fx dødsstivhed, ligpletter, eller forrådnelse. Før en læge har konstateret sikre sene dødstegn, må afdøde ikke føres til lighus eller lægges i kølerum, anbringes i ligpose eller køres i rustvogn. Evt. transport skal foregå i ambulance. Det samme gælder for personer, der med god grund antages at være afgået ved døden, men hvor der ikke er konstateret sene, sikre dødstegn.

Såfremt døden ikke er åbenbar, og det ikke er muligt at flytte liget ud af fareområdet, kan sundhedsfagligt personale (læger) i helt ekstraordinære situationer efter anmodning fra indsatsledelsen og efter accept fra KOOL indsættes i fareområdet, såfremt det skønnes forsvarligt på baggrund af konkret sikkerhedsvurdering fra indsatsleder redningsberedskab (ISL-RB). Det er en forudsætning, at der er adgang til det rette beskyttelsesudstyr (PPE – jf. nedenfor), og at personalet har erfaring i brugen af dette. Endvidere er det en forudsætning, at der vil blive foretaget rensning/dekontaminering af personale ved udtrækning fra fareområdet inden for sikkerhedsafstanden, og at indsættelsen sker under ledsagelse af redningspersonel. Niveauet for beskyttelsesudstyr bestemmes af indsatsledelsen i samarbejde med relevant ekspertberedskab.

Hvis der i forbindelse med dødskonstatering og ligsyn er mulighed for sekundær kontaminering, forudsætter det, at der er relevant PPE (Personal Protection Equipment) tilgængeligt.

I ovenstående procedure er det vigtigt at inddrage de beskrevne forholdsregler, som det relevante ekspertberedskab konkret rådgiver om, ligesom de indsatstaktiske retningslinjer skal følges.

Skade- eller gerningsstedet

Indsatsen på skade- eller gerningsstedet gennemføres efter gældende indsatstaktiske retningslinjer herunder Retningslinjer for indsatsledelse, Beredskabsstyrelsen, og Indsatstaktiske retningslinjer og samarbejdsprincipper ved CBRNE-terrorhændelser, Rigspolitiet.

På skade- eller gerningsstedet er det indsatsledelsen, sammen med Rigspolitiets Kriminaltekniske Center (KTC), relevant ekspertberedskab og øvrige efterforskere, som koordinerer og foretager findestedsundersøgelse, herunder evt. udfindelse, registrering og sikring af lig og ligdele samt den efterfølgende sporsikring og identifikation af de døde. For at sikre optimal sporsikring bør ligene ikke flyttes på nuværende tidspunkt. Identifikationen af døde kan bistås af ID-beredskabet (Identifikationsberedskabet) og kan iværksættes, når ligene er flyttet.

PPE til retsmedicinere, Politiet, KTC-personel mv. er essentielt i denne sammenhæng. Endvidere bør ekspertberedskaberne inddrages både i forhold til håndtering af de omkomne, men også i forhold til hvilket beskyttelsesudstyr, der skal anvendes. Den enkelte myndighed bør have aftaler for, hvordan relevant udstyr fremskaffes.

Ansvar for liget

Indtil døden er konstateret, hører personen til det præhospitale beredskab, idet vedkommende kan være i live og kan have et behandlingsbehov. Når en læge har konstateret døden, vil den videre håndtering overgå til retsmedicinerne/Embedslægerne afhængigt af situationen. Der vil i skadesteds-/gerningssted situationer altid skulle afholdes retslægeligt ligsyn.

Politiet har ansvaret for liget, fra dødens konstatering er sket på skade- eller gerningsstedet, under transport, og indtil liget kan frigives. Politiet beslutter, hvornår liget kan frigives, dvs. når liget ikke skal igennem yderligere undersøgelser/efterforskning. Liget frigives til familie/bedemand.

Opdeling/visitation

I skadesteds/gerningsstedssituationer foregår opdeling af lig i flere etaper. Den første opdeling/visitation adskiller de døde fra de levende og foretages efter sundhedslovens ligsynsbestemmelser.

Opdeling/visitation af ligene bør fortages i samråd med efterforskningsledelsen, KTC, retsmedicinere og relevant ekspertberedskab, hvorunder forløbet omkring sporsikring og obduktion ligeledes aftales.

Sekundært opdeles ud fra 1) lig med efterforskningsmæssig interesse, hvor sporsikring er vital, 2) lig der skal identificeres, samt 3) andre lig (fx lig der omfattes af både nr. 1 og nr. 2).

Ved kontaminerede lig bør der forud for den sekundære opdeling ske adskillelse af ligene i forhold til rensning/dekontaminering med inddragelse af ovenstående opdelingskriterier og relevante ekspertberedskaber.

Lig, dvs. dødskonstaterede, med efterforskningsmæssig interesse anbringes isoleret fra øvrige. Alle lig håndteres så skånsomt som muligt og placeres i egnede ligposer.

De dødskonstaterede flyttes til opsamlingspladsen for døde, når dette er aftalt med indsatsledelsen, idet sporsikring som oftest skal gennemføres. Personer, der med god grund antages at være døde, anbringes så vidt muligt på en separat opsamlingsplads. I situationen skal det derfor overvejes, om dødskonstaterede og personer, der med god grund antages at være afgået ved døden, skal placeres samme sted, idet sidstnævnte skal anbringes under forsvarlige forhold og være under jævnligt tilsyn jf. sundhedsloven § 183.

Den koordinerende læge (KOOL) eller anden læge på skade-/gerningsstedet skal sikre, at politiet er bekendt med alle dødsfald i forbindelse med skade- eller gerningsstedsindsatsen, jf. § 179 i sundhedsloven. Dette sker bl.a. for at sikre, at der senere kan foretages retslægeligt ligsyn og eventuel retslægelig obduktion.

Personligt beskyttelsesudstyr (PPE – Personel Protection Equipment)

Det er vigtigt, at involveret personale undgår sekundær kontaminering. Konsulter altid ekspertberedskaberne i forhold til det rette udstyr. Det anbefales, at man anvender samme type beskyttelsesudstyr som ved personer i live. Niveauet besluttes af ekspertberedskaberne og Arbejdstilsynet.

På det kemiske område henvises til Beredskabsstyrelsens Håndtering af kemikalieforurenede personer, 12 håndteringskort samt Retningslinjer for indsats ved hændelser med kemiske stoffer, jf. Appendiks 2.

Ved afslutning af håndtering af liget, herunder obduktion, skal alt personligt beskyttelsesudstyr og engangsbeklædning, der har været benyttet under forløbet, destrueres ved forbrænding. Der bør foretages dekontaminering af personel og materiel inden afklædning for at mindske risikoen for yderligere kontaminering mest muligt.

Alt genbrugsudstyr, såsom visirer og støvler, steriliseres ved autoklavering eller nedsænkning i anbefalet dekontamineringsvæske i minimum to timer afhængig af hændelsen.

Rensning/dekontaminering

Rensning/dekontaminering er situationsafhængig. I tilfælde med rensning benyttes normalt vand og sæbe på levende mennesker. Rensning af døde foregår ved samme procedure. Afhængig af hændelsen kan efter ekspertrådgivning anvendes dekontaminering i stedet for rensning. Specielt ved C, B og R-hændelser skal ekspertrådgivning indhentes, idet der kan være forskelle i procedure.

Rensning/dekontaminering af døde påbegyndes først, når de sikre dødstegn er konstateret, med mindre der opstår tilfælde, hvor flytning ud af fareområdet kræves omgående. Procedure og logistik for rensning/dekontaminering aftales i forhold til antal omkomne og dødsårsag og med inddragelse af relevant ekspertberedskab.

I forbindelse med rensning eller dekontaminering kan det være nødvendigt, at man sikrer beklædningsgenstande og personlige ejendele i svejsede brandposer til sporsikring.

Rensning/dekontaminering bør ske i dertil indrettede faciliteter og bør ske på gernings- eller skadestedet. Efter endt rensning/dekontaminering skal faciliteterne renses/dekontamineres.

Når det vurderes nødvendigt at rense eller dekontaminere lig, er det vigtigt, at der er taget hensyn til, at relevant sporsikring gennemføres. Dvs. i situationer, hvor lig kan have en efterforskningsmæssig interesse, bør der ikke renses eller dekontamineres, før sporsikringen/efterforskningen er afsluttet, herunder fotodokumentation, sikring af beklædning, personlige effekter mv. Dette besluttes af indsatsledelsen.

Lig, der skal identificeres og/eller obduceres, renses eller dekontamineres. Forinden bør ligets beklædning fotodokumenteres, og beklædningen sikres i poser, der afmærkes og følger liget, så evt. senere undersøgelse af beklædningen efter rensning/dekontaminering er mulig.

Ved rensning/dekontaminering kan det være nødvendigt at fjerne alt tøj, sko, smykker, klippe hår/skæg for at undgå sekundær forurening/kontaminering.

Transport af kontaminerede lig

Liget må kun føres til lighus (hospitalsligrum eller morgue) i tilfælde, hvor dødens indtræden er åbenbar, eller en læge har konstateret dødstegn. Liget må herudover ikke anbringes i kiste eller føres til kapel, før en læge har udfærdiget dødsattest, jf. sundhedslovens § 183.

Udgangspunktet for transporten af forurenede/kontaminerede lig er, at de renses, før de transporteres, dvs. rensning/dekontaminering bør ske på gernings- eller skadestedet. Det skal understreges, at man alene fjerner den ydre forurening ved rensning/dekontaminering, men ikke den indre (eksempelvis i lunger, væv og vævs- væsker).

Transporten er normalt et anliggende mellem politi og regionens ambulancetjeneste. Der bør være aftaler for transport af ligene, herunder håndtering af et større antal lig.

Såfremt det vurderes nødvendigt at transportere forurenede/kontaminerede lig, emballeres disse i gas- og væsketætte ligposer med henblik på sporsikring og forebyggelse af sekundær kontaminering. Der findes gas- og væsketætte ligposer på markedet, men Danmark har pt. ikke disse til rådighed.

Alle lig skal transporteres så skånsomt som muligt. Lig med efterforskningsmæssig interesse skal transporteres således, at evt. spor ikke ødelægges. Ligene med efterforskningsmæssig interesse bør transporteres i egnede ligposer og ikke sammen med øvrige lig.

Opbevaring

De enkelte politikredse udpeger midlertidige steder til opbevaring af døde (1-24 timer). Såfremt politi og koordinerende læge på skadestedet i situationen vurderer, at det er nødvendigt, at afdøde opbevares køligt, er det politiets opgave at stille opbevaringsmulighed til rådighed i form af køle-/frysehuse eller containere.

Hvis liget er renset/dekontamineret, håndteres opbevaringen efter gældende regler, dvs. behandles så skånsomt som muligt og anbringes under forsvarlige forhold. Hvis liget ikke er renset/dekontamineret, bør der anvendes CBRN-godkendte ligposer og/eller containere. Der findes gas- og væsketætte ligposer på markedet, men Danmark har pt. ikke disse til rådighed.

Ligene skal opbevares forsvarligt og et aflåst sted.

Såfremt der er mange omkomne, kan opbevaringskapaciteten fx udvides ved at inddrage kølelastbiler/containere. Forudgående aftaler med firmaer herom anbefales, ligesom den ansvarlige myndighed, Rigspolitiet, bør være eksplicit nævnt i de procedurer, der bør udarbejdes på området.

Obduktion

Obduktion af lig i CBRNE-sammenhæng vil altid være en retslægelig obduktion, idet dødsmåden i henhold til sundhedsloven aldrig vil være naturlig død, men altid ulykke, selvmord eller drab.

Retslægelig obduktion foretages af de retsmedicinske institutter, der alle har døgnberedskab. Der kan etableres retsmedicinske nødfaciliteter. Personale fra KTC og evt. en repræsentant fra en/den lokal(e) politikreds kan bistå obduktionen, ligesom relevant ekspertberedskab bør bistå i henhold til beskyttelsesudstyr og mulige risici. Specielt i forhold til forurening/kontaminering af indre organer/systemer.

Obduktion af et kontamineret lig skal foregå i en facilitet, hvor arbejdstilsynets risikogruppe-klassifikation svarer til den gruppe stof/agens, som liget er mistænkt kontamineret med, fx HEPA-filter ved afgangsluften mv. Kontaminerede lig bør kun obduceres, hvis disse faciliteter er til stede, idet obduktion medfører potentiel risiko for det involverede personale.

Ved ligsynet eller obduktionens afslutning overgives liget til de pårørende eller bedemand. Dekontaminerede/rensede lig skal håndteres efter ovenstående procedurer i henhold til transport og opbevaring, og efter nedenstående procedurer i henhold til ligbrænding eller jordfæstelse.

Ingen af de tre retsmedicinske institutter i Danmark (København, Århus og Odense) har faciliteter til at håndtere CBRNE-kontaminerede lig. Ved instituttet i København findes et lokale, der kan håndtere formalinfixerede (balsamerede) lig. De anatomiske institutter ved de tre universiteter kan ligeledes håndtere formalinfixerede lig. Alternativer til håndtering af CBRNE-lig skal etableres.

Retsmedicinske nødfaciliteter kan etableres i form af et telt med negativt tryk og HEPA-filterindsats på udgangsluften. Teltene kan bl.a. rekvireres fra det norske firma NORMECA, idet Danmark ikke har den fornødne kapacitet på området.

Ligbrænding (kremering)/jordfæstelse (begravelse)

Afhængig af, hvilken type hændelse og dermed hvilken type lig, skal følgende overvejes. Ufarlige lig håndteres efter normale standarder, mens der ved alle andre typer bør indhentes rådgivning fra relevant ekspertberedskab. Ekspertberedskaberne kan på baggrund af hændelsen vurdere, hvad der vil være mest hensigtsmæssigt. Dette udføres i samarbejde med politiet. Endvidere er det vigtigt at vurdere, hvorvidt bedemanden alene kan håndtere situationen, eller der skal etableres specielle foranstaltninger.

Hvis det anses for at være en unødig risiko at transportere kontaminerede lig, kan man overveje at konvertere forbrændningsanstalter til ligbrænding eller anvende særlige gravpladser, jf. lov om begravelse og ligbrænding (Kirkeministeriet). Der er ikke reserveret arealer til eventuelle nødbegravelsespladser i Danmark.

Jordfæstelse eller ligbrænding skal normalt ske senest otte dage efter dødsfaldet (dødsdagen medregnet). Embedslægen kan tillade forlængelse af fristen, når forholdene taler herfor, fx med henblik på den tid det tager at afklare de retslægelige/politimæssige forhold. Ved lang tids opbevaring skal det være i et lokale med en rumtemperatur på maksimalt 4 grader celsius.

Transport af lig til udlandet

Hvis liget skal transporteres til et andet land, kræves der et ligpas. Ligpas udfærdiges af Embedslægerne, jf. bekendtgørelse om behandling af lig. Ligpas kræves dog ikke, hvis aske skal til eller fra udlandet eller ved transport af lig inden for Danmarks Riges grænser (ligpas kræves til Grønland samt til og fra Bornholm via Sverige, men ikke til Færøerne). Ligene skal håndteres efter gældende bestemmelser i bekendtgørelsen.

Det anbefales, at liget renses/dekontamineres, inden det lægges i kisten. Som nævnt findes desuden gas- og væsketætte ligposer, som bl.a. benyttes af militæret i lignende sammenhæng. Der findes dog på nuværende tidspunkt ikke denne type ligposer i Danmark.

Øvelser og uddannelse

Øvelser i håndtering af døde, herunder forurenede/kontaminerede lig på skade- eller gerningssted og de øvrige problemstillinger, fx transport, bør inddrages i de eksisterende øvelser. Uddannelse i brug af PPE bør prioriteres højt på alle indsatsområder og for alle involverede personelgrupper.

Da CBRNE-kontaminerede obduktioner er meget sjældne, bør øvelse og træning af personalet, der udfører og bistår obduktionen, prioriteres. Specielt i forhold til anvendelse af beskyttelsesudstyr og foranstaltninger, herunder procedure for modtagelse, opbevaring, gennemførelse af obduktion og processen efter obduktionen.


Bilag 11

Forslag til instruks for ekstraordinær udskrivning – region/AMK/ sygehus

Formål

Beslutning om ekstraordinær udskrivning træffes, når sygehusledelsen eventuelt i samråd med AMK vurderer, at dette er nødvendigt for at skaffe plads på sygehuset til patienter, der har indlæggelsesbehov som følge af en ekstraordinær hændelse. Patienter fra sygehuset, der udskrives i denne sammenhæng, går fortrinsvis til deres hjemkommune.

Opgave

Når der er vurderet behov for ekstraordinær udskrivning, informerer sygehusledelsen AMK samt lederne af de sygehusafdelinger, som forventes at kunne udskrive patienter.

Lederne af disse afdelinger gennemgår patienterne og vurderer, hvem der forsvarligt kan udskrives:

* Til eget hjem med/uden hjælpemidler/medicin

* Til eget hjem med hjemmepleje

* Til plejeinstitution med døgnbemanding

Afdelingslederne melder tilbage til sygehusledelsen, hvilke kommuner de patienter, som vil kunne udskrives, kommer fra.

Sygehusledelsen kontakter de respektive hjemkommuner jf. aftalte procedurer for at informere om de planlagte udskrivelser og for at sikre, at kommunen er indstillet på at modtage de pågældende patienter. Sygehusledelsen melder tilbage til lederen af den pågældende sygehusafdeling.

Herefter retter sygehusafdelingen direkte henvendelse til hjemmeplejen i kommunen med henblik på aftale om de praktiske forhold: Patienternes navne, CPR-numre, adresser, diagnoser, plejebehov, behov for hjælpemidler/medicin og transportform (liggende eller siddende) i relation til ovennævnte kriterier og aftaler, hvortil de respektive patienter transporteres og tidspunkt herfor. Sygehusafdelingen bestiller transporten. Så vidt muligt bør de daglige, normale arbejdsgange og procedurer følges, dog med tidsmæssig forcering.

Sygehusafdelingen medgiver patienten fornøden medicin til 48 timer. Ved behov for eventuelle hjælpemidler leveres disse af kommunen.

Ledelse

Sygehusledelsen træffer beslutningen om behov for ekstraordinær udskrivning, evt. i samråd med AMK. Lederen af den afdeling, patienten er indlagt på, vurderer, om patienten kan udskrives.

Organisation

Sygehusledelsen er overordnet ansvarlig for udskrivningen og sikrer, at den/de modtagende kommune(r) aktiveres i forbindelse med ekstraordinær udskrivning

På sygehusafdelingen sikrer lederen af plejepersonalet, at kommunen modtager konkret information om patienterne, at de praktiske forhold aftales, samt at patienten kommer hensigtsmæssigt af sted, herunder med fornøden medicin, patientjournal og sygeplejerapport.

Bemanding

AMK, sygehusledelsen, ledere af relevante sygehusafdelinger, regionens transportordning, ledere af kommunernes hjemmepleje samt personale til ledsagelse under transporten efter behov.

Procedurer

I planlægningsfasen bør flg. fastlægges:

Aftale mellem region og kommune om procedure, medicin og hjælpemidler ved ekstraordinær udskrivning

Øvrige procedurer ved ekstraordinær udskrivning, herunder aktivering og alarmering

I den akutte situation bør flg. varetages:

Visitation af patienter

 
Til eget hjem med/uden hjælpemidler/medicin
 
Til eget hjem med hjemmepleje
 
Til plejeinstitution med døgnbemanding

Kontakten og koordination mellem sygehusledelse og afdelingsledelser

Vurdering af behov for ledsagende personale under transporten

Vurdering af behov for og bestilling af transport

Kontakt mellem sygehusledelse og kommunens hjemmepleje

Kontakt mellem sygehusafdeling og kommunens hjemmepleje


Bilag 12

Forslag til instruks for ekstraordinær udskrivning – kommune

Formål

Beslutning om ekstraordinær udskrivning træffes, når regionen vurderer, at dette er nødvendigt for at skaffe plads på sygehuse(t) til patienter, der har indlæggelsesbehov som følge af en ekstraordinær hændelse. Patienter fra sygehuset, der udskrives i denne sammenhæng, går fortrinsvis til deres hjemkommune.

Opgave

Når der er truffet beslutning om ekstraordinær udskrivning, kontakter sygehusledelsen de respektive hjemkommuner jf. aftalte procedurer for at informere om de planlagte udskrivelser og for at sikre, at kommunen er indstillet på at modtage de pågældende patienter. Sygehusledelsen melder tilbage til lederen af den pågældende sygehusafdeling.

Efterfølgende tager ledelsen af den afdeling, patienterne er indlagt på, kontakt til kommunen med henblik på nærmere aftaler og meddeler: Patienternes navne, CPR-numre, adresser, diagnoser, plejebehov, behov for hjælpemidler og transportform (liggende eller siddende) i relation til ovennævnte kriterier, samt nødvendig information om de(n) konkrete patient(er) og deres behov i relation til udskrivelsen:

Til eget hjem med/uden hjælpemidler/medicin

Til eget hjem med hjemmepleje

Til plejeinstitution med døgnbemanding

Tidspunkt for udskrivelserne aftales med kommunen.

Sygehusafdelingen bestiller transporten.

Så vidt muligt bør de daglige, normale arbejdsgange og procedurer følges, dog med tidsmæssig forcering.

Sygehusafdelingen medgiver patienten fornøden medicin til 48 timer. Ved behov for eventuelle hjælpemidler sikrer lederen af kommunens hjemmepleje, at disse leveres.

Lederen af hjemmeplejen/visitator iværksætter kommunens plan for ekstraordinær udskrivning og sikrer i den forbindelse kontakt til praktiserende læger med henblik på at tilse de udskrevne patienter.

Ledelse

Sygehusledelsen træffer beslutningen om behov for ekstraordinær udskrivning, evt. i samråd med AMK,

Lederen af hjemmeplejen i kommunen/visitator (døgnkontakt) meddeler sygehusledelsen, hvilke særlige forhold i kommunen der eventuelt gør sig gældende i relation til modtagelse af patienterne.

Organisation

Sygehusledelsen er overordnet ansvarlig for udskrivningen. Lederen af hjemmeplejen/visitator aktiverer de fornødne ressourcer i hjemmeplejen og iværksætter kommunens plan for ekstraordinær udskrivning. Kommunen skal sikre forsyning af nødvendige hjælpemidler til udskrevne patienter.

Bemanding

Lederen af kommunens hjemmepleje/visitator, hjemmeplejepersonale efter kommunens planlægning samt praktiserende læger i kommunen. Kommunen bør have en personalekapacitetsoversigt for hjemmeplejen, således at der er planlagt for aktivering af ekstra personale.

Procedurer

I planlægningsfasen bør flg. fastlægges:

Aftale mellem region og kommune om procedure, medicin og hjælpemidler

Øvrige procedurer ved ekstraordinær udskrivning, herunder aktivering og alarmering

I den akutte situation bør flg. varetages:

Alarmering og aktivering af hjemmeplejens personale, jf. planerne for dette

Plan for pleje af borgere tilknyttet hjemmeplejen, herunder visitationsprocedure (skal plejekrævende borgere samles ét sted?)

Eventuel visitation af borgere efter udskrivelsen fra sygehusene

Aftaler med de ikke-kommunale plejecentre

Aftaler med praktiserende læger og vagtlægeordningen

Oversigt over faciliteter og materiel/udstyr

Eventuelle aftaler om hjælp fra frivillige i beredskabet mv.


Bilag 13

Evakuering af sygehuse

Formål

Bilaget redegør for de overordnede problemstillinger ved evakuering af sygehuse, herunder hvilke områder sygehusene bør have inddraget i evakueringsplanerne.

Planen bør baseres og dimensioneres på baggrund af lokale forhold, herunder fx etageforhold, evakueringsveje, sygehusets størrelse, antal senge mv.

Årsager til evakuering af et sygehus kan bl.a. være brand, oversvømmelse, længerevarende strømafbrydelse eller bombetrusler og lignende. Endvidere kan forurening af sygehuset, fx fra indkomne forurenede selvhenvendere, medføre, at det bliver nødvendigt at evakuere hele eller dele af et sygehus. Sygehuse bør inddrage forskellige scenarier i evakueringsplanerne eller udarbejde en generisk plan.

Målgruppe

Målgruppen for bilaget er planlæggere af sundhedsberedskabet i regioner, herunder på sygehusene.

Opgave

Iværksættelse og gennemførelse af hel eller delvis evakuering af et sygehus. Delopgaver er beskrevet under procedurer.

Ledelse

Af planen bør det tydeligt fremgå, hvem der har beslutningskompetence til at iværksætte en hel eller delvis evakuering af et sygehus. Såfremt der er forskel i fremgangsmåde og ledelsesstrukturen afhængig af, hvorvidt evakueringen af sygehuset er hel eller delvis, bør dette fremgå. Beslutninger herom bør hvile på et samarbejde mellem sygehusledelsen, indsatsledelsen (ISL-RB, ISL-PO og KOOL) og AMK.

Organisation

Af evakueringsplanen bør det fremgå, hvilke enheder der skal indgå i opgaveløsningen, herunder hvordan den eksisterende opgavefordeling ændres, når evakueringsplanen iværksættes. Forskellige personalegruppers roller tænkes ind og beskrives.

Bemanding og materiel/udstyr

De enkelte personalegruppers ansvar og opgaver bør være præcist defineret i planen. Det forventes, at alle personalegrupper kender deres funktion under evakueringen.

Da mange mennesker skal flyttes og transporteres på kort tid, er evakuering af et sygehus en omfattende opgave. Det anbefales derfor, at der findes planer for afløsning eller cirkulation af medarbejderne.

Til transport af patienter er der behov for særligt materiel/køretøjer. Af planen bør det fremgå, hvilket materiel/køretøjer der er behov for.

Procedurer

Alarmeringsprocedurer skal tydeligt fremgå af evakueringsplanen, ligesom det bør fremgå, hvilke personalegrupper der skal aktiveres og hvordan, herunder personalegruppernes arbejdsopgaver og ansvarsområder før, under og efter evakueringen. Portører kan fx have en særlig rolle ved evakueringen, herunder transport af patienter samt eventuel elevatorstyring

Triage af patienterne begynder på det tidspunkt, hvor en evakuering er besluttet. Det er afgørende, at der er planer for triage af patienter efter velkendte systemer. Planen bør inkludere retningslinjer for, hvem der har ansvaret for triagen, ligesom det bør fremgå af planen, hvilke afdelinger der har specielt udsatte patienter, fx i forhold til essentielt medicinsk udstyr mv.

Opsamling af patienter, der kan komme ud af sygehuset ved egen hjælp, bør ske på forud fastlagte mødepunkter, fx mødepunkterne efter brandplanerne. Det skal fremgå af planen, hvem der på de enkelte afdelinger har ansvaret for, at selvhjulpne patienter kommer ud til mødepunkterne. Alle ansatte på sygehuset bør være bekendt med dette

Transport af patienter skal der planlægges for, både i form af mandskabsressourcer og køretøjer. I den forbindelse kan det fx være en fordel at have en forudgående vurdering af, hvor mange patienter der vil have behov for liggende kørsel. Af planen bør det også fremgå, hvor de pågældende patienter skal transporteres hen

Det er afgørende, at sygehuset har planer for, hvor patienter kan flyttes til, samt at der er indgået de fornødne aftaler herom på forhånd. Modtagestedet skal hurtigst muligt gøres bekendt med, hvilken type patienter der forventes at komme, ligesom aftaler om journaler, medicin og medicinsk udstyr i videst mulige omfang bør fremgå af aftalerne. Modtagesteder kan udover andre sygehuse være nærliggende plejehjem, hoteller, idrætshaller, mv.

Politiet bør af hensyn til planlægning og koordination inddrages og orienteres omkring transport og placering af modtagesteder, der ikke er sygehuse

Klare aftaler omkring logistik og kommunikation bør fremgå af planen. Det er væsentligt for håndteringen af evakueringen, at kommandoveje og kompetenceforhold i forhold til logistik, kommunikation og arbejdsgange er klare

Der bør planlægges for krisestøtte/debriefing til patienter, pårørende og personale.

Der bør planlægges for og tages højde for personalets sikkerhed i forbindelse med evakueringen

Øvrigt

I sygehusets generelle beredskabsplan kan genetableringsplaner inkluderes

Af sygehusets generelle beredskabsplan bør det fremgå, hvorvidt sygehuset har forudgående aftaler med omkringliggende sygehuse eller andre om modtagelse af patienter i forbindelse med evakuering

Endvidere bør det fremgå, hvordan sygehuset kan modtage ekstraordinært mange patienter, herunder muligheder for udvidelse af kapaciteten samt procedure for udvidelse


Bilag 14

Eksempler ved scenarier, kriseterapeutisk-/krisestøttende beredskab

Formål

Scenarierne er tænkt som inspiration til planlægning af det kriseterapeutiske/krisestøttende beredskab. Dimensioneringen af det kriseterapeutiske/krisestøttende beredskab skal tage udgangspunkt i lokale forhold og risiko- og sårbarhedsvurderinger samt nationale trusselsvurderinger og ikke i scenarierne.

Målgruppe

Målgruppen for bilaget er planlæggere af sundhedsberedskabet i regioner og kommuner.

Scenarie: Flyhavari i lufthavn
En Boeing 747 med over 400 passagerer om bord nødlander på vandet tæt ved en lufthavn. Der er både svært og lettere tilskadekomne passagerer. Næsten alle er våde og afkølede.
De svært tilskadekomne bringes til to forskellige akutsygehuse, og lettere tilskadekomne bringes enten til andre sygehuse eller til opsamlingssted i lufthavnen ved indsatsområdet. Uskadte passagerer samt pårørende til passagerer bringes til lokaler i lufthavnen. Pårørende indfinder sig desuden på både akutsygehusene samt de andre sygehuse.
 
Der anmodes om krisestøtte til:
Uskadte passagerer og pårørende i lufthavnen
Pårørende, der indfinder sig på akutsygehuse
Lettere tilskadekomne og pårørende, der er bragt til/indfinder sig på andre sygehuse end akutsygehusene
 
Endvidere er der behov for at:
Skaffe tøj til ca. 450 passagerer
     
Aktivering
1. Alarmering af beredskabet via 1-1-2 (somatisk beredskab)
2. Alarmcentral/politiet eller indsatsledelsen kontakter AMK
3. AMK alarmerer det kriseterapeutiske beredskab ved at ringe til:
 
a)
Regionens kriseterapeutiske beredskab efter gældende retningslinjer.
 
b)
Kommunen via den ansvarshavende sygeplejerske i hjemmeplejen
4. Region og kommune alarmerer videre i eget system (via de på forhånd aftalte kanaler) og tager stilling til, om der er behov for at involvere eksterne parter
 
Indsats og opgaver
5. Indsatsledelsen tager kontakt til kommunen med henblik på hjælp til at skaffe tørt tøj til passagererne (både børn og voksne)
6. Indsatsledelsen vurderer, at der er behov for at aktivere det kriseterapeutiske/ krisestøttende beredskab
7. Der udsendes en KOP fra psykiatrien, som løbende vurderer, om der er de nødvendige ressourcer til rådighed, eller om der er behov for andre ressourcer
8. KOP og KOOL vurderer, at der er behov for, at der bliver udsendt fire kriseteams. KOP tager kontakt til psykiatriens krisestab med henblik på udsendelse af kriseteams inkl. børne- og ungdomspsykiatrisk personale. AMK orienteres herom
9. Medarbejderne på kriseteamet er uddannet til opgaven og bekendt med organisationen i et indsatsområde. Kriseteams ankommer til indsatsområdet, og afsættende køretøj kører straks, så der ikke er unødvendige køretøjer, der blokerer vejen
10. Kriseteams i indsatsområdet:
 
a.
refererer til KOP og til eget bagland, herunder til egen krisestab
 
b.
sikrer sig, at dispositioner aftales med KOP, som koordinerer med KOOL og resten af indsatsledelsen. Akutte dispositioner foretages ud fra den af indsatsledelsen planlagte strategi og operationsplan
11. I indsatsområdet vurderer indsatsledelsen om evt. private aktører kan være til stede. De private aktører (inkl. psykologtjenester og kriseteams) er underlagt indsatsledelsen
12. Akutmodtagelserne på sygehusene vurderer, hvorvidt sundhedspersonalet selv kan yde den fornødne krisestøtte, eller om der er behov for at anmode AMK om at få krisestøtte-assistance fra psykiatrien. Der udsendes yderligere ét kriseteam til ét af de øvrige sygehuse
13. Indsatsledelsen tager kontakt til lufthavnen og flyselskabets krisestab med henblik på at inddrage disse i indsatsledelsens arbejde, fx vedr. krisestøtte, pårørendekontakt, registrering, indkvartering, forplejning, forberedte lokaliteter mv.
14. Indsatsledelsen vurderer, at der ikke er behov for at oprette et eksternt psykosocialt støttecenter, idet man vil benytte sig af de lokaliteter i lufthavnen, som i forvejen er udpeget til dette formål. Her vil man kunne bringe passagerer og pårørende sammen og visitere passagererne samt give dem den fornødne omsorg og sociale bistand mv. Andre passagerer og pårørende vil ligeledes kunne få oplysninger og informationer om hændelsen
15. Kommunen har skaffet tøj til de ca. 450 passagerer
16. De fleste passagerer vil inden for kort tid kunne overdrages til de pårørendes omsorg. Øvrige passagerer vil kunne blive indkvarteret af flyselskabet i samarbejde med kommunen
17. KOP sikrer, at der tilbydes den nødvendige opfølgende indsats over for de passagerer, som måtte have brug for dette. Det sker via uddeling af informationsfolder til passagererne. KOP orienterer via psykiatriens krisestab passagerernes hjemmeregion om, at passagererne kan have et efterbehandlingsbehov.
 
Indsatsledelsen afslutter i enighed indsatsen.
Scenarie: Bydel nedbrænder efter brand i stor kemisk virksomhed
Der er ingen umiddelbart fysisk tilskadekomne. Enkelte personer bringes dog til akutsygehuse til observation for røgforgiftning.
     
Der anmodes om krisehjælp til:
Uskadte borgere ved indsatsområdet
Bemanding til oprettelse af psykosocialt støttecenter
 
Aktivering
1. Alarmering af beredskabet via 1-1-2.
2. Indsatsledelsen beslutter i samråd med Embedslægerne at evakuere beboelsesområdet pga. brand i en kemisk virksomhed
3. Indsatsledelsen kontakter kommunen med henblik på at få udpeget lokalitet, hvortil beboerne kan evakueres. Kommunen udpeger en skole til formålet
4. Indsatsledelsen erklærer området for indsatsområde, og ingen må vende hjem eller hente ting i deres huse
5. Indsatsledelsen beslutter, at der er behov for at aktivere det kriseterapeutiske beredskab via AMK
6. AMK alarmerer det kriseterapeutiske beredskab ved at ringe til:
 
a)
Regionens kriseterapeutiske beredskab efter gældende retningslinjer
 
b)
Kommunen via den ansvarshavende sygeplejerske i hjemmeplejen
7. Region og kommune alarmerer videre i eget system (via de på forhånd aftalte kanaler) og tager stilling til, om der er behov for at involvere eksterne parter
 
Indsats og opgave
8. Indsatsledelsen beslutter i samarbejde med kommunen, at skolen skal fungere som psykosocialt støttecenter
9. Kommunen stiller krisestøttemateriel til rådighed i passende antal, er behjælpelig ved genhusning samt giver borgere adgang til telefon og internet. Endvidere er kommunen behjælpelig med at fremskaffe medicin og skabe kontakt til bl.a. forsikringsselskaber. Forsikringsselskaberne yder hjælp til bl.a. hotel, tøj og transport
10. Psykiatrisk afdeling udsender hurtigst muligt en KOP til det psykosociale støttecenter samt ét kriseteam, som er uddannet til opgaven. KOP og kriseteam orienterer om risiko for samt symptomer på krisereaktioner
11. KOP vurderer i samråd med indsatsledelsen, at den private psykologtjeneste, som kommunen har en aftale med, kan være behjælpelig. De private psykologer orienteres ved ankomsten om, at de er der som led i deres aftale med kommunen, og at de ledelsesmæssigt refererer til indsatsledelsen og KOP. Kommunen afholder udgifterne til den private psykologtjeneste
12. Kommunen er med til at sikre, at hverdagen så hurtigt som muligt kan normaliseres, dvs. at skole, daginstitution og arbejde genoptages. Der kan være behov for praktisk hjælp i form af transport fra midlertidig bopæl til skole og arbejde samt fremskaffelse af tøj, skolebøger mv.
13. Der vil være behov for psykologisk støtte i en længere periode efter ulykken, hvorfor der fra regionen fast etableres et kriseteam, som møder op i det psykosociale støttecenter to timer dagligt og tilbyder samtaler efter behov. Pædagogerne og lærerne har en central rolle i en evt. opsporing af og støtte til børn og unge i krise
14. Efterfølgende er der behov for social støtte og involvering af skolerne
15. Kommunen orienterer i samarbejde med regionen borgerne om hændelsen på kommunens hjemmeside, herunder om de normale krisereaktioner og kontaktmuligheder
Scenarie: Brand på skole
Brandskadede bringes til traumecenter. Ti tilskadekomne elever bringes til akutsygehus, de fleste til observation for røgforgiftning.
 
Der anmodes om krisehjælp til:
Uskadte børn og unge på skolen
Chokerede forældre til børn og unge på skolen
Pårørende til sygehusindbragte patienter
 
Aktivering
1. Skolen alarmerer via 1-1-2
2. Indsatsledelsen beslutter, at der er behov for at aktivere det kriseterapeutiske beredskab, og de kontakter derfor AMK
3. AMK alarmerer det kriseterapeutiske beredskab ved at ringe til:
 
a)
Regionens kriseterapeutiske beredskab efter gældende retningslinjer
 
b)
Kommunen via den ansvarshavende sygeplejerske i hjemmeplejen
4. Region og kommune alarmerer videre i eget system (via de på forhånd aftalte kanaler) og tager stilling til, om der er behov for at involvere eksterne parter
 
Indsats og opgaver
5. Regionen udsender en KOP til skolen. KOP vurderer i samråd med KOOL, at der er behov for udsendelse af ét kriseteam, som har særlig ekspertise i børn og unges krisereaktioner
6. Akutmodtagelsen på sygehuset, hvortil eleverne samt deres pårørende er ankommet, vurderer, at der er behov for at anmode AMK om kriseterapeutisk assistance, og der udsendes yderligere et kriseteam med ekspertise i børn og unges krisereaktioner til sygehuset
7. Indsatsledelsen informerer børn og unge, lærere og forældre om hændelsen i skolens gymnastiksal
8. Regionens udsendte kriseteams giver krisestøtte til børn og unge, lærere og forældre i skolens gymnastiksal, herunder orientering om normale krisereaktioner og uddeler informationsfolder om krisereaktioner og kontaktinformation
9. Skolens psykologer i PPR giver psykologisk støtte til børnene i den berørte klasse og deres forældre i en længere periode efter hændelsen. Psykologerne giver desuden supervision til lærerne for at kvalitetssikre krisestøtte til børnene og de unge
10. Kommunen orienterer borgerne om hændelsen på kommunens hjemmeside
11. Regionen og kommunen koordinerer den opfølgende indsats og sørger for, at de enkelte personer, der efter hændelsen har udviklet unormale krisereaktioner som følge af hændelsen, får den nødvendige behandling


Bilag 15

Skabelon til informationsfolder om krisereaktioner

Formål

Skabelonen er tænkt som inspiration til, hvordan regioner og kommuner på forhånd kan udarbejde informationsmateriale om krisereaktioner som et led i planlægningen af sundhedsberedskabet.

Målgruppe

Målgruppen er planlæggere af sundhedsberedskabet i regioner og kommuner.

Skabelon

Foldet i 3 spalter.

Den ene side til kontaktoplysninger – som kan udfyldes i de enkelte regioner/kommuner.

Hvor kan du søge hjælp:
Ansvarlig for udarbejdelse:
Enhedens navn:
Du kan søge hjælp hos egen læge, fx hvis du eller dit barn gennem flere nætter i træk har svært ved at sove eller plages af voldsomt belastende reaktioner, som ikke bedres over nogle dage til uger. Denne kan, hvis relevant, henvise til psykolog, praktiserende psykiater eller sygehuspsykiatrien.
Det vil også være muligt at søge akut hjælp på en psykiatrisk skadestue eller akutmodtagelse.
 
Region XX / kommune YY
 
Værd at vide om
krisereaktioner hos
børn og voksne
     
Kontaktoplysninger:
   
Psykiatriske akutmodtagelser / kommunale akutte foranstaltninger
 
Normale reaktioner
efter unormale
hændelser
– Tilgængelighed (åben eller krav om henvisning)
   
– Adresser og telefonnumre
   

Den anden side til oplysninger om reaktioner:

   
Hvad kan man selv gøre?
     
Når mennesker udsættes for meget belastende begivenheder, vil der i tiden efter komme en række reaktioner af psykologisk og fysisk art.
 
Voksne
Almindelige reaktioner er:
– Uro og rastløshed
– Angst ledsaget af rysten, svedeture, hjertebanken
– Søvnbesvær – såvel svært ved at falde i søvn som ved at sove igennem
– Mareridt
– Gentagne erindringer om det skete
– Svært ved at huske og ved at koncentrere sig om andet end det skete
– Følelse af uvirkelighed
– Irritabilitet og vrede
– Skift i stemning mellem opstemthed og initiativløshed
– Hovedpine og muskelspændinger
– Træthed og uoverkommelighedsfølelse
– Appetitløshed – glemmer at spise
– Skyldfølelse og selvbebrejdelser
 
Disse reaktioner vil oftest aftage over nogle uger til få måneder.
Børn
Børn reagerer med en række psykologiske og kropslige symptomer lige som voksne. Men det er ikke altid let at se, hvad de tænker og føler, og de kan ikke altid fortælle om det.
 
Almindelige reaktioner er:
– Angst i anfald
– Humørskift
– Vrede eller indesluttethed
– Ændrer opførsel
– Svært ved at sove
– Mareridt
– Svært ved at koncentrere sig
– Uro og rastløshed
– Mavepine og hovedpine
Voksne
De fleste har behov for at fortælle om det, der er sket, igen og igen. Det er vigtigt at kunne bruge familie og venner i denne situation, og de fleste vil være glade for at kunne hjælpe.
Erfaringen er, at reaktionerne aftager efterhånden, som man får fortalt om dem og dermed bearbejdet dem.
Samværet med andre, der har været i den samme eller lignende situationer, kan ligeledes være til stor hjælp, fordi man her kan dele erfaringer og reaktioner.
 
Børn
Børn har behov for at få klar besked om, hvad der er sket og skal ske. Børn er tilbøjelige til at ”tage hensyn” til voksne og undlade at stille spørgsmål, hvis de voksne er kede af det. De er tilbøjelige til at danne deres egne fortolkninger, hvis de ikke kan spørge eller få klar besked. Det er vigtigt, at der er kendte voksne sammen med barnet, som de kan føle sig trygge ved. Vis gerne barnet, at man selv er ked af det og tal gerne om det og sørg for at blive sammen med barnet sammen med andre voksne, der kan støtte.
 
Vær opmærksom på:
At reaktionstid og opmærksomhed er forstyrret, så man ikke reagerer, som man plejer i trafik og daglige gøremål.
Undgå at medicinere dig selv med rusmidler. Søg egen læge, hvis du har brug for noget midlertidigt søvndyssende eller beroligende.


Bilag 16

Beredskab for forsyning af blod

Formål

Bilaget redegør for de overordnede problemstillinger ved beredskabet for blodforsyning. Planen bør baseres og dimensioneres på baggrund af lokale forhold, herunder hensyn til nødstrøm, personalekapacitet mv. Så vidt muligt bør den daglige organisation og vanlige procedurer anvendes, også i en beredskabssituation.

Årsager til, at der er brug for ekstraordinære mængder af blod, kan bl.a. være større ulykker og terrorhændelse. Pandemi eller længerevarende strømafbrydelse kan volde problemer ved fremskaffelsen af blod (syge donorer, mangel på personaleressourcer, uvirksomt blodbanksudstyr mv.). Der kan også opstå forsyningsproblemer med blodposer og kit til screening for smittemarkører og kit til blodtypebestemmelse og forligelighedsundersøgelse.

Målgruppe

Planlæggere af sundhedsberedskabet i regioner og kommuner.

Opgave

At sikre forsyning af blod og blodprodukter ved bl.a. omfordeling af blod, sikring af levering af kritiske utensiler som fx tappeposer og testkits mv. Eventuelt sikre ekstraordinær indkaldelse og transport af donorer samt sikre tilstrækkelig screening af blodet under ekstraordinær blodproduktion. Retningslinjer om lagerstørrelse fra Dansk Selskab for Klinisk Immunologi kan eksempelvis følges.

Ledelse

Af planen bør det tydeligt fremgå, hvem der indgår i blodbankens beredskabsledelse, herunder hvem der har ansvar for fx styring og omfordeling af blod på regionalt niveau, lagerstyring og indkøb af blodposer mv.

Organisation

Af planen for blodberedskabet bør det fremgå, hvilke enheder/funktioner der har en rolle i fx transport af blod, sikring af strøm til blodproduktion og opretholdelse af nødvendige IT-systemer. Fx bør forskellige personalegruppers roller indtænkes samt beskrives.

Bemanding og udstyr

Hver af de enkelte personalegruppers ansvar og opgaver bør være præcist defineret i planen. Det bør sikres, at alle involverede personalegrupper kender deres funktion i relation til planen.

Det bør sikres, at der er nødstrøm til de funktioner, der er nødvendige for opretholdes af blodforsyningen, herunder fx blodvippere, fraktioneringsudstyr, køleskabe, frysere og varmeskabe til opbevaring af blod, plasma og trombocytter, blodbanks-it inkl. donorregister, PC’er og printere. Af planen skal det fremgå, hvilke enheder/funktioner der har nødstrøm.

Der skal planlægges for ekstra personaleressourcer til indkaldelse og tapning af bloddonorer samt forarbejdning, testning og udlevering af blod. Det bør overvejes, hvordan leverancer af fx blodposer sikres.

Procedurer

Hvordan indkaldelse af ekstra personaleressourcer foregår, skal tydeligt fremgå, herunder bør det fremgå, hvilke andre personalegrupper der skal aktiveres og til hvilke opgaver. Ved intern transport af blod og blodprodukter kan portører fx have en særlig rolle

Hvordan blod rekvireres eller omfordeles og transporteres fra andre sygehuse og regioner bør fremgå af planen. Planen bør inkludere retningslinjer for, hvem der har ansvaret for, hvornår der rekvireres blod og blodprodukter fra andre regioner. Ved transport af blod og blodprodukter på tværs af regionen eller regioner, kan Akut Medicinsk Koordinationscenter (AMK) have en særlig rolle fx i relation til at tage kontakt til rette myndighed for transport gennem vejafspærringer og koordination af omfordeling samt transport af blod i forhold til placering af patienter

Hvordan tapning af blod opretholdes ved strømnedbrud skal fremgå. En reserve af lavteknologisk udstyr (fx mekanisk vægt, ikke elektroniske pipetter, typereagenser til glasteknik) ville kunne anvendes i tilfælde af længerevarende strømsvigt, som ikke dækkes af nødstrømsanlæg. Det bør af planen fremgå, hvor eventuelt lavteknologisk udstyr er placeret

Hvorledes donorer ekstraordinært indkaldes og transporteres til tappestedet bør ligeledes fremgå


Bilag 17

Akut Medicinsk Koordinationscenter (AMK)

Formål

Bilaget redegør for opgaver, ledelse, organisation, bemanding og materiel/udstyr samt procedurer for den AMK-funktion, som er oprettet i hver region.

Målgruppe

Målgruppen for bilaget er planlæggere af sundhedsberedskabet i regionerne samt AMK.

Opgave

AMK har ansvaret for det regionale sundhedsberedskabs operative indsats. AMK leder og koordinerer regionens samlede indsats ved større ulykker og beredskabshændelser, der involverer sundhedsvæsenet. AMK er den akutte indgang til regionens sundhedsberedskab for de enkelte sygehuse og for de eksterne samarbejdspartnere, herunder redningsberedskabet, politi, regionens kommuner, Sundhedsstyrelsen m.fl. Endvidere er det AMK, der fra eksterne samarbejdsparter modtager information mv. og sikrer, at det videreformidles til de rette inden for regionen.

AMK’s opgaver er kort skitseret:

Alarmering (modtager alarmering udefra og alarmerer det fornødne antal sygehuse)

Iværksættelse af de nødvendige dele af regionens sundhedsberedskabsplan

Ressource- og kapacitetsstyring i regionen

Formidling af information (internt og eksternt)

Samarbejde med eksterne parter, herunder naboregioner, kommuner, Sundhedsstyrelsen, politiet, mv.

Ved beredskabshændelser, som aktiverer mere end én region, leder og koordinerer AMK i skadestedsregionen indsatsen. Såfremt en hændelse fysisk går på tværs af flere regioner, bør det konkret aftales, hvilken AMK der koordinerer, således at de øvrige beredskabsmyndigheder alene skal koordinere med én AMK.

Ledelse

AMK-funktionen bør varetages af en læge, der ligesom KOOL har den nødvendige erfaring med håndtering, ledelse og koordination af større hændelser, der involverer sundhedsberedskabet og det præhospitale beredskab. Det er væsentligt, at AMK har den formelle beslutningskompetence til at kunne træffe beslutninger for håndtering af hændelsen. Beslutninger træffes bl.a. i samarbejde med KOOL.

AMK refererer til regionens administrative ledelse.

Organisation

AMK er organiseret forskelligt i hver af de fem regioner. Det er afgørende, at organisationen omkring AMK understøtter håndteringen af akutte hændelser. AMK funktionen skal hurtigt kunne skabe overblik over hændelsen, ressourcer til rådighed og muliggøre direkte kommunikation med alle involverede parter mv.

Bemanding og matriel/udstyr

Det er afgørende, at lægen, der varetager AMK-funktionen, har den fornødne erfaring og kompetence. AMK skal kunne aktiveres alle dage, døgnet rundt. Der bør indtænkes muligheder for varetagelse af den daglige drift af AMK, i perioder hvor AMK evt. ikke er aktiveret. Det kan fx være sekretariatsbistand, der muliggør akut iværksættelse af funktionen. Erfaren sekretariatsbistand er desuden helt nødvendig i en beredskabssituation. AMK kan med fordel være samlokaliseret med regionens vagtcentral.

Det er essentielt for varetagelsen af funktionen, at relevant udstyr, herunder kommunikationsmidler, er til rådighed. Enkelte regioner anvender computerbaserede programmer til at få overblik over ressourcer.

AMK må forudse at kunne sende en repræsentant (forbindelsesofficer) til politiets kommandostation (KSN) eller den lokale beredskabsstab (LBS). Hvis epidemikommissionen er aktiveret, bør AMK også kunne være repræsenteret der. Endvidere bør der planlægges for, at AMK kan tilkalde lokale ressourcepersoner, fx infektionsmedicinere, nuklear medicinere m.fl. ved behov.

Procedurer

AMK kan aktiveres af alarmcentralen, KOOL, Sundhedsstyrelsen m.fl.

AMK alarmerer det nødvendige antal sygehuse

AMK aftaler triage/visitationsprincipper i samarbejde med KOOL, således at der sker en fornuftig fordeling af tilskadekomne til regionens sygehuse, herunder eventuelt sygehuse uden for regionen

AMK indhenter løbende oplysninger fra regionens sygehuse om modtage- og behandlingskapacitet

AMK er kontaktpunkt for den koordinerende læge (KOOL)

AMK aktiverer eventuelle udrykningshold mv. ved behov

AMK retter ved behov henvendelse til AMK i naboregionerne med henblik på assistance, fx i form af modtagelse af patienter på andre regioners sygehuse, udsendelse af eventuelle udrykningshold, akutbiler, akutlægebiler mv. eller behov for øvrig bistand

AMK bør orientere Sundhedsstyrelsen ved indkaldelse til den lokale beredskabsstab (LBS) og i lignende situationer

AMK videreformidler relevant information fra eksterne samarbejdspartnere til regionens sygehuse

AMK aktiverer det kriseterapeutisk beredskab ved behov

AMK kontakter Embedslægerne, bl.a. ved CBRNE-hændelser og smitsomme sygdomme

AMK kan aktivere presseberedskabet i regionen

AMK sikrer afvikling af beredskab på den mest hensigtsmæssige måde, herunder erfaringsopsamling

AMK afrapporterer til det regionale ledelsesniveau


Bilag 18

Skabelon for indrapportering fra region til Sundhedsstyrelsen

Formål

I tilfælde af en beredskabssituation, som er så omfattende, at den har national interesse, kan Sundhedsstyrelsen rette henvendelse til AMK og bede om (løbende) rapportering efter skabelonen.

Målgruppe

Akut medicinsk koordinationscenter (AMK) i regionerne.

Skabelon

Udfærdigelsestidspunkt: -dag den XX.XX 20XX, kl. XX
 
Region:
 
Godkendt af (navn og funktion):
 
1. Situationen kort og overordnet (evt. i punktform, de sundhedsfaglige problemstillinger):
Antal syge/tilskadekomne – behandlingsplads/sygehus?:
 
Er der oprettet psykosocialt støttecenter (og evt. hvor)?:
 
Er omkringboende eller andre befolkningsgrupper berørte?:
 
2. Beredskabsforanstaltninger:
Har AMK/regionen iværksat beredskabsplan (overordnede tiltag i punktform)?:
 
Har regionen foretaget særlige sikkerhedsforanstaltninger på sygehusene/andre steder (eventuelle trusler for sundhedsvæsenet)?:
 
Er de syge/tilskadekomne samlet på samme sygehus (hvilket sygehus)?:
 
3. Ressourcer:
Er der indkaldt ekstra ressourcer? (Ja/Nej)
– Hvis ja - hvilke:
 
Er der kapacitetsproblemer? (Ja/Nej)
– Hvis ja – hvilke/hvor:
 
Skal Sundhedsstyrelsen hjælpe? (Ja/Nej)
– Hvis ja - hvordan:
 
4. Hvordan situationen kan udvikle sig (vurdering):
Hvor forventes det, at sundhedsvæsnet er/kan blive sårbart?:
 


Bilag 19

Koordinerende læge på skadestedet (KOOL)

Formål

Formålet med dette bilag er at beskrive funktionen som koordinerende læge på skadestedet (KOOL). Alle regioner skal have planlagt for udsendelse af KOOL og for, at læger, som varetager denne funktion, har den fornødne uddannelse og erfaring.

Målgruppe

Målgruppen for bilaget er dels planlæggere af sundhedsberedskabet i regionerne, dels læger der skal varetage KOOL-funktionen.

Opgave

Den væsentligste præhospitale opgave er at redde liv og førlighed ved hurtigt at vurdere, prioritere, behandle og transportere patienter til endelig behandling. KOOL skal medvirke til dette. KOOL har det øverste ansvar for den samlede præhospitale indsats i indsatsområdet. KOOL samarbejder med indsatsleder-politi (ISL-PO) og indsatsleder-redningsberedskab (ISL-RB) og med eventuel embedslæge på skadestedet.

KOOL har det overordnede ansvar for den præhospitale indsats og har således ingen behandlingsmæssige opgaver i indsatsområdet. KOOL’s opgaver varetages i samarbejde med den øvrige indsatsledelse.

KOOL’s væsentligste opgaver er at:

Foretage den overordnede sundhedsfaglige vurdering i indsatsområdet, herunder vurdere antallet af tilskadekomne og sværhedsgraden af skader hos disse, samt at vurdere og fastlægge det overordnede behov for præhospital behandling og triage

Lede regionens sundhedsvæsens samlede indsats i indsatsområdet, herunder indsatsen med ambulancer, eventuelle udrykningshold og den kriseterapeutiske indsats mv.

Afgive løbende situationsrapporter til AMK

Fastlægge – i samarbejde med den øvrige indsatsledelse – placeringen af behandlingsplads, kommandostade, kontaktpunkt, opmarchområde, opsamlingssted og samlingssted for døde

Fungere som ansvarlig for organisering og bemanding af behandlingspladsen

Koordinere den præhospitale indsats med den øvrige indsatsledelse

Tage stilling til evt. spørgsmål om sundhedsfare, behov for særlig observation eller information af borgere i samarbejde med Embedslægerne

Koordinere og være ansvarlig for patienttransport til sygehusene

Vurdere behovet for supplerende medicinsk indsats, herunder fx mandskab og materiel/udstyr fra Beredskabsstyrelsen i indsatsområdet i den forbindelse

Vurdere og beslutte behovet for indsættelse af kriseterapeutisk personale fra sundhedsberedskabet i indsatsområdet

Yde faglig rådgivning til ISL-RB og ISL-PO, hvis der er et sådant behov

Sikre koordination med politiet om information af medier vedrørende patienter og behandling

Træffe beslutning om ophør af den sundhedsfaglige indsats i indsatsområdet

Ledelse

AMK leder operativt regionens sundhedsvæsens samlede indsats ved større hændelser. KOOL fungerer som øjne og ører for AMK i indsatsområdet og skal være i tæt kontakt med AMK pr. telefon eller radio.

Alle regionens sundhedsfaglige enheder, som er i indsatsområdet, herunder eventuelle udrykningshold samt ambulancer mv., refererer til KOOL. En række beslutninger træffes bedst i samråd med den øvrige indsatsledelse.

Organisation

KOOL er sundhedsvæsenets repræsentant i indsatsledelsen. Ved større ulykker vil der – normalt i tilknytning til politiets kommandostade (KST) – blive etableret en indsatsledelse. I indsatsledelsen indgår lederne af de beredskaber, som har specifikke indsatsmæssige opgaver i forbindelse med den konkrete hændelse. Grundstammen i indsatsledelsen ved større ulykker med tilskadekomne udgøres således af de tre overordnede ledere, dvs. ISL-PO, ISL-RB og KOOL.

Ansvaret for koordinering af den samlede indsats samt øvrige politimæssige opgaver varetages af indsatsleder-politi (ISL-PO). Dette er reguleret af beredskabsloven og politiloven.

Ansvaret for den tekniske indsats, herunder ansvaret for sikkerheden inden for den indre afspærring varetages af indsatsleder-redningsberedskab (ISL-RB). Dette er reguleret af beredskabsloven og af administrative forskrifter fastsat i medfør af beredskabsloven.

Ansvaret for den sundhedsmæssige indsats, herunder den sundhedsfaglige vurdering, prioritering, behandling, visitation og patienttransport, varetages af den koordinerende læge (KOOL).

Bemanding og udstyr

KOOL og andre sundhedspersoner, der forventes at yde indsats på skadesteder, bør have rutine og erfaring i at yde akut sundhedsfaglig assistance i det præhospitale miljø. Det kan derfor være hensigtsmæssigt, at KOOL er lægen fra den første akutlægebil på stedet. Akutlægebiler rykker typisk til skadesteder med alvorlig personskade. Når denne akutlæge på skadestedet bliver opmærksom på, at situationen kræver medicinsk ledelse og koordination, påtager vedkommende sig rollen som KOOL. Indtil akutlægebilen/KOOL er fremme, kan KOOL’s opgaver varetages af ambulancelederen, der normalt er behandleren på den først ankomne ambulance.

KOOL kommunikerer tæt med AMK i baglandet samt med den øvrige indsatsledelse på stedet. Der kommunikeres typisk via radioer (SINE-terminaler) eller mobiltelefon.

KOOL’s arbejde foregår inden for rammerne af Retningslinjer for indsatsledelse, Beredskabsstyrelsen samt Indsatstaktiske retningslinjer og samarbejdsprincipper ved CBRNE-terrorhændelser, Rigspolitiet og i samarbejde med øvrige aktører og under politiets ledelse, jf. Appendiks 2.

Det anbefales, at KOOL har gennemgået ATLS-kursus, CBRN-kursus, KOOL-kursus lokalt i regionen samt Tværfagligt Indsatslederkursus ved Beredskabsstyrelsen.

Procedurer

KOOL foretager i samråd med ISL-PO og ISL-RB en foreløbig vurdering (se nedenfor) af behandlingsbehovet og igangsætter den præhospitale indsats.

KOOL holder sig orienteret om situationen i indsatsområdet ved at kommunikere med indsatsleder-politi og indsatsleder-redningsberedskab. KOOL har løbende kontakt med AMK, der har overblik over regionens ressourcer og overblik over, hvor patienterne kan køres hen.

KOOL skal have et indgående kendskab til kompetencer hos personale og ressourcer i det lokale område samt ledelse og koordination i indsatsområdet.

Indsatsledelsens situationsbedømmelse

Straks efter ankomsten til skadestedet/indsatsområdet iværksætter KOOL en hurtig bedømmelse af situationen for sammen med de øvrige i indsatsledelsen at danne sig et foreløbigt indtryk af skadesbilledet.

Situationsbedømmelsen tager udgangspunkt i:

Hvad der umiddelbart kan ses

De oplysninger, der kan indhentes hos tilstedeværende

Eventuelt (lokal)kendskab til skadestedet eller indsatsområdet

Kendskab til eventuelle beredskabsplaner mv.

Situationsbedømmelsen indeholder som minimum følgende punkter:

 
Mennesker og/eller dyr i fare?
 
Hvor (lokalisering af skaden og udpegning af evt. fareområde)?
 
Hvad (kategorisering af skaden)?
 
Hvorhen (skadeudvikling)?
 
Særlige farer?
 
Adgangsveje?

Med udgangspunkt i situationsbedømmelsen skal indsatsledelsen overveje og beslutte sig for en konkret førsteindsats. Indsatsledelsen skal være opmærksom på, at opgaveløsningen indgår som et led i en fælles indsats. Et tilfredsstillende resultat kan kun opnås gennem et fortløbende samarbejde og en løbende koordinering af indsatsen. Formålet med samarbejdet og den løbende koordinering er at opnå den bedst mulige effekt af indsatsenhedernes samlede indsats.


Bilag 20

Skabelon/tjekliste for en regional sundhedsberedskabsplan

Formål

Bilaget giver en oversigt over, hvad en regional sundhedsberedskabsplan overordnet bør indeholde. Bilaget indeholder samtidig et forslag til en struktur for en plan, som regionen eventuelt kan tage udgangspunkt i. Bilaget kan ikke stå alene, men skal ses i sammenhæng med de øvrige kapitler og bilag i vejledningen samt planlægningsbekendtgørelsen. Sundhedsberedskabsplanen skal endvidere baseres på den nationale trusselsvurdering og regionens lokale risiko- og sårbarhedsvurderinger.

Målgruppe

Målgruppen for bilaget er planlæggere af sundhedsberedskabet i regionerne. Bilaget kan danne udgangspunkt for strukturering af regionens sundhedsberedskabsplan og/eller anvendes som en overordnet tjekliste for, hvilke elementer der bør indgå i en plan.

Koncept

En sundhedsberedskabsplan bør overordnet indeholde tre dele, som skal ses i sammenhæng, men bør være tydeligt adskilte i planen:

1) Krisestyringsorganiseringen: Overordnet beskrivelse af formål med regionens sundhedsberedskabsplan, organisering af regionens sundhedsberedskab, kerneopgaver samt rolle- og ansvarsfordeling

2) Indsatsplaner, herunder instrukser og action cards: Operativ del af planen med konkrete procedurer for håndtering af specifikke opgaver/funktioner, relevante telefonlister mv.

3) Appendiks: Beskrivelse af de elementer, der jf. loven skal indgå i planlægningen, men ikke direkte anvendes i akutte situationer, fx plan for uddannelses- og øvelsesaktivitet, evalueringer samt risiko- og sårbarhedsvurdering

Planen bør indeholde de elementer, som fremgår af punkt 1-3 ovenfor, og bør samtidig være operationel, præcis og ikke længere end nødvendigt.

Sundhedsberedskabsplanen skal koordineres med naboregionerne og med de kommuner, som er beliggende i regionen.

Skabelon/tjekliste

Del 1 Krisestyringsorganiseringen

1.0 Indledning

Formål med sundhedsberedskabsplanen
 
Kort beskrivelse af målsætning med sundhedsberedskabet inkl. det præhospitale beredskab
       
Planens præmisser
 
Principper for beredskabet
   
Planen bør være baseret på sektoransvars-, ligheds- og nærhedsprincippet
       
Gyldighedsområde
 
Præcisering af, hvilke dele af organisationen, der er omfattet af planen
   
Herunder i hvilket omfang planen suppleres af lokale delplaner (sygehusniveau)
       
Ajourføring og afprøvning
 
Præcisering af, hvem der har ansvaret for dette, og hvor ofte det finder sted

1.1 Overordnede opgaver

Kort oplistning af de overordnede situationer og opgavetyper, der er planlagt for på baggrund af risiko- og sårbarhedsvurderingen

1.2 Organisering og ledelse af sundhedsberedskabet

Beskrivelse af organiseringen af sundhedsberedskabet i regionen
 
Præcisering af ansvar og roller
   
Hvem indgår på operativt niveau (herunder Akut Medicinsk Koordinationscenter, AMK)?
   
Hvem indgår på strategisk niveau (regionens kriseledelse)?

1.3 Aktivering og drift af regionens sundhedsberedskab

Modtagelse af varsler og alarmer mv.
 
Det bør fremgå, at varsler og alarmer kan komme mange steder fra, og de mest almindelige bør nævnes, herunder politiet, andre regioner og kommuner, praktiserende læger samt Embedslægerne og Sundhedsstyrelsen centralt. Det bør fremgå, at listen ikke er udtømmende
 
Planen bør kunne aktiveres, uanset hvor henvendelsen kommer fra
 
Alarmeringsprocedurer
       
Aktivering af sundhedsberedskabet
 
Hvem har mandat til at træffe beslutning om aktivering/deaktivering af planen, herunder AMK’s rolle i beslutningen?
 
Hvordan finder aktivering konkret sted?
   
Der bør være én døgnbemandet kontaktindgang til regionens sundhedsberedskab (AMK)
   
Det bør fremgå, hvem der kan aktivere sundhedsberedskabsplanen, hvem der har mandat til at fordele opgaverne, og hvordan man får fat i beslutningstagerne
   
Der bør lokalt foreligge en mere detaljeret beskrivelse i form af instrukser og action cards til de aktører, som har en rolle ift. aktivering. Det bør fremgå, hvordan de, der kan modtage en alarm, håndterer situationen, hvis de ikke selv har mandat til at aktivere beredskabet
       
Indledende opgaver i aktiveringsfasen
 
Herunder vurdering af, hvem der skal inddrages i indsatsen med tanke på afledte konsekvenser, også for andre niveauer og sektorer
       
Samarbejde med kommunerne samt andre regioner og samarbejdspartnere i relation til aktivering
 
Der bør være en aftale med kommunerne om, hvordan regionen aktiverer kommunens sundhedsberedskab, og hvordan kommunen aktiverer regionens
       
Gennemførelse af møder, regionens kriseledelse (strategisk niveau)
 
Hvor, hvornår og hvordan gennemføres møderne?
       
Udsendelse af forbindelsesofficerer
 
Hvilke fora kan det være relevant, at regionens sundhedsberedskab sender en forbindelsesofficer til, fx den lokale beredskabsstab?
       
Afløsning
 
Hvordan sikres det, at sundhedsberedskabet på alle niveauer i regionen kan fungere, så længe det er nødvendigt?
       

1.4 Informationshåndtering

Opretholdelse af situationsbillede inden for sundhedsberedskabet og bidrag til fælles situationsbillede tværsektorielt
 
Hvad skal det bidrage til, og hvordan sikres det?
       
Indhentning af informationer om hændelsen/situationen
 
Hvor/hvordan indhenter regionen oplysninger om situationen, og hvem kan vejlede regionen i indsatsen?
 
Iværksættelse af øget overvågning af mail, telefoner mv. samt medieovervågning
 
Procedurer for iværksættelse af rapportering og hastemeldinger fra sygehuse
       
Fordeling af information internt i regionen og ift. eksterne samarbejdspartnere
 
Hvem skal henholdsvis initialt og gennem hele hændelsesforløbet orienteres om hvad?
       
Dokumentation (logføring)

1.5 Koordination og samarbejde

Det bør fremgå af planen, at - og hvordan - der er koordineret med samarbejdspartnere internt og eksternt, og hvilke overordnede procedurer der er aftalt for samarbejdet
 
Koordination ift. kommuner og naboregioner
   
Bl.a. med henblik på fælles strategi og opmærksomhed på afledte konsekvenser for andre niveauer og sektorer
 
Anmodning om akut bistand fra/til og øvrigt samarbejde med samarbejdspartnere
   
Fx de praktiserende læger og speciallæger, kommunerne og naboregioner samt Embedslægerne og Sundhedsstyrelsen centralt
 
AMK’s rolle i forhold til koordination internt i regionen og eksternt samt i relation til disponering af præhospitale ressourcer
   
 
Koordination er ikke blot at sende planer til andres orientering. Der bør som minimum være en dialog om gensidig tilpasning af planer, og det anbefales, at aftalerne foreligger på skrift. Det bør endvidere fremgå af de instrukser og action cards, der udarbejdes, at koordination og samarbejde er tænkt ind og integreret de relevante steder i planen. Regionernes sundhedsberedskabs- og præhospitale udvalg, hvor kommunerne også er repræsenteret, og sundhedskoordinationsudvalgene kan eksempelvis anvendes som koordinationsfora.

1.6 Krisekommunikation

Det bør fremgå, hvordan der er planlagt for følgende:
 
Hvordan der sikres sundhedsfaglig information til regionens krisekommunikation
   
Hvem har ansvaret for dette, og hvem udtaler sig/talsperson fra sundhedsberedskabet
 
Koordination af udmeldinger
   
Fx internt på tværs af niveauer i regionen og eksternt fx ift. Sundhedsstyrelsen

Del 2 Indsatsplaner, instrukser og action cards

2.1 Indsatsplaner

2.1.1 Præhospital plan

Opgaver
 
Opgaver og omfang for regionens præhospitale indsats
     
Ledelse
 
AMK’s opgaver i relation til den præhospitale indsats
     
Organisation
 
Indsats via ambulancer, eventuelle akutbiler, akutlægebiler, akutlægehelikoptere, anden lægestøtte (eventuelle udrykningshold) samt beskrivelse af, hvilke sygehuse der kan udsende eventuelle udrykningshold, etablering og anvendelse af koordinerende læge (KOOL-funktionen) samt evt. inddragelse af primærsektor, hvor der er aftaler om udsendelse fra primærsektor
     
Bemanding og materiel/udstyr
 
Bemanding af de indsatsordninger, som er nævnt ovenfor, samt personlige værnemidler og kommunikationsudstyr
     
Procedurer
 
Det bør fremgå, at der foreligger disponeringsvejledninger
 
Det bør fremgå, at der foreligger visitationsretningslinjer
 
Procedurer for aktivering af yderligere præhospital støtte ved behov herfor
     
Eksempler på instrukser/action cards:
 
Action card for aktivering/alarmering af det præhospitale beredskab
 
Overordnet instruks med strategi for modtagelse af personer med - eller mistænkt for - smitsom sygdom i havne og lufthavne
 
Action card for forbindelsesofficer i den lokale beredskabsstab

2.1.2 CBRNE-beredskab (herunder smitsomme sygdomme)

Opgaver
 
Overordnede opgaver i relation til følgende bør bl.a. indgå:
   
Store brande, drikkevandsforurening, smitsomme sygdomme/epidemier
   
Præhospital CBRNE-indsats
   
Modtagelse af forurenede og stråleskadede patienter på udvalgte sygehuse
       
Ledelse
 
Hvem har ansvaret for at lede indsatsen inden for regionens sundhedsberedskab i CBRNE-situationer?
       
Organisation
 
Forhold på sygehuse, herunder rensning og håndtering af selvhenvendere
 
Forøgelse af den samlede infektionsmedicinske kapacitet i regionen, fx udpegede ad hoc isolationssygehus eller ad hoc isolationsafdelinger
 
Karantænefaciliteter og lokaliteter, hvor massevaccination kan foregå, herunder aftaler med kommuner om roller og ansvarsfordeling
       
Bemanding og udstyr
 
Hvilket personale indgår i indsatsen?
 
Hvilket udstyr indgår i beredskabet, fx personlige værnemidler?
       
Procedurer
 
Hvordan løses opgaven rent praktisk, herunder alarmering, aktivering, iværksættelse/løsning af opgaver og koordination?
       
Eksempler på instrukser/action cards:
 
Action card for aktivering/alarmering af regionens sundhedsberedskab ved CBRNE-hændelser
 
Overordnet instruks for modtagelse/håndtering af forurenede personer og patienter i regionen for alle typer kategorier
   
Det bør fremgå, at der på sygehusniveau findes nærmere retningslinjer for håndtering af patienterne, herunder fx instruks for brug af måleudstyr ved R/N hændelser
 
Overordnet instruks for modtagelse af patienter med smitsom sygdom i regionen
   
Det bør fremgå, at der på sygehusniveau findes nærmere retningslinjer for håndtering af patienterne
 
Overordnet instruks for rensning af forurenede selvhenvendere
   
Det bør fremgå, at der på sygehusniveau findes nærmere retningslinjer for håndtering af patienterne
 
Overordnet instruks for indretning af ad hoc isolation
 
Instruks og action cards for indretning og drift af karantænefaciliteter
 
Instruks og action cards for indretning og drift af vaccinationscenter
 
Instruks og action cards for håndtering af drikkevandsforurening

2.1.3 Kriseterapeutisk beredskab

Opgaver
 
Psykiatriens indsats i alle faser (akut fase, overgangsfase, opfølgende indsats)
     
Ledelse
 
Hvem har ansvaret for og ledelsen af regionens indsats på området?
     
Organisation
 
Samarbejdet mellem AMK, psykiatriens krisestab og kommuner
 
Samarbejde mellem regionens overordnede kriseledelse og psykiatriens krisestab
 
Samarbejde mellem koordinerende læge (KOOL) og koordinerende psykiatrisk kontaktperson (KOP) samt indsatsledelsen i øvrigt
 
Lokaliteter til psykosocialt støttecenter (PSSC) udpeget i samarbejde med kommuner og politi
     
Bemanding og materiel/udstyr
 
Hvilke funktioner der skal indgå i psykiatriens krisestab og kriseteams?
 
Funktioner, der indgår, herunder kan varetage rollen som KOP
 
Eventuelt udstyr?
     
Procedurer
 
Hvordan løses opgaverne rent praktisk, herunder alarmering, aktivering, iværksættelse/løsning af opgaver og koordination med kommunerne?
     
Eksempler på instrukser/action cards:
 
Action card for aktivering/alarmering af kriseterapeutisk beredskab
 
Instruks for KOP
 
Action card for kriseteams (indsatsområde, opsamlingssted, behandleplads, PSSC, lufthavn mv.)
 
Instruks for oprettelse og drift af PSSC

2.1.4 Lægemiddelberedskab (herunder medicinsk udstyr, utensilier, forbindsstoffer mv.)

Opgaver
 
Hvilke opgaver skal løses?
   
Herunder bestilling og/eller produktion af supplerende lægemidler/medicinsk udstyr mv.
       
Ledelse
 
Hvem har ansvaret for at lede indsatsen på området
       
Organisation
 
Hvordan er lægemiddelberedskabet organiseret – fysisk placering mv.?
       
Bemanding og materiel/udstyr
 
Hvem løser opgaven rent praktisk og med hvilket udstyr?
       
Procedurer
 
Hvordan løses opgaven rent praktisk?
   
Herunder alarmering, aktivering, iværksættelse og løsning af opgaver – fx akut bestilling af lægemidler og koordination mv.
   
Aftaler med kommunerne omkring lægemidler ved ekstraordinær udskrivning
       
Eksempler på instrukser/action cards:
 
Action card for aktivering/alarmering af regionens lægemiddelberedskab
 
Instruks for rekvirering af supplerende lægemidler og medicinsk udstyr
   
Bl.a. placering af lagre samt mulighed for at bestille ekstra lægemidler og medicinsk udstyr døgnet rundt, hele året
 
Instruks for sygehusapoteket
 
Instruks for sygehusafdelingerne
 
Instruks vedrørende blodforsyning

2.1.5 Praktiserende læger

Praktiserende lægers og lægevagtens involvering i sundhedsberedskabet beskrives, herunder:

Opgaver
 
Opgaver, som det er planlagt for at inddrage de praktiserende læger i, fx sygebesøg, småskader, hygiejniske opgaver, medicinuddeling, vaccination og tilse personer i karantæne
     
Ledelse
 
Hvem kan aktivere de praktiserende læger?
     
Organisering
 
Aftaler vedrørende anvendelse af praktiserende læger
     
Bemanding og udstyr
 
Aftaler omkring, hvilke læger der indgår og aftaler omkring personlige værnemidler i den forbindelse
     
Procedurer
 
Aftaler omkring aktivering, løbende tilbagemelding til regionen, visitation mv.
     
Eksempler på instrukser/action cards
 
Action card for alarmering/aktivering døgnet rundt
 
Instruks for kommunikation med praktiserende læger og vagtlæger, herunder akut information

Vedrørende instrukser og action cards

Instrukser

Information eller vejledning om specielle forhold til fremme af en hurtig og effektiv indsats. En instruks kan fx være en arbejdsgivers forskrift for, hvordan ansatte skal forholde sig under givne omstændigheder og omfatter fx ansvars- og kompetencefordelingen samt systematisk udarbejdede anvisninger på, hvilke procedurer de ansatte bør følge. En instruks er generelt mere omfattende end et action card, som typisk er målrettet en enkelt funktion. Instrukser omhandler typisk arbejdsgange og procedurer, hvor flere personer samarbejder.

Instrukser kan med fordel struktureres som indsatsplanerne – dvs. opdeling i opgaver, ledelse, organisation, bemanding og materiel/udstyr samt procedurer. Instruksen bør indeholde en dækkende men præcis fremstilling af emnet, præcisering af hvilke funktioner/personalegrupper, instruksen er rettet imod, dato for ikrafttrædelse, dato for seneste ajourføring og information om, hvem instruksen er udarbejdet af.

På regionsniveau bør der, udover de tidligere nævnte instrukser, bl.a. også være instrukser for

Regionens overordnede strategi for ekstraordinær udskrivning
 
Herunder konkrete aftaler med kommunerne i regionen bl.a. vedrørende aktivering og procedurer, såsom aftaler vedr. lægemidler
     
Overordnet strategi for kapacitetsudvidelse ift. fysiske rammer og personale i regionen
     
Regionens overordnede strategi for håndtering af forsyningssvigt (strøm, varme, drikkevand) og evt. for evakuering af sygehuse
     
AMK drift, herunder intern og ekstern kommunikation

Action cards

En kort og præcis handlingsorienteret anvisning på varetagelse af en bestemt funktion eller løsning af en bestemt opgave. En huskeliste til handlinger i akutte situationer. Et action card skal kort, konkret og gerne i punktform anvise, hvad en bestemt funktion skal udføre i en bestemt situation. Et action card bør indeholde alle oplysninger, som er relevante for at kunne handle - hvem gør hvad, hvornår og hvordan? Et action card bør indeholde oplysninger om, hvad opgaven er, hvem der udfører den, hvornår den skal udføres, hvad der konkret skal gøres, hvordan det skal gøres og med hjælp af hvad. Action cards kan overordnet struktureres som indsatsplaner og instrukser – dvs. opdeling i opgaver, ledelse, organisation, bemanding og materiel/udstyr samt procedurer, men beskrivende tekst skal undgås.

Udover de ovenfor nævnte action cards på regionsniveau (alarmering/aktivering), bør der bl.a. være et action card for forbindelsesofficeren i den lokale beredskabsstab. På sygehusniveau bør der bl.a. være instrukser og action cards for de enkelte funktioner ift.:

Hygiejne, brug af personlige værnemidler mv.
     
Ekstraordinær udskrivning
     
Håndtering af forsyningssvigt
     
Evakuering af sygehuset

Del 3 Appendiks

Emner, der bør planlægges for, men hvor planen ikke anvendes i en akut situation:

Uddannelsesaktiviteter
 
Konkret program for uddannelse af personer, som indgår i sundhedsberedskabet
     
Øvelsesaktiviteter
 
Konkrete planer for øvelser evt. i samarbejde med kommuner og naboregioner
     
Evalueringskoncept
 
Plan for evaluering af stedfundne hændelser og øvelser
     
Risiko- og sårbarhedsvurdering kan evt. vedlægges
 
Det bør under alle omstændigheder fremgå, at der er foretaget en sådan, og at planen er baseret på den


Bilag 21

Skabelon/tjekliste for en kommunal sundhedsberedskabsplan

Formål

Bilaget giver en oversigt over, hvad en kommunal sundhedsberedskabsplan overordnet bør indeholde. Bilaget indeholder samtidig et forslag til en struktur for en plan, som kommunen eventuelt kan tage udgangspunkt i. Bilaget kan ikke stå alene, men skal ses i sammenhæng med de øvrige kapitler og bilag i vejledningen samt planlægningsbekendtgørelsen. Sundhedsberedskabsplanen bør endvidere baseres på den nationale trusselsvurdering og kommunens og regionens lokale risiko- og sårbarhedsvurderinger.

Målgruppe

Målgruppen for bilaget er planlæggere af sundhedsberedskabet i kommunerne. Bilaget kan danne udgangspunkt for strukturering af kommunens sundhedsberedskabsplan og/eller anvendes som en overordnet tjekliste for, hvilke elementer der bør indgå i en plan.

Koncept

En sundhedsberedskabsplan bør overordnet indeholde tre dele, som skal ses i sammenhæng, men bør være tydeligt adskilte i planen:

1) Krisestyringsorganiseringen: Overordnet beskrivelse af formål med kommunens sundhedsberedskabsplan, organisering af kommunens sundhedsberedskab, kerneopgaver samt rolle- og ansvarsfordeling

2) Indsatsplaner, herunder instrukser og action cards: Operativ del af planen med konkrete procedurer for håndtering af specifikke opgaver/funktioner, relevante telefonlister mv.

3) Appendiks: Beskrivelse af de elementer, der jf. loven skal indgå i planlægningen, men ikke direkte anvendes i akutte situationer, fx plan for uddannelses- og øvelsesaktivitet, evalueringer samt risiko- og sårbarhedsvurdering

Planen bør indeholde de elementer, som fremgår af punkt 1-3 ovenfor, og bør samtidig være operationel, præcis og ikke længere end nødvendigt.

Sundhedsberedskabsplanen skal både kunne aktiveres og fungere selvstændigt og i sammenhæng med kommunens øvrige beredskabsplan. Planen skal koordineres med denne og med nabokommuners og regionens plan.

Skabelon/tjekliste

Del 1 Krisestyringsorganiseringen

1.0 Indledning

Formål med sundhedsberedskabsplanen
 
Kort beskrivelse af målsætning med sundhedsberedskabet
     
Planens præmisser
 
Principper for beredskabet
   
Planen bør være baseret på sektoransvars-, ligheds- og nærhedsprincippet
     
Gyldighedsområde
 
Præcisering af, hvilke dele af organisationen, der er omfattet af planen
   
Herunder i hvilket omfang planen suppleres af lokale delplaner (institutionsniveau)
     
Ajourføring og afprøvning
 
Præcisering af, hvem der har ansvaret for dette, og hvor ofte det finder sted

1.1 Overordnede opgaver

Kort oplistning af de overordnede situationer og opgavetyper, der er planlagt for på baggrund af risiko- og sårbarhedsvurderingen

1.2 Organisering og ledelse af sundhedsberedskabet

Beskrivelse af organiseringen af kommunens sundhedsberedskab
 
Præcisering af ansvar, roller og kobling til kommunens øvrige beredskab
   
Hvem indgår i ledelsen af sundhedsberedskabet
   
Hvem indgår operativt i sundhedsberedskabet?
   
Hvem indgår i kommunens krisestab fra sundhedsberedskabet?

1.3 Aktivering og drift af kommunens sundhedsberedskab

Modtagelse af varsler og alarmer mv.
 
Det bør fremgå, at varsler og alarmer kan komme mange steder fra, og de mest almindelige bør nævnes, herunder borgere, praktiserende læger, andre kommuner, regionen samt Embedslægerne eller Sundhedsstyrelsen centralt. Det bør fremgå, at listen ikke er udtømmende
 
Planen bør kunne aktiveres uanset, hvor henvendelsen kommer fra
 
Alarmeringsprocedurer
     
Aktivering af sundhedsberedskabet
 
Hvem har mandat til at træffe beslutning om aktivering/deaktivering af planen?
 
Hvordan finder aktivering konkret sted?
   
Der bør være én døgnbemandet kontaktindgang til kommunens sundhedsberedskab, som er baseret på vagthavende personale
   
Døgnkontakten bør have mulighed for at iværksætte uopsættelige tiltag, indtil der er etableret kontakt til beslutningstager.
   
Det bør fremgå, hvem der kan aktivere sundhedsberedskabsplanen, hvem der har mandat til at fordele opgaverne, og hvordan man får fat i beslutningstagerne
   
Der bør lokalt foreligge en mere detaljeret beskrivelse i form af instrukser og action cards til de aktører, som har en rolle ift. aktivering. Det skal fremgå, hvordan de, der kan modtage en alarm, håndterer situationen, hvis de ikke selv har mandat til at aktivere beredskabet
 
Indledende opgaver i aktiveringsfasen
   
Herunder vurdering af, hvem der skal inddrages i indsatsen med tanke på afledte konsekvenser også for andre niveauer og sektorer
 
Samarbejde med regionen og andre samarbejdspartnere i relation til aktivering
   
Der bør være en aftale med regionen om, hvordan hhv. regionen aktiverer kommunens sundhedsberedskab, og hvordan kommunen aktiverer regionens
     
Gennemførelse af møder, sundhedsberedskabets ledelse
 
Hvor, hvornår og hvordan gennemføres møderne?
     
Udsendelse af forbindelsesofficerer
 
Hvilke fora kan det være relevant, at kommunens sundhedsberedskab sender en forbindelsesofficer til?
     
Afløsning
 
Hvordan sikres det, at kommunens sundhedsberedskab på alle niveauer kan fungere, så længe det er nødvendigt?

1.4 Informationshåndtering

Opretholdelse af situationsbillede inden for sundhedsberedskabet og bidrag til fælles situationsbillede tværsektorielt
 
Hvad skal det bidrage til, og hvordan sikres det?
     
Indhentning af informationer om hændelsen/situationen
 
Hvor/hvordan indhenter kommunen viden om situationen, og hvem kan vejlede kommunen i indsatsen?
 
Iværksættelse af øget overvågning af mail, telefoner mv. samt medieovervågning
 
Procedurer for iværksættelse af rapportering og hastemeldinger fra decentrale enheder
     
Fordeling af information internt i kommunen og ift. eksterne samarbejdspartnere
 
Hvem skal henholdsvis initialt og gennem hele hændelsesforløbet orienteres om hvad?
     
Dokumentation (logføring)

1.5 Koordination og samarbejde

Det bør fremgå af planen, at - og hvordan - der er koordineret med samarbejdspartnere internt og eksternt og hvilke overordnede procedurer, der er aftalt for samarbejdet
 
Koordination ift. kommunens øvrige beredskab, regionen og omkringliggende kommuner
   
Bl.a. med henblik på fælles strategi og opmærksomhed på afledte konsekvenser for andre niveauer og sektorer
 
Anmodning om akut bistand fra/til og øvrigt samarbejde med samarbejdspartnere
   
Fx de praktiserende læger og speciallæger, region eller omkringliggende kommuner samt Embedslægerne og Sundhedsstyrelsen centralt

Koordination er ikke blot at sende planer til andres orientering. Der bør som minimum være en dialog om gensidig tilpasning af planer, og det anbefales, at aftalerne foreligger på skrift. Det bør endvidere fremgå af de instrukser og action cards, der udarbejdes, at koordination og samarbejde er tænkt ind og integreret de relevante steder i planen. Regionernes sundhedsberedskabs- og præhospitale udvalg, hvor kommunerne også er repræsenteret, sundhedskoordinationsudvalgene samt de kommunalt-lægelige udvalg kan eksempelvis anvendes som koordinationsfora.

1.6 Krisekommunikation

Det bør fremgå, hvordan der er planlagt for følgende:
 
Hvordan sikres sundhedsfaglig information ift. kommunens krisekommunikation
   
Hvem har ansvaret for dette, og hvem udtaler sig om dette/talsperson fra sundhedsberedskabet?
 
Koordination af udmeldinger
   
Fx internt på tværs af niveauer i kommunen og eksternt fx ift. Sundhedsstyrelsen

Del 2 Indsatsplaner, instrukser og action cards

2.1 Indsatsplaner

2.1.1 CBRNE-beredskab (herunder smitsomme sygdomme)

Opgaver
 
Hvilke overordnede opgaver skal kommunens sundhedsberedskab løse, herunder som støtte til regionens indsats?
       
Ledelse
 
Hvem har ansvaret for at lede indsatsen inden for kommunens sundhedsberedskab i CBRNE-situationer?
       
Organisation
 
Hvordan er kommunens sundhedsberedskab organiseret i relation til CBRNE-hændelser?
       
Bemanding og udstyr
 
Hvilket personale indgår i indsatsen?
 
Hvilket udstyr indgår i beredskabet, fx personlige værnemidler?
       
Procedurer
 
Hvordan løses opgaven rent praktisk, herunder alarmering, aktivering, iværksættelse/løsning af opgaver og koordination?
       
Eksempler på instrukser/action cards
 
Action card for alarmering/aktivering af kommunens sundhedsberedskab ved CBRNE-hændelser
 
Overordnet instruks vedr. hjemmeplejens hygiejniske foranstaltninger m.h.p. håndtering af borgere med smitsomme sygdomme
   
Det bør fremgå, at supplerende action cards findes lokalt/på institutionsniveau
 
(Børne)institutioners foranstaltninger
   
Herunder samarbejde med Embedslægerne
 
Hjemmeplejens håndtering af konsekvenser af drikkevandsforurening
   
Med fokus på sundhedsfaglige opgaver og koordination ift. kommunens øvrige beredskab ved drikkevandsforureninger
 
Instruks afledt af aftaler med regionen om medvirken til massevaccination samt oprettelse og drift af karantænecentre

2.1.2 Krisestøttende beredskab

Opgaver
 
Hvilke overordnede opgaver skal løses?
       
Ledelse
 
Hvem har ansvaret for og ledelsen af kommunens sundhedsfaglige indsats på området?
       
Organisation
 
Hvordan er kommunens krisestøttende beredskab organiseret?
       
Bemanding og udstyr
 
Hvem løser opgaven rent praktisk og med hvilket udstyr?
       
Procedurer
 
Hvordan løses opgaverne på området rent praktisk og i samarbejde med regionen?
       
Eksempler på instrukser/action cards:
 
Action card for alarmering/aktivering af kommunens krisestøttende beredskab
 
Instruks for løsning af opgaver i relation til det krisestøttende beredskab, herunder opgaver afledt af aftale med region omkring medvirken til oprettelse og drift af psykosocialt støttecenter (PSSC)
       

2.1.3 Lægemiddelberedskab (herunder medicinsk udstyr, utensilier, forbindsstoffer mv.)

Opgaver
 
Hvilke opgaver skal løses?
   
Herunder bestilling af supplerende medicinsk udstyr mv.
       
Ledelse
 
Hvem har ansvaret for at lede indsatsen på området?
       
Organisation
 
Hvordan er lægemiddelberedskabet organiseret – fysisk placering mv.?
       
Bemanding og materiel/udstyr
 
Hvem løser opgaven rent praktisk og med hvilket udstyr?
       
Procedurer
 
Hvordan løses opgaven rent praktisk
   
Herunder alarmering, aktivering, iværksættelse og løsning af opgaver – fx akut bestilling af lægemidler og koordination mv.
   
Aftaler med regionen omkring lægemidler ved ekstraordinær udskrivning mv.
       
Eksempler på instrukser/action cards:
 
Action card for alarmering/aktivering af kommunens lægemiddelberedskab
 
Instruks for rekvirering af supplerende lægemidler/medicinsk udstyr
   
Bl.a. placering af lagre samt mulighed for bestilling af ekstra lægemidler/medicinsk udstyr døgnet rundt, hele året

Vedrørende instrukser og action cards

Instrukser

Information eller vejledning om specielle forhold til fremme af en hurtig og effektiv indsats. En instruks kan fx være en arbejdsgivers forskrift for, hvordan ansatte skal forholde sig under givne omstændigheder og omfatter fx ansvars- og kompetencefordelingen samt systematisk udarbejdede anvisninger på, hvilke procedurer de ansatte bør følge. En instruks er generelt mere omfattende end et action card, som typisk er målrettet en enkelt funktion. Instrukser omhandler typisk arbejdsgange og procedurer, hvor flere personer samarbejder.

Instrukser kan med fordel struktureres som indsatsplanerne – dvs. opdeling i opgaver, ledelse, organisation, bemanding og materiel/udstyr samt procedurer. Instruksen bør indeholde en dækkende men præcis fremstilling af emnet, præcisering af hvilke funktioner/personalegrupper, instruksen er rettet imod, dato for ikrafttrædelse, dato for seneste ajourføring og information om, hvem instruksen er udarbejdet af.

På kommuneniveau bør der, udover de tidligere nævnte instrukser, bl.a. også være instrukser for:

Overordnet instruks for kapacitetsudvidelse ift. fysiske rammer og personale
       
Ekstraordinær udskrivning
 
Herunder konkrete aftaler med regionen bl.a. vedrørende aktivering og procedurer, såsom aftaler vedr. lægemidler
       
Overordnet instruks for hjemmeplejens håndtering af konsekvenser af ekstremt vejrlig
 
Det bør fremgå, at der lokalt findes nærmere instrukser/action cards
 
Håndtering af forsyningssvigt (strøm, varme, drikkevand)
 
Håndtering af hedebølger
 
Håndtering af vejrlig, som gør det vanskeligt at komme frem til klienter
       
Evt. overordnet instruks for sundhedsfaglige opgaver ved evakuering af plejehjem
 
Nærmere instrukser/action cards for brand mv. bør forefindes lokalt
       

Action cards

En kort og præcis handlingsorienteret anvisning på varetagelse af en bestemt funktion eller løsning af en bestemt opgave. En huskeliste til handlinger i akutte situationer. Et action card skal kort, konkret og gerne i punktform anvise, hvad en bestemt funktion skal udføre i en bestemt situation. Et action card bør indeholde alle oplysninger, som er relevante for at kunne handle - hvem gør hvad, hvornår og hvordan? Et action card bør indeholde oplysninger om, hvad opgaven er, hvem der udfører den, hvornår den skal udføres, hvad der konkret skal gøres, hvordan det skal gøres og med hjælp af hvad. Action cards kan overordnet struktureres som indsatsplaner og instrukser – dvs. opdeling i opgaver, ledelse, organisation, bemanding og materiel/udstyr samt procedurer, men beskrivende tekst skal undgås.

Udover de ovenfor nævnte instrukser/action cards på kommuneniveau, bør der lokalt (institutionsniveau) bl.a. være instrukser og/eller action cards for de enkelte funktioner ift.:

Hygiejne, brug af personlige værnemidler mv.
       
Håndtering af forsyningssvigt
       
Evakuering af plejecentre mv.

Del 3 Appendiks

Emner, der bør foreligge en plan for, men hvor planen ikke anvendes i en akut situation:

Uddannelsesaktiviteter
 
Konkret program for uddannelse af personer, som indgår i sundhedsberedskabet, evt. i samarbejde med tilstødende kommuner og regionen
       
Øvelsesaktiviteter
 
Konkrete planer for øvelser evt. i samarbejde med tilstødende kommuner, region og øvrige aktøre
       
Evalueringskoncept
 
Plan for evaluering af stedfundne hændelser og øvelser
       
Risiko- og sårbarhedsvurdering kan evt. vedlægges
 
Det bør under alle omstændigheder fremgå, at der er foretaget en sådan, og at planen er baseret på den

Officielle noter

1) Reference: Kulling P., Birnbaum M., Murray V., Rockenshaub G.: Guidelines for Reports on Health Crisis and Critical Health Events; Prehospital and Disaster Medicine, vol. 25 (4); 377-81.