Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Afgørelse af 17. maj 2011 fra Ankenævnet vedrørende Praktikvirksomheder

De har ved brev af 20. januar 2011 klaget over afgørelse truffet af Det faglige Uddannelsesudvalg for Jordbrug af 12. januar 2011, hvori Deres virksomhed ikke kan godkendes som praktikplads for erhvervsuddannelseselever i landbrugsuddannelsen med specialet planter.

Ankenævnet har behandlet klagen på skriftligt grundlag.

Sagsfremstilling

Ved brev af 10. januar 2011 modtog det faglige udvalg ansøgning om godkendelse af virksomheden til landbrugsuddannelsen, Planter. Ved brev af 12. januar 2011 blev virksomheden meddelt afslag på ansøgningen. Afgørelsen herom blev truffet på baggrund af oplysninger, som det faglige udvalg havde modtaget om, at virksomhedens uddannelsesmæssige potentiale vurderes til ikke at være tilstrækkeligt på grund af produktionens omfang. Det faglige udvalg anfører, at planteavlen, hvor der i henhold til udvalgets generelle retningslinjer normalt skal omfatte større arealer med normale landbrugsafgrøder, herunder evt. specialeafgrøder. Det faglige udvalg anfører endvidere, at virksomheden i forvejen er godkendt som praktikvirksomhed for elever i produktionsgartneruddannelsen på baggrund af de samme arealer.

Virksomheden klagede ved brev af 20. januar 2011 over afgørelsen til Ankenævnet. I klagen anføres det, at klagen er principiel, idet afvisningen begrundes med ”produktionsomfanget”. Klagen indeholder endvidere oplysninger om, at landbruget er på i alt 21 ha med kornavl til eget mølleri, malteri og bryggeri, humleavl af kløvergræs til afgræsning af kvæg, får og svin samt vinterfoder (hø, ensilage). Derudover omfatter jordbruget blandet frugtavl til konsum, selvpluk og ciderfremstilling samt bær m.fl. rækkekulturer, grøntsager, væksthuse, fremstilling af planter, podninger og frøavl. Endvidere anfører virksomheden, at gården er forsynet med alsidigt og moderne maskinpark og har eget udstyr til jordbehandling, herunder græshøst, rensning, dyrkning af specialkulturer, høst (mejetærsker) og kornbehandling samt et avanceret malteri, mølleri og bryggeri. Virksomheden oplyser, at gården er økologisk. Virksomheden anfører, at der til trods for det nødvendige arealkrav er tale om en økonomisk velfungerende jordbrugsform med top kvalificerede værter for de pågældende praktikanter.

Ved brev af 7. februar 2011 har Ankenævnet indhentet en udtalelse fra det faglige udvalg.

Det fremgår af udvalgets brev af 14. februar 2011 til Ankenævnet, at udvalget fastholder afgørelsen af 12. januar 2011, idet klagen ikke indeholder oplysninger, som har givet grundlag for at ændre afgørelsen.

Ankenævnet har truffet følgende

Afgørelse

Ankenævnet har ikke fundet grundlag for at ændre det faglige udvalgs afgørelse.

Ankenævnet har i sin afgørelse lagt til grund, at virksomhedens omfang af traditionelle landbrugsafgrøder er begrænset, og ikke kan beskæftige en elev med de relevante arbejdsopgaver, der skal give eleven kompetencer i forhold til specialet landmand, planter. Virksomhedens arbejdsområder og omfang (funktioner) lever således ikke op til de fastsatte mål for praktikuddannelsen, jf. bekendtgørelse nr. 884 af 7. juli 2010 om uddannelserne i den erhvervsfaglige fællesindgang dyr, planter og natur, som ændret ved bekendtgørelse nr. 297 af 5. april 2011.

Ankenævnet har endvidere lagt til grund, at der på samme ansøgte areal i forvejen er godkendt tre elevpladser indenfor planteskolegartneruddannelsen, produktion, som modsvarer de kompetencer virksomheden kan tilbyde eleverne.

Denne afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Som retsgrundlag for Ankenævnets afgørelse henvises til

§§ 46 og 47 i lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 171 af 2. marts 2011

§ 1 og § 5 i bekendtgørelse nr. 26 af 15. januar 1991 om de faglige udvalgs behandling af sager om godkendelse af virksomheder som praktiksteder for elever i erhvervsuddannelser.

Bekendtgørelse nr. 884 af 7. juli 2010 om uddannelserne i den erhvervsfaglige fællesindgang dyr, planter og natur, som ændret ved bekendtgørelse nr. 297 af 5. april 2011.

Bekendtgørelse nr. 1517 af 13. december 2007 om Ankenævnet vedrørende Praktikvirksomheder.