Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Links til EU direktiver, jf. note 1
32010L0043
 
Oversigt (indholdsfortegnelse)

   

Den fulde tekst

Bekendtgørelse om værdipapirhandleres udførelse af ordrer1)

I medfør af § 3, stk. 2 og § 93, stk. 3 i lov om værdipapirhandel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 298 af 8. april 2011 samt § 44, stk. 3, nr. 1, og § 221, stk. 3 i lov nr. 456 af 18. maj 2011 om investeringsforeninger mv., fastsættes:

Anvendelsesområde

§ 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse på følgende virksomhed, jf. dog stk. 2-5:

1) Danske værdipapirhandleres aktiviteter her i landet.

2) Aktiviteter her i landet hos tredjelands værdipapirhandlere, der har tilladelse til filialetablering eller grænseoverskridende virksomhed, jf. lov om finansiel virksomhed.

3) Aktiviteter i danske filialer af investeringsselskaber og kreditinstitutter fra EU/EØS-lande.

4) Danske værdipapirhandleres aktiviteter i andre EU/EØS-lande, når dette foregår som grænseoverskridende aktiviteter uden filialetablering.

5) Investeringsforvaltningsselskaber, når de udøver aktiviteter som nævnt i bilag 6 i lov om finansiel virksomhed

6) Investeringsforeninger, som ikke har delegeret den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab.

Stk. 2. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på grænseoverskridende tjenesteydelser ydet her i landet af investeringsselskaber og kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område.

Stk. 3. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse, når værdipapirhandlerens kunde er en godkendt modpart, jf. bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel, bilag 2.

Stk. 4. Uanset stk. 3 finder bekendtgørelsen anvendelse, når investeringsforvaltningsselskaber udøver aktiviteter omfattet af bilag 6 i lov om finansiel virksomhed og hvor kunden er en kollektiv investeringsordning omfattet af lov om investeringsforeninger mv.

Stk. 5. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på transaktioner mellem medlemmer af en multilateral handelsfacilitet, en alternativ markedsplads eller et reguleret marked her i landet eller i andre lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område.

Definition

Værdipapirhandlere

§ 2. Som værdipapirhandlere anses i denne bekendtgørelse virksomheder omfattet af § 1, stk. 1.

Vilkårene for værdipapirhandleres bedste udførelse af ordrer (»best execution«) m.v.

Bedste udførelse af ordrer

§ 3. En værdipapirhandler skal ved udførelse af modtagne ordrer træffe alle rimelige foranstaltninger for at opnå det efter omstændighederne bedst mulige resultat for sine kunder, idet der tages hensyn til pris, omkostninger, hurtighed, gennemførelses- og afregningssandsynlighed, omfang, art og andre forhold, der er relevante for udførelsen af ordren (»best execution«).

Stk. 2. Når en værdipapirhandler udfører en ordre på vegne af en kollektiv investeringsordning omfattet af lov om investeringsforeninger mv. eller på vegne af en detailkunde, jf. bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel § 4, stk. 1, nr. 3, bestemmes best execution ud fra det samlede vederlag, med mindre formålet med udførelsen af ordren tilsiger, at de øvrige elementer nævnt i stk. 1 er relevante. Ved det samlede vederlag forstås prisen for det finansielle instrument og alle udgifter, som er direkte knyttet til udførelsen af ordren, herunder gebyrer i forbindelse med handelsstedet, clearing og afvikling, andre gebyrer til tredjemand, der er involveret i udførelsen af ordren, samt værdipapirhandlerens egne provisioner og omkostninger ved at udføre ordren gennem handelssystemet.

Stk. 3. Når værdipapirhandleren skal bedømme, hvad der er best execution skal værdipapirhandleren lægge vægt på følgende kriterier:

1) Kundens karakteristika, herunder hvorvidt kunden er detailkunde eller professionel kunde, jf. bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel § 4, stk. 1.

2) Kundeordrens karakteristika.

3) Karakteristika ved de finansielle instrumenter, der indgår i ordren.

4) Karakteristika ved de handelssteder, som ordren kan rettes til.

Stk. 4. En værdipapirhandler må ikke strukturere eller pålægge provision på en sådan måde, at der forskelsbehandles urimeligt mellem forskellige handelssteder.

Stk. 5. Hvis der foreligger en specifik instruks fra en kunde, er værdipapirhandleren forpligtet til at udføre ordren efter instruksen.

Ordreudførelsespolitik m.v.

Ordreudførelsespolitik

§ 4. En værdipapirhandler skal etablere og anvende effektive forretningsgange og systemer til at overholde sin best execution-forpligtelse, jf. § 3, stk. 1, herunder opstille og anvende en ordreudførelsespolitik.

Stk. 2. Ordreudførelsespolitikken skal for hver enkelt instrumentkategori omfatte oplysninger om de forskellige handelssteder, hvorigennem værdipapirhandleren udfører kundeordrer, og de faktorer, der påvirker valget af handelssted. Den skal mindst omfatte de handelssteder, der sætter værdipapirhandleren i stand til løbende at opnå de bedste resultater ved udførelsen af kundeordrer.

Stk. 3. En værdipapirhandler skal indhente sine kunders forudgående samtykke til ordreudførelsespolitikken, herunder give detailkunder følgende oplysninger:

1) En redegørelse for den forholdsmæssige betydning, som værdipapirhandleren i overensstemmelse med kriterierne i § 3, stk. 3, tillægger faktorerne i § 3, stk. 1, eller den proces, hvorved værdipapirhandleren fastsætter disse faktorers forholdsmæssige betydning.

2) En liste over de handelssteder, som indgår i ordreudførelsespolitikken.

3) Klar og tydelig information om, at specifikke instrukser fra en kunde kan forhindre værdipapirhandleren i at opfylde sin best execution-forpligtelse, jf. § 3, stk. 1.

Stk. 4. Informationerne jf. stk. 3 skal gives på papir, et andet varigt medium eller via en hjemmeside.

Stk. 5. Hvis informationerne gives på et andet varigt medium end papir, skal følgende betingelser være opfyldt:

1) Kunden har valgt, at oplysningerne gives på et andet varigt medium end papir.

2) Brugen af andet varigt medium skal være hensigtsmæssig i forhold til den måde, hvorpå forretningerne mellem værdipapirhandleren og kunden udføres.

Stk. 6. Hvis informationerne gives via en hjemmeside, skal

1) anvendelsen af en hjemmeside være hensigtsmæssigt i forhold til den måde, hvorpå forretningerne mellem værdipapirhandleren og kunden udføres,

2) kunden have samtykket til levering af information via en hjemmeside,

3) kunden være informeret om hjemmesidens adresse, og hvor på hjemmesiden informationen kan findes,

4) informationen være opdateret, og

5) informationen være tilgængelig på hjemmesiden i den periode, hvor det med rimelighed må forventes, at kunden har behov for at kunne læse informationen.

Stk. 7. Hvis ordreudførelsespolitikken gør det muligt at udføre kundens ordre udenom et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet, skal værdipapirhandleren oplyse sine kunder om denne mulighed. Værdipapirhandleren skal indhente kundens forudgående udtrykkelige samtykke, inden værdipapirhandleren udfører kundens ordrer uden om et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet. Værdipapirhandleren kan indhente dette samtykke enten i form af en generel aftale eller for den enkelte transaktion.

Stk. 8. Værdipapirhandlere skal som en del af ordreudførelsespolitikken fastlægge procedurer med henblik på at forhindre allokering af transaktioner for egen regning, der udføres sammen med kundeordrer, på en sådan måde, at det er til ulempe for kunden.

Tilsyns- og straffebestemmelser

Tilsyn

§ 5. Finanstilsynet fører tilsyn med bekendtgørelsens overholdelse.

Stk. 2. Finanstilsynet kan give påbud om berigtigelse af forhold, der strider mod § 3 og § 4.

Straf

§ 6. Med bøde straffes den, der undlader at efterkomme et påbud efter § 5, stk. 2.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2011. Samtidig hermed ophæves bekendtgørelse nr. 213 af 5. marts 2007 om værdipapirhandleres udførelse af ordrer.

Økonomi- og Erhvervsministeriet, den 30. juni 2011

Brian Mikkelsen

/ Hans Høj

Officielle noter

1) Bekendtgørelsen gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder i for finansielle instrumenter, om ændring af Rådets direktiv 85/611/EØF, og 93/6/EØF samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/12/EF og om ophævelse af Rådets Kommissionens direktiv 93/22/EØF (EF-tidende 2004 nr. L 145, side 1) og dele af Kommissionens direktiv 2006/73/EF af 10. august 2006 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF for så vidt angår de organisatoriske krav til og betingelser for drift af investeringsselskaber samt definitioner af begreber med henblik på nævnte direktiv (EU-tidende 2006, nr. L 241, side 26).