Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume
Opvarmning af indendørs procesanlæg med hjælp af elradiatorer og - temporatorer skulle i afgiftsmæssig henseende behandles efter reglerne om rumvarme, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 3.
Den fulde tekst

Rumopvarmning

  • indendørs procesanlæg
  • el-afgift

Reference:

Elafgiftslovens § 11, stk. 3 og 4, nr. 1, 1.pkt.

X kommunes klage til Landsskatteretten skyldtes, at told- og skatteregionen ved afgørelse af 3. juni 1998 havde fundet, at opvarmning af indendørs procesanlæg som pumpesumpe og pumpeteknikrum ved hjælp af elradiatorer og -temporatorer i afgiftsmæssig henseende skulle behandles efter reglerne om rumvarme, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 3.

Det var oplyst, at X Kommune, Drifts- og Anlægsforvaltningen, med henblik på installation af et automatisk registreringssystem til logning af elforbrug anvendt til rumvarmeformål, den 20. november 1997 fremsendte en redegørelse for den påtænkte opdeling af bl.a. elforbrug fordelt på anvendelse til rumopvarmning og til procesvarme til told- og skatteregionen. Det fremgik heraf, at der anvendtes el til at producere varme på følgende måder:

  1. El-baseret rumopvarmning. El-rumvarme i mandskabsrum typisk produceret ved hjælp af el-radiatorer.
  2. El-baseret varmtvandsproduktion. Varmt vand produceret ved hjælp af elvandvarmere i mandskabsrum og i forbindelse med pumpehuse. Typisk til velfærd for medarbejdere i forbindelse med tilsyn på anlæg.
  3. El-baseret procesvarme, indendørs. El-procesvarme typisk produceret ved hjælp af el-temporatorer/radiatorer inde i indendørs procesanlæg som pumpesumpe og pumpeteknikrum alle med el-udstyr. Varme var her påkrævet af procestekniske hensyn til at mindske den relative fugtighed (undgå fugtdannelse) og for at frostsikre det tekniske udstyr, typisk automatik. Temperaturniveauet var maksimalt ca. 4o C.
  4. El-baseret procesvarme, udendørs. El-procesvarme i udendørs procesteknisk anlæg (hydraulikker, kørebroer ved renseanlæg, automatikskabe etc.) for at hindre kondens- og frostproblemer for el-komponenter og mekanisk udstyr. Varme blev produceret typisk ved hjælp af el-tracere, små varmelegemer etc.

Ved afgørelse af 16. januar 1998 meddelte Told- og Skatteregionen, at det under punkt 3 anførte elforbrug måtte anses som rumvarme. Det blev herved anført, at opvarmning af rum, der skete af produktionstekniske hensyn, generelt var omfattet af rumvarmereglerne. Rumopvarmning kunne alene anses som procesvarme, hvis der var tale om særligt indrettede rum, hvor varmen indgik aktivt i forarbejdningen af en vare.

Foranlediget af førnævnte afgørelse blev der den 17. februar 1998 afholdt en besigtigelse af 2 pumpestationer, en med mellemdæk og en med overbygning. Det blev ved besigtigelsen præciseret, at eltemperatorerne kun havde til formål at skabe overtryk så aggressive luftarter fra spildevandet ikke tærede installationerne, samt holde installationerne kondens- og frostfrie af hensyn til en stabil og effektiv pumpedrift.

I fortsættelse heraf meddelte regionen den 3. juni 1998, at man fastholdt afgørelsen om den afgiftsmæssige status for pumpestationer som de omhandlede. Regionen lagde herved vægt på, at pumpehusene - der henholdsvis var opført i beton og indrettet i et træskur - fysisk fremtrådte som lukkede rum, hvori der var installeret forskelligt teknisk udstyr. I henhold til elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 1, var adgangen til afgiftsgodtgørelse - foruden specifikt nævnte lokaler - begrænset til særligt indrettede rum, hvor varmen indgik aktivt i forarbejdningen af varer og derved ændrede varernes karakter. Pumpestationerne kunne ikke anses at være omfattet af disse godtgørelseskriterier.

Den klagende kommune havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at der skulle ske afgiftsgodtgørelse for elforbrug anvendt i forbindelse med opvarmning af indendørs procesanlæg, jf. redegørelsens punkt 3.

Det var til støtte herfor anført, at det i elafgiftslovens § 11, stk. 3, var fastslået, at tilbagebetalingen ikke kunne finde sted for afgiftspligtig elektricitet og varme, som var forbrugt i vandvarmere, varmepumper til opvarmning af brugsvand samt fast installerede elektriske radiatorer, strålevarmeanlæg, varmeblæsere, konvektionsovne, varmepumper og lignende anlæg beregnet til rumopvarmning. I § 11, stk. 4, var herefter angivet en række undtagelser. At de omhandlede installationer ikke henhørte under disse undtagelser var kommunen som udgangspunkt enige i. Imidlertid var det kommunens opfattelse, at det omhandlede elforbrug ikke var omfattet af § 11, stk. 3, idet der ikke var tale om anlæg beregnet til rumopvarmning. Anlæggene til opvarmning var alene beregnet for at sikre driften af udstyr i form af pumper og tilhørende el-teknisk udstyr, i øvrigt helt på lige fod med de udendørs placerede anlæg, jf. redegørelsens punkt 4.

Dette understøttedes endvidere af, at bekendtgørelsen på disse områder tydeligt rettede sig mod produktionsvirksomheder, idet der refereredes til "rum til fremstilling af varer" og "forarbejdning af varer". I nærværende tilfælde, var der tale om pumpestationer til spildevandspumpning i rørledninger, og dermed ikke "rum" i førnævnte forstand, og slet ikke til produktionstekniske hensyn.

Kloakpumpestationerne var for fleres vedkommende alene "et hul i jorden", hvor der var indsat pumper i en rørledning. Pumpestationer med overbygninger var alene overjordiske af hensyn til mulighederne for servicering, ved reparationer, rensning af rørledningen i forbindelse med tilstopning af pumpen etc. Disse stationer var således langt mere arbejdsmiljøvenlige, idet man ikke skulle ned i en kloaksump, men kunne arbejde på jorden. Endvidere var det anført, at det ikke var tekniske muligt at sikre overbygningerne mod frost uden brug af en eller anden form for opvarmning af installationerne. I princippet kunne pumperne være placeret i det fri, med et vejrbestandigt el-skab. En afskærmning var dog nødvendig for at sikre installationerne mod hærværk og pilfingre, samt af æstetiske årsager. Opvarmningen i pumpestationerne var således ikke rumopvarmning til ære for mandskabet, som sjældent var til stede, men direkte en driftssikring af det el-teknisk udstyr, på lige fod med andet sådant udstyr, som var placeret udendørs.

Landsskatteretten udtalte:

I henhold til elafgiftslovens § 11, stk. 1, kunne momsregistrerede virksomheder som hovedregel få tilbagebetalt afgiften af forbrugt afgiftspligtig elektricitet.

Som en undtagelse hertil var i lovens § 11, stk. 3, anført følgende:

"Tilbagebetaling kan ikke finde sted for afgiftspligtig elektricitet og varme, som forbruges i vandvarmere, varmepumper til opvarmning af brugsvand samt fast installerede elektriske radiatorer, strålevarmeanlæg, varmeblæsere, konvektionsovne, varmepumper og lignende anlæg beregnet til rumopvarmning."

 

Derudover var i lovens § 11, stk. 4, opregnet en række tilfælde, hvor der dog var ydet godtgørelse for afgiftspligtig elektricitet omfattet af stk. 3.

Efter det oplyste lagde retten til grund, at de i sagen omhandlede installationer (elradiatorer og -temporatorer) var placeret i lukkede rum samt, at den forbrugte elektricitet var anvendt til opretholdelse af et maksimalt temperaturniveau i pumpestationerne på 4 oC, således at det deri placerede tekniske udstyr var frostsikret. Herefter fandt retten, at det omhandlede elforbrug var medgået til rumopvarmning i relation til elafgiftslovens § 11, stk 3.

Uanset at det efter det oplyste om temperaturniveau og anvendelse af lokaliteterne videre kunne lægges til grund, at rumopvarmningen alene var betinget af produktionstekniske forhold, fandt retten, at der ikke i elafgiftsloven forefandtes hjemmel til tilbagebetaling af elafgiften. Hjemmelen til afgiftsgodtgørelse vedrørende opvarmning af rum, der havde karakter af procesanlæg, som procesenergi forefandtes i lovens § 11, stk. 4, nr. 1, 1. pkt., i.f., hvilken bestemmelse de i sagen omhandlede pumpestationer ikke var omfattet af.

Den påklagede afgørelse blev stadfæstet.