Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1
Kapitel 2
Kapitel 3
Kapitel 4
Kapitel 4
Kapitel 5
Kapitel 6
Kapitel 7
Den fulde tekst

Cirkulære om kompetencekrav for kirkefunktionærer med sognemedhjælperfunktioner

I henhold til § 22 i lov om ansættelse i stillinger i folkekirken mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 472 af 13. maj 2011 fastsættes følgende:

Kapitel 1

Generelle krav til sognemedhjælperes kompetenceniveau

§ 1. Ved ansættelse som sognemedhjælper stilles der krav om, at ansøgeren har:

1) a. basisviden inden for kristendomskundskab og kirkefaglighed og

2) b. specifikke kompetencer, der er nødvendige for at varetage den konkrete stilling, f.eks. en kreativ komponent fra en musikalsk uddannelse, drama- eller kunstuddannelse eller lignende.

Stk. 2. Ved kristendomskundskab og kirkefaglighed forstås, at man har modtaget undervisning i kristendomskundskab svarende til lærerseminariernes linjefag i kristendomskundskab, at man har indsigt i folkekirkens bekendelse og gudstjeneste samt undervisning, sjælesorg og diakoni og at man kan omsætte viden, man har tilegnet sig, i forhold til de arbejdsopgaver, man er sat til at udføre.

Stk. 3. Der stilles ikke krav om en bestemt uddannelse som kompetencegivende ansættelsesgrundlag.

Kapitel 2

Vurdering af kompetenceniveau

§ 2. Ved alle førstegangsansættelser foretager Ækvivaleringsudvalget en obligatorisk vurdering af kompetenceniveauet, jf. § 1, hos den ansøger, som menighedsrådet påtænker at ansætte, jf. dog stk. 4 og § 5, stk. 1.

Stk. 2. Vurderingen finder sted inden aftale om ansættelse.

Stk. 3. Når en ansøgers kompetenceniveau er blevet ækvivaleret, træffer menighedsrådet som ansættelsesmyndighed beslutning om, hvorvidt ansøgeren skal ansættes.

Stk. 4. Ansøgere til vikarstillinger af op til 1 års varighed eller til stillinger med et ugentligt timetal på mindre end 8 timer er undtaget fra kravet om kompetencevurdering af Ækvivaleringsudvalget.

Stk. 5. Forlænges vikariatet udover et år, eller ændres timetallet til 8 timer eller derover, skal vedkommende vurderes af Ækvivaleringsudvalget jf. stk. 1.

Stk. 6. Personer, der beskæftiger sig med skole-kirkesamarbejde og som følge af deres arbejdsopgaver er omfattet af organisationsaftale for kordegne, sognemedhjælpere, kirkemusikere, herunder protokollat for sognemedhjælpere, skal ækvivaleres efter bestemmelserne i dette cirkulære.

§ 3. Ækvivaleringsudvalget kan uafhængigt af § 2 anmodes om en vurdering.

§ 4. Ækvivaleringsudvalget vurderer i hvert enkelt tilfælde, om ansøgeren skal supplere sit kompetenceniveau med kristendomskundskab, kirkefaglig uddannelse, pædagogisk eller kreativ uddannelse eller anden uddannelse, som er nødvendig for at kunne varetage den konkrete stilling.

Stk. 2. Ved kompetencevurderingen kan tidligere erhvervet erfaring, der har relation til opgaverne i sognemedhjælperstillingen, inddrages.

Stk. 3. Ækvivaleringsudvalget kan godkende ansættelse uden krav om supplering, f.eks. begrundet i ansøgerens erfaring fra tidligere ansættelser eller uddannelser.

Kapitel 3

Uddannelser der kan danne grundlag for opfyldelse af kompetenceniveauet

§ 5. Følgende uddannelse gør ansøgeren direkte kvalificeret til en sognemedhjælperstilling, og ansøgeren skal derfor ikke ækvivaleres:

1) Cand. theol.

2) Læreruddannelsen med kristendomskundskab som linjefag.

Stk. 2. Følgende uddannelser kan danne grundlag for, at kompetenceniveauet er opfyldt:

1) Bach. theol.

3) Læreruddannelse med andre linjefag end kristendomskundskab.

4) Professionsbachelor i kristendom, kultur og kommunikation.

5) Socialrådgiveruddannelse, hvis stillingsindholdet er diakonalt arbejde.

6) Pædagoguddannelse.

7) Diakonuddannelse. Gennemført som en diakonal efteruddannelse eller tilsvarende.

Kapitel 4

Supplering af kompetenceniveau

§ 6. Ansøgere, som ikke opfylder kompetenceniveauet for den pågældende stilling, skal supplere sit kompetenceniveau med relevant uddannelse.

Stk. 2. Stilles der krav om supplering, kan en af følgende uddannelsesmuligheder være relevant:

1) Bacheloruddannelserne på Københavns og Aarhus teologiske fakulteter udbyder en række fag, som er relevante.

2) Professionsbachelor i kristendom, kultur og kommunikation.

3) Den diakonale videreuddannelse ved Diakonhøjskolen i Aarhus.

4) Seminarierne (CVU) udbyder 1-årige diplomuddannelser i f.eks. kristendomskundskab og religion.

5) Lærerseminariernes linjefag i kristendomskundskab svarende til 36 ECTS point.

6) Andre uddannelsesmuligheder, som Ækvivaleringsudvalget vurderer som relevante.

Stk. 3. Ækvivaleringsudvalget peger i sin udtalelse på, hvilke suppleringer der vil være relevant for ansøgeren.

Kapitel 4

Ækvivaleringsudvalget

§ 7. Ækvivaleringsudvalget sammensættes af en repræsentant fra henholdsvis Den Danske Præsteforening, Landsforeningen af Menighedsråd, Teologisk Pædagogisk Center, Foreningen af Sognemedhjælpere i Danmark og Dansk Diakoniråd.

§ 8. Teologisk Pædagogisk Center bistår Ækvivaleringsudvalget med sekretariatsbistand.

§ 9. Ækvivaleringsudvalgets vurdering foregår elektronisk blandt udvalgets medlemmer. Menighedsrådet skal påse, at ansøgning og andet materiale fremsendes til Ækvivaleringsudvalget på aekvivalering@km.dk.

Stk. 2. Ækvivaleringsudvalget sender sin vurdering til menighedsrådet, ansøgeren og biskoppen i det stift, hvor ansættelsen skal finde sted.

§ 10. Ækvivaleringsudvalgets udtalelse foretages på vegne af biskoppen, som formelt har ansvaret for kompetencevurderingen.

Stk. 2. Ved tvivlstilfælde skal Ækvivaleringsudvalget inddrage biskoppen i det stift, hvor ansættelsen skal finde sted.

§ 11. Klager over Ækvivaleringsudvalgets vurdering kan rettes til Ækvivaleringsudvalget, som videresender klagen til biskoppen i det stift, hvor ansættelsen skal finde sted.

Kapitel 5

Øvrig uddannelse

§ 12. Foruden at opfylde kravene om kompetenceniveau skal den ansatte gennemføre anden uddannelse, som vedkommendes jobfunktioner i sognemedhjælperstillingen er afhængig af.

Stk. 2. Efteruddannelse planlægges mellem den ansatte og menighedsrådet ved den årlige medarbejderudviklingssamtale.

Kapitel 6

Økonomi

§ 13. Ansætter menighedsrådet en person, som Ækvivaleringsudvalget har vurderet skal supplere sit kompetenceniveau, påhviler det menighedsrådet at afholde udgifterne til uddannelsen, herunder lønudgiften under uddannelse.

Stk. 2. Valg mellem uddannelsesmuligheder, som Ækvivaleringsudvalget har peget på, træffes af menighedsrådet på baggrund af en drøftelse med den ansatte.

Stk. 3. Uddannelsen skal påbegyndes snarest muligt efter ansættelse.

§ 14. Det påhviler menighedsrådet at afholde udgiften til ækvivaleringen på kr. 1.283.

Stk. 2. Ved ækvivalering efter § 3 afholdes udgiften af den, der har anmodet om ækvivaleringen.

Stk. 3. Udgiften dækker sekretærbistand i forbindelse ækvivaleringen.

Kapitel 7

Ikrafttræden

§ 15. Cirkulæret træder i kraft den 1. november 2011.

Stk. 2. Samtidig ophæves cirkulære nr. 74 af 14. september 2009 om kompetencekrav for kirkefunktionærer med sognemedhjælperfunktioner.

Ministeriet for Ligestilling og Kirke, den 11. oktober 2011

Sine Dreyer