Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume
En skatteyder, der var gået i betalingsstandsning, opnåede ved sin ægtefælles mellemkomst en akkord med sine kreditorer. Underskud, der kunne fremføres efter personskattelovens § 13, skulle reduceres med den ved akkorden opnåede gældseftergivelse.
Den fulde tekst

Landsskatteretskendelse

 

 

Akkord

- hovedaktionærs overtagelse af kreditorer

- indfrielse til kurs 45

- underskudsfremførsel

Reference:

PSL § 13 a

A klagede for indkomståret 1994 over, at skatteankenævnet havde begrænset det af ham fremførte underskud.

Det var oplyst, at klageren havde en personligt drevet virksomhed, hvis aktivitet bestod i handel med platter og flag samt opstilling og servicering af pulsmålere i varehuse og sportsforretninger.

Det var endvidere oplyst, at klageren anmeldte betalingsstandsning den 17. februar 1993. Betalingsstandsningen udløb endeligt den 6. oktober 1994.

Forud for betalingsstandsningen havde klageren indledt forhandlinger med sine kreditorer på grundlag af sin betydelige gæld, ligesom flere af kreditorerne havde indledt inkassosager imod klageren. Der var imidlertid vanskeligheder forbundet med at opnå en samlet ordning med kreditorerne om afvikling af gælden.

Tilsynet havde tilsvarende under betalingsstandsningen vanskeligheder med at få tilvejebragt grundlaget for en samlet ordning. Kreditorerne tiltrådte dog en ordning, ifølge hvilken kreditorerne transporterede deres tilgodehavender på klageren til dennes ægtefælle samtidig med, at kreditorerne modtog et vederlag svarende til 45 % af tilgodehavendet til fuld og endelig afgørelse under forudsætning af, at de øvrige kreditorer tiltrådte aftalen på samme vilkår. Vederlaget skulle betales kontant senest den 30. september 1994. Mellemværendet blev herefter afsluttet ved, at kreditorerne i overensstemmelse med aftalen modtog en betaling på 45 % af deres tilgodehavende.

For årene 1993 og 1994 var kortfristet gæld i klagerens årsregnskab opført således:

 

1994

1993

Skyldige beløb

32.163

201.182

Bankgæld

12.168

777.759

Privatlån

90.000

90.000

Gæld til ægtefælle

885.967

0

Gældsnedsættelsen kan opgøres som følger:

Samlet gæld

885.967 kr.

 

Betaling/kurs 45

398.685 kr.

 

Gældsnedsættelse i alt

487.282 kr.

 

Det var derudover oplyst, at klagerens ægtefælle i 1994 foretog en omprioritering af en af hende ejet villa. Det likvide nettoprovenu herfra var opgjort til i alt 269.281 kr. Det var oplyst, at dette beløb var anvendt til betaling af kreditorerne i forbindelse med ovenstående aftale. Det resterende beløb af gældsbetalingen på i alt 129.404 kr. var betalt af klageren. Betalingen til kreditorerne var på denne baggrund sammensat således:

Provenu fra omprioritering

269.281 kr.

Betaling fra klageren

129.404 kr.

Gældsbetaling i alt

398.685 kr.

Det fremgik endvidere af sagens oplysninger, at klageren havde fremført følgende uudnyttede underskud:

Virksomhedsunderskud 1993

170.495 kr.

Negativ skattepligtig indkomst 1990-93

221.745 kr.

Negativ skattepligtig indkomst 1994

95.042 kr.

I alt

487.282 kr.

Det fremgik derudover af sagens oplysninger, at klageren i det omhandlede år havde betalt et beløb på 229.099 kr. til sin ægtefælle.

Skatteankenævnet havde begrænset det af klageren fremførte underskud, idet skatteankenævnet var af den opfattelse, at klageren havde opnået en frivillig akkord, i medfør af hvilken kreditorerne havde eftergivet 55 % af gælden svarende til 487.282 kr. Det uudnyttede henstående underskud var herefter i henhold til personskattelovens § 13 a, stk. 5, jf. stk. 1-4 nedsat med det beløb, hvormed gælden var eftergivet.

Skatteankenævnet havde ved sin afgørelse lagt vægt på, at opskrivningen af kravet overfor klageren fra det betalte beløb til et beløb svarende til kreditorernes oprindelige fordringer måtte anses som en usædvanlig forretningsmæssig disposition, der alene udsprang af det nære interessefællesskab mellem ægtefællerne, at klageren selv havde betalt en andel af skyldige beløb, at klageren endvidere havde indbetalt et beløb på 229.099 kr. i relation til omprioriteringen af villaen, at man således måtte lægge til grund, at klageren tillige i hovedsagen stod bag gældsbetalingen på 269.281 kr. og dermed personligt havde finansieret betalingen af de til ægtefællen transporterede fordringer, at klagerens ægtefælle i 1994 alene havde et privatforbrug på 29.618 kr., samt at realiteten derfor var, at klageren ved ægtefællens mellemkomst havde opnået en frivillig akkord.

Skatteankenævnet havde endvidere henset til, at klageren ikke havde udarbejdet en kapitalforklaring, jf. bogføringsbekendtgørelsens § 14, stk. 6, hvorfor man ikke kunne følge pengestrømmene mellem ægtefællerne eller følge et provenu på 400.000 kr. fra salg af en af klageren ejet ejendom.

Klagerens advokat havde nedlagt påstand om, at klagerens indkomst blev nedsat i overensstemmelse med det selvangivne på baggrund af klagerens lovbestemte ret til underskudsfremførsel, jf. personskattelovens § 13.

Advokaten havde til støtte for sin påstand anført, at det var dokumenteret, at der ikke var indgået en akkordaftale imellem klageren og kreditorerne, men at aftalen om afvikling af klagerens gæld blev indgået med klagerens ægtefælle, således at hun ved gyldig aftale fik tiltransporteret de på klageren hvilende fordringer, samtidigt med at hun kom til at fremstå som debitor overfor kreditorerne.

Advokaten havde i denne forbindelse forklaret, at baggrunden for, at der ikke blev indgået en akkordaftale imellem klageren og kreditorerne, var, at klageren ikke havde midler til at indgå en sådan aftale. Derfor var den eneste måde, hvorpå man kunne løse klagerens økonomiske problemer, at fordringerne blev tiltransporteret klagerens ægtefælle i forbindelse med en aftale om gældsbetaling til kurs 45. Det måtte heraf fremgå, at dispositionen var forretningsmæssigt velbegrundet.

Advokaten havde endvidere gjort gældende, at det var dokumenteret, at klagerens ægtefælle foretog betalingen på 269.281 kr, idet beløbet var fremkommet ved optagelse af lån i hendes ejendom.

Advokaten havde tillige gjort gældende, at der i personskattelovens § 13 a ikke var holdepunkter for at anlægge de af skatteankenævnet anførte betragtninger, idet underskudsfremførsel i henhold til denne bestemmelse alene kunne begrænses, såfremt der havde været indgået en aftale om akkord imellem klageren og dennes kreditorer.

Advokaten havde i forlængelse heraf gjort gældende, at klagerens ægtefælle i enhver henseende havde været juridisk forpligtet i henhold til aftalen om gældsbetaling, samt at klagerens ægtefælle havde et tilgodehavende hos klageren svarende til kreditorernes oprindelige fordringer, hvorfor der ikke var sket en gældseftergivelse. Klageren havde således i 1996 tilbagebetalt en andel af det skyldige beløb til sin ægtefælle.

Landsskatteretten bemærkede, at det fremgik af personskattelovens § 13 a sammenholdt med ligningslovens § 15, stk. 2 og stk. 3, at såfremt en person i et indkomstår opnåede tvangsakkord, frivillig akkord eller gældssanering, blev uudnyttede fradragsberettigede underskud hos den skattepligtige nedsat fra det pågældende og tidligere indkomstår med det beløb, hvormed gælden var nedsat. Retten fandt, at klageren efter det oplyste om sine formueforhold i det påklagede indkomstår ved sin ægtefælles mellemkomst havde opnået en samlet ordning med sine kreditorer vedrørende nedsættelse af sin gæld til disse. Der var herved henset til, at der mellem ægtefællerne var indgået en gyldig aftale om transport af gælden til klagerens ægtefælle til kurs 45, således at klageren ifølge aftalen var frigjort for forpligtelsen, at der ikke var dokumentation for, at ægtefællen havde været kreditor for det fulde krav eller iøvrigt havde gjort dette gældende over for klageren, at hustruens privatforbrug i det omhandlede år havde været lavt, hvorfor klageren selv måtte antages at have erlagt en væsentlig andel af betalingen på gælden, samt at det efter ordlyden af bestemmelsen i § 13 a ikke kunne være afgørende, om klageren fremstod som aftalepart over for kreditorerne i forbindelse med opnåelse af akkorden. Retten fandt derfor, at der kunne gives skatteankenævnet medhold i, at klagerens underskud skulle nedsættes med i alt 487.282 kr. Den påklagede afgørelse blev stadfæstet.