Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om miljøzoner

I medfør af § 15 a, stk. 5 og 8, § 15 e og § 80, stk. 1, i lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 879 af 26. juni 2010, som ændret ved lov nr. 653 af 15. juni 2010 og lov nr. 1273 af 21. december 2011, fastsættes:

§ 1. I denne bekendtgørelse forstås ved:

1) Miljøzone: Et større sammenhængende byområde, hvor der er betydelig trafik, og hvor der er krav til tunge køretøjers eller varebilers udledning af partikler og om tilhørende miljøzonemærker.

2) Større sammenhængende byområde: Et område på mindst 2 km2, som kan omfatte bymidte-områder, andre byområder, herunder brokvarterer, eller områder af forstadsmæssig karakter.

3) Betydelig trafik: En årsdøgntrafik på en eller flere veje på omkring 500 tunge køretøjer eller 1500 varebiler.

4) Grænseværdier for partikelforurening: De grænseværdier for partikler, der gælder ifølge bekendtgørelse om vurdering og styring af luftkvaliteten.

5) Tungt køretøj: Lastbil eller bus, der er drevet af en motor med kompressionstænding, og som er indregistreret med en tilladt totalvægt på mere end 3.500 kg.

6) Varebil: En bil, der er indrettet til godstransport, og som er registreret med en tilladt totalvægt på ikke over 3.500 kg.

§ 2. Miljøstyrelsen meddeler tilladelse til at kommunalbestyrelsen i de kommuner, der er omfattet af lovens § 15 a, stk. 1, 1. pkt., kan træffe beslutning om at etablere miljøzoner for varebiler, og til at kommunalbestyrelsen i øvrige kommuner kan træffe beslutning om at etablere miljøzoner for lastbiler, busser og varebiler.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen i de kommuner, der er omfattet af lovens § 15 a, stk. 1, 1. pkt., kan træffe beslutning om at udvide eller i helt særlige tilfælde i mindre omfang indskrænke en eksisterende miljøzone geografisk.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen i øvrige kommuner kan efter forudgående tilladelse fra Miljøstyrelsen træffe beslutning om at udvide eller i helt særlige tilfælde i mindre omfang indskrænke en etableret miljøzone geografisk.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan ikke uden Miljøstyrelsens tilladelse ophæve en eksisterende miljøzone.

Stk. 5. I Miljøstyrelsens afgørelse af, om kommunalbestyrelsen kan beslutte at oprette en miljøzone efter stk. 1, indgår en afvejning af de samlede miljø- og samfundsmæssige konsekvenser af miljøzonen, herunder om zonen skal gælde for både lastbiler, busser og varebiler og om en overskridelse af grænseværdier for partikelforurening skyldes en enkeltstående og atypisk hændelse.

Stk. 6. I Miljøstyrelsens afgørelse af, om kommunalbestyrelsen kan beslutte geografisk at udvide, indskrænke eller ophæve en miljøzone efter stk. 3 og 4, indgår en afvejning af de samlede miljø- og samfundsmæssige konsekvenser af udvidelsen, indskrænkningen eller ophævelsen.

§ 3. Kommunalbestyrelsen kan kun inddrage veje, der regelmæssigt anvendes som led i international transit af varer, herunder transit via havne- eller lufthavnsfaciliteter, i en miljøzone, hvis der findes rimelige alternative transitveje uden for miljøzonen.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan træffe bestemmelse om undtagelse af visse veje i miljøzonen, såfremt der foreligger særlige omstændigheder, og undtagelsen er af miljø- og sundhedsmæssig underordnet betydning.

§ 4. En ansøgning efter § 2, stk. 1, skal indeholde:

1) Oplysninger om den foreslåede miljøzones karakter, herunder typerne af bebyggelse, indbyggertal, køretøjernes aldersfordeling og fordelingen af tunge køretøjer, varebiler og personbiler i området.

2) Oplysninger om luftforureningssituationen ved partikelmålinger fra faste målestationer eller ved modelberegninger af partikelmålingen suppleret med målinger af kortere varighed, typisk ca. fire uger.

Stk. 2. I de byområder, hvor der findes faste målestationer, kan målingerne fra disse eventuelt suppleres med modelberegninger. I de byområder, hvor der ikke findes faste målestationer, tilvejebringes oplysningerne om forureningssituationen fra modelberegninger, der er baseret på detaljerede lokale trafiktællinger og suppleret med faktiske målinger af kortere varighed.

§ 5. Kommunalbestyrelsen må ikke træffe bestemmelse om at etablere, udvide, indskrænke eller ophæve en miljøzone, før offentligheden har haft lejlighed til at udtale sig om kommunalbestyrelsens forslag til afgørelse.

Stk. 2. For at give offentligheden lejlighed til at udtale sig skal kommunalbestyrelsen foretage offentlig annoncering af forslag til afgørelse. Annoncering kan ske udelukkende digitalt på kommunens hjemmeside.

Stk. 3. Annonceringen af forslaget til afgørelse skal som minimum indeholde oplysninger om

1) forslagets indhold,

2) forslagets retsvirkninger for borgere og virksomheder, herunder dispensationsmuligheder,

3) hvor bemærkninger til forslaget kan indgives,

4) frist for indgivelse af bemærkninger til forslaget, idet fristen som minimum skal være fire uger efter annonceringen af forslaget,

5) hvor yderligere information om forslaget kan indhentes, og

6) at kommunalbestyrelsens afgørelse ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsens afgørelse om etablering, udvidelse, indskrænkning eller ophævelse af en miljøzone skal som minimum offentliggøres det sted, hvor forslaget blev annonceret efter bestemmelsen i stk. 2.

Stk. 5. Efter offentliggørelse af kommunalbestyrelsens afgørelse om etablering, udvidelse eller indskrænkning af en miljøzone skal der på kommunens hjemmeside stedse være nødvendige oplysninger om miljøzonen, herunder om afgrænsning og retsvirkninger, jf. bekendtgørelse om aktiv formidling af miljøoplysninger.

Ikrafttrædelse

§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 2. januar 2012.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 701 af 24. juni 2011 om miljøzoner ophæves.

Stk. 3. Eksisterende miljøzoner er fortsat gældende.

Miljøministeriet, den 21. december 2011

Ida Auken

/ Michel Schilling