Oversigt (indholdsfortegnelse)
Bilag 1
Den fulde tekst

Betænkning afgivet af Miljøudvalget den 1. december 2011

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse, lov om planlægning og forskellige andre love

(Digital annoncering, obligatorisk digital kommunikation, afskæring af klageadgang)

[af miljøministeren (Ida Auken)]

1. Ændringsforslag

Der er stillet 3 ændringsforslag til lovforslaget. Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 1 og 2. Miljøministeren har stillet ændringsforslag nr. 3.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 10. november 2011 og var til 1. behandling den 18. november 2011. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Miljøudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og den daværende miljøminister sendte den 1. juli 2011 dette udkast til Miljø- og Planlægningsudvalget, jf. folketingsåret 2010-11, 1. samling, MPU alm. del – bilag 702. Den 10. november 2011 sendte miljøministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra Danske Dagblades Forening og Foreningen Ugeaviserne og fra Fredningskommiteen Lillebælt.

Miljøministeren har over for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser til udvalget.

Deputationer

Endvidere har Danske Dagblades Forening og Foreningen Ugeaviserne mundtligt over for udvalget redegjort for deres holdning til lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 10 spørgsmål til miljøministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af DF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af miljøministeren under nr. 3 stillede ændringsforslag. Flertallet vil stemme imod de af Dansk Folkeparti under nr. 1 og 2 stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (DF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag. Såfremt de af mindretallet stillede ændringsforslag ikke vedtages ved 2. behandling, vil mindretallet stemme imod lovforslaget ved 3. behandling.

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget finder, at lovforslaget svigter den gruppe af borgere, der ikke har adgang til internettet. Det har været vigtigt for DF, at kommunerne pålægges på en så billig måde som muligt at informere borgerne om de vigtige beslutninger, som en kommunalbestyrelse træffer. DF henleder opmærksomheden på, at der findes mange gratisaviser, herunder ugeaviser og lokalaviser, der gerne vil bringe disse nyheder, hvis kommunerne sender en mail til gratisaviserne med den nødvendige information.

Indførelse af en abonnementsordning, som indebærer, at alle kan få oplyst, at der på kommunens hjemmeside er lagt en ny offentliggørelse m.v., vil efter DF’s opfattelse ligeledes være en ønskelig og hensigtsmæssig forbedring af lovforslaget. Det vil ikke medføre den store udgift for kommunen. Regeringen lægger op til en uensartethed mellem kommunerne, idet ikke alle kommuner har opbygget deres hjemmesider på samme måde. En meget uheldig konsekvens kan blive, at en gruppe borgere ikke bliver opmærksomme på myndighedsafgørelser og de klagemuligheder, der findes i den forbindelse.  Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget har på den baggrund stillet ændringsforslag, der sikrer indførelse af krav om en abonnementsordning hos myndigheden og krav om annoncering i gratisaviser el. lign. De stillede ændringsforslag er alene eksempler på de ønskede ændringer. DF vil derfor stille supplerende ændringsforslag til 3. behandling, såfremt ændringsforslagene vedtages ved 2. behandling.

Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af et mindretal (DF):

1) Nr. 1 affattes således:

»1. I § 14, stk. 2, indsættes som 2.-4. pkt.:

»Ministeren kan herunder fastsætte regler om, at inddragelse af offentligheden og offentliggørelse af fastsatte kvalitetskrav kan ske digitalt. Reglerne skal dog sikre, at myndigheden efter anmodning giver borgere og andre mulighed for at få direkte digital underretning. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at inddragelse af offentligheden og offentliggørelse af fastsatte kvalitetskrav, der sker digitalt, skal suppleres med en kort meddelelse i en lokal gratisavis el. lign.««

[Krav om abonnementsordning hos myndigheden og om annoncering i gratisavis el. lign. ]

2) Det under nr. 5 foreslåede § 18, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Kommunalbestyrelsen offentliggør vedtagne forskrifter efter stk. 1. Offentliggørelsen kan ske digitalt. Ved digital offentliggørelse skal kommunalbestyrelsen give borgere og andre mulighed for at få direkte digital underretning om offentliggørelsen, og den digitale offentliggørelse skal endvidere suppleres med en kort meddelelse i en lokal gratisavis el. lign.«

[Krav om abonnementsordning hos myndigheden og om annoncering i gratisavis el. lign. ]

Til § 10

Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget:

3) Det under nr. 3 foreslåede § 57, stk. 2, 2. pkt., affattes således:

»Miljøministeren kan endvidere fastsætte regler om, at forbrugere af vand fra visse grupper af vandforsyningsanlæg kan informeres udelukkende digitalt om tilsynets indhold og resultater.«

[Præcisering af bestemmelse]

Bemærkninger

Til nr. 1

For så vidt angår det foreslåede 2. punktum, henvises til de specielle bemærkninger i det fremsatte lovforslag, idet dette punktum stort set er identisk hermed.

Med det foreslåede 3. punktum foreslås det, at der i reglerne om digital inddragelse af offentligheden og offentliggørelse af miljøkvalitetskrav fastsættes krav om, at myndigheden efter anmodning giver borgere og andre mulighed for at få direkte digital underretning. Der sigtes hermed til, at alle kan få oplyst, at der på hjemmesiden er lagt en ny offentliggørelse m.v. Der kan også tænkes andre digitale underretningsmåder, f.eks. via sms-beskeder eller andre måder, som den digitale udvikling muliggør.

Med den foreslåede bestemmelse i 4. punktum bemyndiges ministeren til at fastsætte regler om, at inddragelse af offentligheden og offentliggørelse af fastsatte kvalitetskrav, der sker digitalt, skal suppleres med en kort meddelelse i en lokal gratisavis el. lign. Findes der ikke en lokal gratisavis, skal meddelelsen som hidtil bringes i et andet lokalt blad.

Til nr. 2

For så vidt angår de to første punktummer, henvises til de specielle bemærkninger i det fremsatte lovforslag, idet disse punktummer stort set er identiske hermed.

Med det foreslåede 3. punktum foreslås det, at kommunalbestyrelsen ved udelukkende digital offentliggørelse skal give borgere og andre mulighed for at få direkte digital underretning om offentliggørelsen. Der sigtes hermed til, at alle kan få oplyst, at der på hjemmesiden er lagt en ny forskrift. Der kan også tænkes andre digitale underretningsmåder, f.eks. via sms-beskeder eller andre måder, som den digitale udvikling muliggør.

Det foreslås endvidere, at offentliggørelse af vedtagne forskrifter, der sker digitalt, skal suppleres med en kort meddelelse i en lokal gratisavis el. lign. Findes der ikke en lokal gratisavis, skal meddelelsen som hidtil bringes i et andet lokalt blad.

Til nr. 3

Ændringen er af lovteknisk karakter og indebærer, at bestemmelsen om, at miljøministeren kan fastsætte regler om, hvordan kommunalbestyrelsen kan informere forbrugere af vand fra visse grupper af vandforsyningsanlæg, præciseres, således at den omfatter tilsynets »indhold og resultater«. I det fremsatte lovforslag foreslås en ændring af tilsynets »karakter« til tilsynets »resultater«. Ændringen tilsigter ingen ændring med hensyn til formålet med bestemmelsen og har ingen indholdsmæssige konsekvenser for resten af forslaget.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen. Der gøres opmærksom på, at et flertal eller et mindretal i udvalget ikke altid vil afspejle et flertal/mindretal ved afstemning i Folketingssalen.

Annette Lind (S) Flemming Møller Mortensen (S) Jens Joel (S) John Dyrby Paulsen (S) Julie Skovsby (S) Torben Hansen (S) Simon Kollerup (S) Lone Loklindt (RV) fmd. Jeppe Mikkelsen (RV) Lotte Rod (RV) Lisbeth Bech Poulsen (SF) Ida Damborg (SF) Per Clausen (EL) Christian Juhl (EL) Sara Olsvig (IA) Erling Bonnesen (V) Anne-Mette Winther Christiansen (V) Henrik Høegh (V) Birgitte Josefsen (V) Jan E. Jørgensen (V) Anni Matthiesen (V) nfmd. Hans Christian Thoning (V) Eyvind Vesselbo (V) Jørn Dohrmann (DF) René Christensen (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Hans Kristian Skibby (DF) Villum Christensen (LA) Benedikte Kiær (KF)

Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) 47
Socialdemokratiet (S) 44
Dansk Folkeparti (DF) 22
Radikale Venstre (RV) 17
Socialistisk Folkeparti (SF) 16
Enhedslisten (EL) 12
Liberal Alliance (LA) 9
Det Konservative Folkeparti (KF) 8
Inuit Ataqatigiit (IA) 1
Siumut (SIU) 1
Sambandsflokkurin (SP) 1
Javnaðarflokkurin (JF) 1


Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 13

Bilagsnr.
Titel
1
Høringsnotat og høringssvar, fra miljøministeren
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
Henvendelse af 24/11-11 fra Danske Dagblades Forening og Foreningen Ugeaviserne
5
1. udkast til betænkning
6
Ændringsforslag fra miljøministeren
7
Henvendelse af 29/11-11 fra Fredningskommiteen Lillebælt
8
2. udkast til betænkning

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 13

Spm.nr.
Titel
1
Spm. , om ministeren kan bekræfte, at der ikke sker ændringer i partshøringsreglerne, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om, hvorfor det ikke er muligt at oprette en abonnementsordning, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. , om ministeren er indstillet på at oprette en minimumsmodel med hensyn til annoncering, f.eks. i overskriftsform, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om, hvor mange husstande der i dag har en aktiv internetopkobling, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. , om det er muligt, at kommunerne pålægges at anvende gratisaviserne til at annoncere planforslag m.v., til miljøministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. , om ministeren – i forlængelse af førstebehandlingen – vil oplyse, hvor mange læsere ugeaviserne har, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om teknisk bistand til et ændringsforslag, der sikrer, at der stilles krav om indførelse af en abonnementsordning, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm. om teknisk bistand til et ændringsforslag, der sikrer, at kommunerne pålægges at anvende gratisaviserne til at annoncere planforslag m.v., til miljøministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm. om kommentar til henvendelsen af 24/11-11 fra Danske Dagblades Forening og Foreningen Ugeaviserne, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm. om kommentar til henvendelsen af 29/11-11 fra Fredningskommiteen Lillebælt, til miljøministeren, og ministerens svar herpå