Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70-00147

Resumé

Klager – en mor – klagede over indslaget ”- Det føles som om, det er mig, der har gjort noget ulovligt” i ”Aftenshowet” på DR1.

Pressenævnets begrundelse og afgørelse:

Da [Klager] er den omtalte mor, har hun retlig interesse i at få klagen behandlet. Hertil kommer, at såvel barnets fornavn, faderens fulde navn og billeder af begge bringes, hvilket gør klager identificerbar.

Pressenævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket en offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. § 34, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i kapitel 6 (§§ 36-40) er forpligtet til at offentliggøre et genmæle. Spørgsmålet om strafansvar for mediernes indhold efter medieansvarslovens kapitel 3 og erstatningsansvar for medierne efter kapitel 4 henhører under domstolene, og falder således uden for nævnets kompetence. Disse forhold behandles derfor ikke.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at et medie skal udvise kritik over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt. Det er videre massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den de krænkende oplysninger vedrører, jf. punkterne A.1-A.3.

Efter det oplyste lægges det til grund, at [Klager] havde forældremyndigheden over [sønnen] alene (efter dansk ret), da hun den 17. juli 2010 flyttede til Østrig med sønnen. Ifølge Retten i Helsingørs kendelse af 7. september 2010 verserede der ingen sag i Statsamtet på tidspunktet for flytningen, da denne sag først blev anlagt den 22. juli 2010. Efter oplysningerne fra klagers advokat havde [faderen] ansøgt om fælles forældremyndighed den 2. juli 2010. Denne anmodning blev dog trukket tilbage den 19. juli 2010. Efter oplysningerne fra Familiestyrelsens hjemmeside og Statsforvaltningens Hovedstadens notat af 30. juli 2010 var der således ikke dokumentation for at omtale forholdet som en børnebortførelse. Pressenævnetudtaler således kritik af Danmarks Radio for ikke at kontrollere oplysningernes rigtighed, herunder ved forelæggelse for klager.

Efter det oplyste fik [faderen] den 24. august 2010 midlertidigt tillagt forældremyndigheden og ved afgørelse af 22. december 2010 blev han tillagt forældremyndigheden efter dansk ret. Omvendt er [Klager] tillagt forældremyndigheden efter østrigsk ret. Spørgsmålet om, hvorvidt der var tale om en børnebortførelse den 17. juli 2010, samt hvorvidt sønnen skal tilbageføres til Danmark, henhører under domstolene og falder uden for Pressenævnets kompetence.

[faderen] er modpart til [Klager] i forældremyndighedssagen, hvilket gav Danmarks Radio anledning til at udvise særlig agtpågivenhed over for kildens historie og vurderinger.

Pressenævnet finder imidlertid, at Danmarks Radio burde have kontrolleret [faderen]s udtalelser, herunder ved forelæggelse for [Klager]. Da dette ikke skete, kom udsendelsens indhold til udelukkende at gengive den ene parts synspunkter i en verserende sag, og nævnet udtaler kritik heraf.

Pressenævnet finder ikke grundlag for at udtale kritik af Danmarks Radio for at bringe [faderen]s vurderinger om størrelsen af rummet til brug for samværet eller sine tyskkundskaber. På baggrund af brevet fra Institut für Kind, Jugend und Familie, finder Pressenævnet det tvivlsomt, at [sønnen] i forbindelse med samværet ordret har udtalt sig, som anført af [faderen] i udsendelsen. Da det over for seeren klart fremgår, at [faderen]s udtalelser er hans subjektive betragtninger, og da udtalelsen – henset til sønnens udtalelser vedrørende en flytning til bedsteforældrene – ikke er helt uden faktisk grundlag, finder nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af dette forhold.

I udsendelsen blev bragt billeder af [sønnen]. Nævnet finder, at det kræver samtykke fra forældremyndighedsindehaveren at offentliggøre navne og billeder af børn i følsomme sager, som den foreliggende. Da [faderen] imidlertid ifølge dansk ret på tidspunktet for offentliggørelsen var indehaver af forældremyndigheden, finder nævnet ikke grundlag for at udtale kritik.

Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at anmodning om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.

Under henvisning til det ovenfor anførte, finder Pressenævnet, at oplysningen om, at [Klager] ved flytningen den 17. juli 2010 bortførte sønnen [sønnens navn], ikke er dokumenteret som utvivlsomt rigtig. Da oplysningen er egnet til at påføre klager skade af betydning, er [Klager] berettiget til at få bragt et genmæle heroverfor.

Da berigtigelsen på dr.dk den 6. september 2011 og i Aftenshowet den 7. november 2011 ikke retter ovennævnte forhold, ændrer disse ikke klagers krav.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af DR1 og dr.dk efter retningslinjerne i medieansvarslovens § 39 at offentliggøre et kendelsesresumé.

Den 8. august 2011 kl. 17.08 bragte Danmarks Radio under overskriften ”- Det føles som om, det er mig, der har gjort noget ulovligt” en foromtale til det påklagede indslag på tv.

Samme dag sendte Danmarks Radio på DR1 programmet ”Aftenshowet” et indslag, hvoraf følgende fremgik:

Studievært: Nu er det tid til at spidse ørerne, for kan detvirkelig passe, at det er bedre at få sit barn bortført til for eksempel Syrien end et EU-land som Østrig? Det her, det er [sønnen] [viser billede]. Han er fire et halvt år gammel og lige nu befinder han sig mere end 1.000 km væk fra sin far, der sidder her over for mig, [faderen]. [faderen] har fuld forældremyndighed over [sønnen]. Han har vundet sagen i alle instanser, men alligevel så befinder drengen sig i Østrig, og der er ikke nogen umiddelbar udsigt til, at han kommer hjem. Velkommen [faderen].

[faderen], af teksten fremgår: ”Far til bortført barn”: Tak.

Studievært: Hvordan kan det være?

[faderen]: Ja, det spørger jeg også mig selv om. Jeg kan ikke forstå det, det er jo helt ufattelig, som du selv siger, så har jeg den fulde forældremyndighed. [sønnen]s mor vælger så at stikke af med [sønnen] for lidt over et år siden.

[Af skærmen fremgår teksten: [faderen] kæmper lige nu for at få sin søn [sønnens navn], som er bortført til Østrig, tilbage til Danmark.]

Studievært: Lad os prøve lige at vende tilbage til for 13 måneder siden. [sønnen]s østrigske mor, hun bortfører jeres søn, og tager ham med til Østrig?

[faderen]: Ja.

Studievært: Hvorfor?

[faderen]: Det gør hun, fordi jeg anlægger en sag om forældremyndighed. Hun har siden [sønnen]s fødsel haft fuld forældremyndighed og har ikke ønsket at dele den med mig. Men efter da [sønnen] er tre et halvt år, der vælger jeg at anlægge en sag. [sønnen] har indtil da primært boet hos mig, og jeg synes, at det er naturligt, at vi har fælles forældremyndighed, og at vi får lagt noget struktur på samværet.

[Af skærmbilledet ses teksten: [faderen] og [sønnen]s mor var ikke gift. Derfor havde [sønnen]s mor oprindelig fuld forældremyndighed.]

Studievært: Hun har truet dig tidligere flere gange med.

[Af skærmbilledet ses teksten: [faderen]s 4-årige [sønnens navn] blev for lidt over et år siden bortført af sin mor til Østrig.]

[faderen]: Hun har tidligere sagt, at hun under ingen omstændigheder vil finde sig i, at jeg går til Statsforvaltningen så hun vil stikke af, hvis jeg gør det. Jeg har jo hele tiden troet, at det var tomme trusler, fordi hun bor i Danmark og har et hus i Danmark, har et job i Danmark. Og jeg tænker, at det vil hun selvfølgelig aldrig nogensinde kunne gøre mod sin egen søn. Udsætte ham for dette.

Studievært: [faderen], hun bortfører jo altså [sønnen]! Hvad går der af tanker igennem dig, da du finder ud af, at din søn er bortført?

[faderen]: Jamen, jeg tror, at alle forældre kan sætte sig ind i, at det nok som forælder, er det nok noget af det værste, man kan komme ud for. Jeg går selvfølgelig straks til Familiestyrelsen, som er den kompetente myndighed herhjemme til at håndtere den slags sager. Jeg siger: Jamen, hvad skal jeg gøre? Kan jeg ikke bare hente ham? De siger: Nej, det må du endelig ikke gøre. Det kunne se ud som en bortførsel den anden vej, men der er konventioner på det her område, som sikrer, at vi får ham hjem. Du skal tage det stille og roligt. Der går kun et par uger, så er han hjemme igen.

Studievært: Du spiller efter reglerne?

[faderen]: Fuldstændig.

[Af skærmbilledet fremgår teksten: Ifølge Haagerkonventionen skal der være truffet en beslutning inden 6 uger efter modtagelse af sagen.]

Studievært: Seks uger efter skulle han efter reglerne have været tilbage i Danmark, men der går altså otte måneder, og så bliver der afsagt en dom, og du kan så få lov til at være sammen med din søn i det, der hedder overvåget samvær.

[faderen]: Der sker det, at sagen trækker ud. Den burde være afgjort efter seks uger, men den trækker ud. Men i mellemtiden, da der er gået nogle måneder, og da der stadig ikke sker noget, så ansøger jeg i Østrig om at få noget midlertidigt samvær, mens sagen står på, fordi moren har nægtet al kontakt.

Studievært: Hvordan foregår det samvær?

[faderen]: Det samvær foregår ved, at jeg flyver til Østrig og hver 3. uge har jeg tre timer i et lille bitte rum, hvor jeg bliver lukket ind. [sønnen] kommer ind, og så kommer der en ansat fra det her institut og skriver alt ned, hvad vi siger.

Studievært: Må du tale dansk?

[faderen]: Nej, moren har sat som krav, at jeg kun taler tysk, og mit folkeskole-tysk er nok lidt rustent. Så jeg kan i princippet ikke kommunikere ordentligt med min søn.

[Af skærmbilledet fremgår teksten: Hver 3. uge flyver [faderen] til Østrig og har overvåget samvær med [sønnen]. De må kun tale tysk sammen.]

Studievært: Kan du slet ikke få fat i [sønnen]? Der er højtider, fødselsdage og sådan nogle ting.

[faderen]: Jeg har jævnligt forsøgt at skabe dialog med moren, men der er fuldstændig lukket. Ikke engang jul eller til [sønnen]s fødselsdag fik jeg lov til at snakke med ham.

Studievært: Så efter otte måneder så anerkender østrigerne, du har ret. Det er rigtigt, at det er sådan set i Danmark, at sagen skal føres, men nu har [sønnen] været så længe i Østrig, at man også begynder at kigge på barnets tarv og mener, at nu har han faktisk større tilknytning til Østrig end til Danmark. Hvordan vil du så beskrive den situation, du står i lige nu?

[faderen]: Jamen, da jeg får den dom, da bryder min verden jo sammen. [sønnen] er det vigtigste for mig overhovedet. På en eller anden måde er det jo fuldstændig urimeligt, synes jeg, og det er for det første meget, meget synd for [sønnen]. Det strider jo også mod ens retfærdighedssans! Jeg har søgt med det samme, han blev bortført om at få ham leveret tilbage til Danmark, fordi jeg har fuld forældremyndighed.

[Af skærmbilledet fremgår teksten: Familiestyrelsen i Danmark har flere gange rykket det østrigske justitsministerium for en hurtigere sagsbehandling.]

Studievært: Vil [sønnen] gerne hjem til dig?

[faderen]: [sønnen] vil også meget gerne hjem. Det er eneste han siger, når – eller ikke det eneste, men han siger – når vi mødes, så siger han: Far, hvorfor må jeg ikke snart komme hjem? Mor siger, at det er din skyld, jeg ikke må komme hjem.

Studievært: [faderen], ved du hvad, vi lader lige sagen ligge her, fordi jeg skal lige ned til en person, som har forstand på de her sager. En advokat, Lisbeth Andersson, som jo altså har erfaring med familie- og bortførelsessager. Heroppe sidder [faderen]. Han har hele det lovmæssige på plads i Danmark, og alligevel så står sagen, som den gør nu. Kan det virkelig være rigtigt?

Lisbeth Egede Andersson, advokat med speciale i børnebortførelsessager: Det lyder jo rystende, det må jeg sige. Særligt når Østrig jo er et konventionsland. Det vil sige et land, som har anerkendt, at man skal acceptere Danmarks og Østrigs internationale afgørelser.

Studievært: Hvordan kan det gå til? Østrig er jo medlem af EU? Østrig har tilsluttet sig de samme konventioner som Danmark, og alligevel så er [sønnen] ikke tilbage. Hvorfor er han ikke det?

Lisbeth Egede Andersson: Jeg kan ikke sige noget konkret, hvorfor [sønnen] ikke er tilbage. Jeg kender jo ikke sagen som sådan, men det er korrekt, at både Danmark og Østrig har tiltrådt nogle konventioner, altså nogle regler, som skal sikre børnenes tarv. Fordi det er det, konventionerne går ud på. Det er at finde ud af, hvad er bedst for et barn, der havner i en international konflikt. Det er sådan set det samme, hvis et barn havnede i en konflikt mellem to danske forældre, der boede hver sit sted i Danmark.

[Der vises et billede af faderen og sønnen.]

Studievært: Men vil det samme kunne ske med modsatte fortegn i Danmark? Ville vi ikke respektere de regler/afgørelser, der er truffet i Østrig?

[Af skærmbilledet fremgår teksten: Formålet med Haagerkonventionen er at sikre umiddelbar tilbagegivelse af et barn, som er bortført til et andet land]

Lisbeth Egede Andersson: Jo, altså begge lande skal respektere – hvis konventionerne ellers finder anvendelse – skal respektere de afgørelser, der er. Men der er nogen undtagelser til en umiddelbar accept af Danmarks afgørelse om, at faren her har forældremyndighed over barnet, og det er, at Østrig kigger på, hvad er barnets konkrete tarv på det tidspunkt, hvor barnet skal hjembringes. Og der er en undtagelse til hovedreglen om, at det barn skal hjem, og det er netop, at man siger: Jamen, hvis barnet nu, og det er et lille barn, så vidt jeg kan forstå.

Studievært: Fire et halvt år.

[Af skærmbilledet fremgår teksten: Haagerkonventionen indeholder krav om, at sager om tilbagegivelse skal behandles hurtigt.]

Lisbeth Egede Andersson: Kan formodes efter de regler dernede at sige barnet har det bedst i Østrig, så kan det måske blive vanskeligt at få barnet hjem igen.

Studievært: Det er jo de østrigske myndigheder, der har trukket sagen i langdrag. Det skulle jo være afgjort indenfor seks uger. Det er det ikke blevet. [sønnen] har nu været i Østrig i 13 måneder. Du har stor erfaring på det område. Tror du overhovedet med din erfaring, at en sag som her det vil lykkes at få ham tilbage?

Lisbeth Andersson: Det er jo vanskeligt. Vi ser desværre i sådan nogle tilfælde, igen både indenlands og udenlands, hvor et barn efter en lang sagsbehandlingstid, og det kan man jo kun kritisere, at den har været så lang, ikke kan hjemmegives. Og igen, konkret vil man tage stilling til, hvad er barnets tarv i den enkelte sag.

Studievært: Barnets tarv, når man er fire og et halvt år gammel, går det ikke i retningen af, at barnet skal hjem.

Lisbeth Egede Andersson: Det skulle man synes, men det er ikke altid tilfældet.

Studievært: Så [faderen] skal ikke gøre sig for store forhåbninger?

Lisbeth Egede Andersson: Umiddelbart hvis jeg så den sag, vil man synes, det barn skal hjem. Men åbenbart har Østrig haft nogle bevæggrunde til at mene, at det er barnets tarv, at barnet bliver i Østrig.

Studievært: Lisbeth, tak fordi du kiggede ind, vi skal lige fortsætte, fordi vi har nu også fået besøg af en politiker, Peter Skaarup, der jo er fra Dansk Folkeparti, og samtidig er formand for Folketingets Retsudvalg. Du har jo stået og hørt alt det her. Hvad siger du til det?

Peter Skaarup, retsordfører, Dansk Folkeparti: Jeg synes, at det er en forfærdelig sag. Jeg kan jo af gode grunde ikke vide, hvad der er sket mellem de to forældre til [sønnen], men det er jo barnets tarv, man må tage udgangspunkt i. Der synes jeg jo altid, det rigtigste er, at det er en dansk domstol, der afgør forældremyndigheden, hvis der er en tvist. Og her er det jo altså lige pludselig blevet bureaukrati i Østrig, tilsyneladende, der afgør nogle ting med det resultat, at sagen trækker i langdrag. Og med det resultat, at [sønnen] måske nu bliver væk fra faren, som egentlig har forældremyndigheden efter dansk ret.

Studievært: [faderen] sidder her. Han har vundet sagen i alle instanser i Danmark. Danske domstole siger, han har fuld forældremyndighed. Der er konventioner, men det hjælper ikke, hvad kan du gøre for, at reglerne virker? Det gør de åbenbart ikke lige nu.

[Skærmbilledet fremgår billeder af [sønnen] og teksten: [faderen]s 4-årige søn [sønnens navn] blev for lidt over et år siden bortført af sin mor til Østrig.]

Peter Skaarup: Jeg kan jo via Folketingets Retsudvalg lave en henvendelse til justitsministeren og til udenrigsministeren, og det vil jeg gøre, fordi jeg ser det som vigtigt – uanset om det er Østrig eller andre lande – at hvis danske statsborgere kommer i knibe på denne måde, som det er tilfældet her, og ikke mindst et barn, der altså må blive væk fra faren, kan ikke komme i kontakt med faren, undtagen under de her meget, meget mærkværdige former, som det er tilfældet, at vi sikrer, at vi gør så meget, som vi overhovedet kan. Og det jeg synes så, det er ekstra graverende, det er jo et EU-land. Hvis det nu havde været en bananrepublik et eller andet sted. Det har vi jo hørt om før, at der har været sprogproblemer men det her er jo et land, vi normalt har rigtig gode forbindelser til, god kontakt med.

Studievært: Hvad siger du så til det, [faderen]?

[faderen]: Det lyder fint, at der endelig sker noget. Det er jo et af formålene med, at jeg har stillet op til det her, det er for at få noget bevågenhed på den her. Og jeg er helt enig i, det du siger at det er helt uforståeligt for mig, at Østrig kan behandle sådan en sag, de facto sætte de her konventioner ud af spil. Fra starten af var jeg jo egentlig ikke så bekymret. Jeg tænkte, jeg skal nok få ham hjem. Det er et EU-land. Det er Østrig. Vi ved jo, hvor de er, og jeg vidste, der var de her konventioner, og det er også det, jeg har fået at vide fra Familiestyrelsen hele vejen igennem: Bare rolig, han skal nok komme hjem.

Studievært: Giver det dig fornyet tro på, at det skal lykkes?

[faderen]: Jeg tror jo stadig på, at han kommer hjem. Jeg bliver ved med at kæmpe, indtil han kommer hjem, men jeg har bare brug for hjælp.

Studievært: Og den hjælp vil du gerne give eller hvad, Peter Skaarup? Fordi jeg har hørt om andre politikere, Naser Khader, der sådan er fløjet ned til Mellemøsten for at prøve med at hjælpe med at få børn væk derfra, der var bortført. Det her er jo altså en helt anden sammenhæng. Det her er jo EU. [faderen] må ikke rejse til et andet EU, siger myndighederne, det vil ødelægge sagen fuldstændig. Vil du virkelig holde fast sådan, at [faderen] har en reel mulighed for at få det barn hjem?

[Af skærmbilledet vises et billede af sønnen og faderen.]

Peter Skaarup: Jeg vil holde fast på denne måde at jeg vil holde de pågældende ministre, der har ansvaret for det her område fast. Politikere er jo ikke en myndighed, vi er ikke myndighedspersoner, der kan gøre noget selv på egen hånd, ja, vi kan prøve at rejse en debat og en diskussion og så videre, og det vil jeg bestemt gøre og rette de henvendelser, der skal til. Jeg kan ikke udstede nogen løfter, men jeg vil i hvert fald følge sagen til dørs. Det er 100 % sikkert.

Studievært: Giver det håb?

[faderen]: Det giver selvfølgelig fornyet håb, at der er jo nu også andre her i Danmark. Jeg har jo kæmpet sagen helt alene indtil videre, med en lille smule hjælp fra Familiestyrelsen, som jo også bare har givet fortabt og siger, jamen det er frygteligt, som de siger, men de ved ikke, hvad de skal gøre.

Studievært: [faderen], tak fordi du kom ind, og hvis der skulle komme nyt i sagen om [sønnen], så skal vi nok være de første til at fortælle jer det.”

Efter en henvendelse fra klager blev foromtalen gjort utilgængelig på dr.dk den 9. august 2011 kl. 08.52. [Klager] klagede den 29. august 2011 til Pressenævnet.

Den 6. til 21. september 2011 var følgende tekst tilgængelig på Aftenshowets hjemmeside:

”I forbindelse med indslaget den 8. august om en forældremyndighedssag, der involverer Danmark og Østrig, har vi bragt oplysninger som kan virke krænkende for moren i den pågældende sag. Vi beklager at oplysninger ikke har været forelagt moren inden udsendelsen.”

Danmarks Radio bragte den 7. november 2011 følgende oplysninger i Aftenshowet på DR1:

”I Aftenshowet den 8. august fortalte vi om sagen med en snart 4-årig dreng, hvis danske far har fået tildelt den fulde forældremyndighed over ham herhjemme. Men drengens østrigske mor har taget ham til Østrig, hvor myndighederne nægter at udlevere drengen.

Indslagets indhold var korrekt, men vi beklager, at vi ikke gav moren en mulighed for at komme med sin kommentar. Det har vi efterfølgende tilbudt hende, men hun er i stedet gået videre til Pressenævnet, der nu behandler sagen.”

Yderligere oplysninger

Klager har sendt Statsforvaltningen Hovedstadens notat af 30. juli 2010, hvoraf følgende fremgår:

”Drøftet, hvornår der er tale om en bortførelse. SR [person fra Familiestyrelsen] oplyser, at der ikke er tale om en bortførelse, når mor har forældremyndigheden alene, heller ikke selv om far har rejst forældremyndighedssag, inden mor rejste ud af DK.

SR oplyser, at Statsforvaltningen fortsat har kompetence til at behandle fars ansøgning om midlertidig forældremyndighed, da barnet havde bopæl i DK, da han rejste sagen.

SR oplyser, at far kan søge om midlertidig overførsel af forældremyndighed. Såfremt far får overført forældremyndigheden, skal mor sammen med afgørelsen have oplyst, at hun nu uretmæssigt opholder sig med barnet i udlandet og have en rimelig frist til at tilbagelevere barnet. Såfremt mor ikke tilbageleverer barnet vil der være tale om en børnebortførelse, som skal overdrages til Familiestyrelsen.”

Af klagers advokats brev af 18. august 2010 til Statsforvaltningen Hovedstaden fremgår bl.a. følgende:

”Det fremgår af sagen, at [faderen] den 2. juli 2010 ansøgte om fælles forældremyndighed hos Statsforvaltningen.

Den 19. juli 2010 tilbagekaldte [faderen] denne ansøgning til Statsforvaltningen – på et tidspunkt, hvor han var bekendt med, at min klient og [sønnen] allerede var flyttet til Østrig.

Den 22. juli 2010 gav [faderen] på ny møde i Statsforvaltningen med anmodning om, at der nu skulle træffes afgørelse om, at forældremyndigheden skulle overføres til ham og at han skulle tillægges forældremyndigheden midlertidigt.”

Af Retten i Helsingørs kendelse af 7. september 2010 i sagen Anklagemyndigheden mod [Klager] fremgår det, at retten afviste at varetægtsfængsle klager. Anklagemyndigheden havde nedlagt følgende påstande:

”1.

overtrædelse af straffelovens § 215, stk. 2, ved den 17. juli 2010 ulovligt at have ført [sønnen] ud af landet, idet hun uden [faderen]s samtykke og selv om der var rejst sag i Statsforvaltningen Hovedstaden om forældremyndigheden, førte [sønnen] til Østrig.”

Og

”2.

overtrædelse af straffelovens § 215, stk. 1, jf. § 261, stk. 2, ved i perioden fra den 27. august 2010 til den 7. september 2010 at have undladt at medvirke til at [sønnen] tilbageføres til forældremyndighedens indehaver [faderen] i Danmark.”

Af kendelsen fremgik videre:

Kendelse:

Sigtede havde forældremyndigheden alene, da hun den 17. juli 2010 bragte [sønnen] til Østrig, og der verserede ingen sag i Statsforvaltningen, da den sag først blev anlagt den 22. juli 2010.

I 1990 blev lov om forældremyndighed § 3 ændret, således at begge forældre i relation til § 215, stk. 2, skal give samtykke.

§ 3 vedrører imidlertid den situation, at forældrene har fælles forældremyndighed.

Retten finder herefter ikke grundlag for at fængsle vedr. forhold 1.

Statsforvaltningen har den 24. august 2010 truffet afgørelse, hvorefter [faderen] midlertidigt tillægges forældremyndigheden. Klagefristen, der er på 4 uger, er ikke udløbet, og afgørelsen er således ikke endelig. Efter det oplyste bestrider sigtede, at Statsforvaltningen har international kompetence til at behandle sagen.

Såfremt retten skulle varetægtsfængsle vedr. forhold 2 ville dette forudsætte, at retten efterprøvede Statsforvaltningens internationale kompetence, da klagefristen som nævnt ikke er udløbet. Da en sådan efterprøvelse ikke bør foretages i forbindelse med behandling i grundlovsforhør, finder retten, at der ikke er grundlag for fængsling vedr. forhold 2, da Statsforvaltningens afgørelse ikke er endelig.

Derfor bestemmes:

[Klager] løslades.”

I kendelsen oplyses ikke om [faderen]s ansøgning af 2. juli 2010 til Statsforvaltningen om fælles forældremyndighed (tilbagetrukket den 19. juli 2010).

Kendelsen fra Helsingør Byret blev kæret til Østre Landsret. Landsretten stadfæstede ved kendelse af 19. juli 2011 byrettens afgørelse.

Af et brev af 5. august 2011 fra det østrigske Institut für Kind, Jugend und Familie fremgår bl.a. følgende:

”Es ist richtig, dass [sønnen] seinem Vater Vorgeschalgen hat zu seinen Grosseltern nach Österreich zu ziehen, jedoch ohne den Nachsatz ”bis sie zurück nach Dänemark zögen. Dies hat [sønnen] nicht gesagt.

[Klagers oversættelse:

Det er rigtigt, at [sønnen] har foreslået sin far, at han (faren) kunne flytte til hans bedsteforældre i Østrig, dog uden efterskriften ”indtil de ville flytte til Danmark”. Dette har [sønnen] ikke sagt.”

Klager har tillige fremlagt et udateret brev (angiveligt af 6. september 2011) uden underskrift fra det østrigske Institut für Kind, Jugend und Familie, hvoraf bl.a. følgende fremgår:

”Die Formulierung: ”Papa, warum kann ich nicht bald nach Hause kommen. Mama sagt, dass es deine Schuld ist, dass ich nicht nach Hause kommen darf.”, wurde von [sønnen] weder in dieser noch in ähnlicher Form in einem der Besuchskontakte verwendet.”

[Klagers oversættelse:

Formuleringen: ”Far, hvorfor kan jeg ikke snart komme hjem. Mor siger, at det er din skyld, at jeg ikke kan komme hjem!”, har [sønnen] ved besøgene aldrig ytret, hverken i denne form eller en lignende.]

Af brevet fremgår det, at samværet mellem [faderen] og sønnen foregår i to rum. Et legerum med integreret køkken, der er 25 m2 og en 60 m2 stor sal, hvor der bl.a. er bolde og hockeyudstyr.

Af Procesbevillingsnævnets brev af 22. november 2011 fremgår det, at Procesbevillingsnævnet ved brev af 5. september 2011 meddelte afslag på [Klager]s anmodning om tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der var afsagt af Østre Landsret den 17. juni 2011 (hvor [faderen] fik meddelt den fulde forældremyndighed over deres fælles barn, [sønnen]).

Af Familiestyrelsens side boernebortfoerelse.dk fremgår bl.a. følgende:

Overtrædelse af straffeloven [§ 215]

En forælder må ikke føre sit barn ud af landet eller tilbageholde sit barn i udlandet i disse tilfælde:

- Den anden forælder har forældremyndigheden og har ikke givet samtykke.

- Der er fælles forældremyndighed, der er uenighed om forældremyndigheden, og den anden forælder har ikke givet samtykke.

- Den anden forælder har fået overført forældremyndigheden til sig, fordi barnet er blevet i udlandet længere end aftalt eller fastsat. Strafansvaret forudsætter, at forælderen i udlandet er gjort bekendt med eller på anden måde må indse, at han/hun ikke længere har del i forældremyndigheden.

Ikke overtrædelse af straffeloven

En forælder må gerne føre sit barn ud af landet i disse tilfælde:

- Forælderen har forældremyndigheden alene.

- Statsforvaltningen eller retten har truffet afgørelsen om, at forælderen må rejse ud af landet med barnet i en kortere periode.

- Retten har truffet afgørelse om, at barnet kan have sin bopæl i udlandet.

Hvis du har forældremyndigheden alene

Der er tale om en international børnebortførelse, hvis alle disse punkter er opfyldt:

- Der er ikke truffet afgørelse om at barnet må tage ophold i udlandet.

- Den anden forælder har taget barnet med til eller tilbageholder barnet i udlandet uden dit samtykke med henblik på at blive i udlandet.”

Følgende fremgår af § 10, stk. 2, i loven om internationale børnebortførelser (lovbekendtgørelse nr. 375 af 6. april 2010 om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser mv., kapitel 4. Tilbagegivelse efter Haagerkonventionen):

”Stk. 2. En bortførelse eller tilbageholdelse er ulovlig, hvis:

1) handlingen strider mod forældremyndighedsindehaverens rettigheder, uanset om de tilkommer personer, en institution eller en anden myndighed i fællesskab eller alene ifølge loven i den stat, hvor barnet havde bopæl umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen, og

2) rettighederne udøvedes på det tidspunkt, hvor barnet blev bortført eller blev tilbageholdt, eller de fortsat ville være udøvet, hvis den ulovlige handling ikke var foretaget.”

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

[Klager] har anført, at der er sket en identificering af hende i udsendelsen. Der fandtes kun en østrigsk mor i Danmark med en søn, der hedder [sønnen] med en far, der hedder [faderen]. Klager har ikke samtykket i, at [sønnen]s billede vises gentagne gange. Hendes og [sønnen]s identitet er på ingen måde blevet beskyttet.

Hvis det havde været intentionen at informere om, hvilke situationer, der kan opstå, når to ligeværdige retssystemer træffer modstridende afgørelser, skulle der også have været informationer fra det østrigske retssystem i udsendelsen. Redaktøren har ikke researchet overhovedet, men har bygget hele showet på [faderen]s påstande. En ordentlig research ville have afdækket, at der i forældremyndighedssager, hvor udenlandske forældre er involveret, hersker en vilkårlighed i Danmark. [faderen] og de danske myndigheder er skyld i den lange sagsbehandlingstid, hvilket det østrigske Justitsministerium gerne bekræfter.

Flere gange i løbet af udsendelsen betegnes klager som børnebortfører, uden at dette har hold i fakta. Der er ikke tale om en børnebortførelse – heller ikke efter dansk ret – hvorfor Haagerkonventionen ikke finder anvendelse. Klager har hverken efter dansk eller østrigsk ret bortført sin søn, hvilket er bekræftet af det danske Justitsministerium i starten af 2010. Efter dansk ret havde klager fuld forældremyndighed indtil 22. december 2010, hvor [faderen] fik den fulde forældremyndighed.

Ifølge klager har og havde hun efter østrigsk ret forældremyndigheden alene over [sønnen], hvilket blev stadfæstet af Højesteret i Østrig den 18. juli 2011. Ordentlig research ville have vist, at de østrigske myndigheder ikke kan udlevere [sønnen], da hun efter østrigsk lovgivning har fuld forældremyndighed.

[sønnen] har aldrig primært boet hos sin far. Efter at [Klager] flyttede til Østrig, har [faderen] haft mulighed for at se sin søn, men først i foråret 2011 valgte han at se ham igen, da han havde brug for besøgsrapporterne for landsretten i Danmark. Sagen er ikke afsluttet i Danmark endnu. Klager har bedt Procesbevillingsnævnet om at behandle klagers anmodning om tredjeinstansbevilling til Højesteret igen. Afslås anmodningen, vil sagen blive indbragt for den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Danske myndigheder og domstole ikke har overholdt den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 og artikel 10.

I alle retssager har [faderen] påstået, at han ikke vidste, at klager og sønnen skulle flytte, og at klager ikke har overholdt seks ugers fristen (som i øvrigt kun gælder, når man har fælles forældremyndighed). I udsendelsen bekræftede han, at han alligevel var informeret om, at de ville flytte, men at han bare ikke tog det alvorligt. Han har dermed talt usandt i statsamtet og i retten.

[faderen] bliver ikke spærret inde i et lille bitte rum, når han ser sin søn. Tværtimod har de to rum til rådighed – et legerum og en stor gymnastiksal, ligesom [faderen] og hans familie taler udmærket tysk. [sønnen] har aldrig sagt: ”Far, hvorfor må jeg ikke snart komme hjem. Mor siger, at det er din skyld jeg ikke må komme hjem”.

Hverken advokat Lisbeth Egede Andersson eller politiker Peter Skaarup er af Danmarks Radio blevet informeret nok om sagen. Hvis de er blevet informeret udførligt om fakta, så er deres udtalelser uforståelige.

Ingen af journalisterne bag udsendelsen kontaktede klager før udsendelsen med henblik på at informere hende om udsendelsen eller for at sikre sig, at de oplysninger, som blev bragt, var korrekte. [faderen]s påstande er ikke blevet kontrolleret på ansvarlig vis.

Udsendelsen kan stadig ses på dr.dk, også efter at hun har informeret Danmarks Radio om, at oplysningerne i udsendelsen ikke er korrekte.

Herudover har [Klager] anført, at redaktøren har overtrådt § 10 i medieansvarsloven ved uagtsomt at give forkerte oplysninger til skade for tredjepart og bestemmelserne i medieansvarsloven om strafansvar og erstatningsansvar.

Danmarks Radio bør bringe et omfattende genmæle efter medieansvarslovens regler. Sagen er af så skadelig karakter, at den ikke kan undskyldes på nogen måde. Klagers og klagers søns rettigheder er blevet krænket på en sådan måde, at det kommer til at have indflydelse på dem resten af deres liv. Udsendelsen har ødelagt hendes ry.

Den beklagelse, der er bragt på dr.dk og i Aftenshowet, er ikke fyldestgørende. Danmarks Radio skjuler, at der er begået redaktionelle fejl, samt at mediet har kriminaliseret en uskyldig.

2.2 Danmarks Radios synspunkter

Danmarks Radio har anført, at indslaget havde til formål at belyse, hvordan det kan lade sig gøre, at man ifølge dansk ret har fuld forældremyndighed over sit barn, men alligevel efter et år endnu ikke har fået barnet udleveret til Danmark, til trods for at Danmark har indgået to internationale konventioner om internationale børnebortførelser. Endvidere var det vinklen, at sagsbehandlingen mellem Danmark og Østrig trak ud med den konsekvens, at en person, der ifølge dansk ret havde retten på sin side, kunne ende med at tabe sagen, alene fordi sagsbehandlingen trak ud. Endelig ønskede Danmarks Radio at belyse, hvordan en dansk forælder med fuld forældremyndighed efter dansk ret kun ser sit barn overvåget i Østrig. Danmarks Radio skildrer gennem den konkrete historie perspektiver, der rækker ud over casen.

[Klager] kriminaliseres ikke i indslaget. Hendes navn nævnes ikke, og kun barnets fornavn anvendes. Klager og barnets far har forskellige efternavne.

Researchen til programmet har ikke alene bestået af farens historie. Danmarks Radio har således været i kontakt med Familiestyrelsen, ligesom advokat Lisbeth Egedes Andersson og daværende formand for Folketingets Retsudvalg udtalte sig i indslaget.

Danmarks Radio har anført, at betegnelsen ”børnebortførelse” ikke er anvendt uberettiget. Betegnelsen er anvendt i overensstemmelse med de retningslinjer, der fremgår af Familiestyrelsens hjemmeside om børnebortførelser. Da faren i Danmark fik tillagt forældremyndigheden alene, anmodede han ifølge egne oplysninger om at få udleveret sit barn fra klager i Østrig, der nægtede at udlevere barnet. På daværende tidspunkt var der for det første ikke truffet en afgørelse om, at barnet måtte tage ophold i udlandet. For det andet tilbageholdt klager uden samtykke barnet i udlandet.

Det er korrekt, at Danmarks Radio ved en fejl ikke har forelagt indslagets skadelige, faktiske oplysninger for klager. Artiklen om indslaget på dr.dk blev fjernet samme dag, som klager rettede henvendelse til Danmarks Radio, og det har ikke siden været muligt at se artiklen. Efter henvendelsen fra klager, undersøgte mediet, om der var faktuelle fejl i indslaget og fandt, at det ikke var tilfældet. Danmarks Radio tilbød klager at høre hendes version. Dette tilbud ignorerede klager.

Danmarks Radio har på dr.dk den 6. september 2011 og i Aftenshowet den 7. november 2011 beklaget, at klager ikke fik mulighed for at komme med sin kommentar.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse:

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Jesper Rothe, Jan Kristensen, Kaare R. Skou og Marianne Druedahl.

Da [Klager] er den omtalte mor, har hun retlig interesse i at få klagen behandlet. Hertil kommer, at såvel barnets fornavn, faderens fulde navn og billeder af begge bringes, hvilket gør klager identificerbar.

Pressenævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket en offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. § 34, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i kapitel 6 (§§ 36-40) er forpligtet til at offentliggøre et genmæle. Spørgsmålet om strafansvar for mediernes indhold efter medieansvarslovens kapitel 3 og erstatningsansvar for medierne efter kapitel 4 henhører under domstolene, og falder således uden for nævnets kompetence. Disse forhold behandles derfor ikke.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at et medie skal udvise kritik over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt. Det er videre massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den de krænkende oplysninger vedrører, jf. punkterne A.1-A.3.

Efter det oplyste lægges det til grund, at [Klager] havde forældremyndigheden over [sønnen] alene (efter dansk ret), da hun den 17. juli 2010 flyttede til Østrig med sønnen. Ifølge Retten i Helsingørs kendelse af 7. september 2010 verserede der ingen sag i Statsamtet på tidspunktet for flytningen, da denne sag først blev anlagt den 22. juli 2010. Efter oplysningerne fra klagers advokat havde [faderen] ansøgt om fælles forældremyndighed den 2. juli 2010. Denne anmodning blev dog trukket tilbage den 19. juli 2010. Efter oplysningerne fra Familiestyrelsens hjemmeside og Statsforvaltningens Hovedstadens notat af 30. juli 2010 var der således ikke dokumentation for at omtale forholdet som en børnebortførelse. Pressenævnetudtaler således kritik af Danmarks Radio for ikke at kontrollere oplysningernes rigtighed, herunder ved forelæggelse for klager.

Efter det oplyste fik [faderen] den 24. august 2010 midlertidigt tillagt forældremyndigheden og ved afgørelse af 22. december 2010 blev han tillagt forældremyndigheden efter dansk ret. Omvendt er [Klager] tillagt forældremyndigheden efter østrigsk ret. Spørgsmålet om, hvorvidt der var tale om en børnebortførelse den 17. juli 2010, samt hvorvidt sønnen skal tilbageføres til Danmark, henhører under domstolene og falder uden for Pressenævnets kompetence.

[faderen] er modpart til [Klager] i forældremyndighedssagen, hvilket gav Danmarks Radio anledning til at udvise særlig agtpågivenhed over for kildens historie og vurderinger.

Pressenævnet finder imidlertid, at Danmarks Radio burde have kontrolleret [faderen]s udtalelser, herunder ved forelæggelse for [Klager]. Da dette ikke skete, kom udsendelsens indhold til udelukkende at gengive den ene parts synspunkter i en verserende sag, og nævnet udtaler kritik heraf.

Pressenævnet finder ikke grundlag for at udtale kritik af Danmarks Radio for at bringe [faderen]s vurderinger om størrelsen af rummet til brug for samværet eller sine tyskkundskaber. På baggrund af brevet fra Institut für Kind, Jugend und Familie, finder Pressenævnet det tvivlsomt, at [sønnen] i forbindelse med samværet ordret har udtalt sig, som anført af [faderen] i udsendelsen. Da det over for seeren klart fremgår, at [faderen]s udtalelser er hans subjektive betragtninger, og da udtalelsen – henset til sønnens udtalelser vedrørende en flytning til bedsteforældrene – ikke er helt uden faktisk grundlag, finder nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af dette forhold.

I udsendelsen blev bragt billeder af [sønnen]. Nævnet finder, at det kræver samtykke fra forældremyndighedsindehaveren at offentliggøre navne og billeder af børn i følsomme sager, som den foreliggende. Da [faderen] imidlertid ifølge dansk ret på tidspunktet for offentliggørelsen var indehaver af forældremyndigheden, finder nævnet ikke grundlag for at udtale kritik.

Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at anmodning om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.

Under henvisning til det ovenfor anførte, finder Pressenævnet, at oplysningen om, at [Klager] ved flytningen den 17. juli 2010 bortførte sønnen [sønnen], ikke er dokumenteret som utvivlsomt rigtig. Da oplysningen er egnet til at påføre klager skade af betydning, er [Klager] berettiget til at få bragt et genmæle heroverfor.

Da berigtigelsen på dr.dk den 6. september 2011 og i Aftenshowet den 7. november 2011 ikke retter ovennævnte forhold, ændrer disse ikke klagers krav.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af DR1 og dr.dk efter retningslinjerne i medieansvarslovens § 39 at offentliggøre følgende:

Speak: Den 8. august 2011 bragte Aftenshowet et indslag om en forældremyndighedssag, hvor det blev sagt, at moren havde bortført den 4-årige søn, [sønnen], til Østrig.

Faren havde fået overført forældremyndigheden efter dansk ret, mens moren havde fået tillagt forældremyndigheden efter østrigsk ret.

Moren har klaget til Pressenævnet, der har pålagt os at bringe følgende:

Danmarks Radio oplyste ikke i indslaget i Aftenshowet, at moderen efter dansk ret havde den fulde forældremyndighed over [sønnen], da de flyttede til Østrig.

Det er således ikke dokumenteret, at der var tale om en bortførelse.

Pressenævnet udtaler tillige kritik af Danmarks Radio for ikke at have kontaktet moren med henblik på at indhente hendes kommentarer og vurderinger inden udsendelsen.

Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på nævnets hjemmeside: pressenaevnet.dk”

Afgjort den 5. december 2011