Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Bekendtgørelsens formål og anvendelsesområde
Kapitel 2 Metode for god sagsbehandling ved vurdering af funktionsevnen
Kapitel 3 Ikrafttræden
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om vurdering af nedsat funktionsevne som grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser

I medfør af § 8 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 656 af 15. juni 2011, fastsættes:

Kapitel 1

Bekendtgørelsens formål og anvendelsesområde

§ 1. Formålet med bekendtgørelsen er:

1) at sikre, at der foretages en helhedsvurdering af den samlede livssituation for borgeren og dennes familie,

2) at sikre, at borgeren oplever synlighed og gennemskuelighed i afgørelser og procedurer,

3) at sikre, at borgeren involveres og får indflydelse på egen sag gennem dialog med kommunen,

4) at sikre, at afgørelse træffes efter en koordineret indsats i kommunen samt andre involverede instanser,

5) at sikre dokumentationsgrundlaget for vurderingen af borgerens funktionsevne,

6) at bidrage til at skabe en fælles faglig forståelse af de begreber og præmisser, der anvendes i vurderingen af borgerens funktionsevne,

7) at sikre et grundigt, hurtigt og smidigt sagsforløb både for borgeren og for kommunen og

8) at styrke borgerens retssikkerhed i overensstemmelse med god forvaltningsskik.

§ 2. Bekendtgørelsen skal anvendes, når kommunalbestyrelsen behandler sager om dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse efter servicelovens § 100. I sager, hvor kommunalbestyrelsen vurderer, at borgerens funktionsnedsættelse er ubetydelig, eller i sager, hvor kompensationsbehovet er åbenbart, kan kommunalbestyrelsen beslutte ikke at anvende bekendtgørelsen.

Stk. 2. Bekendtgørelsen skal ikke anvendes i sager om hjælp til dækning af nødvendige merudgifter, jf. servicelovens § 100, af de kommuner, der i deres sagsbehandling anvender voksenudredningsmetodens sagsåbningsredskab, udredningsredskab samt redskabet til den samlede faglige vurdering af borgerens behov. Bekendtgørelsens § 4, stk. 7 og 8, skal dog altid anvendes af disse kommuner.

Stk. 3. Bekendtgørelsen kan anvendes, når kommunalbestyrelsen behandler sager om andre handicapkompenserende ydelser efter serviceloven end de ydelser, der er omfattet af stk. 1.

Kapitel 2

Metode for god sagsbehandling ved vurdering af funktionsevnen

§ 3. Kommunalbestyrelsen vurderer, om der til brug for sagsbehandlingen skal udarbejdes en ydelsesoversigt over kommunens handicapkompenserende ydelser efter serviceloven. Desuden vurderes, om der samtidig skal udarbejdes en beskrivelse af kommunens organisering på voksen-handicapområdet.

§ 4. Kommunalbestyrelsen udsender et samtaleskema til borgeren, der skal danne grundlag for en beskrivelse og en vurdering af borgerens funktionsevne ved en efterfølgende dialog om borgerens problemstillinger og behov samt muligheder for kompensation.

Stk. 2. I samtaleskemaet skal indgå spørgsmål om, hvilke begrænsninger der er i de hverdagsfunktioner og -aktiviteter, som danner grundlag for, at borgeren kan fungere som enkelt individ og som samfundsborger. Samtaleskemaet skal i den forbindelse omfatte spørgsmål om:

1) borgerens helbredsmæssige forhold,

2) borgerens sociale og arbejdsmæssige forhold og

3) barrierer i det omgivende samfund, som borgeren kan støde imod.

Stk. 3. Borgerens eget bidrag til oplysning af sagen skal fremgå i beskrivelsen og i vurderingen af borgerens funktionsevne. Der udarbejdes i fællesskab mellem borgeren og kommunalbestyrelsen en sammenfatning som afrunding på samtalen.

Stk. 4. Sammenfatningen indarbejdes i et aftaleskema, hvori kommunalbestyrelsen noterer, hvad der videre skal ske.

Stk. 5. Hensigten med samtaleskemaet og aftaleskemaet er:

1) at sikre, at borgeren får indflydelse på sagsbehandlingen,

2) at sikre, at borgeren får indsigt i sagsbehandlingens forløb, samt

3) at sikre, at sagsbehandlingen udmunder i den rigtige kompensationsindsats.

Stk. 6. Kommunalbestyrelsen sender en kopi af aftaleskemaet sammen med en kopi af sammenfatningen og det udfyldte samtaleskema til borgeren.

Stk. 7. Anvender kommunalbestyrelsen voksenudredningsmetodens sagsåbningsredskab m.v., jf. § 2, stk. 2, i sin sagsbehandling, sender kommunalbestyrelsen en kopi af det udfyldte udredningsredskab samt den samlede faglige vurdering til borgeren.

Stk. 8. Hvis borgeren er uenig i beskrivelsen eller vurderingen af funktionsevnen i det sendte materiale efter stk. 6-7, skal kommunalbestyrelsen tage stilling til, om der er grundlag for at fastholde beskrivelsen eller vurderingen på trods af uenigheden. Hvis kommunalbestyrelsen beslutter at fastholde beskrivelsen eller vurderingen, skal borgerens bemærkninger tilføjes, således at de kan indgå i den samlede vurdering af funktionsevnen.

Stk. 9. Det er kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om bevilling af handicapkompensation. Dette sker på baggrund af en beskrivelse og en vurdering af borgerens funktionsevne, jf. stk. 2 og 3. Ved vurderingen af funktionsevnen skal kommunalbestyrelsen på baggrund af den samlede udredning rådgive borgeren om, hvilke ydelser der kan bevilliges.

§ 5. Til brug ved vurderingen af funktionsevnen skal kommunalbestyrelsen tage stilling til, hvilke oplysninger der skal indhentes fra praktiserende læge, speciallæge, hospital m.fl., jf. i øvrigt lov om retssikkerhed og administration på det sociale område kapitel 3 a.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal på grundlag af den samlede beskrivelse og vurdering af funktionsevnen i henholdsvis sammenfatningen og aftaleskemaet efter § 4 tage stilling til, om der er behov for at indhente yderligere oplysninger, der er nødvendige for at vurdere borgerens funktionsevne.

§ 6. Hvis der indtræder væsentlige ændringer i de forhold, der har betydning for beskrivelsen og vurderingen af borgerens funktionsevne, jf. § 4, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en ny beskrivelse og vurdering af borgerens funktionsevne.

Kapitel 3

Ikrafttræden

§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 2012.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 369 af 27. april 2011 om metode for god sagsbehandling ved vurdering af nedsat funktionsevne som grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser efter servicelovens bestemmelser.

Social- og Integrationsministeriet, den 20. januar 2012

Karen Hækkerup

/ Karin Ingemann