Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume
Sagen vedrørte spørgsmålet om forholdet mellem skattefri overkurs ved kapitaludvidelse i selskabsskattelovens § 13 og skattepligtig kursgevinst i forbindelse med konvertering af gæld til aktiekapital. Retten fandt, at overkursen var forskellen mellem aktiernes nominelle værdi og fordringens kursværdi, samt at kursgevinsten kunne opgøres som forskellen mellem fordringens pålydende værdi og fordringens kursværdi ved konverteringen.
Den fulde tekst

Landsskatteretskendelse

 

 

Konvertering af gæld til aktiekapital

- kursgevinst ved frigørelse af gæld

Reference:

KGL § 8, stk. 2

A/S A klagede for skatteårene 1994/95, 1995/96 og 1996/97 over, at de stedlige skattemyndigheder havde anset kursgevinst ved frigørelse for gæld i forbindelse med konvertering af gæld for skattepligtig kursgevinst.

Det var oplyst, at det klagende selskabs vigtigste forretningsområde var regenerering af plastaffald, samt at det klagende selskab i de påklagede skatteår var datterselskab af B AG, Schweiz.

Det var videre oplyst, at det klagende selskab i årene 1993 til 1995 havde foretaget en række kapitalforhøjelser, som var indbetalt ved, at gæld til moderselskabet var konverteret til aktiekapital. Der var i hvert enkelt tilfælde tale om, at den konverterede gæld udgjorde et beløb, der lå ganske betydeligt under halvdelen af den usikrede gæld på konverteringstidspunktet.

Konvertering af gæld var foretaget den 5/8 1993, 29/7 1994, 11/5 1995 og 23/11 1995 med henholdsvis 7.000.000 kr., 300.000 kr., 5.828.000 kr. og 2.898.000 kr. Ved forhøjelsen den 29/7 1994 var der ligeledes indbetalt kontant 3.700.000 kr. Ved konverteringerne den 5/8 1993 og den 29/7 1994 var aktiekapitalen udvidet med henholdsvis 7.000.000 kr. og 4.000.000 kr. Ved konverteringerne den 11/5 1995 og 23/11 1995 var aktiekapitalen udvidet med 500.000 kr.

Egenkapitalen før konverteringen udgjorde henholdsvis ?4.685.000 kr., -4.579.000 kr., -1.776.000 kr. og 3.012.000 kr., og det klagende selskab var ubestridt insolvent forud for gældskonverteringerne pr. 5/8 1993, 29/7 1994 og 11/5 1995.

De stedlige skattemyndigheder havde anset de beskattede beløb som en kursgevinst ved frigørelse for gæld, jf. kursgevinstlovens § 2, sammenholdt med § 5, stk. 1, og ikke en skattefri overkurs ved udvidelse af selskabets aktiekapital, jf. selskabsskattelovens § 13. De stedlige skattemyndigheder havde anført, at der forelå overkurs, når vederlaget for aktierne oversteg aktiernes pålydende værdi. En udvidelse af aktiekapitalen kunne også ske ved en konvertering af gæld til aktiekapital, eventuel til overkurs. Overkursen ville så normalt udgøre forskellen mellem aktiernes nominelle værdi og fordringens/gældens kursværdi. De stedlige skattemyndigheder var af den opfattelse, at der ikke skete nogen beskatning af overkursen, men at der skete beskatning af den kursgevinst, der opstod, når kursværdien af de modtagne aktier/værdien af gælden på konverteringstidspunktet var under den nominelle værdi af gælden ved påtagelsen. Efter kursgevinstlovens § 8, stk. 2, skulle gevinst og tab opgøres som forskellen mellem forpligtelsens værdi ved påtagelsen og værdien ved frigørelsen eller indfrielsen.

De stedlige skattemyndigheder havde opgjort kursgevinsterne således:

 

5/8 1993

29/7 1994

11/5 1995

23/11 1995

Konv. gæld, nom.værdi i tkr.

7.000

300

5.828

2.898

Værdi af betalingen i tkr.

2.315

0

4.052

2.898

Kursgevisst i tkr.

4.685

300

1.776

0

Det klagende selskabs repræsentant havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at de påklagede beløb var skattefri efter selskabsskattelovens § 13.

Repræsentanten havde til støtte herfor anført, at det klagende selskabs moderselskab den 5/8 1993, 29/7 1994 og 11/5 1995 konverterede tilgodehavender på henholdsvis 7.000.000 kr., 300.000 kr. og 5.828.000 kr. til aktiekapital i det daværende datterselskab. De to første gældskonverteringer fandt sted til kurs 100, medens gældskonverteringen den 11/5 1994 foregik til kurs 1.165,60.

Repræsentanten havde videre anført, at Landsskatteretten ved kendelse af 8/8 1996, offentliggjort i TfS 1996.696, fastslog, at et solvent debitorselskab, som oppebar en gevinst ved, at dets anpartshavere konverterede et tilgodehavende til anparter, var skattepligtig efter kursgevinstlovens ' 5 af forskellen mellem fordringens nominelle værdi og de modtagne anparters værdi. Kendelsen, som var kritiseret af flere forfattere, var imidlertid ændret, idet Skatteministeriet den 16/5 1997 tog bekræftende til genmæle under sagen ved domstolene. Afgørelsen indebar, at en kursgevinst, som fremkom ved en gældskonvertering opgjort som forskellen mellem fordringens nominelle værdi og aktiernes værdi, skulle betragtes som en skattefri overkurs efter selskabsskattelovens ' 13. Repræsentanten havde bemærket, at nævnte kendelse adskilte sig fra nærværende sag ved, at den vedrørte gældskonvertering i et solvent debitorselskab, hvorimod det klagende selskab var insolvent på tidspunkterne for de tre gældskonverteringer. Repræsentanten havde i denne forbindelse bemærket, at den kommunale skattemyndigheds afgørelse var truffet før Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle i TfS 1996.696, hvilket heller ikke var offentliggjort på tidspunktet for skatteankenævnets afgørelse, hvorfor skatteankenævnet formentlig heller ikke havde været opmærksom herpå. Den kommunale skattemyndigheds afgørelse og skatteankenævnets afgørelse var derfor truffet under forudsætning af, at TfS 1996.696 stod ved magt.

Repræsentanten havde videre anført, at konflikten mellem kursgevinstlovens § 5 og selskabsskattelovens § 13 imidlertid også opstod ved gældskonverteringer i insolvente selskaber. Også i denne situation ville der være tale om en skattefri overkurs, og denne opfattelse stemte ligeledes overens med skatteministerens svar af 15/5 1995 i forbindelse med lovforslag nr. 139, hvoraf det fremgik, at kapitaludvidelser var omfattet af selskabsskattelovens § 13 og ikke kursgevinstlovens regler.

Repræsentanten var af den opfattelse, at der som udgangspunkt ikke var hjemmel til beskatning i gældskonverteringssituationer. De to første konverteringer, hhv. den 5/8 1993 og 29/7 1994 var foretaget før den 18/1 1995, hvor L 139 vedr. blandt andet gældseftergivelse blev fremsat. Ved vedtagelsen af nævnte lov blev der alene i relation til underskudsbegrænsning skabt formel hjemmel til at anse gældskonvertering som gældseftergivelse.

Repræsentanten havde videre anført, at Landsskatteretten og Ligningsrådet også før den 18/1 1995 var af den opfattelse, at gældskonverteringen kunne anses for gældseftergivelse, jf. blandt andet TfS 1992.296 og TfS 1995.906. I teorien vedrørende spørgsmålet havde der været mere usikkerhed, jf. blandt andet TfS 1991.317, Revision & Regnskabsvæsen 1991, nr. 12, side 26f, SR Skat 1993, side 270 og Gitte Skovby i TfS 1998.290. På side 108 i betænkning nr. 1101/1987 (Skat ved konkurs og akkord) havde man været inde på spørgsmålet om gældskonvertering, og der var heri anført, at gældskonvertering ikke kunne sidestilles med gældseftergivelse i relation til underskudsbegrænsning (ligningslovens § 15). Modsat i svar til spørgsmål 20 i forbindelse med gennemførelsen af konkursskatteloven. Henvisninger til praksis og teori omkring ligningslovens § 15 udgjorde alene et sekundært fortolkningsbidrag i relation til kursgevinstloven. § 15 havde dog den betydning, at såfremt der i § 15 ikke var hjemmel - hvilket først blev tilvejebragt 18/1 1995 - til at sidestille en gældskonvertering med en gældseftergivelse, måtte dette så meget desto mere gælde i relation til kursgevinstloven.

Repræsentanten havde endvidere henvist til "Kursgevinstloven med kommentarer", 1998, side 186, hvori det anførtes, at det var uafklaret, om der indtrådte skattepligt efter kursgevinstloven, svarende til forskellen mellem den konverterede fordrings pålydende værdi og dens kursværdi, når der var tale om en singulær ordning og debitorselskabet var insolvent. Dette uanset at der forelå to landsskatteretskendelser, hhv. TfS 1997.653 og TfS 1998.558, hvori der implicit var statueret skattepligt efter kursgevinstlovens bestemmelser. Førstnævnte sag drejede sig om, hvorvidt der var tale om en singulær eller samlet ordning, medens sidstnævnte sag vedrørte periodisering. Der var ikke i sagerne procederet på hverken hjemmelsspørgsmålet i kursgevinstloven eller overkursreglen i selskabsskattelovens § 13, og repræsentanten havde derfor ikke fundet kendelserne for at have største betydning i nærværende sag.

Det var videre anført, at der var tale om et hjemmelsspørgsmål, hvilket tillagdes stor vægt ved domstolene, jf. en række sager som Skatteministeriet havde tabt i den senere tid. Efter selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 1, skulle til den skattepligtige indkomst ikke medregnes overkurs, som et selskab opnåede ved udstedelse af aktier eller ved udvidelse af sin aktiekapital. Enhver tilførsel af værdier til et selskab i denne forbindelse var skattefri i medfør af bestemmelsen, og dette uanset i hvilken form begunstigelsen forelå. Der er i denne forbindelse henvist til pkt. 47, 3. afsnit, i cirkulære nr. 136 af 7/11 1988 til selskabsskatteloven. Den begunstigelse af debitorselskabet, der lå i en eventuel forskel mellem fordringens nominelle værdi og kursværdi på konverteringstidspunktet, måtte derfor ligeledes være omfattet af overkursreglen i selskabsskattelovens § 13, hvilket var i overensstemmelse med ministersvar af 15/5 1995 til Skatteudvalget, hvoraf det fremgik:

"Jeg kan bekræfte, at ved konvertering af gæld til aktiekapital vil en forskel mellem fordringens kursværdi og aktiernes nominelle værdi være skattefri i medfør af selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 1. Forskellen mellem fordringens nominelle værdi og aktiernes kursværdi er ligeledes skattefri efter den nævnte bestemmelse."

Repræsentanten havde videre anført, at selvom gældskonverteringerne i 1993 og 1994 alene var gennemført til kurs 100, forelå der heller ikke i dette tilfælde en kursgevinst, idet beløb, som hidrørte fra en kapitalforhøjelse, var skattefrit efter analogien af selskabsskattelovens § 13. Der var efter repræsentantens opfattelse ikke hjemmel til at gennemføre en sådan beskatning, idet beløbet skulle betragtes som en skattefri udvidelse af selskabets aktiekapital.

Landsskatteretten bemærkede, at til selskabets skattepligtige indkomst skulle ikke medregnes overkurs, som selskabet opnåede ved udstedelse af aktier eller ved udvidelse af sin aktiekapital, jf. selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 1. Ved overkurs skulle forstås, at der blev indskudt større værdier end den nominelle værdi af aktieudstedelsen eller aktieudvidelsen. Retten bemærker endvidere, at anskaffelsessummen for aktierne normalt udgjorde værdien af den konverterede fordring, jf. Højesterets dom af 27/10 1977.

Herefter fandt retten, at såfremt fordringens kursværdi oversteg aktiernes nominelle værdi, ville overkursen ved konvertering af gæld til aktiekapital udgøre forskellen mellem fordringens kursværdi og aktiernes nominelle værdi.

Retten bemærkede videre, at det klagende selskab ved konverteringen var blevet frigjort for den pågældende fordring mod udstedelse af aktier i selskabet.

Retten bemærkede herefter, at selskabet i medfør af kursgevinstlovens § 5, stk. 1, ved indkomstopgørelsen skulle medregne gevinster som selskabet realiserede ved frigørelse for gældsforpligtelser ifølge fordringer omfattet af kursgevinstlovens ' 1. Efter kursgevinstlovens § 8, stk. 2, skulle gevinsten opgøres som forskellen mellem forpligtelsens værdi ved påtagelsen af forpligtelsen og værdien ved frigørelsen eller indfrielsen. Ved "værdien ved indfrielsen" i kursgevinstloven skulle forstås fordringens værdi på tidspunktet for konverteringen.

Da Landsskatteretten ikke fandt grundlag for at ændre den af skattemyndighederne ansatte værdi af fordringerne på tidspunkterne for konverteringerne, blev de påklagede ansættelser stadfæstet.