Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume
Bladet havde i en lederartikel omtalt klageren. Artiklen havde ikke et indhold, der bevirkede, at Pressenævnet udtalte kritik, og klageren var ikke berettiget til et genmæle. Endvidere var klageren ikke berettiget til at få optaget et indlæg i bladet.
Den fulde tekst

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 14/1999

 

En mand har klaget til Pressenævnet over en lederartikel bragt i Berlingske Tidende den 6. januar 1999, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. Han har endvidere klaget over, at bladet har afvist at bringe et indlæg fra ham.

I lederen hed det:

"Formørket abortsyn

Da regeringen Anker Jørgensen med et flertal i Folketinget bag sig i 1973 fjernede de sidste krav til social indikation og formulerede loven om fri abort, skete det ud fra en humanitær og social grundholdning om, at mennesker i et moderne og oplyst demokrati må sikres retten til at bestemme over deres eget liv. På samme måde som det må være i pagt med almindelig anstændighed at beskytte udsatte kvinder og uønskede børn mod en opvækst præget af generel omsorgssvigt.

Siden 1973 har loven om fri abort været brugt. Men ikke misbrugt. At beslutte sig for at afbryde et svangerskab er en sag, der kræver dyb menneskelig alvor og rejser en række samvittighedsspørgsmål af fundamental karakter. På den baggrund virker det usmageligt, at foreningen "Retten til Liv" med pastor Orla Villekjær i spidsen har skabt en såkaldt "mindelund for aborter" ved Vedersø Kirke. Det er en hån mod de mennesker, som efter svære overvejelser har set sig nødsaget til at træffe en i alle henseender ubehagelig og følelsesmæssig uhyre sensibel beslutning. Ligesom det er en hån mod det, almenheden forstår ved en mindelund som et sted, hvor mennesker, der har ofret deres liv i en større sags tjeneste, vises respekt. At det tillige sker ved at misbruge digterpræsten [navn]s kirke og skrifter, er en tarvelig biomstændighed, der ikke tjener foreningen eller [navn]s søn, [klageren], til ære.

Pastor Orla Villekjær og hans forening repræsenterer en formørket og dobbelmoralsk side af Den danske Folkekirke. Med tro har sagen intet at gøre, og alle oplyste kræfter bør tage afstand fra hans forehavende. Det er en utidig manifestation, som ikke gavner nogen mennesker, hverken fødte eller ufødte. Hvad der alene gavner og forebygger i en sag som denne, er viden og social tryghed."

Søndag den 10. januar 1999 bragte bladet et større interview med klageren.

Samme dag anmodede klageren bladet om at bringe følgende: (de indrammede afsnit er de afsnit, bladet afviste at bringe. Se nedenfor.)

""Abortens mørkemænd og lyseslukkere."

Helt i abortimperialismens ånd frakender Berlingske Tidendes leder mig den sjette januar et hvert anstændigt motiv i mit forsvar for de 500.000 ufødte under overskriften "Et formørket abortsyn."

Med Danmark som europæisk foregangsland og topscorer for dette dødsridt og med den pågældende lederskribent som eventuelt faderligt ophav, var jeg vel endt udsuget og sønderhakket i en hospitalsspand. Et sidste farvel: Krematorierøgens anonyme fane. I sandhed et lyst og varmende abortsyn, som Berlingske Tidende bør forsvare til sidste udsugningspipette og askekrukke.

Men naturligvis vil en sådan vanskæbne aldrig ramme denne lederskribent, der som en af menneskehedens kronjuveler, befinder sig uden for den farezone, i hvilken alle vi små ubetydeligheder færdes.

En æresport rejses der så for Anker Jørgensens

dødsoffensiv.

I krogene mumles der ganske vist om den svære beslutning, men ellers er der stræk- og fanemarch for dette frihedsbrev til den danske befolkning. Ofrene er bare kulisser. Så foretrækker jeg paven, der i et interview bevæget og sorgbetynget udtalte: "Det vil jeg helst ikke tale om!"

Men kan græde, som om man var pisket over hele dette menneskepotentiale, formodentligt i mange henseender rigere og ædlere end én selv, der er gået til spilde, men når denne sorg og græmmelse støder på så plat en fosterdrabsforherligelse som denne lederskribents, slår det gnister, blodet stiger én til hovedet og man lægger tonen om:

Da Anker Jørgensen med kriminaliseringen af en hel befolkningsgruppe gennemførte sine Nürnberglove i 1973, tog han hele det danske folk som gidsel, som nazisterne tyskerne. Hans initiativ var en fuldvægtig illustration af den kanadiske psykiater Philip Neys "scape-goat"-observationer, hvor en hel kultur har gjort det ufødte barn til hovedsynderen: Det hindrer kvinden i stort set alt. Det tømmer jordens ressourcer. De fremmede yngler som rotter o.s.v., o.s.v.

Fars tyske oversætter Thyra Dohrenburg fortalte mig engang: "Som tysker kunne jeg til nød affinde mig med, at et bøllevæsen i mit folk forulempede jøderne, men at mit land, min nation gjorde det til statsræson, forpligtede mig som tysk statsborger på en sådan uhyrlighed, fyldte mig med sorg og lede. Jeg følte mig ekspatrieret, landsforvist."

Hvorfor drog Anker Jørgensen ikke omsorg for, at denne i mine øjne monstrøse forbrydelse,

hvis slægtskab med den hvide races moderne samlebåndsaflivninger øjeblikkeligt melder sig for bevidstheden,

ikke blev et rent mellemværende mellem den abortsøgende og en privatklinik, som anstændigheden, om nogen, har dikteret Holland, Tyskland og De forenede Stater m.m.

Kan man virkelig over den fælles husholdning, over skatterne og det nationale tilhørsforhold slavelænke folk til en lovgivning, der mere end noget andet forplumrer og forvrænger deres nationale identitet, noget som de væmmes ved som en lodret forbrydelse, et anslag mod hele deres person og menneskeværd?

En i udlandet boende dansk jøde stempler læger og sygeplejersker, som udfører disse indgreb, som dr. Mengeles disciple, men naturligvis hører hans skriftshenvisninger (1. Mosebog 9,6 og Talmud, Sanhedrin 57,2) til det samme buldremørke, som denne kristne mørkemand i det fjerne Vedersø er indkapslet i.

Mor Theresa så visionært fosterdrab som en trussel mod verdensfreden. Jeg er ikke utilbøjelig til at give hende ret, når jeg betænker den harme og agression, som denne frihedsberøvelse, denne umyndiggørelse, dette retsløse overgreb på min forsvarsløse fostertilstand udløser. Men fra lederskribentens lyse abortolymp er de amerikanske abortfanatikeres overilede handlinger aldeles grundløse og umotiverede. Naturligvis er de ikke en reaktion mod et uformeligt voldsorgie.

Til en af Berlingske Tidendes fornemste opgaver kunne det være at medvirke til en entydig ansvarsplacering, en fjernelse af aborten fra det offentlige regi, så at vi, der lider under den og græmmes ved den, ikke indirekte påduttes en medskyld, at vi engang for alle frakoples denne perversion af fællesskabet. Lad dem bære ansvaret, der mener at have ryg og skuldre til det over for Gud og menneskeheden! Skulle en uformuende medsøster komme i klemme, kunne der jo lyde en solidaritetsappel til kvindesagens abortbegejstrede, velbeslåede medsøstre om at spytte i kassen. Samtidig ville man fjerne den lumske mistanke, at en oversmart kvindesag havde kuppet sig til en ansvarsudligning, der svarer til den udkommanderede dødspelotons.

Lad os få renset luften omkring sygehusvæsnet, der jævnstiller graviditet med en sygdom og således forkvakler hele sygdomsbegrebet.

Jo, fra abortens lyse olymp er det naturligvis et menneskeadlende fremskridt, at danske hospitaler med den nye abortpille påfører et menneskefoster 48 timers dødskamp, og kun en menneskefjendsk mørkemand som den franske professor Pierre de Vernejoul kan få dette vanvid over sine læber: "Man må faktisk erkende, at der i dag mod det ufødte barn bruges kemiske våben, som efter Haag-konventionen og Geneveprotokollen af 1925 er forbudt mellem nationer. Som en udfordring til hans nationale stolthed og identitet er pillen RU 486 "denne første på mennesker af fransk oprindelse anvendelig skadedyrsbekæmpelse." Dette kemiske mordvåben har henved 18.000 sagesløse fostre i 1999 nu i vente.

Hvor opløftende at tilhøre en nation, der reducerer et barn til sex-affald og bilder sig ind, at kærlighedslivet i længden kan overleve en sådan profanering! At jeg skulle skulle kunne gå i seng med min kone under den forudsætning, at det skulle koste vort fælles barn livet, er i sandhed en pikant idé? Hvad antager man mig for? Man skal vist opholde sig på lederskribentens lyse abortolymp for ikke at se dette som en dæmonisering af kærlighedslivet med en eskallerende selvforagt til følge.

Man er på nippet til at give en amerikansk sociolog ret: "Der går et skarpt skel ned gennem hele menneskeslægten, de, der indregner et andet menneskes død i deres seksualpraksis, og de, der aldrig ville drømme om det."

Med udsynet fra sin lyse abortlymp må det fylde lederskribenten med idel velvære at se tyvstjålne hjerneceller fra menneskefostre implanteret i rottekranier, alt sammen med de udemokratiske, selvbestaltede Videnskabsetiske Kommitéer velsignelse. Bagefter går den vilde hjernecellehøst ind. Hver Parkingson-patient skal bruge otte fosterhjerner. Triumffanfarerne gjalder allerede over det ganske land. I Amerika kan man klare sig med fire fostre, når nethinden skal repareres på en femogfirsårig. Til gengæld er 15 millioner synshæmmede gamle ved at tage opstilling i abortkøen. Her er virkelig bases for en storindustri.

Vi mørkemænd har det helt "ubegrundet" skidt med, at vi i vor fostertilstand er reduceret til råstof og genbrug, og lige så "ubegrundet" melder sig for vor bevidsthed de tyske koncentrationslejres brug af menneskehud til fremstilling af lampeskærme, men fra et abortolympisk perspektiv er der vel slet ingen sammenhæng.

Når lederen vil tage [klagerens fars navn] til indtægt for abortgalskaben og dens makabre følgevirkninger, er han gået gruligt galt i byen. Jeg tør ublut vove den påstand, at det ikke var det Danmark, han forblødte for på Hørbylundebakke.

Naturligvis er det utidigt og urimeligt, at vi mørkemænd efterlyser et mangfoldigere syn på abort hos det åndsilluminerede Berlingske Tidende end Hanne Reintofts og konsorters af samme køn.

Vi er faktisk leveringsdygtige i et materiale med nogle andre indfaldsvinkler til post-abortion-syndromet, abortion-survivor-syndromet, bastardiseringseffekten (celleklump, geléklat), scape-goat-effekten, retsbegrebsforkvaklingen (afstraffelsen af uskyldig tredjemand, endda med dødsstraf), identitetsforringelsen (det laboratoriefremstillede menneskes suicidale kvaler ved sin sterile, umythologiske oprindelse) o.s.v."

Bladet afviste i første omgang at bringe indlægget, men efter nogen korrespondance foreslog bladet at bringe indlægget uden de indrammede passager.

Klageren har anført, at lederen er et ualmindeligt tendentiøst og grovkornet overfald på hans person, hvor bladet navnlig havde skudt klageren i skoene, at han havde misbrugt sin fars skrifter.

Klageren har videre anført, at en imødegåelse af det uafvejede udfald, der blev bragt i lederen forudsætter en afdækning under en eller anden form af den hele abortvirkelighed.

Klageren har endelig anført, at bladets behandling af dette stof har en markant slagside.

Bladet har i en udtalelse om klagen anført, at klagerens indlæg rakte langt ud over, hvad betegnelsen genmæle omfatter. Klageren ønskede ikke at benytte den version af klagerens indlæg, som bladet havde foreslået, og bladet havde derfor den opfattelse, at klageren afstod fra yderligere modforslag eller skridt over for bladet.

Bladet har videre anført, at tilbudet om at optage klagerens indlæg i den forkortede version stadig står ved magt.

Bladet har endelig anført, at klageren i aller bedste form fik mulighed for at tage til genmæle i form af det store søndagsinterview den 10. januar 1999 med Annelise Bistrup.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Tage Clausen og Preben Sørensen.

Pressenævnet udtaler:

En lederartikel vil - efter sagens natur - ofte bestå af mere vurderende, kommenterende og subjektive betragtninger end almindelige artikler, og der må derfor bestå en høj grad af frisprog i ledende artikler.

Lederartiklen den 6. januar, hvorover der er klaget, har ikke et indhold, der bevirker, at Pressenævnet vil udtale kritik.

En person, der er omtalt i et medie, har efter medieansvarslovens § 36 krav på genmæle over for forkerte oplysninger af faktisk karakter. Derimod har man ikke krav på genmæle i anledning af vurderende og kommenterende indlæg. Klageren er derfor ikke berettiget til et genmæle over for lederartiklen.

Over for bladets afvisning af at bringe klagerens indsendte indlæg i den ønskede udformning udtaler Pressenævnet, at et medie er berettiget til når der ikke er tale om et genmæle at afvise indlæg fra læserne. Det er derfor ikke i strid med god presseskik, når bladet afviste at bringe indlægget.

Afsagt den 17. marts 1999.