Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om afgift af konsum-is

Herved bekendtgøres lov om afgift af konsum-is, jf. lovbekendtgørelse nr. 888 af 17. august 2006 med de ændringer, som følger af § 3 i lov nr. 523 af 17. juni 2008, § 81 i lov nr. 1336 af 19. december 2008, § 2 i lov nr. 524 af 12. juni 2009 og § 2 i lov nr.1383 af 28. december 2011.

§ 1. Af her i landet i erhvervsmæssigt øjemed fremstillet konsum-is svares afgift til statskassen på:

1) 6 kr. og 38 øre pr. liter, når varens indhold af tilsat sukker overstiger 0,5 g sukker pr. 100 ml.

2) 5 kr. og 10 øre pr. liter, når varens indhold af tilsat sukker højst udgør 0,5 g pr. 100 ml.

Stk. 2. Af her i landet fremstillet konsum-is-miks, der er beregnet til erhvervsmæssig fremstilling af konsum-is i softicemaskiner og lignende apparater, svares afgift til statskassen på:

1) 6 kr. og 38 øre pr. liter konsum-is, der kan fremstilles af de pågældende varer, når varens indhold af tilsat sukker overstiger 0,5 g sukker pr. 100 ml.

2) 5 kr. og 10 øre pr. liter konsum-is, der kan fremstilles af de pågældende varer, når varens indhold af tilsat sukker højst udgør 0,5 g pr. 100 ml.

Stk. 3. Samme afgift betales ved indførsel fra steder uden for EU eller fra visse områder, der ikke er omfattet af de pågældende EU-landes afgiftsområde, medmindre varerne tilføres en registreret virksomhed eller er fritaget efter stk. 6. Afgiften afregnes efter reglerne i toldlovens kapitel 4, jf. dog stk. 4.

Stk. 4. For varer, der indføres af en virksomhed registreret efter § 29 i toldloven, finder reglerne om erhvervsdrivende varemodtagere tilsvarende anvendelse.

Stk. 5. I andre tilfælde svares den i stk. 1 og 2 nævnte afgift i forbindelse med varemodtagelsen her i landet, medmindre varerne tilføres en virksomhed, der er registreret efter § 3. Erhvervsdrivende varemodtagere skal, inden varerne afsendes fra udlandet, anmelde sig hos told- og skatteforvaltningen. Anmeldelsen er gældende for 5 år.

Stk. 6. Der er afgiftsfrihed for varer, der indføres eller modtages fra udlandet, i samme omfang og under tilsvarende betingelser som fastsat for afgiftsfrihed efter merværdiafgiftslovens § 36, stk. 1, nr. 1-3.

Stk. 7. Der svares ikke afgift af varer, der leveres til de i toldlovens § 4 nævnte diplomatiske repræsentationer, internationale institutioner m.v. samt de hertil knyttede personer.

§ 2. Fritaget for den i § 1 fastsatte afgift er konsum-is, som fremstilles i pensionatsvirksomheder udelukkende til servering i virksomheden.

Stk. 2. Fritaget for den i § 1 fastsatte afgift er virksomheder, der her i landet i erhvervsmæssigt øjemed fremstiller eller her til landet indfører maksimalt i alt 500 liter konsum-is eller konsum-is-miks svarende til en fremstilling på i alt 500 l årligt.

Stk. 3. Bestemmelserne i §§ 7 og 10 finder anvendelse på de i stk. 1 og 2 nævnte virksomheder.

Stk. 4. De i stk. 1 og 2 nævnte virksomheder kan dog pålægges at føre regnskab, jf. § 5, stk. 1, hvis told- og skatteforvaltningen har konstateret uregelmæssigheder i virksomhedens regnskaber, uanset om virksomhedens produktion eller import ligger under bagatelgrænsen. Et sådant pålæg gives for 2 år. Konstaterer told- og skatteforvaltningen i den 2-årige periode fortsat uregelmæssigheder i virksomhedens regnskaber, kan pålægget forlænges.

§ 3. Virksomheder, der erhvervsmæssigt fremstiller eller fra udlandet modtager afgiftspligtige varer, skal registreres hos told- og skatteforvaltningen. Virksomheder, der driver mellemhandel med varer, der er afgiftspligtige efter § 1, stk. 2, nr. 1 eller 2, skal ligeledes registreres hos told- og skatteforvaltningen. Virksomheder, der kun fremstiller konsum-is i softicemaskiner og lignende apparater af varer, der er afgiftspligtige efter § 1, stk. 2, nr. 1 eller 2, skal ikke registreres.

Stk. 2. Registreringen er betinget af, at virksomheden fører almindelige forretningsbøger, og at virksomhedens lokaler godkendes af told- og skatteforvaltningen.

Stk. 3. Told- og skatteforvaltningen kan inddrage registreringen, såfremt de i stk. 2 nævnte betingelser ikke længere er til stede. Hvis en virksomhed ikke rettidigt efterkommer et pålæg om at stille sikkerhed, jf. § 11 i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v., kan told- og skatteforvaltningen endvidere inddrage registreringen af virksomheden, indtil der er stillet sikkerhed.

§ 4. Registrerede virksomheder skal opgøre den afgiftspligtige mængde for en afgiftsperiode på en måned som den mængde afgiftspligtige varer, der er udleveret fra virksomheden.

Stk. 2. Pakninger med varer, der er afgiftspligtige efter § 1, stk. 2, nr. 1 eller 2, skal ved udleveringen til forbrug her i landet være forsynet med påtegning om, at pakningen indeholder afgiftspligtig konsum-is-miks, der er bestemt til erhvervsmæssig fremstilling af konsum-is i softicemaskiner og lignende apparater. Det skal desuden angives, hvor mange liter konsum-is der kan fremstilles af pakningens indhold.

Stk. 3. Varer, der af de registrerede virksomheder leveres til udlandet, fritages for afgift.

Stk. 4. Virksomheder, der er registreret efter § 3, stk. 1, er berettiget til, uden at afgiften er berigtiget, at modtage afgiftspligtige varer fra andre registrerede virksomheder og fra udlandet, såfremt varerne er bestemt til fremstilling af afgiftspligtige varer eller videresalg en gros.

§ 5. De registrerede virksomheder er underkastet told- og skatteforvaltningens kontrol og skal føre det af told- og skatteforvaltningen foreskrevne regnskab.

Stk. 2. Registrerede virksomheder skal efter udløbet af hver afgiftsperiode angive mængden af de varer, hvoraf virksomheden skal betale afgift, jf. § 4, stk. 1, og indbetale afgiften for afgiftsperioden til told- og skatteforvaltningen. Angivelsen og betalingen sker efter reglerne i §§ 2-8 i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v.

Stk. 3. For varer, der er afgiftspligtige efter lovens § 1, stk. 2, nr. 1 eller 2, angives den afgiftspligtige mængde som den mængde konsum-is, der kan fremstilles af varerne, jf. § 4, stk. 2.

§ 5 a. De i § 1, stk. 5, nævnte erhvervsdrivende varemodtagere skal efter udløbet af hver afgiftsperiode angive mængden af de varer, virksomheden har modtaget i perioden, og indbetale afgiften heraf til told- og skatteforvaltningen. Angivelsen og betalingen sker efter reglerne i § 2, § 3 og §§ 5-8, nr. 2 og 3, i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v.

Stk. 2. For andre varemodtagere sker angivelsen og betalingen efter reglerne i § 9, stk. 2-4, i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v.

Stk. 3. Bestemmelserne i § 7 finder tilsvarende anvendelse.

§ 5 b. Virksomheder, som ønsker at betale afgift efter § 1, stk. 1, nr. 2, eller stk. 2, nr. 2, skal fremlægge nødvendig dokumentation for, at varen opfylder betingelserne herfor. Er virksomheden ikke i stand til at fremlægge denne dokumentation, betales afgift efter henholdsvis § 1, stk. 1, nr. 1, eller stk. 2, nr. 1.

§ 6. Foruden den personkreds, der er omhandlet i § 10 i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v., hæfter de i § 1, stk. 4, nævnte varemodtagere og den, der er i besiddelse af varen, for betaling af afgift efter bestemmelserne i denne lov.

§ 7. Told- og skatteforvaltningen har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn i de virksomheder, der omfattes af loven, og til at efterse virksomhedernes varebeholdninger, forretningsbøger, øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance m.v.

Stk. 2. Virksomhedernes indehavere og de i virksomhederne beskæftigede personer skal yde told- og skatteforvaltningen fornøden vejledning og hjælp ved foretagelsen af de i stk. 1 omhandlede eftersyn.

Stk. 3. Det i stk. 1 nævnte materiale skal på told- og skatteforvaltningens anmodning udleveres eller indsendes til denne.

Stk. 4. Leverandører af råvarer til fremstilling af afgiftspligtige varer skal på begæring meddele told- og skatteforvaltningen oplysning om deres leverancer af varer til virksomheder, der fremstiller afgiftspligtige varer.

Stk. 5. Erhvervsdrivende skal på begæring meddele told- og skatteforvaltningen oplysninger om deres indkøb af afgiftspligtige varer til virksomheden.

Stk. 6. Told- og skatteforvaltningen er berettiget til at foretage eftersyn af varer under transport, når disse varer erhvervsmæssigt sælges fra udlandet eller erhvervsmæssigt transporteres til andre end registrerede virksomheder.

Stk. 7. Told- og skatteforvaltningen har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn af varebeholdninger og regnskaber m.v. hos de i stk. 4-6 omhandlede virksomheder.

Stk. 8. I det omfang oplysninger som nævnt i stk. 1 og 7 er registreret elektronisk, omfatter forvaltningens adgang til disse oplysninger også en elektronisk adgang hertil.

§ 8. (Ophævet).

§ 8 a. (Ophævet).

§ 9. (Ophævet).

§ 9 a. (Ophævet).

§ 9 b. (Ophævet).

§ 9 c. (Ophævet).

§ 10. Med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt:

1) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for afgiftskontrollen,

2) overtræder § 1, stk. 5, 2. pkt., § 2, stk. 4, § 3, stk. 1, 1. eller 2. pkt., § 4, stk. 2, § 5, stk. 1, eller § 7, stk. 2, 3, 4 eller 5,

3) fortsætter driften af en registreret virksomhed, hvis registrering er inddraget efter § 3, stk. 3, og told- og skatteforvaltningen har meddelt virksomheden dette, eller

4) overdrager, erhverver eller tilegner sig varer, hvoraf der ikke er betalt afgift, som skulle have været betalt efter loven, eller forsøger herpå.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 3. Den, der begår en af de i stk. 1 nævnte overtrædelser med forsæt til at unddrage statskassen afgift, straffes med bøde eller fængsel i indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.

Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 10 a. Reglerne i §§ 18 og 19 i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. finder tilsvarende anvendelse.

§ 11. Politiet yder told- og skatteforvaltningen bistand til gennemførelsen af kontrollen efter § 7. Justitsministeren kan efter forhandling med skatteministeren fastsætte nærmere regler herom.

§ 12. Skatteministeren bemyndiges til at afholde de med lovens gennemførelse forbundne udgifter.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen bemyndiges til at fastsætte de i øvrigt fornødne regler til gennemførelse af nærværende lov.

§ 13. Denne lov, der ikke gælder for Færøerne, træder i kraft 1. januar 1947.

Skatteministeriet, den 31. januar 2012

P.M.V.
Peter Loft

/ Susanne Reinholdt Andersen