Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om udmåling af tilskud til borgerstyret personlig assistance efter serviceloven

I medfør af §§ 96 a, stk. 1 og 3, og 96 c, stk. 3, i lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 904 af 18. august 2011, fastsættes:

Generelle forhold om udmåling

§ 1. Kommunalbestyrelsens tildeling af hjælp og fastsættelse af timetallet efter servicelovens §§ 95 eller 96 danner grundlag for udmåling af det kontante tilskud til ansættelse af hjælpere til borgerstyret personlig assistance.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal ved fastsættelse af timetallet sikre, at der tages højde for timer til oplæring af hjælpere. Kommunalbestyrelsen skal desuden tage højde for timer til personalemøder, når borgeren har ansat mere end en hjælper, samt til medarbejderudviklingssamtaler m.v.

§ 2. Tilskud til ansættelse af hjælpere til borgerstyret personlig assistance skal udmåles på samme vilkår og med samme beløb, uanset om borgeren er arbejdsgiver for hjælperne eller har indgået aftale om at overføre tilskuddet til en nærtstående, en forening eller en virksomhed, der herefter er arbejdsgiver for hjælperne.

§ 3. Det kontante tilskud efter § 5, stk. 1-3 og 5, samt §§ 8 og 10 fastsættes en gang årligt, jf. dog stk. 2. Tilskuddet reguleres dog ved generelle ændringer i grundlaget for udmålingen.

Stk. 2. Tilskud efter § 10 skal dog reguleres ved væsentlige ændringer i forudsætningerne for udmålingen.

Stk. 3. Tilskuddet kan maksimalt udgøre de faktiske omkostninger, der er forbundet med ordningen.

Stk. 4. De samlede omkostninger pr. time til borgerstyret personlig assistance kan maksimalt udgøre et beløb, der svarer til kommunalbestyrelsens gennemsnitlige langsigtede omkostninger ved levering af hjælp efter servicelovens § 83, ledsagelse efter servicelovens § 97 og afløsning og aflastning efter servicelovens § 84.

§ 4. Tilskuddet efter § 5, stk. 1-3 og 5, samt § 8 skal udmåles ud fra et budget opstillet af kommunalbestyrelsen. I budgettet skal fordelingen af de enkelte poster, der ligger til grund for budgettet, være anført. Budgetposterne skal være sammenlignelige med omkostningerne ved tilsvarende aktiviteter.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal dække omkostninger efter § 5, stk. 4, samt tilskud efter §§ 6, 7 og 9 efter regning.

Almindelige omkostninger ved ansættelse af hjælpere m.v.

§ 5. Kommunalbestyrelsen skal ved beregningen af tilskuddet foretage en konkret vurdering af borgerens behov, og herunder behov der kan medføre, at det er nødvendigt at ansætte hjælpere med særlige kvalifikationer herunder en særlig faglig baggrund. Ved udmålingen af tilskud til dækning af omkostninger til løn til hjælpere skal kommunalbestyrelsen ved beregningen af tilskuddet som minimum tage udgangspunkt i grundlønnen for sammenlignelige faggrupper, og kommunalbestyrelsen skal anvende samme udgangspunkt ved beregning af alle elementer af lønnen, jf. stk. 2.

Stk. 2. Ved udmålingen af tilskuddet til løn pr. time efter stk. 1 skal kommunalbestyrelsen sikre, at der ved beregningen sikres den nødvendige rummelighed i udmålingen og herunder tages højde for:

1) tidsbestemte tillæg,

2) stedbestemte tillæg,

3) funktions- og kvalifikationstillæg m.v.,

4) arbejdsmarkedspension og

5) anciennitet.

Stk. 3. Ved udmåling af tilskud til løn efter stk. 2, kan der i helt særlige tilfælde udmåles tilskud til dækning af rådighedstimer til borgeren. Ved rådighedstimer forstås timer, hvor hjælperen er til stede, men hvor der kun undtagelsesvis udføres aktiviteter for borgeren, herunder i forbindelse med delt tjeneste eller ved et mere spredt hjælpebehov.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal dække omkostninger ved løn under sygdom til handicaphjælpere, der har mindst 8 ugers ansættelse som handicaphjælper og mindst 74 timers arbejde i denne periode, samt omkostninger til barnets 1. og 2. sygedag. Ved løn forstås løn inklusive fast påregnelige tillæg.

Stk. 5. Ved udmåling af tilskud efter stk. 2 og 3, skal der desuden tages højde for omkostninger til feriepenge, feriegodtgørelse og ferie m.v. efter ferieloven, ATP samt eventuelle andre lovpligtige bidrag.

§ 6. Kommunalbestyrelsen skal dække omkostninger til nødvendige forsikringer, der er forbundet med ansættelse af hjælpere, og dække omkostninger ved bidrag til barselsfond. Hvis udbetalingen fra barselfonden er mindre end omkostningerne til fast påregnelig løn for hjælperen, dækkes forskellen af kommunalbestyrelsen. Det er dog en forudsætning herfor, at hjælperen opfylder beskæftigelseskravet i § 27 i lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal dække omkostninger til nødvendige kurser for hjælpere.

§ 7. Kommunalbestyrelsen skal dække nødvendige omkostninger ved overholdelse af arbejdsmiljølovgivningen. Kommunalbestyrelsen skal ved udmålingen af tilskuddet vurdere, om der er tale om arbejde omfattet af arbejdsmiljølovens begrænsede område efter § 2, stk. 3, jf. § 2, stk. 2, nr. 1, i lov om arbejdsmiljø, eller om der er tale om hele arbejdsmiljølovens område efter § 2, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø.

Særlige omkostninger ved overførsel af tilskud eller til lønadministration

§ 8. Kommunalbestyrelsen skal udmåle et tilskud til særlige opgaver forbundet med at være arbejdsgiver, herunder omkostninger ved:

1) ansættelses- og afskedigelsesprocedurer i forhold til hjælpere,

2) oplæring og vejledning af borgeren i de opgaver, der følger af at modtage hjælp i form af borgerstyret personlig assistance,

3) bistand til borgeren med rekruttering af hjælpere m.v.,

4) i et vist omfang at medvirke til at sikre vikardækning,

5) lønadministration m.v. og

6) regnskab, ledelse og kontorhold inklusive afledte omkostninger til IT, husleje m.v.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal dog ikke udmåle tilskud efter stk. 1, når borgeren selv er arbejdsgiver for hjælperne, eller når tilskuddet er overført til en nærtstående.

§ 9. Kommunalbestyrelsen skal, når borgeren eller en nærtstående er arbejdsgiver for hjælperne, dække nødvendige omkostninger ved lønadministration, herunder lønudbetaling, indbetaling af skat, ATP m.v. med mindre borgeren eller den nærtstående vælger at lade kommunalbestyrelsen varetage lønudbetaling m.v. efter servicelovens §§ 95, stk. 5, og 96, stk. 4.

Andre omkostninger forbundet med borgerstyret personlig assistance

§ 10. Kommunalbestyrelsen skal udmåle et tilskud til dækning af andre direkte og indirekte omkostninger, der er forbundet med at ansætte hjælpere til hjælp i og udenfor hjemmet, i det omfang kommunalbestyrelsen efter en konkret vurdering finder, at borgerens omkostninger hertil ikke dækkes efter § 16 i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

Udbetaling af tilskud

§ 11. Kommunalbestyrelsen udbetaler tilskud til borgerstyret personlig assistance månedsvis forud, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Tilskud efter § 5, stk. 4, og §§ 6, 7 og 9 udbetales efter regning. Kommunalbestyrelsen og borgeren aftaler nærmere herom.

§ 12. Tilskud til borgerstyret personlig assistance udbetales til borgeren, eller til tilskudsmodtageren, når tilskuddet ydes efter servicelovens § 95, stk. 3, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Hvis borgeren eller tilskudsmodtageren har indgået aftale om at overføre sit tilskud til en nærtstående, en forening eller en privat virksomhed, udbetaler kommunalbestyrelsen det udmålte tilskud hertil. Tilskud til dækning af andre direkte og indirekte omkostninger, der er forbundet med at have hjælpere i og udenfor hjemmet, jf. § 10, udbetales dog direkte til borgeren eller tilskudsmodtageren.

Stk. 3. Hvis kommunalbestyrelsen varetager lønadministration m.v. for en borger eller en nærtstående, udbetales alene tilskud til dækning af borgerens eller tilskudsmodtagerens direkte og indirekte omkostninger forbundet med hjælpen, jf. § 10.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsens udbetaling af tilskud til en nærtstående, en forening eller en privat virksomhed, sker med en måneds varsel fra udgangen af den måned, hvor der er indgået aftale om overførsel af tilskuddet, med mindre andet er aftalt mellem borger eller tilskudsmodtager og den nærtstående, foreningen eller den private virksomhed.

§ 13. Kommunalbestyrelsen varetager udbetaling af løn m.v. til hjælpere ved opsigelse på grund af dødsfald, når borgeren ikke har overført sit tilskud til en nærtstående, en forening eller en privat virksomhed.

Regnskab, tilbagebetaling m.v.

§ 14. Der skal udarbejdes et årligt regnskab for tilskud til borgerstyret personlig assistance efter §§ 5-9.

Stk. 2. Regnskabet skal også indeholde en opgørelse over udmålte og forbrugte timer.

Stk. 3. Regnskabet udarbejdes af borgeren eller tilskudsmodtageren, jf. § 95, stk. 3, eller den nærtstående, foreningen eller den private virksomhed, som borgeren har overført tilskuddet til, jf. dog stk. 4.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen udarbejder regnskab, når kommunalbestyrelsen varetager lønadministration m.v. efter servicelovens § 95, stk. 5, eller § 96, stk. 4.

§ 15. I det omfang, der er forbrugt færre timer end udmålt, skal tilskuddet hertil, jf. § 5, tilbagebetales til kommunalbestyrelsen, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Borgeren kan dog indgå aftale med kommunalbestyrelsen om, at udbetalt tilskud til uforbrugte timer overføres til det efterfølgende år og anvendes efter nærmere aftale. Når der ikke er behov for at opspare og overføre timer, kan kommunalbestyrelsen modregne tilskud til uforbrugte timer i førstkommende udbetaling.

§ 16. Tilskud, der ikke er anvendt til de formål, der er nævnt i servicelovens §§ 95, 96 og 96 a, skal tilbagebetales til kommunalbestyrelsen.

Ikrafttræden

§ 17. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2012.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1180 af 14. oktober 2010 om udmåling af tilskud til borgerstyret personlig assistance efter servicelovens §§ 95 og 96 ophæves.

Social- og Integrationsministeriet, den 25. juni 2012

Karen Hækkerup

/ Katrine Wilms Andersen