Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume
En fagforening samt dennes direktør og formand klagede til Pressenævnet over tre artikler bragt i et dagblad. I artiklerne bragtes en række kritiske udsagn, navnlig om direktøren, der skulle være bortvist fra en tidligere stilling. Klagerne fandt, at de pågældende udsagn var i strid med god presseskik og fremsatte desuden krav om genmæle på en række punkter.
Pressenævnet fandt henset til sagens nærmere omstændigheder, at udsagnene ikke var af en sådan karakter, at bladet havde handlet i strid med god presseskik ved offentliggørelsen. Nævnet fandt ej heller grundlag for genmæle.
Den fulde tekst

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 66/2002

Advokat Christian Harlang har på vegne af Ansatte Arkitekters Råd (AAR), formand [F] og direktør [D] klaget til Pressenævnet over tre artikler bragt i Ekstra Bladet den 6. marts 2002, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat. Der er endvidere klaget over, at Ekstra Bladet har afvist at bringe et genmæle.

I artiklen med overskriften "Løgn og bedrag hos arkitekterne" hed det i en underoverskrift:

"Ledelsen i arkitekternes fagforening lyver over for medlemmerne for at beskytte skandaleramt direktør."

I artiklen hed det:

"Ledelsen i arkitekternes fagforeningen, Ansatte Arkitekters Råd, AAR, har ført sine 4100 medlemmer bag lyset.

Samtidig har ledelsen indført censur på foreningens hjemmeside og fjernet debatindlæg, der kritiserer foreningens direktør, [D].

Det er således blevet forbudt for menige arkitekter at skrive, hvordan direktør [D] i efteråret 1994 blev bortvist efter en skandale i oplysningsforbundet AOF i København.

Selv om disse oplysninger er korrekte, påstår AAR’s ledelse, at de ikke passer og både er injurierende og ulovlige.

Personligt har foreningens formand [F] gentagne gange skrevet til sine medlemmer, at det er forkert, at [D] blev bortvist fra AOF.

Men [F] lyver. Og hendes direktør [D] lyver også.

MEDLEM CENSURERES

Af uvisse årsager er det et kardinalpunkt for [F], at skjule sin direktørs fortid.

I sidste uge lukkede hun egenhændigt debatten på AAR’s hjemmeside. Censuren skyldtes et kritisk brev fra et menigt medlem om [D]. Herefter lukkede [F] hjemmesiden og skrev i strid med sandheden til sine medlemmer, at "debatforum er midlertidigt lukket på grund af omlægning".

At det i virkeligheden skyldtes censur, indrømmede hun til gengæld over for den kritiske brevskriver, arkitekt Michaela Brüel fra Københavns Kommune.

Til hendes skrev [F]: "Dit indlæg medførte en øjeblikkelig lukning af debatforum, da injurier o.lign. på websiden er ansvarspådragende for AAR".

[F] afviste brevskriverens oplysninger om, at direktør [D] i efteråret 1994 var blevet fyret og bortvist fra AOF.

For, skriver [F]: "Direktøren ([D], red.) fratrådte efter eget ønske. Der kunne ikke på nogen måde gøres kritik gældende over for direktøren. AAR og AAR’s advokat er i besiddelse af skriftlig dokumentation herfor.

Derudover kan jeg love, at sagen blev grundigt undersøgt, inden [D] blev ansat (hos arkitekterne, red.)."

HAN BLEV SPARKET UD

Men hvad er så sagens kendsgerninger?

AOFs øverste chef, forretningsfører Ole Askvig, sagde i går til Ekstra Bladet:

- Fakta er, at [D] blev bortvist fra AOF i efteråret 1994. At han blev bedt om at rejse. At vi sagde: "Ud med ham". Det er der ingen tvivl om.

- Årsagen til, at han blev smidt ud, var hele det økonomiske kaos, han havde efterladt i afdelingen. Og hans personaleledelse. Da det samlede personale henvendte sig og sagde, at nu ville de ikke finde sig i mere chikaneri, og at de gik, hvis ikke han blev smidt ud, ja, så blev han smidt ud, siger forretningsfører Ole Askvig."

Artiklen var ledsaget af et billede fra en af bladet tidligere omtalt reception i AAR. På billedet, der tidligere har været offentliggjort i bladet, ses [D].

I en tilhørende artikel hed det under overskriften "Jeg blev renset":

"Direktøren påstår, at AOF trak fyring tilbage. Det passer ikke.

Direktør i AAR, [D], indrømmer nu over for Ekstra Bladet, at han blev bortvist fra sit tidligere arbejde i oplysningsforbundet AOF. Men siger, at han to år senere blev renset og fyringen annulleret.

- Jeg kan desværre ikke fortælle mere, for sagen blev forligt 13. oktober 1996, og parterne har lovet ikke at kommentere den offentligt. Men min bortvisning blev tilbagekaldt. Jeg havde bare ikke kræfter til at gå til aviserne og få rettet det, der havde stået to år tidligere.

- AOF havde intet at kritisere mig for. Intet! Det er grunden til, at opsigelsen naturligvis blev trukket tilbage. Mere kan jeg ikke kommentere på grund af min tavshedspligt, siger [D].

Ekstra Bladet kan dog fortælle, at hans oplysninger ikke passer. Tværtimod ønskede AOF senere at inddrage hele den fratrædelsesgodtgørelse, som [D] havde fået i forbindelse med sin fyring. AOF mente, at han havde ført bestyrelsen bag lyset.

Det forlig, [D] indgik i efteråret 1996, handlede ikke om, at han blev renset for at være en vanskelig chef. Men han fik lov at beholde halvdelen af den godtgørelse, AOF oprindeligt havde tiltænkt ham."

I den sidste artikel hed det under overskriften "Det er jo løgn":

"Arkitekternes formand indrømmer censur og fastholder sin opbakning bag direktøren.

- Der er et indlæg, der er bortcensureret. Det var fuld af injurier og ting, som hører fortiden til, siger [F], formand for fagforeningen Ansatte Arkitekters Råd.

- Du fastholder altså over for dine medlemmer at ikke er blevet bortvist fra AOF?

- Ja.

- Er det ukendt for dig, at han blev bortvist på grund af økonomisk rod, og fordi han behandlede sine medarbejdere dårligt?

- Jeg har ikke de historiske fakta på plads i mit hoved. Jeg er heller ikke interesseret i detaljer.

- Du forklarer dine medlemmer, at [D] ikke er blevet bortvist.

- Det har vi forklaret rigtig mange gange, og det må du godt skrive i din avis, hvis du gad lave et ordentlig stykke research.

Har du ikke et personligt forklaringsproblem?

- Jeg bakker [D] op. Han er ikke blevet bortvist. Det er muligt, Ekstra Bladet kan finde en slibrig person i AOF, der siger det, men det er forkert. Er det noget, du finder på, bare for at gøre mig vred. At du slynger sådan en løgn ud i telefonen.

- Der er altså meget stor forskel på, hvad du siger, og det der egentlig har fundet sted.

- Vi er trætte af de rygter, som Ekstra Bladet skriver."

Klagerne har oplyst, at sagens faktum er, at der i forbindelse med [D]s ønske om fratræden fra AOF blev indgået en fratrædelsesaftale. Den fratrædelsesaftale ophævede AOF efterfølgende ved at foretage en uberettiget bortvisning, hvorefter [D] ved sit fagforbund HK anlagde sag imod AOF. Denne sag blev forligt, således at [D] utvetydigt ikke betragtedes som bortvist fra sin stilling. Yderligere fik han udbetalt et større kontantbeløb i henhold til den oprindelige fratrædelsesaftale. Klagerne har som dokumentation herfor fremlagt en underskrevet erklæring fra tidligere bestyrelsesformand i AOF Hovedstaden, Ib Sørensen. Klagerne har opfordret bladet til enten at bestride eksistensen af det omtalte forlig som på grund af en i sin tid mellem parterne aftalt hemmelighedsholdelsesklausul beklageligvis ikke for nuværende kan fremlægges som bilag eller lægge til grund, at det eksisterer med et indhold som ovenfor refereret. Klagerne har oplyst, at det af forligets punkt 4.0 fremgår, at "Forliget indebærer, at bortvisningen af [D] i april måned 1994 er tilbagekaldt."

Klagerne har anført, at da Pressenævnet i sag nr. 7/2001 endnu ikke ved offentliggørelsen den 6. marts 2002 har afgjort retmæssigheden af anvendelsen af billedet af [D], er anvendelsen af det pågældende billede i nærværende sammenlignelige forbindelse i strid med god presseskik. I et tilfælde, hvor der verserer en sag omhandlende til dels samme problemstilling, og hvor nævnet senere fandt, at det ikke var muligt at vurdere, hvorvidt [D] blev bortvist eller ej, burde bladet have afholdt sig fra at trykke artiklen den 6. april 2002. Det er en skærpende omstændighed, at bladet i forbindelse med nævnets sag 7/2002 meget klart af [D] blev oplyst, at situationen objektivt var den, at han ikke blev bortvist.

Klagerne har endvidere anført, at artiklen indeholder en række beskrivelser, der er faktuelt urigtige. Samtidig er det klagernes opfattelse, at beskrivelserne er i strid med god presseskik. Det drejer sig om følgende udsagn:

"Løgn og bedrag hos arkitekterne".

"Ledelsen i Arkitekternes fagforening lyver overfor medlemmerne for at beskytte skandaleramt direktør" (klagernes fremhævning).

"Ledelsen i Arkitekternes fagforening, Ansatte Arkitekters Råd, AAR, har ført sine 4100 medlemmer bag lyset" (klagernes fremhævning).

"Det er således forbudt for menige arkitekter at skrive, hvordan direktør [D] i efteråret 1994 blev bortvist efter en skandale i oplysningsforbundet AOF i København". Klagerne har i den forbindelse anført, at der på AAR’s hjemmeside forefindes et debatforum, hvor samtlige menige arkitekter har mulighed for i det omfang optagelseskriterierne opfyldes at få bragt indlæg, herunder også indlæg, som kritiserer AAR’s direktør og politiske ledelse. Klagerne har vedlagt udskrift fra hjemmesiden, der indeholder de gængse optagelseskriterier samt de for nuværende på siden bragte indslag, som rent faktisk alle forholder sig overordentligt kritisk til såvel AAR’s direktør som politiske ledelse.

"Selv om disse oplysninger er korrekte, påstår AAR’s ledelse, at de ikke passer og både er injurierende og ulovlige".

"Men [F] lyver. Og hendes direktør [D] lyver også" (klagernes fremhævning).

"Af uvisse årsager er det et kardinalpunkt for at skjule sin direktørs fortid" (klagernes fremhævning).

"Han blev sparket ud".

"Fakta er, at [D] blev bortvist fra AOF i efteråret 1994. At han blev bedt om at rejse. At vi sagde til ham: "Ud med ham". Det er der ingen tvivl om. Årsagen til, at han blev smidt ud, var hele det økonomiske kaos, han havde efterladt i afdelingen. Og hans personaleledelse. Da det samlede personale henvendte sig og sagde, at nu ville de ikke finde sig i mere chikaneri, og at de gik, hvis ikke han blev smidt ud, ja, så blev han smidt ud, siger forretningsfører Ole Askvig". Klagerne har i den forbindelse bemærket, at da disse udtalelser er faktuelt urigtige, kan de i sagens natur ikke dokumentere det fremførtes rigtighed. Klagerne har supplerende bemærket, at Ole Askvig var ansat som forretningsfører for AOF Landsforbund. [D] var i sin tid ansat som leder i AOF Hovedstaden. Ole Askvig var derfor ikke direkte involveret i sagen omhandlende [D]s fratræden, hvorfor det kan undre, at han tilsyneladende kan udtale sig som anført.

"Direktøren påstår, at AOF trak fyringen tilbage. Det passer ikke" (klagernes fremhævning). Klagerne har i den forbindelse bemærket, at udtrykket fyring, der normalt er synonymt med såvel bortvisning som afskedigelse, af bladet entydigt bruges som udelukkende synonymt med bortvisning.

" , at hans oplysninger ikke passer" (klagernes fremhævning).

"Det er jo løgn".

Klagerne har samlet anført, at læseren efterlades med en klar og utvetydig oplevelse af, at klagerne lyver, skjuler sandheden og fører AAR’s medlemmer bag lyset.

Klagerne har endelig anført, at bladets sagsbehandlingstid i forbindelse med besvarelsen af den foreliggende klage er i strid med medieansvarslovens § 40, idet afslaget på genmæle først fremkom mere end 1½ måned efter klagens indgivelse.

Klagerne har i øvrigt oplyst, at sagen har dannet baggrund for et injuriesøgsmål mod bladet, og at der er taget skridt til yderligere et søgsmål mod Ole Askvig.

Bladet har afvist, at de indklagede artikler skulle være i strid med god presseskik og har ligeledes afvist at bringe et genmæle.

Bladet har anført, at bladets vurderinger af [D]s adfærd som leder af AOF Hovedstaden bl.a. bygger på presseomtale i perioden omkring hans afskedigelse. Bladet har i den forbindelse henvist til en række artikler i Politiken fra foråret og sommeren 1994. Disse artikler er aldrig berigtiget, og de afspejler, at [D] blev fyret på grund af dårlig ledelse og oprør blandt medarbejderne. Bladet bemærker særligt, at den midlertidige formand for AOF Hovedstaden, der blev indsat for at rydde op, omtaler [D] som "bortvist" i Politikens artikel af 23. juni 1994. Endvidere er det over for bladet blevet bekræftet af AOF´s daværende og nuværende forretningsfører Ole Askvig, at [D] blev fyret som skildret i bladet.

Bladet har med hensyn til den fremlagte erklæring fra Ib Sørensen anført, at Ib Sørensen måtte forlade AOF Hovedstaden kort efter [D]s afgang, så hans forsinkede redigering af virkeligheden 8 år senere forekommer utroværdig og uden tyngde.

Bladet har endvidere anført, at bladet ikke kan forholde sig til en aftale, der er hemmelig, og som skulle være indgået mellem [D] og AOF Hovedstaden. Klagers advokat må enten fremlægge aftalen eller glemme den.

Bladet har endelig anført, at man har svaret advokat Christian Harlang så hurtigt, som det var muligt under hensyn til, at bladet nødvendigvis skulle i forbindelse med den i perioder ferierende medarbejder, der var ophavsmand til de påklagede artikler.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at de indklagede artikler drejer sig om i medierne i forvejen kraftigt debatterede forhold i fagforeningen AAR, herunder hvorvidt direktør [D] i sin tid blev bortvist fra AOF Hovedstaden.

For så vidt angår punkterne 1, 2, 3 og 6, finder nævnet, at disse udsagn er udtryk for bladets vurdering i forhold til klagernes oplysninger om, at direktør [D] ikke i sin tid blev bortvist fra AOF Hovedstaden. Udsagnene har ikke karakter af faktiske oplysninger, der kan gøres til genstand for et genmæle. Nævnet finder henset til sagens nærmere omstændigheder, at udsagnene ikke er af en sådan karakter, at bladet har handlet i strid med god presseskik ved offentliggørelsen.

Hvad angår punkt 4, finder nævnet, at denne oplysning ikke er egnet til at påføre AAR skade af betydning, hvorfor der ikke er grundlag for genmæle. Endvidere bemærker nævnet, at AAR’s formand i bladet den 6. marts 2002 er citeret for at sige, at der er ét indlæg, der er blevet bortcensureret. På den baggrund finder nævnet, at det falder inden for rammerne af bladets formuleringsfrihed at betegne dette forhold som gjort af bladet, og nævnet finder derfor ikke anledning til at udtale kritik.

For så vidt angår punkterne 5, 7, 8, 9, 10 og 11, vedrører disse spørgsmålet om, hvorvidt [D] i sin tid blev bortvist fra sit job i AOF Hovedstaden. Særligt hvad angår punkt 9, bemærker nævnet, at bladet har oplyst, at den i artiklen citerede navngivne person fortsat står ved sine udtalelser om, at [D] i sin tid blev fyret. Nævnet har med hensyn til disse punkter ikke mulighed for at foranstalte en bevisførelse vedrørende spørgsmålet, om [D] i sin tid blev bortvist fra AOF Hovedstaden. Nævnet finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik af bladet på dette punkt. Som sagen foreligger oplyst, har nævnet herefter endvidere ikke grundlag for at afgøre, om [D] er berettiget til et genmæle over for de pågældende oplysninger.

Hvad angår klagens punkt 12, relaterer dette udsagn sig til den udtalelse, som formanden for AAR er citeret for i slutningen af den pågældende artikel, hvor bladet beskyldes for at slynge løgne ud i telefonen. Nævnet finder ikke grundlag for genmæle eller for at udtale kritik af bladet i den anledning.

Nævnet finder ikke grundlag for at udtale kritik i anledning af det offentliggjorte billede. Nævnet bemærker i den forbindelse, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet. Dette gælder også i forhold til, hvilke billeder mediet vælger at bringe.

Nævnet finder heller ikke i øvrigt grundlag for at udtale kritik.

Nævnet skal dog over for bladet præcisere, at et medie har pligt til at besvare en anmodning om genmæle, og at dette skal ske snarest muligt som angivet i lovens § 40, stk. 1.

Afsagt den 14. august 2002.