Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Afgørelse af klage – Fiskers videredistribution af fiskevarer håndteret på hans privatadresse var ikke en del af hans primærerhverv

Resumé

På sin privatadresse sorterede en erhvervsfisker rejer og opbevarede ål af egen fangst. Fødevarekontrollens Rejsehold påbød fiskeren at tilbagetrække og destruere fødevarer håndteret på privatadressen, da fiskeren ikke var registreret eller autoriseret som fødevarevirksomhed.

Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager slog fast, at transport af fiskevarer fra produktionsstedet til en virksomhed i et vist omfang regnes til en fiskers primærproduktion, hvis primærprodukternes karakter ikke ændres væsentligt. Sagen drejede sig imidlertid om den videredistribution af fiskerens fangst, som var sket fra hans privatadresse. Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager fandt, at denne videredistribution ikke var omfattet af fiskerens primærproduktion, men derimod havde karakter af egentlig fødevarevirksomhed. Distributionen kunne derfor kun ske lovligt efter autorisation fra fødevareregionen.

Sekretariatet fastholdt derfor den del af påbuddet, der gik ud på, at de ulovligt distribuerede fiskevarer skulle tilbagetrækkes.

Share Rådgivning
Att. Jan Smith
Rønbjergvej 190
9681 Ranum
Den 31. marts 2010
Sagsnr.: 667/2678
Ref.: mora
Tlf.: 33 95 14 30

Påbud om tilbagetrækning, sporbarhed og destruktion fastholdes og præciseres

På vegne af Erhvervsfisker NN har I i brev af 16. oktober 2009 klaget over påbud af 23. september 2009 fra Fødevarekontrollens Rejsehold (herefter: Rejseholdet) om senest den 1. oktober 2009

1) at tilbagetrække produkter, der er pakket, renset, sorteret, fileteret eller på anden måde håndteret på adressen X-vej 9, Y-købing, eller på anden adresse samt fremsende dokumentation for, at tilbagetrækning er sket, jf. fødevareforordningens1) artikel 14,

2) at fremsende dokumentation for hvilke virksomheder, der har modtaget varer, herunder rejer, ål og fiskevarer, fra jeres klients virksomhed, jf. fødevareforordningens artikel 18,

3) at oplyse navn og adresse på den virksomhed, som jeres klient havde oplyst at have lånt godkendte lokaler hos til bl.a. filetering og flåning af ål, før varerne blev transporteret til modtagerne, jf. fødevareforordningens artikel 18, samt

4) at destruere returnerede varer i overensstemmelse med biproduktforordningens2) artikel 6, stk. 1, litra f, og stk. 2.

Fristen for at efterkomme påbuddet blev efterfølgende ændret til 17. november 2009.

Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager har behandlet klagen og fastholder samt præciserer afgørelsen.

Det betyder, at jeres klient kan se bort fra pkt. 3 i Rejseholdets påbud og skal efterkomme påbuddets pkt. 1-2 samt, med visse præciseringer, pkt. 4.

Sammendrag

Den håndtering af fiskevarer, som Erhvervsfisker NN foretog på sin privatadresse, var ikke en del af hans primærerhverv som fisker, men var fødevarevirksomhed, som krævede autorisation.

De pågældende fiskevarer måtte derfor ikke markedsføres som fødevarer, men skulle tilbagetrækkes og destrueres eller på anden måde viderebehandles efter reglerne i biproduktforordningen.

Erhvervsfisker NN skulle have haft systemer og procedurer til identifikation af sine aftagervirksomheder.

I kan læse mere om afgørelsen nedenfor.

Oplysninger i sagen

Den 10. september 2009 gennemførte Rejseholdet et tilsyn hos Erhvervsfisker NN på adressen X-vej 9, Y-købing.

Rejseholdet konstaterede, at der på adressen var sket sortering af rejer, opbevaring af ål samt produktion af is til nedkøling af egen fangst.

En del af rejerne blev efter sortering og pakning lagt på is og transporteret til et lager. Isen fremstillede jeres klient selv i et tilstødende lokale. Ålene blev efter pakning distribueret videre til kunder eller transporteret til virksomheden NN Fiskefabrik ApS i Z-købing. Her videreforarbejdede Erhvervsfisker NN ålene, tillige med varer han købte af NN Fiskefabrik, med henblik på efterfølgende salg.

I forbindelse med tilsynet fik I telefonisk lejlighed til at fremkomme med jeres bemærkninger (partshøring - forvaltningslovens3) § 19, stk. 1).

I gjorde gældende, at Erhvervsfisker NNs virksomhed ikke var en fødevarevirksomhed, men I var godt klar over, at de transporter, virksomheden havde foretaget, ikke overholdt reglerne. I ville derfor straks tage kontakt til modtagervirksomhederne og få dem til at returnere eller kassere de varer, som ikke var forbrugt.

Den 23. september 2009 påbød Rejseholdet på vegne af Fødevareregion Nord (nu: Vest) jeres klient inden den 1. oktober 2009

1) at tilbagetrække produkter, der er pakket, renset, sorteret, fileteret eller på anden måde håndteret på adressen X-vej 9, Y-købing, eller på anden adresse samt fremsende dokumentation for, at tilbagetrækning er sket, jf. fødevareforordningens artikel 14,

2) at fremsende dokumentation for hvilke virksomheder, der har modtaget varer, herunder rejer, ål og fiskevarer, fra jeres klients virksomhed, jf. fødevareforordningens artikel 18,

3) at oplyse navn og adresse på den virksomhed, som jeres klient havde oplyst at have lånt godkendte lokaler hos til bl.a. filetering og flåning af ål, før varerne blev transporteret til modtagerne, jf. fødevareforordningens artikel 18, samt

4) at destruere returnerede varer i overensstemmelse med biproduktforordningens artikel 6, stk. 1, litra f, og stk. 2.

Fristen for at efterkomme påbuddet blev efterfølgende ændret til 17. november 2009.

Rejseholdet begrundede påbuddet med, at der i alle produktions-, tilvirknings- og distributionsled skal sikres sporbarhed for fødevarer, så fødevarevirksomhederne kan identificere, hvorfra de har fået, og hvortil deres produkter er leveret, så de på anmodning kan give fødevaremyndighederne disse oplysninger (fødevareforordningens artikel 18).

Rejseholdet begrundede desuden påbuddet med, at farlige fødevarer ikke må markedsføres (fødevareforordningens artikel 14, stk. 1), og at myndighederne kan træffe passende foranstaltninger for at begrænse markedsføring af fødevaren eller kræve den tilbagetrukket fra markedet (fødevareforordningens artikel 14, stk. 8).

I brev af 16. oktober 2009 klagede I over påbuddet på vegne af Erhvervsfisker NN.

Vedrørende påbuddets pkt. 1 og 4 henviste I til, at Erhvervsfisker NN straks efter tilsynet havde kontaktet den eneste virksomhed, han umiddelbart forinden havde leveret fisk til. Den pågældende restaurant havde imidlertid opbrugt leverancen.

Med hensyn til pkt. 2 anførte I, at Erhvervsfisker NN umiddelbart ikke ønskede at opfylde denne del af påbuddet. I gjorde bl.a. gældende, at påbuddet på dette punkt ikke var tilstrækkeligt klart med hensyn til tidsangivelsen og derfor ikke levede op til forvaltningsloven. Desuden mente Erhvervsfisker NN, at der intet ulovligt var ved hans fangst, salg og transport af rejer.

Hvad angår påbuddets pkt. 3, oplyste I navn og adresse på den pågældende virksomhed og anførte, at Rejseholdet allerede havde modtaget denne oplysning under tilsynet.

Den 16. november 2009 oversendte Rejseholdet jeres klage med sagens akter til Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager for behandling.

I oversendelsesbrevet skrev Rejseholdet bl.a., at afgørelsen af 23. september 2009 var begrundet med, at Erhvervsfisker NN i strid med reglerne (autorisationsbekendtgørelsens4) § 7) uden autorisation havde håndteret fiskeprodukter i ikke-autoriserede lokaler på sin privatadresse og i en autoriseret virksomhed, hvor han ikke var ansat, samt havde solgt og transporteret produkterne til restauranter m.v. i sin egen bil.

Rejseholdet fandt, at aktiviteterne dermed ikke var omfattet af den ret, fiskere på visse betingelser har til at sælge deres fangst til første virksomhed i land uden at være autoriseret hos fødevareregionen.

Særligt med hensyn til den håndtering af fiskevarer, Erhvervsfisker NN havde foretaget i lånte lokaler på virksomheden NN Fiskefabrik, lagde Rejseholdet vægt på, at eftersom jeres klient ikke var ansat i denne virksomhed, skulle han have haft autorisation hos fødevareregionen for lovligt at kunne håndtere fødevarer i virksomhedens lokaler. Ellers ville fødevareregionens tilsyn med NN Fiskefabrik ikke omfatte Erhvervsfisker NNs aktiviteter på stedet, eftersom fødevareregionen ikke ville være bekendt med, at aktiviteterne fandt sted.

Rejseholdet anbefalede, at påbuddet af 23. september 2009 blev fastholdt.

Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklagers begrundelse for afgørelsen

Erhvervsfisker NN drev fødevarevirksomhed uden autorisation

Erhvervsfiskere er som primærproducenter registreret hos Fiskeridirektoratet og skal derfor som udgangspunkt ikke også registreres hos fødevareregionen (autorisationsvejledningens5) pkt. 4.1).

Til en fiskers primærproduktion regnes i et vist omfang transport af fiskevarer fra produktionsstedet til en virksomhed, hvis primærprodukternes karakter ikke er ændret væsentligt (autorisationsvejledningens pkt. 4.1).

I den konkrete sag har Erhvervsfisker NN transporteret sin fangst af rejer og ål til sin privatadresse i Y-købing.

Her har jeres klient sorteret og pakket rejerne (med is produceret af Erhvervsfisker NN selv på samme adresse), hvorefter en del af rejerne er blevet transporteret til et lager. Han har desuden opbevaret ålene på privatadressen for efterfølgende at pakke dem og transportere dem til aftagere eller til NN Fiskefabrik ApS, hvor han har opskåret/flået dem og derefter transporteret dem til andre virksomheder.

Denne klagesag drejer sig om den videredistribution af Erhvervsfisker NNs fangst, som er sket fra hans privatadresse samt fra NN Fiskefabrik ApS, efter håndtering af fiskevarerne. Denne distribution kan ikke betragtes som en del af Erhvervsfisker NNs primærproduktion, men har derimod karakter af egentlig fødevarevirksomhed.

Distributionen kunne derfor kun ske lovligt efter autorisation fra fødevareregionen (autorisationsbekendtgørelsens § 7, stk. 1). Erhvervsfisker NN havde ikke en sådan autorisation, og de pågældende fiskevarer er derfor blevet distribueret af en uautoriseret fødevarevirksomhed.

Det gør i den forbindelse ingen forskel, om NN Fiskefabrik ApS er autoriseret som fødevarevirksomhed, idet autorisationen i givet fald ikke har omfattet de aktiviteter, Erhvervsfisker NN har udført i lokaler, som virksomheden har stillet til rådighed for ham. Dermed har jeres klients fødevareaktiviteter hos NN Fiskefabrik ApS ikke været underlagt fødevaremyndighedernes tilsyn.

Rejseholdet var berettiget til at kræve tilbagetrækning af fødevarer håndteret uden autorisation

En fødevarevirksomhed må kun markedsføre animalske produkter, hvis de udelukkende er tilberedt og håndteret i autoriserede (eller registrerede) virksomheder (art. 4, stk. 1, litra b, i hygiejneforordningen for animalske fødevarer6) ).

Denne regel har Erhvervsfisker NN overtrådt ved at distribuere fiskevarer, som har været håndteret uden autorisation.

Dette betyder, at de pågældende fiskevarer ikke måtte have været markedsført som fødevarer.

Fiskevarer, der ikke må anvendes som fødevare, er animalske biprodukter og skal anvendes i overensstemmelse med biproduktforordningen.

Rejseholdet henviser til fødevareforordningens7) art. 14 som hjemmel for påbuddet. Vi finder, at rette hjemmel er art. 4, stk. 1, litra b, i hygiejneforordningen for animalske fødevarer, og at Rejseholdet i stedet burde have henvist til denne bestemmelse.

Vi præciserer Rejseholdets påbud – eventuelle returnerede fiskevarer skal ikke nødvendigvis bortskaffes direkte

Rejseholdets afgørelse ud på, at de returnerede fiskevarer skal destrueres efter reglerne i biproduktforordningens artikel 6, stk. 1, litra f, og stk. 2.

Denne bestemmelse vedrører tidligere fødevarer af animalsk oprindelse, som ikke længere er bestemt til konsum af kommercielle grunde, på grund af fremstillingsvanskeligheder, mangler ved emballagen eller andre fejl, der ikke indebærer nogen risiko for mennesker eller dyr. Sådanne tidligere fødevarer betegnes i biproduktforordningen som kategori 3-materiale.

Vi finder imidlertid, at de fiskevarer, sagen vedrører, ikke kan betragtes som tidligere fødevarer, da de alene har været håndteret af en uautoriseret fødevarevirksomhed, og at Rejseholdets hjemmelshenvisning derfor ikke er den rette.

Ud over kategori 3-materiale opererer biproduktforordningen med kategori 1- og kategori 2-materiale, som hver reguleres af forskellige regler.

De markedsførte fiskevarer er ikke kategori 1-materiale, og da de heller ikke er kategori 3-materiale, betragtes de som kategori 2-materiale (biproduktforordningens art. 5, stk. 1, litra g).

Direkte bortskaffelse er ikke den eneste mulighed for behandling af kategori 2-materiale, som i stedet fx kan omdannes til gødningsstof (biproduktforordningens art. 5, stk. 2, litra b, ii, og litra c, ii).

Endvidere giver forordningen mulighed for, at kategori 2-materiale med myndighedernes tilladelse kan anvendes som foder for fx dyr i zoologiske haver eller for vildt, hvis kød ikke er bestemt til konsum (biproduktforordningens art. 23, stk. 1-2).

Derfor præciserer vi Rejseholdets afgørelse og påbyder Erhvervsfisker NN at træffe foranstaltning til en videre behandling af eventuelle returnerede fiskevarer i overensstemmelse med biproduktforordningens art. 5, stk. 2, litra a-c og litra g, eller art. 23, stk. 1-2, i overværelse af repræsentanter for Rejseholdet.

Rejseholdet var berettiget til at forlange oplysning om alle Erhvervsfisker NNs aftagere

En fødevarevirksomhed skal have systemer og procedurer til identifikation af de andre virksomheder, virksomheden har leveret produkter til, og skal på anmodning stille disse oplysninger til rådighed for myndighederne (fødevareforordningens artikel 18, stk. 3).

Der er ikke i lovgivningen fastsat nogen minimumsperiode for virksomhedens opbevaring af disse oplysninger, men i praksis fortolkes reglerne sådan, at sporbarhedsoplysninger vedrørende salg af letfordærvelige fødevarer uden nærmere angivet holdbarhedsdato (som de ål og rejer, jeres klient solgte til andre virksomheder) skal opbevares af virksomheden i seks måneder efter leveringsdatoen (Kommissionens vejledning om gennemførelse af artikel 11, 12, 16, 17, 18, 19 og 20 i forordning (EF) nr. 178/2002 om den generelle fødevarelovgivning).

Ud fra sagens oplysninger lægger vi til grund, at jeres klient under tilsynet den 10. september 2009 ikke kunne forevise nogen sporbarhedsdokumentation vedrørende sine leverancer til andre virksomheder, og at virksomheden heller ikke havde systemer og procedurer til identifikation af sine aftagervirksomheder.

Derfor var det berettiget, at Rejseholdet påbød jeres klient at fremsende denne dokumentation.

Det kan ikke føre til et andet resultat, at selve påbuddet ikke indeholder en tidsangivelse. Enhver fødevarevirksomhed har pligt til af egen drift at overholde fødevarelovgivningen, herunder fødevareforordningens artikel 18. Den praktiske forståelse af artikel 18, herunder med hensyn til opbevaringsperiode, fremgår af ovennævnte vejledning fra Kommissionen, som er tilgængelig på Fødevarestyrelsens hjemmeside. Herudover har landets fødevarevirksomheder mulighed for at søge vejledning om lovgivningen hos den lokale fødevareregion.

Jeres klient identificerede NN Fiskefabrik ApS tilstrækkeligt under tilsynet

Det fremgår af påbuddet, at Erhvervsfisker NN havde identificeret den autoriserede virksomhed, hvor han håndterede fiskerivarer, som »NN Fiskefabrik«.

Uanset om jeres klient eventuelt ikke oplyste adressen på NN Fiskefabrik ApS under tilsynet den 17. september 2009, betragter vi »NN Fiskefabrik« som tilstrækkelig identifikation af virksomheden.

Vi lægger vægt på, at oplysningen »NN Fiskefabrik« næppe kan føre til forveksling med andre virksomheder i Danmark, samt på, at NN Fiskefabrik ApS er en autoriseret fødevarevirksomhed, som fødevaremyndighederne i forvejen har haft kendskab til.

Vi finder således, at den del af påbuddet, som går ud på, at Erhvervsfisker NN skal oplyse navn og adresse på den pågældende virksomhed, er ubegrundet.

***

I kan ikke klage over sekretariatets afgørelse til anden administrativ myndighed.

Venlig hilsen

Morten Rathsack

Fuldmægtig, cand.jur.

Fødevareregion Vest modtager kopi af denne afgørelse.

Officielle noter

1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) Nr. 178/2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed med senere ændringer)

2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) Nr. 1774/2002 af 3. oktober 2002 om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter, som ikke er bestemt til konsum (med senere ændringer)

3) Lovbekendtgørelsen nr. 1365 af 7. december 2007 (med senere ændringer)

4) Bekendtgørelse nr. 149 af 25. februar 2009 om autorisation og registrering af fødevarevirksomheder (med senere ændringer)

5) Vejledning nr. 9459 af 12. juli 2006 om autorisation og registrering af fødevarevirksomheder

6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) Nr. 853 af 29. april 2004 om særlige hygiejnebestemmelser for animalske fødevarer (med senere ændringer)

7) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) Nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (med senere ændringer)