Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Kendelse

afsagt af Tvistighedsnævnet den 17. maj 2011 i sag 79.2010

A

Kristelig Fagforening v/ faglig konsulent Niels Erik Jacobsen

mod

B

Foreningen af Auto- og Industrilakerere v/ administrerende direktør Michael Nørregaard

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget Mogens Kroman (for-mand), advokat Tine B. Skyum og advokat Linda Rudolph Greisen (begge DA), advokat Pernille Lei-dersdorff-Ernst og faglig sekretær Jeanette Hahnemann (begge LO). Endvidere har som særlig sagkyn-dige medlemmer deltaget chefkonsulent Søren Christoffersen, Danske Malermestre og faglig sekretær Søren Kjærsgaard, Malerforbundet.

Mellem klageren, A, født den 7. maj 1989, og indklagede, B, blev den 15. januar 2010 indgået uddannelsesaftale, hvorefter A skulle uddannes som vognmaler med uddannelsesperiode fra 11. januar 2010 til 2. maj 2013.

Denne sag drejer sig om ophævelse af uddannelsesaftalen.

A har ved sin organisation, Kristelig Fagforening, ved klageskrift modtaget den 6. september 2010 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at B tilpligtes til A at betale 30.000 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg.

B har påstået frifindelse, subsidiært betaling til eleven af max. 2.000 kr..

Sagen har været forhandlet i Tvistighedsnævnet den 5. maj 2011.

Sagsfremstilling

Der er mellem parterne enighed om, at A i maj 2010 sagde, at han ønskede at få ophævet uddannelsesaftalen, men at det ikke blev endeligt aftalt. I forbindelse med et møde den 16. juni 2010 ophævede arbejdsgiveren C aftalen ensidigt under henvisning til samarbejdsvanskeligheder.

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af A, C og V1.

A har forklaret bl.a., at han overvejede at opsige sin stilling, men besluttede sig for at fortsætte. Den 16. juni 2010 havde han og C en samtale. Han var utilfreds med at skulle tage sig for meget af rengøringsarbejdet. C var utilfreds med ham og forlangte, at hans mobiltelefon skulle anbringes i pengeskabet. Det nægtede han, og så måske noget sur ud. Så sagde C, at han blev fyret.

C og V1 har samstemmende forklaret bl.a., at A’s adfærd var fræk og flabet. Han blev advaret mundtligt mange gange. Deres svende ville ikke længere samarbejde med A. Den 16. juni 2010 var A vrangvillig, og hans attitude var flabet. De kunne ikke længere have ham ansat.

Procedure

A har gjort gældende, at ophævelsen er uberettiget. Han har ikke misligholdt uddannelsesaftalen, og der blev ikke givet ham skriftlig advarsel med beskrivelse af de eventuelle konsekvenser.

B har gjort gældende, at A var meget samarbejdsvanskelig og i konflikt med svendene. Arbejdsgiveren var derfor nødt til at ophæve uddannelsesforholdet.

Tvistighedsnævnets begrundelse og resultat

Fire medlemmer udtaler:

Det er efter bevisførelsen ikke godtgjort, at der den 16. juni 2010 var grundlag for at fastslå, at A væ-sentligt havde misligholdt sine forpligtelser, jf. erhvervsuddannelsesloven § 61, stk. 1. Vi finder derfor, at ophævelsen var uberettiget, og giver A medhold i kravet.

Tre medlemmer udtaler:

Efter bevisførelsen finder vi, at B’s ophævelse af uddannelsesaftalen var berettiget, og vi stemmer derfor for at frifinde indklagede.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

T h i b e s t e m m e s:

B skal til A betale 30.000 kr. med tillæg af procesrente fra den 6. september 2010.

Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne kendelses afsigelse.

Hver part bærer sine egne omkostninger.

Denne kendelse kan inden 8 uger efter nævnets afgørelse indbringes for domstolene. Såfremt sagen indbringes for domstolene, anmoder Tvistighedsnævnet om at blive underrettet herom, ligesom nævnet gerne vil underrettes om rettens afgørelse.