Oversigt (indholdsfortegnelse)
Bilag 1
Den fulde tekst

Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 16. maj 2012

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af lov om registrering af køretøjer, registreringsafgiftsloven og forskellige love om energiafgifter

(Hæftelse m.v. for registreringsafgift, justering af priser for registrering m.v. af køretøjer, regler om nummerpladeoperatører og teknisk justering af energiafgifter)

[af skatteministeren (Thor Möger Pedersen)]

1. Ændringsforslag

Skatteministeren har stillet 7 ændringsforslag til lovforslaget, herunder et om deling af lovforslaget, som er tiltrådt af udvalget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 28. marts 2012 og var til 1. behandling den 18. april 2012. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Skatteudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 4 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og Skatteministeriet sendte den 6. marts 2012 dette udkast til udvalget, jf. SAU alm. del – bilag 166. Den 28. marts 2012 sendte Skatteministeriet de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra:

Applus+ Bilsyn, A-Inspektion, Dansk Lokal Syn, Danske Synsvirksomheder, FDM test og bilsyn og PAVA Bilsyn,

Finans og Leasing,

Forsikring & Pension og Forbrugerrådet og

Rejsearbejdere.dk.

Skatteministeren har over for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser til udvalget.

Deputationer

Endvidere har Applus+ Bilsyn, A-Inspektion, Dansk Lokal Syn, Danske Synsvirksomheder, FDM test og bilsyn og PAVA Bilsyn samt Rejsearbejdere.dk mundtligt over for udvalget redegjort for deres holdning til lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 20 spørgsmål til skatteministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (S, RV, EL og SF) vil stemme for ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget. Flertallet indstiller de under A og B nævnte lovforslag til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (V, DF, LA og KF) vil stemme for ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget. Mindretallet indstiller det under A nævnte lovforslag til vedtagelse med de stillede ændringsforslag. Mindretallet indstiller det under B nævnte lovforslag til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for det under B stillede ændringsforslag.

Venstres, Dansk Folkepartis, Liberal Alliances og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget bemærker, at de fire partier ikke kan støtte den foreslåede forøgelse af afgifter og gebyrer, der gør det dyrere at være dansker og dansk virksomhed i en tid med behov for det modsatte. Derfor stemmer V, DF, LA og KF imod L 122 B.

Til gengæld støtter V, DF, LA og KF den række af administrative forenklinger og præciseringer, som foreslås med L 122 A, herunder at de autoriserede nummerpladeoperatører ikke alene kan indregistrere et køretøj og udlevere nummerplader, men også bemyndiges til at afmelde køretøjer fra registrering i Køretøjsregisteret. Det ser V, DF, LA og KF som en vigtig landvinding, der letter hverdagen for borgere og erhvervsliv landet over i form af mindre kørsel og mindre tidsforbrug i forbindelse med indregistrering og afmelding af køretøjer.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4 Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

a

Ændringsforslag om deling af lovforslaget

Af skatteministeren, tiltrådt af udvalget:

1) Lovforslaget deles i to lovforslag med følgende titler og indhold:

A. »Forslag til lov om ændring af lov om registrering af køretøjer, registreringsafgiftsloven og forskellige love om energiafgifter (Hæftelse m.v. for registreringsafgift, regler om nummerpladeoperatører og teknisk justering af energiafgifter)« omfattende § 1, indledningen, nr. 1, 5 og 8-16, §§ 2-6 og § 7, stk. 1 og 2.

B. »Forslag til lov ændring af lov om registrering af køretøjer (Justering af priser for registrering af køretøjer og nummerplader m.v.)« omfattende § 1, indledningen, nr. 2-4, 6 og 7, og § 7, stk. 1, 3 og 4.

[Deling af lovforslaget]

b

Ændringsforslag til det under A nævnte lovforslag

Til § 2

2) I indledningen til nr. 2 ændres »§ 3 b, stk. 6 og 7, ophæves, og i stedet indsættes« til: »§ 3 b, stk. 6, affattes således«.

[Det har ikke været tilsigtet, at § 3 b, stk. 7, ophæves]

3) I den under nr. 2 foreslåede affattelse af § 3 b, stk. 6, affattes 4. pkt. således:

»Afbrydes en leasingkontrakt som nævnt i 1. pkt., tilbagebetaler told- og skatteforvaltningen den afgift med rente, der eventuelt er betalt for meget for leasingperioden.«

[Videreførelse af gældende ret, hvorefter der kun skal betales den afgift og rente, der svarer til den faktiske leasingperiode. Samtidig udgår forslaget om særlig betaling ved skift af leasingtager eller leasinggiver]

4) I den under nr. 3 foreslåede affattelse af § 8, stk. 7, ændres »stabiliseringsprogram (ESP-system)« til: »stabiliseringssystem (ESC)«.

[Ændringen har til formål at internationalisere betegnelsen af stabiliseringssystemet]

5) I den under nr. 5 foreslåede ændring af § 20 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. For betaling af afgiften af et importeret køretøj hæfter tillige importøren, hvis denne har bevirket eller medvirket til, at afgiftsgrundlaget er fastsat for lavt.«

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

[Hæftelsen for registreringsafgiften af et importeret køretøj udvides til også at omfatte importøren]

6) I det under nr. 6 foreslåede § 20, stk. 7, ændres »stk. 1-6« til: »stk. 1-7«.

[Ændringen er en konsekvens af ændringsforslag nr. 5]

c

Ændringsforslag til det under B nævnte lovforslag

Til § 7

7) Stk. 3 affattes således:

»Stk. 3. Skatteministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af ophævelsen af § 8, stk. 1, nr. 4, i lov om registrering af køretøjer, jf. lovens § 1, nr. 3.«

[Ændringen er af redaktionel karakter]

Bemærkninger

Til nr. 1-7

Ændringsforslagene har ikke provenumæssige konsekvenser.

Ad nr. 1

Lovforslaget deles, så der bliver mulighed for at stemme for de elementer, der vedrører administrative forenklinger og præciseringer, og imod de elementer, der vedrører øgede skatter.

Ad nr. 2

Ændringen er udtryk for, at det ikke har været tilsigtet af ophæve § 3 b, stk. 7.

Ad nr. 3

Efter gældende ret skal der kun betales den registreringsafgift og rente, der svarer til den faktiske leasingperiode, uanset om der oprindelig er aftalt en længere leasingperiode.

Med bestemmelsen videreføres den hidtidige ordning.

Samtidig udgår forslaget om betaling af 1.180 kr. eller 590 kr. ved indsættelse af en ny leasingtager i en godkendt leasingaftale eller ved overdragelse af en godkendt leasingaftale. Herefter skal der efter de almindelige regler i lov om registrering af køretøjer i disse tilfælde alene betales 380 kr. for registrering af ny ejer eller bruger af det leasede køretøj.

Ad nr. 4

Forkortelsen ESC står for Electronic Stability Control. Det er den betegnelse, der i dag anvendes internationalt.

Ad nr. 5

Med ændringen udvides hæftelsen for registreringsafgiften af et køretøj til også at omfatte importøren af køretøjet, hvis denne har bevirket eller medvirket til, at registreringsafgiften af køretøjet er beregnet på et for lavt grundlag.

Bestemmelsen er eksempelvis relevant i tilfælde, hvor en importør har oplyst en købspris i udlandet, der ikke svarer til den reelle pris for køretøjet.

Bestemmelsen omfatter såvel tilfælde, hvor importøren har handlet på egen hånd, som tilfælde, hvor importøren har bistået en anden med at fejlinformere SKAT.

Ad nr. 6

Forslaget skal ses i sammenhæng med ændringsforslag nr. 5, hvorefter den, der importerer et køretøj, hæfter for registreringsafgiften af køretøjet, hvis importøren har bevirket eller medvirket til, at afgiftsgrundlaget er fastsat for lavt.

Med forslaget præciseres det, at hæfter en importør for registreringsafgiften af et køretøj, så hæfter importøren tillige for eventuel rente eller eventuelt gebyr for manglende rettidig betaling af afgiften.

Ad nr. 7

Ændringen er af redaktionel karakter.

Ane Halsboe-Larsen (S) Henrik Sass Larsen (S) Jacob Bjerregaard (S) John Dyrby Paulsen (S) Pernille Rosenkrantz-Theil (S) Simon Kollerup (S) Thomas Jensen (S) Nadeem Farooq (RV) Rasmus Helveg Petersen (RV) Camilla Hersom (RV) Jonas Dahl (SF) Jesper Petersen (SF) Frank Aaen (EL) Johanne Schmidt-Nielsen (EL) Jørgen Arbo-Bæhr (EL) Hans Andersen (V) Gitte Lillelund Bech (V) fmd. Martin Geertsen (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Henrik Høegh (V) Torsten Schack Pedersen (V) Troels Lund Poulsen (V) Mads Rørvig (V) Dennis Flydtkjær (DF) Mikkel Dencker (DF) Hans Kristian Skibby (DF) Karina Adsbøl (DF) Ole Birk Olesen (LA) nfmd. Brian Mikkelsen (KF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) 47
Socialdemokratiet (S) 44
Dansk Folkeparti (DF) 22
Radikale Venstre (RV) 17
Socialistisk Folkeparti (SF) 16
Enhedslisten (EL) 12
Liberal Alliance (LA) 9
Det Konservative Folkeparti (KF) 8
Inuit Ataqatigiit (IA) 1
Siumut (SIU) 1
Sambandsflokkurin (SP) 1
Javnaðarflokkurin (JF) 1


Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 122

Bilagsnr.
Titel
1
Høringssvar og høringsnotat, fra skatteministeren
2
Henvendelse af 22/3-12 fra Applus+ Bilsyn, A-Inspektion, Dansk Lokal Syn, Danske Synsvirksomheder, FDM test og bilsyn og PAVA Bilsyn
3
Skatteministerens kommentar til Danske Advokaters høringssvar af 28/3-12
4
Henvendelse af 16/4-12 fra Forsikring & Pension og Forbrugerrådet
5
Skatteministerens kommentar til henvendelsen af 22/3-12 fra Applus+ Bilsyn, A-Inspektion, Dansk Lokal Syn, Danske Synsvirksomheder, FDM test og bilsyn og PAVA Bilsyn
6
Henvendelse af 19/4-12 fra Rejsearbejdere.dk
7
Fastsat tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
8
Henvendelse af 24/4-12 fra Finans og Leasing
9
Henvendelse af 25/4-12 fra Applus+ Bilsyn, A-Inspektion, Dansk Lokal Syn, Danske Synsvirksomheder, FDM test og bilsyn og PAVA Bilsyn vedrørende præsentation til foretræde
10
1. udkast til betænkning
11
Ændringsforslag, fra skatteministeren
12
Skatteministerens kommentar til henvendelsen af 16/4-12 fra Forsikring & Pension og Forbrugerrådet
13
Skatteministerens kommentar til henvendelsen af 19/4-12 fra Rejsearbejdere.dk
14
Skatteministerens kommentar til henvendelsen af 24/4-12 fra Finans og Leasing
15
2. udkast til betænkning
16
Skatteministerens kommentar til henvendelsen af 25/4-12 fra Applus+ Bilsyn, A-Inspektion, Dansk Lokal Syn, Danske Synsvirksomheder, FDM test og bilsyn og PAVA Bilsyn
17
Henvendelse af 3/5-12 fra Finans og Leasing
18
Ændringsforslag til erstatning af ændringsforslag stillet på bilag 11, fra skatteministeren
19
Skatteministerens kommentar til henvendelsen af 3/5-12 fra Finans og Leasing
20
3. udkast til betænkning
21
Henvendelse af 7/5-12 fra Rejsearbejdere.dk
22
Henvendelse af 7/5-12 fra Applus+ Bilsyn, A-Inspektion, Dansk Lokal Syn, Danske Synsvirksomheder, FDM test og bilsyn og PAVA Bilsyn
23
Yderligere ændringsforslag, fra skatteministeren
24
Skatteministerens kommentar til henvendelsen af 7/5-12 fra Rejsearbejdere.dk
25
4. udkast til betænkning
26
Skatteministerens kommentar til henvendelsen af 7/5-12 fra Applus+ Bilsyn, A-Inspektion, Dansk Lokal Syn, Danske Synsvirksomheder, FDM test og bilsyn og PAVA Bilsyn

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 122

Spm.nr.
Titel
1
Spm. , om ministeren er indstillet på at foretage en opdeling af lovforslaget, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om begrundelsen for, at godtgørelsen til bilsynsvirksomhederne på 200 kr. ved nyregistrering og 100 kr. ved omregistrering kun omfatter de første 100 registreringer om året, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om at bekræfte oplysningerne i FDM’s høringssvar om, at de reelle omkostninger for papegøjeplader i 2009 blev opgjort til 160 kr., til skatteministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. , om ministeren mener, at det er i samklang med en erhvervsvenlig politik, at prisen på papegøjeplader stiger fra 160 kr. til 1.180 kr., til skatteministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om, hvad argumentet er for, at de unge knallertkørere nu skal til at betale 590 kr. for en nummerplade i stedet for 90 kr., til skatteministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. om, hvorfor regeringen vil afskaffe adgangen til gratis registrering af ny ejer eller bruger, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om, hvorfor de autoriserede nummerpladeoperatører skal bære omkostningen og likviditetstabet ved straksbetaling til SKAT for nummerplader på lager, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm. om begrundelsen for, at gebyret ved overdragelse af en leasingkontrakt for en bil skal være så højt som 1.180 kr., henset til at ejer- eller brugerskifte ellers koster 380 kr., til skatteministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm. om baggrunden for, at regeringen ikke anvender provenuet til at nedsætte priserne andre steder på bilområdet med sigte på, at lovforslaget kunne blive provenuneutralt, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm. om begrundelsen for, at gebyrstørrelsen ikke fastsættes som et modsvar til de reelle administrative omkostninger forbundet med nye nummerplader/omregistreringer, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
11
Spm. om, hvor stor en dialog ministeren/SKAT har haft med branchen af synsvirksomheder i forbindelse med udarbejdelse af lovforslaget, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
12
Spm. , om ministeren er indstillet på at gå i dialog med branchen af synsvirksomheder for at finde en model for en størrelse af godtgørelsen, hvor godtgørelsen til gengæld opkræves for alle ydelser, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
13
Spm. om, hvor stor en belastning SKATs kontrolfunktion forventes at få i forbindelse med implementeringen af lovforslaget, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
14
Spm. om, hvorledes ministeren vil sikre, at der med den i lovforslaget foreslåede model altid/dagligt er opdaterede oplysninger til rådighed for synsvirksomhederne i forbindelse med skelnen mellem virksomheder, der kan registreres som nummerpladeoperatører, og andre virksomheder og borgere, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
15
Spm. om, hvorfor ministeren ikke også vil indeksere boligskatterne, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
16
Spm. om, hvorfor skatteordføreren fra SF finder det rimeligt at indeksere bilafgifter, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
17
Spm. om at forholde sig til det rimelige i at indeksere boligskatterne, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
18
Spm. , om der er sket en underbetaling i forhold til de faktiske udgifter, som staten har haft til en række af de beskrevne omkostninger, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
19
Spm. om at fremlægge en omkostningsoversigt over de enkelte ydelser og de i statsregnskabet hermed afholdte udgifter, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
20
Spm. om, hvor mange bilister ministeren mener, at et nærmere angivet udsagn om priser er gældende for, til skatteministeren, og ministerens svar herpå