Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Kendelse

afsagt af Tvistighedsnævnet den 3. februar 2012 i sag 38.2011

3F

for A

(advokat Marie-Louise Ehmer, 3F)

mod

B

(organisationskonsulent Torben Lantau, Danske Andelsgartnere)

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Tine Vuust (formand), advokat Linda Rudolph Greisen og advokat Flemming Dreesen (begge DA), advokat Pernille Leidersdorff-Ernst og faglig sekretær Bendt Egelund Pedersen (begge LO). Endvidere har som særligt sagkyndige medlemmer deltaget faglig konsulent Bo Rasmussen, Dansk Håndværk, og forhandlingssekretær Peter Kaae Holm, 3F.

Mellem klageren, A, født den 16. november 1977, og indklagede, B, blev den 26. maj 2007 indgået uddannelsesaftale, hvorefter A skulle uddannes som anlægsgartner med uddannelsesperiode fra den 1. april 2007.

Denne sag drejer sig om godtgørelse for ophævelse af uddannelsesaftalen og for overtrædelse af ligebehandlingslovens §§ 4 og 9.

A har ved sin organisation, 3F, ved klageskrift fremsendt til Tvistighedsnævnet den 9. maj 2011 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med endelig påstand om, at B skal betale 292.531,42 kr. med procesrente fra den 9. november 2010.

Påstanden udgør godtgørelse for overtrædelse af ligebehandlingsloven med 242.531,42 kr., svarende til 12 måneders løn, og godtgørelse for ophævelse af uddannelsesaftalen i strid med erhvervsuddannelseslovens § 60, stk. 1, med 50.000 kr.

B har påstået frifindelse.

Sagen har været forhandlet i Tvistighedsnævnet den 20. januar 2012.

Sagsfremstilling

Af uddannelsesaftalen fremgår det ikke, hvornår uddannelsen afsluttes, men parterne er enige om, at den udløb pr. 31. juli 2010.

A blev i 2009 gravid med forventet fødsel den 27. juni 2010 og påbegyndelse af barselsorlov den 27. maj 2010. Hun nedkom den 12. juli 2010. Fra den 2. februar 2010 var hun fraværende fra arbejdet grundet graviditeten.

Virksomheden modtog et brev fra skolen af 15. marts 2010 vedrørende indkaldelse til svendeprøve i perioden fra den 5. maj 2010 til den 28. maj 2010. Svendeprøven blev dog på grund af graviditeten ikke gennemført i den nævnte periode.

Ved brev af 27. maj 2010 fremsendte skolen et tillæg til uddannelsesaftalen, der var udfyldt med parternes navne og angivelse af, at uddannelsesaftalen ændredes pr. 6. maj 2010 som følge af ændring af aftaleperioden. Af fremsendelsesbrevet fremgår bl.a.:

»Årsagen til tillægges skyldes As barsel.

I bedes derfor kontakte skolen uddannelses- og erhvervsvejleder, for udarbejdelsen af en handlingsplan/slutdato.

I bedes udfylde det medsendte tillæg til aftalen og returnere i vedlagte svarkuvert.«

B skrev den 7. juni 2010 til A et brev med følgende indhold:

»I henhold til EUL § 58, vil jeg for god ordens skyld gøre opmærksom på at, din uddannelsesaftale udløber den 31/7-2010. Du bedes derfor aflevere firmaets ejendele hurtigst muligt.«

Den 1. juli 2010 skrev B endnu et brev til A, hvoraf fremgår:

»Under henvisning til brev af 7/6-2010, vil jeg endnu en gang gøre opmærksom på, at fir-maets ejendele skal afleveres hurtigst muligt og senest inden 31/7-2010, i modsat vil der blev foretaget tilbageholdelse af lønnen.«

Ved brev af 9. november 2010 rettede 3F på vegne af A henvendelse til B med krav om bl.a. godtgørelse for overtrædelse ligebehandlingsloven.

Retsgrundlag

Af erhvervsuddannelsesloven fremgår om forlængelse af uddannelsesaftaler bl.a.:

»§ 58. Eleven og virksomheden kan indgå aftale om forlængelse af uddannelsestiden med et bestemt tidsrum, hvis en elev

1) på grund af sygdom er fraværende fra praktikvirksomheden i mere end 10 procent af den fastsatte uddannelsestid,

3) har orlov i forbindelse med graviditet, barsel eller adoption efter lovgivningen herom

Stk. 3. Er der ikke enighed mellem eleven og virksomheden om forlængelse i anledning af fraværsperioder som nævnt i stk. 1, kan det faglige udvalg efter anmodning fra en af parterne forlænge uddannelsestiden med et af udvalget fastsat tidsrum.«

Ligebehandlingslovens §§ 4 og 9 lyder således:

» § 4. Enhver arbejdsgiver, der beskæftiger mænd og kvinder, skal behandle dem lige for så vidt angår arbejdsvilkår. Dette gælder også ved afskedigelse.

§ 9. En arbejdsgiver må ikke afskedige en lønmodtager, fordi denne har fremsat krav om udnyttelse af retten til fravær eller har været fraværende efter barsellovens §§ 6-14 eller i øvrigt på grund af graviditet, barsel eller adoption.«

Undervisningsministeriet har i brev af 4. juli 2011 til fagligt udvalg for den pædagogiske assistentuddannelse og social- og sundhedsuddannelsen udtalt bl.a.:

»Undervisningsministeriet skal på given foranledning gøre det faglige udvalg for den pædagogiske assistentuddannelse og social- og sundhedsuddannelsen opmærksom på dets pligter efter reglerne om erhvervsuddannelser i forbindelse med forlængelse af uddannelsesaftaler på grund af barselsorlov.

Ministeriet ønsker med dette brev at henlede det faglige udvalgs opmærksomhed på ministeriets brev af 2. juli 2010, der bl.a. er sendt til skoler, der udbyder den pædagogiske assistentuddannelse og social- og sundhedsuddannelsen, med kopi til det faglige udvalg.«

Af dette brev fremgår følgende om forlængelse af uddannelsesaftaler:

»…

Lovens § 58 forholder sig ikke til, hvorvidt der skal ske en forlængelse, men alene til hvem der kan foranstalte en sådan. En elev, der har lovlig fravær fra praktiktiden i en virksomhed i et sådan omfang, at det falder inden for bestemmelsen, skal efter ønske have forlænget sin uddannelsestid og aftale. En uddannelsesaftale indebærer, at parterne er enige om, at eleven modtager uddannelse. Virksomheden er ved denne aftale forpligtiget til at sikre, at eleven gennemfører uddannelsen, også selvom det medfører en forlængelse af aftalen i tilfælde, hvor eleven har lovligt fravær fra virksomheden.

Er der ikke enighed mellem eleven og virksomheden om forlængelse i anledning af fraværsperioder som nævnt ovenfor, kan det faglige udvalg efter anmodning fra en af parterne forlænge uddannelsestiden med et af udvalget fastsat tidsrum.

Hvis elevens lovlige fravær medfører, at eleven ikke kan nå at gøre sin uddannelse færdig inden for uddannelsesaftalens løbetid, skal elven og virksomheden indgå et tillæg til uddannelsesaftalen, der forlænger aftaleperioden, således at eleven kan færdiggøre sin uddannelse. Hvis virksomheden ikke er villig til at indgå et tillæg til uddannelsesaftale, så kan eleven anmode det faglige udvalg om at forlænge aftalen med virksomheden, jf. lovens § 58, stk. 3.

En elev, der for eksempel skal på barselorlov under sin uddannelse, skal også være omfattet af en uddannelsesaftale i denne periode. Bliver skolen bekendt med, at en elev får lovligt fravær fra en virksomhed i et sådant omfang, at eleven ikke vil kunne gennemføre sin erhvervsuddannelse, så bør skolen vejlede eleven om reglerne herom.

…«

Forklaringer

A har forklaret bl.a., at hun i begyndelsen af januar 2010 fortalte B, at hun var gravid i 4. måned. Hun var sygemeldt fra februar, til hun fødte den 12. juli 2010, fordi arbejdet var for belastende for hende. Hun gik til skriftlig eksamen i maj måned og manglede herefter alene 3 måneder af uddannelsen, inklusiv 3 uger til svendeprøven. I januar og april måned talte hun med virksomheden om forlængelse af uddannelsesaftalen, uden at der kom en afklaring herpå. Hun rettede derfor henvendelse til skolen, som skrev til B om forlængelse, og hun ventede efter aftale med skolen på virksomhedens reaktion. Hun blev ikke vejledt om mulighederne for at rette henvendelse til det faglige udvalg om forlængelse af uddannelsesaftalen. Brevet af 7. juni 2010 gav hende ikke mod på igen at bede om en sådan forlængelse, og hun svarede ikke herpå. Hun har aldrig fået en begrundelse for, at uddannelsesaftalen ikke blev forlænget.

B har forklaret bl.a., at de forsøgte at finde arbejdsopgaver, som ikke var alt for tunge for A, men arbejdet var hårdt på grund af sne og frost. De talte om, at hun kunne vende tilbage, når foråret kom, og hun kontaktede A herom i slutningen af marts og den 9. april 2010, men A var ikke interesseret heri. Hun hørte ikke siden fra A. A talte aldrig med hende om forlængelse af uddannelsesaftalen, og hun havde indtryk af, at A havde mistet gnisten for faget. Brevet af 27. maj 2010 med tillægget til uddannelsesaftalen opfattede hun som et standardbrev fra skolen, som ikke nødvendigvis var udtryk for As ønsker. Derfor valgte hun at skrive til A om ophør af uddannelsesaftalen, idet hun regnede med, at A ville henvende sig, hvis hun ønskede uddannelsesaftalen forlænget. Hun modtog ingen reaktion på brevet.

V1 har forklaret bl.a., at han, der er faglig sekretær i 3F, første gang blev involveret i sagen, da A i efteråret 2010 kontaktede ham om tilbageholdelse af løn. Han erfarede i den forbindelse, at hun ikke havde fået forlænget sin uddannelsesaftale som følge af barsel og skrev til arbejdsgiveren herom i november 2010. Han talte med skolen om den manglende henvendelse til det faglige udvalg om forlængelse af uddannelsesaftalen og fik det indtryk, at det beroede på en forglemmelse eller sjusk fra skolens side.

Procedure

A har til støtte for sin påstand gjort gældende, at B var forpligtet til at forlænge uddannelsesperioden, idet hendes fravær skyldtes graviditet og barsel, og at den manglende forlængelse må betragtes som en opsigelse begrundet i hendes graviditet i strid med ligebehandlingslovens §§ 4 og 9 og tillige må sidestilles med en uberettiget ophævelse af uddannelsesaftalen. Det er i den forbindelse ikke afgørende, at en arbejdsgiver efter ordlyden af erhvervsuddannelseslovens § 58, stk. 1, ikke er forpligtet til at indgå aftale om forlængelse af uddannelsesaftalen uden forelæggelse for det faglige udvalg, idet der i overensstemmelse med Undervisningsministeriets brev af 4. juli 2011 må antages at bestå en pligt til forlængelse af uddannelsesaftaler i tilfælde som omhandlet i erhvervsuddannelseslovens § 58, stk. 1, nr. 3, og idet det vil stride mod ligebehandlingsloven og EU-retten, såfremt retten til forlængelse af uddannelsesaftalen mistes, blot fordi anmodningen herom ikke har været forelagt et forvaltningsretligt organ.

B har til støtte for påstanden om frifindelse gjort gældende, at uddannelsesaftalen efter sit indhold udløb den 31. juli 2010, og at arbejdsgiveren ikke havde pligt til at forlænge uddannelsesaftalen, jf. erhvervsuddannelseslovens § 58 og Tvistighedsnævnets kendelse af 28. september 2010 i sag 111.2009. Der forelå ingen anmodning fra A om forlængelse af uddannelsesaftalen, idet brevet fra skolen af 27. maj 2010 må anses som en rutinemæssig ekspedition. Der blev heller ikke rettet henvendelse til det faglige udvalg om forlængelse af uddannelsesaftalen. Der er herefter ikke grundlag for at anse den manglende forlængelse for en opsigelse eller ophævelse af uddannelsesaftalen.

Tvistighedsnævnets begrundelse og resultat

Fire medlemmer udtaler:

Parterne er enige om, at uddannelsesaftalen udløb den 31. juli 2010. A rettede ikke henvendelse til det faglige udvalg om forlængelse af uddannelsestiden med et af udvalget fastsat tidsrum, jf. erhvervsuddannelseslovens § 58, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1 og 3. Da uddannelsestiden således ikke blev forlænget, skete ophøret af ansættelsesforholdet den 31. juli 2010 i overensstemmelse med den mellem parterne indgåede aftale, og dette ophør kan som følge heraf ikke sidestilles med afskedigelse, jf. ligebehandlingslovens § 9, eller uberettiget ophævelse, jf. erhvervsuddannelseslovens § 60, jf. § 61. Det bemærkes herved, at henvendelse til det faglige udvalg kan medvirke til at afklare, om der består en pligt for en arbejdsgiver til i en given situation at forlænge uddannelsesaftalen og i givet fald med hvilket tidsrum, forlængelse skal ske, hvorfor der efter vores opfattelse ikke er tale om en ”praktisk hindring” i strid med ligebehandlingsdirektivet. Herefter, og da der heller ikke er sket en forskelsbehandling af A i strid med ligebehandlingslovens § 4, stemmer vi for at tage frifindelsespåstanden til følge.

To medlemmer udtaler:

Arbejdsgiveren modtog en anmodning om forlængelse af uddannelsesaftalen fra skolen med brevet af 27. maj 2010, men svarede ikke herpå og tilkendegav i stedet ved brevene af 7. juni og 1. juli 2010, at man ikke ønskede at forlænge uddannelsesaftalen. Dette må, uanset bestemmelsen i erhvervsuddannelseslovens § 58, anses for at være i strid med ligebehandlingslovens § 9, og vi finder derfor, at der tilkommer A en godtgørelse i medfør af ligebehandlingslovens § 16, stk. 2. Det må endvidere anses for en ophævelse af uddannelsesaftalen i strid med erhvervsuddannelseslovens § 60, jf. § 61, hvorfor der tillige tilkommer hende en godtgørelse herfor. Vi stemmer derfor for at give A medhold i den nedlagte påstand.

Et medlem udtaler:

Idet jeg kan tilslutte mig mindretallets votum vedrørende godtgørelse efter ligebehandlingsloven, finder jeg efter Tvistighedsnævnets faste praksis ikke, at den manglende forlængelse af uddannelsesaftalen kan sidestilles med en ophævelse af uddannelsesaftalen i strid med erhvervsuddannelseslovens § 60, jf. § 61, og stemmer derfor for at frifinde arbejdsgiveren for kravet om godtgørelse for uberettiget ophævelse af uddannelsesaftalen.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, således at B frifindes.

T h i b e s t e m m e s

B frifindes.

Hver part bærer sine egne omkostninger.

Denne kendelse kan inden 8 uger efter nævnets afgørelse indbringes for domstolene. Såfremt sagen indbringes for domstolene, anmoder Tvistighedsnævnet om at blive underrettet herom, ligesom nævnet gerne vil underrettes om rettens afgørelse.