Anvendt retsforskrift
Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé

En bilist klagede over at Københavns Kommune ikke havde partshørt ham før han fik en parkeringsafgift. Han klagede også over den måde hvorpå Københavns Kommune havde vejledt ham.

Ombudsmanden udtalte at en parkeringsafgift er en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Afgørelsen om at opkræve en parkeringsafgift træffes på det tidspunkt da afgiften skrives ud og sættes på køretøjet eller gives til føreren. Som følge heraf skulle der indtil ændringen af færdselsloven pr. 1. juni 2000 ske partshøring efter forvaltningsloven før afgiften blev opkrævet. Det forhold at Københavns Kommune i et brev til bilisten havde skrevet at klagevejledningen på bagsiden af afgiften kunne ”gøre det ud for” en partshøring, var dels juridisk ukorrekt, dels, viste det sig, i uoverensstemmelse med kommunens egen opfattelse af de retlige forhold.

Københavns Kommune havde endvidere uden noget reelt grundlag vejledt bilisten om at ombudsmanden – indtil ændringen af færdselsloven den 1. juni 2001 var trådt i kraft – ikke ville foretage sig noget i sager om parkeringsafgifter. Efter ombudsmandens opfattelse var dette meget kritisabelt. Ombudsmanden henviste bl.a. til at vejledningen således som den var formuleret, var egnet til at afholde bilisten fra at henvende sig til ombudsmanden.

På baggrund af sagen (og en række andre ubehandlede) klager over Københavns Kommune, Parkering København, blev der holdt et møde i ombudsmandsinstitutionen. Kommunen oplyste under mødet at parkeringskontorets klagesagsprocedure og erindringssystem var blevet strammet op.

For at undgå kompetenceproblemer for ombudsmanden under en eventuel undersøgelse blev det aftalt at inddrivelsen i de (relativt få) sager som ombudsmanden optager til undersøgelse, sættes i bero når kommunen har modtaget ombudsmandens høringsskrivelse. Københavns Kommune bekræftede efterfølgende skriftligt den indgåede aftale med henblik på ombudsmandsinstitutionens muligheder for at indgå lignende aftaler med andre af landets kommuner. (J.nr. 2001-1394-604).

Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Partshøring i parkeringsafgiftssager – aftale med kommune om at afgiftsinddrivelsen stilles i bero under ombudsmandens undersøgelse

 

Efter at A havde fremsat indsigelser mod at være pålagt en parkeringsafgift af Københavns Kommune, skrev kommunen den 20. april 2001 bl.a. følgende til A:

”Partshøringsbestemmelsen i forvaltningslovens §19 er en ret for vedkommende part til at fremkomme med bemærkninger i anledning af de faktiske omstændigheder, som myndigheden vil lægge til grund for den afgørelse, der skal træffes i sagen.

I klagesager, hvor der kun er én part, vil partshøring hyppigst kunne undlades, hvis klageinstansen ikke indhenter supplerende oplysninger, ud over eventuelt en udtalelse fra førsteinstansen – i dette tilfælde parkeringsassistenten – hvorved der ikke bringes væsentlige nye momenter ind i sagen.

I tilfælde af, at bilisten ønsker at indgive en klage, er der på bagsiden af enhver pålagt afgift givet en klagevejledning der – hvis den benyttes – vil gøre det ud for en partshøring.

I øvrigt kan jeg oplyse at Folketingets Ombudsmand – på baggrund af en lovændring med forventet ikrafttræden den 1. maj, der specifikt vil undtage parkeringsafgifter fra Forvaltningslovens partshøringsbestemmelser – ikke vil foretage sig yderligere i parkeringsafgiftssager inden da.”

A klagede herefter til mig over såvel kommunens manglende partshøring forud for pålæggelse af parkeringsafgiften som kommunens vejledning af ham i brevet af 20. april 2001.

 

Jeg bad i brev af 4. maj 2001 Københavns Kommune om en udtalelse i anledning af A’s klage. Idet jeg henviste til en tidligere sag med Københavns Kommune om manglende partshøring forud for pålæggelse af en parkeringsafgift, bad jeg om at udtalelsen kom til at indeholde en redegørelse for den forståelse af partshøringsreglerne som kommunen – efter afslutningen af den tidligere sag – havde af reglerne om partshøring. Jeg bad desuden kommunen om i udtalelsen at redegøre for den opfattelse som var kommet til udtryk i brevet til A, hvorefter klagevejledningen på bagsiden af afgiften – hvis den blev benyttet – ”vil gøre det ud for en partshøring”. Jeg henviste i den forbindelse til at parkeringsafgiften efter færdselslovens § 121, stk. 3, pålægges ”ved en skriftlig meddelelse, der anbringes på køretøjet eller overgives til føreren”, og til at partshøring efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, skal finde sted forud for meddelelsen af den pågældende afgørelse.

Ligeledes på baggrund af brevet af 20. april 2001 til A bad jeg København Kommune om at oplyse om kommunens parkeringskontor (Parkering København) efter kommunens opfattelse optræder som klageinstans på parkeringsområdet.

Endelig bad jeg Københavns Kommune om at oplyse hvilket grundlag kommunen havde haft for oplysningen til A om min behandling af eventuelle klager over parkeringsafgifter forud for ikrafttrædelsen af den påtænkte ændring i færdselsloven.

Københavns Kommune, Parkering København svarede den 24. september 2001 – efter at jeg i flere omgange havde rykket kommunen for den udbedte udtalelse – følgende:

”Parkering København skal stærkt beklage den lange sagsbehandlingstid i denne sag. Dette er uforbeholdent blevet indskærpet overfor den pågældende medarbejder. Det er Parkering Københavns holdning at svartiden på 10 dage altid skal overholdes. Specielt i henvendelser fra Ombudsmandsinstitutionen.

Parkering København skal også beklage hvis der er sået tvivl om, dels hvad Ombudsmandens holdning til partshøring er, og dels hvordan Parkering København som offentlig institution og som sådan underlagt Forvaltningsloven skal agere. Der er ingen tvivl om, at sager vedrørende parkeringsafgifter der er pålagt før lovændringen 1. juni 2001, er underlagt partshøringsbestemmelserne, jvf Forvaltningslovens §19.

I lyset af ovenstående har Parkering København valgt at annullere den pågældende afgift, og anser dermed sagen som afsluttet. Dette er ved anbefalet brev d.d. blevet meddelt Hr. (A).”

Jeg anså i modsætning til Københavns Kommune ikke sagen for afsluttet med kommunens afgørelse om at annullere afgiften i forhold til A, men afsluttede min behandling af sagen med en udtalelse til A.

 

Ombudsmandens udtalelse

II. Partshøring forud for pålæggelse af en parkeringsafgift

Sagen drejer sig endvidere om den opfattelse af partshøringsreglerne som er udtrykt i Københavns Kommune, Parkering Københavns brev af 20. april 2001 til Dem.

Københavns Kommune, Parkering København har i udtalelsen til mig beklaget hvis der har været tvivl om at parkeringskontoret i forbindelse med udstedelsen af parkeringsafgifter er underlagt forvaltningslovens regler, herunder – forud for lovændringen pr. 1. juni 2001 – forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen har i udtalelsen til mig endvidere beklaget hvis der er sået tvivl om hvad min opfattelse af partshøringsforpligtelsen er.

Københavns Kommune, Parkering København har desuden oplyst mig om at kommunen har annulleret sin afgørelse i forhold til Dem hvilket den 24. september 2001 er blevet meddelt Dem. Jeg har ikke modtaget sagens akter fra Københavns Kommune – formentlig fordi kommunen har anset sagen for afsluttet med annulleringen af afgiften i forhold til Dem. Jeg har således heller ikke fra kommunen modtaget en kopi af brevet af 24. september 2001 til Dem, men De har som bilag til Deres brev af 28. september 2001 sendt mig en kopi af dette brev.

På baggrund af udtalelsen til mig og i lyset af at kommunen har annulleret parkeringsafgiften i forhold til Dem, forstår jeg at Københavns Kommune, Parkering København, er enig med mig i at pålæggelse af en parkeringsafgift er en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og at der forud for pålæggelse af en parkeringsafgift i tiden indtil den 1. juni 2001 skulle foretages partshøring efter forvaltningslovens § 19, stk. 1. Jeg forstår endvidere at kommunen er enig med mig i at afgørelsen om pålæggelse af en parkeringsafgift træffes på det tidspunkt da afgiften skrives ud og anbringes på køretøjet eller overgives til føreren, jf. færdselslovens § 121, stk. 3, og at den partshøring som eventuelt finder sted efterfølgende, derfor ikke kan sidestilles med en partshøring efter forvaltningslovens § 19, stk. 1.

At Københavns Kommune, Parkering København i brevet af 20. april 2001 til Dem har anført at klagevejledningen på bagsiden af afgiften kan ’gøre det ud for’ en partshøring, er dels juridisk ukorrekt, dels – sådan må jeg forstå det – i uoverensstemmelse med kommunens opfattelse af de retlige forhold.

Dette er beklageligt.

Jeg har gjort kommunen bekendt med min opfattelse.

 

III. Københavns Kommunes vejledning af Dem om mulighederne for at jeg ville behandle Deres eventuelle klage

Jeg spurgte i min høringsskrivelse hvilket grundlag kommunen havde for sin oplysning i brevet af 20. april 2001 til Dem om at jeg ikke ville foretage mig yderligere i parkeringsafgiftssager indtil den påtænkte ændring af færdselsloven var trådt i kraft (lovforslag nr. L 174 vedtaget af Folketinget den 3. maj 2001 med ikrafttræden den 1. juni 2001).

Københavns Kommune, Parkering København, har som det fremgår af citatet ovenfor af kommunens brev af 24. september 2001, ikke besvaret mit spørgsmål om kommunens grundlag for vejledningen af Dem. Kommunen har heller ikke sendt mig sagsakter som kunne belyse spørgsmålet. Jeg går imidlertid ud fra at kommunens vejledning om Deres muligheder for at klage til mig i brevet af 20. april 2001 skyldes en (fejlagtig) generalisering af det som jeg har anført i mit brev af 16. oktober 2000 til den borger hvis klage til mig gav anledning til mødet den 4. oktober 2000 (med deltagelse af bl.a. Københavns Kommune og Trafikministeriet) og til den senere ændring af færdselsloven. I brevet af 16. oktober 2000 meddelte jeg den pågældende klager at jeg havde besluttet ikke at foretage mig mere i den konkrete sag. Min beslutning herom var – som det fremgår af citatet ovenfor af mit brev af 4. maj 2001 til Københavns Kommune – udførligt begrundet i brevet. Jeg sendte en kopi af dette brev til samtlige myndigheder som havde deltaget i mødet den 4. oktober 2000 om det generelle spørgsmål om partshøring.

At Københavns Kommune den 20. april 2001 vejledte Dem om at jeg ikke ville foretage mig yderligere i parkeringsafgiftssager indtil den påtænkte ændring af færdselsloven var trådt i kraft, uden at have noget reelt grundlag herfor, finder jeg meget kritisabelt. Jeg henviser herved yderligere til at vejledningen således som den var formuleret, var egnet til at afholde Dem fra at rette henvendelse til mig.

Jeg har gjort Københavns Kommune bekendt med min opfattelse.

 

Deres klage til mig rejser spørgsmål om hvorvidt Københavns Kommune, Parkering København i en længere periode har afgivet tilsvarende vejledning i andre parkeringssager og dermed har medvirket til at et antal borgere ikke har indbragt deres sager for mig. Hvis min antagelse ovenfor om grundlaget for kommunens vejledning er rigtig, drejer det sig om perioden fra den 17. oktober 2000 (hvor kommunen modtog brevkopien af 16. oktober 2000) og frem til det tidspunkt hvor der med ændringen i færdselsloven (med ikrafttræden den 1. juni 2001) forelå en ændring i (rets)grundlaget for behandlingen af indsigelser mod kommunens pålæggelse af parkeringsafgifter. Denne periode må imidlertid nu anses for at være afsluttet, og jeg har derfor ikke fundet at have fuldt tilstrækkeligt grundlag for at indlede en sådan nærmere undersøgelse.

Jeg foretager mig ikke mere i anledning af Deres brev af 22. april 2001.”

På det tidspunkt da sagen blev afsluttet, var der en række andre klager over Københavns Kommune, Parkering København under behandling. Frem for alene at udtale kritik i enkeltsagerne blev det besluttet at indkalde kommunen til et møde med henblik på en nærmere drøftelse af parkeringsafgiftssagernes behandling i Københavns Kommune.

På mødet oplyste Københavns Kommune vedrørende parkeringskontorets sagsbehandlingstider at der var blevet strammet op på sagsrutinerne og på parkeringskontorets erindringssystem. Parkeringskontorets ledelse havde således på tidspunktet for mødet fået styr på de eventuelle uekspederede sager i kontoret.

 

Den valgmulighed (mellem fogedretten og ombudsmanden) som reglerne giver mulighed for, vil normalt ikke være til stede hvis kommunen har foretaget udlæg mv. I den situation må klageren som udgangspunkt regne med at ombudsmanden vil afvise en eventuel klage under henvisning til det foretagne udlæg og klagerens mulighed for at få sine indsigelser prøvet i fogedretten. Den samme situation vil imidlertid også kunne opstå mens ombudsmanden er ved at undersøge en klage, med den følge at ombudsmanden standser sin undersøgelse. Med henblik på at undgå dette er der indgået en aftale med kommunen om at inddrivelsen i de klagesager som ombudsmanden optager til undersøgelse, automatisk sættes i bero når kommunen modtager ombudsmandens høringsskrivelse.