Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Skrivelse om indberetning af statistiske oplysninger fra husleje- og beboerklagenævn

Til samtlige kommunalbestyrelser

Folketinget vedtog den 29. maj 2012 lov nr. 517 af 5. juni 2012 om ændring af lov om leje, lov om midlertidig regulering af boligforholdene og lov om leje af almene boliger. Loven trådte i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Loven indeholder bl.a. en hjemmel for ministeren for by, bolig og landdistrikter til at pålægge husleje- og beboerklagenævn at indberette statistiske oplysninger til ministeriet. Hensigten med nærværende henvendelse er at udnytte denne hjemmel, idet det hermed pålægges huslejenævn og beboerklagenævn at indberette oplysninger om de sager, som nævnene behandler.

Indberetningen sker via hjemmesiden www.huslejenaevn.dk, og der vedlægges en kort vejledning for indberetning i systemet. Det fremgår heraf, hvilke oplysninger, nævnene skal indberette. På hjemmesiden findes en uddybende brugervejledning. Det fremgår af vejledningen, at indberetning af en sag sker i to tempi. Første indberetning skal ske umiddelbart efter sagens indbringelse for nævnet, mens anden indberetning skal ske umiddelbart efter, at nævnet har truffet afgørelse i sagen

Indberetningen omfatter sager, som modtages i nævnet den 1. september 2012 og senere. Oplysning om indbringelsesdato og identifikation for den pågældende ejendom, hvori det lejemål, som tvisten vedrører, er beliggende, videregives til DIADEM (digital adgang til oplysninger i forbindelse med ejendomshandel), hvori eventuelle købere kan gøre sig bekendt med relevante oplysninger om ejendommen. Af hensyn til dette system skal første indberetning ske senest 14 dage efter sagens indbringelse. Anden indberetning skal ske senest 14 dage efter sagens afgørelse. Formålet hermed er at sikre, at systemets oplysninger er så aktuelle som muligt.

Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, den 27. august 2012

Carsten Hansen