Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Links til EU direktiver, jf. note 1
32010L0043
 
32010L0044
 
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Anvendelsesområde
Kapitel 2 Aftalen mellem en dansk UCITS’ depotselskab og en dansk UCITS’ udenlandske administrationsselskab
Kapitel 3 Aftale mellem et masterinstituts og et feederinstituts depotselskab
Kapitel 4 Straffebestemmelser
Kapitel 5 Ikrafttræden
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om depotselskaber1)

I medfør af § 106, stk. 6, og § 373, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 705 af 25. juni 2012, som ændret ved lov nr. 557 af 18. juni 2012, og § 221, stk. 3, i lov om investeringsforeninger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 935 af 17. september 2012, fastsættes:

Kapitel 1

Anvendelsesområde

§ 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse på kreditinstitutter, der er godkendt som depotselskab for investeringsforeninger, SIKAV’er og værdipapirfonde (i det følgende benævnt »danske UCITS«) samt for specialforeninger, hedgeforeninger, godkendte fåmandsforeninger og professionelle foreninger (i det følgende benævnt »foreninger«).

Underretningspligt

§ 2. Et depotselskab, der ved sin virksomhed som depotselskab bliver opmærksom på forhold, der er af afgørende betydning for en dansk UCITS’, forenings eller afdelings fortsatte drift, eller som har væsentlige negative konsekvenser for investorerne, skal inden 3 dage underrette den danske UCITS’, foreningens eller investeringsforvaltningsselskabets direktion herom.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte forhold, der er af afgørende betydning for en dansk UCITS’, forenings eller afdelings fortsatte drift, eller som har væsentlige negative konsekvenser for investorerne, kan fx være:

1) at en afdeling ikke længere opfylder kravet til afdelingens formue,

2) at der er gentagne fejl i den indre værdi, emissions- eller indløsningsprisen for en eller flere afdelinger,

3) at depotselskabet har gentagne problemer med at afvikle handler med finansielle instrumenter som følge af indgåede aftaler om køb eller salg,

4) at den danske UCITS eller foreningen indgår aftaler om afledte finansielle instrumenter uden at orientere depotselskabet,

5) at depotselskabet konstaterer fejl ved udbetaling af en afdelings udbytte eller henlæggelsen af en afdelings overskud, og

6) at den danske UCITS eller foreningen handler finansielle instrumenter til kurser, der afviger væsentligt fra markedskursen.

Stk. 3. Såfremt den danske UCITS’ eller foreningens eller investeringsforvaltningsselskabets direktion ikke straks iværksætter passende foranstaltninger til at afhjælpe forholdet, skal depotselskabet inden 14 dage efter at have konstateret forholdet nævnt i stk. 1, underrette Finanstilsynet herom.

Stk. 4. Finanstilsynet kan udstede en vejledning om depotselskabers pligter, jf. §§ 106 og 107 i lov om finansiel virksomhed.

Kapitel 2

Aftalen mellem en dansk UCITS’ depotselskab og en dansk UCITS’ udenlandske administrationsselskab

§ 3. Den aftale, som et depotselskab, en dansk UCITS og et administrationsselskab (aftaleparterne) indgår, jf. § 106, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, § 15, stk. 1, nr. 6, § 15 a, stk. 1, nr. 5 og § 15 b, nr. 4 i lov om investeringsforeninger m.v. og artikel 33, stk. 5, i direktiv 2009/65/EF (UCITS-direktivet), når en dansk UCITS indgår aftale med et administrationsselskab med hjemsted i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område om delegation af den daglige ledelse, skal mindst omfatte en beskrivelse af:

1) De procedurer, herunder procedurer for opbevaring, depotselskabet skal indføre for de forskellige typer af finansielle aktiver, som den danske UCITS overdrager til depotselskabet til opbevaring.

2) De procedurer, som aftaleparterne skal følge, hvis den danske UCITS har til hensigt at ændre sine vedtægter eller sit prospekt, med en præcisering af hvornår depotselskabet skal informeres, og i hvilke tilfælde depotselskabets forudgående godkendelse kræves, inden ændringen kan gennemføres.

3) De midler og procedurer, som depotselskabet skal anvende til at overdrage administrationsselskabet alle de oplysninger, som administrationsselskabet har behov for til at varetage sine opgaver, bl.a. en beskrivelse af de midler og procedurer, som er knyttet til udøvelse af eventuelle rettigheder i forbindelse med finansielle instrumenter, samt de midler og procedurer, parterne skal anvende for at sikre, at administrationsselskabet og den danske UCITS har rettidig adgang til præcise oplysninger til brug for den danske UCITS’ regnskaber.

4) De midler og procedurer, som giver depotselskabet adgang til alle de oplysninger, som depotselskabet har behov for til at varetage sine opgaver.

5) De procedurer, som sætter depotselskabet i stand til at undersøge administrationsselskabets adfærd og vurdere de overdragede oplysningers kvalitet, bl.a. ved hjælp af besøg på stedet.

6) De procedurer, som sætter administrationsselskabet i stand til at vurdere depotselskabets resultater i forhold til depotselskabets kontraktmæssige forpligtelser.

Udveksling af oplysninger, krav om fortrolighed og forebyggelse af hvidvaskning af penge

§ 4. Den i § 3 nævnte aftale skal mindst omfatte følgende faktorer ved udveksling af oplysninger, krav om fortrolighed og forebyggelse af hvidvaskning af penge:

1) En fortegnelse over alle de oplysninger, som den danske UCITS, dens administrationsselskab og depotselskabet skal udveksle om tegning, indløsning, udstedelse, mortifikation og tilbagekøb af den danske UCITS’ andele.

2) De krav, der stilles til aftalepartnerne, om fortrolighed.

3) Oplysninger om aftaleparternes opgaver og ansvarsområder i forhold til kravet om at forebygge hvidvaskning af penge og bekæmpe finansiering af terrorisme, hvis det er relevant.

Stk. 2. Kravene i stk. 1, nr. 2, skal udformes således, at de hverken hindrer de kompetente myndigheder i administrationsselskabets hjemland eller Finanstilsynet i at få adgang til relevante dokumenter og oplysninger.

Delegation til tredjemænd

§ 5. Hvis depotselskabet eller administrationsselskabet har til hensigt at udpege tredjemænd til at varetage visse af deres respektive opgaver, sikrer aftaleparterne, jf. § 3, at den pågældende aftale mindst omfatter følgende særlige faktorer:

1) Et tilsagn fra aftaleparterne om med jævne mellemrum at give nærmere oplysninger om eventuelle tredjemænd udpeget af depotselskabet eller administrationsselskabet til at varetage deres respektive opgaver.

2) Et tilsagn om, at den ene part efter anmodning fra den anden part giver oplysninger om de kriterier, der er lagt til grund for udvælgelse af tredjemand, og om de foranstaltninger, der er taget til at overvåge de aktiviteter, som den udvalgte tredjemand udfører.

3) En erklæring om, at depotselskabets ansvar, jf. § 107 i lov om finansiel virksomhed og artikel 34 i UCITS-direktivet, ikke berøres af, at depotselskabet overdrager opbevaringen af de finansielle aktiver eller en del heraf til tredjemand.

Ændringer i og opsigelse af aftalen

§ 6. Aftalen, jf. § 3, skal mindst omfatte følgende særlige faktorer vedrørende eventuelle ændringer og opsigelse af aftalen:

1) Aftalens gyldighedsperiode.

2) Betingelserne for at aftalen kan ændres eller opsiges.

3) Betingelserne for at muliggøre overdragelse til et andet depotselskab, og i tilfælde af en sådan overdragelse den procedure, depotselskabet skal anvende til at sende alle relevante oplysninger til det andet depotselskab.

Lovvalg

§ 7. Den i § 3 nævnte aftale skal foreskrive, at det er dansk lovgivning, der finder anvendelse ved tvister mellem parterne.

Elektronisk dataoverførelse

§ 8. Hvis aftaleparterne, jf. § 3, indgår aftale om, at de kan gøre brug af elektronisk dataoverførelse i forbindelse med en del af eller alle oplysninger, som parterne udveksler, herunder oplysninger som nævnt i §§ 2 og 3, skal aftalen omfatte bestemmelser om registrering af de overførte oplysninger.

Aftalens rækkevidde

§ 9. Den i § 3 nævnte aftale kan omfatte flere danske UCITS, der har samme bestyrelse, og som alle administreres af administrationsselskabet. I så fald skal aftalen indeholde en fortegnelse over de danske UCITS, som aftalen omfatter.

Serviceniveauaftale

§ 10. Parterne i den i § 3, nævnte aftale kan give nærmere oplysninger om de midler og procedurer, der er omhandlet i § 3, stk. 1, nr. 3 og 4, enten i aftalen, eller i en særskilt skriftlig aftale.

Kapitel 3

Aftale mellem et masterinstituts og et feederinstituts depotselskab

§ 11. Depotselskaber for danske UCITS, der indgår i en master-feeder-struktur, skal indgå en aftale, jf. § 106, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, § 5, stk. 4, nr. 2, i lov om investeringsforeninger m.v. og artikel 61, stk. 1, i UCITS-direktivet, om udveksling af oplysninger med depotselskabet for det andet institut, der indgår i master-feeder-strukturen, når institutterne har forskellige depotselskaber.

§ 12. Aftalen mellem masterinstituttets depotselskab og feederinstituttets depotselskab, jf. § 11, skal omfatte følgende om udveksling af oplysninger:

1) Angivelse af hvilke dokumenter og kategorier af oplysninger de to depotselskaber skal udveksle rutinemæssigt, og om det ene depotselskab skal give de pågældende oplysninger og dokumenter til det andet, eller om oplysningerne skal udleveres efter anmodning.

2) Angivelse af hvordan og hvornår masterinstituttets depotselskab skal sende oplysninger til feederinstituttets depotselskab med angivelse af relevante frister.

3) Koordinering af begge depotselskabers involvering i operationelle anliggender, for så vidt som det er relevant i forhold til deres respektive forpligtelser i henhold til national lovgivning, herunder:

a) Proceduren for beregning af hvert investeringsinstituts indre værdi, herunder eventuelle foranstaltninger, der er relevante som beskyttelse mod, at der opstår arbitragemuligheder, som kan realiseres ved en markedstimingstrategi, jf. artikel 60, stk. 2, i UCITS-direktivet.

b) Behandlingen af feederinstituttets instrukser om at købe, tegne eller anmodning om tilbagekøb eller indløsning af andele i masterinstituttet og afviklingen af sådanne transaktioner, herunder eventuelle foranstaltninger med henblik på overførelse af aktiver i form af naturalier, herunder finansielle instrumenter som vederlag for andele.

4) Koordinering af procedurer for afslutning på regnskabsår.

5) Bestemmelser om hvilke nærmere oplysninger om masterinstituttets overtrædelser af lovgivning, fondsbestemmelser eller vedtægter masterinstituttets depotselskab skal give feederinstituttets depotselskab samt hvordan og hvornår, masterinstituttets depotselskab skal give oplysningerne.

6) Depotselskabernes procedure for håndtering af ad-hoc anmodninger fra et depotselskab om bistand.

7) Bestemmelser om hvilke specifikke mulige begivenheder depotselskaberne skal give hinanden meddelelse om på ad-hoc-basis samt hvordan og hvornår, depotselskaberne skal give disse oplysninger.

Lovvalg i aftalen mellem et masterinstituts og et feederinstituts depotselskab

§ 13. Aftalen mellem et masterinstituts depotselskab og et feederinstituts depotselskab skal, hvis masterinstituttet og feederinstituttet har indgået en aftale i overensstemmelse med § 5, stk. 4, nr. 1, i lov om investeringsforeninger m.v. foreskrive, at lovgivningen i det medlemsland af den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, der finder anvendelse på institutternes aftale, jf. § 9 i bekendtgørelse om master-feeder-strukturer m.v. også finder anvendelse på depotselskabernes aftale, jf. § 11, og at begge depotselskaber er enige om, at alene det pågældende lands domstole har kompetence ved tvister mellem depotselskaberne.

Stk. 2. Når aftalen mellem masterinstituttet og feederinstituttet er blevet erstattet af investeringsforvaltningsselskabets forretningsgange, jf. § 5, stk. 5, i lov om investeringsforeninger m.v. skal aftalen mellem depotselskaberne foreskrive, at den lov, der finder anvendelse på depotselskabernes aftale, jf. § 11, enten er lovgivningen i det land i Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, hvor masterinstituttet er etableret, eller lovgivningen i det land i Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, hvor feederinstituttet er etableret, hvis der er tale om forskellige lande, og at begge depotselskaber er enige om, at det alene er domstolene i det land, hvis lovgivning gælder for aftalen, der har kompetence ved tvister mellem depotselskaberne.

Et masterinstituts depotselskabs underretning om uregelmæssigheder

§ 14. Uregelmæssigheder, som et masterinstituts depotselskab får kendskab til ved varetagelsen af sine opgaver, jf. § 106, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed, og artikel 61, stk. 2, i UCITS-direktivet, og som kan have negative konsekvenser for feederinstituttet, omfatter bl.a.:

1) fejl i beregningen af masterinstituttets indre værdi,

2) fejl i transaktioner eller afvikling vedrørende feederinstituttets køb eller tegning eller anmodning om tilbagekøb eller indløsning af andele i masterinstituttet,

3) fejl i udbetaling eller kapitalisering af afkast fra masterinstituttet eller i beregningen af tilbageholdt skat i den forbindelse,

4) brud på masterinstituttets investeringsmål, investeringspolitik eller investeringsstrategi som beskrevet i dets fondsbestemmelser eller vedtægter, prospekt eller centrale investorinformation, og

5) overtrædelser af investerings- og lånerammer, der er fastlagt i national lovgivning eller i fondsbestemmelser, vedtægter, prospekt eller central investorinformation.

Kapitel 4

Straffebestemmelser

§ 15. Overtrædelse af § 2, stk. 1-3, §§ 3-9 og §§ 11-13 straffes med bøde.

Kapitel 5

Ikrafttræden

§ 16. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2013.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 672 af 20. juni 2011 om depotselskaber.

Finanstilsynet, den 14. december 2012

Ulrik Nødgaard

/ Anna Frost-Jensen

Officielle noter

1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Kommissionens direktiv 2010/43/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår organisatoriske krav, interessekonflikter, god forretningsskik, risikostyring og indholdet af aftalen mellem en depositar og et administrationsselskab, EU-Tidende 2010, nr. L 176, s. 42, samt dele af Kommissionens direktiv 2010/44/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår visse bestemmelser om fusioner af fonde, master-feeder-strukturer og anmeldelsesprocedure, EU-Tidende 2010, nr. L 176, s. 28.