Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Redaktionel note
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af Wienerkonventionen af 18. april 1961 om diplomatiske forbindelser samt de dertil knyttede to fakultative protokoller af samme dato om erhvervelse af statsborgerret og om tvungen bilæggelse af tvistigheder

Ved kgl. resolution af 18. juni 1968 har Danmark ratificeret den i Wien den 18. april 1961 undertegnede konvention om diplomatiske forbindelser samt de dertil knyttede to fakultative protokoller om erhvervelse af statsborgerret og om tvungen bilæggelse af tvistigheder.

Konventionen og protokollerne har følgende ordlyd (den kinesiske, russiske og spanske tekst er udeladt):

Oversættelse

Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser

Deltagerstaterne i denne konvention er

i erindringen om, at alle folkeslag fra gammel tid har anerkendt diplomatiske repræsentanters særstilling,

i bevidstheden om, at de i De forenede Nationers Pagt opstillede formål og principper vedrørende staternes suveræne ligestilling, opretholdelse af mellemfolkelig fred og sikkerhed og fremme af de venskabelige forbindelser mellem nationerne,

i forvisning om, at en mellemfolkelig konvention om diplomatiske forbindelser, forrettigheder og immuniteter vil fremme udviklingen af venskabelige forbindelser mellem nationerne, uanset deres forskellige forfatninger og samfundssystemer,

i erkendelsen af, at formålet med sådanne forrettigheder og immuniteter ikke er at begunstige enkeltpersoner, men at sikre diplomatiske repræsentationers effektive udøvelse af deres virksomhed som repræsentanter for stater,

idet det bekræftes, at den folkeretlige sædvaneret fortsat bør gælde for forhold, som ikke udtrykkelig omfattes af denne konventions bestemmelser,

blevet enige om følgende:

Artikel 1

I denne konvention har nedennævnte udtryk følgende betydning:

a) »Repræsentationschefen« er den person, som udsenderstaten har pålagt at virke som sådan;

b) »repræsentationens medlemmer« er repræsentationschefen og repræsentationens personale;

c) »repræsentationens personale« udgøres af det diplomatiske personale, det administrative og tekniske personale samt tjenestepersonalet;

d) »det diplomatiske personale« er de medlemmer af repræsentationens personale, som har diplomatisk rang;

e) en »diplomatisk repræsentant« er repræsentationschefen eller et medlem af repræsentationens diplomatiske personale;

f) det »administrative og tekniske personale« udgøres af de medlemmer af repræsentationens personale, der er beskæftiget med repræsentationens administrative og tekniske opgaver;

g) »tjenestepersonale« udgøres af de medlemmer af repræsentationens personale, der er beskæftiget som hushjælp;

h) »private tjenestefolk« er sådanne, som er beskæftiget som hushjælp hos et medlem af repræsentationen uden at være ansat af udsenderstaten;

i) »repræsentationens område« er de bygninger eller dele af sådanne med tilhørende grund, som uanset ejerforholdet benyttes til repræsentationens formål, herunder som bolig for repræsentationschefen.

Artikel 2

Oprettelse af diplomatiske forbindelser og af permanente diplomatiske repræsentationer imellem stater sker ved gensidig overenskomst.

Artikel 3

1. En diplomatisk repræsentations opgaver består navnlig i:

a) at repræsentere udsenderstaten i modtagerstaten;

b) at beskytte udsenderstatens og dens statsborgeres interesser i modtagerstaten inden for de af folkeretten tilladte rammer;

c) at forhandle med modtagerstatens regering;

d) på enhver lovlig måde at skaffe sig oplysning om forhold og udvikling i modtagerstaten og indberette herom til udsenderstatens regering;

e) at fremme de gode forbindelser og udvikle de økonomiske, kulturelle og videnskabelige forbindelser mellem udsenderstaten og modtagerstaten.

2. Intet i denne konvention skal fortolkes som værende til hinder for en diplomatisk repræsentations varetagelse af konsulære opgaver.

Artikel 4

1. Udsenderstaten må sikre sig, at modtagerstaten har givet agrément for den person, den agter at akkreditere som repræsentationschef i den pågældende stat.

2. Modtagerstaten er ikke forpligtet til over for udsenderstaten at begrunde en nægtelse af agrément.

Artikel 5

1. Udsenderstaten kan efter på tilbørlig vis at have underrettet de pågældende modtagerstater akkreditere en repræsentationschef eller eventuelt udpege et hvilket som helst medlem af det diplomatiske personale til at gøre tjeneste i mere end een stat, medmindre en af modtagerstaterne udtrykkeligt gør indsigelse herimod.

2. Hvis udsenderstaten akkrediterer en repræsentationschef i een eller flere andre stater, kan den oprette en diplomatisk repræsentation, forestået af en charge d'affaires ad interim i hver af de stater, hvor repræsentationschefen ikke har fast bopæl.

3. En repræsentationschef eller et hvilket som helst medlem af repræsentationens diplomatiske personale kan repræsentere udsenderstaten ved internationale organisationer.

Artikel 6

To eller flere stater kan akkreditere den samme person som repræsentationschef i en anden stat, medmindre modtagerstaten gør indsigelse herimod.

Artikel 7

Med forbehold af bestemmelserne i artikel 5, 8, 9 og 11 er udsenderstaten frit stillet med hensyn til udnævnelse af medlemmerne af repræsentationens personale. For så vidt angår militær-, marine- eller flyverattachéer, kan modtagerstaten på forhånd kræve disses navne forelagt til godkendelse.

Artikel 8

1. Medlemmer af repræsentationens diplomatiske personale skal principielt være statsborgere i udsenderstaten.

2. Medlemmer af repræsentationens diplomatiske personale må ikke udpeges blandt modtagerstatens statsborgere, medmindre denne stat har givet sit samtykke, der til enhver tid kan trækkes tilbage.

3. Modtagerstaten kan forebeholde sig den samme ret med hensyn til tredjelands statsborgere, der ikke samtidig er statsborgere i udsenderstaten.

Artikel 9

1. Modtagerstaten kan til enhver tid og uden begrundelse meddele udsenderstaten at repræsentationschefen eller et hvilket som helst medlem af repræsentationens diplomatiske personale er persona non grata, eller at et hvilket som helst andet medlem af repræsentationens personale er uønsket. I sådanne tilfælde skal udsenderstaten enten hjemkalde den pågældende eller bringe hans tjeneste ved repræsentationen til ophør. En person kan erklæres non grata eller uønsket før ankomsten til modtagerstatens territorium.

2. Hvis udsenderstaten nægter eller inden for et rimeligt tidsrum undlader at opfylde sine forpligtelser i henhold til stykke 1 i denne artikel kan modtagerstaten nægte anerkendelse af den pågældende person som medlem af repræsentationen.

Artikel 10

1. Modtagerstatens udenrigsministerium eller et sådant andet ministerium, som der måtte være truffet aftale om, skal underrettes om:

a) udnævnelsen af repræsentationsmedlemmer, disses ankomst og endelige afrejse eller ophør af deres tjeneste ved repræsentationen;

b) ankomst og endelig afrejse af en person, der tilhører et repræsentationsmedlems familie, og eventuelt at en person bliver eller ophører at være medlem af et repræsentationsmedlems familie;

c) ankomst og endelig afrejse af private tjenestefolk ansat hos de i punkt a) i denne artikel omhandlede personer, og eventuelt at de fratræder vedkommendes tjeneste;

d) ansættelse og fratrædelse af personer, der er bosiddende i modtagerstaten som medlem af repræsentationen eller som private tjenestefolk, der nyder forrettigheder og immuniteter.

2. Om muligt skal meddelelse ligeledes gives forud for ankomst og endelig afrejse.

Artikel 11

1. Når der ikke er truffet særlig aftale om repræsentationens størrelse, kan modtagerstaten kræve, at en repræsentations størrelse holdes inden for sådanne grænser, som af modtagerstaten anses for rimelige og normale, i betragtning af omstændigheder og forhold i modtagerstaten og af vedkommende repræsentations behov.

2. Modtagerstaten kan ligeledes inden for samme rammer og på et grundlag, der ikke medfører forskelsbehandling, nægte at modtage tjenestemænd af en bestemt kategori.

Artikel 12

Udsenderstaten må ikke uden modtagerstatens forud indhentede udtrykkelige samtykke oprette kontorer, der udgør del af repræsentationen, andetsteds end der, hvor repræsentationen selv er beliggende.

Artikel 13

1. Repræsentationschefen anses at have overtaget sin post i modtagerstaten, når han enten har overrakt sine akkreditiver eller har givet underretning om sin ankomst, og en behørigt udfærdiget genpart af hans akkreditiver er overgivet modtagerstatens udenrigsministerium eller et sådant andet ministerium, som der måtte være truffet aftale om i overensstemmelse med den i modtagerstaten gældende praksis, der skal anvendes på ensartet måde.

2. Rækkefølgen for overrækkelse af akkreditiver eller en behørigt udfærdiget genpart af disse fastsættes i forhold til tidspunktet for repræsentationschefens ankomst.

Artikel 14

1. Repræsentationschefer inddeles i følgende tre klasser:

a) ambassadører eller nuntier akkrediteret statsoverhoveder og andre repræsentationschefer af tilsvarende rang;

b) gesandter, ministre og internuntier akkrediteret statsoverhoveder;

c) charges d'affaires akkrediteret udenrigsministre.

2. Bortset fra rangfølge og etikette skal der ikke være nogen forskel mellem de forskellige klasser af repræsentationschefer.

Artikel 15

Staterne aftaler indbyrdes hvilken klasse deres repræsentationschefer skal tilhøre.

Artikel 16

1. Repræsentationschefer skal i deres respektive klasse tage rang efter tidspunktet for deres overtagelse af posten i henhold til artikel 13.

2. Ændringer i en repræsentationschefs akkreditiver, der ikke indebærer nogen overgang til en anden klasse, skal ikke berøre hans rangfølge.

3. Denne artikel skal ikke berøre den praksis, der måtte være anerkendt af modtagerstaten med hensyn til forrang for Pavestolens repræsentant.

Artikel 17

Rangfølgen for medlemmerne af repræsentationens diplomatiske personale skal af repræsentationschefen meddeles udenrigsministeriet eller et sådant andet ministerium, som der måtte være truffet aftale om.

Artikel 18

I hvert land skal fremgangsmåden ved modtagelsen af repræsentationschefer af samme klasse være den samme.

Artikel 19

1. Hvis en post som repræsentationschef er ubesat, eller hvis repræsentationschefen er ude af stand til at udføre sine opgaver, skal en charge d'affaires ad interim fungere midlertidigt som repræsentationens chef. Charge d'affaires' ens navn skal meddeles enten af repræsentationschefen eller, hvis han ikke er i stand dertil, af udsenderstatens udenrigsministerium til modtagerstatens udenrigsministerium eller til et sådant andet ministerium, som der måtte være truffet aftale om.

2. Når intet medlem af repræsentationens diplomatiske personale befinder sig i modtagerstaten, kan udsenderstaten med modtagerstatens samtykke udpege et medlem af det administrative eller tekniske personale til at varetage repræsentationens løbende administration.

Artikel 20

Repræsentationen og dens chef har ret til at benytte udsenderstatens flag og våben på repræsentationens område, herunder repræsentationschefens bolig, og på hans transportmidler.

Artikel 21

1. Modtagerstaten skal i overensstemmelse med de i denne gældende love lette udsenderstaten erhvervelsen af de for dennes repræsentation nødvendige lokaler på dens territorium eller være den behjælpelig med at finde lokaler på anden måde.

2. Modtagerstaten skal ligeledes om fornødent være repræsentationerne behjælpelig med at finde en passende bolig for deres medlemmer.

Artikel 22

1. Repræsentationens område er ukrænkeligt. Modtagerstatens repræsentanter må ikke betræde området uden først at have indhentet repræsentationschefens samtykke dertil.

2. Modtagerstaten har en særlig pligt til at træffe enhver passende foranstaltning til beskyttelse af repræsentationens område mod enhver indtrængen eller beskadigelse og til at forhindre enhver forstyrrelse af ro og orden på repræsentationens område eller krænkelse af dens værdighed.

3. Repræsentationens område, de på dette værende møbler og andet løsøre samt transportmidler er fritaget for ransagning, rekvisition, beslaglæggelse eller eksekution.

Artikel 23

1. Udsenderstaten og repræsentationschefen skal være fritaget for alle stats-, amts- eller kommuneskatter og afgifter på repræsentationens område (se artikel 1i), hvad enten denne ejes af udsenderstaten eller er lejet, bortset fra sådanne som udgør betaling for bestemte tjenesteydelser.

2. Den i denne artikel omhandlede skattefrihed gælder ikke afgifter og skatter, der ifølge modtagerstatens love måtte pålignes personer, med hvilke udsenderstaten eller repræsentationschefen har indgået retshandler.

Artikel 24

Repræsentationens arkiver og dokumenter skal stedse være ukrænkelige, uanset hvor de måtte befinde sig.

Artikel 25

Modtagerstaten skal yde repræsentationen alle lettelser i varetagelsen af dens opgaver.

Artikel 26

Med forbehold af gældende love og bestemmelser vedrørende zoner, hvortil adgang er forbudt eller begrænset af hensyn til nationens sikkerhed, skal modtagerstaten sikre alle repræsentationens medlemmer bevægelses- og rejsefrihed inden for dens territorium.

Artikel 27

1. Modtagerstaten skal tillade og beskytte repræsentationens kommunikationsfrihed i alle officielle anliggender. Ved kommunikation med udsenderstatens regering og dennes andre repræsentationer og konsulater, uanset disses beliggenhed, kan repræsentationen benytte alle dertil egnede midler, herunder diplomatiske kurerer samt kode- og chiffermeddelelser. Repræsentationen må dog kun installere og benytte radiosendere med modtagerstatens samtykke.

2. Repræsentationens officielle korrespondance skal være ukrænkelig. Officiel korrespondance omfatter al korrespondance vedrørende repræsentationen og dens virksomhed.

3. Diplomatposten må ikke åbnes eller tilbageholdes.

4. De forsendelser, der udgør diplomatposten, skal bære synlige ydre kendetegn på deres beskaffenhed og må kun indeholde diplomatiske dokumenter eller artikler til officielt brug.

5. Den diplomatiske kurer, som skal være forsynet med et officielt dokument, der angiver hans stilling og antallet af forsendelser, som indgår i diplomatposten, skal af modtagerstaten beskyttes under varetagelsen af sine opgaver. Han skal nyde personlig ukrænkelighed og skal ikke kunne underkastes nogen form for anholdelse eller tilbageholdelse.

6. Udsenderstaten eller repræsentationen kan udpege diplomatiske kurerer ad hoc . I sådanne tilfælde gælder bestemmelserne i denne artikels stykke 5 ligeledes, idet de deri nævnte immuniteter dog ophører, når en sådan kurer har overgivet den ham betroede diplomatpost til adressaten.

7. Diplomatpost kan overlades til kaptajnen i et kommercielt luftfartøj med planmæssig landing i en offentlig lufthavn. Han skal være forsynet med et officielt dokument, der angiver antallet af de forsendelser, der indgår i posten, men han skal ikke anses for at være diplomatisk kurer. Repræsentationen kan sende et af sine medlemmer for direkte og frit at overtage diplomatposten fra luftfartøjets kaptajn.

Artikel 28

Gebyrer og afgifter, der opkræves af repræsentationen for dens officielle handlinger, skal være fritaget for alle afgifter og skatter.

Artikel 29

En diplomatisk repræsentants person er ukrænkelig. Han skal ikke kunne underkastes nogen form for anholdelse eller tilbageholdelse. Modtagerstaten skal behandle ham med skyldig respekt og skal træffe enhver rimelig forholdsregel for at forhindre ethvert angreb på hans person, frihed og værdighed.

Artikel 30

1. En diplomatisk repræsentants bolig skal nyde samme ukrænkelighed og beskyttelse som repræsentationens område.

2. Hans papirer, korrespondance samt, bortset fra bestemmelsen i artikel 31, stykke 3, hans ejendele skal ligeledes nyde ukrænkelighed.

Artikel 31

1. En diplomatisk repræsentant skal nyde immunitet i sager henhørende under modtagerstatens strafferetspleje. Han skal ligeledes nyde immunitet i sager, der hører under modtagerstatens borgerlige retspleje eller dens administrative myndighedsområde, undtagen med hensyn til:

a) sager vedrørende privat fast ejendom, beliggende på modtagerstatens territorium, medmindre han besidder ejendommen på udsenderstatens vegne til brug for repræsentationen;

b) sager vedrørende arveforhold, i hvilke han optræder som eksekutor, administrator, arving eller legatar i egenskab af privatperson og ikke på udsenderstatens vegne;

c) sager vedrørende den diplomatiske repræsentants udøvelse af liberale eller andre erhverv udenfor hans officielle opgaver i modtagerstaten.

2. En diplomatisk repræsentant er ikke forpligtet til at afgive vidneforklaring.

3. Intet retshåndhævelsesskridt kan iværksættes over for en diplomatisk repræsentant, undtagen i sager, der omfattes af denne artikels stykke 1, a), b), og c), og da kun under forudsætning af, at de pågældende foranstaltninger kan træffes uden at hans person eller bolig krænkes.

4. En diplomatisk repræsentants immunitet i forhold til modtagerstatens myndighedsområde fritager ham ikke for at være underkastet udsenderstatens myndighedsområde.

Artikel 32

1. Udsenderstaten kan give afkald på den immunitet, der i forhold til en stats myndighedsområde tilkommer såvel diplomatiske repræsentanter som de i artikel 37 omhandlede personer.

2. Afkald skal altid være udtrykkeligt.

3. Dersom en diplomatisk repræsentant eller en person, der nyder immunitet ifølge artikel 37, anlægger sag, afskærer dette ham fra at påberåbe sig sin immunitet i forhold til ethvert modkrav, der er direkte forbundet med det oprindelige krav.

4. Afkald på immunitet i civile eller administrative sager indebærer ikke afkald på immunitet med hensyn til dommens fuldbyrdelse. Hertil kræves et særligt afkald.

Artikel 33

1. Med forbehold af bestemmelserne i denne artikels stykke 3 skal en diplomatisk repræsentant i udøvelsen af sin tjeneste for udsenderstaten fritages for de i modtagerstaten eventuelt gældende bestemmelser om social tryghed.

2. Den ved denne artikels stykke 1 hjemlede fritagelse gælder ligeledes for private tjenestefolk, der udelukkende er beskæftiget i en diplomatisk repræsentants tjeneste, på betingelse af:

a) at de hverken er statsborgere i modtagerstaten eller har fast bopæl i denne, samt

b) at de omfattes af de i udsenderstaten eller i en tredjestat eventuelt gældende bestemmelser om social tryghed.

3. En diplomatisk repræsentant, der beskæftiger personer, som ikke omfattes af den ved denne artikels stykke 2 hjemlede fritagelse, skal overholde de forpligtelser, som modtagerstatens lovgivning om social tryghed pålægger arbejdsgivere.

4. De ved denne artikels stykke 1 og 2 hjemlede fritagelser skal ikke udelukke frivillig deltagelse i modtagerstatens sociale tryghedsordning, såfremt en sådan deltagelse er tilladt af denne stat.

5. Denne artikels bestemmelser skal ikke berøre tidligere indgåede to- eller flersidige aftaler om social tryghed og skal ikke være til hinder for indgåelse af sådanne aftaler i fremtiden.

Artikel 34

En diplomatisk repræsentant er fritaget for alle afgifter og skatter, det være sig på personer eller ejendele, stats-, amts- eller kommuneskatter, undtagen:

a) sådanne indirekte skatter, som normalt indregnes i prisen på varer eller tjenesteydelser;

b) afgifter og skatter på privat, fast ejendom beliggende på modtagerstatens territorium, medmindre han besidder den på udsenderstatens vegne til brug for repræsentationen;

c) dødsbo- og arveafgifter opkrævet af modtagerstaten, dog med forbehold af bestemmelserne i artikel 39, stykke 4;

d) afgifter og skatter af privat indkomst hidrørende fra modtagerstaten samt formueskat af investeringer i erhvervsvirksomheder i modtagerstaten;

e) afgifter opkrævet for bestemte tjenesteydelser;

f) tinglysnings- og retsafgifter, prioriterings- samt stempelafgifter vedrørende fast ejendom, dog med forbehold af bestemmelserne i artikel 23.

Artikel 35

Modtagerstaten skal fritage diplomatiske repræsentanter for alle personlige tjenesteydelser, borgerligt ombud af enhver art og militære forpligtelser i forbindelse med beslaglæggelse, militære ydelser, indkvartering m.v.

Artikel 36

1. Modtagerstaten skal i overensstemmelse med sådanne love og bestemmelser, som den måtte vedtage, tillade indførsel af og yde fritagelse for alle toldafgifter, skatter og tilsvarende afgifter, bortset fra gebyrer for opbevaring, kørsel og lignende ydelser på:

a) effekter til repræsentationens officielle brug;

b) effekter til personligt brug for en diplomatisk repræsentant eller medlemmer af hans familie tilhørende hans husstand, herunder effekter til brug ved hans bosættelse.

2. En diplomatisk repræsentants personlige bagage skal være fritaget for eftersyn, medmindre der er alvorlig grund til at antage, at den indeholder genstande, der ikke omfattes af de i stykke 1 i denne artikel omhandlede fritagelser, eller effekter, hvis indførsel eller udførsel er forbudt ved lov eller underkastet kontrol i medfør af modtagerstatens karantænebestemmelser. Et sådant eftersyn må kun foretages i overværelse af den diplomatiske repræsentant eller hans dertil befuldmægtigede.

Artikel 37

1. En diplomatisk repræsentants familiemedlemmer tilhørende hans husstand skal, såfremt de ikke er statsborgere i modtagerstaten, nyde de i artiklerne 29 til 36 anførte forrettigheder og immuniteter.

2. Medlemmer af repræsentationens administrative og tekniske personale samt de familiemedlemmer, der tilhører deres husstand, skal, såfremt de hverken er statsborgere i modtagerstaten eller har fast bopæl i denne, nyde de i artikel 29 til 35 omhandlede forrettigheder og immuniteter, idet dog den i artikel 31, stykke 1, omhandlede immunitet med hensyn til modtagerstatens borgerlige retspleje og dens administrative myndighedsområde ikke skal gælde handlinger foretaget uden for de pågældendes tjeneste. De skal tillige nyde de i artikel 36, stykke 1 anførte forrettigheder for så vidt angår effekter indført ved første indflytning.

3. Medlemmer af repræsentationens tjenestepersonale, som hverken er statsborgere i modtagerstaten eller har fast bopæl i denne, skal nyde immunitet for handlinger udført i forbindelse med tjenesten samt være fritaget for afgifter og skatter af de emolumenter, de oppebærer i forbindelse med denne, ligesom de skal nyde den i artikel 33 indeholdte fritagelse.

4. Private tjenestefolk ansat hos repræsentationens medlemmer skal, såfremt de hverken er statsborgere i modtagerstaten eller har fast bopæl i denne, være fritaget for afgifter og skatter af de emolumenter, de oppebærer i medfør af deres tjeneste. I andre henseender nyder de kun forrettigheder og immuniteter i det omfang, modtagerstaten tillader. Modtagerstaten skal dog udøve sin retsmyndighed over disse personer på en sådan måde, at den ikke utilbørligt griber ind i varetagelsen af repræsentationens opgaver.

Artikel 38

1. Medmindre yderligere forrettigheder og immuniteter tilstås af modtagerstaten, skal en diplomatisk repræsentant, der er statsborger eller har fast bopæl i denne stat, kun nyde immunitet med hensyn til statens myndighedsområde og ukrænkelighed for så vidt angår tjenstlige handlinger i forbindelse med hans embedsførelse.

2. Andre medlemmer af repræsentationens personale og private tjenestefolk, som er statsborgere eller har fast bopæl i modtagerstaten, skal kun nyde forrettigheder og immuniteter i det omfang, modtagerstaten tillader. Modtagerstaten skal dog udøve sin myndighed over disse personer på en sådan måde, at den ikke utilbørligt griber ind i varetagelsen af repræsentationens opgaver.

Artikel 39

1. Enhver person, der er berettiget til forrettigheder og immuniteter, skal nyde disse fra det øjeblik, han ankommer til modtagerstatens territorium for at overtage sin post, eller, såfremt han allerede befinder sig på dens territorium, fra det øjeblik hans udnævnelse er meddelt udenrigsministeriet eller et sådant andet ministerium, som der måtte være truffet aftale om.

2. Når en person, der nyder forrettigheder og immuniteter, ophører med sin virksomhed, skal sådanne forrettigheder og immuniteter normalt ophøre, når han forlader landet eller efter udløbet af et rimeligt tidsrum hertil, men skal bestå indtil dette tidspunkt, selv under en væbnet konflikt. Med hensyn til handlinger udført af en sådan person som et led i varetagelsen af hans opgaver som medlem af repræsentationen skal immuniteten dog fortsat bestå.

3. I tilfælde af et repræsentationsmedlems død skal hans familiemedlemmer fortsat nyde de forrettigheder og immuniteter, hvortil de er berettiget, indtil udløbet af et passende tidsrum til at forlade landet.

4. I tilfælde af, at et medlem af repræsentationen, der hverken er statsborger i modtagerstaten eller har fast bopæl i denne, eller et af hans familiemedlemmer tilhørende hans husstand, afgår ved døden, skal modtagerstaten tillade flytning af den afdødes løsøre, med undtagelse af sådanne ejendele, som er erhvervet i dette land, og hvis udførsel var forbudt på tidspunktet for dødsfaldet. Dødsbo- og arveafgifter skal ikke opkræves for løsøre, hvis tilstedeværelse i modtagerstaten alene skyldtes afdødes tilstedeværelse som medlem af repræsentationen eller som medlem af et repræsentationsmedlems familie.

Artikel 40

1. Hvis en diplomatisk repræsentant, som er på vej for at overtage sin post eller på tilbagerejse til denne eller på hjemrejse til sit eget land, passerer gennem eller opholder sig i tredjeland, der har udstedt et visum til ham såfremt et sådant er nødvendigt, skal tredjestaten tilstå ham ukrænkelighed og sådanne andre immuniteter, som måtte være nødvendige for at sikre hans gennemrejse eller tilbagerejse. Det samme skal gælde ethvert medlem af hans familie, som nyder forrettigheder eller immuniteter, og som ledsager ham eller rejser hver for sig for at slutte sig til ham eller for at vende tilbage til deres hjemland.

2. Under omstændigheder svarende til de i denne artikels stykke 1 omhandlede, må tredjestater ikke hindre medlemmer af en repræsentations administrative og tekniske tjenestepersonale samt medlemmer af deres familier i at passere gennem deres territorier.

3. Trejdestater skal tilstå officiel korrespondance og andre officielle kommunikationer, der er under befordring, herunder kode- og chiffermeddelelser, samme frihed og beskyttelse, som modtagerstaten yder. Tredjestater skal tilstå diplomatiske kurerer, der har opnået visum, såfremt et sådant var nødvendigt, og diplomatiske forsendelser under befordring samme ukrænkelighed og beskyttelse, som modtagerstaten er forpligtet til at yde.

4. De tredjestater ifølge denne artikels stykke 1, 2 og 3 påhvilende forpligtelser skal også gælde for de i de pågældende stykker anførte personer samt officielle kommunikationer og diplomatiske forsendelser, hvis tilstedeværelse på tredjestats territorium skyldes force majeure .

Artikel 41

1. Alle personer, som nyder forrettigheder og immuniteter, har pligt til uden præjudice for disse at overholde modtagerstats love og bestemmelser. Det er også deres pligt ikke at blande sig i denne stats indre anliggender.

2. Enhver officiel forbindelse med modtagerstaten, der af udsenderstaten måtte være betroet repræsentationen, skal foregå med eller gennem modtagerstatens udenrigsministerium eller et sådant andet ministerium, som der måtte være truffet aftale om.

3. Repræsentationens område må ikke benyttes på nogen måde, der måtte være uforenelig med repræsentationens virksomhed, således som denne er fastsat i denne konvention eller i folkerettens almindelige regler eller ved særlige aftaler mellem udsender- og modtagerstaten.

Artikel 42

En diplomatisk repræsentant må ikke til egen fordel udøve noget liberalt erhverv eller anden erhvervsvirksomhed i modtagerstaten.

Artikel 43

En diplomatisk repræsentants virksomhed ophører, bl.a.:

a) når udsenderstaten meddeler modtagerstaten, at den diplomatiske repræsentants virksomhed er ophørt;

b) når modtagerstaten meddeler udsenderstaten, at den i overensstemmelse med artikel 9, stykke 2, nægter at anerkende den diplomatiske repræsentant som medlem af repræsentationen.

Artikel 44

Modtagerstaten skal, også i tilfælde af væbnet konflikt, lette adgangen for personer, som nyder forrettigheder og immuniteter, bortset fra statsborgere i modtagerstaten samt sådanne personers familiemedlemmer uden hensyn til disses nationalitet, til at afrejse på det tidligst muligt tidspunkt. Modtagerstaten skal især om fornødent stille de nødvendige transportmidler til rådighed for dem og deres ejendele.

Artikel 45

Hvis de diplomatiske forbindelser mellem to stater afbrydes, eller hvis en repræsentation hjemkaldes permanent eller midlertidigt:

a) skal modtagerstaten, også i tilfælde af væbnet konflikt, respektere og beskytte repræsentationens område samt dens ejendom og arkiver;

b) kan udsenderstaten betro opsynet med repræsentationens område, ejendom og arkiver til en af modtagerstaten godkendt tredjestat;

c) kan udsenderstaten betro beskyttelsen af sine egne og sine statsborgeres interesser til en af modtagerstaten godkendt tredjestat.

Artikel 46

En udsenderstat kan med modtagerstatens forud indhentede samtykke og på opfordring af tredjestat, der ikke er repræsenteret i modtagerstaten, midlertidigt varetage beskyttelsen af tredjestatens og dens statsborgeres interesser.

Artikel 47

1. Ved anvendelsen af denne konventions bestemmelser må modtagerstaten ikke udøve forskelsbehandling af stater.

2. Det vil imidlertid ikke blive betragtet som forskelsbehandling:

a) at modtagerstaten anvender en bestemmelse i denne konvention restriktivt som følge af, at den pågældende bestemmelse anvendes restriktivt over for dens repræsentation i udsenderstaten;

b) at stater ifølge sædvane eller efter aftale yder hinanden en gunstigere behandling end den, der kræves ifølge denne konventions bestemmelser.

Artikel 48

Denne konvention skal stå åben for undertegnelse af samtlige medlemmer af De forenede Nationer eller af dennes særorganisationer eller deltagere i Den mellemfolkelige Domstols statutter såvel som for stater, der af De forenede Nationers generalforsamling opfordres til at blive deltagere i konventionen, på følgende måde: indtil den 31. oktober 1961 i det østrigske forbundsudenrigsministerium og derefter indtil den 31. marts 1962 i De forenede Nationers hovedsæde i New York.

Artikel 49

Denne konvention skal ratificeres. Ratifikationsinstrumenterne skal deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 50

Denne konvention skal stå åben for tiltrædelse af alle stater, der tilhører en af de i artikel 48 nævnte fire kategorier. Tiltrædelsesinstrumenterne skal deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 51

1. Denne konvention træder i kraft på den 30te dag efter deponeringen af det 22. ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument hos De forenede Nationers generalsekretær.

2. For enhver stat, der ratificerer eller tiltræder konventionen efter deponeringen af det 22. ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument, træder konventionen i kraft på den 30te dag efter den pågældende stats deponering af sit ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.

Artikel 52

De forenede Nationers generalsekretær skal underrette alle stater, der tilhører en af de fire i artikel 48 nævnte kategorier om:

a) undertegnelser af denne konvention og deponeringer af ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumenter i overensstemmelse med artikel 48, 49 og 50;

b) datoen for denne konventions ikrafttrædelse i overensstemmelse med artikel 51.

Artikel 53

Originalteksten til denne konvention, hvis engelske, franske, kinesiske, russiske og spanske tekster har samme gyldighed, skal deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær, som skal sende bekræftede genparter heraf til alle stater, der tilhører en af de i artikel 48 nævnte fire kategorier.

Til bekræftelse heraf har undertegnede befuldmægtigede, der af deres respektive regeringer er behørigt bemyndiget hertil, undertegnet denne konvention.

Udfærdiget i Wien den attende april nitten hundrede og enogtres.

Fakultativ protokol vedrørende erhvervelse af statsborgerskab

Deltagerstaterne i denne protokol og i Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser - i det følgende betegnet som »konventionen« - der blev vedtaget på De forenede Nationers konference, som fandt sted i Wien fra 2. marts til 14. april 1961,

som udtrykker deres ønske om indbyrdes at fastsætte regler om erhvervelse af statsborgerret for så vidt angår medlemmerne af deres diplomatiske repræsentationer og disses familiemedlemmer, der udgør end del af deres husstand,

er blevet enige om følgende:

Artikel I

I denne protokol skal udtrykket »repræsentationsmedlem« have den i konventionens artikel 1, punkt b, fastsatte betydning, nemlig »repræsentationschefen og medlemmerne af repræsentationens personale«.

Artikel II

Repræsentationsmedlemmer, som ikke er statsborgere i modtagerstaten, samt deres familiemedlemmer, der udgør en del af deres husstand, skal ikke erhverve statsborgerret i modtagerstaten alene i kraft af de i denne gældende love.

Artikel III

Denne protokol skal stå åben for undertegnelse af alle stater, som bliver deltagere i konventionen, på følgende måde: Indtil den 31. oktober 1961 i det østrigske forbundsudenrigsministerium og derefter indtil den 31. marts 1962 i De forenede Nationers hovedsæde i New York.

Artikel IV

Denne protokol skal ratificeres. Ratifikationsinstrumenterne skal deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær.

Artikel V

Denne protokol skal stå åben for tiltrædelse af alle stater, som måtte blive deltagere i konventionen. Tiltrædelsesinstrumenterne skal deponeres hos de forenede Nationers generalsekretær.

Artikel VI

1. Denne protokol skal træde i kraft på den af følgende to datoer, som indtræffer senest: datoen for konventionens ikrafttrædelse eller den 30te dag efter datoen for deponering af det andet ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument til protokollen hos De forenede Nationers generalsekretær.

2. For hver stat, som ratificerer eller tiltræder denne protokol efter dens ikrafttrædelse i henhold til denne artikels stykke 1, skal protokollen træde i kraft den 30te dag efter den pågældende stats deponering af sit ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.

Artikel VII

De forenede Nationers generalsekretær skal underrette alle stater, der måtte blive deltagere i konventionen, om:

a) undertegnelser af denne protokol og om deponering af ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumenter i henhold til artikel III, IV og V;

b) datoen for denne protokols ikrafttrædelse i henhold til artikel VI.

Artikel VIII

Originalteksten til denne protokol, hvis engelske, franske, kinesiske, russiske og spanske tekster har samme gyldighed, skal deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær, som skal sende bekræftede genparter heraf til alle de i artikel III omhandlede stater.

Til bekræftelse heraf har de undertegnede befuldmægtigede, der af deres respektive regeringer er behørigt bemyndiget dertil, undertegnet denne protokol.

Udfærdiget i Wien den attende april nitten hundrede og enogtres.

Fakultativ protokol vedrørende tvungen bilæggelse af tvistigheder

Deltagerstaterne i denne protokol og i Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser - i det følgende betegnet som »konventionen« - der blev vedtaget på De forenede Nationers konference, som fandt sted i Wien fra 2. marts til 14. april 1961,

som udtrykker deres ønske om i alle forhold vedrørende enhver tvistighed, der opstår dem imellem angående konventionens fortolkning eller anvendelse, at henvise denne til Den mellemfolkelige Domstols bindende domsmyndighed, medmindre parterne inden for en rimelig tidsfrist er blevet enige om en anden form for bilæggelse,

er blevet enige om følgende:

Artikel I

Tvistigheder, der opstår vedrørende konventionens fortolkning og anvendelse, skal henhøre under Den mellemfolkelige Domstols bindende domsmyndighed og kan således forelægges for retten ved begæring fra enhver af de stridende parter, der er deltager i denne protokol.

Artikel II

Inden for et tidsrum af to måneder efter at den ene part har underettet den anden om, at der efter dens opfatelse foreligger en tvistighed, kan parterne aftale at forelægge sagen for en voldgiftsret og ikke for Den mellemfolkelige Domstol. Efter udløbet af ovennævnte tidsrum kan enhver af de stridende parter ved begæring forelægge sagen for domstolen.

Artikel III

1. Inden for det samme tidsrum af to måneder kan parterne, før sagen forelægges Den mellemfolkelige Domstol, aftale at vedtage en mæglingsprocedure.

2. Mæglingskommissionen skal afgive sine indstillinger inden fem måneder efter dens nedsættelse. Hvis dens indstillinger ikke bifaldes af sagens parter inden to måneder, efter de er afgivet, kan enhver af parterne efter begæring forelægge striden for Domstolen.

Artikel IV

Stater, der er deltagere i konventionen, i den fakultative protokol vedrørende erhvervelse af statsborgerskab og i denne protokol, kan når som helst erklære, at de vil udvide denne protokols bestemmelser til at omfatte tvistigheder, der opstår i forbindelse med fortolkning eller anvendelse af den fakultative protokol vedrørende erhvervelse af statsborgerskab. Sådanne erklæringer skal meddeles til De forenede Nationers generalsekretær.

Artikel V

Denne protokol skal stå åben for undertegnelse af alle stater, som bliver deltagere i konventionen, på følgende måde: indtil den 31. oktober 1961 i det østrigske forbundsudenrigsministerium og derefter indtil den 31. marts 1962 i De forenede Nationers hovedsæde i New York.

Artikel VI

Denne protokol skal ratificeres. Ratifikationsinstrumenterne skal deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær.

Artikel VII

Denne protokol skal stå åben for tiltrædelse af alle stater, som måtte blive deltagere i konventionen. Tiltrædelsesinstrumenterne skal deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær.

Artikel VIII

1. Denne protokol skal træde i kraft på den af følgende to datoer, som indtræffer senest: datoen for konventionens ikrafttrædelse eller den 30te dag efter deponering af det andet ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument til protokollen hos De forenede Nationers generalsekretær.

2. For hver stat, som ratificerer eller tiltræder denne protokol efter dens ikrafttrædelse i henhold til denne artikels stykke 1, skal protokollen træde i kraft den 30te dag efter den pågældende stats deponering af sit ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.

Artikel IX

De forenede Nationers generalsekretær skal underrette alle stater, der måtte blive deltagere i konventionen, om:

a) undertegnelser af denne protokol og om deponering af ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumenter i henhold til artikel V, VI og VII;

b) erklæringer afgivet i henhold til denne protokols artikel IV;

c) datoen for denne protokols ikrafttrædelse i overensstemmelse med artikel VIII.

Artikel X

Originalteksten til denne protokol, hvis engelske, franske, kinesiske, russiske og spanske tekster har samme gyldighed, skal deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær, som skal sende bekræftede genparter heraf til alle de i artikel V omhandlede stater.

Til bekræftelse heraf har de undertegnede befuldmægtigede, der af deres repektive regeringer er behørigt bemyndiget dertil, undertegnet denne protokol.

Udfærdiget i Wien den attende april nitten hundrede og enogtres.

Wienerkonventionen og de dertil knyttede to fakultative protokoller trådte i medfør af konventionens artikel 51 i kraft den 24. april 1964.

Danmarks ratifikationsinstrument blev deponeret hos De forenede Nationers generalsekretær den 2. oktober 1968, og konventionen og protokollerne er herefter trådt i kraft for Danmarks vedkommende den 1. november 1968.

Nedennævnte lande har deponeret ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumenter til selve Wienerkonventionen på de vedføjede datoer. Konventionen er efter dens ikrafttræden den 24. april 1964 trådt i kraft for senere deltagende lande 30 dage efter deponeringen.

   
Afghanistan
6. oktober 1965
Algeriet
14. april 1964
Den forenede arabiske Republik
9. juni 1964
Argentina
10. oktober 1963
Australien
26. januar 1968
Belgien
2. maj 1968
Den bjelorussiske socialistiske Sovjetrepublik
10. januar 1968
Brasilien
25. marts 1965
Bulgarien
17. januar 1968
Burundi
1. maj 1968
Cambodia
31. august 1965
Canada
26. maj 1966
Chile
9. januar 1968
Republikken Congo (Brazzaville)
11. marts 1963
Republikken Congo (Kinshasa)
19. juli 1965
Costa Rica
9. november 1964
Cuba
26. september 1963
Dahomey
27. marts 1967
Den dominikanske Republik
14. januar 1964
Ecuador
21. september 1964
Elfenbenskysten
1. oktober 1962
Gabon
2. april 1964
Ghana
28. juni 1962
Guatemala
1. oktober 1963
Guinea
10. januar 1968
Honduras
13. februar 1968
Indien
15. oktober 1965
Irak
15. oktober 1963
Iran
3. februar 1965
Irland
10. maj 1967
Jamaica
5. juni 1963
Japan
8. juni 1964
Jugoslavien
1. april 1963
Kenya
1. juli 1965
Laos
3. december 1962
Liberia
15. maj 1962
Liechtenstein
8. maj 1964
Luxembourg
17. august 1966
Madagascar
31. juli 1963
Malawi
19. maj 1965
Malaysia
9. november 1965
Mali
28. marts 1968
Marokko
18. april 1968
Mauritanien
16. juli 1962
Mexico
16. juni 1965
Den mongolske Folkerepublik
5. januar 1967
Nepal
28. september 1965
Niger
5. december 1962
Nigeria
19. juni 1967
Norge
24. oktober 1967
Panama
4. december 1963
Pavestolen
17. april 1964
Philippinerne
15. november 1965
Polen
19. april 1965
Rwanda
15. april 1964
El Salvador
9. december 1965
San Marino
8. september 1965
Schweiz
30. oktober 1963
Sierra Leone
13. august 1962
Somalia
29. marts 1968
De Socialistiske Sovjetrepublikkers Union
25. marts 1964
Spanien
21. november 1967
Storbritannien
1. september 1964
Sverige
21. marts 1967
Tanzania
5. november 1962
Tjekkoslovakiet
24. maj 1963
Trinidad og Tobago
19. oktober 1965
Tunesien
24. januar 1968
Forbundsrepublikken Tyskland
11. november 1964
(inkl. Land Berlin)
 
Uganda
15. april 1965
Den ukrainske socialistiske Sovjetrepublik
12. juni 1964
Ungarn
24. september 1965
Venezuela
16. marts 1965
Østrig
28. april 1966.
   

Nedennævnte lande har deponeret ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumenter til den fakultative protokol om erhvervelse af statsborgerret på de vedføjede datoer. Protokollen er efter dens ikrafttræden den 24. april 1964 trådt i kraft for senere deltagende lande 30 dage efter deponeringen.
   
Den forenede arabiske Republik
9. juni 1964
Argentina
10. oktober 1963
Belgien
2. maj 1968
Cambodia
31. august 1965
Den dominikanske Republik
14. januar 1964
Gabon
2. april 1964
Guinea
10. januar 1968
Indien
15. oktober 1965
Irak
15. oktober 1963
Iran
3. februar 1965
Jugoslavien
1. april 1963
Kenya
1. juli 1965
Laos
3. december 1962
Luxembourg
17. august 1966
Madagascar
31. juli 1963
Malaysia
9. november 1965
Nepal
28. september 1965
Norge
24. oktober 1967
Panama
4. december 1963
Philippinerne
15. november 1965
Sverige
21. marts 1967
Tanzania
5. november 1962
Tunesien
24. januar 1968
Forbundsrepublikken Tyskland (inkl. Land Berlin)
11. november 1964
Østrig
28. april 1966.
   

Nedennævnte lande har deponeret ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumenter til den fakultative protokol om tvungen bilæggelse af tvistigheder på de vedføjede datoer. Protokollen er efter dens ikrafttræden den 24. april 1964 trådt i kraft for senere deltagende lande 30 dage efter deponeringen.
   
Australien
26. januar 1968
Belgien
2. maj 1968
Cambodia
31. august 1965
Republikken Congo (Kinshasa)
19. juli 1965
Costa Rica
9.november 1964
Ecuador
21. september 1964
Gabon
2. april 1964
Guinea
10. januar 1968
Indien
15. oktober 1965
Irak
15. oktober 1963
Iran
3. februar 1965
Japan
8. juni 1964
Jugoslavien
1. april 1963
Kenya
1. juli 1965
Laos
3. december 1962
Liechtenstein
8. maj 1964
Luxembourg
17. august 1966
Madagascar
31. juli 1963
Malaysia
9. november 1965
Nepal
28. september 1965
Niger
26. april 1966
Norge
24. oktober 1967
Panama
4. december 1963
Philippinerne
15. november 1965
Schweiz
22. november 1963
Storbritannien
1. september 1964
Sverige
21. marts 1967
Tanzania
5. november 1962
Forbundsrepublikken Tyskland (inkl. Land Berlin)
11. november 1964
Østrig
28. april 1966.
   

Barbados, til hvis territorium konventionens gyldighed var udstrakt, før landet opnåede selvstændighed, har meddelt De forenede Nationers generalsekretær i en erklæring modtaget den 6. maj 1968, at det anser sig for bundet af konventionen. Malta har afgivet en lignende erklæring, modtaget i generalsekretariatet den 7. marts 1967, for så vidt angår Wienerkonventionen og protokollen om tvungen bilæggelse af tvistigheder.

Den bjelorussiske socialistiske Sovjetrepublik, Bulgarien, Den mongolske Folkerepublik, De socialistiske Sovjetrepublikkers Union og Den ukrainske socialistiske Sovjetrepublik har taget forbehold over for bestemmelserne i konventionens artikel 11, stk. 1.

Desuden har Den forenede arabiske Republik, Cambodia og Marokko taget forbehold over for artikel 37, stk.2.

Danmark og en række andre lande har gjort indsigelse mod disse forbehold.

Udenrigsministeriet, den 11. november 1968

Poul Hartling

Redaktionel note
  • Konventionen er inkorporeret ved lov nr. 252 af 18. juni 1968 om diplomatiske forbindelser.
Andre landes tiltrædelser