Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Links til EU direktiver, jf. note 1
32009L0013
 
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Kvalifikationer til påtegningsbevis
Kapitel 2 Ansøgning og udstedelse
Kapitel 3 Særligt for personer, der opfylder EU’s direktiv om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer
Kapitel 4 Overdragelse af beføjelser
Kapitel 5 Inddragelse af et påtegningsbevis
Kapitel 6 Tjeneste uden påtegningsbevis
Kapitel 7 Klagebestemmelser m.v.
Kapitel 8 Gebyrer
Kapitel 9 Ikrafttrædelse
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om kvalifikationskrav til kokke uden dansk sønæringsbevis som skibskok til at gøre tjeneste som skibskok i handelsskibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister1)

I medfør af § 8, stk. 3, § 18, § 24 b, § 24 d, § 24 f, § 24 g og § 25, stk. 4, i lov om skibes besætning, jf. lovbekendtgørelse nr. 168 af 27. februar 2012, som ændret ved lov nr. 493 af 12. maj 2010 og lov nr. 478 af 30. maj 2012, fastsættes efter bemyndigelse:

Kapitel 1

Kvalifikationer til påtegningsbevis

§ 1. I skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister (DIS) kan personer gøre tjeneste i foreskrevne stillinger som skibskok uden dansk sønæringsbevis som skibskok, hvis de har et gyldigt påtegningsbevis efter denne bekendtgørelse.

§ 2. Påtegningsbevis kan udstedes til personer, der kan dokumentere en læretid i kokkefaget på 48 måneder, heraf mindst 24 måneder i søgående skibe, jf. dog § 8.

Stk. 2. Påtegningsbevis kan tillige udstedes til personer, der kan dokumentere

1) en tilfredsstillende gennemførelse af en kokkeuddannelse,

2) efter endt kokkeuddannelse har haft kokketjeneste om bord i et søgående skib i mindst 5 måneder, og

3) har bestået den i § 4 beskrevne prøve, jf. dog § 4, stk. 2.

Stk. 3. Personer, der ansøger om påtegningsbevis ifølge stk. 1 og 2, skal desuden være i besiddelse af

1) et sundhedsbevis, der er gyldigt for den tjeneste, vedkommende skal udføre om bord, og

2) dokumentation for bestået kursus, der opfylder kravene i STCW-konventionens (International Convention on Standards of Training, Certification and Watchkeeping for Seafarers) reglement VI/1 og i STCW-kodens afsnit A-VI/1, paragraf 2 om ”Basic Training”.

§ 3. Kokkeuddannelsen efter § 2, stk. 2, skal være gennemført i et land,

1) der har ratificeret konventionen om søfarendes arbejdsforhold (MLC) eller ILO-konvention nr. 69 om udstedelse af duelighedsbeviser for skibskokke, og

2) som IMO’s Sikkerhedskomité og Europa-Kommissionen har meddelt, at det bevisudstedende land ved sit informationsmateriale har meddelt, at det fuldt og helt har implementeret STCW-konventionen.

Stk. 2. Oversigt over lande som nævnt i stk. 1 findes på Søfartsstyrelsens hjemmeside på internettet.

§ 4. Form og indhold af den i § 2, stk. 2, nr. 3, nævnte prøve fastsættes af Søfartsstyrelsen. Prøven består af et operationelt interview, som skal sikre, at de fornødne kompetencer som skibskok inden for praktisk madlavning, fødevarehygiejne, personlig hygiejne, opbevaring af fødevarer, lagerkontrol samt miljøbeskyttelse, sundhed, ernæring og sikkerhed inden for forplejning er opfyldt.

Stk. 2. Søfartsstyrelsen kan dispensere fra kravet om prøveaflæggelse, når Søfartsstyrelsen har et særligt indgående kendskab til det bevisudstedende lands uddannelses- og bevisudstedelsessystem eller til den uddannelsesinstitution, hvor bevisindehaveren har gennemført uddannelsen. Søfartsstyrelsen offentliggør på styrelsens hjemmeside på internettet, i hvilke tilfælde der kan dispenseres fra kravet om prøveaflæggelse, og efter høring af de organisationer af søfarende og redere, som spørgsmålet vedrører, hvorledes det særligt indgående kendskab erhverves.

Kapitel 2

Ansøgning og udstedelse

§ 5. Ansøgning om udstedelse af påtegningsbevis for udenlandske skibskokke skal indgives til Søfartsstyrelsen på en særlig formular, som findes på Søfartsstyrelsens hjemmeside på internettet, jf. dog § 9. Ansøgningen skal indgives af det rederi, der ønsker at ansætte pågældende som skibskok, jf. dog § 8, stk. 2.

Stk. 2. Ansøgningen skal vedlægges en erklæring fra rederiet om, at rederiet vil beskæftige den pågældende som skibskok i et skib registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, jf. dog § 8, stk. 2.

§ 6. Ansøgninger vil blive behandlet i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 575 af 1. juni 2011 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer m.v. med eventuelle senere ændringer.

§ 7. Et påtegningsbevis udstedes med gyldighed på højst 5 år. Gyldighedsperioden kan dog ikke overstige en eventuel udløbsdato for et udenlandsk bevis som skibskok eller anden påtegning.

Stk. 2. Et udenlandsk anerkendelsesbevis eller påtegning kan ikke benyttes som grundlag for udstedelse af dansk påtegnelsesbevis.

Kapitel 3

Særligt for personer, der opfylder EU’s direktiv om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer

§ 8. Personer, der opfylder betingelserne i Den Europæiske Unions direktiver om indførelse af generelle ordninger for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende uddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 189 af 12. februar 2010 om adgang til udøvelse af visse erhverv i Danmark, kan indsende ansøgning om erhvervsudøvelse som skibskok med behørig dokumentation direkte til Søfartsstyrelsen.

Stk. 2. Følgende skal bilægges ansøgningen:

1) Bevis for nationalitet, f.eks. kopi af identitetskort eller pas.

2) Autorisationsbevis eller et andet kvalifikationsbevis, som giver ansøgeren adgang til erhvervet (hvis erhvervet er reguleret i ansøgerens land).

3) Uddannelsesbeviser, som er relevante for ansøgerens erhverv.

4) Ansøgerens kontaktoplysninger ved angivelse af fornavn og efternavn, adresse, telefonnummer og evt. e-mail. Hvis det er en anden end ansøgeren, f.eks. virksomhed, sender dokumenter på ansøgerens vegne, skal der oplyses navn, adresse, telefonnummer og evt. e-mail på indsenderen.

5) Lægeattest for fysisk og psykisk sundhed.

6) Sønæringsbevis i original.

7) Fartstidsdokumentation.

Stk. 3. Bestemmelserne i §§ 2, 5, 7 og 14 finder ikke anvendelse på personer omfattet af stk. 1.

Kapitel 4

Overdragelse af beføjelser

§ 9. Søfartsstyrelsen kan bemyndige en virksomhed, institution eller person med dansk sønæringsbevis som skibskok til at varetage gennemførelsen af prøven efter § 2, stk. 2, nr. 3, på betingelse af, at virksomheden eller institutionen:

1) ikke driver forhyringsvirksomhed,

2) har et indgående kendskab til kokkeuddannelsen og de krav, der stilles til skibskokke, og

3) kan gennemføre operationelle tests på betryggende vis i henhold til Søfartsstyrelsens retningslinjer.

§ 10. For at opretholde bemyndigelsen efter § 10 skal virksomheden, institutionen eller skibskokken auditeres af Søfartsstyrelsen. På dette audit skal virksomheden, institutionen eller skibskokken godtgøre, at betingelserne for bemyndigelsen fortsat er opfyldt.

Stk. 2. Søfartsstyrelsen kan pålægge virksomheden, institutionen eller skibskokken konkrete initiativer og handlinger, som er nødvendige for opfyldelsen af betingelserne for bemyndigelsen, og bestemme, hvornår disse skal være gennemført.

Stk. 3. Hvis Søfartsstyrelsen efter en samlet vurdering skønner, at en virksomhed, institution eller skibskok ikke opfylder betingelserne for bemyndigelsen og ikke opfylder pålæg om inden for en fastsat frist at rette op herpå, tilbagekaldes godkendelsen.

Stk. 4. Søfartsstyrelsen kan indhente oplysninger fra virksomheden, institutionen eller skibskokken om alle forhold, der vedrører den i § 2, stk. 2, nr. 3, nævnte prøve, herunder om prøveafholderens kvalifikationer og udstyr, til brug for gennemførelse af tilsyn og kvalitetssikring.

Kapitel 5

Inddragelse af et påtegningsbevis

§ 11. Søfartsstyrelsen inddrager et påtegningsbevis, hvis indehaveren ved sin tjeneste om bord har udgjort en direkte trussel mod liv eller det på grund af indehaverens sjælelige eller legemlige tilstand skønnes uforsvarligt fortsat at lade den pågældende udøve den virksomhed, påtegningen giver ret til.

Stk. 2. Påtegningsbeviset kan endvidere inddrages, hvis grundlaget for udstedelse har været forkert, således at betingelserne for opretholdelse af påtegningen ikke var til stede på ansøgningstidspunktet og stadig ikke er til stede.

Stk. 3. Hvis indehaveren af et påtegningsbeviset stadig er ansat i et skib tilhørende det pågældende rederi, er rederiet ansvarlig for, at et inddraget bevis indleveres til Søfartsstyrelsen.

Stk. 4. Når der er truffet afgørelse om inddragelse af et påtegningsbevis, underrettes det bevisudstedende land af Søfartsstyrelsen om afgørelsen.

Kapitel 6

Tjeneste uden påtegningsbevis

§ 12. Tjeneste i en stilling, hvor sønæringsbevis som skibskok er foreskrevet, er tilladt uden påtegningsbevis i en periode på højst 3 måneder, dog ikke længere end udmønstringsperiodens længde, hvis:

1) det land, hvor kokkeuddannelsen er gennemført, er opført på den i § 3, stk. 2, nævnte liste,

2) betingelserne i § 4, stk. 2, for bortfald af prøvekrav er opfyldt, og

3) ansøgning om påtegningsbevis, som der er nævnt i § 2, er indsendt til Søfartsstyrelsen i overensstemmelse med gældende vejledning, og modtagelsen af denne er bekræftet af Søfartsstyrelsen forinden tjenesten tiltrædes.

Kapitel 7

Klagebestemmelser m.v.

§ 13. Søfartsstyrelsens afgørelser truffet i henhold til § 2, stk. 1 og 2, § 8, stk. 1, § 9 og § 10, stk. 3, kan af den, afgørelsen vedrører, indbringes for det i medfør af lov om sikkerhed til søs nedsatte Ankenævn for Søfartsforhold.

Stk. 2. Søfartsstyrelsens afgørelse om inddragelse af et påtegningsbevis efter reglerne i § 8, stk. 1 og 2, kan af indehaveren eller rederiet indbringes Ankenævnet for Søfartsforhold.

Stk. 3. Ankefristen for de i stk. 1 og 2 nævnte afgørelser er 4 uger. Ankenævnet kan se bort fra ankefristen, når der er særlig grund dertil.

Kapitel 8

Gebyrer

§ 14. Med ansøgningen om påtegningsbevis skal følge et gebyr på 500 kr.

Stk. 2. En ansøgning behandles, når det i stk. 1 nævnte gebyr er indbetalt til Søfartsstyrelsen.

Stk. 3. Ved prøve aflagt for Søfartsstyrelsen i henhold til § 2, stk. 2, nr. 3, eller til en bemyndiget virksomhed efter § 10 kan der opkræves et særskilt gebyr, hvis størrelse fastsættes af Søfartsstyrelsen på grundlag af prøvens omfang og afholdelse.

Stk. 4. I forbindelse med anmodning i henhold til § 4, stk. 2, kan Søfartsstyrelsen opkræve betaling til dækning af udgifter ved undersøgelser, herunder eventuelle nødvendige stedlige inspektioner.

Kapitel 9

Ikrafttrædelse

§ 15. Bekendtgørelsen træder i kraft den 20. august 2013.

Stk. 2. Personer, der i medfør af den gældende § 8, stk. 2, i lov om skibes besætning inden lovens ikrafttræden har erhvervet ret til at arbejde som foreskreven kok i danske skibe, bevarer denne ret.

Stk. 3. Personer omfattet af stk. 2 anses for at opfylde bekendtgørelsens krav for udstedelse af påtegningsbevis som de pågældende skal være i besiddelse af.

Stk. 4. Søfartsstyrelsen kan behandle ansøgninger, modtage gebyr m.v. og udstede påtegningsbeviser efter bekendtgørelsen fra den 16. april 2013.

Søfartsstyrelsen, den 20. marts 2013

Per Sønderstrup

/ Jørgen Løje

Officielle noter

1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 2009/13/EF af 16. februar 2009 om iværksættelse af den aftale, der er indgået mellem European Community Shipowners’ Associations (ECSA) og European Transport Workers’ Federation (ETF) om konventionen om søfarendes arbejdsforhold af 2006 og om ændring af direktiv 1999/63/EF, EU-Tidende 2009, L 124, side 30-50.