Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Statslige hovedmuseer
Kapitel 2 Statsanerkendte museer
Kapitel 3 Budget, regnskab og revision
Kapitel 4 Statstilskud
Kapitel 5 Sikring af kultur- og naturarven ved forberedelse og gennemførelse af jordarbejder
Kapitel 6 Forsikringsmæssig risiko
Kapitel 7 Selvejende institutioner
Kapitel 8 Ikrafttræden m.v.
Bilag 1 Budget- og regnskabsskema for indberetning til Kulturstyrelsen
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om museer m.v.

I medfør af § 7, stk. 3, i lov nr. 1531 af 21. december 2010 om økonomiske og administrative forhold for modtagere af driftstilskud fra Kulturministeriet og § 12, stk. 1 og 2, § 13 a, stk. 5, § 14, stk. 2, § 17 b, stk. 2, § 26, stk. 3, § 27, stk. 10, § 29, stk. 5, og § 32, stk. 2, og § 38, stk. 2, i museumsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1505 af 14. december 2006, som ændret ved lov nr. 1391 af 23. december 2012, og efter samråd med ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser, fastsættes:

Kapitel 1

Statslige hovedmuseer

§ 1. Statslige hovedmuseer er forpligtet til at yde museumsfaglig bistand til de øvrige statslige museer samt statsanerkendte museer, jf. museumslovens § 12.

Stk. 2. Omfanget og karakteren af bistanden i henhold til stk. 1, herunder udførelse af konserveringsopgaver, fastlægges af Kulturstyrelsen. For det naturhistoriske område fastlægges bistandens omfang og karakter i samråd med Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser.

Kapitel 2

Statsanerkendte museer

§ 2. Museets ansvarsområde skal være afgrænset emnemæssigt, tidsmæssigt og så vidt muligt geografisk.

Stk. 2. Ændring af et museums ansvarsområde forelægges Kulturstyrelsen til godkendelse. Før Kulturstyrelsen godkender en sådan ændring, skal ændringen sendes i høring hos øvrige museer, der berøres af forslaget. Kulturstyrelsen kan rejse spørgsmål om ændring af ansvarsområdet over for museets bestyrelse, f.eks. som følge af nye museumsinitiativer.

§ 3. Museets vedtægter skal godkendes af den offentlige hovedtilskudsyder. Hvis flere kommuner betaler lige store årlige driftstilskud til museet, aftales det mellem de pågældende kommuner, hvilken af disse der skal godkende vedtægterne.

Stk. 2. Museets vedtægter skal indeholde bestemmelser om museets ansvarsområde.

§ 4. Det påhviler museets bestyrelse at meddele Kulturstyrelsen, hvem der varetager den daglige ledelse af museet.

§ 5. Kravene i museumslovens § 14, stk. 1, nr. 5, til den museumsfaglige standard vedrører indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling, mens krav til bygningsmæssig standard skal ses i sammenhæng med bl.a. magasinforhold og sikringsforhold.

§ 6. Museets genstande, kunstværker og anden dokumentation er en del af samlingen, når de er registreret, jf. § 19, stk. 3. Registrering skal ske snarest muligt efter indsamlingen. Indberetninger til de centrale registre over kulturhistorie og kunst samt oplysninger til registret over arkæologiske lokaliteter og fundsteder skal være gennemført snarest muligt efter registreringen. Museets registrering skal være tilgængelig for offentligheden i overensstemmelse med Kulturstyrelsens retningslinjer herfor. Museets indberetning til de centrale registre udformes i overensstemmelse med Kulturstyrelsens retningslinjer herfor.

Stk. 2. For så vidt angår de naturhistoriske museer, skal genstande (herunder præparater), kunstværker og anden dokumentation være registreret i museets samling snarest muligt efter indsamlingen.

§ 7. Udskillelse af genstande, kunstværker og anden dokumentation fra museets samling til andre end statslige museer eller statsanerkendte museer kan kun ske med Kulturstyrelsens godkendelse. Styrelsen kan give tilladelse til udskillelse, når særlige omstændigheder taler derfor.

§ 8. Vederlagsfri skolebesøg som led i undervisningen omfatter:

1) elever i folkeskolen, elever på frie grundskoler og elever på efterskoler,

2) elever og kursister i de gymnasiale uddannelser, herunder enkeltfag heraf,

3) elever på erhvervsrettede grunduddannelser og deltagere på produktionsskoler og

4) kursister på almene voksenuddannelser.

Stk. 2. Museet kan kræve, at sådanne besøg anmeldes forud, og at de begrænses til en nærmere fastsat del af museets åbningstid.

Kapitel 3

Budget, regnskab og revision

§ 9. Ved opstilling af museets budget og regnskab skal med henblik på ydelse af statsligt driftstilskud, jf. § 11 anvendes den specifikation, der fremgår af bilag 1.

§ 10. Museets revisor skal årligt foretage revision af tilstedeværelsen af og forretningsgange vedrørende museets samling (samlingsrevision).

Stk. 2. Revisor skal gøre sig bekendt med museets accessions- og registreringsprocedure, samt hvor de enkelte dele af samlingen befinder sig. Revisor skal påse, at registrering af museets samling sker på en sådan måde, at der sikres en entydig sammenhæng mellem genstand, kunstværk og anden dokumentation og museets registrering. Revisionen omfatter museets egen samling, herunder uddeponerede genstande.

Stk. 3. På grundlag af museets samlingsregister bestemmer revisor, hvilke numre (mindst 20) der skal udtages til samlingsrevision. Revisor oplyser først ved fremmøde på museet, hvilke numre der er udtaget.

Stk. 4. Fra museets samling (magasin, udstilling m.m.) udvælger revisor mindst fem genstande, hvortil registreringen skal forevises.

Kapitel 4

Statstilskud

§ 11. Kulturstyrelsen fastsætter det årlige statslige driftstilskud til statsanerkendte museer. Det årlige statslige driftstilskud fastsættes på baggrund af bevillingen, der er afsat på finansloven til formålet.

Stk. 2. Tilskud efter stk. 1 forudsætter, at ikkestatslige tilskud til museet udgør mindst det samme som det minimumsbeløb, der årligt fastsættes på finansloven. Vurderingen heraf sker ud fra det seneste hele regnskabsår. Opfylder museet ikke kravet i 2. pkt. kan vurderingen dog ske ud fra et gennemsnit af de ikkestatslige tilskud til museet de seneste tre hele regnskabsår.

Stk. 3. Huslejeudgifter, prioritetsrenter og afdrag fradrages i de ikkestatslige tilskud, som indgår i grundlaget for fastsættelse af det statslige tilskud efter stk. 1.

Stk. 4. Det år, hvor et museum statsanerkendes, er første bevillingsår for museet. Vurderingen af, om museet opfylder kravet om ikkestatsligt tilskud stk. 1 sker på baggrund af et revideret regnskab, som ligger et år forud for bevillingsåret eller på baggrund af et budget for første bevillingsår. Hvis museet på tidspunktet for statsanerkendelsen ikke opfylder kravet i 2. pkt., kan vurderingen dog ske ud fra et gennemsnit af de ikkestatslige tilskud til museet de seneste tre hele regnskabsår.

Stk. 5. Indstilling om statsanerkendelse afgives af et sagkyndigt udvalg.

Stk. 6. Kulturstyrelsen udarbejder en vejledning, der præciserer kriterier og procedure for vurderingen af ansøgninger om statsanerkendelse med henblik på i sin helhed at sikre størst mulig objektivitet og gennemsigtighed i tildelingen af nye statsanerkendelser.

§ 12. Ansøgning om tilskud til udvikling af museumsområdet i henhold til museumslovens § 17 b, stk. 1, indsendes til Kulturstyrelsen.

§ 13. Kulturstyrelsen kan inden for rammerne af den på finansloven afsatte bevilling til formålet yde et særligt driftstilskud til de konserveringscentre m.v., der indtil den 31. december 2006 modtog amtslige driftstilskud, jf. museumslovens § 16 a, stk. 1.

Kapitel 5

Sikring af kultur- og naturarven ved forberedelse og gennemførelse af jordarbejder

§ 14. Kulturstyrelsen udarbejder en vejledning om arkæologiske forundersøgelser og undersøgelser.

Stk. 2. Kulturstyrelsen fastsætter i tvivlstilfælde grænsen mellem større og mindre forundersøgelse i den konkrete sag.

Stk. 3. I særlige tilfælde kan der ydes tilskud til dækning af den anlægsansvarliges udgifter til større forundersøgelser. Kulturstyrelsen tager stilling til tilskudsspørgsmålet som led i behandlingen af den konkrete sag.

Stk. 4. Ved beslutningen om eventuelt tilskud kan der bl.a. lægges vægt på, om udgifterne til forundersøgelsen udgør en uforholdsmæssig stor udgift i forhold til den samlede anlægsudgift. Det kan herunder også indgå i vurderingen, om jordarbejdet er bestemt til at skulle udføres inden for et af Kulturstyrelsen udpeget kulturarvsareal, jf. museumslovens § 23, stk. 4.

Stk. 5. Kulturstyrelsen kan i ganske særlige tilfælde ved godkendelse af et budget for en større forundersøgelse beslutte, at den anlægsansvarlige forud for forundersøgelsens påbegyndelse skal stille en bankgaranti eller anden form for sikkerhedsstillelse. Beløbet, der kan kræves sikkerhed for, kan maksimalt udgøre, hvad der svarer til de budgetterede udgifter til forundersøgelsen, som den anlægsansvarlige skal afholde.

Stk. 6. En godkendelse af et budget for en større forundersøgelse bortfalder, hvis godkendelsen ikke er udnyttet inden 1 år efter, at den er meddelt til den anlægsansvarlige eller, hvis den anlægsansvarlige ikke inden 1 år efter, at godkendelsen er meddelt, har anmodet museet om at iværksætte forundersøgelsen. I særlige tilfælde kan Kulturstyrelsen dog efter anmodning fra den anlægsansvarlige beslutte, at budgetgodkendelsen ikke bortfalder efter 1 år. Anmodningen skal fremsættes over for Kulturstyrelsen inden udløbet af 1-årsfristen.

§ 15. Kulturstyrelsen kan bemyndige statslige og statsanerkendte kulturhistoriske museer til at standse igangsatte jordarbejder, der berører fortidsminder i medfør af museumslovens § 27, stk. 3.

Stk. 2. Kulturstyrelsen fastsætter den økonomiske ramme for den enkelte arkæologiske undersøgelse efter en faglig arkæologisk vurdering.

Stk. 3. I særlige tilfælde kan der ydes tilskud til dækning af den anlægsansvarliges udgifter til arkæologiske undersøgelser. Kulturstyrelsen tager stilling til tilskudsspørgsmålet som led i behandlingen af den konkrete sag.

Stk. 4. Ved beslutningen om eventuelt tilskud kan der bl.a. lægges vægt på, om udgifterne til den arkæologiske undersøgelse udgør en uforholdsmæssig stor udgift i forhold til den samlede anlægsudgift. Endvidere kan der ved vurderingen lægges vægt på:

1) om den anlægsansvarlige forud for igangsætning af jordarbejdet har indhentet en udtalelse efter museumslovens § 25,

2) om der forud for igangsætning af jordarbejdet er gennemført en forundersøgelse efter museumslovens § 26,

3) om den anlægsansvarlige i videst muligt omfang har forsøgt at tilrettelægge det konkrete jordarbejde således, at behovet for arkæologiske undersøgelser begrænses mest muligt, men at der til trods herfor skal foretages arkæologiske undersøgelser, og

4) om jordarbejdet er bestemt til at skulle udføres inden for et af Kulturstyrelsen udpeget kulturarvsareal, jf. museumslovens § 23, stk. 4.

Stk. 5. De statslige og statsanerkendte kulturhistoriske museer indhenter oplysninger om anlægsarbejdets samlede økonomiske ramme, som videregives til Kulturstyrelsen. Kulturstyrelsen administrerer tilskudsordningen og meddeler den anlægsansvarlige størrelsen af et eventuelt tilskud samtidig med meddelelse om, at den arkæologiske undersøgelse skal gennemføres efter det godkendte budget.

Stk. 6. Kulturstyrelsen kan i ganske særlige tilfælde ved godkendelse af et budget for en arkæologisk undersøgelse beslutte, at den anlægsansvarlige forud for undersøgelsens påbegyndelse skal stille en bankgaranti eller anden form for sikkerhedsstillelse. Beløbet, der kan kræves sikkerhed for, kan maksimalt udgøre, hvad der svarer til de budgetterede udgifter til undersøgelsen, som den anlægsansvarlige skal afholde.

Stk. 7. En godkendelse af et budget for en arkæologisk undersøgelse bortfalder, hvis godkendelsen ikke er udnyttet inden 1 år efter, at den er meddelt den anlægsansvarlige eller, at undersøgelsen ikke er iværksat inden 1 år efter, at godkendelsen er meddelt den anlægsansvarlige. I særlige tilfælde kan Kulturstyrelsen dog efter anmodning fra den anlægsansvarlige beslutte, at budgetgodkendelsen ikke bortfalder efter 1 år. Anmodningen skal fremsættes over for Kulturstyrelsen inden udløbet af 1-årsfristen.

§ 16. Kulturstyrelsen kan bemyndige statslige og statsanerkendte naturhistoriske museer til at standse igangsatte jordarbejder, der berører usædvanlige naturhistoriske genstande i medfør af museumslovens § 29, stk. 2.

Kapitel 6

Forsikringsmæssig risiko

§ 17. Kulturministeren fastsætter de nærmere betingelser, herunder bl.a. ansøgningsfrister, minimumsbeløbsgrænse for forsikringsværdien samt sikringsmæssige krav, for at staten påtager sig den forsikringsmæssige risiko efter museumslovens § 32, stk. 1.

Stk. 2. Kulturministeren nedsætter et sikringsudvalg, der bl.a. skal have til opgave at rådgive om de forhold, der er nævnt i stk. 1.

Kapitel 7

Selvejende institutioner

§ 18. Overdragelsen af tidligere amtskommunalt ejede bygninger, i hvilke statsanerkendte museer og amtskommunalt finansierede konserveringscentre varetager deres opgaver, sker i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse nr. 877 af 16. september 2005 om fordeling af aktiver og passiver, rettigheder og pligter og ansatte som følge af opgaveflytninger den 1. januar 2007 i forbindelse med kommunalreformen. Værdien af bygningerne indgår ved beregningen af den andel af den tidligere amtskommunes nettoformue, som staten i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse nr. 877 af 16. september 2005 skal modtage i henhold til myndighedernes aftale eller delingsrådets beslutning.

Stk. 2. Ved overdragelse af ejerskabet af en tidligere amtskommunalt ejet bygning til en selvejende institution overdrages samtidig aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, som kan henføres til ejerskabet af bygningen.

Kapitel 8

Ikrafttræden m.v.

§ 19. Bekendtgørelsen træder i kraft den 10. maj 2013.

Stk. 2. For de statsanerkendte museer, hvis ikke-statslige tilskud pr. 1. januar 2013 ikke udgør det minimum for ikke-statslige tilskud, som årligt fastsættes på finansloven, får § 11, stk. 2, først virkning fra den 1. januar 2016. § 13 bortfalder med virkning fra den 1. januar 2016.

Stk. 3. Genstande, kunstværker og anden dokumentation, der af museets leder er besluttet indlemmet i samlingen før denne bekendtgørelses ikrafttræden, betragtes som en del af museets samling uanset om den er registreret eller ej. Registrering skal ske snarest muligt.

Stk. 4. Med bekendtgørelsens ikrafttræden ophæves:

1) Bekendtgørelse nr. 1512 af 14. december 2006 om museer m.v.

2) Bekendtgørelse nr. 1510 af 14. december 2006 om regnskab og revision af statsanerkendte museer m.v.

Kulturministeriet, den 25. april 2013

Marianne Jelved

/ Katrine Tarp


Bilag 1

Budget- og regnskabsskema for indberetning til Kulturstyrelsen

Budget og regnskab skal indeholde specifikation af følgende poster:

         
Noter
 
Udgifter
 
Indtægter
 
22. Personale
     
 
28. Lokaler ejendomme, friarealer
     
 
32. Samlingens forvaltning m.v.
     
 
38. Undersøgelser og erhvervelser
     
 
44. Konservering
     
 
50. Udstillinger
     
 
54. Anden formidlingsvirksomhed
     
 
58. Administration
     
 
60. Entre
     
1
62. Betalinger for undersøgelser i henhold til museumslovens kapitel 8
     
 
70. Husleje, prioritetsrenter og afdrag
     
 
72. Andre renter
     
 
82. Butik og café
     
         
 
I alt konto 22 til 82
     
         
 
90. Tilskud fra kommuner
     
 
91. Tilskud fra regioner
     
 
92. Ikke-offentlige tilskud
     
 
93. Tilskud fra EU og Nordisk Ministerråd
     
 
94. Tilskud fra offentlige virksomheder
     
         
 
I alt konto 90 til 94
     
         
 
96. Driftstilskud fra staten
     
 
97. Projekttilskud m.v. fra staten
     
         
 
I alt konto 96 til 97
     
         
 
Totale udgifter og indtægter
     
         
 
Nettoresultat (indtægter fratrukket udgifter)
     

Ad. note 1

Som en regnskabsmæssig note optages alle direkte og indirekte udgifter knyttet til bygherrebetalte større forundersøgelser og arkæologiske undersøgelser, jf. museumslovens kapitel 8. Indirekte udgifter udgør en andel af udgifter til generel ledelse, administration og hjælpefunktioner. Noten følger samme inddeling som det samlede regnskab, for så vidt angår relevante poster.