Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume
En skatteyder, der havde haft bestemmende indflydelse ved nogle leasingarrangementers etablering og var kyndig på området, kunne ikke benytte en fælles saldoafskrivning, som efter praksis kunne anvendes af personer, der var passive investorer i masseudbudte projekter.
Den fulde tekst

Landsskatteretskendelse

 

 

Deltager i flere leasingprojekter

- en eller flere virksomheder

- skattemæssig betydning

Reference:

PSL § 4, stk. 1, nr. 10

A's klage til Landsskatteretten, skyldtes det forhold, at told- og skatteregionen vedrørende indkomståret 1992 ikke havde tillagt klagerens deltagelse i I/S B skattemæssig betydning, hvorefter selvangivet fradrag for underskud samt selvangivne renteindtægter og -udgifter ikke var godkendt. Vedrørende indkomståret 1993 havde regionen indtægtsført negativ fremkommet driftsmiddelsaldo på 2.024.797 kr. vedrørende klagerens virksomhed C. Regionen havde herved ikke imødekommet den af klagerens revisor fremsatte påstand om, at der skulle udarbejdes fælles saldoværdi for driftsmidlerne i klagerens udlejningsvirksomheder, således at den negative saldoværdi i virksomheden C kunne udlignes i en positiv saldo i klagerens andre udlejningsvirksomheder. Regionen havde henvist til, at det fremgik af klagerens selvangivelse for indkomståret 1992, at klagerens virksomhed var udøvet i 4 interessentskaber, hvori klageren optrådte som passiv investor, samt C, der fremstod som en helejet personlig virksomhed.

Denne afgørelse var for så vidt angik klagerens deltagelse i I/S B i indkomståret 1992 stadfæstet ved Landsskatterettens kendelse af 16. december 1996. Landsskatteretten havde samtidig truffet afgørelse om, at klagerens deltagelse i I/S B ej heller kunne tillægges skattemæssig betydning i indkomståret 1993. Sagen var efter klagerens anmodning optaget til fornyet behandling i retten i henhold til skattestyrelseslovens § 29, stk. 2, idet retten ved afgørelsen ikke havde taget stilling til den af klagerens revisor nedlagte påstand om, at klageren ikke blot var berettiget men også pligtig til at benytte fælles saldo for driftsmidler vedrørende udlejningsvirksomhederne.

Det var oplyst, at klageren i 1977 som nyuddannet cand.jur. blev ansat i en bank, og senere blev udstationeret i bankens afdeling i London, hvor han fik kendskab til leasing, der endnu var forholdsvis ukendt i Danmark. Senere blev han ansat som direktør i et selskab i Danmark, der i første halvdel af 1980-erne formidlede et større antal leasingprojekter vedrørende skibe og containere. Projekterne var attraktive for erhvervslivet, idet de kunne tilbydes til en konkurrencedygtig rente, og endvidere indebar skattemæssige fordele for investorerne. I slutningen af 1980-erne var klageren medstifter af selskabet D A/S, hvilket selskab - efter forbedring og justering af det kendte produkt - udbød en række leasingarrangementer til danske investorer. I indkomstårene 1992 og 1993 havde klageren bl.a. selvangivet resultat af selvstændig virksomhed i følgende udlejningsvirksomheder:

I/S D, I/S E, I/S C, I/S F og I/S B.

Om disse virksomheder forelå oplyst:

I/S D:

Virksomheden blev etableret i 1986 som interessentskab mellem klageren og en nu afdød direktør, hvor boet, ved hans pludselige død i 1989 udtrådte, og G indtrådte i interessentskabet. Investeringen vedrørte trailere til et datterselskab, H A/S. Investeringen afsluttedes i november 1993, hvor udstyret blev solgt. Skattemyndighederne havde ikke underkendt realiteten af denne investering.

I/S E:

Virksomhederne omfattede 3 lige store leasingaftaler på i alt ca. 7 mio. USD angående matinecontainere, der var udlejet til et rederi. Senere solgte rederiet sine containeraktiviteter til I, der således indtrådte i leasingaftalerne.

Leasingaftalerne havde været handlet flere gange mellem klageren, klagerens selskaber og udenforstående.

Den ene leasingaftale var placeret i I/S E, der oprindelig havde to deltagere, indtil klageren medio 1993 købte medinteressentens andel. Told- og skatteregionen havde ved afgørelse af 4. oktober 1996 ikke tillagt klagerens deltagelse i I/S E skattemæssig betydning fra og med indkomståret 1993.

De to øvrige leasingaftaler var placeret i C, hvor klageren i begyndelsen var alene om investeringen. Den ene af kontrakterne havde i en periode været solgt til tredjemand, men blev købt tilbage af klageren, inden leasingaftalerne udløb.

I/S F:

Et interessentskab bestående af klageren, G samt venner og bekendte til disse. Etableret i 1991med købet af nye marinecontainere for 11 mio. USD. Købet blev finansieret med lån hos en bank i Luxembourg. Containerne var udlejet til K, Hong Kong. Klagerens andel var oprindelig16.450.000 kr. Andelen var nu solgt til L A/S. Skattemyndighederne havde ikke tillagt klagerens deltagelse i I/S F skattemæssig betydning.

I/S C:

Etableret i december 1992 med køb af leasingaftaler og underliggende udstyr (jernbanemateriel og en enkelt flymotor) fra M i USA, der finansierede købesummen på godt 100 mio.kr. Ved stiftelsen bestod interessentskabet af klageren, G samt selskaber kontrolleret af disse, samt en tredjemand for en mindre andel. I de følgende år købte klageren successivt de øvrige interessenters andele, således at klageren var eneejer i slutningen af 1996.

Klagerens revisor havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at klageren var berettiget til at anvende fælles afskrivningssaldo for driftsmidler i 1992 og 1993 - i indkomståret 1992 vedrørende I/S E, I/S D samt C, og i indkomståret 1993 vedrørende I/S D og C. (Regionen havde ikke tillagt klagerens deltagelse i I/S E skattemæssig betydning fra 1993).

Til støtte for påstanden havde revisoren anført, at der ikke fandtes megen litteratur eller praksis til belysning af spørgsmålet om, hvornår der ved deltagelse i flere virksomheder ansås at foreligge én virksomhed, således at der skulle udarbejdes fælles saldoværdi for driftsmidlerne.

I pkt. 4 i cirkulære nr. 188 af 22. november 1983 (cirkulære om afskrivningsloven) var det overordnet bestemt, at saldoafskrivning skulle foretages for hver virksomhed for sig. Imidlertid havde skattemyndighederne op gennem 1980-erne udviklet den praksis, at deltagelse i flere virksomheder af den omhandlede karakter ansås for én virksomhed, således at der skulle udarbejdes fælles saldoværdi for andele i de afskrivningsberettigede aktiver, idet dette var mere praktisk og tillige gav et større skatteprovenu. I Anpartsbetænkningen (nr. 1169 af maj 1989) side 114 ff. anførtes det således: "Det er praksis, at passiv deltagelse i flere skibskommanditselskaber, eller passiv deltagelse i flere leasingselskaber anses for én virksomhed, således at andel i de afskrivningsberettigede aktiver indgår i en fælles saldoværdikonto." Ifølge Ligningsvejledningen for 1992 og 1993 afsnit E.F.6 var denne praksis uændret. Det fremgik endvidere af Statsskattedirektoratets arbejdsrapport fra begyndelsen af 1980-erne vedrørende kommanditister, at besiddelse af anparter i forskellige kommanditselskaber ansås for én virksomhed.

Revisoren havde herved bemærket, at de interessentskaber, hvori klageren havde investeret, ikke var omfattet af de i maj 1989 vedtagne regler om, at hvert K/S eller I/S skulle anskues som en beskatningsmæssig enhed, og hvor deltagerne var tvungne til at benytte den afskrivningsprocent m.v., som bestyrelsen for leasingselskabet måtte vælge.

Revisoren havde yderligere anført, at told- og skatteregionen alene havde støttet sin afgørelse på det formelle kriterium, at C var en helejet personlig virksomhed, medens de øvrige virksomheder var drevet i I/S-regi. Revisoren havde herved bemærket, at klageren ikke havde været eneejer af C i hele virksomhedens levetid, og - uanset om klageren i hele eller dele af de enkelte virksomheders levetid havde været eneejer - var der i alle tilfælde tale om samme type kontrakter i virksomhederne og samme passive deltagelse for klageren.

For så vidt angik definitionen af begrebet "passiv deltagelse" havde revisoren anført, at det arbejdstidskrav, der var opstillet i forbindelse med investeringsfondsloven, kunne anvendes analogt. Her var den vejledende norm, at arbejdsindsatsen mindst skulle udgøre 50 timer månedligt. Revisoren havde herved bemærket, at klageren naturligvis havde haft en del arbejde i forbindelse med etableringen af de enkelte virksomheder, men efter disse var blevet sat i gang, havde de stort set "kørt af sig selv". Klagerens arbejdsindsats havde således været minimal, og der forelå derfor passiv deltagelse. Revisoren havde præciseret, at ifølge personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 10, var det alene afgørende, om den skattepligtige deltog i virksomhedens drift i væsentligt omfang, samt at der i pkt. 6 i cirkulære nr. 15. af 22. januar 1990 henvistes til praksis ved frigivelse af investeringsfonds m.v.

For så vidt angik spørgsmålet om der forelå én eller flere virksomheder havde revisoren anført, at problematikken var omtalt i Helketts "Opgørelse af den skattepligtige indkomst", 15. udgave, side 429 ff., og havde været behandlet i forbindelse med virksomhedsophør vedrørende fiskekuttere. Således blev i LSRM 1968,119, en skatteyders deltagelse i fiskerierhvervet anset for en samlet virksomhed. I sagen havde skatteyderen - foruden at drive fiskeeksportørforretning - været eneejer af en fiskekutter samt medejer af to fiskekutterinteressentskaber. Revisoren havde yderligere henvist til Landsskatterettens kendelse af 26. april 1995, offentliggjort i RevisorBladet nr. 4, 1995.

Sammenfattende havde revisoren anført, at klageren personligt havde deltaget i en række passive virksomheder med varierende ejerandele til de forskellige kontrakter, og at dette måtte medføre, at klageren var berettiget til at anvende fælles saldo for driftsmidlerne i de forskellige virksomheder.

Landsskatteretten bemærkede, at ifølge pkt. 4 i cirkulære nr. 188 af 22. november 1983 skulle saldoafskrivning efter dagældende § 2, stk. 1, i afskrivningsloven foretages for hver virksomhed for sig. En skattepligtig, der drev flere virksomheder, kunne ikke benytte en fælles saldoafskrivning. Endvidere bemærkedes, at den ligningsmæssige praksis om fælles saldoafskrivning, der var udviklet i løbet af 1980-erne, var en praktisk arbejdsregel for passive investorer i masseudbudte projekter.

Landsskatteretten fandt ikke, at klageren opfyldte betingelserne for at være omfattet af denne praksis. Retten havde henset til, at klageren var særdeles kyndig og havde været meget aktiv på området, at han havde haft bestemmende indflydelse ved de omhandlede projekters etablering, forløb og afslutning, og at der således ikke forelå en rent passiv virksomhed for klageren. Klageren var derfor ikke berettiget til at anvende fælles saldo for driftsmidler i de omhandlede virksomheder.

Den af Landsskatteretten den 16. december 1996 trufne afgørelse, hvorefter klagerens deltagelse i I/S C ikke var tillagt skattemæssig betydning i indkomstårene 1992 og 1993 blev endvidere stadfæstet med den i afgørelsen anførte begrundelse.