Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Lov om ændring af ligningsloven

(Afgift af rentefordel ved penge- og realkreditinstitutters hensættelser)

 

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1

I lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 775 af 16. august 2000, foretages følgende ændring:

1. Efter § 17 D indsættes:

»§ 17 E. Pengeinstitutter, realkreditinstitutter, der er godkendt i henhold til realkreditloven, kreditinstitutter omfattet af bank- og sparekasselovens kapitel 3 b, Kreditforeningen af Kommuner i Danmark, Danmarks Skibskreditfond og filialer af udenlandske kreditinstitutter omfattet af realkreditlovens § 3 skal betale en afgift til statskassen af saldoen på instituttets hensættelseskonto pr. 1. januar i afgiftsåret. Afgiftsåret er det år, hvor afgiften forfalder til betaling.

    Stk. 2. Ved hensættelseskontoen forstås det regnskabsmæssige beløb, der pr. 1. januar er hensat til tab på udlån og garantier m.v. efter de for instituttet gældende regnskabsretlige regler. For udenlandske kreditinstitutter, der ejes af danske selskaber, og herværende filialer af udenlandske kreditinstitutter, der er hjemmehørende i et land inden for EU/EØS, gælder dog, at hensættelsesbeløbet opgøres efter de regnskabsretlige regler, der gælder for tilsvarende kreditinstitutter undergivet Finanstilsynets tilsyn.

    Stk. 3. Afgiftssatsen fastsættes en gang årligt og beregnes som halvdelen af markedsrenten gange selskabsskattesatsen delt med 100, idet satsen opgøres med to decimaler. Som markedsrente anvendes den beregnede gennemsnitsrente den 1. januar, jf. kursgevinstlovens § 38. Told- og Skattestyrelsen offentliggør årets afgiftssats senest den 15. januar i afgiftsåret.

    Stk. 4. Reglerne i opkrævningsloven om opkrævning, rente, gebyrer, kontrol, inddrivelse og straf m.v. finder med de i stk. 5 nævnte undtagelser anvendelse.

    Stk. 5. Instituttets årsregnskab for regnskabsåret forud for afgiftsåret og instituttets specifikation af hensættelseskonto for udlån og garantier for regnskabsåret forud for afgiftsåret samt angivelse af afgiftsgrundlaget og afgiftens størrelse skal indsendes til de statslige told- og skattemyndigheder senest den 1. juli i afgiftsåret. Afgiften forfalder til betaling den 1. juli i afgiftsåret med seneste rettidige betalingsdag den 15. i forfaldsmåneden.

    Stk. 6. De statslige told- og skattemyndigheder skal genoptage en afgiftsberegning, når den afgiftspligtige fremlægger nye oplysninger, som kan medføre en ændret afgiftsberegning.«

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning fra og med den 1. januar 2001.

Givet på Christiansborg Slot, den 20. december 2000

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

Margrethe R.

/Ole Stavad