Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume
Der kunne ikke foretages afskrivning på udgift til anskaffelse af pyntegrøntkultur efter statsskattelovens § 6 a eller ligningslovens § 8 K. Det kunne ikke antages, at forvaltningen havde overtrådt forvaltningslovens §§ 22 og 24, og en påstand om afgørelsens ugyldighed blev derfor ikke taget til følge.
Den fulde tekst

Landsskatteretskendelse

 

 

Formalitetsindsigelse

Pyntegrønt

- afskrivning

Reference:

SL § 6

LL § 8 K

SSL § 3, stk. 4

Forvaltningsloven §§ 22 og 24

A klagede for indkomstårene 1995-1997 inkl, over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt afskrivning på pyntegrønt, 4.500 kr. pr. år.

Det var oplyst, at klageren pr. 1. juli 1995 erhvervede en landbrugsejendom med et jordtilliggende på 14,5 ha, hvoraf 1,35 ha var tilplantet med Normann grantræer, der anvendtes til klipning af pyntegrønt. Ved indkomstopgørelsen for 1995 havde klageren optaget et beløb på 45.000 kr. som den del af etableringsomkostningerne for pyntegrøntkulturen, han havde skønnet kunne henføres til den del af kulturens samlede levetid, der lå efter 1. juli 1995. Klageren havde herefter foretaget afskrivning med 10 % i hvert af de omhandlede indkomstår.

Ved kendelse af 6. august 1998 for indkomståret 1995 og af 7. august 1998 for indkomstårene 1996 og 1997 havde skatteforvaltningen ikke godkendt, at klageren foretog afskrivning på udgiften til anskaffelse af pyntegrøntkulturen. Forvaltningen havde henvist til, at pyntegrøntkultur ansås for at falde ind under reglerne om juletræer, jf. Ligningsvejledningens afsnit E.E. 3.13, hvoraf fremgik, at der for ejendomme, der var købt den 1. september 1986 eller senere ikke var adgang til at fratrække den del af købesummen, der kunne henføres til juletræer m.v. på rod. Forvaltningen havde videre henvist til ligningslovens § 8K, hvoraf fremgik, at der alene var adgang til at afskrive på nyplantninger, hvor man selv havde afholdt udgiften, og ikke ved et samlet køb.

Over for Landsskatteretten havde klageren principalt nedlagt påstand om, at de selvangivne afskrivninger skulle godkendes i medfør af statsskattelovens § 6, eller at han var berettiget til at foretage fradrag for hele pyntegrøntkulturens værdi i købsåret.

Subsidiært havde klageren nedlagt påstand om, at skatteforvaltningens afgørelser angående dette punkt var ugyldige, idet kravet om begrundelse i forvaltningslovens §§ 22 og 24 ikke var opfyldt, og idet kendelserne af 6. og 7. august 1998 var afsagt inden udløbet af indsigelsesfristen i agterskrivelserne af 27. og 28. juli 1998.

Klageren havde yderligere anført, at den påklagede afgørelse for indkomståret 1995 endvidere omhandlede spørgsmålet om opgørelse af afskrivningsgrundlaget på ejendommen, idet Forvaltningen herom havde anført, at man eventuelt senere ville vende tilbage til spørgsmålet om overdragelsessummerne for bygningerne. Klageren havde herved anført, at han havde vanskeligt ved at forholde sig til, at Forvaltningen havde taget beslutning om, at man endnu ikke havde taget en beslutning. Forvaltningen havde i øvrigt ikke fundet det besværet værd at begrunde sin beslutning, men havde alene henvist til nogle ikke nærmere definerede oplysninger.

Klageren havde herefter anført, at hvis Landsskatteretten måtte finde, at Forvaltningen herved havde truffet en beslutning vedrørende spørgsmålet om afskrivningsgrundlaget på ejendommen, nedlagde han påstand om, at også denne del af afgørelsen var ugyldig, idet forvaltningslovens krav om begrundelse samt indsigelsesfristen ej heller var opfyldt i dette tilfælde.

Landsskatteretten bemærkede indledningsvis til det af klageren yderligere anførte vedrørende skatteforvaltningens afgørelse for indkomståret 1995, at Forvaltningen ved den påklagede afgørelse af 7. august 1998, jf. skattestyrelseslovens §§ 2 og 3, alene havde foretaget en ansættelse på et andet grundlag end det, der var selvangivet, for så vidt angik spørgsmålet om afskrivning på pyntegrøntkultur. Det i Forvaltningens afgørelse øvrige anførte om bl.a. opgørelse af afskrivningsgrundlaget på ejendommen var ikke en ansættelse, men var en oplysning til klageren om, at Forvaltningen eventuelt på et senere tidspunkt ville foretage en ansættelse heraf på et andet grundlag end det, der var selvangivet.

Da der således ved den til Landsskatteretten påklagede afgørelse af 7. august 1998 for indkomståret 1995 ikke var foretaget en ansættelse vedrørende spørgsmålet om afskrivningsgrundlaget på ejendommen, påkendte retten ikke dette spørgsmål, jf. skattestyrelseslovens § 23, stk. 1.

Det blev herved tilføjet, at klageren havde oplyst, at skatteforvaltningen ved afgørelse af 7. december 1998 havde truffet afgørelse om afskrivningsgrundlaget, at klageren pr. 6. januar 1999 havde indbragt Forvaltningens afgørelse af 7. december 1998 for skatteankenævnet, og at klageren havde trukket klagen til skatteankenævnet tilbage ved skrivelse af 19. marts 1999.

Ad afskrivning på pyntegrøntkultur.

Til støtte for påstanden havde klageren bl.a. anført, at han betragtede købet af pyntegrøntkulturen som erhvervelse af et aktiv, hvortil der var knyttet en række betingelser for, at aktivet kunne tillades afskrevet efter statsskattelovens § 6. Disse betingelser var: 1) at der var påført skatteyderen et formueforbrug (jf. Ligningsvejledningen 1997 afsnit E.A.2.1.2), 2) at det var hensynet til indtjeningen (driften), der begrundede dispositionen, og ikke hensynet til det underliggende indkomstgrundlag, dvs, at der skulle foreligge en aktuel driftsmæssig begrundelse for at afholde udgiften (jf. Ligningsvejledningen 1997 afsnit E.A.2.1.3), samt 3) at der var en direkte sammenhæng mellem den afholdte udgift og virksomhedens erhvervelse af skattepligtig indtjening (jf. ØLD af 14. marts 1994 B-3377-92).

Med udgangspunkt i ovenstående fandt klageren, at de foretagne afskrivninger kunne ske i henhold til statsskattelovens § 6, idet: 1) der var tale om et reelt formueforbrug, da der kun kunne klippes pyntegrønt i et begrænset åremål, hvorefter træernes værdi ikke ville kunne dække omkostningerne til fjernelse af træer og retablering af arealet, 2) dispositionen var driftsmæssig begrundet, da der ikke havde været nogen løbende indtjening fra salg af pyntegrønt, hvis klageren ikke havde pådraget sig den omkostning, det var, at købe et areal med træer der tabte i værdi, i takt med at man klippede dem, samt 3) der var en direkte sammenhæng mellem den afholdte udgift og virksomhedens omfang, da såvel værdien der var taget op til afskrivning, som den erhvervede indkomst var direkte afhængig af arealets størrelse.

Klageren havde oplyst, at salg af pyntegrønt i de 3 omhandlede indkomstår havde resulteret i positiv skattepligtig indkomst - også efter fradrag af de foretagne afskrivninger.

Klageren havde yderligere henvist til ØLD af 14. januar 1998, 4., B-021895, der vedrørte spørgsmålet, om en skatteyder kunne fradrage en i 1989 afholdt udgift for køb af juletræer på rod i indkomståret 1989. Klageren havde herved bemærket, at såvel Landsskatteretten som Østre Landsret fandt, at hvis udgiften var afholdt for at "erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten", kunne der indrømmes fradrag efter statsskattelovens § 6. Skatteyderen havde imidlertid ikke solgt juletræer i 1989, og fradrag for udgiften til købet blev derfor nægtet.

Klageren havde herved bemærket, at forholdene i den foreliggende sag adskilte sig fra forholdene i sagen i den påberåbte dom, idet klageren netop havde solgt pyntegrønt i de år, hvor han havde foretaget afskrivning på udgiften. Udgiften til køb af pyntegrøntkulturen var dermed afholdt for at "erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten".

Landsskatteretten bemærkede, at der ikke sås at være hjemmel til at godkende de af klageren foretagne afskrivninger eller til at godkende fradrag for udgiften til køb af pyntegrøntkultur/træer på rod. Retten havde henset til, at udgifter til køb af træer på rod efter praksis ikke var fradrags- eller afskrivningsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, idet sådanne udgifter ansås for anlægsudgifter. Der var endvidere henset til, at klagerens køb var omfattet af SD-cirkulære 1986-26, der ikke hjemlede afskrivningsret for udgifter til køb af træer på rod eller fradrag for udgiften herved. Det bemærkedes yderligere, at jordbeholdninger skattemæssigt skulle behandles som bestanddele af den faste ejendom, jf. statsskattelovens dagældende § 12, litra a, samt UfR 1959, s. 609H og UfR 1961, s. 247ø, og at der som konsekvens heraf ikke var fradragsret for den del af købesummen, der var betaling for jordbeholdninger. For at tilgodese landbrugserhvervets behov for indkomstudjævning havde Ligningsrådet vedtaget, at der kunne indrømmes fradrag for forskydninger i beholdningernes værdi, forudsat at der blev ført et såkaldt "fuldt beholdningsregnskab". Denne vedtagelse omfattede ikke pyntegrøntkulturer.

Det blev tilføjet, at de af klageren påberåbte domme, Østre Landsretsdom af 14. marts 1994 og af 14. januar 1998 - ikke kunne fortolkes, som anført af klageren.

Landsskatteretten kunne således ikke følge klagerens principale påstand.

Ad formalitetsindsigelserne.

Til støtte for påstanden om, at Skatteforvaltningens afgørelser var ugyldige, idet kravet om begrundelse i forvaltningslovens §§ 22 og 24 ikke var opfyldt havde klageren anført, at Forvaltningen i sine afgørelser havde henvist til Ligningsvejledningens afsnit E.E.3.13, der omhandlede plantning af juletræer og frugttræer mv., og havde citeret en del af dette afsnit. Klageren fandt, at citatet var mangelfuldt, idet det i afgørelsen fremstod, som om alle former for fradrag var udelukket, medens det, hvis man læste Ligningsvejledningen - tydeligt fremgik, at det var fradrag efter reglerne om jordbeholdninger, der ikke var gældende for juletræer m.v. på rod.

I afgørelserne havde Skatteforvaltningen endvidere henvist til ligningslovens § 8K, hvoraf det angiveligt skulle fremgå, at "der alene er adgang til at afskrive på nyplantninger, hvor man selv har afholdt udgiften, ikke ved et samlet køb".

Klageren havde hertil anført, at det var korrekt, at det af ligningslovens § 8K fremgik, hvordan man fradrog omkostninger til plantning af træer, der var bestemt til erhvervsmæssig anvendelse som juletræer eller pyntegrønt i kort omdrift, men at det hverken i loven eller i cirkulæret til loven var beskrevet, hvordan man behandlede udgifter ved køb af træer på roden. Klageren fandt derfor, at der var tale om overfortolkning fra Skatteforvaltningens side, når man nægtede fradrag for afskrivning med henvisning til, at en "tilfældig" lov ikke positivt nævnede muligheden. En sådan fortolkning skulle endvidere have været fulgt af en redegørelse for indholdet af den anlagte fortolkning.

Klageren havde herved præciseret, at han aldrig - hverken i selvangivelser eller i kommentarer til Skatteforvaltningens agterskrivelser - havde krævet fradrag efter reglerne om jordbeholdninger eller efter ligningslovens § 8K, men derimod efter statsskattelovens § 6. Klageren fandt derfor ikke, at Forvaltningen i sine afgørelser havde henvist til relevante retsregler, herunder lov, cirkulære, vejledning, retspraksis eller andet, der nægtede afskrivning på pyntegrøntkultur efter statsskattelovens § 6, ligesom afgørelserne ikke indeholdt en redegørelse for de fortolkninger, der var anlagt.

Klageren havde tilføjet, at Skatteforvaltningen - trods det forhold, at klageren gentagne gange havde fremført, at afskrivningerne var foretaget i henhold til statsskattelovens § 6 - aldrig havde kommenteret eller begrundet, hvorfor de foretagne afskrivninger efter Forvaltningens mening ikke kunne ske efter statsskattelovens § 6 a, selvom denne bestemmelse, jf. ligningsveiledninaen 1997 afsnit E.A.2. indeholdt hovedreglen for, hvilke udgifter, der kunne fratrækkes ved beregningen af den skattepligtige nettoindkomst. Klageren fandt således ikke, at Forvaltningens henvisning til særlovgivning kunne være en tilstrækkelig begrundelse.

Landsskatteretten bemærkede, at følgende fremgik af sagen:

I skrivelse af 23. marts 1998 anmodede Skatteforvaltningen klageren om bl.a. at indsende oplysninger om, efter hvilken bestemmelse han fratrak afskrivning på pyntegrøntkultur.

Klageren oplyste i skrivelse af 1. april 1998 bl.a. følgende:

"Afskrivning på værdien af pyntegrøntkulturen foretages jf. SL § 6.

Baggrunden for afskrivningen er, at undertegnede i forbindelse med købet af ejendommen har erhvervet et areal med pyntegrønt, der som følge af klipning og aldrig vil være udsat for løbende værdiforringelse.

Da værdien således er tidsbegrænset og investeringen en absolut forudsætning for indkomsterhvervelse, finder undertegnede det naturligt, og i overensstemmelse med gældende lov, at fratrække afskrivningerne i den erhvervede indkomst."

Den 18. juni 1998 udsendte Skatteforvaltningen agterskrivelser vedrørende de omhandlede indkomstår. I agterskrivelserne anførte Forvaltningen vedrørende pyntegrøntkulturen:

"Ikke godkendt fradrag for afskrivning på overtagne etableringsomkostninger på pyntegrøntkultur, da pyntegrøntkultur ikke anses for at være en jordbeholdning, jf. Ligningsvejledningen afsnit E.E.3.13.1 + E.E.4.7. Beløbet må i stedet anses for en del af købesummen for jorden, der ikke er afskrivningsberettiget, hverken efter statsskatteloven eller afskrivningsloven."

I skrivelse af 13. juli 1998 fremsatte klageren kommentarer til agterskrivelsen vedrørende indkomståret 1995. I skrivelsen anførte klageren bl.a.:

"Da undertegnede på intet tidspunkt har begæret fradrag for etableringsudgifterne, for den overtagne pyntegrøntkultur, foretaget efter reglerne om jordbeholdning eller afskrivning efter afskrivningsloven, finder undertegnede Deres belæring desangående for irrelevant.

Hvad undertegnede derimod finder relevant er LV's afsnit om principperne for indkomstopgørelse hvor det af afsnit E.A.2.1.2. fremgår at, citat:

"det altafgørende for fradragsretten er fortsat, at der foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse for at afholde udgiften. Det vil sige, at formålet med at erhverve skattepligtig indkomst, og at disse indkomstbestræbelser ikke overskrider virksomhedens hidtidige rammer, jf. SL § 6, stk. 2, om udvidelse af næring eller drift". Udgifter, der har til formål at tilvejebringe et nyt indkomstgrundlag, enten i form af start af en helt ny virksomhed eller ved udvidelse af en igangværende virksomhed ud over dens hidtidige rammer, har karakter af etableringsudgifter."

- senere samme afsnit citat:

"Der er ikke fradrag for udgifter til opsparing, jf. SL § 6, stk. 2. Det er derfor som udgangspunkt en forudsætning for fradrag, at afholdelsen af udgiften har påført skatteyder et formueforbrug. Hvis udgiften går til anskaffelse af et aktiv med omsætningsværdi, er der alene tale om omplacering af formuen i modsætning til et forbrug af formuen i driftens interesse. Først når og hvis anskaffelsessummen forbruges som følge af den erhvervsmæssige brug af aktivet, indtræder der et forbrug af formuen i driftens interesse, som evt, kan fratrækkes efter afskrivningsreglerne"

Af LV afsnit E.A.2.1.2. fremgår endvidere at, citat:

"Kernen i driftsomkostningsbegrebet er en forudsætning om, at der foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse for at afholde en udgift. Det skal være hensyn til en løbende indtjening (driften), der begrunder dispositionen, og ikke hensynet til det underliggende indkomstgrundlag (formuen). Hvis der foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse, udelukker det ikke omkostningsfradrag, at udgiften på længere sigt har betydning for indkomsterhvervelsen, og derfor må siges at have en afledt virkning på indkomstgrundlaget"

Da de formentlig er bekendt med ordlyden af SL § 6 må De jo argumentere imod bedre vidende hvis De benægter at kunne se at investeringen i pyntegrøntkulturen er med til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten og at investeringen i relation til ovenstående citater er:

1. - driftsmæssig begrundet i og med, at hvis undertegnede ikke havde købt pyntegrøntkulturen, havde der ikke været nogen løbende indtjening fra salg af pyntegrønt, og

2. - at der er tale om forbrug af formuegode, idet kulturens værdi beviseligt falder i takt med, at der klippes pyntegrønt.

- dermed mener undertegnede at alle lovens betingelser for afskrivning er opfyldt (og for den sags skyld også de betingelser der er beskrevet Told- og Skattestyrelsens vejledning til fortolkning af loven), og det udestår derfor kun, at finde en regel hvorefter dette kan ske. Da undertegnede ikke har kunnet finde en afskrivningsregel modificeret i særlovgivningen, efterlader det ingen anden mulighed end afskrivning efter hovedregler, SL § 6.

Subsidiært må det vel være sådan, at hvis købet af pyntegrøntkulturen betragtes som erhvervelse af et formuegode, der ikke er udsat for værdiforringelse, så må salget af det pyntegrønt, der var på træerne 1. juli 1995 ligeledes være salg af formuegode og dermed ikke almindelig skattepligtig indkomst, for De vil vel ikke påstå, at udgiften betragtes som en erhvervelse af et formuegode der ikke værdiforringes imens indtægten ved salg af det selv samme aktiv, betragtes som almindelig skattepligtig indkomst.

Hvis ovenstående er udtryk for Deres holdning til det skatteretlige omkostningsbegreb, så bliver konsekvensen at der skal laves en ejendomsavanceopgørelse for delsalg for hvert af de første 5-6 indkomstår.

På baggrund af ovenstående kan undertegnede naturligvis ikke acceptere den af Dem foreslåede ændring af indkomsten for henholdsvis 1995 og 1996."

Den 27. og 28. juli 1998 udsendte Skatteforvaltningen nye agterskrivelser vedrørende de omhandlede indkomstår. I agterskrivelserne anførte Forvaltningen vedrørende pyntegrøntkulturen:

"Pyntegrøntkultur anses for at falde ind under reglerne omkring juletræer, jf. ligningsvejledningens afsnit E.E.3.13. Af dette afsnit fremgår, at der for ejendomme, der er købt den 1. sept. 1986 eller senere, er der ikke adgang til at fratrække den del af købesummen, der kan henføres til juletræer m.v. på rod, og der skal derfor heller ikke ved salg af ejendommen med juletræer m.v. ske beskatning af salgssummen for juletræer m.v.

Der henvises endvidere til Ligningslovens § 8K, hvoraf fremgår, at der alene er adgang til at afskrive på nyplantninger, hvor man selv har afholdt udgiften, ikke ved et samlet køb.

Ud fra ovenstående mener vi ikke, at der kan godkendes fradrag for afskrivning på pyntegrøntkultur."

Herefter havde Skatteforvaltningen med samme begrundelse som anført i agterskrivelserne af 27. og 28. juli 1998 ved afgørelser af 6. og 7. august 1998 ikke godkendt de selvangivne afskrivninger.

Landsskatteretten bemærkede herefter, at ifølge forvaltningslovens § 22 skulle en afgørelse, når denne meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, og ifølge Justitsministeriets vejledning til forvaltningsloven kunne en afgørelse efter omstændighederne blive ugyldig, hvis begrundelsen helt manglede eller på afgørende punkter var ufyldestgørende.

Endvidere skulle ifølge forvaltningslovens § 24 en begrundelse for en afgørelse indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen var truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beroede på et administrativt skøn, skulle begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der havde været bestemmende for skønsudøvelsen.

Landsskatteretten fandt, at Skatteforvaltningens afgørelser opfyldte forvaltningslovens krav om henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelserne var truffet. Retten var derimod enig med klageren i, at der i Skatteforvaltningens agterskrivelser og afgørelser ikke klart var taget stilling til de i klagerens skrivelse af 13. juli 1998 indeholdte synspunkter og anbringender, og at begrundelsen for Forvaltningens afgørelser således var ufyldestgørende. Retten fandt imidlertid ikke, at begrundelsen var ufyldestgørende i en sådan grad, at dette kunne medføre, at ansættelserne var ugyldige. Der var herved henset til, at klageren ved begrundelsen havde fået en forklaring på, hvorfor afgørelserne havde fået det pågældende indhold.

Til støtte for påstanden, hvorefter Skatteforvaltningens afgørelser var ugyldige, idet ansættelserne var foretaget inden udløbet af indsigelsesfristen i agterskrivelserne, havde klageren anført, at i agterskrivelserne af 27. og 28. juli 1998 var indsigelsesfristen anført til 15. august 1998. Forvaltningen havde imidlertid truffet afgørelser pr. 6. og 7. august 1998. Den reelle indsigelsesfrist havde således været 8 dage, og levede ikke op til fristen på 14 dage i henhold til pkt. 6 i cirkulære om skattestyrelsesloven.

Landsskatteretten bemærkede, at når den kommunale skattemyndighed agtede at foretage en skatteansættelse på et andet grundlag, end det der var selvangivet, skulle den skattepligtige underrettes skriftligt herom. Den skattepligtige skulle samtidig underrettes om, at vedkommende havde ret til at udtale sig skriftligt eller mundtligt over for skattemyndigheden indenfor en frist, der fastsattes af skattemyndigheden, jf. skattestyrelseslovens § 3, stk. 4.

Ifølge cirkulære nr. 113 af 18. juni 1990, punkt 6, skulle den frist, som skattemyndigheden skulle fastsætte for den skattepligtiges adgang til at udtale sig, fastsættes efter et individuelt skøn over, hvor megen tid der måtte anses for at være behov for i det konkrete tilfælde. Den burde ikke fastsættes til under 14 dage. Skattemyndigheden ville efter eget skøn kunne forlænge fristen, hvor dette fandtes rimeligt.

Under sagens behandling i Landsskatteretten havde Skatteforvaltningen pr. 20. april 1999 afgivet en udtalelse i sagen, hvori det bl.a. anførtes: "at sagen ikke kan ses for at være ugyldig på grund af for kort frist mellem agter og kendelse, idet skatteyder den 6.8.1998 var i telefonisk kontakt med undertegnede, hvor han selv bad om at få tilsendt kendelse."

Denne udtalelse havde været forelagt klageren, der havde kommenteret udtalelsen således:

"Jeg kontaktede Kontorchef .... for at få klarlagt, hvad jeg skulle skrive, som svar på hans agterskrivelse af 27-28. juli 1999, for at få ham til at forholde sig til min argumentation om, at fradraget på ansk.sum for pyntegrøntkultur kunne sket efter SL § 6.

Hertil svarede Hr, at hvis jeg kunne henvise til en Landsskatterets dom, så ville han vurdere min argumentation.

Dette tog jeg til efterretning, og samme eftermiddag tog jeg ud på Universitets-Bibliotek og søgte efter lignende sager i MAGNUS Skattekartoteket. Her fandt jeg bl.a. Østre Landsrets Dom af 14/1-1998. 4.,B-021895, som jeg mener understøtter det selvangivne fradrag. Jeg fik imidlertid aldrig svaret Hr for den 8. august modtog jeg kendelse.

Når jeg overhovedet fandt det nødvendigt at kontakte Hr. , var det fordi jeg i mine svar både til 1. og 2. agterskrivelse havde henvist til SL § 6, uden at han havde kommenteret det, og det fandt jeg utilfredsstillende.

Jeg har derfor aldrig, hverken mundtlig eller skriftlig, bedt om at få fremsendt en kendelse før min svarfrist var udløbet. Jeg kan heller ikke se hvordan Hr indirekte skulle kunne have fået den opfattelse, da jeg aldrig har undladt at besvare hans agterskrivelser."

Landsskatteretten bemærkede herefter, at Skatteforvaltningen første gang udsendte agterskrivelser den 18. juni 1998. I agterskrivelserne anførtes bl.a., at hvis klageren ikke kunne godkende forslaget, blev han indbudt til et møde med Skatteforvaltningen senest den 15. juli 1998, eller han kunne fremføre sine synspunkter i et brev, der sendtes til Skatteforvaltningen inden nævnte dato.

I skrivelse af 13. juli 1998 fremkom klageren med kommentarer til agterskrivelsen vedrørende indkomståret 1995, som anført ovenfor.

Den 27. og 28. juli 1998 udsendte Skatteforvaltningen nye agterskrivelser, hvori begrundelsen som følge af klagerens kommentarer var ændret, jf. ovenfor. I agterskrivelserne var bl.a. anført, at hvis klageren ikke kunne godkende forslaget, var han indbudt til et møde med Skatteforvaltningen senest den 15. august 1998 eller han kunne fremføre sine synspunkter i et brev, der sendtes til Skatteforvaltningen inden nævnte dato.

Efter det oplyste rettede klageren herefter telefonisk henvendelse til Skatteforvaltningen den 6. august 1998, hvor sagen blev drøftet med sagsbehandleren.

Ved kendelser dateret 6. og 7. august 1998 traf Skatteforvaltningen herefter afgørelser i overensstemmelse med agterskrivelserne af 27. og 28. juli 1998. Forvaltningen havde således truffet afgørelse hhv. 9 og 8 dage inden indsigelsesfristens udløb den 15. august 1998.

Landsskatteretten bemærkede, at dersom retten måtte lægge klagerens opfattelse af indholdet af den pr. 6. august 1998 stedfundne telefonsamtale mellem ham og Skatteforvaltningens sagsbehandler til grund, og at Forvaltningen således mod klagerens ønske havde truffet afgørelser inden indsigelsesfristens udløb, var afgørelserne behæftet med en formalitetsmangel, jf. skattestyrelseslovens § 3, stk. 4, samt punkt 6 i cirkulære nr. 113 af 18. juni 1990.

Retten fandt imidlertid, at Forvaltningens afgørelser ikke af denne grund var behæftet med en så væsentlig formalitetsmangel, at afgørelserne var ugyldige, idet formalitetsmanglen ikke havde påvirket afgørelsernes resultat. Der var herved henset til, at klageren ved sine skrivelser af 1. april 1998 og af 18. juni 1998 udførligt havde redegjort for sine synspunkter over for Skatteforvaltningen, til den pr. 6. august 1998 stedfundne telefonsamtale mellem klageren og Skatteforvaltningen samt det til forhold, at der ikke var hjemmel til de selvangivne afskrivninger eller det påståede fradrag for hele pyntegrøntkulturens værdi i købsåret.

Skatteforvaltningens afgørelser af 6. og 7. august 1998 var derfor for gyldigt foretaget.