Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume
Skattemyndighederne havde ikke behørigt iagttaget reglerne om partshøring, og da fejlen var egnet til at påvirke afgørelsens resultat, blev afgørelsen anset for ugyldig.
Den fulde tekst

Landsskatteretskendelse

 

 

Ugyldighedsindsigelse

- manglende begrundelse

Reference:

Forvaltningsloven § 19

A klagede for indkomståret 1995 over, at skatteankenævnet havde forhøjet hendes aktieindkomst med 231.177 kr.

Det fremgik af sagens oplysninger, at Told- og Skattestyrelsen den 29. januar 1999 fremsendte et brev til den kommunale skattemyndighed vedrørende lånefinansieret investering i anparter i B ApS. Den 11. februar 1999 fremsendte den kommunale skattemyndighed agterskrivelse til klageren, hvoraf der fremgik en talmæssig opgørelse samt bemærkning om, at den skattepligtige avance var opgjort under henvisning til aktieavancebeskatningslovens §§ 2a, 2c, og 2d samt overgangsbestemmelser i cirkulære nr. 137 af 19/7 1994, pkt. 7.6.4. Endvidere var der vedlagt aktieavancebeskatningslovens §§ 2a, 2c, 2d, 6, stk. 5 samt cirkulære nr. 137 af 19/7 1994, pkt. 7 til 7.6.4. og pkt. 3.3.3.). Klageren fremsendte herefter den 12. marts 1999 et brev til den kommunale skattemyndighed, hvoraf det bl.a. fremgik, at hun ikke kunne se med hvilken begrundelse skattevæsenet tog sagen op. Told- og Skattestyrelsen fremsendte den 12. marts 1999 et brev til den kommunale skattemyndighed vedrørende lånefinansieret investering i anparter i B ApS. Den 17. marts 1999 fremsendte den kommunale skattemyndighed endelig afgørelse til klageren, hvoraf der bl.a. fremgik en delvis citering af Told- og Skattestyrelsens brev af 12. marts 1999 med omtale af brev af 29. januar 1999. Klageren fremsendte den 13. april 1999 brev til skatteankenævnet med anmodning om fremsendelse af kopi af Told- og Skattestyrelsens brev af 12. marts 1999. Den 27. april 1999 fremsendte skatteankenævnet kopi af Told- og Skattestyrelsens breve af 29. januar 1999 og 12. marts 1999 til klageren. Klageren var revisor.

Skatteankenævnet havde fundet, at klagerens kapitalindkomst skulle forhøjes med 231.177 kr., da avancen i forbindelse med likvidationsudlodningen skulle opgøres på baggrund af aktieavancebeskatningslovens § 2 a, reguleret efter § 6, stk. 5, og med samtidig henvisning til bl.. § 2 c samt overgangsbestemmelserne hertil. For så vidt angik sagens formalia havde skatteankenævnet fundet, at der ikke kunne anses at være tale om sådanne formalitetsmangler, at afgørelsen var ugyldig.

Man havde herved bl.a. henset til, at skatteafdelingen havde undladt at udsende en ny agterskrivelse til klageren i forbindelse med fremkomsten af Told- og Skattestyrelsens brev af 12. marts 1999, men der kunne ikke anses at være tale om en så væsentlig formalitetsmangel, at skatteadministrationens afgørelse af denne årsag kunne anses for ugyldig. Told- og Skattestyrelsens brev af 12. marts 1999 indeholdt ikke nye oplysninger om arrangementet, som klageren ikke allerede var bekendt med, ligesom brevet alene forholdt sig til de retsregler med videre, som skatteadministrationen havde henvist til og vedlagt agterskrivelsen og kendelsen.

Såvel den forudgående agterskrivelse af 11. februar 1999 som den påklagede kendelse af 17. marts 1999 overholdt endvidere forvaltningslovens krav med hensyn til begrundelse og henvisning til de anvendte retsregler, idet både agterskrivelse og kendelse gav udtryk for de centrale forhold i sagen. Da klageren selv var revisor, havde en yderligere uddybning af de anvendte retsregler ikke været påkrævet.

Den omstændighed, at der i skatteadministrationens kendelse desuden var foretaget en delvis citering af Told- og Skattestyrelsens brev af 12. marts 1999 med omtale af brev af 29. januar 1999, indeholdende en beskrivelse af den skattemæssige behandling af det omhandlede projekt og de benyttede retsregler med videre, kunne ikke anses at medføre, at agterskrivelsen eller kendelsen led af sådanne formalitetsmangler, at det det kunne medføre ugyldighed.

Det bemærkedes, at behandlingen af klagerens sag var udsprunget af Told- og Skattestyrelsens behandling af skattearrangementet i samarbejde med X Skattevæsen, og at skatteafdelingen som et led i sin egen sagsbehandling kunne henvise til fortolkninger med videre foretaget af disse, såfremt forvaltningen var enig heri.

Klageren havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at skatteforvaltningens afgørelse af 17. marts 1999 var ugyldig.

Til støtte herfor var det bl.a. anført, at forvaltningslovens regler om partshøring og begrundelse ikke var opfyldt, og skatteforvaltningens afgørelse adskilte sig væsentligt fra skatteforvaltningens agterskrivelse.

Begrundelsespligten, jf. forvaltningslovens § 22, kunne ikke anses for opfyldt, da skatteforvaltningens agterskrivelse af 11. februar 1999 ikke var begrundet, idet der alene var henvist til lovbestemmelser, uden at der specifikt var taget stilling til hvilken af bestemmelserne, der skulle ske beskatning efter. Der havde dermed ikke været mulighed for at fremkomme med synspunkter overfor agterskrivelsen, da man først ved modtagelsen af skatteforvaltningens afgørelse havde haft mulighed for at se med hvilken begrundelse, skatteforvaltningen ændrede skatteansættelsen. Det bemærkedes, at det udtrykkeligt fremgik af forvaltningslovens §§ 22 og 24, at der både skulle være lovhenvisninger og begrundelse. Det var således ikke nok alene at anføre lovhenvisninger. Skatteforvaltningens afgørelse var derfor alene af denne grund ugyldig, jf. forvaltningslovens § 22. Der havde ikke været forudgående korrespondance med skattemyndighederne inden agterskrivelsens udsendelse, og hun var af den opfattelse, at den skattemæssige behandling var afsluttet, idet der tidligere havde været en rentesag.

Skatteforvaltningens afgørelse var endvidere ugyldig, idet skatteforvaltningen burde have udsendt en ny, begrundet agterskrivelse inden skatteforvaltningen traf afgørelse, da skatteforvaltningens afgørelse afveg væsentligt fra agterskrivelsen, og da agterskrivelsen slet ikke var begrundet. Det fremgik af cirkulære til skattestyrelsesloven nr. 113 af 18. juni 1990, pkt. 6, at hvis skatteforvaltningen ikke ville følge sin agterskrivelse, måtte der udsendes en ny agterskrivelse. Denne bestemmelse var ikke overholdt, hvilket medførte, at afgørelsen var ugyldig. Skatteankenævnet havde henvist til, at "Told- og Skattestyrelsens brev af 12. marts 1999 ikke indeholder nye oplysninger om arrangementet, som De ikke allerede var bekendt med". Om en skatteyder var bekendt med de nye oplysninger eller ej havde ikke betydning for, hvorvidt skatteforvaltningen skulle udsende en ny agterskrivelse, idet det fremgik af cirkulæret til skattestyrelsesloven pkt. 6, at i alle tilfælde, hvor skatteforvaltningen ikke ville følge sin agterskrivelse, skulle der udsendes en ny agterskrivelse, uanset om skatteyderen var bekendt med oplysningerne eller ej. Endvidere påpegedes det, at hun netop ikke var bekendt med oplysningerne i Told- og Skattestyrelsens brev af 12. marts 1999, da hun først modtog kopi af Told- og Skattestyrelsens brev den 27. april 1999. Der henvistes til Landskatterettens kendelse af 9. december 1996.

Forvaltningslovens regler om partshøring, jf. forvaltningslovens § 19 kunne endvidere ikke anses for opfyldt, da skatteforvaltningen som begrundelse anførte, at skatteforvaltningen tilsluttede sig Told- og Skattestyrelsens bemærkninger i Told- og Skattestyrelsens skrivelse af 12. marts 1999. Denne skrivelse, der efter skatteforvaltningens opfattelse begrundede ændringen af skatteansættelsen, havde aldrig været udsendt til høring, inden skatteforvaltningen traf afgørelse. Told- og Skattestyrelsens skrivelse udsendtes således først den 27. april 1999, i øvrigt først efter anmodning. Hun havde således først mulighed for at gøre sig bekendt med, på hvilket grundlag skatteforvaltningen havde truffet afgørelse, efter at afgørelsen var truffet. Ifølge forvaltningslovens § 19, stk.1, måtte skatteforvaltningen ikke træffe afgørelse, før den havde gjort hende bekendt med Told- og Skattestyrelsens skrivelser af 29. januar 1999 og 12. marts 1999 og givet hende lejlighed til at udtale sig herom. At skatteforvaltningen havde tilsidesat alle regler om partshøring medførte, at skatteforvaltningens afgørelse var ugyldig. Der henvistes til Landsskatterettens kendelse af 28. november 1996.

Såfremt Landsskatteretten fandt, at de enkelte formalitetsmangler isoleret set ikke medførte ugyldighed, blev det gjort gældende, at manglerne til sammen medførteugyldighed.

Landsskatteretten bemærkede, at såvel forvaltningsloven som skattestyrelsesloven fastsatte visse sagsbehandlingsregler, herunder regler om begrundelse og partshøring.

Forvaltningslovens § 19 bestemte, at såfremt en myndighed var i besiddelse af bestemte faktiske oplysninger, som en part ikke kunne antages at være bekendt med, skulle myndigheden foretage partshøring med mulighed for kontradiktion, inden der blev truffet afgørelse. Landsskatteretten bemærkede, at det i den foreliggende sag ikke fremgik af agterskrivelsen hvilke faktiske oplysninger, som indgik i myndighedernes beslutningsgrundlag, og at der ikke var foretaget forudgående høring inden agterskrivelsen udsendelse til klageren. Landsskatteretten bemærkede endvidere, at Told- og Skattestyrelsens breve af 29. januar 1999 og 12. marts 1999, som indgik i myndighedernes afgørelsesgrundlag, først blev udsendt til klageren efter, at der var truffet endelig afgørelse. Henset til disse forhold fandt Landsskatteretten, at forvaltningslovens regler om partshøring ikke kunne anses for opfyldt. Retten fandt efter en konkret væsentlighedsvurdering, at skatteforvaltningens afgørelse var behæftet med en så væsentlig formalitetsmangel, at afgørelsen efter rettens praksis var ugyldig. Der var herved lagt vægt på, at der var tale om tilsidesættelse af en klar garantiforskrift, som generelt var egnet til at påvirke en afgørelses materielle resultat.

Landsskatterettens afgørelse var tiltrådt af Told-og Skattestyrelsen.