Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Bilag 1 Mål for læringsudbytte for erhvervsakademiuddannelse inden for finansområdet
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelse inden for finansområdet

I medfør af § 22 og § 30 i lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 467 af 8. maj 2013, fastsættes:

§ 1. Formålet med erhvervsakademiuddannelsen inden for finansområdet er at kvalificere den uddannede til selvstændigt at kunne varetage arbejde med at planlægge, organisere og realisere opgaver inden for finansiering, kapitalanvendelse, forsikring, ejendomshandel og ejendomsadministration.

Stk. 2. Den uddannede skal have viden, færdigheder og kompetencer som angivet i bilag 1.

§ 2. Uddannelsen, der er en fuldtidsuddannelse, er normeret til 120 ECTS-point. 60 ECTS-point svarer til en fuldtidsstuderendes arbejde i 1 år.

Stk. 2. Erhvervsakademiuddannelsen inden for finansområdet giver den uddannede ret til at anvende titlen finansøkonom AK. Den engelske titel er AP Graduate in Financial Management.

Stk. 3. Uddannelsens engelske betegnelse er Academy Profession Degree Programme in Financial Management.

§ 3. Uddannelsen består af:

1) Obligatoriske uddannelseselementer med et samlet omfang på 80 ECTS-point.

2) Praktik med et samlet omfang på 15 ECTS-point.

3) Valgfri uddannelseselementer, der for den enkelte studerende har et samlet omfang på 10 ECTS-point.

4) Afsluttende eksamensprojekt på 15 ECTS-point.

Stk. 2. Uddannelsens obligatoriske elementer tilrettelægges inden for følgende kerneområder:

1) Erhvervsjura.

2) Erhvervsøkonomi.

3) Finansielle virksomheder og markeder.

4) Kunde- og samarbejdsrelationer.

5) Privatøkonomi.

6) Samfundsøkonomi.

7) Statistik og metode.

8) Kommunikation.

§ 4. For uddannelsen gælder de regler om erhvervsakademiuddannelser, der er fastsat i bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, herunder regler om formål, niveau, videngrundlag, praktik, indhold og tilrettelæggelse, varighed og struktur, adgang, lærerkvalifikationer, prøver og eksamen, studieordning og merit.

§ 5. Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte kan tillade fravigelse af bekendtgørelsen som led i forsøg. Ved forsøg fastsættes samtidig forsøgets varighed og rapporteringsform.

Stk. 2. Styrelsen kan dispensere fra bekendtgørelsen, når det findes begrundet i usædvanlige forhold.

§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 31. juli 2013 og har virkning for studerende, der påbegynder uddannelsen efter denne dato.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 697 af 3. juli 2009 om erhvervsakademiuddannelse inden for finansområdet (finansøkonom AK) ophæves. Bekendtgørelsen kan dog fortsat anvendes for studerende, der er begyndt på uddannelsen før 1. august 2013.

Stk. 3. Uddannelsesinstitutionen kan tilrettelægge overgangsordninger, således at studerende, der er begyndt på uddannelsen efter de tidligere regler, jf. stk. 2, kan fortsætte uddannelsen efter reglerne i denne bekendtgørelse.

Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte, den 29. maj 2013

Inge Mærkedahl

/ Kirsten Lippert


Bilag 1

Mål for læringsudbytte for erhvervsakademiuddannelse inden for finansområdet

Mål for læringsudbyttet omfatter den viden, de færdigheder og kompetencer, som en finansøkonom skal opnå i uddannelsen.

Viden

Den uddannede har viden om

1) de væsentligste typer af udbydere af finansielle ydelser samt finansielle produkter, og hvilke behov de dækker hos forskellige kundetyper,

2) nationale og internationale økonomiske sammenhænge, herunder pris- og løndannelse samt markedsformer,

3) retssystemet, retskilder, tilsyn og lovgivning inden for den finansielle sektor,

4) teori og metode i forbindelse med opbygningen af kunderelationer og relationsmarkedsføring,

5) hovedstrukturen i regnskabet for finansielle virksomheder,

6) indhold og sammenhænge i årsrapporter med dertil hørende budgetter og

7) forretningsmuligheder og lønsomhedsbetragtninger i en finansiel virksomhed.

Færdigheder

Den uddannede kan

1) anvende driftsøkonomisk teori, metode og modeller,

2) vurdere privatkunders finansielle behov, risici og muligheder og foretage økonomisk og juridisk ansvarlig rådgivning af disse,

3) indsamle og bearbejde primære og sekundære data ved hjælp af statistisk metode,

4) anvende reglerne om aftaler, fuldmagter, erstatningsret, køb og salg af fast ejendom, tinglysning, fordringers ophør og overdragelse,

5) anvende teoretiske modeller til analyse af indkomstdannelse, rentedannelse, kursdannelse samt inflation og beskæftigelse,

6) anvende metoder til at identificere forhold af intern såvel som ekstern karakter (efterspørgsels-, konkurrence- og makroforhold), der øver indflydelse på erhvervsvirksomheder og finansielle virksomheder og

7) anvende og vurdere regnskabsanalyser og regnskaber aflagt af virksomheder.

Kompetencer

Den uddannede kan

1) håndtere praktiske problemstillinger og selvstændigt opstille løsningsmuligheder over for den finansielle virksomheds kunder,

2) håndtere de finansielle produkter i en tværfaglig sammenhæng med behovsafdækning og juridisk regulering af produkterne og sikkerhedsstillelse,

3) håndtere målrettede rådgivningsmøder, simple salgsforhandlinger og andre finansielle aktiviteter med såvel privat- som erhvervskunder,

4) deltage i fagligt og tværfagligt samarbejde med en professionel tilgang og

5) tilegne sig ny viden, færdigheder og kompetencer inden for den finansielle sektor i en struktureret sammenhæng.