Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00452

Resumé

Vigtig mail fra kilde gik tabt i avisens spamfilter. Jyllands-Posten havde mailet sine spørgsmål til kilden, men da der ikke kom svar, gik journalisten uden at undersøge det ud fra, at kilden ikke ville medvirke. Han skrev derfor artiklerne, uden at kilden kom til orde. Det er Jyllands-Postens ansvar. Pressenævnet finder, at journalisten skulle have udvist større ihærdighed. Derfor får Jyllands-Posten kritik.

Pressenævnets begrundelse og afgørelse:

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at de vejledende regler for god presseskik blev justeret den 22. maj 2013. Da artiklerne er offentliggjort den 3. og 4. april 2013, behandles sagen ud fra de vejledende regler for god presseskik, sådan som reglerne var udformet før den 22. maj 2013.

Ukorrekte oplysninger

Det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives er korrekte. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringede for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Angreb og svar bør, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde jf. punkt A.1, A.2 og A.4.

Pressenævnet finder, at omtalen af [Klager] og [Person B] som ægtepar samt udsagnene ”Det gælder også i sagen om sommerhuset i Ålbæk, hvor [Person D] har taget sig af papirarbejdet i forbindelse med broderen og svigerindens køb og salg.”, ”[Klager] har også haft held til at sælge en byggegrund i Provence til [Virksomhed A].”, ”[Person B] har siden 2010 stiftet tre selskaber med navnene [Virksomhed H], [Virksomhed F] og [Virksomhed G].”, ”Den tidligere direktør for finanskoncernen [Bank A], [Klager], er i fuld gang med at overdrage store værdier til sin kone, [Person B]. Manøvren sker forud for en erstatningssag, […]” og ”[…] [Klager] har gennem længere tid forberedt sig selv og sin familie på, at han kan blive ramt af et stort erstatningskrav.[…] Det er blandt andet sket ved i 2010 at sælge halvdelen af familiens bolig til hans hustru, så hun nu ejer hele huset. I år har hun desuden købt familiens sommerhus, efter at [Klager] først havde solgt stedet til et polskejet selskab for 12 mio. kr., før konen købte det tilbage til familien for 3,5 mio. kr. […]hans massive udsalg til familien”, indeholder faktuelle oplysninger.

Derimod finder nævnet at udsagnene ”Morgenavisen Jyllands-Posten kan i dag afsløre, hvordan hustruen til den tidligere direktør i [Bank A]-koncernen, [Klager], tidligere i år for eksempel har købt et sommerhus af et selskab, som hendes mand kontrollerer.”, ”»[Klager] har direkte sagt til mig, at det her er hans selskab, og at jeg skulle holde mig væk, for han gør med selskabet, som det passer ham.”, ”Det kunne ligne en spekulativ manøvre, hvor familien [Klagers] i al diskretion forsøger at flytte rundt på sine værdier, fordi [Klager] har et kæmpe erstatningskrav hængende over sig.”, ”I 2011 begyndte naboerne imidlertid at undre sig over, hvorfor [Klager] begyndte at købe op i større stil i området.” og ”[Klager]s hovedselskab hedder [Virksomhed L], og i regnskabet herfra oplyste han sidste år, at han havde solgt aktiver for 24 mio. kr. til en »nærtstående part«. Eftersom egenkapitalen i [Person B]s selskaber er på knap 20 mio. kr., tyder alt derfor på, at det er hende, der har købt aktiverne ud af gemalens selskab.”, fremstår som [Peron C]s og Jyllands-Postens vurderinger på baggrund af sagens oplysninger.

Efter det oplyste finder Pressenævnet, at omtalen af [Person B] som [Klager]s hustru ikke er korrekt. På baggrund af sagens oplysninger, herunder at [Klager] ikke har rettet journalistens omtale af [Person B] som ”din kone” i e-mail af 26. marts 2013, finder nævnet dog, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af Jyllands-Posten for dette forhold.

Nævnet finder, at oplysningen om at [Person D] har taget sig af papirarbejdet i forbindelse med salget er ukorrekt. Nævnet finder, at udsagnet er uheldigt, men sammenholdt med avisens øvrige oplysninger, finder nævnet heller ikke her, at der er tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik.

Parterne har afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt de øvrige nævnte oplysninger er korrekte. På baggrund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for nævnet, kan nævnet ikke tage stilling til, hvilke forklaringer der er de rigtige.

Forelæggelse

Pressenævnet finder, at de nævnte oplysninger i sammenhæng med sagens øvrige forhold kan være skadelige, krænkende eller agtelsesforringende for [Klager], hvorfor oplysningerne har skullet efterprøves i særlig grad.

Efter det oplyste lægges det til grund, at [Klager] og Jyllands-Posten forud for offentliggørelsen havde en e-mailkorrespondance vedrørende tilblivelsen af artiklen. Klagers e-mails af 27. marts 2013 og 5., 8. og 11. april 2013 nåede ikke frem til Jyllands-Postens redaktion, da de blev opfanget i Jyllands-Postens spamfilter.

Jyllands-Posten forsøgte at indhente klagers kommentarer ved at rette henvendelse til klager pr. e-mail den 26. marts 2013 samt ved henvendelse til [Person A] den 1. april 2013. Klagers kommentarer blev ikke Jyllands-Posten bekendt inden offentliggørelsen – og kommentarerne fremgik derfor ikke af artiklerne – hvilket navnlig skyldes mediets spamfilter. Dette kunne muligvis være afhjulpet, såfremt mediet havde udvist større omhu i forsøget på at gøre klager bekendt med, at man ikke havde fået svar på sine spørgsmål og betingelser. Jyllands-Posten må – i hvert fald i det foreliggende tilfælde, hvor der var indledt en e-mailkorrespondance mellem parterne - anses for nærmest til at bære risikoen for, at mediets spamfilter kontrolleres og derved også, at kommentarerne ikke nåede mediet. Nævnet udtaler – under hensyn til artiklernes kritiske karakter – derfor kritik af Jyllands-Posten for et utilstrækkeligt forsøg på at indhente klagers kommentarer.

Nævnet finder - udover det kritiserede forhold - ikke i øvrigt anledning til at udtale kritik af Jyllands-Posten.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Jyllands-Posten at offentliggøre følgende:

”[Rubrik]

Kritik for at vigtig mail blev fanget i spamfilter

[Underrubrik]

Jyllands-Posten sendte mail med spørgsmål til kilde, der svarede tilbage på mail. Mailen nåede aldrig frem til journalisten, fordi den blev fanget af avisens spamfilter. Det er avisens ansvar, mener Pressenævnet.

[Brødtekst]

Jyllands-Posten bragte i april 2013 flere artikler om direktør [Klager], herunder artiklen ” Direktørfruer bruges som stråmænd” med underrubrikken ”M edhjælpende hustruer dybt involveret i mændenes forretninger før retsopgør”.

Forinden havde Jyllands-Posten mailet med artiklernes hovedperson, direktør [Klager], og bl.a. sendt en mail med en række spørgsmål. Da journalisten ikke fik svar, gik han ud fra, at [Klager] ikke ville medvirke, og skrev derfor artiklerne uden, at [Klager] fik mulighed for at forklare sig. [Klager] havde imidlertid sendt en svar-mail, men mailen blev fanget af Jyllands-Postens spamfilter. Pressenævnet finder, det er Jyllands-Postens ansvar. Journalisten skulle have udvist større ihærdighed for at få fat i [Klager]. Derfor får Jyllands-Posten kritik.

Hele sagen kan læses på www.pressenaevnet.dk”

[Klager] har klaget til Pressenævnet over artikler bragt i Jyllands-Posten i april 2013, idet klager mener, at god presseskik er tilsidesat.

1 Sagsfremstilling

Forud for offentliggørelsen

Journalist [Journalist] henvendte sig den 26. marts 2013 til [Klager], hvor han oplyste, at han ville skrive en artikel om [Klager]. Samme dag svarede [Klager], og i besvarelsen fremsatte han en række betingelser for at ville medvirke til artiklen, herunder at han ville kende baggrunden for artiklen, at han ville citeres ordret og ville have artiklen til gennemsyn med forbehold for rettelser mv. inden offentliggørelse.

Den 27. marts 2013 kl. 08.57 sendte journalisten en række konkrete spørgsmål til [Klager] og oplyste, at Jyllands-Posten ikke kunne imødekomme alle hans betingelser for at deltage.

Den 27. marts 2013 kl. 16.23 besvarede [Klager] journalistens e-mail, herunder med svar på de fremsendte spørgsmål.

Jyllands-Posten har oplyst, at mailen aldrig er modtaget. En undersøgelse har vist, at mailen er fanget i it-systemets spamfilter.

Den 29. marts 2013 henvendte [Klager] sig på ny til journalisten i forlængelse af sin besvarelse af 27. marts 2013.

Den 1. april 2013 henvendte journalisten sig til [Klager]s forretningspartner [Person A], og oplyste at man endnu ikke havde hørt fra klager.

Jyllands-Posten bragte den 3. april 2013 på forsiden af sektionen ”Erhverv & Økonomi” artiklen ”Direktørfruer bruges som stråmænd” med underrubrikken ”Medhjælpende hustruer dybt involveret i mændenes forretninger før retsopgør.” Af artiklen fremgik blandt andet følgende:

”Adskillige direktørfruer har både før, under og efter den danske bankkrise fungeret som medhjælpende hustruer i mere end en forstand.

Morgenavisen Jyllands-Posten kan i dag afsløre, hvordan hustruen til den tidligere direktør i [Bank A]-koncernen, [Klager], tidligere i år for eksempel har købt et sommerhus af et selskab, som hendes mand kontrollerer. Det er sket forud for en stor erstatningssag, som starter mod ham senere i år. I 2012 og 2013 har flere tidligere direktører fået dom for at have fået konernes hjælp til både at snyde i skat og til at gemme værdier for kreditorerne, og flere straffesager er på vej.

[…]

Bankdirektører er ifølge lov om finansiel virksomhed afskåret fra at spekulere i værdipapirer, men det er deres koner ikke. Derfor har det vakt politiets mistanke, at hustruerne til flere direktører har valgt at drive deres egne investeringsselskaber.

[…]

I en helt anden sag er den tidligere direktør for finanskoncernen [Bank A], [Klager], stævnet af [Virksomhed I], der kræver 284 mio. kr. i erstatning fra tre personer, som man mener, bærer en stor del af ansvaret for krakket i [Bank A] Bank. Sagen, der kan ruinere [Klager], starter til efteråret.”

I samme sektion på side 8 bragte Jyllands-posten artiklen ”Revisor burde have tinnitus” med underrubrikken ”En aktionær føler sig snydt og kræver uvildig granskning efter investering i det selskab, hvor [Klager] er hovedaktionær.” Af artiklen fremgik blandt andet følgende:

”De fleste mindretalsaktionærer i [Virksomhed A] vil ikke svare på spørgsmål om deres investering i det polske selskab.

[Person C] er en undtagelse, og han understreger flere gange, at han er rystet over afsløringen af, at [Virksomhed A] har investeret i en dansk sommerhusgrund og solgt aktiverne videre til hovedaktionærens hustru.

»Jeg føler mig ærlig talt snydt. Det er bemærkelsesværdigt, at et selskab, hvis kerneforretning er at udvikle ejendomme i Polen, pludselig kaster sig over at investere i én sommerhusgrund i Danmark, hvor man ingen organisation har. Når denne sommerhusgrund så samtidig er solgt ind af hovedaktionæren, og efterfølgende købt af hans kone, så ringer alarmklokkerne så højt, at selskabets revisor burde have tinnitus,« siger [Person C].

Minimal tillid

Hans tillid til [Klager] og hans bror [Person D], der er bestyrelsesformand i selskabet, er i dag minimal, og han tror slet ikke, at formandsskabet forvalter aktionærernes interesser bedst muligt.

»[Klager] har direkte sagt til mig, at det her er hans selskab, og at jeg skulle holde mig væk, for han gør med selskabet, som det passer ham. Jeg har tillid til, at de forvalter ca. 80 pct. af aktionærernes interesser bedst muligt, for det er ca. så meget, som [Klager] ejer, men jeg har også tillid til, at det sker på bekostning af de resterende 20 pct. aktionærer.«.

Spørgsmål til ledelsen

[Person C] har gennem længere tid forsøgt at konfrontere ledelsen i [Virksomhed A] med en lang række spørgsmål til selskabets drift.

Sidste år forsøgte han eksempelvis at komme med til selskabets generalforsamling, men bestyrelsesformand [Person D] ville ikke oplyse ham om, hvornår den fandt sted. Nu håber han i stedet på, at han kan samle de øvrige aktionærer bag et krav om at få lavet en uvildig granskning af, hvad der er foregået i forbindelse med blandt andet købet af sommerhusgrunden i Skagen.”

Videre i samme sektion på side 8 og 9 bragte Jyllands-Posten artiklen ”Konefinte på polsk” med underrubrikken ”RETSSAG: [Klager] har forud for retssagen mod ham solgt sommerhus, helårshus og flere andre aktiver til sin kone.” Af artiklen fremgik blandt andet følgende:

”Det store sommerhus med de røde sten og de røde tegltag har ligget med direkte havudsigt over Ålbæk Bugt siden 1927.[…]

Lige så diskret som huset ligger gemt i klitterne, lige så diskret har huset skiftet ejere flere gange de seneste år. Efter at have været på polske hænder i et års tid, er huset atter danskejet. Siden januar har det nemlig været ejet af [Person B], og dermed er sommerhuset tilbage i [Klagers]-familiens eje, idet [Person B]s mand, [Klager], solgte det til det polsk-ejede selskab for halvandet år siden.

Det kunne ligne en spekulativ manøvre, hvor familien [Klagers] i al diskretion forsøger at flytte rundt på sine værdier, fordi [Klager] har et kæmpe erstatningskrav hængende over sig.

Til efteråret er han stævnet af [Virksomhed I] i en sag, hvor sagsøgerne kræver 284 mio. kr. i erstatning fra [Klager] og to andre direktører i [Bank A]-koncernen, hvis bankforretning kollapsede i 2010. Der er afsat 40 retsdage til sagen, hvor man forventer, at der vil falde dom i foråret 2014.

Lige efter bogen

[Klager] sad i bankens bestyrelse og var direktør for moderselskabet. Alligevel forsøger [Virksomhed I] at gøre ham medansvarlig for [Bank A] Banks krak. Bankens interne regler og forretningsgange var ganske vist skrevet lige efter bogen, men ifølge [Virksomhed I] blev instrukserne ikke efterlevet i hverdagen. Det fremgår blandt andet af den advokatundersøgelse, der blev lavet efter bankens krak.

Sommerhushandlen er imidlertid pakket ind i en helt anden indpakning og ligner ved første øjekast et seriøst byggeprojekt, der udspringer i Polen. Selskabet [Virksomhed A] ligger på [Adresse] i hovedstaden Warszawa.

Ifølge selskabets hjemmeside er [Virksomhed A] specialist i at udvikle byggeprojekter i særlig god kvalitet i Østeuropa.

[…] Organisationsdiagrammet fortæller, at selskabets CEO hedder [Person E], mens resten af navnene på de ansatte er polske. Selskabets bestyrelsesformand er også dansk, idet det er brødrene [Person D] og [Klager], der er henholdsvis formand og næstformand i selskabet.

Oprindelig var det iværksætteren [Person F], der skubbede selskabet i gang, og i årene inden finanskrisen købte selskabet især mange byggegrunde op i den polske by Bydgodsz, hvor [Virksomhed A] har afsluttet flere projektet. [Person F] fik flere investorer i sit netværk til at skyde penge ind i selskabet, og da han gik konkurs i 2008 overtog [Klager]s selskaber hans ejerandel på 77 pct.

Nedskrev værdi

Kort forinden havde ejerne været langt fremme med planer om at børsnotere selskabet i Warszawa, hvor man vurderede, at markedsværdien ville være på 250 mio. kr. I 2010 bogførte [Klager] værdien af sine 77 pct. til 113 mio. kr., mens der skete et voldsomt skred i 2011, hvor han nedskrev værdien til 26 mio. kr.

I samme periode har selskabet lavet flere handler direkte med [Klager] og hans kone, og flere af de øvrige aktionærer frygter, at handlerne er sket i et forsøg på at forbedre [Klager]s private økonomi.

Rent fysisk er det det dansk indregistrerede selskab [Virksomhed J], der ejer de 77 pct. af aktierne i [Virksomhed A]. [Virksomhed J] ejes igen blandt andet af selskabet [Virksomhed K], der igen er et datterselskab til [Virksomhed L], som kontrolleres af [Klager]. I 2011 blev [Person B] desuden aktionær i [Virksomhed J].

[Klager] bruger ofte sin bror [Person D] som både advokat og bestyrelsesformand i de mange selskaber og handler, som han er involveret i. De er kendt som et kontroversielt par, og navnefællesskabet har ofte givet anledning til forvirring, fordi de hedder henholdsvis [Klager] og [Person D]. I breve og anden korrespondance omtaler [Person D] konsekvent sin bror som sin klient, og selv om de to næsten ses hver dag, insisterer [Person D] på, at en henvendelse til ham ikke er en henvendelse til [Klager].

Det gælder også i sagen om sommerhuset i Ålbæk, hvor [Person D] har taget sig af papirarbejdet i forbindelse med broderen og svigerindens køb og salg. I 2011 begyndte naboerne imidlertid at undre sig over, hvorfor [Klager] begyndte at købe op i større stil i området.

Først købte han en nedrivningsmoden landejendom på [Adresse] for 700.000 kr., og senere købte han sommerhuset på [Adresse] for 4 mio. kr.

En køber på hånden

Pengene til at købe jorden og sommerhusene han lånt i banken og hos [Person G]s selskab [Virksomhed B] til en rente på 10 pct., hvilket var usædvanlig højt på dette tidspunkt, og det indikerede, at [Klager] allerede havde en køber på hånden.

Det var heller ikke forkert, for nogenlunde samtidig stiftede [Virksomhed A] datterselskabet [Virksomhed C], og i juli og september 2011 købte det nye selskab de tre ejendomme af [Klager] for 16,5 mio. kr.

I 2011-regnskabet for [Virksomhed C] skriver selskabets direktør, [Person H], at man har købt ejendommene som et udviklingsprojekt med en målsætning om at udstykke otte nye sommerhusgrunde plus en grund omkring det eksisterende sommerhus på [Adresse].

Dermed skulle det så være klar til et succesfuldt salg, når striben af sommerhusgrunde skulle udstykkes, idet ledelsen i sin beretning skrev, at lokalplanen for området indeholdende udstykninger og adgangsforhold forventes at være vedtaget i løbet af første halvår 2012.

Det skete imidlertid ikke, og i marts 2013 er der stadig ikke antydning af byggeaktivitet i det forblæste område.

Det har der til gengæld været på Tinglysningskontoret.

Her har har man registreret, at matriklen med det store sommerhus er blevet delt i to, og at [Klager]s kone, [Person B], har købt det for 3,5 mio. kr. af [Virksomhed C].

Huset er dermed igen på familiens hænder. Men hvor det før var [Klager], der ejede det, står det nu i hans kones navn.

Det samme er sket med familiens hus på [Adresse] i Ålsgårde i Nordsjælland.

Det 284 kvm store hus er i den seneste offentlige ejendomsvurdering fra 2011 vurderet til 8,6 mio. kr., og efter at have købt den første halvdel af huset for 2,3 mio. kr. i 2010 købte [Person B] resten for 3,8 mio. kr. i juni 2012.

[Person B] har siden 2010 stiftet tre selskaber med navnene [Virksomhed H], [Virksomhed F] og [Virksomhed G].

Det samme mønster

Kigger man nærmere på indholdet af disse selskaber, gentager mønstret sig fra ejendomshandlerne.

Selskaberne har nemlig overtaget en række ejerandele i selskaber, som tidligere lå i [Klager]s selskaber. Det gælder for eksempel [Virksomhed D], [Virksomhed E] og [Virksomhed J]. [Klager]s hovedselskab hedder [Virksomhed L], og i regnskabet herfra oplyste han sidste år, at han havde solgt aktiver for 24 mio. kr. til en »nærtstående part«. Eftersom egenkapitalen i [Person B]s selskaber er på knap 20 mio. kr., tyder alt derfor på, at det er hende, der har købt aktiverne ud af gemalens selskab.

[Klager] har også haft held til at sælge en byggegrund i Provence til [Virksomhed A].

Hvorvidt det er planen at sælge denne grund videre til hustruen, har det ikke været muligt at få svar på, idet det ikke har været muligt at få en kommentar fra [Klager].”

Til artiklen var bragt en tekstboks. […]

Til artiklen var videre bragt et billede af et sommerhus med billedteksten ”Efter at have været på polske hænder i et års tid er dette sommerhus i Ålbæk syd for Skagen atter danskejet. Siden januar har det nemlig været ejet af [Person B]. Foto: Michael Hansen”.

Tillige var bragt et billede af [Klager] med billedteksten ”[Klager] er stævnet af [Virksomhed I] i en sag, hvor sagsøgerne kræver 284 mio. i erstatning. Arkivfoto: Mikkel Tariq Khan”.

På side 9 var bragt artiklen ”Bankboss sælger til konen før erstatningssag med underrubrikken ”[Virksomhed I]s erstatningssager har fået flere tidligere direktører til at sælge til konen.” Af artiklen fremgik blandt andet følgende:

”Den tidligere direktør for finanskoncernen [Bank A], [Klager], er i fuld gang med at overdrage store værdier til sin kone, [Person B].

Manøvren sker forud for en erstatningssag, hvor staten har stævnet [Klager] og to andre tidligere topfolk fra [Bank A]koncernen for 284 mio. kr.

Dermed følger ægteparret samme spor som flere andre direktører, der er blevet stævnet af [Virksomhed I] efter den danske bankkrise.

Flere tidligere topfolk i [Bank B] har også sørget for, at huset står i konens navn før den kommende retssag, der endnu ikke er berammet.

En brugt metode

Overdragelse af fast ejendom til eksempelvis den nærmeste familie forud for en eventuel konkurs er i det hele taget langt mere brugt under efterdønningerne af finanskrisen end under den forrige konkursbølge, der ramte Danmark, da it-boblen brast efter årtusindskiftet.

»Vi har set flere overdragelser af fast ejendom end tidligere. Det hænger sammen med, at konkurserne er nogle andre, og boerne i højere grad består af ejendomme, hvor de tidligere har bestået af aktiver som værdipapirer,« siger advokat [Advokat A], der er formand for Advokatrådets Insolvensretsudvalg.

Retssagen går i gang til oktober, og [Klager] har gennem længere tid forberedt sig selv og sin familie på, at han kan blive ramt af et stort erstatningskrav.

Kompliceret handel

Det er blandt andet sket ved i 2010 at sælge halvdelen af familiens bolig til hans hustru, så hun nu ejer hele huset.

I år har hun desuden købt familiens sommerhus, efter at [Klager] først havde solgt stedet til et polskejet selskab for 12 mio. kr., før konen købte det tilbage til familien for 3,5 mio. kr.

Det polske selskab kontrolleres af [Klager], der ejer knap 80 pct. af aktierne i [Virksomhed A]. [Person B] har desuden overtaget en række af [Klager]s investeringer i flere selskaber, og hans massive udsalg til familien kan ifølge flere kilder også være en forberedelse på, at [Klager] risikerer at gå personlig konkurs, hvis han taber tvisten med [Virksomhed I].

Det har ikke været muligt at få en kommentar til konesalget fra [Klager].

Flere advokater påpeger dog, at ægteparret ikke skal tage det for givet, at salgene ikke kan omstødes, hvis eventuelle kreditorer ikke kan få alle deres penge.

Det står dog klart, at jo længere tid, der går efter et salg til en ægtefælle, kreditor eller andre før en eventuel konkurs, jo sværere er det at få omstødt handlerne.

Advokat [Advokat B], der har stævnet [Klager] på vegne af [Virksomhed I], har ikke ønsket at kommentere Jyllands-Postens oplysninger om [Klager]s frasalg til sin hustru.

Det mener en af mindretalsaktionærerne i [Virksomhed A] imidlertid, at advokaten burde gøre.

»I mine øjne ser det ud til, at [Klager] er i gang med at bringe de aktiver, som han har magt over, i sikkerhed i forhold til et eventuelt krav fra [Virksomhed I].

Jeg er for længst nået til den konklusion, at [Klager] anser [Virksomhed A] som sin personlige ejendom, og at han bevidst og uretmæssigt udvander min andel i selskabet,« siger [Person H].”

Den 4. april 2013 bragte Jyllands-Posten i sektionen Erhverv & Økonomi på side 11 artiklen ”[Klager] er en hædersmand” med underrubrikken ”KOLLEGA: Først var det [Bank C]. Så kom [Bank A] Bank. [Klager] er for anden gang anklaget for at være skyld i et bankkrak, men han har aldrig gjort noget ulovligt, lyder det.” Af artiklen fremgik blandt andet følgende:

”»Jeg er rigtig glad for, at du ringer til mig. Så kan jeg endelig sige, hvad jeg mener.« Læge, professor, dr. med. og forskningschef [Person A] føler, at hans gode ven og forretningspartner [Klager] har fået et helt forkert ry i dansk erhvervsliv. I går blev han således angrebet hårdt af en mindretalsaktionær i det polske selskab [Virksomhed A], efter at selskabet har solgt et sommerhus til [Klager]s hustru. Og da [Klager] ikke selv ønsker at stille sig frem at forklare sine kontroversielle forretninger, har [Person A] bestemt sig for at fortælle åbent om, hvorfor han ikke har noget imod at lave forretninger med ham.

[Klager] har de seneste år brugt hundredvis af timer på at forklare sig over for politi og advokater, men indtil videre har det ikke været nok til at undgå et retsligt efterspil i forbindelse med lukningen af [Bank A] Bank. Det er imidlertid ikke første gang, at direktøren bliver stillet til ansvar for et bankkrak. Da [Bank C] krakkede i 1995, var [Klager] både medejer og chef for bankens børsmæglerselskab.

Han oplevede at blive tiltalt for bedrageri, men blev efter en årelang retssag frifundet. I 2004 vendte han tilbage til den finansielle sektor, da han sammen [Person F] opfandt [Bank A] Bank, der hurtigt fik tilnavnet "rigmandsbanken", da flere kontroversielle erhvervsfolk blev kunder i banken. Efter bankens krak lever moderselskabet stadig under navnet [Virksomhed M], og det samme gør [Klager], der, trods store økonomiske vanskeligheder, har en egenkapital på 288 mio. kr. i sit primære selskab [Virksomhed L].

[…]

Lovlydig

Han oplyser, at den amerikanske lægemiddelstyrelse (FDA) har støttet [Virksomhed N] i deres forskning, ligesom det engelske militær har drøftet et samarbejde omkring en enkel terapi til bombeofre.

»De dyreforsøg, som FDA forlangte som forudsætning for, at lægemidlet kan gives som inhalation efter en kontrolleret eksplosion, er begyndt at tikke ind. Om et år er vi klar til at behandle ofre for vejsidebomber. Det er imponerende.

Naturligvis overholder vi de internationale regler for udvikling af lægemidler, men i samarbejdet med [Klager], har jeg atter set lyset. Vi kører stærkt - jo bestemt, men jeg kunne ikke have gjort dette paradigmespring uden ham og omvendt,« siger [Person A] om udviklingen i [Virksomhed N].

»Det er en fantastisk virksomhed. Vi er kommet på markedet for tre år siden, har lavet masser af nyt og får allerede sorte tal i år, fordi vi allerede i andet eller tredje kvartal begynder at sælge vores produkter.« »Hvad [Klager] ellers laver, ved jeg ikke noget om - det er muligt, at nogle synes, at han er for smart, for han er "rigtig smart", men det passer mig fint som et utålmodigt menneske, vi ser begge udviklingen på en u-konventionel måde. Han er uforudsigelig - fuldstændig som jeg selv. Jeg har kendt [Klager] i 20 år, og han har ikke snydt nogen af dem, jeg kender. Han går til stregen måske, men aldrig over. Du kan ikke finde noget ulovligt på ham,« siger han og lover at opfordre vennen til at svare på Morgenavisen Jyllands-Postens spørgsmål.

»Men jeg ved, at han er ved at skrive på de 400 sider, som han skal sende til sin sagfører i den sag, der er anlagt mod ham.«.”

Til artiklen var bragt en faktaboks. […]

Til artiklen var videre bragt et billede af [Klager] med billedteksten ”[Klager] har forud for retssagen mod ham solgt flere aktiver herunder et sommerhus til sin hustru. Arkivfoto: Mikkel Tariq Khan”.

Tillige var bragt et billede af [Person A] med billedteksten ”[Klager] går lige til stregen, men aldrig over, siger ven og forretningspartner læge [Person A]. Her fotograferet på gangene på Rigshospitalet.

Arkivfoto: Torben Stroyer”. Artiklen blev gengivet samme dag på jp.dk med overskriften: Læge og forretningspartner: [Klager] er en hædersmand.

Den 5., 8. og 11. april 2013 klagede [Klager] pr. e-mail til Jyllands-Posten over artiklerne. E-mailene henstår ubesvaret. Jyllands-Posten har oplyst, at e-mailene aldrig er modtaget, idet de er standset i it-leverandørens spamfilter.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkt

Forelæggelse

[Klager] har anført, at det fremgår af artiklerne, at han ikke har ønsket at udtale sig, og at han har benægtet at besvare kritiske spørgsmål. Dette er ikke korrekt, idet det tydeligt fremgår af en mailkorrespondance, at journalisten havde fået tilsendt [Klager]s svar til samtlige spørgsmål en uge før første artikel blev trykt. [Klager] har forgæves forsøgt at kontakte journalisten efterfølgende. Det bør ikke komme klager til skade, såfremt Jyllands-Posten ikke har modtaget klagers e-mails. Herudover ændrer det ikke på det forhold, at artiklerne indeholder forkerte og misvisende oplysninger. Hertil har klager anført, at det må undre, at [Virksomhed O] skulle være blacklistet hos Jyllands-Posten, idet klager ikke har oplevet problemer med fremsendelsen, ikke har modtaget afvisningsmails og har sat modtagerkvittering på e-mailene af 8. og 11. april 2013, som viser, at e-mailene er modtaget af Jyllands-Postens server.

Ukorrekte oplysninger

Artiklerne er baseret på en række ukorrekte oplysninger og indeholder faktuelle fejl. Der er tale om grove beskyldninger, insinuationer og gætterier frem for fakta. Hvis journalisten loyalt havde gengivet klagers svar, ville mange af disse fejl være undgået. Det er således ikke korrekt,

at [Klager] er gift med [Person B] – de er samlevere. Jyllands-Posten kunne have tjekket dette i kirkebogen eller ved henvendelse til klager frem for at spørge kilder i parrets omgangskreds og en ”populærbog”,

at der er noget ”afslørende” ved sagen. Dette indikerer, at noget har været skjult, men information om ejerskab er offentligt tilgængeligt. At nogle enkelte personer ikke var bekendt med det omtalte forhold, kan ikke forsvare anvendelsen af betegnelsen,

at [Klager] skulle have sagt, at [Person C] skulle holde sig væk. Han er blevet opfordret til at rette henvendelse til selskabet ved generalforsamlingen, som der indkaldes til offentligt,

at der ”flyttes rundt på værdier” i forhold til byggeprojektet i Ålbæk. Der handles til markedsværdier. Jyllands-Postens besvarelse hertil er irrelevant, idet der ikke er tale om en overdragelse, men derimod ordet ”flytte”, hvilket giver indtryk af, at transaktionerne ikke har været gennemført i henhold til gældende regler,

at [Person D] berigtigede handlerne i forbindelse med selskabernes salg til [Person B]. Dette gjorde [Person I]. Jyllands-Posten dokumentation hertil viser et dokument fra 2008, mens de handler, som artiklen omhandler, blev foretaget i 2011 og 2012,

at kronologien i artiklen med hensyn til [Klager]s første erhvervelse af grundene i Ålbæk er forkert, når det anføres, at erhvervelsen skete i 2011. Det skete i 2007 og 2008. Artiklens tidsperspektiv er egnet til at gøre forholdet mistænkeligt og give indtryk af, at transaktionerne er gennemført uretmæssigt, hvilket ikke er tilfældet,

at [Virksomhed A] ejer en grund i Frankrig,

at [Klager] overfører værdier før en erstatningssag. Hertil bemærkes, at klager vurderer, at han ikke vil blive dømt,

at [Klager] først solgte sommerhuset for 12 mio. til [Virksomhed A], for at [Person B] herefter kunne købe det for 3,5 mio.,

at [Person B] har stiftet [Virksomhed F] og [Virksomhed G]. Hun har alene stiftet [Virksomhed H], som så har stiftet de førstnævnte selskaber,

når det fremgår af artiklen, at [Virksomhed L] har solgt aktiver til en nærtstående for 24 millioner kr., og det dernæst fremgår, at egenkapitalen i [Person B]s selskaber er 20 mio. og det derfor fremstår, som om at hun har erhvervet aktiverne. Jyllands-Posten må forklare, hvorfor der sættes lighedstegn mellem en transaktion og en egenkapital.

Udeladelse af oplysninger

Videre er flere oplysninger udeladt, hvilket medfører, at det er en fordrejet virkelighed, som beskrives. Herunder udelades det af artiklen, at [Virksomhed A]’s ejendomsudviklingsprojekt i Ålbæk afvikles med positiv avance til [Virksomhed A], og at der er foretaget eksterne vurderinger. Hertil bemærkes, at oplysningen om avancen ikke er udokumenteret, at klager har oplyst om avancen, og at det ikke kan komme klager til skade, at avisen ikke har modtaget oplysningen. Eksterne vurderinger er helt centrale, idet de netop viser, at transaktionerne er foregået efter reglerne, hvilket artiklen giver indtryk af ikke er sket.

Herudover undlades det, at hovedparten af ejendommene blev erhvervet af [Klager] i 2007 og 2008. Ligesom det undlades at oplyse at [Person C] erhvervede sine aktier efter, at [Virksomhed A] havde investeret, hvorfor han kunne have undladt at investere, hvis han mente, det var en dårlig investering. Endvidere omtales det ikke, at han er svoger til direktøren i [Virksomhed A].

Kildekritik

Journalisten har ikke udvist tilstrækkelig kildekritik i forhold til [Person C]. Herunder fremgår det af artiklen ”Revisor burde have tinitus”, at [Person C] er rystet over afsløringen af, at Nordisk Development har investeret i en dansk grund og solgt aktiverne videre til hovedaktionærens hustru, mens det samtidigt fremgår af mails fra [Person C], at han havde et indgående kendskab til [Virksomhed A]s danske aktiviteter, herunder at han var en hyppig bruger af ois.dk.

2.2 Jyllands-Postens synspunkt

Indledningsvis beklager Jyllands-Posten, at klagernes e-mails af 8. og 11. april 2013 henstår ubesvaret, men Jyllands-Posten har aldrig modtaget e-mailene, hvilket også gælder for [Klager]s e-mail af 27. marts 2013 kl. 16.23, idet de pågældende e-mails blev fanget i it-systemets spamfilter.

Forelæggelse

Klagers svar i e-mailen af 27. marts 2013 er aldrig nået frem Jyllands-Posten.

Journalisten har udfoldet meget store bestræbelser på at få [Klager] i tale. Alle relevante spørgsmål er fremsendt pr. mail. Journalisten har videre gjort det klart, at [Klager]s medvirken i artiklerne ville være ønskelig og ville være en realitet, når svarene på de stillede spørgsmål blev modtaget, om end Jyllands-Posten ikke kunne opfylde samtlige af klagers krav. Da spørgsmålene ikke blev besvaret, antog Jyllands-Posten, at [Klager] ikke ønskede at medvirke blandt andet af den grund, at avisen havde afvist at opfylde alle betingelserne for hans medvirken. Efterfølgende forsøgte journalisten at presse [Person A] for svar, men hørte ikke yderligere. Det er Jyllands-Postens opfattelse, at klagers e-mail, ligesom e-mailene til de to chefredaktører, er blevet fanget i et spamfilter, hvilket er beklageligt, men også må ses i sammenhæng med, at journalisten har forsøgt at komme i telefonkontakt med klager.

Ukorrekte oplysninger

Jyllands-Posten har anført, at flere kilder har oplyst, at [Klager] og [Person B] er gift, ligesom dette fremgår af bogen ”Milliardærklubben” og en tidligere artikel i Berlingske Business fra september 2012. Klager har videre ikke reageret på, at journalisten omtaler [Person B] som ”din kone” i e-mail af 27. marts 2013, ligesom journalisten forgæves har søgt svar fra parret.

Det er videre korrekt,

at flere af aktionærerne, herunder [Person C], i [Virksomhed A] har oplevet afdækningen som afslørende, idet de ikke var bekendt med de omtalte forhold,

at [Person C] blev opfordret til at komme til en generalforsamling, men [Person C] fik aldrig svar på, hvornår denne fandt sted. Udeladelsen af oplysningen er sket af pladshensyn og bringer ikke artiklen ud af balance,

at ”[Klager] overdrager store værdier”, idet overdragelse er en juridisk betegnelse for overførsel af retten til et formuegode,

at ”[Person D] har taget sig af papirarbejdet i forbindelse med broderens og svigerindens køb og salg.” Dette er skrevet med baggrund i, at [Person D] har stået for kommunikationen med bl.a. Vejdirektoratet i forbindelse med en ansøgning om udstykning af jorden. Det kan ikke afvises, at oplysningen kan betegnes som forkert, men den har perifer karakter,

at [Klager] i 2011 finansierede et køb af sommerhuset [Adresse]. Det er korrekt, at [Klager] også købte op i området i 2007 og 2008, men det er i sammenhængen irrelevant. Det er videre en væsentlig oplysning, at en del af handlen er finansieret med et lån til 10 pct., idet det indikerer, at [Klager] havde en køber på hånden,

at [Virksomhed A] Denmark ApS ifølge sit regnskab for 2011 ejer selskabet [Virksomhed P], der ejer en sommerhusgrund i Frankrig. Såfremt dette ikke længere er tilfældet, må ændringen være sket for kort tid siden, da det var tilfældet under researchen,

at når [Person B] har stiftet [Virksomhed H], der igen stifter de to andre selskaber [Virksomhed F] og [Virksomhed G], har hun i sagens natur reelt stiftet de to andre selskaber.

Jyllands-Posten har videre anført, at avisen ikke sætter lighedstegn mellem en egenkapital og en transaktion i forhold til, at [Virksomhed L] har solgt aktiver til en nærtstående for 24 millioner kr. og at egenkapitalen i [Person B]s selskaber er 20 mio. Avisen har skrevet, at det tyder på, at det er hende, der har købt aktiverne. Journalisten har klart ønsket en kommentar hertil, men da dette ikke var muligt, tager man forbehold med ordet ”tyder”. Mediet skal dog beklage, at 24 millioner rettelig skulle være 26,4 millioner.

Udeladelse af oplysninger

Jyllands-Posten har anført, at journalisten ikke var bekendt med oplysningen om, at [Virksomhed A]’s ejendomsudviklingsprojekt i Ålbæk blev solgt med positiv avance. I så fald ville oplysningen være medtaget. Det er dog fortsat ikke dokumenteret, at handlen har fundet sted.

Det er vurderet som ikke journalistisk relevant, at der er foretaget eksterne vurderinger, idet formålet har været at fortælle, hvordan sommerhuset kom på [Person B]s hænder.

I forhold til at artiklen skriver, at naboerne i 2011 begyndte at undre sig over ”hvorfor [Klager] begyndte at købe op i større stil i området” og at der redegøres for, hvordan han i 2011 finansierede et køb af sommerhuset på [Adresse], er det irrelevant at oplyse, at han også købte op i 2007 og 2008.

I forhold til at klager har anført, at Jyllands-Posten har undladt, at oplyse, [Person C] erhvervede aktier efter, at [Virksomhed A]s investerede i projekterne i Ålbæk, har [Person C] oplyst, at han ikke kendte til den pågældende investering.

Jyllands-Posten var ikke bekendt med, at der var et modsætningsforhold mellem [Person C] og direktøren af [Virksomhed A], hvorfor oplysningen om svogerskabet ikke er medtaget.

Kildekritik

Jyllands-Posten afviser, at der ikke er udvist tilstrækkelig kildekritik.

Endeligt bemærker Jyllands-Posten, at artiklen ”[Klager] er en hædersmand” er med til at give et nuanceret billede af klager.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse:

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jytte Scharling, Hans Peter Blicher, Ulrik Holmstrup og John Meinert Jacobsen.

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at de vejledende regler for god presseskik blev justeret den 22. maj 2013. Da artiklerne er offentliggjort den 3. og 4. april 2013, behandles sagen ud fra de vejledende regler for god presseskik, sådan som reglerne var udformet før den 22. maj 2013.

Ukorrekte oplysninger

Det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives er korrekte. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringede for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Angreb og svar bør, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde jf. punkt A.1, A.2 og A.4.

Pressenævnet finder, at omtalen af [Klager] og [Person B] som ægtepar samt udsagnene ”Det gælder også i sagen om sommerhuset i Ålbæk, hvor [Person D] har taget sig af papirarbejdet i forbindelse med broderen og svigerindens køb og salg.”, ”[Klager] har også haft held til at sælge en byggegrund i Provence til [Virksomhed A].”, ”[Person B] har siden 2010 stiftet tre selskaber med navnene [Virksomhed H], [Virksomhed F]og [Virksomhed G].”, ”Den tidligere direktør for finanskoncernen [Bank A], [Klager], er i fuld gang med at overdrage store værdier til sin kone, [Person B]. Manøvren sker forud for en erstatningssag, […]” og ”[…] [Klager] har gennem længere tid forberedt sig selv og sin familie på, at han kan blive ramt af et stort erstatningskrav.[…] Det er blandt andet sket ved i 2010 at sælge halvdelen af familiens bolig til hans hustru, så hun nu ejer hele huset. I år har hun desuden købt familiens sommerhus, efter at [Klager] først havde solgt stedet til et polskejet selskab for 12 mio. kr., før konen købte det tilbage til familien for 3,5 mio. kr. […]hans massive udsalg til familien”, indeholder faktuelle oplysninger.

Derimod finder nævnet at udsagnene ”Morgenavisen Jyllands-Posten kan i dag afsløre, hvordan hustruen til den tidligere direktør i [Bank A]-koncernen, [Klager], tidligere i år for eksempel har købt et sommerhus af et selskab, som hendes mand kontrollerer.”, ”»[Klager] har direkte sagt til mig, at det her er hans selskab, og at jeg skulle holde mig væk, for han gør med selskabet, som det passer ham.”, ”Det kunne ligne en spekulativ manøvre, hvor familien [Klagers] i al diskretion forsøger at flytte rundt på sine værdier, fordi [Klager] har et kæmpe erstatningskrav hængende over sig.”, ”I 2011 begyndte naboerne imidlertid at undre sig over, hvorfor [Klager] begyndte at købe op i større stil i området.” og ”[Klager]s hovedselskab hedder [Virksomhed L], og i regnskabet herfra oplyste han sidste år, at han havde solgt aktiver for 24 mio. kr. til en »nærtstående part«. Eftersom egenkapitalen i [Person B]s selskaber er på knap 20 mio. kr., tyder alt derfor på, at det er hende, der har købt aktiverne ud af gemalens selskab.”, fremstår som [Person C]s og Jyllands-Postens vurderinger på baggrund af sagens oplysninger.

Efter det oplyste finder Pressenævnet, at omtalen af [Person B] som [Klager]s hustru ikke er korrekt. På baggrund af sagens oplysninger, herunder at [Klager] ikke har rettet journalistens omtale af [Person B] som ”din kone” i e-mail af 26. marts 2013, finder nævnet dog, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af Jyllands-Posten for dette forhold.

Nævnet finder, at oplysningen om at [Person D] har taget sig af papirarbejdet i forbindelse med salget er ukorrekt. Nævnet finder, at udsagnet er uheldigt, men sammenholdt med avisens øvrige oplysninger, finder nævnet heller ikke her, at der er tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik.

Parterne har afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt de øvrige nævnte oplysninger er korrekte. På baggrund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for nævnet, kan nævnet ikke tage stilling til, hvilke forklaringer der er de rigtige.

Forelæggelse

Pressenævnet finder, at de nævnte oplysninger i sammenhæng med sagens øvrige forhold kan være skadelige, krænkende eller agtelsesforringende for [Klager], hvorfor oplysningerne har skullet efterprøves i særlig grad.

Efter det oplyste lægges det til grund, at [Klager] og Jyllands-Posten forud for offentliggørelsen havde en e-mailkorrespondance vedrørende tilblivelsen af artiklen. Klagers e-mails af 27. marts 2013 og 5., 8. og 11. april 2013 nåede ikke frem til Jyllands-Postens redaktion, da de blev opfanget i Jyllands-Postens spamfilter.

Jyllands-Posten forsøgte at indhente klagers kommentarer ved at rette henvendelse til klager pr. e-mail den 26. marts 2013 samt ved henvendelse til [Person A] den 1. april 2013. Klagers kommentarer blev ikke Jyllands-Posten bekendt inden offentliggørelsen – og kommentarerne fremgik derfor ikke af artiklerne – hvilket navnlig skyldes mediets spamfilter. Dette kunne muligvis være afhjulpet, såfremt mediet havde udvist større omhu i forsøget på at gøre klager bekendt med, at man ikke havde fået svar på sine spørgsmål og betingelser. Jyllands-Posten må – i hvert fald i det foreliggende tilfælde, hvor der var indledt en e-mailkorrespondance mellem parterne - anses for nærmest til at bære risikoen for, at mediets spamfilter kontrolleres og derved også, at kommentarerne ikke nåede mediet. Nævnet udtaler – under hensyn til artiklernes kritiske karakter – derfor kritik af Jyllands-Posten for et utilstrækkeligt forsøg på at indhente klagers kommentarer.

Nævnet finder - udover det kritiserede forhold - ikke i øvrigt anledning til at udtale kritik af Jyllands-Posten.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Jyllands-Posten at offentliggøre følgende:

”[Rubrik]

Kritik for at vigtig mail blev fanget i spamfilter

[Underrubrik]

Jyllands-Posten sendte mail med spørgsmål til kilde, der svarede tilbage på mail. Mailen nåede aldrig frem til journalisten, fordi den blev fanget af avisens spamfilter. Det er avisens ansvar, mener Pressenævnet.

[Brødtekst]

Jyllands-Posten bragte i april 2013 flere artikler om direktør [Klager], herunder artiklen ”Direktørfruer bruges som stråmænd” med underrubrikken ”Medhjælpende hustruer dybt involveret i mændenes forretninger før retsopgør”.

Forinden havde Jyllands-Posten mailet med artiklernes hovedperson, direktør [Klager], og bl.a. sendt en mail med en række spørgsmål. Da journalisten ikke fik svar, gik han ud fra, at [Klager] ikke ville medvirke, og skrev derfor artiklerne uden, at [Klager] fik mulighed for at forklare sig. [Klager] havde imidlertid sendt en svar-mail, men mailen blev fanget af Jyllands-Postens spamfilter. Pressenævnet finder, det er Jyllands-Postens ansvar. Journalisten skulle have udvist større ihærdighed for at få fat i [Klager]. Derfor får Jyllands-Posten kritik.

Hele sagen kan læses på www.pressenaevnet.dk”

Afgjort den 18. juni 2013