Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Links til EU direktiver, jf. note 1
31992L0043
 
32006L0123
 
32009L0147
 
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Jagttegn
Kapitel 2 Jagtprøven
Kapitel 3 Obligatorisk jagttegnskursus og jagttegnskursuslærere
Kapitel 4 Riffelprøven
Kapitel 5 Buejagtprøven
Kapitel 6 Indberetning af vildtudbytte
Kapitel 7 Om »Mit jagttegn«
Kapitel 8 Oplysningspligt og sagsbehandlingsregler vedrørende jagttegns- og buejagtkursuslærere
Kapitel 9 Dispensation og klage
Kapitel 10 Straf og ikrafttrædelse
Bilag 1 Obligatorisk jagttegnskursus
Bilag 2 Obligatorisk kursus for jagttegnskursuslærere
Bilag 3 Betingelser for ansvarsforsikring
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om jagttegn1)

I medfør af § 23, stk. 4, § 40, stk. 4, § 41, stk. 1, § 43, stk. 2, § 44, stk. 2, § 45, stk. 1, § 49, stk. 1-3, § 52 b, § 52 c, stk. 1 og 4, § 53 og § 54, stk. 3, i lov om jagt og vildtforvaltning, jf. lovbekendtgørelse nr. 735 af 14. juni 2013, fastsættes:

Kapitel 1

Jagttegn

§ 1. Jagttegn udstedes af Naturstyrelsen.

Stk. 2. Jagttegn tilbydes årligt til de personer, der er optaget i Jagttegnsregistret, og som har fast bopæl i Danmark. Personer, der er optaget i registret, men som ikke har fast bopæl i Danmark, kan efter anmodning få udstedt jagttegn.

Stk. 3. Jagttegnsregistret omfatter personer, som har bestået jagtprøve eller inden for de sidste 10 år har løst jagttegn, jf. dog stk. 4 og 5 og § 3, stk. 3.

Stk. 4. Personer, der ikke inden for de sidste 10 år har betalt jagttegnsafgift, slettes af registret, jf. dog stk. 5.

Stk. 5. Personer, der i medfør af § 2, stk. 1, får udstedt dansk jagttegn, optages kun som berettiget til jagttegn i det pågældende jagtår og slettes af registret ved udløbet af det jagtår, for hvilket jagttegnet er ansøgt.

Stk. 6. Personer, der er optaget i Jagttegnsregistret, kan forlange at blive slettet af registret. Anmodning om sletning skal ske skriftligt.

Stk. 7. Ved »sletning« forstås, at personen ikke længere er optaget i Jagttegnsregistret og dermed ikke er berettiget til at indløse jagttegn.

§ 2. Personer, der er bosat i udlandet, i Grønland eller på Færøerne kan efter ansøgning få udstedt dansk jagttegn, hvis de pågældende er i besiddelse af gyldigt jagttegn eller lignende, der giver adgang til jagt i udlandet, i Grønland eller på Færøerne. Ansøgning skal ske via hjemmesiden jagttegn.dk.

Stk. 2. Naturstyrelsen kan som betingelse for at udstede dansk jagttegn til personer, der er bosat i udlandet, i Grønland eller på Færøerne, og som har jagttegn eller lignende fra lande, hvor der for at udøve jagt enten ikke kræves jagtprøve eller ikke kræves jagtprøve af en tilsvarende karakter som den danske, forlange, at kendskab til brug af jagtvåben dokumenteres ved aflæggelse af den praktiske del af den obligatoriske jagtprøve. Reglerne i § 8, stk. 2 og 3, finder ikke anvendelse ved aflæggelse af denne prøve.

§ 3. Før jagttegn kan udstedes, skal der foreligge samtykke fra politidirektøren hertil.

Stk. 2. Politidirektøren meddeler Naturstyrelsen personnummer på personer

1) for hvem samtykke enten nægtes eller tilbagekaldes, eller

2) der efter lovens § 55, stk. 1, er frakendt retten til at besidde eller erhverve jagttegn, samt for hvilket tidsrum frakendelsen er sket.

Stk. 3. Personer, der efter stk. 2, nr. 2, ikke længere har ret til at udøve jagt, slettes af Jagttegnsregistret. Før genoptagelse i registret kan finde sted, skal den obligatoriske jagtprøve bestås. Tilsvarende skal eventuelt haglskydeprøven, riffelprøven og buejagtprøven bestås, før påtegning herom kan påføres jagttegnet.

§ 4. Naturstyrelsen underretter hvert år inden udgangen af marts de personer, der er optaget i Jagttegnsregistret, hvordan der kan indløses jagttegn for det kommende jagtår. Underretning sker efter anmodning også til de i § 2, stk. 1, nævnte personer. Underretning kan ske digitalt.

Stk. 2. Jagttegnsafgiften udgør pr. jagtår 500 kr. Jagttegnsafgift tilbagebetales ikke.

Stk. 3. Betaling af jagttegnsafgiften skal ske med betalingskort via ”Mit jagttegn”, ved betalingsservice eller ved anvendelse af en OCR-linje, som fremgår af ”Mit jagttegn”. For de i § 42, stk. 1, nævnte personer skal betaling ske med betalingskort via Naturstyrelsens hjemmeside.

Stk. 4. Når Naturstyrelsen har modtaget betaling af jagttegnsafgiften, fremsender styrelsen jagttegn gældende for det pågældende jagtår (1. april - 31. marts) til jagttegnsløseren.

Stk. 5. Print af kvittering fra ”Mit jagttegn” er gyldig som midlertidigt jagttegn i op til 3 uger fra betaling er sket.

Stk. 6. Hvis en jagttegnsløser mister sit gyldige jagttegn, kan et nyt rekvireres via »Mit jagttegn« hos Naturstyrelsen mod betaling af et ekspeditionsgebyr på 30 kr. Betaling skal ske med betalingskort via »Mit jagttegn« eller ved anvendelse af en OCR-linje, som fremgår af »Mit jagttegn«. Print af kvittering fra »Mit jagttegn« er gyldig som midlertidigt jagttegn i op til 3 uger fra betaling er sket.

§ 5. I forbindelse med den i § 4, stk. 1, nævnte underretning om indløsning af jagttegn og det i § 4, stk. 2, nævnte jagttegn angives

1) indehaverens navn, adresse og personnummer,

2) for hvilket jagtår det er udstedt,

3) om indehaveren har ret til at udøve jagt med haglvåben,

4) om indehaveren har ret til at udøve jagt med jagtriffel,

5) om indehaveren har ret til at drive jagt med bue, herunder med hvilke buetyper.

Kapitel 2

Jagtprøven

§ 6. Personer, der ønsker at erhverve jagttegn, skal, såfremt vedkommende ikke er optaget i Naturstyrelsens register over jagttegnsberettigede (Jagttegnsregisteret), jf. § 1, stk. 3, bestå jagtprøven.

Stk. 2. For personer bosat i udlandet, og som ikke er optaget i Jagttegnsregisteret, gælder reglerne i § 2.

§ 7. Formålet med jagtprøven, herunder haglskydeprøven, er at sikre det lovmæssige grundlag for udøvelsen af jagt i Danmark, herunder en korrekt og sikker våbenhåndtering, og at understøtte, at jagttegnsløserne har en grundlæggende forståelse for og viden om natur- og vildtforvaltning.

Stk. 2. Jagttegnsløserne, der har tilladelse til at gå på jagt, skal:

1) have kendskab til jagtlovgivningen, herunder til de bekendtgørelser, der er udstedt i medfør af loven. Der lægges særlig vægt på kendskab til, hvilke vildtarter der må jages, til reglerne om imødegåelse af vildtskader samt til lovlige jagtformer og -redskaber,

2) have en grundlæggende forståelse for sammenhængen mellem jagt og vildtforvaltning,

3) have en grundig forståelse for vildtets krav til levesteder, jagtens biologiske grundlag samt natur- og vildtpleje,

4) sikkert kunne artsbestemme vildtet i felten, herunder også udvalgte ikke-jagtbare arter,

5) have forståelse for betydningen af skudafstande, kunne afstandsbedømme korrekt, og kunne udvise sikker våbenhåndtering i praksis,

6) kunne dokumentere skydefærdigheder med haglgevær, bl.a. med henblik på at forudsætninger er til stede for at antallet af anskydninger minimeres,

7) have kendskab til relevante våben og ammunitionstyper,

8) have kendskab til vildthåndtering i praksis, herunder opbrækning af nedlagt vildt, med henblik på at sikre god fødevarehygiejne,

9) være bevidst om jagtetik og -etikette, samt jægerens ansvar over for andre naturbrugere m.v.

10) have kendskab til forskellige jagthunderacers anvendelsesområder,

11) have kendskab til effektiv jagtteknik og -ledelse i praksis, således at jagttegnsløseren kan planlægge og afvikle en effektiv og sikker jagt på forskellige vildtarter.

Stk. 3. Prøven aflægges for prøvesagkyndige, der beskikkes af Naturstyrelsen.

§ 8. Personer med fast bopæl i Danmark kan tilmelde sig jagtprøven, der afholdes hvert år i perioderne 15. april - 30. juni (første prøveperiode) og 15. september - 31. oktober (anden prøveperiode).

Stk. 2. Tilmelding til jagtprøven forudsætter, at jagtprøveaspiranten er tilmeldt et obligatorisk jagttegnskursus, jf. § 22, og at der er sket indberetning om jagtprøveaspirantens personnummer fra én af de af Naturstyrelsen godkendte jagttegnskursuslærere. Deltagelsen i et obligatorisk jagttegnskursus giver adgang til jagtprøven i to på hinanden følgende prøveperioder efter indberetning fra jagttegnskursuslæreren. Jagttegnskursuslærerens indberetning giver jagtprøveaspiranten adgang til ”Mit jagttegn”, hvoraf det fremgår, når jagttegnskursuslæreren har godkendt aspirantens deltagelse i det obligatoriske jagttegnskursus.

Stk. 3. Indberetning fra jagttegnskursuslæreren skal ske elektronisk via jagttegn.dk, i perioden 1. januar til og med 14. februar (første prøveperiode) og 1. juli til og med 18. juli (anden prøveperiode).

Stk. 4. Tilmelding til jagtprøven skal ske ved betaling af et gebyr til Naturstyrelsen på 215 kr. Betalingen til første prøveperiode skal ske senest 15. marts og til anden prøveperiode senest 15. august. Betaling skal ske med betalingskort via ”Mit jagttegn” eller ved anvendelse af en OCR-linje, som fremgår af ”Mit jagttegn”.

Stk. 5. Prøven afholdes på hverdage inden for tidsrummet kl. 8.00 - 18.00.

Stk. 6. For aflæggelse af prøve efter lovens § 2, stk. 2, 1. pkt., betales ikke gebyr.

§ 9. Personer under 16 år kan indberettes af en jagttegnskursuslærer og tilmelde sig jagtprøven, såfremt de fylder 16 år i prøveåret.

Stk. 2. Personer, der den dag, hvor prøven aflægges, ikke er fyldt 18 år, kan kun aflægge prøven, såfremt der ved prøven forevises skriftligt samtykke fra forældremyndighedens indehaver(e) til, at den aflægges, samt til, at jagttegn erhverves, hvis den bestås. Formularen til skriftligt samtykke findes på »Mit jagttegn«.

§ 10. De tilmeldte aspiranter kan via »Mit jagttegn« senest den 20. marts (første prøveperiode) og 20. august (anden prøveperiode) vælge tid og sted for aflæggelse af jagtprøve. Har en tilmeldt aspirant ikke valgt tid og sted inden den anførte dato, udpeger Naturstyrelsen med mindst 14 dages varsel til jagtprøven et nærmere angivet sted og tidspunkt. Det påhviler aspiranten at gøre sig bekendt hermed via »Mit jagttegn«.

Stk. 2. Aspiranter, der er forhindret i at møde, skal melde afbud til prøven via ”Mit jagttegn” senest kl. 12 dagen før prøvens afholdelse. Sker afmelding ikke rettidigt, er retten til at aflægge prøve i den pågældende prøveperiode bortfaldet. Ved tilmelding til jagtprøve i en senere prøveperiode skal der betales nyt gebyr.

Stk. 3. Aspiranter, der rettidigt melder afbud, jf. stk. 2, kan via »Mit jagttegn« vælge tid og sted for aflæggelse af jagtprøve. Er aspiranten på ny forhindret, har vedkommende ikke ret til at få et nyt prøvetidspunkt, medmindre hindringen dokumenteres og findes væsentlig. Hvis hindringen skyldes sygdom, betragtes kun lægeerklæring som tilstrækkelig dokumentation. Hvis hindringen ikke dokumenteres og findes væsentlig, gælder reglerne i stk. 2, 2. og 3. pkt. tilsvarende.

Jagtprøvens aflæggelse

§ 11. Jagtprøven omfatter en skriftlig og en praktisk prøve. For at bestå prøven kræves, at aspiranten har bestået såvel den skriftlige som den praktiske prøve. Den skriftlige prøve skal være bestået, inden den praktiske prøve aflægges.

§ 12. Aspiranterne indkaldes til aflæggelse af jagtprøven i hold. Holdstørrelsen søges afpasset således, at den samlede prøves varighed ikke overstiger 3 timer.

Stk. 2. Inden prøven aflægges, skal den enkelte aspirant forevise fotolegitimation med sit personnummer for den prøvesagkyndige.

Stk. 3. Den skriftlige prøve aflægges holdvis. Den praktiske prøve aflægger aspiranterne enkeltvis.

Stk. 4. Aspiranterne må ikke medbringe hjælpemidler, herunder mobiltelefon, ved prøven.

Den skriftlige prøve

§ 13. Ved den skriftlige prøve stilles spørgsmål, der skal belyse aspirantens kompetencer på de i bilag 1 anførte områder. Den skriftlige prøve skal være bestået, inden den praktiske prøve aflægges.

Stk. 2. Naturstyrelsen udarbejder en oversigt over de emner m.v., der indgår i spørgsmålene ved den skriftlige prøve. Oversigten fremgår af styrelsens hjemmeside.

Stk. 3. Spørgsmålene udformes således, at hvert spørgsmål skal besvares ved afkrydsning.

Stk. 4. Prøven består af 40 spørgsmål, som skal besvares på højst 30 minutter. For at bestå prøven må højst 10 % af spørgsmålene være besvaret forkert.

Stk. 5. Umiddelbart efter den skriftlige prøves afslutning meddeler den prøvesagkyndige de enkelte aspiranter, om denne del af prøven er bestået.

Stk. 6. Såfremt prøven ikke bestås, kan fornyet aflæggelse af jagtprøven tidligst ske i den følgende prøveperiode efter rettidig tilmelding, jf. § 8, stk. 4. Dette forudsætter gennemførelse i et obligatorisk jagttegnskursus inden for den i § 8, stk. 2, anførte gyldighedsperiode.

Stk. 7. Naturstyrelsen kan beslutte, at den skriftlige prøve afholdes helt eller delvist digitalt, eller ved brug af andre elektroniske medier, og fastsætte de nærmere regler herfor.

Den praktiske prøve

§ 14. Den praktiske prøve omfatter

1) våbenbehandling under færdsel i terræn,

2) våbenbehandling i forbindelse med skudafgivelse og

3) bedømmelse af afstanden til vildtfigurer.

Stk. 2. For at bestå den praktiske prøve kræves, at aspiranten udviser en efter den prøvesagkyndiges skøn forsvarlig og korrekt behandling af våbnet. Ved afstandsbedømmelsen, jf. stk. 1, nr. 3, skal aspiranten korrekt vurdere, om skudafstanden til mindst 5 ud af 6 vildtfigurer er forsvarlig. Aspiranten skal gennemføre afstandsvurderingen inden for højst 5 sekunder fra den prøvesagkyndiges udpegning af den pågældende vildtfigur.

Stk. 3. Den prøvesagkyndige kan fritage fysisk handicappede aspiranter for den del af den praktiske prøve, der er nævnt i stk. 1, nr. 1, mod at der i stedet overhøres mundtligt i den del af prøven, der vedrører færdsel med skydevåben i terræn, jf. stk. 1, nr. 1. Spørgsmålene skal omhandle færdsel med skydevåben under samme terrænforhold, som de øvrige aspiranter afprøves under.

Stk. 4. Den prøvesagkyndige skal indstille afviklingen af den praktiske prøve, hvis det er klart, at aspiranten efter de regler, der er nævnt i stk. 2 og 3, ikke kan bestå prøven.

Haglskydeprøven

§ 15. Jagt med haglgevær må kun udøves af personer, der

1) har bestået haglskydeprøven, eller

2) uden at bestå haglskydeprøven har opnået påtegning om tilladelse til hagljagt på jagttegnet i henhold til tidligere gældende regler.

Stk. 2. Haglskydeprøven kan aflægges af personer, der er jagttegnsberettigede, jf. kapitel 1.

Stk. 3. Personer, der er bosat i udlandet, i Grønland eller på Færøerne, og som kan dokumentere at have tilladelse til at udøve jagt med haglgevær i udlandet, i Grønland eller på Færøerne, kan ved udstedelse af dansk jagttegn, jf. § 2, på begæring få påtegning på jagttegnet om tilladelse til jagt med haglgevær.

§ 16. Haglskydeprøverne afholdes af Danmarks Jægerforbund. De prøvesagkyndige udpeges af Danmarks Jægerforbund efter retningslinjer, der fastsættes af Naturstyrelsen.

§ 17. Meddelelse om tid og sted for haglskydeprøvernes afholdelse annonceres på Danmarks Jægerforbunds hjemmeside.

Stk. 2. Tilmelding til haglskydeprøve skal ske digitalt til Danmarks Jægerforbund via »Mit jagttegn«.

Stk. 3. Inden tilmelding til haglskydeprøven skal der til Naturstyrelsen betales et prøvegebyr på 200 kr. Betaling skal ske med betalingskort via »Mit jagttegn« eller ved anvendelse af en OCR-linje, som fremgår af »Mit jagttegn«.

Stk. 4. Tilmelding skal ske senest kl. 12 dagen inden prøvens afholdelse.

Haglskydeprøvens afholdelse og indhold

§ 18. Aspiranten skal give møde på prøvestedet senest en halv time før det prøvetidspunkt, aspiranten er tilmeldt. Aspiranter, der er forhindret i at møde, skal melde afbud til prøven via »Mit jagttegn« senest kl. 12 dagen før prøvens afholdelse. Sker afmelding ikke rettidigt, skal der ved tilmelding til en ny prøve betales nyt gebyr.

Stk. 2. Inden prøven aflægges, skal den enkelte aspirant for den prøvesagkyndige forevise gyldigt jagttegn, samt fotolegitimation med angivelse af personnummer.

§ 19. Haglskydeprøven aflægges på godkendte skydebaner. Aspiranten skal medbringe det haglvåben, der ønskes aflagt prøve med og den fornødne ammunition. Ammunitionen skal være flugtskydningsammunition, d.v.s. patroner med haglstørrelse 7 - 9, og en haglladning på maksimalt 28 g.

§ 20. For at bestå haglskydeprøven skal aspiranten afgive skud til 6 højreduer, 6 venstreduer og 6 bagduer, dog således, at når 2 duer i hver kategori er ramt, afsluttes kategorien. Der må maksimalt anvendes 18 patroner til prøven. For at bestå haglskydeprøven skal 2 duer i hver kategori være ramt.

Stk. 2. Den prøvesagkyndige afgør, hvorvidt kravene i stk. 1, for bestået prøve, er opfyldt.

Stk. 3. Såfremt almindelige sikkerhedskrav i forbindelse med haglskydning ikke iagttages af aspiranten under prøvens aflæggelse, skal den prøvesagkyndige indstille prøven med det resultat, at den ikke er bestået.

Stk. 4. Den prøvesagkyndige udsteder et prøvebevis, såfremt aspiranten har aflagt haglskydeprøve, og den er bestået.

Efter prøvens aflæggelse

§ 21. Umiddelbart efter den praktiske prøves afslutning meddeler den prøvesagkyndige de enkelte aspiranter, om jagtprøven er bestået.

Stk. 2. Aspiranter, der består den skriftlige, men ikke den praktiske prøve, kan tilmelde sig yderligere én praktisk prøve inden for samme prøveperiode. Tilmelding sker ved betaling af det gebyr, der er nævnt i § 8, stk. 4. Desuden skal aspiranten via »Mit jagttegn« vælge tid og sted for aflæggelse af ny praktisk prøve. Der kan kun aflægges én praktisk prøve pr. dag. Såfremt prøven fortsat ikke bestås, kan fornyet aflæggelse af jagtprøven kun ske ved aflæggelse af både den skriftlige og den praktiske prøve, og det kan tidligst ske i den følgende prøveperiode efter rettidig tilmelding, jf. § 8, stk. 4. Dette forudsætter deltagelse i et obligatorisk jagttegnskursus inden for den i § 8, stk. 2, anførte gyldighedsperiode.

Stk. 3. Bevis for bestået haglskydeprøve er i den resterende del af det jagtår, hvor prøven er bestået, sidestillet med den påtegning, der er nævnt i stk. 6, såfremt det medbringes sammen med jagttegnet i forbindelse med udøvelse af hagljagt.

Stk. 4. Såfremt haglskydeprøven ikke bestås, kan fornyet aflæggelse af prøven først ske, når betaling af nyt prøvegebyr og tilmelding via »Mit jagttegn« er sket. Aspiranten kan kun aflægge én haglskydeprøve den enkelte prøvedag.

Stk. 5. Danmarks Jægerforbund meddeler digitalt Naturstyrelsen resultatet af de afholdte haglskydeprøver.

Stk. 6. Når Naturstyrelsen har modtaget meddelelse om bestået haglskydeprøve, jf. stk. 5, giver styrelsen påtegning på jagttegnet for kommende jagtår om tilladelse til jagt med haglgevær.

Kapitel 3

Obligatorisk jagttegnskursus og jagttegnskursuslærere

§ 22. Det obligatoriske jagttegnskursus skal indeholde undervisning i de områder, der er opregnet i bilag 1.

Stk. 2. Naturstyrelsen udarbejder instruks for afholdelse af obligatorisk jagttegnskursus.

§ 23. Personer, der underviser i obligatoriske jagttegnskurser (jagttegnskursuslærere), skal have gyldigt jagttegn og have opnået ret til jagt med haglgevær, jf. kapitel 2.

Stk. 2. Jagttegnskursuslærere godkendes af Naturstyrelsen på baggrund af deltagelsen i et af Naturstyrelsen godkendt kursus og bestået eksamen, jf. bilag 2.

Stk. 3. Godkendelsen af jagttegnskursuslærere er gældende i 5 år ad gangen. Naturstyrelsen kan betinge en fornyet godkendelse af, at jagttegnskursuslæreren deltager og består et nyt godkendt kursus, jf. stk. 2, eller at vedkommende aflægger og består den i stk. 2, nævnte eksamen. Såfremt den nævnte eksamen ikke bestås, vil godkendelsen være betinget af, at jagttegnskursuslæreren deltager i og består et nyt godkendt kursus, jf. stk. 2.

Stk. 4. De godkendte jagttegnskursuslærere skal deltage i løbende efteruddannelseskurser, der indkaldes af Naturstyrelsen. Manglende deltagelse kan medføre fratagelse af godkendelsen til at undervise i obligatorisk jagttegnskursus.

Stk. 5. Naturstyrelsen kan, hvis det vurderes, at den godkendte jagttegnskursuslærer ikke lever op til kravene til undervisningen, fratage jagttegnskursuslæreren godkendelsen.

Kapitel 4

Riffelprøven

§ 24. Jagt med jagtriffel må kun udøves af personer, der

1) har bestået riffelprøven efter reglerne i dette kapitel, og som har påtegning på jagttegnet om tilladelse til jagt med jagtriffel, eller

2) uden at bestå riffelprøven har opnået ret til påtegning om tilladelse til riffeljagt på jagttegnet i henhold til tidligere gældende regler.

Stk. 2. Riffelprøven kan aflægges af personer, der har bestået haglskydeprøven, jf. kapitel 2, eller som har opnået ret til jagt med haglgevær i henhold til tidligere gældende regler.

Stk. 3. Bevis for bestået riffelprøve er i den resterende del af det jagtår, hvor prøven er bestået, sidestillet med den påtegning, der er nævnt i stk. 4, såfremt det medbringes sammen med jagttegnet i forbindelse med udøvelse af riffeljagt.

Stk. 4. Når Naturstyrelsen har modtaget meddelelse om bestået riffelprøve, jf. § 29, giver styrelsen påtegning på jagttegnet for kommende jagtår om tilladelse til jagt med jagtriffel.

Stk. 5. Personer, der er bosat i udlandet, i Grønland eller på Færøerne, og som kan dokumentere at have tilladelse fra den relevante nationale myndighed til at udøve jagt med jagtriffel i udlandet, i Grønland eller på Færøerne, kan ved udstedelse af dansk jagttegn, jf. § 2, på begæring få påtegning på jagttegnet om tilladelse til jagt med jagtriffel.

Stk. 6. Ved jagtriffel forstås i denne bekendtgørelse et riflet våben med centraltænding, der, ifølge bekendtgørelse om våben og ammunition, der må anvendes til jagt m.v., lovligt kan anvendes til jagt og regulering.

§ 25. Afviklingen af riffelprøver forestås af Danmarks Jægerforbund. De prøvesagkyndige udpeges af Danmarks Jægerforbund efter retningslinjer, der fastsættes af Naturstyrelsen.

§ 26. Meddelelse om tid og sted for riffelprøvernes afholdelse annonceres på Danmarks Jægerforbunds hjemmeside.

Stk. 2. Tilmelding til riffelprøve skal ske digitalt til Danmarks Jægerforbund via »Mit jagttegn«.

Stk. 3. Inden tilmelding til riffelprøven skal der til Naturstyrelsen betales et prøvegebyr på 135 kr. Betaling skal ske med betalingskort via »Mit jagttegn« eller ved anvendelse af en OCR-linje, som fremgår af »Mit jagttegn«.

Stk. 4. Tilmelding skal ske senest kl. 12 dagen inden prøvens afholdelse.

Riffelprøvens afholdelse og indhold

§ 27. Aspiranten skal give møde på prøvestedet senest en halv time før det prøvetidspunkt, aspiranten er tilmeldt. Aspiranter, der er forhindret i at møde, skal melde afbud til prøven via »Mit jagttegn« senest kl. 12 dagen før prøvens afholdelse. Sker afmelding ikke rettidigt, skal der ved tilmelding til en ny prøve betales nyt gebyr.

Stk. 2. Inden prøven aflægges, skal den enkelte aspirant for den prøvesagkyndige forevise gyldigt jagttegn, gyldig våbentilladelse til det våben, som prøven ønskes aflagt med samt fotolegitimation med angivelse af personnummer.

§ 28. Riffelprøven aflægges på godkendte skydebaner. Riffelprøven skal aflægges med et våben og en ammunition, som opfylder kravene til jagt på råvildt, for så vidt angår kuglevægt og anslagsenergi, jf. bekendtgørelse om våben og ammunition, der må anvendes til jagt m.v.

Stk. 2. Aspiranten skal medbringe våbentilladelse, det våben, som prøven ønskes aflagt med, samt den fornødne ammunition.

§ 29. For at bestå riffelprøven skal aspiranten i fri skydestilling i løbet af højst 5 minutter fra en afstand af 100 m placere 5 ud af 6 skud indenfor en cirkel med en diameter på 20 cm.

Stk. 2. I forbindelse med skudafgivelsen må der anvendes lovligt optisk sigtemiddel, der er monteret på riflen, og hjælpemidler, der kan medbringes og anvendes under praktisk jagt, herunder skydestok og jagtstol.

Stk. 3. Den prøvesagkyndige afgør, hvorvidt kravene i stk. 1 og 2 for bestået prøve er opfyldt.

Stk. 4. Såfremt almindelige sikkerhedskrav i forbindelse med riffelskydning ikke iagttages af aspiranten under prøvens aflæggelse, skal den prøvesagkyndige indstille prøven med det resultat, at den ikke er bestået.

Stk. 5. Den prøvesagkyndige udsteder et prøvebevis, såfremt aspiranten har aflagt riffelprøve, og den er bestået.

Efter riffelprøvens aflæggelse

§ 30. Såfremt riffelprøven ikke bestås, kan fornyet aflæggelse af prøven først ske, når betaling af nyt prøvegebyr og tilmelding via »Mit jagttegn« er sket. Aspiranten kan kun aflægge én riffelprøve den enkelte prøvedag.

§ 31. Danmarks Jægerforbund meddeler digitalt Naturstyrelsen resultatet af de afholdte riffelprøver.

Kapitel 5

Buejagtprøven

§ 32. Buejagt må kun udøves af personer, der har bestået buejagtprøve i Danmark efter reglerne i denne bekendtgørelse. Ret til buejagt påtegnes jagttegnet.

Stk. 2. Personer, der er bosat i udlandet, i Grønland eller på Færøerne, og som kan dokumentere at have tilladelse fra den relevante nationale myndighed til at udøve jagt med bue i udlandet, i Grønland eller på Færøerne, kan ved udstedelse af dansk jagttegn, jf. § 2, på begæring få påtegning på jagttegnet om tilladelse til jagt med bue.

Stk. 3. Bevis for bestået buejagtprøve er i den resterende del af det jagtår, hvor prøven er bestået, sidestillet med den påtegning, der er nævnt i stk. 1, såfremt det medbringes sammen med jagttegnet i forbindelse med udøvelse af buejagt. For personer, der består buejagtprøven i første prøveperiode inden 1. april det pågældende år, gælder bevis for bestået buejagtprøve tilsvarende i det efterfølgende jagtår.

Buejagtprøvens afholdelse og indhold

§ 33. Buejagtprøveordningen administreres af Naturstyrelsen.

Stk. 2. Prøven aflægges for en prøvesagkyndig, der er beskikket af Naturstyrelsen.

Stk. 3. Buejagtprøverne afholdes hvert år i perioden fra 15. marts til 15. april (første prøveperiode) og 15. august til 15. september (anden prøveperiode).

§ 34. Buejagtprøven kan kun aflægges af personer, der har gyldigt dansk jagttegn, og har bestået haglskydeprøven, jf. kapitel 2, eller har opnået ret til jagt med haglgevær i henhold til tidligere gældende regler. Desuden skal aspiranten have deltaget i et buejagtkursus, der er afholdt af en af Naturstyrelsen godkendt buejagtkursuslærer, jf. stk. 2. Deltagelsen i et obligatorisk buejagtkursus giver adgang til at aflægge buejagtprøve i to på hinanden følgende prøveperioder efter indberetning fra buejagtkursuslæreren.

Stk. 2. Naturstyrelsen godkender det nødvendige antal personer (buejagtkursuslærere) til at afholde de kurser, der er nævnt i stk. 1.

§ 35. Tilmelding til buejagtprøven forudsætter, at buejagtprøveaspiranten er tilmeldt det i § 34, stk. 1, 2. pkt., nævnte buejagtkursus, og at der er sket indberetning til Naturstyrelsen fra en af de i § 34, stk. 2, nævnte buejagtkursuslærere om aspirantens personnummer, samt hvilken buetype prøven skal aflægges med. Indberetning skal ske elektronisk via jagttegn.dk, i perioden 1. december – 31. december (vedrørende første prøveperiode) eller 30. april til 9. juni (vedrørende anden prøveperiode). Buejagtkursuslærerens indberetning fremgår af »Mit jagttegn«, hvoraf det også fremgår, når buejagtkursuslæreren har godkendt aspirantens deltagelse i buejagtkurset.

Stk. 2. Tilmelding til buejagtprøven skal ske ved betaling af et gebyr til Naturstyrelsen på 205 kr. Betaling skal foretages senest den 15. februar (vedrørende første prøveperiode) eller den 15. juli (vedrørende anden prøveperiode). Betaling skal ske med betalingskort via »Mit jagttegn« eller ved anvendelse af en OCR-linje, som fremgår af »Mit jagttegn«. I forbindelse med tilmeldingen skal det angives, hvilken buetype (langbue, compoundbue eller recurvebue) prøven ønskes aflagt med. Gebyret gælder for en skriftlig prøve samt op til 2 skydninger under den praktiske prøve den samme dag.

Stk. 3. De tilmeldte aspiranter kan via »Mit jagttegn« senest den 22. februar (første prøveperiode) og 22. juli (anden prøveperiode) vælge tid og sted for aflæggelse af buejagtprøve. Har en tilmeldt aspirant ikke valgt tid og sted inden den anførte dato, udpeger Naturstyrelsen med mindst 14 dages varsel et nærmere angivet sted og tidspunkt for buejagtprøven. Det påhviler aspiranten at gøre sig bekendt hermed via »Mit jagttegn«.

Stk. 4. Aspiranter, der er forhindret i at møde, skal melde afbud til prøven via »Mit jagttegn« senest kl. 12 dagen før prøvens afholdelse. Sker afmelding ikke rettidigt, er retten til at aflægge prøve i den pågældende prøveperiode bortfaldet. Ved tilmelding til jagtprøve i en senere prøveperiode, skal der betales nyt gebyr.

Stk. 5. Aspiranter, der rettidigt melder afbud, kan via »Mit jagttegn« vælge tid og sted for aflæggelse af buejagtprøve. Er aspiranten på ny forhindret, har vedkommende ikke ret til at få et nyt prøvetidspunkt, medmindre hindringen dokumenteres og findes væsentlig. Hvis hindringen skyldes sygdom, betragtes kun lægeerklæring som tilstrækkelig dokumentation. Hvis hindringen ikke dokumenteres og findes væsentlig, gælder reglerne i stk. 4, 2. og 3. pkt. tilsvarende.

§ 36. Inden prøven aflægges, skal den enkelte aspirant forevise fotolegitimation med sit personnummer for den prøvesagkyndige. Desuden skal aspiranten forevise gyldigt dansk jagttegn.

§ 37. Buejagtprøven omfatter en skriftlig og en praktisk prøve. For at bestå prøven kræves, at aspiranten har bestået såvel den skriftlige som den praktiske prøve. Den skriftlige prøve skal være bestået, inden den praktiske prøve aflægges.

§ 38. Aspiranterne indkaldes til aflæggelse af buejagtprøven i hold.

Stk. 2. Den skriftlige prøve aflægges holdvis. Den praktiske prøve aflægger aspiranterne enkeltvis.

Stk. 3. Aspiranten medbringer den bue og de pile, som prøven ønskes aflagt med.

Stk. 4. Ved buejagtprøven skal der anvendes bue og pil, som opfylder de krav, der ifølge bekendtgørelse om våben og ammunition, der må anvendes til jagt m.v., gælder for jagt på råvildt, eller træningsindsats som svarer hertil.

Stk. 5. Ved buejagtprøven må ikke anvendes hjælpemidler til afstandsbedømmelse.

Den skriftlige prøve

§ 39. Ved den skriftlige prøve stilles spørgsmål, der skal belyse aspirantens kendskab til buejagt og de særlige regler, der gælder herfor, herunder

1) de vildtarter, der må jages under buejagt,

2) de jagtetiske principper for udøvelse af buejagt,

3) sikkerhed under udøvelse af buejagt og

4) anden relevant jagtlovgivning.

Stk. 2. Aspiranterne må ikke medbringe hjælpemidler, herunder mobiltelefon, ved prøven.

Stk. 3. Spørgsmålene udformes således, at hvert spørgsmål skal besvares ved afkrydsning.

Stk. 4. Prøven består af 20 spørgsmål, som skal besvares på højst 20 minutter. For at bestå prøven må højst 10% af spørgsmålene være besvaret forkert.

Stk. 5. Den prøvesagkyndige meddeler de enkelte aspiranter umiddelbart efter den skriftlige prøves afslutning, om den skriftlige prøve er bestået.

Stk. 6. Såfremt den skriftlige prøve ikke bestås, kan fornyet aflæggelse af buejagtprøven tidligst ske i den følgende prøveperiode efter rettidig tilmelding, jf. § 35, stk. 2. Dette forudsætter deltagelse i et obligatorisk buejagtkursus inden for den i § 34, stk. 1, anførte gyldighedsperiode.

Den praktiske prøve

§ 40. For at bestå den praktiske prøve kræves, at aspiranten udviser en sikkerhedsmæssig forsvarlig håndtering af buen og ved skydning af én pil til hver af 6 vildtfigurer i naturlig størrelse har mindst 5 træffere i et træfområde (hjerte-/lungeregionen), der er indtegnet på figurerne, således at det ikke er synligt for aspiranten.

Stk. 2. Ved en træffer forstås, at pilens skaft som minimum berører den indtegnede ring, der markerer hjerte/lungeregionen.

Stk. 3. Den prøvesagkyndige afgør, hvorvidt kravet i stk. 1 for bestået prøve er opfyldt.

Stk. 4. Den prøvesagkyndige skal indstille afviklingen af den praktiske prøve, hvis det er klart, at aspiranten efter de regler, der er nævnt i stk. 1-3, ikke kan bestå prøven.

Efter buejagtprøvens aflæggelse

§ 41. Umiddelbart efter den praktiske prøves afslutning meddeler den prøvesagkyndige de enkelte aspiranter, om buejagtprøven er bestået.

Stk. 2. Aspiranter, der består den skriftlige, men ikke den praktiske prøve, kan inden for samme prøveperiode tilmelde sig yderligere praktiske prøver mod betaling af det gebyr, der er fastsat i § 35, stk. 2, 1. pkt.

Stk. 3. Den prøvesagkyndige udsteder et prøvebevis, såfremt aspiranten har aflagt buejagtprøve, og den er bestået.

§ 42. Uanset fristen på to prøveperioder i § 31 kan den, der har bestået buejagtprøven, indenfor 5 år tilmelde sig alene den praktiske prøve med en anden buetype. Reglerne i § 35, stk. 2-5, § 36, § 38 og § 40 finder tilsvarende anvendelse.

Gyldighedsperiode

§ 43. For personer, der har aflagt buejagtprøve i første prøveperiode, giver prøven ret til jagt i 5 jagtår fra 1. april i det år prøven er aflagt. For personer, der har aflagt buejagtprøve i anden prøveperiode, giver prøven ret til jagt i det jagtår prøven er aflagt i og i de følgende 5 jagtår. Naturstyrelsen påtegner jagttegnet, at buejagt er tilladt, herunder med hvilke buetyper.

Stk. 2. Tilladelse til fortsat buejagt efter gyldighedsperiodens udløb forudsætter, at den praktiske del af buejagtprøven, jf. § 40, på ny aflægges og bestås. Naturstyrelsen varsler fornyet tilmelding til bueprøve for den enkelte buejæger inden udløb af den 5-årige gyldighedsperiode.

Stk. 3. Personer, der ikke inden 10 år fra den senest beståede buejagtprøve har bestået en ny praktisk prøve med den pågældende buetype, skal have ny tilladelse til buejagt, jf. § 32, stk. 1. Før fornyet tilladelse kan udstedes, skal der aflægges og bestås en ny buejagtprøve i henhold til denne bekendtgørelse.

Stk. 4. Bevis for bestået buejagtprøve er i den resterende del af det jagtår, hvor prøven er bestået, sidestillet med den påtegning, der er nævnt i stk. 1, såfremt det medbringes sammen med jagttegnet i forbindelse med udøvelse af buejagt.

Kapitel 6

Indberetning af vildtudbytte

§ 44. Jagttegnsløsere, der har tilladelse til at gå på jagt, skal senest 31. marts ved afslutningen af et jagtår indberette til Naturstyrelsen, hvor meget vildt vedkommende har nedlagt i det forløbne jagtår. Dette gøres ved, at:

1) vildtudbytteskemaet, som er fremsendt med det kommende jagtårs oplysning om indløsning af jagttegn, jf. § 4, stk. 1, udfyldes, underskrives og indsendes til den på skemaet anførte modtager på vegne af Naturstyrelsen, også selvom vildtudbyttet har været 0, eller

2) vildtudbyttet indberettes til Naturstyrelsen via »Mit jagttegn« som angivet i det med vildtudbytteskemaet fremsendte informationsmateriale.

Kapitel 7

Om »Mit jagttegn«

§ 45. Jagttegnsberettigede og jagttegnsaspiranter, der er indberettet af en godkendt jagttegnskursuslærer, jf. § 8, stk. 2, har adgang til »Mit jagttegn« på borger.dk eller via Naturstyrelsens hjemmeside. Adgang til »Mit jagttegn« kræver NemId.

Stk. 2. Jagttegnsløsere, jf. § 2, der er bosat i udlandet, i Grønland eller på Færøerne har ikke adgang til »Mit jagttegn«.

Forsikring

§ 46. Personer, der løser jagttegn, tegner samtidig en ansvarsforsikring, som dækker det ansvar, de pågældende måtte pådrage sig under eller i umiddelbar forbindelse med jagt for skader, der forvoldes ved skudafgivelse.

Stk. 2. Ansvarsforsikringen skal som minimum opfylde de betingelser, der er fastsat i bekendtgørelsens bilag 3. Forsikringsselskaber, der udbyder forsikring af den omhandlede art, skal forinden underrette Naturstyrelsen om forsikringsbetingelserne.

Stk. 3. Naturstyrelsen har indgået en overenskomst med Dansk Jagtforsikring A/S, hvorefter dette selskab for en årlig præmie på 35 kr., der opkræves af Naturstyrelsen sammen med jagttegnsafgiften, påtager sig at udrede de erstatninger, som jagttegnsløseren måtte blive ansvarlig for, jf. stk. 1.

Stk. 4. En jagttegnsløser, der ikke ønsker at tegne ansvarsforsikringen i Dansk Jagtforsikring A/S, kan få tilbagebetalt den erlagte præmie til Dansk Jagtforsikring A/S ved til Naturstyrelsen at sende bevis for, at den pågældende i et andet selskab har tegnet en forsikring af den art, der er nævnt i stk. 2.

Kapitel 8

Oplysningspligt og sagsbehandlingsregler vedrørende jagttegns- og buejagtkursuslærere

§ 47. En person, som er godkendt af Naturstyrelsen til at afholde jagttegnskursus eller buejagtkursus, betragtes som tjenesteudbyder. Ved tjenestemodtager forstås enhver, som deltager i eller ønsker at deltage i et jagttegnskursus eller buejagtkursus omfattet af § 8, stk. 2, eller § 34.

Stk. 2. Udbyderen af jagttegnskursus eller buejagtkursus skal oplyse tjenestemodtagere om kontaktoplysninger til Naturstyrelsen eller til Erhvervs- og Vækstministeriets elektroniske kontaktpunkt (kvikskranke), jf. § 16 i lov om tjenesteydelser i det indre marked.

Stk. 3. Oplysningerne skal gøres tilgængelige eller meddeles klart og entydigt og i god tid inden kontraktens indgåelse eller inden udførelse af tjenesteydelsen, hvis der ikke foreligger en skriftlig aftale.

§ 48. Naturstyrelsen fastsætter og offentliggør sagsbehandlingsfrister for godkendelse af jagttegns- og buejagtkursusudbydere efter § 8, stk. 2, eller § 34, stk. 2. Fristen løber fra det tidspunkt, hvor ansøger har indsendt alle de oplysninger, det påhviler denne at indsende.

Stk. 2. Fristen i stk. 1 kan forlænges én gang, hvis sagens kompleksitet berettiger det. Naturstyrelsen begrunder forlængelsen og varigheden af forlængelsen og meddeler dette til ansøgeren inden udløbet af fristen i stk. 1.

Stk. 3. Hvis Naturstyrelsen ikke har truffet og meddelt afgørelse inden udløbet af fristerne i stk. 1 og 2, betyder det ikke, at ansøgeren kan anse ansøgningen for imødekommet.

§ 49. Når Naturstyrelsen modtager en ansøgning om godkendelse, sender Naturstyrelsen hurtigst muligt en kvittering til ansøgeren med oplysning om

1) den offentliggjorte frist for afgørelsen og muligheden for forlængelse af fristen én gang, jf. § 48, stk. 1 og 2,

2) at ansøgeren ikke kan betragte ansøgning om godkendelse for imødekommet, selv om afgørelsen ikke er truffet og meddelt inden fristens udløb, jf. § 48, stk. 3, og

3) klagemuligheder.

Kapitel 9

Dispensation og klage

§ 50. Naturstyrelsen kan i særlige tilfælde gøre undtagelse fra reglerne i § 4, stk. 2, 2. pkt., § 6, stk. 1, § 8, stk. 1, § 8, stk. 2 (for så vidt angår indberetningsfristen), § 8, stk. 4 (for så vidt angår tilmeldingsfristen), § 10, stk. 2, § 13, stk. 6, § 18, stk. 2, § 21, stk. 2, 5. pkt., § 27, stk. 2, § 35, stk. 1 (for så vidt angår indberetningsfristen), § 35, stk. 2 (for så vidt angår tilmeldingsfristen), § 35, stk. 4, § 36, 2. pkt., og § 39, stk. 6.

§ 51. Den prøvesagkyndiges afgørelser efter § 13, stk. 5, § 14, stk. 3, § 20, stk. 2, § 21, stk. 1, § 29, stk. 3, § 39, stk. 5, § 40, stk. 3 og § 41, stk. 1, kan af aspiranten påklages til Naturstyrelsen.

Stk. 2. Afgørelser efter §§ 16 og 25 kan af ansøgeren påklages til Naturstyrelsen.

Stk. 3. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

§ 52. Naturstyrelsens afgørelser truffet i medfør af bekendtgørelsen kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Kapitel 10

Straf og ikrafttrædelse

§ 53. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der

1) overtræder § 15, stk. 1, § 24, stk. 1, eller § 32, stk. 1,

2) i strid med § 46, stk. 2, 2. pkt., undlader at underrette Naturstyrelsen om forsikringsbetingelser,

3) undlader at oplyse om kontaktoplysninger, jf. § 47, stk. 2, eller

4) i strid med § 44 undlader at indberette vildtudbytte.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er

1) voldt betydelig skade på de interesser, som loven tilsigter at beskytte, jf. lovens § 1, stk. 1, eller fremkaldt fare derfor, eller

2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 54. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. september 2013.

Stk. 2. Indtil 1. januar 2014 afholdes jagtprøver i overensstemmelse med de hidtil gældende regler i bekendtgørelse nr. 1272 af 17. december 2012 om jagttegn.

Stk. 3. Aspiranter, der er indberettet til at aflægge jagtprøve, jf. § 8, stk. 2, i anden prøveperiode i 2013 og som ikke består den skriftlige eller praktiske jagtprøve, vil blive tilbudt at gå prøven om inden udgangen af 2013.

Stk. 4. § 49 gælder ikke for ansøgninger om tilladelser, som er indsendt til Naturstyrelsen før 28. december 2009.

Stk. 5. Personer, der inden den 19. december 2012 har modtaget et buejagtkursusbevis, kan anvende beviset i to på hinanden følgende prøveperioder efter den 19. december 2012. Personer, der har bestået den skriftlige buejagtprøve, men ikke den praktiske buejagtprøve inden den 19. december 2012, kan gå til praktisk prøve i to på hinanden følgende prøveperioder efter bekendtgørelsens ikrafttræden.

Stk. 6. Bekendtgørelse nr. 1272 af 17. december 2012 om jagttegn ophæves.

Miljøministeriet, den 9. september 2013

Ida Auken

/ Sven Koefoed-Hansen


Bilag 1

Obligatorisk jagttegnskursus

Formålet med det obligatoriske jagttegnskursus er at sikre, at aspiranterne efter endt kursus har et bredt kendskab til jægerhåndværket og har en forståelse for jagten og vildtet. Desuden er formålet, at aspiranterne kan håndtere et jagtvåben på en sikkerhedsmæssig forsvarlig måde i alle situationer, herunder ved træning og under jagt, og har den fornødne teoretiske viden om skudafgivelse i forbindelse med jagt.

Aspiranterne skal bl.a. have viden om, hvordan man laver bestands- og terrænpleje, og hvordan man lærer at ramme med sit våben, herunder hvordan man tilpasser og indskyder våben. Aspiranterne skal desuden have kendskab til, hvordan man håndterer nedlagt og anskudt vildt.

Det obligatoriske jagtkursus består af en teoretisk del og en praktisk del. For en del af emnernes vedkommende vil det være muligt og hensigtsmæssigt at kombinere teori og praksis.

Det obligatoriske jagttegnskursus skal omhandle teorien bag de emner, der er beskrevet i retningslinjerne for, hvad der stilles spørgsmål i til den skriftlige del af jagtprøven pkt. 3 – Våben og ammunition og pkt. 9 - Skudafgivelse (hvordan lærer man at ramme).

Der skal desuden teoretisk og i praksis undervises i 1) sikker våbenbetjening, herunder ved færdsel i terræn, 2) korrekt skydeteknik, herunder afgivelse af skud til mindst 50 lerduer i forskellige retninger, 3) afstandsbedømmelse til vildtfigurer, og 4) demonstration af haglskud på forskellige afstande, herunder prøveskydning.

Det obligatoriske jagttegnskursus skal endvidere omhandle teorien bag de emner, der er beskrevet i retningslinjerne for, hvad der stilles spørgsmål i til den skriftlige del af jagtprøven pkt. 2 – Vildtforvaltning, pkt. 6 - Håndtering af nedlagt vildt og pkt. 7 - Jagtetik og –etikette. Den teoretiske undervisning i disse emner kan med fordel kombineres med en praktisk undervisning.

Den teoretiske del af det obligatoriske jagttegnskursus skal foregå ved fysisk fremmøde over minimum 2 dage og være på minimum 5 lektioner af 45 minutter pr. dag. Den praktiske del af det obligatoriske jagttegnskursus skal foregå på en godkendt skydebane. Den praktiske del af det obligatoriske jagttegnskursus skal foregå over minimum 2 dage med minimum 5 lektioner af 45 minutter pr. dag. Aspiranten skal have geværet fysisk i hænde i flere omgange begge dage. Det samlede obligatoriske jagttegnskursus skal således indeholde teoretisk og praktisk undervisning over i alt mindst 4 dage. Der er ikke noget til hinder for at sprede undervisningen over flere dage end det angivne minimum og dermed have et mindre antal lektioner pr. undervisningsdag. Den teoretiske del af kurset kan foregå på hold, mens selve våbenhåndteringen kræver individuel undervisning.


Bilag 2

Obligatorisk kursus for jagttegnskursuslærere

Ifølge § 23, stk. 2, forudsætter afholdelsen af obligatorisk jagttegnskursus, at jagttegnskursuslæreren har deltaget i et kursus, der er godkendt af Naturstyrelsen, og har bestået en eksamen på baggrund deraf.

Formålet med kurset er at klæde jagttegnskursuslærerne på til at undervise jagttegnsaspiranterne i det obligatoriske jagttegnskursus, jf. bilag 1.

Kurset skal som minimum indeholde følgende elementer:

Relevante pædagogiske metoder med henblik på undervisning af jagttegnsaspiranter, herunder fokus på hvorledes teori og praktik kan kombineres.

Gennemgang af relevant lovgivning, jf. bilag 1.

Gennemgang af jagtprøvens forløb.

Gennemgang af de øvrige kompetencer, der er omfattet af det obligatoriske jagttegnskursus, herunder korrekt og sikker skydeteknik, der også har fokus på at aspiranten skal lære at ramme.

Planlægning af undervisningsforløb, herunder også metoder til håndtering af jagttegnsaspiranter med læsevanskeligheder.


Bilag 3

Betingelser for ansvarsforsikring

I medfør af bekendtgørelsens § 46, stk. 2, skal nedennævnte betingelser være opfyldt ved udstedelse af policer for ansvarsforsikring til dækning ved skader, der forvoldes ved skudafgivelse under eller i umiddelbar forbindelse med jagt.

1. Forsikringens omfang

Forsikringen dækker det erstatningsansvar, den sikrede, dvs. jagttegnsindehaveren, pådrager sig

1) ved at affyre skud under jagt, dvs. under efterstræbelse af vildt,

2) ved at skydevåbnet/buen affyres utilsigtet under en sådan jagt eller i umiddelbar forbindelse med jagtens påbegyndelse eller afslutning.

Forsikringen dækker skade forvoldt i Europa, herunder Færøerne og Grønland. Uden for Danmark, Færøerne og Grønland dækkes dog kun i det omfang, den sikrede ikke er dækket af anden ansvarsforsikring, der er tegnet specielt med henblik på at dække risiko ved jagt.

Jagttegnsindehavere, der ikke på skadestidspunktet er bosiddende i Danmark, er ikke dækket, for så vidt angår skader forvoldt uden for Danmark, herunder Færøerne og Grønland.

2. Forsikringssummer

Forsikringen dækker pr. forsikringsbegivenhed med indtil

a) 10 mio. kr. for personskade, uanset hvor mange personer der kommer til skade ved samme skud eller samme affyring af skydevåben/bue,

b) 2 mio. kr. for anden skade, herunder på dyr og ting, uanset antal ved en enkelt hændelse.

3. Undtagen risiko

Forsikringen dækker ikke sikredes ansvar for

a) skade, som sikrede forvolder på dyr eller ting, som sikrede med ejerens udtrykkelige eller stiltiende godkendelse har i sin varetægt,

b) skade forvoldt ved forsæt eller under selvforskyldt beruselse eller ved uagtsomhed, der kan betegnes som grov hensynsløshed,

c) skade forvoldt i forbindelse med forsætlig overtrædelse af lov om jagt og vildtforvaltning,

d) skade forvoldt på vildt, beplantning og terræn,

e) skade på ting eller dyr, der ikke er en følge af, at tingen eller dyret er ramt af projektiler/pile fra et skydevåben/en bue.

4. Skader forvoldt af ukendte eller uforsikrede m.m.

a) Efter samme regler som ovenfor yder jagtforsikringen endvidere erstatning og godtgørelse for personskade forvoldt i Danmark, herunder Færøerne og Grønland, men hvor den ansvarlige skadevolder er ukendt, eller hvor forsikring ikke er i kraft. På tilsvarende måde yder jagtforsikringen erstatning for både personskade og tingsskade, hvis forsikringen er tegnet, men dækning er undtaget alene i henhold til pkt. 3 b eller pkt. 3 c.

b) Erstatning og godtgørelse i henhold til denne bestemmelse ydes ikke i det omfang, skaden godtgøres af skadevolderen eller dækkes af ydelser efter den sociale lovgivning, løn under sygdom, pensionsydelser, private forsikringer eller andre økonomiske ydelser, der tilfalder skadelidte i anledning af skaden.

c) Erstatning og godtgørelse ydes ikke, såfremt skadelidte har været vidende om eller burde have vidst, at skadevolderen ikke havde løst jagttegn, eller såfremt skadelidte uden selv at have løst pligtigt jagttegn har deltaget i den jagt, hvorunder eller i forbindelse med hvilken skaden er sket. Erstatning og godtgørelse kan endvidere nedsættes eller helt bortfalde, såfremt skadelidte har deltaget i jagten efter aftale med skadevolderen uden at have begrundet formodning om, at denne havde løst jagttegn.

Officielle noter

1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2010 om beskyttelse af vilde fugle (kodificeret udgave), EU-Tidende 2010, nr. L 20, side 7, og dele af Rådets direktiv nr. 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EF-habitatdirektivet), EF-Tidende 1992, nr. L 206, side 7, som ændret senest ved Rådets direktiv 2006/105/EF af 20. november 2006, EU-Tidende 2006, nr. L 363 side 368. samt dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked, EU-Tidende 2006 nr. L 376, side 36.