Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Lov om ændring af lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v.

(Betalingsstruktur for vandafledningsbidrag, bemyndigelse til opgørelse af særbidrag for behandling af særlig forurenet spildevand m.v.)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1

I lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 633 af 7. juni 2010, som ændret ved § 2 i lov nr. 1149 af 11. december 2012 og § 1 i lov nr. 61 af 29. januar 2013, foretages følgende ændringer:

1. § 2 a, stk. 4, 1. pkt., affattes således:

»Vandafledningsbidraget fastsættes med udgangspunkt i vandforbruget og i overensstemmelse med § 3, stk. 1.«

2. I § 2 a, stk. 7, 2. pkt., udgår »må maksimalt udgøre 30 gange den variable kubikmetertakst og«.

3. § 2 a, stk. 7, 5. pkt., affattes således:

»Det variable vandafledningsbidrag beregnes som vandforbruget multipliceret med de af spildevandsforsyningsselskabet fastsatte og af kommunalbestyrelsen godkendte kubikmetertakster, jf. § 3, stk. 1.«

4. I § 2 a indsættes som stk. 13:

»Stk. 13. Miljøministeren kan fastsætte regler om opgørelse af særbidrag, jf. stk. 9, om krav til dokumentation for beregning af særbidragets størrelse og om udlevering af denne dokumentation. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om en bagatelgrænse for opkrævning af særbidrag.«

5. § 3, stk. 1, affattes således:

»Spildevandsforsyningsselskabet fastsætter en gang årligt størrelsen af differentierede degressive kubikmetertakster, der varierer afhængigt af vandforbruget, idet fastsættelsen sker i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af stk. 4-7. Hvis spildevandsforsyningsselskabet vælger at indføre et fast bidrag efter § 2 a, stk. 7, fastsætter spildevandsforsyningsselskabet en gang årligt størrelsen af bidraget. De fastsatte kubikmetertakster og bidrag skal overholde det prisloft, der er fastsat for spildevandsforsyningsselskabet i medfør af § 6 i lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold. De af spildevandsforsyningsselskabet fastsatte kubikmetertakster og faste bidrag skal godkendes af kommunalbestyrelsen en gang årligt i den kommune, hvor spildevandsforsyningsselskabet er beliggende.«

6. I § 3 indsættes som stk. 4-7:

»Stk. 4. Miljøministeren fastsætter regler om spildevandsforsyningsselskabets fastsættelse af differentierede degressive kubikmetertakster, der varierer afhængigt af vandforbrugets størrelse, jf. stk. 1. Ministeren fastsætter endvidere, hvilken takst der skal anvendes i medfør af § 2 a, stk. 10. Ministeren fastsætter desuden øvrige regler, der er nødvendige, for at spildevandsforsyningsselskaberne kan beregne vandafledningsbidrag på baggrund af de fastsatte differentierede degressive kubikmetertakster.

Stk. 5. Ministeren kan fastsætte regler om spildevandsforsyningsselskabets beregning af vandafledningsbidrag på baggrund af en kubikmetertakst, der anvendes uanset vandforbrugets størrelse, for ejendomme, der har en tilladelse i medfør af § 2 a, stk. 3, for ejendomme, der har fået nedsat eller er fritaget for betaling i medfør af § 2 b, for ejendomme, hvorfra der ikke drives erhverv på markedsmæssige vilkår, herunder ejendomme med både bolig og erhverv, og for ejendomme, hvor ejeren ikke rettidigt har afgivet oplysninger, der er påkrævet i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 4 og 6. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte, at de differentierede kubikmetertakster, jf. stk. 1 og 4, ikke skal gælde for de i 1. pkt. nævnte ejendomme, eller at vandafledningsbidrag for en eller flere af de nævnte typer af ejendomme skal beregnes efter de differentierede kubikmetertakster, jf. stk. 1 og 4, for en del af ejendommens vandforbrug, mens der for resten af ejendommens vandforbrug beregnes vandafledningsbidrag efter den i 1. pkt. nævnte kubikmetertakst.

Stk. 6. Miljøministeren kan fastsætte krav om, at ejeren af en ejendom afgiver nødvendige oplysninger til brug for spildevandsforsyningsselskabets fastsættelse af kubikmetertakster og beregning af vandafledningsbidrag, herunder krav om afgivelse af oplysning om, hvorvidt en ejendom anvendes til erhverv på markedsmæssige vilkår, krav vedrørende digital afgivelse af oplysninger i bestemte it-systemer og krav om hyppighed for afgivelse af oplysninger, om frist for afgivelse af oplysninger og om procedure for afgivelse af disse oplysninger.

Stk. 7. Miljøministeren kan fastsætte regler om spildevandsforsyningsselskabets pligt til at orientere konkrete brugergrupper om pligt til at afgive oplysning om, hvorvidt en ejendom anvendes til erhverv på markedsmæssige vilkår. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om spildevandsforsyningsselskabets udarbejdelse af vedtægt og fastsættelse af takster og om kommunalbestyrelsens godkendelse heraf, jf. stk. 1 og 2, inden for en fastsat frist.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 15. juli 2013, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. § 1, nr. 1-3 og 5, træder i kraft den 1. januar 2014, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Spildevandsforsyningsselskaber skal i 2013 med virkning pr. 1. januar 2014 fastsætte størrelsen af differentierede degressive kubikmetertakster, der varierer afhængigt af vandforbruget, idet fastsættelsen sker i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af de i § 1, nr. 6, nævnte bestemmelser. De fastsatte kubikmetertakster og bidrag skal overholde det prisloft, der er fastsat for spildevandsforsyningsselskabet i medfør af § 6 i lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold.

Givet på Amalienborg, den 4. juli 2013

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Pia Olsen Dyhr