Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 13-09 om kontanthjælp - rimeligt begrundede enkeltudgifter - husleje - fravær uden rimelig grund - fradrag - afgørende betydning

Resume:

Der kunne undtagelsesvis ydes økonomisk hjælp til betaling af huslejerestance, selvom behovet var opstået som følge af, at ansøger uden rimelig grund var udeblevet fra en jobsamtale og ikke fik udbetalt kontanthjælp i en periode.

Begrundelsen var, at hjælpen hertil efter en konkret vurdering blev anset for at være af helt afgørende betydning for familiens livsførelse.

Det var første gang, ansøger var pålagt sanktion og første gang, der var søgt hjælp til betaling af huslejerestance.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 38d og § 81

Sagsfremstilling:

Kommunen traf afgørelse om, at ansøger i en periode på ca. 2 måneder ikke havde ret til kontanthjælp, idet hun uden rimelig grund var udeblevet fra jobsamtale.

Ansøger søgte kommunen om enkeltydelse til dækning af husleje i 2 måneder.

Kommunen traf afgørelse om, at hun ikke havde ret til økonomisk hjælp til betaling af husleje.

Det fremgik af kommunens afgørelse, at årsagen til den manglende betalingsevne var, at ansøger på grund af udeblivelse uden rimelig grund fra tilbud var blevet sanktioneret i kontanthjælpen. Behovet for hjælp kunne ikke anses for en rimeligt begrundet enkeltudgift, da behovet var en konsekvens af fravær uden rimelig grund fra aktivering.

Kommunen henviste til lov om aktiv socialpolitik § 81 og til Principafgørelse A-19-02.

Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse.

Nævnet fandt, at betingelserne for undtagelsesvist at yde hjælp til denne forudseelige udgift efter en konkret vurdering var opfyldt.

Nævnet lagde til grund, at ansøger ikke havde modtaget hjælp til huslejerestance tidligere.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at afholdelse af udgiften måtte anses for at være af helt afgørende betydning for familiens livsførelse.

Nævnet lagde herved vægt på, at ansøger var enlig forsørger for 4 mindreårige børn, og at fogeden havde indledt en sag om udsættelse fra hendes lejemål.

Nævnet fandt således, at det forhold, at ansøgers behov for økonomisk hjælp til afholdelse af udgiften var opstået som en følge af en sanktion i hendes kontanthjælp, ikke medførte, at der under disse omstændigheder kunne gives afslag på hjælp efter aktivlovens § 81, sidste punktum. Hensynet til familiens livsførelse vejede således i den konkrete situation tungere end hensynet til at forhindre omgåelse af sanktionsreglerne i aktivlovens kapitel 4, jf. §§ 38 a-41. Nævnet havde i denne sammenhæng lagt vægt på, at det ikke var oplyst, at kommunen tidligere havde truffet afgørelse om sanktioner i den løbende hjælp.

Nævnet henviste i øvrigt til Principafgørelse A-9-02, hvoraf det fremgik, at der skulle foretages en konkret vurdering af ansøgningen på trods af hensynet til at hindre omgåelse.

Endelig henledte nævnet kommunens opmærksomhed på muligheden for, såfremt betingelserne herfor var opfyldt at gøre hjælpen tilbagebetalingspligtig efter aktivlovens § 93, stk. 1.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

I klagen var det anført, at nævnets afgørelse stred mod Principafgørelse A-19-02, hvor en ansøger ikke havde ret til dækning af forsørgelsesbehov opstået som følge af fradrag i kontanthjælpen på grund af fravær uden rimelig grund fra aktivering. Begrundelsen var, at behovet for hjælp til forsørgelse ikke kunne anses for en rimeligt begrundet enkeltudgift, da behovet for hjælp var en konsekvens af ansøgers fravær uden rimelig grund fra aktivering.

Sagen blev behandlet i principielt møde som et supplement til Principafgørelsen A-19-02.

Afgørelse:

Ankestyrelsen tiltrådte det sociale nævns afgørelse.

Ankestyrelsen fandt, at afholdelsen af udgiften var af helt afgørende betydning for ansøger og hendes families livsførelse.

Det fremgik af sagen, at baggrunden for ansøgningen om økonomisk hjælp var, at ansøger uden rimelig grund var udeblevet fra en samtale, og at kommunen havde truffet afgørelse om ikke at udbetale kontanthjælp i en periode, jf. aktivlovens § 38 d, stk. 1.

Der kunne efter reglerne ydes hjælp til rimelig begrundede enkeltudgifter. Hjælpen kunne normalt kun ydes, når udgiften var opstået af et behov, der ikke havde kunnet forudses. Efter en konkret vurdering kunne der undtagelsesvis ydes hjælp til en udgift, der havde kunnet forudses, hvis afholdelsen af udgiften var af helt afgørende betydning for den pågældendes eller familiens livsførelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på omstændighederne i sagen. Det fremgik, at ansøger ikke tidligere var blevet sanktioneret for udeblivelser fra samtaler, at hun ikke tidligere havde modtaget hjælp til huslejerestance, og at hun var enlig forsørger til 4 børn, herunder et barn, som var autist.

Ankestyrelsen fandt således, at afholdelsen af udgiften til husleje var af helt afgørende for familiens særlige behov for stabilitet, og der kunne derfor ydes hjælp til at sikre, at familien kunne blive i lejligheden efter aktivlovens § 81.

Ankestyrelsen bemærkede, at kommunen, hvis den fandt, at betingelserne var opfyldt, kunne gøre hjælpen tilbagebetalingspligtig efter aktivlovens § 93, stk. 1.