Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 16-09 om medicinudgifter - kontanthjælp - rådighedsbeløb - konkret skøn

Resume:

Det sociale nævn havde ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte en kommunes afgørelse om afslag på økonomisk hjælp til medicinudgifter. Kommunen havde foretaget en konkret, individuel vurdering af familiens økonomi og havde på den baggrund skønnet, at familien selv kunne afholde udgiften til medicin. Ankestyrelsen vurderede, at kommunens skøn hverken var ulovligt eller urimeligt.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 82

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 877 af 3. september 2008 - § 69

Sagsfremstilling:

En borger søgte om fortsat økonomisk hjælp til dækning af medicinudgifter efter at den seneste bevilling for perioden 1. juni til 30. november 2007 var udløbet.

Kommunen afslog på baggrund af en vurdering af ansøgers økonomiske forhold at give tilskud til udgifter til medicin. Kommunen henviste til, at ansøger selv var i stand til at afholde udgiften. Kommunen anførte, at ægtefællens indkomst var steget fra 7.274 kr. til 8.746 kr. om måneden, og at en søn var fyldt 18 år og derfor ikke skulle tages med i beregningen. Den 7. januar 2008 fastholdt kommunen sit afslag efter at have lavet en ny trangsberegning.

Det sociale nævn hjemviste sagen til kommunen til fornyet behandling og afgørelse.

Nævnet fandt, at ansøger ikke selv på det foreliggende grundlag ud fra rådighedsbeløbet havde tilstrækkelige muligheder for at afholde en løbende månedlig udgift på ca. 500 kr. til nødvendig medicin. Nævnet begrundede afgørelsen med, at ægteparret havde 8.077 kr. til rådighed pr. måned til kost og øvrige udgifter til familiens underhold, og hertil kom boligsikringen.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen blev det anført, at rådighedsbeløbet på 8.077 kr. plus 326 kr. i boligsikring = 8.403 kr. skulle række til to voksne og to børn. Kommunen fandt fortsat, at ansøger havde økonomisk mulighed for at betale den månedlige udgift på gennemsnitligt 500 kr. til medicin.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af de økonomiske behov ved en families forsørgelse, når der blev søgt om økonomisk hjælp til medicin.

Afgørelse:

Ansøger havde ikke ret til økonomisk hjælp til medicinudgifter.

Det betød, at afgørelsen fra kommunen var gældende.

Ankestyrelsen ændrede således afgørelsen fra det sociale nævn.

Det sociale nævn havde ikke tilstrækkeligt grundlag for at ændre eller ophæve kommunens afgørelse af 17. december 2007.

Kommunen havde truffet en skønsmæssig afgørelse. Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen havde foretaget et konkret, individuelt skøn. Alle relevante kriterier var inddraget, og der var ikke taget uvedkommende hensyn. Ankestyrelsen vurderede, at kommunens skøn hverken var ulovligt eller urimeligt.

Det fremgik af afgørelsen fra kommunen, at der blev meddelt afslag på medicinbevilling. En beregning viste, at egenbetalingen for medicin den første måned var 773,25 kr. Kommunen vurderede, at ansøger selv kunne afholde denne udgift. Kommunen lagde vægt på, at der var sket ændringer i ansøgers økonomiske forhold siden sidste bevilling. Ægtefællen var steget i indkomst fra 7.274 kr. til 8.746 kr. En søn var fyldt 18 år, og skulle derfor ikke mere tages med i beregningen.

Det fremgik af sagen fra kommunen, at der ved beregningen af ansøgers økonomi var indhentet oplysninger om familiens løbende udgifter og indtægter, kontoudtog m.v. Det fremgik endvidere, at den sidste medicinbevilling var for perioden 1. juni – 30. november 2007, og at en søn blev 18 år den 25. september 2007.

Det sociale nævn traf den 17. april 2008 afgørelse om at hjemvise kommunens afgørelse. Nævnet var ikke enigt med kommunen i, at ansøger selv kunne afholde medicinudgiften med et rådighedsbeløb for familien på to voksne og to børn på 8.077 kr. plus boligsikring.

Ankestyrelsen bemærkede til nævnets afgørelse, at det ikke var tilstrækkeligt til at hjemvise sagen, at nævnet var uenigt med kommunen i, at ansøger selv kunne afholde udgiften, når kommunens skøn ikke var behæftet med retlige fejl. Nævnet havde ikke i sin afgørelse anført, at kommunen skulle have foretaget et retligt forkert skøn. Nævnet havde heller ikke ved sin hjemvisning af sagen til kommunen givet retningslinjer for, hvordan kommunen så skulle foretage en fornyet vurdering af, i hvilket omfang der kunne ydes ansøger økonomisk hjælp til løbende nødvendige medicinudgifter.