Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 18-09 om dagpenge - piskesmæld - varighedsbegrænsningens indtræden - forlængelse

Resume:

Der var ikke grundlag for at forlænge udbetalingen af sygedagpenge til en 44-årig kvinde med følger efter whiplash.

Begrundelsen var, at det ikke med tilstrækkeligt sikkerhed kunne forventes, at kvinden ville genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse på normale vilkår inden for 2 gange 52 uger, regnet fra varighedsbegrænsningens indtræden.

Love:

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 27, stk. 1, nr. 3

Sagsfremstilling:

En kvinde havde været sygemeldt på grund af følger efter et piskesmæld.

Kommunen gav afslag på at forlænge udbetaling af sygedagpenge ved varighedsbegrænsningens indtræden, fordi betingelserne for at forlænge ikke var opfyldt. Kommunen skønnede ud fra de helbredsmæssige oplysninger i sagen, hendes egen beskrivelse af situationen og forløbet på Bo- og Servicecenteret, at der ikke var behov for yderligere afklarende foranstaltninger.

Beskæftigelsesankenævnet ændrede afgørelsen. Nævnet begrundede afgørelsen med, at kvinden efter en lægelig vurdering skønnedes at kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse inden for 2 gange 52 uger, regnet fra varighedsbegrænsningen.

Nævnet lagde vægt på det oplyste om hendes piskesmældsskade, herunder at denne skade måtte betegnes at være i den lettere kategori af piskesmældsskader.

Nævnet lagde herved vægt på, at der kun var sket en muskel- og seneforstrækning, at der ikke var sket ledskred, at der ikke var sket knoglebrud, at der ikke var en diagnosticerbar beskadigelse af rygmarven, og at der ikke var påvist nerveudfald.

Det var nævnets vurdering, at der var et generelt erfaringsgrundlag for at disse relativt lette/begrænsede tilfælde, som hendes skade hørte under, dæmpedes over tid, således at det blev muligt at genoptage fuldtidsbeskæftigelse med relevante skånehensyn.

Nævnet henviste til, at det fremgik af Ankestyrelsens praksis, at denne bestemmelse skulle fortolkes lempeligt. Nævnet lagde vægt på Principafgørelse D-33-05, hvor pågældendes behandlingsforløb beroede på spontan helbredelse, og at der var ambulante kontroller.

Kommunen var ikke enig i afgørelsen og ønskede en yderligere fortolkning af begrebet "er under eller venter på lægebehandling, og den pågældende skønnes efter en lægelig vurdering, at ville kunne genoptage erhvervsmæssige beskæftigelse inden for 2 gange 52 uger regnet fra varighedsbegrænsningens indtræden. ”

Af Principafgørelse D-33-05 fremgik, at Ankestyrelsen vurderede, at behandlingsforløb, der beroede på spontan helbredelse, i visse tilfælde kunne sidestilles med, at den sikrede var under lægebehandling i lovens betydning.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvilken sikkerhed der ved forlængelse af dagpengeperioden skulle være for, at en person ville genoptage beskæftigelse inden for 2 gange 52 uger regnet fra indtræden af varighedsbegrænsningen.

Afgørelse:

Kvinden var ikke berettiget til forlængelse af udbetaling af sygedagpenge.

Det kunne ikke med tilstrækkeligt sikkerhed antages, at kvinden ville have genoptaget erhvervsmæssig beskæftigelse på normale vilkår inden for 2 gange 52 uger regnet fra varighedsbegrænsningens indtræden.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at sygedagpenge var en kortvarig ydelse. Det medførte, at der skulle være en sikker forventning om, at den sygemeldte ville kunne komme tilbage til arbejdsmarkedet på normale vilkår, svarende til forholdene før sygemeldingen inden for en kortere periode.

Beskæftigelsesudvalget lagde endvidere vægt på, at det fremgik af de lægelige oplysninger, at hun dagligt havde ondt i nakke, mellem skulderbladene, i skuldre og hovedet, og at der næppe var udsigt til betydende bedring. Der forelå samlet et formelt brugbart revaliderings- og arbejdspotentiale, men hæmmet af smertetilstand efter piskesmæld. I optimistisk forstand kunne man forestille sig hende ved computerarbejde hjemme, gerne med regnskab, ved tilrettelagte arbejdsopgaver, men med selvvalgte pauser.

Beskæftigelsesudvalget lagde desuden vægt på, at under afklaringsforløbet på Bo- og Servicecentret magtede hun 2 timer dagligt. Hun havde været smerteplaget og ude af stand til at klare opgaverne hjemme. Observationen var, at hun havde smerter hver dag og ikke magtede mere end 2 timer.

Beskæftigelsesudvalget lagde endelig vægt på, at kvinden ansøgte om førtidspension.

På baggrund af disse oplysninger vurderede Beskæftigelsesudvalget, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne antages, at kvindens arbejdsevne ville blive genskabt inden for 2 gange 52 uger.

Beskæftigelsesudvalget bemærkede, at Principafgørelse D-33-05 ikke kunne anses for en lempelse af hidtidig praksis. Ved forlængelse efter § 27, stk. 1, nr. 3, skulle der fortsat være tilstrækkelig sikkerhed for, at arbejdsevnen kunne genskabes. Der ville altid forekomme lidelser, ligesom den omtalte i afgørelsen D-33-05, hvor de beskadige nervetråde skulle have tid til at vokse ud igen, og det alene var et spørgsmål om tid.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalget ændrede således beskæftigelsesankenævnets afgørelse.