Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 85-09 om kontanthjælp - nedsættelse af hjælpen - loft over hjælpen - barsel - SU

Resume:

Et ægtepar, hvor den ene modtog kontanthjælp under barsel, og den anden var på SU, var hverken omfattet af reglen om nedsættelse af hjælpen med 500 kr. eller reglen om loft over hjælpen efter 6 måneder på kontanthjælp.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 25, stk. 5, § 25, stk. 7, § 25b, stk. 1 og § 25b, stk. 3, nr. 2

Sagsfremstilling:

En kvinde, der havde fået kontanthjælp siden april 2007, var gået på barsel den 13. oktober 2007 og havde født den 23. oktober 2007. Hendes ægtefælle var på SU på dette tidspunkt.

Kommunen nedsatte fra den 1. december 2007 hendes kontanthjælp med 1 x 500 kr. (opreguleret til 566 kr.) månedligt. Kommunen oplyste samtidig, at en person, dervar gravid eller på barsel ikkevar omfattet af reglen. Kommunen nedsatte samtidig boligstøtten med henvisning til reglen om loft over kontanthjælpen.

Beskæftigelsesankenævnet gav hverken ægteparret ret i deres klage over nedsættelsen af kontanthjælpen eller boligstøtten. Nævnet begrundede afgørelsen om kontanthjælpen med, at der skulle ske nedsættelse med 500 kr. efter aktivlovens § 25, stk. 5. Nævnet lagde afgørende vægt på, at det havde været lovgivers intention, at der skulle ske en nedsættelse med et beløb svarende til 1 x 500 kr. i de tilfælde, hvor en kontanthjælpsmodtager på barselvar gift med en SU-modtager og samtidigvar ramt af loftsberegningen. Nævnet henviste blandt andet til lovbemærkningerne til aktivlovens§ 25, stk. 5.

Nævnet anførte videre, at der efter nævnets opfattelse ikke havde været mulighed for at se bort fra enkelte eller nogle perioder efter § 25, stk. 10, frem til fødselstidspunktet, idet kvindens deltidssygemelding i perioden ikke kunne sidestilles med enten graviditet, barsel eller adoption, uanset at den var betinget af hendes graviditet, idet hun ikke i den forbindelse havde modtaget kontanthjælp efter aktivlovens § 13, stk. 4.

Afgørelsen om boligstøtten begrundede nævnet med, at kvinden på tidspunktet for loftsberegeningen havde modtaget kontanthjælp i 6 sammenhængende måneder. Nævnet henviste til aktivlovens § 25 c, stk. 3, jf. § 25 b, stk. 2. Nævnet lagde vægt på, at der ikkevar mulighed for at dispensere fra fristen på 6 måneder.

Ægteparret klagede til Ankestyrelsen over beskæftigelsesankenævnets afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der kunne ske nedsættelse af kontanthjælpen med 1 x 500 kr. pr. måned i et tilfælde, hvor en kontanthjælpsmodtager på barsel var gift med en SU-modtager, og herunder betydningen for beregning af boligstøtte.

Afgørelse:

Kvindens kontanthjælp skulle ikke nedsættes. Boligstøtten skulle derfor heller ikke nedsættes.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at begge ægtefæller var undtaget fra nedsættelse af kontanthjælpen med 500 kr. om måneden.

I forhold til en kontanthjælpsmodtager gjaldt, at en person, dervar gift med en SU-modtager, alene fik nedsat kontanthjælpen med 500 kr.

Samtidig gjaldt, at en ægtefælle, der havde ret til fravær på grund af graviditet eller barsel efter reglerne i barselsloven, ikke var omfattet af nedsættelsen.

Da manden modtog SU, og kvinden efter det oplyste havde fået kontanthjælp siden den 20. april 2007, men begyndte barsel den 13. oktober 2007, var ingen af dem omfattet af 500 kr.´s nedsættelsen på det tidspunkt – den 20. oktober 2007, hvor kvinden havde modtaget kontanthjælp i 6 måneder.

Beskæftigelsesudvalget vurderede desuden, at de ikke var omfattet af reglen om loft over den samlede kontanthjælp, særlig hjælp til boligudgifter og boligstøtte, efter 6 måneder, idet der også i den forbindelse gjaldt en undtagelse om, at den øvre grænse for hjælp ikke omfattede personer, der havde ret til fravær på grund af graviditet eller barsel. Kvinden var altså ikke omfattet af reglen, idet hun ikke havde modtaget kontanthjælp i 6 sammenhængende måneder, inden hun gik på barsel.

De nævnte undtagelsesregler trådte i kraft fra 1. juli 2007.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg ændrede således beskæftigelsesankenævnets afgørelse.