Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 118-09 om kontanthjælp - enkeltydelser - overlevelseshjælp - hjælp til forsørgelse - standsning - ægtefæller

Resume:

Der var ret til hjælp til nødvendige udgifter, herunder til kost, efter at den løbende kontanthjælp var standset.

Ankestyrelsen fandt, at det var afgørende for ansøgerens livsførelse, at han fik hjælp til nødvendige udgifter, herunder til kost, mens kommunen behandlede ansøgningen om genoptagelse af kontanthjælpen.

Kommunen havde standset kontanthjælpen til ansøgeren, da han giftede sig med en kvinde med bopæl i udlandet, da hendes indtægts- og øvrige forhold skulle afklares. Hverken ansøgeren selv eller ægtefællen havde efter det oplyste indtægt og formue

Ankestyrelsen tog kun stilling til klagen over afslag på ansøgningen om overlevelseshjælp. Klagen over kommunens afgørelse om standsning af løbende kontanthjælp skulle behandles af beskæftigelsesankenævnet.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 81

Sagsfremstilling:

Kommunen standsede kontanthjælpen til ansøgeren pr. 1. oktober 2008, da han giftede sig med en kvinde fra udlandet den 15. september 2008, og hendes indtægts- og øvrige forhold først skulle afklares.

Ansøgeren gjorde indsigelse imod standsningen af kontanthjælpen pr. 1. oktober 2008, og i den forbindelse søgte han overlevelseshjælp. Han oplyste, at han ikke havde noget at leve af, og at ægtefællen i udlandet heller ikke havde indtægter og formue.

Kommunen traf afgørelse om afslag på overlevelseshjælp.

Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse om afslag på overlevelseshjælp.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at han ikke havde været udsat for en social begivenhed i aktivlovens forstand.

Nævnet lagde vægt på Principafgørelse A-16-08, hvoraf det fremgik, at ægtefællers gensidige forsørgelsespligt først ophørte ved separation eller skilsmisse. Nævnet fandt ikke, at det faktum, atansøgerens hustru ikke havde opnået opholdstilladelse/arbejdstilladelse kunne ændre ved afgørelsen.

Desuden vurderede nævnet, at hjælpen ikke kunne anses for en rimeligt begrundet enkeltudgift, der var opstået af et behov, som ikke havde kunnet forudses.

Nævnet lagde vægt på, at udgifter til forsørgelse var en tilbagevendende fast udgift, som det forudsattes, at der blev taget højde for ved budgetlægningerne.

Ansøgeren klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen anførtes det, at han intet havde at leve for.

Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare praksis for hjælp til overlevelse efter aktivlovens § 81 og betydningen af, at ansøgeren havde indgået ægteskab med person, der boede i et andet land. Nævnet havde henvist til Principafgørelse A-16-08, der vedrørte kontanthjælp, når ægtefæller var bosat i to forskellige lande.

Afgørelse:

Ansøgeren havde ret til hjælp til nødvendige udgifter, herunder til kost, fra 1. oktober 2008 til 19. december 2008, hvor kontanthjælpen var standset.

Begrundelsen var, at det var afgørende for ansøgerens livsførelse, at han fik hjælp til nødvendige udgifter, herunder til kost, efter at hans løbende kontanthjælp var blevet standset.

Ankestyrelsen var enig med kommunen og nævnet i, at ægtefællens forhold indgik ved vurderingen af ansøgerens behov for økonomisk hjælp, uanset at ægtefællen boede i udlandet.

Det fremgik, at ansøgeren selv ikke havde indtægt eller formue, og at han havde oplyst, at hans kone i udlandet heller ikke havde indtægt og formue og således ikke havde noget at bidrage med.

Ansøgeren havde således ikke noget at leve af, da kommunen standsede kontanthjælpen på grund af, at han var blevet gift, og mens sag om genoptagelse af kontanthjælpen blev behandlet. Efter det oplyste var kontanthjælpen standset den 1. oktober 2008 og genoptaget 17. december 2008.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse og hjemviste sagen til kommunen.

Kommunen skulle træffe en ny afgørelse om, hvilke beløb ansøgeren havde ret til på det grundlag, der var oplyst om hans og hans hustrus økonomiske forhold i den pågældende periode.

Det bemærkedes, at Ankestyrelsen alene havde taget stilling til kommunens afslag på hans ansøgning om overlevelseshjælp.

Hans klage over kommunens afgørelse om standsning af løbende kontanthjælp skulle behandles af beskæftigelsesankenævnet.

Ankestyrelsen havde derfor ikke kunnet tage stilling til, om det var med rette, at kommunen standsede hans kontanthjælp pr. 1. oktober 2008.

Det bemærkedes dog, at Ankestyrelsen fandt det kritisabelt, at hverken kommunen eller det sociale nævn havde videregivet klagen over standsningen af hans kontanthjælp til beskæftigelsesankenævnet.

Ankestyrelsen henstillede, at kommunen nu genvurderede afgørelsen om standsning af den løbende kontanthjælp pr. 1. oktober 2008, og videresendte sagen til beskæftigelsesankenævnet til behandling, hvis kommunen opretholdt afgørelsen.

Det tilføjedes, at hvis der senere blev truffet afgørelse om, at han i perioden fra 1. oktober 2008 til 17. december 2008 havde ret til kontanthjælp, kunne kommunen træffe afgørelse om tilbagebetaling af hjælp, der dækkede samme tidsrum og samme formål som den udbetalte hjælp.